JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:26

2016-03-05T10:26:33Z

Jesper: Nibelungekvadet 17

2013-01-15T08:46:33Z

Nibelungekvadet 17

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 17]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''17. Æventyr, hvorledes Krimhild begræd og gravlagde sin Mand'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
647.
  
  
  
</td>
<td>
Om overmodig Fremfærd      og Hævn fuld af Gru
 skal I her høre sige.      Thi bød Hagen nu,
 at Nibelungehelten      Sigfred, ombragt saa,
 førtes did til Borgen,      hvor Krimhilds Kammer laa.
</td>
<td>
''944.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
648.
  
  
  
</td>
<td>
Dér lod han Helten lønligt      lægge for dets Dør,
 saa at hun skulde finde      ham, naar med sine Møer
 hun aarle gik til Messe,       før Dag skinned hvid;
 fra den sov Fru Krimhild      sjælden nogen Tid.
</td>
<td>
''945.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
649.
  
  
  
</td>
<td>
Dér ringed man til Kirke,      som mangen Sinde før.
 Krimhild den skønne      hun vækked sine Møer:
 et Lys bød hun bringe,      derhos sin Klædedragt.
 Did kom en Kammersvend,      hvor Sigfred var lagt.
</td>
<td>
''946.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
650.
  
  
  
</td>
<td>
Han saa ham rød af Blodet:      vaad var al hans Dragt,
 dog at det var hans Herre,      derpaa gav han ej Agt.
 Hen til Fruerstuen      med Lys i Haand han gik,
 og af hans Mund Fru Krimhild      et Skrækkens Budskab fik.
</td>
<td>
''947.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
651.
  
  
  
</td>
<td>
Da hun med sine Fruer      vilde til Kirke gaa,
 da mælte Kammersvenden:      „I maa end stille staa:
 her ligger foran Kamret en      Ridder slagen død."
 I overvættes Klage      Fru Krimhild udbrød.
</td>
<td>
''948. ''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
652.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte hendes Sinder:       „Det er en Gæst kanske."
 Fra hendes Mund sprang Blodet      af Hjertets store Vé.
 Hvor rød han var af Blod end,      hun kendte ham paa Stand:
 dér laa i Jammer Sigfred      af Nibelungers Land.
</td>
<td>
''951—52.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
653.
  
  
  
</td>
<td>
Da raabte i sin Kvide      den ædle Dronning bold:
 „Ak ve for min Smerte!      Nu ser jeg, at dit Skjold
 er ej af Sværd forhugget:      du ligger dræbt med List.
 Kendte jeg din Morder,      han skulde dø for vist."
</td>
<td>
''953.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
654.
  
  
  
</td>
<td>
Hele Krimhilds Følge      med deres Frue kær
 brød ud i Skrig og Klage:      det gik dem saare nær
 for deres ædle Herre,      som havde ladt sit Liv.
 Haardt hævned Hagen      Kong Gunthers vrede Viv.
</td>
<td>
''954.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
655.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte i sin Smerte:       „Jeg beder jer gaa hen
 og vække saare ilsomt      alle Kong Sigfreds Mænd.
 I skal og melde Sigmund      min store Jammersnød,
 om han med mig vil klage      for stærken Sigfreds Død."
</td>
<td>
''955.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
656.
  
  
  
</td>
<td>
Bort ilte et Sendebud      at melde det paa Stand
 til Drotten Sigfreds Helte      af Nibelungers Land.
 Det tog dem deres Glæde,      hvad de erfor af ham.
 De vilde ikke tro det,       før Graaden de fornam.
</td>
<td>
''956.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
657.
  
  
  
</td>
<td>
„Vaagn op, Herre Sigmund.      Mig bad til eder gaa
 Krimhild, min Frue.      En Sorg monne hun faa,
 som frem for alle Sorger      nu græmmer hendes Sjæl:
 det hjælpe I at klage,       saa sandt I rammes selv."
</td>
<td>
''958.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
658.
  
