Om Njála - Revisjonshistorikk

Jesper på 15. mar. 2019 kl. 06:29

2019-03-15T06:29:39Z

Knut på 14. mar. 2019 kl. 10:22

2019-03-14T10:22:58Z

Knut på 14. mar. 2019 kl. 10:16

2019-03-14T10:16:40Z

Vis endringer

Knut på 14. mar. 2019 kl. 08:51

2019-03-14T08:51:21Z

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2019-03-04T08:52:17Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om Njála]] !! !!
|-
|}

[[Fil:Finnur Jónsson.jpg|thumb|220px|<center>Finnur Jónsson (1858-1934)</center>]]

<center><big>'''Om Njála'''</big>

 Af '''Finnur Jónsson'''

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1904</center>

TEKST UNDER ARBEID

----

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]

@@ Linje 44: / Linje 44: @@
 Efter disse bemærkninger går jeg af hensigtsmæssighedshensyn over til at behandle versene i Nj. og deres oprindelighed i sagaen.
-''Versene.'' Efter deres forekomst i håndskrifterne deles de hovedsagelig i to grupper; jeg ser her bort fra: v. 11, en kvædling i alle håndskrifter<ref> Når det her og ellers hedder »alle hdskrr.» menes naturligvis de håndskrifter, hvori det pågældende vers findes, og som ikke der har lakune, selv om det ikke er alle sagaens hdskrr. </ref> v. 34—39, versene i Kristni- þáttr, samt v. 26 (Torkels vers om Gunnar). De to hovedgrupper er: A, v. 40—51 + Darradsangen (k. 125—57) og B, V. 1—33 (- V. 11 og 26; k. 7—99). Heraf ses allerede, hvorledes A- gruppen udelukkende tilhører sagaens sidste, B-gruppen udelukkende dens første del.
+''Versene.'' Efter deres forekomst i håndskrifterne deles de hovedsagelig i to grupper; jeg ser her bort fra: v. 11, en kvædling i alle håndskrifter<ref> Når det her og ellers hedder »alle hdskrr.» menes naturligvis de håndskrifter, hvori det pågældende vers findes, og som ikke der har lakune, selv om det ikke er alle sagaens hdskrr. </ref> v. 34—39, versene i Kristni-þáttr, samt v. 26 (Torkels vers om Gunnar). De to hovedgrupper er: A, v. 40—51 + Darradsangen (k. 125—57) og B, V. 1—33 (- V. 11 og 26; k. 7—99). Heraf ses allerede, hvorledes A- gruppen udelukkende tilhører sagaens sidste, B-gruppen udelukkende dens første del.
 A-gruppen består: 1, af ''varselsvers'' (v. 40, 42, 44, 51 om Brian), 2, vers tillagte Modolf (41), Kåre (43, 45 — 48, 50), samt Snorre gode, en kvædling (49), 3, Darradsangen. Disse vers findes i alle håndskrifter.
@@ Linje 101: / Linje 101: @@
 [[Fil:Njal saga - Hestatingshol.jpg|thumb|300px|Fra Njáls saga: Hestekamp. Illustration fra «Vore fædres liv : karakterer og skildringer fra sagatiden«, samlet og udgivet af Nordahl Rolfsen ; oversættelsen ved Gerhard Gran., Kristiania: Stenersen, 1898.]] Hvad nu afhandlingen om Njála angår, er der ingen grund til at dvæle ved indledningen eller det første kapitel (se foran s. 98). Før jeg går over til de følgende kapitler, skal jeg i al korthed gøre nogle bemærkninger angående det stof, der behandles i tillæggene (anhangene).
-I det første af disse omtales »fremmede bestanddele«; de er ifg. forff. af to slags, dels »sådanne fortællinger, der ikke organisk tilhører sagaen, men som ved redaktionen ved det 13. årh.s slutning er indskudt i den og forbundet dermed«. Hermed sigtes der til Gunnarssaga og Briansafsnittet, hvilket sidste bestemmes rigtig i det hele taget. Dernæst er det versene, der bestemmes som indskud. Til dette sidste har jeg her intet at bemærke (jfr. ovf,), og hvad Gunnarssagaen angåer, er det jo for så vidt rigtigt, som den er optagen i eller forbunden med Njálssaga, men forff.s opfattelse af det hele, især sagaens aldersforhold, er uholdbar (jfr. min litt. hist,). Jeg skal ikke her gå nærmere ind på dette spørgsmål. Briansafsnittet og tillæg II, det om Torstein Siðu-Hallssons saga, skal vi senere komme tilbage til. I det 3. behandles