JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:38

2016-03-05T10:38:41Z

Jesper: Nibelungekvadet 39

2013-01-15T09:04:30Z

Nibelungekvadet 39

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 39]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''39. Æventyr, hvorledes Gunther og Hagen og Krimhild blev fældede'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
1646.
  
  
  
</td>
<td>
Da søgte selv Herr Didrik      sin Vaabendragt paa Stand:
 ham hjalp med at ruste sig      Mester Hildebrand.
 Da lød saa heftig Klage      fra Bernerfyrstens Bryst,
 at Huset gav Genklang      af Heltens stærke Røst.
</td>
<td>
''2261.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1647.
  
  
  
</td>
<td>
Da genvandt han atter      et ægte Heltemod.
 Vred i Hu sig rusted      den ædle Kæmpe god,
 et Skjold saare kraftigt      tog Helten i sin Hand.
 I Skynding bort de ilte,      han og Hildebrand.
</td>
<td>
''2262.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1648.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Hagen af Tronje:       „Hist ser jeg gaa
 Bernerfyrsten Didrik:      med ham skal Kamp vi faa
 efter den stærke Smerte,       som her monne ham ske.
 Hvo Kampens Pris skal have,      skal end i Dag man se.
</td>
<td>
''2263.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1649.
  
  
  
</td>
<td>
Lad sig den Herre Didrik      af Bern tykkes nu
 aldrig saa stærk af Legem      og frygtelig i Hu,
 er han til Sinds at hævne,       hvad ham er sket af os,"
 saalunde mælte Hagen,      „tør jeg ham byde Trods."
</td>
<td>
''2264.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1650.
  
  
  
</td>
<td>
Didrik og Hildebrand      hørte disse Ord.
 Thi traadte Bernerfyrsten      hen for Huset, hvor
 de to rhinske Kæmper      støttet mod Salen stod.
 Sit Skjold det gode satte      Herr Didrik for sin Fod.
</td>
<td>
''2265.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1651.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den Herre Didrik      med Kvide bitterlig:
 „Hvorfor har I mon handlet,      Gunther Konge rig,
 saalunde mod mig hjemløse?      hvad havde jeg voldt?
 Af Alt, hvad mig har trøstet,      har Intet jeg beholdt.
</td>
<td>
''2266.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1652.
  
  
  
</td>
<td>
Jer tyktes, ej tilfulde      blev voldet os af Nød,
 da I den ædle Rydeger,       Helten, slog os død:
 nu har I mine Kæmper      til Hobe mig misundt.
 Slig Kval voldte jeg aldrig      jer Helte af Burgund.
</td>
<td>
''2267.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1653.
  
  
  
</td>
<td>
Hav eder selv i Minde      og eders svare Tab,
 Nøden, som I udstod,      og eders Venners Drab,
 om ikke, gode Kæmper,      det græmmer eders Mod.
 Ak ve mig, at Rydeger      sank slagen i sit Blod!
</td>
<td>
''2268.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1654.
  
  
  
</td>
<td>
Ingen kunde i Verden      en større Kvide ske.
 Hvi tænkte I dog ikke      paa min og eders Vé?
 Alt, jeg havde af Glæde,      den dræbte eders Sværd.
 Jeg kan ej noksom græde      for mine Maage her."
</td>
<td>
''2269.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1655.
  
  
  
</td>
<td>
„Vor Skyld," mælte Hagen,       „er mindre, end I tror.
 Hid til denne Borgsal      der kom en Skare stor
 af eders gæve Helte,       iført Vaabendragt.
 Jeg tykkes, man har ikke      tilfulde sandt jer sagt."
</td>
<td>
''2270.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1656.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvad skal jeg tænke Andet?      Mig sagde Hildebrand,
 den Stund da mine Kæmper      af Amelungeland
 bad jer, dem at give      af Salen Rydeger,
 da fik de gæve Helte      kun Haansord af jer."
</td>
<td>
''2271.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1657.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Kongen af Rhinen:       „De bar et Ønske frem,
 at føre Rydeger med sig:      det bød jeg nægte dem,
 men for at smerte Etzel,      og ikke dine Mænd:
 indtil den gæve Wolfhart      gav Skældsord igen."
</td>
<td>
''2272.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1658.
  
  
  
</td>
<td>
„Det maatte gaa saalunde,"      gav Didrik ham til Svar.
 „Gunther, ædle Konge,       for hver en Dyd, du har,
 giv Soning mig for Skaden,      gæve Ridder stolt,
 og vis, at du vil bøde,      hvad Ondt du mig har voldt.
</td>
<td>
''2273.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1659.
  
