Sønder-Mule syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 19:25

2015-06-24T19:25:06Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 19:14

2015-06-24T19:14:52Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 19:08

2015-06-24T19:08:49Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 19:05

2015-06-24T19:05:28Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 18:51

2015-06-24T18:51:03Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 18:48

2015-06-24T18:48:00Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 18:46

2015-06-24T18:46:24Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 18:42

2015-06-24T18:42:53Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 18:39

2015-06-24T18:39:53Z

Carsten på 24. jun. 2015 kl. 16:46

2015-06-24T16:46:37Z

@@ Linje 19: / Linje 19: @@
@@ Linje 78: / Linje 76: @@
-Syd for Krossanæsfjældet skærer den anselige Reydarfjord sig ind. Det er østlandets største fjord, omtrent 4 mile lang og ved mundingen 1 mil bred; den går ind i nordvestlig retning, indtil den 2-3 mil fra sin munding afsætter, ligeledes i nordvestlig retning, den lille Eskefjord, hvorefter hovedfjorden forstsætter sig en mils vej i vest. Fjorden, på islandsk ''Reyðarfjörðr'', antages at være benævnt efter et ved sydsiden af fjordmundingen stående fjæld Reyðr, der i sit udseende har nogen lighed med den således benævnte hvalfisk. På dansk kaldes den sædvanlig ''Rødefjord'', en benævnelse, som der egentlig ikke lader sig indvende noget imod, uagtet betydningen er blevet en hel anden, da det er aldeles regelmæssige lydovergange, som har fremkaldt formen. Rødefjord spiller ingen rolle i sagaerne, når undtages, at fjorden hyppig nævnes som havn og landingssted for skibe. Ldn. nævner kun en landnamsmand for den ydre dels vedkommende; de to mænd, der bosatte sig i den indre del af fjorden, drog snart efter til Fljotsdalsherredet og tog land der. Nu er den af anselige trapfjælde omgivne fjord en tæt bebygget, om end ikke særlig begunstiget bygd — der klages over fugtigt vejr og stærke storme. Af betydning for den herværende ''handelsplads'' (Eskefjord) er det, at denne bygd står i en lettere og bekvemmere forbindelse med omverdenen end de fleste andre Østfjorde.
+[[Fil:AM.131.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Djúpavog '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Syd for Krossanæsfjældet skærer den anselige Reydarfjord sig ind. Det er østlandets største fjord, omtrent 4 mile lang og ved mundingen 1 mil bred; den går ind i nordvestlig retning, indtil den 2-3 mil fra sin munding afsætter, ligeledes i nordvestlig retning, den lille Eskefjord, hvorefter hovedfjorden forstsætter sig en mils vej i vest. Fjorden, på islandsk ''Reyðarfjörðr'', antages at være benævnt efter et ved sydsiden af fjordmundingen stående fjæld Reyðr, der i sit udseende har nogen lighed med den således benævnte hvalfisk. På dansk kaldes den sædvanlig ''Rødefjord'', en benævnelse, som der egentlig ikke lader sig indvende noget imod, uagtet betydningen er blevet en hel anden, da det er aldeles regelmæssige lydovergange, som har fremkaldt formen. Rødefjord spiller ingen rolle i sagaerne, når undtages, at fjorden hyppig nævnes som havn og landingssted for skibe. Ldn. nævner kun en landnamsmand for den ydre dels vedkommende; de to mænd, der bosatte sig i den indre del af fjorden, drog snart efter til Fljotsdalsherredet og tog land der. Nu er den af anselige trapfjælde omgivne fjord en tæt bebygget, om end ikke særlig begunstiget bygd — der klages over fugtigt vejr og stærke storme. Af betydning for den herværende ''handelsplads'' (Eskefjord) er det, at denne bygd står i en lettere og bekvemmere forbindelse med omverdenen end de fleste andre Østfjorde.
@@ Linje 90: / Linje 88: @@
-Fra fjordbunden ligger en kort og bekvem vej over Tordalshede til Skriddalen. — Af landet paa fjordens sydside er det kun den indre del, som hører til denne bygd, hele den ydre halvdel regnes både i gejstlig og verdslig henseende til den syd for liggende Fåskrudsfjord, fra hvilken alle de herliggende gårde imidlertid er skilte ved den syd for Reydarfjorden fremløbende fjældrække, der længst mod øst ender i det alt tidligere nævnte forbjærg »Reyðr«. At dette fjæld også kan benævnes ''Reydarfjæld'' (Reyðarfjall), som det på kortet findes anført, følger af sig selv. Under dette navn forekommer det i Ldn. (s. 26), og må i følge fremstillingen antages at være det fjæld, hvorfra Islands første opdager, vikingen Naddodd, forgjæves spejdede efter tegn til landets bebyggelse. (Fjældet er c. 2000 f. højt).
+[[Fil:AM.126.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Borgargaðsklettar ved Djúpavog '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Fra fjordbunden ligger en kort og bekvem vej over Tordalshede til Skriddalen. — Af landet paa fjordens sydside er det kun den indre del, som hører til denne bygd, hele den ydre halvdel regnes både i gejstlig og verdslig henseende til den syd for liggende Fåskrudsfjord, fra hvilken alle de herliggende gårde imidlertid er skilte ved den syd for Reydarfjorden fremløbende fjældrække, der længst mod øst ender i det alt tidligere nævnte forbjærg »Reyðr«. At dette fjæld også kan benævnes ''Reydarfjæld'' (Reyðarfjall), som det på kortet findes anført, følger af sig selv. Under dette navn forekommer det i Ldn. (s. 26), og må i følge fremstillingen antages at være det fjæld, hvorfra Islands første opdager, vikingen Naddodd, forgjæves spejdede efter tegn til landets bebyggelse. (Fjældet er c. 2000 f. højt).
@@ Linje 102: / Linje 100: @@
-Ved den sydøstlige retning, i hvilken Skrud er beliggende i forhold til Reydarfjældsnæsset, kommer øen til at ligge omtrent ud for ''Fåskrudsfjorden'' (Fáskrúðsfjörðr), der synes ved sammenligning med hin at have fået sit lidet prunkende navn. Dette (&#596;: den uanselige fjord) skal i øvrigt være ret træffende for fjordens mindre begunstigede, sydlige dels vedkommende. Fåskrudsfjorden er en et par mile lang fjord, der skærer sig ind i vestlig retning, til bægge sider begrænset af en lignende fjældrække som de øvrige Østfjorde. På nordsiden af jorden ligger temlig langt ude præstegården ''Kolfreyjustad'' (Kolfreyjustaðr). Inden for gårdens tun findes et lille næs Valtyrstange (Valtýstángi). Ovenfor dette ligger det såkaldte ''Lögréttuhraun'', hvor en af klippeblokke dannet indhegning fører navnet ''Lögrétta''. Man fortæller, at her har bygdens fordums tingsted været. — Længere inde findes sikre ankerpladser, der benyttes meget af de fremmede fiskere. Længst inde ved fjordens nordside (ved gården Buðir), mener man, at tyske købmænd tidligere har haft deres handelsboder. Op fra fjordbunden strækker sig to græsrige dale, og der går herfra veje til Rødefjord og den sydvestligere Breddal<ref>For bunden af den nordligste af disse (Daladalr) står et fjæld Hrútafell, i hvis sydlige del findes et ''Skógarmannagil'', hvor forbrydere i sin tid skal have haft tilhold.</ref>.
+[[Fil:AM.127.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Udsigt fra Djúpavog. Hamarsfjord i baggrunden '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Ved den sydøstlige retning, i hvilken Skrud er beliggende i forhold til Reydarfjældsnæsset, kommer øen til at ligge omtrent ud for ''Fåskrudsfjorden'' (Fáskrúðsfjörðr), der synes ved sammenligning med hin at have fået sit lidet prunkende navn. Dette (&#596;: den uanselige fjord) skal i øvrigt være ret træffende for fjordens mindre begunstigede, sydlige dels vedkommende. Fåskrudsfjorden er en et par mile lang fjord, der skærer sig ind i vestlig retning, til bægge sider begrænset af en lignende fjældrække som de øvrige Østfjorde. På nordsiden af jorden ligger temlig langt ude præstegården ''Kolfreyjustad'' (Kolfreyjustaðr). Inden for gårdens tun findes et lille næs Valtyrstange (Valtýstángi). Ovenfor dette ligger det såkaldte ''Lögréttuhraun'', hvor en af klippeblokke dannet indhegning fører navnet ''Lögrétta''. Man fortæller, at her har bygdens fordums tingsted været. — Længere inde findes sikre ankerpladser, der benyttes meget af de fremmede fiskere. Længst inde ved fjordens nordside (ved gården Buðir), mener man, at tyske købmænd tidligere har haft deres handelsboder. Op fra fjordbunden strækker sig to græsrige dale, og der går herfra veje til Rødefjord og den sydvestligere Breddal<ref>For bunden af den nordligste af disse (Daladalr) står et fjæld Hrútafell, i hvis sydlige del findes et ''Skógarmannagil'', hvor forbrydere i sin tid skal have haft tilhold.</ref>.
 Fra fjordens sydside, hvor der også ligger on række gårde, fører veje til den sydfor liggende Stödvarfjord. I Fåskrudsfjord er ellers intet, der fortjener særlig at fremhæves. Påfaldende er navnene på en del fjældtoppe: Goðaborgarfjall og Hoffell, Njáll og Bera. Ved gården Tunga omtaler sognebeskrivelsen en høj med en stenlægning uden om<ref>Haugur einn eða grashóll i Túngu nesi med manngjörðri stétt alt í kring.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. jun. 2015 kl. 19:14
Linje 149:		Linje 149:


