Om Ridderen og Rigsraaden Hr. Hauk Erlendssön - Revisjonshistorikk

August på 9. nov. 2020 kl. 10:22

2020-11-09T10:22:37Z

August på 9. nov. 2020 kl. 10:17

2020-11-09T10:17:44Z

August: Erstattet OldNordicTimes med HTML-koder

2020-11-09T10:15:34Z

Erstattet OldNordicTimes med HTML-koder

Vis endringer

August på 8. jan. 2019 kl. 15:38

2019-01-08T15:38:20Z

August på 26. des. 2018 kl. 19:38

2018-12-26T19:38:50Z

August på 3. des. 2018 kl. 10:08

2018-12-03T10:08:43Z

August på 14. des. 2017 kl. 00:05

2017-12-14T00:05:44Z

August på 14. nov. 2017 kl. 16:28

2017-11-14T16:28:53Z

August på 14. nov. 2017 kl. 16:28

2017-11-14T16:28:03Z

August på 7. jul. 2017 kl. 07:09

2017-07-07T07:09:51Z

@@ Linje 232: / Linje 232: @@
 Accenter findes, som ovenomtalt, af og til, dog ikke ofte, i Nr. 371 og Gulathingsloven, i Nr. 544 derimod saagodtsom aldrig. Men bruges de end sjælden, saa maa det dog paa den anden Side bemærkes, ''at de'' med Undtagelse af at de anvendes som simpelt Punkt over ''i, altid bruges rigtigt:'' et Tegn paa, at han forstod Retskrivningens og Vokalsystemets sande Væsen, og at deres Udeladelse paa saa mange Steder vel nærmest maa tilskrives Forglemmelse, eller Forhastelse. I Brudstykkerne af Gulathingsloven, der nærmest ligge for os, ere de accentuerede Ord fölgende: átta, á(in), bók, fé, mál, v&#769;bóta, v&#769;daða, hár, né, v&#769;tlægr, á (habet), þó, ráð, fór, búa, nv&#769;, v&#769;magi, hvárt, ór, fá, sér, ábv&#769;ð, bólfesta; flere af disse, som á, fé, ráð, v&#769;tlægr m. m. forekomme naturligviis meget ofte. I 544 findes dog ''þór''. Paa Facsimilet af Nr. 371 i Isl. Sögur forekommer ''á, ár'' (amnis) oftere, ligesaa v&#769;t, fór.
-Omlyden af ''ó'' udtrykker Hauk conseqvent med &#42829;, &#596;: &#339;, altsaa ikke med æ, hvilket allerede paa hans Tid var almindeligt paa Island, og navnligen brugtes af hans islandske Secretairer. Hauk har altsaa, formodentlig paa Grund af sin hele norske Herkomst, haft en fuldkommen rigtig Forestilling om denne Omlyds Beskaffenhed, og vel ogsaa skjelnet mellem ''æ'' ''og &#42829;'' i Udtalen. Den eneste Form, hvori han synes at være uconseqvent, er ''bæði'' (ambo), hvilket han altid skriver ''b&#42829;ði'', men netop denne Form er ogsaa i andre Haandskrifter mere tilböielig til at vakle mellem æ og &#42829;, og rimeligviis maa Grunden söges deri, at allerede i Urformen et ó maa have været forhaanden, hvilket kan sees af det gotiske ''bajôþs''.
+Omlyden af ''ó'' udtrykker Hauk conseqvent med &#42829;, &#596;: &#339;, altsaa ikke med æ, hvilket allerede paa hans Tid var almindeligt paa Island, og navnligen brugtes af hans islandske Secretairer. Hauk har altsaa, formodentlig paa Grund af sin hele norske Herkomst, haft en fuldkommen rigtig Forestilling om denne Omlyds Beskaffenhed, og vel ogsaa skjelnet mellem ''æ'' og &#42829; i Udtalen. Den eneste Form, hvori han synes at være uconseqvent, er ''bæði'' (ambo), hvilket han altid skriver b&#42829;ði, men netop denne Form er ogsaa i andre Haandskrifter mere tilböielig til at vakle mellem æ og &#42829;, og rimeligviis maa Grunden söges deri, at allerede i Urformen et ó maa have været forhaanden, hvilket kan sees af det gotiske ''bajôþs''.
