Jesper: Nibelungekvadet 16

2013-01-15T08:45:58Z

Nibelungekvadet 16

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 16]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''16. Æventyr, hvorledes Sigfred blev fældet'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
580 .
  
  
  
</td>
<td>
Gunther og Hagen,    de saare gæve Mænd,
 kaldte med Svig i Hjerte    til Jagt i Skoven hen.
 De vilde jage Vildsvin    med deres skarpe Spær,
 derhos Bjørn og Bøffel:    en mandig Ridderfærd.
</td>
<td>
''859.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
581 .
  
  
  
</td>
<td>
Da gik den gæve Kæmpe    for Krimhild at staa,
 da alt hans Jagtudrustning    paa Pakheste laa,
 hans og hans Fællers:    de vilde over Rhin.
 Da nagedes Fru Krimhild    af Frygt for Vennen sin.
</td>
<td>
''861*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
582.
  
  
  
</td>
<td>
Sin hjertenskære Frue    kyssede han paa Mund:
 „Gud give mig, Veninde,    jeg genser dig sund,
 og mig dine Øjne.    Dine kære Frænder nær
 skal Tidkort du finde:    jeg kan ej blive her."
</td>
<td>
''862*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
583.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte hun til Kæmpen:    „Slaa Jagten af din Hu.
 Jeg drømte om to Vildsvin,    den Drøm volder mig Gru,
 de jog dig over Heden,    saa mangen Blomst blev rød.
 Thi maa jeg græde saare,    det sker af bitter Nød.
</td>
<td>
''864*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
584.
  
  
  
</td>
<td>
Alt for svart jeg frygter    for En og Andens Raad,
 i Fald man havde krænket    med ubetænksom Daad
 nogen af dem, som mægted    at skade os med Had.
 Bliv, kære Herre,"    saa bønligt hun ham bad.
</td>
<td>
''865*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
587.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte: „Min Veninde,    jeg kommer snart igen.
 Jeg ved Ingen at nævne,    som ikke er min Ven.
 Alle dine Maage    mig elsker hver især:
 det skyldes mig og ærligt    af disse Kæmper her."
</td>
<td>
''866*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
588.
  
  
  
</td>
<td>
„Nej nej, Herre Sigfred:   dit Fald jeg frygter nu.
 Jeg drømte om to Bjerge,   den Drøm volder mig Gru,
 de styrted sammen paa dig    jeg saa dig aldrig mer.
 Vil du nu skilles fra mig,    til svar Sorg det sker."
</td>
<td>
''867*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
589.
  
  
  
</td>
<td>
Sin dydkære Dronning    trykked han til sit Bryst.
 Med kærligt Kys han søgte    at skænke hende Trøst.
 Han skiltes fra sin Hustru    en stakket Stund derpaa.
 Ak, ingen Sinde mere    hun levende ham saa.
</td>
<td>
''868*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
590.
  
  
  
</td>
<td>
Da red man bort fra Byen,    til en dyb Skov de drog
 for dér at søge Gammen.    Til deres Jægertog
 fulgtes Landets Herre    af mangen Ridder glad.
 Gernot og Giselher    blev hjemme i hans Stad.
</td>
<td>
''869*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
591.
  
  
  
</td>
<td>
Fuldtpakkede Heste    var sendte over Rhin,
 som til hans Jægerfølge    førte Brød og Vin,
 Kød sammen med Fiskene    og anden Spise god,
 hvoraf saa rig en Konge    med Ret har Overflod.
</td>
<td>
''870*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
592.
  
  
  
</td>
<td>
Jagtlejren opslog    de bolde Jægersmænd
 paa et vidtudstrakt Holmland,    hvor Vildtet dreves hen,
 foran de grønne Skove:    dér holdt de deres Jagt.
 Did var Sigfred kommen:    det blev Kong Gunther sagt.
</td>
<td>
''871.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
593.
  
  
  
</td>
<td>
Af Jagtfølget stilledes    der Vagtposterud
 trindt i alle Hjørner.    Da mælte Kæmpen prud,
 Sigfred den stærke:    „I Helte, hør mit Ord:
 hvem skal os nu føre    til Skov paa Vildtets Spor?"
</td>
<td>
''872.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
594.
  
  
  
</td>
<td>
„Lad os skilles fra hverandre,"    Hagen mælte saa,
 „forinden vi begynder    den Jagt, vi tænker paa,
 saa jeg og mine Herrer    kan skønne om dernæst,
 hvo af os paa Jagtfærden    jager allerbedst.
</td>
<td>
''873.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
595.
  
