JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:20

2016-03-05T10:20:59Z

Jesper: Nibelungekvadet 5

2013-01-15T08:40:12Z

Nibelungekvadet 5

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 5]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''5. hvorledes Sigfred først saa Krimhild'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
144.
  
  
  
</td>
<td>
Hver Dag saa man Helte    ride til Rhinens Bred,
 som havde Hu at være    til Festlaget med.
 Mange, som kom didhen,    at være Kongens Gæst,
 dem skænked man til Gave    Klædebon og Hest.
</td>
<td>
''264.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
145.
  
  
  
</td>
<td>
Dem alle deres Sæder    var nu tilvejebragt,
 de højeste og bedste,    som os er bleven sagt,
 to og tredive Fyrster,    som stævned did til Fest.
 Thi kappedes og Fruerne,    om hvo sig smykked bedst.
</td>
<td>
''265.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
146.
  
  
  
</td>
<td>
Kendte da ung Giselher    ej nogen ledig Stund.
 Kyndinge og Gæster    med venligt Smil om Mund
 modtog han og Gernot,    derhos de tvendes Mænd.
 Ærefuldt de hilste    hver Gæst, som kom derhen.
</td>
<td>
''266.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
147.
  
  
  
</td>
<td>
Stadselige Skjolde    de førte foran Haand;
 guldrøde Sadler    og skønne Klædebon
 bragte de med til Rhinen    til Gunthers Ridderfest.
 Mangen saaret Kæmpe    man skued glad dernæst.
</td>
<td>
''267.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
148.
  
  
  
</td>
<td>
De, som end holdt Sengen    og led af Vunder Nød,
 husked det ej længer,    men glemte Saar og Død.
 De af Sot var ramte,    man glemte, hvad de led.
 Med glad Hu man længtes    mod Festens Herlighed.
</td>
<td>
''268.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
149.
  
  
  
</td>
<td>
Det var en Pinsemorgen,    da saas kække Mænd
 klædte saare dejligt    komme til Borgen hen,
 fem Tusind eller mere    til Festlaget kom.
 Da blev der yppet Gammen,    det kappedes man om.
</td>
<td>
''270.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
150.
  
  
  
</td>
<td>
Klog var Drotten Gunther,    han saa fra første Færd,
 hvorlunde alt hans Søster    var bleven Sigfred kær,
 hvorvel han ingen Sinde    skued den Jomfru før,
 hvem man priste fager    for alle andre Møer.
</td>
<td>
''271.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
151.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da til Kongen    den ædle Helt Ortvin:
 „Vil fuldt I have Ære    af Festen her ved Rhin,
 da bør I lade skue    Burgunderlandets Pryd:
 de saare fagre    Jomfruer, som her er alles Fryd.
</td>
<td>
''272.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
152.
  
  
  
</td>
<td>
Hvad var Mands Glæde    til alle Tider før,
 om ikke ædle Fruer    og saare skønne Møer?
 Lad eders Søster træde    for jere Gæster frem "
 Det Raad hørte Heltene,    og godt det tyktes dem.
</td>
<td>
''273.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
153.
  
  
  
</td>
<td>
„Det skal jeg villigt gøre",    saa mælte Kongen nu.
 Enhver, det hørte sige,    blev saare glad i Hu.
 Han bød et Bud for Ute    og hendes Datter staa,
 at de med deres Jomfruer    skulde til Hove gaa,
</td>
<td>
''274.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
154.
  
  
  
</td>
<td>
Da blev de skønne Klædebon    søgte frem af Skrin.
 Hvad man af gode Klæder    fandt hengemt i Lin,
 Guldbort og Ringe,    kom alt for en Dag.
 Mangen fager Jomfru    sig smykked med Behag.
</td>
<td>
''275.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
155.
  
  
  
</td>
<td>
Da bød den rige Konge    vel hundred gæve Mænd,
 hans og hendes Maage,    til Krimhild skride hen,
 for Jomfruen at tjene:    de bar Sværd i Hand.
 Det var Kongens Hofsinder    i Burgunderland.
</td>
<td>
''277.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
156.
  
  
  
</td>
<td>
Ute, den rige Dronning,    did med hende skred.
 Hun havde skønne Fruer,    dem nu hun førte med,
 vel hundred eller mere,    klædte i rige Skrud.
 Og fulgtes hendes Datter    af mangen Jomfru prud,
</td>
<td>
''278.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
157.
  
  
  
</td>
<td>
Dem alle saa man træde    af en Fruerstue frem:
 svart trængtes Helte,    dér nu de skued dem,
 med Hjertet fuldt af Længsel,    om vel det kunde ske,
 at dem maatte times    den ædle Mø at se.
</td>
<td>
''279.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
158.
  