 Den ved ''u'' bevirkede Omlyd af a udtrykker Hauk paa norsk (tildeels og ældre islandsk) Viis ved'' o'', som ''monnvm, londvm,'' ei ved ö eller &#42829;.
-Endelser, hvori ''u'' og ''i'' ere Vokaler, have hos Hauk somoftest beholdt disse, og ei antaget ''o'' og ''e'', f. Ex. ''b&#42829;ði i landi ok lavsvm eyri'' ikke ''b&#42829;ðe, lande, lavsvm eyre''. Fremdeles et Tegn paa at overholde Orthographiens Reenhed.
+Endelser, hvori ''u'' og ''i'' ere Vokaler, have hos Hauk somoftest beholdt disse, og ei antaget ''o'' og ''e'', f. Ex. b&#42829;ði i landi ok lavsvm eyri ikke b&#42829;ðe, lande, lavsvm eyre''. Fremdeles et Tegn paa at overholde Orthographiens Reenhed.
-Diphthongen ''ey'' skriver Hauk altid saaledes; hverken ''&#42829;y'', som det allerede formedelst Udtalen var bleven Brug i Norge, eller det endnu urigtigere ''ei'', som paa Island havde begyndt at indsnige sig. Der skjelnes nöjagtigt mellem ''ey'' og ''ei''.
+Diphthongen ''ey'' skriver Hauk altid saaledes; hverken &#42829;y, som det allerede formedelst Udtalen var bleven Brug i Norge, eller det endnu urigtigere ''ei'', som paa Island havde begyndt at indsnige sig. Der skjelnes nöjagtigt mellem ''ey'' og ''ei''.
 Mellem ''æ'' og ''e'' overholdes ligeledes den strengeste Forskjel.
-En Egenhed er det, at Hauk altid skriver Egennavnet ''Helgi'' og den svage Adjectivform ''helgi'' med ''&#42829;'', nemlig: ''H&#42829;lgi''. Han har vel her nærmest rettet sig efter den norsk Udtale, thi endnu den Dag idag bliver da hyppigt forekommende Navn ''Helge'' udtalt ''Hölge, Hölje''. Aarsagen maa formodentlig være den, at den ældste Form ''heilagr, hailagr'' er bleven til ''háligr'', dette til ''hóligr'' og siden omlydt ''h&#42829;lgi''<ref>Forresten maa den Omstændighed ei lades ubemærket, at i vort Oldsprog ''&#42829;'' og ''e'' staae i etslags Forbindelse med hinanden, thi det er et beviisligt Factum, at hvor ''&#42829;'' ved en hurtigere, mindre nöjagtig Udtale bliver forkortet, gaaer det altid over til ''e''. Saaledes er Formen ''Gr&#42829;nland'' om Landskabet af dette Navn i Norge langtfra saa hyppig, som ''Grenland,'' og det deraf dannede Adjectiv heder altid ''grenskr, hinn grenski.'' Saaledes kan og ''Helgi'' være en Forkortning af ''H&#42829;lgi''.</ref>.
+En Egenhed er det, at Hauk altid skriver Egennavnet ''Helgi'' og den svage Adjectivform ''helgi'' med &#42829;, nemlig: H&#42829;lgi. Han har vel her nærmest rettet sig efter den norsk Udtale, thi endnu den Dag idag bliver da hyppigt forekommende Navn ''Helge'' udtalt ''Hölge, Hölje''. Aarsagen maa formodentlig være den, at den ældste Form ''heilagr, hailagr'' er bleven til ''háligr'', dette til ''hóligr'' og siden omlydt h&#42829;lgi<ref>Forresten maa den Omstændighed ei lades ubemærket, at i vort Oldsprog &#42829; og ''e'' staae i etslags Forbindelse med hinanden, thi det er et beviisligt Factum, at hvor &#42829; ved en hurtigere, mindre nöjagtig Udtale bliver forkortet, gaaer det altid over til ''e''. Saaledes er Formen Gr&#42829;nland om Landskabet af dette Navn i Norge langtfra saa hyppig, som ''Grenland,'' og det deraf dannede Adjectiv heder altid ''grenskr, hinn grenski.'' Saaledes kan og ''Helgi'' være en Forkortning af H&#42829;lgi.</ref>.
