Nissens historie - Revisjonshistorikk

Jesper på 19. des. 2016 kl. 14:54

2016-12-19T14:54:43Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 15:57

2016-12-18T15:57:04Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 15:52

2016-12-18T15:52:53Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 15:50

2016-12-18T15:50:59Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 15:12

2016-12-18T15:12:41Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 14:41

2016-12-18T14:41:20Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 14:32

2016-12-18T14:32:24Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 12:54

2016-12-18T12:54:49Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 12:29

2016-12-18T12:29:02Z

Carsten på 18. des. 2016 kl. 11:58

2016-12-18T11:58:36Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 19. des. 2016 kl. 14:54
Linje 17:		Linje 17:


−	<center><small>»Med Nisser maa man et oprigtig venskab holde,<br>de ellers i et Huus kand meget ont forvolde;<br>ej Nisse, Underjordsk giör nogen Siel imod,<br>saalænge som de seer, mod dennem folk er god.«<br>''(Peder ~~Paarl~~ l. 4. 145.)''</small></center>	+	<center><small>»Med Nisser maa man et oprigtig venskab holde,<br>de ellers i et Huus kand meget ont forvolde;<br>ej Nisse, Underjordsk giör nogen Siel imod,<br>saalænge som de seer, mod dennem folk er god.«<br>''(Peder Paars l. 4. 145.)''</small></center>

@@ Linje 909: / Linje 909: @@
-En ny form af sagnet findes hos Afzelius. Dær er det en skovfrue, der flygter for en ulveflok og hopper op i en ladeglug, hvor også nogle jægere havde søgt tilflugt. Dær mente hun sig i sikkerhed, rakte snart den ene, snart den anden fod ned mod dem og råbte: »Tasse, ta fot; får du bägge, så ta emot!«. En af jægerne puffede hende ned, idet han råbte: »ta allt ihop!« I et nu blev skovfruen opædt. Og meddeleren tilföjer: det samme fortælles om »mylingar (&#596;: myrdedes genfærd) och tomtar !« ''(Afzelius, Sagohäfder II, 192)'' Endnu en svensk variant har jeg truffet: en »jättesa« flygter op i en ladeglug for en ulv, mener sig i sikkerhed, slænger med fødderne og siger til ulven :
+[[Fil:Nisser PM 31.jpeg|300px|right]]En ny form af sagnet findes hos Afzelius. Dær er det en skovfrue, der flygter for en ulveflok og hopper op i en ladeglug, hvor også nogle jægere havde søgt tilflugt. Dær mente hun sig i sikkerhed, rakte snart den ene, snart den anden fod ned mod dem og råbte: »Tasse, ta fot; får du bägge, så ta emot!«. En af jægerne puffede hende ned, idet han råbte: »ta allt ihop!« I et nu blev skovfruen opædt. Og meddeleren tilföjer: det samme fortælles om »mylingar (&#596;: myrdedes genfærd) och tomtar !« ''(Afzelius, Sagohäfder II, 192)'' Endnu en svensk variant har jeg truffet: en »jättesa« flygter op i en ladeglug for en ulv, mener sig i sikkerhed, slænger med fødderne og siger til ulven :
 ::»Tasse ta tå,
@@ Linje 1 280: / Linje 1 280: @@
-Den tredie sagngruppe, hvori dette træk med de henlagte klæder findes, kan atter passende deles i tre mindre afdelinger under forudsætning af, at de meddelte sagn er fuldstændige. Jeg kan bekvemt begynde med et par sagn fra Harzen. Fra arbejdere ved en smelteovn henlægges stövler til dværgekongen, der barbenet har hjulpet dem. Han tog dem, forsvandt og kom ikke mere tilbage. Man har dær i egnen talemåden: »der bekommt bald ein paar Schuhe«, &#596; han får snart løbepas. Sko eller stövler er et billedligt udtryk for, at vedkommende passelig kan bruge dem til at gå sin vej ''(Pröhle, Unterharzsagen 9.30, 14.44)''. Man må derfor vogte sig for at give Husvætten sligt. Fra Thüringen omtales, at der henlagdes huer og sko til de hjælpende smådværge, men de blev så ærgerlige derved, at de straks forsvandt. I et andet sagn siger »das Futtermännchen« gådefuldt, da han, der er barfodet, får et par nye sko: »ak, nu véd de det, og jeg må bort!« Men forklaring gives ikke ''(Kuhn, Norddeutsche Sagen 15.17, Witschel I, 185.182, 224 (Thüringen), Eisel S. 55.128 (Voigtland))''.
+[[Fil:Nisser PM 27.jpeg|300px|right]]Den tredie sagngruppe, hvori dette træk med de henlagte klæder findes, kan atter passende deles i tre mindre afdelinger under forudsætning af, at de meddelte sagn er fuldstændige. Jeg kan bekvemt begynde med et par sagn fra Harzen. Fra arbejdere ved en smelteovn henlægges stövler til dværgekongen, der barbenet har hjulpet dem. Han tog dem, forsvandt og kom ikke mere tilbage. Man har dær i egnen talemåden: »der bekommt bald ein paar Schuhe«, &#596; han får snart løbepas. Sko eller stövler er et billedligt udtryk for, at vedkommende passelig kan bruge dem til at gå sin vej ''(Pröhle, Unterharzsagen 9.30, 14.44)''. Man må derfor vogte sig for at give Husvætten sligt. Fra Thüringen omtales, at der henlagdes huer og sko til de hjælpende smådværge, men de blev så ærgerlige derved, at de straks forsvandt. I et andet sagn siger »das Futtermännchen« gådefuldt, da han, der er barfodet, får et par nye sko: »ak, nu véd de det, og jeg må bort!« Men forklaring gives ikke ''(Kuhn, Norddeutsche Sagen 15.17, Witschel I, 185.182, 224 (Thüringen), Eisel S. 55.128 (Voigtland))''.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. des. 2016 kl. 15:52
Linje 570:		Linje 570:


−	Mens naturligvis bonden er veltilfreds med, at Niels slæber korn til huse, er det samme ikke tilfældet med hans karle der tærsker: det er, som om deres arbejde slet ikke fremmedes trods de mange slag dagen igennem med plejlerne. Hullet i kornstakken fra om aftenen er om morgenen fyldt påny. Bonden undrede sig, talte negene, men hvormange der blev tærsket, der fandtes bestandig det samme tal at tage til. Det fortælles, at bonden var udrejst; hans kone der var hjemme, hørte nogen stöje i tærskeloen, kigede gennem en sprække, så to Nisser danse om derinde på gulvet og synge:	+	[[Fil:Nisser PM 22.jpeg\|400px\|right]]Mens naturligvis bonden er veltilfreds med, at Niels slæber korn til huse, er det samme ikke tilfældet med hans karle der tærsker: det er, som om deres arbejde slet ikke fremmedes trods de mange slag dagen igennem med plejlerne. Hullet i kornstakken fra om aftenen er om morgenen fyldt påny. Bonden undrede sig, talte negene, men hvormange der blev tærsket, der fandtes bestandig det samme tal at tage til. Det fortælles, at bonden var udrejst; hans kone der var hjemme, hørte nogen stöje i tærskeloen, kigede gennem en sprække, så to Nisser danse om derinde på gulvet og synge:

	::»Jeg skal række mine ben,		::»Jeg skal række mine ben,

@@ Linje 19: / Linje 19: @@
 <center><small>»Med Nisser maa man et oprigtig venskab holde,<br>de ellers i et Huus kand meget ont forvolde;<br>ej Nisse, Underjordsk giör nogen Siel imod,<br>saalænge som de seer, mod dennem folk er god.«<br>''(Peder Paarl l. 4. 145.)''</small></center>
@@ Linje 241: / Linje 239: @@
-::»Alfer, luftspringere, vær stille nu !
+::»Alfer, luftspringere, vær stille nu![[Fil:Nisser PM 24.jpeg|400px|right]]
 ::lyd eders navne! Fårekylling, du
 ::skal hoppe let til Windsor skorstenstinder,
@@ Linje 636: / Linje 634: @@
-Der var i Ryslinge Sogn, Lørup og Sødinge Nisser som flittig stjal fra hverandres gård. Bønderne enedes da om at sætte en mand på vagt for at få rede på sagerne, så skulde han have en skæppe havre af hver mand i Lørup by for ulejligheden. Han krøb da ved nattetid op i en pil for at skjule sig og så da Sødinge-Nis komme med en tønde havre på skulderen, lidt efter kom Lørup-Nisse også slæbende på en kornsæk, og næppe fik de öje på hinanden, før slagsmålet begyndte. Sødinge-Nissen måtte flygte, og Lørup-Nissen råbte til manden: »så du det, skæppe-havremand, hvor jeg kunde tokke ham:« — Ja, men du fik dog det sidste slag!« Den skam kunde Lørup-Nisse ikke lade sidde på sig, og han fór straks efter sin modstander, mens karlen ikke var sen til at komme af vejen ''(Gl. d. M. II, 229.344, 266.2 (Møen), jfr. Kr. III. 67.86, Kr., Sagn II, 62.87,89,90,91; om sidste prik, skrald, slag, stik, se Jysk Ordb)''. I et andet sagn fra Middelfartegnen råber Nissen: »så du, Kristen Jacob, jeg fukled Jasef?« — »Ja, fukl du ham kun én gang til!« råbte manden og kørte sin vej ''(Kr., Sagn II, 62.88, jfr. Müllenhoff 326.441 (Sundeved))''.
+[[Fil:Nisser PM 23.jpeg|400px|right]]Der var i Ryslinge Sogn, Lørup og Sødinge Nisser som flittig stjal fra hverandres gård. Bønderne enedes da om at sætte en mand på vagt for at få rede på sagerne, så skulde han have en skæppe havre af hver mand i Lørup by for ulejligheden. Han krøb da ved nattetid op i en pil for at skjule sig og så da Sødinge-Nis komme med en tønde havre på skulderen, lidt efter kom Lørup-Nisse også slæbende på en kornsæk, og næppe fik de öje på hinanden, før slagsmålet begyndte. Sødinge-Nissen måtte flygte, og Lørup-Nissen råbte til manden: »så du det, skæppe-havremand, hvor jeg kunde tokke ham:« — Ja, men du fik dog det sidste slag!« Den skam kunde Lørup-Nisse ikke lade sidde på sig, og han fór straks efter sin modstander, mens karlen ikke var sen til at komme af vejen ''(Gl. d. M. II, 229.344, 266.2 (Møen), jfr. Kr. III. 67.86, Kr., Sagn II, 62.87,89,90,91; om sidste prik, skrald, slag, stik, se Jysk Ordb)''. I et andet sagn fra Middelfartegnen råber Nissen: »så du, Kristen Jacob, jeg fukled Jasef?« — »Ja, fukl du ham kun én gang til!« råbte manden og kørte sin vej ''(Kr., Sagn II, 62.88, jfr. Müllenhoff 326.441 (Sundeved))''.
@@ Linje 1 509: / Linje 1 507: @@
-[[Fil:Nisser PM 20.jpeg|400px|right]]Når jeg nu ser tilbage på denne lange udvikling, skal jeg til slut i en kort sum göre rede for, hvad jeg tror at kunne anse som resultatet.
+[[Fil:Nisser PM 21.jpeg|400px|right]]Når jeg nu ser tilbage på denne lange udvikling, skal jeg til slut i en kort sum göre rede for, hvad jeg tror at kunne anse som resultatet.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. des. 2016 kl. 15:12
Linje 1 500:		Linje 1 500:

	efter Adressebogen også Pugholm, Puglund, Pugpøt og vel flere; efter Müllenhoff 326.440 findes Pugholm flere steder som stednavn i Sønderjylland.		efter Adressebogen også Pugholm, Puglund, Pugpøt og vel flere; efter Müllenhoff 326.440 findes Pugholm flere steder som stednavn i Sønderjylland.
		+
		+
		+
		+
		+
		+
		+	<big>'''21. RESULTATER''' </big>
		+
		+
		+	[[Fil:Nisser PM 20.jpeg\|400px\|right]]Når jeg nu ser tilbage på denne lange udvikling, skal jeg til slut i en kort sum göre rede for, hvad jeg tror at kunne anse som resultatet.
		+
		+
		+	Jeg antager altså, at Lille Niels er en slægtning af den gamle romerske husgud, Lar familiaris. Jeg tör ikke sige, at han nedstammer fra Laren, og jeg forstaar sagen saaledes, at de bofaste indbyggere af forskellige folk som af forskellige stammer ligesom Romerne har dannet sig husguder, af hvem de har ønsket, håbet og ventet lykke og værgemål for deres hjem. Der turde heri en almenmenneskelig drift finde et udtryk, som på forskellige måder genfindes lige ned til vore dage. I Syditalien nævnes han »monaciello«, den lille munk, og husmoderen mumler, når hun hører ham rumstere: »vær mig god« Og der fortælles, at det første brudgommen skaffer til det nye hjem, er en »bambino« ''(Trede, Heidenthum in d. rom. Kirche. II 202)'', et billede af voks eller træ af Jesusbarnet, og hvem ved, om ikke hos de enfoldige bag det kristne billede skjuler sig skygger af den gamle husgud. Men lige godt, mennesket, der føler livets farer, den omgivende naturs magt, i hvis vold han hartad værgeløs er givet, trænger til at give sig magter i vold, der er stærkere end uvejr og jordskælv, sygdom og død, og danner sig så inden døre et alter for guddomsmagt. I det katholske Sydtyskland er der regelmæssig en krog i bondehjemmene, der kaldes Herr-Gottes-Winkel (ɔ Krog): en hylde med et lille alter og et helgenbillede, Jomfru Marie eller andre; det er hjemmets helligdom, der sættes friske blomster hen derpå, der tændes lys. I den russiske bondestue er der ligeledes et helligt billede, en »Ikon«, som værger for hjemmet, og som alle Indtrædende hilser. Og blandt os Nordboer, som ikke ejer sydligere folkefærds naive barnlige religiøsitet, sker det vel ikke så helt sjælden, at et ungt par køber Thorvaldsens Kristusbillede og sætter det synligt for alle på hæderspladsen, og i stilhed tænker: »bliv hos os, mester!«
		+
		+
		+	I alt råder den samme tanke, vi stiller vort hjem under guddommelige magters varetægt.
		+
		+
		+	Fremdeles siges, at Larerne havde deres plads ved arnen, hvor familien samles, hvor gudinden Vesta symboliseres ved arnens luende ild, som modtager daglige offre.
		+
		+
		+	Der kan ingen tvivl være om, at ilden, også blandt os, i fortidens religiøsitet har grebet ind i mennesketanker. Da arnen ikke længer var fritstående midt i rummet, tog skorstenen dens plads, og lige ned til vore dage har husmoderens første gang i det nye hjem, ligesom tjenestepigens, været til arnen for at lægge en tørv til ilden, jeg tör måske sige, bringe ilden et offer. Ellers kan jeg ikke anføre sikre hentydninger til arnens helligdom.
		+
		+
		+	I norske sagn nævnes »aarevetten«, arnens Vætte; i skånske, at husmoderen på festdage hensatte lidt af maden i en krog ved ovnen eller arnen; endelig siges fra Värend, at »Bolvätten« bor under jorden, mest i arnens nærhed, og når ilden pludselig efter at være fæstet blusser op, er det Vætten, der blæser på den. Fra Ålandsøerne og Finland kaldes Tomten »den huslige arnes genius«, og arnen Tomtens helligdom ''(Faye XXII anm. Wigstr. I. 225, Sv. L. VIII 137.450, Cavallius. I. 271)''.
		+
		+
		+	Jeg tænker mig, at Husvætten hos agerdyrkende folk er flyttet bort fra arnen og ud i husets stald og ladebygning, hvorfra hjemmets velstand udgår, og så er hans personlighed omdannet i henhold dertil. Lille er han, nærmest i störrelse tjenestedrengen, hans omgang er tjenestefolkene, og hans væsen får præg af de forhold, hvorunder han lever. Den alvorlige, fornemme romerske Lar, fornemme adelsslægters guddom er sunket ned til at blive staldkarles og tjenestepigers hjælper, og får nu ganske vist skyld for hjemmets trivsel og lykke, men også ligesåfuldt for småfortræd inden döre og tab. Det er fra hans side drillerier eller straf for forsömmelser imod ham.
		+
		+
		+	Det er vel fremdeles indlysende, at her i Norden, hvor Kristendom har rådet op imod tusend år, kan man hverken træffe kendelige gamle gudeskikkelser eller klar udtrykt folketro på slige. Det højeste, vi kan vente, er mere eller mindre utydelige spor af, hvad der har været.
		+
		+
		+	Jeg vil dertil henføre troen på, at han bringer lykke til det hjem, hvor han fæster bo, og i forbindelse dermed offeret, der bringes, fløde, mælk, grød med stort smörhul. Det lader jo ellers til, at han er en mand, der kan betale for sig, f. Ex. hvor han har vredet halsen i stykker på en ko, og det er ikke blot til ham, at et offer bringes, men til en hel række andre Vætter her i Norden: Dværge, Bjærgfolk, Höjfolk, Skovfruer, Huldrer, Nøkker, til Søfrue, Sørå, Åmand, Fossegrimer, Gloso, Asgårdsreia, alle som hører ind under fortids såkaldte sjæletro og står i forbindelse med de dødes endeløse sjæletal i den store os omgivende natur. Men det er atter et træk, der hører sjæletroen til, at de levende skal sørge for de dødes liv, må jeg vel sige, bringe dem mad og drikke, og hvad de ellers behøver, men kan så til gengæld stole på, at de døde bringer de levende lykke, — når de får deres ret; men også bliver de levendes plageånder, om hensynet til dem forsömmes. Ja, Vætter bringer ikke blot lykke, men de værger også for de levende, som bringer dem offer. Hvad Nissen angår, regner jeg dærtil sagnene om »Godbonden«, som da gårdmanden havde røvet hornet fra Huldrefolket og vel var sluppet hjem, hørte stor larm udenfor på tunet. Tilslut blev der stilt, og så trådte en gammel liden mand med hvidt skæg og rød toplue ind, slog i bordpladen med en jærnstang, han bar i hånden, så alt dansede på gulvet, og tog så tilorde, sint som han var: »du er galen, ofte hjalp jeg dig ud. Nu var Huldrefolket her, og havde jeg ikke taget imod dem, havde ikke mange ribben været hele i siderne på dig. Jeg jog dem af gårde, og nu må det være slut med galskaberne dine!« ''(Nicolaissen, Nordl. IV. 6 Haukenæs Hardanger IV. 294)''.
		+
		+
		+	Endnu et par lævn anfører jeg. Offeret skal bringes helligaftener, på de store festtider, eller som i Sverige og Norge torsdag aften, den gamle hedenske helligdag, som bærer Thors navn ''(Storaker nr. 33, Haukenæs (Hardanger) VI. 259, Asbj. III. 79 Renvall Sv. L VII 9 s. 7; han vil have stilhed, tåler ej arbejde torsdagskvæld, (Åland) Haukenæs (Hardanger) VI. 234 236)''. Det er ligeledes et træk, der minder om den gamle offerskik, ligesom at Vætten kræver stilhed torsdag aften, vil ikke have sit navn nævnet, ikke oplures.
		+
		+
		+	Hertil føjer jeg endnu Puge-navnet ''(jfr. rimet: Nis, nis Puh, mæ di rø lu', kigger ur a æ vester Lug', syw gång i ær ug'. Feilberg: Fra Heden 1863 s. 35)'', det gammelnordiske puki, djævel, hvad i kristenheden i middelalderen blev det almindelige navn, hvormed oldtids guder nævnedes, de, som var faldne engle, der hørte til djævelens hof, og som i de gamle gudeskikkelser regerede over mennesker, på mange måder fristede dem og efter deres evne og magt kæmpede mod Kristus. Jeg medtager, at Nis ligesom djævelen og dødninger intet formår efter hanegal, kun natten hører ham til ''(Kr. Sagn II. 94.204)''.
		+
		+
		+	Ved siden af alt dette arvegods fra Vætternes ældgamle store æt, tænker jeg mig, at andre påvirkninger har gjort sig gældende og mærket hans person. Sin lille skikkelse her i Norden har han sagtens fra dværgene. I sagnene forekommer af og til »Dværge eller Nisser« (Tang Kristensen: Danske Sagn I. 47.207 jfr. s. 38.170.171), eller »Bjærgfolk eller Nisser« (Kr. Jydske Folkem. IV. 12.10). Den røde tophue har han fået fra bondens dragt; hvor den så end stammer fra, er den dog sagtens ældre end Jacobiner–huen i den franske revolution. Hans mange dyrehamme må jo stamme fra husets besætning, fra husdyrene, f. Ex. når han i følham snuser til den fremmede, der ligger i sengen i karlkammeret. Det er jo noget almindeligt, at et kreatur om natten kan rive sig løs. Også fortælles det jo, at han er lådden at føle på, hvad der jo let forstås, når man husker, at han er set som kat, siddende på hestens hærdetop (Jfr. s. 37). Ved vintertid kan det tit ses, at katten ligger og sover på kvægets ryg, hvor den har det varmt og godt. Bønder ved også at tale om, at der kan ske ulykker, når koen er bundet for stramt i sin bås, den kan kvæles eller vride halsen af led om natten. Sligt uheld bliver da anledning til det træk i sagnene, at Nissen i vrede vrider halsen om på koen, og har fantasien først grebet et træk, der er liv i, har den let ved at udforme en fortælling derom. Den skraldende latter, som Nis lader høre, når han har haft held med sine optöjer, synes i stalden i det gamle bondehjem let at kunne knyttes til hestens lyd, når den får eller mangler føde. Jeg kan henvise til Messingjens i Blichers Bindstouw. Rasmus Owstrup gir sin hest et stykke brød og siger: »no ska Do ha dehier forudden di Ransoen, ka Do saa sto ve aa bæhr jen te forudden mæ?« »Hohohohoho!« søh han.»Deær Uer nok!« søh A. I Jysk bruges udtrykket for at le »skranne« om hingstens vrinsken efter hoppen, og man har udtrykket: »skranne som en hejstgal øg«. Når karlen, der bærer hos sig troen på Nissen, halvsovende vågner og hører hestens »rimmen«, kan den let blive tydet som Nissens latter, især om noget er gået galt i stalden. Jeg kan også henvise til et engelsk udtryk, der peger i samme retning:
		+
		+	::Sidst Redcowl opslog en latter,
		+	::ja, det var en latter,
		+	::den var mere lig heste-, heste-skrannen.
		+
		+
		+	Desuden er »a horselaugh« (ɔ hestelatter) et almindeligt udtryk for en rå latter.
		+
		+
		+	Så er der jo de vældige ørefigner, som Lille Nis slår, ja, derom ved jeg ikke at sige synderligt. Da det jo bestandig er i mørket, at de uddeles, er der mulighed for, at det træk, de støttes til, er en dør, man løber på, et fremspringende hjørne af tømmer eller mur, der i mørket eller forfærdelsen anses for Nissens hånd.
		+
		+
		+	Til alt dette kommer endelig de mange forskellige, slæbende, sjokkende, raslende lyde, som i stilheden kan høres i en bondegårds stald, hvor de forskellige husdyr står bundne, et løst kreatur, en hund, der har rykket klodsen, hvortil dens lænke er fastgjort, ud af sit leje, kattens spring efter en mus eller dens listende trin, dens gloende øjne, der kaster en lysstråle tilbage, talemåden: »han glor som en Puge« ''(Hi gluuret us en Puk, Müllenhoff. 319 anm. (Sild) jfr. her 36 n. 6)'', alt peger i samme retning, og som sagt, fantasien ved altid at sammenknytte naturlyd og forestilling og deraf sammenstykke sine fortællinger.
		+
		+
		+	Julenisserne herhjemme, der nu i en menneskealder eller længere i juletiden møder allevegne, i juletræer, på billedkort, i fortællinger, stammer vistnok fra H. C. Andersens æventyr og fra et billedark med Nisser, jeg mindes fra mine studenterdage först i årene 1850 i København, og som var tegnet af en nu længst afdød ung maler Ley.
		+

