Jesper: Nibelungekvadet 4

2013-01-15T08:39:39Z

Nibelungekvadet 4

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 4]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''4. hvorledes han kæmpede med Sakserne'''</big></center>
 
<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">

<tr>
<td>
67.
  
  
  
</td>
<td>
Nu kom der sære Budskab    til Gunthers Rige hen,
 at fjerntfra man skikked    til Landet Sendemænd
 fra ukendte Kæmper,    som til dem bar Had.
 Da den Tale spurgtes,    blev Ingen af dem glad.
</td>
<td>
''138.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
68.
  
  
  
</td>
<td>
Dem vil jeg eder nævne:    det var Lydeger
 fra Saksefolkets Rige,    en mægtig Fyrste dér;
 derhos Drotten Lydegast    fra Danemarkens Land.
 I Hærfærd de fulgtes    af mangen herlig Mand.
</td>
<td>
''139.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
69.
  
  
  
</td>
<td>
Nu var i Gunthers Rige    de gæve Sendebud,
 dem hans tvende Avindsmænd    havde skikket ud.
 Da ønsked man at høre    de ukendte Mænd.
 Man bød dem gaa til Kongsgaarden    for Kong Gunther hen.
</td>
<td>
''140.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
70.
  
  
  
</td>
<td>
Dem hilste Kongen venligt:    „Vær velkomne her,
 Endnu har Ingen sagt mig,    ihvem der sendte jer:
 det skal I lade høre",    saa mælte Drotten god.
 Da frygtede de saare    for Gunthers vrede Mod,
</td>
<td>
'141'.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
71.
  
  
  
</td>
<td>
„Vil I tillade, Konge,    at sige jer det Bud,
 vi har at bringe eder,    saa taler frit vi ud
 og nævner jer de Herrer,    som sendte os til jer:
 Lydegast og Lydeger    vil hjemsøge jer her.
</td>
<td>
''142.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
72.
  
  
  
</td>
<td>
I har vakt deres Vrede.    Det er os nøje kendt,
 at saare de jer hader,    de Helte, os har sendt.
 De vil drage i Leding    mod Worms paa Rhinens Sand:
 det skal for vist I vide,    dem følger mangen Mand.
</td>
<td>
''143.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
73.
  
  
  
</td>
<td>
Før tolv Uger lider,    skal Krigsfærden ske.
 Om I har gode Venner,    det lade snart I se,
 som kommer jer til Bistand    at værne By og Land.
 Her hugger de sønder    mangen Hjelm og Skjolderand.
</td>
<td>
''144.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
74.
  
  
  
</td>
<td>
Men vil I tinge med dem,    det sige I dem end:
 da rider store Skarer    af arge Avindsmænd
 ikke til eders Rige,    at volde bitter Nød,
 og mangen en gæv Ridder    kan skaanes end for Død!"
</td>
<td>
''145.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
75.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu tøv her en Smule",    Kong Gunther mælte saa,
 „naar jeg har tænkt paa Sagen,    da skal mit Svar I faa.
 Har jeg trofaste Helte,    dem skal det vorde sagt,
 og mine Venner klaget    det Budskab, I har bragt."
</td>
<td>
''149.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
76.
  
  
  
</td>
<td>
De Sendemænd fik Herberg    i Drotten Gunthers Stad.
 Hvor fjendsk end man var dem,    den rige Konge bad
 dem saare godt at pleje    (han gjorde vel deri),
 indtil han fandt Venner,    som vilde staa ham bi.
</td>
<td>
''151.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
77.
  
  
  
</td>
<td>
Gik Kongen dog i Vaande    og følte Sorg i Bryst.
 Ham saa i hans Kvide    en Riddersmand fuldtrøst,
 som ikke kunde vide,    hvad Budskab hid var sendt;
 han bad Kong Gunther sige,    om Ondt ham var hændt.
</td>
<td>
''152.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
78.
  
  
  
</td>
<td>
Saalunde mælte Sigfred:    „Jeg undres ikke lidt,
 hvorfor I dog har ændret    den gode Skik med eet,
 vi alt saa mange Tider    tilsammen plejet har."
 Da gav den bolde Gunther    Herr Sigfred dette Svar:
</td>
<td>
''153.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
79.
  
