Om Are Frode - Revisjonshistorikk

August på 23. feb. 2019 kl. 09:36

2019-02-23T09:36:35Z

Jesper på 22. feb. 2019 kl. 14:32

2019-02-22T14:32:11Z

Jesper på 22. feb. 2019 kl. 14:29

2019-02-22T14:29:34Z

Jesper på 22. feb. 2019 kl. 14:28

2019-02-22T14:28:08Z

Vis endringer

Knut på 22. feb. 2019 kl. 13:03

2019-02-22T13:03:11Z

Knut på 22. feb. 2019 kl. 13:00

2019-02-22T13:00:47Z

Vis endringer

Knut på 22. feb. 2019 kl. 12:24

2019-02-22T12:24:35Z

Knut på 22. feb. 2019 kl. 12:21

2019-02-22T12:21:00Z

Knut på 22. feb. 2019 kl. 12:18

2019-02-22T12:18:38Z

Vis endringer

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2019-02-06T10:47:22Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om Are Frode'''</big>]] !! !!
|-
|}

[[Fil:Björn M. Ólsen.jpg|thumb|220px|<center> Björn M. Ólsen (1850-1919).</center>]]

<center><big>'''Om Are Frode'''</big>

 Af '''Björn M. Ólsen'''

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1893</center>

TEKST UNDER ARBEID

==Fodnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Björn M. Ólsen]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. feb. 2019 kl. 09:36
Linje 319:		Linje 319:
	Endelig skal jeg fremhæve den tidligere ikke bemærkede kendsgærning, at den til Sunnlendinga-fjorðungr hørende specielle overskrift i Hauksb. og Sturlub. ikke findes foran Landn. I. p., som dog omhandler den vestlige del af denne fjærding, men foran V. p., samt at denne overskrift begynder med ordene: ''Hér hefjast<ref> Hauksb. har: hefr. </ref> upp landnám i Sunnlendínga fjórðungi'', som om der i det foregående slet ikke havde været tale om sydfjærdingen. I den ældste Melabog — ligesom også i den yngste — findes en aldeles tilsvarende overskrift foran sydfjærdingen<ref>Landn. Viðb. III, s. 341</ref> , men her har den en god mening, eftersom dette håndskrift har haft hele sydfjærdingen samlet på et sted i begyndelsen af værket. Den modsigelse, som Hauksb. og Sturlub. her gør sig skyldige i, viser tydelig nok, at disse håndskrifters disposition ikke er oprindelig.		Endelig skal jeg fremhæve den tidligere ikke bemærkede kendsgærning, at den til Sunnlendinga-fjorðungr hørende specielle overskrift i Hauksb. og Sturlub. ikke findes foran Landn. I. p., som dog omhandler den vestlige del af denne fjærding, men foran V. p., samt at denne overskrift begynder med ordene: ''Hér hefjast<ref> Hauksb. har: hefr. </ref> upp landnám i Sunnlendínga fjórðungi'', som om der i det foregående slet ikke havde været tale om sydfjærdingen. I den ældste Melabog — ligesom også i den yngste — findes en aldeles tilsvarende overskrift foran sydfjærdingen<ref>Landn. Viðb. III, s. 341</ref> , men her har den en god mening, eftersom dette håndskrift har haft hele sydfjærdingen samlet på et sted i begyndelsen af værket. Den modsigelse, som Hauksb. og Sturlub. her gør sig skyldige i, viser tydelig nok, at disse håndskrifters disposition ikke er oprindelig.

−	Det er altså ikke blot Mela-bogen, som vidner for inddelingen efter fjærdinger, men vi møder også i de to andre hovedhåndskrifter på ikke mindre end tre steder antydninger af, at dette virkelig har været den oprindelige inddeling. Den synes også allerede at være anteciperet i de bagved Islændingebogen opbevarede biskopsgenealogier — jfr. også det deraf afledede stykke i begyndelsen af Islændingebogens 2. k.<ref> Golthers udg. k. II, 1—4. </ref> — , her føres nemlig biskoppernes stamtavler tilbage til fire landnamsmænd, nemlig Ketilbjørn, bosat i den sydlige (''suþr''), Hrollaugr, bosat i den østlige (''austr''), Oþr, bosat i den vestlige (''vestr'') og Helge enn magre, bosat i den nordlige fjærding (''~~norpr~~''. Fjærdingsinddelingen er også den simpleste og naturligste inddeling, og det simpleste og naturligste er tillige som oftest det oprindeligste. Den sandsynlige grund til, at de senere bearbejdere afveg fra den oprindelige orden, har jeg allerede påvist i Timarit. Hvis vi tør stole på, at Sturlubók er en nogenlunde tro gengivelse af Sturlas Landnåmatekst, er det sandsynligst, at omstillingen først stammer fra hans redaktion og fra denne er gået over i Hauksbogen. Men når Hauksbogens tekst med hensyn til dette punkt støtter sig til Sturlub. (eller rettere til dennes original), så står her i virkeligheden kun to selvstændige vidnesbyrd overfor hinanden, nemlig Mela-bogens og Sturlu-bogens, og den sidstes disposition kan da ikke gøre fordring på større avtoritet end den førstes.	+	Det er altså ikke blot Mela-bogen, som vidner for inddelingen efter fjærdinger, men vi møder også i de to andre hovedhåndskrifter på ikke mindre end tre steder antydninger af, at dette virkelig har været den oprindelige inddeling. Den synes også allerede at være anteciperet i de bagved Islændingebogen opbevarede biskopsgenealogier — jfr. også det deraf afledede stykke i begyndelsen af Islændingebogens 2. k.<ref> Golthers udg. k. II, 1—4. </ref> — , her føres nemlig biskoppernes stamtavler tilbage til fire landnamsmænd, nemlig Ketilbjørn, bosat i den sydlige (''suþr''), Hrollaugr, bosat i den østlige (''austr''), Oþr, bosat i den vestlige (''vestr'') og Helge enn magre, bosat i den nordlige fjærding (''norþr''. Fjærdingsinddelingen er også den simpleste og naturligste inddeling, og det simpleste og naturligste er tillige som oftest det oprindeligste. Den sandsynlige grund til, at de senere bearbejdere afveg fra den oprindelige orden, har jeg allerede påvist i Timarit. Hvis vi tør stole på, at Sturlubók er en nogenlunde tro gengivelse af Sturlas Landnåmatekst, er det sandsynligst, at omstillingen først stammer fra hans redaktion og fra denne er gået over i Hauksbogen. Men når Hauksbogens tekst med hensyn til dette punkt støtter sig til Sturlub. (eller rettere til dennes original), så står her i virkeligheden kun to selvstændige vidnesbyrd overfor hinanden, nemlig Mela-bogens og Sturlu-bogens, og den sidstes disposition kan da ikke gøre fordring på større avtoritet end den førstes.

