Rangåvolde syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 7. jul. 2015 kl. 19:12

2015-07-07T19:12:38Z

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:20

2014-02-18T17:20:35Z

Carsten på 4. feb. 2014 kl. 21:56

2014-02-04T21:56:21Z

Carsten på 18. jul. 2013 kl. 21:12

2013-07-18T21:12:17Z

Carsten på 18. jul. 2013 kl. 20:52

2013-07-18T20:52:14Z

Carsten på 18. jul. 2013 kl. 18:42

2013-07-18T18:42:24Z

Carsten på 18. jul. 2013 kl. 18:22

2013-07-18T18:22:36Z

Carsten på 18. jul. 2013 kl. 18:07

2013-07-18T18:07:36Z

Carsten på 18. jul. 2013 kl. 11:45

2013-07-18T11:45:29Z

Carsten på 18. jul. 2013 kl. 10:02

2013-07-18T10:02:22Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. jul. 2015 kl. 19:12
Linje 364:		Linje 364:


−	[[Fil:AM.092.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Hule ved gården Seljaland''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Efter at man er drejet om Seljalandsmule , går vejen i østlig retning langs sydsiden af det stejle fjæld med dets mange fremspringende pynter og tinder. Også her møder en karakteristisk lille foss Drivande (Drífandi), der er endnu højere end Seljalandsfoss, men så lille, at den på sin lange lodrette vej fra klippekanten opløses til støvregn og forsvinder, inden den når jorden. — Endvidere findes her den berømteste af alle hulerne, ''Paradishulen'' (Paradísarhellir). Da indgangen til den er 10—15 alen oppe i den stejle klippevæg, er den for de fleste kun tilgængelig ved hjælp af et fra hulen nedhængt tov, som man under opklatringen støtter sig ved; den er ikke stor, omtrent 5 fv. lang, 5 alen bred, 4 — 5 alen høj; mod nordvest har den en mindre sidehule. Loftet er bedækket med lignende regelmæssige skjolde og smårygge som i ~~Mdgugilshulen~~; det ligesom glacerede gulv er også på sin vis ejendommelig udstyret, men med ophøjede skrubtudseagtige figurer. — Så vel på gulvet som på væggene findes et ualmindelig stort antal runetegn, dels de sædvanlige, dels binderuner af forskellig art. Indskrifterne er i begyndelsen af dette århundrede blevne aftegnede, og ''Finn Magnussön'' har forsøgt en tolkning af dem, i følge hvilken de for største delen skulde udtrykke en mængde mandsnavne, af hvilke han tillægger nogle en ikke ringe ælde; også årstal fra den tidlige middelalder vil han finde her<ref>Tegninger af indskrifterne og Finn Magnussöns tolkningsforsøg befinder sig i prof. Thorsens besiddelse. Runeindskrifterne aftegnedes først af daværende provst Stg. Johnsen (senere af provst Tomas Sæmondssön, se det nord. oldskr. selsk. årsberetn. 1838); i det medfølgende brev til den antikvariske kommissjon 1820 fremhæver han som sin mening, at runerne ikke er fra oldtiden, men bomærker o. d. l. fra senere tider. — Hulens navn afleder han af den smukke udsigt herfra og dens solbeskinnede beliggenhed. — I Finn Magnussöns isl. brevsamling (Geh. ark.) findes breve om Paradishulen så vel fra Stg. Johnsen (<small>18/2</small> 20) som fra T. Sæmundssön (<small>31/8</small> 38, <small>20/2</small> 39); begge udtaler som deres bestemte overbevisning; at alle disse runetegn og kradserier er betydningsløse og af sen oprindelse. T. Sæmundssön vil mene, at hulen har fået sit navn af den ophøjede beliggenhed og henviser i den anledning til en beskrivelse af adgangen til Paradis i Erik vidførles saga (se Flatb. I, s. 33—34).</ref>.	+	[[Fil:AM.092.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Hule ved gården Seljaland''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Efter at man er drejet om Seljalandsmule , går vejen i østlig retning langs sydsiden af det stejle fjæld med dets mange fremspringende pynter og tinder. Også her møder en karakteristisk lille foss Drivande (Drífandi), der er endnu højere end Seljalandsfoss, men så lille, at den på sin lange lodrette vej fra klippekanten opløses til støvregn og forsvinder, inden den når jorden. — Endvidere findes her den berømteste af alle hulerne, ''Paradishulen'' (Paradísarhellir). Da indgangen til den er 10—15 alen oppe i den stejle klippevæg, er den for de fleste kun tilgængelig ved hjælp af et fra hulen nedhængt tov, som man under opklatringen støtter sig ved; den er ikke stor, omtrent 5 fv. lang, 5 alen bred, 4 — 5 alen høj; mod nordvest har den en mindre sidehule. Loftet er bedækket med lignende regelmæssige skjolde og smårygge som i Mögugilshulen; det ligesom glacerede gulv er også på sin vis ejendommelig udstyret, men med ophøjede skrubtudseagtige figurer. — Så vel på gulvet som på væggene findes et ualmindelig stort antal runetegn, dels de sædvanlige, dels binderuner af forskellig art. Indskrifterne er i begyndelsen af dette århundrede blevne aftegnede, og ''Finn Magnussön'' har forsøgt en tolkning af dem, i følge hvilken de for største delen skulde udtrykke en mængde mandsnavne, af hvilke han tillægger nogle en ikke ringe ælde; også årstal fra den tidlige middelalder vil han finde her<ref>Tegninger af indskrifterne og Finn Magnussöns tolkningsforsøg befinder sig i prof. Thorsens besiddelse. Runeindskrifterne aftegnedes først af daværende provst Stg. Johnsen (senere af provst Tomas Sæmondssön, se det nord. oldskr. selsk. årsberetn. 1838); i det medfølgende brev til den antikvariske kommissjon 1820 fremhæver han som sin mening, at runerne ikke er fra oldtiden, men bomærker o. d. l. fra senere tider. — Hulens navn afleder han af den smukke udsigt herfra og dens solbeskinnede beliggenhed. — I Finn Magnussöns isl. brevsamling (Geh. ark.) findes breve om Paradishulen så vel fra Stg. Johnsen (<small>18/2</small> 20) som fra T. Sæmundssön (<small>31/8</small> 38, <small>20/2</small> 39); begge udtaler som deres bestemte overbevisning; at alle disse runetegn og kradserier er betydningsløse og af sen oprindelse. T. Sæmundssön vil mene, at hulen har fået sit navn af den ophøjede beliggenhed og henviser i den anledning til en beskrivelse af adgangen til Paradis i Erik vidførles saga (se Flatb. I, s. 33—34).</ref>.

@@ Linje 389: / Linje 389: @@
 <br><br>
 <center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>
@@ Linje 396: / Linje 399: @@
 <references/>

