Nord i tåkeheimen - Den tidlige middelalder - Revisjonshistorikk

Knut på 1. mar. 2023 kl. 08:48

2023-03-01T08:48:46Z

Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut

2023-01-31T12:10:23Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Knut

Jesper på 31. jan. 2023 kl. 12:09

2023-01-31T12:09:04Z

Knut på 31. jan. 2023 kl. 10:37

2023-01-31T10:37:46Z

Knut på 31. jan. 2023 kl. 10:28

2023-01-31T10:28:13Z

Knut på 31. jan. 2023 kl. 10:04

2023-01-31T10:04:38Z

Vis endringer

Knut på 31. jan. 2023 kl. 09:59

2023-01-31T09:59:49Z

Knut: Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2023-01-31T09:58:37Z

Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Nord i tåkeheimen - Den tidlige middelalder]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Nord i tåkeheimen]]''' 

<big>'''Den tidlige middelalder'''</big>

 av[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]

 ''Med originale illustrasjoner''

 Jacob Dybwads Forlag
Kristiania, 1911.</center>

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Fridtjof Nansen]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. mar. 2023 kl. 08:48
Linje 9:		Linje 9:

	<center>'''[[Nord i tåkeheimen]]'''<br><br>		<center>'''[[Nord i tåkeheimen]]'''<br><br>
−

	<big>'''Den tidlige middelalder'''</big>		<big>'''Den tidlige middelalder'''</big>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. jan. 2023 kl. 12:09
Linje 1:		Linje 1:
−	~~{\|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse~~:~~collapse"~~	+	[[Fil:Taakeheim ill 33.png\|thumb\|center\|500px\|<center>Europa på Ravenna-geografens rekonstruerte verdenskart (efter K. Miller).</center>]]
−	\|~~- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	~~!align="center" valign="top" width="40%"~~ \| ~~'''Velg språk''' !!align="~~center~~" valign="top" width="10%"~~ \| ~~Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"~~\| ~~Islandsk !!align="~~center~~" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk~~
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk~~.~~gif\|32px\|link=Nord i tåkeheimen - Den tidlige middelalder~~]] ~~!! !!~~
−	\|-
−	\|}

