Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

2025-06-13T04:48:00Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Jesper på 13. jun. 2025 kl. 04:47

2025-06-13T04:47:14Z

Carsten: Nye mennesker – Kvinder – et opgør (KR)

2025-06-12T04:21:46Z

Nye mennesker – Kvinder – et opgør (KR)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Nye mennesker – Kvinder – et opgør (KR)]] !! !!
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Knud Rasmussen 04.jpeg|thumb|220px|<center>Knud Rasmussen (1879-1933)</center>]]<center>

 '''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]''' Knud Rasmussen <big>[[Nye mennesker (KR)|'''Nye mennesker''']]</big> 1905 <big><big><big>'''Kvinder – et opgør'''</big></big></big></center>

Ehrè var ikke nogen dygtig Fanger; man sagde spottende om ham, at han roede en Kajak, der var betrukken med Skind af fremmed Fangst; og det anstod sig ikke en Mand!

Han var ung og stærk, men doven; og dertil gift med en aldrende, fed Enke. De sov sammen i et Hjørne af Faderens Hus, og det var sjældent, at de naaede at blive vaagne til den Tid, da Fangere tager ud paa Havet. Siden gik de saa Dagen lang og drev om mellem Husene, indtil det igen var Aften.

Drengene paa Pladsen havde givet ham det ironiske Tilnavn: "den stærke"; naar Ehrè hørte det, slog han den, der stod nærmest.

Forøvrigt var han som Regel i bedste Lune; han var jo den store Sorkrarks Søn, og Broder til Pladsens bedste Fanger: Majark; hvorfor skulde han saa overanstrænge sig; der vilde jo dog altid være Kød nok til Vintren.

Men gik han saa endelig en Dag paa Fangst, havde han næsten altid Kød med, naar han vendte tilbage; men det var Fangstparter, vel at mærke, af andres Fangst; for han havde en besynderlig Evne til at dukke op, hvor noget blev nedlagt.

En Gang var det for Resten nær gaaet ham galt. Han var sammen med nogle andre ude efter Hvalros sent paa Efteraaret, da der allerede var faldet Sne paa Land. Fangerne havde sat en Blære i en stor Hvalros og skulde nu til at dræbe den med deres Harpuner; da kom Ehrè den for nær, og Bæstet kastede sig over ham. Han kæntrede øjeblikkelig, og da han saaledes forsvandt fra Overfladen, forføjede Hvalrossen sig bort. Kammeraterne fik trukket ham op paa deres Kajaker, som de havde sammenbundet som Flaade, og bjærgede ham til en Isflage, hvor de trak det vaade Tøj af ham og laante ham saa meget af deres eget, som de selv kunde undvære. Da Ehrè endelig kom til Land, var han mere Lig end levende.

Men det var som sagt yderst sjældent, at han udsatte sig for Strabadser. —

Denne Mand var det, at Enken, Alekrasina, havde taget. Hun havde fire Børn fra tidligere Ægteskab, og det var ikke saa let at skaffe dem en Forsørger; hun maatte være nøjsom i sit Valg. Og da saa Ehrè en Nat var kommen til hende, havde hun beholdt ham.

De holdt meget af hinanden; paa deres Plads i Sorkrarks Hus saas de næsten altid ømt omslyngede eller ogsaa lyskende hinanden. De lo og legede som et Par kaade Børn og var dem af alle, der kom hyppigst i vort Telt; men de havde ogsaa bedst Tid.

Der var over deres Samliv og Kærlighed en dyrisk Hengivelse, som til Tider kunde give sig de vildeste Udslag. Dyr opfører, som bekendt, blodige Elskovskampe i Parringstiden. Hunde kan ofte være livsfarlige at komme nær, naar Sanserne er i Oprør. De kan sønderslide hinanden af Skinsyge, og den udkaarne Han kan endog i et Lune vende sig mod sin Mage og bide hende, saa Blodet flyder. Hunnen hyler ynkeligt, og Hannen sætter sine Forpoter op paa hende og brummer styrkebevidst. Men saa snart Blodet er standset og Smerten stillet, kaster Hunnen sig atter ned for Hannen, der logrende af Henrykkelse giver sig alle hendes Kærtegn i Vold.