@@ Linje 34: / Linje 34: @@
-[[Fil:WGC.280.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Fljótshlíð''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]I det foregående er '''Rangåos''' (Rangáróss) nævnt; nogen egen munding for ''Rangåerne'' findes imidlertid nu ikke, og i det hele har det mellem Rangåernes tidligere udløb og Tjorsåen liggende land, hreppens nederste del, undergået store forandringer, til dels i en ikke fjærn fortid. Foruden på oven nævnte sted omtales et skibs landing i Rangåos endnu en gang i Ldn. (s. 294); i følge Hungrv. (s. 66) landede ligeledes Gissur Islejvssön her ved sin hjemkomst fra udlandet umiddelbart før hans udvælgelse til biskop.
+[[Fil:WGC.280.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Fljótshlíð''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I det foregående er '''Rangåos''' (Rangáróss) nævnt; nogen egen munding for ''Rangåerne'' findes imidlertid nu ikke, og i det hele har det mellem Rangåernes tidligere udløb og Tjorsåen liggende land, hreppens nederste del, undergået store forandringer, til dels i en ikke fjærn fortid. Foruden på oven nævnte sted omtales et skibs landing i Rangåos endnu en gang i Ldn. (s. 294); i følge Hungrv. (s. 66) landede ligeledes Gissur Islejvssön her ved sin hjemkomst fra udlandet umiddelbart før hans udvælgelse til biskop.
@@ Linje 46: / Linje 46: @@
-[[Fil:WGC.283.jpg|thumb|600px|<center>'''Hekla''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]I disse to hrepper så vel som i de fleste andre egne af dette syssel (undtagen Landøerne) findes adskillige ''huler'' (hellrar), såvel kunstige som naturlige. Man anser dem for så bekvemme til fåre- og høhuse, at man ofte hugger sig sådanne, hvor en blødere stenart findes<ref>Svend Povlssön beretter herom, at hvor en af de talrige græsgroede høje giver særlig hul og dunkende lyd, graver man ned, og træffer da, når man har gennembrudt den bløde sandsten (móberg) hvoraf højens indre består, en fuldstændig hule, aflang hvælvet (som en elliptisk halvkugle) med et fladt af sand bestående gulv, hvor kun indgang hidtil han manglet (!) — dette, der lyder noget besynderligt bekræftes ikke desto mindre af egnens folk, der med bestemthed mener at kunne udlede dette af disse hulers form og det på dem i loftet, sædvanlig hvor den indesluttende høj er højest, anbragte hul.
+[[Fil:WGC.283.jpg|thumb|600px|<center>'''Hekla''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I disse to hrepper så vel som i de fleste andre egne af dette syssel (undtagen Landøerne) findes adskillige ''huler'' (hellrar), såvel kunstige som naturlige. Man anser dem for så bekvemme til fåre- og høhuse, at man ofte hugger sig sådanne, hvor en blødere stenart findes<ref>Svend Povlssön beretter herom, at hvor en af de talrige græsgroede høje giver særlig hul og dunkende lyd, graver man ned, og træffer da, når man har gennembrudt den bløde sandsten (móberg) hvoraf højens indre består, en fuldstændig hule, aflang hvælvet (som en elliptisk halvkugle) med et fladt af sand bestående gulv, hvor kun indgang hidtil han manglet (!) — dette, der lyder noget besynderligt bekræftes ikke desto mindre af egnens folk, der med bestemthed mener at kunne udlede dette af disse hulers form og det på dem i loftet, sædvanlig hvor den indesluttende høj er højest, anbragte hul.
@@ Linje 70: / Linje 70: @@
-[[Fil:WGC.277.jpg|thumb|500px|<center>'''Oddi'''  á Rangárvöllum - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]] Denne egn er tillige med de nærmeste, øst og syd for liggende landskaber hovedskuepladsen for den berømte Njåls saga, foruden at steder her nævnes i forskellige andre sagaer. Sydligst i Rangåvoldesvejten omtrent midtvejs mellem de to Rangåer og heller ikke langt fjærnet fra den syd for liggende Tværå træffer vi først gården '''Odde''' (''Oddi''), en stor og rig præstegård, beliggende på grønsværklædte småbakker, der udgør en del af tunet, og hvorfra man har et fuldstændigt rundskue over flade sletter til alle sider; først i baggrunden hæver sig til de tre sider fjælde. I Nj. nævnes Odde, da Gejr gode efter Gunnars drab til betryggelse for sine venner bosætter sig her en tid, og her begynder Skarphedin og Gunnars søn Högne hævnen efter Gunnar med at dræbe Gejrs søn Hroar selv anden (s. 369 ffg.). Dog først i en senere tid får Odde sin egenlige berømmelse; her fremblomstrede den bekendte høvdingeslægt ''Oddaverjerne''. Den første mere bekendte af disse er den for sin lærdom berømte ''Sæmund Sigfussön den frode'' (&dagger; 1133), hvem man uden grund har tillagt samlingen af den ældre Edda, en skikkelse, hvem folkesagnet snart bemægtigede sig. Han gøres til en stor galdremand, om hvis magt over djævlen der haves mangfoldige fortællinger (Isl. Þjóðs. I, s. 485 — 504). En gang forsøgte dog den onde at sætte sig op imod Sæmund; denne havde befalet ham at rense kostalden, men djævelen bar i steden for hele møddingen hen for indgangen til kirken, hvor Sæmund netop var ved at holde gudstjæneste; dog Sæmund tvang ham ikke alene til at bære møddingen bort igen, men endog til, til slutning, at slikke den flade sten foran kirkedøren ren med tungen, hvilket han gjorde med sådant eftertryk, at tungen efterlod spor i stenen. Stenen med den derved fremkomne fordybning vistes endnu til for kort tid siden i Odde i brolægningen foran indgangsdøren<ref>At sagnene om Sæmund frode er så overordenlig righoldig og udførlig bevarede, skyldes for en stor del Arne Magnusson, der 1701 tilskrev den daværende præst i Odde om at sende ham alle relationer om Sæmund frode, som han havde hørt, endog de tåbeligste; også fra andre mænd modtog han sagn om Sæmund. Alle disse findes nu i hans samlinger til fortolkningen af Islb. (hans egenhændige optegnelser Addit. 65, 4to og Addit. 1, 8vo). I den antikv. indb. (1818) fortælles adskillige af sagnene om Sæmund frode, således som de bestandig leve blandt egnens folk; et af sagnene, at Heklas udbrud skulde have deres oprindelse fra en tilsendt galdrekiste, som Sæmund kastede ned i fjældet, er ret interessant, da Heklas første udbrud netop indtraf i Sæmunds dage. Blandt andet fortælles her, at Sæmund drev storartet landbrug, ikke alene på Odde, men en mængde af de omliggende gårde hørte herunder, og disse bærer navn efter de forskellige arter kreaturer, som her opholdt sig; det omtrentlige sted for hans grav på Odde kirkegård angives; kirken forulæmpes aldrig af sne, fordi Sæmund »blæser fra den« m. m.</ref>. — Sæmunds sønnesøn Jon Loftssön, Snorres fosterfader, var i sin tid den fornemste og måske også mægtigste mand på Island. Han og hans nærmeste efterfølgere spiller en stor rolle i Sturlungetiden<ref>Intetsteds på Island træffer man så hyppig og stærkt udpræget som i denne egn en ejendommelig art luftsyn, de såkaldte »upphyllíngar« (eller »tiðbrá«, som præsten i Odde i sin sognebeskrivelse nævner dette fænomén), der består i, at i klart, stille og varmt vejr viser gårde og alle højder, som befinder sig i nogen frastand (i øst, syd og vest — herfra sét ikke i nord) sig som holme, der hæver sig op af en spejlklar sø, et syn af overordenlig skønhed, der tit minder skuffende om en i havet bygget by (et Venedig).</ref>.
+[[Fil:WGC.277.jpg|thumb|500px|<center>'''Oddi'''  á Rangárvöllum - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]] Denne egn er tillige med de nærmeste, øst og syd for liggende landskaber hovedskuepladsen for den berømte Njåls saga, foruden at steder her nævnes i forskellige andre sagaer. Sydligst i Rangåvoldesvejten omtrent midtvejs mellem de to Rangåer og heller ikke langt fjærnet fra den syd for liggende Tværå træffer vi først gården '''Odde''' (''Oddi''), en stor og rig præstegård, beliggende på grønsværklædte småbakker, der udgør en del af tunet, og hvorfra man har et fuldstændigt rundskue over flade sletter til alle sider; først i baggrunden hæver sig til de tre sider fjælde. I Nj. nævnes Odde, da Gejr gode efter Gunnars drab til betryggelse for sine venner bosætter sig her en tid, og her begynder Skarphedin og Gunnars søn Högne hævnen efter Gunnar med at dræbe Gejrs søn Hroar selv anden (s. 369 ffg.). Dog først i en senere tid får Odde sin egenlige berømmelse; her fremblomstrede den bekendte høvdingeslægt ''Oddaverjerne''. Den første mere bekendte af disse er den for sin lærdom berømte ''Sæmund Sigfussön den frode'' (&dagger; 1133), hvem man uden grund har tillagt samlingen af den ældre Edda, en skikkelse, hvem folkesagnet snart bemægtigede sig. Han gøres til en stor galdremand, om hvis magt over djævlen der haves mangfoldige fortællinger (Isl. Þjóðs. I, s. 485 — 504). En gang forsøgte dog den onde at sætte sig op imod Sæmund; denne havde befalet ham at rense kostalden, men djævelen bar i steden for hele møddingen hen for indgangen til kirken, hvor Sæmund netop var ved at holde gudstjæneste; dog Sæmund tvang ham ikke alene til at bære møddingen bort igen, men endog til, til slutning, at slikke den flade sten foran kirkedøren ren med tungen, hvilket han gjorde med sådant eftertryk, at tungen efterlod spor i stenen. Stenen med den derved fremkomne fordybning vistes endnu til for kort tid siden i Odde i brolægningen foran indgangsdøren<ref>At sagnene om Sæmund frode er så overordenlig righoldig og udførlig bevarede, skyldes for en stor del Arne Magnusson, der 1701 tilskrev den daværende præst i Odde om at sende ham alle relationer om Sæmund frode, som han havde hørt, endog de tåbeligste; også fra andre mænd modtog han sagn om Sæmund. Alle disse findes nu i hans samlinger til fortolkningen af Islb. (hans egenhændige optegnelser Addit. 