Norder-Mule syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 16. jul. 2015 kl. 17:16

2015-07-16T17:16:37Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 20:49

2015-06-13T20:49:05Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 20:45

2015-06-13T20:45:30Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 20:23

2015-06-13T20:23:44Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 20:11

2015-06-13T20:11:07Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 20:08

2015-06-13T20:08:26Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 19:50

2015-06-13T19:50:26Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 19:46

2015-06-13T19:46:23Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 19:37

2015-06-13T19:37:53Z

Carsten på 13. jun. 2015 kl. 19:25

2015-06-13T19:25:22Z

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. jul. 2015 kl. 17:16
Linje 28:		Linje 28:


−	[[Fil:WGC.311.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Undan Virkisvík í Vopnafirði''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Omtrent ud for Hov falder den lille ''Sunnudalså'' (— á) i Hovså; ved sammenløbet dannes brede ører (den i Vápnf. s. 21 omtalte »sandr«); åen kommer fra en lille sidedal '''Sunnudalen''' (''Sunnudalr''), som Hovsådalen udsender mod sydøst Denne dal, hvis vestlige del nu i øvrigt bærer navnet Hraunfellsdalr, indeholder et par gårde, hvoriblandt ''Sunnudal(r)'', der ligger øst for åen, yderlig i dalen. Gården Sunnudal kommer især til omtale i fortællingen om Torsten stanghug. Her bor Torsten med sin gamle fader; her kæmper han med Bjarne fra Hov i tunet —, efter at have pådraget sig dennes fjendskab ved, rigtignok tvungen dertil, at have dræbt flere af hans huskarle — , og efter at kampen er endt med forsoning, flytter han herfra med Bjarne til Hov. Lokaliteterne omtales på en måde, der lader formode kendskab til stedet. Gården ligger på en større græsgrot bakke; i tunet er mange småhøje; ned gennem tunet løber syd for gården en lille bæk tæt inden for den største høj, der meget passende kan antages for den »hóll«, hvor kampen i følge fortællingen stod. I Vopnfjordinge saga nævnes et vårting i Sunnudal, som bønderne senere nedlagde, efter at et heftigt fjendskab mellem egnens to mægtigste familier havde udviklet sig (Vápnf. s. 13, sml. s. 22); om stedet for dette véd man nu intet nærmere. Vest for Sunnudalså ligger, lidt sydligere end Sunnudal, gården '''Sireksstad''' (''Síreksstaðir'', nu sædv.: Síringstaðir), der i Vápnf. anføres under den fejlagtige benævnelse »Eireksstaðir« (sml. Ldn. og G. Vigfussöns oplysninger i Ný félagsrit 21. årg.); i omtalen af denne gård er der i Vápnf. (s. 23) en unøjagtighed, i det husbonden her, Torvard læge, på hjemvejen fra et besøg på »nabogården« er ladet træffe sammen med en mand, der er på rejse mellem nogle gårde østligere i bygden; men det hele viser blot, at sagaskriveren i øjeblikket ikke har været fuldstændig på det rene med alle de pågældende gårdes indbyrdes beliggenhed. — Uden for (ɔ: nord for) den nævnte gård lå i følge Ldn. og Vápnf. gården '''Toftevold''' (''Tóptavellir''), hvor Torsten hvide boede, inden han erhvervede sig Hov; nogen sådan gård kendes nu ikke, men den antages at have ligget omtrent over for Sunnudalsgården, hvad der også kan stemme med den rækkefølge, hvori Olavius nævner ødegården »Toppvelle«. Når fortællingen om Torsten hvide lader Torsten erhverve sig Toftevold af Hovs tidligere ejer — hvorefter man måtte antage, at gården havde ligget vest for Hovså — , er dette sikkert kun en unøjagtighed (sml. Ldn. og Vápnf.). Strækningen mellem ~~Hovsa~~ og Sunnudalså, med undtagelse af den allernederste lave del nærmest åernes sammenløb optages af et fjæld, den såkaldte »højtunge« (hátunga). Her antager man, at den i Vápnf. (s. 13) nævnte gård '''Tunga''' har stået; om denne siges der i sagaen, at den lå i Sunnudal, på den side af åen, hvor »Hovsgården« (Hofsbær) står. Disse ord synes at indeholde en fejl, da Hov jo ikke ligger i Sunnudal eller ved Sunnudalså; meget fristende var det i steden for »Hofsbær« her at læse »Hofsborg« — således hed et afbyggersted (hjáleiga) fra Hov, der lå i tungen, ud mod Sunnudal — når man blot turde antage, at stedsnavnet var ~~gammelt—~~ Den del af tungen, der vender ud mod Hovså, bærer endnu lidt krat og antages i ældre tid at have været skovgrot. De »skove lige over for Hov«, hvorigennem en flok folk ubemærket sendes mod Hov (se Vápnf. s. 16), har utvivlsomt været her; er man først kommen noget ind i denne del af tungen, kan man bag om forskellige højdedrag ubemærket nå til den sydlige del af tunet på Hov.	+	[[Fil:WGC.311.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Undan Virkisvík í Vopnafirði''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Omtrent ud for Hov falder den lille ''Sunnudalså'' (— á) i Hovså; ved sammenløbet dannes brede ører (den i Vápnf. s. 21 omtalte »sandr«); åen kommer fra en lille sidedal '''Sunnudalen''' (''Sunnudalr''), som Hovsådalen udsender mod sydøst Denne dal, hvis vestlige del nu i øvrigt bærer navnet Hraunfellsdalr, indeholder et par gårde, hvoriblandt ''Sunnudal(r)'', der ligger øst for åen, yderlig i dalen. Gården Sunnudal kommer især til omtale i fortællingen om Torsten stanghug. Her bor Torsten med sin gamle fader; her kæmper han med Bjarne fra Hov i tunet —, efter at have pådraget sig dennes fjendskab ved, rigtignok tvungen dertil, at have dræbt flere af hans huskarle — , og efter at kampen er endt med forsoning, flytter han herfra med Bjarne til Hov. Lokaliteterne omtales på en måde, der lader formode kendskab til stedet. Gården ligger på en større græsgrot bakke; i tunet er mange småhøje; ned gennem tunet løber syd for gården en lille bæk tæt inden for den største høj, der meget passende kan antages for den »hóll«, hvor kampen i følge fortællingen stod. I Vopnfjordinge saga nævnes et vårting i Sunnudal, som bønderne senere nedlagde, efter at et heftigt fjendskab mellem egnens to mægtigste familier havde udviklet sig (Vápnf. s. 13, sml. s. 22); om stedet for dette véd man nu intet nærmere. Vest for Sunnudalså ligger, lidt sydligere end Sunnudal, gården '''Sireksstad''' (''Síreksstaðir'', nu sædv.: Síringstaðir), der i Vápnf. anføres under den fejlagtige benævnelse »Eireksstaðir« (sml. Ldn. og G. Vigfussöns oplysninger i Ný félagsrit 21. årg.); i omtalen af denne gård er der i Vápnf. (s. 23) en unøjagtighed, i det husbonden her, Torvard læge, på hjemvejen fra et besøg på »nabogården« er ladet træffe sammen med en mand, der er på rejse mellem nogle gårde østligere i bygden; men det hele viser blot, at sagaskriveren i øjeblikket ikke har været fuldstændig på det rene med alle de pågældende gårdes indbyrdes beliggenhed. — Uden for (ɔ: nord for) den nævnte gård lå i følge Ldn. og Vápnf. gården '''Toftevold''' (''Tóptavellir''), hvor Torsten hvide boede, inden han erhvervede sig Hov; nogen sådan gård kendes nu ikke, men den antages at have ligget omtrent over for Sunnudalsgården, hvad der også kan stemme med den rækkefølge, hvori Olavius nævner ødegården »Toppvelle«. Når fortællingen om Torsten hvide lader Torsten erhverve sig Toftevold af Hovs tidligere ejer — hvorefter man måtte antage, at gården havde ligget vest for Hovså — , er dette sikkert kun en unøjagtighed (sml. Ldn. og Vápnf.). Strækningen mellem Hovså og Sunnudalså, med undtagelse af den allernederste lave del nærmest åernes sammenløb optages af et fjæld, den såkaldte »højtunge« (hátunga). Her antager man, at den i Vápnf. (s. 13) nævnte gård '''Tunga''' har stået; om denne siges der i sagaen, at den lå i Sunnudal, på den side af åen, hvor »Hovsgården« (Hofsbær) står. Disse ord synes at indeholde en fejl, da Hov jo ikke ligger i Sunnudal eller ved Sunnudalså; meget fristende var det i steden for »Hofsbær« her at læse »Hofsborg« — således hed et afbyggersted (hjáleiga) fra Hov, der lå i tungen, ud mod Sunnudal — når man blot turde antage, at stedsnavnet var gammelt. — Den del af tungen, der vender ud mod Hovså, bærer endnu lidt krat og antages i ældre tid at have været skovgrot. De »skove lige over for Hov«, hvorigennem en flok folk ubemærket sendes mod Hov (se Vápnf. s. 16), har utvivlsomt været her; er man først kommen noget ind i denne del af tungen, kan man bag om forskellige højdedrag ubemærket nå til den sydlige del af tunet på Hov.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. jun. 2015 kl. 20:49
Linje 91:		Linje 91:


