JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:33

2016-03-05T10:33:26Z

Jesper: Nibelungekvadet 29

2013-01-15T08:56:13Z

Nibelungekvadet 29

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 29]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''29. Æventyr, hvorledes han ikke rejste sig for hende'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
1147.
  
  
  
</td>
<td>
Da skiltes fra hinanden      de bolde Kæmper to,
 Tronjehelten Hagen      og Didrik, Fyrsten tro.
 Da skued over sin Skulder      Burgunderkongens Mand
 efter en Vaabenfælle,      ham fandt han og paa Stand.
</td>
<td>
''1696.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1148.
  
  
  
</td>
<td>
Dér skued han hos Giselher      Helten Folker staa:
 den snilde Fedelspiller      ham bad han med sig gaa,
 al den Stund kan kendte      hans saare vilde Mod.
 Han var i alle Dyder      en Ridder kæk og god.
</td>
<td>
''1697.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1149.
  
  
  
</td>
<td>
End lod de rhinske Herrer      man i Kongsgaarden staa.
 Ingen uden de tvende      derfra man skride saa
 over den store Borggaard      og til en Vaaning vid.
 De gæve Helte frygted      ej Avind nogen Tid.
</td>
<td>
''1698.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1150.
  
  
  
</td>
<td>
Paa en Bænk de sig satte      uden for Husets Mur,
 vendte mod en Vaaning,      Krimhilds Fruerbur.
 Fra deres Legem lyste      den skønne Dragt, de bar.
 Hvem de var, det spurgte      Enhver, de to blev var.
</td>
<td>
''1699.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1151.
  
  
  
</td>
<td>
Som var de Vilddyr, stirred      mangen en hunsk Mand
 paa de to stolte Helte      af de Burgunders Land.
 Dem saa Etzels Mage      fra Vinduet, hvor hun stod:
 da græmmed sig saa saare      paa ny skøn Krimhilds Mod.
</td>
<td>
''1700.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1152.
  
  
  
</td>
<td>
Sin Modgang hun mindedes:      hun faldt i Taarer hen.
 Thi maatte svarlig undres      Etzels Riddersmænd,
 hvad hende havde voldet      et Ubehag saa stort.
 Hun mælte: „Kække Helte,      det har Hagen af Tronje gjort."
</td>
<td>
''1701.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1153.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte de til Fruen:      „Hvorlunde er det sket,
 al den Stund vi nylig      har glad eder set?
 Ihvo der nu er skyldig,      hvor kæk han end blev fød,
 vil I, at Hævn vi tager,      er sikker ham hans Død."
</td>
<td>
''1702.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1154.
  
  
  
</td>
<td>
„Det vilde jeg altid lønne,      hvo hævned, hvad jeg led:
 i hvad han kræved af mig,      var jeg ham velbered.
 Paa Knæ jeg eder bønfalder,"      mælte Kongens Viv:
 „hævn mig paa Hagen,      saa han mister nu sit Liv."
</td>
<td>
''1703.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1155.
  
  
  
</td>
<td>
Sig rusted saare skyndsomt      da tresindstyve Mænd:
 skøn Krimhild at hævne      agted de sig hen
 for at ihjelslaa Hagen,      den Helt berømmelig,
 og dertil Folker Fedler:      det raadte de med Svig.
</td>
<td>
''1704.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1156.
  
  
  
</td>
<td>
Da nu hun saa sit Følge      saa velrustet dér,
 da mælte Dronning Krimhild      til Heltene end mer:
 „Tøv en Stund, I Kæmper,      I skal end stille staa.
 Jeg vil smykket med Krone      til mine Fjender gaa.
</td>
<td>
''1708.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1157.
  
  
  
</td>
<td>
Og høre I dér min Klage,      hvad mig har gjort for sand
 Tronjehelten Hagen,      Gunthers Tjeriestmand.
 Jeg ved, han Intet nægter,      dertil er han for stolt.
 Saa ænser jeg og lidet,       hvad ham vorder voldt."
</td>
<td>
''1709.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1158.
  
  
  
</td>
<td>
Det var den kække Fedler,      hin Spillemand, han saa
 den ædle Dronning Krimhild      ned ad en Trappe gaa,
 som førte ud af Huset.      Da han blev dette var,
 mælte den kække Folker      til sin Stalbroder snar:
</td>
<td>
''1710.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1159.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu se, Frænde Hagen,      hvor stolt hun skrider dér,
 som os med Svig har indbudt      til Hunefesten her.
 Aldrig med en Kongsviv      saa mange Mænd jeg saa
 bære Sværd i Hænde      og stridslystne gaa.
</td>
<td>
''1711.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1160.
  