  
  
</td>
<td>
Af Folk saa vel som Hunde    Enhver sin Del skal faa
 og frit søge de Veje,    han helst vil ride paa.
 Hvo det bedste jager,    skal bære Prisen her."
 Ej længe tøved Jægerne    da hos hverandre mer.
</td>
<td>
''874.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
596.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte dernæst Sigfred:    „Jeg har ej Brug for Hund,
 naar blot jeg har en Støver,    som har haft Blod i Mund,
 saa at den kender Færten    af Vildtet gennem Gran.
 Vi venter Held af Jagten,"    mælte Krimhilds Mand.
</td>
<td>
''875.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
597.
  
  
  
</td>
<td>
Da tog en gammel Jæger    en god Støverhund:
 han bragte stærken Sigfred    efter en føje Stund
 did, hvor Dyr der fandtes.    Hvad op fra Lejet sprang,
 det opjaged Svende,    som siden mangen Gang.
</td>
<td>
''876.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
598.
  
  
  
</td>
<td>
Foran en mægtig Vildorne    stod hans Støverhund,
 men gav sig saa paa Flugten.    Da kom i rette Stund
 selve Jagtens Mester    og tog dens Spor paa Stand.
 Da løb Svinet i Vrede    imod den gæve Mand.
</td>
<td>
''881.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
599.
  
  
  
</td>
<td>
Da ramte Krimhilds Husbond    Ornen med sit Sværd:
 saa let var ingen Anden    ellers kommen den nær.
 Man indfanged Hunden,    da Dyret var ombragt.
 Da blev hans rige Jagtbytte    rhinske Kæmper sagt.
</td>
<td>
''882.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
600.
  
  
  
</td>
<td>
Støj og højlyd Tummel    de overalt fornam.
 Der klang en svar Larmen    af Raab og Hundeglam,
 saa Granskov og Bjerge    gav Genlyd om Kap,
 da fire og tyve Kobler    af deres Baand man slap.
</td>
<td>
''883.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
601.
  
  
  
</td>
<td>
Da maatte Dyr i Mængde    fortabe Livet dér.
 Thi tænkte og Burgunderne,    de maatte være nær
 til Jagtens Pris at vinde:    det kunde ikke ske,
 da først stærken Sigfred    ved Ilden lod sig se.
</td>
<td>
''884.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
602.
  
  
  
</td>
<td>
Jagten var nu hendød,    dog ikke helt fuldbragt.
 De, som kom til Ildstedet,    bar saa tung en Dragt
 af mange Dyrehuder    og Vildt mer end nok.
 Hvad blev ej bragt til Køkkenet    til Kongens Jægerflok!
</td>
<td>
''885.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
603.
  
  
  
</td>
<td>
Befol da Kongen kundgøre    for hans Jægersmænd,
 at han vilde holde Maaltid.    Da blæste fluks en Svend
 een Gang i Hornet:    dem blev bekendt deraf,
 at man den ædle Fyrste    i Jagtlejren traf.
</td>
<td>
''886.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
604.
  
  
  
</td>
<td>
„Lad os og ride fra Skoven,"    Herr Sigfred mælte da.
 Let bar hans Hest ham:    de hasted med derfra.
 Et grumt Dyr blev opskræmt    af Hovslagenes Gny,
 det var en bister Bamse.    Da mælte han paa ny:
</td>
<td>
''887.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
605.
  
  
  
</td>
<td>
„Af Gammen skal jeg skaffe    os Jægere end mer.
 Slip nu atter Hunden:    en Bjørn hist jeg ser:
 den skal drage med os    hen til vort Bedested.
 I Hast skal den flygte,    vil den frelse sig derved."
</td>
<td>
''888.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
606.
  
  
  
</td>
<td>
Man løste Støverhunden,    Bjørnen sprang derfra.
 At indride Dyret    var Sigfreds Villie da.
 Da løb den til et Vindfæld:    her maatte Hesten staa.
 Det stærke Dyr alt tænkte    for Fjenden Fred at faa.
</td>
<td>
''889.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
607.
  
  
  
</td>
<td>
Den stolte gode Ridder    svang sig af Hestens Ryg
 og satte efter Bjørnen.    Nu var den i Betryk,
 den kunde ikke undfly:    med Hænder han den tog,
 og uden den at saare    i Reb han den slog.
</td>
<td>
''890.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
608.
  
