Om håndskrifterne af Sturlunga Saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 12. jun. 2019 kl. 15:34

2019-06-12T15:34:46Z

Knut på 11. jun. 2019 kl. 19:14

2019-06-11T19:14:14Z

Knut på 11. jun. 2019 kl. 19:11

2019-06-11T19:11:47Z

Knut på 11. jun. 2019 kl. 10:18

2019-06-11T10:18:42Z

Knut på 11. jun. 2019 kl. 10:00

2019-06-11T10:00:47Z

Vis endringer

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2019-05-23T14:43:06Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om håndskrifterne af Sturlunga Saga]] !! !!
|-
|}

[[Fil:KristianKaalund.jpg|thumb|220px|<center>Kristian Kaalund
(1844-1919)</center>]]

<center><big>'''Om håndskrifterne af Sturlunga Saga'''</big>

 Af '''Kristian Kaalund'''

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1901</center>

TEKST UNDER ARBEID

==Fodnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Kristian Kaalund]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. jun. 2019 kl. 15:34
Linje 85:		Linje 85:


−	Til klarere oversigt over tekstens forskellige bestanddele vil hvad der optages fra II p (og — med en enkelt undtagelse — hvad der indsættes fra lp, da 114. s kilde altid kan være tvivl underkastet) blive trykt med mindre skrift. De stykker, som er ejendommelige for II-klassen, optages også, men trykkes foruden med mindre skrift med en bogstavplads' indrykning. Afgørelsen af hvad der således er tilkommet i II-klassen som yngre bestanddele, fremmede for I, og altså tillagt i 14. årh., giver sig til dels af sig selv, nemlig når I-membranen viser sig aldrig at have haft disse partier; dette gælder således hele det store afsnit om Torgils skarde, der er kommet i stedet for I's korte beretninger om samme mand. Vanskeligere bliver det derimod for slutningens vedkommende (gi. udg. X, kap. 1—27), hvor bægge membraner er defekte. Der viser sig her tydelig nok at foreligge en dobbelttekst med delvis gentagelse af beretningen om de samme begivenheder. En klarere indsigt i forholdene lader sig heldigvis hente fra II p-håndskrifterne, hvis anordning fremgår af aftrykket i den gamle udgave (K). Efter at have ført fortællingen om Gissurs ankomst til Island som jarl ned til en tydelig afslutning ved beretningen om historieskriveren Sturla Tordssons død (K. X, 1—19) giver de en række kapitler om Gissur jarls foretagender i de nærmeste år omkring Islands underkastelse under den norske konge, hvoraf en stor del allerede tidligere er fortalt, og angiver ved en for disse fælles overskrift udtrykkelig det hele som et tillæg, som en anden sagaskriver har forfattet (K. X, 20—27). Den antagelse ligger således nær, at man her har slutningskapitlerne af I, som Bjørn på Skardså har tilføjet bag efter sin afskrift af II. Denne formodning bliver omtrent til vished, ved at her i tillæget ikke findes et eneste stykke fra den for II ejendommelige Torgils skardes saga, medens i II p.s hovedtekst en hel række må henføres hertil eller til hvad der kan betragtes som dennes umiddelbare fortsættelse, hvorhos de øvrige stykker af II p. s hovedtekst alle har deres paralleller i tillæget, som på den anden side indeholder flere, der ikke genfindes i hovedstykket. Sammenhængen synes at være den, at Sturlunga-samlingen fra c. 1300 har for tiden efter Gissurs ankomst til Island som jarl 1258 indskrænket sig til kort at fortælle hovedbegivenhederne for de følgende år 1259—62, indtil det afgørende skridt til landets underkastelse skete, ved at tre af Islands 4 fjærdinger aflagde ed til den norske konge; det er kapitlerne 319—20, 324—27 i Oxford udgaven (X, 1—2, 7—11 i den gi. udgaves hovedtekst), hvortil i K.s tillægstekst svarer X, 20—21, så at der af alle disse stykker foreligger en dobbelttekst med mindre afvigelser. Denne temlig magre afslutning synes bægge vore membraner at have udfyldt hver på sin måde. II har, sandsynligvis samtidig med at Torgils saga optoges, heri indskudt 3 kapitler, der kan betragtes som afslutningen på Torgils saga (Oxf. 321—23, K. X, 3—6), samt