Ravnkel Frejsgodes saga - Revisjonshistorikk

Jesper: Kap 19-20 og slut

2017-06-08T17:59:42Z

Kap 19-20 og slut

Jesper: Kap. 17-18

2017-06-06T19:15:44Z

Kap. 17-18

Vis endringer

Jesper: Kap. 15-16

2017-06-04T19:52:01Z

Kap. 15-16

Jesper: Kap. 13-14

2017-06-03T19:39:34Z

Kap. 13-14

Jesper på 1. jun. 2017 kl. 19:12

2017-06-01T19:12:53Z

Jesper: Kap. 12

2017-06-01T19:11:44Z

Kap. 12

Jesper: Kap. 11

2017-05-30T19:38:55Z

Kap. 11

Jesper: Kap. 10

2017-05-28T18:13:17Z

Kap. 10

Jesper: Kap. 9

2017-05-25T08:45:04Z

Kap. 9

Jesper: Kap. 8

2017-05-22T19:23:46Z

Kap. 8

@@ Linje 30: / Linje 30: @@
 <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' [[Íslendinga sögur]], ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
 ----
@@ Linje 171: / Linje 168: @@
 Derpå vender Sam hjem til Adelbol med alle varerne. Og da Sam kommer hjem, sender han bud efter alle sine tingmænd, at de skulle komme dertil om morgenen før morgenmåltidet. Han agter da at tage østpå over fjeldheden. »Så må det gå, som det går.« Om aftenen går Sam i seng, og da var der kommet mange folk.
@@ Linje 178: / Linje 191: @@
 <references />
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
 [[Kategori:Jesper Lauridsen]]