−	Når man på vejen fra Hovsdal nordpå drejer om den mod øst udløbende mule, ser man en noget større dal, der ligeledes i vestlig retning strækker sig op fra Alvtefjord. Dalen, ''Gejthelladal'' (Geithelladalr, — forhen ''Kambsdalr''), der gennemstrømmes af en å (Geithellaá), er kun svagt bebygget; nær kysten står nord for åen gården ''Geithellar'', hvorefter så vel dalen som åen — og desuden hreppen — tager navn. Da gårdsnavnet i ældre kilder (Nj. f. eks.) skrives '''Geithellur''', må denne form vel være den oprindelige — og så vel dal og å som hrepp altså være at sammensætte med »Geithellna«, skønt det kunde ligge nær at antage, at gården ikke havde taget navn efter »hellur« ɔ: klipper, men efter »hellar« ɔ: huler, hvoraf der findes flere ude på det nord for dalen fremskydende næs. Dette i forhold til længden temlig brede næs, der ligesom en her liggende gård bærer navnet '''Melrakkanes''', er det, som skiller mellem Alvtefjord og Hamarsfjord. Op fra Hamarsfjorden strækker sig den lange ''Hamarsdal(r)''; fra den indre del af den mellem de to dale skillende fjældryg hæver sig den alt tidligere nævnte ''Tråndarjakel'' (Þrándarjökull). Hamarsdalen er ligesom bygdens andre dale væsenlig kun nærmest kysten bebygget; op i landet strækker den sig imidlertid meget langt i nordvestlig retning<ref>I følge sognebeskr. viser rensdyrene sig stundum her.</ref>. Det er Nj.s '''Svidinhornadal''' (''Sviðinhornadalr''). Fra Hamarsdal kan man over den såkaldte ''Brattháls'' rejse til Fljotsdalen; vejen skal medtage en almindelig dagsrejse (Þíngmannaleið ɔ: c. 5 mil). I denne hals, der synes langt ned i tiden (og måske endnu) at være nævnt Sviðinhornahraun, skal ses sporene af en gammel vej; i Nj., som lader Flose tage denne vej på hjemrejsen fra sit besøg i Østfjordene, benævnes strækningen ''Öxarhraun''. Så vidt man kan dømme efter sognebeskrivelsen, benyttes »hraun« i denne bygd ganske almindelig som betegnelse for øde klippegrund.	+	[[Fil:AM.132.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Búlandsnes ved Hamarfjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Når man på vejen fra Hovsdal nordpå drejer om den mod øst udløbende mule, ser man en noget større dal, der ligeledes i vestlig retning strækker sig op fra Alvtefjord. Dalen, ''Gejthelladal'' (Geithelladalr, — forhen ''Kambsdalr''), der gennemstrømmes af en å (Geithellaá), er kun svagt bebygget; nær kysten står nord for åen gården ''Geithellar'', hvorefter så vel dalen som åen — og desuden hreppen — tager navn. Da gårdsnavnet i ældre kilder (Nj. f. eks.) skrives '''Geithellur''', må denne form vel være den oprindelige — og så vel dal og å som hrepp altså være at sammensætte med »Geithellna«, skønt det kunde ligge nær at antage, at gården ikke havde taget navn efter »hellur« ɔ: klipper, men efter »hellar« ɔ: huler, hvoraf der findes flere ude på det nord for dalen fremskydende næs. Dette i forhold til længden temlig brede næs, der ligesom en her liggende gård bærer navnet '''Melrakkanes''', er det, som skiller mellem Alvtefjord og Hamarsfjord. Op fra Hamarsfjorden strækker sig den lange ''Hamarsdal(r)''; fra den indre del af den mellem de to dale skillende fjældryg hæver sig den alt tidligere nævnte ''Tråndarjakel'' (Þrándarjökull). Hamarsdalen er ligesom bygdens andre dale væsenlig kun nærmest kysten bebygget; op i landet strækker den sig imidlertid meget langt i nordvestlig retning<ref>I følge sognebeskr. viser rensdyrene sig stundum her.</ref>. Det er Nj.s '''Svidinhornadal''' (''Sviðinhornadalr''). Fra Hamarsdal kan man over den såkaldte ''Brattháls'' rejse til Fljotsdalen; vejen skal medtage en almindelig dagsrejse (Þíngmannaleið ɔ: c. 5 mil). I denne hals, der synes langt ned i tiden (og måske endnu) at være nævnt Sviðinhornahraun, skal ses sporene af en gammel vej; i Nj., som lader Flose tage denne vej på hjemrejsen fra sit besøg i Østfjordene, benævnes strækningen ''Öxarhraun''. Så vidt man kan dømme efter sognebeskrivelsen, benyttes »hraun« i denne bygd ganske almindelig som betegnelse for øde klippegrund.


−	Hamarsfjorden søger man gærne at passere ved ebbetid; dennes inderste del ligger da som en aldeles flad lerstrækning med nogle tommer vand over, og man slipper for en besværlig vej langs kysten samt undgår at passere den dalen gennemløbende å (Hamarsá) <ref>I følge Sig. Gunnarssön skal Hamarså — afvigende fra kortets fremstilling — have sit udspring fra en sø nordøst for jøklen, hvorefter den straks styrter sig ned i dalbunden; i søen falder ofte jøkelstykker, medens ellers kun enkelte ubetydelige jøkelbække længst oppe i dalen falde i åen.</ref>.« I de nordsiden af fjorden begrænsende fjælde bemærker man en rødlig klippeskrænt »Rauðaskrida« (Ldn. s. 255: Rauðaskridur). Her i nærheden findes en »Djáknadys« — navnet kommer oftere igen på Island —, hvortil sagnet knytter sig om slagsmål med dødeligt udfald mellem en præst og en degn; forbirejsende kaster efter gammel skik en sten på dyssen. Længere ude går fjældene over i det lave Bulandsnæs, der jo skiller mellem Hamarsfjord og den nordligere Berufjord. Blandt gårdene på nordsiden af Hamarsfjorden mærkes stedet for annekskirken, Háls, hvorefter denne del af sognet bærer navnet »Hálsþínghá«. Krstn. lader Tangbrand først lande i Hamarsfjord, i det sagaen fortæller, at han kom ud i Nordre Alvtefjord i ''Selvågene'' (Selvágar) nord for Melrakkanæs. Selvågene kendes imidlertid ikke; nordsiden af Melrakkanseshalvøen savner vige og havne, hvoraf der derimod findes flere på sydsiden af Bulandsnæs; men efter sagaens ord ligger det nærmest at søge landingsstedet på fjordens sydside.	+	[[Fil:AM.128.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Ligfølge på vej til Háls i Hamarsfjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Hamarsfjorden søger man gærne at passere ved ebbetid; dennes inderste del ligger da som en aldeles flad lerstrækning med nogle tommer vand over, og man slipper for en besværlig vej langs kysten samt undgår at passere den dalen gennemløbende å (Hamarsá) <ref>I følge Sig. Gunnarssön skal Hamarså — afvigende fra kortets fremstilling — have sit udspring fra en sø nordøst for jøklen, hvorefter den straks styrter sig ned i dalbunden; i søen falder ofte jøkelstykker, medens ellers kun enkelte ubetydelige jøkelbække længst oppe i dalen falde i åen.</ref>.« I de nordsiden af fjorden begrænsende fjælde bemærker man en rødlig klippeskrænt »Rauðaskrida« (Ldn. s. 255: Rauðaskridur). Her i nærheden findes en »Djáknadys« — navnet kommer oftere igen på Island —, hvortil sagnet knytter sig om slagsmål med dødeligt udfald mellem en præst og en degn; forbirejsende kaster efter gammel skik en sten på dyssen. Længere ude går fjældene over i det lave Bulandsnæs, der jo skiller mellem Hamarsfjord og den nordligere Berufjord. Blandt gårdene på nordsiden af Hamarsfjorden mærkes stedet for annekskirken, Háls, hvorefter denne del af sognet bærer navnet »Hálsþínghá«. Krstn. lader Tangbrand først lande i Hamarsfjord, i det sagaen fortæller, at han kom ud i Nordre Alvtefjord i ''Selvågene'' (Selvágar) nord for Melrakkanæs. Selvågene kendes imidlertid ikke; nordsiden af Melrakkanseshalvøen savner vige og havne, hvoraf der derimod findes flere på sydsiden af Bulandsnæs; men efter sagaens ord ligger det nærmest at søge landingsstedet på fjordens sydside.

