Olav den Helliges saga - Revisjonshistorikk

Carsten på 15. apr. 2026 kl. 08:51

2026-04-15T08:51:21Z

Jesper på 25. sep. 2021 kl. 18:52

2021-09-25T18:52:17Z

Jesper på 11. feb. 2019 kl. 17:00

2019-02-11T17:00:23Z

Jesper på 28. sep. 2017 kl. 18:53

2017-09-28T18:53:20Z

Jesper på 8. sep. 2017 kl. 05:22

2017-09-08T05:22:41Z

Jesper på 17. mai 2017 kl. 15:15

2017-05-17T15:15:42Z

JJ.Sandal på 20. des. 2015 kl. 12:16

2015-12-20T12:16:51Z

Jesper på 3. nov. 2015 kl. 19:58

2015-11-03T19:58:08Z

Jesper på 19. okt. 2015 kl. 05:10

2015-10-19T05:10:35Z

Jesper: Et vers af Ottar den Sorte

2015-09-06T16:10:50Z

Et vers af Ottar den Sorte

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Ólafs hins helga]] !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav den helliges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav den Helliges saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Olav den heliges historia]] !!
 |-
-! !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !! !!
+! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Uphaf sǫgu ins helga Óláfs konungs]]!! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !! !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 25. sep. 2021 kl. 18:52
Linje 35:		Linje 35:
	'''2. Om Olav og kong Sigurd So'''		'''2. Om Olav og kong Sigurd So'''

−	Engang ville kong Sigurd ride fra gården, men der var ikke nogle folk hjemme på gården; han gav sin stedsøn — Olav — besked på at sadle sin hest. Olav gik til gedehuset og fandt dér den største buk; han førte den hjem og lagde kongens sadel på den. Så gik han hen til ham og sagde, at han havde klargjort ~~befordringmidlet~~ til ham. Kong Sigurd gik derhen og så, hvad Olav havde gjort; han sagde: »Det er let at se, at du ønsker at være fri for mine forlangender; din mor synes sikkert, at det er passende, at jeg ikke forlanger noget af dig, der er dig imod. Det er indlysende, at vi to ikke tænker ens; du er givetvis mere højsindet, end jeg er. Olav svarede ikke, men lo ad det og gik sin vej.	+	Engang ville kong Sigurd ride fra gården, men der var ikke nogle folk hjemme på gården; han gav sin stedsøn — Olav — besked på at sadle sin hest. Olav gik til gedehuset og fandt dér den største buk; han førte den hjem og lagde kongens sadel på den. Så gik han hen til ham og sagde, at han havde klargjort befordringsmidlet til ham. Kong Sigurd gik derhen og så, hvad Olav havde gjort; han sagde: »Det er let at se, at du ønsker at være fri for mine forlangender; din mor synes sikkert, at det er passende, at jeg ikke forlanger noget af dig, der er dig imod. Det er indlysende, at vi to ikke tænker ens; du er givetvis mere højsindet, end jeg er.« Olav svarede ikke, men lo ad det og gik sin vej.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. feb. 2019 kl. 17:00
Linje 1 844:		Linje 1 844:


−	Asbjørn gik hen til stuehuset, og da han kom ind i forstuen, gik én mand ud og en anden ind, og ingen lagde mærke til ham. Stuedøren var åben, og han så, at Tore Sæl stod foran højsædebordet. Det var sent på aftenen. Asbjørn hørte, at nogle spurgte Tore om hans mellemværende med Asbjørn, og at Tore svarede med en lang historie; Asbjørn fandt, at han åbenbart fortalte historien énsidigt. Så hørte han, at en mand spurgte: »Hvordan tog ham Asbjørn det, da I ryddede skibet?« Tore sagde: »Han tog det nogenlunde — dog ikke godt! — da vi ryddede skibet, men da vi tog sejlet fra ham, græd han.« Da Asbjørn hørte dette, trak han kort og godt sværdet, løb ind i stuen og huggede i det samme til Tore; hugget ~~faldt~~ bag på halsen, så hovedet faldt ned på bordet foran kongen, mens kroppen faldt for hans fødder. Borddugene blev helt og holdent sølet til med blod. Kongen sagde, at han skulle pågribes, hvilket skete; Asbjørn blev taget og ført ud af stuen. Så blev duge og dækketøj taget ud, ligesom Tores lig blev fjernet, og alt blodindsmurt blev rengjort. Kongen var meget vred, men talte meget roligt, sådan som han plejede. Skjalg Erlingson rejste sig, gik for kongen og sagde således: »Nu er det som ofte før — konge! — at man skal finde hjælp dér, hvor ''du'' er; jeg vil tilbyde penge for denne mand, for at han må beholde liv og lemmer, men du — konge! — må skalte og valte med alt øvrigt.« Kongen sagde: »Gælder det ikke livet — Skjalg! — hvis en mand bryder påskefreden? Eller i øvrigt, hvis han dræber en mand i kongens stue? Eller for det tredje — hvilket du og din far vel ikke regner for noget — at han brugte mine fødder som huggeblok?« Skjalg svarede: »Det er beklageligt — konge! — at du er utilfreds; gerningen var ellers godt gjort! Men selv om denne gerning — konge! — er dig imod, og du tillægger den stor betydning, da forventer jeg, at modtage meget af dig for min tjeneste; mange ville sige, at det kunne du godt gøre.« Kongen sagde: »Selv om jeg sætter pris på dig — Skjalg! — kan jeg ikke bryde loven og fralægge mig kongeværdigheden for din skyld.« Skjalg vendte sig da bort og gik ud af stuen. Der havde været 12 mand med Skjalg; de fulgte alle efter ham, og mange andre gik også med ham væk. Skjalg sagde til Torarin Nefjolfson: »Hvis du vil bevare mit venskab, sætter du alle dine evner ind på, at manden ikke bliver dræbt før søndag.«	+	Asbjørn gik hen til stuehuset, og da han kom ind i forstuen, gik én mand ud og en anden ind, og ingen lagde mærke til ham. Stuedøren var åben, og han så, at Tore Sæl stod foran højsædebordet. Det var sent på aftenen. Asbjørn hørte, at nogle spurgte Tore om hans mellemværende med Asbjørn, og at Tore svarede med en lang historie; Asbjørn fandt, at han åbenbart fortalte historien énsidigt. Så hørte han, at en mand spurgte: »Hvordan tog ham Asbjørn det, da I ryddede skibet?« Tore sagde: »Han tog det nogenlunde — dog ikke godt! — da vi ryddede skibet, men da vi tog sejlet fra ham, græd han.« Da Asbjørn hørte dette, trak han kort og godt sværdet, løb ind i stuen og huggede i det samme til Tore; hugget traf bag på halsen, så hovedet faldt ned på bordet foran kongen, mens kroppen faldt for hans fødder. Borddugene blev helt og holdent sølet til med blod. Kongen sagde, at han skulle pågribes, hvilket skete; Asbjørn blev taget og ført ud af stuen. Så blev duge og dækketøj taget ud, ligesom Tores lig blev fjernet, og alt blodindsmurt blev rengjort. Kongen var meget vred, men talte meget roligt, sådan som han plejede. Skjalg Erlingson rejste sig, gik for kongen og sagde således: »Nu er det som ofte før — konge! — at man skal finde hjælp dér, hvor ''du'' er; jeg vil tilbyde penge for denne mand, for at han må beholde liv og lemmer, men du — konge! — må skalte og valte med alt øvrigt.« Kongen sagde: »Gælder det ikke livet — Skjalg! — hvis en mand bryder påskefreden? Eller i øvrigt, hvis han dræber en mand i kongens stue? Eller for det tredje — hvilket du og din far vel ikke regner for noget — at han brugte mine fødder som huggeblok?« Skjalg svarede: »Det er beklageligt — konge! — at du er utilfreds; gerningen var ellers godt gjort! Men selv om denne gerning — konge! — er dig imod, og du tillægger den stor betydning, da forventer jeg, at modtage meget af dig for min tjeneste; mange ville sige, at det kunne du godt gøre.« Kongen sagde: »Selv om jeg sætter pris på dig — Skjalg! — kan jeg ikke bryde loven og fralægge mig kongeværdigheden for din skyld.« Skjalg vendte sig da bort og gik ud af stuen. Der havde været 12 mand med Skjalg; de fulgte alle efter ham, og mange andre gik også med ham væk. Skjalg sagde til Torarin Nefjolfson: »Hvis du vil bevare mit venskab, sætter du alle dine evner ind på, at manden ikke bliver dræbt før søndag.«