@@ Linje 244: / Linje 244: @@
 :''Hefir bǫrn borit''
 :''biskup niu'',
-:'þeira er allra''
+:''þeira er allra''
-:''Þorvaldr faðir''<ref>Olafssagaens original (Gunnlaugr) og Kristni s. synes kun til dels at have forstået pointen i dette halvvers. De har rigtig opfattet ordenes obscøne betydning, som ligger lige for. Ligeledes har de rigtig indset, at der i halvverset ligger en skjult hentydning, en tvetydighed, hvilket fremgår af den tolkning, som de lægger biskoppen i munden, idet denne for at formilde Þorvaldr udtaler (Fms.): „vel mætta ek bera börn þin, ef þú ættir nökkur". Denne tolkning af halvversets skjulte mening er dog altfor naiv til at kunne være den rigtige. Efter min mening indeholder halvverset ved siden af den obscøne betydning en spot over dåbshandlingen og den derved stiftede cognatio spiritualis. I følge kirkens lære indtrådte både den dåbshandlingen forrettende præst (''skírífaðir'') og dåbsvidnerne (''guðfeðgin'') i et slags faderligt forhold til den døbte. Dette har hedningerne haft vanskelighed ved at begribe, og søgt at latterliggøre det ved at fingere , at den mandige og tapre Þorvaldr var kødelig fader til de börn, ved hvis dåb han assisterede som gudfader, hvorimod de gjorde börnenes skírífaðir , den ukrigerske og efter deres begreber kvindagtige biskop , til de samme böms moder. Jfr. iøvrigt Maurer, Bekehrung I, s. 217 anm. 33 under teksten. </ref>.
+:''Þorvaldr faðir''<ref>Olafssagaens original (Gunnlaugr) og Kristni s. synes kun til dels at have forstået pointen i dette halvvers. De har rigtig opfattet ordenes obscøne betydning, som ligger lige for. Ligeledes har de rigtig indset, at der i halvverset ligger en skjult hentydning, en tvetydighed, hvilket fremgår af den tolkning, som de lægger biskoppen i munden, idet denne for at formilde Þorvaldr udtaler (Fms.): „vel mætta ek bera börn þin, ef þú ættir nökkur". Denne tolkning af halvversets skjulte mening er dog altfor naiv til at kunne være den rigtige. Efter min mening indeholder halvverset ved siden af den obscøne betydning en spot over dåbshandlingen og den derved stiftede cognatio spiritualis. I følge kirkens lære indtrådte både den dåbshandlingen forrettende præst (''skírífaðir'') og dåbsvidnerne (''guðfeðgin'') i et slags faderligt forhold til den døbte. Dette har hedningerne haft vanskelighed ved at begribe, og søgt at latterliggøre det ved at fingere , at den mandige og tapre Þorvaldr var kødelig fader til de börn, ved hvis dåb han assisterede som gudfader, hvorimod de gjorde börnenes skírífaðir , den ukrigerske og efter deres begreber kvindagtige biskop , til de samme böms moder. Jfr. iøvrigt Maurer, Bekehrung I, s. 217 anm. 33 under teksten.</ref>.
 Bægge sagaer fortæller også om de to drab, som Þorvaldr begik i den anledning, samt om den irettesættelse, han fik derfor hos biskoppen. Men Kristni s. udelader legenden om de to bloddråber, som faldt på den bog, biskoppen læste i, hvoraf denne sluttede, at Þorvaldr enten allerede havde begået et manddrab eller også havde det i sinde<ref>Fms. I, s. 270. Flat. I s. 270. Kristni. s. k. 4, s. 7. </ref> . Foruden de omtalte legender indeholder Olafssagaens Kristni þáttr følgende: a) Legenden om Mani, Fms. I, s. 272 (Gunnlaugr anført som kilde), b) Þidrandaþáttr, Fms. I, s. 192 — 197,  Flat. I, s. 418 — 421. c) Sagnet om de gamle kvinders helbredelse ved dåben, Fms. II, s. 200—201, Flat. I, s. 423. d) De ovenfor omtalte skagfjordske sagn, Fms. II, s. 222 — 232, Flat. I, s. 435 — 441 (Gunnlaugr anført som kilde). Alle disse legender udelader Kristni s.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 22. feb. 2019 kl. 13:03
Linje 74:		Linje 74:


−	[[Fil: Íslendingabók - AM 113 b fol. - 015.jpg\|thumb\|300 px\|Side af Íslendingabók. Árni Magnússon Institut.)] Har Are skrevet en særskilt Landnáma? Har han skrevet en særskilt norsk kongesaga? Bægge disse spørsmål har jeg i mine tidligere afhandlinger om Are besvaret bekræftende, idet jeg med hensyn til det første har søgt at give en selvstændig begrundelse af min mening, medens jeg med hensyn til det sidste har holdt mig til de grunde, som Gjessing har fremsat. Derimod fastholder professor Maurer endnu bestandig den modsatte mening, idet han antager, at alt, hvad Are har skrevet angående de islandske landnamsmænd og de norske konger, har indskrænket sig til det, der stod i de to bearbejdelser af hans Islændingebog, og i sin ovennævnte afhandling om Are søger han, til dels ved nye grunde, at forsvare denne anskuelse. Hans bevisførelse har imidlertid ikke kunnet overbevise mig, og jeg skal nu nærmere påvise, hvorfor.	+	[[Fil: Íslendingabók - AM 113 b fol. - 015.jpg\|thumb\|300 px\|Side af Íslendingabók. Árni Magnússon Institut.]] Har Are skrevet en særskilt Landnáma? Har han skrevet en særskilt norsk kongesaga? Bægge disse spørsmål har jeg i mine tidligere afhandlinger om Are besvaret bekræftende, idet jeg med hensyn til det første har søgt at give en selvstændig begrundelse af min mening, medens jeg med hensyn til det sidste har holdt mig til de grunde, som Gjessing har fremsat. Derimod fastholder professor Maurer endnu bestandig den modsatte mening, idet han antager, at alt, hvad Are har skrevet angående de islandske landnamsmænd og de norske konger, har indskrænket sig til det, der stod i de to bearbejdelser af hans Islændingebog, og i sin ovennævnte afhandling om Are søger han, til dels ved nye grunde, at forsvare denne anskuelse. Hans bevisførelse har imidlertid ikke kunnet overbevise mig, og jeg skal nu nærmere påvise, hvorfor.