@@ Linje 118: / Linje 118: @@
-[[Fil:Taakeheim ill 33.png|thumb|center|600px|<center>Europa på Ravenna-geografens rekonstruerte verdenskart (efter K. Miller).</center>]]
+[[Fil:Taakeheim ill 33.png|thumb|center|500px|<center>Europa på Ravenna-geografens rekonstruerte verdenskart (efter K. Miller).</center>]]
@@ Linje 139: / Linje 139: @@
 Det vil sees at Ravenna-geografens oplysninger om Skridfinnene, hvis navn blir variert og forvansket endnu værre end hos Jordanes, stemmer påfaldende med Prokop's, uagtet han sier at ha hentet dem fra Goteren Aithanarit ; hvis dette er rigtig må altså denne enten ha øst fra Prokop, hvilket tør være meget rimelig, eller han er ældre og har været fælleskilde både for Prokop og Ravenna-geografen, og da vel også for Cassiodor(?).
- [[Fil:Taakeheim ill 34.png|thumb|Kynokefaler (på en halvø nordvest for Norge, på Hereford-kartet).]]Fra omkring det 7. århundrede stammer sandsynligvis også et gåtefuldt skrift som blev meget læst i middelalderen, og som sier sig at være en latinsk oversættelse, ved en viss Hieronymus, fra en kristelig reisebeskrivelse av en Græker almindelig kaldt "Aethicus Istricus". Han skulde ha reist før det 4. århundrede. Oversætteren påstår at Aethicus hadde fortalt mange fabelagtige ting, som han ikke har gjengit, da han bare vilde holde sig til de sikre kjendsgjerninger; men blandt dem får vi mange merkelige oplysninger, som at Aethicus hadde nord for det Kaspiske Hav med egne øine set Amazonerne gi Kentaurerne og Minotaurerne bryst, og da han bodde i byen Choolisma, bygget av Jafets søn, Magog, så han den sjø av jordbek som danner Helvetes munding og hvorfra bindemidlet til Alexanders mur kom. Forgjæves hadde han i Armenien lett efter Noah's ark; men han så drager, strudser, griffer, og myrer, store og glupske som hunder. Han har også omtalt griffer og guldskatter i nord mellem Tanais og Nordhavet. "Skitherne, Griffene, Traconterne, og Saxonerne bygget skibe av vidjer smurt over med bek" (kanske mente han at de også var dækket med huder). Disse skibe var uhyre hurtige. Hos Skyterne skal det ha været en dygtig handverker og stor lærer, Grifo, som bygget skibe med skibssnabel i det nordlige ocean. Han var lik griffene eller de flyvende fabelfugle. Aethicus besøkte en ø Munitia i nord for Germanien. Der fandt han Keflokefaii-mennesker (hundehoder). Det var et fælt folk. Germanerne kom til øen som kjøpmænd, og kaldte folkene Kananeer. De går med bare lægger, de smurte håret med olje eller fett, og lugtet stygt. De lever et skiddent liv, de spiser urene dyr, mus, muldvarp, o. a. De bor i filt-telter i skogene langt borte ved myrer og sumpige steder. De har en mængde fæ, fugler, og egg<ref>Det står ovium (får) men det er vel skrivfeil for ovum ( egg). Det kan minde om Mela's og Plinius's Oeoner som levde av sumpfugle-egg (se ovenfor s. 71).</ref>. De kjender ingen gud og har ingen konge. De bruker mere tin end sølv. En kunde fristes til at tro at denne fabel om hundehoder i nord var kommet fra ordet Kvæn, som for en Græker, som Aethicus, har lydt lik Kyon (hund). Navnet Kenokefali kan være kommet ind på den vis, mens navnet Kananeer kan være opståt ved en slags forvansket lydlikhet mellem Kvæn og det Gamle Testamentes folk i Kanaan. Det kunde således være Kvænland eller Finland det her var tale om. At de gik med bare lægger og bodde i filt-telter, kunde minde om Herodofs Argippaier, som var skallet (men hos Meia gik med bare hoder) og hadde telter av filt om vinteren.