  
  
</td>
<td>
„Jeg kan for sand ej kundgøre    Alle og Enhver,
 hvad lønlig Kval og Kvide    jeg i mit Hjerte bær:
 man skal prøvede Venner    klage Hjertenød".
 Da blev Sigfreds Farve    om Kap bleg og rød.
</td>
<td>
''154.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
80.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte han til Kongen:    „Jeg har ej svigtet jer.
 Jeg hjælper jer at afvende,    alt hvad Ondt jer sker.
 Vil I samle eders Venner,    mig véd I deriblandt;
 det skal jeg til min Dødsstund    jer vise saare grant."
</td>
<td>
''155.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
81.
  
  
  
</td>
<td>
„Gud lønne jer, Herr Sigfred,    den Tale tykkes god.
 Om end jeg aldrig hjælpes    af eders kække Mod,
 mig glæder dog det Venskab,    I lægger for en Dag.
 Gud give mig at lønne    engang jert Sindelag.
</td>
<td>
''156.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
82.
  
  
  
</td>
<td>
Jeg vil lade jer høre,    hvorfor i Sorg jeg staar.
 Af mine Fjenders Sendemænd    et Budskab jeg faar,
 at de her vil hjemsøge    mig med Ledingsfærd.
 Det voved Helte aldrig    tilforn mod Landet her."
</td>
<td>
''157.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
83.
  
  
  
</td>
<td>
„Det bør I agte ringe",    mælte Sigmunds Søn;
 „lad fare eders Kummer    og føj mig i min Bøn;
 I lade mig for eder    erhverve Gavn og Ry,
 og kald eders Helte,    at de kan Hjælp jer fly.
</td>
<td>
''158.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
84.
  
  
  
</td>
<td>
Saa byde I at give    mig tusind Kæmper her,
 siden af mine egne    jeg ikke ejer fler
 end tolv tapre Helte:    jeg skærmer da jert Land.
 Ærligt skal til hver Tid    jer tjene Sigfreds Hand.
</td>
<td>
''160.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
85.
  
  
  
</td>
<td>
Lad Budsvendene ride    til deres Herrer hjem:
 at snarligt de skal se os,    det skal man sige dem,
 paa det at vore Stæder    i Fred bevares end."
 Da kaldte Kongen til sig    baade Maage og Mænd.
</td>
<td>
''162.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
86.
  
  
  
</td>
<td>
Gik da Lydegers Sendemænd    for Gunther frem at staa.
 Saare de sig glædte    til Orlov at faa.
 Da bød dem rige Gaver    Drotten Gunther god
 og Lejde gennem Landet:    da glædtes deres Mod.
</td>
<td>
''163.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
87.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu sig", mælte Gunther,    „til mine Fjender to,
 det Tog, de har i Sinde,    bør stilles i Bero.
 Men ønsker de at hjemsøge    mig i Burgund,
 kender jeg mine Frænder,    saa skal dem times Ondt."
</td>
<td>
''164.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
88.
  
  
  
</td>
<td>
Kostelige Gaver    til Budene man bar:
 han kunde sagtens give,    saa rig som han var.
 Dem turde ikke afslaa    Lydegers Sendemænd.
 Da Orlov blev dem givet,    rejste de glad igen.
</td>
<td>
''165.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
89.
  
  
  
</td>
<td>
Dér de gæve Sendebud    til Danemarken kom,
 og deres Konge Lydegast    nu ogsaa hørte om,
 hvordan de kom fra Rhinen,    da det blev kundgjort ham,
 ved deres store Stolthed    blev Kongen saare gram.
</td>
<td>
''166.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
90.
  
  
  
</td>
<td>
De sagde, at ved Rhinen    de kække Helte fandt:
 de havde ogsaa skuet    en Kæmpe deriblandt:
 „Sigfred saa hedte han,    en Helt af Nederland."
 Da Lydegast erfor det,    han græmmed sig paa Stand.
</td>
<td>
''167.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
91.
  
  
  
</td>
<td>
Da det blev kendt i Danmark,    hvad Svar man gav dem dér,
 de hasted med at samle    af Venner desto fler,
 saa længe, til Herr Lydegast    af sine kække Mænd
 raadte for tyve Tusind,    at føre med derhen.
</td>
<td>
''168.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
92.
  
