Om hov og stavkirker - Revisjonshistorikk

Carsten på 10. mai 2017 kl. 08:12

2017-05-10T08:12:16Z

Carsten på 10. mai 2017 kl. 08:05

2017-05-10T08:05:12Z

Carsten på 10. mai 2017 kl. 06:27

2017-05-10T06:27:04Z

Carsten på 10. mai 2017 kl. 06:03

2017-05-10T06:03:38Z

Carsten på 10. mai 2017 kl. 06:00

2017-05-10T06:00:56Z

Carsten på 10. mai 2017 kl. 05:58

2017-05-10T05:58:45Z

Carsten på 9. mai 2017 kl. 17:58

2017-05-09T17:58:27Z

Vis endringer

Carsten på 9. mai 2017 kl. 12:58

2017-05-09T12:58:37Z

Carsten på 9. mai 2017 kl. 12:50

2017-05-09T12:50:04Z

Carsten på 9. mai 2017 kl. 09:35

2017-05-09T09:35:13Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. mai 2017 kl. 08:12
Linje 174:		Linje 174:


−	Efterat jeg saaledes har omhandlet stavkirkernes konstruktion, svalgang og tagverk, staar det tilbage at paavise deres oprindelige hovedform eller grundplan. Men da der i denne henseende finder et fællesskab sted mellem stavkirker og stenkirker, vil det være i sin orden at medtage ogsaa de sidste. Først kan det da her erindres, at ligesom de forskjellige hovedformer, som vore stenkirker fremvise, forlængst har været lagte tilrette<ref> Se regist. til N. Fornl. (1866) og udførligere i den med oftnævnte forenings aarsber. f. 1876 fulgte oversigt over selskabets skrifter, s. 72—74.</ref> og tildels gjengivne i afbildning, <ref> Se ”Mindesmerker af Middelald. Kunst i Norge” (1853—1855) og ”Norske Bygn. fra Fortiden” (1860—1880).</ref> saaledes er det sidste tilfældet med næsten alle de til vor tid levnede stavkirker. <ref> Se nysn. plancheverker.</ref> Blandt samtlige kirker er der dog en stor flerhed, hvis endelige hovedform kun er fremkommet ved de tid efter anden foretagne forandringer, og disse maa derfor sættes ud af betragtning, naar det som her gjelder at faa frem de oprindelige typer. Det tør saaledes navnlig neppe antages, at der fra først af har været nogen stavkirke, hvori koret havde samme bredde som skibet, da de eneste langkirker af stavverk, som vi nu kjende med denne form (Renlid kirke i Valders og Rinde kirke i Sogn), vistnok først har faaet den ved ombygning i senere tid. Vi kan ogsaa sætte ud af betragtning som noget, der ikke faar indflydelse paa hovedformen, at enkelte stavkirker i et meget begrænset strøg af Hallingdal og Numedal har en fritstaaende stav eller stolpe midt i skibet.	+	[[File:HopperstadJLM1.JPG\|thumb\|400px\|right\|<center>Hopperstad stavkirke</center>]]Efterat jeg saaledes har omhandlet stavkirkernes konstruktion, svalgang og tagverk, staar det tilbage at paavise deres oprindelige hovedform eller grundplan. Men da der i denne henseende finder et fællesskab sted mellem stavkirker og stenkirker, vil det være i sin orden at medtage ogsaa de sidste. Først kan det da her erindres, at ligesom de forskjellige hovedformer, som vore stenkirker fremvise, forlængst har været lagte tilrette<ref> Se regist. til N. Fornl. (1866) og udførligere i den med oftnævnte forenings aarsber. f. 1876 fulgte oversigt over selskabets skrifter, s. 72—74.</ref> og tildels gjengivne i afbildning, <ref> Se ”Mindesmerker af Middelald. Kunst i Norge” (1853—1855) og ”Norske Bygn. fra Fortiden” (1860—1880).</ref> saaledes er det sidste tilfældet med næsten alle de til vor tid levnede stavkirker. <ref> Se nysn. plancheverker.</ref> Blandt samtlige kirker er der dog en stor flerhed, hvis endelige hovedform kun er fremkommet ved de tid efter anden foretagne forandringer, og disse maa derfor sættes ud af betragtning, naar det som her gjelder at faa frem de oprindelige typer. Det tør saaledes navnlig neppe antages, at der fra først af har været nogen stavkirke, hvori koret havde samme bredde som skibet, da de eneste langkirker af stavverk, som vi nu kjende med denne form (Renlid kirke i Valders og Rinde kirke i Sogn), vistnok først har faaet den ved ombygning i senere tid. Vi kan ogsaa sætte ud af betragtning som noget, der ikke faar indflydelse paa hovedformen, at enkelte stavkirker i et meget begrænset strøg af Hallingdal og Numedal har en fritstaaende stav eller stolpe midt i skibet.