−	Jøkeldalen og de her værende gårde berøres kun lejlighedsvis i sagaerne; rigtignok taler man meget om en her hjemmehørende saga ''Jökuldæla'', der imidlertid — på nogle brudstykker nær, hvorom mere senere — synes tabt. Øst for åen er Jøkeldals nordligste gård '''Gil''' (nu sædv. Giljar), der nævnes i Drpl. (s. 7) som ungdomshjem for Droplaug, moder til sagaens helte Helge og Grim. I æventyret om Brand-krosse angives det, at Droplaugs slægt havde hjemme »i herredsdal på ''Gilså'' (Gilsá)«; hermed menes formodenlig samme gård, skønt betegnelsen i flere henseender er unøjagtig; dels er der nemlig ved »Gil« ingen »Gilså« , hvorefter gården kan have været benævnt<ref>En lille å uden for tunet hedder Garðá.</ref>; dels ligger Gil ikke i »herredsdal«, hvormed vel ikke kan være ment andet end Lagarfljotsdalen. [I Lagarfljotsdalen kan vel påvises åer af navnet Gilså, men ingen således benævnt gård.] Den anden gård syd for Gil er '''Skeggjastad''' (''Skeggjastaðir''); her boede i følge Þorst. hv. (s. 37) Torsten fagres fader Torfinn. Samme gård »Skeggjastaðir« er det sikkert, der er nævnt Ldn. s. 241, skønt dens plads i opregningen er noget besynderlig [eller skulde noget være udfaldet i beretningen her?]. I Þorst. hv. siges Skeggjastad at ligge »í Knefilsdal«. Knevilsdal eller, som dalen nu hedder, ''Hnevilsdal'' (Hnefilsdalr) skærer sig dog først en mils vej længere mod sydvest fra Jøkeldalen syd efter ind i højlandet; ud for mundingen af den lille dal ligger en efter samme benævnt gård. Sit navn skylder dalen et ejendommeligt, lavt kegleformigt, græsgrot fjeld »Hnefill«, der begrænser den mod vest. — Skrås over for Skeggjastad, lidt sydligere, ligger hinsides åen præstegården '''Hovtejg''' (''Hofteigr'', ældre: ''Hofsteigr''), som er den tredje gård syd for Fossvold. Gårdens land begrænses til bægge sider af de to i Ldn. nævnte tværåer ''Hvannå'' ( -á) og ''Tejgarå'' (Teigará). Den mellem de to åer indesluttede »tejg« (mark), der lå mellem to landnam, blev de pågældende landnamsmænd, fortæller Ldn., enige om at henlægge til hovet, hvorefter den benævntes »Hovstejg«. Af det fordums hov her vil man endnu påvise rester, dog ikke umiddelbart ved præstegården, men i den nærmest Tejgarå liggende del af landet. Efter at man fra Hovtejg i sydvestlig retning har passeret flere højdedrag, kommer man ned på en lille slette »tejgen« (neðri teigr), der ligger ud mod Jøkelså, halvmåneformig begrænset af den oven for liggende hede og udløbere fra denne. I det man stiger ned på »tejgen«, passerer man en lille fra lien kommende bæk »Blótkelda«. De her værende tomter, Goðatóptir« (sædv. -tættur) kaldte, er i følge mine optegnelser tre i tallet, langagtig-firkantede, alle omtrent 15 fv. lange og 5 fv. brede; væggene er meget gamle og sammensunkne og ikke på alle steder tydelige. De ligge med nogen indbyrdes afstand omtrent midt i dalen med retning — dog ikke nøjagtig — fra vest til øst. Indgangen har på den vestligste og øverste været midt på den ud mod dalen vendende langside, på den midterste og nederste har indgangen ligeledes vendt mod syd, men været nær ved østergavlen; på den østligste har den derimod været på midten af den op mod lien vendende langside. I dalen ses flere runde huller, omtrent som gamle kulgrave<ref>Den antkv. indb. (1821) nævner en af disse tomter, formodenlig den nærmest Blótkelda (hvilket navn også da kendtes), som hovtomten, og angiver, at der omkring den lå 6—7 andre tomter. Sig. Gunnarssön (Örnefni s. 437) beskriver tejgen med tomterne udførligere. I følge ham benævnes pladsen ''Goðanes'', og et tidligere brugt vad over Jøkelså her Goðavað. Han nævner foruden de tre anførte tomter (der efter hans målinger er noget mindre end her angivet) en fjærde, mindre tomt uden spor til indgang og angiver, at der desuden oppe under lien skal ses spor til småtomter, som om der havde været boder fordum.</ref>.	+	[[Fil:WGC.P178.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Loðmundarfjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Jøkeldalen og de her værende gårde berøres kun lejlighedsvis i sagaerne; rigtignok taler man meget om en her hjemmehørende saga ''Jökuldæla'', der imidlertid — på nogle brudstykker nær, hvorom mere senere — synes tabt. Øst for åen er Jøkeldals nordligste gård '''Gil''' (nu sædv. Giljar), der nævnes i Drpl. (s. 7) som ungdomshjem for Droplaug, moder til sagaens helte Helge og Grim. I æventyret om Brand-krosse angives det, at Droplaugs slægt havde hjemme »i herredsdal på ''Gilså'' (Gilsá)«; hermed menes formodenlig samme gård, skønt betegnelsen i flere henseender er unøjagtig; dels er der nemlig ved »Gil« ingen »Gilså« , hvorefter gården kan have været benævnt<ref>En lille å uden for tunet hedder Garðá.</ref>; dels ligger Gil ikke i »herredsdal«, hvormed vel ikke kan være ment andet end Lagarfljotsdalen. [I Lagarfljotsdalen kan vel påvises åer af navnet Gilså, men ingen således benævnt gård.] Den anden gård syd for Gil er '''Skeggjastad''' (''Skeggjastaðir''); her boede i følge Þorst. hv. (s. 37) Torsten fagres fader Torfinn. Samme gård »Skeggjastaðir« er det sikkert, der er nævnt Ldn. s. 241, skønt dens plads i opregningen er noget besynderlig [eller skulde noget være udfaldet i beretningen her?]. I Þorst. hv. siges Skeggjastad at ligge »í Knefilsdal«. Knevilsdal eller, som dalen nu hedder, ''Hnevilsdal'' (Hnefilsdalr) skærer sig dog først en mils vej længere mod sydvest fra Jøkeldalen syd efter ind i højlandet; ud for mundingen af den lille dal ligger en efter samme benævnt gård. Sit navn skylder dalen et ejendommeligt, lavt kegleformigt, græsgrot fjeld »Hnefill«, der begrænser den mod vest. — Skrås over for Skeggjastad, lidt sydligere, ligger hinsides åen præstegården '''Hovtejg''' (''Hofteigr'', ældre: ''Hofsteigr''), som er den tredje gård syd for Fossvold. Gårdens land begrænses til bægge sider af de to i Ldn. nævnte tværåer ''Hvannå'' ( -á) og ''Tejgarå'' (Teigará). Den mellem de to åer indesluttede »tejg« (mark), der lå mellem to landnam, blev de pågældende landnamsmænd, fortæller Ldn., enige om at henlægge til hovet, hvorefter den benævntes »Hovstejg«. Af det fordums hov her vil man endnu påvise rester, dog ikke umiddelbart ved præstegården, men i den nærmest Tejgarå liggende del af landet. Efter at man fra Hovtejg i sydvestlig retning har passeret flere højdedrag, kommer man ned på en lille slette »tejgen« (neðri teigr), der ligger ud mod Jøkelså, halvmåneformig begrænset af den oven for liggende hede og udløbere fra denne. I det man stiger ned på »tejgen«, passerer man en lille fra lien kommende bæk »Blótkelda«. De her værende tomter, Goðatóptir« (sædv. -tættur) kaldte, er i følge mine optegnelser tre i tallet, langagtig-firkantede, alle omtrent 15 fv. lange og 5 fv. brede; væggene er meget gamle og sammensunkne og ikke på alle steder tydelige. De ligge med nogen indbyrdes afstand omtrent midt i dalen med retning — dog ikke nøjagtig — fra vest til øst. Indgangen har på den vestligste og øverste været midt på den ud mod dalen vendende langside, på den midterste og nederste har indgangen ligeledes vendt mod syd, men været nær ved østergavlen; på den østligste har den derimod været på midten af den op mod lien vendende langside. I dalen ses flere runde huller, omtrent som gamle kulgrave<ref>Den antkv. indb. (1821) nævner en af disse tomter, formodenlig den nærmest Blótkelda (hvilket navn også da kendtes), som hovtomten, og angiver, at der omkring den lå 6—7 andre tomter. Sig. Gunnarssön (Örnefni s. 437) beskriver tejgen med tomterne udførligere. I følge ham benævnes pladsen ''Goðanes'', og et tidligere brugt vad over Jøkelså her Goðavað. Han nævner foruden de tre anførte tomter (der efter hans målinger er noget mindre end her angivet) en fjærde, mindre tomt uden spor til indgang og angiver, at der desuden oppe under lien skal ses spor til småtomter, som om der havde været boder fordum.</ref>.