@@ Linje 97: / Linje 97: @@
 En tidlig morgen vågner gamle Torbjørn. Han vækker Sam og beder ham stå op, »— for jeg kan ikke sove.« Sam står op og klæder sig på. De går ud og ned til Økseå neden for broen. Dér vasker de sig. Torbjørn sagde til Sam: »Det er mit råd, at du lader vores heste hente, og så gør vi klar til at tage hjem. Det er indlysende, at vi kun får vanære af dette.« Sam svarer: »Det er udmærket, for du ønskede ikke andet end et opgør med Ravnkel, men ville ikke godtage de vilkår, som mange andre ville have gjort, hvis de skulle søge godtgørelse efter en nær slægtning. Du klandrer mig og alle dem, der ikke ville støtte dig i denne sag, for manglende mod. Men nu stopper jeg ikke, før jeg finder, at alt håb om at gøre noget ved sagen er ude.« Dette tager så hårdt på Torbjørn, at han begynder at græde.
-Vesten for åen og noget længere nede, end hvor de sad, ser de fem mand gå samlet fra den samme bod. Forrest gik en høj, men ikke kraftig mand, som var klædt i en løvgrøn kjortel og bar et udsmykket sværd i hånden. Han var rødmosset og havde regelmæssige ansigtstræk og et flot udseende. Han havde et stort, lysebrunt hår, og denne mand var let at genkende, for han havde en lys lok i håret på venstre side. Sam sagde: »Lad os rejse os og gå vestpå over åen for at møde disse mænd.« De går nu ned langs åen, og manden, der gik forrest, hilser først på dem og spørger, hvem de er. De fortalte ham det. Sam spurgte om mandens navn, og han kaldte sig Torkel og sagde, at han var søn af Tjostar. Sam spurgte, hvor han stammede fra, og hvor han hørte hjemme. Han sagde, at han oprindeligt var fra Vestfjordene, men boede ved Torskefjord. Sam sagde: »Er du godordsmand?« Det var han langt fra, sagde han. »Er du bonde?« spurgte Sam. Det var han ikke, sagde han. Sam sagde: »Hvad er du så for en mand?« Han svarer: »Jeg er uden fast tilknytning. Jeg kom til Island sidste vinter. Jeg var bortrejst i 7 år og tog ud til Miklagård, og jeg er grækerkongens håndgangne mand, men nu opholder jeg mig hos min bror, der hedder Torgeir.« »Er han godordsman?« spørger Sam. Torkel svarer: »Han er rigtignok godordsmand over Torskefjord og videre ud til Vestfjordene.« »Er han her på tinget?« spørger Sam. »Vist er han her.« »Hvor mange mænd har han med?« »Han har 70 mand,« siger Torkel. »Er I flere brødre?« spørger Sam. »Der er en tredje,« siger Torkel. »Hvem er det?« spørger Sam. »Han hedder Tormod,« siger Torkel, »— og bor på Gardar på Svanenæs. Han er gift med Tordis, som er datter af Torolf Skallagrimson fra Borg.« »Vil du yde os støtte?« spørger Sam. »Hvad har I brug for?« siger Torkel. »Høvdingers støtte og styrke,« siger Sam, »— for vi skal have afgjort et sagsanlæg mod Ravnkel Gode om drabet på Einar Torbjørnson, men vi kunne godt bruge din hjælp til at få sagen gennemført.« Torkel svarer: »Som jeg sagde: Jeg er ikke godordsmand.« »Hvordan kan det være, at du sådan er blevet forbigået — du er da høvdingesøn som dine brødre?« Torkel sagde: »Jeg sagde ikke, at jeg ikke havde haft godord, men jeg overlod myndigheden til min bror — Torgeir — inden jeg drog udenlands. Siden har jeg ikke taget godordet tilbage, for jeg synes, at det går godt, når han varetager det. Gå hen til ham og bed om hjælp. Han er gæv og god og en på alle måder udmærket mand, ung og ærekær. Det er mænd som ham, I kan forvente at få hjælp af.« Sam siger: »Vi vil ikke opnå noget hos ham, medmindre du taler vores sag.« Torkel siger: »Jeg lover, at jeg vil være mere med jer end imod jer, for jeg finder det ganske påkrævet, at man fører sag efter en nær slægtning. Gå nu i forvejen hen til boden og gå ind. Folkene sover. I vil se, at der er to skindposer længere inde i boden, og jeg er stået op fra den ene, men i den anden hviler min bror — Torgeir. Han har haft en stor byld på foden, siden han kom til tinget, og derfor har han ikke fået sovet meget om natten, men her i nat gik der hul på bylden, og byldemoderen kom ud. Han har sovet lige siden, men stukket benet ud på sengekanten på grund af den stærke varme, han føler i foden. Lad den gamle mand gå forrest til det inderste af boden. Han forekommer mig at være alderdomssvækket og have nedsat syn. Men — gamle!« siger Torkel, »— når du kommer hen til skindposen, skal du slingre vældigt og lade dig falde ned på sengekanten og gribe fat i den tå, der er forbundet, og trække i den — og læg så mærke til, hvordan han tager det.« Sam sagde: »Du mener det sikkert godt, men dette forekommer mig ikke tilrådeligt at gøre.« Torkel svarer: »I må vælge ét af to: Enten at gøre, som jeg foreslår, eller undlade at spørge mig til råds.« Sam siger: »Så gør vi, som han råder til.« Torkel sagde, at han ville komme senere, »— for jeg venter på mine mænd.«
+Vesten for åen og noget længere nede, end hvor de sad, ser de fem mand gå samlet fra den samme bod. Forrest gik en høj, men ikke kraftig mand, som var klædt i en løvgrøn kjortel og bar et udsmykket sværd i hånden. Han var rødmosset og havde regelmæssige ansigtstræk og et flot udseende. Han havde et stort, lysebrunt hår, og denne mand var let at genkende, for han havde en lys lok i håret på venstre side. Sam sagde: »Lad os rejse os og gå vestpå over åen for at møde disse mænd.« De går nu ned langs åen, og manden, der gik forrest, hilser først på dem og spørger, hvem de er. De fortalte ham det. Sam spurgte om mandens navn, og han kaldte sig Torkel og sagde, at han var søn af Tjostar. Sam spurgte, hvor han stammede fra, og hvor han hørte hjemme. Han sagde, at han oprindeligt var fra Vestfjordene, men boede ved Torskefjord. Sam sagde: »Er du godordsmand?« Det var han langt fra, sagde han. »Er du bonde?« spurgte Sam. Det var han ikke, sagde han. Sam sagde: »Hvad er du så for en mand?« Han svarer: »Jeg er uden fast tilknytning. Jeg kom til Island sidste vinter. Jeg var bortrejst i syv år og tog ud til Miklagård, og jeg er grækerkongens håndgangne mand, men nu opholder jeg mig hos min bror, der hedder Torgeir.« »Er han godordsman?« spørger Sam. Torkel svarer: »Han er rigtignok godordsmand over Torskefjord og videre ud til Vestfjordene.« »Er han her på tinget?« spørger Sam. »Vist er han her.« »Hvor mange mænd har han med?« »Han har 70 mand,« siger Torkel. »Er I flere brødre?« spørger Sam. »Der er en tredje,« siger Torkel. »Hvem er det?« spørger Sam. »Han hedder Tormod,« siger Torkel, »— og bor på Gardar på Svanenæs. Han er gift med Tordis, som er datter af Torolf Skallagrimson fra Borg.« »Vil du yde os støtte?« spørger Sam. »Hvad har I brug for?« siger Torkel. »Høvdingers støtte og styrke,« siger Sam, »— for vi skal have afgjort et sagsanlæg mod Ravnkel Gode om drabet på Einar Torbjørnson, men vi kunne godt bruge din hjælp til at få sagen gennemført.« Torkel svarer: »Som jeg sagde: Jeg er ikke godordsmand.« »Hvordan kan det være, at du sådan er blevet forbigået — du er da høvdingesøn som dine brødre?« Torkel sagde: »Jeg sagde ikke, at jeg ikke havde haft godord, men jeg overlod myndigheden til min bror — Torgeir — inden jeg drog udenlands. Siden har jeg ikke taget godordet tilbage, for jeg synes, at det går godt, når han varetager det. Gå hen til ham og bed om hjælp. Han er gæv og god og en på alle måder udmærket mand, ung og ærekær. Det er mænd som ham, I kan forvente at få hjælp af.« Sam siger: »Vi vil ikke opnå noget hos ham, medmindre du taler vores sag.« Torkel siger: »Jeg lover, at jeg vil være mere med jer end imod jer, for jeg finder det ganske påkrævet, at man fører sag efter en nær slægtning. Gå nu i forvejen hen til boden og gå ind. Folkene sover. I vil se, at der er to skindposer længere inde i boden, og jeg er stået op fra den ene, men i den anden hviler min bror — Torgeir. Han har haft en stor byld på foden, siden han kom til tinget, og derfor har han ikke fået sovet meget om natten, men her i nat gik der hul på bylden, og byldemoderen kom ud. Han har sovet lige siden, men stukket benet ud på sengekanten på grund af den stærke varme, han føler i foden. Lad den gamle mand gå forrest til det inderste af boden. Han forekommer mig at være alderdomssvækket og have nedsat syn. Men — gamle!« siger Torkel, »— når du kommer hen til skindposen, skal du slingre vældigt og lade dig falde ned på sengekanten og gribe fat i den tå, der er forbundet, og trække i den — og læg så mærke til, hvordan han tager det.« Sam sagde: »Du mener det sikkert godt, men dette forekommer mig ikke tilrådeligt at gøre.« Torkel svarer: »I må vælge ét af to: Enten at gøre, som jeg foreslår, eller undlade at spørge mig til råds.« Sam siger: »Så gør vi, som han råder til.« Torkel sagde, at han ville komme senere, »— for jeg venter på mine mænd.«
@@ Linje 133: / Linje 133: @@
 Dette var en ejendom med tæt skov og vidtstrakte marker, men husene var ringe, og derfor kunne han købe ejendommen for et beskedent beløb. Men Ravnkel bekymrede sig ikke meget om omkostningerne og fældede skoven, for den var stor, og rejste en betydelig gård, som siden har heddet Ravnkelssted. Den har man altid siden regnet for en god gård. Ravnkel havde det slet ikke let det første år, han boede dér. Han ernærede sig særligt ved fiskeri. Ravnkel arbejdede hårdt, mens gården blev opbygget. De første år opdrættede han kalve og kid om vinteren, og det gik godt for ham, så næsten alle de dyr, han tog ansvaret for, overlevede. Man kunne sige, at der nærmest var to hoveder på hvert husdyr. Den samme sommer blev der fanget mange fisk i Lagarfljot, og det fortsatte hver sommer. Den slags gjorde husførelsen nemmere for folkene i herredet.