@@ Linje 18: / Linje 18: @@
 <br>''Historisk tidsskrift<br>Udgivet af Den norske historiske forening''<br>Kristania, 1888</center>
@@ Linje 68: / Linje 66: @@
-G. Semper siger<ref> Der Stil (1863), II, s. 293.</ref> med hensyn til sammensætningen af vore stavkirkers vægge, saaledes som den sees i Dahls bekjendte verk, ”at denne maade ''(assemblage à grain d'orge) '', som brugtes paa møbler langt ned i middelalderen, <ref> Sees allerede paa de i Lupfen ved Oberflacht i Schwaben fundne gravkister (Jahresber. des würtemberg. Alterthumsverein 1847 og derefter i Weis's Kostümkunde im Mittelalt. 1864, s. 739).</ref> er nær beslægtet med den kinesisk-mongolske”. Paa et andet sted (s. 299—300) ytrer han ligeledes, at denne konstruktion ”er den asiatisk-kinesiske og vel ogsaa den, der efter indogermanske bygningstraditioner er at anse som den ældste. Reminiscenser deraf er kjendelige paa stenfasaderne i Ægyptens ældste grave og paa de kaldæiske og assyriske borges mosaikklædte jordvægge”. . . .  ”Foruden stavkonstruktionen gives der egentlig kun to andre trækonstruktioner, nemlig blokhusbygning (laft) og fagverk (standerverk). Ligesom laftning tilligemed reisverk var egne for skandinaverne, saaledes er i hele vest-Tyskland, det nordlige Frankrige, Belgien, Holland og England fagverket fremherskende og desuden, men paa en noget forskjellig maade, i Tyrol og Kärnthen og overhovedet i de nedre Donauegne”. . . .  ”Laftverket synes i henseende til ælde at gjøre selv reisverket rangen stridig, men er dog mere en teknisk opfindelse af beboerne i de paa naaletræer rige fjeldegne.”
+[[File:Stavkirke_heddal_02.jpg|thumb|350px|right|<center>Hedal stavkirke</center>]]G. Semper siger<ref> Der Stil (1863), II, s. 293.</ref> med hensyn til sammensætningen af vore stavkirkers vægge, saaledes som den sees i Dahls bekjendte verk, ”at denne maade ''(assemblage à grain d'orge) '', som brugtes paa møbler langt ned i middelalderen, <ref> Sees allerede paa de i Lupfen ved Oberflacht i Schwaben fundne gravkister (Jahresber. des würtemberg. Alterthumsverein 1847 og derefter i Weis's Kostümkunde im Mittelalt. 1864, s. 739).</ref> er nær beslægtet med den kinesisk-mongolske”. Paa et andet sted (s. 299—300) ytrer han ligeledes, at denne konstruktion ”er den asiatisk-kinesiske og vel ogsaa den, der efter indogermanske bygningstraditioner er at anse som den ældste. Reminiscenser deraf er kjendelige paa stenfasaderne i Ægyptens ældste grave og paa de kaldæiske og assyriske borges mosaikklædte jordvægge”. . . .  ”Foruden stavkonstruktionen gives der egentlig kun to andre trækonstruktioner, nemlig blokhusbygning (laft) og fagverk (standerverk). Ligesom laftning tilligemed reisverk var egne for skandinaverne, saaledes er i hele vest-Tyskland, det nordlige Frankrige, Belgien, Holland og England fagverket fremherskende og desuden, men paa en noget forskjellig maade, i Tyrol og Kärnthen og overhovedet i de nedre Donauegne”. . . .  ”Laftverket synes i henseende til ælde at gjøre selv reisverket rangen stridig, men er dog mere en teknisk opfindelse af beboerne i de paa naaletræer rige fjeldegne.”
@@ Linje 80: / Linje 78: @@
-Som ovenfor antydet, har professor Dietrichson ved sin forstaaelse af visse udtryk i sagaerne fundet flere ligheder mellem hovbygningen og den kristelige kirke, hvad form og indretning angaar, og dette mener han ogsaa har været tilfældet med hensyn til konstruktion og tagverk, idet han her særlig tænker paa de enskibede stavkirker. Som følge heraf antager han, at det hedenske hov har faaet sin hovedform ved paavirkning fra udenlandske kirkebygninger. Efter min fremstilling findes derimod, som det vil sees, ingen saadan indbyrdes lighed mellem begge bygninger undtagen i ét punkt, nemlig hvad tilføielsen af hovets smalere og lavere østligste del angaar. Men heraf tør man dog neppe være berettiget til at tænke sig en saadan paavirkning som den anførte, hvorimod denne form naturlig kan forklares af, at de samme hensyn til indretningen fremstillede sig paa begge steder. Naar denne del derimod undtages, viser det sig, at hovet efter min fremstilling ellers overalt, fraregnet dets mangel af forstue og mulig af svalegang, har den største lighed med den verdslige skaalebygning, saaledes som jeg tilforn<ref> Se nærv. tidsskr. 2. række, IV, s. 351 f.</ref> har søgt at bestemme dens udseende i modsætning til en vis traditionel dansk og islandsk opfatning. Hvad der hos Dietrichson tildels har fremkaldt tanken om saadan paavirkning, er, som han selv bemærker, den indflydelse af kristelige forestillinger, professor S. Bugge i den nyere tid har paavist ved enkelte af eddadigtene. Men forholdet er dog her, som jeg synes, meget forskjelligt fra, hvad der fandt sted ved hovene. Forfatterne af de vedkommende digte havde forladt moderlandet og opholdt sig paa de britiske vestlige øer, omringede af kristelige forestillinger, medens det vanskeligere kan tænkes, at de, der opførte hovbygninger her i landet, kunde hente forbilledet fra kristelige kirker, som de neppe havde havt anledning til at se. Det kan vel nemlig ikke godt antages, at man havde været uden hov lige til forbindelsen med udlandet begyndte gjennem vikingetogene eller henimod slutningen af det 8de hundredaar, og vedtagelsen af hovets senere traditionelle form maa saaledes vistnok have gaaet for sig allerede før den nævnte tid.
+[[File:2005_07_18_Sognefjell_Borgund_Stave_church_02.JPG|thumb|400px|left|<center>Borgund stavkirke</center>]]Som ovenfor antydet, har professor Dietrichson ved sin forstaaelse af visse udtryk i sagaerne fundet flere ligheder mellem hovbygningen og den kristelige kirke, hvad form og indretning angaar, og dette mener han ogsaa har været tilfældet med hensyn til konstruktion og tagverk, idet han her særlig tænker paa de enskibede stavkirker. Som følge heraf antager han, at det hedenske hov har faaet sin hovedform ved paavirkning fra udenlandske kirkebygninger. Efter min fremstilling findes derimod, som det vil sees, ingen saadan indbyrdes lighed mellem begge bygninger undtagen i ét punkt, nemlig hvad tilføielsen af hovets smalere og lavere østligste del angaar. Men heraf tør man dog neppe være berettiget til at tænke sig en saadan paavirkning som den anførte, hvorimod denne form naturlig kan forklares af, at de samme hensyn til indretningen fremstillede sig paa begge steder. Naar denne del derimod undtages, viser det sig, at hovet efter min fremstilling ellers overalt, fraregnet dets mangel af forstue og mulig af svalegang, har den største lighed med den verdslige skaalebygning, saaledes som jeg tilforn<ref> Se nærv. tidsskr. 2. række, IV, s. 351 f.</ref> har søgt at bestemme dens udseende i modsætning til en vis traditionel dansk og islandsk opfatning. Hvad der hos Dietrichson tildels har fremkaldt tanken om saadan paavirkning, er, som han selv bemærker, den indflydelse af kristelige forestillinger, professor S. Bugge i den nyere tid har paavist ved enkelte af eddadigtene. Men forholdet er dog her, som jeg synes, meget forskjelligt fra, hvad der fandt sted ved hovene. Forfatterne af de vedkommende digte havde forladt moderlandet og opholdt sig paa de britiske vestlige øer, omringede af kristelige forestillinger, medens det vanskeligere kan tænkes, at de, der opførte hovbygninger her i landet, kunde hente forbilledet fra kristelige kirker, som de neppe havde havt anledning til at se. Det kan vel nemlig ikke godt antages, at man havde været uden hov lige til forbindelsen med udlandet begyndte gjennem vikingetogene eller henimod slutningen af det 8de hundredaar, og vedtagelsen af hovets senere traditionelle form maa saaledes vistnok have gaaet for sig allerede før den nævnte tid.
@@ Linje 212: / Linje 210: @@

