JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:23

2016-03-05T10:23:25Z

Jesper: Nibelungekvadet 12

2013-01-15T08:43:47Z

Nibelungekvadet 12

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 12]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''12. Æventyr, hvorledes Gunther bød Sigfred til Gæstebud'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
409 .
  
  
  
</td>
<td>
Da randt det Gunthers Hustru      enhver Dag i Hu:
 „Hvorfor teer sig Krimhild      saa overmægtig nu?
 Nu er jo dog vor Livegen      Sigfred, hendes Mand:
 alt længe har vi savnet      hans Tjenest i vort Land."
</td>
<td>
''667.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
410.
  
  
  
</td>
<td>
Det bar hun i Hjertet      og talte ikke derom.
 Det græmmed hende svarligt,      at endnu aldrig kom
 Nogen fra Sigfreds Rige,      til Tjenest dem beredt.
 Det undred hende saare,      hvorfor det ej var sket.
</td>
<td>
''668.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
411.
  
  
  
</td>
<td>
Hos Kongen hun forsøgte,      om ikke det kunde ske,
 at hun engang fik Krimhild      igen i Worms at se.
 I Løn hun ham kundgjorde,      hvad hun tænkte paa.
 Det hued ikke Herren,      at Brynhild talte saa.
</td>
<td>
''669.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
412.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvordan kunde vi kalde      dem hid til dette Land?"
 mælte den rige Konge,       „det gik dog aldrig an.
 For fjernt os de sidder:      jeg tør ej bede dem."
 Da bar ham Fru Brynhild      med Kløgt sit Ønske frem.
</td>
<td>
''670.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
413.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvor overvættes mægtig      end er en Konges Mand,
 ihvad hans Drot ham byder      han det ej nægte kan."
 Da maatte Gunther smile,      den Stund hun talte saa:
 han regned ej for Tjenest,      hvor tit han Sigfred saa.
</td>
<td>
''671.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
414.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Kære Herre,      nu jeg saa gerne vil,
 saa hjælp mig til, at Sigfred      med samt din Søsterlil
 kommer igen til Landet,       at vi kan her dem se:
 da kunde mig i Sandhed      ej større Glæde ske.
</td>
<td>
''672.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
415.
  
  
  
</td>
<td>
Tugtig er din Søster,      højsindet og god:
 saa tit jeg derpaa tænker,      da bliver mildt mit Mod,
 hvorlunde vi sad tilsammen,      da først jeg blev din Viv.
 Hun kan med Ære elske      stærk Sigfred alt sit Liv."
</td>
<td>
''673.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
416.
  
  
  
</td>
<td>
Hun bad derom saa længe,       thi mælte han derpaa:
 „Nu vid, at ingen Sinde      jeg hellere Gæster saa.
 Thi kan I sagtens bede.       Jeg sender Bud af Sted,
 at byde dem som Gæster      herhid til Rhinens Bred."
</td>
<td>
''674.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
417.
  
  
  
</td>
<td>
"Velan", mælte Fyrsten,       „tredive af mine Mænd
 byder jeg did at ride."       Dem kaldte han derhen,
 og han befol dem drage      til Sigfreds Land med Bud.
 Til Løn gav Fru Brynhild      dem saare skønne Skrud.
</td>
<td>
''676.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
418.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte Kongen: „I Helte      skal melde dem fra mig
 de Bud, jeg lader sige       (dermed I tie ej)
 til Sigfred den stærke      og til min Søster kær,
 at Ingen staar i Verden      mit Hjerte mere nær.
</td>
<td>
''677.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
419.
  
  
  
</td>
<td>
Og bed dem, at de begge      kommer til os til Rhin.
 Det vil vi altid tjene,      jeg og Fruen min.
 Ved forestaaende Solhverv      skal her den gæve Drot
 og hans Mænd træffe mange,      der under ham det godt.
</td>
<td>
''678.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
420.
  