anakronismer, geografiske fejl og ujævnheder i kompositionen. Hvad de første angår, kan jeg henvise til min litt. hist. (II, 224 ff.), hvor det indrømmes, at omtalen af »bondens kirkegård« på Tingvellir er en — i øvrigt let forståelig — tidsstridighed, hvorimod omtalen af »et åndeligt slægtskab« mellem et par personer eller Höskulds brug af udtrykket »for guds skyld«, bægge dele fra tiden efter kristendommens indførelse, ingenlunde behøver at være en sådan. Fuldstændig misforstået er Skarphedins bebrejdelse mod Torkel håk for at »have spist en hoppes endetarm« ; dette har intet med hestekødspisning at gøre, men bebrejdelsen går ud på, at Torkel af gærrighed og sjælelig lavhed (''fúlmenska'') bekvemmer sig til at spise en så elendig føde. Det samme gælder omtalen af  «Østlændingene« under mordbrandsprocessen. Alt dette er af en sådan art, at der ikke kan indvendes noget derimod, eller det af sagaen meddelte er ligeså sandsynligt som det modsatte.
+I det første af disse omtales »fremmede bestanddele«; de er ifg. forff. af to slags, dels »sådanne fortællinger, der ikke organisk tilhører sagaen, men som ved redaktionen ved det 13. årh.s slutning er indskudt i den og forbundet dermed«. Hermed sigtes der til Gunnarssaga og Briansafsnittet, hvilket sidste bestemmes rigtig i det hele taget. Dernæst er det versene, der bestemmes som indskud. Til dette sidste har jeg her intet at bemærke (jfr. ovf,), og hvad Gunnarssagaen angåer, er det jo for så vidt rigtigt, som den er optagen i eller forbunden med Njálssaga, men forff.s opfattelse af det hele, især sagaens aldersforhold, er uholdbar (jfr. min litt. hist,). Jeg skal ikke her gå nærmere ind på dette spørgsmål. Briansafsnittet og tillæg II, det om Torstein Siðu-Hallssons saga, skal vi senere komme tilbage til. I det 3. behandles anakronismer, geografiske fejl og ujævnheder i kompositionen. Hvad de første angår, kan jeg henvise til min litt. hist. (II, 224 ff.), hvor det indrømmes, at omtalen af »bondens kirkegård« på Tingvellir er en — i øvrigt let forståelig — tidsstridighed, hvorimod omtalen af »et åndeligt slægtskab« mellem et par personer eller Höskulds brug af udtrykket »for guds skyld«, bægge dele fra tiden efter kristendommens indførelse, ingenlunde behøver at være en sådan. Fuldstændig misforstået er Skarphedins bebrejdelse mod Torkel håk for at »have spist en hoppes endetarm« ; dette har intet med hestekødspisning at gøre, men bebrejdelsen går ud på, at Torkel af gærrighed og sjælelig lavhed (''fúlmenska'') bekvemmer sig til at spise en så elendig føde. Det samme gælder omtalen af  »Østlændingene« under mordbrandsprocessen. Alt dette er af en sådan art, at der ikke kan indvendes noget derimod, eller det af sagaen meddelte er ligeså sandsynligt som det modsatte.
 Hvad dernæst sagaens ''geografiske'' forestillinger angår, er det anerkendt, at dens omtale af østlandet er ganske rigtig, så at G. Vigfusson endogså deraf har ment at kunne slutte, at sagaen var forfattet der. Derimod har han — og nogle andre — ment at finde fejl i dens omtale af stedforhold på sagaens egen skueplads, på syd- og vestlandet, hvilket i og for sig måtte synes mærkeligt. Stedkendte folk har dog været af en modsat mening, og selv har jeg været i stand til at undersøge sagen og i det hele og store fundet overensstemmelse mellem sagaen og forholdene, som de er.
