JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:34

2016-03-05T10:34:24Z

Jesper: Nibelungekvadet 31

2013-01-15T08:57:15Z

Nibelungekvadet 31

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 31]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''31. Æventyr, hvorledes de gik til Kirke'''</big></center>

<blockquote>
 <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
1232.
  
  
  
</td>
<td>
„Mig køles Brynjens Ringe,"      Folker mælte saa.
 „Jeg tænker, ikke længe      staar Natten endnu paa.
 Paa Luftningen jeg mærker,      at Daggry er nær."
 Mange, som end slumred,       dem vakte de nu dér.
</td>
<td>
''1787.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1233.
  
  
  
</td>
<td>
Snørte sig da Kæmperne      i saare prægtig Dragt,
 saa aldrig havde Helte      skønnere Klæder bragt
 til nogen Konges Rige.      Det dadled Hagen svart.
 Han mælte: „Her bør Helte      bære Skrud af anden Art.
</td>
<td>
''1790.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1234.
  
  
  
</td>
<td>
Det ved dog mange blandt jer,      hvordan vi stedes her.
 Thi bære I i Hænde      ej Roser nu, men Sværd,
 ej stensatte Kranse,      men lyse Hjelme tag,
 vi kender dog tilfulde      Fru Krimhilds Sindelag.
</td>
<td>
''1791.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1235.
  
  
  
</td>
<td>
I Dag, siger jeg eder,      venter os en Dyst.
 Thi læg ej Silkeskjorte,      men Pansersærk om Bryst,
 og ombyt jer Kappe      med Skjolderanden bred,
 vil Nogen trættes med jer,      at I er velbered."
</td>
<td>
''1792.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1236.
  
  
  
</td>
<td>
Saalunde gik til Mynstren      de Fyrster og deres Mænd.
 Paa den fredlyste Kirkeplads      standsede dem end
 den kække Kæmpe Hagen,      at ej de skiltes dér.
 Han mælte: „Ingen kender,       hvad af Hunerne os sker."
</td>
<td>
''1795.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1237.
  
  
  
</td>
<td>
Folker og Hagen      de tvende gik da bort
 til Domkirken den vide.      Det blev for den Sag gjort:
 de vilde spærre Vejen      for Etzels skønne Viv,
 saa at hun skulde nødes,      at yppe dem en Kiv.
</td>
<td>
''1797.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1238.
  
  
  
</td>
<td>
Did kom Landets Herre,      med ham hans skønne Viv.
 Med kostelige Klæder      var smykket deres Liv,
 de mange raske Heltes,      som did med hende kom.
 For Dronning Krimhilds Skarer      føg Støvet viden om.
</td>
<td>
''1798.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1239.
  
  
  
</td>
<td>
Dér den rige Konge      saa veludrustet saa
 Kongerne med Følget,      han mælte fluks derpaa:
 „Hvorfor mon mine Frænder      jeg hjelmklædte ser?
 Det smerter mig, om Nogen      har voldt dem Skade her.
</td>
<td>
''1799.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1240.
  
  
  
</td>
<td>
Ihvad dem tykkes billigt,      giver jeg dem til Bod.
 Om Nogen skulde krænket      dem Hjerte eller Mod,
 da skal grant jeg vise,      at Sagen er mig led.
 Ihvad de kræver af mig,      dertil er jeg bered."
</td>
<td>
''1800.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1241.
  
  
  
</td>
<td>
„Ingen har voldt os Skade,"      ham svared Hagen saa.
 „Mine Herrer har for Vane      bevæbnede at gaa
 til alle Ridderfester      i fulde Dage tre.
 Vi kundgjorde Etzel,      om Mén skulde os ske."
</td>
<td>
''1801.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1242.
  
  
  
</td>
<td>
Hvad Hagen dengang mælte,      Krimhild vel fornam.
 Hun saa ham under Øjne      saa hadefuld og gram.
 Dog vilde hun sit Lands Skik      ej røbe for sin Mand,
 hvor vel hun den kendte      fra de Burgunders Land.
</td>
<td>
''1802.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1243.
  
  
  
</td>
<td>
Hvor grum og stærk en Avind      Fru Krimhild til dem bar,
 om Nogen havde sagt det      til Etzel, som det var,
 da havde han vel hindret,      hvad sidenefter kom.
 Af Stolthed de røbed      ham ingenting derom.
</td>
<td>
''1803.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1244.
  
  
  
</td>
<td>
Til Kirken monne Krimhild      med talrig Skare gaa:
 da vilde disse tvende      dog ej til Side staa
 blot to Hænders Bredde:      det hued Følget ej.
 Hun maatte frem sig tvinge      for at bane sig en Vej.
</td>
<td>
''1804.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1245.
  