65, 4to og Addit. 1, 8vo). I den antikv. indb. (1818) fortælles adskillige af sagnene om Sæmund frode, således som de bestandig leve blandt egnens folk; et af sagnene, at Heklas udbrud skulde have deres oprindelse fra en tilsendt galdrekiste, som Sæmund kastede ned i fjældet, er ret interessant, da Heklas første udbrud netop indtraf i Sæmunds dage. Blandt andet fortælles her, at Sæmund drev storartet landbrug, ikke alene på Odde, men en mængde af de omliggende gårde hørte herunder, og disse bærer navn efter de forskellige arter kreaturer, som her opholdt sig; det omtrentlige sted for hans grav på Odde kirkegård angives; kirken forulæmpes aldrig af sne, fordi Sæmund »blæser fra den« m. m.</ref>. — Sæmunds sønnesøn Jon Loftssön, Snorres fosterfader, var i sin tid den fornemste og måske også mægtigste mand på Island. Han og hans nærmeste efterfølgere spiller en stor rolle i Sturlungetiden<ref>Intetsteds på Island træffer man så hyppig og stærkt udpræget som i denne egn en ejendommelig art luftsyn, de såkaldte »upphyllíngar« (eller »tiðbrá«, som præsten i Odde i sin sognebeskrivelse nævner dette fænomén), der består i, at i klart, stille og varmt vejr viser gårde og alle højder, som befinder sig i nogen frastand (i øst, syd og vest — herfra sét ikke i nord) sig som holme, der hæver sig op af en spejlklar sø, et syn af overordenlig skønhed, der tit minder skuffende om en i havet bygget by (et Venedig).</ref>.
@@ Linje 97: / Linje 97: @@
-[[Fil:WGC.282.jpg|thumb|500px|<center>'''Knafahólar''' (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]] Til egnen nord for Kelder knytter sig også fortællingen om en af Gunnars kampe, nemlig den ved bagholdet ved '''Knavaholar''' (''Knafahólar'', nu Knæfahólar) foranledigede. En fjærdingvej oven for Kelder, lige ud for Trihyrning, vises i hraun- og flyvesandsstrækningen en snes favne vest for åen ''dysserne af de faldne''; mere end to kan ikke med bestemthed påvises. De er opførte af vandslidte fra åen hentede sten, skønt der nu er fuldt op af hraunsten rundt om, men den gang har egnen rimeligvis ikke været så opblæst som nu, Efterhånden er jorden bortblæst fra dysserne og stenene faldne fra hinanden; man har derved — i løbet af de sidste 100 år — fundet adskillige menneskeben her; navnlig i den sydligste og større af disse dysser synes flere mennesker at have været begravede<ref> Om en oldsag fra en af disse dysser se Sig. Gudmundssöns Skýrsla um forngripasafn Ísl. I, s. 134—35.</ref>. I Nj. (s. 286) fortælles, at da Gunnar så bagholdet ved Knavaholar, red han forbi og ned til Rangå i næsset, hvor der var »vígi nakkvat« (et til forsvar egnet sted). Hvis kamppladsen har været her, må der ved næsset tænkes på en flad, kort og bred tunge, der her fremkommer ved en svag krumning af åen; og en lavablok, der står ud for dysserne ved åen, kan måske særlig have begunstiget forsvaret<ref>Skulde det være dette sted, som i den antikv. indberetn. (1818) er kaldet Haugsvík i Årbæ land, hvor der siges ikke at være set spor til høje, men hvor der e. 1800 blæste op benene af fem mænd?</ref>. I øvrigt findes noget neden for dette sted en flad klippepynt »Einvígi« , der fra vest rager frem i åen; men hertil knytter sig intet sagn, og navnet er et temlig jævnlig forekommende for steder, der af naturen egne sig for enkeltmands forsvar.
+[[Fil:WGC.282.jpg|thumb|500px|<center>'''Knafahólar''' (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]] Til egnen nord for Kelder knytter sig også fortællingen om en af Gunnars kampe, nemlig den ved bagholdet ved '''Knavaholar''' (''Knafahólar'', nu Knæfahólar) foranledigede. En fjærdingvej oven for Kelder, lige ud for Trihyrning, vises i hraun- og flyvesandsstrækningen en snes favne vest for åen ''dysserne af de faldne''; mere end to kan ikke med bestemthed påvises. De er opførte af vandslidte fra åen hentede sten, skønt der nu er fuldt op af hraunsten rundt om, men den gang har egnen rimeligvis ikke været så opblæst som nu, Efterhånden er jorden bortblæst fra dysserne og stenene faldne fra hinanden; man har derved — i løbet af de sidste 100 år — fundet adskillige menneskeben her; navnlig i den sydligste og større af disse dysser synes flere mennesker at have været begravede<ref> Om en oldsag fra en af disse dysser se Sig. Gudmundssöns Skýrsla um forngripasafn Ísl. I, s. 134—35.</ref>. I Nj. (s. 286) fortælles, at da Gunnar så bagholdet ved Knavaholar, red han forbi og ned til Rangå i næsset, hvor der var »vígi nakkvat« (et til forsvar egnet sted). Hvis kamppladsen har været her, må der ved næsset tænkes på en flad, kort og bred tunge, der her fremkommer ved en svag krumning af åen; og en lavablok, der står ud for dysserne ved åen, kan måske særlig have begunstiget forsvaret<ref>Skulde det være dette sted, som i den antikv. indberetn. (1818) er kaldet Haugsvík i Årbæ land, hvor der siges ikke at være set spor til høje, men hvor der e. 1800 blæste op benene af fem mænd?</ref>. I øvrigt findes noget neden for dette sted en flad klippepynt »Einvígi« , der fra vest rager frem i åen; men hertil knytter sig intet sagn, og navnet er et temlig jævnlig forekommende for steder, der af naturen egne sig for enkeltmands forsvar.
@@ Linje 145: / Linje 145: @@
-[[Fil:WGC.278.jpg|thumb|500px|<center>Udsigt fra '''Breiðabólstað'''  í Fljótshlíð - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]] Vestligst i '''Fljotshliden''' (''Fljótshlíð'') på skråningen af en mindre højde, med udsigt mod syd: over en grøn slette, over Tværå og Landøernes ensformige flader, bag hvilke i klart vejr de karakteristiske Vestmanøer ses hæve sig op af havet, — ligger '''Bredebolstad''' (''Breiðabólstaðr''), kirkested og præstegård i et af landets anseligste kald og selv en betydelig ejendom. Her forefaldt i Sturlungetiden en kamp mellem medlemmer af Oddaverje- og Haukdæleætten, i det Loft (Povlssön) biskopssøn med en betydelig skare folk og ledsaget af flere af sine frænder fra Odde angreb Björn Torvaldssön her, der med sine folk havde forskanset sig syd for kirken — denne ligger tæt sydøst for gården — ; her faldt Björn, men de nærmeste følger af denne kamp blev dog snarere til gunst for Haukdælerne end for Oddaverjerne (Sturl. I, 246—48)<ref>Skønt ingen oldsag bør dog måske Bredebolstad kirkes berømte kalk nævnes; denne, der er udmærket ved en sort plet i bunden, skal være givet kirken af en alvekvinde og viste endnu i forrige årh. på en opsigtvækkende måde sin lægende kraft.</ref>.
+[[Fil:WGC.278.jpg|thumb|500px|<center>Udsigt fra '''Breiðabólstað'''  í Fljótshlíð - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]] Vestligst i '''Fljotshliden''' (''Fljótshlíð'') på skråningen af en mindre højde, med udsigt mod syd: over en grøn slette, over Tværå og Landøernes ensformige flader, bag hvilke i klart vejr de karakteristiske Vestmanøer ses hæve sig op af havet, — ligger '''Bredebolstad''' (''Breiðabólstaðr''), kirkested og præstegård i et af landets anseligste kald og selv en betydelig ejendom. Her forefaldt i Sturlungetiden en kamp mellem medlemmer af Oddaverje- og Haukdæleætten, i det Loft (Povlssön) biskopssøn med en betydelig skare folk og ledsaget af flere af sine frænder fra Odde angreb Björn Torvaldssön her, der med sine folk havde forskanset sig syd for kirken — denne ligger tæt sydøst for gården — ; her faldt Björn, men de nærmeste følger af denne kamp blev dog snarere til gunst for Haukdælerne end for Oddaverjerne (Sturl. I, 246—48)<ref>Skønt ingen oldsag bør dog måske Bredebolstad kirkes berømte kalk nævnes; denne, der er udmærket ved en sort plet i bunden, skal være givet kirken af en alvekvinde og viste endnu i forrige årh. på en opsigtvækkende måde sin lægende kraft.</ref>.
@@ Linje 310: / Linje 310: @@
-[[Fil:WGC.281.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Þórsmörk og Fljótshlíð''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Øst for Stakksholt, mellem Krosså og ''Hvannå'' (Hvanná), der ligeledes er en syd (eller egenlig sydøst) fra kommende biflod til denne, ligger en lille strækning, der bærer navnet '''Godaland''' (''Goðaland''), opfyldt af fjælde og kløfter. Dette er, tværtimod hvad man i følge Nj. skulde formode (hvorom mere senere), et afsides parti, hvorigennem aldrig nogen alfarvej kan have ført. Kun for de sydøst for Øfjældene boende folk kan det være bekvemt at drive fårene til og fra fjældgræsgangene ad denne vej over en syd for liggende smal jøkelryg, som forener Øfjældsjøklen med de mere udstrakte nordøstligere jøkler.
+[[Fil:WGC.281.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Þórsmörk og Fljótshlíð''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Øst for Stakksholt, mellem Krosså og ''Hvannå'' (Hvanná), der ligeledes er en syd (eller egenlig sydøst) fra kommende biflod til denne, ligger en lille strækning, der bærer navnet '''Godaland''' (''Goðaland''), opfyldt af fjælde og kløfter. Dette er, tværtimod hvad man i følge Nj. skulde formode (hvorom mere senere), et afsides parti, hvorigennem aldrig nogen alfarvej kan have ført. Kun for de sydøst for Øfjældene boende folk kan det være bekvemt at drive fårene til og fra fjældgræsgangene ad denne vej over en syd for liggende smal jøkelryg, som forener Øfjældsjøklen med de mere udstrakte nordøstligere jøkler.