beretningerne om Sturla Tordsson, der står i nøje forbindelse med de foregående stykker og måske endog sammen med disse oprindelig kan have hørt til Torgils saga (Oxf. 330—32, K. X, 12—19). I har derimod til det fælles stof lagt fortællingen om fjendtlighederne mellem Gissur jarl og den sydlandske stormand Tord Andresson (Oxf. 328—29, K. X, 22—25), og da herved samlingen kom til at mangle en afslutning, har denne membranteksts istandbringer tilføjet fra Sturlas saga om den norske konge Håkon den gamle de i kongesagaen indeholdte beretninger om Islands underkastelse (K. X, 26—27), dog således at herved en del gentagelser indløb<ref> Står Stockholms-membranen nærmest. De til Håkonar saga i Icel. Sagas II, s. 322- 23, 326—28 anførte varianter fra ''fragm. sk'' er vistnok i virkeligheden tagne fra Sturlunga sagas to ovennævnte slutningskapitler. Skulde de 2 kapitler (og da vel også Tord Andressonsstykket) være optagne [i I?] fra en anden, islandske forhold behandlende tekst?</ref>. Om disse to sidste kapitler i Ilp-håndskrifterne har man formodet, at de var uægte tillæg, som skyldtes det 17. årh.´s afskrivere. Da de i II p findes som afsluttende det afsnit (tillæget), der udtrykkelig angives tilhørende en anden sagatekst, og ligeledes har efterladt sig spor i I p, hvor kap. 27 er indskudt i II p-hovedteksten, medens kap. 26 som i det væsenlige paralleltekst til det tidligere givne er udeladt efter 114-skriverens sædvanlige fremgangsmåde<ref>114 følger for det her behandlede partis vedkommende II-teksten med et enkelt indskud i Oxf. kap. 319 fra tillægs-teksten (om sværdet Eyfaranautr) foruden det allerede nævnte slutningskapitel fra Håkonar saga, samt med optagelse af Tord Andressons episoden. Kun er der den forandring i anordningen, at de to småstykker om brødrene Sighvat og Gudmund Bodvarsson (Oxf. k. 323; K. X, 5—6) er flyttede tilbage mod de afsluttende Sturlakapitler (Oxf k. 330—32-, K. X, 12—19), dog skilt fra disse ved I-tekstens K. X, 22—25 (Oxf. k. 328—29), og med det fra I-teksten optagne K. X, 27 indskudt umiddelbart foran. 439 følger i de parallele stykker I-teksten (tillæget) og optager fra denne de to kapitler fra Håkonar saga, som indskydes efter K. X, 21, hvis slutning som paralleltekst udskydes; endvidere tillægges tilsidst efter Sturlakapitlerne Tord Andressons episoden.</ref>, kan dette ikke være tilfældet, og der lader sig næppe opstille nogen anden forklaring af forholdet end at disse stykker virkelig har tilhørt I.s tekst.	+	Til klarere oversigt over tekstens forskellige bestanddele vil hvad der optages fra II p (og — med en enkelt undtagelse — hvad der indsættes fra lp, da 114. s kilde altid kan være tvivl underkastet) blive trykt med mindre skrift. De stykker, som er ejendommelige for II-klassen, optages også, men trykkes foruden med mindre skrift med en bogstavplads' indrykning. Afgørelsen af hvad der således er tilkommet i II-klassen som yngre bestanddele, fremmede for I, og altså tillagt i 14. årh., giver sig til dels af sig selv, nemlig når I-membranen viser sig aldrig at have haft disse partier; dette gælder således hele det store afsnit om Torgils skarde, der er kommet i stedet for I's korte beretninger om samme mand. Vanskeligere bliver det derimod for slutningens vedkommende (gl. udg. X, kap. 1—27), hvor bægge membraner er defekte. Der viser sig her tydelig nok at foreligge en dobbelttekst med delvis gentagelse af beretningen om de samme begivenheder. En klarere indsigt i forholdene lader sig heldigvis hente fra II p-håndskrifterne, hvis anordning fremgår af aftrykket i den gamle udgave (K). Efter at have ført fortællingen om Gissurs ankomst til Island som jarl ned til en tydelig afslutning ved beretningen om historieskriveren Sturla Tordssons død (K. X, 1—19) giver de en række kapitler om Gissur jarls foretagender i de nærmeste år omkring Islands underkastelse under den norske konge, hvoraf en stor del allerede tidligere er fortalt, og angiver ved en for disse fælles overskrift