  
  
</td>
<td>
Etzels Kammersvende      det tyktes lidet godt:
 havde de ikkun vovet      for deres stolte Drot,
 da havde de fortørnet      de to Heltes Sind.
 Nu blev det kun til Trængsel,      før Krimhild kom derind.
</td>
<td>
''1805.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1246.
  
  
  
</td>
<td>
Da Gud man havde dyrket      og vilde bort igen,
 i Hast steg paa Hestene      de gæve Hunemænd.
 Mange fagre Jomfruer      med Dronning Krimhild drog:
 vel syv Tusind Kæmper      red med i hendes Tog.
</td>
<td>
''1806.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1247.
  
  
  
</td>
<td>
Krimhild og Fruerne      til Vinduerne skred
 og satte sig hos Etzel:      han glædtes svart derved.
 Mens Heltene red Dystløb,      vilde de se derpaa.
 Eja, hvad gæve Gæster      man i Borggaarden saa!
</td>
<td>
''1807.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1248.
  
  
  
</td>
<td>
Da kom de rhinske Helte      med Kongerne foran.
 Det var stærken Folker,      han gav det Raad paa Stand,
 i Mangedyst at ride      efter Landsskik hos dem.
 Thi red siden Kæmperne      til herligt Dystløb frem.
</td>
<td>
''1809.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1249.
  
  
  
</td>
<td>
Et Raad havde han givet,      som ikke de fortrød.
 Af Dystridt og Vaabengny      Borgen trindtom lød.
 Til den udstrakte Kongsgaard      kom mangen Kæmpe gild.
 Etzel og Krimhild      var Vidner selv dertil.
</td>
<td>
''1810.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1250.
  
  
  
</td>
<td>
Af Herr Didriks Kæmper      sig seks Hundred meldte
 til Dystløb at ride      imod de rhinske Helte.
 De ønsked Riddergammen      med dem af Burgund.
 De vilde gerne kæmpet,      havde Didrik dem det undt.
</td>
<td>
''1811.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1251.
  
  
  
</td>
<td>
Eja, hvor gode Helte      red frem uforsagt!
 Erfor den Herre Didrik      da sine Kæmpers Agt.
 Han nægted dem med Gæsterne      at øve Ridderspil.
 For sine Mænd han frygted:      det nødtes svart han til.
</td>
<td>
''1812.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1252.
  
  
  
</td>
<td>
Dér nu Bernerheltene      red bort derfra igen,
 kom Kæmperne af Bechelarn,      Markgrevens Mænd;
 fem Hundred skjoldklædte      red for Salen frem:
 kært var det Rydeger,      om nu han hindred dem.
</td>
<td>
''1813.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1253.
  
  
  
</td>
<td>
Til dem red han viseligt      igennem Kæmpers Flok
 og sagde sine Helte,      det saa de klarligt nok,
 hvor Gunthers Kæmpeskare      alt var saare gram:
 om de lod Kampen fare,      vilde de tjene ham.
</td>
<td>
''1814.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1254.
  
  
  
</td>
<td>
Da disse raske Helte      var og fra Kampen bragt,
 did stævned de af Tyringen,      som os er bleven sagt,
 med dem af Danemarken,      vel tusind Mand de kom.
 Spydstumper hvirvléd      i Kampen viden om.
</td>
<td>
''1815.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1255.
  
  
  
</td>
<td>
Da kom den Herre Blødel      med tre Tusind did.
 Krimhild og Etzel      skued grant hans Id,
 al den Stund at Dystløbet      foran dem fandt Sted.
 Hun glædtes, om der skete      Burgunderne Fortræd.
</td>
<td>
''1817.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1256.
  
  
  
</td>
<td>
Skrutan og Gibeke      til Buhurten red,
 Ramung og Hornbog,      som det var Hunesæd.
 De retted deres Lanser      mod dem af Burgund.
 Højt flagred Skafterne      langs Salsmuren rundt.
</td>
<td>
''1818.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1257.
  
  
  
</td>
<td>
Saa lang og stor en Gammen      ved Dystridt de fandt,
 at gennem Skaberakket      den blanke Sved randt
 ned fra de gode Heste,      Burgunderhelte red.
 Med overmodig Kækhed      mod Hunerne de stred.
</td>
<td>
''1819.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1258.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte Folker Fedler,      hin gæve Spillemand:
 „Jeg tror ej, disse Kæmper      mod os tør holde Stand.
 Jeg hørte altid sige,       at de til os bar Nag.
 Det kunde aldrig vises      os bedre end i Dag."
</td>
<td>
''1820.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1259.
  
  
  
</td>
<td>
Paa ny mælte Folker:       „Til Staldpladsen hen
 føre man vore Heste,      saa vi kan ride end
 et Dystløb i Aften,      naar dertil vorder Tid.
 Hvad om Krimhild skænker      os Pris i denne Strid?"
</td>
<td>
''1821.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1260.
  