  
  
</td>
<td>
Nu giv mig dig til Gidsel,      du selv med samt din Mand,
 da skal jeg og formene      det bedste, som jeg kan,
 at Nogen her hos Hunerne      skal volde dig Fortræd.
 Mit Ord holder jeg ærligt      og gavner dig dermed."
</td>
<td>
''2274.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1660.
  
  
  
</td>
<td>
„Forbyde Gud i Himlen,"      Helt Hagen mælte saa,
 „at du skulde til Gidsler      tvende Helte faa,
 som end med gode Vaaben      foran dit Aasyn staar
 og end for deres Fjender      saa uskadte gaar."
</td>
<td>
''2275.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1661.
  
  
  
</td>
<td>
„Forsværg det ikke saa saare,"      gav Didrik ham til Svar,
 „Gunther og Hagen.      For vist I begge har
 svarligen mig græmmet      mit Hjerte og mit Mod,
 nu burde I med Føje      mig byde varig Bod.
</td>
<td>
''2276.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1662.
  
  
  
</td>
<td>
Jeg giver jer min Troskab      og lover i jer Hand,
 at jeg vil ride med jer      tilbage til jert Land.
 Jeg fører jer did med Ære,       eller jeg ligger død,
 og vil for eder glemme,      hvad jeg har lidt af Nød."
</td>
<td>
''2277.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1663.
  
  
  
</td>
<td>
„Forlang det ikke mere,"       saa svared Hagen ham.
 „Om os skal det Budskab      ej spørges til vor Skam,
 at to saa kække Helte      gav sig til Gidsel hen.
 I har jo heller Ingen      uden Hildebrand igen."
</td>
<td>
''2278.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1664.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Mester Hildebrand:      „Herr Hagen, Gud ved,
 naar Nogen jer vil byde,       at I skal have Fred,
 den Tid kan vel komme,       I ønsked den at faa.
 Min Herres Soning burde      I bedre agte paa."
</td>
<td>
''2279.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1665.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte atter Hagen:       „Jeg tog mod Soning, før
 saa skammelig jeg flygted      fra Salshusets Dør,
 som eder, Mester Hildebrand,      for nyligen vi saa.
 Jeg tænkte, at I bedre      mod Fjender turde staa."
</td>
<td>
''2280.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1666.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvorfor vil mig I laste?"      saa svared Hildebrand.
 „ Hvem sad engang ved Vasgensten      paa sin Skjolderand,
 medens Walther af Spanien      ham vog saa mangen Ven?
 I har fuldtop at laste      hos eder selv igen."
</td>
<td>
''2281.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1667.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den Herre Didrik:       „Det er ej, som sig bør,
 at Helte bruger Skændsmaal,       som gamle Kvinder gør.
 Jeg byder eder, Hildebrand,       ikke at sige mer.
 Jeg hjemløse Kæmpe      har større Kummer her.
</td>
<td>
''2282.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1668.
  
  
  
</td>
<td>
Lad høre, Kæmpe Hagen,"      mælte Didrik end,
 „hvad monne i begge mæle,      I raske Riddersmænd,
 dér I saa mig rustet      herhid til eder gaa?
 I sagde, I alene      vilde Kamp med mig bestaa."
</td>
<td>
''2283.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1669.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Helten Hagen:       „Det nægter Ingen jer,
 jeg vil med stærke Sværdslag      en Kamp forsøge her,
 til Nibelungesværdet      er bristet i min Hand.
 I kræved os til Gidsler:      det krænker mig for sand."
</td>
<td>
''2284.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1670.
  
  
  
</td>
<td>
Dér nu Didrik hørte      den grumme Hagens Mod,
 i Hast greb han Skjoldet,      den raske Ridder god.
 Hvor saare skyndsomt Hagen      fra Trappen mod ham sprang!
 Nibelungs Sværd det gode      paa Didrik højlydt klang.
</td>
<td>
''2285.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1671.
  
  
  
</td>
<td>
Da vidste vel Herr Didrik,       at Gunthers kække Mand
 var saare vred til Mode:      thi skærmed sig paa Stand
 den gæve Bernerfyrste      imod hans vilde Slag.
 Tilforn alt han kendte      hans tapre Sindelag.
</td>
<td>
''2286.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1672.
  
  
  
</td>
<td>
Og frygted han for Balmung,      et Sværd saare hvast.
 Imellem hug dog Didrik      med saadan Kløgt og Hast,
 at han omsider Hagen      i Tvekampen tvang.
 Han hugged ham en Vunde      saa saare dyb og lang.
</td>
<td>
''2287.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1673.
  
  
  
</td>
<td>
Tænkte da Herr Didrik:      „Du er af Kampen træt:
 om jeg nu gav dig Bane,      den Ære var for let.
 Hellere vil jeg prøve,      om jeg dig tvinge kan
 til at blive min Fange."      Derefter handled han.
</td>
<td>
''2288.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1674.
  