  
  
</td>
<td>
Nu gik den væne Jomfru,    det var som Morgenrød
 gaar frem af mørke Skyer.    Da glemte den sin Nød,
 som bar hende i Hjertet    og længe gjorde saa:
 han saa den væne Jomfru    herligt for sig staa.
</td>
<td>
''280.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
159.
  
  
  
</td>
<td>
Mange Ædelstene    lyste af hendes Skrud:
 hendes rosenrøde Farve    saa yndig tog sig ud.
 Hvor gerne Nogen vilde,    han kunde ej fragaa,
 saa skønt Syn han aldrig    tilforn i Verden saa.
</td>
<td>
''281.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
160.
  
  
  
</td>
<td>
Alt som den lyse Maane    for Stjerners Skare staar,
 naar den med klare Straaler    frem af Skyerne gaar,
 saalunde stod og Krimhild    for mangen Frue god.
 Thi maatte derved vokse    de stolte Heltes Mod.
</td>
<td>
''282.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
161.
  
  
  
</td>
<td>
Rige Kammersvende    man skued for dem gaa.
 De statelige Helte    gav ikke Agt derpaa,
 men trængtes, dér de Møen,    den fagre, fik at se.
 Den Herre Sigfred følte    paa een Gang Fryd og Ve.
</td>
<td>
''283.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
162.
  
  
  
</td>
<td>
Han tænkte i sit Hjerte:    „Hvor skulde det gaa til,
 at jeg skulde dig elske?    det er et Drømmespil.
 Men hvis jeg skal dig savne,    langt heller var jeg død."
 Han blev ved disse Tanker    om Kap hvid og rød.
</td>
<td>
''284.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
163.
  
  
  
</td>
<td>
Saare skøn at skue,    saalunde Sigfred stod,
 som paa et Pergamentblad    med Kløgt en Mester god
 kunde have ham malet;    thi viden blev det meldt,
 at ingen Sinde saa man    saa skøn nogen Helt.
</td>
<td>
''285.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
164.
  
  
  
</td>
<td>
De, som gik med Fruen,    til alle Sider bød
 Folk vige af Vejen,    og mangen Helt adlød.
 Dér saas da de stolte    til Fryd for manges Liv.
 I ædel Tugt og Højhed    gik mangen herlig Viv.
</td>
<td>
''286.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
165.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den bolde Herre,    Gernot af Burgund:
 Den Helt, som saa vennesælt    har jer sin Tjenest undt,
 Gunther, kære Broder,    det samme gør mod ham
 for alle disse Kæmper:    det bringer os ej Skam.
</td>
<td>
''287.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
166.
  
  
  
</td>
<td>
I skal byde Sigfred    hen til min Søster gaa,
 at Jomfruen kan hilse ham:    deraf vil Gavn vi faa.
 Hun hilste aldrig Kæmper,    ham hilse hun til Løn;
 saalunde skal vi vinde    den Kæmpe saare skøn."
</td>
<td>
''288.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
167.
  
  
  
</td>
<td>
Thi søgte Kongens Maage    den gæve Riddersmand.
 Da mælte de til Sigfred,    hin Helt af Nederland:
 „I skal gaa til Hove,    tilsteder Kongen jer,
 hans Søster skal jer hilse:    til Ære det jer sker."
</td>
<td>
''289.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
168.
  
  
  
</td>
<td>
Det Budskab erfared    Herr Sigfred glad i Hu,
 at han fik Lov at skue    skøn Utes Datter nu:
 thi følte han ikke Kvide,    men en livsalig Fryd.
 Hun hilste siden    Sigfred med yndig Tugt og Dyd.
</td>
<td>
''290.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
169.
  
  
  
</td>
<td>
Med Flid han sig bøjed:    hun tog hans Haand i sin.
 Hvor saare lifligt skred han    hos Fruen fejr og fin!
 Da saa de paa hinanden,    han og Fruen skøn,
 med saare milde Øjne:    det gjorde de i Løn.
</td>
<td>
''292.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
170.
  
  
  
</td>
<td>
Røbed dér de tvende    deres Hjertes Kærlighed
 ved Tryk af hvide Hænder,    derom jeg Intet ved.
 Dog kan jeg ikke tænke,    at de det fare lod:
 hun havde snart forraadt ham,    at hun var Helten god.
</td>
<td>
''293.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
171.
  
  
  
</td>
<td>
Om Skærsommerdage    og henad Majdags Tid,
 aldrig før han mærked    en Fryd saa saare blid
 som den, han i Hjertet    nu fik at føle dér,
 Haand i Haand med hende,    ham alt var saa kær.
</td>
<td>
''294.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
172.
  