@@ Linje 51: / Linje 51: @@
-[[Fil:AM.137.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Eskifjörður '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Fra Ejda-tinghå ligger veje til flere af de østfor liggende fjorde, således også til Seydisfjord; men ubetinget den mest befærdede og vigtigste af disse er den gennem '''Eyvindardalen''' (''Eyvindardalr'') til handelspladsen Eskefjord ved Reyðar-fjord. Den af Eyvindarå gennemstrømmede smalle dal, nu almindelig kaldet Eyvindarárdalr, ligger i sydøstlig retning op mellem fjældene; højere oppe forgrener den sig i flere sidedale, hvorigennem veje ligger til forskellige fjorde. Dalen får i Drpl. en udførlig omtale, i det sagaens hovedbegivenhed, den afgørende kamp mellem de to navner — Helge Asbjørnssön og Helge Droplaugssön — foregår her, og de fleste af de i sagaen ved denne lejlighed omtalte lokaliteter lade sig endnu påvise. Helge Droplaugssön er på tilbagerejsen fra Nordfjord, hvorfra vej ligger til en af Eyvindardalens yderste forgreninger, da Helge Asbjørnssön beslutter at passe ham op i Eyvindardal. Selv attende begiver han sig op i dalen og lægger sig i baghold ved ''Knútusel'' (&#596;: Knudesæteret). Knúta eller Hnúta, som navnet nu lyder, er en klippe, som skyder sig frem i Eyvindardal vest for åen, i den nedre del af dalen; under fjældpynten ses lævninger af sætere, der benyttedes af et par gårde i Vallasvejten; til denne bygd hører nemlig den vest for Eyvindarå liggende del af dalen. Udsigten herfra og indefter i dalen afsuttes af det anselige, fremløbende '''Skagafell''', hvorunder der i følge Drpl. i ældre tid må have stået en gård; bonden fra Skagafell i Eyvindardal og hans sön skulde nemlig være spejdere for Helge Asbjørnssön, da man fra deres gård hurtigere end fra bagholdsstedet kunde få øje på de ankommende. Denne side af Eyvindardalen (den sydvestlige) er nu aldeles ubebot Hinsides åen står længst oppe i dalen et »sælehus «, til hjælp for rejsende. Noget længere nede, lige over for Skagafell, ligger nu dalens eneste gård ''Turidarstad'' (Þuriðarstaðir), der først i de senere år er genopbygget efter tidligere at have ligget øde. Man gætter på, at her har bot den Tordis, hvem Helge Droplaugssön besøger på sin hjemrejse gennem Eyvindardal, og som han er så uheldig at fornærme, så at han ingen efterretninger får hos hende. Fra Tordis' gård drager Helge Droplaugssön videre til '''Valagilså''' (''Valagilsá''), en lille tværå, der noget nedenfor Turidarstad ses styrte sig ned fra hedeskrænten. Herfra fortsættes vejen til '''Kalvsvadsøre''' (''Kálfsvaðseyrr''), men her ser de fjenderne løbe imod sig, og nu går det, som Helge Droplaugssön har drømt: han og hans folk når ikke op på '''Kalvshol''' (''Kálfshváll''), og de må nu trække sig op på kløftranden ved '''Eyrargilså''' (''Eyrargilsá''), hvor den ulige kamp står, der ender med Helge Droplaugssöns fald. Eyrargilsåen har vel skiftet navn, men må være en lille tværå, der — parallelt med Valagilså — falder i Eyvindaråen ud for Hnuta. Lidt neden for denne tværå ses umiddelbart ved Eyvindarå en mindre høj, der står i forbindelse med en større bagved liggende højde, dette er Kalvshol. Kalvsvadsøre må være de af Eyrargilsåen udskyllede grusflader, særlig vel den flade, nu dog græsgroede strækning mellem åen og Kalvshol.
+[[Fil:AM.137.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Eskefjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Fra Ejda-tinghå ligger veje til flere af de østfor liggende fjorde, således også til Seydisfjord; men ubetinget den mest befærdede og vigtigste af disse er den gennem '''Eyvindardalen''' (''Eyvindardalr'') til handelspladsen Eskefjord ved Reyðarfjord. Den af Eyvindarå gennemstrømmede smalle dal, nu almindelig kaldet Eyvindarárdalr, ligger i sydøstlig retning op mellem fjældene; højere oppe forgrener den sig i flere sidedale, hvorigennem veje ligger til forskellige fjorde. Dalen får i Drpl. en udførlig omtale, i det sagaens hovedbegivenhed, den afgørende kamp mellem de to navner — Helge Asbjørnssön og Helge Droplaugssön — foregår her, og de fleste af de i sagaen ved denne lejlighed omtalte lokaliteter lade sig endnu påvise. Helge Droplaugssön er på tilbagerejsen fra Nordfjord, hvorfra vej ligger til en af Eyvindardalens yderste forgreninger, da Helge Asbjørnssön beslutter at passe ham op i Eyvindardal. Selv attende begiver han sig op i dalen og lægger sig i baghold ved ''Knútusel'' (&#596;: Knudesæteret). Knúta eller Hnúta, som navnet nu lyder, er en klippe, som skyder sig frem i Eyvindardal vest for åen, i den nedre del af dalen; under fjældpynten ses lævninger af sætere, der benyttedes af et par gårde i Vallasvejten; til denne bygd hører nemlig den vest for Eyvindarå liggende del af dalen. Udsigten herfra og indefter i dalen afsuttes af det anselige, fremløbende '''Skagafell''', hvorunder der i følge Drpl. i ældre tid må have stået en gård; bonden fra Skagafell i Eyvindardal og hans sön skulde nemlig være spejdere for Helge Asbjørnssön, da man fra deres gård hurtigere end fra bagholdsstedet kunde få øje på de ankommende. Denne side af Eyvindardalen (den sydvestlige) er nu aldeles ubebot Hinsides åen står længst oppe i dalen et »sælehus «, til hjælp for rejsende. Noget længere nede, lige over for Skagafell, ligger nu dalens eneste gård ''Turidarstad'' (Þuriðarstaðir), der først i de senere år er genopbygget efter tidligere at have ligget øde. Man gætter på, at her har bot den Tordis, hvem Helge Droplaugssön besøger på sin hjemrejse gennem Eyvindardal, og som han er så uheldig at fornærme, så at han ingen efterretninger får hos hende. Fra Tordis' gård drager Helge Droplaugssön videre til '''Valagilså''' (''Valagilsá''), en lille tværå, der noget nedenfor Turidarstad ses styrte sig ned fra hedeskrænten. Herfra fortsættes vejen til '''Kalvsvadsøre''' (''Kálfsvaðseyrr''), men her ser de fjenderne løbe imod sig, og nu går det, som Helge Droplaugssön har drømt: han og hans folk når ikke op på '''Kalvshol''' (''Kálfshváll''), og de må nu trække sig op på kløftranden ved '''Eyrargilså''' (''Eyrargilsá''), hvor den ulige kamp står, der ender med Helge Droplaugssöns fald. Eyrargilsåen har vel skiftet navn, men må være en lille tværå, der — parallelt med Valagilså — falder i Eyvindaråen ud for Hnuta. Lidt neden for denne tværå ses umiddelbart ved Eyvindarå en mindre høj, der står i forbindelse med en større bagved liggende højde, dette er Kalvshol. Kalvsvadsøre må være de af Eyrargilsåen udskyllede grusflader, særlig vel den flade, nu dog græsgroede strækning mellem åen og Kalvshol.
-Med Eyvindardal er efter den valgte rækkefølge beskrivelsen af Fljotsdalsherred afsluttet. Om end sognene omkring Lagarfljot, herredets kærne, er ligesom den del, hvem navnet særlig tilkommer, må dog til Fljotsdalsherred i videre forstand regnes både Jøkeldal og Skriddal. Hele dette landskab gælder det også, at det i henseende til velstand og oplysning ikke mindre end i folketal står over de fleste andre landsdele. Men særlig for Lagarfljotsegnens vedkommende viser sig noget ualmindeligt i retning af samlet bebyggelse, og man har her ret lejlighed til at få den gamle sætning bekræftet, at vandet ikke alene adskiller, men også forbinder. Hist og her er, som det af det foregaaende vil ses, skoven endnu en stor pryd. Tidligere skal den have været rigelig tilstede overalt i herredet, selv i Jøkeldalen, hvor der nu næppe ses nogen rest. Tør man tro sognebeskrivelserne, skal ødelæggelsen på sine steder først i begyndelsen af dette århundrede have grebet om sig ved en uforklarlig henvisnen af skovene. At denne tilbagegang lader sig modvirke, synes dog skoven på Hallormstad at vise, der i den sidste menneskealder ved skønsom behandling har vundet særdeles.
+[[Fil:AM.138.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Eskefjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Med Eyvindardal er efter den valgte rækkefølge beskrivelsen af Fljotsdalsherred afsluttet. Om end sognene omkring Lagarfljot, herredets kærne, er ligesom den del, hvem navnet særlig tilkommer, må dog til Fljotsdalsherred i videre forstand regnes både Jøkeldal og Skriddal. Hele dette landskab gælder det også, at det i henseende til velstand og oplysning ikke mindre end i folketal står over de fleste andre landsdele. Men særlig for Lagarfljotsegnens vedkommende viser sig noget ualmindeligt i retning af samlet bebyggelse, og man har her ret lejlighed til at få den gamle sætning bekræftet, at vandet ikke alene adskiller, men også forbinder. Hist og her er, som det af det foregaaende vil ses, skoven endnu en stor pryd. Tidligere skal den have været rigelig tilstede overalt i herredet, selv i Jøkeldalen, hvor der nu næppe ses nogen rest. Tør man tro sognebeskrivelserne, skal ødelæggelsen på sine steder først i begyndelsen af dette århundrede have grebet om sig ved en uforklarlig henvisnen af skovene. At denne tilbagegang lader sig modvirke, synes dog skoven på Hallormstad at vise, der i den sidste menneskealder ved skønsom behandling har vundet særdeles.
-[[Fil:AM.138.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Eskifjörður '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Lagarfljot, der så aldeles giver landskabet sin karakter, spiller som naturligt er en stor rolle for omegnens beboere. Dets betydning for samfærdslen er ikke ringe — om somren nå bådene hurtig fra den ene bred til den anden, om vinteren danner isen en bro derover—; nogen forellefangst drives her også. Men desuden har folketroen villet befolke det med forskellige uhyrer, af hvilke vel »ormen i Lagarfljot« er det bekendteste. Om denne sag findes en udførlig udtalelse i Egg. Olavssöns og Bj. Povlssöns Islandsrejse (s. 793— 97), og forfatterne komme her til det resultat, at disse uhyrer, der viste sig under mangehånde skikkelser, oftest dog som et slags »søslange«, måtte skyldes vanddampes og skyers indvirkning på indbildningskraften. Sognepræsten på Valtjovstad udtaler sig i en særlig indberetning til det isl. lit. selskab (1841) udførlig om samme æmne, beskriver hvilke overraskende fremtoninger på fljotet han selv har været vidne til, men erklærer ligeledes, at fænomenet skyldes skydannelser, vanddampe o. d. l. Dog kan han ikke ganske løsrive sig fra forestillingen om, at Lagarfljot må huse gådefulde vanddyr <ref>Om uhyrerne i Lagarfjjot se Isl. Þjóðs. I, s. 638—41. — Også andre vande på Island troede man husede slige vidunderlige skabninger, se således E. O. s. 877.<br>Interessant er det ligeledes fra norske indsøer at høre om noget tilsvarende; således tales allerede i det 16de årh. (se Peder Claussöns Saml. Skrifter Kran. 1879 s. 76—77) om en »søorm« i Mjøsen.</ref>.
+Lagarfljot, der så aldeles giver landskabet sin karakter, spiller som naturligt er en stor rolle for omegnens beboere. Dets betydning for samfærdslen er ikke ringe — om somren nå bådene hurtig fra den ene bred til den anden, om vinteren danner isen en bro derover—; nogen forellefangst drives her også. Men desuden har folketroen villet befolke det med forskellige uhyrer, af hvilke vel »ormen i Lagarfljot« er det bekendteste. Om denne sag findes en udførlig udtalelse i Egg. Olavssöns og Bj. Povlssöns Islandsrejse (s. 793— 97), og forfatterne komme her til det resultat, at disse uhyrer, der viste sig under mangehånde skikkelser, oftest dog som et slags »søslange«, måtte skyldes vanddampes og skyers indvirkning på indbildningskraften. Sognepræsten på Valtjovstad udtaler sig i en særlig indberetning til det isl. lit. selskab (1841) udførlig om samme æmne, beskriver hvilke overraskende fremtoninger på fljotet han selv har været vidne til, men erklærer ligeledes, at fænomenet skyldes skydannelser, vanddampe o. d. l. Dog kan han ikke ganske løsrive sig fra forestillingen om, at Lagarfljot må huse gådefulde vanddyr <ref>Om uhyrerne i Lagarfjjot se Isl. Þjóðs. I, s. 638—41. — Også andre vande på Island troede man husede slige vidunderlige skabninger, se således E. O. s. 877.<br>Interessant er det ligeledes fra norske indsøer at høre om noget tilsvarende; således tales allerede i det 16de årh. (se Peder Claussöns Saml. Skrifter Kran. 1879 s. 76—77) om en »søorm« i Mjøsen.</ref>.
-Fra en af Eyvindardalens forgreninger, Slenjudal(r), fører en vej over ''Mjovefjordshede'' (Mjófafjarðarheiði) til ''Mjovefjorden'' (Mjófifjörðr). Denne 3—4 mile lange, smalle fjord er allerede tidligere nævnt, da den, skønt hørende til Sønder-Mule syssel, dog i gejstlig henseende er knyttet til Seydisfjorden og derigennem til Norder-Mule syssel Den er som Seydisfjorden indesluttet mellem stejle fjældkamme, der som forgreninger fra Gagnheden strækker sig nord og syd for fjorden. Op fra fjordbunden ligger et dalstrøg gennemstrømmet af den sædvanlige »Fjordå« (Fjarðará). Forbindelsen med nabofjordene sker gennem pas, hvoraf de fleste kun er tilgængelige for gående personer; alene fra fjorddalens bund ligger der mere tilgængelige fjældveje op, hvoraf dog de til nabofjordene mod syd og nord ere besværlige nok. En følge af fjordens smalhed og de høje fjælde er frygtelige storme, som ikke sjælden hjemsøge denne fjord så vel som Seydisfjorden. — Af de herværende gårde spiller ingen nogen rolle i sagaerne. For navnets skyld kan på nordsiden mærkes ''Hov'' (Hof), oven for hvilken gård et fjæld bærer navnet ''Goðatindar.''
+[[Fil:AM.139.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Eskefjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Fra en af Eyvindardalens forgreninger, Slenjudal(r), fører en vej over ''Mjovefjordshede'' (Mjófafjarðarheiði) til ''Mjovefjorden'' (Mjófifjörðr). Denne 3—4 mile lange, smalle fjord er allerede tidligere nævnt, da den, skønt hørende til Sønder-Mule syssel, dog i gejstlig henseende er knyttet til Seydisfjorden og derigennem til Norder-Mule syssel Den er som Seydisfjorden indesluttet mellem stejle fjældkamme, der som forgreninger fra Gagnheden strækker sig nord og syd for fjorden. Op fra fjordbunden ligger et dalstrøg gennemstrømmet af den sædvanlige »Fjordå« (Fjarðará). Forbindelsen med nabofjordene sker gennem pas, hvoraf de fleste kun er tilgængelige for gående personer; alene fra fjorddalens bund ligger der mere tilgængelige fjældveje op, hvoraf dog de til nabofjordene mod syd og nord ere besværlige nok. En følge af fjordens smalhed og de høje fjælde er frygtelige storme, som ikke sjælden hjemsøge denne fjord så vel som Seydisfjorden. — Af de herværende gårde spiller ingen nogen rolle i sagaerne. For navnets skyld kan på nordsiden mærkes ''Hov'' (Hof), oven for hvilken gård et fjæld bærer navnet ''Goðatindar.''
@@ Linje 66: / Linje 66: @@
-[[Fil:AM.139.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Eskifjörður '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Nordfjorden får betydning for begivenhederne i Drpl., idet forretninger i denne fjord bevæger Helge Droplaugssön til den for ham skæbnesvangre rejse, der ender med kampen i Eyvindardal. Fjorddalen oven for Nordfjord er gennemstrømmet af en å ''Nordfjordså'' (Norðfjarðará); oven for dalen ligger en jøkel, ''Fönn'', hvorover vejen ligger til Eyvindardalen (gennem en af dennes forgreninger Tungedal) og videre ind i Fljotsdalsherred. Af gårdene i Nordfjord nævnes i Drpl. '''Næs''' (''Nes''), den yderste gård på fjordens nordside, endvidere '''Hov''' (''Hof''), noget indenfor fjordbunden, og '''Midbæ''' (''Miðbær''), af hvilket navn der nu er to gårde, bægge mellem Hov og den nordligere liggende præstegård ''Skorastad'' (Skorastaðr), og bægge tilhørende kirken. Endelig forekommer også i sagaen dalens øverste (vestligste) gård '''Fannardal(r)'''. Helge Droplaugssön begiver sig ved den anførte lejlighed til Nordfjord for at gennemdrive en skilsmisse mellem bonden på Midbæ og dennes hustru, en slægtning af Helge. Når der ved denne lejlighed siges, at han gæster hos sin måg Torsten, synes denne angivelse at skyldes en ejendommelig forveksling af Nordfjord og Borgarfjord (NM.); tidligere i sagaen (s. 15) er nemlig sagt, at Torsten boede i Borgarfjord. Helge træffer (s. 20) i Nordfjord aftale om fælles hjemrejse med en mand Torkel, der agter sig ud på Næs »til Bjørn« — om denne Bjørn erfares intet videre, uagtet der i sagen s. 6, den eneste gang Næs ellers nævnes, er sagt, at landnamsmanden Egil på Næs havde givet sin datter denne gård i medgift, da hun giftedes med Besse Håvarssön fra Fljotsdalsherred. Også i Borgarfjord er en gård Nes, nemlig Snotranes, og her boede virkelig en mand ved navn Bjørn; men, som tidligere berørt, var han bleven dræbt af Helge Droplaugssön. — Fra Fannardal bryder Helge op for, efter at have forenet sig med Torkel, at tiltræde hjemrejsen over heden <ref>Kysten langs småfjordene Vidfjord og Hellisfjord, indtil Sandvig incl., udgjorde i følge Ldn. landnamsmanden Freysten den fagres landnam. Recensionen C. (Hauksbog) beretter, at Freysten besatte Sandvig, Bardsnæs, Hellisfjord og Vidfjord, hvor Bardsnæs tydelig nok er det med Nordfjord-Horn endende næs, medens nu navnet er indskrænket til den yderste gård på næssets vestside. Hermed stemmer omtrent E. (Melabog — der dog som bekendt ikke haves i sin oprindelige skikkelse, men som en af de forskellige kilder, deriblandt C, sammenarbejdet tekst), der lader Freysten tage land i Sandvig og på Bardsnæs og endvidere besætte Vidfjord og Hellisfjord; »fra ham er komne Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Det er af denne opregning af Freystens afkom temmelig tydeligt, at E. tænker sig Freysten boende i Sandvig. B., som ellers anses for at levere den oprindeligste tekst af Ldn., er her noget uklar. Freysten »besatte Sandvig og boede på Bardsnæs »við fjörðinn« og Hellisfjord; fra ham er Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger komne«. »Við fjörðinn« er øjensynlig en gennem afskrivning opstået fejl for »Vidfjörð«, og der siges altså, at Freysten besatte Sandvig og boede på Bardsnæs, samt endvidere udstrakte sit landnam over Vidfjord og Hellisfjord. Da B. har Sandvig som første del af Freystens landnam og samme opregning af hans afkom som E., må man vel antage, at også her en angivelse af Sandvig som hans bopæl er det til grund liggende; men det passer ikke godt med, at Freysten siges at bo på Bardsnæs, hvad enten man her ved Bardsnæs vil tænke på den enkelte således benævnte gård eller hele næsset. Klarest besked giver tilsyneladende fortællingen om Torsten Oksefod, der slår den der forekommende træl Freysten sammen med den nys nævnte landnamsmand af samme navn og lader ham efter sin frigivelse besætte de landnamsmanden Freysten den fagre i følge Ldn. tilkommende bygder. »Freysten boede i Sandvig på Bardsnæs«, fortæller denne kilde, »og ejede Vidfjord og Hellisfjord; han betragtedes som landnamsmand, og fra ham stammer Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Sandvig gøres altså til en gård på Bardsnæs; som en del af næsset er dog vigen med tilhørende gård sikkert aldrig blevet regnet, og denne angivelse er vistnok kun fremkommet ved, at bearbejderen har villet gøre det ham i Ldn. mødende udtryk klarere, hvad enten det nu har været Melabog i sin ældre skikkelse eller en B. meget nær stående recension, hvilket sidste måske turde være det sandsynligste</ref>.
+Nordfjorden får betydning for begivenhederne i Drpl., idet forretninger i denne fjord bevæger Helge Droplaugssön til den for ham skæbnesvangre rejse, der ender med kampen i Eyvindardal. Fjorddalen oven for Nordfjord er gennemstrømmet af en å ''Nordfjordså'' (Norðfjarðará); oven for dalen ligger en jøkel, ''Fönn'', hvorover vejen ligger til Eyvindardalen (gennem en af dennes forgreninger Tungedal) og videre ind i Fljotsdalsherred. Af gårdene i Nordfjord nævnes i Drpl. '''Næs''' (''Nes''), den yderste gård på fjordens nordside, endvidere '''Hov''' (''Hof''), noget indenfor fjordbunden, og '''Midbæ''' (''Miðbær''), af hvilket navn der nu er to gårde, bægge mellem Hov og den nordligere liggende præstegård ''Skorastad'' (Skorastaðr), og bægge tilhørende kirken. Endelig forekommer også i sagaen dalens øverste (vestligste) gård '''Fannardal(r)'''. Helge Droplaugssön begiver sig ved den anførte lejlighed til Nordfjord for at gennemdrive en skilsmisse mellem bonden på Midbæ og dennes hustru, en slægtning af Helge. Når der ved denne lejlighed siges, at han gæster hos sin måg Torsten, synes denne angivelse at skyldes en ejendommelig forveksling af Nordfjord og Borgarfjord (NM.); tidligere i sagaen (s. 15) er nemlig sagt, at Torsten boede i Borgarfjord. Helge træffer (s. 20) i Nordfjord aftale om fælles hjemrejse med en mand Torkel, der agter sig ud på Næs »til Bjørn« — om denne Bjørn erfares intet videre, uagtet der i sagen s. 6, den eneste gang Næs ellers nævnes, er sagt, at landnamsmanden Egil på Næs havde givet sin datter denne gård i medgift, da hun giftedes med Besse Håvarssön fra Fljotsdalsherred. Også i Borgarfjord er en gård Nes, nemlig Snotranes, og her boede virkelig en mand ved navn Bjørn; men, som tidligere berørt, var han bleven dræbt af Helge Droplaugssön. — Fra Fannardal bryder Helge op for, efter at have forenet sig med Torkel, at tiltræde hjemrejsen over heden <ref>Kysten langs småfjordene Vidfjord og Hellisfjord, indtil Sandvig incl., udgjorde i følge Ldn. landnamsmanden Freysten den fagres landnam. Recensionen C. (Hauksbog) beretter, at Freysten besatte Sandvig, Bardsnæs, Hellisfjord og Vidfjord, hvor Bardsnæs tydelig nok er det med Nordfjord-Horn endende næs, medens nu navnet er indskrænket til den yderste gård på næssets vestside. Hermed stemmer omtrent E. (Melabog — der dog som bekendt ikke haves i sin oprindelige skikkelse, men som en af de forskellige kilder, deriblandt C, sammenarbejdet tekst), der lader Freysten tage land i Sandvig og på Bardsnæs og endvidere besætte Vidfjord og Hellisfjord; »fra ham er komne Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Det er af denne opregning af Freystens afkom temmelig tydeligt, at E. tænker sig Freysten boende i Sandvig. B., som ellers anses for at levere den oprindeligste tekst af Ldn., er her noget uklar. Freysten »besatte Sandvig og boede på Bardsnæs »við fjörðinn« og Hellisfjord; fra ham er Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger komne«. »Við fjörðinn« er øjensynlig en gennem afskrivning opstået fejl for »Vidfjörð«, og der siges altså, at Freysten besatte Sandvig og boede på Bardsnæs, samt endvidere udstrakte sit landnam over Vidfjord og Hellisfjord. Da B. har Sandvig som første del af Freystens landnam og samme opregning af hans afkom som E., må man vel antage, at også her en angivelse af Sandvig som hans bopæl er det til grund liggende; men det passer ikke godt med, at Freysten siges at bo på Bardsnæs, hvad enten man her ved Bardsnæs vil tænke på den enkelte således benævnte gård eller hele næsset. Klarest besked giver tilsyneladende fortællingen om Torsten Oksefod, der slår den der forekommende træl Freysten sammen med den nys nævnte landnamsmand af samme navn og lader ham efter sin frigivelse besætte de landnamsmanden Freysten den fagre i følge Ldn. tilkommende bygder. »Freysten boede i Sandvig på Bardsnæs«, fortæller denne kilde, »og ejede Vidfjord og Hellisfjord; han betragtedes som landnamsmand, og fra ham stammer Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Sandvig gøres altså til en gård på Bardsnæs; som en del af næsset er dog vigen med tilhørende gård sikkert aldrig blevet regnet, og denne angivelse er vistnok kun fremkommet ved, at bearbejderen har villet gøre det ham i Ldn. mødende udtryk klarere, hvad enten det nu har været Melabog i sin ældre skikkelse eller en B. meget nær stående recension, hvilket sidste måske turde være det sandsynligste</ref>.

