Jesper: Nibelungekvadet 27

2013-01-15T08:54:00Z

Nibelungekvadet 27

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 27]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''27. Æventyr, hvorledes de kom til Bechelarn'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
1043.
  
  
  
</td>
<td>
Man saa i Borgen Bechelarn      en Helt ile did.
 Ham genkendte Rydeger      og mælte: „Hastigt hid
 kommer paa Vejen Ekkevart,      Krimhilds Kæmpe stolt."
 Han tænkte, at hans Fjender      ham Mén havde voldt.
</td>
<td>
''1582.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1044.
  
  
  
</td>
<td>
Da gik han ud for Porten      at se hin Sendemand.
 Han spændte Sværdet af sig      og lagde det af Hand.
 Hvad Budskab han bragte,      det tav han ikke med:
 Værten og hans Venner      gav han paa Stand Besked.
</td>
<td>
''1583.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1045.
  
  
  
</td>
<td>
„Mig har til eder skikket,"       til Rydeger mælte han,
 „den ædle Herre Gunther      af de Burgunders Land
 samt Giselher og Gernot,       hans ædle Brødre to.
 Til Hobe de forkynder      jer ærlig Tjenest tro.
</td>
<td>
''1584.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1046.
  
  
  
</td>
<td>
Det samme gør og Hagen      og Folker ligesaa
 med saare flittig Hilsen.      Endmer jeg sige maa,
 hvad ogsaa Kongens Marskalk      mig kundgøre bød,
 at deres gode Svende      for Herberg var i Nød."
</td>
<td>
''1585.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1047.
  
  
  
</td>
<td>
Da lo Markgrev Rydeger      og mælte glad i Hu:
 „Saa hil for dette Budskab,      at stolte Konger nu
 vil tækkes af min Tjenest:       den skal ej nægtes dem.
 Jeg glædes, vil de komme,      at huses i mit Hjem."
</td>
<td>
''1586.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1048.
  
  
  
</td>
<td>
„Marskalken Dankvart      bad mig forkynde jer,
 hvor mange der red med dem,      som I skal huse her:
 tres raske Kæmper      og tusind Riddersmænd
 og ni Tusind Svende."      Da mælte han igen:
</td>
<td>
''1587.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1049.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu hil for disse Gæster,"      han var saa glad i Hu,
 „at jeg faar Lov at huse      de stolte Kæmper nu,
 som jeg kun saare sjælden      har vist min Tjenest end.
 Nu ride I dem i Møde,      baade Maage og Mænd."
</td>
<td>
''1588.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1050.
  
  
  
</td>
<td>
Riddersmænd og Svende      de skyndte sig til Hest.
 Hvad deres Herre bød dem,      det tyktes alle bedst:
 thi tøved de des mindre      at gøre, som han bad.
 Intet vidste Gotelind,      som i sit Kammer sad.
</td>
<td>
''1589.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1051.
  
  
  
</td>
<td>
Gik da Markgrev Rydeger      for Fruerne at staa,
 hans Viv og hans Datter;      dem sagde han derpaa
 det kærkomne Budskab,      nys han selv fornam,
 at deres Frues Brødre      søgte Hus hos ham.
</td>
<td>
''1590.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1052.
  
  
  
</td>
<td>
„Min saare kære Hustru,"      mælte Rydeger,
 „I skal vel modtage      de stolte Konger her,
 naar de med deres Følge      vil komme hid til Gæst.
 I hilse venligt Hagen,      Gunthers Mand, dernæst.
</td>
<td>
''1591.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1053.
  
  
  
</td>
<td>
En Herre, hedder Dankvart,      ham ser I ogsaa her:
 den anden hedder Folker,      og ædel er hans Færd.
 De seks skal I kysse,      I og min Datterlil,
 og vise al den Godhed,      jer Tugt skynder til."
</td>
<td>
''1592.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1054.
  
  
  
</td>
<td>
Det loved gerne Fruerne,      hvad Rydeger sagde dem.
 Da søgte de af Kister      de rige Klæder frem,
 saalunde smykt til Møde      med Kæmperne at gaa.
 Eja, hvor svar en Skynding      hos Fruerne man saa!
</td>
<td>
''1593.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1055.
  
