JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:34

2016-03-05T10:34:51Z

Jesper: Nibelungekvadet 32

2013-01-15T08:57:46Z

Nibelungekvadet 32

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 32]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''32. Æventyr, hvorledes Blødel blev fældet'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
1288.
  
  
  
</td>
<td>
Alle Blødels Kæmper      var rustede til Strid:
 med tusind Pansersærke      forføjed de sig did,
 hvor Dankvart ved Bordene      med Gunthers Svende sad.
 Da yppedes blandt Helte      det allerstørste Had.
</td>
<td>
''1858.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1289.
  
  
  
</td>
<td>
Dér den Herre Blødel      stod frem for Dankvarts Bord,
 Marskalken hilste ham      med vennesæle Ord:
 „Velkommen her i Huset,      min Herre Blødel, vær!
 Jeg undres ved jert Ærind:      hvad melder I os her?"
</td>
<td>
''1859.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1290.
  
  
  
</td>
<td>
„Spar din Velkomsthilsen,"      ung Blødels Gensvar lød,
 „thi at jeg hid er kommen,      vorder din visse Død,
 saa sandt din Broder Hagen      slog Sigfred ihjel;
 det skal hos Huner bøde      dine Helte og du selv."
</td>
<td>
''1860.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1291.
  
  
  
</td>
<td>
„Nej nej, Herre Blødel,"      Dankvart til Orde tog;
 „da maatte haardt vi angre,      at hid til Fest vi drog.
 Jeg var et lidet Barn kun,      da Sigfred lod sit Liv:
 jeg ved ej, hvi mig laster      Kong Etzels ædle Viv."
</td>
<td>
''1861.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1292.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvordan det dermed har sig,      derom jeg ved ej stort:
 Gunther og Hagen,      dine Maage, har det gjort.
 Nu værg eder, hjemløse:      Døden er jer vis,
 kun om I lader Livet,      er Krimhild tilfreds."
</td>
<td>
''1862.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1293.
  
  
  
</td>
<td>
„Vil ikke mod Ord I tage,"      mælte Dankvart snart,
 „saa angrer jeg min Beden:      langt bedre var den spart."
 Den raske, kække Kæmpe      fra Bordet sprang i Hast:
 han tog i Haand et Stridssværd,      stort og langt og hvast.
</td>
<td>
''1863.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1294.
  
  
  
</td>
<td>
Saa lynsnart han Sværdet      imod ung Blødel svang,
 saa ned foran hans Fødder      Heltens Hoved sprang.
 „Her har du Morgengave,"      Dankvart mælte saa,
 „med Nudungs Brud, du tænkte      til Hjertenskær at faa.
</td>
<td>
''1864.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1295.
  
  
  
</td>
<td>
Man faar i Morgen give      hende en anden Mand:
 ønsker han sin Medgift,      gaar det ham og saadan."
 En saare ærlig Hune      havde til Helten sagt,
 hvad onde Planer Dronningen      imod dem havde lagt.
</td>
<td>
''1865.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
1296.
  
  
  
</td>
<td>
Nu saa ung Blødels Stridsmænd      deres Herre hugget ned,
 thi undte de de fremmede      ej længer nogen Fred.
 Med dragne Sværd de hastigt      mod Svendene sprang frem
 i deres vilde Vrede:      dog snart det angred dem.
</td>
<td>
''1866.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1297.
  
  
  
</td>
<td>
Højt raabte Dankvart      alt Gunthers Følge til:
 „I ser, ædle Svende,      hvad her os times vil.
 Værg jer nu, I hjemløse,      tvungne svart af Nød,
 saa at I her til Hobe      kan faa en pletfri Død."
</td>
<td>
''1867.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1298.
  
  
  
</td>
<td>
Hvo som Sværd ej havde,      ned foran Bænken tog,
 og mangen en lang Skammel      de op fra Gulvet drog:
 de rhinske Svende ønsked      nu selv ej længer Fred:
 tunge Stole greb de      og hugged Buler med.
</td>
<td>
''1868.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1299.
  
  
  
</td>
<td>
Hvor frygteligt sig værged      de hjemløse Mænd!
 De drev de veludrustede      af Huset bort igen:
 fem Hundred eller flere      af dem dog Livet lod.
 Da var den rhinske Stridsskare      rød og vaad af Blod.
</td>
<td>
''1869.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1300.
  
  
  
</td>
<td>
Om føje Tid da meldtes      den frygtelige Færd
 til Drotten Etzels Kæmper      (det gik dem saa nær),
 at Blødel laa ihjelslagen      med sit Følge boldt:
 det havde Hagens Broder      med Gunthers Svende voldt.
</td>
<td>
''1870.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1301.
  
  
  
</td>
<td>
Før Kongen selv erfor det,      rusted gram i Hu
 sig to Tusind Huner      eller og fler endnu.
 De ilte did til Svendene,      det maatte være saa,
 og lod ej Een af Følget      derfra med Livet gaa.
</td>
<td>
''1871.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1302.
  
  
  
</td>
<td>
Til Huset kom de troløse      med en mægtig Hær.
 De hjemløse Svende      greb kækt til deres Sværd.
 Hvad hjalp det snare Mod dem?      De fandt dog deres Død:
 en føje Stund derefter      yppedes Gru og Nød.
</td>
<td>
''1872.''
  