@@ Linje 51: / Linje 51: @@
-Fra Ejda-tinghå ligger veje til flere af de østfor liggende fjorde, således også til Seydisfjord; men ubetinget den mest befærdede og vigtigste af disse er den gennem '''Eyvindardalen''' (''Eyvindardalr'') til handelspladsen Eskefjord ved Reyðar-fjord. Den af Eyvindarå gennemstrømmede smalle dal, nu almindelig kaldet Eyvindarárdalr, ligger i sydøstlig retning op mellem fjældene; højere oppe forgrener den sig i flere sidedale, hvorigennem veje ligger til forskellige fjorde. Dalen får i Drpl. en udførlig omtale, i det sagaens hovedbegivenhed, den afgørende kamp mellem de to navner — Helge Asbjørnssön og Helge Droplaugssön — foregår her, og de fleste af de i sagaen ved denne lejlighed omtalte lokaliteter lade sig endnu påvise. Helge Droplaugssön er på tilbagerejsen fra Nordfjord, hvorfra vej ligger til en af Eyvindardalens yderste forgreninger, da Helge Asbjørnssön beslutter at passe ham op i Eyvindardal. Selv attende begiver han sig op i dalen og lægger sig i baghold ved ''Knútusel'' (&#596;: Knudesæteret). Knúta eller Hnúta, som navnet nu lyder, er en klippe, som skyder sig frem i Eyvindardal vest for åen, i den nedre del af dalen; under fjældpynten ses lævninger af sætere, der benyttedes af et par gårde i Vallasvejten; til denne bygd hører nemlig den vest for Eyvindarå liggende del af dalen. Udsigten herfra og indefter i dalen afsuttes af det anselige, fremløbende '''Skagafell''', hvorunder der i følge Drpl. i ældre tid må have stået en gård; bonden fra Skagafell i Eyvindardal og hans sön skulde nemlig være spejdere for Helge Asbjørnssön, da man fra deres gård hurtigere end fra bagholdsstedet kunde få øje på de ankommende. Denne side af Eyvindardalen (den sydvestlige) er nu aldeles ubebot Hinsides åen står længst oppe i dalen et »sælehus «, til hjælp for rejsende. Noget længere nede, lige over for Skagafell, ligger nu dalens eneste gård ''Turidarstad'' (Þuriðarstaðir), der først i de senere år er genopbygget efter tidligere at have ligget øde. Man gætter på, at her har bot den Tordis, hvem Helge Droplaugssön besøger på sin hjemrejse gennem Eyvindardal, og som han er så uheldig at fornærme, så at han ingen efterretninger får hos hende. Fra Tordis' gård drager Helge Droplaugssön videre til '''Valagilså''' (''Valagilsá''), en lille tværå, der noget nedenfor Turidarstad ses styrte sig ned fra hedeskrænten. Herfra fortsættes vejen til '''Kalvsvadsøre''' (''Kálfsvaðseyrr''), men her ser de fjenderne løbe imod sig, og nu går det, som Helge Droplaugssön har drømt: han og hans folk når ikke op på '''Kalvshol''' (''Kálfshváll''), og de må nu trække sig op på kløftranden ved '''Eyrargilså''' (''Eyrargilsá''), hvor den ulige kamp står, der ender med Helge Droplaugssöns fald. Eyrargilsåen har vel skiftet navn, men må være en lille tværå, der — parallelt med Valagilså — falder i Eyvindaråen ud for Hnuta. Lidt neden for denne tværå ses umiddelbart ved Eyvindarå en mindre høj, der står i forbindelse med en større bagved liggende højde, dette er Kalvshol. Kalvsvadsøre må være de af Eyrargilsåen udskyllede grusflader, særlig vel den flade, nu dog græsgroede strækning mellem åen og Kalvshol.
+[[Fil:AM.137.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Eskifjörður '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Fra Ejda-tinghå ligger veje til flere af de østfor liggende fjorde, således også til Seydisfjord; men ubetinget den mest befærdede og vigtigste af disse er den gennem '''Eyvindardalen''' (''Eyvindardalr'') til handelspladsen Eskefjord ved Reyðar-fjord. Den af Eyvindarå gennemstrømmede smalle dal, nu almindelig kaldet Eyvindarárdalr, ligger i sydøstlig retning op mellem fjældene; højere oppe forgrener den sig i flere sidedale, hvorigennem veje ligger til forskellige fjorde. Dalen får i Drpl. en udførlig omtale, i det sagaens hovedbegivenhed, den afgørende kamp mellem de to navner — Helge Asbjørnssön og Helge Droplaugssön — foregår her, og de fleste af de i sagaen ved denne lejlighed omtalte lokaliteter lade sig endnu påvise. Helge Droplaugssön er på tilbagerejsen fra Nordfjord, hvorfra vej ligger til en af Eyvindardalens yderste forgreninger, da Helge Asbjørnssön beslutter at passe ham op i Eyvindardal. Selv attende begiver han sig op i dalen og lægger sig i baghold ved ''Knútusel'' (&#596;: Knudesæteret). Knúta eller Hnúta, som navnet nu lyder, er en klippe, som skyder sig frem i Eyvindardal vest for åen, i den nedre del af dalen; under fjældpynten ses lævninger af sætere, der benyttedes af et par gårde i Vallasvejten; til denne bygd hører nemlig den vest for Eyvindarå liggende del af dalen. Udsigten herfra og indefter i dalen afsuttes af det anselige, fremløbende '''Skagafell''', hvorunder der i følge Drpl. i ældre tid må have stået en gård; bonden fra Skagafell i Eyvindardal og hans sön skulde nemlig være spejdere for Helge Asbjørnssön, da man fra deres gård hurtigere end fra bagholdsstedet kunde få øje på de ankommende. Denne side af Eyvindardalen (den sydvestlige) er nu aldeles ubebot Hinsides åen står længst oppe i dalen et »sælehus «, til hjælp for rejsende. Noget længere nede, lige over for Skagafell, ligger nu dalens eneste gård ''Turidarstad'' (Þuriðarstaðir), der først i de senere år er genopbygget efter tidligere at have ligget øde. Man gætter på, at her har bot den Tordis, hvem Helge Droplaugssön besøger på sin hjemrejse gennem Eyvindardal, og som han er så uheldig at fornærme, så at han ingen efterretninger får hos hende. Fra Tordis' gård drager Helge Droplaugssön videre til '''Valagilså''' (''Valagilsá''), en lille tværå, der noget nedenfor Turidarstad ses styrte sig ned fra hedeskrænten. Herfra fortsættes vejen til '''Kalvsvadsøre''' (''Kálfsvaðseyrr''), men her ser de fjenderne løbe imod sig, og nu går det, som Helge Droplaugssön har drømt: han og hans folk når ikke op på '''Kalvshol''' (''Kálfshváll''), og de må nu trække sig op på kløftranden ved '''Eyrargilså''' (''Eyrargilsá''), hvor den ulige kamp står, der ender med Helge Droplaugssöns fald. Eyrargilsåen har vel skiftet navn, men må være en lille tværå, der — parallelt med Valagilså — falder i Eyvindaråen ud for Hnuta. Lidt neden for denne tværå ses umiddelbart ved Eyvindarå en mindre høj, der står i forbindelse med en større bagved liggende højde, dette er Kalvshol. Kalvsvadsøre må være de af Eyrargilsåen udskyllede grusflader, særlig vel den flade, nu dog græsgroede strækning mellem åen og Kalvshol.
@@ Linje 57: / Linje 57: @@
-Lagarfljot, der så aldeles giver landskabet sin karakter, spiller som naturligt er en stor rolle for omegnens beboere. Dets betydning for samfærdslen er ikke ringe — om somren nå bådene hurtig fra den ene bred til den anden, om vinteren danner isen en bro derover—; nogen forellefangst drives her også. Men desuden har folketroen villet befolke det med forskellige uhyrer, af hvilke vel »ormen i Lagarfljot« er det bekendteste. Om denne sag findes en udførlig udtalelse i Egg. Olavssöns og Bj. Povlssöns Islandsrejse (s. 793— 97), og forfatterne komme her til det resultat, at disse uhyrer, der viste sig under mangehånde skikkelser, oftest dog som et slags »søslange«, måtte skyldes vanddampes og skyers indvirkning på indbildningskraften. Sognepræsten på Valtjovstad udtaler sig i en særlig indberetning til det isl. lit. selskab (1841) udførlig om samme æmne, beskriver hvilke overraskende fremtoninger på fljotet han selv har været vidne til, men erklærer ligeledes, at fænomenet skyldes skydannelser, vanddampe o. d. l. Dog kan han ikke ganske løsrive sig fra forestillingen om, at Lagarfljot må huse gådefulde vanddyr <ref>Om uhyrerne i Lagarfjjot se Isl. Þjóðs. I, s. 638—41. — Også andre vande på Island troede man husede slige vidunderlige skabninger, se således E. O. s. 877.<br>Interessant er det ligeledes fra norske indsøer at høre om noget tilsvarende; således tales allerede i det 16de årh. (se Peder Claussöns Saml. Skrifter Kran. 1879 s. 76—77) om en »søorm« i Mjøsen.</ref>.
+[[Fil:AM.138.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Eskifjörður '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Lagarfljot, der så aldeles giver landskabet sin karakter, spiller som naturligt er en stor rolle for omegnens beboere. Dets betydning for samfærdslen er ikke ringe — om somren nå bådene hurtig fra den ene bred til den anden, om vinteren danner isen en bro derover—; nogen forellefangst drives her også. Men desuden har folketroen villet befolke det med forskellige uhyrer, af hvilke vel »ormen i Lagarfljot« er det bekendteste. Om denne sag findes en udførlig udtalelse i Egg. Olavssöns og Bj. Povlssöns Islandsrejse (s. 793— 97), og forfatterne komme her til det resultat, at disse uhyrer, der viste sig under mangehånde skikkelser, oftest dog som et slags »søslange«, måtte skyldes vanddampes og skyers indvirkning på indbildningskraften. Sognepræsten på Valtjovstad udtaler sig i en særlig indberetning til det isl. lit. selskab (1841) udførlig om samme æmne, beskriver hvilke overraskende fremtoninger på fljotet han selv har været vidne til, men erklærer ligeledes, at fænomenet skyldes skydannelser, vanddampe o. d. l. Dog kan han ikke ganske løsrive sig fra forestillingen om, at Lagarfljot må huse gådefulde vanddyr <ref>Om uhyrerne i Lagarfjjot se Isl. Þjóðs. I, s. 638—41. — Også andre vande på Island troede man husede slige vidunderlige skabninger, se således E. O. s. 877.<br>Interessant er det ligeledes fra norske indsøer at høre om noget tilsvarende; således tales allerede i det 16de årh. (se Peder Claussöns Saml. Skrifter Kran. 1879 s. 76—77) om en »søorm« i Mjøsen.</ref>.
@@ Linje 66: / Linje 66: @@
-Nordfjorden får betydning for begivenhederne i Drpl., idet forretninger i denne fjord bevæger Helge Droplaugssön til den for ham skæbnesvangre rejse, der ender med kampen i Eyvindardal. Fjorddalen oven for Nordfjord er gennemstrømmet af en å ''Nordfjordså'' (Norðfjarðará); oven for dalen ligger en jøkel, ''Fönn'', hvorover vejen ligger til Eyvindardalen (gennem en af dennes forgreninger Tungedal) og videre ind i Fljotsdalsherred. Af gårdene i Nordfjord nævnes i Drpl. '''Næs''' (''Nes''), den yderste gård på fjordens nordside, endvidere '''Hov''' (''Hof''), noget indenfor fjordbunden, og '''Midbæ''' (''Miðbær''), af hvilket navn der nu er to gårde, bægge mellem Hov og den nordligere liggende præstegård ''Skorastad'' (Skorastaðr), og bægge tilhørende kirken. Endelig forekommer også i sagaen dalens øverste (vestligste) gård '''Fannardal(r)'''. Helge Droplaugssön begiver sig ved den anførte lejlighed til Nordfjord for at gennemdrive en skilsmisse mellem bonden på Midbæ og dennes hustru, en slægtning af Helge. Når der ved denne lejlighed siges, at han gæster hos sin måg Torsten, synes denne angivelse at skyldes en ejendommelig forveksling af Nordfjord og Borgarfjord (NM.); tidligere i sagaen (s. 15) er nemlig sagt, at Torsten boede i Borgarfjord. Helge træffer (s. 20) i Nordfjord aftale om fælles hjemrejse med en mand Torkel, der agter sig ud på Næs »til Bjørn« — om denne Bjørn erfares intet videre, uagtet der i sagen s. 6, den eneste gang Næs ellers nævnes, er sagt, at landnamsmanden Egil på Næs havde givet sin datter denne gård i medgift, da hun giftedes med Besse Håvarssön fra Fljotsdalsherred. Også i Borgarfjord er en gård Nes, nemlig Snotranes, og her boede virkelig en mand ved navn Bjørn; men, som tidligere berørt, var han bleven dræbt af Helge Droplaugssön. — Fra Fannardal bryder Helge op for, efter at have forenet sig med Torkel, at tiltræde hjemrejsen over heden <ref>Kysten langs småfjordene Vidfjord og Hellisfjord, indtil Sandvig incl., udgjorde i følge Ldn. landnamsmanden Freysten den fagres landnam. Recensionen C. (Hauksbog) beretter, at