udtrykkelig det hele som et tillæg, som en anden sagaskriver har forfattet (K. X, 20—27). Den antagelse ligger således nær, at man her har slutningskapitlerne af I, som Bjørn på Skardså har tilføjet bag efter sin afskrift af II. Denne formodning bliver omtrent til vished, ved at her i tillæget ikke findes et eneste stykke fra den for II ejendommelige Torgils skardes saga, medens i II p.s hovedtekst en hel række må henføres hertil eller til hvad der kan betragtes som dennes umiddelbare fortsættelse, hvorhos de øvrige stykker af II p. s hovedtekst alle har deres paralleller i tillæget, som på den anden side indeholder flere, der ikke genfindes i hovedstykket. Sammenhængen synes at være den, at Sturlunga-samlingen fra c. 1300 har for tiden efter Gissurs ankomst til Island som jarl 1258 indskrænket sig til kort at fortælle hovedbegivenhederne for de følgende år 1259—62, indtil det afgørende skridt til landets underkastelse skete, ved at tre af Islands 4 fjærdinger aflagde ed til den norske konge; det er kapitlerne 319—20, 324—27 i Oxford udgaven (X, 1—2, 7—11 i den gl. udgaves hovedtekst), hvortil i K.s tillægstekst svarer X, 20—21, så at der af alle disse stykker foreligger en dobbelttekst med mindre afvigelser. Denne temlig magre afslutning synes bægge vore membraner at have udfyldt hver på sin måde. II har, sandsynligvis samtidig med at Torgils saga optoges, heri indskudt 3 kapitler, der kan betragtes som afslutningen på Torgils saga (Oxf. 321—23, K. X, 3—6), samt beretningerne om Sturla Tordsson, der står i nøje forbindelse med de foregående stykker og måske endog sammen med disse oprindelig kan have hørt til Torgils saga (Oxf. 330—32, K. X, 12—19). I har derimod til det fælles stof lagt fortællingen om fjendtlighederne mellem Gissur jarl og den sydlandske stormand Tord Andresson (Oxf. 328—29, K. X, 22—25), og da herved samlingen kom til at mangle en afslutning, har denne membranteksts istandbringer tilføjet fra Sturlas saga om den norske konge Håkon den gamle de i kongesagaen indeholdte beretninger om Islands underkastelse (K. X, 26—27), dog således at herved en del gentagelser indløb<ref> Står Stockholms-membranen nærmest. De til Håkonar saga i Icel. Sagas II, s. 322- 23, 326—28 anførte varianter fra ''fragm. sk'' er vistnok i virkeligheden tagne fra Sturlunga sagas to ovennævnte slutningskapitler. Skulde de 2 kapitler (og da vel også Tord Andressonsstykket) være optagne [i I?] fra en anden, islandske forhold behandlende tekst?</ref>. Om disse to sidste kapitler i Ilp-håndskrifterne har man formodet, at de var uægte tillæg, som skyldtes det 17. årh.´s afskrivere. Da de i II p findes som afsluttende det afsnit (tillæget), der udtrykkelig angives tilhørende en anden sagatekst, og ligeledes har efterladt sig spor i I p, hvor kap. 27 er indskudt i II p-hovedteksten, medens kap. 26 som i det væsenlige paralleltekst til det tidligere givne er udeladt efter 114-skriverens sædvanlige fremgangsmåde<ref>114 følger for det her behandlede partis vedkommende II-teksten med et enkelt indskud i Oxf. kap. 319 fra tillægs-teksten (om sværdet Eyfaranautr) foruden det allerede nævnte slutningskapitel fra Håkonar saga, samt med optagelse af Tord Andressons episoden. Kun er der den forandring i anordningen, at de to småstykker om brødrene Sighvat og Gudmund Bodvarsson (Oxf. k. 323; K. X, 5—6) er flyttede tilbage mod de afsluttende Sturlakapitler (Oxf k. 330—32-, K. X, 12—19), dog skilt fra disse ved I-tekstens K. X, 22—25 (Oxf. k. 328—29), og med det fra I-teksten optagne K. X, 27 indskudt umiddelbart foran. 439 følger i de parallele stykker I-teksten (tillæget) og optager fra denne de to kapitler fra Håkonar saga, som indskydes efter K. X, 21, hvis slutning som paralleltekst udskydes; endvidere tillægges tilsidst efter Sturlakapitlerne Tord Andressons episoden.</ref>, kan dette ikke være tilfældet, og der lader sig næppe opstille nogen anden forklaring af forholdet end at disse stykker virkelig har tilhørt I.s tekst.