+[[Fil:Taakeheim ill 34.png|thumb|200px|Kynokefaler (på en halvø nordvest for Norge, på Hereford-kartet).]]Fra omkring det 7. århundrede stammer sandsynligvis også et gåtefuldt skrift som blev meget læst i middelalderen, og som sier sig at være en latinsk oversættelse, ved en viss Hieronymus, fra en kristelig reisebeskrivelse av en Græker almindelig kaldt "Aethicus Istricus". Han skulde ha reist før det 4. århundrede. Oversætteren påstår at Aethicus hadde fortalt mange fabelagtige ting, som han ikke har gjengit, da han bare vilde holde sig til de sikre kjendsgjerninger; men blandt dem får vi mange merkelige oplysninger, som at Aethicus hadde nord for det Kaspiske Hav med egne øine set Amazonerne gi Kentaurerne og Minotaurerne bryst, og da han bodde i byen Choolisma, bygget av Jafets søn, Magog, så han den sjø av jordbek som danner Helvetes munding og hvorfra bindemidlet til Alexanders mur kom. Forgjæves hadde han i Armenien lett efter Noah's ark; men han så drager, strudser, griffer, og myrer, store og glupske som hunder. Han har også omtalt griffer og guldskatter i nord mellem Tanais og Nordhavet. "Skitherne, Griffene, Traconterne, og Saxonerne bygget skibe av vidjer smurt over med bek" (kanske mente han at de også var dækket med huder). Disse skibe var uhyre hurtige. Hos Skyterne skal det ha været en dygtig handverker og stor lærer, Grifo, som bygget skibe med skibssnabel i det nordlige ocean. Han var lik griffene eller de flyvende fabelfugle. Aethicus besøkte en ø Munitia i nord for Germanien. Der fandt han Keflokefaii-mennesker (hundehoder). Det var et fælt folk. Germanerne kom til øen som kjøpmænd, og kaldte folkene Kananeer. De går med bare lægger, de smurte håret med olje eller fett, og lugtet stygt. De lever et skiddent liv, de spiser urene dyr, mus, muldvarp, o. a. De bor i filt-telter i skogene langt borte ved myrer og sumpige steder. De har en mængde fæ, fugler, og egg<ref>Det står ovium (får) men det er vel skrivfeil for ovum ( egg). Det kan minde om Mela's og Plinius's Oeoner som levde av sumpfugle-egg (se ovenfor s. 71).</ref>. De kjender ingen gud og har ingen konge. De bruker mere tin end sølv. En kunde fristes til at tro at denne fabel om hundehoder i nord var kommet fra ordet Kvæn, som for en Græker, som Aethicus, har lydt lik Kyon (hund). Navnet Kenokefali kan være kommet ind på den vis, mens navnet Kananeer kan være opståt ved en slags forvansket lydlikhet mellem Kvæn og det Gamle Testamentes folk i Kanaan. Det kunde således være Kvænland eller Finland det her var tale om. At de gik med bare lægger og bodde i filt-telter, kunde minde om Herodofs Argippaier, som var skallet (men hos Meia gik med bare hoder) og hadde telter av filt om vinteren.
 [[Fil:Taakeheim ill 35.png|thumb|De syv sovere i hulen ved Nordhavet (fra Olaus Magnus).]] Den langobardiske forfatter Paulus Warnefridi, også kaldt Paulus Diaconus (omkr. 720—790), gir væsentlig et mer eller mindre forvirret utdrag av tidligere forfattere, men han synes desuten at ha fåt nogen nye meddelelser om Norden. Likesom Goteren Jordanes (eller Cassiodor eller Ablabius) lar Goterne utvandre fra Ptolomaios's Scandza, så lar Paulus, efter tidligere forfattere<ref>Jfr. "Origo Gentis Langobardorum" (fra efter midten av 7. årh.) hvor Winnilerne, som senere får navnet Langobarder, oprindelig bor på en ø Scadanan, eller i et andet handskrift, "Scadan". Det sidste navn kunde ved tillæg av et germansk ord for eng eller ø nok bli ''Scadanau, Scadanauge'', eller ''Scadanovia''. Jfr. også Fredegar Scholasticus's forkortede historie efter Gregor av Tours, hvor det fortælles om Langobardemes utspring fra Schatanavia, eller i et handskrift Schatanagia.</ref>, Langobarderne utvandre fra Plinius's ø Scatinavia langt i nord. Det ser ut De syv sovere i hulen ved Nordhavet (fra Olaus Magnus). som det på den tid stod i høi anseelse at utspringe fra Norden. Men Paulus beskriver landet, efter øienvidners meddelelser, som ikke "egentlig liggende i havet, men bølgerne omskyller de lave strande." Det tyder på at her foreligger en forveksling med et land Scatenauge ved Elben, som i et litt senere handskrift (omkr. 807) av den langobardiske lov nævnes som Langobardernes opholdssted (jfr. Lønborg 1897, s. 27). Paulus fortæller videre at på stranden "nordvest mot Germaniens ytterste grænse" ligger det 7 mænd i en hule og sover, uvisst siden hvilken tid. De ligner Romere av utseende, og både de og deres klær er