  
  
</td>
<td>
Da saa de En ride      i en saa dejlig Dragt,
 at iblandt alle Huner      ej fandtes større Pragt.
 Paa Borgtinden stod vel      hans Hjertenskære prud.
 Saa fagert var han smykket      som en ædel Ridderbrud.
</td>
<td>
''1822.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1261.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte atter Folker:       „Jeg tvinger ikke min Lyst:
 hin Fruers Ven jeg under      endnu et Stød for Bryst.
 Ingen kunde hindre,       det koster ham hans Liv,
 om og jeg dermed harmed      Kong Etzels fagre Viv."
</td>
<td>
''1823.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1262.
  
  
  
</td>
<td>
Atter den raske Folker      til Dysten sig begav.
 Mangen Frue siden      fik Hjertesorg deraf.
 Han stak den rige Hune      sit Spyd gennem hans Liv;
 thi saa man siden græde      mangen en Mø og Viv.
</td>
<td>
''1826.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1263.
  
  
  
</td>
<td>
Dér den rige Hune      slagen til Døde var,
 da udbrød hans Maage      i Raab og Klage svar.
 „Hvem har voldt det?"      spurgte den hele Hird paa Stand.
 „Det har Folker Fedler,      den kække Spillemand."
</td>
<td>
''1829.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1264.
  
  
  
</td>
<td>
Larm af Huneskarer      fra alle Sider klang.
 Kongerne og Følget      ved Borgsalen sprang
 af Sadlen og lod Svende      Hestene trække bort.
 Da indfandt sig Etzel:      han gjorde Striden kort.
</td>
<td>
''1831.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1265.
  
  
  
</td>
<td>
„Om her for mine Øjne      I vilde fælde ham,
 Spillemanden Folker,      det var for vist en Skam.
 Jeg selv saa hans Dystløb,      da han stak Hunen ned.
 Deri er han uskyldig:      det var hans Hest, der gled."
</td>
<td>
''1833.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1266.
  
  
  
</td>
<td>
Værten med hans Frænder      gik da i Salen ind.
 Ingen voved at vise      paa ny sit vrede Sind.
 Bordene gjordes rede,      man bød dem Tvættevand.
 Dér havde de fra Rhinen      mangen stærk Avindsmand.
</td>
<td>
''1835.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1267.
  
  
  
</td>
<td>
Før Herrerne kom til Sæde,      faldt Tiden saare lang.
 For stærk var den Kvide,      som Krimhilds Hjerte tvang.
 Hun mælte: „Bernerfyrste,      jeg beder om dit Raad,
 din Bistand og Naade      i al min Angst og Graad."
</td>
<td>
''1836.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1268.
  
  
  
</td>
<td>
Da svared hende Hildebrand,      en Kæmpe velbered:
 „Hvo Nibelunger fælder      for Guld at faa derved,
 foruden mig han handler.      Han angrer let sin Agt:
 de Helte har bestandig      Sejren med sig bragt."
</td>
<td>
''1837.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1269.
  
  
  
</td>
<td>
Dertil mælte Didrik,      en Helt uden Svig:
 „Den Bøn lade du fare,      Kongemage rig.
 End har dine Maage      ej voldt mig saadant Ondt,
 at jeg skulde stride      mod de kække af Burgund.
</td>
<td>
''1838.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1270.
  
  
  
</td>
<td>
Din Bøn sømmer sig lidet,      ædle Fyrsteviv,
 at du vil hidse Nogen      mod djne Maages Liv.
 De kom paa Tro og Love      herhid til dette Land:
 ingen Tid skal Sigfred      hævnes af Didriks Hand."
</td>
<td>
''1839.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1271.
  
  
  
</td>
<td>
Da ikke hun fandt Falskhed      hos ham af Bernerland,
 loved hun Helten Blødel      og gav derpaa sin Hand,
 at give ham det Markland,      hvor Nudung sad engang.
 Gaven helt han glemte,      da Dankvart ham betvang.
</td>
<td>
''1840.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1272.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Herre Blødel,      hjælp mig i min Kval.
 For vist er mine Fjender      inde i denne Sal,
 de, som fældte Sigfred,      min hjertenskære Mand.
 Hvo som Hævn mig skaffer,      ham lønner jeg for sand."
</td>
<td>
''1841.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1273.
  
  
  
</td>
<td>
Da gensvared Blødel:       „Nu vid, ædle Viv,
 jeg voved ej for Etzel      at yppe dem en Kiv,
 saa sandt han ser med Glæde      din Slægt af Burgund.
 Han tilgav mig aldrig,      om jeg dem voldte Ondt."
</td>
<td>
''1842.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1274.
  