Freysten besatte Sandvig, Bardsnæs, Hellisfjord og Vidfjord, hvor Bardsnæs tydelig nok er det med Nordfjord-Horn endende næs, medens nu navnet er indskrænket til den yderste gård på næssets vestside. Hermed stemmer omtrent E. (Melabog — der dog som bekendt ikke haves i sin oprindelige skikkelse, men som en af de forskellige kilder, deriblandt C, sammenarbejdet tekst), der lader Freysten tage land i Sandvig og på Bardsnæs og endvidere besætte Vidfjord og Hellisfjord; »fra ham er komne Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Det er af denne opregning af Freystens afkom temmelig tydeligt, at E. tænker sig Freysten boende i Sandvig. B., som ellers anses for at levere den oprindeligste tekst af Ldn., er her noget uklar. Freysten »besatte Sandvig og boede på Bardsnæs »við fjörðinn« og Hellisfjord; fra ham er Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger komne«. »Við fjörðinn« er øjensynlig en gennem afskrivning opstået fejl for »Vidfjörð«, og der siges altså, at Freysten besatte Sandvig og boede på Bardsnæs, samt endvidere udstrakte sit landnam over Vidfjord og Hellisfjord. Da B. har Sandvig som første del af Freystens landnam og samme opregning af hans afkom som E., må man vel antage, at også her en angivelse af Sandvig som hans bopæl er det til grund liggende; men det passer ikke godt med, at Freysten siges at bo på Bardsnæs, hvad enten man her ved Bardsnæs vil tænke på den enkelte således benævnte gård eller hele næsset. Klarest besked giver tilsyneladende fortællingen om Torsten Oksefod, der slår den der forekommende træl Freysten sammen med den nys nævnte landnamsmand af samme navn og lader ham efter sin frigivelse besætte de landnamsmanden Freysten den fagre i følge Ldn. tilkommende bygder. »Freysten boede i Sandvig på Bardsnæs«, fortæller denne kilde, »og ejede Vidfjord og Hellisfjord; han betragtedes som landnamsmand, og fra ham stammer Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Sandvig gøres altså til en gård på Bardsnæs; som en del af næsset er dog vigen med tilhørende gård sikkert aldrig blevet regnet, og denne angivelse er vistnok kun fremkommet ved, at bearbejderen har villet gøre det ham i Ldn. mødende udtryk klarere, hvad enten det nu har været Melabog i sin ældre skikkelse eller en B. meget nær stående recension, hvilket sidste måske turde være det sandsynligste</ref>.
+[[Fil:AM.139.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Eskifjörður '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Nordfjorden får betydning for begivenhederne i Drpl., idet forretninger i denne fjord bevæger Helge Droplaugssön til den for ham skæbnesvangre rejse, der ender med kampen i Eyvindardal. Fjorddalen oven for Nordfjord er gennemstrømmet af en å ''Nordfjordså'' (Norðfjarðará); oven for dalen ligger en jøkel, ''Fönn'', hvorover vejen ligger til Eyvindardalen (gennem en af dennes forgreninger Tungedal) og videre ind i Fljotsdalsherred. Af gårdene i Nordfjord nævnes i Drpl. '''Næs''' (''Nes''), den yderste gård på fjordens nordside, endvidere '''Hov''' (''Hof''), noget indenfor fjordbunden, og '''Midbæ''' (''Miðbær''), af hvilket navn der nu er to gårde, bægge mellem Hov og den nordligere liggende præstegård ''Skorastad'' (Skorastaðr), og bægge tilhørende kirken. Endelig forekommer også i sagaen dalens øverste (vestligste) gård '''Fannardal(r)'''. Helge Droplaugssön begiver sig ved den anførte lejlighed til Nordfjord for at gennemdrive en skilsmisse mellem bonden på Midbæ og dennes hustru, en slægtning af Helge. Når der ved denne lejlighed siges, at han gæster hos sin måg Torsten, synes denne angivelse at skyldes en ejendommelig forveksling af Nordfjord og Borgarfjord (NM.); tidligere i sagaen (s. 15) er nemlig sagt, at Torsten boede i Borgarfjord. Helge træffer (s. 20) i Nordfjord aftale om fælles hjemrejse med en mand Torkel, der agter sig ud på Næs »til Bjørn« — om denne Bjørn erfares intet videre, uagtet der i sagen s. 6, den eneste gang Næs ellers nævnes, er sagt, at landnamsmanden Egil på Næs havde givet sin datter denne gård i medgift, da hun giftedes med Besse Håvarssön fra Fljotsdalsherred. Også i Borgarfjord er en gård Nes, nemlig Snotranes, og her boede virkelig en mand ved navn Bjørn; men, som tidligere berørt, var han bleven dræbt af Helge Droplaugssön. — Fra Fannardal bryder Helge op for, efter at have forenet sig med Torkel, at tiltræde hjemrejsen over heden <ref>Kysten langs småfjordene Vidfjord og Hellisfjord, indtil Sandvig incl., udgjorde i følge Ldn. landnamsmanden Freysten den fagres landnam. Recensionen C. (Hauksbog) beretter, at Freysten besatte Sandvig, Bardsnæs, Hellisfjord og Vidfjord, hvor Bardsnæs tydelig nok er det med Nordfjord-Horn endende næs, medens nu navnet er indskrænket til den yderste gård på næssets vestside. Hermed stemmer omtrent E. (Melabog — der dog som bekendt ikke haves i sin oprindelige skikkelse, men som en af de forskellige kilder, deriblandt C, sammenarbejdet tekst), der lader Freysten tage land i Sandvig og på Bardsnæs og endvidere besætte Vidfjord og Hellisfjord; »fra ham er komne Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Det er af denne opregning af Freystens afkom temmelig tydeligt, at E. tænker sig Freysten boende i Sandvig. B., som ellers anses for at levere den oprindeligste tekst af Ldn., er her noget uklar. Freysten »besatte Sandvig og boede på Bardsnæs »við fjörðinn« og Hellisfjord; fra ham er Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger komne«. »Við fjörðinn« er øjensynlig en gennem afskrivning opstået fejl for »Vidfjörð«, og der siges altså, at Freysten besatte Sandvig og boede på Bardsnæs, samt endvidere udstrakte sit landnam over Vidfjord og Hellisfjord. Da B. har Sandvig som første del af Freystens landnam og samme opregning af hans afkom som E., må man vel antage, at også her en angivelse af Sandvig som hans bopæl er det til grund liggende; men det passer ikke godt med, at Freysten siges at bo på Bardsnæs, hvad enten man her ved Bardsnæs vil tænke på den enkelte således benævnte gård eller hele næsset. Klarest besked giver tilsyneladende fortællingen om Torsten Oksefod, der slår den der forekommende træl Freysten sammen med den nys nævnte landnamsmand af samme navn og lader ham efter sin frigivelse besætte de landnamsmanden Freysten den fagre i følge Ldn. tilkommende bygder. »Freysten boede i Sandvig på Bardsnæs«, fortæller denne kilde, »og ejede Vidfjord og Hellisfjord; han betragtedes som landnamsmand, og fra ham stammer Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Sandvig gøres altså til en gård på Bardsnæs; som en del af næsset er dog vigen med tilhørende gård sikkert aldrig blevet regnet, og denne angivelse er vistnok kun fremkommet ved, at bearbejderen har villet gøre det ham i Ldn. mødende udtryk klarere, hvad enten det nu har været Melabog i sin ældre skikkelse eller en B. meget nær stående recension, hvilket sidste måske turde være det sandsynligste</ref>.
@@ Linje 143: / Linje 143: @@
-Nordvest for Tvottå ligger gården ''Starmyre'' (Starmýri), Op fra denne strækker sig i sydvestlig retning en mindre dal (Starmýardalr), hvorigennem vejen ligger, som fører over ''Lonshede'' (Lónsheiði) <ref>Lonshede-fjældene snarere end den Starmyrardal gennemstrømmende lille ''Selå'' (Selá) er det vel, som i flere henseender viser sig som et mærkeligt grænseskel mellem landets øst- og sydside. Olavius fortæller nemlig om Selå, at den er mærkelig ved, at de fleste landeplager eller farlige sygdomme, enten disse så have udbredt sig norden eller sønden fra, skal være standsede ved denne.<br>På Lonshede skal findes en »Præstestén« (Prestssteinn), hvor Tangbrand siges at have prædiket.<br>Ved østsiden af Lonshede, hvor hedevejen begynder, findes en stor kløft, ''Almannagjá'', mærkelig ved sit navn. Navnet, der kommer igen flere steder på Island (foruden ved Öksarå), således på Grimsø, betyder formodenlig kun »storkløft«.<br>Blandt flere såkaldte Grettestag omtaler den antkv. indb. (1821) et i Starmyrardal på en »Grimshjalle« (Grímshjalli).<br>Angående Lonshede kan endnu måske fremhæves, at Lonshede og fjældet Gerpir i Stur. (II, s. 91) nævnes som ydergrænserne for nogle Østlandske godord, som Sæmund fravinder de i Fljotsdalsherred hjemmehørende Torarinssönner.</ref>. Gården står under et stejlt fremløbende fjæld, men foran den strækker sig flade enge, de såkaldte ''Starmýrarvogar'', ned til bunden (&#596;: den inderste del) af Alvtefjorden. Krstn. fortæller, at Hall lod Tangbrands skib føre til Søndre Alvtefjord til ''Lerevåg'' (Leiruvágr) og sætte op på et sted, som derefter kaldtes ''Tangbrands-róv'' (Þángbrands-róf &#596;: Tangbrands skibsskur). Nogen Lerevåg kendes nu ikke i Alvtefjord, men efter al sandsynlighed har med dette navn kysten ved »Starmyrarvågene« været betegnet, hvor flere stedsnavne minde om Tangbrand. En mod fjorden stejltaffaldende hammer hedder således ''Tangbrandsbrygge'' (Þéngbrandsbryggja), hvor han skal have lagt sit skib. En strækning her i nærheden hedder »Hróf« eller »Þángbrandshróf«, hvor hans skib skal have stået efter at være trukket på land. En sten her i nærheden skal have været ''Tangbrands alter'' (Prestssteinn), og sognebeskrivelsen nævner desuden en græsflade »Prestsins bali«, hvor han første gang skal have slået tælt op.
+[[Fil:AM.125.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Traðargil på Lónsheiði '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Nordvest for Tvottå ligger gården ''Starmyre'' (Starmýri), Op fra denne strækker sig i sydvestlig retning en mindre dal (Starmýardalr), hvorigennem vejen ligger, som fører over ''Lonshede'' (Lónsheiði) <ref>Lonshede-fjældene snarere end den Starmyrardal gennemstrømmende lille ''Selå'' (Selá) er det vel, som i flere henseender viser sig som et mærkeligt grænseskel mellem landets øst- og sydside. Olavius fortæller nemlig om Selå, at den er mærkelig ved, at de fleste landeplager eller farlige sygdomme, enten disse så have udbredt sig norden eller sønden fra, skal være standsede ved denne.<br>På Lonshede skal findes en »Præstestén« (Prestssteinn), hvor Tangbrand siges at have prædiket.<br>Ved østsiden af Lonshede, hvor hedevejen begynder, findes en stor kløft, ''Almannagjá'', mærkelig ved sit navn. Navnet, der kommer igen flere steder på Island (foruden ved Öksarå), således på Grimsø, betyder formodenlig kun »storkløft«.<br>Blandt flere såkaldte Grettestag omtaler den antkv. indb. (1821) et i Starmyrardal på en »Grimshjalle« (Grímshjalli).<br>Angående Lonshede kan endnu måske fremhæves, at Lonshede og fjældet Gerpir i Stur. (II, s. 91) nævnes som ydergrænserne for nogle Østlandske godord, som Sæmund fravinder de i Fljotsdalsherred hjemmehørende Torarinssönner.</ref>. Gården står under et stejlt fremløbende fjæld, men foran den strækker sig flade enge, de såkaldte ''Starmýrarvogar'', ned til bunden (&#596;: den inderste del) af Alvtefjorden. Krstn. fortæller, at Hall lod Tangbrands skib føre til Søndre Alvtefjord til ''Lerevåg'' (Leiruvágr) og sætte op på et sted, som derefter kaldtes ''Tangbrands-róv'' (Þángbrands-róf &#596;: Tangbrands skibsskur). Nogen Lerevåg kendes nu ikke i Alvtefjord, men efter al sandsynlighed har med dette navn kysten ved »Starmyrarvågene« været betegnet, hvor flere stedsnavne minde om Tangbrand. En mod fjorden stejltaffaldende hammer hedder således ''Tangbrandsbrygge'' (Þéngbrandsbryggja), hvor han skal have lagt sit skib. En strækning her i nærheden hedder »Hróf« eller »Þángbrandshróf«, hvor hans skib skal have stået efter at være trukket på land. En sten her i nærheden skal have været ''Tangbrands alter'' (Prestssteinn), og sognebeskrivelsen nævner desuden en græsflade »Prestsins bali«, hvor han første gang skal have slået tælt op.