-I k. 2 37—38 hedder det, at Hrut skal have »Kambsnes og Hrutstad og (landet) op til Trandsgil«. Dette sidste er, som påpeget af dr. Kålund (Isl. beskr. I, 469), sikkert urigtigt, ti så vilde Höskulds egen gård have været medindbefattet. Det sandsynligste er, at navnet er indkommet ved en fejl — navnet på det mest bekendte »gil« i nærheden — i steden for ''Hrútagil'' (se Árbok híns isl. fornleifafjel. II, 92 1882), en kløft, der passer fortræffelig. Er dette en oprindelig fejl, viser den kun, at forf. ikke har været fra Dalene. Når man i omtalen af ''Bjarneyjar'' (k. 9) har villet se en fejl eller en forveksling tiltrods for, at sagaen udtrykkelig siger, at disse øer er »ude i Bredefjorden«, tror jeg, at man har gjort sig ufornøden bekymring. Det er derud, Torolf siges alene at have rót for at dræbe Hallgerds første mand. Vel ligger øerne temlig fjærnt fra Medalfellsströnd, hvor Torolf var. Men en bonde på en af de nærliggende øer i Bredefjorden, en flink og med alle forhold velkendt mand, har til mig erklæret, at der i sagaens skildring intet utænkeligt var; den omtalte rotur var noget, der meget vel lod sig gøre. Når det derimod bagefter hedder, at den dræbte Torvalds mænd rode ind til Reykjanes, kan man ikke se, hvad de skulde derhen, medmindre Torvalds fader skulde have bosat sig dér, da Torvald giftede sig, men herom forlyder der intet bestemt. Ellers er forf. særdeles godt inde i de stedlige forhold, kender nøje vejen til Laksådalen både mod syd og nord; den søndre Beykjadal (k. 17) kender han også godt osv.
+I k. 2 37—38 hedder det, at Hrut skal have »Kambsnes og Hrutstad og (landet) op til Trandsgil«. Dette sidste er, som påpeget af dr. Kålund (Isl. beskr. I, 469), sikkert urigtigt, ti så vilde Höskulds egen gård have været medindbefattet. Det sandsynligste er, at navnet er indkommet ved en fejl — navnet på det mest bekendte »gil« i nærheden — i steden for ''Hrútagil'' (se Árbok híns isl. fornleifafjel. II, 92 1882), en kløft, der passer fortræffelig. Er dette en oprindelig fejl, viser den kun, at forf. ikke har været fra Dalene. Når man i omtalen af ''Bjarneyjar'' (k. 9) har villet se en fejl eller en forveksling tiltrods for, at sagaen udtrykkelig siger, at disse øer er »ude i Bredefjorden«, tror jeg, at man har gjort sig ufornøden bekymring. Det er derud, Torolf siges alene at have rót for at dræbe Hallgerds første mand. Vel ligger øerne temlig fjærnt fra Medalfellsströnd, hvor Torolf var. Men en bonde på en af de nærliggende øer i Bredefjorden, en flink og med alle forhold velkendt mand, har til mig erklæret, at der i sagaens skildring intet utænkeligt var; den omtalte rotur var noget, der meget vel lod sig gøre. Når det derimod bagefter hedder, at den dræbte Torvalds mænd rode ind til Reykjanes, kan man ikke se, hvad de skulde derhen, medmindre Torvalds fader skulde have bosat sig dér, da Torvald giftede sig, men herom forlyder der intet bestemt. Ellers er forf. særdeles godt inde i de stedlige forhold, kender nøje vejen til Laksådalen både mod syd og nord; den søndre Reykjadal (k. 17) kender han også godt osv.
 Angående Akratunga og Geilastofnar — i nærheden af Hlidarende — kan henvises til Kålunds Isl. beskr. Disse stedsnavne kan ikke nu påvises, snarest fordi Tværå her har ødelagt jorden så meget. Også Gunnars gravhøj er sikkert blevet bortskyllet af elven; det sted, der nu kaldes således, er ganske umuligt. I AM 434, fol. (bl. 91 ) meddeler Jón Ólafsson følgende: »I samme syssel på Hlidarende ''niðr á mosunum'' ved Markarfljót (&#596;: den af vandet fra Markarfljót fyldte Tværå) ligger Gunnarshaugr; den er rund, undt. for så vidt som den er noget flad (fladtrykt) mod syd« (jfr. Kålund I, 245 anm.). Et mærkeligt bevis på sagaens nøiagtige kendskab til egnen her indeholdes i dens omtale (k.45) af de »to bække« , hvor Sigmund og Skjold fandt hestene, der førtes ned til vejen; man kan bogstavelig straks finde det således betegnede stykke land noget øst for Hlidarende.
@@ Linje 309: / Linje 309: @@