	I første række fremfører prof. Maurer to betænkeligheder imod den af Gjessing og mig forfægtede anskuelse, at Are i sin alderdom skulde have skrevet en særskilt Landnáma og en særskilt kongesaga. Den første betænkelighed, som er hentet fra Ares høje alder, kan jeg ikke tillægge nogen vægt. I Timarit X, s. 239 har jeg søgt at vise, at Are rimeligvis er begyndt at skrive Landnáma c. 1125, da han var c. 58 år gammel. Men selv om vi forudsætter, at han ikke er begyndt på dette værk før end efter 1134, altså efter at have overskredet sit 67. år, kan jeg ikke finde noget urimeligt deri. Fra de forskelligste landes literatur vil man kunne opvise eksempler på, at forfattere i en høj alder er begyndt at skrive store værker, som de senere har fuldendt. Jeg behøver kun at minde om, at en forfatter, som i den latinske literatur indtager en lignende plads som Are i den islandske, den gamle Cato, først begyndte på sit store værk Origines, efter at han havde overskredet sit 66. år, og vedblev at arbejde derpå indtil ganske kort for han døde i en alder af 85 år<ref>Mommsen , Römische Geschichte (6. aufl. Berl. 1884) , I. s. 922 under teksten. Teuffel , Geschichte der römischen Literatur (2. aufl. Leipz. 1872) § 119, s. 184 — 185. </ref> . Også den græske historieskrivnings fader Herodot synes først i en høj alder at have skrevet sit berømte værk<ref>K. O. Müller, Geschichte der griechischen Literatur s. 484-485. </ref> . Og det er heller ikke tilfældigt, at de første grundlæggere af en videnskab som historien først begynder at skrive så at sige i den sidste time. Forud for affattelsen af deres banebrydende arbejder må der naturligvis være gået en langvarig og møjsommelig forberedelse, en indsamling af stof, som optog deres ungdoms og manddoms år, så at de først i en fremrykket alder kunde tænke på at ordne og sammenfatte de mange enkeltheder til et sammenhængende hele. Om Herodot ved vi, at han indsamlede stoffet til sit arbejde på vidtløftige rejser, som strakte sig over næsten hele den da bekendte verden. Må vi da ikke antage, at også Are har behøvet en lang forberedelse til sit værk, og må vi ikke finde det naturligt, at han først henimod sit livs aften har taget fat på en indgående bearbejdelse af et så indviklet stof som den norske kongesaga og de islandske landnåm?<ref>Noget lignende udtaler i øvrigt også prof. Maurer i sin anførte afhandling s. 68. </ref>. Det er dog anerkendt af alle som uimodsigeligt, at han skrev den ældste bearbejdelse af sin Islændingebog — som ifølge Maurers, Gjessings og min enstemmige mening var hans første arbejde — , da han var mindst 55 år gammel, og den sidste bearbejdelse af samme bog, da han havde fyldt sit 67. år. Dette tyder dog på, at hans historiske studier først kom til modenhed i hans alderdom. Hvorfor kan vi da ikke tænke os, at han, efter at have prøvet sine kræfter og øvet sin pen på den første bearbejdelse af sin Islændingebog, modig har givet sig i kast med større opgaver? Efter at det første skridt var gjort, måtte det andet være så meget desto lettere. Jeg ser ikke nogen grund til at antage, at Ares arbejde på den sidste bearbejdelse af Islændingebogen har hindret ham i at tage fat på andre arbejder. Den væsentligste forskel mellem den første og den sidste bearbejdelse bestod jo i udeladelsen af de to afsnit ''áttartala'' og ''konungaæfi'', hvortil der kun behøvedes et pennestrøg, og de udvidelser og tilføjelser, som den sidste bearbejdelse modtog, kan allerede på grund af bogens ringe omfang ikke have været så omfattende, at de har kunnet tage lang tid<ref>Når professor Maurer mener, at Are ved den tid, da han udgav sin sidste Islændingebog, ikke kan have udarbejdet (»herausgearbeitet«) en Landnáma og en Kongesaga af den første bearbejdelses tilsvarende afsnit, dels fordi mellemtiden , der forløb mellem de to bearbejdelser , var for kort, dels fordi Are , hvis dette havde været tilfældet, sikkert vilde have omtalt det i prologen til den sidste bearbejdelse, så rammer denne indvending hverken min eller Gjessings opfattelse, ti ingen af os har påstået, at Ares Landnáma eller Kongesaga har foreligget færdig, da han udgav sin sidste Islændingebog. Jeg har kun ment, at Are har begyndt på sin Landnáma (og måske også Kongesaga) i mellemtiden mellem de to bearbejdelser, og til at begynde var denne tid ikke for kort, ligesom vi heller ikke med nogen rimelighed kan vente, at Are i sin kortfattede indledning til den opbevarede Islændingebog skulde have anmeldt arbejder, som vistnok endnu var langt fra deres fuldendelse. </ref>.		I første række fremfører prof. Maurer to betænkeligheder imod den af Gjessing og mig forfægtede anskuelse, at Are i sin alderdom skulde have skrevet en særskilt Landnáma og en særskilt kongesaga. Den første betænkelighed, som er hentet fra Ares høje alder, kan jeg ikke tillægge nogen vægt. I Timarit X, s. 239 har jeg søgt at vise, at Are rimeligvis er begyndt at skrive Landnáma c. 1125, da han var c. 58 år gammel. Men selv om vi forudsætter, at han ikke er begyndt på dette værk før end efter 1134, altså efter at have overskredet sit 67. år, kan jeg ikke finde noget urimeligt deri. Fra de forskelligste landes literatur vil man kunne opvise eksempler på, at forfattere i en høj alder er begyndt at skrive store værker, som de senere har fuldendt. Jeg behøver kun at minde om, at en forfatter, som i den latinske literatur indtager en lignende plads som Are i den islandske, den gamle Cato, først begyndte på sit store værk Origines, efter at han havde overskredet sit 66. år, og vedblev at arbejde derpå indtil ganske kort for han døde i en alder af 85 år<ref>Mommsen , Römische Geschichte (6. aufl. Berl. 1884) , I. s. 922 under teksten. Teuffel , Geschichte der römischen Literatur (2. aufl. Leipz. 1872) § 119, s. 184 — 185. </ref> . Også den græske historieskrivnings fader Herodot synes først i en høj alder at have skrevet sit berømte værk<ref>K. O. Müller, Geschichte der griechischen Literatur s. 484-485. </ref> . Og det er heller ikke tilfældigt, at de første grundlæggere af en videnskab som historien først begynder at skrive så at sige i den sidste time. Forud for affattelsen af deres banebrydende arbejder må der naturligvis være gået en langvarig og møjsommelig forberedelse, en indsamling af stof, som optog deres ungdoms og manddoms år, så at de først i en fremrykket alder kunde tænke på at ordne og sammenfatte de mange enkeltheder til et sammenhængende hele. Om Herodot ved vi, at han indsamlede stoffet til sit arbejde på vidtløftige rejser, som strakte sig over næsten hele den da bekendte verden. Må vi da ikke antage, at også Are har behøvet en lang forberedelse til sit værk, og må vi ikke finde det naturligt, at han først henimod sit livs aften har taget fat på en indgående bearbejdelse af et så indviklet stof som den norske kongesaga og de islandske landnåm?<ref>Noget lignende udtaler i øvrigt også prof. Maurer i sin anførte afhandling s. 68. </ref>. Det er dog anerkendt af alle som uimodsigeligt, at han skrev den ældste bearbejdelse af sin Islændingebog — som ifølge Maurers, Gjessings og min enstemmige mening var hans første arbejde — , da han var mindst 55 år gammel, og den sidste bearbejdelse af samme bog, da han havde fyldt sit 67. år. Dette tyder dog på, at hans historiske studier først kom til modenhed i hans alderdom. Hvorfor kan vi da ikke tænke os, at han, efter at have prøvet sine kræfter og øvet sin pen på den første bearbejdelse af sin Islændingebog, modig har givet sig i kast med større opgaver? Efter at det første skridt var gjort, måtte det andet være så meget desto lettere. Jeg ser ikke nogen grund til at antage, at Ares arbejde på den sidste bearbejdelse af Islændingebogen har hindret ham i at tage fat på andre arbejder. Den væsentligste forskel mellem den første og den sidste bearbejdelse bestod jo i udeladelsen af de to afsnit ''áttartala'' og ''konungaæfi'', hvortil der kun behøvedes et pennestrøg, og de udvidelser og tilføjelser, som den sidste bearbejdelse modtog, kan allerede på grund af bogens ringe omfang ikke have været så omfattende, at de har kunnet tage lang tid<ref>Når professor Maurer mener, at Are ved den tid, da han udgav sin sidste Islændingebog, ikke kan have udarbejdet (»herausgearbeitet«) en Landnáma og en Kongesaga af den første bearbejdelses tilsvarende afsnit, dels fordi mellemtiden , der forløb mellem de to bearbejdelser , var for kort, dels fordi Are , hvis dette havde været tilfældet, sikkert vilde have omtalt det i prologen til den sidste bearbejdelse, så rammer denne indvending hverken min eller Gjessings opfattelse, ti ingen af os har påstået, at Ares Landnáma eller Kongesaga har foreligget færdig, da han udgav sin sidste Islændingebog. Jeg har kun ment, at Are har begyndt på sin Landnáma (og måske også Kongesaga) i mellemtiden mellem de to bearbejdelser, og til at begynde var denne tid ikke for kort, ligesom vi heller ikke med nogen rimelighed kan vente, at Are i sin kortfattede indledning til den opbevarede Islændingebog skulde have anmeldt arbejder, som vistnok endnu var langt fra deres fuldendelse. </ref>.