	Så vel II p.s hovedtekst som «tillæg» frembyder spring i fortællingen eller mangelfuld sammenhæng, og man har heri villet se spor af lakuner i membranerne, hvad dog næppe kan være tilfældet, da teksten ikke indeholder meningsforstyrrelser og da desuden skriveren af 114 (Jon Gissursson) og Bjørn på Skardså i deres forsøg på at dække sådanne måtte have gået hver sin vej. For II. s vedkommende er beretningen om Sturla vel noget løst tilknyttet, men synes dog ret naturlig at henvise til Oxf. kap. 322, hvor Sturla sidste gang omtales i Torgils sagas formodede slutningskapitler.		Så vel II p.s hovedtekst som «tillæg» frembyder spring i fortællingen eller mangelfuld sammenhæng, og man har heri villet se spor af lakuner i membranerne, hvad dog næppe kan være tilfældet, da teksten ikke indeholder meningsforstyrrelser og da desuden skriveren af 114 (Jon Gissursson) og Bjørn på Skardså i deres forsøg på at dække sådanne måtte have gået hver sin vej. For II. s vedkommende er beretningen om Sturla vel noget løst tilknyttet, men synes dog ret naturlig at henvise til Oxf. kap. 322, hvor Sturla sidste gang omtales i Torgils sagas formodede slutningskapitler.