@@ Linje 76: / Linje 76: @@
-Fra Borgefjorden skilles Njardvig ved en i nordøstlig retning fremløbende fjældryg Nesháls, der med stejle skråninger af løse sten (skriður) falder af mod strandklipperne. Over disse skred (Njarðvíkrskridur) ligger den eneste vej mellem de to småbygder, berygtet for sin farlighed; ved vejen er oprejst et kors, oprindelig sat her — som der fortælles — efter at en uvætte, som efterstræbte de rejsende, var bleven besejret<ref>Om indskriften og den gængse skik på forbirejsen at læse fadervor her — se Olavius § 183.<br>Om uvætten Nadde se Ísl. Þjóðs. I, 139, sml. II, 131—32. </ref>. '''Borgefjorden''' (''Borgarfjörðr''), der sydøst for Njardvig skærer sig i sydlig retning ind i landet, er en mindre fjord, omtrent en mil lang. Ligesom den mod nordvest begrænses af Næshals, afskæres den mod syd ved andre i forbindelse med hovedfjældmassen stående rygge, der længere mod øst forgrener sig mellem de forskellige småvige. Langs vestsiden af Borgefjord står i række fra nord til syd de tre gårde '''Snotrunes''' (Drpl.), Geitavík og '''Bakke''' (''Bakki'')<ref>I følge Vm. ejer Desjarmyre kirke »saltfjöru i Gautavik milli lækja«.</ref>. Bakke, der også omtales i Drpl., var i følge Gþiðr. den gård, hvor Gunnar søgte tilflugt på flugten for Torkel Gejtessön. Bonden her søger på forskellig måde at skjule ham, tilsidst må Gunnar såret svømme ud i en uden for liggende holm. Denne holm ligger vel på en måde over for Bakke, men dog nærmest gården Havn (Höfn), øst for fjorden. — I fjordbunden falder en å (Fjarðará), der gennemløber bygden; syd (&#596;: øst) for denne ligger præstegården '''Desjarmyre''' (''-mýri'', ældre: ''-mýrr''). Efter at Bjørn på Snotrunæs har fornærmet Torsten på Desjarmyre, bliver han dræbt af Torstens pårørende, Helge Droplaugssön, og liget føres nu — for således at forstyrre søgsmålet — med understøttelse af bonden på Bakke ud i et skær, som derefter benævntes '''Bjarnarsker''', ''Bjarnarskær'', der ligger inderst i Borgefjord, nær vejen fra Snotrunæs til Desjarmyre, bærer endnu navnet. — På gården Hovstrand (Hofströnd) vil man påvise tomtelævninger af et ''hov''. Ved mundingen af åen, der i gamle dage skal være benyttet som havn, ligesom også i den førnævnte lille holm, vil man påvise lævninger af købmandsboder og skibsskure <ref>Se herom Antikv. Tidsskr. 1846-48, s. 168. Hovet (og dets klokke(!) — senere kirkeklokke — ) omtales også i en indberetning til det kgl. nord. Oldskriftselskab fra Ás í Fellum (1848), hvor tillige navnet Desjarmýri forklares — af nogle dysser ved Hovstrand, minderne om en kamp mellem hedninger og kristne i anledning af kristendommens indførelse.</ref>. — Fra Borgefjord til Utmannasvejt ligger en et par mile lang fjældvej gennem et pas Sandaskörð. En stejl og besværlig fjældvej af omtrent samme længde fører syd efter til Lodmundarfjord. Ved en hedevej i sydøstlig retning forbindes Borgefjord med den nord for Lodmundarfjord liggende '''Husavig''' (''Húsavík''), der i gejstlig henseende hører til den følgende bygd. Af de mellem Husavig og Borgefjord liggende vige, til hvilke forskellige fjældveje føre, kan mærkes '''Bredevig''' (''Breiðavík'', GÞiðr.).
+[[Fil:WGC.P180.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Seyísfjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Fra Borgefjorden skilles Njardvig ved en i nordøstlig retning fremløbende fjældryg Nesháls, der med stejle skråninger af løse sten (skriður) falder af mod strandklipperne. Over disse skred (Njarðvíkrskridur) ligger den eneste vej mellem de to småbygder, berygtet for sin farlighed; ved vejen er oprejst et kors, oprindelig sat her — som der fortælles — efter at en uvætte, som efterstræbte de rejsende, var bleven besejret<ref>Om indskriften og den gængse skik på forbirejsen at læse fadervor her — se Olavius § 183.<br>Om uvætten Nadde se Ísl. Þjóðs. I, 139, sml. II, 131—32. </ref>. '''Borgefjorden''' (''Borgarfjörðr''), der sydøst for Njardvig skærer sig i sydlig retning ind i landet, er en mindre fjord, omtrent en mil lang. Ligesom den mod nordvest begrænses af Næshals, afskæres den mod syd ved andre i forbindelse med hovedfjældmassen stående rygge, der længere mod øst forgrener sig mellem de forskellige småvige. Langs vestsiden af Borgefjord står i række fra nord til syd de tre gårde '''Snotrunes''' (Drpl.), Geitavík og '''Bakke''' (''Bakki'')<ref>I følge Vm. ejer Desjarmyre kirke »saltfjöru i Gautavik milli lækja«.</ref>. Bakke, der også omtales i Drpl., var i følge Gþiðr. den gård, hvor Gunnar søgte tilflugt på flugten for Torkel Gejtessön. Bonden her søger på forskellig måde at skjule ham, tilsidst må Gunnar såret svømme ud i en uden for liggende holm. Denne holm ligger vel på en måde over for Bakke, men dog nærmest gården Havn (Höfn), øst for fjorden. — I fjordbunden falder en å (Fjarðará), der gennemløber bygden; syd (&#596;: øst) for denne ligger præstegården '''Desjarmyre''' (''-mýri'', ældre: ''-mýrr''). Efter at Bjørn på Snotrunæs har fornærmet Torsten på Desjarmyre, bliver han dræbt af Torstens pårørende, Helge Droplaugssön, og liget føres nu — for således at forstyrre søgsmålet — med understøttelse af bonden på Bakke ud i et skær, som derefter benævntes '''Bjarnarsker''', ''Bjarnarskær'', der ligger inderst i Borgefjord, nær vejen fra Snotrunæs til Desjarmyre, bærer endnu navnet. — På gården Hovstrand (Hofströnd) vil man påvise tomtelævninger af et ''hov''. Ved mundingen af åen, der i gamle dage skal være benyttet som havn, ligesom også i den førnævnte lille holm, vil man påvise lævninger af købmandsboder og skibsskure <ref>Se herom Antikv. Tidsskr. 1846-48, s. 168. Hovet (og dets klokke(!) — senere kirkeklokke — ) omtales også i en indberetning til det kgl. nord. Oldskriftselskab fra Ás í Fellum (1848), hvor tillige navnet Desjarmýri forklares — af nogle dysser ved Hovstrand, minderne om en kamp mellem hedninger og kristne i anledning af kristendommens indførelse.</ref>. — Fra Borgefjord til Utmannasvejt ligger en et par mile lang fjældvej gennem et pas Sandaskörð. En stejl og besværlig fjældvej af omtrent samme længde fører syd efter til Lodmundarfjord. Ved en hedevej i sydøstlig retning forbindes Borgefjord med den nord for Lodmundarfjord liggende '''Husavig''' (''Húsavík''), der i gejstlig henseende hører til den følgende bygd. Af de mellem Husavig og Borgefjord liggende vige, til hvilke forskellige fjældveje føre, kan mærkes '''Bredevig''' (''Breiðavík'', GÞiðr.).
@@ Linje 82: / Linje 82: @@
-[[Fil:WGC.312.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Skálnesbjarg, Seyísfjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Lodmundarfjord er en græsrig bygd, men som mange andre af Østfjordene stærkt hjemsøgt af tåge; fiskeriet har heller ikke her den betydning, man kunde vænte, da det indtræffer om somren, hvor gårdenes drift kræver alles arbejde. Mellem Lodmundarfjord  og nabobygderne — Husavig, Borgefjord, Fljotsdalsherred og Seydisfjord — foregår forbindelsen over de bratte fjælde kun med besvær; med Seydisfjord, hvor den nærmeste handelsplads findes, går det meste samkvem for sig ad søvejen.
+Lodmundarfjord er en græsrig bygd, men som mange andre af Østfjordene stærkt hjemsøgt af tåge; fiskeriet har heller ikke her den betydning, man kunde vænte, da det indtræffer om somren, hvor gårdenes drift kræver alles arbejde. Mellem Lodmundarfjord  og nabobygderne — Husavig, Borgefjord, Fljotsdalsherred og Seydisfjord — foregår forbindelsen over de bratte fjælde kun med besvær; med Seydisfjord, hvor den nærmeste handelsplads findes, går det meste samkvem for sig ad søvejen.
-Det Lodmundarfjord mod syd begrænsende næs danner den nordlige begrænsning for den et par mile lange '''Seydisfjord''' (''Seyðisfjörðr''), der i sydvestlig retning skærer sig ind i landet; i Ldn. findes denne fjord benævnt ''Seyðarfjörðr'', i Drpl. ''Sauðarfjörðr''. Fjordnavnet synes, samtidig med at formen ændredes, at have skiftet betydning<ref>Se Drpl. s. 19 n., sml. Sig. Gunnarssön »Örnefni« s. 442 og 465.</ref>. Et større og bredere, ligeledes af høje og stejle fjælde opfyldt næs skiller Seydisfjord mod syd fra Mjovefjorden, der hører til Sønder-Mule syssel, men dog i gejstlig henseende er forbundet med Seydisljord og danner anneks til det herværende sogn. Op fra Seydisfjordens bund strækker sig som sædvanlig en lille dalslette, og desuden udgå fra fjorden mindre sidedale til bægge sider. Ud for fjordbunden hæver sig et ved sit navn mærkeligt fjæld ''Býólfsfjall'' (kortets Bíhólsfjall), der antages benævnt efter fjordens landnamsmand. Lodmunds fostbroder, hvis navn imidlertid i Ldn. har formen ''Bjólfr''. Også Seydisfjord har sin »Fjardarå«, der falder ud i fjordbunden; af andre åer kan mærkes ''Vestdalså'' (-''á''), lidt nordøstligere, nær fjordbunden. Kort øst for Vestdalså, på fjordens nordside, ligger præstegården ''Dværgestén'' (Dvergasteinn, sit navn skylder gården en stor husdannet klippeblok nede ved strandbredden). Inderst i fjorden, ved fjordbunden nær ved gården Fjörðr, ligger handelspladsen ''Seydisfjord'' (Seyðisfjörðr), der siden 1842 har været avtoriseret; her er for tiden to handelsetablissementer. Men desuden findes på nordsiden af fjorden, omtrent en fjærdingvej fra Seydisfjord, et andet handelsetablissement på ''Vestdalsøre'' (Vestdalseyri), der siden 1876 har været avtoriseret handelsplads. Dette etablissement er bygget mellem to grene af Vestdalsåen, der danner grænsen mellem gårdene Fjörðr og Vestdalr; her har i den senere tid sysselmanden i Norder -Mule syssel bot. På ingen af handelspladserne findes derimod nogen læge; distriktslægen bor på en gård i Fljotsdalsherred. Få Seydisfjord har Nordmændene en årrække drevet sildefiskeri, de sidste år med et overordenligt udbytte; også andre fiskerier har i de sidste år taget opsving her i fjorden. Tidligere har man fra Vestdalsøre gjort flere mislykkede forsøg på hvalfanget. Seydisfjord skal være landets fjærde største handelsplads, og fjorden er let, at besejle<ref>Handelspladsen Seydisfjord er, som det vil ses, unøjagtig aflagt på Bj. Gunnlaugssöns kort; de her meddelte oplysninger om etablissementernes beliggenhed og handelsstedets (eller -stedernes) øvrige forhold skyides den tidligere sysselmand i Norder-Mule syssel Böving.</ref>. Blandt gårdene i Seydisfjord kan sluttelig mærkes Brimnes, den yderste gård nord for fjorden, da der i fjældet her oven for findes surtarbrand (brunkul). Paijkull, der har besøgt dette sted, griber lejligheden<ref>En Sommer i Island s. 205.</ref> til at fremhæve den glimrende udsigt fra Brimnæsfjældet over Seydisfjord og Lodmundarfjord; disse snævre fjorde mellem stejle fjældrygge, hvis toppe selv om somren dækkes af sne, medens skrænterne længere nede stå mosgrønne eller græssmykkede, er i følge ham i besiddelse af en ualmindelig skønhed. Også fra Seydisfjord er forbindelsen med omverdenen vanskelig nok. Mod nord og syd fører kun veje for gående til nabofjordene; fra den indre del af fjorden fører derimod nogenlunde brugelige veje til Fljotsdalsherred og ad omveje til de andre fjorde.
+[[Fil:WGC.312.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Skálnesbjarg, Seyísfjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Det Lodmundarfjord mod syd begrænsende næs danner den nordlige begrænsning for den et par mile lange '''Seydisfjord''' (''Seyðisfjörðr''), der i sydvestlig retning skærer sig ind i landet; i Ldn. findes denne fjord benævnt ''Seyðarfjörðr'', i Drpl. ''Sauðarfjörðr''. Fjordnavnet synes, samtidig med at formen ændredes, at have skiftet betydning<ref>Se Drpl. s. 19 n., sml. Sig. Gunnarssön »Örnefni« s. 442 og 465.</ref>. Et større og bredere, ligeledes af høje og stejle fjælde opfyldt næs skiller Seydisfjord mod syd fra Mjovefjorden, der hører til Sønder-Mule syssel, men dog i gejstlig henseende er forbundet med Seydisljord og danner anneks til det herværende sogn. Op fra Seydisfjordens bund strækker sig som sædvanlig en lille dalslette, og desuden udgå fra fjorden mindre sidedale til bægge sider. Ud for fjordbunden hæver sig et ved sit navn mærkeligt fjæld ''Býólfsfjall'' (kortets Bíhólsfjall), der antages benævnt efter fjordens landnamsmand. Lodmunds fostbroder, hvis navn imidlertid i Ldn. har formen ''Bjólfr''. Også Seydisfjord har sin »Fjardarå«, der falder ud i fjordbunden; af andre åer kan mærkes ''Vestdalså'' (-''á''), lidt nordøstligere, nær fjordbunden. Kort øst for Vestdalså, på fjordens nordside, ligger præstegården ''Dværgestén'' (Dvergasteinn, sit navn skylder gården en stor husdannet klippeblok nede ved strandbredden). Inderst i fjorden, ved fjordbunden nær ved gården Fjörðr, ligger handelspladsen ''Seydisfjord'' (Seyðisfjörðr), der siden 1842 har været avtoriseret; her er for tiden to handelsetablissementer. Men desuden findes på nordsiden af fjorden, omtrent en fjærdingvej fra Seydisfjord, et andet handelsetablissement på ''Vestdalsøre'' (Vestdalseyri), der siden 1876 har været avtoriseret handelsplads. Dette etablissement er bygget mellem to grene af Vestdalsåen, der danner grænsen mellem gårdene Fjörðr og Vestdalr; her har i den senere tid sysselmanden i Norder -Mule syssel bot. På ingen af handelspladserne findes derimod nogen læge; distriktslægen bor på en gård i Fljotsdalsherred. Få Seydisfjord har Nordmændene en årrække drevet sildefiskeri, de sidste år med et overordenligt udbytte; også andre fiskerier har i de sidste år taget opsving her i fjorden. Tidligere har man fra Vestdalsøre gjort flere mislykkede forsøg på hvalfanget. Seydisfjord skal være landets fjærde største handelsplads, og fjorden er let, at besejle<ref>Handelspladsen Seydisfjord er, som det vil ses, unøjagtig aflagt på Bj. Gunnlaugssöns kort; de her meddelte oplysninger om etablissementernes beliggenhed og handelsstedets (eller -stedernes) øvrige forhold skyides den tidligere sysselmand i Norder-Mule syssel Böving.</ref>. Blandt gårdene i Seydisfjord kan sluttelig mærkes Brimnes, den yderste gård nord for fjorden, da der i fjældet her oven for findes surtarbrand (brunkul). Paijkull, der har besøgt dette sted, griber lejligheden<ref>En Sommer i Island s. 205.</ref> til at fremhæve den glimrende udsigt fra Brimnæsfjældet over Seydisfjord og Lodmundarfjord; disse snævre fjorde mellem stejle fjældrygge, hvis toppe selv om somren dækkes af sne, medens skrænterne længere nede stå mosgrønne eller græssmykkede, er i følge ham i besiddelse af en ualmindelig skønhed. Også fra Seydisfjord er forbindelsen med omverdenen vanskelig nok. Mod nord og syd fører kun veje for gående til nabofjordene; fra den indre del af fjorden fører derimod nogenlunde brugelige veje til Fljotsdalsherred og ad omveje til de andre fjorde.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. jun. 2015 kl. 20:23
Linje 19:		Linje 19:


−
−	~~<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>~~

@@ Linje 111: / Linje 111: @@
-Øst for åen, lidt længere inde ved Adalbol, findes under hedeskråningen talrige hustomter, benævnt ''Laugarhús''; navnet vidner om, at sagaens gård af samme navn har stået her<ref>Allerede Vm. kender dog Laugarhús kun som sætersted fra Valtjovstad — til hvis besiddelser senere ødepladsen Ravnkelsdal henregnedes.</ref>. Tæt forbi risler en lille bæk, og ved den findes en laug (lunken kilde); desuden skal lunket vand på mange steder sive ned fra fjældet. Helt igennem er dalgrunden her og længere op efter bevokset med lavt pilekrat.
+[[Fil:AM.144.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Bæjarfoss i Laxá''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Øst for åen, lidt længere inde ved Adalbol, findes under hedeskråningen talrige hustomter, benævnt ''Laugarhús''; navnet vidner om, at sagaens gård af samme navn har stået her<ref>Allerede Vm. kender dog Laugarhús kun som sætersted fra Valtjovstad — til hvis besiddelser senere ødepladsen Ravnkelsdal henregnedes.</ref>. Tæt forbi risler en lille bæk, og ved den findes en laug (lunken kilde); desuden skal lunket vand på mange steder sive ned fra fjældet. Helt igennem er dalgrunden her og længere op efter bevokset med lavt pilekrat.
@@ Linje 120: / Linje 120: @@
-[[Fil:AM.141.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Færgen over Lagarfljót''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Efter at Ejnar har afsøgt højlandet op til Vatnajøkel, rider han ned langs Jøkelså (»med broen«) — øst for åen, som det må antages — til ''Reykjasæter'' (Reykjasel). Øst for Jøkelså, ud for den vest fra kommende Reykjarå, skal også i følge Sig. Gunnarssön (Örnefni) Reykjasel endnu påvises. I sognebeskr. nævnes ingen sætertomt her, men derimod tomter hinsides elven ved Reykjarå. Endelig, ved midaftenstid, rider Ejnar øst over halsene til Ravnkelsdal, tilbage til sit sæter. Halsene, han her passerer, er vel fjældet mellem Jøkelså og Ravnkelsdal, der nu efter dalens nordligste gård (Vadbrekka) bærer navnet Vaðbrekkuháls. Omkring Vadbrekka påvises nordlig i dalen flere ødegårde, men om beliggenheden af Hrk’s Lejkskåle, der i følge sagaen må søges i den nordlige del af Ravnkelsdal, vides intet.
+Efter at Ejnar har afsøgt højlandet op til Vatnajøkel, rider han ned langs Jøkelså (»med broen«) — øst for åen, som det må antages — til ''Reykjasæter'' (Reykjasel). Øst for Jøkelså, ud for den vest fra kommende Reykjarå, skal også i følge Sig. Gunnarssön (Örnefni) Reykjasel endnu påvises. I sognebeskr. nævnes ingen sætertomt her, men derimod tomter hinsides elven ved Reykjarå. Endelig, ved midaftenstid, rider Ejnar øst over halsene til Ravnkelsdal, tilbage til sit sæter. Halsene, han her passerer, er vel fjældet mellem Jøkelså og Ravnkelsdal, der nu efter dalens nordligste gård (Vadbrekka) bærer navnet Vaðbrekkuháls. Omkring Vadbrekka påvises nordlig i dalen flere ødegårde, men om beliggenheden af Hrk’s Lejkskåle, der i følge sagaen må søges i den nordlige del af Ravnkelsdal, vides intet.
-Fra Ravnkelsdalen fører en vej over Fljotsdalsheden i sydøstlig retning til Fljotsdalsherredets kærne, bygden omkring Lagarfljót. Kildefloderne til ''Lagarfljót'' (&#596;: søfloden) — dette vand, som egnen skylder sine fleste fortrin og sin ejendommelige skønhed — er '''Jøkelså''' (''Jökulsá'') og ''Keldå'' (Keld(u)á), af hvilke den første har sit udspring fra Vatnajøkel, den anden i dens umiddelbare nærhed. Efter at disse, der straks tage en nordøstlig retning, have gennemløbet Fljotsdalens to sidedale, forene de sig; forenede, men under mange forgreninger og uden nogen egenlig fællesbenævnelse — ''Fljotsdalsåerne'' (Fljótdalsárnar) kaldes de fremdeles — , fortsætte de deres vej gennem Fljotsdalen, indtil de — ikke længe efter — gå over i Lagarfljotet. Som Lagarfljotets navn antyder, er det en mellemting mellem sø og flod, der vel på en måde kan betragtes som en udvidelse af Fljotsdalsåerne; men dog gør det for synet et så bestemt indtryk af en sø, at man snarere må sige om de nævnte åer, at de falde ud deri. Navnet Lagarfljot, som vandet her antager, beholder det til sit udløb i Herredsfloen. Det er dog kun på en strækning af 3 mil længst oppe, at det betragtes som sø. Her er det omtrent en fjærdingvej bredt, på sine steder over 70 fv. dybt, og tilsyneladende strømløst. Længere ude indsnævres det, får tydelig strøm og antager i det hele karakteren af en bred elv. Den smukkeste del af Lagarfijotsbygden ligger omkring Lagarfljot, hvor dette har karakteren af en indsø. Den lange, smalle sø er ikke bredere end at man med lethed kan se over den. Til bægge sider omsluttes den af jævnt skrånende højder, for bægge ender åbner udsigten sig til karakteristiske og afvekslende fjælde længere borte. Vest for Fljotet <ref>Da Fljotet løber i en skrå retning, fra sydvest til nordøst, er retningsbetegnelsen her meget vaklende: man modsætter oftest nord og øst, syd og vest.</ref> ses en tæt gårdrække langs søbredden; øst for Fljotet, hvor kysten er indskåret af mange småvige, smykkes skråningerne af frodigt birkekrat.
+[[Fil:AM.141.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Færgen over Lagarfljót''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Fra Ravnkelsdalen fører en vej over Fljotsdalsheden i sydøstlig retning til Fljotsdalsherredets kærne, bygden omkring Lagarfljót. Kildefloderne til ''Lagarfljót'' (&#596;: søfloden) — dette vand, som egnen skylder sine fleste fortrin og sin ejendommelige skønhed — er '''Jøkelså''' (''Jökulsá'') og ''Keldå'' (Keld(u)á), af hvilke den første har sit udspring fra Vatnajøkel, den anden i dens umiddelbare nærhed. Efter at disse, der straks tage en nordøstlig retning, have gennemløbet Fljotsdalens to sidedale, forene de sig; forenede, men under mange forgreninger og uden nogen egenlig fællesbenævnelse — ''Fljotsdalsåerne'' (Fljótdalsárnar) kaldes de fremdeles — , fortsætte de deres vej gennem Fljotsdalen, indtil de — ikke længe efter — gå over i Lagarfljotet. Som Lagarfljotets navn antyder, er det en mellemting mellem sø og flod, der vel på en måde kan betragtes som en udvidelse af Fljotsdalsåerne; men dog gør det for synet et så bestemt indtryk af en sø, at man snarere må sige om de nævnte åer, at de falde ud deri. Navnet Lagarfljot, som vandet her antager, beholder det til sit udløb i Herredsfloen. Det er dog kun på en strækning af 3 mil længst oppe, at det betragtes som sø. Her er det omtrent en fjærdingvej bredt, på sine steder over 70 fv. dybt, og tilsyneladende strømløst. Længere ude indsnævres det, får tydelig strøm og antager i det hele karakteren af en bred elv. Den smukkeste del af Lagarfijotsbygden ligger omkring Lagarfljot, hvor dette har karakteren af en indsø. Den lange, smalle sø er ikke bredere end at man med lethed kan se over den. Til bægge sider omsluttes den af jævnt skrånende højder, for bægge ender åbner udsigten sig til karakteristiske og afvekslende fjælde længere borte. Vest for Fljotet <ref>Da Fljotet løber i en skrå retning, fra sydvest til nordøst, er retningsbetegnelsen her meget vaklende: man modsætter oftest nord og øst, syd og vest.</ref> ses en tæt gårdrække langs søbredden; øst for Fljotet, hvor kysten er indskåret af mange småvige, smykkes skråningerne af frodigt birkekrat.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. jun. 2015 kl. 20:08
Linje 99:		Linje 99:


−	Efter Håkonarstad følger endnu et par gårde, før man når Jøkeldalens inderste gård ''Brú'' {ɔ: bro) — på et sted, hvor nu ingen bro fører over Jøkelså. Man vil vide (sml. s. 204), at broen, hvorefter gården bærer navn, skal have været en naturlig stenbue, der først c. år 1700 bortreves af den opsvulmede strøm. Herom findes dog næppe nogen pålidelig efterretning. At broen har været der fra meget gammel tid, fremgår af Hrk. (s. 3), der omtaler den og fremhæver, at i Ravnkels dage strakte bebyggelsen sig helt op til broen (hvad der altså ikke var tilfældet på sagaskriverens tid). En tid skal bebyggelsen endog have nåt langt højere op vest for Jøkelså og i sidedalene her; man véd her at nævne navnene på og påvise stedet for adskillige gårde [sognebeskr. 1874]. Bebyggelsens ophør tilskrives den sorte død, eller sættes af andre endnu senere (15de— 16de årh.). Nu er forholdet som i Ravnkels dage; i selve Jøkelsdalen findes ingen gård inden for Bru, derimod nævner sognebeskr. 1874 nogle afbyggersteder fra Bru nord på i heden. Ved Bru — så vel som andre steder over Jøkelså og over flere af de mindre vandløb her omkring — findes et af de for denne del af landet karakteristiske erstatningsmidler for broer og færger, de såkaldte ''trækkurve'' (drættir, kláfar), ved hjælp af hvilke mennesker, kreaturer og ikke altfor tunge genstande ret bekvemt kan føres over vandløbene. En sådan trækkurv er en firkantet tremmekasse, hvis fire hjørnestolper for oven og navnlig forneden er forsynede med hjul. De nederste hjul bevæge sig henover svære tove, der ere udspændte mellem de to flodbredder og gå gennem stolpernes nederste del. Ved at trække i to tilsvarende, gennem den øvre del af stolperne gående reb, drager den i kurven siddende sig således frem fra den ene bred til den anden.	+	[[Fil:AM.140.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Tungudalur i Fljótsdalshérað''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Efter Håkonarstad følger endnu et par gårde, før man når Jøkeldalens inderste gård ''Brú'' {ɔ: bro) — på et sted, hvor nu ingen bro fører over Jøkelså. Man vil vide (sml. s. 204), at broen, hvorefter gården bærer navn, skal have været en naturlig stenbue, der først c. år 1700 bortreves af den opsvulmede strøm. Herom findes dog næppe nogen pålidelig efterretning. At broen har været der fra meget gammel tid, fremgår af Hrk. (s. 3), der omtaler den og fremhæver, at i Ravnkels dage strakte bebyggelsen sig helt op til broen (hvad der altså ikke var tilfældet på sagaskriverens tid). En tid skal bebyggelsen endog have nåt langt højere op vest for Jøkelså og i sidedalene her; man véd her at nævne navnene på og påvise stedet for adskillige gårde [sognebeskr. 1874]. Bebyggelsens ophør tilskrives den sorte død, eller sættes af andre endnu senere (15de— 16de årh.). Nu er forholdet som i Ravnkels dage; i selve Jøkelsdalen findes ingen gård inden for Bru, derimod nævner sognebeskr. 1874 nogle afbyggersteder fra Bru nord på i heden. Ved Bru — så vel som andre steder over Jøkelså og over flere af de mindre vandløb her omkring — findes et af de for denne del af landet karakteristiske erstatningsmidler for broer og færger, de såkaldte ''trækkurve'' (drættir, kláfar), ved hjælp af hvilke mennesker, kreaturer og ikke altfor tunge genstande ret bekvemt kan føres over vandløbene. En sådan trækkurv er en firkantet tremmekasse, hvis fire hjørnestolper for oven og navnlig forneden er forsynede med hjul. De nederste hjul bevæge sig henover svære tove, der ere udspændte mellem de to flodbredder og gå gennem stolpernes nederste del. Ved at trække i to tilsvarende, gennem den øvre del af stolperne gående reb, drager den i kurven siddende sig således frem fra den ene bred til den anden.


Linje 120:		Linje 120:


−	Efter at Ejnar har afsøgt højlandet op til Vatnajøkel, rider han ned langs Jøkelså (»med broen«) — øst for åen, som det må antages — til ''Reykjasæter'' (Reykjasel). Øst for Jøkelså, ud for den vest fra kommende Reykjarå, skal også i følge Sig. Gunnarssön (Örnefni) Reykjasel endnu påvises. I sognebeskr. nævnes ingen sætertomt her, men derimod tomter hinsides elven ved Reykjarå. Endelig, ved midaftenstid, rider Ejnar øst over halsene til Ravnkelsdal, tilbage til sit sæter. Halsene, han her passerer, er vel fjældet mellem Jøkelså og Ravnkelsdal, der nu efter dalens nordligste gård (Vadbrekka) bærer navnet Vaðbrekkuháls. Omkring Vadbrekka påvises nordlig i dalen flere ødegårde, men om beliggenheden af Hrk’s Lejkskåle, der i følge sagaen må søges i den nordlige del af Ravnkelsdal, vides intet.	+	[[Fil:AM.141.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Færgen over Lagarfljót''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Efter at Ejnar har afsøgt højlandet op til Vatnajøkel, rider han ned langs Jøkelså (»med broen«) — øst for åen, som det må antages — til ''Reykjasæter'' (Reykjasel). Øst for Jøkelså, ud for den vest fra kommende Reykjarå, skal også i følge Sig. Gunnarssön (Örnefni) Reykjasel endnu påvises. I sognebeskr. nævnes ingen sætertomt her, men derimod tomter hinsides elven ved Reykjarå. Endelig, ved midaftenstid, rider Ejnar øst over halsene til Ravnkelsdal, tilbage til sit sæter. Halsene, han her passerer, er vel fjældet mellem Jøkelså og Ravnkelsdal, der nu efter dalens nordligste gård (Vadbrekka) bærer navnet Vaðbrekkuháls. Omkring Vadbrekka påvises nordlig i dalen flere ødegårde, men om beliggenheden af Hrk’s Lejkskåle, der i følge sagaen må søges i den nordlige del af Ravnkelsdal, vides intet.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. jun. 2015 kl. 19:50
Linje 75:		Linje 75:


−	Gennem Østerfjældene ligger veje over forskellige pas til de nærmeste fjorde: Njardvig, Borgarfjord og Lodmundarfjord, der tillige med Seydisfjord høre til Norder-Mule syssel. — Njardvig og Borgarfjord med et par småvige udgør tilsammen Desjarmyre præstekald; en del stedsnavne her forekommer i Drpl, og desuden er egnen bleven bekendt som skuepladsen for fortællingen om Gunnar Tidrandebane. '''Njardvig''' (''Njarðvík'') er en lille bugt med tilhørende dalslette, der skærer sig ind syd for Osfjældene; herfra fører flere veje til den ydre del af Utmannasvejt. I dalen står kun én gård (Njarðvík), der nævnes i flere sagaer. Her boede således i følge Drpl. DropIaugssønnernes farbroder høvdingen Ketil Tidrandesön. I fortællingen om Gunnar Tidrandebane berettes udførlig om Ketils død og de dermed i forbindelse stående begivenheder. Hos Ketil opfostres hans slægtning Tidrande Gejtessön fra Krossavig (i Vopnafjord). Denne slutter venskab med Korekssönnerne fra Skriddal, og da disse en gang begiver sig til Njardvig for at stævne en uværdig person Asbjørn, der er kommen i Ketils tjæneste, slutter Tidrande sig til dem; der udspinder sig nu en kamp, i hvilken både Ketil og Tidrande falder — den sidste dræbt til hævn af en hos Ketil gæstende nordmand Gunnar, som nu får navnet Tidrandebane. Denne og hans kammerat Tormod skjules herefter i nogen tid i de til gården hørende gedehuse, men sluttelig opdages de af Tidrandes broder Torkel Gejtessön, der dræber Tormod; Gunnar derimod flygter og består en række æventyr, før det lykkes ham at undslippe forfølgelsen. Den omstændelige fortælling af disse begivenheder vidner om et fortroligt kendskab til beretningens hovedskueplads, hvad der vel også har bevirket, at interessen for den lille saga er bleven bevaret ualmindelig levende hos egnens folk. Skoven kort fra Njardvig, hvor Korekssønnerne på deres stævnefærd holdt hvil, skal man endnu kunne se spor af; mosen, hvor Asbjørn gravede tørv, da han så de fremmede i skoven, påviser man, ligeledes moserne, som de fremmede må omgå på vejen hjem til gården. En tue i tunet på Njardvig hedder ''Tidrandetue'' (Þidrandaþúfa); her skal Tidrande være faldet, eller begravet<ref>Den længere Droplaugarsona-saga, der har navnet Þiðrandaþúfa, lader den sårede Tidrande sætte sig her; her skydes han senere.</ref>. Gedehustomterne, hvor Gunnar Tidrandebane og hans kammerat holdtes skjulte, vises i fjældskråningen oven for Njardvig-gården; en afsats her hedder ''Gunnarshjalle''. Efter Gunnar Tidrandebane er også nogle skær ude i vigen benævnte ''Gunnarssker'', og sagnet ved — i modsætning til sagaen — at fortælle, hvorledes han ved flugt, til dels svømmende, slap fra gedehusene til Bakke i Borgarfjord<ref>Se herom Sig. Gunnarssöns »Örnefni«, Safn. II, s. 476 ffg.<br>Ved gården Njardvig vises i følge samme kilde ''tomterne af Nordmændenes'' huse (Austmannaskálar). Disse sagn støtter sig til den længere Droplaugarsona-saga, der dog ikke har Gunnarssker, men derimod benævner stedet, hvor Gunnar kom i land, Gunnarsdæld.</ref>. — Medens egnen i og omkring Njardvig fortræffelig belyses i den omhandlede lille fortælling, er den i sin omtale af længere bortliggende egne noget unøjagtig. Om Korekssønnerne fortælles således, at de have hjemme i den langt fra Njardvig liggende Skrid(u)dal, der strækker sig op fra den sydligste del af Fljotsdalsherredet; ikke desmindre optræde de nævnte mænd aldeles, som de havde hjemme i Njardvigs nabobygd Utmannasvejt, — og virkelig finder man også her en gård Kóreksstaðir<ref>Her lader den længere Droplaugarsona-saga »Þorbjorn Kórekur«, der er Asbjørn vegghamars modpart, bo.</ref>. Torkel Gejtessön fra Krossavig i Vopnafjord, hvis bolig var i en endnu større afstand fra Njardvig, synes også at optræde som nabo til Njardvigboerne.	+	[[Fil:AM.143.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' En af de få broer over Jökulsá á Brú''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Gennem Østerfjældene ligger veje over forskellige pas til de nærmeste fjorde: Njardvig, Borgarfjord og Lodmundarfjord, der tillige med Seydisfjord høre til Norder-Mule syssel. — Njardvig og Borgarfjord med et par småvige udgør tilsammen Desjarmyre præstekald; en del stedsnavne her forekommer i Drpl, og desuden er egnen bleven bekendt som skuepladsen for fortællingen om Gunnar Tidrandebane. '''Njardvig''' (''Njarðvík'') er en lille bugt med tilhørende dalslette, der skærer sig ind syd for Osfjældene; herfra fører flere veje til den ydre del af Utmannasvejt. I dalen står kun én gård (Njarðvík), der nævnes i flere sagaer. Her boede således i følge Drpl. DropIaugssønnernes farbroder høvdingen Ketil Tidrandesön. I fortællingen om Gunnar Tidrandebane berettes udførlig om Ketils død og de dermed i forbindelse stående begivenheder. Hos Ketil opfostres hans slægtning Tidrande Gejtessön fra Krossavig (i Vopnafjord). Denne slutter venskab med Korekssönnerne fra Skriddal, og da disse en gang begiver sig til Njardvig for at stævne en uværdig person Asbjørn, der er kommen i Ketils tjæneste, slutter Tidrande sig til dem; der udspinder sig nu en kamp, i hvilken både Ketil og Tidrande falder — den sidste dræbt til hævn af en hos Ketil gæstende nordmand Gunnar, som nu får navnet Tidrandebane. Denne og hans kammerat Tormod skjules herefter i nogen tid i de til gården hørende gedehuse, men sluttelig opdages de af Tidrandes broder Torkel Gejtessön, der dræber Tormod; Gunnar derimod flygter og består en række æventyr, før det lykkes ham at undslippe forfølgelsen. Den omstændelige fortælling af disse begivenheder vidner om et fortroligt kendskab til beretningens hovedskueplads, hvad der vel også har bevirket, at interessen for den lille saga er bleven bevaret ualmindelig levende hos egnens folk. Skoven kort fra Njardvig, hvor Korekssønnerne på deres stævnefærd holdt hvil, skal man endnu kunne se spor af; mosen, hvor Asbjørn gravede tørv, da han så de fremmede i skoven, påviser man, ligeledes moserne, som de fremmede må omgå på vejen hjem til gården. En tue i tunet på Njardvig hedder ''Tidrandetue'' (Þidrandaþúfa); her skal Tidrande være faldet, eller begravet<ref>Den længere Droplaugarsona-saga, der har navnet Þiðrandaþúfa, lader den sårede Tidrande sætte sig her; her skydes han senere.</ref>. Gedehustomterne, hvor Gunnar Tidrandebane og hans kammerat holdtes skjulte, vises i fjældskråningen oven for Njardvig-gården; en afsats her hedder ''Gunnarshjalle''. Efter Gunnar Tidrandebane er også nogle skær ude i vigen benævnte ''Gunnarssker'', og sagnet ved — i modsætning til sagaen — at fortælle, hvorledes han ved flugt, til dels svømmende, slap fra gedehusene til Bakke i Borgarfjord<ref>Se herom Sig. Gunnarssöns »Örnefni«, Safn. II, s. 476 ffg.<br>Ved gården Njardvig vises i følge samme kilde ''tomterne af Nordmændenes'' huse (Austmannaskálar). Disse sagn støtter sig til den længere Droplaugarsona-saga, der dog ikke har Gunnarssker, men derimod benævner stedet, hvor Gunnar kom i land, Gunnarsdæld.</ref>. — Medens egnen i og omkring Njardvig fortræffelig belyses i den omhandlede lille fortælling, er den i sin omtale af længere bortliggende egne noget unøjagtig. Om Korekssønnerne fortælles således, at de have hjemme i den langt fra Njardvig liggende Skrid(u)dal, der strækker sig op fra den sydligste del af Fljotsdalsherredet; ikke desmindre optræde de nævnte mænd aldeles, som de havde hjemme i Njardvigs nabobygd Utmannasvejt, — og virkelig finder man også her en gård Kóreksstaðir<ref>Her lader den længere Droplaugarsona-saga »Þorbjorn Kórekur«, der er Asbjørn vegghamars modpart, bo.</ref>. Torkel Gejtessön fra Krossavig i Vopnafjord, hvis bolig var i en endnu større afstand fra Njardvig, synes også at optræde som nabo til Njardvigboerne.


Linje 84:		Linje 84:


−	Lodmundarfjord er en græsrig bygd, men som mange andre af Østfjordene stærkt hjemsøgt af tåge; fiskeriet har heller ikke her den betydning, man kunde vænte, da det indtræffer om somren, hvor gårdenes drift kræver alles arbejde. Mellem Lodmundarfjord og nabobygderne — Husavig, Borgefjord, Fljotsdalsherred og Seydisfjord — foregår forbindelsen over de bratte fjælde kun med besvær; med Seydisfjord, hvor den nærmeste handelsplads findes, går det meste samkvem for sig ad søvejen.	+	[[Fil:WGC.312.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Skálnesbjarg, Seyísfjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Lodmundarfjord er en græsrig bygd, men som mange andre af Østfjordene stærkt hjemsøgt af tåge; fiskeriet har heller ikke her den betydning, man kunde vænte, da det indtræffer om somren, hvor gårdenes drift kræver alles arbejde. Mellem Lodmundarfjord og nabobygderne — Husavig, Borgefjord, Fljotsdalsherred og Seydisfjord — foregår forbindelsen over de bratte fjælde kun med besvær; med Seydisfjord, hvor den nærmeste handelsplads findes, går det meste samkvem for sig ad søvejen.