@@ Linje 244: / Linje 244: @@
 Efter denne lange ekskurs vender vi tilbage til den afbrudte undersøgelse om Kristni sagas kilder for dens første hovedafsnit, som når til år 1000. Det kan da ikke være tvivlsomt, at sagaens hovedkilde for det nævnte afsnit har været Gunnlaugs Kristni þáttr. Indholdet af denne, således som det ovenfor er fastsat, falder fra og med afsnittet om den første mission i det væsentlige sammen med indholdet af Kristni saga indtil år 1000, og da vi i det foregående har set, at Gunnlaugr er originalforfatter både til Þorvalds þáttr og det øvrige, kan der ikke være tvivl om hans prioritet. Kristni saga er i virkeligheden ikke andet end en bearbejdelse af kristendomsafsnittet i Gunnlaugs Olafs saga. De mange og til dels betydningsfulde afvigelser viser sig ved nærmere undersøgelse for det meste at være vilkårlige forandringer, fremgåede af en bevidst tendens hos bearbejderen; enkelte afvigelser er også begrundede i benyttelsen af andre kilder ved siden af Gunnlaugr. Jeg skal først behandle de tendentiøse afvigelser.
-For det første kan man se, at Kristni sagas forfatter har haft en aversion for legender. Vel optager han enkelte legendariske sagn, men enten er disse af en sådan beskaffenhed, at det mirakuløse i dem kan forklares på en naturlig måde<ref>Dertil hører : a) Sagnet om, hvorledes overfaldet på biskoppen og Þorvaldr blev forhindret ved, at fugle gjorde angribernes heste sky (Fms. I, s. 273 — 274, Flat. I, s. 271. Kristni s. k. 4, s. 8). b) Sagnet om Þangbrandr og bersærken hos Gestr Oddleifsson (Fms. II, s. 205—206, Flat. I, s. 425, Kristni s. k. 8, s. 16). c) Sagnet om, at røgelseduften under forhandlingerne på altinget i året 1000 kunde mærkes imod vindretningen. Fms. I, s. 235, Flat. I, s. 443, Kristni s. k. 11, s. 22. </ref>, eller også laver han om på dem således, at de tilsteder en naturlig forklaring. I denne henseende er det særdeles lærerigt at se, hvorledes han har behandlet sagnet om alfen på Giljá. I følge Fms.<ref>Flat. udelader sagnet om alfen. </ref> synger biskoppen tre dage i træk over den sten, hvori alfen bor, og stænker vievand på den, og hver gang åbenbarer alfen sig den påfølgende nat for Koðrán for at klage over biskoppen, og erklærer endelig den tredje nat, at han er nødt til at flygte bort.<ref>Fms. I, s. 262— 264.</ref>. Kristni s. derimod lader bispen kun en gang synge over stenen, indtil stenen rævner, hvoraf Koðrán slutter, at alfen er besejret; om Koðráns drømme tier sagaen<ref>Fms. I, s. 262— 264.</ref>. At sagnet, således som det er overleveret i Fms., er mere oprindeligt end i Kristni s. har allerede Brenner antydet<ref> O. Brenner: Über die Kristni s. s. 43. </ref>. I beretningen om gildet på Haukagil har Kristni s. mange berøringspunkter med Vatnsdøla. Medens gildet i følge den store Olafs saga, som her udtrykkelig påberåber sig Gunnlaugs efter en mundtlig kilde optegnede beretning, er holdt for at fejre Þorvalds bryllup med Vigdis, datter af bonden Ólafr på Haukagil, er der i Kristni s. og Vatnsd. kun tale om et almindeligt efterårsgilde. Bægge de sidste sagaer lader Þorkell krafla være tilstede ved gildet, Vatnsdøla i egenskab af Ólafs »mágr«, medens Olafssagaen slet ikke omtaler Þorkell. ''Melabók'', som optager et uddrag af Vatnsd., beretter, at Þorkell var gift med netop den samme Vigdis Ólafs datter<ref>Landn. III. p. 4. k. s. 183. Foras. Leipz. 1860 s. 195. </ref> , som i følge den store Olafs saga ved denne lejlighed skulde have været Þorvalds brud, og når Vatnsd. kalder Þorkell for Ólafs mágr, må vel meningen være, at han har været gift med denne Vigdis, skønt sagaen ikke i forvejen har nævnt hende — den siger kun, idet den omtaler Morkels giftermål, at Vatnsdølerne ''báðu konu til handa honum''<ref>Vatnsd. k. 45 (Leipz. 1860 s. 75 ). </ref> uden at nævne den lykkelige. Ligeledes er Kristni s. og Vatnsd. enige i, at bersærkerne ikke døde af at vade gennem den af biskoppen indviede ild, således som Olafssagaen beretter, men slap med livet fra ildprøven og derpå blev dræbte af de omstående. Hverken Vatnsd. eller Kristni saga har noget tilsvarende til Olafssagaens beretning om, at biskop Frederik efter bersærkernes død gik uskadt igennem den skæbnesvangre ild. Overhovedet stemmer Kristni s. med Vatnsd. i alt det faktiske, dog med undtagelse af, at Kristni s. beretter,  Þorkell ved denne lejlighed blev primsignet, hvilket Vatnsd. ikke ved noget om<ref>''Melabók'' siger, at Þorkell har ladet sig døbe. Landn. III. p. 4. k. s. 183. Foras. Leipz. s. 195. </ref>. Der er således ikke den ringeste tvivl om, at Kristni sagas forfatter har kendt et (mundtligt eller skriftlig optegnet?) sagn, som i det væsentlige stemte med Vatnsd., og at han har foretrukket det for Gunnlaugs beretning. Rimeligvis har han fundet det usandsynligt, at Þorvaldr skulde have ægtet en hednings datter, og navnlig har han følt sig mere tiltalt af den beretning, som lod det mirakuløse træde mindre skarpt frem<ref>Fms. I, s. 265 — 266. Flat. I, s. 269. Kristni s. 2. k. s. 5. Vatnsd. k. 46 (Leipz. 1860 s. 76—77). </ref>. — Kristni. s. optager legenden om hedningernes mislykkede forsøg på at brænde kirken på Ás, og ligesom Olafssagaen lader den hedningerne den første gang opgive forsøget, fordi det forekom dem, at kirken allerede brændte, den sidste gang derimod på grund af et par vel rettede bueskud. I denne form tilsteder sagnet i bægge tilfælde en naturlig forklaring — man kunde jo tænke sig, at kirken tilfældigvis havde været oplyst om natten, foruden andre muligbeder, og bueskuddene kunde godt tænkes at være udgåede fra en i mørket skjult skytte. Men når Olafssagaen beretter, at hedningerne ved det første attentat også mærkede en stegende hede fra det i kirken brændende bål, så har Kristni sagas forfatter fundet dette utroligt og derfor udeladt det. Når Olafssagaen til legenden knytter den almindelige refleksion: »nu hlífði guð svá húsi sinu«, medens Kristni s. afholder sig fra enhver bemærkning om det skete, så kan jeg heller ikke andet end antage en bevidst udeladelse i den sidste saga<ref>Fms. I, s. 268—269 (Flat. I, s. 270 omtaler vel kirken, men ikke forsøgene på at brænde den) , Kristni s. k. 3, s. 6 — 7. Når Kristni s. ikke nævner Arngeirs broder Þorðr, som Fms. omtaler, må man også antage , at Kristni s. vilkårlig har udeladt ham, fordi han ingen rolle spiller ved attentatet på kirken. Når deltagerne i det sidste attentat ifølge Fms. er ''Arngeirr við marga menn'', medens Kristni s. kun omtaler Klaufi og Arngeirr, kan jeg ikke deri finde nogen virkelig uoverensstemmelse, eftersom Klaufi sikkert er indbefattet i Fms. 's ''marga menn'' , og fordi Kristni sagas beretning ikke udelukker, at flere bipersoner jo kan have deltaget i det sidste så vel som i det første attentat Når Fms. siger om kirken: „en hún stoð, svá at ekki var at gert'', medens Kristni s. har: ''en hún stoð, þi er Botólfr biskup var at Hólum svá at ekki var at gert utan at torfum'', forudsætter dette en fælles ældre original, som har haft: ''en hún stendr (ennf), svá at ekki er at gert'', eller lignende. Kristni sagas forfatter har vidst , at den gamle kirke endnu stod i Botolfs tid , og ændret den foreliggende beretning i overensstemmelse dermed; Olafssagaens kompilator har derimod ikke vidst, hvornår kirken først blev ombygget, og derfor ladet tidsbestemmelsen stå in blanco. </ref> . — Ligesom Olafssagaen har Kristni s. den ondskabsfulde, men vittige nidvise, som hedningerne digtede om biskoppen og Þorvaldr:
+For det første kan man se, at Kristni sagas forfatter har haft en aversion for legender. Vel optager han enkelte legendariske sagn, men enten er disse af en sådan beskaffenhed, at det mirakuløse i dem kan forklares på en naturlig måde<ref>Dertil hører : a) Sagnet om, hvorledes overfaldet på biskoppen og Þorvaldr blev forhindret ved, at fugle gjorde angribernes heste sky (Fms. I, s. 273 — 274, Flat. I, s. 271. Kristni s. k. 4, s. 8). b) Sagnet om Þangbrandr og bersærken hos Gestr Oddleifsson (Fms. II, s. 205—206, Flat. I, s. 425, Kristni s. k. 8, s. 16). c) Sagnet om, at røgelseduften under forhandlingerne på altinget i året 1000 kunde mærkes imod vindretningen. Fms. I, s. 235, Flat. I, s. 443, Kristni s. k. 11, s. 22. </ref>, eller også laver han om på dem således, at de tilsteder en naturlig forklaring. I denne henseende er det særdeles lærerigt at se, hvorledes han har behandlet sagnet om alfen på Giljá. I følge Fms.<ref>Flat. udelader sagnet om alfen. </ref> synger biskoppen tre dage i træk over den sten, hvori alfen bor, og stænker vievand på den, og hver gang åbenbarer alfen sig den påfølgende nat for Koðrán for at klage over biskoppen, og erklærer endelig den tredje nat, at han er nødt til at flygte bort.<ref>Fms. I, s. 262— 264.</ref>. Kristni s. derimod lader bispen kun en gang synge over stenen, indtil stenen rævner, hvoraf Koðrán slutter, at alfen er besejret; om Koðráns drømme tier sagaen<ref>Fms. I, s. 262— 264.</ref>. At sagnet, således som det er overleveret i Fms., er mere oprindeligt end i Kristni s. har allerede Brenner antydet<ref> O. Brenner: Über die Kristni s. s. 43. </ref>. I beretningen om gildet på Haukagil har Kristni s. mange berøringspunkter med Vatnsdøla. Medens gildet i følge den store Olafs saga, som her udtrykkelig påberåber sig Gunnlaugs efter en mundtlig kilde optegnede beretning, er holdt for at fejre Þorvalds bryllup med Vigdis, datter af bonden Ólafr på Haukagil, er der i Kristni s. og Vatnsd. kun tale om et almindeligt efterårsgilde. Bægge de sidste sagaer lader Þorkell krafla være tilstede ved gildet, Vatnsdøla i egenskab af Ólafs »mágr«, medens Olafssagaen slet ikke omtaler Þorkell. ''Melabók'', som optager et uddrag af Vatnsd., beretter, at Þorkell var gift med netop den samme Vigdis Ólafs datter<ref>Landn. III. p. 4. k. s. 183. Foras. Leipz. 1860 s. 195. </ref> , som i følge den store Olafs saga ved denne lejlighed skulde have været Þorvalds brud, og når Vatnsd. kalder Þorkell for Ólafs mágr, må vel meningen være, at han har været gift med denne Vigdis, skønt sagaen ikke i forvejen har nævnt hende — den siger kun, idet den omtaler Morkels giftermål, at Vatnsdølerne ''báðu konu til handa honum''<ref>Vatnsd. k. 45 (Leipz. 1860 s. 75 ). </ref> uden at nævne den lykkelige. Ligeledes er Kristni s. og Vatnsd. enige i, at bersærkerne ikke døde af at vade gennem den af biskoppen indviede ild, således som Olafssagaen beretter, men slap med livet fra ildprøven og derpå blev dræbte af de omstående. Hverken Vatnsd. eller Kristni saga har noget tilsvarende til Olafssagaens beretning om, at biskop Frederik efter bersærkernes død gik uskadt igennem den skæbnesvangre ild. Overhovedet stemmer Kristni s. med Vatnsd. i alt det faktiske, dog med undtagelse af, at Kristni s. beretter,  Þorkell ved denne lejlighed blev primsignet, hvilket Vatnsd. ikke ved noget om<ref>''Melabók'' siger, at Þorkell har ladet sig døbe. Landn. III. p. 4. k. s. 183. Foras. Leipz. s. 195. </ref>. Der er således ikke den ringeste tvivl om, at Kristni sagas forfatter har kendt et (mundtligt eller skriftlig optegnet?) sagn, som i det væsentlige stemte med Vatnsd., og at han har foretrukket det for Gunnlaugs beretning. Rimeligvis har han fundet det usandsynligt, at Þorvaldr skulde have ægtet en hednings datter, og navnlig har han følt sig mere tiltalt af den beretning, som lod det mirakuløse træde mindre skarpt frem<ref>Fms. I, s. 265 — 266. Flat. I, s. 269. Kristni s. 2. k. s. 5. Vatnsd. k. 46 (Leipz. 1860 s. 76—77). </ref>. — Kristni. s. optager legenden om hedningernes mislykkede forsøg på at brænde kirken på Ás, og ligesom Olafssagaen lader den hedningerne den første gang opgive forsøget, fordi det forekom dem, at kirken allerede brændte, den sidste gang derimod på grund af et par vel rettede bueskud. I denne form tilsteder sagnet i bægge tilfælde en naturlig forklaring — man kunde jo tænke sig, at kirken tilfældigvis havde været oplyst om natten, foruden andre muligbeder, og bueskuddene kunde godt tænkes at være udgåede fra en i mørket skjult skytte. Men når Olafssagaen beretter, at hedningerne ved det første attentat også mærkede en stegende hede fra det i kirken brændende bål, så har Kristni sagas forfatter fundet dette utroligt og derfor udeladt det. Når Olafssagaen til legenden knytter den almindelige refleksion: »nu hlífði guð svá húsi sinu«, medens Kristni s. afholder sig fra enhver bemærkning om det skete, så kan jeg heller ikke andet end antage en bevidst udeladelse i den sidste saga<ref>Fms. I, s. 268—269 (Flat. I, s. 270 omtaler vel kirken, men ikke forsøgene på at brænde den) , Kristni s. k. 3, s. 6 — 7. Når Kristni s. ikke nævner Arngeirs broder Þorðr, som Fms. omtaler, må man også antage , at Kristni s. vilkårlig har udeladt ham, fordi han ingen rolle spiller ved attentatet på kirken. Når deltagerne i det sidste attentat ifølge Fms. er ''Arngeirr við marga menn'', medens Kristni s. kun omtaler Klaufi og Arngeirr, kan jeg ikke deri finde nogen virkelig uoverensstemmelse, eftersom Klaufi sikkert er indbefattet i Fms. 's ''marga menn'' , og fordi Kristni sagas beretning ikke udelukker, at flere bipersoner jo kan have deltaget i det sidste så vel som i det første attentat Når Fms. siger om kirken: ''en hún stoð, svá at ekki var at gert'', medens Kristni s. har: ''en hún stoð, þi er Botólfr biskup var at Hólum svá at ekki var at gert utan at torfum'', forudsætter dette en fælles ældre original, som har haft: ''en hún stendr (ennf), svá at ekki er at gert'', eller lignende. Kristni sagas forfatter har vidst , at den gamle kirke endnu stod i Botolfs tid, og ændret den foreliggende beretning i overensstemmelse dermed; Olafssagaens kompilator har derimod ikke vidst, hvornår kirken først blev ombygget, og derfor ladet tidsbestemmelsen stå in blanco. </ref> . — Ligesom Olafssagaen har Kristni s. den ondskabsfulde, men vittige nidvise, som hedningerne digtede om biskoppen og Þorvaldr:
 :''Hefir bǫrn borit''