Eskimoerne har det paa samme Maade. Mændene elsker deres Kone; men naar et Lune falder over dem, kan de, om de er overmætte af Elskov, mishandle deres Kvinde paa en Maade, som vi Kulturmennesker kalder for raa. Men, siger Eskimoen, skal Kærligheden vedligeholdes, maa Kvinden engang imellem føle, at Manden er stærk.

Jeg sad en Dag inde i vort Telt med nogle Gæster, da et hidsigt Truselsraab skar gennem Pladsens Stilhed. Stemmen var en Mands.

"Min Kniv!" raabte han, "Du har glemt at slibe min Kniv!"

Vi kiggede gennem Teltforhænget og saa den unge Ehrè, ophidset og rød, komme slæbende med sin tykke Kone; han havde grebet hende i Haaret og trak hende ud paa Sletten bag Teltlejren. Alekrasina var bleg af Arrigskab og Smerte, men traskede dog efter uden at lade sin Mund flyde over.

En af Gæsterne i vort Telt var den mishandlede Alekrasinas Broder, den smukke Sitdluk. Da jeg saa Ehrè haanligt leende pine sit Offer forbi vort Telt, havde der inde i mig rejst sig en hed, civiliseret Forargelse over Mishandlingen af "den svage Kvinde"; en nedarvet Fornemmelse af, at jeg i min Egenskab af Mand maatte optræde som den mishandledes Ridder, varmede mine Kinder, og i Tankerne saa jeg allerede med Velbehag den grusomme Ægtemand bide ynkeligt i Græsset. — Da saa jeg hen paa Broderen for hos ham at se den samme glade Forargelse, der skulde skaffe sig Luft i et muntert, lille Slagsmaal; vore Øjne mødtes uvilkaarligt, — men Sitdluk lo, lo saa Haaret faldt ham ned over Ansigtet. Han havde gættet mine Tanker. "Lad dem bare selv klare deres Mellemværende," sagde han, "Folk heroppe blander sig aldrig i Strid mellem Mand og Kvinde!"

"Ja, men det er jo din Søster!" svarede jeg.

Men Sitdluk lo højt.

"Min Søster er vel Kvinde, lige som alle de andre; og Kvinder maa vel have Prygl imellem for at være føjelige. Du hører jo selv, at Alekrasina har nægtet at slibe sin Mands Kniv!"

Underlig beskæmmet lod jeg min Bersærkergang fare med Følelsen af, at jeg vel gjorde bedst i at gemme min ridderlige Forargelse, til jeg kom hjem igen til Landsmænd, der kunde fordøje den. Og hvad — et Opgør mellem elskende Eskimoer var vel lige saa interessant at opleve, som Aandemaneres Besværgelser! Og jeg var jo først og fremmest kommen herop for upartisk at studere Skæbner under andre Forhold end de sædvanlige.

Det gik nu hurtigt op for mig, at mine importerede Moralsbegreber nær havde forledt mig til et ganske uberettiget Indgreb i to Menneskers Mellemværende. Og i det følgende lykkedes det mig ogsaa at se fuldkommen historisk paa det Stykke Menneskeliv, der udfoldede sig for mig.

"Godt, at du nægtede at lyde!" skreg Ehrè; "du har længe trængt til at føle, hvem der er Herre!"

Midt ude paa Sletten gav han hende et Slag, saa hun tumlede om paa Jorden.

"Slaa mig ihjel! Aah nej, du er vel for fejg! Du tør ikke for min Slægt!" vrænger Alekrasina.

Men Ehrè satte hoverende sin Fod paa Konens Underliv og lo velbehageligt over hendes Magtesløshed.

"Nægt en anden Gang at lyde, saa ved du nu, hvordan jeg tager Ulydighed!"