 K. 143 indeholder dernæst Eyjolfs værn. Han erklærer (1), at sagen må falde bort, da den er ført for en urigtig domstol ; han aflægger (2) den sædvanlige ed om samvittighedsfuld sagførelse og nævner (3) to vidner på at han fremfører sit lovværn. Her er det kun påfaldende, at han ikke først aflægger eden; punkt 1 og 2 burde være ombyttede eller punkt 1 og 3 slåede sammen. Her foreligger således en fejl eller unøjagtighed. Sagen er, at forf. selv har været utålmodig efter at fremsætte Eyjolfs store hovedslag og bryder derfor den rolige fremgangsmåde for straks efter at indhænte det forsømte. Det er omtrent, som om han vilde sige: E. erklærede sagen for bortfalden, efter at han havde aflagt ed osv. Om dette bruger forff. meget stærke udtryk (»ein höllengebräu«) og siger, at det ene skridt ophæver det andet, men de skyder som sædvanlig langt over målet. De nægter, at Eyjolf har ret til at tale om et lovværn, da han aldeles ikke indlader sig på at modbevise anklagen. Atter viser det sig, hvor hildede de er i den strængeste terminologi,  pedantiske krav til sagaens strængeste juridiske nøjagtighed. Naturligvis kunde ethvert middel, der bragte modstandernes sag til at falde, være og betragtes som et lovværn, forudsat at der lå en virkelighed til grund, selv om der kun var tale om en formfejl ; jfr. et udtryk som at ''verja lýriti'' netop på det sted, forff. henviser til, et sted, der i øvrigt intet har med vor sammenhæng at gøre. Som i k. 56 er her indkommet et ''goða'' i ''goðalyritr'' to steder; 1. 38 mangler det dog i E (findes i A, I, F); på dette sidste sted står det i alle, men noget forkvaklet i et par af dem. Dette ''goda'' beror sikkert på et indskud. Når forff. så stærkt kritiserer, at Eyjolf forbyder ''dóm&#491;ndum at dæma'', uagtet det straks efter hedder: ''siðan let hann dæma v&#491;rnina'', så må det ikke lades ude af betragtning, at det fuldstændig hedder, at Eyjolf forbød dommeren at dømme ''s&#491;k þeira Marðar'', hvilket kun kan betyde: at dømme til gunst for Mörd og hans parti; heri er der fortræffelig mening; således forstås ordene også i den latinske oversættelse af sagaen s. 527 med anm. Når det så hedder, at han lod »dømme værnet«-, betyder dette, at han opfordrede dommerne til at fælde deres dom; af det følgende kapitel ses, at dommerne blev uenige, idet nogle vilde dømme til gunst for Mörd, andre til gunst for Flose, med andre ord: der indtræder det tilfælde, at der fremkom en ''véfangsdómr'', to domme overfor hinanden, hvorefter sagen skulde for femterretten.
-I kapitlets slutning hedder det kort, at »de andre indebrændingssager fik fremgang«. Dette kaldes en »winzig notiz«. Men den er mere end nok. Tilhører og læser behøver ikke og fordrer ikke mere om disse sager. Det var og måtte være Flose, hele spændingen galdt. Det manglede bare, at sagaens forf. skulde have givet os en udførlig frem- stilling af de 100 eller 99 andre søgsmål! Nej, en sådan «notiz« er netop det, man væntede, hverken mere eller mindre.
+I kapitlets slutning hedder det kort, at »de andre indebrændingssager fik fremgang«. Dette kaldes en »winzig notiz«. Men den er mere end nok. Tilhører og læser behøver ikke og fordrer ikke mere om disse sager. Det var og måtte være Flose, hele spændingen galdt. Det manglede bare, at sagaens forf. skulde have givet os en udførlig fremstilling af de 100 eller 99 andre søgsmål! Nej, en sådan «notiz« er netop det, man væntede, hverken mere eller mindre.