@@ Linje 50: / Linje 50: @@
-Efter sin form bestod hovet af to udelte rum, et mindre og et større, der gik i flugt med hinanden. Det første dannede et smalere, kortere og følgelig lavere udskud fra det andet, og naar sagaerne for at give læseren en forestilling om dette ”afhus”, betegne det med navne, hentede fra kirker (sanghus, kor, gudestuke), saa kan deraf vistnok sluttes, hvad der heller ikke modsiges af andre omstændigheder, at saadant udspring endnu paa sagaernes tid ikke fandtes ved andre bygninger, men kun ved kirker. Dog var denne udbygning i hovet ikke afstængt fra den større del, men aabnede sig mod denne. Dette viser sig i flere tilfælde, hvor vedkommende person strax ved indtrædelsen i hovet faar synet af, hvad der forefindes i det omhandlede rum. I dette var da stallen eller forhøiningen med den viede ild og gudebillederne anbragte i den orden, som ovenfor paavist.
+[[File:Haltdalen_stavkirke.jpg|thumb|350px|left|<center>Haltdalen stavkirke</center>]]Efter sin form bestod hovet af to udelte rum, et mindre og et større, der gik i flugt med hinanden. Det første dannede et smalere, kortere og følgelig lavere udskud fra det andet, og naar sagaerne for at give læseren en forestilling om dette ”afhus”, betegne det med navne, hentede fra kirker (sanghus, kor, gudestuke), saa kan deraf vistnok sluttes, hvad der heller ikke modsiges af andre omstændigheder, at saadant udspring endnu paa sagaernes tid ikke fandtes ved andre bygninger, men kun ved kirker. Dog var denne udbygning i hovet ikke afstængt fra den større del, men aabnede sig mod denne. Dette viser sig i flere tilfælde, hvor vedkommende person strax ved indtrædelsen i hovet faar synet af, hvad der forefindes i det omhandlede rum. I dette var da stallen eller forhøiningen med den viede ild og gudebillederne anbragte i den orden, som ovenfor paavist.
@@ Linje 124: / Linje 124: @@
-De næste kirker, vi finde omtalt, tilhøre Olaf Trygvessøns tid. Ifølge sagaernes udsagn byggede han flere kirker, men der nævnes særlig kun tre. Den ene var kirken paa Moster. Herom beretter Thjodrek munk<ref> Se hans skrift kap. X (Monum. hist. Norv. ed. G. Storm, pag. 17).</ref> — som her er den ældste kilde, da han skrev ca. 1178 —, at Olaf under sin reise fra Irland til Nidaros i 995 først landede paa Moster, ”hvor han ogsaa siden [følgelig inden 1000] byggede en kirke, som var den første af alle i Norge.” Den anden kirke var St. Sunnivas paa Selje, og om denne fortæller Odd munk, <ref> Sag. Olafs Trygvas. udg. af P. A. Munch, s. 25.</ref> — der skrev ca. 1190 og her er den ældste kilde —, at efter mødet paa Dragseid (996) ”blev der opført kirke siden ifølge kongens beslutning ''(at ráðe konungs)''”. Spørsmaalet er nu her, om de kirkebygninger eller levninger deraf, som endnu findes paa de nævnte steder, først er opførte senere eller hidrøre fra de samme, som ovenfor nævnes. Det sidste lader sig vistnok ikke bevise, men alligevel kan saameget siges, at der fra selve levningernes side ei er noget til hinder for, at saa kan være tilfældet. <ref> Jfr. aarsber. fra ovennævnte foren. f. 1872, s. 137 og f. 1884, s. 114.</ref> Af den første er murene levnede, medens tagverket hidrører fra nyere tid. Af Sunnivakirken<ref> Se O. Krefting, Selje Klosterlevn., s. 11 og pi. III.</ref> findes kun grundvoldsmuren, derunder indbefattet sokkelen, der viser en simpel afskraaning ligesom paa Moster. Begge er uden taarn, ganske smaa, kun ca. 48 fod lange og ca. 18 fod brede paa det bredeste, og fremvise den sedvanligste irske form: et aflang firkantet skib og et smalere og kortere kor uden halvrund apsis. Forøvrigt kan det særlig bemærkes ved Moster kirke, at den fra først af sandsynligvis havde aaben tagstol, hvad den ogsaa endnu fremviser i koret, og ved Sunniva kirken, at der, som hidrørende fra denne, er fundet et stykke, <ref> Se sammest. s. 12 og pl. IV fig. 11.</ref> rimeligvis af en lysglug for gavlen ligesom i Moster kirke, men som har den egenhed, at gluggens rundbue er udhugget i selve stenen ligesom i irske kirker. <ref> Se Petrie anf. st. s. 181 tf., jfr. Schnaase, Gesch. d. bild. Künste, 1ste udg., IV, 2den afd., s. 419.</ref>
+[[File:Borgund_stavkyrkje_detalj.jpg|thumb|300px|right|<center>Svalegang, Borgund stavkirke</center>]]De næste kirker, vi finde omtalt, tilhøre Olaf Trygvessøns tid. Ifølge sagaernes udsagn byggede han flere kirker, men der nævnes særlig kun tre. Den ene var kirken paa Moster. Herom beretter Thjodrek munk<ref> Se hans skrift kap. X (Monum. hist. Norv. ed. G. Storm, pag. 17).</ref> — som her er den ældste kilde, da han skrev ca. 1178 —, at Olaf under sin reise fra Irland til Nidaros i 995 først landede paa Moster, ”hvor han ogsaa siden [følgelig inden 1000] byggede en kirke, som var den første af alle i Norge.” Den anden kirke var St. Sunnivas paa Selje, og om denne fortæller Odd munk, <ref> Sag. Olafs Trygvas. udg. af P. A. Munch, s. 25.</ref> — der skrev ca. 1190 og her er den ældste kilde —, at efter mødet paa Dragseid (996) ”blev der opført kirke siden ifølge kongens beslutning ''(at ráðe konungs)''”. Spørsmaalet er nu her, om de kirkebygninger eller levninger deraf, som endnu findes paa de nævnte steder, først er opførte senere eller hidrøre fra de samme, som ovenfor nævnes. Det sidste lader sig vistnok ikke bevise, men alligevel kan saameget siges, at der fra selve levningernes side ei er noget til hinder for, at saa kan være tilfældet. <ref> Jfr. aarsber. fra ovennævnte foren. f. 1872, s. 137 og f. 1884, s. 114.</ref> Af den første er murene levnede, medens tagverket hidrører fra nyere tid. Af Sunnivakirken<ref> Se O. Krefting, Selje Klosterlevn., s. 11 og pi. III.</ref> findes kun grundvoldsmuren, derunder indbefattet sokkelen, der viser en simpel afskraaning ligesom paa Moster. Begge er uden taarn, ganske smaa, kun ca. 48 fod lange og ca. 18 fod brede paa det bredeste, og fremvise den sedvanligste irske form: et aflang firkantet skib og et smalere og kortere kor uden halvrund apsis. Forøvrigt kan det særlig bemærkes ved Moster kirke, at den fra først af sandsynligvis havde aaben tagstol, hvad den ogsaa endnu fremviser i koret, og ved Sunniva kirken, at der, som hidrørende fra denne, er fundet et stykke, <ref> Se sammest. s. 12 og pl. IV fig. 11.</ref> rimeligvis af en lysglug for gavlen ligesom i Moster kirke, men som har den egenhed, at gluggens rundbue er udhugget i selve stenen ligesom i irske kirker. <ref> Se Petrie anf. st. s. 181 tf., jfr. Schnaase, Gesch. d. bild. Künste, 1ste udg., IV, 2den afd., s. 419.</ref>
@@ Linje 158: / Linje 158: @@
-Endelig maa her anføres den kjendsgjerning, at der i vort gamle sprog ikke træffes noget ord, der særlig betegner en kirke med stavkonstruktion, ligesaalidt som noget ord, der svarer til ”røgstue”. Grunden hertil er tydelig nok, at der i sproget ei føltes nogen trang til saadanne ord, saalænge alle trækirker var af reisverk og alle stuebygninger havde aabent ildsted uden skorstenspiber. Endnu i skrifter fra det 16de hundredaars slutning, saaledes navnlig i biskop Jens Nilssøns visitatsberetninger, forekommer der ikke noget eget navn for det her omhandlede slags kirker. Først i det følgende hundredaar og fornemmelig efter dets midte træffes i de daværende kirkebesigtigelser betegnelser for det slags konstruktion. Foruden ”stavverk” eller ”reisverk” møder os saaledes her en sjelden gang, dog kun paa vestlandet og navnlig anvendt om Borgunds kirke i Lærdal, ordet ”skjeltreverk”. Dette maa som ogsaa bemærket af I. Aasen i hans ordbog, antages at staa i forbindelse med ''skjald'' (panel) i ''skjaldþili''.