@@ Linje 102: / Linje 102: @@
 '''10. Tjostarsønnerne lover at hjælpe Sam'''
-Og nu går Sam og Torbjørn hen til boden og ind. Alle mændene derinde sov. De ser med det samme, hvor Torgeir ligger. Gamle Torbjørn gik forrest og vaklede meget, og da han kommer hen til skindposen, falder han ned på sengekanten og griber fat i den tå, der var dårlig, og trækker i den. Torgeir vågner ved det, og han sprang op fra skindposen og spurgte, hvem det var, der fór omkring og slog til folks fødder, som i forvejen var dårlige. Sam og Torbjørn fik ikke et ord frem. Da kom Torkel ilende ind i boden, og han sagde til sin bror — Torgeir: »Vær ikke så vred og ophidset over dette — min bror! — der er jo ikke sket dig noget. Det kan jo ske for enhver, at man får gjort tingene værre, end man ønsker, når man har meget at tænke på. Der er ikke noget at sige til — min bror! — at du har ondt i din fod, som har været meget betændt. Det mærker du bedst selv. Nu kan det også være, at denne gamle mand ikke smertes mindre af sin søns død, og han får ingen erstatning, men mangler alt muligt selv. Dette mærker ''han'' bedst selv.« Torgeir siger: »Jeg forstår ikke, hvorfor han lader dette gå ud over mig. Jeg har ikke dræbt hans søn, så han skal ikke hævne sig på mig.« »Han ville ikke hævne sig på dig,« siger Torkel, »— men han gik hårdere til dig, end han ville, og det skyldes hans nedsatte syn, men han venter nok at få nogen støtte af dig. Det er nu mandigt at hjælpe gamle mænd, der har brug for det. Det er fordi, han er tvunget til det, ikke fordi han er grisk, at han rejser sagen efter sin søn, men nu afslår alle høvdinge at støtte disse mænd og udstiller derved deres egen mangel på mod.« Torgeir sagde: »Hvem fører disse mænd sag mod?« Torkel svarede: »Ravnkel Gode har dræbt Torbjørns sagesløse søn. Han begår den ene ugerning efter den anden, men vil ikke tilstå nogen oprejsning for det.« Torgeir sagde: »Jeg vil gøre som de andre. Jeg synes ikke, at jeg skylder disse mænd så meget, at jeg vil strides med Ravnkel. Hver sommer — synes jeg — gør han det samme mod de mænd, der har mellemværender med ham: De fleste står tilbage med kun liden eller slet ingen hæder af sagen, når den er slut, og det ender ens for alle. Det er derfor — tror jeg — at mange holder sig tilbage, medmindre det er nødtvunget.« Torkel siger: »Det er muligt, at jeg ville have det på samme måde, hvis jeg var høvding, og at jeg ville finde det slemt at skulle strides med Ravnkel. Men sådan har jeg det ikke, for jeg synes bedst om at give mig i kast med den, som alle tidligere har lidt nederlag til. Jeg vil mene, at min — eller en anden høvdings — anseelse ville vokse meget, hvis jeg formåede at få Ravnkel ned med nakken, og dog ikke mindskes, selv om det skulle gå mig, som det er gået andre, for jeg må også tåle det, som overgår mange. Men den, der vover, vinder altid.« »Jeg forstår,« siger Torgeir, »— hvordan det forholder sig, og at du agter at hjælpe disse mænd. Jeg vil overlade dig min myndighed og mit godord, så hav du det nu, som jeg har haft det hidtil. Herefter kan vi have det i fællesskab, men hjælp du nu dem, du vil.« »Det forekommer mig,« siger Torkel, »— at vores godord varetages bedst, hvis du har det så længe som muligt. Jeg under ingen at have det mere end dig, for du er på mange måder den mest dannede af os brødre, men jeg er i tvivl om, hvad jeg vil gøre her. Du véd — min bror! — at jeg ikke har blandet mig i meget, siden jeg kom til Island. Nu kan jeg se, hvad mine råd rækker til, men jeg har sagt, hvad jeg ønsker denne gang. Det kan være, at der kommer engang, hvor Torkel Hårloks ord tillægges større vægt.« Torgeir siger: »Nu ser jeg — min bror! — hvor det bærer henad, og at dette ikke behager dig. Jeg véd ikke, hvordan det vil gå, men lad os hjælpe disse mænd, hvis du ønsker det.« Torkel siger: »Jeg beder alene om dette, fordi jeg anser det for bedst, at de bliver hjulpet.« »Hvad mener disse mænd sig i stand til,« siger Torgeir, »— som kan fremme deres sag?« »Det forholder sig sådan, som jeg sagde i dag, at vi behøver støtte fra høvdinge, men jeg har påtaget mig at føre sagen,« sagde Sam. Torgeir lovede at yde ham god hjælp, »— men nu må sagen gribes an så lovformeligt som muligt. Jeg tænker, at Torkel ønsker, at I opsøger ham, før retten sættes. Så skal jeres vedholdenhed blive belønnet enten med nogen trøst eller også med endnu større fornedrelse end før og sorger og plager. Gå nu hjem og vær glade, for hvis I skal trættes med Ravnkel, bliver der brug for, at I holder modet oppe nogen tid, men fortæl ingen, at vi har lovet at hjælpe jer.« De gik derefter hjem til deres bod og var meget opstemte. Alle folk undrede sig over, hvor hurtigt deres humør havde skiftet, så nedtrykte som de havde været, da de gik hjemmefra.
+Og nu går Sam og Torbjørn hen til boden og ind. Alle mændene derinde sov. De ser med det samme, hvor Torgeir ligger. Gamle Torbjørn gik forrest og vaklede meget, og da han kommer hen til skindposen, falder han ned på sengekanten og griber fat i den tå, der var dårlig, og trækker i den. Torgeir vågner ved det, og han sprang op fra skindposen og spurgte, hvem det var, der fór omkring og slog til folks fødder, som i forvejen var dårlige. Sam og Torbjørn fik ikke et ord frem. Da kom Torkel ilende ind i boden, og han sagde til sin bror — Torgeir: »Vær ikke så vred og ophidset over dette — min bror! — der er jo ikke sket dig noget. Det kan jo ske for enhver, at man får gjort tingene værre, end man ønsker, når man har meget at tænke på. Der er ikke noget at sige til — min bror! — at du har ondt i din fod, som har været meget betændt. Det mærker du bedst selv. Nu kan det også være, at denne gamle mand ikke smertes mindre af sin søns død, og han får ingen erstatning, men mangler alt muligt selv. Dette mærker ''han'' bedst selv.« Torgeir siger: »Jeg forstår ikke, hvorfor han lader dette gå ud over mig. Jeg har ikke dræbt hans søn, så han skal ikke hævne sig på mig.« »Han ville ikke hævne sig på dig,« siger Torkel, »— men han gik hårdere til dig, end han ville, og det skyldes hans nedsatte syn, men han venter nok at få nogen støtte af dig. Det er nu mandigt at hjælpe gamle mænd, der har brug for det. Det er fordi, han er tvunget til det, ikke fordi han er grisk, at han rejser sagen efter sin søn, men nu afslår alle høvdinge at støtte disse mænd og udstiller derved deres egen mangel på mod.« Torgeir sagde: »Hvem fører disse mænd sag mod?« Torkel svarede: »Ravnkel Gode har dræbt Torbjørns sagesløse søn. Han begår den ene ugerning efter den anden, men vil ikke tilstå nogen oprejsning for det.