Han sagde det ganske roligt, næsten kærligt, for at irritere, og saa begyndte han at bevæge sin Fod frem og tilbage over hendes Underliv. Der gik et Gys igennem mig, da jeg saa det; for Alekrasina var stærkt frugtsommelig.

Ja, træd til! Dræb det Barn, jeg bærer for dig!" skreg hun og lo vildt, da han trak Foden til sig. "Du er rød af Vrede, og dog tør du intet ondt gøre! Du er jo bange!" vrængede hun igen.

Saa kaster Manden sig ubehersket ned over hende og slaar hende i Ansigtet.

Alekrasina giver ikke en Lyd fra sig, men rejser sig langsomt og gaar over mod Fjældet. Manden staar og ser efter hende.

"Hvor gaar du hen?" raaber han stakaandet af Ophidselse.

Alekrasina vender sig om og siger roligt:

"Søg dig en anden Kone til Mishandling! — Jeg kommer ikke tilbage!"

"Naa, saa du har ikke faaet tilstrækkeligt Værk i Lemmerne endnu!" svarer Ehrè og løber efter hende.

Men inden han naar frem, sætter hun sig ned paa Jorden og forretter sin Nødtørft lige for Ansigtet af ham, for at vise sin Overlegenhed. Vinden bærer paa, og Ehrè vender hende uvilkaarligt Ryggen.

Tilskuerne nede ved Teltene hyler af Latter, da de ser dette. Ehrè sætter sig ned paa en Sten og venter.

Da Konen endelig er færdig, springer Manden til, griber hende i Haaret og fører hende ned mod Teltene.

"Kvindenykker! Det er mig en Adspredelse at pille dem ud!" siger han, da Konen stadig er tavs. Og i Bevidstheden om, at hun er kuet, er han paa Nippet til at lade sin Mandsvrede fare, — da hun lynsnart er inde paa ham i et Spring og slaar ham saa voldsomt med begge Næver i Siden, at han tumler omkuld med et Brøl. . . .

Naar der er noget paa Færde, er der al Tid mange skjulte Tilskuere, der stjæler sig til at være Vidner, for senere at kunne fortælle derom; men helst fra et Skjul.

Nu da Ehrè blev slaaet til Jorden af sin Kone, springer mange aabenlyst frem foran Teltene under Fnisen, og en halvvoksen Dreng undser sig end ikke for at raabe højt: "''Den stærke'' satte sin Bag i Jorden for en Kvinde!"

Stakkels Alekrasina! Hun betalte dyrt sin Sejr. Hun blev slynget hen ad Jorden, og da hun rejste sig, drev Blodet hende af Næsen.

Pludselig griber hun en Sten og kaster den med stor Kraft hen mod Teltene. Stenen ramte en af Ehrès Hunde, der hylende kravlede ind under en Slæde.

"Hvorfor stener du mine Hunde?" raabte Manden.

"Hvad vedkommer dine Hunde mig? Stenen kom blot imod min Vilje til at gaa uden om dig!" svarede hun.

Nyt Rabies! Alekrasina kastes atter til Jorden og mishandles.

Trods al Smerte har Konen bevaret sin urokkelige Ro, har ikke med et Ord klaget sig.

Og Ehrè, som nu fuldstændig har mistet Ligevægten, vender sig bort fra hende og giver sig ganske umotiveret til at stene alle sine Hunde, der farer hylende om.

Saa griber han den kostbare Kniv, der har været den uskyldige Aarsag til det hele, bryder den over sit Knæ og kaster den ud i Havet.

Dette gav hans Sind saa megen Ro, at han nu kunde gaa ind i sit Telt og lade sin Kone i Fred. Hun fulgte langsomt efter.

En Time efter kunde man høre Ægteparret le i fortroligt Samvær, som om intet var foregaaet imellem dem; og da jeg noget senere kiggede ind til dem, laa de kærligt omslyngede og sov. . . .