  
  
</td>
<td>
Op rejste sig Sigmund.      Han mælte: „Hvad er hændt
 skøn Krimhild af Kummer,      hvorfor du hid blev sendt?"
 Med Graad svared Svenden:      „I høre det paa Stand:
 blodig ligger slagen      Sigfred af Nederland."
</td>
<td>
''959.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
659.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den Herre Sigmund:      „Lad fare eders Tant
 og et Ulykkesbudskab,      der ej kan være sandt.
 Det sige I til Ingen,      at Nogen Helten vog:
 jeg maatte græde for ham,      til min Dødstime slog."
</td>
<td>
''960.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
660.
  
  
  
</td>
<td>
„Vil ikke Lid I fæste      til min Beretning, hør
 da selv, hvorlunde Krimhild      og alle hendes Møer
 klager højlydt sammen      for Helten Sigfreds Død."
 Med Skræk sloges Sigmund:      ham tvang den haarde Nød.
</td>
<td>
''961.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
661.
  
  
  
</td>
<td>
Med sine hundred Helte      fra Sengene han sprang.
 De skarpe lange Vaaben      i Hænderne de svang.
 De ilte fuld af Smerte      til Véraabet hen.
 Did kom tusind Kæmper,      den kække Sigfreds Mænd.
</td>
<td>
''962.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
662.
  
  
  
</td>
<td>
Traadte da Drotten Sigmund      for Krimhild at staa.
 Han mælte: „Ak, hvi maatte      vi her til Landet gaa!
 Hvo har mit Barn mig røvet      og jer eders Mand
 ved en saa grufuld Udaad      i gode Venners Land?"
</td>
<td>
''964.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
663.
  
  
  
</td>
<td>
„Ja, fik jeg ham at kende,"      mælte den ædle Viv,
 „aldrig blev ham naadigt      mit Hjerte og mit Liv:
 saa onde skulde vorde      ham hver Tid mine Raad,
 saa at hans Frænder skulde      for min Skyld fælde Graad."
</td>
<td>
''965.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
664.
  
  
  
</td>
<td>
Den Herre Sigmund favned      den døde til sit Bryst.
 Da lød fra hans Venner      en Jammer uden Trøst,
 saa deres stærke Véraab      klang over Sal og Borg,
 og Byen Worms gav Genlyd      af deres Graad og Sorg.
</td>
<td>
''966.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
665.
  
  
  
</td>
<td>
Ingen mægted at trøste      Kong Sigfreds fagre Viv.
 Da afdrog man Klæderne      af Heltens skønne Liv.
 Man lod hans Vunde vadske,      han blev paa Baare stedt.
 En svar Kvide var det,      hans Folk dér var sket.
</td>
<td>
''967.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
666.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da hans Kæmper      af Nibelungeland:
 „Vor Villie er at hævne ham,      det snareste vi kan.
 Den, som har forvoldt det,      ham huser Borgen end."
 Da ilte efter Vaaben      til Hobe Sigfreds Mænd.
</td>
<td>
''968.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
667.
  
  
  
</td>
<td>
De udkaarne Helte      kom did med Skjold og Sværd,
 elleve Hundred Kæmper:       det var al den Hær,
 som Sigmund raadte over.      Sin Søns bratte Død
 vilde han gerne hævnet,      som Troskab ham bød.
</td>
<td>
''969.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
668.
  
  
  
</td>
<td>
De vidste ingen Andre      at føre Kamp imod
 end Gunther selv og Heltene,      som i hans Tjenest stod,
 med dem nys Herr Sigfred      paa Jagtfærden red.
 Krimhild saa dem væbnet      og gruedes derved.
</td>
<td>
''970.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
669.
  