  
  
</td>
<td>
Da opbød i Saksen    sin Hær Kong Lydeger,
 til fyrretyve Tusind    de havde og end fler,
 med dem vilde de ride    til de Burgunders Land.
 Herhjemme havde Gunther    og opbudt mangen Mand.
</td>
<td>
''169.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
93.
  
  
  
</td>
<td>
„Herr Konge, bliv herhjemme",    Sigfred mælte saa,
 „saa sandt som jere Kæmper    med mig skal didhen gaa:
 bliv her hos Fruerne,    med frejdigt Mod derhos.
 jeg trøster mig til at værne    jer Ære og jert Gods.
</td>
<td>
''173.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
94.
  
  
  
</td>
<td>
De vilde eder hjemsøge    her i eders Bo,
 men de faar blive hjemme    og lade det bero.
 Vi skal til deres Lande    ride dem saa nær,
 at dem til Sorg skal vendes    deres saare stolte Færd."
</td>
<td>
''174.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
95.
  
  
  
</td>
<td>
Fra Rhin gennem Hessen    med deres Mænd de red
 paa Vej mod Sakselandet:    og her man siden stred.
 Med Rov og Brand de hærged,    da de til Landet kom,
 saa at de tvende Fyrster    med Sorg erfor derom.
</td>
<td>
''175.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
96.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu agter jeg selv at ride",    saa mælte Sigfred bold,
 „og udspejde Fjendeskaren    paa saa nært et Hold,
 at jeg kan grant erfare,    hvor Kæmperne holder Rast."
 Da rusted sig skøn Siglinds    tapre Søn i Hast.
</td>
<td>
''178.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
97.
  
  
  
</td>
<td>
Han fandt den store Stridshær,    hvor den paa Marken Iaa;
 mod denne store Skare    var hans Folk kun faa:
 der var vel fyrre Tusind    eller og fler endnu.
 Det Syn gjorde Sigfred    saa saare glad i Hu.
</td>
<td>
''180.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
98.
  
  
  
</td>
<td>
Da havde en fjendtlig Kæmpe    og nærmet sig med eet,
 som agted selv at spejde,    rustet og velberedt.
 Ham saa den Herre Sigfred,    og Kæmpen ogsaa ham:
 da vogted de hinanden    med Iver saare gram.
</td>
<td>
''181.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
99.
  
  
  
</td>
<td>
Jeg skal eder berette,    hvem denne Spejder var.
 Et Guldskjold saa lysende    i Hænde Kæmpen bar.
 Det var Drotten Lydegast,    som for sin Hær holdt Vagt.
 Den ædle Gæst fra Nederland    red mod ham uforsagt.
</td>
<td>
''182.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
100.
  
  
  
</td>
<td>
I ham havde Lydegast    nu kendt en Fjende med.
 Begge spored Hestene    og sprængte rask af Sted,
 de bøjed deres Lanser    mod Skjoldet af al Magt.
 Thi blev den rige Konge    i svar Kvide bragt.
</td>
<td>
''183.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
101.
  
  
  
</td>
<td>
Efter Lansedysten    forbi hinandens Kind
 førte dem deres Heste,    som jagne af en Vind.
 Med Tømmen de dem vendte    paa Riddervis igen:
 en Sværdkamp de prøved,    de to vrede Mænd.
</td>
<td>
''184.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
102.
  
  
  
</td>
<td>
Da slog den Herre Sigfred,    saa hele Marken klang.
 Da føg det fra Hjelmen,    hvergang han Sværdet svang,
 af ildrøde Gnister,    som om det var en Brand.
 Enhver af de tvende    havde fundet dér sin Mand.
</td>
<td>
''185.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
103.
  
  
  
</td>
<td>
Og ramte ham Herr Lydegast    vrede Slag derpaa.
 Hvert Sværdhug, de førte,    med Vægt paa Skjoldet laa.
 Det havde ogsaa skuet    vel tredive af hans Mænd:
 Sigfred vandt dog Sejren,    før disse kom derhen.
</td>
<td>
''186.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
104.
  
  
  
</td>
<td>
Han bad om Lov at leve    og tilbød ham sit Land,
 og at han hedte Lydegast,    det kundgjorde han.
 Nu ankom hans Kæmper;    grant havde de set,
 hvad der paa Spejderfærden     de tvende Mænd var sket.
</td>
<td>
''188.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
105.
  