 Vi kommer nu til det sidste kapitel, 144. Der sendes bud til Torhal, der udtaler, at det nu var modpartens hensigt at lade det komme til vefang i sagen (mdlit sg. er det oprindelige) og så at stævne Mörd for femterretten for »tingsforstyrrelse«. For at forhindre dette skal Mörd nu stævne Flose og Eyjolf for at have anvendt »bestikkelse i dommen« og nedlægge påstand om landsforvisning; dernæst skal han stævne dem for at have ladet afgive vidnesbyrd, der ikke havde betydning for sagen; dette var en landsforvisningssag; bægge tilsammen udgjorde én skovgangssag. Den sag for »tingsforstyrrelse«, som Eyjolf truer med, mener forff. er meningsløs — »hviken grund skulde de have haft til at anlægge sagen for en urigtig domstol, og hvilken nytte kunde de have deraf?«, spørges der. Nej naturligvis; de havde hverken grund dertil eller nytte deraf. Men nu gjorde de sig virkelig skyldig i at anlægge sagen for en urigtig domstol af uvidenhed om Floses tingindmeldelse, og af den grund forelå her en ''þingsafgl&#491;pun'' — i hvert fald set fra Eyjolfs standpunkt. Modparten, Mörd, skal også anlægge sag for »tingsforstyrrelse«, fordi vidner uden betydning var anvendte; herved sigtes til vidnerne om Floses tingombytning, hvis berettigelse Mörd fra sit standpunkt ikke vil indrømme. Herom henvises til Finsens anm. 5. led, hvor det gøres sandsynligt, at Njála »her indeholder en værdifuld, supplerende oplysning til det nævnte sted i Gråg.« (&#596;:Gråg. I a, 65). For så vidt er forflf.s kritik ubegrundet. Derimod V er den så meget mere berettiget m. h. t. sagen angående Eyjolfs bestikkelse. Udtrykket ''at béra fé i dóm'' kan vel kun have betydet »at bestikke dommere« , jfr. Finsens afhdl. s. 106, men sagaforf. eller traditionen synes at have opfattet udtrykket i almindelig betydning: »at anvende penge underen retssag« i det hele. Finsen har (anf. st.) opkastet det spørgsmål, om en sådan bestemmelse engang måtte have eksisteret, men han finder ikke føje til at antage det. Følgen er, at dette med bestikkelse, og hvad dermed sammenhænger er urigtigt og må bortfalde; desuagtet »vil det ses«, ytrer Finsen, »at mordbrandsprocessen kan i hovedtrækkene være gået som anført i sagaen«. Det er rimeligst, at denne bestanddel af fortællingen har udviklet sig i den mundtlige, folkelige beretning, hvorved den ring, Eyjolf modtog af Flose, utvivlsomt har spillet en rolle; det var på en måde den, der voldte Eyjolfs død, og denne er sikkert altid blevet betragtet som en straf, fordi han vilde forsvare en så slet sag. At gaven endelig kunde blive til en ligefrem bestikkelse, er forståeligt; i sin sidste form blev det til en dommerbestikkelse.
@@ Linje 387: / Linje 387: @@
 Det er klart, at hele den oprindelige beretning om Briansslaget er undergået betydelige forvanskninger og tilsætninger på Island, hvorunder dog hovedpunkterne er fastholdte.  Det hele er omgivet af en religiøs tone, der stemmer godt med de irske kilder, der lader Brian i sit telt læse et utal af salmer, bønner og paternostre.
-En til grund liggende saga om Brian, skreven i Dublin af en nordmand, som Bugge antager (s. 64), kan jeg umulig godkende; hvad Bugge anfører til støtte derfor, er uvæsenligt, såsom ordet Tadkr og dets islandske form. Tværtimod. Netop dette er for mig et ubedrageligt tegn på den islandske lærde tid omkr. 1200. Jeg kan ikke deri se nogen hentydning »til en fastformet ikke-islandsk fortælling på norsk sprog om Brian« (s. 65). Bugges forsøg på at forklare Kylfir og fortællingen om ham og Brian (s. 66 AF.)  skal jeg ikke komme nærmere ind på. Tiltrods for for- klaringens skarpsindighed tror jeg, den er ganske forfejlet.
+En til grund liggende saga om Brian, skreven i Dublin af en nordmand, som Bugge antager (s. 64), kan jeg umulig godkende; hvad Bugge anfører til støtte derfor, er uvæsenligt, såsom ordet Tadkr og dets islandske form. Tværtimod. Netop dette er for mig et ubedrageligt tegn på den islandske lærde tid omkr. 1200. Jeg kan ikke deri se nogen hentydning »til en fastformet ikke-islandsk fortælling på norsk sprog om Brian« (s. 65). Bugges forsøg på at forklare Kylfir og fortællingen om ham og Brian (s. 66 AF.)  skal jeg ikke komme nærmere ind på. Tiltrods for forklaringens skarpsindighed tror jeg, den er ganske forfejlet.