  
  
</td>
</tr>
.
<tr>
<td>
1303.
  
  
  
</td>
<td>
Om Under skal I høre      en fast utrolig Ting.
 Ni Tusind Svende      laa dræbte trindt omkring
 og tolv Helte derhos,      den gæve Dankvarts Mænd.
 Ham saa man ganske ene      blandt sine Fjender end
</td>
<td>
''1873.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1304.
  
  
  
</td>
<td>
Kampbulderet døde,      til Ende Gnyet gik.
 Da kasted over Skuldren      Dankvart sit Blik.
 Han mælte: „Ve for Venner,      som jeg har mistet her!
 Ak, ene mellem Fjender      jeg nu tilbage er."
</td>
<td>
''1874.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1305.
  
  
  
</td>
<td>
Da regned tætte Sværdslag      over den enes Liv.
 Thi maatte siden græde      mangen en Helts Viv.
 Sit Skjold trak han opad      og sænked Remmen god:
 han væded mangen Brynje      med Kæmpers stride Blod.
</td>
<td>
''1875.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1306.
  
  
  
</td>
<td>
„Saa ve mig for min Vaande,"      mælte Helten prud.
 „Nu vig, Hunekæmper,      og lad mig slippe ud,
 saa Vejr og Vind kan svale      mig kamptrætte Mand."
 Da saa man Kæmpen knejse      og gaa derfra paa Stand.
</td>
<td>
''1876.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1307.
  
  
  
</td>
<td>
Saalunde træt af Striden      han ud af Huset sprang.
 Eja, hvor atter Sværdhug      paa Heltens Hjelm der klang!
 Hvo tilforn ej skued      hans understærke Hand,
 sprang til at for møde      den gæve rhinske Mand.
</td>
<td>
''1877.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1308.
  
  
  
</td>
<td>
„Gud give," mælte Dankvart,       „jeg havde her den Svend,
 som til min Broder Hagen      mit Budskab bragte hen,
 at jeg for disse Kæmper      stedes i svarlig Nød!
 Han hjalp mig i min Vaande      eller fandt hos mig sin Død."
</td>
<td>
''1878.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1309.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte Hunekæmper:      Vær du dit eget Bud,
 naar vi som død dig bærer      hen til din Broder prud.
 Da skal Gunthers Frænde      for Alvor føle Sorg.
 En svar Mén du voldte      Kong Etzel i hans Borg."
</td>
<td>
''1879.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1310.
  
  
  
</td>
<td>
„Lad fare eders Trusler      og bedre Plads mig giv!
 Hvis ej, skal Brynjen vædes      om En og Andens Liv.
 Jeg vil melde ved Hove      mit Bud med egen Mund
 og klage mine Herrer      min Nød af Hjertensgrund."
</td>
<td>
''1880.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1311.
  
  
  
</td>
<td>
Da tyktes Etzels Kæmper      saa frygtelig hans Færd,
 at ikke de turde anfalde      Kæmpen mer med Sværd.
 De skød saa mange Lanser      i Heltens Skjolderand,
 at deres store Tyngde      tvang Skjoldet af hans Hand.
</td>
<td>
''1881.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1312.
  
  
  
</td>
<td>
Da det var tabt, de tænkte,      at sagtens de ham vog.
 Eja, hvor dybe Vunder      han gennem Hjelme slog!
 Da segned tapre Helte      for ham i Hobevis;
 thi vandt den kække Dankvart      for Helte Lov og Pris.
</td>
<td>
''1882.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1313.
  
  
  
</td>
<td>
Fra begge Sider kom de      og stormed løs paa ham.
 At end det var for tidligt,      mangen Helt fornam,
 Da gik han sine Fjender      forbi, som paa en Jagt
 et Vildsvin mod Hunde:      hvor var han uforsagt!
</td>
<td>
''1883.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1314.
  
  
  
</td>
<td>
Al hans Vej var vædet      af Heltes hede Blod.
 For vist kunde en Kæmpe,      som ganske ene stod,
 aldrig stride bedre,      end ham man stride saa.
 Man skued Hagens Broder      herligt til Hove gaa.
</td>
<td>
''1884.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1315.
  
  
  
</td>
<td>
Mundskænke og Køgemestre      hørte et Sværds Klang.
 Af sine Hænder Drikken      Mangen hastigt svang
 og en og anden Spise,      bestemt for Kongens Bord:
 da mødte ham for Trappen      en Fjendeskare stor.
</td>
<td>
''1885.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1316.
  
  
  
</td>
<td>
”Hvad nu, I Køgemestre?"      mælte den trætte Mand.
 „I burde pleje Gæsterne,      saa godt man pleje kan,
 og sætte eders Herrer      for Borde Spise god,
 mens mine kære Fyrster      I Bud mig sige lod."
</td>
<td>
''1886.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1317.
  
  
  
</td>
<td>
Naar Nogen i sin Kækhed      paa Trappen mod ham sprang,
 mod En og Anden af dem      saa tungt han Sværdet svang,
 at skrækslagne maatte      for Ridderen de fly.
 Han vandt sig med sin Styrke      navnkundigt Heltery.
</td>
<td>
''1887.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:34
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 32 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:34

Jesper: Nibelungekvadet 32