Ud paa Aftenen var Sladderen gaaende paa Pladsen. Alle Tilskuerne fik Mundene paa Gled; og om end der i Udmalingen af Enkelthederne herskede nogen Uoverensstemmelse, var alle dog enige om Oplevelsens Resultat:

"Tænk!" sagde de og fniste: "Ehrè blev kastet af sin Kone, føj! — af en sølle Kvinde!"

Naar der var hændt noget mærkeligt og man ønskede Sagen belyst fra forskellige Sider, kunde man bare gaa ned til "Tateratten". Han var Pladsens levende Avis, men i Modsætning til almindelige Aviser rummede han i sine Referater alle Meningsafskygninger, idet han altid spækkede sine Beretninger med en flittig Brug af: "den sa’ – –, men den og den mente nu, at – –, og saa fortalte dog – – –;" saaledes undgik han viseligen at sige, hvad han selv mente; og det var klogt af ham.

Tateratten var en værkbruden Mand, som laa ude paa sin Slæde baade Dag og Nat om Sommeren; intet, der gik for sig i Syns Afstand, undgik hans Opmærksomhed, og naar han en Gang imellem gav et Raab fra sig, var man sikker paa at se hele Pladsen paa Benene; alle vidste, at den lamme paa Slæden ikke havde andet at bestille, end at vente paa, at der skulde ske noget.

Og blev det en Gang imellem sparsomt med Begivenhederne, tyede han til sine Drømme, der ofte varslede mærkelige Ting; og saaledes lykkedes det ham altid at holde Interessen om sin Person levende.

Jeg var stærkt optagen af Dagens Begivenhed, da jeg kom hen til ham. Og da jeg gerne vilde have ham til at udtale sig, fortalte jeg, at det var første Gang i mit Liv, at jeg havde set en Kvinde faa Prygl.

Tateratten spærrede sine Øjne vidt op og stirrede paa mig; han var overbevist om, at jeg vilde have ham til Bedste. Men da han hørte mig gentage min Paastand, var der Medfølelse i hans Stemme, da han sa’:

"Hvorledes bærer I jer saa ad at tøjle jeres Kvinder? eller er det maaske dem, der er Herrer i Eders Land?"

Vi vekslede nu med dette Udgangspunkt vore Opfattelser, der ikke var ganske samstemmende. Han belagde sine Ord med stor Vægt; dog var der nogen Bitterhed i hans Betragtninger.

"Kvinderne skal forsørges!" forklarede han; "og det er os, som skal gøre det. I vort Samliv slutter de sig til os, fordi vi gi’r dem Mad og Klæder. Ser du, da jeg var rask og fangede til Overflod, havde jeg en Kone, som holdt meget af mig. Men saa ramte den onde Skæbne mig, og min Krop døde. Da maatte jeg nøjes med at spise andres Fangst, men se: saa løb min Kone sin Vej, for at lade sig tage af én, der bedre kunde ernære hende, — he! Saadan er de! men naar vi skal være Forsørgeren, maa vi vel ogsaa være Herren. Og faar hun Nykker, skal hun selvfølgelig ha’ de Prygl, der kan bringe hende til Fornuft igen!

Kvinder kan blive besværlige, naar man ikke aver dem! og straffer man dem, maa man ogsaa vide at drage Grænser. Fejl til begge Sider kan bringe Ulykke!"

Og for at vise mig, at hans Anskuelser havde hjemme hos de vise Forfædre, fortalte han mig et overleveret Sagn:

'''KONEN, DER LØJ'''

Man fortæller, at Navaranapaluk stammede fra Menneskeædere; da hun voksede til, blev hun bortgiftet til nogle, som ikke spiste Mennesker.

Engang da hun skulde i Besøg hos sin Slægt, trak hun et Par Vanter paa Fødderne i Stedet for Støvler. Dette gjorde hun for at hendes Familie skulde tro, at hendes nye Landsmænd handlede ilde med hende.