« Torgeir sagde: »Jeg vil gøre som de andre. Jeg synes ikke, at jeg skylder disse mænd så meget, at jeg vil strides med Ravnkel. Hver sommer — synes jeg — gør han det samme mod de mænd, der har mellemværender med ham: De fleste står tilbage med kun liden eller slet ingen hæder af sagen, når den er slut, og det ender ens for alle. Det er derfor — tror jeg — at mange holder sig tilbage, medmindre det er nødtvunget.« Torkel siger: »Det er muligt, at jeg ville have det på samme måde, hvis jeg var høvding, og at jeg ville finde det slemt at skulle strides med Ravnkel. Men sådan har jeg det ikke, for jeg synes bedst om at give mig i kast med den, som alle tidligere har lidt nederlag til. Jeg vil mene, at min — eller en anden høvdings — anseelse ville vokse meget, hvis jeg formåede at få Ravnkel ned med nakken, og dog ikke mindskes, selv om det skulle gå mig, som det er gået andre, for jeg må også tåle det, som overgår mange. Men den, der vover, vinder altid.« »Jeg forstår,« siger Torgeir, »— hvordan det forholder sig, og at du agter at hjælpe disse mænd. Jeg vil overlade dig min myndighed og mit godord, så hav du det nu, som jeg har haft det hidtil. Herefter kan vi have det i fællesskab, men hjælp du nu dem, du vil.« »Det forekommer mig,« siger Torkel, »— at vores godord varetages bedst, hvis du har det så længe som muligt. Jeg under ingen at have det mere end dig, for du er på mange måder den mest dannede af os brødre, men jeg er i tvivl om, hvad jeg vil gøre her. Du véd — min bror! — at jeg ikke har blandet mig i meget, siden jeg kom til Island. Nu kan jeg se, hvad mine råd rækker til, men jeg har sagt, hvad jeg ønsker denne gang. Det kan være, at der kommer engang, hvor Torkel Hårloks ord tillægges større vægt.« Torgeir siger: »Nu ser jeg — min bror! — hvor det bærer henad, og at dette ikke behager dig. Jeg véd ikke, hvordan det vil gå, men lad os hjælpe disse mænd, hvis du ønsker det.« Torkel siger: »Jeg beder alene om dette, fordi jeg anser det for bedst, at de bliver hjulpet.« »Hvad mener disse mænd sig i stand til,« siger Torgeir, »— som kan fremme deres sag?« »Det forholder sig sådan, som jeg sagde i dag, at vi behøver støtte fra høvdinge, men jeg har påtaget mig at føre sagen,« sagde Sam. Torgeir lovede at yde ham god hjælp, »— men nu må sagen gribes an så lovformeligt som muligt. Jeg tænker, at Torkel ønsker, at I opsøger ham, før retten sættes. Så skal jeres vedholdenhed blive belønnet enten med nogen trøst eller også med endnu større fornedrelse end før og sorger og plager. Gå nu hjem og vær glade, for hvis I skal trættes med Ravnkel, bliver der brug for, at I holder modet oppe nogen tid, men fortæl ingen, at vi har lovet at hjælpe jer.« De gik derefter hjem til deres bod og var meget opstemte. Alle folk undrede sig over, hvor hurtigt deres humør var skiftet, så nedtrykte som de havde været, da de gik hjemmefra.
@@ Linje 116: / Linje 116: @@
 '''12. Tjostarsønnernes plan'''
-Sam bliver på tinget, til det slutter. Da gør folk klar til at drage hjem. Han takker de to brødre for deres støtte, og Torgeir lo og spurgte Sam, hvordan han syntes, det var gået. Han sagde, at han var tilfreds med sagen. Torgeir sagde: »Synes du, at du er kommet videre end før?« Sam sagde: »Jeg synes, at Ravnkel er blevet vanæret, og denne skam, der er overgået ham, vil blive husket længe, og det er mange penge værd.« »Manden er ikke fredløs, så længe der ikke er gennemført en inddragelsessag<ref>Norrønt: ''féránsdómr''. Eksekution, beslaglæggelse af den dømtes ejendom og værdier.</ref>, og det må ske på hans bopæl. Det skal finde sted 14 dage efter våbentag.« Det kaldes våbentag, når alle folk rider fra tinget. »Og jeg antager,« siger Torgeir, »— at Ravnkel nu er kommet hjem og agter at blive på Adelbol. Jeg tænker, at han vil forhindre dig i at fratage ham hans myndighed. Men du har vel til hensigt at ride hjem og blive på din gård — hvis du i bedste fald opnår det. Jeg mener, at du har fået det ud af din sag, at du kan kalde ham skovgangsmand, men jeg gætter på, at han på mange vil virke lige så frygtindgydende som før — og du vil dog komme til at bøje dig endnu længere ned.« »Det skræmmer mig på ingen måde,« siger Sam. »Du er en modig mand,« siger Torgeir, »— og jeg tror ikke, at min bror — Torkel — vil vende ryggen til dig nu. Han  vil følge dig, til dit mellemværende med Ravnkel er afgjort, og først da kan du sidde i fred. I synes nok, at vi er de nærmeste til at bistå jer, nu da vi hidtil har deltaget mest i sagen. Nu vil vi for denne gangs skyld følge jer til Østfjordene, men kender du en vej til Østfjordene, som ikke er den, alle benytter?« Sam blev meget glad over dette og sagde, at de kunne tage den samme vej, som han havde brugt, da han kom østfra.
+Sam bliver på tinget, til det slutter. Da gør folk klar til at drage hjem. Han takker de to brødre for deres støtte, og Torgeir lo og spurgte Sam, hvordan han syntes, det var gået. Han sagde, at han var tilfreds med sagen. Torgeir sagde: »Synes du, at du er kommet videre end før?« Sam sagde: »Jeg synes, at Ravnkel er blevet vanæret, og denne skam, der er overgået ham, vil blive husket længe, og det er mange penge værd.« »Manden er ikke fredløs, så længe der ikke er gennemført en inddragelsesdom<ref>Norrønt: ''féránsdómr''. Eksekution, beslaglæggelse af den dømtes ejendom og værdier.</ref>, og det må ske på hans bopæl. Det skal finde sted 14 dage efter våbentag.« Det kaldes våbentag, når alle folk rider fra tinget. »Og jeg antager,« siger Torgeir, »— at Ravnkel nu er kommet hjem og agter at blive på Adelbol. Jeg tænker, at han vil forhindre dig i at fratage ham hans myndighed. Men du har vel til hensigt at ride hjem og blive på din gård — hvis du i bedste fald opnår det. Jeg mener, at du har fået det ud af din sag, at du kan kalde ham skovgangsmand, men jeg gætter på, at han på mange vil virke lige så frygtindgydende som før — og du vil dog komme til at bøje dig endnu længere ned.« »Det skræmmer mig på ingen måde,« siger Sam. »Du er en modig mand,« siger Torgeir, »— og jeg tror ikke, at min bror — Torkel — vil vende ryggen til dig nu. Han  vil følge dig, til dit mellemværende med Ravnkel er afgjort, og først da kan du sidde i fred. I synes nok, at vi er de nærmeste til at bistå jer, nu da vi hidtil har deltaget mest i sagen. Nu vil vi for denne gangs skyld følge jer til Østfjordene, men kender du en vej til Østfjordene, som ikke er den, alle benytter?« Sam blev meget glad over dette og sagde, at de kunne tage den samme vej, som han havde brugt, da han kom østfra.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. jun. 2017 kl. 19:12
Linje 114:		Linje 114:


−	'''12. ~~Tjostarssønnernes~~ plan'''	+	'''12. Tjostarsønnernes plan'''

	Sam bliver på tinget, til det slutter. Da gør folk klar til at drage hjem. Han takker de to brødre for deres støtte, og Torgeir lo og spurgte Sam, hvordan han syntes, det var gået. Han sagde, at han var tilfreds med sagen. Torgeir sagde: »Synes du, at du er kommet videre end før?« Sam sagde: »Jeg synes, at Ravnkel er blevet vanæret, og denne skam, der er overgået ham, vil blive husket længe, og det er mange penge værd.« »Manden er ikke fredløs, så længe der ikke er gennemført en inddragelsessag<ref>Norrønt: ''féránsdómr''. Eksekution, beslaglæggelse af den dømtes ejendom og værdier.</ref>, og det må ske på hans bopæl. Det skal finde sted 14 dage efter våbentag.« Det kaldes våbentag, når alle folk rider fra tinget. »Og jeg antager,« siger Torgeir, »— at Ravnkel nu er kommet hjem og agter at blive på Adelbol. Jeg tænker, at han vil forhindre dig i at fratage ham hans myndighed. Men du har vel til hensigt at ride hjem og blive på din gård — hvis du i bedste fald opnår det. Jeg mener, at du har fået det ud af din sag, at du kan kalde ham skovgangsmand, men jeg gætter på, at han på mange vil virke lige så frygtindgydende som før — og du vil dog komme til at bøje dig endnu længere ned.« »Det skræmmer mig på ingen måde,« siger Sam. »Du er en modig mand,« siger Torgeir, »— og jeg tror ikke, at min bror — Torkel — vil vende ryggen til dig nu. Han vil følge dig, til dit mellemværende med Ravnkel er afgjort, og først da kan du sidde i fred. I synes nok, at vi er de nærmeste til at bistå jer, nu da vi hidtil har deltaget mest i sagen. Nu vil vi for denne gangs skyld følge jer til Østfjordene, men kender du en vej til Østfjordene, som ikke er den, alle benytter?« Sam blev meget glad over dette og sagde, at de kunne tage den samme vej, som han havde brugt, da han kom østfra.		Sam bliver på tinget, til det slutter. Da gør folk klar til at drage hjem. Han takker de to brødre for deres støtte, og Torgeir lo og spurgte Sam, hvordan han syntes, det var gået. Han sagde, at han var tilfreds med sagen. Torgeir sagde: »Synes du, at du er kommet videre end før?« Sam sagde: »Jeg synes, at Ravnkel er blevet vanæret, og denne skam, der er overgået ham, vil blive husket længe, og det er mange penge værd.« »Manden er ikke fredløs, så længe der ikke er gennemført en inddragelsessag<ref>Norrønt: ''féránsdómr''. Eksekution, beslaglæggelse af den dømtes ejendom og værdier.</ref>, og det må ske på hans bopæl. Det skal finde sted 14 dage efter våbentag.« Det kaldes våbentag, når alle folk rider fra tinget. »Og jeg antager,« siger Torgeir, »— at Ravnkel nu er kommet hjem og agter at blive på Adelbol. Jeg tænker, at han vil forhindre dig i at fratage ham hans myndighed. Men du har vel til hensigt at ride hjem og blive på din gård — hvis du i bedste fald opnår det. Jeg mener, at du har fået det ud af din sag, at du kan kalde ham skovgangsmand, men jeg gætter på, at han på mange vil virke lige så frygtindgydende som før — og du vil dog komme til at bøje dig endnu længere ned.« »Det skræmmer mig på ingen måde,« siger Sam. »Du er en modig mand,« siger Torgeir, »— og jeg tror ikke, at min bror — Torkel — vil vende ryggen til dig nu. Han vil følge dig, til dit mellemværende med Ravnkel er afgjort, og først da kan du sidde i fred. I synes nok, at vi er de nærmeste til at bistå jer, nu da vi hidtil har deltaget mest i sagen. Nu vil vi for denne gangs skyld følge jer til Østfjordene, men kender du en vej til Østfjordene, som ikke er den, alle benytter?« Sam blev meget glad over dette og sagde, at de kunne tage den samme vej, som han havde brugt, da han kom østfra.

@@ Linje 44: / Linje 44: @@
 Ravnkel havde for vane at ride over heden om sommeren. Jøkeldalen var da fuldt befolket op til broen. Ravnkel red op gennem Fljotsdalshede og så en ødedal gå ud fra Jøkeldal. Ravnkel fandt, at denne dal var mere egnet til beboelse end de andre dale, han hidtil havde set. Og da Ravnkel kom hjem, bad han sin far om bodeling og sagde, at han ville bygge sig en gård. Dette tilstår hans far ham, og han bygger sig en gård i denne dal og kalder gården Adelbol. Ravnkel blev gift med Oddbjørg Skjoldulvsdatter fra Laksådalen. De fik to sønner. Den ældste hed Tore, den yngste Asbjørn.
-Da Ravnkel havde taget land ved Adelbol, holdt han en stor offerfest. Ravnkel lod et stort gudehov opføre. Ravnkel elskede ingen anden gud mere end Frej, og han gav ham halvpart i alle sine bedste ejendele. Ravnkel befolkede hele dalen og gav folk land, men han ville dog være deres overhoved og tog godordet<ref>Norrønt ''góðorð''. Et lokalt verdsligt og religiøst embede. Indehaveren af godordet (godedømmet) kaldes ''gode'', hvilket er en kombination af præst og herredshøvding. Et godord er omsætteligt, dvs. at det kan gå i arv eller sælges.</ref> over dem. Herved fik han sit tilnavn og blev kaldt Frejsgode. Han var en dygtig mand, men meget uretfærdig. Han tvang Jøkeldalsmændene til at blive sine tingmænd. Han var mild og venlig mod sine egne folk, men hård og ufordragelig mod Jøkeldalsmændene, som han behandlede urimeligt. Ravnkel var ofte i tvekamp, men han betalte aldrig bøder, for ingen fik nogen sinde godtgørelse af ham, uanset hvad han gjorde.
+Da Ravnkel havde taget land ved Adelbol, holdt han en stor offerfest. Ravnkel lod et stort gudehov opføre. Ravnkel elskede ingen anden gud mere end Frej, og han gav ham halvpart i alle sine bedste ejendele. Ravnkel befolkede hele dalen og gav folk land, men han ville dog være deres overhoved og tog godordet<ref>Norrønt: ''góðorð''. Et lokalt verdsligt og religiøst embede. Indehaveren af godordet (godedømmet) kaldes ''gode'', hvilket er en kombination af præst og herredshøvding. Et godord er omsætteligt, dvs. at det kan gå i arv eller sælges.</ref> over dem. Herved fik han sit tilnavn og blev kaldt Frejsgode. Han var en dygtig mand, men meget uretfærdig. Han tvang Jøkeldalsmændene til at blive sine tingmænd. Han var mild og venlig mod sine egne folk, men hård og ufordragelig mod Jøkeldalsmændene, som han behandlede urimeligt. Ravnkel var ofte i tvekamp, men han betalte aldrig bøder, for ingen fik nogen sinde godtgørelse af ham, uanset hvad han gjorde.
 Det er besværligt at færdes i Fljotdalsherred, for der er meget stenet og sumpet, men far og søn red dog ofte på besøg hos hinanden, for de havde et godt slægtskab. Halfred fandt vejen vanskeligt farbar og ledte efter en vej over de fjelde, der findes i Fljotdalsherred. Han fandt dér en længere, men mere tør vej, og den kaldes Halfredsvejen. Denne vej benyttes kun af dem, der er særligt stedkendte i Fljotdalsherred.
@@ Linje 112: / Linje 112: @@
 Ravnkel går til sin bod og lader sine heste føre frem og rider bort fra tinget, og han var meget utilfreds med sagens udfald, for han havde aldrig før været udsat for noget lignende. Han rider østpå  over Lyngdalshede og videre mod øst til Sida, og han gør ikke holdt, førend han er hjemme i Ravnkelsdal, og han sætter sig på Adelbol og lod, som om intet var sket. Men Sam blev på tinget og skred stolt omkring. Mange finder det vel, at det var endt med, at Ravnkel var kommet ned med nakken, og nu husker man på, at han har været urimelig mod mange.