+[[File:Borgund,_GABull.jpg|thumb|350px|left|<center>Tværsnit, Borgund stavkirke</center>]][[File:Stave_church_construction.jpg|thumb|350px|left|<center>Konstruktion, Borgund stavkirke</center>]]Endelig maa her anføres den kjendsgjerning, at der i vort gamle sprog ikke træffes noget ord, der særlig betegner en kirke med stavkonstruktion, ligesaalidt som noget ord, der svarer til ”røgstue”. Grunden hertil er tydelig nok, at der i sproget ei føltes nogen trang til saadanne ord, saalænge alle trækirker var af reisverk og alle stuebygninger havde aabent ildsted uden skorstenspiber. Endnu i skrifter fra det 16de hundredaars slutning, saaledes navnlig i biskop Jens Nilssøns visitatsberetninger, forekommer der ikke noget eget navn for det her omhandlede slags kirker. Først i det følgende hundredaar og fornemmelig efter dets midte træffes i de daværende kirkebesigtigelser betegnelser for det slags konstruktion. Foruden ”stavverk” eller ”reisverk” møder os saaledes her en sjelden gang, dog kun paa vestlandet og navnlig anvendt om Borgunds kirke i Lærdal, ordet ”skjeltreverk”. Dette maa som ogsaa bemærket af I. Aasen i hans ordbog, antages at staa i forbindelse med ''skjald'' (panel) i ''skjaldþili''.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. mai 2017 kl. 06:03
Linje 203:		Linje 203:


−	Derimod blev hovedformen dannet i lighed med den irske, eller typerne 1 og 3, saaledes som vi for den sidstes vedkommende har seet i de ovenomtalte kirker paa Moster og Selje. Dette vedblev, indtil der kom en ny strømning vestenfra, dog nærmest med udgangspunkt i England. Her havde der, som bekjendt, allerede i den seneste saxiske tid eller før 1066 vist sig en paavirkning af den nordmanniske arkitektur og navnlig ved optagelsen af den halvrunde korslutning eller apsis og basilikaformen. Dette ytrede sig nu ogsaa i Norge, hvor apsen først træffes i Olaf kyrres kristkirke i Nidaros (paabegyndt ca. 1075) eller allerede ca. 1050, dersom det med sikkerhed kunde paavises, at den ældste Mariekirke i Aaslo, hvor denne form træffes, hidrører fra Harald haardraade. <ref> Se anf. foren, aarsb. f. 1869, s. 179, 192, jfr. pl. VII.</ref> Noget senere, men dog vistnok inden Olaf kyrres død (1093) træffes ogsaa basilikaformen, som det synes først, i Albanuskirken paa Selje, hvis levninger efter de fundne detaljer<ref> Jfr. anf. aarsb. f. 1884, s. 115.</ref> sikkert tilhøre den nordmanniske stil, hvad der ogsaa gjelder Munkelivskirken i Bergen (1107—1110). De næste basiliker, som opføres, er da de øvrige kathedraler: i Bergen (ca. 1080—1150), Stavanger og Aaslo (ca. 1130) og Hamar (paabegyndt 1152), og senere de andre basilikaformede kirker, <ref> Disse adskille sig fra de to sidstnævnte kathedraler og ligeledes Throndhjems efter dens ombygning derved, at de ikke har tverskib.</ref> som kjendes. Dette med hensyn til stenkirkerne. Hvad de basilikaformede stavkirker angaar, kan neppe nogen af dette slags, som vi kjende til vor tid, sættes ældre end ca. 1150; men ved disse opstaar der i modsætning til stenkirkerne et andet spørsmaal, som det vilde være meget interessant at faa løst, hvad der dog neppe lader sig gjøre med nogenlunde sikkerhed. Dette er, om ogsaa stavbygninger med denne form eller indre reisning havde sit forbillede i England og saaledes direkte indførtes derfra, eller om de kan betragtes som resultat af en inden Norge selv foregaaet overførelse af stenbasilikens former i stavkonstruktion og med de forandringer, som denne nødvendigvis krævede. Saalænge det imidlertid ikke vides, om man i England eller Irland havde saadanne træbygninger, faar dette spørsmaal henstaa ubesvaret. Vist er det, at disse bygninger vise sig høist eiendommelige eller rettere sagt enestaaende derved, at den indre reisning ikke blot som i stenbygningerne har sideskibe paa begge langsider, men ogsaa mod vest og øst. Denne afændring af basiliken kan alene have sin grund i stavkonstruktionen for at give den indre reisning den fornødne støtte til alle sider.	+	Derimod blev hovedformen dannet i lighed med den irske, eller typerne 1 og 3, saaledes som vi for den sidstes vedkommende har seet i de ovenomtalte kirker paa Moster og Selje. Dette vedblev, indtil der kom en ny strømning vestenfra, dog nærmest med udgangspunkt i England. Her havde der, som bekjendt, allerede i den seneste saxiske tid eller før 1066 vist sig en paavirkning af den nordmanniske arkitektur og navnlig ved optagelsen af den halvrunde korslutning eller apsis og basilikaformen. Dette ytrede sig nu ogsaa i Norge, hvor apsen først træffes i Olaf kyrres kristkirke i Nidaros (paabegyndt ca. 1075) eller allerede ca. 1050, dersom det med sikkerhed kunde paavises, at den ældste Mariekirke i Aaslo, hvor denne form træffes, hidrører fra Harald haardraade. <ref> Se anf. foren, aarsb. f. 1869, s. 179, 192, jfr. pl. VII.</ref> Noget senere, men dog vistnok inden Olaf kyrres død (1093) træffes ogsaa basilikaformen, som det synes først, i Albanuskirken paa Selje, hvis levninger efter de fundne detaljer<ref> Jfr. anf. aarsb. f. 1884, s. 115.</ref> sikkert tilhøre den nordmanniske stil, hvad der ogsaa gjelder Munkelivskirken i Bergen (1107—1110). De næste basiliker, som opføres, er da de øvrige kathedraler: i Bergen (ca. 1080—1150), Stavanger og Aaslo (ca. 1130) og Hamar (paabegyndt 1152), og senere de andre basilikaformede kirker,<ref> Disse adskille sig fra de to sidstnævnte kathedraler og ligeledes Throndhjems efter dens ombygning derved, at de ikke har tverskib.</ref> som kjendes. Dette med hensyn til stenkirkerne. Hvad de basilikaformede stavkirker angaar, kan neppe nogen af dette slags, som vi kjende til vor tid, sættes ældre end ca. 1150; men ved disse opstaar der i modsætning til stenkirkerne et andet spørsmaal, som det vilde være meget interessant at faa løst, hvad der dog neppe lader sig gjøre med nogenlunde sikkerhed. Dette er, om ogsaa stavbygninger med denne form eller indre reisning havde sit forbillede i England og saaledes direkte indførtes derfra, eller om de kan betragtes som resultat af en inden Norge selv foregaaet overførelse af stenbasilikens former i stavkonstruktion og med de forandringer, som denne nødvendigvis krævede. Saalænge det imidlertid ikke vides, om man i England eller Irland havde saadanne træbygninger, faar dette spørsmaal henstaa ubesvaret. Vist er det, at disse bygninger vise sig høist eiendommelige eller rettere sagt enestaaende derved, at den indre reisning ikke blot som i stenbygningerne har sideskibe paa begge langsider, men ogsaa mod vest og øst. Denne afændring af basiliken kan alene have sin grund i stavkonstruktionen for at give den indre reisning den fornødne støtte til alle sider.