  
  
</td>
<td>
Var end stor hendes Kvide      og bitter hendes Nød,
 dog frygted hun saa svarligt      Nibelungernes Død
 for hendes Brødres Kæmper;      thi standsed hun dem end.
 Hun vared dem saa kærligt,       som Ven gør mod Ven.
</td>
<td>
''971.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
670.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte hun i Smerte:       „Sigmund, min Herre kær,
 I kender ikke til fulde,      hvad Fare truer jer.
 For sand har Kong Gunther      mangen en Kæmpe bold:
 trodser I hans Helte,      er I i Dødens Vold."
</td>
<td>
''972.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
671.
  
  
  
</td>
<td>
De opløfted Skjoldene      og higed efter Strid.
 Først bønfaldt, saa bød dem      omsider Fruen blid,
 at dog de maatte afstaa      fra en saa farlig Dyst.
 At ej de vilde høre,      gav hende liden Lyst.
</td>
<td>
''973.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
672.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Herre Sigmund,      I hindre dem deri,
 til bedre Dage kommer:      da skal I staa mig bi
 med at hævne min Husbond.      Naar grant først jeg ved,
 ihvo mig ham har røvet,      jeg volder ham Fortræd.
</td>
<td>
''974.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
673.
  
  
  
</td>
<td>
Der er af stolte Kæmper      ved Rhin Hobetal:
 thi vil jeg ikke raade,      at nu I kæmpe skal.
 Mod hver af jer de ejer      vel tredive i Burgund.
 Gud give dem den Lykke,      som de har os forundt.
</td>
<td>
''975.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
674.
  
  
  
</td>
<td>
Bliv og del min Smerte,      som mig er voldt af dem;
 I saare gæve Kæmper,      naar Dagen bryder frem,
 da hjælpe I at skrinlægge      Sigfred, min Mand!"
 „Det ske, som I byder,"      saa svared de paa Stand.
</td>
<td>
''976. ''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
675.
  
  
  
</td>
<td>
Det kan for sanden Ingen      berette fuldelig,
 hvor Riddersmænd og Fruer      brød ud i Klageskrig,
 saalunde at det hørtes      i Staden viden om.
 De ædle Folk fra Byen      ilfærdigt didhen kom.
</td>
<td>
''977.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
676.
  
  
  
</td>
<td>
Med Gæsterne de klaged,      det gik dem saare nær.
 Hvad Skyld Sigfred havde,      det vidste Ingen dér,
 og hvi den ædle Kæmpe      maatte lade sit Liv.
 Da græd med hendes Fruer      mangen god Borgers Viv.
</td>
<td>
''978.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
677.
  
  
  
</td>
<td>
Smedde bød man sætte      en Kiste fluks i Værk,
 af Guld og Sølv den gjordes,      saare stor og stærk.
 Med Spanger helt den klædtes      af Staal, som var godt.
 Svart sørged alle      for Nederlandets Drot.
</td>
<td>
''979.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
678.
  
  
  
</td>
<td>
Natten var til Ende:      man meldte, det blev Dag.
 Befol da Krimhild bære      ind under Kirkens Tag
 den bolde Herre Sigfred,      hendes Husbond kær.
 De Venner, Helten havde,      i Graad saa man dér.
</td>
<td>
''980.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
679.
  
  
  
</td>
<td>
De bragte ham til Domkirken      under Klokkers Klang.
 Man hørte allevegne      mangen en Præsts Sang.
 Da kom Drotten Gunther,      fulgt af sine Mænd,
 blandt dem den vilde Hagen,      til Véraabet hen.
</td>
<td>
''981*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
680.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte: „Kære Søster,      ak for din svare Vé,
 at vi saa stor en Ufærd      skal her i Worms se!
 Vi maa bestandig klage      for Helten Sigfreds Liv."
 „Det gør I uden Aarsag,"      mælte den stakkels Viv.
</td>
<td>
''982*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
681.
  