Det var midt om Vinteren, og hendes Slægt fik stor Medlidenhed med hende, da de saa hende komme gaaende; og saa blev de enige om, at angribe den Stamme, hun var kommen til at tilhøre.

De rejste og kom til Bopladsen paa en Tid, da alle Mænd var bortrejste; der var kun Kvinder hjemme, dem overfaldt de og myrdede; kun tre undslap.

En af dem havde kastet det Skind over sig, som hun netop var i Færd med at berede; den anden havde væltet en Hundefoderkasse over sig, og den tredje havde gemt sig i et Kødskur.

Da Mændene kom hjem, fandt de alle deres Kvinder dræbte; og Uraad anede de, da Navaranapaluk var flygtet. Og stor blev deres Vrede, da Drabsmændene havde stukket Ligene af deres Koner op paa lange Stænger saaledes, at Pælen gik gennem deres Kønsdele.

Straks begyndte de at berede sig til Angreb paa deres Fjender, og gav sig til at lave store Mængder af Pile.

De tre Kvinder, der var tilbage, flettede den Senetraad, hvormed Pilespidserne skulde gøres fast; og saa ivrigt flettede de, at der tilsidst ikke var mere Kød paa deres Fingerspidser, og de bare Ben stak frem. En af dem døde af Blodtab.

Da de var vel forberedte, rejste de ud, og oppe over deres Fjenders Huse, gemte de sig bag store Sten.

Drabsmændene havde efter Hjemkomsten hver Dag ventet Hævnere; deres Kvinder skiftedes derfor til at holde Udkig.

Der fortælles nu, at en gammel Kælling iblandt dem fik en mærkelig Drøm. Hun drømte, at to Lus sloges paa hendes Hovede. Og da hun fortalte sine Landsmænd det, mente alle, at Hævnerne maatte være lige i Nærheden. De samlede sig derfor alle i eet Hus for at raadspørge Aanderne, og da de var vel i Gang med Aandebesværgelserne gav en Hund paa Hustaget sig pludselig til at gø.

Mændene styrtede ud, men da havde deres Fjender allerede omringet Huset, og fuldbragte nu deres Hævn, ved at nedskyde alle Mænd med Pile. Først da der ikke var flere tilbage, udvalgte de sig Koner blandt Enkerne og førte dem hjem.

Men der var to, der greb Navaranapaluk i Haanden og løb af Sted med hende.

Og hun som troede, at man kappedes om at tage hende til Kone, raabte:

"Hvem af Jer! Hvem af Jer!" Men Mændene lo bare, uden at svare og løb videre med hende.

Saa huggede de pludselig begge Arme over paa hende med en Kniv.

Blodet straalede ud fra Armstumperne, og Navaranapaluk løb endnu et lille Stykke videre, og det saa ud, som hun havde faaet Arme af Blod.

Men snart faldt hun om og døde af Blodtabet.

Saaledes behandlede de hende, fordi hun var en Løgnhals.

Jeg har hørt det fortælle af dem, der indvandrede fra den anden Side Havet.

Saa vidt Tateratten og hans vise Forfædre.

En flygtig Betragtning af Kvindens Stilling i det eskimoiske Samfund kunde forlede en til at tro, at hun udelukkende førte en forkuet og ulykkelig Tilværelse. Ser man hen til Sagnene, der indeholder mange Slægtleds Erfaringer, begynder en ikke ringe Del af dem med at berette om, at "der en Gang var en Kvinde, der — saaledes som det jo er Skik — stadig blev mishandlet af sin Mand og saa flygtede hun en Dag grædende ud mellem Fjældene." Og et Ophold iblandt dem konstaterer yderligere, at det ikke gaar saa sjældent paa, at der falder fæle Knubs af. Men ingen vilde sikkert blive mere forbavset end hun selv, hvis nogen kom til hende og beklagede hende; thi hendes Legeme er stærkt og sundt, hendes Sind let og ligevægtigt, og Livet forekommer hende derfor vel værdt at leve og saare fornuftigt indrettet. Hun har selv ingen som helst Følelse af at være Mandens Træl.