 I Brugen af ''h'' foran ''r'' og ''l'' bemærkes hos Hauk en Vaklen; rimeligviis er det meget kommet an paa, hvad han har seet for sig i Originalen. Saaledes skal man i Gulathingsloven have ondt ved at finde noget hl og hr; paa Facsimilet af Cod. 371 af Landnámabók findes baade ''Hrafnkell'' og ''Rafnkell''. I 544 findes derimod oftest ''hr'' og ''hl''. Rimeligviis havde han ogsaa, ved Nedskrivningen af denne Bog, under sit sidste længere Ophold paa Island mere vant sig til den islandske Udtale og Retskrivning.
@@ Linje 252: / Linje 252: @@
 Det vil af disse Hovedtræk lettelig indsees, at hans Retskrivning i det Hele taget er, som man kunde vente den af en saa dannet og forstandig Mand, og at den formelig fortjener at studeres. Hans Tænksomhed aabenbarer sig i Alt, hvad han har afskrevet. Meningslöse Steder, som man ellers desværre altfor ofte træffer endog i gode Codices, söger man forgjæves hos Hauk. I Gulathingsloven, hvor Varianterne ere saa mange og tildeels saa tankelöse, kan man altid være sikker paa, hos ham at finde den fornuftigste og fölgelig den bedste Læsemaade.
-Hauks Personlighed som literair Notabilitet bliver os ogsaa i denne Henseende interessant, at den paa det Klareste viser Identiteten af den norske og islandske Literatur, eller rettere sagt af den fælles ''Norr&#42829;na-Literatur''. Thi noget har han skrevet paa Island, noget i Norge. Selv var han halv Islænding, halv Nordmand, Embedsmand og Eiendomsmand i begge Lande, men ansat ved den norske Konges Hof og norsk Rigsraad. Hans Orthographi holder, ved at slutte sig usædvanligt strengt til det grammatisk Rigtige, saaatsige Middelveien mellem den norske og den islandske Bogstaveringsmaades Udskeielser. At kalde hans Sprog med den exclusive Benævnelse ''islandsk'' istedetfor med den paa hiin Tid ene brugelige, og inclusive ''Norr&#42829;na'', vil for enhver fordomsfri Iagttager af de anförte Kjendsgjerninger vise sig aabenbar urigtigt.
+Hauks Personlighed som literair Notabilitet bliver os ogsaa i denne Henseende interessant, at den paa det Klareste viser Identiteten af den norske og islandske Literatur, eller rettere sagt af den fælles Norr&#42829;na-Literatur. Thi noget har han skrevet paa Island, noget i Norge. Selv var han halv Islænding, halv Nordmand, Embedsmand og Eiendomsmand i begge Lande, men ansat ved den norske Konges Hof og norsk Rigsraad. Hans Orthographi holder, ved at slutte sig usædvanligt strengt til det grammatisk Rigtige, saaatsige Middelveien mellem den norske og den islandske Bogstaveringsmaades Udskeielser. At kalde hans Sprog med den exclusive Benævnelse ''islandsk'' istedetfor med den paa hiin Tid ene brugelige, og inclusive Norr&#42829;na, vil for enhver fordomsfri Iagttager af de anförte Kjendsgjerninger vise sig aabenbar urigtigt.