@@ Linje 387: / Linje 387: @@
 Øst for Østre Skogar begynder den sten- og sandstrækning, der udgør de nærmeste omgivelser for ''Jøkelså'' (Jökalsá), ''Jøkelså på Solhejmasand'', som den kaldes til adskillelse fra andre af samme navn. Denne korte, men brede og farlige å dannede på sin vej fra jøklerne til havet fra gammel tid<ref>Således Ldn. s. 275.</ref> grænsen mellem Syd- og Østlandet indtil 1783, da Skaftafellssyslerne ved en kgl. resolution henlagdes til Sønderlandet. Men endnu danner overgangen over Jøkelså ligesom indgangen til en egen landsdel, afsides liggende og lidet kendt for den øvrige del af Sydlandet. Sprogbrugen, om end af nyere oprindelse, antyder noget lignende. Medens beboerne af Gb. og Kj., A. og R. henholdsvis benytter sig af udtrykkene »øst« og »syd« (að fara austur, suður) for at betegne en rejse til nabosyslerne, forstås »fara austur« i denne del af landet aldrig om en rejse til Skaftafells eller Mule syslerne, men en sådan må betegnes ved en nærmere angivelse af syslet, hvortil man agter sig. — Ganske nøjagtigt er det dog ikke Jøkelsåen, der er grænsen mellem Rangåvolde og Vester Skaftafells syssel, men derimod denne ås ældre, noget vestligere leje, hvori der nu kun løber en bæk. Efterhånden som man nærmer sig åen over den omtalte grusstrækning, får man en høj sandbanke på højre hånd, der hindrer udsigten til søen; til venstre har man jøklerne, den egenlige jøkelmasse noget længere tilbage, men i kun kort afstand skyder en skridjøkel, »jøkeltåen« , som den kaldes, sin snavsede sortegrå sne frem, hvorfra åen har sin oprindelse. Dennes nærmere omtale opsættes dog bedst til beskrivelsen af Vester Skaftafellssyssel. — Fra et højdedrag, der mod vest begrænser den foran jøkelen nærmest åen liggende grusdal, går der en fremspringende pynt ud mod dalen; dette er ''Trasesæde'' (Þrasasæti, Þrasaháls), til hvilket et »Loðmundarsæti« svarer hinsides åen. Navnene viser hen til de to tryldekyndige landnamsmænd, der i følge et sagn, som allerede Ldn. kender, ledte Jøkelså, da der en gang var løb i den, mod hinandens gårde, indtil de mødtes ved en fjældkløft og enedes om, at åen derfra skulde falde den korteste vej til søen<ref>På grund af den af naturen udprægede grænse, der udmærker Rangåvolde syssel både mod øst og vest, må det synes rimeligt, at denne landsdel fra de ældste tider har haft samme omfang som nu. Formodenlig er det også aldeles den tilsvarende strækning (vel med Vestmanøerne indbefattede), der i Hákb. og Jónsb. benævnes Rangå ting. Dog fortjæner det at fremhæves, at det til Rangå syssel nærmest svarende »héraðstakmark« (Grg. § 167) strakte sig fra Arnarstakkshede til Tjorsåos. Denne fjældhede ligger i den vestligste del af Vester Skaftafellssyssel og går fra den sydøstligste rand af den mellem R. og VSkf. liggende jøkelklase. — Den tidlige forekomst (c. 1200) af »rangæinga Þingsokn« med territorial betydning (Dipl. isl. I, s. 318—19) er allerede før nævnt.</ref>.
+<br><br>
+<center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. jul. 2013 kl. 20:52
Linje 196:		Linje 196:


−	Dels vanskeligheden ved at påpege Tværås oprindelige udspring, dels egnens naturbeskaffenhed, dels endelig — og det måske ikke mindst — ønsket om at finde en forklaring af Nj.s fuldstændige tavshed angående denne strøm og komme til en forståelse af flere af sagaens noget besynderlige angivelser, har imidlertid skabt en, i omegnen så at sige almindelig antaget ''hypotese om Tværås tidligere løb,'' der vel må synes meget dristig, men som dog fortjæner at kendes. I følge den skulde Tværå oprindelig først være opstået omtrent ''midt i Fljotshlid tæt vest for Hlidarende'', hvor nu en lille å ''»Tværå«'' eller ''»Lille Tværå«'' styrter sig ned fra lien og falder i den større å af samme navn; derimod skulde de østligere i lien (hliden) værende smååer den gang have søgt sig en egen vej gennem Landøerne til havet. Dette bygger man dels på, at man mellem den »oprindelige« Tværå og strækningen øst herfor mener at kunne spore lævningerne af et tidligere ''vandskel'', dels på, at navnet på en af de østligere åer i lien ''»Blejkså«'' (Bleiksá) — med hvilken da de øvrige af den østlige afdeling skulde have forenet sig — genfindes i Landøerne som navn på et halvudtørret åleje, ligesom også andre spor rundt om i Landøerne viser de store forandringer, som vandløbene her ere undergåede.	+	[[Fil:AM.088.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Litla-Þverá í Fljótshlíð''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1839)</center>]] Dels vanskeligheden ved at påpege Tværås oprindelige udspring, dels egnens naturbeskaffenhed, dels endelig — og det måske ikke mindst — ønsket om at finde en forklaring af Nj.s fuldstændige tavshed angående denne strøm og komme til en forståelse af flere af sagaens noget besynderlige angivelser, har imidlertid skabt en, i omegnen så at sige almindelig antaget ''hypotese om Tværås tidligere løb,'' der vel må synes meget dristig, men som dog fortjæner at kendes. I følge den skulde Tværå oprindelig først være opstået omtrent ''midt i Fljotshlid tæt vest for Hlidarende'', hvor nu en lille å ''»Tværå«'' eller ''»Lille Tværå«'' styrter sig ned fra lien og falder i den større å af samme navn; derimod skulde de østligere i lien (hliden) værende smååer den gang have søgt sig en egen vej gennem Landøerne til havet. Dette bygger man dels på, at man mellem den »oprindelige« Tværå og strækningen øst herfor mener at kunne spore lævningerne af et tidligere ''vandskel'', dels på, at navnet på en af de østligere åer i lien ''»Blejkså«'' (Bleiksá) — med hvilken da de øvrige af den østlige afdeling skulde have forenet sig — genfindes i Landøerne som navn på et halvudtørret åleje, ligesom også andre spor rundt om i Landøerne viser de store forandringer, som vandløbene her ere undergåede.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. jul. 2013 kl. 18:42
Linje 97:		Linje 97:


−	Til egnen nord for Kelder knytter sig også fortællingen om en af Gunnars kampe, nemlig den ved bagholdet ved '''Knavaholar''' (''Knafahólar'', nu Knæfahólar) foranledigede. En fjærdingvej oven for Kelder, lige ud for Trihyrning, vises i hraun- og flyvesandsstrækningen en snes favne vest for åen ''dysserne af de faldne''; mere end to kan ikke med bestemthed påvises. De er opførte af vandslidte fra åen hentede sten, skønt der nu er fuldt op af hraunsten rundt om, men den gang har egnen rimeligvis ikke været så opblæst som nu, Efterhånden er jorden bortblæst fra dysserne og stenene faldne fra hinanden; man har derved — i løbet af de sidste 100 år — fundet adskillige menneskeben her; navnlig i den sydligste og større af disse dysser synes flere mennesker at have været begravede<ref> Om en oldsag fra en af disse dysser se Sig. Gudmundssöns Skýrsla um forngripasafn Ísl. I, s. 134—35.</ref>. I Nj. (s. 286) fortælles, at da Gunnar så bagholdet ved Knavaholar, red han forbi og ned til Rangå i næsset, hvor der var »vígi nakkvat« (et til forsvar egnet sted). Hvis kamppladsen har været her, må der ved næsset tænkes på en flad, kort og bred tunge, der her fremkommer ved en svag krumning af åen; og en lavablok, der står ud for dysserne ved åen, kan måske særlig have begunstiget forsvaret<ref>Skulde det være dette sted, som i den antikv. indberetn. (1818) er kaldet Haugsvík i Årbæ land, hvor der siges ikke at være set spor til høje, men hvor der e. 1800 blæste op benene af fem mænd?</ref>. I øvrigt findes noget neden for dette sted en flad klippepynt »Einvígi« , der fra vest rager frem i åen; men hertil knytter sig intet sagn, og navnet er et temlig jævnlig forekommende for steder, der af naturen egne sig for enkeltmands forsvar.	+	[[Fil:WGC.282.jpg\|thumb\|500px\|<center>'''Knafahólar''' (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]] Til egnen nord for Kelder knytter sig også fortællingen om en af Gunnars kampe, nemlig den ved bagholdet ved '''Knavaholar''' (''Knafahólar'', nu Knæfahólar) foranledigede. En fjærdingvej oven for Kelder, lige ud for Trihyrning, vises i hraun- og flyvesandsstrækningen en snes favne vest for åen ''dysserne af de faldne''; mere end to kan ikke med bestemthed påvises. De er opførte af vandslidte fra åen hentede sten, skønt der nu er fuldt op af hraunsten rundt om, men den gang har egnen rimeligvis ikke været så opblæst som nu, Efterhånden er jorden bortblæst fra dysserne og stenene faldne fra hinanden; man har derved — i løbet af de sidste 100 år — fundet adskillige menneskeben her; navnlig i den sydligste og større af disse dysser synes flere mennesker at have været begravede<ref> Om en oldsag fra en af disse dysser se Sig. Gudmundssöns Skýrsla um forngripasafn Ísl. I, s. 134—35.</ref>. I Nj. (s. 286) fortælles, at da Gunnar så bagholdet ved Knavaholar, red han forbi og ned til Rangå i næsset, hvor der var »vígi nakkvat« (et til forsvar egnet sted). Hvis kamppladsen har været her, må der ved næsset tænkes på en flad, kort og bred tunge, der her fremkommer ved en svag krumning af åen; og en lavablok, der står ud for dysserne ved åen, kan måske særlig have begunstiget forsvaret<ref>Skulde det være dette sted, som i den antikv. indberetn. (1818) er kaldet Haugsvík i Årbæ land, hvor der siges ikke at være set spor til høje, men hvor der e. 1800 blæste op benene af fem mænd?</ref>. I øvrigt findes noget neden for dette sted en flad klippepynt »Einvígi« , der fra vest rager frem i åen; men hertil knytter sig intet sagn, og navnet er et temlig jævnlig forekommende for steder, der af naturen egne sig for enkeltmands forsvar.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. jul. 2013 kl. 18:22
Linje 376:		Linje 376:


−	De for Øfjældene karakteristiske ''klippehuler'' varer ved også langs sydsiden af fjældmassen. Straks øst for Holtsos findes »Steinahellir«, hvortil jævntskrånende grønsvær fører op; også denne tunnelformige hule bruges som tinghus, og dens forside er derfor bleven forsynet med en bræddegavl, til skade for den yppige brægnevækst, der hvor lys og luft tillader det bedækker loft og vægge. — Blandt flere mindre fremløbende fjælde, noget østligere, må mærkes '''Rauvarfell''' (''Raufarfell'' eller Rauðafell), et højt og stejlt fjæld tæt under højfjældet; neden under det er to gårde af samme navn<ref>Når sognebeskr. og jb. 1861 nævner den østligste af disse gårde ''Rauðafell'', den anden Raufarfell, beror det vistnok kun på vilkårlighed; fjældet benævnes nemlig i sognebeskr. »Raufarfell eller Rauðafell« og i Jh.’s jt. og A. M. forekommer Raufarfell om begge gårde. I Nj. (s. 826) forekommer Raufarfell som gårdsnavn, i Ldn. (s. 278) nævnes Rauðafell et eystra (C. Raufarfell), og i måldagen for Midarnarbæle kirke endelig Raufarfell et vestra.</ref>. Sydligere i lavlandet, men ligesom Rauvarfell mellem åerne Laugarå og Kaldaklovså (Kaldaklofsá) står præstegården ''Eyvindarhólar''; Hólar kaldes den simpelt hen hos A. M. , og det er måske rimeligst at antage, at det er denne gård '''Holar''' (''Hólar''), hvor Njålssønnerne Helge og Grim havde børn til opfostring (Nj. s. 653—54), — dog formoder Povl i Åkværn, at der hermed menes gården »Álfhólar« i Landøerne, en halv mil nordvest for Bergtorshvol. Samme forf. beretter, at også gården Eyvindarholar har været flyttet fra en tidligere plads nærmere kysten.	+	[[Fil:AM.093.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Skógarfoss''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]De for Øfjældene karakteristiske ''klippehuler'' varer ved også langs sydsiden af fjældmassen. Straks øst for Holtsos findes »Steinahellir«, hvortil jævntskrånende grønsvær fører op; også denne tunnelformige hule bruges som tinghus, og dens forside er derfor bleven forsynet med en bræddegavl, til skade for den yppige brægnevækst, der hvor lys og luft tillader det bedækker loft og vægge. — Blandt flere mindre fremløbende fjælde, noget østligere, må mærkes '''Rauvarfell''' (''Raufarfell'' eller Rauðafell), et højt og stejlt fjæld tæt under højfjældet; neden under det er to gårde af samme navn<ref>Når sognebeskr. og jb. 1861 nævner den østligste af disse gårde ''Rauðafell'', den anden Raufarfell, beror det vistnok kun på vilkårlighed; fjældet benævnes nemlig i sognebeskr. »Raufarfell eller Rauðafell« og i Jh.’s jt. og A. M. forekommer Raufarfell om begge gårde. I Nj. (s. 826) forekommer Raufarfell som gårdsnavn, i Ldn. (s. 278) nævnes Rauðafell et eystra (C. Raufarfell), og i måldagen for Midarnarbæle kirke endelig Raufarfell et vestra.</ref>. Sydligere i lavlandet, men ligesom Rauvarfell mellem åerne Laugarå og Kaldaklovså (Kaldaklofsá) står præstegården ''Eyvindarhólar''; Hólar kaldes den simpelt hen hos A. M. , og det er måske rimeligst at antage, at det er denne gård '''Holar''' (''Hólar''), hvor Njålssønnerne Helge og Grim havde børn til opfostring (Nj. s. 653—54), — dog formoder Povl i Åkværn, at der hermed menes gården »Álfhólar« i Landøerne, en halv mil nordvest for Bergtorshvol. Samme forf. beretter, at også gården Eyvindarholar har været flyttet fra en tidligere plads nærmere kysten.