I vor Bedømmelse af disse Forhold maa vi, for at kunne forstaa hende, se strengt eskimoisk paa Sagen og ikke give hende Kulturkvindens Selvstændigheds Krav og Æresfølelse. Hun vokser op med Bevidstheden om, at hun en Gang vil blive en tilfældig Mands Ejendom; saaledes gik det hendes Mor og saaledes vil det gaa hendes Døtre; og det finder hun selvfølgeligt. Hun vil maaske nok græde den Dag, hun biir taget til Kone; men det gør hun, fordi hun endnu er saa ung, at hun hellere vil være blandt de legende Børn end blandt de adstadige Mødre. De er i Reglen en 16 Aar, naar de faar deres Mand. Der er blandt Polareskimoerne flere Mænd end Kvinder, og den unge Fanger maa derfor skynde sig med at føje det nødvendigste Led til sin øvrige Udrustning. Hvorledes skulde han ellers faa beredt Skindene af de Dyr, han fanger, og hvem skulde sy og passe hans Klæder? Og varme, velsyede Klæder er den første Betingelse for at kunne blive en dygtig Erhverver i de Egne. Og hun skal føde ham Børn, der kan fylde hans Manddom med Faderglæde og sikre ham hans Alderdom mod Nød.

Alt dette ved Kvinderne; deres Nødvendighed for Samfundets Opretholdelse er dem bevidst; og det er de stolte over!

Og en Kone er i Virkeligheden heller ikke "noget, man blot kan tage;" der følger alvorlige Forpligtelser med. Har Konen gamle Forældre, der ikke længere kan klare sig, maa Manden tage dem til sig; og gifter man sig med en Enke, maa man føde og klæde hendes Børn.

I det daglige Liv mærker man heller ikke meget til Mandens Hals- og Haandsret. Kvinderne har en egen Evne til at lirke deres Vilje igennem baade i smaat og stort. Og vil man opnaa en Tjeneste af en Mand, bør man altid først vinde hans Kone for sin Sag.
Deres Husliv rinder hen i lykkelige Dage. Standser man uden for en Hytte, vil man altid høre munter Tale og Latter derinde fra.

Vi er saa raske til at dømme Mændene, fordi de slaar; og vi har Medlidenhed med de Kvinder, der nu og da faar et blaat Øje som Følge af lidt Hidsighed. Men vi glemmer, at vi Kulturmennesker med et giftigt Ord langt oftere slaar haardere og brutalere end Eskimoen med sin Næve.

Kun i een Sag er Kvinden ikke i Stand til at gøre nogen som helst Medbestemmelsesret gældende, og det er i det seksuelle Spørgsmaal. Her er hun ganske prisgivet Manden, der efter Samfundsskikken kan bytte hende bort for en enkelt Nat eller ogsaa for længere Tid, uden nogen Sinde at regne med hendes Vilje.

Det er i Reglen paa Fangstture, at de bliver enige om Konebytning for en enkelt Nat; men til Konen selv nævner de intet derom ved Hjemkomsten; først naar Konen ser en fremmed Mand lægge sig paa hendes Leje, medens hendes egen Mand gaar til et andet Hus, bliver hun klar over Byttet. Konerne byttes aldrig ud af Huset for en Nat; det er Mændene, som bytter Leje.

En ren praktisk Rolle kan denne Konebytning ogsaa komme til at spille. Skal en Mand saaledes ud paa en lang Rejse, og ønsker han en Kvinde med sig, kan han, hvis hans egen Kone, f. Eks. ved Svangerskab, er daarlig skikket til at deltage i en Slædefarts Strabadser, give sin Kone til en, som ikke skal rejse, og i Stedet faa overladt dennes.
Men det kan ogsaa hænde, at en ung Kone faar Længsel efter fjerntboende Slægt; vil hendes Mand da gerne føje hende, uden selv at give sig ud paa Langfærd, er der ofte en rejselysten Mand, som melder sig, for med sin egen Kone som Pant at føre den fremmede paa Besøgsrejse.