@@ Linje 103: / Linje 103: @@
 Dette Skrift, og isærdeleshed det smukke Digt Merlins-Spa fortjente vel at udgives.
-'''4.''' Efter Bretasögur fölger et Stykke af religiöst Indhold, kaldet ''[[Viðr&#339;ða Likams ok Salar|Viðr&#42829;ða likams ok salar]]''; det forekommer og i Cod. 619 qv. under Titel: Visio Pauli apostoli. Den udgjör i Hauksbogen 9 Blade.
+'''4.''' Efter Bretasögur fölger et Stykke af religiöst Indhold, kaldet [[Viðr&#339;ða Likams ok Salar|Viðr&#42829;ða likams ok salar]]; det forekommer og i Cod. 619 qv. under Titel: Visio Pauli apostoli. Den udgjör i Hauksbogen 9 Blade.
 '''5.''' Paa 3 Blade og 1 1/3 Side fölger dernæst Slutningen af ''[[Hemings þáttr Áslákssonar|Hemings þáttr]]''. Stykket begynder med Presten Huges Dröm om Norges tilkommende Konger fra Harald Haardraade til Sigurd Jorsalafarer. Strax derpaa fortsættes om Haralds Reise til England. I Forbindelse hermed staaer Stykket om Lig-Lodin.
@@ Linje 109: / Linje 109: @@
 '''6.''' Umiddelbar derefter, paa den samme Side hvor ''Hemingsþáttr'' og Líkaloðinn ophörer og paa de 4 fölgende Blade, findes ''„[[Saga Heiðreks konungs ins vitra|Saga Heiðreks konvngs ens vitra]]“'' &#596;: Hervararsaga. Denne Bearbeidelse er aftrykt i Fornaldarsögur Norðrlanda, 1ste Deel, Anhanget. Da Slutningen mangler, maa flere Blade her være udrevne.
-'''7.''' Af det næste Stykke, ''[[Fóstbræðra saga|Fóstbr&#42829;ðrasaga]]'', mangler ligeledes Begyndelsen, hvilket fremdeles bestyrker, at der her maa være en stor Lacune. Fostbrödrasaga indbefatter 13 Blade, men af disse ere kun de 3 förste Blade og 1/3 Side beskrevne med Hauks Haand, Resten, saavelsom de to fölgende Nummere, ere skrevne med en god Haand, hvis Bogstaver ere större end Hauks, og hvis Retskrivning i det Hele taget maa kaldes god, skjönt den ei kan sammenlignes med Hauks; navnligen skjelner den ei, som Hauks, mellem &#339; og æ, og viser sig saavel heri, som i andre Stykker, at være ægte islandsk. At den ellers er aldeles samtidig med Hauk, og sandsynligviis endog tilhörer en Secretair eller Hjælper, hvoraf han har betjent sig, viser den Omstændighed, at hvor den længere nede, efterat have vedvaret gennem omtrent 18 Blade, pludseligen ophörer, tager Hauks egen Haand igjen fat endog i samme Linje, fortsættende Materien. Hauk har saaledes skrevet baade ''för'' og ''efter'' denne Hjælpehaands Anvendelse. Et Facsimile af denne Haand, saavelsom af Stedet, hvor Hauks Haand igjen tager fat, ved Ordene ''Eirikr svar vel.'' findes i Antiqvitates Americanæ Tab. iij.
+'''7.''' Af det næste Stykke, [[Fóstbræðra saga|Fóstbr&#42829;ðrasaga]], mangler ligeledes Begyndelsen, hvilket fremdeles bestyrker, at der her maa være en stor Lacune. Fostbrödrasaga indbefatter 13 Blade, men af disse ere kun de 3 förste Blade og 1/3 Side beskrevne med Hauks Haand, Resten, saavelsom de to fölgende Nummere, ere skrevne med en god Haand, hvis Bogstaver ere större end Hauks, og hvis Retskrivning i det Hele taget maa kaldes god, skjönt den ei kan sammenlignes med Hauks; navnligen skjelner den ei, som Hauks, mellem &#339; og æ, og viser sig saavel heri, som i andre Stykker, at være ægte islandsk. At den ellers er aldeles samtidig med Hauk, og sandsynligviis endog tilhörer en Secretair eller Hjælper, hvoraf han har betjent sig, viser den Omstændighed, at hvor den længere nede, efterat have vedvaret gennem omtrent 18 Blade, pludseligen ophörer, tager Hauks egen Haand igjen fat endog i samme Linje, fortsættende Materien. Hauk har saaledes skrevet baade ''för'' og ''efter'' denne Hjælpehaands Anvendelse. Et Facsimile af denne Haand, saavelsom af Stedet, hvor Hauks Haand igjen tager fat, ved Ordene ''Eirikr svar vel.'' findes i Antiqvitates Americanæ Tab. iij.
 '''8.''' Med denne Mellemhaand er saaledes det næste Stykke skrevet, indbefattende tre Blade og en halv Side. Dette Stykke er af yderst mærkeligt Indhold. Det fremstiller nemlig Brugen af de arabiske Tal og de fornemste Regler for Regningen af de 4 Species samt Qvadrat- og Kubikrodens Uddragning. At denne Afhandling, uden just at være skreven med Hauks egen Haand, dog hidrörer fra ham og er skreven under hans Opsigt, godtgjöres ei alene af den ovenfor paapegede Omstændighed, men ogsaa deraf, at de röde Capiteloverskrifter ere tilföjede af Hauk selv. Vi have her, saavidt vides, det tidligste Exempel paa Brugen af arabiske Tal i hele Norden, og man skal vel neppe kunne paavise ældre europæiske Skrifter udenfor Norden, hvor de forefindes. Udtrykkene i Afhandlingen ere forresten saadanne, som om det var noget Nyt og hidtil ubekjendt, Forfatteren her fremstillede, og det er derfor ikke saa urimeligt at antage Hauk, der efter hvad vi allerede have seet, var en for sin Tid kundskabsrig og man kunde tilföie curieux Mand, for dens virkelige Concipist. En næsten ganske ligelydende, men noget yngre, norsk Afskrift af Stykket findes indheftet i den ellers ældgamle Cod. 1812 qv. paa det store kgl. Bibliothek i Kjöbenhavn. Fragmenter af en endnu sildigere Afskrift, hvorom vi senere komme til at tale, findes i Cod. Arnamagn. 736 qv. Hauk kalder denne Regnemaade [[Algorismus]]. Fölgende Stykker ville kunne give et Begreb om Indholdet, og tillige om denne Haands Retskrivning:

@@ Linje 319: / Linje 319: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på norsk]]
 [[Kategori:Faksimilier]]
 [[Kategori:Peter Andreas Munch]]

@@ Linje 95: / Linje 95: @@
 ''Magnetis'' heitir sa steinn er finnr a India landi sv þioð er Trogodi heitir hann er svartblar hann dregr iarn at ser Medi fvnnv megin hans legg hann vndir hals kono sofande ef mann forvitnar vm dygð hennar en sv er skir er faðmar sofanda bonda sinn en hora velltr or reckiv sem henni se meðr hendi kastað oc deynir oc merkir sa davnn lávn lastar hennar En ef þiofr gengr i hvs at stela oc leggr hann gl&#339;ðr her oc var oc a ofan nockot af þeim steini i hvern stað sva at hiti oc reykr gangi af i fiora staði oc hverr er i hvsi þvi er flyr hverr i sin stað oc vggir at hvs falli a en þiofr ma taka hvat er hann vill En ef dryckit er af honvm i vatni oc i hvnangi þa er hann goðr við vatnkalfi oc við brvna ef þv stockvir a með honvm.
-Efter to med forskjellige Pennepröver og andre uvigtige Sager tilkluddrede Sider fölger nu (fol. 21 b) nogle latinske kalendariske Vers, den saakaldte Cisiojanus, og nederst paa Siden de arabiske Tal 098765432l saaledes formede, som sidenefter skal omtales. Dernæst kommer
+Efter to med forskjellige Pennepröver og andre uvigtige Sager tilkluddrede Sider fölger nu (fol. 21 b) nogle latinske kalendariske Vers, den saakaldte Cisiojanus, og nederst paa Siden de arabiske Tal 0987654321 saaledes formede, som sidenefter skal omtales. Dernæst kommer
 '''3.''' ''[[Breta sögur|Bretasögur og Merlins Spá]]'' paa 23 Blade og een Side af et halvt afskaaret Blad. Blækket er her meget falmet, dog ingensteds saaledes at man jo med nogen Anstrengelse kan læse Trækkene. Det er derfor stor Skade, at den störste Deel af de falmede Skrifter er bleven opfrisket ved en nyere Haand, der har moderniseret Retskrivningen, og med et Blæk, hvis Sorthed paa de fleste Steder hindrer os fra at see de oprindelige Træk. Besynderligt nok, at det er den ellers for Oldskrifternes Bevaring saa omhyggelige Biskop Brynjolf Sveinssön, man har at takke for denne Overmaling, thi paa en Seddel i den forhen omtalte Notitsebog Nr. 435 siger Arne Magnussön: ''„Merlinus spá in membrana i bok (það er bokenn sem eg nu á 4to) sende Mag. Bryniolfur Sigurde Jonssyne lögmanne ok bad hann (so sem vel lesande mann) ad draga i þá oskiru stafena. þad giörde lögmadur, ad samverkande Sigurds Biörnssyne lögmanne, sem þá átte heima i Einarsnese post 1664. enn adr hann vard landskrifare. - Relatio Sigurdar Biörnssonar lögmanns 1707.“'' Slutningen af Bretasögur er mærkelig nok; den viser sig at være tilföiet af den norske eller islandske Oversætter og Bearbeider; om nu dette har været Hauk selv, eller han blot har afskrevet en ældre Oversættelse, maa lades uafgjort. Slutningen lyder saa:

@@ Linje 133: / Linje 133: @@
 Paa de fölgende 4 Blade findes Noget af religiöst Indhold, skreven med en fra alt det Övrige noget forskjellig Haand. I sine egenhændige Optegnelser kalder Arne Magnussön dette ''„Ur Adams-bók“''. Dernæst fölger etslags Grundtegning af Jerusalem, lignende den, der er meddeelt i Werlauffs „Symbolæ ad geographiam medii ævi“.
-Endelig slutter Bogen med eet Blad og 1½ Side, paa hvilke det gamle Eddadigt ''[[Vǫluspǫ́|Völuspá]]'' findes afskrevet med en stor, ikke synderlig smuk Haand, vistnok betydelig yngre end Hauks Tid. Ogsaa Pergamentet er her saa forskjelligt fra Bogens övrige Deel, at man skulde fristes til at antage dette Stykke senere tilheftet. Det er denne Afskrift af ''Völuspá'', som findes aftrykt i den store Udg. af den ældre Edda, 3die Bind.
+Endelig slutter Bogen med eet Blad og 1½ Side, paa hvilke det gamle Eddadigt ''[[Völuspá (Hauksbók)|Völuspá]]'' findes afskrevet med en stor, ikke synderlig smuk Haand, vistnok betydelig yngre end Hauks Tid. Ogsaa Pergamentet er her saa forskjelligt fra Bogens övrige Deel, at man skulde fristes til at antage dette Stykke senere tilheftet. Det er denne Afskrift af ''Völuspá'', som findes aftrykt i den store Udg. af den ældre Edda, 3die Bind.
 Det er ellers at mærke, at ifölge Arne Magnussöns egenhændige Optegnelser i Cod. 435 qv. var Bogen, da han fik den, anderledes indbunden. Han opregner her Stykkerne i fölgende Orden:

@@ Linje 125: / Linje 125: @@
 Hver ferskeytt tala hefir .ij. mælingar þat er breidd. ok lengð. Enn cvbvs nvmervss (''ovenover:'' tala) hefir. þrenna mæling. þat er breidd ok lengd ok þykkt. eða hæð. ok þvi kalla. spekingar hvern syniligan likama med þessi tolv. saman. settan. at hann hefir avallt þessa meling þrenna. Með þvi at eilif speki ok einn Gvd villdi heiminn syniligan ok likamligan skapa þa setti hann fyrst .ij. hinar ystv hofvt. skepnvr. elld ok iord. þvi at ekki ma nattvrliga syniligt. vera vtan. þer. þar. sem elldr. gerir lios ok hræring enn iord stadfesti ok halld. En með þvi at þav hafa þrenna viafna hviligleika. ok gagnstaðliga þa var nattvrvlig navdsyn at setia nakkvat milli þeirra þat er samþykkti þeirra osætti. ok sem fyrr var. sagt at elldr ok iord. ok þat allt. sem likamligt. er. þa er med þrefalldri tolv er ver kollvm kvbikvm. saman. sett þa ritvm vær þessa. tva cobivss. ritvm iorðina þessa leið. tysvar. sinnvm. .ij. tysvar. 2. 4. 8. Enn enn elldinn. sva þrysvar. iij. þrysvar. 3. 9. 27. Enn með. þvi at ekki eitt miðskeið ma medal. þessarra talna. einna þat er iafnri hlvtekning heyri til hvartveggia. ok eyngra annarra. tveggia cvba. þa finnvm ver. tvær hlvtfellingar tolvr a þessa lvnd. leidvm rot hins meira kvbs. i kvadratum hins minna kvbss. þat er tysvar .ij. þrysvar 2. 4. 12. ok rot hins minna kvbs j k(v)adratvm hins meira kvbs. þat er þrysvar þrir. tysvar. 3. 9. 18. þessar tvær tolvr heyra iaf(n)t til tveggia hinna enna fyrstv cuba. þvi at .27. hafa i ser .18. oc helming af .18. Enn .18 hafa i ser. 12. ok helming af 21 (''sic!'') Sva hafa ok. tolf .12. i ser .8. ok helming af 8. at sama hetti skalltv avallt lvttekningar. finna. milli tveggia. cvba. Sva skapaði. Gvð tvennar hofvt. skepnvr. milli elldz ok iardar. lopt ok vatn. ok hefir vatn. tva. hviligleika af iorð ok .ij. tolvr af elldi einn hviligleik. ok eina tolv. En lopt helir .ij. hviligleika af elldi ok .ij. tolvr ok tvær tolvr (''sic!'') enn. einn af iorð. ok eina tolv. ok er elldr. þvi lettari enn lopt. sem. 27. erv meiri enn. 18. Enn lopt þvi lettara. en. vatn. (sem) .18. erv meiri enn. 12. ok vatn þvi lettara enn iorð. sem .12. erv meiri enn. 8. Ma þetta fvlligarr skilia .iþeirri. figvrv er her er sidarr. ger. ok kollvt er kvbvs perfectvs.
-'''9.''' Efter Stykket om Algorismus fölger den i ''Antiquitates Americanæ'' og „Grönlands historiske Mindesmærker“ udgivne ''[[Eiríks saga rauða|Thorfinn Karlsefnes Saga]]'', paa omtrent 8 Blade. Her begynder, som ovenfor bemærket, Hauk Erlendssöns egen Haand ved ''Eirikr svarar vel'', Fol. 85 a. Linje 14 f. o. Dog vedvarer denne Hauks Haandskrift kun paa næste Side og ganske lidet af den derpaa fölgende, thi her begynder i 3die Linje ved Ordene ''„þeir fundu þar a landi'' en 3die hidtil i Codex ikke forekommende Haand, hvis Skrifttræk og Retskrivning har et nyere Udseende, end Hauks egen. Et Facsimile af den Side, hvor Haandomskiftningen forekommer, er meddeelt i ''Antiqv. Americanæ'' Pl. iiij. Dog kan denne Haand, uagtet sit nyere Udseende, dog ikke antages for yngre end Hauk, siden dennes Haand efter 1½ Blad atter tager ved, slutter Sagaen og fortsætter dernæst lige til Bogens Ende. Det maa saaledes være en anden, ligeledes islandsk Secretair, han her har benyttet.
+'''9.''' Efter Stykket om Algorismus fölger den i ''Antiquitates Americanæ'' og „[[Grønlands historiske mindesmærker|Grönlands historiske Mindesmærker]]“ udgivne ''[[Eiríks saga rauða|Thorfinn Karlsefnes Saga]]'', paa omtrent 8 Blade. Her begynder, som ovenfor bemærket, Hauk Erlendssöns egen Haand ved ''Eirikr svarar vel'', Fol. 85 a. Linje 14 f. o. Dog vedvarer denne Hauks Haandskrift kun paa næste Side og ganske lidet af den derpaa fölgende, thi her begynder i 3die Linje ved Ordene ''„þeir fundu þar a landi'' en 3die hidtil i Codex ikke forekommende Haand, hvis Skrifttræk og Retskrivning har et nyere Udseende, end Hauks egen. Et Facsimile af den Side, hvor Haandomskiftningen forekommer, er meddeelt i ''Antiqv. Americanæ'' Pl. iiij. Dog kan denne Haand, uagtet sit nyere Udseende, dog ikke antages for yngre end Hauk, siden dennes Haand efter 1½ Blad atter tager ved, slutter Sagaen og fortsætter dernæst lige til Bogens Ende. Det maa saaledes være en anden, ligeledes islandsk Secretair, han her har benyttet.