  
  
</td>
<td>
De tredive slog til Døde    hin Kæmpe velbered.
 Kun Een gav han Livet:    i Skynding denne red
 og kundgjorde Hæren,    hvad Skæbne hist de fandt.
 Hans Hjelm den røde vidned,    at Helten talte sandt.
</td>
<td>
''190.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
106.
  
  
  
</td>
<td>
Dem fra Danemarken    voldte det Kvide stor,
 at deres Drot var fangen,    dengang de det erfor.
 Det sagde man hans Broder:    han blev saa saare vred
 og rased overvættes    ved det Tab, som han led.
</td>
<td>
''191.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
107.
  
  
  
</td>
<td>
Man bød de rhinske Helte    deres Faner binde til.
 „Nu op", mælte Sigfred,    „end mere times vil,
 forinden Dagen endes,    beholder jeg mit Liv.
 I Saksers Land vil sørge    fuldmangen ædel Viv.
</td>
<td>
''193.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
108.
  
  
  
</td>
<td>
I Kæmpeflok fra Rhinen,    paa mig I give Agt:
 jeg kan vel føre eder    mod Lydegers Overmagt.
 Da ser I Hjelme hugges    af gode Heltes Hand.
 De skal kende Kvide,    før vi rider til vort Land."
</td>
<td>
''194.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
109.
  
  
  
</td>
<td>
Kun tusind Mand de førte    af Sted fra Worms By,
 og tolv Kæmper derhos.    Da hvirvled der en Sky
 af Støv over Vejene:    de red over Land.
 Da saa man fra dem skinne    mangen herlig Skjolderand.
</td>
<td>
''196.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
110.
  
  
  
</td>
<td>
Nu førte Fjendens Hærmestre    Folkene derhen,
 hvor Sigfred alt var ankommen,    fulgt af sine Mænd,
 dem han bragte med sig    paa Tog fra Nederland.
 Den Dag saas i Hærstævnet    blodig mangen Hand.
</td>
<td>
''198.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
111.
  
  
  
</td>
<td>
Danekongens Stridshær    den kæmped djærv og bold.
 Da hørte man i Trængslen    drøne mangt et Skjold
 og skarpe Sværd klinge    i tapre Heltes Flok.
 De kampkække Sakser    voldte og Skade nok
</td>
<td>
''201.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
112.
  
  
  
</td>
<td>
Hvor Burgunderheltene    end trængte frem i Strid,
 dér hugged de i Kampen    fuldmangen Vunde vid.
 Da saa man over Sadler    flyde Heltes Blod.
 Saalunde stred for Æren    mangen en Kæmpe god.
</td>
<td>
''202.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
113.
  
  
  
</td>
<td>
Man hørte højlydt klinge    Heltene i Hand
 de saare skarpe Vaaben,    da de fra Nederland
 fulgte deres Herre,    hvor Kampen haardest stod:
 de trængte efter Sigfred    med stolt Heltemod.
</td>
<td>
''203.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
114.
  
  
  
</td>
<td>
Af dem fra Rhinen evned    Ingen at følge did.
 Igennem lyse Hjelme    man skued saare strid
 en Blodstrøm at rinde:    det voldte Sigfreds Sværd,
 indtil han traf paa Lydeger    i Spidsen for hans Hær.
</td>
<td>
''204.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
115.
  
  
  
</td>
<td>
Dér den stærke Lydeger    nu og blev Sigfred vår,
 og at han i sin højre    højt i Luften bar
 det gode Sværd Balmung    og hug saa mange ned,
 da blev Saksekongen    af Hjerte saare vred.
</td>
<td>
''206.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
116.
  
  
  
</td>
<td>
Der blev en svar Forvirring    og stor Klang af Sværd,
 da deres Følger trængte    sig til hinanden nær.
 Da kæmped begge Parter    af deres bedste Flid.
 Saksehæren vakled:    da blev der blodig Strid.
</td>
<td>
''207.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
117.
  
  
  
</td>
<td>
Da slog saa stærke Sværdslag    Lydeger dernæst,
 saa under Sadlen snubled    den ædle Sigfreds Hest.
 Den kom igen paa Fode:    da slog Sigfred nu
 saa drabeligt, at trindtom    han spredte Skræk og Gru,
</td>
<td>
''209.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
118.
  