  
  
</td>
<td>
Dér fandt man ikkun lidet      forfalsket Fruers Lød.
 De bar paa deres Hoved      Baand af Guldet rød,
 skære rige Kranse,      at deres skønne Haar
 flagred ej for Vinden      i Markgrevens Gaard.
</td>
<td>
''1594.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1056.
  
  
  
</td>
<td>
Lad Fruerne nu være      i deres Rastløshed.
 Markgrevens Frænder      i Hast af Borgen red,
 ud at træffe Fyrsterne      og mangen Riddersmand.
 Venligt tog man mod dem      i Markgrevens Land.
</td>
<td>
''1595.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1057.
  
  
  
</td>
<td>
Da Markgreven saa dem      ride ad Vejen frem,
 Rydeger den raske,      hvor glad han hilste dem:
 „Vær velkommen, I Herrer      og ogsaa eders Mænd!
 Hvor gerne har jeg set jer      til Landet komme hen!"
</td>
<td>
''1596.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1058.
  
  
  
</td>
<td>
Til Tak de sig bøjed      ærligt og uden Nag.
 Med Flid han dem viste      sit gode Sindelag.
 Sin fordums Kending Hagen      særskilt hilste han.
 Paa samme Maade Folker      af de Burgunders Land.
</td>
<td>
''1597.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1059.
  
  
  
</td>
<td>
Han hilste ogsaa Dankvart.      Da mælte Gunthers Mand:
 „Siden I vil os pleje,      saa sig mig da, hvem kan
 vort store Følge vorde      til Forsorg overladt?"
 Markgreven mælte:       „Jer venter en rolig Nat.
</td>
<td>
''1598.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1060.
  
  
  
</td>
<td>
I Svende, udspænd Teltene      paa Markjorden her.
 Skulde I miste Noget,       skal det erstattes jer.
 Læg Tømmerne til Side,      lad Hestene gaa fri."
 Bedre havde sjælden      en Vært staaet dem bi.
</td>
<td>
''1599.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1061.
  
  
  
</td>
<td>
Thi var de glad til Mode.       Bort Herrerne red,
 da den Sag var fuldbragt.      Trindt i Græsset ned
 lagde sig deres Svende:      god Mag de nød.
 De fandt vist ej paa Rejsen      en Hvile mere sød.
</td>
<td>
''1600.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1062.
  
  
  
</td>
<td>
Den ædle Markgrevinde      for Borgen gik at staa
 og hendes skønne Datter.      Hos dem og man saa
 saare fagre Fruer      og mangen Jomfru prud:
 dem smykked mangen Spange      og kostelige Skrud.
</td>
<td>
''1601.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1063.
  
  
  
</td>
<td>
Viden om der funkled      fra Klæderne, de bar,
 talrige Ædelstene:      et fagert Syn det var.
 Da kom ogsaa Gæsterne,      de sprang af Sadlen ned.
 Eja, hvor man dem priste      for Tugt og Høviskhed!
</td>
<td>
''1602.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1064.
  
  
  
</td>
<td>
Seks og tredive Jomfruer      og mangen Viv dertil,
 saa velskabt af Legem,      som man sig ønske vil,
 de traadte dem i Møde      med mangen tapper Mand.
 Da hilste ædle Fruer      dem vennesælt paa Stand.
</td>
<td>
''1603.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1065.
  
  
  
</td>
<td>
Den unge Markgrevinde,      som hendes Moder kær,
 kyssed de trende Konger.      Da stod og Hagen nær.
 Hendes Fader bød ham kysse;      da saa hun hen paa ham:
 hun havde helst det nægtet,      han tyktes alt for gram.
</td>
<td>
''1604.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1066.
  
  
  
</td>
<td>
Dog nødtes hun at gøre,      hvad hendes Fader bød.
 Da skifted hendes Farve      imellem hvid og rød.
 Hun kyssed ogsaa Dankvart;      dernæst hin Spillemand:
 for Legemskraft og Kækhed      saalunde hilstes han.
</td>
<td>
''1605.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1067.
  
  
  
</td>
<td>
Den unge Markgrevinde      førte en Helt ved Hand,
 det var ungen Giselher      af de Burgunders Land:
 Gotelind tog Gunther,      den ædle Ridder god.
 Da gik de bort med Heltene      med saare glade Mod.
</td>
<td>
''1606.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1068.
  