@@ Linje 24: / Linje 24: @@
 Det værk indenfor den oldislandske litteratur, som i almindelighed benævnes Sturlunga saga, danner i flere henseender en modsætning til den sædvanlige islandske sagalitteratur. De almindelige islandske sagaer omhandler fjærne fortidsbegivenheder, som gennem adskillige slægtled er forplantede ved mundtlig tradition, inden de nedskreves; Sturlunga sagas indhold må antages berettet af øjenvidner eller andenhånds fortællere. De sædvanlige sagaer indskrænker sig til at give en enkelt mands historie eller følger en enkelt slægt gennem flere eller færre generationer; Sturlunga saga, som vi nu har den, tilstræber at give en Islandshistorie fra 12. årh. til landets underkastelse under den norske konge 1262—64. Også i omfang overgår den langt enhver af de ældre sagaer og er snarere et saga-konglomerat end en organisk enhed. I de ægte tekster fortsættes vel beretningen uafbrudt uden adskillelse mellem de forskellige afsnit, men den løse forbindelse mellem flere af disse falder dog let i øjnene.
-Det samlede værk indledes med en lille sagnagtig beretning om landnamsmanden Geirmund helskind; derefter følger en saga om to bekendte høvdinger fra 12. årh. s begyndelse Torgils Oddeson og Havlide Mårsson, som efterfølges af en saga om Sturla på Hvam, stamfaderen til den urolige Sturlungeslægt, som i det 13. årh. spillede så stor en rolle. Medens de tre hidtil nævnte sagaer nærmest er vestlandske bygdesagaer, dannes fortsættelsen af et stykke sammenhængende Islandshistorie til den nærmeste tid efter Snorre Sturlasons død (&dagger; 1241), hvori dog indskydes helt eller delvis sagaerne om biskop Gudmunds ungdom, den nordlandske høvding Gudmund dyre og biskop Gudmunds ven Ravn Sveinbjørnsson. Derefter antager igen fortællingen en mere biografisk karakter og har til hovedperson høvdingen Tord kakale, dog således, at også her en særskilt saga om den østlandske høvdingeslægt Svinfellingerne indskydes; endvidere kommer hertil i det yngste af de to hovedhåndskrifter Torgils skardes saga — så vel Tord som Torgils var fremragende medlemmer af Sturlungeslægten. Som afslutning paa værket følger forskellige begivenheder fra fristatstidens sidste år.
+Det samlede værk indledes med en lille sagnagtig beretning om landnamsmanden Geirmund helskind; derefter følger en saga om to bekendte høvdinger fra 12. årh.'s begyndelse Torgils Oddeson og Havlide Mårsson, som efterfølges af en saga om Sturla på Hvam, stamfaderen til den urolige Sturlungeslægt, som i det 13. årh. spillede så stor en rolle. Medens de tre hidtil nævnte sagaer nærmest er vestlandske bygdesagaer, dannes fortsættelsen af et stykke sammenhængende Islandshistorie til den nærmeste tid efter Snorre Sturlasons død (&dagger; 1241), hvori dog indskydes helt eller delvis sagaerne om biskop Gudmunds ungdom, den nordlandske høvding Gudmund dyre og biskop Gudmunds ven Ravn Sveinbjørnsson. Derefter antager igen fortællingen en mere biografisk karakter og har til hovedperson høvdingen Tord kakale, dog således, at også her en særskilt saga om den østlandske høvdingeslægt Svinfellingerne indskydes; endvidere kommer hertil i det yngste af de to hovedhåndskrifter Torgils skardes saga — så vel Tord som Torgils var fremragende medlemmer af Sturlungeslægten. Som afslutning paa værket følger forskellige begivenheder fra fristatstidens sidste år.
 I en lille indledning til det foran nævnte midterparti om Islands almindelige historie, som skal give en oversigt over kilderne, fremhæves den bekendte historieskriver og skjald Sturla Tordsson, hvem der tillægges en Íslendinga saga, og nogle i en bispesaga indeholdte citater fra Sturlas Íslendinga saga viser sig netop at være hentede fra Sturlunga saga. Dette førte til, at man fra ældre tid anså Sturla som forfatter til hele Sturlunga saga, skønt det dog var tydeligt, at denne til en vis grad måtte være senere bearbejdet, da Sturlas død 1284 i slutningen af værket nævnes.