  
  
</td>
<td>
Ved I, Frænde Hagen,      har I hos dem vakt Had?
 Saa vogt desto mere,      det varer jeg jer ad,
 paa eders Liv og Ære.       Ja, det er vist og sandt:
 at de er saare vrede,      det ser jeg nu grant.
</td>
<td>
''1712.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1161.
  
  
  
</td>
<td>
Der er og somme af dem      saa brede over Bryst.
 Den vogte sig i Tide,      hvem Livet volder Lyst.
 Jeg tror, de under Klædningen      bærer Pansersærk:
 det er ej let at sige,      hvad de dermed har i Værk."
</td>
<td>
''1713.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1162.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte dernæst Hagen,      han var i Hu saa vred:
 „At det paa mig er møntet,      saa saare vel jeg ved,
 naar disse Helte bærer      de blanke Sværd i Hand.
 Dog de skal aldrig hindre,       at jeg genser mit Land.
</td>
<td>
''1714.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1163.
  
  
  
</td>
<td>
Nu sig mig, Frænde Folker,      vil I staa mig nær,
 hvis Dronning Krimhilds Kæmper      vil stride med mig her?
 Det lade I mig høre,       saa kær jeg eder er.
 Des mer skal til Gengæld      jeg altid tjene jer."
</td>
<td>
''1715.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1164.
  
  
  
</td>
<td>
„For vist jeg eder bistaar,"      gav Folker ham til Svar.
 „Om ogsaa selve Kongen      med alle Mænd, han har,
 traadte os her i Møde,      indtil mit sidste Blod
 jeg veg ej fra jer Side      af Frygt blot en Fod."
</td>
<td>
''1716.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1165.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu lønne, ædle Folker,      Gud i Himlen jer.
 Vil en Kamp de mig yppe,      hvad mangler jeg da mer?
 Saa sandt I vil mig bistaa,      som I mig siger til,
 saa lad dem ikkun komme,      rustede som de vil."
</td>
<td>
''1717.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1166.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Spillemanden:       „Lad os fra Bænken staa,
 saa sandt hun er en Dronning,      at hun forbi kan gaa.
 Vi byder hende Ære:      hun er en ædel Viv.
 Paa samme Tid vi priser      dermed vort eget Liv."
</td>
<td>
''1718.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1167.
  
  
  
</td>
<td>
„Nej", mælte Hagen,       „saa sandt I har mig kær.
 Saa vilde disse Helte      dog tænke En og hver,
 at det er Frygt, der tvang mig,      om bort jeg vilde gaa.
 Ingen af dem, dér kommer,      skal mig fra Bænken faa.
</td>
<td>
''1719.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1168.
  
  
  
</td>
<td>
Os to sømmer det bedre,      vi holder os i Mag.
 Hvorfor skulde jeg ære den,      der viser mig sit Nag?
 Det gør jeg ingen Sinde,      saa længe jeg er til.
 Lad Etzels Viv mig hade      saa grumt, som hun vil."
</td>
<td>
''1720.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1169.
  
  
  
</td>
<td>
Lagde den stolte Hagen      over sine Ben
 et Sværd saare straalende,      en lys Jaspissten
 fra Sværdknappen skinned,      mer end Græsset grøn:
 at det var Sigfreds Værge,      det saa hin Dronning skøn.
</td>
<td>
''1721.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1170.
  
  
  
</td>
<td>
Da hun genkendte Sværdet,      fornam hun Hjertenød.
 Gyldent var dets Fæste,      Skeden Guldbort rød.
 Om hendes Sorg det minded,      thi brød hun ud i Graad.
 Derfor havde vel Hagen      og gjort det velberaad.
</td>
<td>
''1722.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1171.
  
  
  
</td>
<td>
Da trak den kække Folker      paa Bænken mere nær
 en mægtig Fedelbue,      tilfulde lig et Sværd,
 stor og lang at skue,      skarp den var og bred.
 Dér sad de tvende      Helte uden Frygt velbered.
</td>
<td>
''1723.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1172.
  
  
  
</td>
<td>
Nu tyktes sig for stolte      de to kække Mænd,
 til at de skulde rejse sig      fra Bænken op igen,
 fordi de frygted Nogen.      Den ædle Krimhild gik
 for deres Fod og hilste      med Had i Ord og Blik.
</td>
<td>
''1724.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1173.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: "Sig mig, Hagen,      hvem sendte eder Bud,
 at I fik Mod at ride      til Hunelandet ud,
 endda I vel ihukom,      hvad I har voldt af Ondt?
 Havde I været kløgtig,       var I bleven i Burgund."
</td>
<td>
''1725.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1174.
  