  
  
</td>
<td>
I sige Drotten Sigmund      mit vennesæle Mod,
 at jeg og mine Frænder      ham sender Hilsen god.
 Bed ogsaa min Søster      at ride med til Fest:
 at fejre den blandt Frænder,      det sømmer hende bedst."
</td>
<td>
''679.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
421.
  
  
  
</td>
<td>
Brynhild og Ute      og alle Fruer med
 bad Sendemændene hilse,      da de til Sigfred red,
 de saare fagre Fruer      og mangen tapper Mand.
 Befol da Kongen Heltene      at drage af hans Land.
</td>
<td>
''680.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
422.
  
  
  
</td>
<td>
De rejste ledingklædte:      til Hobe var dem bragt,
 før de red af Landet,      Heste og Vaabendragt.
 Da ilte de mod Maalet,      hurtigt Rejsen led.
 Kongen havde dem givet      et Vagtfølge med.
</td>
<td>
''681.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
423.
  
  
  
</td>
<td>
Tre Uger efter      var Henrejsen endt.
 Det var til Nibelungs Borgstad,      dem Gunther havde sendt,
 i Marklandet Norge,       dér traf de Helten stolt.
 De havde trætte Heste,      da dér de gjorde Holdt.
</td>
<td>
''682.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
424.
  
  
  
</td>
<td>
Sigfred og Krimhild      dem begge blev det sagt,
 at der var komne Riddersmænd,      klædte i samme Dragt,
 som man i hine Dage      i Gunthers Rige saa.
 Krimhild sprang fra Lejet,      hvor hun i Hvile laa.
</td>
<td>
''683.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
425.
  
  
  
</td>
<td>
Da bad hun til et Vindu      en Jomfru at gaa.
 Hun saa den kække Gere      i Kongsgaarden staa,
 ham selv og hans Fæller,       som var sendt did med ham.
 Hvor svandt hendes Hjemvé,      da Budet hun fornam!
</td>
<td>
''684.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
426.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte hun til Kongen:      „Nu se, hvordan de staar,
 de med stærken Gere      er komne til vor Gaard:
 dem har min Broder Gunther      ad Rhinen sendt som Bud."
 „De være os velkomne,"      mælte Drotten prud.
</td>
<td>
''685.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
427.
  
  
  
</td>
<td>
Da ilte alt hans Følge      did, hvor man dem saa.
 Enhver især iblandt dem      mælte og derpaa
 saa vennesælt, de kunde,      til Gunthers Sendemænd.
 Herr Sigmund glædtes saare,      ved at de kom derhen.
</td>
<td>
''686.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
428.
  
  
  
</td>
<td>
Gere og hans Fæller      bød man til Herberg gaa:
 i Stald trak man Hestene.      Sendemændene saa
 man deden gaa til Sigfred,      hvor han hos Krimhild sad.
 Da man dem bød til Hove,      de gjorde, som man bad.
</td>
<td>
''687.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
429.
  
  
  
</td>
<td>
Værten og hans Frue      de rejste sig paa Stand.
 Dér tog man vel mod Gere      af de Burgunders Land
 og mod hans Rejsefæller,      Gunthers Sendemænd.
 Gere den saare rige      bød man til Sædet hen.
</td>
<td>
''688.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
430.
  
  
  
</td>
<td>
„Lad os vort Ærind sige,      før vi til Sæde gaar:
 tilsted os vejtrætte,       at til da vi staar.
 Vi har et Bud at bringe      fra Gunther og hans Viv:
 han og Brynhild lever      i Glæde deres Liv."
</td>
<td>
''689.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
431.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte dernæst Markgreven      Gere, Kæmpen bold:
 „De lever i alle Dyder      og glædes mangefold.
 De byder jer til Rhinen      alt til en Højtidsfærd:
 de saa eder gerne:      derom forvisset vær.
</td>
<td>
''693.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
432.
  