@@ Linje 62: / Linje 62: @@
 Når dr. Finnur Jónsson mener, at det må have været en let sag for de islandske gejstlige i den ældste literaturperiode at overføre det latinske alfabet på deres islandske optegnelser, samt at en bog skreven med runer for dem vilde have haft et fremmed og afskrækkende udseende, så er dette kun løse påstande, som jeg ikke behøver at opholde mig ved, men kan nøjes med at henvise til »Runerne i den oldisl. literatur« s. 20 fg. , hvor jeg har påvist de vanskeligheder, som uundgåelig var knyttede til de første forsøg på at skrive islandsk ved latinske bogstaver<ref>Jfr. også dr. F. Jonssons egne ord i fortalen til hans og Dahlerups udgave af den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. s, IX.</ref>.
-Dr. Finnur Jónsson lægger stor vægt på den første grammatiske afhandlings tavshed angående runerne, og af de indvendinger, han fremfører mod runehypotesen, er denne i virkeligheden den eneste, som grunder sig på noget faktisk. Det er en uimodsigelig kendsgærning, at den første afhandlings forfatter kun flygtig omtaler runealfabetet<ref>I definitionen ''runar heita geitir, en rúnar málstafir' kan ordet ''runar'' ikke betyde noget andet end runer (Sn. E. II, s. 22 13 . Den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. Khavn 1886 s. 30/1 ; jfr. »Runerne i den oldisl. literatur« s. 12). På et andet sted (Sn. E, II, s. 16/ 5 =  udg. 1886, s. 23/ 9 betyder det derimod i almindelighed lydtegn , som med hensyn til uklarhed i lydbetegnelsen står på runealfabetets standpunkt. Jævnfør i øvrigt »Runerne i den oldisl. literatur« s. 103 — 104. </ref> , og at hele brådden af hans polemik vender sig imod tilhængerne af det uforandrede latinske alfabet, således som det blev brugt, inden han trådte frem med sine reformforslag. Heraf slutter dr. Finnur Jónsson med rette, »at for forfatterens tid brugte man til islandske bøger det latinske alfabet«. Jeg har allerede med eftertryk fremhævet det samme i »Runerne i den oldislandske literatur« s. 91 fg. Men han er ikke berettiget til heraf at uddrage den slutning, at man for forfatterens tid ikke har brugt noget andet alfabet end det latinske til islandske bøger. Ja det turde være tvivlsomt, om forfatterens tavshed angående runealfabetet berettiger til at slutte, at dette på den tid, da han skrev, slet ikke blev brugt til bogskrift. Grunden til, at han ikke angriber runeskriften, kunde være den, at han har følt en vis veneration overfor det gamle folkelige alfabet, og desuden måtte han jo med sin skarpe forstand let kunne indse, at det latinske alfabet var fremtidens alfabet, og at runealfabetets dage i literaturen snart var talte, og i så fald var al polemik overfor det overflødig og kunde ikke tjæne til andet end til at forplumre striden mellem forfatteren og tilhængerne af det uforandrede latinske alfabet<ref>Ikke et eneste af de steder, som dr. F. J. anfører i fortalen til sin og Dahlerups udg. af den første og anden grammat. afhandling, indeholder den fjærneste antydning af, at det latinske alfabet ved den tid , da forfatteren skrev, har været eneherskende i literaturen. Nogle af disse steder har dr. P. J. misforstået. Således synes han ikke at have lagt mærke til, at ordene „raddarstǫ  fom þeim, es ápr vǫro í stafrófe„ (Udg. 1886 s. 27/ 6 = Sn. E. II, s. 20) i følge sammenhængen betyder ganske det samme som „hljópstafe fimm, es ápr vǫro í látinostafrófe" (Udg. 1886, s. 22/ 3 ), jfr. lige i forvejen (Udg. 1886 s. 27 4 ): „átján gǫrvar ór fimm latinorǫddom"'. Ligeledes er det urigtigt , når han mener, at ordene ''várt stafróf'' (udg. 1886 s. 38 nederst og s. 43 x ) sigter til det f8r forfatterens tid brugte alfabet. På bægge disse steder ligesom også s. st. s. 43 8 bruges disse ord om forfatterens eget reformerede alfabet. </ref>. Men selv om man indrømmer, at forfatterens tavshed angående runealfabetet tyder på, at dette kun sjælden eller endog slet ikke blev anvendt til bogskrift, så kan dette kun gælde for den tid, da forfatteren skrev sin afhandling, eller i det højeste for den nærmest foregående tid. Her bliver det da af betydning at undersøge den første afhandlings tilblivelsestid. Dr. F. Jónsson har sat den til c. 1140 i modsætning til tidligere forskere, som har henført den til c. 1160. De grunde, som dr. F. J. fremfører for sin opfattelse, synes imidlertid ikke at være overbevisende. Forfatteren bevidner udtrykkelig, at man i hans dage plejede at skrive og læse love, genealogiske værker, oversættelser af latinske gejstlige skrifter, samt Ares historiske arbejder<ref>Den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. Khavn 1886 s. 20—21. </ref> . Dr. F. Jónsson forsøger at vise, at den omtalte oversættelses-literatur allerede begyndte at udvikle sig i det 12. århundredes første halvdel, og heri må man sikkert give ham ret. Men heraf er han ikke berettiget til at slutte, at den første afhandlings tilblivelse falder før 1150, ti ingen vil dog vel falde på at nægte, at sådanne oversættelser både blev afskrevne og læste også efter midten af det 12. århundrede. Overhovedet har den kendsgærning, at forfatteren nævner de omtalte skrifter, kun beviskraft med hensyn til spørsmålet om afhandlingens tidligste tilblivelsestid. Med hensyn til det andet spørsmål, til hvilken tid afhandlingen senest kan være skreven, er vi derimod henviste til den negative kendsgærning, at han ikke omtaler de forfattere, som skrev i den sidste halvdel af det 12. århundrede, nemlig Eirikr Oddsson og Karl Jónsson. Af disse skrev den første sit værk Hryggjarstykki i alt fald efter 1161, og måske ikke før end c. 1170 — 1180<ref>Se Maurer : Über die ausdriicke : altnordische, altnorwegische und islåndische sprache s. 9 — 10 med anm. 9, jfr. s. 24. Maurer: Island s. 459. </ref>, medens den sidstes literære virksomhed falder endnu senere. Da afhandlingen ikke nævner disse forfattere, vil man deraf med nogen sandsynlighed kunne slutte, at den ikke kan være meget yngre end c. 1180, og da den på den anden side omtaler Ares »bøger« i flertallet og således må være yngre end den sidste bearbejdelse af Islændingebogen, som stammer fra årene 1134 — 1138, kan den ikke være ældre end c. 1140. Det anførte sted tillader os altså ikke at bestemme afhandlingens tilblivelsestid med større nøjagtighed, end at den falder imellem 1140 og c. 1180. Dr. F. Jónsson holder sig til den tidligste grænse, 1140, men uden at fremføre nogen antagelige grunde for en så tidlig affattelse. At forfatteren på et par steder omtaler forkortelser som pergamentbesparende, turde dog i denne henseende være fuldstændig betydningsløst. Brugen af forkortelser i islandske pergamenthåndskrifter, gamle så vel som nye, viser, at man til alle tider, så længe pergament var i brug som skrivemateriale, søgte at omgås forsigtig dermed. I