Linje 56:

Siden førte Hagen Sunnives Søn, som jeg ovenfor har omtalt, Bodils Søn Peder og Skjalm Hvides Sønner haardt Kæremaal over den øvede Udaad; alle Vegne, hvor de kom, begræd de paa Tinge deres Vens skammelige Drab opsatte paa at egge Almuens Vrede imod Morderens ugudelige Gjerning, ja de udfoldede endogsaa hans af mange Stik gjennemborede Kjortel for alles øjne paa Tinge, og Synet af det sønderflængede Klædebon bidrog ikke lidet til at hidse deres Sorg, thi adskillige fik, da de saa', hvor ynkelig medtaget det var, den største Lyst til at hævne hans Død. Men ogsaa de mange Jertegn og Undergjerninger, der bar Vidne om Knuds Hellighed, var til stor Støtte for dem, der førte Kæremaal over hans Drab. Harald mødte ogsaa frem paa Tinge ved Ringsted og klagede sig ynkelig over sin Broders Drab, men det var mere, fordi han var begjærlig efter at vinde Riget, end fordi han tørstede efter Hævn, hvorimod Erik, som Knud havde sat til at raade for øerne, kun pønsede paa Hævn. Niels, som i sin Angst for Almuens Fjendskab holdt det for farligt at indfinde sig paa Tinge, turde hverken udsætte sig eller sin Søn for at mødes med Almuen, hvorfor han raadførte sig med Ærkebiskop Asger i Lund, og efter hans Raad lod han Magnus blive i Roskilde og begav sig selv til Ringsted i Haab om, at han vilde finde Almuen fredeligere sindet, naar hans Søn ikke var med. Da han imidlertid ikke mente, at han trygt kunde begive sig til Tinget, der skulde holdes paa nogle Høje uden for Byen, foretrak han at holde sig i Ro i Byen frem for at udsætte sig for Fare ved at betro sig til Almuen, som han ikke kunde stole paa.

Siden førte Hagen Sunnives Søn, som jeg ovenfor har omtalt, Bodils Søn Peder og Skjalm Hvides Sønner haardt Kæremaal over den øvede Udaad; alle Vegne, hvor de kom, begræd de paa Tinge deres Vens skammelige Drab opsatte paa at egge Almuens Vrede imod Morderens ugudelige Gjerning, ja de udfoldede endogsaa hans af mange Stik gjennemborede Kjortel for alles øjne paa Tinge, og Synet af det sønderflængede Klædebon bidrog ikke lidet til at hidse deres Sorg, thi adskillige fik, da de saa', hvor ynkelig medtaget det var, den største Lyst til at hævne hans Død. Men ogsaa de mange Jertegn og Undergjerninger, der bar Vidne om Knuds Hellighed, var til stor Støtte for dem, der førte Kæremaal over hans Drab. Harald mødte ogsaa frem paa Tinge ved Ringsted og klagede sig ynkelig over sin Broders Drab, men det var mere, fordi han var begjærlig efter at vinde Riget, end fordi han tørstede efter Hævn, hvorimod Erik, som Knud havde sat til at raade for øerne, kun pønsede paa Hævn. Niels, som i sin Angst for Almuens Fjendskab holdt det for farligt at indfinde sig paa Tinge, turde hverken udsætte sig eller sin Søn for at mødes med Almuen, hvorfor han raadførte sig med Ærkebiskop Asger i Lund, og efter hans Raad lod han Magnus blive i Roskilde og begav sig selv til Ringsted i Haab om, at han vilde finde Almuen fredeligere sindet, naar hans Søn ikke var med. Da han imidlertid ikke mente, at han trygt kunde begive sig til Tinget, der skulde holdes paa nogle Høje uden for Byen, foretrak han at holde sig i Ro i Byen frem for at udsætte sig for Fare ved at betro sig til Almuen, som han ikke kunde stole paa.