  
  
</td>
<td>
„Ti! mig sendte der Ingen Bud,"      mælte Hagen næst.
 „Tre gæve Helte      dem bød man hid til Gæst:
 de hedder mine Herrer,      saa er jeg deres Mand.
 Jeg holdt mig sjælden hjemme,      naar Kongerne red af Land."
</td>
<td>
''1726.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1175.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Sig end mere,      hvorfor bar I jer ad,
 saa altid I maa bære      mit velforskyldte Had?
 I ombragte Sigfred,       min hjertenskære Mand:
 til mine Dages Ende      derfor jeg græde kan."
</td>
<td>
''1727.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1176.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte: „Hvortil mere?      Alt nok er herom sagt.
 Ja, jeg er netop Hagen,      som har jer Mand ombragt,
 den drabelige Sigfred.      Haardt led hin Drot,
 fordi Fru Krimhild krænked      skøn Brynhild med sin Spot.
</td>
<td>
''1728.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1177.
  
  
  
</td>
<td>
Det skal Ingen jernægte,      Dronning rig og stolt,
 min Skyld er hele Skaden,      som skadelig blev voldt.
 Lad hævne, hvo der vil det,      Kvinde eller Mand.
 Jeg lyver ikke for jer:       jeg voldte Ondt for sand."
</td>
<td>
''1729.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1178.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Hør I Kæmper,      han nægter ikke mer
 den Kval, han har voldt mig.      Hvad derfor med ham sker,
 det regner jeg for Intet,       I Etzels gæve Mænd."
 De stolte Hunehelte      saa til hverandre hen.
</td>
<td>
''1730.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1179.
  
  
  
</td>
<td>
Var Striden bleven yppet,      da var det gaaet saa,
 at de to rhinske Stalbrødre      Æren maatte faa,
 som det tilforn var ofte      af dem i Kamp forsøgt.
 Hvad hine havde lovet,      det aflod de af Frygt.
</td>
<td>
''1731.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1180.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte en af Kæmperne:       „Hvi ser til mig I hen?
 Det, som før jeg loved,      det gaar jeg fra igen:
 jeg vil for Ingens Gave      miste her mit Liv.
 I Fordærv vil os lokke      Kong Etzels skønne Viv."
</td>
<td>
''1732.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1181.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte atter en Anden:       „Jeg tænker ligesaa.
 Og bød man mig end Taarne      af røden Guld at faa,
 med denne Fedelspiller      jeg gav mig ej i Kast:
 kun alt for vel jeg skued,      hvor hans Blik lyste hvast.
</td>
<td>
''1733.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1182.
  
  
  
</td>
<td>
Ogsaa kender jeg Hagen      alt fra hans Ungdomstid:
 thi tror jeg, hvad man siger      om Helten og hans Id.
 I to og tyve Kampe      har jeg hin Kæmpe set,
 hvor saare mangen Frue      er Hjertenskvide sket.
</td>
<td>
''1734.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1183.
  
  
  
</td>
<td>
Hagen og han af Spanien      traadte mangen Sti,
 da her i Hunelandet      de stod Kong Etzel bi
 i Kampe til hans Ære:      det skete mangefold.
 Thi bærer Hagen billigt      Pris som Kæmpe bold.
</td>
<td>
''1735.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1184.
  
  
  
</td>
<td>
Endda var Hagen dengang      ikkun et Barn af Aar.
 De, som da var unge,      hvor graat er deres Haar!
 Nu er han over Skjelsaar,      dog vildt Mod han har.
 Saa bærer han og Balmung,      han vandt ved Udaad svar."
</td>
<td>
''1736.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1185.
  
  
  
</td>
<td>
Saalunde skiltes Sagen,      at Ingen af dem stred.
 Thi græmmed sig i Hjertet      skøn Krimhild derved.
 Bort gik Huneheltene:      dem tvang den haarde Nød:
 de frygted, at de tvende      skulde volde deres Død.
</td>
<td>
''1737.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1186.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte Spillemanden:       „Det er for Dagen lagt,
 at her vi finder Fjender,      som os tilforn blev sagt.
 Nu skal vi gaa til Hove,      Kongerne venter os:
 hvem vover da at byde      vore gæve Herrer Trods?"
</td>
<td>
''1738.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1187.
  