@@ Linje 174: / Linje 174: @@
 Ved disse Sempers udtalelser kan for det første bemærkes, at han vistnok ikke tænker sig konstruktionen af et skib i virkeligheden overført paa stavkirkernes tag, men kun at de staa ved siden af hinanden, forsaavidt tvertræet, der ogsaa paa begge steder i vort gamle sprog kaldes ''biti'', her som hist har til hensigt at udspile væggene eller holde dem fra hinanden, og den nævnte bjelke faar saaledes egentlig ikke noget med tagkonstruktionen at gjøre. Mindre berettiget er derimod forfatterens mening om tagets forskaling. Vistnok kunde man tænke sig, at den udskjæring i bueform, som de indre sperrer fremvise, var anlagt paa en afpasning for et forskalende tøndehvelv, og saaledes, som forfatteren mener, ikke havde nogen æsthetisk betydning; men dette synes mindre rimeligt, og ialfald kan denne betydning paa ingen maade fornægtes ved de udskjæringer, som findes under hanebjelkens midte, og heller ikke ved den omstændighed, at sperrerne vise sig listede og i de derved fremkomne fordybninger strøgne med mørk farve. Alt dette, som tydelig er undgaaet Sempers opmærksomhed, var derfor aabenbart beregnet paa at skulle sees, og der kan saaledes ikke være tale om, at taget oprindelig havde noget slags forskaling. Det viser sig ogsaa, at de faa tøndehvelv fra middelalderen, som kjendes i stavkirker (Aal, Torpe), maa være yngre end selve bygningen. Alle de øvrige lofter er derimod, som forlængst udtalt, <ref> Mindesm. af Middelald. Kunst i Norge og Nord. Universitets-tidskr., Upsala 1856, 4. hefte, s. 193.</ref> yngre end reformationen og fremkomne ved de fordringer, som gjordes gjeldende under kirkevisitatser. Dette var tilfældet allerede i slutningen af det 16de hundredaar navnlig for Aaslo stifts vedkommende, medens Jens Nilssøn var biskop der, og senere overalt gjennem hele det paafølgende hundredaar, idet den omstændighed, at en kirke var ”uden loft”, blev gjenstand for en udsættelse; hvorvidt saadant be-fandtes stridende mod kirkelig velanstændighed, eller loftet ansaaes ønskeligt for at opnaa større lunhed, kan ikke afgjøres, da der ikke foreligger nogen antydning til grunden. Naar Semper endelig antager, at Frankrige med hensyn til tagets konstruktion er paavirket fra Skandinavien, har dette liden rimelighed for sig, medens det omvendte i denne som i flere andre kulturretninger sikkerlig har fundet sted. En anden sag er det, at tagkonstruktionen i vore kirker, efterat den som ovenfor udtalt var indkommet med kristendommen vestenfra, senere muligens fik en udvikling inden landet selv. Som bekjendt træffes ikke, saaledes som i England, hos os hverken i verdslige eller kirkelige bygninger sprængverk eller tage enten med hængesøiler i midten eller ved væggene og hvilende paa stenkonsoler. Heller ikke fremvise vore tage, som i England, nogen alternerende eller rytmisk inddeling, hvorimod der finder en uafbrudt ensartethed sted. Tagenes hovedled bestaa som bekjendt af indre og ydre sperrer og hanebjelker, og naar vi holde os til stavkirkerne, som de, der her nærmest vedkomme os, tilveiebringes forbindelsen i hvert sperrelag saaledes, at de indre sperrer (sverd) krysse hinanden og med sin fod og top fæstes til de ydre sperrer, hvorhos der som forstærkning for alle fire sperrer tvers over disse tæt under korset er anbragt en vandret stok eller hanebjelke. Dertil kommer, at sverdene eller de indre sperrer er nede ved sin fod efter bygningens længderetning paa hver side fæstet til underlaget i væggen med krumknæer, der i regelen støde sammen med nabosperrets og dermed danne en omvendt rundbue. Det er denne, ogsaa æsthetisk virkende, knæforbinding, hvortil vi ei kjende noget sidestykke udenfor Norge, og som derfor mulig skyldes en indenlandsk forbedring, skjønt der i det hele baade fra England, Irland og Nordmandiet mangler exempler paa, hvorledes den aabne tagstol i tidligere tid var beskaffen i træbygninger. I forbindelse med taget kan ogsaa stanses lidt ved den mening, Semper<ref> Anf. st. s. 205.</ref> udtaler angaaende stavkirkernes belysning. Efterat det nemlig var paavist, <ref> Anf. Mindesmerker.</ref> at kirkernes vinduer med eller uden kvister og i første fald ogsaa disse selv hidrøre fra forandringer senere end reformationen, finder han det sandsynligt, at den oprindelige lysning kom ned gjennem aabninger i taget. Denne flygtige mening tiltrænger neppe nogen imødegaaelse og kan alene være opstaaet derved, at Semper ikke har lagt mærke til de smaa runde lysglugger øverst i væggene. Paa grund af dette yderst sparsomme lys var kirkerne følgelig saagodtsom mørke, og hvem ved, om det ikke er dette, som har fremkaldt sagaernes ovenanførte ytringer om det rige lys i hovene. Vist er det ialfald, at disse ved sine ljorer, som ovenfor antaget, i den omtalte henseende maa have dannet en modsætning til kirkerne, men af samme grund ogsaa har staaet ved siden af skaaler eller stuehuse.
 Efterat jeg saaledes har omhandlet stavkirkernes konstruktion, svalgang og tagverk, staar det tilbage at paavise deres oprindelige hovedform eller grundplan. Men da der i denne henseende finder et fællesskab sted mellem stavkirker og stenkirker, vil det være i sin orden at medtage ogsaa de sidste. Først kan det da her erindres, at ligesom de forskjellige hovedformer, som vore stenkirker fremvise, forlængst har været lagte tilrette<ref> Se regist. til N. Fornl. (1866) og udførligere i den med oftnævnte forenings aarsber. f. 1876 fulgte oversigt over selskabets skrifter, s. 72—74.</ref> og tildels gjengivne i afbildning, <ref> Se ”Mindesmerker af Middelald. Kunst i Norge” (1853—1855) og ”Norske Bygn. fra Fortiden” (1860—1880).</ref> saaledes er det sidste tilfældet med næsten alle de til vor tid levnede stavkirker. <ref> Se nysn. plancheverker.</ref> Blandt samtlige kirker er der dog en stor flerhed, hvis endelige hovedform kun er fremkommet ved de tid efter anden foretagne forandringer, og disse maa derfor sættes ud af betragtning, naar det som her gjelder at faa frem de oprindelige typer. Det tør saaledes navnlig neppe antages, at der fra først af har været nogen stavkirke, hvori koret havde samme bredde som skibet, da de eneste langkirker af stavverk, som vi nu kjende med denne form (Renlid kirke i Valders og Rinde kirke i Sogn), vistnok først har faaet den ved ombygning i senere tid. Vi kan ogsaa sætte ud af betragtning som noget, der ikke faar indflydelse paa hovedformen, at enkelte stavkirker i et meget begrænset strøg af Hallingdal og Numedal har en fritstaaende stav eller stolpe midt i skibet.
@@ Linje 189: / Linje 190: @@
 ::5. Tredelt eller basilikaformet skib og et mindre kor med apsis. <ref> Disse former tror jeg nemlig fra først af have været forenede. Ialfald kjendes ikke noget sikkert bevis for det modsatte. </ref><br>
 ::6. Latinsk eller græsk kors uden apsis. <br>
 Hertil kan føies, at de kirker, som fremvise typerne 1, 2 og 6, i tal er rent forsvindende mod de øvrige; endvidere, at typen 1 kun træffes i ca. 20 kirker, hvoraf ialfald mindst halvdelen er yngre end ca. 1250. medens typerne 3 og 4, hvoraf den første forekommer oftest, har havt saa stor udbredelse, at tallet paa de kirker, som henhøre derunder, er ligesaa stort som næsten alle de øvrige tilsammen.
@@ Linje 203: / Linje 203: @@
-Derimod blev hovedformen dannet i lighed med den irske, eller typerne 1 og 3, saaledes som vi for den sidstes vedkommende har seet i de ovenomtalte kirker paa Moster og Selje. Dette vedblev, indtil der kom en ny strømning vestenfra, dog nærmest med udgangspunkt i England. Her havde der, som bekjendt, allerede i den seneste saxiske tid eller før 1066 vist sig en paavirkning af den nordmanniske arkitektur og navnlig ved optagelsen af den halvrunde korslutning eller apsis og basilikaformen. Dette ytrede sig nu ogsaa i Norge, hvor apsen først træffes i Olaf kyrres kristkirke i Nidaros (paabegyndt ca. 1075) eller allerede ca. 1050, dersom det med sikkerhed kunde paavises, at den ældste Mariekirke i Aaslo, hvor denne form træffes, hidrører fra Harald haardraade. <ref> Se anf. foren, aarsb. f. 1869, s. 179, 192, jfr. pl. VII.</ref> Noget senere, men dog vistnok inden Olaf kyrres død (1093) træffes ogsaa basilikaformen, som det synes først, i Albanuskirken paa Selje, hvis levninger efter de fundne detaljer<ref> Jfr. anf. aarsb. f. 1884, s. 115.</ref> sikkert tilhøre den nordmanniske stil, hvad der ogsaa gjelder Munkelivskirken i Bergen (1107—1110). De næste basiliker, som opføres, er da de øvrige kathedraler: i Bergen (ca. 1080—1150), Stavanger og Aaslo (ca. 1130) og Hamar (paabegyndt 1152), og senere de andre basilikaformede kirker, <ref> Disse adskille sig fra de to sidstnævnte kathedraler og ligeledes Throndhjems efter dens ombygning derved, at de ikke
+Derimod blev hovedformen dannet i lighed med den irske, eller typerne 1 og 3, saaledes som vi for den sidstes vedkommende har seet i de ovenomtalte kirker paa Moster og Selje. Dette vedblev, indtil der kom en ny strømning vestenfra, dog nærmest med udgangspunkt i England. Her havde der, som bekjendt, allerede i den seneste saxiske tid eller før 1066 vist sig en paavirkning af den nordmanniske arkitektur og navnlig ved optagelsen af den halvrunde korslutning eller apsis og basilikaformen. Dette ytrede sig nu ogsaa i Norge, hvor apsen først træffes i Olaf kyrres kristkirke i Nidaros (paabegyndt ca. 1075) eller allerede ca. 1050, dersom det med sikkerhed kunde paavises, at den ældste Mariekirke i Aaslo, hvor denne form træffes, hidrører fra Harald haardraade. <ref> Se anf. foren, aarsb. f. 1869, s. 179, 192, jfr. pl. VII.</ref> Noget senere, men dog vistnok inden Olaf kyrres død (1093) træffes ogsaa basilikaformen, som det synes først, i Albanuskirken paa Selje, hvis levninger efter de fundne detaljer<ref> Jfr. anf. aarsb. f. 1884, s. 115.</ref> sikkert tilhøre den nordmanniske stil, hvad der ogsaa gjelder Munkelivskirken i Bergen (1107—1110). De næste basiliker, som opføres, er da de øvrige kathedraler: i Bergen (ca. 1080—1150), Stavanger og Aaslo (ca. 1130) og Hamar (paabegyndt 1152), og senere de andre basilikaformede kirker, <ref> Disse adskille sig fra de to sidstnævnte kathedraler og ligeledes Throndhjems efter dens ombygning derved, at de ikke har tverskib.</ref> som kjendes. Dette med hensyn til stenkirkerne. Hvad de basilikaformede stavkirker angaar, kan neppe nogen af dette slags, som vi kjende til vor tid, sættes ældre end ca. 1150; men ved disse opstaar der i modsætning til stenkirkerne et andet spørsmaal, som det vilde være meget interessant at faa løst, hvad der dog neppe lader sig gjøre med nogenlunde sikkerhed. Dette er, om ogsaa stavbygninger med denne form eller indre reisning havde sit forbillede i England og saaledes direkte indførtes derfra, eller om de kan betragtes som resultat af en inden Norge selv foregaaet overførelse af stenbasilikens former i stavkonstruktion og med de forandringer, som denne nødvendigvis krævede. Saalænge det imidlertid ikke vides, om man i England eller Irland havde saadanne træbygninger, faar dette spørsmaal henstaa ubesvaret. Vist er det, at disse bygninger vise sig høist eiendommelige eller rettere sagt enestaaende derved, at den indre reisning ikke blot som i stenbygningerne har sideskibe paa begge langsider, men ogsaa mod vest og øst. Denne afændring af basiliken kan alene have sin grund i stavkonstruktionen for at give den indre reisning den fornødne støtte til alle sider.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. mai 2017 kl. 05:58
Linje 167:		Linje 167:


−	Derimod har det været gjennemgaaende for vore stavkirker, at de var omgivne af svaler (skot, omgang) og havde aaben tagstol, overalt med samme slags konstruktion; thi der kjendes ikke noget exempel paa det modsatte. Undertiden har man ment, at svalerne paa en eller anden maade stod i forbindelse med gudstjenesten; herimod kan det dog strax indvendes, at i saa fald maatte de ventes ogsaa ved stenkirker, men deraf findes som bekjendt intetsomhelst spor. Hensigten med disse udbygninger, der forresten ogsaa anvendtes paa to eller tre sider af beboelseshuset, var derimod, som tidligere udtalt, <ref> Nord. Universitets-Tidskr., Upsala 1856, 4de hefte, s. 196.</ref> sikkert nok at fri bygningens vigtigste led, svillerne,	+	Derimod har det været gjennemgaaende for vore stavkirker, at de var omgivne af svaler (skot, omgang) og havde aaben tagstol, overalt med samme slags konstruktion; thi der kjendes ikke noget exempel paa det modsatte. Undertiden har man ment, at svalerne paa en eller anden maade stod i forbindelse med gudstjenesten; herimod kan det dog strax indvendes, at i saa fald maatte de ventes ogsaa ved stenkirker, men deraf findes som bekjendt intetsomhelst spor. Hensigten med disse udbygninger, der forresten ogsaa anvendtes paa to eller tre sider af beboelseshuset, var derimod, som tidligere udtalt, <ref> Nord. Universitets-Tidskr., Upsala 1856, 4de hefte, s. 196.</ref> sikkert nok at fri bygningens vigtigste led, svillerne, fra at skades af fugtighed, dels ogsaa mulig med det samme at yde bygningen nogen støtte, ihvorvel denne ikke kunde være synderlig virksom, da svalerne forbindes med bygningen paa en saadan maade, at de nærmest maa siges at være hængt paa denne, ikke derimod stræve imod den. Semper<ref> Der Stil, II, s. 297 f.</ref> anser svalerne med sine smaa arkadeaabninger, der støttes af søiler eller balustre, som et ”räumliches motiv” og nordens ubestridelige eiendom. Han opfatter dem derfor ikke som en efterligning af bysantinske eller romanske arkadegalerier, men antager derimod, at disse, som hyppigst og vel tidligst træffes ved Rhinen og i Lombardiet, er traditioner fra ældre træbygninger af lighed med de norske stavkirker. Dét sidste tør dog være meget tvilsomt, da forholdenes natur førte det med sig, at dette slags bygningskunst neppe nogensinde i sydlandene opnaaede saadan udvikling, som hos os, fordi man der meget tidligere anvendte sten som materiale. Forøvrigt sees noget lignende som de ovennævnte saakaldte dverggalerier i den mærkelige stenkirke i Bradford ved Avon i Wilt-shire, hvilken ifølge Parker<ref> Anf. skr. s. 15, hvor kirken ogsaa sees afbildet.</ref> skal hidrøre fra 705. Derimod er det aldeles ubekjendt, om man i England eller Irland overhovedet i træbygninger anvendte saadan svalgang, som vore stavkirker fremvise.
		+
		+
		+	Det andet fællesskab, der som berørt finder sted mellem alle norske stavkirker, er deres tagkonstruktion. Ogsaa her vil jeg udtogsvis gjengive, hvad Semper ytrer i sin bog<ref> II, s. 317—323.</ref> om saadanne konstruktioner. ”Intetsteds, bemærker han saaledes, findes sikker oplysning om den antike, d. e. den græsk-romerske, oprindelse til det synlige sperreverk, hverken paa monumenter eller hos forfatterne. Vi kan derfor betragte de dekorerede tagstole som en middelaldersk opfindelse, eller meget mere som et motiv, der var fremmedt for den antike formkreds. Den, saavidt jeg ved ældste, paa arkitektonisk virkning beregnede tagstol findes i den i det 11te hundredaar opførte domkirke i Messina. De vigtigste og interessanteste, endnu bevarede tagkonstruktioner af det nævnte dekorative slags findes i England, hvor de har holdt sig helt til nutiden eller meget mere igjen blev gjenstand for efterligning. Dog er det nordmannisk-engelske tagverk principielt forskjelligt fra det kontinentale. Det sidste slutter sig dog under alle forandringer, som det gjennemgaar, altid i hovedsagen til det antike, græsk-italiske konstruktions-system, forsaavidt nemlig hvert sperrepar i sine nedre ender fæstes til en strækbjelke (tvertræ) og saaledes forhindres fra at vige ud. Den nordmannisk-engelske sammensætning af taget er derimod den gammel skandinaviske, et slags skibskonstruktion, anbragt i omvendt stilling paa taget”. Her har tverbjelken ikke, som i det antike system, den bestemmelse i hver ende at optage og fæste en af vedkommende sperrepars fødder, men hvor denne bjelke forekommer, er den kun ”spannriegel (strækbjelke, tvertræ), for at hindre væggene fra at trykkes sammen”. Efterat forfatteren dernæst har gjengivet den tegning af det indre af Borgunds kirke i Lærdal, som medfulgte ovennævnte forenings aarsberetning for 1857, bemærker han videre, ”at den prydelsesløse, kun paa ren hensigtsmæssighed beregnede behandling af de gamle norske kirketage, visse udskjæringer af deres dele i bueform, som i og for sig ikke kan have nogen æsthetisk betydning, tilligemed andre omstændigheder afgive bevis for, at den forskaling, der nu skjuler taget, fra først af laa i planen . . . Det skandinaviske tag fik ved den nordmanniske erobring ogsaa indgang i Frankrige; vidner derom er de nordmanniske stæders fagverkshuse, hvis gavle allerede udvendig vise det nordmanniske fagsystem. Men betydeligere konstruktioner, lig de engelske, er meget sjeldne og synes intetsteds at forekomme uden blandede med heterogene elementer. Endnu sjeldnere exempler derpaa findes i Tyskland, hvis de overhovedet forekomme. Alle neder-saxiske basiliker i hine tider, alle fyrstehuse og de stores haller, f. ex. den paa Wartburg, er eller var forsynede med bjelkelofter paa den antikiserende maade.” <ref> Dette har, som bekjendt, været almindelig antaget ogsaa for Danmarks vedkommende, men i det sidste hefte af Aarbøger f. nord. Oldkynd. o. Hist. (2. række, II, 89 ff.) bringer Sophus Müller den interessante nyhed, at man ved undersøgelsen af flere jydske stenkirker har truffet levning af aabne tagstole. Konstruktionen af disse viser sig aabenbart paavirket fra Nordmandiet og har kun nede ved foden lighed med vore stenkirkers (se Værnes, Norske bygninger, 1ste række, pl. XVII, fig. 4), medens den er ganske forskjellig fra vore stavkirkers.</ref>
		+
		+
		+	Ved disse Sempers udtalelser kan for det første bemærkes, at han vistnok ikke tænker sig konstruktionen af et skib i virkeligheden overført paa stavkirkernes tag, men kun at de staa ved siden af hinanden, forsaavidt tvertræet, der ogsaa paa begge steder i vort gamle sprog kaldes ''biti'', her som hist har til hensigt at udspile væggene eller holde dem fra hinanden, og den nævnte bjelke faar saaledes egentlig ikke noget med tagkonstruktionen at gjøre. Mindre berettiget er derimod forfatterens mening om tagets forskaling. Vistnok kunde man tænke sig, at den udskjæring i bueform, som de indre sperrer fremvise, var anlagt paa en afpasning for et forskalende tøndehvelv, og saaledes, som forfatteren mener, ikke havde nogen æsthetisk betydning; men dette synes mindre rimeligt, og ialfald kan denne betydning paa ingen maade fornægtes ved de udskjæringer, som findes under hanebjelkens midte, og heller ikke ved den omstændighed, at sperrerne vise sig listede og i de derved fremkomne fordybninger strøgne med mørk farve. Alt dette, som tydelig er undgaaet Sempers opmærksomhed, var derfor aabenbart beregnet paa at skulle sees, og der kan saaledes ikke være tale om, at taget oprindelig havde noget slags forskaling. Det viser sig ogsaa, at de faa tøndehvelv fra middelalderen, som kjendes i stavkirker (Aal, Torpe), maa være yngre end selve bygningen. Alle de øvrige lofter er derimod, som forlængst udtalt, <ref> Mindesm. af Middelald. Kunst i Norge og Nord. Universitets-tidskr., Upsala 1856, 4. hefte, s. 193.</ref> yngre end reformationen og fremkomne ved de fordringer, som gjordes gjeldende under kirkevisitatser. Dette var tilfældet allerede i slutningen af det 16de hundredaar navnlig for Aaslo stifts vedkommende, medens Jens Nilssøn var biskop der, og senere overalt gjennem hele det paafølgende hundredaar, idet den omstændighed, at en kirke var ”uden loft”, blev gjenstand for en udsættelse; hvorvidt saadant be-fandtes stridende mod kirkelig velanstændighed, eller loftet ansaaes ønskeligt for at opnaa større lunhed, kan ikke afgjøres, da der ikke foreligger nogen antydning til grunden. Naar Semper endelig antager, at Frankrige med hensyn til tagets konstruktion er paavirket fra Skandinavien, har dette liden rimelighed for sig, medens det omvendte i denne som i flere andre kulturretninger sikkerlig har fundet sted. En anden sag er det, at tagkonstruktionen i vore kirker, efterat den som ovenfor udtalt var indkommet med kristendommen vestenfra, senere muligens fik en udvikling inden landet selv. Som bekjendt træffes ikke, saaledes som i England, hos os hverken i verdslige eller kirkelige bygninger sprængverk eller tage enten med hængesøiler i midten eller ved væggene og hvilende paa stenkonsoler. Heller ikke fremvise vore tage, som i England, nogen alternerende eller rytmisk inddeling, hvorimod der finder en uafbrudt ensartethed sted. Tagenes hovedled bestaa som bekjendt af indre og ydre sperrer og hanebjelker, og naar vi holde os til stavkirkerne, som de, der her nærmest vedkomme os, tilveiebringes forbindelsen i hvert sperrelag saaledes, at de indre sperrer (sverd) krysse hinanden og med sin fod og top fæstes til de ydre sperrer, hvorhos der som forstærkning for alle fire sperrer tvers over disse tæt under korset er anbragt en vandret stok eller hanebjelke. Dertil kommer, at sverdene eller de indre sperrer er nede ved sin fod efter bygningens længderetning paa hver side fæstet til underlaget i væggen med krumknæer, der i regelen støde sammen med nabosperrets og dermed danne en omvendt rundbue. Det er denne, ogsaa æsthetisk virkende, knæforbinding, hvortil vi ei kjende noget sidestykke udenfor Norge, og som derfor mulig skyldes en indenlandsk forbedring, skjønt der i det hele baade fra England, Irland og Nordmandiet mangler exempler paa, hvorledes den aabne tagstol i tidligere tid var beskaffen i træbygninger. I forbindelse med taget kan ogsaa stanses lidt ved den mening, Semper<ref> Anf. st. s. 205.