  
  
</td>
<td>
Da genkendte Lydeger,    at paa en Skjolderand
 var der en Krone malet    for Helten Sigfreds Hand.
 Hvo han var, den stærke,    det vidste han derpaa.
 Højlydt raabte Kæmpen    til sine Frænder saa
</td>
<td>
''214.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
119.
  
  
  
</td>
<td>
„I lade Kampen fare,    nu alle mine Mænd.
 Jeg skuer for mit Øje    en stærk Ungersvend:
 Sigfred, Søn af Sigmund,    ham har grant jeg kendt
 Ham har den lede Djævel    til Sakselandet sendt."
</td>
<td>
''216.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
120.
  
  
  
</td>
<td>
Fanerne lod han sænke    i samme Øjeblik.
 Fred han sig begærte,    den sidenhen han fik.
 Dog maatte han som Gidsel    følge til Gunthers Land:
 dertil svart ham nødte    den kække Sigfreds Hand.
</td>
<td>
''216.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
121.
  
  
  
</td>
<td>
Som ret dem alle tyktes,    blev Striden endt derpaa.
 Brudne saa man Hjelme    og Skjolde ligesaa,
 dem de lagde af Hænde:    ihvad der fandtes dér,
 var farvet rødt af Blodet    for rhinske Heltes Sværd.
</td>
<td>
''217.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
122.
  
  
  
</td>
<td>
De sejrløse Kæmper    red hjem til Daneland.
 Da havde de fra Saksen    dog heller ej holdt Stand,
 saa deres Ry blev større:    det voldte dem nu Kval.
 Da græd man og for Venner,    der laa som Lig paa Val.
</td>
<td>
''219.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
123.
  
  
  
</td>
<td>
Paa Pakheste bragte    de Vaabnene til Rhin.
 Da havde Kæmpen Sigfred    med Helteflokken sin
 en Stordaad fuldbyrdet,    han havde handlet vel,
 og alle Gunthers Helte    berømmed ham med Skjel.
</td>
<td>
''220.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
124.
  
  
  
</td>
<td>
Løbesvendene ilte:    af dem blev Budskab sagt
 Hvor man tilforn saa Kvide,    dér blev nu Glæde vakt
 over de gode Tidender,    som did til Landet kom.
 Da var der Mangt og Meget,    Fruerne spurgte om.
</td>
<td>
''222.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
125.
  
  
  
</td>
<td>
Dér den skønne Krimhild    saa Svenden træde ind
 i Fruerstuen, mælte    hin Mø med venligt Sind:
 „Nu sig mig kære Budskab:    jeg lønner dig med Guld,
 om du vil sige Sandhed,    er ¡eg dig vennehuld."
</td>
<td>
''224.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
126.
  
  
  
</td>
<td>
„I Kampen og i Faren    saa vel Ingen red,
 naar jeg, min ædle Dronning,    skal sige, hvad jeg ved,
 som eders ædle Gæsteven,    Helten af Nederland:
 mangen Stordaad øved    den kække Sigfreds Hand.
</td>
<td>
''226.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
127.
  
  
  
</td>
<td>
Mangen en Frues Elsker    paa Valen segned død.
 Med høj Klang hans Sværdhug    paa Fjendens Hjelme lød,
 saalunde at af Vunder    brød frem det stride Blod.
 Han er i alle Dyder    en Ridder gæv og god.
</td>
<td>
''229.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
128.
  
  
  
</td>
<td>
Hvor Strid rased højest    og Faren tyktes størst,
 overalt var han rede    i Kampen sidst som først,
 den førte saare villigt    ung Sigfreds stærke Hand.
 Han bringer rige Gidsler    herhid til Gunthers Land.
</td>
<td>
''235.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
129.
  
  
  
</td>
<td>
Dem tvang med sin Styrke    hin Kæmpe saare stolt;
 thi er der nu Kong Lydegast    en svar Skade voldt,
 men og af Sakselandet    hans Broder Lydeger.
 Nu hør, ædle Dronning,    hvad jeg vil sige jer.
</td>
<td>
''236.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
130.
  
  
  
</td>
<td>
Dem begge tog til Fanger    den stærke Sigfreds Hand.
 Aldrig saa mange Gidsler    blev bragt til dette Land,
 som nu kommer til Rhinen,    Tak være ham."
 Saa kært Budskab aldrig    tilforn hun fornam.
</td>
<td>
''231.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
131.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den fagre Jomfru:    „Vel har du mig sagt.
 Til Løn derfor jeg byder,    at dig skal vorde bragt
 ti Mark af røden Guld    og dertil skønne Skrud."
 Thi melder rige Fruer    man gerne slige Bud.
</td>
<td>
''241.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
132.
  
