JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:21

2016-03-05T10:21:49Z

Jesper: Nibelungekvadet 9

2013-01-15T08:42:08Z

Nibelungekvadet 9

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 9]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''9. Æventyr, hvorledes Sigfred sendtes til Worms'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
279.
  
  
  
</td>
<td>
Dér nu de havde sejlet      samfulde Dage ni,
 mælte Hagen af Tronje:      „Min Tale høre I.
 Vi tøver med at melde      ved Rhin, hvad der er hændt.
 For længst burde Sendebud      til Worms være sendt."
</td>
<td>
''496.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
280.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Kong Gunther:      „Sandt siger I dér.
 Vi havde Ingen bedre      i Stand til denne Færd
 end eder, Frænde Hagen.      Begiv jer til mit Land.
 Om vor Kongsrejse Ingen      saa vel berette kan."
</td>
<td>
''497.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
281.
  
  
  
</td>
<td>
„Nej, hellere skal I bede      Herr Sigfred bringe Bud:
 han er ved Mod og Styrke      en Udsending prud.
 Nægter han at ride, skal      I med kløgtig Kunst
 og fagre Ord ham minde      om eders Søsters Gunst."
</td>
<td>
''498.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
282.
  
  
  
</td>
<td>
Han kaldte Kæmpen for sig,       som fluks ilte did.
 Han mælte: „I mit Rige      er vi om føje Tid;
 thi burde jeg sende Budskab      min Søster Krimhild kær
 og ligesaa min Moder,      at vi er Rhinen nær."
</td>
<td>
''499.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
283.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte: „I skal ride,      I tjener mig derved,
 og Glæde vil I volde      den væne Krimhild med,
 saa at I Tak vil vinde      hos mig og Møen skøn."
 Fluks var Sigfred rede      til at føje Kongens Bøn.
</td>
<td>
''500.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
284.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu sig mig, hvad I ønsker:      jeg er beredt dertil,
 Det udretter jeg villigt      for eders Søsterlil.
 Hvi skulde den jeg svige,      jeg bærer i mit Bryst?
 Hvad I for hende byder,      det gør jeg alt fuldtrøst."
</td>
<td>
''501.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
285.
  
  
  
</td>
<td>
„Saa sig til min Moder,      Dronning Ute god,
 hvorlunde vi paa Kongsfærden      er ved trøstigt Mod.
 Lad mine Brødre vide,      hvordan vort Tog er endt.
 Og vorde samme Budskab      til vore Frænder sendt.
</td>
<td>
''502.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
286.
  
  
  
</td>
<td>
Min saare væne Søster      sender vi Hilsen end,
 jeg og Dronning Brynhild;      og mine gæve Mænd
 samt alt mit bolde Følge      være det samme sagt:
 det, jeg higed efter,      hvor vel er det fuldbragt!
</td>
<td>
''503.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
287.
  
  
  
</td>
<td>
Sig saa og til Ortvin,      den kære Fætter min,
 at man skal rejse Sæder      hjemme i Worms ved Rhin.
 Og andre mine Maage      forkynde man dernæst,
 at jeg og Brynhild fejrer      en stor Bryllupsfest.
</td>
<td>
''504.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
288.
  
  
  
</td>
<td>
Sig saa og min Søster,      saa saare hun det ved,
 at jeg med mine Gæster      er naaet til Rhinens Bred,
 at hun min Hjertenskære      vil tage mod med Flid.
 Det vil jeg tjene Krimhild      i al min Levetid."
</td>
<td>
''505.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
289.
  
  
  
</td>
<td>
Orlov søgte Sigfred,      den Herre bold og god,
 hos Brynhild den fagre,      som Helten vel anstod,
 og hos alt hendes Følge:      da red han bort paa Stand.
 Der fandtes ikke i Verden      en bedre Sendemand.
</td>
<td>
''506.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
290.
  
  
  
</td>
<td>
Med fire og tyve Kæmper      til Worms ved Rhin han red.
 Did kom han uden Kongen;      da trindtom det sig hed,
 da ængsted sig hans Hirdmænd      i svar Jammersnød:
 de frygted, deres Herre      paa Rejsen fandt sin Død.
</td>
<td>
''507.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
291.
  
  
  
</td>
<td>
Da svang de sig af Sadlen:      stolt var deres Mod.
 Til dem ilte Giselher,      den unge Konge god,
 og Gernot, hans Broder.      Hvor fluks mælte han,
 dér Gunther ej kom ridende      med Sigfred til sit Land!
</td>
<td>
''508.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
292.
  