@@ Linje 37: / Linje 37: @@
 '''1. Halfred kommer til Island og bosætter sig'''
-Det skete på kong Harald Hårfagers tid — søn af Halvdan den Sorte, søn af Gudrød Jagtkonge, søn af Halvdan den Gavmilde og Madgerrige, søn af Øistein Fjært, søn af svenskekongen Olaf Træfælder — at en mand, der hed Halfred, kom til Island og landede med sit skib i Breddal. Det ligger neden for Fljotdalsherred. Med på skibet var hans kone og hans søn, der hed Ravnkel. Denne var da 15 år gammel og en dygtig og lovende ung mand. Halfred slog sig ned dér. Om vinteren døde en udenlandsk trælkvinde, der hed Arntrud, og derfor kaldte man det siden Arntrudssted. Men om foråret flyttede Halfred nordpå over heden og bosatte sig på det sted, som hedder Gededal. En nat drømte han, at en mand kom hen til ham og sagde: »Dér ligger du — Halfred! — nok så uforsigtigt. Du skulle flytte dit bo vestpå over Lagarfljot. Dér finder du lykken!« Herefter vågner han og flytter sit bo over Rangå til det sted i Tunge, som siden blev kaldt Halfredssted, hvor han boede til sin alderdom. En galt og en gedebuk kom ikke med, og den samme dag, som Halfred flyttede, blev husene ramt af et fjeldskred, hvorved disse husdyr blev dræbt, og derfor kaldte man det siden for Gededal.
+[[Fil:AM156fol p1.jpg|thumb|right|300px|<center>'''Hrafnkels saga Freysgoða''' (AM 156 fol.)</center>]]Det skete på kong Harald Hårfagers tid — søn af Halvdan den Sorte, søn af Gudrød Jagtkonge, søn af Halvdan den Gavmilde og Madgerrige, søn af Øistein Fjært, søn af svenskekongen Olaf Træfælder — at en mand, der hed Halfred, kom til Island og landede med sit skib i Breddal. Det ligger neden for Fljotdalsherred. Med på skibet var hans kone og hans søn, der hed Ravnkel. Denne var da 15 år gammel og en dygtig og lovende ung mand. Halfred slog sig ned dér. Om vinteren døde en udenlandsk trælkvinde, der hed Arntrud, og derfor kaldte man det siden Arntrudssted. Men om foråret flyttede Halfred nordpå over heden og bosatte sig på det sted, som hedder Gededal. En nat drømte han, at en mand kom hen til ham og sagde: »Dér ligger du — Halfred! — nok så uforsigtigt. Du skulle flytte dit bo vestpå over Lagarfljot. Dér finder du lykken!« Herefter vågner han og flytter sit bo over Rangå til det sted i Tunge, som siden blev kaldt Halfredssted, hvor han boede til sin alderdom. En galt og en gedebuk kom ikke med, og den samme dag, som Halfred flyttede, blev husene ramt af et fjeldskred, hvorved disse husdyr blev dræbt, og derfor kaldte man det siden for Gededal.
@@ Linje 103: / Linje 103: @@
 Og nu går Sam og Torbjørn hen til boden og ind. Alle mændene derinde sov. De ser med det samme, hvor Torgeir ligger. Gamle Torbjørn gik forrest og vaklede meget, og da han kommer hen til skindposen, falder han ned på sengekanten og griber fat i den tå, der var dårlig, og trækker i den. Torgeir vågner ved det, og han sprang op fra skindposen og spurgte, hvem det var, der fór omkring og slog til folks fødder, som i forvejen var dårlige. Sam og Torbjørn fik ikke et ord frem. Da kom Torkel ilende ind i boden, og han sagde til sin bror — Torgeir: »Vær ikke så vred og ophidset over dette — min bror! — der er jo ikke sket dig noget. Det kan jo ske for enhver, at man får gjort tingene værre, end man ønsker, når man har meget at tænke på. Der er ikke noget at sige til — min bror! — at du har ondt i din fod, som har været meget betændt. Det mærker du bedst selv. Nu kan det også være, at denne gamle mand ikke smertes mindre af sin søns død, og han får ingen erstatning, men mangler alt muligt selv. Dette mærker ''han'' bedst selv.« Torgeir siger: »Jeg forstår ikke, hvorfor han lader dette gå ud over mig. Jeg har ikke dræbt hans søn, så han skal ikke hævne sig på mig.« »Han ville ikke hævne sig på dig,« siger Torkel, »— men han gik hårdere til dig, end han ville, og det skyldes hans nedsatte syn, men han venter nok at få nogen støtte af dig. Det er nu mandigt at hjælpe gamle mænd, der har brug for det. Det er fordi, han er tvunget til det, ikke fordi han er grisk, at han rejser sagen efter sin søn, men nu afslår alle høvdinge at støtte disse mænd og udstiller derved deres egen mangel på mod.« Torgeir sagde: »Hvem fører disse mænd sag mod?« Torkel svarede: »Ravnkel Gode har dræbt Torbjørns sagesløse søn. Han begår den ene ugerning efter den anden, men vil ikke tilstå nogen oprejsning for det.« Torgeir sagde: »Jeg vil gøre som de andre. Jeg synes ikke, at jeg skylder disse mænd så meget, at jeg vil strides med Ravnkel. Hver sommer — synes jeg — gør han det samme mod de mænd, der har mellemværender med ham: De fleste står tilbage med kun liden eller slet ingen hæder af sagen, når den er slut, og det ender ens for alle. Det er derfor — tror jeg — at mange holder sig tilbage, medmindre det er nødtvunget.« Torkel siger: »Det er muligt, at jeg ville have det på samme måde, hvis jeg var høvding, og at jeg ville finde det slemt at skulle strides med Ravnkel. Men sådan har jeg det ikke, for jeg synes bedst om at give mig i kast med den, som alle tidligere har lidt nederlag til. Jeg vil mene, at min — eller en anden høvdings — anseelse ville vokse meget, hvis jeg formåede at få Ravnkel ned med nakken, og dog ikke mindskes, selv om det skulle gå mig, som det er gået andre, for jeg må også tåle det, som overgår mange. Men den, der vover, vinder altid.« »Jeg forstår,« siger Torgeir, »— hvordan det forholder sig, og at du agter at hjælpe disse mænd. Jeg vil overlade dig min myndighed og mit godord, så hav du det nu, som jeg har haft det hidtil. Herefter kan vi have det i fællesskab, men hjælp du nu dem, du vil.« »Det forekommer mig,« siger Torkel, »— at vores godord varetages bedst, hvis du har det så længe som muligt. Jeg under ingen at have det mere end dig, for du er på mange måder den mest dannede af os brødre, men jeg er i tvivl om, hvad jeg vil gøre her. Du véd — min bror! — at jeg ikke har blandet mig i meget, siden jeg kom til Island. Nu kan jeg se, hvad mine råd rækker til, men jeg har sagt, hvad jeg ønsker denne gang. Det kan være, at der kommer engang, hvor Torkel Hårloks ord tillægges større vægt.« Torgeir siger: »Nu ser jeg — min bror! — hvor det bærer henad, og at dette ikke behager dig. Jeg véd ikke, hvordan det vil gå, men lad os hjælpe disse mænd, hvis du ønsker det.« Torkel siger: »Jeg beder alene om dette, fordi jeg anser det for bedst, at de bliver hjulpet.« »Hvad mener disse mænd sig i stand til,« siger Torgeir, »— som kan fremme deres sag?« »Det forholder sig sådan, som jeg sagde i dag, at vi behøver støtte fra høvdinge, men jeg har påtaget mig at føre sagen,« sagde Sam. Torgeir lovede at yde ham god hjælp, »— men nu må sagen gribes an så lovformeligt som muligt. Jeg tænker, at Torkel ønsker, at I opsøger ham, før retten sættes. Så skal jeres vedholdenhed blive belønnet enten med nogen trøst eller også med endnu større fornedrelse end før og sorger og plager. Gå nu hjem og vær glade, for hvis I skal trættes med Ravnkel, bliver der brug for, at I holder modet oppe nogen tid, men fortæl ingen, at vi har lovet at hjælpe jer.« De gik derefter hjem til deres bod og var meget opstemte. Alle folk undrede sig over, hvor hurtigt deres humør havde skiftet, så nedtrykte som de havde været, da de gik hjemmefra.