 '''10.''' Det næste Stykke er den i Fornm. S. 3die B. meddeelte ''[[Saga skálda Haralds konúngs hárfagra|þáttr]]'' om Harald Haarfagres Skalde, paa ½ Side, 2 Blade og 1½ Side, heel igjennom med Hauks Haand, men Skriften er her mange Steder saa godt som ulæselig.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. jul. 2017 kl. 07:09
Linje 21:		Linje 21:
	Naar man noget nöiere sysler med vore Forfædres i deres eget Tungemaal forfattede Oldskrifter, eller rettere sagt med Saga-Literaturen og hvad som derunder kan indbefattes, vil man snart indsee, at der her ikke, som i den gamle klassiske historiske Literatur kan være synderligt Spörgsmaal om, hvo der var Forfatter til hvert enkelt Skrift. Man föler letteligen, at den aldeles objective Fortælling saaatsige er udsprunget af Begivenhederne selv, og er formet i mundtlig Tale strax efter dem, saaledes at Sagaen som saadan maa have existeret i Tale og Tradition, længe för den nedtegnedes, og at Nedtegningen derfor ei egentlig kunde kaldes en Forfatten, ikke engang en „Sætten i Stiil“, men er en blot og bar skriftlig Fastholden af det allerede Bestaaende og Curserende. Man maa derfor finde det aldeles i sin Orden, naar der ved de fleste Sagaer ingen Autor findes angiven, thi en saadan existerede i Virkeligheden ei. Ikke engang den förste Nedskriver kunde falde paa at smykke sig med Autornavnet, thi han maatte altfor vel föle, at hans Arbeide mestendeels var blot mechaniskt, og indskrænkede sig til at före en allerede færdiggjort Fortælling i Pennen. Kun hvor Bearbeidelsen af Stoffet blev saa gjennemgribende, at Skriftet i sin endelige Skikkelse virkelig kunde siges at være forfattet, eller endog blot redigeret af en eller anden af dem, som syslede dermed, kunde han föle sig foranlediget til ogsaa at angive sit Navn; derfor er det i sin Orden, naar Are Frode virkelig navngiver sig som Forfatter til Íslendingabók, der heel og holden er flydt fra hans Pen, og naar Snorre Sturlasöns ypperlige Bearbeidelse af Kongesagaerne ogsaa förer hans Navn.		Naar man noget nöiere sysler med vore Forfædres i deres eget Tungemaal forfattede Oldskrifter, eller rettere sagt med Saga-Literaturen og hvad som derunder kan indbefattes, vil man snart indsee, at der her ikke, som i den gamle klassiske historiske Literatur kan være synderligt Spörgsmaal om, hvo der var Forfatter til hvert enkelt Skrift. Man föler letteligen, at den aldeles objective Fortælling saaatsige er udsprunget af Begivenhederne selv, og er formet i mundtlig Tale strax efter dem, saaledes at Sagaen som saadan maa have existeret i Tale og Tradition, længe för den nedtegnedes, og at Nedtegningen derfor ei egentlig kunde kaldes en Forfatten, ikke engang en „Sætten i Stiil“, men er en blot og bar skriftlig Fastholden af det allerede Bestaaende og Curserende. Man maa derfor finde det aldeles i sin Orden, naar der ved de fleste Sagaer ingen Autor findes angiven, thi en saadan existerede i Virkeligheden ei. Ikke engang den förste Nedskriver kunde falde paa at smykke sig med Autornavnet, thi han maatte altfor vel föle, at hans Arbeide mestendeels var blot mechaniskt, og indskrænkede sig til at före en allerede færdiggjort Fortælling i Pennen. Kun hvor Bearbeidelsen af Stoffet blev saa gjennemgribende, at Skriftet i sin endelige Skikkelse virkelig kunde siges at være forfattet, eller endog blot redigeret af en eller anden af dem, som syslede dermed, kunde han föle sig foranlediget til ogsaa at angive sit Navn; derfor er det i sin Orden, naar Are Frode virkelig navngiver sig som Forfatter til Íslendingabók, der heel og holden er flydt fra hans Pen, og naar Snorre Sturlasöns ypperlige Bearbeidelse af Kongesagaerne ogsaa förer hans Navn.