modsætning til dr. F. Jónsson forekommer det mig, at den første afhandlings forfatter har et ganske godt greb på at give sine tanker en klar og koncis form, og når han på enkelte af dr. F. J. anførte steder benytter sig af en temmelig indviklet periodebygning, så taler dette efter min mening snarere for en sen end for en tidlig affattelsestid. De ordformer, hvoraf dr. F. Jónsson mener at kunne slutte, at afhandlingen stammer fra c. 1140, forekommer alle sammen forholdsvis hyppig i håndskrifter fra det 13. århundrede. Det enklitiske ''-k  = ek'' forekommer således på mange steder i den Stockholmske Homiliebog og i AM. 645, 4º<ref>Se Ludv. Larsson : Ordforrådet i de älsta islånska handskrifterna, s. 62 b og 63 a. </ref>  , og flere eksempler hentede fra forskellige håndskrifter (Morkinskinna og Stockholmerhåndskriftet af Olaf den helliges saga o. fl.) vil man finde anførte i ordbøgerne. »Suffiksnegationen -a, -at findes f. eks. i Morkinskinna-udgaven s. 52/2  (era) og i forbindelse med det enklitiske -k s. 50/16 , og flere citater fra den Stockholmske Homiliebog, samt AM. 645, 4° og 673 B, 4° vil man finde i Larssons fortjænstfulde værk<ref>Ludv. Larsson: Ordforrådet s. 3 b og 25 b (jfr. s. 325 a). </ref> samt i ordbøgerne og i K. Gislason's Frumpartar s. 227 — 228. I Homiliebogen og 645, 4° møder man hyppig det ekspletive ''af' ''<ref>Anf. st. s. 246 b. </ref> , og mange steder findes anførte i ordbøgerne (navnlig Fritzner 8 s. 868). Ordet ''þeygi'' forekommer på flere steder i Homiliebogen, 645, 4°<ref>Anf. sted s. 380b.</ref> og 674 A, 4 01 , og Oxforder-ordbogen anfører flere eksempler fra Grågåsen og Heimskringla. Ingen af disse ordformer kan således bruges som bevis for, at afhandlingen går op til c. 1140. Tværtimod taler den konsekvente gennemførelse af ''u-''omlyden for, at forfatteren har skrevet i den sidste halvdel af 12. århundrede<ref>Jfr. K. Gislason: » U- og regressiv v- omlyd af d« i Arkiv f. nord. fil. VIII (ny följd IV) s. 52—82. Samme: »Om helrim i 1. og 3. linje af regelmæssigt dróttkvætt og hrynhenda«, s. 10 — 11. </ref> . Men hvis dette forholder sig således, kan man ikke af hans tavshed angående runealfabetet drage nogen slutninger med hensyn til skriftforholdene på Island i den første halvdel af det 12. århundrede.
+Dr. Finnur Jónsson lægger stor vægt på den første grammatiske afhandlings tavshed angående runerne, og af de indvendinger, han fremfører mod runehypotesen, er denne i virkeligheden den eneste, som grunder sig på noget faktisk. Det er en uimodsigelig kendsgærning, at den første afhandlings forfatter kun flygtig omtaler runealfabetet<ref>I definitionen ''runar heita geitir, en rúnar málstafir'' kan ordet ''runar'' ikke betyde noget andet end runer (Sn. E. II, s. 22 13 . Den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. Khavn 1886 s. 30/1 ; jfr. »Runerne i den oldisl. literatur« s. 12). På et andet sted (Sn. E, II, s. 16/ 5 =  udg. 1886, s. 23/ 9 betyder det derimod i almindelighed lydtegn , som med hensyn til uklarhed i lydbetegnelsen står på runealfabetets standpunkt. Jævnfør i øvrigt »Runerne i den oldisl. literatur« s. 103 — 104. </ref> , og at hele brådden af hans polemik vender sig imod tilhængerne af det uforandrede latinske alfabet, således som det blev brugt, inden han trådte frem med sine reformforslag. Heraf slutter dr. Finnur Jónsson med rette, »at for forfatterens tid brugte man til islandske bøger det latinske alfabet«. Jeg har allerede med eftertryk fremhævet det samme i »Runerne i den oldislandske literatur« s. 91 fg. Men han er ikke berettiget til heraf at uddrage den slutning, at man for forfatterens tid ikke har brugt noget andet alfabet end det latinske til islandske bøger. Ja det turde være tvivlsomt, om forfatterens tavshed angående runealfabetet berettiger til at slutte, at dette på den tid, da han skrev, slet ikke blev brugt til bogskrift. Grunden til, at han ikke angriber runeskriften, kunde være den, at han har følt en vis veneration overfor det gamle folkelige alfabet, og desuden måtte han jo med sin skarpe forstand let kunne indse, at det latinske alfabet var fremtidens alfabet, og at runealfabetets dage i literaturen snart var talte, og i så fald var al polemik overfor det overflødig og kunde ikke tjæne til andet end til at forplumre striden mellem forfatteren og tilhængerne af det uforandrede latinske alfabet<ref>Ikke et eneste af de steder, som dr. F. J. anfører i fortalen til sin og Dahlerups udg. af den første og anden grammat. afhandling, indeholder den fjærneste antydning af, at det latinske alfabet ved den tid , da forfatteren skrev, har været eneherskende i literaturen. Nogle af disse steder har dr. P. J. misforstået. Således synes han ikke at have lagt mærke til, at ordene „raddarstǫ  fom þeim, es ápr vǫro í stafrófe„ (Udg. 1886 s. 27/ 6 = Sn. E. II, s. 20) i følge sammenhængen betyder ganske det samme som „hljópstafe fimm, es ápr vǫro í látinostafrófe" (Udg. 1886, s. 22/ 3 ), jfr. lige i forvejen (Udg. 1886 s. 27 4 ): „átján gǫrvar ór fimm latinorǫddom"'. Ligeledes er det urigtigt , når han mener, at ordene ''várt stafróf'' (udg. 1886 s. 38 nederst og s. 43 x ) sigter til det f8r forfatterens tid brugte alfabet. På bægge disse steder ligesom også s. st. s. 43 8 bruges disse ord om forfatterens eget reformerede alfabet. </ref>. Men selv om man indrømmer, at forfatterens tavshed angående runealfabetet tyder på, at dette kun sjælden eller endog slet ikke blev anvendt til bogskrift, så kan dette kun gælde for den tid, da forfatteren skrev sin afhandling, eller i det højeste for den nærmest foregående tid. Her bliver det da af betydning at undersøge den første afhandlings tilblivelsestid. Dr. F. Jónsson har sat den til c. 1140 i modsætning til tidligere forskere, som har henført den til c. 1160. De grunde, som dr. F. J. fremfører for sin opfattelse, synes imidlertid ikke at være overbevisende. Forfatteren bevidner udtrykkelig, at man i hans dage plejede at skrive og læse love, genealogiske værker, oversættelser af latinske gejstlige skrifter, samt Ares historiske arbejder<ref>Den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. Khavn 1886 s. 20—21. </ref> . Dr. F. Jónsson forsøger at vise, at den omtalte oversættelses-literatur allerede begyndte at udvikle sig i det 12. århundredes første halvdel, og heri må man sikkert give ham ret. Men heraf er han ikke berettiget til at slutte, at den første afhandlings tilblivelse falder før 1150, ti ingen vil dog vel falde på at nægte, at sådanne oversættelser både blev afskrevne og læste også efter midten af det 12. århundrede. Overhovedet har den kendsgærning, at forfatteren nævner de omtalte skrifter, kun beviskraft med hensyn til spørsmålet om afhandlingens tidligste tilblivelsestid. Med hensyn til det andet spørsmål, til