  
  
</td>
<td>
Da tænkte mangen Kæmpe:    „Ak, skete mig som ham,
 at Haand i Haand med hende    jeg samme Fryd fornam,
 eller jeg hende favned!    Da var mig Lykken blid."
 Bedre tjente Ridder    ej Dronning nogen Tid.
</td>
<td>
''295.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
173.
  
  
  
</td>
<td>
I hvad for Konges Lande    end Gæsterne kom fra,
 de havde ikkun Øje    for disse tvende da.
 Hun fik Lov at kysse    den statelige Mand:
 saa lifligt skete Intet    i Verden ham for sand.
</td>
<td>
''296.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
174.
  
  
  
</td>
<td>
Kongen af Danemarken    han mælte da paa Stand:
 „For denne høje Hilsen    blev ukarsk mangen Mand,
 thi det maa grant jeg sande,    det voldte Sigfred dér.
 Gud lade ham ej komme    til Danemarken mer."
</td>
<td>
''297.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
175.
  
  
  
</td>
<td>
Befol man dernæst Folkene    alle Vegne gaa
 til Side for skøn Krimhild,    De stolte Mænd man saa
 følge hende til Kirke    med Tugt og ædel Færd.
 Fra hendes Side skiltes    den gæve Ridder dér.
</td>
<td>
''298.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
176.
  
  
  
</td>
<td>
Gik dernæst hun til Domkirken,    fulgt af mangen Viv.
 Saalunde var og smykket    hin Dronnings fagre Liv,
 at dér i høje Ønsker    stod mangen Helt fortabt.
 Hun var mange Kæmper    til Øjenslyst skabt.
</td>
<td>
''299.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
177.
  
  
  
</td>
<td>
Neppe bied Sigfred,    indtil man færdig sang.
 I Løn maatte han prise    sin Lykke Gang paa Gang,
 at hun var ham saa gunstig,    som han i Hjertet bar:
 med Føje hende elsked    den ædle Kæmpe snar.
</td>
<td>
''300.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
178.
  
  
  
</td>
<td>
Da hun kom ud af Kirken,    som og tilforn man bad
 Sigfred og Krimhild    igen at følges ad.
 Da takked ham den fagre,    fordi i Kamp han red,
 og at han saare herligt    for mange Kæmper stred.
</td>
<td>
''301.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
179.
  
  
  
</td>
<td>
„Jer lønne Gud, Herr Sigfred,"    Krimhild mælte saa,
 „med Føje skyldes eder,    at vore Kæmper maa
 vide jer Tak af Hjertet,    som mig er bleven meldt."
 Da saa paa Fru Krimhild    ømt den gæve Helt.
</td>
<td>
''302.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
180.
  
  
  
</td>
<td>
Saalunde mælte Kæmpen:    „Dem vil jeg tjene tro,
 og ingen Sinde lægger    mit Hoved jeg til Ro,
 før jeg gør dem til Villie,    om blot jeg leve maa.
 Det sker, min Fru Krimhild,    for eders Gunst at naa.
</td>
<td>
''303.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
181.
  
  
  
</td>
<td>
I tolv Dage efter,    hver Dag, som monne gaa,
 den saare stolte Jomfru    ved Kæmpens Haand man saa,
 naar hendes ædle Frænder    til Hove hende bød.
 Til Tak for sin Tjenest    den Ære Helten nød.
</td>
<td>
''304.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
182.
  
  
  
</td>
<td>
Idel Fryd og Glæde    og højlyd Jubelgjald
 hørte man under Festen    hver Dag ved Gunthers Hal,
 udenfor og inde,    af mangen tapper Mand.
 Ortvin og Hagen    i Stordaad førte an.
</td>
<td>
''305.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
183.
  
  
  
</td>
<td>
De to var saare rede    til alskens Ridderspil,
 om blot der fandtes Kæmper,    der havde Hu dertil.
 Thi høsted de blandt Gæsterne    navnkundigt Heltery,
 og viden om man priste    Kong Gunthers Land og By.
</td>
<td>
''306.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
184.
  
  
  
</td>
<td>
De, som laa med Vunder,    saa man fra Lejet staa
 for med Kong Gunthers Hirdmænd    til Tidkort at gaa,
 at værge sig med Skjolde    og kaste Lanseskaft.
 Dermed hjalp dem mange,    som viste Heltekraft.
</td>
<td>
''307.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
185.
  