  
  
</td>
<td>
„Vær velkommen, Sigfred:      nu sige I mig brat,
 hvor har I min Broder,      Kong Gunther, efterladt?
 Jeg tænker, Brynhilds Styrke      har voldet os hans Død:
 hendes stolte Elskov bragte      os da i svarlig Nød."
</td>
<td>
''509.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
293.
  
  
  
</td>
<td>
„Lad fare eders Angest.       Jer og Slægten sin
 byder Bud og Hilsen      hin Stalbroder min.
 Ham lod jeg karsk tilbage:      han sendte mig til jer,
 for at jeg kunde melde      hans Bud i Landet her.
</td>
<td>
''510.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
294.
  
  
  
</td>
<td>
Det skal I agte nøje,      hvorlunde det kan ske,
 at jeg faar Dronning Ute      og jer Søsterlil at se.
 Dem skal jeg forkynde      Hilsener og Ord
 fra Gunther og Brynhild:      dem tykkes Lykken stor."
</td>
<td>
''511.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
295.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da ung Giselher:       „I skal til hende gaa:
 da ved jeg, at min Søster      I derved tækkes maa.
 Hun stedes svart i Vaande      alt for min Broder kær.
 Møen ser jer gerne,      derom forvisset vær."
</td>
<td>
''512.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
296.
  
  
  
</td>
<td>
Den Herre Sigfred mælte:      „Kan jeg tjene hende nu,
 det gør jeg saare villigt      og af en ærlig Hu.
 Dog hvem siger Fruerne,      at jeg til dem vil gaa?"
 Da gik den unge Giselher      for Fruerne at staa.
</td>
<td>
''513.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
297.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den raske Giselher      alt til sin Moder god
 og derhos til sin Søster,      da han for begge stod:
 „Til os er Sigfred kommen,      Helten af Nederland:
 ham skikker min Broder Gunther      til Rhin som Sendemand.
</td>
<td>
''514.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
298.
  
  
  
</td>
<td>
Han kommer hid med Budskab,      hvordan det Kongen gaar.
 Nu skal I og ham unde,      at frem for jer han staar.
 Han kundgør os nøje,      hvad paa Island er sket."
 End var de ædle Fruer      i stor Kvide stedt.
</td>
<td>
''515.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
299.
  
  
  
</td>
<td>
De ilte efter Dragter,      da klædte de sig paa.
 De bad den Herre Sigfred      frem for dem at staa.
 Fordi han gerne saa dem,      var han beredt dertil.
 Til ham talte venligt      den ædle Fru Krimhild:
</td>
<td>
''516.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
300.
  
  
  
</td>
<td>
„Vær velkommen, Herr Sigfred,      Ridder priselig.
 Hvor er min Broder Gunther,      den ædle Konge rig?
 Jeg tænker, Brynhilds Styrke      har voldet os hans Død.
 Ve mig arme Jomfru,       jeg nogen Tid blev fød."
</td>
<td>
''517.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
301.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den kække Ridder:       „Nu giv mig Sendebrød.
 I saare skønne Fruer,       I græder uden Nød.
 Jeg lod ham karsk tilbage:      det kundgøres jer:
 de sender mig med Budskab      til eder begge her.
</td>
<td>
''518.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
302.
  
  
  
</td>
<td>
Jer byder glade Hilsner      han selv og hans Brud,
 med Vennehu og kærligt,      ædle Dronning prud.
 Nu stands eders Taarer:      snart kommer de hid."
 Saa kært Bud hun havde      ej hørt mangen Tid.
</td>
<td>
''519.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
303.
  
  
  
</td>
<td>
Da bød hun ham til Sæde:      han gjorde, som hun bad.
 Mælte den fagre Jomfru:      „For vist vilde jeg glad
 give jer som Sendebrød      en Guldgave skøn.
 Dertil er I for mægtig:      thi tag min Gunst til Løn."
</td>
<td>
''520.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
304.
  
  
  
</td>
<td>
„Havde jeg", han mælte,       „end tredive Kongers Land,
 dog tog jeg saare villigt      mod Gave af jer Hand."
 Med ædel Dyd hun mælte:      „Den skal I gerne faa."
 Sin Skatmester bød hun      efter Budlønnen gaa.
</td>
<td>
''521.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
305.
  
  
  
</td>
<td>
Fire og tyve Ringe,      med Ædelstene lagt,
 dem skænked hun til Løn ham.      Det var ej Heltens Agt,
 selv at ville dem tage:      han delte dem iblandt
 hendes nærmeste Følge,      han i Fruerstuen fandt.
</td>
<td>
''522.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
306.
  
  
  
</td>
<td>
Hendes Moder hilste Helten      med saare venlig Hu.
 Mælte den kække Kæmpe:       „I høre mer endnu,
 hvad Kongen ønsker af jer,       naar han kommer hid.
 Om I ham føjer, Frue,      han takker jer med Flid.
</td>
<td>
''523.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
307.
  