  
  
</td>
<td>
Sit Skjold lod han falde:      af al Kraft og Mod
 svang han sine Arme      om Tronjehelten god.
 Saalunde sejred Didrik      over den kække Mand.
 Gunther den ædle      han græmmed sig for sand.
</td>
<td>
''2289.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1675.
  
  
  
</td>
<td>
Da bandt Didrik Hagen      og førte Kæmpen bold
 for Dronning Krimhilds Aasyn      og gav i hendes Vold
 den allerbedste Kæmpe,      som Sværd i Hænde bar.
 Da blev hun glad til Mode      efter sin Kvide svar.
</td>
<td>
''2290.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1676.
  
  
  
</td>
<td>
Thi bøjed sig for Helten      af Fryd Etzels Viv:
 „Dig være evig saligt      dit Hjerte og dit Liv.
 Du har budt mig Lindring      for al min bitre Nød.
 Det skal jeg altid tjene      og lønne til min Død."
</td>
<td>
''2291.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1677.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den Herre Didrik:      „Lad ham med Livet gaa,
 højsindede Dronning.      Og vil I handle saa,
 for alt, hvad han har voldt jer,      bøder han mangefold.
 Det ske ham ej til Skade,      han kom bunden i jer Vold."
</td>
<td>
''2292.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1678.
  
  
  
</td>
<td>
Da bød hun Hagen af Tronje      i Fangenskab at gaa,
 dér han laa i Lænker      og hvor ham Ingen saa.
 Raabte dernæst Gunther,       den ædle Konge stolt:
 „Hvorhen gik Bernerhelten?      Han har mig Kvide voldt."
</td>
<td>
''2293.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1679.
  
  
  
</td>
<td>
Da traadte ham i Møde      Bernerfyrsten god.
 Stor var Gunthers Styrke      og priseligt hans Mod:
 thi tøved han ej længer,      han frem for Salen sprang.
 Af de to Heltes Sværdhug      et stærkt Gny der klang.
</td>
<td>
''2294.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1680.
  
  
  
</td>
<td>
Hvorvel Herr Didrik pristes      vidt for Heltefærd,
 i overvættes Vrede      Gunther svang sit Sværd,
 fordi han var hans Dødsfjende      efter Kvide stærk:
 at Didrik slap med Livet,      det var et Underværk.
</td>
<td>
''2295.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1681.
  
  
  
</td>
<td>
I Kraft og Mod de tvende      hinanden Stangen holdt.
 Sal og Taarne genlød,      dér de stred saa boldt
 og de lod Sværdet falde      i Slag mod Hjelmen god.
 Aldrig svigted Gunther      hans ædle Heltemod.
</td>
<td>
''2296.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1682.
  
  
  
</td>
<td>
Ham tvang omsider Didrik,      som nys han Hagen tvang.
 Igennem Heltens Brynje      man saa, hvor Blodet sprang
 for et bidende Værge:      det Bernerfyrsten bar.
 Kækt havde han kæmpet,      hvor saare træt han var.
</td>
<td>
''2297.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1683.
  
  
  
</td>
<td>
Den rhinske Helt blev bunden      af Bernerfyrstens Haand,
 hvorvel en Drot ej burde      lægges i slige Baand.
 Han tænkte, lod han Kongen      og hans Mand frie gaa,
 da sendte de i Døden      Enhver, som de traf paa.
</td>
<td>
''2298.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1684.
  
  
  
</td>
<td>
Bernerkæmpen Didrik      han tog ham da ved Haand
 og førte ham til Krimhild,      saalunde lagt i Baand.
 Da endtes hendes Kvide,       dér ham skete Ondt.
 Hun mælte: „Vær mig, Gunther,       velkommen af Burgund!"
</td>
<td>
''2299.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1685.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte: „Ædle Søster,      jeg takked jer med Flid,
 om eders Hilsen tyktes      mig noget mere blid.
 Jeg ved eder, Dronning,       saa saare vred i Hu,
 at I for mig og Hagen      har krank Hilsen nu."
</td>
<td>
''2300.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1686.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Bernerhelten:       „Ædle Kongeviv,
 aldrig blev til Gidsler      saa gode Kæmpers Liv
 som dem, jeg, stolte Frue,      har i jert Værge bragt:
 nu skaan dem for min Skyld,      som gav dem i jer Magt."
</td>
<td>
''2301.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1687.
  
  
  
</td>
<td>
Det loved hun at gøre.      Dernæst Didrik gik
 fra de priselige Helte      med Taarer i sit Blik.
 Da hævned sig omsider      grumt Kong Etzels Viv:
 de to kaarne Kæmper      dem tog hun deres Liv.
</td>
<td>
''2302.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1688.
  