−

Da Knuds Brødre nu begge paa Tinge havde kæret over deres Broders Død, blev Almuen saa bevæget af deres bedrøvelige Tale, at den offentlig fældede Dom over den, der havde udgydt hans uskyldige Blod, og erklærede den fromme Herres Banemand fredløs. For Kongens Vedkommendc foretrak de derimod, eftersom de endnu nærede Ærbødighed for ham paa Grund af hans fordums Lykke, at lade, som om de ikke var sikre paa, at han havde givet sit Minde til Udaaden, og ikke at fare strængt frem imod ham for ikke at faa Ord for at skære skyldige og uskyldige over en Kam. De undlod derfor at fælde nogen saadan Dom over Kongen, baade af Hensyn til hans høje Værdighed og af Ærbødighed for hans høje Alder. Men da det saa til sidst kom paa Tale, at Kongen slet ikke var til Stede, brød Oprøret pludselig løs i alt sit Raseri, Tinget opløstes, og de vilde slaa ham ihjel i Huset, han opholdt sig i, thi det var ikke mere end billigt, sagde de, at de kom til Kongen, da han ikke havde villet komme til dem, saa meget mere, som han, skjønt han opholdt sig der i Nærheden, ikke havde indfundet sig paa Tinget, som han ved sin Nærværelse burde have givet større Anseelse. Da Kongen fik Nys herom af dem, han havde sendt der hen for at udspejde, hvad Folk sagde paa Tinge, sendte han Asger ud, for at han skulde faa Bugt med Almuens Vrede ved Hjælp af den Ærbødighed, der skyldtes saa vel hans høje Byrd som hans gejstlige Stilling. Han ilede Almuen i Møde, og da han fik øje paa Erik, sprang han af Hesten og greb hans Hest i Tøjlen, hvorpaa han længe og indstændig bad ham om at lade sin overilede Vrede fare og lovede, at Magnus skulde komme til at lide Lovens Straf for sin Ugjerning, og at hans Fader paa lovlig Vis skulde godtgjøre sin Uskyldighed, ja han tog endogsaa Hatten af og blottede sit ærværdige Hoved for den oprørske Mængde. Ved sine Bønner udrettede han saa meget hos Erik, at Kongens Liv blev sparet, og at han oven i Kjøbet fik Lov til frit at møde paa Tinge, thi skjønt Almuen brændte af Begjærlighed efter at hævne Knud, tog den dog Hensyn til Ærkebiskoppens Myndighed, som Danskerne lægger den største Vægt paa, og holdt for, at den mere burde rette sig efter hans Bønner end efter sin egen Mening.

+

Da Knuds Brødre nu begge paa Tinge havde kæret over deres Broders Død, blev Almuen saa bevæget af deres bedrøvelige Tale, at den offentlig fældede Dom over den, der havde udgydt hans uskyldige Blod, og erklærede den fromme Herres Banemand fredløs. For Kongens Vedkommende foretrak de derimod, eftersom de endnu nærede Ærbødighed for ham paa Grund af hans fordums Lykke, at lade, som om de ikke var sikre paa, at han havde givet sit Minde til Udaaden, og ikke at fare strængt frem imod ham for ikke at faa Ord for at skære skyldige og uskyldige over en Kam. De undlod derfor at fælde nogen saadan Dom over Kongen, baade af Hensyn til hans høje Værdighed og af Ærbødighed for hans høje Alder. Men da det saa til sidst kom paa Tale, at Kongen slet ikke var til Stede, brød Oprøret pludselig løs i alt sit Raseri, Tinget opløstes, og de vilde slaa ham ihjel i Huset, han opholdt sig i, thi det var ikke mere end billigt, sagde de, at de kom til Kongen, da han ikke havde villet komme til dem, saa meget mere, som han, skjønt han opholdt sig der i Nærheden, ikke havde indfundet sig paa Tinget, som han ved sin Nærværelse burde have givet større Anseelse. Da Kongen fik Nys herom af dem, han havde sendt der hen for at udspejde, hvad Folk sagde paa Tinge, sendte han Asger ud, for at han skulde faa Bugt med Almuens Vrede ved Hjælp af den Ærbødighed, der skyldtes saa vel hans høje Byrd som hans gejstlige Stilling. Han ilede Almuen i Møde, og da han fik øje paa Erik, sprang han af Hesten og greb hans Hest i Tøjlen, hvorpaa han længe og indstændig bad ham om at lade sin overilede Vrede fare og lovede, at Magnus skulde komme til at lide Lovens Straf for sin Ugjerning, og at hans Fader paa lovlig Vis skulde godtgjøre sin Uskyldighed, ja han tog endogsaa Hatten af og blottede sit ærværdige Hoved for den oprørske Mængde. Ved sine Bønner udrettede han saa meget hos Erik, at Kongens Liv blev sparet, og at han oven i Kjøbet fik Lov til frit at møde paa Tinge, thi skjønt Almuen brændte af Begjærlighed efter at hævne Knud, tog den dog Hensyn til Ærkebiskoppens Myndighed, som Danskerne lægger den største Vægt paa, og holdt for, at den mere burde rette sig efter hans Bønner end efter sin egen Mening.