@@ Linje 337: / Linje 337: @@
-På et tidligere punkt af beskrivelsen er allerede det lille syd for Torsmark liggende ''Godaland'' nævnt, men der er her grund til at vende tilbage til omtalen af dette stedsnavn , da Godaland, som oftere forekommer i Nj., oftest dér nævnes i forbindelse med den tidligere nævnte Et ridt over en sådan jøkelelvs mange arme, med dens rivende og brusende strøm, det uigennemsigtige vand og det forud uberegnelige ridt ad »bruddene«, snart med, snart mod strømmen, kræver stærke nerver, for at ikke en nerves og svimlende fornemmelse skal overvælde den uvante. Drukning i Markarfljot omtales Nj. s. 163. - Endog små jøkelåer, som de ved Torsmark, kan være farlige ved den foranderlige vækst, om somren i løbet af hvert døgn, men stundnm aldeles pludselig, uden synlig årsag.Fjallabaksvej'', ved hvis nærmere beskrivelse kendskab til avretterne på begge sider Markarfljot må forudsættes. Fjallabaksvejen nævnes vel ikke i Nj. med noget særligt navn, men efter den måde, på hvilken den i sagaen er beskreven, kan der næppe være tvivl om, at det er den, der er ment, skønt der også ved disse lejligheder til flere af stedsangivelserne — så vel for VSkf.s som for R.s vedkommende — knytter sig vanskeligheder. Som før nævnt er det almindeligst at begynde Fjallabaksvejen fra de nordøstligste gårde i Rangåvoldehrepp; man går da bag om Trihyrningshalsene og Tindfjældejøkel, passerer over den på begge sider af Markarfljot liggende avrett Lauvalejte, drager derpå langs sydsiden af Torvajøkel hvor snart ''Mælefellssand'' (Mælifellssandr, i Nj. ''Sandr'' — s. 653, 684 — ) begynder at vise sig<ref>Mælefellssand må på B. G.s kort være afsat for vestlig, vistnok nærmest på den plads, der tilkommer Emstrerne; dette viser sig ved sammenligning af E. O., sysselbeskrivelsen for K og det tidligere omtalte tillæg til sognebeskr. fra Holt om avretterne, ligesom det også fremgår af Sv. Povlssöns beskrivelse af Øfjældsjøklen (&#596;: hele den efter Øfjældene benævnte jøkelgruppe (Eyjafjallajökull i videste forstand), med tilhørende kort (»IsIfjældene« § 16), hvor han lader Mælefellssanden strække sig langs hele den nordøstlige side af denne jøkelklynge; dette er denne strækning, som også benævnes »Fjallabak« (&#596;: fjældenes bagside.</ref>; den øst for denne liggende Holmså anses for grænsen mellem Rangåvoldesyssel og Skaftafellssyslerne , og fra denne ligger vejen i sydøstlig retning ned til bygden i Skafttungen. — Dog kan Fjallabaksvejen også tiltrædes fra Fljotshliden eller fra Torsmark af; i sidste tilfælde passeres da over de før nævnte avretter Almenningerne og Emstrerne til Mælefellssand.
+[[Fil:AM.091.jpg|thumb|400px|right|<center>'''Seljalandsfoss''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]På et tidligere punkt af beskrivelsen er allerede det lille syd for Torsmark liggende ''Godaland'' nævnt, men der er her grund til at vende tilbage til omtalen af dette stedsnavn , da Godaland, som oftere forekommer i Nj., oftest dér nævnes i forbindelse med den tidligere nævnte Et ridt over en sådan jøkelelvs mange arme, med dens rivende og brusende strøm, det uigennemsigtige vand og det forud uberegnelige ridt ad »bruddene«, snart med, snart mod strømmen, kræver stærke nerver, for at ikke en nerves og svimlende fornemmelse skal overvælde den uvante. Drukning i Markarfljot omtales Nj. s. 163. - Endog små jøkelåer, som de ved Torsmark, kan være farlige ved den foranderlige vækst, om somren i løbet af hvert døgn, men stundnm aldeles pludselig, uden synlig årsag. ''Fjallabaksvej'', ved hvis nærmere beskrivelse kendskab til avretterne på begge sider Markarfljot må forudsættes. Fjallabaksvejen nævnes vel ikke i Nj. med noget særligt navn, men efter den måde, på hvilken den i sagaen er beskreven, kan der næppe være tvivl om, at det er den, der er ment, skønt der også ved disse lejligheder til flere af stedsangivelserne — så vel for VSkf.s som for R.s vedkommende — knytter sig vanskeligheder. Som før nævnt er det almindeligst at begynde Fjallabaksvejen fra de nordøstligste gårde i Rangåvoldehrepp; man går da bag om Trihyrningshalsene og Tindfjældejøkel, passerer over den på begge sider af Markarfljot liggende avrett Lauvalejte, drager derpå langs sydsiden af Torvajøkel hvor snart ''Mælefellssand'' (Mælifellssandr, i Nj. ''Sandr'' — s. 653, 684 — ) begynder at vise sig<ref>Mælefellssand må på B. G.s kort være afsat for vestlig, vistnok nærmest på den plads, der tilkommer Emstrerne; dette viser sig ved sammenligning af E. O., sysselbeskrivelsen for K og det tidligere omtalte tillæg til sognebeskr. fra Holt om avretterne, ligesom det også fremgår af Sv. Povlssöns beskrivelse af Øfjældsjøklen (&#596;: hele den efter Øfjældene benævnte jøkelgruppe (Eyjafjallajökull i videste forstand), med tilhørende kort (»IsIfjældene« § 16), hvor han lader Mælefellssanden strække sig langs hele den nordøstlige side af denne jøkelklynge; dette er denne strækning, som også benævnes »Fjallabak« (&#596;: fjældenes bagside.</ref>; den øst for denne liggende Holmså anses for grænsen mellem Rangåvoldesyssel og Skaftafellssyslerne , og fra denne ligger vejen i sydøstlig retning ned til bygden i Skafttungen. — Dog kan Fjallabaksvejen også tiltrædes fra Fljotshliden eller fra Torsmark af; i sidste tilfælde passeres da over de før nævnte avretter Almenningerne og Emstrerne til Mælefellssand.
@@ Linje 352: / Linje 352: @@
-Markarfljots nedre løb synes at have været idelige forandringer underkastet og navnlig i ''det 17de årh.'' synes det at have haft ''en meget urolig periode.'' Omtrent ud for Store Dal antager nu Markarfljot en bestemt sydlig retning og fortsætter denne, indtil elven falder i søen gennem et for hovedelven og Ålarne fælles udløb. Theod. Thorlacius' kort (1668 & 70) viser os derimod Markarfljot for den nedre dels vedkommende med en stærk sydøstlig retning, og med udløb syd for øfjældene, hvor den i forbindelse med havet stående indsø Holtsós er beliggende. At denne angivelse er rigtig, bekræftes af A. M., der beretter, at c. 1645 havde Markarfljot forandret sit løb og taget vejen øster på langs Øfjældene, hvorved megen skade var forårsaget. Siden havde elven dog, i følge samme kilde, igen antaget sit tidligere løb; og hvorledes forholdene derefter en tid har været, oplyses af de Knoffske originalkort fra 1733 & 34 (kopier i kongerigets arkiv og grønlandske handels kontor), hvoraf det ses, at Markarfljot da har haft sit udføb lige i syd, Ålarne og Affaldet desuden hver sit, forbindelsen mellem Holtsos og Markarfljot synes endnu ikke at være ganske afbrudt, om end det kun er en smal arm eller flodsæng, der forbinder dem<ref>Hermed kan sammenlignes et reskript (<small>16/3</small> 1759) i Lovsaml. for Isl., ifg. hvilket præsten i Holt endnu da klagede over skade, der tilføjedes ham af Markarfljot.</ref>.
+[[Fil:AM.089.jpg|thumb|400px|left|<center>'''Gljúfurárfoss''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Markarfljots nedre løb synes at have været idelige forandringer underkastet og navnlig i ''det 17de årh.'' synes det at have haft ''en meget urolig periode.'' Omtrent ud for Store Dal antager nu Markarfljot en bestemt sydlig retning og fortsætter denne, indtil elven falder i søen gennem et for hovedelven og Ålarne fælles udløb. Theod. Thorlacius' kort (1668 & 70) viser os derimod Markarfljot for den nedre dels vedkommende med en stærk sydøstlig retning, og med udløb syd for øfjældene, hvor den i forbindelse med havet stående indsø Holtsós er beliggende. At denne angivelse er rigtig, bekræftes af A. M., der beretter, at c. 1645 havde Markarfljot forandret sit løb og taget vejen øster på langs Øfjældene, hvorved megen skade var forårsaget. Siden havde elven dog, i følge samme kilde, igen antaget sit tidligere løb; og hvorledes forholdene derefter en tid har været, oplyses af de Knoffske originalkort fra 1733 & 34 (kopier i kongerigets arkiv og grønlandske handels kontor), hvoraf det ses, at Markarfljot da har haft sit udføb lige i syd, Ålarne og Affaldet desuden hver sit, forbindelsen mellem Holtsos og Markarfljot synes endnu ikke at være ganske afbrudt, om end det kun er en smal arm eller flodsæng, der forbinder dem<ref>Hermed kan sammenlignes et reskript (<small>16/3</small> 1759) i Lovsaml. for Isl., ifg. hvilket præsten i Holt endnu da klagede over skade, der tilføjedes ham af Markarfljot.</ref>.
@@ Linje 364: / Linje 364: @@
-Efter at man er drejet om Seljalandsmule , går vejen i østlig retning langs sydsiden af det stejle fjæld med dets mange fremspringende pynter og tinder. Også her møder en karakteristisk lille foss Drivande (Drífandi), der er endnu højere end Seljalandsfoss, men så lille, at den på sin lange lodrette vej fra klippekanten opløses til støvregn og forsvinder, inden den når jorden. — Endvidere findes her den berømteste af alle hulerne, ''Paradishulen'' (Paradísarhellir). Da indgangen til den er 10—15 alen oppe i den stejle klippevæg, er den for de fleste kun tilgængelig ved hjælp af et fra hulen nedhængt tov, som man under opklatringen støtter sig ved; den er ikke stor, omtrent 5 fv. lang, 5 alen bred, 4 — 5 alen høj; mod nordvest har den en mindre sidehule. Loftet er bedækket med lignende regelmæssige skjolde og smårygge som i Mdgugilshulen; det ligesom glacerede gulv er også på sin vis ejendommelig udstyret, men med ophøjede skrubtudseagtige figurer. — Så vel på gulvet som på væggene findes et ualmindelig stort antal runetegn, dels de sædvanlige, dels binderuner af forskellig art. Indskrifterne er i begyndelsen af dette århundrede blevne aftegnede, og ''Finn Magnussön'' har forsøgt en tolkning af dem, i følge hvilken de for største delen skulde udtrykke en mængde mandsnavne, af hvilke han tillægger nogle en ikke ringe ælde; også årstal fra den tidlige middelalder vil han finde her<ref>Tegninger af indskrifterne og Finn Magnussöns tolkningsforsøg befinder sig i prof. Thorsens besiddelse. Runeindskrifterne aftegnedes først af daværende provst Stg. Johnsen (senere af provst Tomas Sæmondssön, se det nord. oldskr. selsk. årsberetn. 1838); i det medfølgende brev til den antikvariske kommissjon 1820 fremhæver han som sin mening, at runerne ikke er fra oldtiden, men bomærker o. d. l. fra senere tider. — Hulens navn afleder han af den smukke udsigt herfra og dens solbeskinnede beliggenhed. — I Finn Magnussöns isl. brevsamling (Geh. ark.) findes breve om Paradishulen så vel fra Stg. Johnsen (<small>18/2</small> 20) som fra T. Sæmundssön (<small>31/8</small> 38, <small>20/2</small> 39); begge udtaler som deres bestemte overbevisning; at alle disse runetegn og kradserier er betydningsløse og af sen oprindelse. T. Sæmundssön vil mene, at hulen har fået sit navn af den ophøjede beliggenhed og henviser i den anledning til en beskrivelse af adgangen til Paradis i Erik vidførles saga (se Flatb. I, s. 33—34).</ref>.
+[[Fil:AM.092.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Hule ved gården Seljaland''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Efter at man er drejet om Seljalandsmule , går vejen i østlig retning langs sydsiden af det stejle fjæld med dets mange fremspringende pynter og tinder. Også her møder en karakteristisk lille foss Drivande (Drífandi), der er endnu højere end Seljalandsfoss, men så lille, at den på sin lange lodrette vej fra klippekanten opløses til støvregn og forsvinder, inden den når jorden. — Endvidere findes her den berømteste af alle hulerne, ''Paradishulen'' (Paradísarhellir). Da indgangen til den er 10—15 alen oppe i den stejle klippevæg, er den for de fleste kun tilgængelig ved hjælp af et fra hulen nedhængt tov, som man under opklatringen støtter sig ved; den er ikke stor, omtrent 5 fv. lang, 5 alen bred, 4 — 5 alen høj; mod nordvest har den en mindre sidehule. Loftet er bedækket med lignende regelmæssige skjolde og smårygge som i Mdgugilshulen; det ligesom glacerede gulv er også på sin vis ejendommelig udstyret, men med ophøjede skrubtudseagtige figurer. — Så vel på gulvet som på væggene findes et ualmindelig stort antal runetegn, dels de sædvanlige, dels binderuner af forskellig art. Indskrifterne er i begyndelsen af dette århundrede blevne aftegnede, og ''Finn Magnussön'' har forsøgt en tolkning af dem, i følge hvilken de for største delen skulde udtrykke en mængde mandsnavne, af hvilke han tillægger nogle en ikke ringe ælde; også årstal fra den tidlige middelalder vil han finde her<ref>Tegninger af indskrifterne og Finn Magnussöns tolkningsforsøg befinder sig i prof. Thorsens besiddelse. Runeindskrifterne aftegnedes først af daværende provst Stg. Johnsen (senere af provst Tomas Sæmondssön, se det nord. oldskr. selsk. årsberetn. 1838); i det medfølgende brev til den antikvariske kommissjon 1820 fremhæver han som sin mening, at runerne ikke er fra oldtiden, men bomærker o. d. l. fra senere tider. — Hulens navn afleder han af den smukke udsigt herfra og dens solbeskinnede beliggenhed. — I Finn Magnussöns isl. brevsamling (Geh. ark.) findes breve om Paradishulen så vel fra Stg. Johnsen (<small>18/2</small> 20) som fra T. Sæmundssön (<small>31/8</small> 38, <small>20/2</small> 39); begge udtaler som deres bestemte overbevisning; at alle disse runetegn og kradserier er betydningsløse og af sen oprindelse. T. Sæmundssön vil mene, at hulen har fået sit navn af den ophøjede beliggenhed og henviser i den anledning til en beskrivelse af adgangen til Paradis i Erik vidførles saga (se Flatb. I, s. 33—34).</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. jul. 2013 kl. 10:02
Linje 370:		Linje 370:


−	Kort sydøst for »Skålerne« ligger præstegården '''Holt''', en anselig gård, hvor i følge Nj. Njåls brodersøn Torgejr Skorargejr boede. — Egnen her, syd for Øfjældene, der udgår den midterste og væsenligste del af denne bygd (Øfjældssvejten), er i besiddelse af en ejendommelig skønhed. Op fra det smalle og aldeles flade sletteland, der strækker sig ud til søen, hæver sig en fjældvæg, der ved sin højde og stejlhed er noget for denne del af Island ualmindeligt; så vel det flade land som de forskellige smådale, der dannes mellem fjældmassens fremspringende pynter og foranliggende småfjælde, er ualmindelig tæt bebyggede; øverst og længst tilbage ses den hvide jøkelhætte, når ikke skyer tilhyller fjældtinderne. — Øst for Holt ligger en grund færskvandssø ''Holtsos'' (Holtsós), med et foranderligt udløb til havet, hvorfra den er skilt ved en smal sandtange. Stundum tilsander for en tid udløbet, og da gør søen stor skade ved at oversvømme de omkringliggende enge og græsgange, man må så søge at grave den et nyt. I ældre tid benævntes søen '''Holtavatn''', som det ses af Flatb. (III, 511) og Bsk. (119 = 315 = 333); og det jærtegn, som sidstnævnte sted fortælles om biskop Torlak, viser, at forholdene ved Holtsos den gang var ganske som nu: søens udløb tilsandedes af og til, hvorved de omliggende enge truedes med oversvømmelse, og man måtte da ved gravning skaffe vandet afløb til havet. — Uagtet her vistnok aldrig har været noget godt landingssted og kysten desuden frembyder samme vanskeligheder for enhver besejling som den tidligere beskrevne ud for Landøerne beliggende, er det dog bleven benyttet som sådant i fortiden. Bsk. 308 fortæller om købmænd, som lå i '''Heltavatnsos'' og i lang tid ikke kunde komme ud af osen; ligeledes beretter Flatb. (III, 446), at den grønlandske biskop Arnald på rejsen fra Norge til Grønland landede i Holtavatnsos, og samme kilde (I, 267) lader Asolv kristne komme ud her. - Af senere forfattere omtaler E. O. (s. 1036) stedet som »en gammel havn, hvor man endnu ser toftene af de handlendes huse«; disse bodtomter — sådanne er det vel her sigtes til — skal have været i nærheden af en nord for søen liggende fritstående klippe ''Arnarhol'' (Arnarhóll). Ved beskrivelsen af Ölvessvejten (A.) omtaltes foreløbig, at det i Flm. og Nj. nævnte landingssted ''Arnarbælesos'' af mange henlagdes til Øfjældssvejten. Hvad der kan tale herfor er navnlig fremstillingen i Nj. (s. 105), hvorefter styresmanden på det skib, som kom ud i Arnarbælesos, tager sig ophold på Hlidarende; med ham rejser Gunnar og hans broder Kolskegg næste sommer udenlands (s. 107); ved deres tilbagekomst fra rejsen lande de sammesteds (s. 122). Måske også Gunnar har agtet sig til en havn under Øfjældene for anden gang at forlade landet, da han i det afgørende øjeblik vender om ved Markarfljot (s. 349). — Med Povl i Åkværn at antage at ''Arnarbælesos'' fuldstændig har svaret til det nuværende ''Holtsos'', lader sig næppe forsvare, når man ser, at søen og dens udløb fra gammel tid har båret navnene Holtavatn og Holtavatnsos. Heller ikke kan det tjæne til bekræftelse for navnet Arnarbælesos brugt om Holtsos at anføre, at klippen Arnarhol oven for søen måske i gamle dage har heddet Arnarbæle. Denne gætning har intet som helst at støtte sig til, og på forhånd er det kun lidet rimeligt, at bemældte landingssted har båret navn efter en enkeltstående klippe; den første del af navnet Arnarbælesos er utvivlsomt et gårdsnavn. Vel finder man — i al fald for en ældre tids vedkommende — i Øfjældssvejten et ''gårdsnavn Arnarbæle'', men rigtignok i en sådan afstand fra Holtsos, at det ikke er rimeligt, at denne nogen sinde kan have båret navn derefter. Det er gården ''Midbæle'' (Miðbæli), og formodenlig ligeledes to af nabogårdene, som navnet Arnarbæle har været knyttet til. Denne gård i forbindelse med et par andre med tilhørende hjålejer indtage tilsammen den nedre del af landet mellem to øst for Holtsos løbende åer ''Svadbæleså'' (Svaðbælisá, opr. Svarfbælisá) og ''Laugarå''; oppe under Øfjældene står her et mindre fjæld ''Lambafell'' — med tilhørende gård syd for fjældet — ; efter dette fjæld må en af de to åer (Povl i Åkværn antager Laugarå) i ældre tid være benævnt ''Lambafellså'' (Ldn. 277—78: Lambafellsá). Midbæle, hvor der tidligere var kirke, benævnes i et diplom, som af Jon Sigurdssön (Dipl. isl. I, s. 252) henføres til 1179, ''Miðarnarbæli'', og i Bsk. (323 = 348) forekommer samme gård under navnet ''Arnarbæli'' alene. Det ligger nær at antage, at den vest for Midbæle liggende gård ''Yztabæli'' (Yderste Bæle) tidligere har været benævnt Yderste eller Vestligste Arnarbæle; derimod finder man nu ingen gård her i nærheden, i hvis navn et ''»Østligste«'' eller ''»Store«'' Arnarbæle kunde skjule sig. Dog skal det (ifg. Povl i Åkværn) være et almindeligt sagn, at den øst for Midbæle liggende gård ''Stóra Borg'' oprindelig har heddet Arnarbæle og været den ældste gård her af dette navn.	+	Kort sydøst for »Skålerne« ligger præstegården '''Holt''', en anselig gård, hvor i følge Nj. Njåls brodersøn Torgejr Skorargejr boede. — Egnen her, syd for Øfjældene, der udgår den midterste og væsenligste del af denne bygd (Øfjældssvejten), er i besiddelse af en ejendommelig skønhed. Op fra det smalle og aldeles flade sletteland, der strækker sig ud til søen, hæver sig en fjældvæg, der ved sin højde og stejlhed er noget for denne del af Island ualmindeligt; så vel det flade land som de forskellige smådale, der dannes mellem fjældmassens fremspringende pynter og foranliggende småfjælde, er ualmindelig tæt bebyggede; øverst og længst tilbage ses den hvide jøkelhætte, når ikke skyer tilhyller fjældtinderne. — Øst for Holt ligger en grund færskvandssø ''Holtsos'' (Holtsós), med et foranderligt udløb til havet, hvorfra den er skilt ved en smal sandtange. Stundum tilsander for en tid udløbet, og da gør søen stor skade ved at oversvømme de omkringliggende enge og græsgange, man må så søge at grave den et nyt. I ældre tid benævntes søen '''Holtavatn''', som det ses af Flatb. (III, 511) og Bsk. (119 = 315 = 333); og det jærtegn, som sidstnævnte sted fortælles om biskop Torlak, viser, at forholdene ved Holtsos den gang var ganske som nu: søens udløb tilsandedes af og til, hvorved de omliggende enge truedes med oversvømmelse, og man måtte da ved gravning skaffe vandet afløb til havet. — Uagtet her vistnok aldrig har været noget godt landingssted og kysten desuden frembyder samme vanskeligheder for enhver besejling som den tidligere beskrevne ud for Landøerne beliggende, er det dog bleven benyttet som sådant i fortiden. Bsk. 308 fortæller om købmænd, som lå i ''Heltavatnsos'' og i lang tid ikke kunde komme ud af osen; ligeledes beretter Flatb. (III, 446), at den grønlandske biskop Arnald på rejsen fra Norge til Grønland landede i Holtavatnsos, og samme kilde (I, 267) lader Asolv kristne komme ud her. - Af senere forfattere omtaler E. O. (s. 1036) stedet som »en gammel havn, hvor man endnu ser toftene af de handlendes huse«; disse bodtomter — sådanne er det vel her sigtes til — skal have været i nærheden af en nord for søen liggende fritstående klippe ''Arnarhol'' (Arnarhóll). Ved beskrivelsen af Ölvessvejten (A.) omtaltes foreløbig, at det i Flm. og Nj. nævnte landingssted ''Arnarbælesos'' af mange henlagdes til Øfjældssvejten. Hvad der kan tale herfor er navnlig fremstillingen i Nj. (s. 105), hvorefter styresmanden på det skib, som kom ud i Arnarbælesos, tager sig ophold på Hlidarende; med ham rejser Gunnar og hans broder Kolskegg næste sommer udenlands (s. 107); ved deres tilbagekomst fra rejsen lande de sammesteds (s. 122). Måske også Gunnar har agtet sig til en havn under Øfjældene for anden gang at forlade landet, da han i det afgørende øjeblik vender om ved Markarfljot (s. 349). — Med Povl i Åkværn at antage at ''Arnarbælesos'' fuldstændig har svaret til det nuværende ''Holtsos'', lader sig næppe forsvare, når man ser, at søen og dens udløb fra gammel tid har båret navnene Holtavatn og Holtavatnsos. Heller ikke kan det tjæne til bekræftelse for navnet Arnarbælesos brugt om Holtsos at anføre, at klippen Arnarhol oven for søen måske i gamle dage har heddet Arnarbæle. Denne gætning har intet som helst at støtte sig til, og på forhånd er det kun lidet rimeligt, at bemældte landingssted har båret navn efter en enkeltstående klippe; den første del af navnet Arnarbælesos er utvivlsomt et gårdsnavn. Vel finder man — i al fald for en ældre tids vedkommende — i Øfjældssvejten et ''gårdsnavn Arnarbæle'', men rigtignok i en sådan afstand fra Holtsos, at det ikke er rimeligt, at denne nogen sinde kan have båret navn derefter. Det er gården ''Midbæle'' (Miðbæli), og formodenlig ligeledes to af nabogårdene, som navnet Arnarbæle har været knyttet til. Denne gård i forbindelse med et par andre med tilhørende hjålejer indtage tilsammen den nedre del af landet mellem to øst for Holtsos løbende åer ''Svadbæleså'' (Svaðbælisá, opr. Svarfbælisá) og ''Laugarå''; oppe under Øfjældene står her et mindre fjæld ''Lambafell'' — med tilhørende gård syd for fjældet — ; efter dette fjæld må en af de to åer (Povl i Åkværn antager Laugarå) i ældre tid være benævnt ''Lambafellså'' (Ldn. 277—78: Lambafellsá). Midbæle, hvor der tidligere var kirke, benævnes i et diplom, som af Jon Sigurdssön (Dipl. isl. I, s. 252) henføres til 1179, ''Miðarnarbæli'', og i Bsk. (323 = 348) forekommer samme gård under navnet ''Arnarbæli'' alene. Det ligger nær at antage, at den vest for Midbæle liggende gård ''Yztabæli'' (Yderste Bæle) tidligere har været benævnt Yderste eller Vestligste Arnarbæle; derimod finder man nu ingen gård her i nærheden, i hvis navn et ''»Østligste«'' eller ''»Store«'' Arnarbæle kunde skjule sig. Dog skal det (ifg. Povl i Åkværn) være et almindeligt sagn, at den øst for Midbæle liggende gård ''Stóra Borg'' oprindelig har heddet Arnarbæle og været den ældste gård her af dette navn.