  
  
</td>
<td>
Derved formentes Dyret,    at det kradsed eller bed.
 Han bandt det til sin Saddel,    og videre han red.
 Han bragte det til Ildstedet    i sit stolte Mod
 for Tidkort at skaffe,    hin Kæmpe kæk og god.
</td>
<td>
''891.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
609.
  
  
  
</td>
<td>
Da han stod ned af Hesten,    af Dyrets Ben og Mund
 løste han atter Baandet.    Da klang i samme Stund
 et stort Glam af Hunde,    da de blev Bjørnen var.
 Den vilde ind i Skoven:    da blev der Skynding svar.
</td>
<td>
''899.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
610.
  
  
  
</td>
<td>
Hen over Kogestedet    løb den, skræmt af Støj:
 eja, hvor Køkkensvende    i Hast fra Ilden fløj!
 om Kuld slog den Kedler,    i Muld mangen Glød:
 eja, hvad gode Spiser    i Askehoben flød!
</td>
<td>
''900.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
611.
  
  
  
</td>
<td>
Herrerne med Følget    fra deres Sæder sprang.
 Bjørnens Vrede tændtes:    da løstes end en Gang
 den hele Hundeskare,    man i Reb havde lagt.
 Var Lykken med, dem vented    en saare munter Jagt.
</td>
<td>
''901.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
612.
  
  
  
</td>
<td>
Med Bue og med Lanser    saa saare travlt de fik,
 da løb de raske Helte    didhen, hvor Bjørnen gik.
 Der var saa mange Hunde,    at Ingen for dem skød.
 Af Jægerskarens Raaben    Bjergene trindtom lød.
</td>
<td>
''902.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
613.
  
  
  
</td>
<td>
Bjørnen veg for Hundene:    da var Ingen i Stand
 til at indhente Dyret    uden Krimhilds Mand.
 Han løb den op med Sværdet,    saalunde vog han den.
 Man slæbte atter Dyret    til Ildstedet hen.
</td>
<td>
''903.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
614.
  
  
  
</td>
<td>
Da sagde de, som saa det,    han var en kraftig Mand.
 Til Bordene man kaldte    de Jægersmænd paa Stand,
 og paa et fagert Grønsvær    alle til Sæde kom.
 Eja, hvad rige Spiser    blev dér budne om!
</td>
<td>
''904.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
615.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Herr Sigfred:    „Jeg undres, al den Stund
 man os fra Kogestedet    plejer saa mangelund,
 hvorfor da ikke Skænkerne    endnu har Vin os bragt.
 Plejes vi ikke bedre,    er jeg helst fri for Jagt.
</td>
<td>
''909.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
616.
  
  
  
</td>
<td>
Utak fortjener    saa daarlig Skafferskik.
 Syv Lastdyrs Ladning    Mjød og Krydderdrik
 burde man have hidbragt.    Nu vi mangler Vin,
 skulde man have lejret    os nærmere ved Rhin."
</td>
<td>
''909.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
617.
  
  
  
</td>
<td>
„I ædle Kæmper," mælte    Hagen af Tronje bold,
 „jeg ved, at her i Nærheden    rinder en Kilde kold
 (at ikke I skal vredes):    dér skal vi gaa hen."
 Det Raad blev til Kvide    for mange gæve Mænd.
</td>
<td>
''910.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
618.
  
  
  
</td>
<td>
Da de sig dernæst agted    af Sted til Linden bred,
 mælte Hagen af Tronje:    „Det siges mangeled,
 at ingen Helt kan følge    Krimhilds ædle Mand,
 naar af al Magt han løber:    det gad vi se for sand."
</td>
<td>
''913.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
619.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da af Nederland    den kække Helt Sigfred:
 „Det kan I sagtens prøve,    hvis I vil løbe med
 om Kap did til Kilden.    Naar da vort Løb er endt,
 kan I til Hobe skønne,    hvo Prisen har fortjent."
</td>
<td>
''914.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
620.
  
  
  
</td>
<td>
Da genmælte Hagen:    „Det vil vi prøve paa."
 „Saa agter jeg at lægge mig,"    Sigfred mælte saa,
 „her for eders Fødder    i Grønsværet ned."
 Da Gunther hørte dette,    hvor glædtes han derved!
</td>
<td>
''915.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
621.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den bolde Kæmpe:    „Jeg siger eder end,
 jeg vil min hele Udrustning    bære med derhen,
 al min Jægerklædning,    mit Skjold og mit Spær."
 Hastigt bandt han om sig    sit Kogger og sit Sværd.
</td>
<td>
''916.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
622.
  