	Derefter gik Skjalg og hans mænd hen til en roskude, han ejede; de roede sydpå, så hurtigt de kunne, og kom ved daggry til Jæren. De gik straks op til gården og til det loftsrum, hvor Erling sov; Skjalg kastede sig mod døren, så den brækkede i naglerne. Erling og de andre, der var derinde, vågnede derved; han kom hurtigt på fødderne, greb sit skjold og sværd og løb hen til døren og spurgte, hvem der fór så voldsomt frem. Skjalg gav sig til kende og bad om, at døren blev åbnet. Erling sagde: »Med så tåbelig en fremfærd kunne man snarest forvente, at det var dig — eller er der nogen efter jer?« Døren blev lukket op; så sagde Skjalg: »Det kan godt være, at du synes, jeg er for voldsom, men jeg forventer ikke, at Asbjørn — din slægtning — synes det er for hurtigt, dér hvor han sidder i lænker — nordpå på Avaldsnes; så var det mere mandigt at tage op og hjælpe ham!« Derefter talte far og søn sammen; Skjalg fortalte da Erling alt, hvad der var sket, da Sæl-Tore blev dræbt.		Derefter gik Skjalg og hans mænd hen til en roskude, han ejede; de roede sydpå, så hurtigt de kunne, og kom ved daggry til Jæren. De gik straks op til gården og til det loftsrum, hvor Erling sov; Skjalg kastede sig mod døren, så den brækkede i naglerne. Erling og de andre, der var derinde, vågnede derved; han kom hurtigt på fødderne, greb sit skjold og sværd og løb hen til døren og spurgte, hvem der fór så voldsomt frem. Skjalg gav sig til kende og bad om, at døren blev åbnet. Erling sagde: »Med så tåbelig en fremfærd kunne man snarest forvente, at det var dig — eller er der nogen efter jer?« Døren blev lukket op; så sagde Skjalg: »Det kan godt være, at du synes, jeg er for voldsom, men jeg forventer ikke, at Asbjørn — din slægtning — synes det er for hurtigt, dér hvor han sidder i lænker — nordpå på Avaldsnes; så var det mere mandigt at tage op og hjælpe ham!« Derefter talte far og søn sammen; Skjalg fortalte da Erling alt, hvad der var sket, da Sæl-Tore blev dræbt.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. sep. 2017 kl. 18:53
Linje 2 408:		Linje 2 408:
	'''154. Om kong Olav og svenskerne'''		'''154. Om kong Olav og svenskerne'''

−	Da kong Olav og kong Ønund erfarede, at kong Knud var styret til Øresund, og at han lå dér med sin hær, holdt kongerne husting. Kong Olav talte og sagde, at det var gået, som han havde gættet: At kong Knud ikke var blevet længe i Helligåen, »— og jeg forventer nu, at flere ting i vores mellemværende skal gå, som jeg gættede. Nu har han ikke så mange folk, som han havde i sommer, og han vil sidenhen få endnu færre, for det bliver ikke mindre utåleligt for dem end for os, at ligge ude på skibene senere på efteråret, og så vil sejren blive os forundt, hvis vi ikke fattes dristighed og beslutsomhed. Det er gået sådan for sig i sommer, at vi har haft mindre mandskab, men de har mistet både mænd og værdier til os.« Så begyndte svenskerne at knurre meget, og den ene talte i munden på den anden; det blev da besluttet, at kong Ønund drog væk med hele sit følge, mens kong Olav blev tilbage.	+	Da kong Olav og kong Ønund erfarede, at kong Knud var styret til Øresund, og at han lå dér med sin hær, holdt kongerne husting. Kong Olav talte og sagde, at det var gået, som han havde gættet: At kong Knud ikke var blevet længe i Helligåen, »— og jeg forventer nu, at flere ting i vores mellemværende skal gå, som jeg gættede. Nu har han ikke så mange folk, som han havde i sommer, og han vil sidenhen få endnu færre, for det bliver ikke mindre utåleligt for dem end for os at ligge ude på skibene senere på efteråret, og så vil sejren blive os forundt, hvis vi ikke fattes dristighed og beslutsomhed. Det er gået sådan for sig i sommer, at vi har haft mindre mandskab, men de har mistet både mænd og værdier til os.« Så begyndte svenskerne at knurre meget, og den ene talte i munden på den anden; det blev da besluttet, at kong Ønund drog væk med hele sit følge, mens kong Olav blev tilbage.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. sep. 2017 kl. 05:22
Linje 30:		Linje 30:
	'''1. Indledning'''		'''1. Indledning'''

−	Olav — søn af Harald den Grenske — voksede op hos sin stedfar — Sigurd So — og sin mor — Åsta. Rane den Vidtberejste opholdt sig hos Åsta; han opfostrede Olav Haraldson. Olav blev snart en dygtig dreng; han havde nydeligt udseende og var middel af højde. Han blev også tidligt klog og veltalende. Sigurd So var en meget driftig landmand og han havde uafladeligt folk i arbejde; han så selv hyppigt til mark og eng eller til husdyrene og værkstederne eller de steder, hvor folk havde noget at gøre.	+	Olav — søn af Harald den Grenske — voksede op hos sin stedfar — Sigurd So — og sin mor — Åsta. Rane den Vidtberejste opholdt sig hos Åsta; han opfostrede Olav Haraldson. Olav blev snart en dygtig dreng; han havde nydeligt udseende og var middel af højde. Han blev også tidligt klog og veltalende. Sigurd So var en meget driftig landmand, og han havde uafladeligt folk i arbejde; han så selv hyppigt til mark og eng eller til husdyrene og værkstederne eller de steder, hvor folk havde noget at gøre.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. mai 2017 kl. 15:15
Linje 3 472:		Linje 3 472:


−	Kongen sagde til staller Bjørn: »Slå du hunden, som jern ikke bider på!« Bjørn vendte øksen i sin hånd og slog med hammeren. Slaget traf Tore på skulderen; det var et meget kraftigt slag, der fik Tore til at vakle. I samme øjeblik vendte kongen sig imod Kalv og dennes slægtninge, og han sårede Olav — Kalvs slægtning — dødeligt. Så stak Tore Hund med spydet midt på livet af staller Bjørn og dræbte ham. Da sagde Tore: »Sådan stikker man bjørne!« Torstein Knarresmed huggede med øksen til kong Olav, og hugget traf i venstre ben oven for knæet. Finn Arneson dræbte straks Torstein. Da kongen fik dette sår, støttede han sig til en sten, kastede sværdet og bad Gud hjælpe sig. Så stak Tore Hund efter ham med sit spyd; stikket kom under brynjen og gik ind i maven. Derpå huggede Kalv til ham; det hug traf på venstre side af halsen. Folk er uenige om, hvilken Kalv det var, der sårede kongen. Disse tre sår kostede kong Olav livet. Efter hans fald, faldt størstedelen af det følge, der var gået frem sammen med kongen.	+	Kongen sagde til staller Bjørn: »Slå du hunden, som jern ikke bider på!« Bjørn vendte øksen i sin hånd og slog med hammeren. Slaget traf Tore på skulderen; det var et meget kraftigt slag, der fik Tore til at vakle. I samme øjeblik vendte kongen sig imod Kalv og dennes slægtninge, og han sårede Olav — Kalvs slægtning — dødeligt. Så stak Tore Hund med spydet midt på livet af staller Bjørn og dræbte ham. Da sagde Tore: »Sådan stikker man bjørne!« Torstein Knarresmed huggede med øksen til kong Olav, og hugget traf i venstre ben oven for knæet. Finn Arneson dræbte straks Torstein. Da kongen fik dette sår, støttede han sig til en sten, kastede sværdet og bad Gud hjælpe sig. Så stak Tore Hund efter ham med sit spyd; stikket kom under brynjen og gik ind i maven. Derpå huggede Kalv til ham; det hug traf på venstre side af halsen. Folk er uenige om, hvilken Kalv det var, der sårede kongen. Disse tre sår kostede kong Olav livet. Efter hans fald faldt størstedelen af det følge, der var gået frem sammen med kongen.

	Bjarne Guldbrynsskjald digtede dette om Kalv Arneson:		Bjarne Guldbrynsskjald digtede dette om Kalv Arneson:

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav den helliges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav den Helliges saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Olav den heliges historia]] !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Ólafs hins helga]] !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav den helliges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav den Helliges saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Olav den heliges historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !!  !!
+! !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 2 001: / Linje 2 001: @@
-::Knud os begge — Berse! —
+::Guld vi begge — Bamse!<ref>Berse (norrønt: Bersi) = bjørn.</ref> —
-::bragte guld til armen;
+::bær᾿ hos Knud på armen.
-::tungt min ring mig tynger,
+::Den kampkække fyrste
-::to dig endnu mere.
+::kostbar pynt os skænked᾿:
-::Drotten derforuden
+::''Du'' fik en mark og mere
-::dig et sværd foræred’.
+::(modtog et sværd tilmed);
-::(Herre Gud i himlen
+::''jeg'' erholdt det halve —
-::helt og fuldt må råde).
+::Herre Gud alt råder.

@@ Linje 201: / Linje 201: @@
-::Adelråd du yded’
+::Adalråd du yded’
 ::hjælp og førte derved
 ::mænd’nes ven til magten
@@ Linje 485: / Linje 485: @@
-::Siden sendtes
+::Adalråds afkom
-::— slagne af Knud —
+::under ét blev dræbt
-::ud af England
+::eller jaget
-::Adalråds sønner.
+::ud af Knud.

@@ Linje 201: / Linje 201: @@
-::Adalråd du atter
+::Adelråd du yded’
-::— Olav! — hjalp til magten;
+::hjælp og førte derved
-::krigerkongen nytte
+::mænd’nes ven til magten
-::kunne af dig drage.
+::— mægtige land-værner!
-::Stolt med ætte-støtten
+::Over eget fredland
-::stred du hårdt i kampen;
+::Edmunds far kan råde;
-::Jatmunds fader for sit
+::nu styrer slægts-støtten
-::fredland atter råder.
+::(striden var hård!) atter.