−	Man kan imidlertid ikke negte, at det desuagtet vilde have været af den störste Interesse at vide, hvilke Mænd man nærmest skylder Optegnelsen af hver enkelt Saga eller Bearbeidelsen af de enkelte Recensioner, hvor flere saadanne af een og samme Saga findes. Derved vilde ei alene Mangt og Meget, Sproget og Fortællemaaden angaaende, kunne forklares, men, hvad der er det Vigtigste, i Bearbeiderens Navn vilde man, naar han forresten var en bekjendt historisk Person, have en fortrinlig Garanti for Egtheden af det Meddelte, ligesom det og vilde være heel oplysende for Videnskabelighedens og Culturens Historie at betragte Forholdet mellem hans Præstationer og hans Stilling i Samfundet; endelig vilde Skriftet, naar man vidste at man havde Originalen for sig, være yderst belærende med Hensyn til Sprogets Tilstand og Udseende paa den Tid, da det förtes i Pennen. Men saadanne Tilfælde indtræffe, efter hvad der ovenfor er viist, sjælden eller aldrig. Endog Snorre Sturlasöns Verk skriver sig, saaledes som vi have det, ikke directe fra hans Pen. Are Frodes, vistnok egenhændige, Originalværk er tabt. Af alle de ~~övriga~~ Saga-Bearbeidere eller Afskrivere er der kun én Eneste, med Hensyn til hvem vi af Kjendsgjerninger, nu först fremdragne, kunne bevise, at flere til vor Tid opbevarede Skrifter virkelig ere skrevne af ham selv eller under hans umiddelbare Opsigt. Denne Mand bliver os derfor saa meget mere interessant, isærdeleshed naar dertil kommer at han er en bekjendt historisk Person af fornem Æt, at vi kunne forfölge hans literære Virksomhed ogsaa udenfor den historiske Retning, og paa denne Maade danne os en Forestilling om Omfanget af og Methoden ved de videnskabelige Sysler, hvormed hine Tiders Lærde udenfor Geistligheden beskjeftigede sig. Manden er den bekjendte islandske og norske Lagmand ''Hauk Erlendssön'', hvis literære Efterladenskab vi her nærmere ville gjennemgaae og beskrive. Vi finde det saameget vigtigere at stille hans Virksomhed i det rette Lys, som han mere end nogen anden af vore ældre Videnskabsmænd har været udsat for skjæv og uretfærdig Bedömmelse. Man læse blot Suhm's haarde Yttringer i hans „Historie af Danmark“ II. Bind, S. 378; Yttringer, der ligefrem synes at være grebne af Luften<ref>Suhm siger her om Knytlingasaga: Hvorvel den er meget vigtig i Tidens Historie, saa er Stilen dog slap og usammenhængende, hvorfor jeg troer, at Hauk Lagmand, der döde 1336, er Forfatter deraf, thi han havde mange gode Anlæg, men som han förte elendig ud.</ref>.	+	Man kan imidlertid ikke negte, at det desuagtet vilde have været af den störste Interesse at vide, hvilke Mænd man nærmest skylder Optegnelsen af hver enkelt Saga eller Bearbeidelsen af de enkelte Recensioner, hvor flere saadanne af een og samme Saga findes. Derved vilde ei alene Mangt og Meget, Sproget og Fortællemaaden angaaende, kunne forklares, men, hvad der er det Vigtigste, i Bearbeiderens Navn vilde man, naar han forresten var en bekjendt historisk Person, have en fortrinlig Garanti for Egtheden af det Meddelte, ligesom det og vilde være heel oplysende for Videnskabelighedens og Culturens Historie at betragte Forholdet mellem hans Præstationer og hans Stilling i Samfundet; endelig vilde Skriftet, naar man vidste at man havde Originalen for sig, være yderst belærende med Hensyn til Sprogets Tilstand og Udseende paa den Tid, da det förtes i Pennen. Men saadanne Tilfælde indtræffe, efter hvad der ovenfor er viist, sjælden eller aldrig. Endog Snorre Sturlasöns Verk skriver sig, saaledes som vi have det, ikke directe fra hans Pen. Are Frodes, vistnok egenhændige, Originalværk er tabt. Af alle de övrige Saga-Bearbeidere eller Afskrivere er der kun én Eneste, med Hensyn til hvem vi af Kjendsgjerninger, nu först fremdragne, kunne bevise, at flere til vor Tid opbevarede Skrifter virkelig ere skrevne af ham selv eller under hans umiddelbare Opsigt. Denne Mand bliver os derfor saa meget mere interessant, isærdeleshed naar dertil kommer at han er en bekjendt historisk Person af fornem Æt, at vi kunne forfölge hans literære Virksomhed ogsaa udenfor den historiske Retning, og paa denne Maade danne os en Forestilling om Omfanget af og Methoden ved de videnskabelige Sysler, hvormed hine Tiders Lærde udenfor Geistligheden beskjeftigede sig. Manden er den bekjendte islandske og norske Lagmand ''Hauk Erlendssön'', hvis literære Efterladenskab vi her nærmere ville gjennemgaae og beskrive. Vi finde det saameget vigtigere at stille hans Virksomhed i det rette Lys, som han mere end nogen anden af vore ældre Videnskabsmænd har været udsat for skjæv og uretfærdig Bedömmelse. Man læse blot Suhm's haarde Yttringer i hans „Historie af Danmark“ II. Bind, S. 378; Yttringer, der ligefrem synes at være grebne af Luften<ref>Suhm siger her om Knytlingasaga: Hvorvel den er meget vigtig i Tidens Historie, saa er Stilen dog slap og usammenhængende, hvorfor jeg troer, at Hauk Lagmand, der döde 1336, er Forfatter deraf, thi han havde mange gode Anlæg, men som han förte elendig ud.</ref>.