  
  
</td>
<td>
„Havde det voldt jer Græmmelse,      da var det aldrig sket.
 I havde glemt jer Søster,      det har fuldvel jeg set,
 den Stund jeg blev berøvet      min saare kære Mand.
 Gud give," mælte Krimhild,      „at jeg laa død som han."
</td>
<td>
''983*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
682.
  
  
  
</td>
<td>
De blev ved deres Nægten.      Da mælte hun de Ord:
 „Det skal Enhver nu vise,      som skyldfri sig tror;
 lad ham gaa hen til Baaren,      mens Folk ser derpaa.
 Saalunde skal man Sandheden      saare snart forstaa."
</td>
<td>
''984*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
683.
  
  
  
</td>
<td>
Det er et stort Mirakel:      ofte end det sker,
 naar den, et Mord har øvet,      man hos den døde ser,
 da bløder atter Saarene:      det skete dengang med.
 At Skylden var hos Hagen,      blev kundgjort derved.
</td>
<td>
''985*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
684.
  
  
  
</td>
<td>
Saa stærkt blødte Saarene      som fra den første Færd.
 De, tilforn sig græmmed,      de klaged nu des mer.
 „Hagen," mælte Gunther,       „er fri for Skyld og Skam.
 Hør, hvorlunde det skete:      Stimænd fældte ham."
</td>
<td>
''986*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
685.
  
  
  
</td>
<td>
„De Stimænd," mælte Krimhild,      „dem ved jeg vel, hvem er.
 Gud give, Sigfreds Venner      vil hævne denne Færd.
 Gunther og Hagen,      I voldte, at han faldt."
 Da ønsked Sigfreds Helte      sig Kamp frem for alt:
</td>
<td>
''987*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
686.
  
  
  
</td>
<td>
„Min Søster," mælte Gernot      og Giselher derpaa:
 „nu trøst dig efter Døden,      da det maa være saa.
 Vi vil give dig Lindring      Resten af vort Liv."
 Da kunde Ingen i Verden      trøste den stakkels Viv.
</td>
<td>
''990*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
687.
  
  
  
</td>
<td>
Da trindtom det hørtes,      at man i Mynstren sang,
 og han var lagt i Kiste,      hvor trængtes man dengang!
 Hvor bød man rige Ofre      til Trøst for hans Sjæl!
 Selv blandt Fjender saa man,      hvor han var vennesæl.
</td>
<td>
''993.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
688.
  
  
  
</td>
<td>
Til Kammersvendene mælte      Fru Krimhild mod i Hu:
 „For min Skyld skal lide      Besvær og Møje nu
 Enhver, som godt ham under      og mig vil være huld;
 Sigfreds Sjæl til Frelse      man skænke bort hans Guld."
</td>
<td>
''994.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
689.
  
  
  
</td>
<td>
Der var ej Barn saa lidet,      om blot dets Kløgt var vakt,
 maatte det gaa til Offer.      Før han i Grav blev lagt,
 mer end hundred Messer      man dér om Dagen sang.
 Hans Venner var saa mange,      at Pladsen blev for trang.
</td>
<td>
''995.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
690.
  
  
  
</td>
<td>
Da dér man havde sunget,      da skiltes Folket ad.
 „I Kæmper, lad mig ikke,"      Fru Krimhild dem bad,
 „vaage i Nat alene      hos Helten underfuld.
 Al min Glæde lægges      med ham under Muld."
</td>
<td>
''996.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
691.
  
  
  
</td>
<td>
Til deres Huse vandred      Folk i Gunthers Stad.
 Præster og Munke      endnu hun blive bad
 og derhos alt det Følge,      i Heltens Tjenest stod.
 En streng Nat de havde      og en Dag lidet god.
</td>
<td>
''998.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
692.
  
  
  
</td>
<td>
Om Fattigfolk der fandtes,      som selv stedtes i Nød,
 dem bød man gaa til Offer      og tage Guldet rød
 af Sigfreds eget Kammer.      Han blev lagt i Grav,
 men for hans Sjæl skøn Krimhild      mangt Tusind Mark bortgav.
</td>
<td>
''1000.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
693.
  