  
  
</td>
<td>
Og beder de min Frue      at tage Del deri
 og rejse med til Rhinen,      naar Vintren er forbi.
 Ved forestaaende Solhverv      vilde de eder se."
 Da mælte stærken Sigfred:       „Det kunde neppe ske."
</td>
<td>
''694.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
433.
  
  
  
</td>
<td>
„Brynhild, min Frue,      og alle Møer, hun har,
 de glædes til det Budskab,      om I gav dem til Svar,
 at did vilde I komme,      det fryded deres Mod."
 Da tyktes og den Tale      skøn Krimhild saare god.
</td>
<td>
''696.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
434.
  
  
  
</td>
<td>
Gere var deres Slægtning:      ham Kongen sidde bød.
 For Gæsterne bød han skænke:       fluks man ham adlød.
 Did kom ogsaa Sigmund,      hvor Budene han saa:
 venligt talte Herren      til Heltene derpaa:
</td>
<td>
''697.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
435.
  
  
  
</td>
<td>
„Velkommen her, I Kæmper,      Gunthers Sendebud.
 Siden min Søn Sigfred      fæsted til sin Brud
 den skønne Frue Krimhild,      da burde tit det ske,
 at I kom hid til Landet      og lod jert Venskab se."
</td>
<td>
''698.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
436.
  
  
  
</td>
<td>
De kom, naar ham tyktes,      det gav de ham til Svar.
 Af Glæde fast de glemte,      hvor mødige de var.
 Man bragte dem til Sæde,      Spise bar man frem:
 deraf bød Herr Sigfred      til fulde give dem.
</td>
<td>
''699.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
437.
  
  
  
</td>
<td>
Hos ham maatte de blive      i fulde Dage ni.
 De raske Helte fandt sig      omsider nødig i,
 at ikke de skulde ride      til deres Land igen.
 Imens havde Sigfred      kaldt sine Frænder hen.
</td>
<td>
''700.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
438.
  
  
  
</td>
<td>
Han spurgte, hvad de raadte:      om de skulde til Rhin.
 „Mig har Gunther buden,      den kære Frænde min,
 han selv og hans Maage,      til en Fest i hans Land:
 hvis ej for fjernt han boed,      jeg rejste glad for sand.
</td>
<td>
''701.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
439.
  
  
  
</td>
<td>
At Krimhild drager med mig,      det beder de med Flid.
 Nu raad, kære Frænder,      hvor skal hun komme did?
 Bød de mig til Krigsfærd      i tredive Kongers Land,
 var gerne dem til Bistand      rede Sigfreds Hand."
</td>
<td>
''702.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
440.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da hans Kæmper:      „Har I til Rejsen Lyst,
 at fejre Fest ved Rhinen,      da raader vi fuldtrøst:
 I skal med tusind Kæmper      begive jer til Fest:
 da kan I vel med Ære være      Gunthers Gæst."
</td>
<td>
''703.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
441.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Herr Sigmund,      hin Helt af Nederland:
 „Vil I ride til Festen,      saa sig mig det paa Stand.
 Om ikke I forsmaar det,      da rider jeg med jer:
 jeg fører hundred Kæmper,      saa I des flere er."
</td>
<td>
''704.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
442.
  
  
  
</td>
<td>
„Min saare kære Fader,      og vil I ride med,"
 saa mælte stærken Sigfred,       „da glædes jeg derved.
 Før tolv Døgn er omme,       rider jeg fra mit Land."
 Da gav man, hvo det ønsked,      Heste og Skrud paa Stand.
</td>
<td>
''705.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
443.
  
  
  
</td>
<td>
Da Rejsen var besluttet,      da lod hin Konge prud
 igen drage tilbage      de raske Sendebud.
 Til sine Konemaage      han gav dem Budskab med,
 at glad vilde han ride      til Fest ved Rhinens Bred.
</td>
<td>
''706.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
444.
  