  
  
</td>
<td>
Guld saa vel som Klæder    man bragte ham til Løn.
 Da traadte hen til Vinduet    mangen Jomfru skøn.
 De spejded hen ad Vejen:    mange stolte Mænd
 saa man komme ridende    til Gunthers Land igen.
</td>
<td>
''242.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
133.
  
  
  
</td>
<td>
Dér kom da de sunde,    de syge sammelund.
 De kunde uden Blusel    høre Lov af Frænders Mund,
 Landsherren i Glæde    mod sine Gæster red:
 i Fryd endtes Kviden,    tilforn Kongen led.
</td>
<td>
''243.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
134.
  
  
  
</td>
<td>
Sine egne vel han hilste,    og lige fuldt hver Gæst:
 saalunde det sig sømmed    den rige Konge bedst,
 med Vennehu at takke    de Helte, nu kom did,
 at Sejr de havde hjembragt    saa ærefuldt fra Strid.
</td>
<td>
''244.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
135.
  
  
  
</td>
<td>
Om sine Frænders Skæbne    Gunther berette bød,
 hvo under Ledingsfærden    paa Valen fandt sin Død.
 Da havde han kun mistet    tresindstyve Mænd,
 Det Tab maatte bæres,    som Helte sømmer end.
</td>
<td>
''245.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
136.
  
  
  
</td>
<td>
De sunde kom tilbage    til de Burgunders Land
 med mangen Hjelm forhugget    og skaaret Skjolderand.
 Folket sprang af Sadlen    uden for Kongens Hal:
 dér modtog man Gæsterne    med højt Glædes Gjald.
</td>
<td>
''246.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
137.
  
  
  
</td>
<td>
Til Herberg de bragtes    i Byen Worms dernæst.
 Kongen bød at pleje    med Ære hver en Gæst.
 De syge lod han kvæge    og skaffe Røgt og Ro.
 Han viste sine Dyder    paa sine Fjender to.
</td>
<td>
''247.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
138.
  
  
  
</td>
<td>
Til Lydegast han mælte:    „Vær velkommen her!
 For eder har jeg udstaaet    Skade og Besvær:
 det bliver mig nu gengældt,    om Lykken er mig god.
 Gud lønne mine Frænder    for deres ædle Mod."
</td>
<td>
''248.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
139.
  
  
  
</td>
<td>
„I takker dem med Føje",    saa mælte Lydegen
 „Aldrig fik en Konge    saa høje Gidsler fler.
 For gode Fangevilkaar    skænker vi Rigdom nok,
 at naadigt I vil handle    mod eders Fjenders Flok."
</td>
<td>
''249.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
140.
  
  
  
</td>
<td>
„Jeg vil lade jer begge",    han mælte, „frie gaa.
 At i Fred mine Fjender    vil blive her, derpaa
 ønsker jeg sikker Borgen,    at ikke af mit Land
 de rømmer mod min Villie."    Det loved Lydegers Hand.
</td>
<td>
''250.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
141.
  
  
  
</td>
<td>
Sigfred af Nederland    om Orlov bad dernæst.
 Da Gunther hørte dette,    da bad han fluks sin Gæst
 mindeligt om at blive    hos ham en Stund endnu.
 Ikkun for Gunthers Søster    han Rejsen slog af Hu.
</td>
<td>
''257.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
142.
  
  
  
</td>
<td>
Dertil var han for mægtig,    at tage Løn af Guld.
 Han havde vel fortjent det:    Kongen var ham huld.
 Det samme var hans Maage,    thi grant havde de set,
 hvad Tjenest af hans Manddom    var dem i Striden sket.
</td>
<td>
''258.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
143.
  
  
  
</td>
<td>
For skøn Krimhild han agted    at blive i Burgund,
 om ej han skulde se hende.    Det blev ham og undt:
 han lærte hende at kende    efter Ønske sidenhen.
 Engang red han med Glæde    til Sigmunds Land igen.
</td>
<td>
''259.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:17
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 4 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:17

Jesper: Nibelungekvadet 4