@@ Linje 78: / Linje 78: @@
 [Udgavens variantapparat er indskrænket til de håndskrifter, der kan antages at have virkelig betydning for teksten, altså, hvor I foreligger, til II eller II p (hvilke sidste så vidt muligt citeres under et), samt lp (&#596;: 114, under hensyn til 437—38), hvor teksten her synes at gå tilbage til II; for de afsnits vedkommende, som må suppleres fra II—II p, anføres kun afvigelserne indenfor II-klassen og læsemåder af betydning i I p. Særlig for de afsnit, hvor 440 (og H) lægges til grund, kan i irrelevante tilfælde næppe undgås, at hist og her en måske ægtere læsemåde, repræsenteret ved en flerhed af håndskrifter, står som variant til et sekundært tekstord, hvor en berigtigelse ikke vilde lønne ulejligheden.]
-[[Fil:Fig 1 Om Sturlunga saga Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1901.png|thumb|350px|Fig. 1. Forholdet mellem håndskrifterne af Sturlunga saga skematisk fremstillet på genealogisk vis. Det gensidige forhold mellem de to klasser gives ved brudte linjer, hvor stregerne betegner en stærkere, prikkerne en svagere påvirkning; pilenes flugt angiver retningen fra udgangspunktet. Samtlige håndskrifter vil i sin tid blive nærmere beskrevne; af betydning for udgaven er væsenlig kun de i denne afhandling nævnte.]]Til klarere oversigt over tekstens forskellige bestanddele vil hvad der optages fra II p (og — med en enkelt undtagelse — hvad der indsættes fra lp, da 114. s kilde altid kan være tvivl underkastet) blive trykt med mindre skrift. De stykker, som er ejendommelige for II-klassen, optages også, men trykkes foruden med mindre skrift med en bogstavplads' indrykning. Afgørelsen af hvad der således er tilkommet i II-klassen som yngre bestanddele, fremmede for I, og altså tillagt i 14. årh., giver sig til dels af sig selv, nemlig når I-membranen viser sig aldrig at have haft disse partier; dette gælder således hele det store afsnit om Torgils skarde, der er kommet i stedet for I's korte beretninger om samme mand. Vanskeligere bliver det derimod for slutningens vedkommende (gi. udg. X, kap. 1—27), hvor bægge membraner er defekte. Der viser sig her tydelig nok at foreligge en dobbelttekst med delvis gentagelse af beretningen om de samme begivenheder. En klarere indsigt i forholdene lader sig heldigvis hente fra II p-håndskrifterne, hvis anordning fremgår af aftrykket i den gamle udgave (K). Efter at have ført fortællingen om Gissurs ankomst til Island som jarl ned til en tydelig afslutning ved beretningen om historieskriveren Sturla Tordssons død (K. X, 1—19) giver de en række kapitler om Gissur jarls foretagender i de nærmeste år omkring Islands underkastelse under den norske konge, hvoraf en stor del allerede tidligere er fortalt, og angiver ved en for disse fælles overskrift udtrykkelig det hele som et tillæg, som en anden sagaskriver har forfattet (K. X, 20—27). Den antagelse ligger således nær, at man her har slutningskapitlerne af I, som Bjørn på Skardså har tilføjet bag efter sin afskrift af II. Denne formodning bliver omtrent til vished, ved at her i tillæget ikke findes et eneste stykke fra den for II ejendommelige Torgils skardes saga, medens i II p.s hovedtekst en hel række må henføres hertil eller til hvad der kan betragtes som dennes umiddelbare fortsættelse, hvorhos de øvrige stykker af II p. s hovedtekst alle har deres paralleller i tillæget, som på den anden side indeholder flere, der ikke genfindes i hovedstykket. Sammenhængen synes at være den, at Sturlunga-samlingen fra c. 1300 har for tiden efter Gissurs ankomst til Island som jarl 1258 indskrænket sig til kort at fortælle hovedbegivenhederne for de følgende år 1259—62, indtil det afgørende skridt til landets underkastelse skete, ved at tre af Islands 4 fjærdinger aflagde ed