  
  
</td>
<td>
Af deres Legem lagde    de Klæderne derpaa:
 i to hvide Skjorter    man saa dem begge staa.
 Som to vilde Pantere    de løb i Kløver grøn:
 dog saa man først ved Kilden    Sigfred, Sigmunds Søn.
</td>
<td>
''917.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
623.
  
  
  
</td>
<td>
Pris i alle Dyder    for mangen Mand han vandt.
 Sit Sværd fluks han løste,    Koggeret af han bandt,
 det stærke Spyd det lænte    han op mod Linden næst:
 ved Kildevældet vented    den saare skønne Gæst.
</td>
<td>
''918.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
624.
  
  
  
</td>
<td>
I alt teed Sigfred    sig som en Ridder bold.
 Dér hvor Kilden risled,    dér lagde han sit Skjold:
 hvor stærkt end han tørsted,    den ædle Helt ej drak,
 før Kongen havde drukket:    han gav ham ilde Tak.
</td>
<td>
''919.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
625.
  
  
  
</td>
<td>
Kølig risled Kilden,    den randt klar og god.
 Da bøjed Drotten Gunther    sig over Vandets Flod:
 sin Tørst dér han slukked,    han rejste sig derpaa.
 Gerne havde Sigfred    og handlet ligesaa.
</td>
<td>
''920.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
626.
  
  
  
</td>
<td>
Han bøded for sit Højsind.    Hans Armbrøst og Sværd
 det bar til Hobe Hagen    i Hast fra Stedet dér.
 Da ilte han tilbage,    han tog hans Spyd i Haand
 og saa mod et Billed    paa Heltens Klædebon.
</td>
<td>
''921.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
627.
  
  
  
</td>
<td>
Mens Sigfred af Kilden    stillede sin Trang,
 han skød ham gennem Korset,    saa ud af Saaret sprang
 Blodet fra hans Hjerte    fast paa Hagens Dragt.
 Saa svar Udaad aldrig    skal vorde mer fuldbragt.
</td>
<td>
''922.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
628.
  
  
  
</td>
<td>
Som en afsindig Sigfred    op fra Kilden sprang:
 da raged fra hans Skuldre    en Spydstage lang.
 Fyrsten tænkte at finde    end Bue eller Sværd:
 da havde Hagen faaet    den Tak, hans Daad var værd.
</td>
<td>
''924.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
629.
  
  
  
</td>
<td>
Haardt saaret fandt ej    sit Sværd hin Kæmpe bold;
 han havde intet Andet    tilbage end sit Skjold:
 det tog han op fra Kilden,    Hagen angreb han:
 ham kunde ikke undløbe    Drotten Gunthers Mand.
</td>
<td>
''925.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
630.
  
  
  
</td>
<td>
Trods hans Ulivsvunde    hans Slag saa kraftigt faldt,
 saa at der ud fra Skjoldet    sig spredte overalt
 en Mængde Ædelstene:    da brast endog hans Skjold.
 Gerne havde sig hævnet    den ædle Kæmpe bold.
</td>
<td>
''926.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
631.
  
  
  
</td>
<td>
For Heltens Hænder Hagen    segned til Jorden ned.
 Saa stærkt ramte Slaget,    at Holmen klang derved.
 Havde han Sværd i Hænde,    da blev det Hagens Død.
 I Afmagt han vredtes:    dertil ham tvang hans Nød.
</td>
<td>
''927.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
632.
  
  
  
</td>
<td>
Blegnet var hans Farve:    han kunde ikke staa.
 Hans hele Legemsstyrke    den maatte snart forgaa,
 siden han alt bar Dødstegnet    paa sin Pande hvid.
 For ham sørged siden    mangen en Frue blid.
</td>
<td>
''928.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
633.
  
  
  
</td>
<td>
Da segned mellem Blomster    Krimhilds Husbond god,
 af Heltens store Vunde    der randt en Strøm af Blod.
 Da tog han til at skælde    (ham tvang den haarde Nød)
 dem, der havde voldt ham    en saare troløs Død.
</td>
<td>
''929.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
634.
  