</ref> udtaler angaaende stavkirkernes belysning. Efterat det nemlig var paavist, <ref> Anf. Mindesmerker.</ref> at kirkernes vinduer med eller uden kvister og i første fald ogsaa disse selv hidrøre fra forandringer senere end reformationen, finder han det sandsynligt, at den oprindelige lysning kom ned gjennem aabninger i taget. Denne flygtige mening tiltrænger neppe nogen imødegaaelse og kan alene være opstaaet derved, at Semper ikke har lagt mærke til de smaa runde lysglugger øverst i væggene. Paa grund af dette yderst sparsomme lys var kirkerne følgelig saagodtsom mørke, og hvem ved, om det ikke er dette, som har fremkaldt sagaernes ovenanførte ytringer om det rige lys i hovene. Vist er det ialfald, at disse ved sine ljorer, som ovenfor antaget, i den omtalte henseende maa have dannet en modsætning til kirkerne, men af samme grund ogsaa har staaet ved siden af skaaler eller stuehuse.
		+
		+	Efterat jeg saaledes har omhandlet stavkirkernes konstruktion, svalgang og tagverk, staar det tilbage at paavise deres oprindelige hovedform eller grundplan. Men da der i denne henseende finder et fællesskab sted mellem stavkirker og stenkirker, vil det være i sin orden at medtage ogsaa de sidste. Først kan det da her erindres, at ligesom de forskjellige hovedformer, som vore stenkirker fremvise, forlængst har været lagte tilrette<ref> Se regist. til N. Fornl. (1866) og udførligere i den med oftnævnte forenings aarsber. f. 1876 fulgte oversigt over selskabets skrifter, s. 72—74.</ref> og tildels gjengivne i afbildning, <ref> Se ”Mindesmerker af Middelald. Kunst i Norge” (1853—1855) og ”Norske Bygn. fra Fortiden” (1860—1880).</ref> saaledes er det sidste tilfældet med næsten alle de til vor tid levnede stavkirker. <ref> Se nysn. plancheverker.</ref> Blandt samtlige kirker er der dog en stor flerhed, hvis endelige hovedform kun er fremkommet ved de tid efter anden foretagne forandringer, og disse maa derfor sættes ud af betragtning, naar det som her gjelder at faa frem de oprindelige typer. Det tør saaledes navnlig neppe antages, at der fra først af har været nogen stavkirke, hvori koret havde samme bredde som skibet, da de eneste langkirker af stavverk, som vi nu kjende med denne form (Renlid kirke i Valders og Rinde kirke i Sogn), vistnok først har faaet den ved ombygning i senere tid. Vi kan ogsaa sætte ud af betragtning som noget, der ikke faar indflydelse paa hovedformen, at enkelte stavkirker i et meget begrænset strøg af Hallingdal og Numedal har en fritstaaende stav eller stolpe midt i skibet.
		+
		+
		+	Efter disse antydninger og bortseet fra enkelte mindre væsentlige særformer kan der formentlig opstilles følgende hovedtyper for vore kirkebygninger fra kristendommens antagelse og indtil den tid af middelalderen eller ca. 1319, da der indtraadte en saagodtsom fuldstændig stans med opførelsen af kirker:
		+
		+	:A. Stenkirker. <br>
		+	::1. Aflang firkant, hvori forskjellen mellem skib og: kor kun betegnes i det indre.<br>
		+	::2. Ligesaa, men med afrundet østende eller kor. <br>
		+
		+	:B. Sten- og stavkirker. <br>
		+	::3. Aflang firkantet skib med et smalere og kortere kor uden halvrund apsis. <br>
		+	::4. Ligesaa, men med apsis. <br>
		+	::5. Tredelt eller basilikaformet skib og et mindre kor med apsis. <ref> Disse former tror jeg nemlig fra først af have været forenede. Ialfald kjendes ikke noget sikkert bevis for det modsatte. </ref><br>
		+	::6. Latinsk eller græsk kors uden apsis. <br>
		+
		+
		+	Hertil kan føies, at de kirker, som fremvise typerne 1, 2 og 6, i tal er rent forsvindende mod de øvrige; endvidere, at typen 1 kun træffes i ca. 20 kirker, hvoraf ialfald mindst halvdelen er yngre end ca. 1250. medens typerne 3 og 4, hvoraf den første forekommer oftest, har havt saa stor udbredelse, at tallet paa de kirker, som henhøre derunder, er ligesaa stort som næsten alle de øvrige tilsammen.
		+
		+
		+	Hvad dernæst alderen af de forskjellige typer angaar, kan det, som ellers, være rimeligt nok, at man begyndte med de simplere former og lidt efter gik over til de mere udviklede. Dette vil ogsaa for en stor del slaa til. Men herved er der en anden meget væsentlig faktor, som har gjort sig gjeldende. Denne er, at ligesom kirkebygningens ældste form ikke opstod inden landet selv, saaledes var det heller ikke tilfældet med hver ny type. Dette skede derimod ved paavirkning udenfra, og det synes heller ikke at kunne være tvilsomt, fra hvilken kant denne paavirkning fandt sted.
		+
		+
		+	Dette vil nærmere vise sig, naar jeg her, som afslutning paa denne undersøgelse, optrækker grundlinjerne for den gang, kirkebygningskunsten i henhold til det fore-gaaende formentlig har havt hos os.
		+
		+
		+	Sætte vi Haakon den godes kirker ud af betragtning, som kun et tilløb uden at efterlade varigere frugter, saa skede begyndelsen med Olaf Trygvessøn. Ligesom han kom vestenfra og navnlig fra Irland, saaledes blev derfra indført til Norge i sporet af hans kristendomsforkyndelse baade den kunst at bygge af sten og den mere udviklede stavkonstruktion med tilhørende tagverk, medens mulig svalgangen ikke var kjendt i Irland og derfor blev optaget fra de norske husebygninger.
		+
		+
		+	Derimod blev hovedformen dannet i lighed med den irske, eller typerne 1 og 3, saaledes som vi for den sidstes vedkommende har seet i de ovenomtalte kirker paa Moster og Selje. Dette vedblev, indtil der kom en ny strømning vestenfra, dog nærmest med udgangspunkt i England. Her havde der, som bekjendt, allerede i den seneste saxiske tid eller før 1066 vist sig en paavirkning af den nordmanniske arkitektur og navnlig ved optagelsen af den halvrunde korslutning eller apsis og basilikaformen. Dette ytrede sig nu ogsaa i Norge, hvor apsen først træffes i Olaf kyrres kristkirke i Nidaros (paabegyndt ca. 1075) eller allerede ca. 1050, dersom det med sikkerhed kunde paavises, at den ældste Mariekirke i Aaslo, hvor denne form træffes, hidrører fra Harald haardraade. <ref> Se anf. foren, aarsb. f. 1869, s. 179, 192, jfr. pl. VII.</ref> Noget senere, men dog vistnok inden Olaf kyrres død (1093) træffes ogsaa basilikaformen, som det synes først, i Albanuskirken paa Selje, hvis levninger efter de fundne detaljer<ref> Jfr. anf. aarsb. f. 1884, s. 115.</ref> sikkert tilhøre den nordmanniske stil, hvad der ogsaa gjelder Munkelivskirken i Bergen (1107—1110). De næste basiliker, som opføres, er da de øvrige kathedraler: i Bergen (ca. 1080—1150), Stavanger og Aaslo (ca. 1130) og Hamar (paabegyndt 1152), og senere de andre basilikaformede kirker, <ref> Disse adskille sig fra de to sidstnævnte kathedraler og ligeledes Throndhjems efter dens ombygning derved, at de ikke
		+	har tverskib.</ref> som kjendes. Dette med hensyn til stenkirkerne. Hvad de basilikaformede stavkirker angaar, kan neppe nogen af dette slags, som vi kjende til vor tid, sættes ældre end ca. 1150; men ved disse opstaar der i modsætning til stenkirkerne et andet spørsmaal, som det vilde være meget interessant at faa løst, hvad der dog neppe lader sig gjøre med nogenlunde sikkerhed. Dette er, om ogsaa stavbygninger med denne form eller indre reisning havde sit forbillede i England og saaledes direkte indførtes derfra, eller om de kan betragtes som resultat af en inden Norge selv foregaaet overførelse af stenbasilikens former i stavkonstruktion og med de forandringer, som denne nødvendigvis krævede. Saalænge det imidlertid ikke vides, om man i England eller Irland havde saadanne træbygninger, faar dette spørsmaal henstaa ubesvaret. Vist er det, at disse bygninger vise sig høist eiendommelige eller rettere sagt enestaaende derved, at den indre reisning ikke blot som i stenbygningerne har sideskibe paa begge langsider, men ogsaa mod vest og øst. Denne afændring af basiliken kan alene have sin grund i stavkonstruktionen for at give den indre reisning den fornødne støtte til alle sider.
		+
		+
		+	Den sidste strømning fra England, som ytrede sig hos os, var, at man, ligesom hist gjennem løbet af det 12te hundredaar, saaledes ogsaa her sløifede apsen og gav koret en ret væg imod øst. Dette ytrede sig hos os fra ca. 1150 ved alle klosterkirker, medens Mariekirken (Frue kirke) i Throndhjem (fra ca. 1200) formentlig er det ældste exempel derpaa for sedvanlige kirkers vedkommende. Vel kan vi se, at man paa tre steder under indflydelse af den gotiske stil i det 12te og 13de hundredaar afsluttede koret med en flerkant (Nidaros kristkirke, Olafskirken i Bergen og Alvstad kirke i Skogn). men ellers bliver den engelske form af koret gjennemførti alle vore kirker ligetil reformationen, og dette er ogsaa tilfældet ved typen 6.
		+
		+
		+	I mai 1887.
		+