  
  
</td>
<td>
Om een Mand alene      aflader mangt af Frygt,
 det vil han aldrig gøre,      om ellers han har Kløgt,
 naar Ven og Ven hinanden      med Vennesind staar bi.
 Ved Kløgt kan sig Mangen      for svar Skade fri.
</td>
<td>
''1739.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1188.
  
  
  
</td>
<td>
Den gæve Bernerfyrste      han førte ved sin Hand
 Gunther den rige      af de Burgunders Land;
 Irnfred tog Gernot,      med ham til Hove at gaa,
 ved Siden af ung Giselher      man Markgrev Rydeger saa.
</td>
<td>
''1742.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1189.
  
  
  
</td>
<td>
Hvordan de andre fulgtes      til Hove to og to,
 Folker og Hagen      de blev hinanden tro
 og skiltes i en Kamp først      i deres sidste Stund.
 Thi græd ædle Fruer      engang af Hjertensgrund.
</td>
<td>
''1743.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1190.
  
  
  
</td>
<td>
Det rhinske Følges tusinde      kække Mænd man saa
 til Hove hos Kong Etzel      med deres Konger gaa,
 og tres Kæmper derhos      gik disse Helte næst,
 dem Hagen havde samlet      hjemme til denne Fest.
</td>
<td>
''1744.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1191.
  
  
  
</td>
<td>
Da Skytsherren til Rhinen      nu ind i Salen trén,
 da var den rige Etzel      ej heller mere sén;
 op han sprang fra Sædet,      da han ham komme saa.
 Skønnere Velkomsthilsen      af Drot kan Ingen faa.
</td>
<td>
''1746.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1192.
  
  
  
</td>
<td>
„Vær velkommen, Herr Gunther,      Herr Gernot ligesaa,
 og eders Broder Giselher.      Mit Bud lod jeg gaa
 af saare trofast Hjerte      til jer i Worms ved Rhin.
 Velkommen hele Følget      i Kongsgaarden min.
</td>
<td>
''1747.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1193.
  
  
  
</td>
<td>
Os være stort velkomne      I to gæve Mænd,
 Folker og Hagen,      for I red med herhen,
 velkommen mig og Krimhild      her i Huneland.
 Til Rhinen hun jer sendte      mangen en Sendemand."
</td>
<td>
''1748.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1194.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Hagen af Tronje:       „Det blev mig ofte sagt.
 Var jeg af mine Herrer      til Huneland ej bragt,
 da var til eders Ære      jeg selv redet af Land."
 Da tog den ædle Landsfader      Gæsterne ved Hand.
</td>
<td>
''1749.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1195.
  
  
  
</td>
<td>
Han bragte dem til Sæde,      dér hvor selv han sad.
 Da skænked man for Gæsterne      (det gjorde man fuldglad)
 af rummelige Guldskaale      Morat, Mjød og Vin
 og bød en fager Velkomst      de fremmede fra Rhin.
</td>
<td>
''1750.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1196.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Kong Etzel:       „Det vil jeg sige jer,
 jeg kunde ingen Sinde      i Verden glædes mer,
 end nu I Helte kommer      som Gæster til min Borg,
 og har I dermed stillet      min Dronnings svare Sorg.
</td>
<td>
''1751.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1197.
  
  
  
</td>
<td>
Det undrer mig dog stedse,      hvad jeg har eder gjort;
 mange ædle Gæster      red gennem Borgens Port,
 dog jer saa jeg aldrig komme      til Huneland.
 At jeg nu huser eder,      det fryder mig for sand."
</td>
<td>
''1752.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1198.
  
  
  
</td>
<td>
Ham gensvared Rydeger,      en Helt af ædelt Mod:
 „Med Lyst kan dem I huse,      hvis Troskab er god,
 den min Frues Maage      har plejet mangefold.
 De bringer jer som Gæster      mangen en Kæmpe bold."
</td>
<td>
''1753.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1199.
  
  
  
</td>
<td>
Burgunderne var komne      en Solhverv ved Kveld
 til den rige Etzels Kongsgaard.      Sjælden har man vel
 hørt sige om en Velkomst,      som disse Helte fik.
 Nu var det Tid at spise:       til Bords med dem han gik.
</td>
<td>
''1754.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1200.
  
  
  
</td>
<td>
Pragtfuldere aldrig      en Vært blandt Gæster sad.
 Man gav dem fulde Maader      af Drikke og af Mad:
 alt hvad de sig ønsked,      man redebont dem bød.
 Underfulde Frasagn      om Helteskaren lød.
</td>
<td>
''1755.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:33
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 29 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:33

Jesper: Nibelungekvadet 29