  
  
</td>
<td>
Hans saare rige Gæster,      det er hans Bøn til jer,
 at vel I dem vil hilse,      og allerhelst han ser,
 om I red ham i Møde      for Worms paa Rhinens Sand.
 Dertil maner Kongen,      saa vennesælt han kan."
</td>
<td>
''524.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
308.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da skøn Krimhild:       „Gerne jeg det gør.
 I hvad jeg ham kan tjene,      det ham ej nægtes bør.
 Med Troskab og Vennehu      saalunde skal det ske."
 Paa hendes Kinders Rødme      var idel Fryd at se.
</td>
<td>
''525.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
309.
  
  
  
</td>
<td>
Aldrig Fyrstes Sendebud      tog bedre man imod.
 Om Krimhild havde turdet,      hun kyssed Helten god.
 Hvor livsalig gik han      fra Fruerne dernæst!
 Som Sigfred havde raadet,      blev alt beredt til Fest.
</td>
<td>
''526.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
310.
  
  
  
</td>
<td>
Borghal og Vægge      blev udsmykt med Flid
 til deres Gæsters Komme.      I Højsalen vid
 blev der tømret Sæder      til mangen fremmed Gæst.
 I høj Fryd begyndte      den store Bryllupsfest.
</td>
<td>
''527.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
311.
  
  
  
</td>
<td>
Thi red nu frem ad Vejene      i Landet overalt
 de tre Kongers Maage,      som hid var bleven kaldt,
 for at de kunde vente      paa dem, der kom til Rhin.
 Mangen prægtig Klædning      blev taget frem af Lin.
</td>
<td>
''528.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
312.
  
  
  
</td>
<td>
Spredtes da det Budskab,       at did til Worms kom
 Brynhilds Frænder ridende:      da blev der viden om
 Travlhed blandt Folket      i de Burgunders Land.
 Hvor fandt man dér paa begge      Sider mangen tapper Mand
</td>
<td>
''529.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
313.
  
  
  
</td>
<td>
Thi samled sig og Kæmperne,      og hid de bringe bød
 de herlige Sadler,      helt af Guldet rød,
 som Fruerne skulde ride      fra Worms til Rhinens Bred,
 Et prægtigere Ridetøj      blev ingen Tid bered.
</td>
<td>
''530.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
314.
  
  
  
</td>
<td>
Eja, hvor skinned Hestene      af det pure Guld!
 Dem lyste mangen Tømme      af Ædelstene fuld.
 Paa skinnende Peltæpper      gyldne Skamler stod,
 at dér kunde træde      de fagre Fruers Fod.
</td>
<td>
''531.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
315.
  
  
  
</td>
<td>
Seks og firsindstyve      Fruer saa man gaa,
 i deres Hovedklæder.      Til Krimhild man saa
 de saare fagre træde,      klædte i lyse Skrud.
 Rigt smykket fulgte      dem mangen Jomfru prud.
</td>
<td>
''532.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
316.
  
  
  
</td>
<td>
De bar af rig Brokade,      den bedste som man ved,
 mangen en prægtig Klædning,      at tækkes Gæster med;
 om Kap med deres Skønhed      straalte Skrudets Pragt.
 Hvo dem vilde laste,      fortjente selv Foragt.
</td>
<td>
''533.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
317.
  
  
  
</td>
<td>
Af Sobel og af Hermelin      der fandtes Klædebon.
 Saare vel var smykket      mangen Arm og Haand
 med guldrøde Spanger,       som de paa Silken bar.
 Den Umag, de viste,      ej nok at prise var.
</td>
<td>
''534.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
318.
  
  
  
</td>
<td>
Mangt kunstfærdigt Bælte      paa lyse Klædebon,
 langt og saare kostbart,      slynged mangen Haand
 paa ædle Ferransskjørter      af arabisk Pel.
 Da randt for ædle Jomfruer      Tiden saare vel.
</td>
<td>
''535.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
319.
  
  
  
</td>
<td>
Mangen en fager Jomfru      snørte sig for Bryst
 med kostelige Spanger.      Den følte ringe Lyst,
 hvis lyse Lød ej straalte      mod Skrudet, som hun bar.
 Saa pragtfuldt et Følge      ej mer en Konge har.
</td>
<td>
''536.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
320.
  
  
  
</td>
<td>
Dér nu de fagre Møer      var iført deres Dragt,
 da kom paa Stand til Stede,      at tjene dem som Vagt,
 de højsindede Helte,      en Skare stor og bold,
 med Asketræs Spydstager      og med mangt et Skjold.
</td>
<td>
''537.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:21
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 9 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:21

Jesper: Nibelungekvadet 9