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 9. mai 2017 kl. 12:58
Linje 118:		Linje 118:


−	Endelig komme vi til Britannien, hvor der nu. findes kun én trækirke, <ref> Som det synes, er den ikke synderlig paaagtet i England, da den ikke engang nævnes i Parkers ovenanførte bog.</ref> i Greenstead i Essex. Den ligger mellem jernbanestationerne Chelmsford og Epping, dog nærmest den sidste og ca. 2,5 km. derfra. Da jeg saa den i 1867, havde den forlængst undergaaet saa stor forandring, at der af den oprindelige bygning ikke fandtes mere tilbage end skibets langvægge, som stod umiddelbart paa et nyere underlag af teglsten; desuden var væggene indvendig dækkede med et nyere panel og en forhal tilføiet paa sydsiden. <ref> Professor Dietrichson, som besøgte kirken i 1884, har i det anf. Nord. Tidskr. f. 1885 foruden en beskrivelse leveret en tegning deraf s. 230.</ref> Disse forandringer var gjort før Morant's korte beskrivelse, <ref> Hist. of Essex-County by Morant, I, s. 152.</ref> som af nyt kun indeholder den oplysende notis, at kirken var indviet til St. Andrew, men forresten gjentager den ældre beskrivelse af 1748. <ref> Vetusta monumenta etc. edit. by the society of antiquariea vol. II (1748) med en tegning (plate 7).</ref> I denne siges følgende: ”Skibet eller hoveddelen ''(body)'' af denne kirke, som gjør den saa mærkelig, er helt igjennem sammensat af tykke ekestammer, kløvede og raat tilhuggede paa begge sider. De er stillede lodret og tæt til hverandre, idet de er indsluttede i en sville ved foden og i en stavlægje ''(plate)'' ved toppen, hvor de fæstes med trænagler. Dette var alt, som nu er levnet af det oprindelige bygverk, dog meget fortæret og slidt ved tidens længde. Det er 29 fod og 9 tommer langt, 14 fod bredt og 5 fod og 6 tommer høit i siderne, som bar det oprindelige tag”. <ref> Jfr. Dugdal, Monastic. Anglican., VI, 293.</ref> Hvorvidt plankerne er falsede ind i hinanden, lader sig ikke afgjøre paa grund af den anførte nye indre paneling; det tør ogsaa være tvil underkastet, om den ler eller cement, som nu sees mellem plankerne, er oprindelig. Derimod har hjørnerne fra først af vistnok havt runde stave eller stolper, saaledes som Dietrichson nærmere begrunder. <ref> Anf. st. s. 235.</ref> Naar undtages plankernes manglende indfalsning og fæstningen med trænagler, hvilken mulig er tilkommet senere, vilde den oprindelige konstruktion følgelig staa ganske ved siden af vore stavkirkers. Desværre mangler oplysninger om kirkens alder, hvilken dog vistnok gaar op til tiden før Nordmannernes erobring af England (1066). Det er ialfald sikkert nok, <ref> Jfr. Parker, s. 9, 11.</ref> at Angelsaxerne overhovedet byggede mest af træ og rimeligvis endnu ved indførelsen af kristendommen (597) udelukkende benyttede saadant materiale, hvilket tildels kan sluttes af, at der viser sig aabenbar efterligning af trækonstruktion paa endnu tilværende gamle angelsaxiske stenbygninger og navnlig Earl Barton's taarn i Northamptonshire. Vi har ogsaa den bekjendte ytring i et diplom af 974 fra kong Edgar, at kirkerne ”var synlig ruinerede med skimlede træspaan og ormædte bord ligetil rafterne.” Derimod vides intet andet om formerne af de angelsaxiske trækirker end Greensteadkirken viser, men rimeligvis stod de i saa henseende ved siden af stenkirkerne. Disse var ialfald i den ældre tid vistnok mindre bygninger og havde et aflang firkantet skib og et smalere omtrent kvadratisk kor uden halvrund apsis, eller saaledes som den endnu tilværende kirke ved Bradford-on-Avon, der skal skrive sig fra 705. <ref> Parker anf. st. s. 15.</ref>	+	[[File:Greensted_Church_North_Side.jpg\|thumb\|300px\|<center>Greensted kirke set fra nord</center>]]Endelig komme vi til Britannien, hvor der nu. findes kun én trækirke, <ref> Som det synes, er den ikke synderlig paaagtet i England, da den ikke engang nævnes i Parkers ovenanførte bog.</ref> i Greenstead i Essex. Den ligger mellem jernbanestationerne Chelmsford og Epping, dog nærmest den sidste og ca. 2,5 km. derfra. Da jeg saa den i 1867, havde den forlængst undergaaet saa stor forandring, at der af den oprindelige bygning ikke fandtes mere tilbage end skibets langvægge, som stod umiddelbart paa et nyere underlag af teglsten; desuden var væggene indvendig dækkede med et nyere panel og en forhal tilføiet paa sydsiden. <ref> Professor Dietrichson, som besøgte kirken i 1884, har i det anf. Nord. Tidskr. f. 1885 foruden en beskrivelse leveret en tegning deraf s. 230.</ref> Disse forandringer var gjort før Morant's korte beskrivelse, <ref> Hist. of Essex-County by Morant, I, s. 152.</ref> som af nyt kun indeholder den oplysende notis, at kirken var indviet til St. Andrew, men forresten gjentager den ældre beskrivelse af 1748. <ref> Vetusta monumenta etc. edit. by the society of antiquariea vol. II (1748) med en tegning (plate 7).</ref> I denne siges følgende: ”Skibet eller hoveddelen ''(body)'' af denne kirke, som gjør den saa mærkelig, er helt igjennem sammensat af tykke ekestammer, kløvede og raat tilhuggede paa begge sider. De er stillede lodret og tæt til hverandre, idet de er indsluttede i en sville ved foden og i en stavlægje ''(plate)'' ved toppen, hvor de fæstes med trænagler. Dette var alt, som nu er levnet af det oprindelige bygverk, dog meget fortæret og slidt ved tidens længde. Det er 29 fod og 9 tommer langt, 14 fod bredt og 5 fod og 6 tommer høit i siderne, som bar det oprindelige tag”. <ref> Jfr. Dugdal, Monastic. Anglican., VI, 293.</ref> Hvorvidt plankerne er falsede ind i hinanden, lader sig ikke afgjøre paa grund af den anførte nye indre paneling; det tør ogsaa være tvil underkastet, om den ler eller cement, som nu sees mellem plankerne, er oprindelig. Derimod har hjørnerne fra først af vistnok havt runde stave eller stolper, saaledes som Dietrichson nærmere begrunder. <ref> Anf. st. s. 235.</ref> Naar undtages plankernes manglende indfalsning og fæstningen med trænagler, hvilken mulig er tilkommet senere, vilde den oprindelige konstruktion følgelig staa ganske ved siden af vore stavkirkers. Desværre mangler oplysninger om kirkens alder, hvilken dog vistnok gaar op til tiden før Nordmannernes erobring af England (1066). Det er ialfald sikkert nok, <ref> Jfr. Parker, s. 9, 11.</ref> at Angelsaxerne overhovedet byggede mest af træ og rimeligvis endnu ved indførelsen af kristendommen (597) udelukkende benyttede saadant materiale, hvilket tildels kan sluttes af, at der viser sig aabenbar efterligning af trækonstruktion paa endnu tilværende gamle angelsaxiske stenbygninger og navnlig Earl Barton's taarn i Northamptonshire. Vi har ogsaa den bekjendte ytring i et diplom af 974 fra kong Edgar, at kirkerne ”var synlig ruinerede med skimlede træspaan og ormædte bord ligetil rafterne.” Derimod vides intet andet om formerne af de angelsaxiske trækirker end Greensteadkirken viser, men rimeligvis stod de i saa henseende ved siden af stenkirkerne. Disse var ialfald i den ældre tid vistnok mindre bygninger og havde et aflang firkantet skib og et smalere omtrent kvadratisk kor uden halvrund apsis, eller saaledes som den endnu tilværende kirke ved Bradford-on-Avon, der skal skrive sig fra 705. <ref> Parker anf. st. s. 15.</ref>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 9. mai 2017 kl. 09:35
Linje 19:		Linje 19:


−	<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center~~></FONT COLOR=darkred~~>	+	<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center>


Linje 81:		Linje 81:


−	~~<FONT COLOR=darkred>~~<center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>	+	<center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>