@@ Linje 90: / Linje 90: @@
 Så gik vinteren, men om foråret, da man kom til stævnedagene, rider Sam hjemmefra og op til Adelbol og stævner Ravnkel for drabet på Einar. Herefter rider Sam ned gennem dalen og indkalder bønderne til tingfærd, og han forholder sig roligt, indtil folk gør klar til at drage til tinget. Ravnkel sendte da sine mænd ned gennem dalen for at indkalde folk. Han får samlet 70 af sine tingmænd. Med denne flok rider han østpå over Fljotsdalsheden til enden af søen og så tværs over åsen til Skridedal og op gennem Skridedal og sydpå over Øksehede til Berufjord og ad den lige tingmandsvej til Sida. Fra Fljotsdal og sydpå til Tingsletten er der 17 dagsrejser. Da Ravnkel havde forladt herredet, samler Sam folk omkring sig. Han får mest løse og ledige folk med sig og så dem, han havde kaldt sammen. Sam udstyrer disse folk med våben og klæder og forsyninger. Sam tager en anden vej ud af dalen. Han drager nordpå til broen og over broen og derfra over Mødredalshede, og de var i Mødredal om natten. Derfra rider de til Hærdebredstunge og videre oven om Blåfjeld og derfra til Kroksdal og så sydpå over Sanden, og de kommer ned til Sandefjeld og derfra til Tingsletten. Da var Ravnkel endnu ikke kommet frem, og hans rejse tog længere tid, fordi han havde længere vej. Sam telter boder for sine mænd, men ikke i nærheden af, hvor folkene fra Østfjordene plejer at holde til. Ravnkel ankom noget senere til tinget. Han telter sin bod, således som han plejede, og erfarede, at Sam var til stede på tinget. Han fandt det latterligt.
-Dette ting var særdeles velbesøgt. De fleste af de høvdinge, der var på Island, var til stede. Sam opsøger alle høvdingene og bad om deres hjælp og støtte, men de svarede alle det samme: At ingen af dem mente at skylde Sam så meget, at de ville gå imod Ravnkel Gode og på den måde sætte deres anseelse på spil. De sagde også, at det var gået på samme måde for de fleste, der havde haft tingtrætter mod Ravnkel, og at han havde vanæret alle dem, der havde ført sag imod ham. Sam går hjem til sin bod, og de to slægtninge var modfaldne og frygtede, at deres sag ikke ville give dem andet end skam og nedværdigelse. Og de var så bekymrede, at de hverken sov eller spiste, for alle høvdingene betakkede sig for at hjælpe dem — selv dem, som de havde forventet at få støtte af.
+Dette ting var særdeles velbesøgt. De fleste af de høvdinge, der var på Island, var til stede. Sam træffer alle høvdingene og bad om deres hjælp og støtte, men de svarede alle det samme: At ingen af dem mente at skylde Sam så meget, at de ville gå imod Ravnkel Gode og på den måde sætte deres anseelse på spil. De sagde også, at det var gået på samme måde for de fleste, der havde haft tingtrætter mod Ravnkel, og at han havde vanæret alle dem, der havde ført sag imod ham. Sam går hjem til sin bod, og de to slægtninge var modfaldne og frygtede, at deres sag ikke ville give dem andet end skam og nedværdigelse. Og de er så bekymrede, at de hverken sover eller spiser, for alle høvdingene betakkede sig for at hjælpe dem — selv dem, som de havde forventet at få støtte af.
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
 [[Kategori:Jesper Lauridsen]]