uskadt, og de ansees av indbyggerne som hellige. Sagnet om syvsoverne findes allerede hos Gregor av Tours, som har det fra Lilleasien, hvor det er opståt i det 3. århundrede og er stedbundet til Efesos (jfr. J. Koch, 1883). Sagnet var meget almindelig i Germanien, og vi finder det igjen senere i fortællinger om skibbrudne på Grønlands kyst<ref> Det er vanskelig at forstå hvordan Paulus har fåt sagnet flyttet til Norden. Det kunde tænkes at den forestilling, som allerede kommer frem hos Herodot, at folkene i nord sover i de seks vintermåneder (se s. 16) kan stå i forbindelse med det. Plutarkh (De defectu oraculorum c. 18) fortæller at i havet hinsides Britannien var det efter Demetrios's utsagn en ø, "hvor Kronos var fængslet og bevogtedes, idet han sov, av Briareos. Ti søvnen hadde man fundet på at bruke som bånd, og der var mange dæmoner omkring ham som ledsagere og tjenere." Efter et andet sted hos Plutarkh (De facie in orbe Lunæ, 941) var denne ø nordvest for øen Ogygia, som var fem dagsreiser i vest for Britannien. Det er tænkelig at denne myte om den sovende Kronos også har hjulpet til at stedbinde syvsover-sagnet på nordvestkysten av Europa. Viktor Rydberg (lBB6, I, ss. 529 ff.) mente at syvsover-sagnet og dets stedbinding i nord skulde stå i forbindelse med Mimer's syv sønner, som i Voluspå's skildring av Ragnarok (str. 45), skulde springe op ved lyden av Gjallarhornet, efter at ha ligget i søvn gjennem lange tider. Men denne tolkning av strofen: "Leika Mims synir" er usandsynlig.</ref>:
@@ Linje 172: / Linje 172: @@
-[[Fil:Taakeheim ill 36.png|thumb|Ældste kiendte billede af en skiløper (fra Hereford-kartets fremstilling av Norge i det 13. årh.).]]Det ligger nær at tro at forestillinger som denne har git oprindelsen til, eller ialfald har farvet myten om Hvergelmer (d. e. den larmende eller brusende kjele). Isidor var tidlig kjendt i England, på Irland, og i Norden. Havsvelget findes også hos folkene i Østerland; Sindbad kommer således langt ned i det. Paulus's omtale av havsvelg ikke bare i nord, og ved Hebriderne, men også mellem Britannien og Spanien, og ved Messina tyder ikke på at sagnet hos ham skulde stamme bare nordfra. Senere, hos Adam av Bremen, blir derimot havsvelget mer utelukkende nordisk, og endnu senere skulde vi få det også ved selve Nordpolen.
+[[Fil:Taakeheim ill 36.png|thumb|200px|Ældste kiendte billede af en skiløper (fra Hereford-kartets fremstilling av Norge i det 13. årh.).]]Det ligger nær at tro at forestillinger som denne har git oprindelsen til, eller ialfald har farvet myten om Hvergelmer (d. e. den larmende eller brusende kjele). Isidor var tidlig kjendt i England, på Irland, og i Norden. Havsvelget findes også hos folkene i Østerland; Sindbad kommer således langt ned i det. Paulus's omtale av havsvelg ikke bare i nord, og ved Hebriderne, men også mellem Britannien og Spanien, og ved Messina tyder ikke på at sagnet hos ham skulde stamme bare nordfra. Senere, hos Adam av Bremen, blir derimot havsvelget mer utelukkende nordisk, og endnu senere skulde vi få det også ved selve Nordpolen.
 Paulus Warnefridi nævner også græske fabelfolk som Hundehoder (Kynokefaler) og Amazoner i nord-Germanien. Han sier at Langobarderne sloss med et folk Assipitti, som bodde i Mauringa, og de skræmte disse ved at si at de hadde Kynokefaler i sin hær, som drak menneskeblod, og som i mangel av andres drak sit eget. Ved en elv i Germanien skulde Langobarderne være blit stanset av Amazonerne. Langobarder-kongen Lamissio kjæmpet med den tapreste av dem, mens han svømte i elven, og dræpte hende; og efter forhånds overenskomst bragte han derved sit folk ret til at komme uhindret over. Paulus anser historien for usand, da Amazonerne forlængst skulde være ødelagt; men han hadde allikevel hørt at der skulde findes en stamme av slike kvinder i det indre Germanien. Den samme forestilling om et kvindefolk i Germanien går igjen senere i literaturen (jfr. Kong Alfreds Maðda-land).