  
  
</td>
<td>
Saa længe Festen vared,    Værten dem pleje lod
 alt med den bedste Spise.    Trods nogen Konge god,
 skulde han vel sig vogte    at høste Skam og Spot,
 Vennesæl blandt Gæsterne    man saa den ædle Drot.
</td>
<td>
''308.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
186.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte: „Gode Helte,    før hjem gaar jer Færd,
 I tage mine Gaver:    erfare skal Enhver,
 at jeg jer gerne tjener.    Mit Gods I ej forsmaa:
 det vil jeg dele med jer,    og villigt gør jeg saa."
</td>
<td>
''309.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
187.
  
  
  
</td>
<td>
De fra Danemarken    de mælte da paa Stand:
 „Inden vi atter rider    tilbage til vort Land,
 vi kræver varig Soning.    Det gør vi i vor Nød:
 for jere Helte ligger    os mangen Frænde død."
</td>
<td>
''310.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
188.
  
  
  
</td>
<td>
Lægt for sine Kampsaar    var nu Kong Lydegast,
 og Saksekongen kom sig    af Kampens Overlast.
 Nogle Helte døde,    dem lod de blive dér.
 Da traadte Drotten Gunther    paa ny Herr Sigfred nær.
</td>
<td>
''311.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
189.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælede til Kæmpen:    „Nu raad mig paa ny.
 Aarle vore Avindsmænd    vil ride fra min By,
 de kræver varig Soning    af mig og mine Mænd;
 nu raad, Kæmpe Sigfred,    hvad godt dig tykkes end.
</td>
<td>
''312.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
190.
  
  
  
</td>
<td>
Hvad Herrerne mig byder,    det lader jeg dig høre.
 Hvad fem Hundred Heste    af Guld herhen kan føre,
 det skænked de mig gerne,    om jeg nu gav dem fri."
 Svared stærken Sigfred:    „I håndled slet deri.
</td>
<td>
''313.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
191.
  
  
  
</td>
<td>
I skal lade begge    herfra i Frihed gaa:
 og at de ædle Kæmper    ej mer skal tænke paa,
 med Avindsind at ride    herhen til eders Land,
 til Borgen skal I kræve    de to Herrers Hand."
</td>
<td>
''314.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
192.
  
  
  
</td>
<td>
„Det Raad vil jeg følge."    De skiltes med de Ord.
 Gunthers tvende Fjender    det Budskab erfor,
 at Ingen ønsked Guldet,    som villigt de gav hen.
 Hjemme længtes Frænder    mod de kamptrætte Mænd.
</td>
<td>
''315.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
193.
  
  
  
</td>
<td>
Mange Skjolde fulde    af Skatte did man bar:
 han gav uden at veje    den Frændeflok, dér var,
 vel fem Hundred Mark hver,    og nogle mer endnu.
 Ham raadte Kæmpen Gernot    at vise gavmild Hu.
</td>
<td>
''316.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
194.
  
  
  
</td>
<td>
Alle tog de Orlov,    dér de vilde hjem.
 Da saas de ædle Gæster    for Krimhild træde frem;
 de lod sig ogsaa stede    for Dronning Utes Stol.
 Bedre Hjemlov Helte    man ingen Tid befol.
</td>
<td>
''317.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
195.
  
  
  
</td>
<td>
Herberger tømtes,    da bort fra Worms de red.
 Derhjemme blev tilbage    i Pragt og Herlighed
 Kongen med hans Maage,    mange ædle Mænd.
 Dem saa man daglig skride    til Dronning Krimhild hen.
</td>
<td>
''318.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
196.
  
  
  
</td>
<td>
Begærte ogsaa Sigfred    nu Orlov at faa:
 han tvivled om at vinde,    hvad ham paa Hjerte laa.
 At hjem han vilde ride,    det blev Kong Gunther sagt:
 det var den unge Giselher,    slog Rejsen af hans Agt.
</td>
<td>
''319.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
197.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvorhen vil I nu ride,    Sigmunds ædle Søn?
 Bliv endnu hos Kæmperne    og føj mig i min Bøn,
 her hos Drotten Gunther    med samt hans gæve Mænd.
 Her er fagre Fruer,    som I skal skue end."
</td>
<td>
''320.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
198.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte stærken Sigfred:    „Lad vore Heste staa.
 Jeg vilde ride heden:    jeg det begive maa.
 Bær bort vore Skjolde.    Hjem vilde jeg nu:
 med fagre Ord Herr Giselher    har omstemt min Hu."
</td>
<td>
''321.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
199.
  
  
  
</td>
<td>
Saalunde blev den bolde    i Worms Dag paa Dag.
 Intetsteds i Verden    han følte et Behag
 som i Kong Gunthers Rige.    Det monne deraf ske,
 at hver Dag derefter    han Krimhild fik at se.
</td>
<td>
''322.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:20
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 5 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:20

Jesper: Nibelungekvadet 5