Endelig kan Konebytning ogsaa anvendes som et Middel mod alt for lunefulde Kvinder. Naar et Ægteskab blir "uroligt", tilbytter Manden sig ofte en ny Kone paa ubestemt Tid. De paastaar, at de snart kommer til at længes efter hinanden; thi under en saadan Udluftning af Lidenskaberne gør man i Reglen den Opdagelse, at ens egen Kone dog trods alt var den bedste af dem alle.

Børn, der avles under Laan, bliver hos Moderen, indtil de ikke behøver hende længere.

Det hænder, at en Kvinde under Graad nægter sig rede til Bytning, men det er sjældent. Da straffes hun af Manden med Prygl.

Disse Forhold kan blandt Eskimoerne give Anledning til besynderlige moralske Betragtninger. Der var en Gang en Mand, der fortalte mig, at han kun slog sin Kone, naar hun ikke vilde have andre Mænd hos sig. Hun vilde kun kendes ved ham — og det var hendes eneste Fejl!

Flerkoneri forekommer, men kun meget sjældent, da der er for faa Kvinder.

Ved Mændenes Valg af Koner spiller Følelsen ikke nogen Rolle; det er kun Fornuftshensyn, der tages. Kærligheden kommer først gennem Samlivet.

Som Helhed har jeg det smukkeste Indtryk af Forholdet mellem Mand og Kvinde. Naar man tager deres egne Samfundsskikke og moralske Begreber som Grundlag for en Bedømmelse, maa man indrømme dem, at de lever gladere og mere sorgfrit sammen end Kulturmennesker i Almindelighed. Deres Samliv har ingen bitre Skuffelser at berede dem, fordi de ikke oplæres i Teorier, der er dømte til at ramle sammen i Livets Praksis.

Kun een Slags Kvinder beklager jeg blandt Polareskimoerne, og det er de ufrugtbare.

 
==Kilde==
 
Knud Rasmussen: ''Nye mennesker'', s. 53-65. København, 1905.</blockquote>
 

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. jun. 2025 kl. 04:47
Linje 1:		Linje 1:
−	~~{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+	[[Fil:Knud Rasmussen 04.jpeg\|thumb\|220px\|<center>Knud Rasmussen (1879-1933)</center>]]
−	~~\|- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !!~~ [[Fil:~~Dansk~~.~~gif~~\|~~32px~~\|~~link= Nye mennesker – Kvinder – et opgør~~ (KR)]] ~~!! !!~~
−	\|-
−	\|}

	<blockquote>[[Fil:Knud Rasmussen 04.jpeg\|thumb\|220px\|<center>Knud Rasmussen (1879-1933)</center>]]<center>		<blockquote>[[Fil:Knud Rasmussen 04.jpeg\|thumb\|220px\|<center>Knud Rasmussen (1879-1933)</center>]]<center>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. jun. 2025 kl. 04:48
Linje 1:		Linje 1:
−	[[Fil:~~Knud Rasmussen 04~~.~~jpeg~~\|~~thumb~~\|~~220px\|<center>Knud Rasmussen~~ (~~1879-1933~~)~~</center>~~]]	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link= Nye mennesker – Kvinder – et opgør (KR)]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}

	<blockquote>[[Fil:Knud Rasmussen 04.jpeg\|thumb\|220px\|<center>Knud Rasmussen (1879-1933)</center>]]<center>		<blockquote>[[Fil:Knud Rasmussen 04.jpeg\|thumb\|220px\|<center>Knud Rasmussen (1879-1933)</center>]]<center>

Nye mennesker – Kvinder – et opgør (KR) - Revisjonshistorikk

Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Jesper på 13. jun. 2025 kl. 04:47

Carsten: Nye mennesker – Kvinder – et opgør (KR)