  
  
</td>
<td>
„I saare onde Niddinger,"    han mælte, Døden nær.
 „Hvad hjælper al min Tjenest,    nu I har dræbt mig her?
 Jeg var jer tro bestandig:    det undgælder jeg nu.
 Jer Slægt har I skændet    ved en Daad, fuld af Gru."
</td>
<td>
''930.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
635.
  
  
  
</td>
<td>
Ridderne løb til Hobe,    did hvor han slagen laa.
 Den Dag blev uden Glæde    for mange, som det saa.
 De, som havde Troskab,    med Graad traadte ham nær:
 det var den ædle Ridder    vel for sin Gævhed værd.
</td>
<td>
''932.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
636.
  
  
  
</td>
<td>
Kongen af Burgunden    græd og for Heltens Død.
 Dødssaaret han mælte:    „Det times uden Nød,
 at den græder for Skaden,    der voldte den med Raad.
 At lastes han fortjener:    han burde spart sin Graad."
</td>
<td>
''933.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
637.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den grumme Hagen:    „Hvorfor mon klager I?
 Vor Angest og vor Kvide    for stedse er forbi:
 vi finder nu ej mange,    som maaler sig med os.
 Vel mig, at hans Vælde    jeg turde byde Trods."
</td>
<td>
''934.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
638.
  
  
  
</td>
<td>
„I kan sagtens prale,"    gav Sigfred ham til Svar.
 „Havde jeg ikkun anet,    hvad Mordlyst I bar,
 da havde jeg vel værnet    mod eders Svig mit Liv.
 Jeg ynkes nu for Intet    som for Krimhild, min Viv.
</td>
<td>
''935.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
639.
  
  
  
</td>
<td>
Nu give Gud vil ynkes,    at mig en Søn blev fød,
 som efter disse Dage    af Skam skal farves rød,
 fordi engang med Snigmord    hans Slægt slog En ihjel.
 Kunde jeg," mælte Sigfred,    „da hævned jeg det selv."
</td>
<td>
''936.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
640.
  
  
  
</td>
<td>
Dødssaaret han mælte    med Kvide disse Ord:
 „Vil, ædle Drot, herefter    mod Nogen her paa Jord
 I endnu vise Troskab,    befaler jeg til jer,
 i Lid til jer Naade,    min Hustru saare kær.
</td>
<td>
''937.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
641.
  
  
  
</td>
<td>
Og lad det hende gavne,    at hun jer Søster er:
 for alle Fyrsters Dyder    I tro staa hende nær.
 Mig skal længe vente    min Fader og mine Mænd.
 Aldrig fik en Kvinde    mer Sorg for sin Ven."
</td>
<td>
''938.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
642.
  
  
  
</td>
<td>
Blomsterne allevegne    var vaade af hans Blod.
 Da kæmped han med Døden:    snart han Livet lod,
 thi Dødsvaabnet gav ham    en Vunde alt for grum.
 Den kække Kæmpes Læbe    blev da for stedse stum.
</td>
<td>
''939.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
643.
  
  
  
</td>
<td>
Da Herrerne nu skued,    at Sigfred var død,
 paa et Skjold man ham lagde,    som var af Guldet rød.
 Da traadte de tilsammen    for end at pleje Raad,
 hvordan man kunde dølge,    at det var Hagens Daad.
</td>
<td>
''940.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
644.
  
  
  
</td>
<td>
Da sagde mange blandt dem:    „Os er timet Mén.
 I skal alting dølge    og sige hver og En,
 at Dronning Krimhilds Husbond    alene Vildtet jog,
 og mens han red i Granskoven,    Stimænd ham vog."
</td>
<td>
''941.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
645.
  
  
  
</td>
<td>
„Jeg bringer ham til Landet,"    Hagen mælte saa.
 „Om hun faar alt at vide,    kun lidt jeg agter paa,
 saa haardt hun har krænket    Dronning Brynhilds Hu.
 Jeg agter det for ringe,    om Krimhild græder nu."
</td>
<td>
''942.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
646.
  
  
  
</td>
<td>
Da bied de paa Natten,    til over Rhin de for.
 Ej kunde Helte værre    holde Jagt her paa Jord.
 Et Vildt, dér de fældte,    begræd mangen Viv.
 Thi maatte siden Stridsmænd    bøde med deres Liv.
</td>
<td>
''943.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:25
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 16 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:25

Jesper: Nibelungekvadet 16