  
  
</td>
<td>
Værten selv med Gernot      til Borgsalen skred.
 Riddersmænd og Fruer      de satte dér sig ned.
 Til Gæsterne befol man      at byde god Vin rundt.
 Aldrig blev der Helte      en bedre Pleje undt.
</td>
<td>
''1607.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1069.
  
  
  
</td>
<td>
Med milde Øjne skued      mange Helte i Løn
 til Markgrevens Datter;      hun var saa saare skøn.
 I Tanken valgte Mangen      hende til Hjertenskær,
 Saa højsindet var hun,      at vel hun var det værd.
</td>
<td>
''1608.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1070.
  
  
  
</td>
<td>
De skiltes fra hverandre,      som det er Sæd og Skik:
 Riddersmænd og Fruer      til hver sin Side gik.
 Da satte frem man Bordene      i Borgsalen vid,
 de ukendte Gæster      dem tjente man med Flid.
</td>
<td>
''1610.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1071.
  
  
  
</td>
<td>
Burgunderne til Ære      til Bords med dem sad
 den ædle Markgrevinde.       Sin Datterlil hun bad
 blive hos sine Møer,      som god Sæd det bød.
 At Gæsterne ej saa hende,      svarligt dem fortrød.
</td>
<td>
''1611.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1072.
  
  
  
</td>
<td>
Dér de havde drukket      og alle Vegne spist,
 da blev de skønne Møer      atter til Salen vist.
 Dér blev der ikke sparet      paa Skemt mangefold:
 den Kunst kendte Folker,      hin Kæmpe god og bold.
</td>
<td>
''1612.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1073.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte uden Dølgsmaal      den ædle Spillemand:
 „Saare rige Markgreve,      jer har Gud for sand
 undt sin store Naade,      saa sandt I har en Viv,
 saare fager at skue,      og Glæde alt jert Liv.
</td>
<td>
''1613.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1074.
  
  
  
</td>
<td>
Ifald jeg var en Fyrste,"      mælte hin Spillemand,
 „og skulde jeg bære Krone,      da ønsked jeg for sand
 til Viv jer skønne Datter      af et oprigtigt Mod.
 Dejlig er hun at skue,      ædel og saare god.
</td>
<td>
''1614.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1075.
  
  
  
</td>
<td>
Nu bør min Herre Giselher      dog tage sig en Brud:
 den unge Markgrevinde      har Slægt saa høj og prud,
 at glad tjente vi hende,      jeg og hver hans Mand,
 skulde hun bære Krone      i de Burgunders Land."
</td>
<td>
''1616.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1076.
  
  
  
</td>
<td>
Den Tale tyktes Markgreven      Rydeger saare god
 og ligesaa Fru Gotelind:      thi glædtes deres Mod.
 Siden raadte Heltene,      at ædel Giselher
 troloved sig med Møen:      hun var en Drot vel værd.
</td>
<td>
''1617.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1077.
  
  
  
</td>
<td>
De tvende lod man træde      tilsammen i en Ring,
 som Sædvane bød det.      Da skued trindt omkring
 med glade Blik paa hende      mangen en Ungersvend:
 dér tænkte de i Hjertet,      som unge tænker end.
</td>
<td>
''1621.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1078.
  
  
  
</td>
<td>
Da dernæst man spurgte      den skønne Jomfru ad,
 om hun vilde have Helten,      var hun kun halvvejs glad,
 og tænkte dog at tage      den skønne Helt i Løn.
 Hun bluedes ved Svaret,      som mangen Jomfru skøn.
</td>
<td>
''1622.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1079.
  
  
  
</td>
<td>
Hendes Fader raadte hende,      hun skulde sige Ja,
 og at hun gerne tog ham.      Hvor hastigt favned da
 med sine hvide Hænder      den unge Giselher
 Jomfruen til sit Hjerte,      skønt hun aldrig saa ham mer!
</td>
<td>
''1623.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1080.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte Markgrev Rydeger:       „I ædle Konger tre,
 naar I rider tilbage      (som Skik byder at ske)
 paa Vejen til Burgunden,      da skal mit Barn I faa,
 at føre med til Rhinen."      Det gav de Haanden paa.
</td>
<td>
''1624.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1081.
  