@@ Linje 297: / Linje 297: @@
 Som følge af alt dette tør jeg antage, at Eyjolfs og Floses kneb endnu ikke stred imod nogen vedtagen lov — jfr. V. Finsens anm. 12. led beg. — , men viser ældre tilstande end forf.s og lovbøgernes, og det så meget mere. som det netop strider så stærkt imod den lov og fremgangsmåde, som måtte være forf.s egen samtids og ham velbekendt.
-I kap. 142 skildres hovedsøgsmålet fra Mörds side. Bægge parter er mødt mandstærke, men når det hedder, at de er mødt bevæbnede og med hærmærker på hjælmene, er dette en yngre tids udsmykning, som også andre steder findes i sagaen. Mörd tilbyder lodkastning om alle »skovgangssagers« rækkefølge; ifølge Gråg. skulde der have stået »alle sagers« overhovedet. Måske er også dette ældre ret, men det er i hvert fald underordnet, og kan godt være forf.s fejl. Mörd siges at have forbeholdt sig ret til at rette sine fortalelser, hvis han begik sådanne. Dette skal bestyrkes ved Hrafnkelssaga — også bemærket af forff. — , men omtales ingensteds i Gråg. Så går Mörd videre på sædvanlig måde, indtil han siger: »jeg fremsiger denne således beskafne skovgangssag for Østfjærdingsretten over Jons hoved, som jeg udtrykte mig, da jeg tillyste den« (i vidnernes udtryk mut. mut.). Det er udtrykket »over Jons hoved«, der her vækker forff.s kritik. Og ganske rigtigt, således har Mörd ikke sagt. I Gråg. hedder det: »over N. N.s hoved«; sagaens udtryk er ensbetydende hermed. Det er navnet på »gentageren« (''reifingarmaðr''), der hermed menes, og sagen forholder sig simpelt nok. Den tilfældige gentagers navn var forlængst glemt, og så havde forf. ingen anden udvej end den anvendte, at indsætte det navn, som han rimeligvis fra den teoretiske lovfremsigelse kunde kende; når han i et andet tilfælde bruger navnene »Torbjørn og Torodd«, betyder dette et og det samme. Ang. udtrykket J6n i formularer henvises til Fritzner i Arkiv III, hvor der dog foreligger den misforståelse, at med Jón skulde menes Flose. Det påvises her, at Jo(h)annes vidt omkring i kristenheden findes brugt for N. N.. hvad der har sin rod i fortællingen om Johannes døberens fødsel og navngivelse. Denne brug er kommen til Island, hvor tidlig kan ikke vides. Selve navnet Jón kendes fra Island ved 1100 og blev stadig mere almindeligt. I betydningen N. N. findes det brugt i biskop Arnes kristenret (omtr. 1275), men det er sikkert betydelig ældre. På samme måde bruges »Gudrun« i den gamle Kristenret, et navn, der også er blevet et af de almindeligste på Island. Sagaens udtryk er let forståeligt og vidner hverken om nogen sen affattelse eller om umiddelbar afhængighed af lovhdskrr.