  
  
</td>
<td>
Sigfred og Krimhild      gav Gunthers Sendemænd
 saa rig Skænk, at Gangerne      ej kunde bære den
 (det hører vi berette):      han var en rig Mand.
 De lagde den paa Lastdyr      og drev dem glad af Land.
</td>
<td>
''707.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
445.
  
  
  
</td>
<td>
Deres Folk klædte Sigfred      og Sigmund ligesaa.
 Markgreven Ekkevart      bød Fruerne derpaa
 søge de bedste Klæder,       som fandtes alt i Stand
 eller kunde erhverves      i hele Sigfreds Land.
</td>
<td>
''708.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
446.
  
  
  
</td>
<td>
Skjolde med samt Sadler      befol man tage frem.
 Riddersmænd og Fruer,       som rejste bort med dem,
 skænked han og Krimhild,       ihvad dem hued bedst.
 Han bragte sine Frænder      mangen en herlig Gæst.
</td>
<td>
''709.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
447.
  
  
  
</td>
<td>
Imens ilte Budene      igen til deres Land,
 og Helten Gere ankom      til Worms paa Rhinens Sand.
 Dér tog man vel imod ham:      for Gunthers Sal de red,
 da svang de sig af Gangere      og Lastheste ned.
</td>
<td>
''710.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
448.
  
  
  
</td>
<td>
Did kom ung og gammel,      hvor Markgreven stod,
 og gav sig til at spørge.      Da mælte Helten god:
 „Naar Kongen Bud jeg siger,      da høre I det grant."
 Han gik med sine Fæller      did, hvor han Gunther fandt.
</td>
<td>
''711.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
449.
  
  
  
</td>
<td>
Af stor Glæde Kongen      op fra sit Sæde sprang.
 At de saa hastigt fuldendte      Senderejsen lang,
 derfor takked Brynhild.      Da mælte Landets Drot:
 „Hvordan lever Sigfred,      som tit har voldt mig godt?"
</td>
<td>
''712.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
450.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den kække Gere:      „Han blev af Glæde rød,
 han og eders Søster,      og ingen Sinde bød
 Nogen saa ærlig Hilsen      at sende til en Ven,
 som Sigfred og Sigmund      nu byder jer igen."
</td>
<td>
''713.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
451.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da til Markgreven      Kongens ædle Viv:
 „Nu sig, kommer Krimhild?      Har hendes væne Liv
 sin Højhed og Tække      som og tilforn beholdt?"
 „For vist kommer Krimhild,"      mælte Helten stolt.
</td>
<td>
''714.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
452.
  
  
  
</td>
<td>
Ute befol de Sendemænd      paa Stand for sig gaa.
 Saa ivrigt som hun spurgte,      kunde man let forstaa,
 at gerne hun erfared,      var Krimhild endnu sund.
 Han sagde, hvor hun leved:      hun kom om føje Stund.
</td>
<td>
''715.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
453.
  
  
  
</td>
<td>
Da blev der og ved Hove      om hine Gaver sagt,
 som Drotten Sigfred gav dem:      Guld og Klædedragt
 for de tre Kongers Helte      blev lagt til Skue frem.
 Da priste man, hvor gavmildt      Sigfred lønned dem.
</td>
<td>
''716.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
454.
  
  
  
</td>
<td>
„Han kan," mælte Hagen,       „sagtens fra sig give:
 han kunde det ikke øde,      blev evig han i Live.
 For Nibelungeskatten      raader Heltens Hand.
 Eja, skulde den komme      engang til dette Land!"
</td>
<td>
''717.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
455.
  
  
  
</td>
<td>
Hele Gunthers Følge      sig glædte mod den Tid,
 da Gæsterne man vented.      Thi saas i rastløs Flid
 aarle alt og silde      de tre Kongers Mænd:
 man rejste mange Sæder      til dem, der kom derhen.
</td>
<td>
''718.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:23
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 12 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:23

Jesper: Nibelungekvadet 12