til den norske konge; det er kapitlerne 319—20, 324—27 i Oxford udgaven (X, 1—2, 7—11 i den gi. udgaves hovedtekst), hvortil i K.s tillægstekst svarer X, 20—21, så at der af alle disse stykker foreligger en dobbelttekst med mindre afvigelser. Denne temlig magre afslutning synes bægge vore membraner at have udfyldt hver på sin måde. II har, sandsynligvis samtidig med at Torgils saga optoges, heri indskudt 3 kapitler, der kan betragtes som afslutningen på Torgils saga (Oxf. 321—23, K. X, 3—6), samt beretningerne om Sturla Tordsson, der står i nøje forbindelse med de foregående stykker og måske endog sammen med disse oprindelig kan have hørt til Torgils saga (Oxf. 330—32, K. X, 12—19). I har derimod til det fælles stof lagt fortællingen om fjendtlighederne mellem Gissur jarl og den sydlandske stormand Tord Andresson (Oxf. 328—29, K. X, 22—25), og da herved samlingen kom til at mangle en afslutning, har denne membranteksts istandbringer tilføjet fra Sturlas saga om den norske konge Håkon den gamle de i kongesagaen indeholdte beretninger om Islands underkastelse (K. X, 26—27), dog således at herved en del gentagelser indløb<ref> Står Stockholms-membranen nærmest. De til Håkonar saga i Icel. Sagas II, s. 322- 23, 326—28 anførte varianter fra ''fragm. sk'' er vistnok i virkeligheden tagne fra Sturlunga sagas to ovennævnte slutningskapitler. Skulde de 2 kapitler (og da vel også Tord Andressonsstykket) være optagne [i I?] fra en anden, islandske forhold behandlende tekst?</ref>. Om disse to sidste kapitler i Ilp-håndskrifterne har man formodet, at de var uægte tillæg, som skyldtes det 17. årh.´s afskrivere. Da de i II p findes som afsluttende det afsnit (tillæget), der udtrykkelig angives tilhørende en anden sagatekst, og ligeledes har efterladt sig spor i I p, hvor kap. 27 er indskudt i II p-hovedteksten, medens kap. 26 som i det væsenlige paralleltekst til det tidligere givne er udeladt efter 114-skriverens sædvanlige fremgangsmåde<ref>114 følger for det her behandlede partis vedkommende II-teksten med et enkelt indskud i Oxf. kap. 319 fra tillægs-teksten (om sværdet Eyfaranautr) foruden det allerede nævnte slutningskapitel fra Håkonar saga, samt med optagelse af Tord Andressons episoden. Kun er der den forandring i anordningen, at de to småstykker om brødrene Sighvat og Gudmund Bodvarsson (Oxf. k. 323; K. X, 5—6) er flyttede tilbage mod de afsluttende Sturlakapitler (Oxf k. 330—32-, K. X, 12—19), dog skilt fra disse ved I-tekstens K. X, 22—25 (Oxf. k. 328—29), og med det fra I-teksten optagne K. X, 27 indskudt umiddelbart foran. 439 følger i de parallele stykker I-teksten (tillæget) og optager fra denne de to kapitler fra Håkonar saga, som indskydes efter K. X, 21, hvis slutning som paralleltekst udskydes; endvidere tillægges tilsidst efter Sturlakapitlerne Tord Andressons episoden.</ref>, kan dette ikke være tilfældet, og der lader sig næppe opstille nogen anden forklaring af forholdet end at disse stykker virkelig har tilhørt I.s tekst.
 Så vel II p.s hovedtekst som «tillæg» frembyder spring i fortællingen eller mangelfuld sammenhæng, og man har heri villet se spor af lakuner i membranerne, hvad dog næppe kan være tilfældet, da teksten ikke indeholder meningsforstyrrelser og da desuden skriveren af 114 (Jon Gissursson) og Bjørn på Skardså i deres forsøg på at dække sådanne måtte have gået hver sin vej. For II. s vedkommende er beretningen om Sturla vel noget løst tilknyttet, men synes dog ret naturlig at henvise til Oxf. kap. 322, hvor Sturla sidste gang omtales i Torgils sagas formodede slutningskapitler.

@@ Linje 138: / Linje 138: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
-[[Kategori:Tekster på norsk]]
+[[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Kristian Kaalund]]