@@ Linje 101: / Linje 101: @@
 Prokops skildring av Erulerne er av stor interesse. Det er et merkelig træk i verdenshistorien, at det med visse mellemrum like fra tidlige tider, optræder omflakkende krigerfolk i Europa, som kommer fra det ukjendte nord, sætter for en stund verden i skræk, og så igjen forsvinder. Et slikt nordisk folk var kanske, som nævnt, Kimmerierne, som i det 8. århundrede f. Kr. gjorde indfald i Lilleasien. Seks århundreder senere, i 2. århundrede f. Kr., gjennemvandret skarer av Kimbrer og Teutoner fra Norden Europa, og trængte mot Rom, til de blev slåt av Marius, og forsvandt efter hånden. Nye 500 år derefter, i 3. til 5. århundrede e. Kr., optræder Erulerne, og efter at de forsvinder, kommer Sakser og Daner, og så Normanner. Vi kan kanske, til en viss grad ialfald, tænke os at folkeslagene som har dannet disse urolige og eventyrlystne skarer, har til dels været de samme, men at det er navnene som har skiftet. Foruten av Prokop, omtales Erulerne også hos Jordanes, og i flere andre kilder. Sammen med Goterne spilte de en rolle i den "skytiske" krig i det 3. århundrede, men forsvinder så nord for Sortehavet. De må ha været sin tids mest vidfarende folk; vi finder dem flakkende over hele Europa, fra Skandinavien i nord til Byzans i syd, fra Sortehavet i øst til Spanien i vest; fra det 3. til det 5. århundrede finder vi Eruler fra Skandinavien som sjørøvere på de vesteuropæiske kyster, ja like ind i Middelhavet, hvor de i 455 nådde til Lucca i Italien (jfr. Zeuss, 1837, s. 477 f.; Müllenhoff, 1889, s. 19). Når en del av Erulerne, hos Prokop, ikke vilde "gå over Donau, men bestemte at slå sig ned i de ytterste ender av verden", så vil det naturligvis si at de var kommet derfra, og at de heller end at underkaste sig Øst-Romerne vilde vende hjem igjen til Skandinavien. Navnet forekommer også ofte i urnordisk form, ''erilaR'' i nordiske runeindskrifter<ref> Navnet synes i runeindskriftene ofte at være en betegnelse for forfatteren av indskriften. Sophus Bugge mente at Erulerne hadde fåt kjendskap til runerne av Goterne, og at de bevarte den som en hemmelighet (det går igjen i selve ordet ''run'' = hemmelighet) særlig i de fornemste slegter, som gjorde sig nytte av den. Under sit århundredlange omflakkende liv førte de runekundskapen med sig til forskjellige dele av Danmark, Sverige, og Norge. På den vis vilde også ensartetheten i indskriftenes sprogform på vidt adskilte steder kunne forklares.</ref>. Da ''erilaR'' (på norsk: jarl, på engelsk: earl) betyr krigerhøvding, og ikke i Skandinavien er kjendt som noget oprindelig stammenavn, som har git navn til noget landskap i Norden, må vi tro at det nærmest har været et fællesnavn, brukt længere syd i Europa; for skarer av nordiske krigere fra en eller flere skandinaviske stammer (jfr. P. A. Munch, 1852, s. 53). De kan ha kaldt sig selv således; det var netop karakteristisk for den skandinaviske kriger, at han ikke gjerne vilde anerkjende nogen overmand, de var alle fri mænd og høvdinger i motsætning til trællene. Efterhånden kan disse skarer ute i det fremmede ha vokset sammen til ett folk (jfr. A. Bugge, 1906, s. 32). Men da Eruler-tog omtales på så høist forskjellige steder i Europa må navnet, op til slutten av det 5. århundrede, hyppig være anvendt for nordboer i almindelighet, til forskjel fra folkene i Germanien, lik betegnelsen Normanner, og stundom også Daner, senere. At dette sidste navn allerede hos Prokop har været brugt som et fællesnavn, synes at fremgå derav at han nævner Danernes folkestammer (ethne) ganske på samme vis som Slavernes folkestammer. Hvad det fortælles om Erulerne passer på Skandinaverne: de var meget høie (jfr. Jordanes ovenfor s. 104) og blonde, var særlig kjendt for sin raskhet, og var let bevæbnet; de gik i kampen uten hjelm og brynje, bare dækket av et skjold og av en tyk kjortel, som de kiltet op med et belte. Deres træller måtte endog kjæmpe skjoldløse; men når de viste sig tapre, fik de lov til at bære skjold (Prokop, De bel. pers. 11, 25). "Det fandtes," sier Jordanes, "dengang intet folk, som ikke av dem hadde utvalgt de letbevæbnede til sin hær. Men om også deres raskhet ofte hadde bragt dem redning i andre krige, Goternes fasthet og langsomhet lå de under for", og de måtte underkaste sig Goterkongen Hermanarik ved Sortehavet, den samme som i Vølsung-sagaen kaldes Jørmunrek. De her skildrede folk kan vanskelig ha været typiske sletteboere, som gjerne er sene og tunge; vi må snarere tænke på et seigt og sprækt skandinavisk fjeldfolk, som ved det harde liv i fjeldene er blit let på foten og øvet i bruken av sine lemmer; men som på den anden side har hat liten tilgang på tyngre våben, og liten leilighet til øvelse som tungtbevæbnede, hvilket de heller ikke har hat smak for. Derved forklares også deres merkelige evne til at flakke om. Tanken ledes således atter igjen til Norge