Da Kongen nu mødte frem paa Tinge uden at have sin Søn med, fik han kun Lov til at forsvare sig paa det Vilkaar, at han svor at ville sky alt Samkvem med Magnus, forvise ham ikke blot fra Hoffet, men ogsaa fra Riget og ikke lade ham komme tilbage, førend Folket gav ham Lov dertil. For ikke at ophidse Almuens Vrede holdt han Raad uden for Tingstedet, saa der gik Bud imellem begge Parter, medens Forhandlingerne stod paa. Kongens Raadgivere opfordrede ham til at gaa ind paa det stillede Vilkaar i Betragtning af, at Magnus kunde tilbringe sin Landflygtigheds Tid i Gøtland, hvor han var Konge; de mente ogsaa, at imidlertid vilde det Had, som alle nu nærede til ham, fortage sig, og at en længere Fraværelse vilde gjøre Folket mildere stemt imod ham, thi de haabede, at Folket vilde lade sig røre til Medynk af hans Landflygtighed, og naar han saaledes bødede for sin Brøde, opgive den Vrede, det havde fattet til ham paa Grund af hans Forbrydelse. Saaledes stilledes Oprøret blandt Almuen, og Kongen begav sig til Jylland, medens Magnus drog til Gøtland, som det hed sig, i Landflygtighed.

Da Kongen nu mødte frem paa Tinge uden at have sin Søn med, fik han kun Lov til at forsvare sig paa det Vilkaar, at han svor at ville sky alt Samkvem med Magnus, forvise ham ikke blot fra Hoffet, men ogsaa fra Riget og ikke lade ham komme tilbage, førend Folket gav ham Lov dertil. For ikke at ophidse Almuens Vrede holdt han Raad uden for Tingstedet, saa der gik Bud imellem begge Parter, medens Forhandlingerne stod paa. Kongens Raadgivere opfordrede ham til at gaa ind paa det stillede Vilkaar i Betragtning af, at Magnus kunde tilbringe sin Landflygtigheds Tid i Gøtland, hvor han var Konge; de mente ogsaa, at imidlertid vilde det Had, som alle nu nærede til ham, fortage sig, og at en længere Fraværelse vilde gjøre Folket mildere stemt imod ham, thi de haabede, at Folket vilde lade sig røre til Medynk af hans Landflygtighed, og naar han saaledes bødede for sin Brøde, opgive den Vrede, det havde fattet til ham paa Grund af hans Forbrydelse. Saaledes stilledes Oprøret blandt Almuen, og Kongen begav sig til Jylland, medens Magnus drog til Gøtland, som det hed sig, i Landflygtighed.

Niels - Revisjonshistorikk

Jesper på 13. jan. 2020 kl. 17:11

JJ.Sandal: Niels