@@ Linje 77: / Linje 77: @@
 '''7. Sam overtager søgsmålet mod Ravnkel'''
-Ovre på Hol erfarer Torbjørn sønnens død. Han tog denne nyhed meget tungt. Nu tager han sin hest og rider over til Adelbol og beder Ravnkel om bod for drabet på sønnen. Han sagde, at han havde dræbt flere mænd end denne ene. »Du kan ikke være uvidende om, at jeg ikke vil betale bøder til nogen, og det må folk finde sig i. Jeg mener dog, at det, jeg har bedrevet her, er værre end de andre drab, jeg har begået. Du har været min nabo i lang tid, og jeg har syntes om dig, og vi har haft et godt forhold til hinanden. Ejnar og jeg skulle ikke blive uenige om andet end småting, havde han bare ikke redet på hesten. Men man må ofte fortryde, at man siger for meget, og mere sjældent fortryder man, at man har sagt for lidt end for meget. Jeg vil nu bevise, at jeg synes, at dette drab er værre end de andre, jeg har begået. Jeg vil forsyne din gård  med malkekvæg denne sommer og med slagtekød til efteråret. Sådan vil jeg gøre hvert år, så længe du ønsker at have egen husholdning. Dine sønner og døtre skal vi sende ud med min hjælp og udstyre dem således, at de får gode vilkår deraf. Og hvis du véd, at jeg har noget, som du har brug for, skal du bare sige til, og fra nu af skal du ikke mangle noget, som du behøver. Du skal drive din gård, så længe du har glæde af det, men komme herhen, hvis du bliver led ved det, så skal jeg forsørge dig til din dødsdag. Sådan skal vi være forligte — men jeg forventer, at mange vil mene, at denne mand var vel dyr.« »Jeg går ikke ind på disse vilkår,« siger Torbjørn. »Hvad vil du så?« siger Ravnkel. Da siger Torbjørn: »Jeg ønsker, at vi får folk til at afgøre sagen imellem os.« Ravnkel svarer: »Så anser du dig for at være min ligemand, men på den måde bliver vi ikke forligte.«
+Ovre på Hol erfarer Torbjørn sønnens død. Han tog denne nyhed meget tungt. Nu tager han sin hest og rider over til Adelbol og beder Ravnkel om bod for drabet på sønnen. Ravnkel sagde, at han havde dræbt flere mænd end denne ene, »— og du kan ikke være uvidende om, at jeg ikke vil betale bøder til nogen, og det må folk finde sig i. Jeg mener dog, at det, jeg har bedrevet her, er værre end de andre drab, jeg har begået. Du har været min nabo i lang tid, og jeg har syntes om dig, og vi har haft et godt forhold til hinanden. Einar og jeg skulle ikke blive uenige om andet end småting, havde han bare ikke redet på hesten. Men man må ofte fortryde, at man siger for meget, og mere sjældent fortryder man, at man har sagt for lidt end for meget. Jeg vil nu bevise, at jeg synes, at dette drab er værre end de andre, jeg har begået. Jeg vil forsyne din gård  med malkekvæg denne sommer og med slagtekød til efteråret. Sådan vil jeg gøre hvert år, så længe du ønsker at have egen husholdning. Dine sønner og døtre skal vi sende ud med min hjælp og udstyre dem således, at de får gode vilkår deraf. Og hvis du véd, at jeg har noget, som du har brug for, skal du bare sige til, og fra nu af skal du ikke mangle noget, som du behøver. Du skal drive din gård, så længe du har glæde af det, men komme herhen, hvis du bliver led ved det, så skal jeg forsørge dig til din dødsdag. Sådan skal vi være forligte — men jeg forventer, at mange vil mene, at denne mand var vel dyr.« »Jeg går ikke ind på disse vilkår,« siger Torbjørn. »Hvad vil du så?« siger Ravnkel. Da siger Torbjørn: »Jeg ønsker, at vi får folk til at afgøre sagen imellem os.« Ravnkel svarer: »Så anser du dig for at være min ligemand, men på den måde bliver vi ikke forligte.«
 Så red Torbjørn derfra og ned gennem herredet. Han kom til Laugarhuse og træffer sin bror — Bjarne — og fortæller ham, hvad der er sket, og beder ham tage del i sagen. Bjarne mente ikke, at han var Ravnkels ligemand, »— og selv om vi har mange penge, kan vi ikke klare os mod Ravnkel, og det er sandt, som man siger, at ‘den er klog, som kender sine begrænsninger’. Han har ofte fået drejet retten til sin fordel mod folk, som var mægtigere, end vi er. Det forekommer mig, at du har handlet uklogt ved at afslå så gode forligsvilkår. Jeg vil ikke have noget med sagen at gøre.« Torbjørn hånede da sin bror meget og siger, at der var mindre dåd i ham, jo mere det gjaldt. Han rider nu derfra, og deres afsked var ikke videre blid.
 Torbjørn gør ikke holdt, før han kommer til Leikskåle, hvor han banker på døren. Den bliver åbnet. Torbjørn beder Sam komme ud. Sam hilste venligt på sin slægtning og bad ham blive. Torbjørn tøvede noget. Sam ser, at Torbjørn ikke er glad, og spørger, hvad der er sket, og han fortæller om drabet på sin søn — Einar. »Det er ikke nogen nyhed,« siger Sam, »— at Ravnkel slår folk ihjel.« Torbjørn spørger, hvorvidt Sam ville støtte ham. »Sagen er her, at selv om jeg står den dræbte nærmest, så faldt hugget ikke fjernt fra dig.« »Har du forsøgt at få nogen oprejsning fra Ravnkel?« Torbjørn fortalte oprigtigt, hvordan det var gået mellem ham og Ravnkel. »Jeg har aldrig før hørt,« siger Sam, »— at Ravnkel skulle have tilbudt nogen, hvad han tilbød dig. Nu vil jeg ride op til Adelbol sammen med dig, og så møder vi Ravnkel med ydmyghed og finder ud af, om han står ved sit tilbud. Han vil vel være rimelig.« »Det tror jeg ikke, Ravnkel vil,« siger Torbjørn, »— og jeg har heller ikke mere lyst til at tage imod det nu, end da jeg red derfra.« Sam siger: »Jeg tror, det vil være svært at føre sag mod Ravnkel.« Torbjørn svarer: »I unge mænd får aldrig fremgang, for I er bange for alt. Jeg tror næppe, at nogen mand har mere usle slægtninge, end jeg har. Det er for ringe med sådanne folk som som dig, der mener at være lovkyndige og er lystne efter småsager, men ikke vil tage denne sag, som er så klar. Dette vil du få at høre for, hvilket er rimeligt, eftersom du skulle være den gæveste mand i vores slægt. Nu ser jeg nok, hvordan sagen ender.« Sam svarer: »Hvad opnår du da ved, at jeg tager sagen, og vi så begge får skam af den?« Torbjørn svarer: »Det vil dog være en stor trøst for mig, hvis du tager sagen. Så må det gå, som det gør.« Sam svarer: »Jeg gør dette med ulyst. Jeg gør det mest for slægtskabs skyld, men du skal vide, at jeg synes, at du er en uduelig mand.« Så rakte Sam hånden frem og påtog sig Torbjørns sag.
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
 [[Kategori:Jesper Lauridsen]]