som mulig hjemsted for en del av Erulerne. Sammenfatter vi dette så finder vi altså: at de hadde en konge med det norske navn Rodulv, og meget taler for at han er den samme som den norske konge Rodulv (fra Romsdalen?) som kom til Theodorik. De drog tilbake gjennem Jylland og satte derfra over til Thule, og slog sig ned ved siden av Gauterne, d. e. vestenfor disse i Norge, som fra gammel tid hadde meget samkvem med Jylland, hvorfra Horder (og sandsynligvis også Ryger?) hadde indvandret. De skildres med egenskaper som er typiske for fjeldfolk, men ikke for sletteboer. Et av Prokop nævnt Eruler-navn Aruth ('Apouft) (De bel. goth. IV, 26) peker også på Norge, da det synes at være det samme som det norske stamme-navn Horder gen. Harups på Røk-stenen (jfr. S. Bugge, 1910, s. 98), eller Arothi hos Jordanes).
-Andre Eruler-navne hos Prokop kan være fælles nordisk germanske, men ikke sikkert norske. Efter prof. Alf Torp's mening er det sandsynlig at ''Visandos'' er bison, ''Aluith'' er ''Alvid'' eller ''Alvith'' (alvidende); i ''Fanitheos'' kan første del være ''fan'' eller ''fen'' (lik myr) og anden del ''-theos'' kan være den nordiske endelse ''-ther''; ''Aordos'' kan være 'Vard''. Kongenavnet Okhon kunde ligne det norske Håkon; men dette navn kan ikke ha lydt slik på den tid, det må ha været længere.
+Andre Eruler-navne hos Prokop kan være fælles nordisk germanske, men ikke sikkert norske. Efter prof. Alf Torp's mening er det sandsynlig at ''Visandos'' er bison, ''Aluith'' er ''Alvid'' eller ''Alvith'' (alvidende); i ''Fanitheos'' kan første del være ''fan'' eller ''fen'' (lik myr) og anden del ''-theos'' kan være den nordiske endelse ''-ther''; ''Aordos'' kan være ''Vard''. Kongenavnet Okhon kunde ligne det norske Håkon; men dette navn kan ikke ha lydt slik på den tid, det må ha været længere.
 Hvad Prokop fortæller (De bel. goth. 11, 14) om Erulernes skikker og sæder, stemmer med hvad vi vet om Nordboene almindelig. De dyrket mange guder, hvis gunst de agtet det for hellig pligt at erhverve ved menneskeofring. Gamle og syke folk var nødt til at be sine slegtninge om hjælp til at komme ut av livet<ref>Det synes at ha været en almindelig skik hos Germanerne at ta gamle folk av dage (jfr. s. 15). Herodot (I, 216) fortæller allerede om Massageterne, som kan ha været en germansk stamme, at "når en er blit meget gammel, kommer alle hans slegtninger sammen og slagter ham, sammen med ham også andet småfæ; da koker de kjøttet og holder et festmåltid. Dette gjælder hos dem for den lykkeligste ende. Men den som er død av en sygdom, spiser de ikke, men begraver ham under jorden, og beklager at det ikke kom til slagtning med ham."</ref> ; og de blev dræpt med en dolk, av en som ikke hørte til familjen, og blev brændt på et stort bål, hvorefter benene blev samlet og begravet, slik som var skik, bl. a. i det vestenfjeldske Norge. "Når en Eruler døde, måtte hans hustru, som vilde vise sin dyd og efterlate sig et godt rygte, ikke længe efter hænge sig op i en strikke ved sin mands grav og gjøre ende på sig. Gjorde hun det ikke, så mistet hun fremtidig agtelse, og blev til anstød for mandens slegtninger. Denne skik iagttok Erulerne fra gammel tid." Deres mange guder og menneskeofringene stemmer, som vi ser, med Prokops skildring av Thuliterne, og med hvad vi vet om Skandinaverne fra anden kant. Da menneskeofringer hos de fleste folk har været forbundet med måltider, ved hvilke dræpte fiender spistes<ref> Denne meget utbredte form av antropofagi stammer fra den overtro at man ved at spise noget av en anden, dyr eller menneske, eller bestemte dele, f. eks. hjertet (jfr. Sigurd Fåvnesbane), tilvendte sig den andens særegne egenskaper som styrke, mot, godhet, o. s. v. Det er altså en lignende forestilling som ved den kristelige nadver.</ref>, så hviler den påstand at vore germanske forfædre ikke kjendte menneskeæteri på usikker grund. Når det derfor i fund fra stenalderen i Danmark, Sverige og Norge forekommer knuste eller skavede menneskeben, som tyder på menneskeæting, så kan ikke dette, som av dr. Andr. M. Hansen (1907), føres som bevis for at fundene stammer fra et ikke-germansk folk.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. jan. 2023 kl. 09:59
Linje 1:		Linje 1:
−
	{\|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"		{\|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
	\|- style="background-color:#e9e9e9"		\|- style="background-color:#e9e9e9"

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. jan. 2023 kl. 12:10
Linje 1:		Linje 1:
−	~~[[Fil~~:~~Taakeheim ill 33.png~~\|~~thumb~~\|center\|~~500px~~\|<center~~>Europa~~ på ~~Ravenna~~-~~geografens rekonstruerte verdenskart (efter K. Miller).</center>~~]]	+	{\|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif\|32px\|link=Nord i tåkeheimen - Den tidlige middelalder]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}