  
  
</td>
<td>
Indkomst af Jordegods      delte hun trindt om Land,
 ihvor der fandtes Kloster      eller og Fattigmand.
 Sølv og Klæder gav man      til dem, der var i Nød.
 Hvor saare hun ham elsked,      viste hun ved hans Død.
</td>
<td>
''1001.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
694.
  
  
  
</td>
<td>
Trediedagens Morgen      ved vanlig Messetid
 da fyldtes omkring Mynstren      Kirkegaarden vid
 af Folk trindt fra Landet      med graadfyldte Blik:
 de æred ham i Døden,       som det er Venners Skik.
</td>
<td>
''1002.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
695.
  
  
  
</td>
<td>
Da Gud man havde dyrket,      og Sangen var forbi,
 hvor overvættes Smerte      stedtes ej Folket i!
 Man bød ham ud af Domkirken      bære til hans Grav.
 Dér saa man Graad og Klage      hos høj som og hos lav.
</td>
<td>
''1004.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
696.
  
  
  
</td>
<td>
Højt grædende fulgte      Folket ham paa Stand:
 da følte Ingen Glæde,      ej Viv eller Mand.
 Dér sang man og læste,      før han til Jord blev stedt.
 Eja, hvad gode Klærke      blev ved Ligfærden set!
</td>
<td>
''1005.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
697.
  
  
  
</td>
<td>
Før hen til Graven traadte      den ædle Sigfreds Viv,
 da stred med saadan Jammer      hendes trofaste Liv,
 at tit maatte hun stænkes      med Vand af Kirkens Brønd.
 Et Overmaal af Smerte      hun led, den Frue skøn.
</td>
<td>
''1006.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
698.
  
  
  
</td>
<td>
Det var et stort Mirakel,      hun vaktes atter til Liv.
 Med Klage hende bistod      mangen en Ædelviv.
 Da mælte Dronning Krimhild:       „I Sigfreds gode Mænd,
 I skal for eders Troskab      en Gunst mig vise end.
</td>
<td>
''1007.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
699.
  
  
  
</td>
<td>
Lad mig efter min Smerte      den ringe Naade ske,
 at jeg hans skønne Hoved      endnu faar Lov at se."
 Med hjerteskærende Jammer      saa bønligt hun dem bad,
 at man til sidst bød skille      den rige Kiste ad.
</td>
<td>
''1008.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
700.
  
  
  
</td>
<td>
Hvor Drotten Sigfred hvilte,      man førte Fruen did.
 Hun tog hans skønne Hoved      alt i sin Haand saa hvid;
 død, som han var, hun kyssed      den ædle Ridder god,
 mens hendes lyse Øjne      af Græmmelse græd Blod.
</td>
<td>
''1009.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
701.
  
  
  
</td>
<td>
En sorgtynget Skilsmisse      skued man derpaa.
 Da bar man hende deden;      hun mægted ej at gaa.
 Da fandt man uden Sanser      den ædle Kongeviv.
 Af Sorg hartad sluktes      hendes saare fagre Liv.
</td>
<td>
''1010.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
702.
  
  
  
</td>
<td>
Da man den ædle Herre      til Jord havde stedt,
 en overvættes Smerte      hos alle dem blev set
 fra Nibelungelandet,      ham havde fulgt derhen.
 Sjælden saa man Sigmund      sig glæde sidenhen.
</td>
<td>
''1011.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
703.
  
  
  
</td>
<td>
Da var der En og Anden,      der tre Døgn i Rad
 ikke for svarlig Kvide      nød Drikke eller Mad.
 Omsider deres Legem      dog krævede sin Ret:
 da tog de atter Næring,      som tit af Sorgen træt.
</td>
<td>
''1012.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:26
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 17 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:26

Jesper: Nibelungekvadet 17