+I kap. 142 skildres hovedsøgsmålet fra Mörds side. Bægge parter er mødt mandstærke, men når det hedder, at de er mødt bevæbnede og med hærmærker på hjælmene, er dette en yngre tids udsmykning, som også andre steder findes i sagaen. Mörd tilbyder lodkastning om alle »skovgangssagers« rækkefølge; ifølge Gråg. skulde der have stået »alle sagers« overhovedet. Måske er også dette ældre ret, men det er i hvert fald underordnet, og kan godt være forf.s fejl. Mörd siges at have forbeholdt sig ret til at rette sine fortalelser, hvis han begik sådanne. Dette skal bestyrkes ved Hrafnkelssaga — også bemærket af forff. — , men omtales ingensteds i Gråg. Så går Mörd videre på sædvanlig måde, indtil han siger: »jeg fremsiger denne således beskafne skovgangssag for Østfjærdingsretten over Jons hoved, som jeg udtrykte mig, da jeg tillyste den« (i vidnernes udtryk mut. mut.). Det er udtrykket »over Jons hoved«, der her vækker forff.s kritik. Og ganske rigtigt, således har Mörd ikke sagt. I Gråg. hedder det: »over N. N.s hoved«; sagaens udtryk er ensbetydende hermed. Det er navnet på »gentageren« (''reifingarmaðr''), der hermed menes, og sagen forholder sig simpelt nok. Den tilfældige gentagers navn var forlængst glemt, og så havde forf. ingen anden udvej end den anvendte, at indsætte det navn, som han rimeligvis fra den teoretiske lovfremsigelse kunde kende; når han i et andet tilfælde bruger navnene »Torbjørn og Torodd«, betyder dette et og det samme. Ang. udtrykket Jón i formularer henvises til Fritzner i Arkiv III, hvor der dog foreligger den misforståelse, at med Jón skulde menes Flose. Det påvises her, at Jo(h)annes vidt omkring i kristenheden findes brugt for N. N.. hvad der har sin rod i fortællingen om Johannes døberens fødsel og navngivelse. Denne brug er kommen til Island, hvor tidlig kan ikke vides. Selve navnet Jón kendes fra Island ved 1100 og blev stadig mere almindeligt. I betydningen N. N. findes det brugt i biskop Arnes kristenret (omtr. 1275), men det er sikkert betydelig ældre. På samme måde bruges »Gudrun« i den gamle Kristenret, et navn, der også er blevet et af de almindeligste på Island. Sagaens udtryk er let forståeligt og vidner hverken om nogen sen affattelse eller om umiddelbar afhængighed af lovhdskrr.
 Når det om de to tillysningsvidner hedder, at den ene fremsagde vidnesbyrdet, og »de var bægge enige derom« (''en báðir guldu samkvæði''), og dette af forff. kritiseres (der skulde have stået, at den ene fremsagde, den anden sluttede sig dertil), er dette i og for sig mindre logisk; men kun en smålig kritik kan finde det anstødeligt. Sætningen siger nøjagtig det samme. Det er, som man om Snorre erklærede, at han ikke kunde skrive sit modersmål, fordi han om Tor og Loke siger: »da satte Tor sig til nadveren og de fæller«, disse fæller er kun Loke og Tor, så at denne sidste i virkeligheden nævnes to gange; der skulde naturligvis have stået: »da satte Tor sig til nadveren og hans fælle«. Mærkelig konfust hoved, den Snorre. Hermed er Njálas udtryk stemmende jfr. Njála selv k. 13 50-51; det samme gælder den næste indvending mod: »h&#491;fum vit nú rétt borit«.

@@ Linje 29: / Linje 29: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
-[[Kategori:Tekster på norsk]]
+[[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Finnur Jónsson]]