@@ Linje 39: / Linje 39: @@
-Vejen går nu videre, langs sydsiden (egl.: sydøstsiden) af fjorden, forbi ''Sydre-Vig'' (Syðri Vík), der er den i Ldn. og Dropl. nævnte gård '''Indre Krossavig''' (''Krossavík en innri, iðri''; Brand-Kr.: Vík hin innri); derefter følger — med et par mellemliggende hjålejer, hvoriblandt det nybyggede Fremri Krossavík — '''Krossavig''' (''Krossavík'', sagaernes ''K. hin ytri''). I Krossavig boede Brodd-Helges svoger Gejte; deres venskab omskiftes til fjendskab, og efter at have lidt mange ydmygelser dræber tilsidst Gejte Brodd-Helge — hvorledes ses ikke af sagaen, der her har et hul. Til hævn herfor fælder Helges søn Bjarne sin frænde og fosterfader Gejte, til trods for afsluttet forlig, hvad han også i høj grad selv angrer. Mellem Bjarne og Gejtes søn Torkel hersker der nu i lang tid fjendskab, en heftig kamp imellem dem leveres, men endelig bevirker Bjarnes ædelmodighed og Torkels hustru Joruns højsindethed en oprigtig forsoning. Hos Torkel Gejtessön i Krossavig opholdt i følge Dropl. hans frænde Grim Droplaugssön sig efter at have hævnet sin broder Helge. Sagaen fortæller (s. 33), at han boede i et tælt »i det fjæld, som hedder '''Snefjæld''' (''Snæfell''), op fra Krossavig«, og at han ud på høsten flyttede sit tælt ned på en afsats i fjældskråningen, som senere kaldtes '''Grimsbygd''' (''Grímsbyggðir''). Navnet Snefjæld er ikke bevaret, men må have udgjort en del af ''Krossavigfjældene'' (Krossavíkrfjöll), en til dels snedækket, brungul fjældmasse, hvormed heden fortsætter sig mod nordøst ud mod havet. Oven for gården Krossavig, der står tæt under fjældet, påvises i fjældskrænten »Grímsgjá«, hvor Grim skal have haft sit tilhold; dette parti (en ikke dyb og temlig stejl skrænt) ligger imidlertid så åbent for udsigten fra gården, at sagaens fortælling om, at Grim skjult kunde have sit tælt her, bliver noget usandsynlig<ref>Ved Vindfell på Vopnafjordens sydkyst skal i følge Paijkull findes surtarbrand.</ref>. I fjældene, der afgrænse Vopnafjorden mod sydøst (Krossavigfjældene med deres fortsættelse), skærer to smådale sig ind: Bödvarsdalen en mils vej øst for Krossavig og Fagredalen endnu en halv mil østligere. Fra '''Bödvarsdal''' (''Böðvarsdalr'') ligger en noget besværlig, men kort og forholdsvis tidlig farbar fjældvej — over Hellishede — til Jøkelsåegnens yderste del. På hjemrejsen over denne hede efter en tingfærd sker sammenstødet mellem Torkel Gejtessön og Bjarne. I den lille dal er nu kun to gårde: ''Bödvarsdal'' øst for den dalen gennemstrømmende å, længst ude, og '''Eyvindarstad''' (''Eyvindarstaðir'') vest for åen, lidt sydligere; efter denne gård benævnes ofte den vestlige halvdel af dalen. Tidligere synes der at have været en gård ovenfor Eyvindarstad. I Vápnf. (s. 26—27) fortælles nemlig, hvorledes Torkel ved nedstigningen i Bödvarsdal først kommer til en bonde. Kåre, hos hvem han får nattely. Om morgenen tidlig passerer Bjarne forbi denne gård, men indhentes af Torkel yderlig i dalen, hvor der står en lille gård Eyvindarstad. Hvis gården Bödvarsdal i en senere tid var flyttet ud efter i dalen, vilde det hele passe meget vel. — I Bödvarsdal skal findes en i»Bödvarshøj« (B— haugr), hvortil sagn om en B.s højlægning i skib er knyttet.
+[[Fil:AM.145.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Í Drangaklifi við Drangakletta i Vopnafirði''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Vejen går nu videre, langs sydsiden (egl.: sydøstsiden) af fjorden, forbi ''Sydre-Vig'' (Syðri Vík), der er den i Ldn. og Dropl. nævnte gård '''Indre Krossavig''' (''Krossavík en innri, iðri''; Brand-Kr.: Vík hin innri); derefter følger — med et par mellemliggende hjålejer, hvoriblandt det nybyggede Fremri Krossavík — '''Krossavig''' (''Krossavík'', sagaernes ''K. hin ytri''). I Krossavig boede Brodd-Helges svoger Gejte; deres venskab omskiftes til fjendskab, og efter at have lidt mange ydmygelser dræber tilsidst Gejte Brodd-Helge — hvorledes ses ikke af sagaen, der her har et hul. Til hævn herfor fælder Helges søn Bjarne sin frænde og fosterfader Gejte, til trods for afsluttet forlig, hvad han også i høj grad selv angrer. Mellem Bjarne og Gejtes søn Torkel hersker der nu i lang tid fjendskab, en heftig kamp imellem dem leveres, men endelig bevirker Bjarnes ædelmodighed og Torkels hustru Joruns højsindethed en oprigtig forsoning. Hos Torkel Gejtessön i Krossavig opholdt i følge Dropl. hans frænde Grim Droplaugssön sig efter at have hævnet sin broder Helge. Sagaen fortæller (s. 33), at han boede i et tælt »i det fjæld, som hedder '''Snefjæld''' (''Snæfell''), op fra Krossavig«, og at han ud på høsten flyttede sit tælt ned på en afsats i fjældskråningen, som senere kaldtes '''Grimsbygd''' (''Grímsbyggðir''). Navnet Snefjæld er ikke bevaret, men må have udgjort en del af ''Krossavigfjældene'' (Krossavíkrfjöll), en til dels snedækket, brungul fjældmasse, hvormed heden fortsætter sig mod nordøst ud mod havet. Oven for gården Krossavig, der står tæt under fjældet, påvises i fjældskrænten »Grímsgjá«, hvor Grim skal have haft sit tilhold; dette parti (en ikke dyb og temlig stejl skrænt) ligger imidlertid så åbent for udsigten fra gården, at sagaens fortælling om, at Grim skjult kunde have sit tælt her, bliver noget usandsynlig<ref>Ved Vindfell på Vopnafjordens sydkyst skal i følge Paijkull findes surtarbrand.</ref>. I fjældene, der afgrænse Vopnafjorden mod sydøst (Krossavigfjældene med deres fortsættelse), skærer to smådale sig ind: Bödvarsdalen en mils vej øst for Krossavig og Fagredalen endnu en halv mil østligere. Fra '''Bödvarsdal''' (''Böðvarsdalr'') ligger en noget besværlig, men kort og forholdsvis tidlig farbar fjældvej — over Hellishede — til Jøkelsåegnens yderste del. På hjemrejsen over denne hede efter en tingfærd sker sammenstødet mellem Torkel Gejtessön og Bjarne. I den lille dal er nu kun to gårde: ''Bödvarsdal'' øst for den dalen gennemstrømmende å, længst ude, og '''Eyvindarstad''' (''Eyvindarstaðir'') vest for åen, lidt sydligere; efter denne gård benævnes ofte den vestlige halvdel af dalen. Tidligere synes der at have været en gård ovenfor Eyvindarstad. I Vápnf. (s. 26—27) fortælles nemlig, hvorledes Torkel ved nedstigningen i Bödvarsdal først kommer til en bonde. Kåre, hos hvem han får nattely. Om morgenen tidlig passerer Bjarne forbi denne gård, men indhentes af Torkel yderlig i dalen, hvor der står en lille gård Eyvindarstad. Hvis gården Bödvarsdal i en senere tid var flyttet ud efter i dalen, vilde det hele passe meget vel. — I Bödvarsdal skal findes en i»Bödvarshøj« (B— haugr), hvortil sagn om en B.s højlægning i skib er knyttet.
@@ Linje 48: / Linje 48: @@
-Denne lille fortælling, der med undtagelse af navnene Freystén og Krum mangler ethvert tilknytningspunkt til Reydarfjord, har — som alt bemærket — i sin oprindelige form utvivlsomt Vopnafjorden til skueplads. På Krossavig i Vopnafjord boede Torkel Gejtessön. I denne bygd, hvor æventyret om Torsten oksefod omfattes med større interesse end nogen saga, genfindes også de i fortællingen omtalte stedsnavne. Således påvises ødegården ''Krumsholt'' noget udenfor Krossavig (navnet anføres også hos Olavius), men af den sammesteds anførte skov ved Krumsholt ses intet spor. ''Jøkeldal'' (Jökuldalr) er en sydvestlig forgrening af Fagredal, og her ses tæt ved den over Hellishede forende vej en banke endnu benævnt ''Brynjarshøj'' (Brynjarshaugr). — Bearbejderen af fortællingen om Torsten oksefod, som vi have den i Flatøbogen, må have været aldeles ubekendt med forholdene på Østlandet og uden kendskab til denne landsdels sagaer; men, dette forudsat, er det ret forståeligt, hvorledes den hos ham indløbne misforståelse med hensyn til fortællingens skueplads har kunnet opstå. Han har ved hjælp af Ldn. villet berige fortællingen med forskellige oplysninger af genealogisk og topografisk natur. Et tilknytningspunkt for fortællingen til en bestemt del af landet har han trot at finde i angivelsen af Krossavig som bolig for Torkel Gejtessön. I Ldn. findes et Krossavig i det hele tre gange nævnt. På de to første steder er det Krossavig i Vopnafjord, der anføres, men bægge gange kun ganske kort og for B.s vedkommende uden at Torkel Gejtessön nævnes som hjemmehørende i Krossavig. På det tredje sted omtales Krossavig i Reydarfjord. Her boede også i følge Ldn. »Tore den høje«, og også Ldn. har angivelsen »derfra er Krossvikingerne komne.« Bemærkningen om Krossvikingerne har utvivlsomt bragt bearbejderen til at tro, at »Torkel Gejtessön fra Krossavig« måtte nedstamme fra Tore — hvad der særlig måtte ligge nær, hvis hans eksemplar ligesom B. ikke har indeholdt nogen oplysning om Torkel Gejtessöns herkomt. Han bar derfor optaget Ldn.’s ord om Tore i sin indledning og henlagt Torkel Gejtessöns bolig til Krossavig i Reydarfjord. Endnu en grund til at henføre fortællingen til Reydarfjorden har han vistnok fundet i den tilfældige omstændighed, at navnet Krum — efter hvad der med størst sandsynlighed lader sig formode — foruden om en landnamsmand i Reydarfjord også oprindelig har forekommet i fortællingen om Torsten oksefod, idet han så satte de to mænd af samme navn i forbindelse med hinanden. Hvorvidt også navnet Freystén er oprindeligt i fortællingen, eller om Flatb.’s bearbejder på egen hånd har tillagt Torkels træl dette på grund af det i Ldn. mødende navn Freystén på en af Reydarfjordens beboere, er vanskeligere at afgøre. Gautavik (sikkert det ved Berufjord forekommende) har næppe oprindelig hørt til fortællingen, men dette har bearbejderen utvivlsomt hentet fra Flateyjarannal, hvor Gautavik et par gange nævnes som havn, — med samme ugenerthed, hvormed han fra nysnævnte kilde har taget den c. 1200 levende Asmund kastanrasse og gjort ham til skibsfører på det skib, hvormed Torsten oksefod sejler fra Island<ref>Angående de topografiske forhold i denne fortælling se i øvrigt Sig. Gunnarssöns Örnefni s. 478—79.<br>K. Maurer kommer i sin bekendte, også for denne fortællings vedkommende særdeles interessante og lærerige afhandling »Die Quellenzeugnisse über das erste Landrecht o. s. v.« Abh. der bayer. Academie der Wissenschaften, München 1871 til det resultat, at den Landnamarecension, hvorfra det til fortællingen om Torsten oksefod hørende indledningskapitel og de øvrige i fortællingen forekommende Landnamacitater er tagne, har været en af de to til grund for Hauksbog liggende recensioner. Sammesteds henledes opmærksomheden på fire papirhåndskrifter af fortællingen om Torsten oksefod (AM. 552 H., 562 B og C, 563 B. — alle i 4to), der udelade indledningskapitlet, samt bemærkningerne om Krums landnam. Disse håndskrifter (hvoraf et udtrykkelig angives at være kommet fra Vopnafjord) stamme imidlertid øjensynlig fra Flatøbogen, og som det af forskellige, for alle fælles fejl ses, indirekte, gennem en og samme fra denne tagen afskrift. De udeladte stykker er formodenlig forbigåede som altfor stødende for den med de topografiske forhold bedre kendte afskriver. Fælles for dem alle fire er det at kalde højboen ikke Bryniar, men Krumur og højen Krumshaugur; dette er dog næppe nogen ældre, ægtere form for navnet; men også her har man sikkert med en fejllæsning af navnet (mandsnavnet) i afskriften fra Flatøbogen at gøre.</ref>.