  
  
</td>
<td>
„Nej nej, Herre Blødel,       jeg er dig stedse huld.
 Til Løn jeg dig skænker      fuldtop af Sølv og Guld,
 derhos en fager Jomfru,      Nudungs Fæsteviv:
 du vinder hendes Elskov      og Fryd for alt dit Liv.
</td>
<td>
''1843.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1275.
  
  
  
</td>
<td>
Jeg giver dig til Gave      hans Land og hver en Stad:
 vinder du det Markland,       hvor forhen Nudung sad,
 da kan du, ædle Ridder,       leve i Velbehag.
 Med Troskab jeg holder,      hvad jeg lover dig i Dag."
</td>
<td>
''1844.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1276.
  
  
  
</td>
<td>
Da nu den Herre Blødel      hørte om denne Løn,
 og Møen vel ham hued,      for hun var saare skøn,
 agtede han at vinde      i Kamp den væne Viv.
 Thi maatte Helten lade      engang sit unge Liv.
</td>
<td>
''1845.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1277.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu rust jer, mine Helte",      Blødel mælte saa.
 „Til Fjenden i hans Herberg      vi os forføje maa.
 Derfor vil ikke fri mig      Kong Etzels skønne Viv.
 Vi maa til Hobe vove      for Dronningen vort Liv."
</td>
<td>
''1847.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1278.
  
  
  
</td>
<td>
Da Krimhild havde fundet      ung Blødel velbered.
 til at drage i Kampen,       til Bords selv hun skred
 med Hunekongen Etzel      og med hans gæve Mænd:
 svart Ondt hun pønsed      mod deres Gæster end.
</td>
<td>
''1848.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1279.
  
  
  
</td>
<td>
Da ej der kunde yppes      en Strid paa anden Led
 (Krimhilds gamle Smerte      gav hende aldrig Fred),
 befol hun Etzels Sønnelil      til Bordet bringe hen.
 Hvor ypped hævnsyg Kvinde      en grufuld Daad som den?
</td>
<td>
''1849.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1280.
  
  
  
</td>
<td>
Af Etzels Mænd gik      fire paa Stand af Salen ud:
 ind bar de Ortlieb,      den unge Konge prud,
 og hen til Fyrstebordet,      hvor ogsaa Hagen sad.
 Snart lod Barnet Livet      for Heltens vilde Had.
</td>
<td>
''1850.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1281.
  
  
  
</td>
<td>
Dér den rige Konge      nu saa sin Sønnelil,
 sin ædle Hustrus Maage      talte han venligt til:
 „Nu ser I, mine Frænder,      den Søn, mig Krimhild gav.
 Ham skal I til Hobe      faa Gavn og Glæde af.
</td>
<td>
''1851.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1282.
  
  
  
</td>
<td>
Tager han efter Slægten,      skal min eenbaarne Søn
 vel vorde kæk og mægtig,      ædel, stærk og skøn.
 Jeg skænker, om jeg lever,      ham tolv Kongers Land:
 da kan fuldt vel jer tjene      den unge Ortliebs Hand.
</td>
<td>
''1852.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1283.
  
  
  
</td>
<td>
Til eder, kære Frænder,       retter jeg denne Bøn,
 at I vil tage med jer      jer Søster Krimhilds Søn,
 naar I rider tilbage      til Worms paa Rhinens Bred:
 I viser ogsaa Barnet      en-stor Gunst derved.
</td>
<td>
''1853.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1284.
  
  
  
</td>
<td>
Og lær ham Tugt og Ære,      indtil han bliver Mand.
 Om Ondt jer vederfores      fra noget fremmed Land,
 det hjælper han at hævne,       trives vel hans Liv."
 De Ord fornam og Krimhild,      Kong Etzels skønne Viv.
</td>
<td>
''1854.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1285.
  
  
  
</td>
<td>
„Ham skulde disse Helte      trøstigt lide paa,
 om blot til Mand han voksed,"       Helt Hagen mælte saa.
 „Den unge Drot mig tykkes      saa skranten dog og svag.
 Til Ortliebs Hof jeg rider      vel neppe mangen Dag."
</td>
<td>
''1855.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1286.
  
  
  
</td>
<td>
Kongen saa paa Hagen:      den Tale var ham led.
 Hvorvel han intet mælte,      den Fyrste velbered,
 græmmed det ham i Hjertet      og krænked ham hans Hu.
 Til Gammensord var Hagen      kun lidet villig nu.
</td>
<td>
''1856.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1287.
  
  
  
</td>
<td>
Det krænked alle Fyrster      saa vel som Huners Drot,
 at Hagen havde nævnet      hans Barn med saadan Spot.
 At de var nødt til Tavshed,      det tyktes dem en Skam.
 De aned ej, hvad siden      blev voldet dem af ham.
</td>
<td>
''1857.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:34
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 31 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:34

Jesper: Nibelungekvadet 31