  
  
</td>
<td>
Hun lod dem ligge adskilt,      dem til større Vé,
 at Ingen af de tvende      kunde den Anden se.
 Hvorvel hun gav sit Løfte,      den saare ædle Viv,
 hun tænkte: „Jeg vil hævne      i Dag min Husbonds Liv."
</td>
<td>
''2303.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1689.
  
  
  
</td>
<td>
Traadte da Dronning Krimhild,       did hvor Hagen laa.
 Hvor saare fjendsk hun mælte      dernæst til Kæmpen saa:
 „Hvad I har mig berøvet,      giv mig det igen,
 da kan I end i Live      til Burgund komme hen."
</td>
<td>
''2304.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1690.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den grumme Hagen:       „Spildt er eders Ord,
 min saare ædle Dronning.      Derpaa en Ed jeg svor,
 ikke at røbe Skatten      og give Nogen den,
 naar blot af mine Herrer      der Een leved end."
</td>
<td>
''2305.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1691.
  
  
  
</td>
<td>
„Jeg bringer det til Ende",      mælte den ædle Viv,
 og hun befol at tage      paa Stand sin Broders Liv.
 Man hug hans Hoved af ham:      ved Haaret hun det bar
 hen for Hagen af Tronje.      Da led han Smerte svar.
</td>
<td>
''. 2306''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1692.
  
  
  
</td>
<td>
Dér han, fuld af Kvide,       sin Herres Hoved saa,
 da talte, vendt mod Krimhild,      den tapre Helt derpaa:
 „Du har efter Villie      dit Raad til Ende bragt,
 og er det sket saalunde,       som jeg mig selv har sagt.
</td>
<td>
''2307.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1693.
  
  
  
</td>
<td>
Nu er Burgundens ædle      Drot af Dage bragt,
 Giselher den unge      og Gernot uforsagt.
 Skatten ved nu Ingen      foruden Gud og jeg:
 den skal, Djævlekvinde,      være evig skjult for dig."
</td>
<td>
''2308.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1694.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Ilde Soning      giver I for jer Færd.
 Saa vil, om ikke Andet,      jeg gemme Sigfreds Sværd.
 Det bar min Hjertenskære,      da ham jeg skued sidst,
 med hvem svarlig Kvide      mig voldtes af jer List."
</td>
<td>
''2309.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1695.
  
  
  
</td>
<td>
Han mægted ej at hindre,      hun det af Skeden drog.
 Da tyktes hende raadeligt,      hun Tronjehelten vog.
 Hun løfted det i Hænde,      hun hug ham Hovedet fra.
 Det saa Drotten Etzel:      hvor græmmed han sig da!
</td>
<td>
''2310.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1696.
  
  
  
</td>
<td>
„Ak ve", mælte Fyrsten,       „her ligger nu fældt,
 og for en Kvindes Hænder,       den allerbedste Helt,
 som kæmped nogen Sinde      og førte Ridderskjold.
 Hvorvel jeg var hans Fjende,      græmmes jeg mangefold."
</td>
<td>
''2311.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1697.
  
  
  
</td>
<td>
„Det skal ej gavne hende",      saa mælte Hildebrand,
 „at hun turde ham fælde.      Det gaa mig, som det kan,
 hvorvel Kæmpen bragte      mig selv i Skræk og Nød,
 agter jeg dog at hævne      den kække Tronjers Død."
</td>
<td>
''2312.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1698.
  
  
  
</td>
<td>
I svar Harme Hildebrand      frem mod Krimhild sprang;
 et saare vægtigt Sværdhug      mod Dronningen han svang.
 Ved Heltens svare Vrede      blev hun af Rædsel bleg.
 Hvad kunde det hende nytte,      at hun saa mægtigt skreg?
</td>
<td>
''2313.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1699.
  
  
  
</td>
<td>
Hvem Døden havde kaaret,       laa alle uden Liv.
 I sønder var og hugget      den saare ædle Viv.
 Didrik og Etzel      de brast i Graad paa Stand:
 af Hjerte maatte de klage      for mangen Maag og Mand.
</td>
<td>
''2314.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1700.
  
  
  
</td>
<td>
Dér laa Glans og Ære      slagen til Jorden død.
 Folkene stedtes alle      i svar Jammersnød.
 I Smerte gik til Ende      Kong Etzels Gildelag,
 som Sorg følger Glæde      til Verdens sidste Dag.
</td>
<td>
''2315.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1701.
  
  
  
</td>
<td>
Jeg kan ikke berette,       hvad skete sidenhen:
 men dér hørte man græde      Fruer og Riddersmænd,
 derhos de ædle Svende      for kære Frænders Død.
 Saalunde ender Kvadet      om Nibelungernes Nød.
</td>
<td>
''2316.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:38
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 39 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:38

Jesper: Nibelungekvadet 39