+[[Fil:AM.147.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Klipper ved Vopnafjörður''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Denne lille fortælling, der med undtagelse af navnene Freystén og Krum mangler ethvert tilknytningspunkt til Reydarfjord, har — som alt bemærket — i sin oprindelige form utvivlsomt Vopnafjorden til skueplads. På Krossavig i Vopnafjord boede Torkel Gejtessön. I denne bygd, hvor æventyret om Torsten oksefod omfattes med større interesse end nogen saga, genfindes også de i fortællingen omtalte stedsnavne. Således påvises ødegården ''Krumsholt'' noget udenfor Krossavig (navnet anføres også hos Olavius), men af den sammesteds anførte skov ved Krumsholt ses intet spor. ''Jøkeldal'' (Jökuldalr) er en sydvestlig forgrening af Fagredal, og her ses tæt ved den over Hellishede forende vej en banke endnu benævnt ''Brynjarshøj'' (Brynjarshaugr). — Bearbejderen af fortællingen om Torsten oksefod, som vi have den i Flatøbogen, må have været aldeles ubekendt med forholdene på Østlandet og uden kendskab til denne landsdels sagaer; men, dette forudsat, er det ret forståeligt, hvorledes den hos ham indløbne misforståelse med hensyn til fortællingens skueplads har kunnet opstå. Han har ved hjælp af Ldn. villet berige fortællingen med forskellige oplysninger af genealogisk og topografisk natur. Et tilknytningspunkt for fortællingen til en bestemt del af landet har han trot at finde i angivelsen af Krossavig som bolig for Torkel Gejtessön. I Ldn. findes et Krossavig i det hele tre gange nævnt. På de to første steder er det Krossavig i Vopnafjord, der anføres, men bægge gange kun ganske kort og for B.s vedkommende uden at Torkel Gejtessön nævnes som hjemmehørende i Krossavig. På det tredje sted omtales Krossavig i Reydarfjord. Her boede også i følge Ldn. »Tore den høje«, og også Ldn. har angivelsen »derfra er Krossvikingerne komne.« Bemærkningen om Krossvikingerne har utvivlsomt bragt bearbejderen til at tro, at »Torkel Gejtessön fra Krossavig« måtte nedstamme fra Tore — hvad der særlig måtte ligge nær, hvis hans eksemplar ligesom B. ikke har indeholdt nogen oplysning om Torkel Gejtessöns herkomt. Han bar derfor optaget Ldn.’s ord om Tore i sin indledning og henlagt Torkel Gejtessöns bolig til Krossavig i Reydarfjord. Endnu en grund til at henføre fortællingen til Reydarfjorden har han vistnok fundet i den tilfældige omstændighed, at navnet Krum — efter hvad der med størst sandsynlighed lader sig formode — foruden om en landnamsmand i Reydarfjord også oprindelig har forekommet i fortællingen om Torsten oksefod, idet han så satte de to mænd af samme navn i forbindelse med hinanden. Hvorvidt også navnet Freystén er oprindeligt i fortællingen, eller om Flatb.’s bearbejder på egen hånd har tillagt Torkels træl dette på grund af det i Ldn. mødende navn Freystén på en af Reydarfjordens beboere, er vanskeligere at afgøre. Gautavik (sikkert det ved Berufjord forekommende) har næppe oprindelig hørt til fortællingen, men dette har bearbejderen utvivlsomt hentet fra Flateyjarannal, hvor Gautavik et par gange nævnes som havn, — med samme ugenerthed, hvormed han fra nysnævnte kilde har taget den c. 1200 levende Asmund kastanrasse og gjort ham til skibsfører på det skib, hvormed Torsten oksefod sejler fra Island<ref>Angående de topografiske forhold i denne fortælling se i øvrigt Sig. Gunnarssöns Örnefni s. 478—79.<br>K. Maurer kommer i sin bekendte, også for denne fortællings vedkommende særdeles interessante og lærerige afhandling »Die Quellenzeugnisse über das erste Landrecht o. s. v.« Abh. der bayer. Academie der Wissenschaften, München 1871 til det resultat, at den Landnamarecension, hvorfra det til fortællingen om Torsten oksefod hørende indledningskapitel og de øvrige i fortællingen forekommende Landnamacitater er tagne, har været en af de to til grund for Hauksbog liggende recensioner. Sammesteds henledes opmærksomheden på fire papirhåndskrifter af fortællingen om Torsten oksefod (AM. 552 H., 562 B og C, 563 B. — alle i 4to), der udelade indledningskapitlet, samt bemærkningerne om Krums landnam. Disse håndskrifter (hvoraf et udtrykkelig angives at være kommet fra Vopnafjord) stamme imidlertid øjensynlig fra Flatøbogen, og som det af forskellige, for alle fælles fejl ses, indirekte, gennem en og samme fra denne tagen afskrift. De udeladte stykker er formodenlig forbigåede som altfor stødende for den med de topografiske forhold bedre kendte afskriver. Fælles for dem alle fire er det at kalde højboen ikke Bryniar, men Krumur og højen Krumshaugur; dette er dog næppe nogen ældre, ægtere form for navnet; men også her har man sikkert med en fejllæsning af navnet (mandsnavnet) i afskriften fra Flatøbogen at gøre.</ref>.
-De udstrakte fjældheder, som optage Islands nordøstligste del, kun hist og her åbnende plads for en lavere kystrand eller nogle smalle dalstrøg (som Vopnafjordsbygdens), afskæres fra det øvrige land ved to store elve af navnet ''Jøkelså'', bægge udspringende fra den store Vatnajøkels nordrand, men under deres løb fjærnende sig mere og mere fra hinanden. Den ene er den alt omtalte »Jøkelså på fjældene«, der i et nordvestligt løb søger gennem Tingø syssel ud i Aksarfjord. Den anden elv, ligeledes en af Islands betydeligste rindende vande, er '''Jøkelså med broen''' (''Jökulsá »á brú«''; »á brú« er da vistnok en forkortning for »farin á brú.« Ellers måtte man antage »J. á brú« omdannet af »J. at brú« &#596;: hjá brú); sin benævnelse skylder den en over denne førende bro, i lang tid så godt som den eneste på Island. Jøkelså med broen falder i nordøstlig retning ud i ''Herredsfloen'' (Héraðsflói), en bred bugt, der ind mod land med en bredde af flere mil begrænses af en flad sandsbrækning Herredssanden (Héraðssandr), til bægge sider derimod af fremløbende fjælde; mod nordvest skilles Herredsfloen fra Vopnafjorden ved de alt tidligere nævnte fra Hellishede fremløbende fjælde, hvis sydlige affald benævnes ''Hlidarfjældene'' (Hlíðarfjöll), mod sydøst strækker sig det lavere ''Osfjæld'' (Ósfjall, ogsaa: Ófjöll) frem. Flodsængens begrænsning bliver således på den ene side de syd for Vopnafjordsbygden liggende fjældheder, der nå mod sydvest helt op under Vatnajøkel; mod sydøst begrænses den også for den indre dels vedkommende af fortsættelser af det indre højland, men ud efter taber disse sig i lavland. Fra Vatnajøkels nordøstlige hjørne udspringer igen kilder til en storelv, der nede i bygden får navnet ''Lagarfljót''; medens de to Jøkelsåer bestandig mere fjærne sig fra hinanden, nærmer Jøkelså med broen og Lagarfljot sig efterhånden hinanden, så at de ved deres udløb stundum endog tildels forene sig. Det ualmindelig vidtstrakte lavland omkring Lagarfljot og Jøkelåens nedre del kaldes med en fælles benævnelse '''Fljotsdalsherred''' (''Fljótsdalshérað'') og bør også naturlig behandles under ét, men da bygden for en stor dél efter sin længde gennemskæres af sysselgrænsen, må her — hvor hvert syssel behandles for sig — i denne henseende ske nogen indskrænkning, og bekvemmest vil det da falde af den tilbagestående del af Norder-Mule syssel først at behandle den nærmest kysten liggende del.
+[[Fil:AM.148.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Virkisvík i Vopnafirði''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De udstrakte fjældheder, som optage Islands nordøstligste del, kun hist og her åbnende plads for en lavere kystrand eller nogle smalle dalstrøg (som Vopnafjordsbygdens), afskæres fra det øvrige land ved to store elve af navnet ''Jøkelså'', bægge udspringende fra den store Vatnajøkels nordrand, men under deres løb fjærnende sig mere og mere fra hinanden. Den ene er den alt omtalte »Jøkelså på fjældene«, der i et nordvestligt løb søger gennem Tingø syssel ud i Aksarfjord. Den anden elv, ligeledes en af Islands betydeligste rindende vande, er '''Jøkelså med broen''' (''Jökulsá »á brú«''; »á brú« er da vistnok en forkortning for »farin á brú.« Ellers måtte man antage »J. á brú« omdannet af »J. at brú« &#596;: hjá brú); sin benævnelse skylder den en over denne førende bro, i lang tid så godt som den eneste på Island. Jøkelså med broen falder i nordøstlig retning ud i ''Herredsfloen'' (Héraðsflói), en bred bugt, der ind mod land med en bredde af flere mil begrænses af en flad sandsbrækning Herredssanden (Héraðssandr), til bægge sider derimod af fremløbende fjælde; mod nordvest skilles Herredsfloen fra Vopnafjorden ved de alt tidligere nævnte fra Hellishede fremløbende fjælde, hvis sydlige affald benævnes ''Hlidarfjældene'' (Hlíðarfjöll), mod sydøst strækker sig det lavere ''Osfjæld'' (Ósfjall, ogsaa: Ófjöll) frem. Flodsængens begrænsning bliver således på den ene side de syd for Vopnafjordsbygden liggende fjældheder, der nå mod sydvest helt op under Vatnajøkel; mod sydøst begrænses den også for den indre dels vedkommende af fortsættelser af det indre højland, men ud efter taber disse sig i lavland. Fra Vatnajøkels nordøstlige hjørne udspringer igen kilder til en storelv, der nede i bygden får navnet ''Lagarfljót''; medens de to Jøkelsåer bestandig mere fjærne sig fra hinanden, nærmer Jøkelså med broen og Lagarfljot sig efterhånden hinanden, så at de ved deres udløb stundum endog tildels forene sig. Det ualmindelig vidtstrakte lavland omkring Lagarfljot og Jøkelåens nedre del kaldes med en fælles benævnelse '''Fljotsdalsherred''' (''Fljótsdalshérað'') og bør også naturlig behandles under ét, men da bygden for en stor dél efter sin længde gennemskæres af sysselgrænsen, må her — hvor hvert syssel behandles for sig — i denne henseende ske nogen indskrænkning, og bekvemmest vil det da falde af den tilbagestående del af Norder-Mule syssel først at behandle den nærmest kysten liggende del.