hvilken tid afhandlingen senest kan være skreven, er vi derimod henviste til den negative kendsgærning, at han ikke omtaler de forfattere, som skrev i den sidste halvdel af det 12. århundrede, nemlig Eirikr Oddsson og Karl Jónsson. Af disse skrev den første sit værk Hryggjarstykki i alt fald efter 1161, og måske ikke før end c. 1170 — 1180<ref>Se Maurer : Über die ausdriicke : altnordische, altnorwegische und islåndische sprache s. 9 — 10 med anm. 9, jfr. s. 24. Maurer: Island s. 459. </ref>, medens den sidstes literære virksomhed falder endnu senere. Da afhandlingen ikke nævner disse forfattere, vil man deraf med nogen sandsynlighed kunne slutte, at den ikke kan være meget yngre end c. 1180, og da den på den anden side omtaler Ares »bøger« i flertallet og således må være yngre end den sidste bearbejdelse af Islændingebogen, som stammer fra årene 1134 — 1138, kan den ikke være ældre end c. 1140. Det anførte sted tillader os altså ikke at bestemme afhandlingens tilblivelsestid med større nøjagtighed, end at den falder imellem 1140 og c. 1180. Dr. F. Jónsson holder sig til den tidligste grænse, 1140, men uden at fremføre nogen antagelige grunde for en så tidlig affattelse. At forfatteren på et par steder omtaler forkortelser som pergamentbesparende, turde dog i denne henseende være fuldstændig betydningsløst. Brugen af forkortelser i islandske pergamenthåndskrifter, gamle så vel som nye, viser, at man til alle tider, så længe pergament var i brug som skrivemateriale, søgte at omgås forsigtig dermed. I modsætning til dr. F. Jónsson forekommer det mig, at den første afhandlings forfatter har et ganske godt greb på at give sine tanker en klar og koncis form, og når han på enkelte af dr. F. J. anførte steder benytter sig af en temmelig indviklet periodebygning, så taler dette efter min mening snarere for en sen end for en tidlig affattelsestid. De ordformer, hvoraf dr. F. Jónsson mener at kunne slutte, at afhandlingen stammer fra c. 1140, forekommer alle sammen forholdsvis hyppig i håndskrifter fra det 13. århundrede. Det enklitiske ''-k  = ek'' forekommer således på mange steder i den Stockholmske Homiliebog og i AM. 645, 4º<ref>Se Ludv. Larsson : Ordforrådet i de älsta islånska handskrifterna, s. 62 b og 63 a. </ref>  , og flere eksempler hentede fra forskellige håndskrifter (Morkinskinna og Stockholmerhåndskriftet af Olaf den helliges saga o. fl.) vil man finde anførte i ordbøgerne. »Suffiksnegationen -a, -at findes f. eks. i Morkinskinna-udgaven s. 52/2  (era) og i forbindelse med det enklitiske -k s. 50/16 , og flere citater fra den Stockholmske Homiliebog, samt AM. 645, 4° og 673 B, 4° vil man finde i Larssons fortjænstfulde værk<ref>Ludv. Larsson: Ordforrådet s. 3 b og 25 b (jfr. s. 325 a). </ref> samt i ordbøgerne og i K. Gislason's Frumpartar s. 227 — 228. I Homiliebogen og 645, 4° møder man hyppig det ekspletive ''af' ''<ref>Anf. st. s. 246 b. </ref> , og mange steder findes anførte i ordbøgerne (navnlig Fritzner 8 s. 868). Ordet ''þeygi'' forekommer på flere steder i Homiliebogen, 645, 4°<ref>Anf. sted s. 380b.</ref> og 674 A, 4 01 , og Oxforder-ordbogen anfører flere eksempler fra Grågåsen og Heimskringla. Ingen af disse ordformer kan således bruges som bevis for, at afhandlingen går op til c. 1140. Tværtimod taler den konsekvente gennemførelse af ''u-''omlyden for, at forfatteren har skrevet i den sidste halvdel af 12. århundrede<ref>Jfr. K. Gislason: » U- og regressiv v- omlyd af d« i Arkiv f. nord. fil. VIII (ny följd IV) s. 52—82. Samme: »Om helrim i 1. og 3. linje af regelmæssigt dróttkvætt og hrynhenda«, s. 10 — 11. </ref> . Men hvis dette forholder sig således, kan man ikke af hans tavshed angående runealfabetet drage nogen slutninger med hensyn til skriftforholdene på Island i den første halvdel af det 12. århundrede.
 I »Runerne i den oldislandske literatur« s. 101 — 102 har jeg vist, at den første afhandlings alfabet, i alt fald hvad tegnene ǫ, ę og ø angår, er påvirket af runealfabetet i den af Torod (og Are?) reviderede form. Vel forekommer ę også undertiden i latinske håndskrifter fra middelalderen, brugt i flæng med ''e'', og det er således muligt, at den første afhandling har lånt dette tegn fra det latinske alfabet, således som professor G. Storm mener. Men dog strider dette imod forfatterens egne utvetydige udtalelser, når han udtrykkelig siger, at der i det latinske alfabet, han kendte, kun fandtes de fem vokaltegn: ''a, e, i, o'' og ''u'', samt at han selv har lavet de fire af ham tilføjede vokaltegn ''ǫ, ę, ø, y'' <ref>Den første og anden grammat. afh. i Sn. E. Khavn 1886 s. 22 3 : ''Uip þá hléoþstafe fimm, es ápr uǫro í Iátinostafrófe: a, e, i, ǫ, u, þar hefe ec uipr gǫrua þessa stafe féðra, es hér ero ritner nú:  ǫ, ę, ø, y.'' </ref>. Hvad ''y'' angår, er dette rigtignok ikke ganske korrekt, da dette bogstav sikkert er lånt fra det angelsaksiske alfabet, men det er muligt, at forfatteren har fremhævet dette i den lakune, som findes i håndskriftet på det sted, hvor han lidt senere særlig omtaler ''y''<ref> Anf. st. s. 23.</ref> . Vi har således forfatterens ord for, at han selv har opfundet tegnet ''e'' og ikke lånt det fra det latinske alfabet, og virkelig er den forklaring, han giver af dette tegn<ref> S. st. s. 22 12 : „enda ritenn af þúi mep cuiste e's oc med o'sens hring.»</ref> , fuldstændig original og uden sidestykke hos latinske grammatikere. I hvert fald kan det ikke nægtes, at han har fastslået dette tegns lydværdi i det islandske alfabet, og her har den tilsvarende Torodske ''limingarstafr'' været ham et forbillede. Jeg må således overfor professor G. Storm fastholde, at tegnene ''ǫ, ę og ø'' er dannede af forfatteren under påvirkning af de tilsvarende tegn i Torods alfabet. Flere påvirkninger af runeskriften har jeg søgt at påvise i »Runerne i den oldislandske literatur« s. 100 og 102—103<ref>Af ordene: ''Staf þann, es flester męnn calla þorn'' (anf. st. s. 44 u ) slutter dr. F. Jónsson, at ''þ'' allerede for forfatterens tid var optaget i det islandske alfabet, men som det synes med urette. Det er runetegnet og runens almindelige navn, som her foresvæver forfatteren. At indførelsen af ''þ'' i det islandske alfabet virkelig skyldes ham, antyder han selv ved ordene: ''hann es siþarst í fundenn'' (s. 45 5 ) og navnlig ved at sige om ''titoll'' i modsætning til  ''þ'', at ''hann was ápr í stafrófe'' (s. 45 6 ). En sammenligning med s. 22 3 , 27 , 35 t , 39 3 viser, at meningen her må være, at ''titoll'' fandtes i det uforandrede latinske alfabet, som før forfatterens reform blev brugt på Island, samt at dette ikke var tilfældet med ''þ''. </ref>.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om Are Frode</big>]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om Are Frode]] !!  !!
 |-
 |}