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. des. 2016 kl. 14:41
Linje 1 442:		Linje 1 442:


−	[[Fil:Nisser PM 12.jpeg\|~~250px~~\|right]]Endelig skal jeg forsøge på at udrede de nordiske navne for husvætten. En del er sammensatte, danske med -bo, -bonde, -buk. Det sidste ord har Mannhardt, Baumkultus II 171, villet sætte i forbindelse med buk, handyret blandt får og geder. Det er dog nok usikkert, da norsk bokke er spøgelse, vætte, bukk derimod er handyret. Det er vel rimeligt, at det danske -buk i denne forbindelse hører til samme stamme som Norges bokke. Så er der -bise, -bisse, i norske og svenske sagn. Efter Ross's ordbog er bisse en stor dukke, lavet af klæder. Rietz giver tydningen gubbe og anfører sammensætningen tomtabise. Dernæst kommer -gubbe, fælles for Norge og Sverige, det samme gælder -kali, der betyder gammel mand, olding. Endelig er der -vætte, norsk vette, svensk våtte og -vård. Det sidste betyder vogter, skytsånd, genius. Svensk har endelig -rå, -råd, d. e. den, som råder.	+	[[Fil:Nisser PM 20.jpeg\|400px\|right]]Endelig skal jeg forsøge på at udrede de nordiske navne for husvætten. En del er sammensatte, danske med -bo, -bonde, -buk. Det sidste ord har Mannhardt, Baumkultus II 171, villet sætte i forbindelse med buk, handyret blandt får og geder. Det er dog nok usikkert, da norsk bokke er spøgelse, vætte, bukk derimod er handyret. Det er vel rimeligt, at det danske -buk i denne forbindelse hører til samme stamme som Norges bokke. Så er der -bise, -bisse, i norske og svenske sagn. Efter Ross's ordbog er bisse en stor dukke, lavet af klæder. Rietz giver tydningen gubbe og anfører sammensætningen tomtabise. Dernæst kommer -gubbe, fælles for Norge og Sverige, det samme gælder -kali, der betyder gammel mand, olding. Endelig er der -vætte, norsk vette, svensk våtte og -vård. Det sidste betyder vogter, skytsånd, genius. Svensk har endelig -rå, -råd, d. e. den, som råder.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. des. 2016 kl. 14:32
Linje 1 433:		Linje 1 433:

	Den udførligste redegørelse for skibsvætten findes i Temmes Pomm. Sagen, s. 300 flg. Han kaldes Kalfater- eller Klabatermann, er omtr. 2 fod höj, er iklædt rød jakke og sømandsbukser og bærer höj hat; at se ham betyder ulykke. Han hjælper med alt arbejde ombord, ynder de flittige, napper de dovne, vækker den sovende vagt, og er så hensynsfuld, at han giver dem af sine venner, der går om bord på et andet skib, et mærke, der anbefaler dem til det nye skibs Vætte. Naturligvis får han sit traktemente, arbejder da også travlt med, når det stormer. Skal skibet strande, forlader han det, og dermed ophører alt arbejde ombord. Det udtales fremdeles, at kun det skib, der har en barnesjæl i sit tømmer (s. 34) har ham ombord, og vil man endelig se ham, kan det ske, når man stiller sig med ryggen til spygattet, böjer sig ned og ser gennem sine ben og gattet ''(Jfr. Müllenhoff 319.431, Am Urquell I 134 flg., Weinhold, Z. f. Volkskunde II, 416, Bartsch, Sagen I, 161.198 (Mecklenburg), ]ahn, Sagen 549.684 (Pommern)). Efter Bassets Legends of the Seas, s. 153 skal han i Frankrig kaldes Goguelin. Om jeg forstår det ret, er han i England set siddende på sprydet af »Dødssejleren« med en kort pibe i munden.		Den udførligste redegørelse for skibsvætten findes i Temmes Pomm. Sagen, s. 300 flg. Han kaldes Kalfater- eller Klabatermann, er omtr. 2 fod höj, er iklædt rød jakke og sømandsbukser og bærer höj hat; at se ham betyder ulykke. Han hjælper med alt arbejde ombord, ynder de flittige, napper de dovne, vækker den sovende vagt, og er så hensynsfuld, at han giver dem af sine venner, der går om bord på et andet skib, et mærke, der anbefaler dem til det nye skibs Vætte. Naturligvis får han sit traktemente, arbejder da også travlt med, når det stormer. Skal skibet strande, forlader han det, og dermed ophører alt arbejde ombord. Det udtales fremdeles, at kun det skib, der har en barnesjæl i sit tømmer (s. 34) har ham ombord, og vil man endelig se ham, kan det ske, når man stiller sig med ryggen til spygattet, böjer sig ned og ser gennem sine ben og gattet ''(Jfr. Müllenhoff 319.431, Am Urquell I 134 flg., Weinhold, Z. f. Volkskunde II, 416, Bartsch, Sagen I, 161.198 (Mecklenburg), ]ahn, Sagen 549.684 (Pommern)). Efter Bassets Legends of the Seas, s. 153 skal han i Frankrig kaldes Goguelin. Om jeg forstår det ret, er han i England set siddende på sprydet af »Dødssejleren« med en kort pibe i munden.
		+
		+
		+
		+
		+
		+
		+	<big>'''20. HUSVÆTTENS NAVNE''' </big>
		+
		+
		+	[[Fil:Nisser PM 12.jpeg\|250px\|right]]Endelig skal jeg forsøge på at udrede de nordiske navne for husvætten. En del er sammensatte, danske med -bo, -bonde, -buk. Det sidste ord har Mannhardt, Baumkultus II 171, villet sætte i forbindelse med buk, handyret blandt får og geder. Det er dog nok usikkert, da norsk bokke er spøgelse, vætte, bukk derimod er handyret. Det er vel rimeligt, at det danske -buk i denne forbindelse hører til samme stamme som Norges bokke. Så er der -bise, -bisse, i norske og svenske sagn. Efter Ross's ordbog er bisse en stor dukke, lavet af klæder. Rietz giver tydningen gubbe og anfører sammensætningen tomtabise. Dernæst kommer -gubbe, fælles for Norge og Sverige, det samme gælder -kali, der betyder gammel mand, olding. Endelig er der -vætte, norsk vette, svensk våtte og -vård. Det sidste betyder vogter, skytsånd, genius. Svensk har endelig -rå, -råd, d. e. den, som råder.
		+
		+
		+	Først omtaler jeg da navnene, som udtrykker forhold til husets byggeplads: ''(Jfr. s. 13 her)''
		+
		+
		+	Svensk: Tomt, Tomtebise, Tomtegubbe, Tomtekali.
		+
		+
		+	Norsk: Tomtevette, Tomtegubbe; men dertil kommer den særlige norske form: Tufte, Tuftebonde, Tuftekall, Tuftevette. Tuft er grunden, hvorpå en bygning sættes.
		+
		+
		+	Derefter kommer de norske sammensætninger med tunder er gård, bebygget sted, nemlig Tunkali, Tunvord, med hvilke norsk Gardvord passelig kan sammenstilles, og desuden Gardbo, Gardsbonde, sv. Gårdsråd. På dansk har vi: Gårdbo, Gårdbonde, Gårdbonisse, Gårdbuk, Husbuk. Norsk Tufs betyder Underjordiske, Vætter, men bruges om Nissen tilligemed Tussekall og Vesletuss. Puke norsk, svensk, Puge, dansk, betyder opr. en ond ånd, djævel.
		+
		+
		+	Så er der en Nis, Nisse, Niels, Lille eller Bitte Niels tilbage, samt Nis Puge i dansk; Niss og Nisse goddreng, norsk; Nisse, Goa Nisse, Lille Nisse, Nisse Godrang, svensk. Nis og Niels er jo afledede af helgennavnet Nikolaus, og man har villet sætte St. Nikolaus i forbindelse med Nisseskikkelsen. Således hos Hildebrand, Folkens tro om sina döda s. 130 anm., hvor han siger, at St. Nikolaus i middelalderen var hjemmets skytspatron. Börnene spillede en stor rolle i det gamle folkedrama, og hans skikkelse fortrængte de ældre skytsånder, eller man gav dem hans navn, forkortet til Nisse. Da han blev slået sammen med folkevætterne, ser man dem undertiden pyntede med bispehuer. At Nis er en forkortelse af Nikolaus, derom råder ingen tvivl, men Nissen er jo staldkarl, dær hvor husvætten bærer hans navn, og har slet intet med börnene at göre. Jeg har forgæves søgt at finde det led, som knyttede helgenens skikkelse til Vættens. »Munk«, ital. monaciello, tysk Monch bruges ganske vist om husvætten. Navnet kan følges fra Neapel, gennem Sydtyskland til Nordtyskland, Harzen, Meklenborg, altså nær op imod Danmarks riges grænse. Den eneste forklaring, jeg har opdaget, er, at husvætterne bærer en grå munkeklædning, og så siges der hos Wolf Beiträge II. 314, 331, »de såkaldte munke i de sachsiske landsbyer bærer en grå munkekutte. Af deres dragt hedder de bjærgmunke eller blot munke«. Men ikke kender jeg exempler på, at hvor Husvætten bærer munkenavnet, nævnes han Nikolaus eller noget lignende, så lidt som jeg ved at oplyse, at St. Nikolaus nogensteder i Norden har overtaget noget af Nissens arbejde, så jeg antager at Nisse–, Nielsnavnene er »kælenavne« til Husvætten og finder bekræftelse af denne antagelse i en række tilsvarende vættenavne hos andre folkefærd, der slet intet har med helgennavnet at gøre, men er mere eller mindre almindelige personnavne. I Nordtyskland: Heinze, forkortelse af Heinrich og Heinzelmann, Chim, af Joakim, Hann Peiter, af Johann Peter, Wolterchen af Walter. I Frankrig kaldes han Maitre Jean eller Thomas; i England Robin, vel oftest med kæleordet goodfellow tilföjet, hvad der jo svarer til det svensk-norske Goa Nisse og Nisse Goddreng, Godbonde. Man søger at stemme Vætter, man delvis frygter, venligt ved at föje sligt tillæg til deres navne.
		+
		+
		+	Af sammensætninger med Nisse mærkes:
		+
		+	en Nisseströmpe, fundet i Mern sogn, spættet og 2 tommer lang, s. S. Grundtvig Gl. d. M. I. 83.87 (Sydøst. Sæll.).
		+
		+	Nisseflätor findes i hestens manke hos dyr, der er Nissens yndlinger. Fatab. 1912 s. 29 (Värmland).
		+
		+	Nissemerke sættes i Norge på brødene af julebægten, det er = Marekorset, den femkantede stjærne, pentaklen, se Ross Ordb. jfr. Feilberg Jul I. 142.
		+
		+
		+	Stednavne.
		+
		+	Nisgårde, Tang Kristensen Danske sagn II. 55.56.
		+
		+	Nisgård, Nissetoft s. 74.131.
		+
		+	Nissebøvedbro s. 60.81.
		+
		+	Nissesholt s. 59.75 jfr. Kr. III. 64.82.
		+
		+	Nissesig s. 64.98.
		+
		+	Nissehul s. 59.78.76.
		+
		+	Nissernes grönne s. 57.67.
		+
		+	Gårdbo Nisses hul s.59.77.
		+
		+
		+
		+	Hertil kommer i Postadresseb.
		+
		+	Nissemose, Stokkemarke s. (Lolland).
		+
		+	Nissemølle, Tårnborg s., Sælland.
		+
		+	Pugkjærsbanke Kr. S. II. 64.95.
		+
		+	Pugholm s. 57.66.
		+
		+	efter Adressebogen også Pugholm, Puglund, Pugpøt og vel flere; efter Müllenhoff 326.440 findes Pugholm flere steder som stednavn i Sønderjylland.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. des. 2016 kl. 12:54
Linje 1 387:		Linje 1 387:


−	[[Fil:Nisser PM 17.jpeg\|~~250px~~\|right]]Når man ser på alle disse forestillinger om Nissen, der ikke vil modtage klæder, men betragter dem som en opsigelse, fremkommer forskellige spörgsmål. Hvorledes kan en gave af klæder betyde opsigelse fra tjeneste? Ja, at en gave af sko eller stövler kan opfattes på den måde, er til at forstå: »tag dem og gå din vej!« Men en klædning? En ting er jo hær klar nok, når der fortælles, at Vætten ikke vil tilsøle sin nye kjole med skident arbejde. Det er der god mening i, om dog ikke hele denne sagngruppe skulde være et rationalistisk forsøg paa at forklare, hvorfor Nissen forlod sin tjeneste, da den virkelige grund var glemt. Der er anledning til at tro, at den sagngruppe, der omtaler husvættens sorg over at måtte forlade hjemmet hos familien, står ældre tiders forestillinger nærmest. Og det er tænkeligt, at dette træk må knyttes til adskillige flere af de sagn, der kortelig fortæller, at han tager klæderne og kommer ikke igen, end sket er. Fortælleren eller optegneren meddeler kort og godt, at han gik bort.	+	[[Fil:Nisser PM 17.jpeg\|300px\|right]]Når man ser på alle disse forestillinger om Nissen, der ikke vil modtage klæder, men betragter dem som en opsigelse, fremkommer forskellige spörgsmål. Hvorledes kan en gave af klæder betyde opsigelse fra tjeneste? Ja, at en gave af sko eller stövler kan opfattes på den måde, er til at forstå: »tag dem og gå din vej!« Men en klædning? En ting er jo hær klar nok, når der fortælles, at Vætten ikke vil tilsøle sin nye kjole med skident arbejde. Det er der god mening i, om dog ikke hele denne sagngruppe skulde være et rationalistisk forsøg paa at forklare, hvorfor Nissen forlod sin tjeneste, da den virkelige grund var glemt. Der er anledning til at tro, at den sagngruppe, der omtaler husvættens sorg over at måtte forlade hjemmet hos familien, står ældre tiders forestillinger nærmest. Og det er tænkeligt, at dette træk må knyttes til adskillige flere af de sagn, der kortelig fortæller, at han tager klæderne og kommer ikke igen, end sket er. Fortælleren eller optegneren meddeler kort og godt, at han gik bort.