  
  
</td>
<td>
Al Festlarm og Glæde      maatte en Ende faa.
 Man bød de fagre Jomfruer      til deres Kamre gaa,
 og Gæsterne fandt Hvile,      til Dag igen brød frem.
 Da gjordes Spiser rede:      vel plejed Rydeger dem.
</td>
<td>
''1625.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1082.
  
  
  
</td>
<td>
Da Maaltidet var fuldbragt      de agted sig derfra
 for at ride til Huneland.      Mælte Rydeger da:
 „Det beder jeg lade fare.      Endnu I blive rnaa,
 saa kære Gæster sjælden      tilforn her jeg saa."
</td>
<td>
''1626.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1083.
  
  
  
</td>
<td>
Da genmælte Dankvart:       „Det kan ej ske for vist.
 Hvor vil I tage Spisen,      Brød og Vin til sidst,
 skal end i Nat I huse      saa mange i jer Borg?"
 Dertil mælte Værten:       „Det volde jer liden Sorg.
</td>
<td>
''1627.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1084.
  
  
  
</td>
<td>
Mine saare kære Herrer,      I nægte ej min Bøn.
 Fjorten Døgn jeg skaffed      vel Mad og Pleje skøn
 til jer og hele Følget,       som kom med eder hid:
 mod mig handled Etzel      ej karrig nogen Tid."
</td>
<td>
''1628.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1085.
  
  
  
</td>
<td>
De nødtes til at blive,      hvor svart de stred imod,
 indtil den fjerde Morgen.      Saa gavmild og god
 handled Værten mod dem,      at vide blev det sagt:
 han skænked sine Gæster      baade Hest og Klædedragt.
</td>
<td>
''1629.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1086.
  
  
  
</td>
<td>
Ej mer kunde de dvæle,      bort de maatte gaa.
 Den kække Markgrev Rydeger      agted lidet paa
 at spare sine Gaver:       fluks han efterkom
 ethvert Begær, de ytred:      det tyktes Alle om.
</td>
<td>
''1630.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1087.
  
  
  
</td>
<td>
De ædle Svende bragte      sadlet mangen en Hest
 til Borgporten i Bechelarn.      Til dem kom dernæst
 mange rhinske Kæmper:      Skjolde de bar i Hand,
 thi nu maatte de ride      derfra til Etzels Land.
</td>
<td>
''1631.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1088.
  
  
  
</td>
<td>
Dem alle skænked Gaver      hin Markgreve prud,
 førend de ædle Gæster      af Salen traadte ud.
 Han kunde gavmildt leve      i ærefulde Kaar.
 Han havde givet Giselher      sit Barn, den væne Maar.
</td>
<td>
''1632.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1089.
  
  
  
</td>
<td>
Skænked han da Gernot      et Sværd saare godt,
 det svang sidenefter      i Kamp den stolte Drot.
 Den Gave vel ham undte      Markgrevens Viv:
 for den skulde Rydeger      lade engang sit Liv.
</td>
<td>
''1633.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1090.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Helten Hagen:      „Af alt, hvad her jeg saa,
 mig lyster ikkun een Ting      til Gave nu at faa,
 det hænger hist paa Væggen      og er en Skjolderand:
 den vilde jeg gerne føre      til Hunekongens Land."
</td>
<td>
''1636.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1091.
  
  
  
</td>
<td>
Da Markgrevinden hørte      hans Tale velberaad,
 om hendes Sorg det minded:      hun brast derved i Graad.
 Da tænkte hun saa kærligt      paa Helten Nudungs Død.
 Ham havde Viteg fældet      til hendes svare Nød.
</td>
<td>
''1637.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1092.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælede til Helten:       „Jeg skænker jer hint Skjold.
 Det give Gud i Himlen,      at han var i Behold,
 som førte det i Hænde!      I Kamp han lod sit Liv.
 Thi maa jeg stedse græde,       jeg saare stakkels Viv!"
</td>
<td>
''1638.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1093.
  
  
  
</td>
<td>
Den ædle Markgrevinde      hun fra sit Sæde skred,
 med sine hvide Hænder      løfted hun Skjoldet ned:
 det bragte hun til Hagen,      han tog det i sin Hand.
 En Ære tyktes Gaven      den bolde rhinske Mand.
</td>
<td>
''1639.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1094.
  
  
  
</td>
<td>
Et Svøb af lysen Silke      over dets Farve laa,
 et bedre Skjold vel aldrig      skinnede Dagen paa,
 besat med Ædelstene:      vilde man ved Køb
 erhverve det, til tusind Mark      det sagtens sig beløb.
</td>
<td>
''1640.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1095.
  
  
  
</td>
<td>
Alle de rige Gaver,      de fik af gavmild Haand,
 dem tog de gæve Helte      ikkun saa redebon
 for deres Vært at ære,      der dem saa venligt bød.
 De blev ham siden hadske      og voldte ham hans Død.
</td>
<td>
''1642.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1096.
  
  
  
</td>
<td>
Den saare raske Folker,      høvisk var hans Færd,
 han traadte dernæst Gotelind      alt med sin Fedel nær.
 Han spilled skønne Toner      og sine Viser sang:
 saalunde tog han Orlov,      før han paa Hest sig svang.
</td>
<td>
''1643.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1097.
  
  
  
</td>
<td>
Befol da Markgrevinden      at bringe sig et Skrin.
 Her skal I faa at høre      en Gave fejr og fin:
 tolv Ringe tog hun      og skød dem paa hans Hand.
 „Dem skal I føre med jer      til Hunekongens Land
</td>
<td>
''1644.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1098.
  
  
  
</td>
<td>
og bære dem i Kongsgaarden      til min Ære hist;
 naar I vender tilbage,      man siger mig for vist,
 hvorlunde I har tjent mig      ved Etzels Gildelag."
 Engang gjorde Folker,      hvad Fruen bad den Dag.
</td>
<td>
''1645.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1099.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte dernæst Værten:       „Jeg følger eder selv,
 at sikkert I skal rejse      og skærmes saare vel,
 og Ingen skal paa Vejen      forstyrre eders Fart."
 Da lod han sine Pakheste      læsse saare snart.
</td>
<td>
''1646.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1100.
  
  
  
</td>
<td>
Værten vel var rustet      med fem Hundred Mand,
 med Heste og med Klæder.      Dem førte han af Land
 saare glad til Mode      til Gildelaget hen.
 Ingen kom med Livet      til Bechelarn igen.
</td>
<td>
''1647. ''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1101.
  
  
  
</td>
<td>
Med kærligt Kys Herr Rydeger      op fra Borgen brød:
 det samme gjorde Giselher,      som Dyden ham det bød.
 De tog de skønne Fruer      kærligt i deres Favn.
 Engang skulde det volde      mangen Mø Graad og Savn.
</td>
<td>
''1648.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1102.
  
  
  
</td>
<td>
Alle Borgens Vinduer      aabned man dernæst,
 da Værten og hans Helte      begav sig bort til Hest.
 De aned vel i Hjertet      en overvættes Sorg:
 da græd mangen Frue      og Mø i Rydegers Borg.
</td>
<td>
''1649.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1103.
  
  
  
</td>
<td>
Selv følte de Smerte      for mangen elsket Ven,
 de aldrig skulde skue      i Bechelarn igen.
 Dog red de nu med Glæde      af Sted over Sand
 ned langs med Donau      og ind i Huneland.
</td>
<td>
''1650.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1104.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte til Burgunderne      den ædle Ridder prud,
 Markgreven Rydeger:       „Ej længer skal vort Bud
 forties for Kong Etzel,       vi er paa Hunejord.
 Saa kærkomment Budskab      han aldrig før erfor."
</td>
<td>
''1651.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1105.
  
  
  
</td>
<td>
Ned igennem Østrig      mangen Budsvend kom,
 og allevegne sagdes      det Folkene derom,
 at nu kom de Helte      fra Worms ved Rhinens Bred.
 Da glædte sig af Hjertet      Kong Etzels Hird derved.
</td>
<td>
''1652.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1106.
  
  
  
</td>
<td>
I Forvejen Sendemænd      med deres Budskab for,
 at nu var Nibelungerne      paa Hunekongens Jord.
 „Vel skal du dem hilse,      Krimhild Frue min:
 dine kære Brødre kommer      med Ære hid fra Rhin."
</td>
<td>
''1653.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:32
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 27 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:32

Jesper: Nibelungekvadet 27