Linje 1 406:		Linje 1 406:

	Ja, jeg kan jo kun herom fremsætte en gætning. Jeg går da ud fra, at bag den ældgamle tro på Husguden, senere Husvætten, ligger forestillingen om slægtens stamfader, den, som først ryddede boplads og tændte ild på arnen. Der er da rimelighed for, at han, der må regnes for at tilhøre en af Alfefolkets store grupper, er stærkt knyttet til boligen og familien, helst følger slægten så længe den lever ''(Grimm. Irische Elfenmärchen XCVIII flg.. Henne am Rhyn nr. 404, Wicht I fulgte slægt i 300 år. Wigstr. I. 154, goanisse bliver i gård, sålænge gamle folk lever)'', og overmåde nødig går, afskediget, bort. Og selvom andre forestillinger göres gældende, at husvætten er sjæl af en oldtidsslave ''(Afzelius, Sagohäfder II, 190)'' eller sjæl af en gammel tjener, der bliver i huset og især har kærlighed til hestene (»le servant« , Traditions populaires 24.149), eller hører til Alfefolket (Plutarch, Romane Questions XLIV ''(udg. af Fr. B. Jevons, London 1892), »deceased ancestor an undubitable fairy«, boni manes, forfædre, the good people-fairies)'', så får han alligevel et vist forhold til hjemmets afdøde, der lever og færdes hos familien, tager del i de efterlevendes sorger, og bringer dem lykke, om de får, hvad dem tilkommer, kultus og offer ''(Jfr. Ralston Songs of the russian people 121: de afdødes ånder tros at holde omhyggelig vagt over den efterkommers hus, der ærer dem og bringer dem den skyldige ofring (Galizien))''.		Ja, jeg kan jo kun herom fremsætte en gætning. Jeg går da ud fra, at bag den ældgamle tro på Husguden, senere Husvætten, ligger forestillingen om slægtens stamfader, den, som først ryddede boplads og tændte ild på arnen. Der er da rimelighed for, at han, der må regnes for at tilhøre en af Alfefolkets store grupper, er stærkt knyttet til boligen og familien, helst følger slægten så længe den lever ''(Grimm. Irische Elfenmärchen XCVIII flg.. Henne am Rhyn nr. 404, Wicht I fulgte slægt i 300 år. Wigstr. I. 154, goanisse bliver i gård, sålænge gamle folk lever)'', og overmåde nødig går, afskediget, bort. Og selvom andre forestillinger göres gældende, at husvætten er sjæl af en oldtidsslave ''(Afzelius, Sagohäfder II, 190)'' eller sjæl af en gammel tjener, der bliver i huset og især har kærlighed til hestene (»le servant« , Traditions populaires 24.149), eller hører til Alfefolket (Plutarch, Romane Questions XLIV ''(udg. af Fr. B. Jevons, London 1892), »deceased ancestor an undubitable fairy«, boni manes, forfædre, the good people-fairies)'', så får han alligevel et vist forhold til hjemmets afdøde, der lever og færdes hos familien, tager del i de efterlevendes sorger, og bringer dem lykke, om de får, hvad dem tilkommer, kultus og offer ''(Jfr. Ralston Songs of the russian people 121: de afdødes ånder tros at holde omhyggelig vagt over den efterkommers hus, der ærer dem og bringer dem den skyldige ofring (Galizien))''.
		+
		+
		+
		+
		+
		+	<big>'''19. KIRKENISSE OG SKIBSNISSE''' </big>
		+
		+
		+	[[Fil:Nisser PM 18.jpeg\|250px\|right]]Om kirkenissen er der ikke synderligt at sige, Han bor naturligvis i kirken, i tårnet, på loftet, hvor han har sin rede, der ligner en hönserede, men er större. Han pudser lördag net af allevegne, törrer støv af stolene og fejer gulvet, og holder i det hele taget orden i kirken og passer på, at intet sker til forargelse. I Sorø kirke vises ligefor den venstre sidegang et hul, og dær véd man, at kirkens nisse bor. Det kan ikke nytte at skjule det, men han holder ikke af kirkeklokken, og derfor hindrer han, at der ringes ved at binde klude om knebelen, eller han flytter bort om söndagen. Man kan undertiden se ham sidde i et glamhul og nikke til folk, der går forbi. Han er altid til at kende på den røde lue. Der fortælles også, at har nogen brug for ham til hjemmearbejde på gården, kommer han villig, opholder sig i stalden og bringer velstand ''(Kr., Jyske Folkem. VI, 49.66; Kr., Sagn II, 43.14,15; Thiele II. 273; Gl. d. M. I 12.7, III 97.13)''.
		+
		+
		+	Som rimeligt er har også skibet sin Nisse. Jeg har alt omtalt forestillingen, at skibsnissen oprindelig stammer fra en menneskesjæl, der på en særegen måde er knyttet til et stykke tømmer i skibets skrog (s. 15, 34), som følger skibet, så længe det lever, og som på mange måder kan være kaptajn og mandskab til tjeneste. Han varsler storm ved larmen eller knagen i tømmeret, advarer skipperen ved nattetid om ikke at stole på sit anker. Sker en stranding, hindrer han vragtyve i at stjæle, og under stormen har han holdt fokkestaget, for at masten ej skulde falde. En almindelig tro er det, at ses Nissen gå i land fra skibet, er det varsel om, at det forgår. Dette er alt, hvad jeg hos os har fundet optegnet ''(Kr., Sagn II, 44.16– 20, jfr. Fischer 73 (Sønderjylland), Renvall, Sv. L. VII, 9, s. 10 (Åland))''.
		+
		+
		+	Fra Norge har jeg også kun et par enkelte træk. Ombord hørte man, at det slog og hamrede i forlugarskodderne, der kastedes med kasser og jærn og det ramlede i kjettingen, som hele tampen skulde rause ud, trommede på messebordet og dundrede med trommestokke over hele banjerdækket. Da en rød lue også blev set, forstod folk, at det var Nissens optöjer. Ved en anden lejlighed sprang Nissen under stormvejret frem i forstavnen og råbte: »Bom forud!« Folkene kastede vedtræer efter ham og kort efter hørte man, at han svömmede fra skibet, som et öjeblik senere stødte på et skær og sank ''(Asbj. III, 368, Storaker 31.31, (Lister og Mandals amt))''.
		+
		+
		+	Ikke synderligt mere kan oplyses fra Sverige, hvor han kaldes »Skeppsrå«. Der er dog en fortælling, der bekræfter, at Nissen følger med tømmeret. Der var to Nisser tilstede, da et skib skulde løbe af stabelen, og det var ikke til at rokke. Kaptajnen opdagede da, at den ene stod i forstavnen og skød på, den anden i agterenden og holdt fast, de vilde begge have fartöjet, og ingen vilde vige for den anden. Så spurgte kaptajnen »Råen«, som stod i agterenden: »når kom du?« — »Jeg fulgte med masten«, var svaret. »Og du da?« sagde han til den anden. »Jeg kom med kølen«. »Så må den, som kom først (med kølen) blive, det er hans ret, men«, tilföjede han, »hist ligger tømmer til et nyt fartöj, skynder du dig, kan du blive »Rå« dær«. Det syntes Nissen, der var rimelighed i, og nu gled skibet ''(Wigstr. II, 227, jfr. Renvall, Sv. L. VII, 9, s.9 (Åland))''. Når skibet ligger i havn, og »Råen« høres arbejde, er det tegn til, at der er noget galt i skibet. Ved en lejlighed fandtes et åbent knasthul i et stykke tømmer, ved en anden syv rådne planker ''(Wigstr. II, 227, Wigstr., Sv. L. VIII, 136.441)''. Matrosen, der sover på sin vagt, vækkes med en lussing, får lanternerne op i en fart og undgår med nød og næppe en påsejling; og han der glemte, inden han gik i seng, at sætte svikken i tappen til vandtønden, sker samme ret ''(Wigstr., Sv. L. VIII. 136.444.446, Jonsson, Sv. L. II,5, s. 19 (Möre))''. Så. var det en gang, at den vagthavende mand hørte Nissen travlt skure grødgryden. Styrmanden blev kaldt op for at se hvad der var i vejen, og det viste sig, at kokken havde været doven og forsömt sit arbejde, han måtte ud af køjen, og det i en fart ''(Wigstr., Sv. L. VIII, s.136.445)''.
		+
		+
		+	På Ålandsøerne nævnes både mandlige og kvindelige skibsnisser, og selvom »Käringtomtar« nu og da omtales foragteligt, er de tit nok tilstrækkelig stærke til at frelse skibet. De hjælper med ved arbejdet, når skibet bygges, og når det er sejlfærdigt, kan man høre dem hale i takkel og tov, ligeså, når der losses. Er storm i vente, kan det være umuligt trods godt vejr at få skibet ud. »Rået« varsler medvind, når det ses i forstavnen, modvind, når det ses agter, og selvom skipperen er ligegyldig overfor onde varsler, arbejder Vætten på skibets og mandskabets frelse, tænder blus ''(St. Elmsild)'' på rånokkene, for at mandskabet skal kunne se, og når skibene ligger i havnen, kan man tit høre Nisserne fra de forskellige fartöjer fortælle om fare og frelse ''(Renvall, Sv. L. VII, 9, s. 9, 10 (Åland))''.
		+
		+
		+	En ejendommelig sydsvensk folketro nævner jeg blot, at skibsvætten i dyreham, som humle, mus, fugl, »stenskvåtta«, færdes ombord, vogter og varsler ''(Wigstr., Sv. L. VIII, 136.442,448, en art saxicola (gærdesmutte))''. Her kan sammenlignes Jahns Pommersche Sagen, nr. 131, hvor skipperen har vætter ombord, der har skikkelse af skarnbasse (schwarzer Käfer) og grön frø, der bor i flasker og trakteres med sød Malagavin, rosiner og figner.
		+
		+
		+	Den udførligste redegørelse for skibsvætten findes i Temmes Pomm. Sagen, s. 300 flg. Han kaldes Kalfater- eller Klabatermann, er omtr. 2 fod höj, er iklædt rød jakke og sømandsbukser og bærer höj hat; at se ham betyder ulykke. Han hjælper med alt arbejde ombord, ynder de flittige, napper de dovne, vækker den sovende vagt, og er så hensynsfuld, at han giver dem af sine venner, der går om bord på et andet skib, et mærke, der anbefaler dem til det nye skibs Vætte. Naturligvis får han sit traktemente, arbejder da også travlt med, når det stormer. Skal skibet strande, forlader han det, og dermed ophører alt arbejde ombord. Det udtales fremdeles, at kun det skib, der har en barnesjæl i sit tømmer (s. 34) har ham ombord, og vil man endelig se ham, kan det ske, når man stiller sig med ryggen til spygattet, böjer sig ned og ser gennem sine ben og gattet ''(Jfr. Müllenhoff 319.431, Am Urquell I 134 flg., Weinhold, Z. f. Volkskunde II, 416, Bartsch, Sagen I, 161.198 (Mecklenburg), ]ahn, Sagen 549.684 (Pommern)). Efter Bassets Legends of the Seas, s. 153 skal han i Frankrig kaldes Goguelin. Om jeg forstår det ret, er han i England set siddende på sprydet af »Dødssejleren« med en kort pibe i munden.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. des. 2016 kl. 12:29
Linje 1 378:		Linje 1 378:

	Mulig knyttes denne forestilling til en anden. I Sydtyskland er til vore dage blandt folket bevaret andre tanker end kirkelærens om, hvordan syndige sjæle vinder fred og får himmerigs dör oplukt, de soner på mangfoldige måder og steder deres syndeskyld ''(jfr. jul I, 42 flg)''. Det er da rimeligt, at den svenske Tomte henviser til sin trofaste tjeneste. Og når Nisserne, Husvætterne, nødig vil fordrives fra gården, nødig opsiges, kan også grunden dertil søges i, at de er faldne ned i gårdene og skal blive dær og skal dær ved trofast tjeneste vinde håb om salighed på dommens store dag. Derfor græder de bitterligt, om de tvinges bort.		Mulig knyttes denne forestilling til en anden. I Sydtyskland er til vore dage blandt folket bevaret andre tanker end kirkelærens om, hvordan syndige sjæle vinder fred og får himmerigs dör oplukt, de soner på mangfoldige måder og steder deres syndeskyld ''(jfr. jul I, 42 flg)''. Det er da rimeligt, at den svenske Tomte henviser til sin trofaste tjeneste. Og når Nisserne, Husvætterne, nødig vil fordrives fra gården, nødig opsiges, kan også grunden dertil søges i, at de er faldne ned i gårdene og skal blive dær og skal dær ved trofast tjeneste vinde håb om salighed på dommens store dag. Derfor græder de bitterligt, om de tvinges bort.
		+
		+
		+
		+
		+
		+
		+	<big>'''18. NISSENS OPSIGELSE''' </big>
		+
		+
		+	[[Fil:Nisser PM 17.jpeg\|250px\|right]]Når man ser på alle disse forestillinger om Nissen, der ikke vil modtage klæder, men betragter dem som en opsigelse, fremkommer forskellige spörgsmål. Hvorledes kan en gave af klæder betyde opsigelse fra tjeneste? Ja, at en gave af sko eller stövler kan opfattes på den måde, er til at forstå: »tag dem og gå din vej!« Men en klædning? En ting er jo hær klar nok, når der fortælles, at Vætten ikke vil tilsøle sin nye kjole med skident arbejde. Det er der god mening i, om dog ikke hele denne sagngruppe skulde være et rationalistisk forsøg paa at forklare, hvorfor Nissen forlod sin tjeneste, da den virkelige grund var glemt. Der er anledning til at tro, at den sagngruppe, der omtaler husvættens sorg over at måtte forlade hjemmet hos familien, står ældre tiders forestillinger nærmest. Og det er tænkeligt, at dette træk må knyttes til adskillige flere af de sagn, der kortelig fortæller, at han tager klæderne og kommer ikke igen, end sket er. Fortælleren eller optegneren meddeler kort og godt, at han gik bort.
		+
		+
		+	Altså, hvordan går det til, at den givne kjole bliver en opsigelse?
		+
		+
		+	Lige straks kan jeg nævne, at Vætten, som tidligere omtalt betingede sig en ny kjole, når han atter forlod tjenesten. Dertil kan föjes en oplysning, som jeg ikke har kunnet eftergå, at blandt Letter gives tjenestefolk der flytter, en ny kjole ''(Folklore VI, 199 m. henv. til Auning, Über den lett. Drachenmythuss.55)''. Om dette er et lævn fra en mere almindelig skik, kan jeg ikke oplyse, kun såmeget kan siges, at pengelönnen til tyende i middelalderen har været overmåde lille, vederlaget for tjeneste bestod væsentlig i klæder eller töj til klæder. Der kan oplyses, at husbonden til livegne kun gav kost og klæder. Det antages at frie tjenere har fået en årlig lön, sagtens en frivillig gave ved udtrædelse eller indtrædelse i tjenesten, omtrent således som lensherren gav vasaller. Tjenestefolk fik kosten, nogle skillinger, en skjorte, en daglig dragt (ein schlechtes Kleid), og der er en fortælling om en pige, der ikke vil flygte med sin elsker, thi så mister hun sin lön, en særk ''(Grimm, Rechtsaltertümer 354, sml. Hertug Håkon Magnussons retterbod om arbejdstakster for Oplandene 9/2 1291: På Hedemarken og i Haðafylki skulde arbejdsfolk, der udfører fuldt arbejde, have til løn et kvart skibpund smör til værdi af to ører og 5 alen lærred eller 12 alen vadmel til værdi af een øre og 3 ører sølv. Men på Raumariki 12 ører vadmel eller lærred til gammel værdi og 3 ører sølv, men de, som har fuldt arbejde at udføre, modtage løn, som det har været gammel sædvane. I Gudbrandsdalen 12 alen vadmel og 3 ører sølv. (Norges gamle Love III, 19.))''. Denne sædvane, at tjenestefolks lön væsentlig bestod i klæder og brugsgenstande, har fulgt os ned i tiden, vel til over midten af forrige århundrede. Et par exempler giver jeg. Fra Skåne opgives, at en karl fik 4 skæpper byg og en tønde havre, sået på bondens mark, desuden skind til en pels, skjorter, lærredsbukser, hoser, tophue, stövler, træsko, uld til vanter, eller en dragt. Gamle, veltjente piger fik som årslön en pels ''(Bruzelius, Ingelstad Härad (1876), s. 38)''.
		+
		+
		+	Piger fik efter en anden opgivelse 4 al. særkelærred, 8 al. blårgarn til »nerdelar«, to blårgarns-og et kirkeforklæde, et eller et ½ pund uld, et par lædersko samt i penge omkr. 16 Kr. ''(Wigström, Almogeseder, s.24.)''. Hos os har jo ganske lignende forhold rådet ''(Se Jysk Ordbog, lön, Eneström, Finvedboere 150, Meyer, Essays zur Volkskunde (1885) 192, Meyer, Baden 332)''. Videre kan jeg ikke oplyse, men det ligger jo da ikke så fjærnt, at når klæder efter en kortere eller længere tjenestetid henlægges til Vætten uden videre forklaring, kan det af ham opfattes som en opsigelse: hær er din lön, jeg behøver dig ikke mere. Fra Oberpfalz fortælles jo, at bondekonen gav tjenende dværge klæder, takkede dem for deres trofaste arbejde — men glemte at sige, at de måtte komme igen, og så gik de grædende bort ''(Schönwerth II, 326)''.
		+
		+
		+	Der er dog exempler på, at Husvætter kræver lön. En dværg, der tjener hos en bager, kræver som lön 3 stykker brød og 3 Pfennige. Hos en bonde forlangte de det rette mål, og maden skulde være godt tillavet; et andet sted arbejdede de for brød, man henlagde til dem. En møller fik at vide, at den eneste lön, man måtte byde de arbejdende Vætter, var 3 stykker brød henlagt på en bænk, for at de ikke skulde tro, man opsagde dem tjenesten. Altså, man måtte give dem penge og mad, men ikke klæder ''(Schönwerth 293.301.303, jfr. Wigström I, 108, »Goanisse« fik ny tröje og tophue hvert år)''. Endnu kan henvises til et sagn fra Schwaben om en »Zwerglein«, der trofast hjalp hyrderne, men også forlangte lön. Kohyrden mødte ved Mikkelsdagstide søndagsklædt med en kage, fårehyrden (Boschenhirt) med en sølvgroschen, gåsehyrden med to unge gasser, gæs modtoges ikke. Alt blev henlagt i en hule til Vætten ''(Birlinger III, 258)''.
		+
		+
		+	Såvidt herom, men hvorfor går Vætten grædende bort, når han får afsked?
		+
		+
		+	Ja, jeg kan jo kun herom fremsætte en gætning. Jeg går da ud fra, at bag den ældgamle tro på Husguden, senere Husvætten, ligger forestillingen om slægtens stamfader, den, som først ryddede boplads og tændte ild på arnen. Der er da rimelighed for, at han, der må regnes for at tilhøre en af Alfefolkets store grupper, er stærkt knyttet til boligen og familien, helst følger slægten så længe den lever ''(Grimm. Irische Elfenmärchen XCVIII flg.. Henne am Rhyn nr. 404, Wicht I fulgte slægt i 300 år. Wigstr. I. 154, goanisse bliver i gård, sålænge gamle folk lever)'', og overmåde nødig går, afskediget, bort. Og selvom andre forestillinger göres gældende, at husvætten er sjæl af en oldtidsslave ''(Afzelius, Sagohäfder II, 190)'' eller sjæl af en gammel tjener, der bliver i huset og især har kærlighed til hestene (»le servant« , Traditions populaires 24.149), eller hører til Alfefolket (Plutarch, Romane Questions XLIV ''(udg. af Fr. B. Jevons, London 1892), »deceased ancestor an undubitable fairy«, boni manes, forfædre, the good people-fairies)'', så får han alligevel et vist forhold til hjemmets afdøde, der lever og færdes hos familien, tager del i de efterlevendes sorger, og bringer dem lykke, om de får, hvad dem tilkommer, kultus og offer ''(Jfr. Ralston Songs of the russian people 121: de afdødes ånder tros at holde omhyggelig vagt over den efterkommers hus, der ærer dem og bringer dem den skyldige ofring (Galizien))''.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. des. 2016 kl. 11:58
Linje 1 356:		Linje 1 356:


−	[[Fil:Nisser PM 19.jpeg\|~~250px~~\|right]]Sagngrupperne der på de foranstående blade er omtalt, kan man betragte som en enhed. Nis er den venlige, hjælpsomme Husvætte, ganske vist noget hastig i sindet, af og til drilsk, men han er til at komme ud af det med, når man blot tager rimeligt hensyn til hans ønsker og krav. Men hvordan han forholder sig til kirke og kristendom, det er et andet spörgsmål, og her viser det sig, at han i de kirkelige kredse ikke hører til de synderlig velsete ''(Jfr. navnet Puge, isl. puke, djævel)''. Folk, som sætter grøden ud til ham, har ingen god samvittighed.	+	[[Fil:Nisser PM 19.jpeg\|350px\|right]]Sagngrupperne der på de foranstående blade er omtalt, kan man betragte som en enhed. Nis er den venlige, hjælpsomme Husvætte, ganske vist noget hastig i sindet, af og til drilsk, men han er til at komme ud af det med, når man blot tager rimeligt hensyn til hans ønsker og krav. Men hvordan han forholder sig til kirke og kristendom, det er et andet spörgsmål, og her viser det sig, at han i de kirkelige kredse ikke hører til de synderlig velsete ''(Jfr. navnet Puge, isl. puke, djævel)''. Folk, som sætter grøden ud til ham, har ingen god samvittighed.