@@ Linje 119: / Linje 119: @@
-[[Fil:AM.135.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Stafsheiði '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Breddalen omtales foruden i Ldn. i Ravnkels saga, og desuden er denne bygd skuepladsen for en del af den desværre kun ufuldstændig bevarede Torsten Side-Hallssöns saga. I Breddal landede Ravnkels fader Hallfred og opholdt sig der en vinter; stedet, hvor han boede, skal efter Hrk. være bleven benævnt ''Arntrudarstad'' (Arnþrúðarstaðir), et navn der nu ikke kendes. — Af sagaen om Torsten Side-Hallssön mangler begyndelsen, og desuden findes en større lakune i slutningen af sagaen. Fremstillingen er i hovedtrækkene pålidelig i topografisk henseende, men sagaen er dog i den foreliggende form næppe nedskreven på Østlandet. Godordsmanden Torsten, en sön af den bekendte høvding Side-Hall, boende i den noget sydligere Alvtefjord, er, som det ses af sagaen, kommen i strid med den nærboende storbonde Torhadd, hvem han tvinger til at flytte til gården '''Stræte''' (''Stræti'') på ''Berufjordsstrand'' (Berufjarðarströnd)<ref>Samtidig forbyder han ham at forlade »herredet« uden hans vilje. At de to ikke ganske nærliggende bygder Alvtefjord og Breddal (hertil hører nemlig Stræte) således regnes til samme »herred« må synes noget påfaldende, og en i disse egne hjemmehørende vilde vel næppe have betjænt sig af dette udtryk.<br>En sagaskriver fra en anden landsdel skyldes vel også en sådan oplysning til fjældet Gerpe som den i sagaen forekommende: »det fjæld er i Østfjordene«.</ref>. Da Torhadd senere grovelig fornærmer Torsten, dræber denne sluttelig ham og hans sönner. Torhadds mørke anelser forinden fremstilles i sagaen ved en række drømme, som han lader en mand fra '''Klejv''' (''Kleif'') i Breddal tyde. — Af navnet Klejv findes nu to gårde (Fremri og Ytri K.), bægge stående ved enden af den mellem Syd- og Norddalen skillende fjældkam. Stræte(-i) er øjensynlig Breddals-bygdens sydligste gård, nu sædvanlig benævnt '''Strejte''' (Streiti), der står ude ved søen under fjældene på det mellem Breddalen og Berufjorden skillende næs. Fjældene går her ikke helt ud til havet, men mellem disse og strandkanten findes et smalt græsgrot underland, ad hvilket alfarvejen mellem de to bygder går. Det er denne landstrimmel, der oprindelig er bleven benævnt Stræte (&#596;: stræde, vej) — sml. Ldn. —, hvorefter gården så har taget navn. I sagaen om Torsten Side-Hallssön regnes strækningen med til Berufjordsstrand. — Næssets østligste pynt ''Strejteshvarv'' (Streitishvarf) er vistnok det '''Hvarv''' (''Hvarf''), der forekommer i en af Torhadds drømme (ÞSH. s. 50). Det ved samme lejlighed omtalte ''Hjarðarskarð'', ad hvilket Torhadd i følge drømmen kommer fra Breddal til gården ''Trot'' (Þrot) har sikkert — lige som formodenlig gårdsnavnet — været et virkelig forekommende navn, men de kendes ikke nu.
+[[Fil:AM.135.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Stafsheiði '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Breddalen omtales foruden i Ldn. i Ravnkels saga, og desuden er denne bygd skuepladsen for en del af den desværre kun ufuldstændig bevarede Torsten Side-Hallssöns saga. I Breddal landede Ravnkels fader Hallfred og opholdt sig der en vinter; stedet, hvor han boede, skal efter Hrk. være bleven benævnt ''Arntrudarstad'' (Arnþrúðarstaðir), et navn der nu ikke kendes. — Af sagaen om Torsten Side-Hallssön mangler begyndelsen, og desuden findes en større lakune i slutningen af sagaen. Fremstillingen er i hovedtrækkene pålidelig i topografisk henseende, men sagaen er dog i den foreliggende form næppe nedskreven på Østlandet. Godordsmanden Torsten, en sön af den bekendte høvding Side-Hall, boende i den noget sydligere Alvtefjord, er, som det ses af sagaen, kommen i strid med den nærboende storbonde Torhadd, hvem han tvinger til at flytte til gården '''Stræte''' (''Stræti'') på ''Berufjordsstrand'' (Berufjarðarströnd)<ref>Samtidig forbyder han ham at forlade »herredet« uden hans vilje. At de to ikke ganske nærliggende bygder Alvtefjord og Breddal (hertil hører nemlig Stræte) således regnes til samme »herred« må synes noget påfaldende, og en i disse egne hjemmehørende vilde vel næppe have betjænt sig af dette udtryk.<br>En sagaskriver fra en anden landsdel skyldes vel også en sådan oplysning til fjældet Gerpe som den i sagaen forekommende: »det fjæld er i Østfjordene«.</ref>. Da Torhadd senere grovelig fornærmer Torsten, dræber denne sluttelig ham og hans sönner. Torhadds mørke anelser forinden fremstilles i sagaen ved en række drømme, som han lader en mand fra '''Klejv''' (''Kleif'') i Breddal tyde. — Af navnet Klejv findes nu to gårde (Fremri og Ytri K.), bægge stående ved enden af den mellem Syd- og Norddalen skillende fjældkam. Stræte(-i) er øjensynlig Breddals-bygdens sydligste gård, nu sædvanlig benævnt '''Strejte''' (Streiti), der står ude ved søen under fjældene på det mellem Breddalen og Berufjorden skillende næs. Fjældene går her ikke helt ud til havet, men mellem disse og strandkanten findes et smalt græsgrot underland, ad hvilket alfarvejen mellem de to bygder går. Det er denne landstrimmel, der oprindelig er bleven benævnt Stræte (&#596;: stræde, vej) — sml. Ldn. —, hvorefter gården så har taget navn. I sagaen om Torsten Side-Hallssön regnes strækningen med til Berufjordsstrand. — Næssets østligste pynt ''Strejteshvarv'' (Streitishvarf) er vistnok det '''Hvarv''' (''Hvarf''), der forekommer i en af Torhadds drømme (ÞSH. s. 50). Det ved samme lejlighed omtalte ''Hjarðarskarð'', ad hvilket Torhadd i følge drømmen kommer fra Breddal til gården ''Trot'' (Þrot) har sikkert — lige som formodenlig gårdsnavnet — været et virkelig forekommende navn, men de kendes ikke nu.
@@ Linje 125: / Linje 125: @@
-[[Fil:AM.129.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Búlandstindur i Berufjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]'''Berufjorden''' (''Berufjörðr'') er en anselig, omtrent 3 mile lang fjord, der i nordvestlig retning skærer sig ind i landet. De omgivende fjælde har, således som det er regel i Østfjordene, trapformationen ejendommelig udpræget; de synes at bestå af paralelle lag, der alle skrånende sænke sig ind ad mod fjordbunden. På grund af disse terrassedannelser få fjældene ofte lighed med bygninger e. d. l. På nordsiden (østsiden) af fjorden danner fjældene en stejl mur, syd for fjorden hæver flere karakteristiske enkeltfjælde sig frem, navnlig den høje pyramidalske ''Bulandstinde'' (Búlandstindr, over 3000 f.). ''Berufjordsstrand'' (Berufjarðarströnd) er navnet på den langs fjorden løbende kystrand, både syd og nord for fjorden — Strejte medindbefattet. Ved fjordbunden ligger præstegården ''Berufjord'' (Berufjörðr), til hvilken Berufjordsskard fører ned fra Breddalen. Op fra fjordbunden strækker sig en smal dal (Berufjordsdal), fra hvilken en 4 mile lang fjældvej fører over »Økse«-heden til Fljotsdalsherredet (Skriddal). Fra sydsiden af fjorden skærer en anden smal dal (Fossárdalr) sig ind, der begrænses af de mellem Skriddalsegnene og Berufjorden skillende fjældstrækninger »Hraun«.
+[[Fil:AM.129.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Búlandstindur i Berufjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]'''Berufjorden''' (''Berufjörðr'') er en anselig, omtrent 3 mile lang fjord, der i nordvestlig retning skærer sig ind i landet. De omgivende fjælde har, således som det er regel i Østfjordene, trapformationen ejendommelig udpræget; de synes at bestå af paralelle lag, der alle skrånende sænke sig ind ad mod fjordbunden. På grund af disse terrassedannelser få fjældene ofte lighed med bygninger e. d. l. På nordsiden (østsiden) af fjorden danner fjældene en stejl mur, syd for fjorden hæver flere karakteristiske enkeltfjælde sig frem, navnlig den høje pyramidalske ''Bulandstinde'' (Búlandstindr, over 3000 f.). ''Berufjordsstrand'' (Berufjarðarströnd) er navnet på den langs fjorden løbende kystrand, både syd og nord for fjorden — Strejte medindbefattet. Ved fjordbunden ligger præstegården ''Berufjord'' (Berufjörðr), til hvilken Berufjordsskard fører ned fra Breddalen. Op fra fjordbunden strækker sig en smal dal (Berufjordsdal), fra hvilken en 4 mile lang fjældvej fører over »Økse«-heden til Fljotsdalsherredet (Skriddal). Fra sydsiden af fjorden skærer en anden smal dal (Fossárdalr) sig ind, der begrænses af de mellem Skriddalsegnene og Berufjorden skillende fjældstrækninger »Hraun«.
@@ Linje 134: / Linje 134: @@
-På nordsiden af fjorden, men noget længere inde end Berunæs ligger gården '''Gautavig''' (''Gautavík''). Gautavig, der i Nj. omtales som landingssted for havskibe, synes i følge annalerne navnlig i det 14de— 15de årh. at have været en meget besøgt havn. Om Gautavig anfører Olavius, at Irlænderne blandt andre skal have besejlet den, og at man her (på Budarøre) så lævningerne af 6 købmandshuse. — De Berufjord mod syd begrænsende fjælde løbe ikke som sædvanlig i Østfjordene helt ud mod det åbne hav; mod øst fortsættes de nemlig af et, vel en halv mil langt, forholdsvis lavt og bredt næs, der både i gejstlig og verdslig henseende regnes med til den følgende bygd. Dette næs, der benævnes '''Bulandsnæs''' (''Búlandsnes'', — nu tillige navnet på en gård), omtales i flere sagaer, utvivlsomt også i ÞSH., hvor det imidlertid kaldes ''Landsnes''. På sit hævntog mod Torhadd passerer Torsten til søs forbi dette; da han kommer til klippen '''Ædersten''' (''Æðasteinn''), slår en bølge ind over fartøjet, hvad han betragter som et gunstigt varsel. Denne klippe må sikkert søges blandt de talrige holme og skær, der ligger ud for Bulandsnæs, og hvoraf adskillige tilhøre Berufjordsbygden. Vm. opregner en del herværende holme som tilhørende Berufjords kirke, deriblandt »Ædasteinn«. Formodenlig svarer den på disse to steder nævnte klippe til det sydøst for Bulandsnæs liggende ''Æðarsker''. — På nordsiden af Bulandsnæs indskærer sig en lille vig ''Djupevåg'' (Djúpivogr), bekendt af sin gode havn og det derværende ''handelssted''. På handelsstedet, der foruden Djupevåg også alene benævnes ''Berufjord'', findes for tiden kun ét etablissement. For den heldige beliggenhed og den gode havns skyld har stedet tidligere været begunstiget med hensyn til postskibsfarten; men den her herskende hyppige og tætte tåge lægger i denne henseende mange vanskeligheder i vejen <ref>Ved Berufjordens sydkyst, lidt inden for Djupevåg, findes vel (ved siden af et Æðarsker) en ''Æðarsteinn'', der dog næppe kan have noget med den i ÞSH. omtalte at gøre.<br>Blandt holmene ud for Bulandsnæs kan i øvrigt, foruden det før nævnte Ædarsker, på grund af navnet to »Örkney« benævnte småøer anføres.<br>Om en af de største af disse holme, ''Ulvsø'' (Úlfseý), beretter Olavius (s. 466), at der her »befindes en høj, eller en gammel heltes gravsted, som alle de, der lande på een, skulle synge et vers og læse en bøn over, eller og lægge en sten på højen«. Den antikv. indb. for Hofs og Hals sogne, 1821, omtaler tre høje, i Ulvsø, Eskildsø og Hromundsø, over tre brødre, højlagte, så at de kunde se hver til de andre to.</ref>.
+[[Fil:AM.130.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Teigarhorn syd for Berufjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]På nordsiden af fjorden, men noget længere inde end Berunæs ligger gården '''Gautavig''' (''Gautavík''). Gautavig, der i Nj. omtales som landingssted for havskibe, synes i følge annalerne navnlig i det 14de— 15de årh. at have været en meget besøgt havn. Om Gautavig anfører Olavius, at Irlænderne blandt andre skal have besejlet den, og at man her (på Budarøre) så lævningerne af 6 købmandshuse. — De Berufjord mod syd begrænsende fjælde løbe ikke som sædvanlig i Østfjordene helt ud mod det åbne hav; mod øst fortsættes de nemlig af et, vel en halv mil langt, forholdsvis lavt og bredt næs, der både i gejstlig og verdslig henseende regnes med til den følgende bygd. Dette næs, der benævnes '''Bulandsnæs''' (''Búlandsnes'', — nu tillige navnet på en gård), omtales i flere sagaer, utvivlsomt også i ÞSH., hvor det imidlertid kaldes ''Landsnes''. På sit hævntog mod Torhadd passerer Torsten til søs forbi dette; da han kommer til klippen '''Ædersten''' (''Æðasteinn''), slår en bølge ind over fartøjet, hvad han betragter som et gunstigt varsel. Denne klippe må sikkert søges blandt de talrige holme og skær, der ligger ud for Bulandsnæs, og hvoraf adskillige tilhøre Berufjordsbygden. Vm. opregner en del herværende holme som tilhørende Berufjords kirke, deriblandt »Ædasteinn«. Formodenlig svarer den på disse to steder nævnte klippe til det sydøst for Bulandsnæs liggende ''Æðarsker''. — På nordsiden af Bulandsnæs indskærer sig en lille vig ''Djupevåg'' (Djúpivogr), bekendt af sin gode havn og det derværende ''handelssted''. På handelsstedet, der foruden Djupevåg også alene benævnes ''Berufjord'', findes for tiden kun ét etablissement. For den heldige beliggenhed og den gode havns skyld har stedet tidligere været begunstiget med hensyn til postskibsfarten; men den her herskende hyppige og tætte tåge lægger i denne henseende mange vanskeligheder i vejen <ref>Ved Berufjordens sydkyst, lidt inden for Djupevåg, findes vel (ved siden af et Æðarsker) en ''Æðarsteinn'', der dog næppe kan have noget med den i ÞSH. omtalte at gøre.<br>Blandt holmene ud for Bulandsnæs kan i øvrigt, foruden det før nævnte Ædarsker, på grund af navnet to »Örkney« benævnte småøer anføres.<br>Om en af de største af disse holme, ''Ulvsø'' (Úlfseý), beretter Olavius (s. 466), at der her »befindes en høj, eller en gammel heltes gravsted, som alle de, der lande på een, skulle synge et vers og læse en bøn over, eller og lægge en sten på højen«. Den antikv. indb. for Hofs og Hals sogne, 1821, omtaler tre høje, i Ulvsø, Eskildsø og Hromundsø, over tre brødre, højlagte, så at de kunde se hver til de andre to.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. jun. 2015 kl. 18:48
Linje 125:		Linje 125:


−	[[Fil:AM.~~135~~.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Búlandstindur i Berufjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]'''Berufjorden''' (''Berufjörðr'') er en anselig, omtrent 3 mile lang fjord, der i nordvestlig retning skærer sig ind i landet. De omgivende fjælde har, således som det er regel i Østfjordene, trapformationen ejendommelig udpræget; de synes at bestå af paralelle lag, der alle skrånende sænke sig ind ad mod fjordbunden. På grund af disse terrassedannelser få fjældene ofte lighed med bygninger e. d. l. På nordsiden (østsiden) af fjorden danner fjældene en stejl mur, syd for fjorden hæver flere karakteristiske enkeltfjælde sig frem, navnlig den høje pyramidalske ''Bulandstinde'' (Búlandstindr, over 3000 f.). ''Berufjordsstrand'' (Berufjarðarströnd) er navnet på den langs fjorden løbende kystrand, både syd og nord for fjorden — Strejte medindbefattet. Ved fjordbunden ligger præstegården ''Berufjord'' (Berufjörðr), til hvilken Berufjordsskard fører ned fra Breddalen. Op fra fjordbunden strækker sig en smal dal (Berufjordsdal), fra hvilken en 4 mile lang fjældvej fører over »Økse«-heden til Fljotsdalsherredet (Skriddal). Fra sydsiden af fjorden skærer en anden smal dal (Fossárdalr) sig ind, der begrænses af de mellem Skriddalsegnene og Berufjorden skillende fjældstrækninger »Hraun«.	+	[[Fil:AM.129.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Búlandstindur i Berufjord '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]'''Berufjorden''' (''Berufjörðr'') er en anselig, omtrent 3 mile lang fjord, der i nordvestlig retning skærer sig ind i landet. De omgivende fjælde har, således som det er regel i Østfjordene, trapformationen ejendommelig udpræget; de synes at bestå af paralelle lag, der alle skrånende sænke sig ind ad mod fjordbunden. På grund af disse terrassedannelser få fjældene ofte lighed med bygninger e. d. l. På nordsiden (østsiden) af fjorden danner fjældene en stejl mur, syd for fjorden hæver flere karakteristiske enkeltfjælde sig frem, navnlig den høje pyramidalske ''Bulandstinde'' (Búlandstindr, over 3000 f.). ''Berufjordsstrand'' (Berufjarðarströnd) er navnet på den langs fjorden løbende kystrand, både syd og nord for fjorden — Strejte medindbefattet. Ved fjordbunden ligger præstegården ''Berufjord'' (Berufjörðr), til hvilken Berufjordsskard fører ned fra Breddalen. Op fra fjordbunden strækker sig en smal dal (Berufjordsdal), fra hvilken en 4 mile lang fjældvej fører over »Økse«-heden til Fljotsdalsherredet (Skriddal). Fra sydsiden af fjorden skærer en anden smal dal (Fossárdalr) sig ind, der begrænses af de mellem Skriddalsegnene og Berufjorden skillende fjældstrækninger »Hraun«.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. jun. 2015 kl. 18:42
Linje 122:		Linje 122:


−	Breddalen, der på de tre sider omgives af nabobygder, forbindes med disse ved adskillige fjældveje. Fra Syddalens bund kommer man ad den alt omtalte ''Breddalshede'' (s. 240) til Skriddalens øvre del; fra Norddalen fører en vej over ''Stavshede'' (Stafsheiði) til den i Skriddalens nedre del udmundende Joru- eller Toru-dal. Fra Norddalen ligger også vej til Reydarfjord og Fåskrudsfjord. Endvidere står man ved pas over fjældryggene i forbindelse med de nærmest liggende fjorde mod nord og syd, Stödvarfjord og Berufjord. Navnlig kan to sådanne forbindelsesveje med Berufjorden mærkes. I det ydre af disse pas, Fagradalsskarð, nævner den antkv. indb. (1817) et ''Gretteshav'' (Grettirshaf), som dog nu skal være forsvundet. Det indre er det ofte benyttede ''Berufjarðarskarð'', der fra Syddalen fører ned til Berufjordens bund — højt og stejlt, med bugtede stier undtagen på den korte strækning over selve den smalle fjældryg<ref>I Nordre Breddal (tæt ved gården Torvaldstad) skal i følge mundtlig meddelelse findes en hule Þjófahola, — som navnet viser en gang tilholdssted for tyve; herom skal ildsted og fårebén i hulen have vidnet, da den for en menneskealder siden undersøgtes.</ref>.	+	[[Fil:AM.135.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Stafsheiði '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Breddalen, der på de tre sider omgives af nabobygder, forbindes med disse ved adskillige fjældveje. Fra Syddalens bund kommer man ad den alt omtalte ''Breddalshede'' (s. 240) til Skriddalens øvre del; fra Norddalen fører en vej over ''Stavshede'' (Stafsheiði) til den i Skriddalens nedre del udmundende Joru- eller Toru-dal. Fra Norddalen ligger også vej til Reydarfjord og Fåskrudsfjord. Endvidere står man ved pas over fjældryggene i forbindelse med de nærmest liggende fjorde mod nord og syd, Stödvarfjord og Berufjord. Navnlig kan to sådanne forbindelsesveje med Berufjorden mærkes. I det ydre af disse pas, Fagradalsskarð, nævner den antkv. indb. (1817) et ''Gretteshav'' (Grettirshaf), som dog nu skal være forsvundet. Det indre er det ofte benyttede ''Berufjarðarskarð'', der fra Syddalen fører ned til Berufjordens bund — højt og stejlt, med bugtede stier undtagen på den korte strækning over selve den smalle fjældryg<ref>I Nordre Breddal (tæt ved gården Torvaldstad) skal i følge mundtlig meddelelse findes en hule Þjófahola, — som navnet viser en gang tilholdssted for tyve; herom skal ildsted og fårebén i hulen have vidnet, da den for en menneskealder siden undersøgtes.</ref>.

@@ Linje 33: / Linje 33: @@
-Nord for Hallormstad bliver halsen bestandig lavere, og efterhånden taber også skoven sig. Endnu i skovrige omgivelser ligger to småvige, der kort nord før Hallormstad skærer sig ind, adskilte ved en lille pynt, med nogle mindre klippehøjder (kletter) til yderbegrænsning. Det er '''Trællevig''' (''Þrælavík'') og '''Ormsvig''' (''Ormsvík''). Den første kendes fra Drpl. som stedet, hvor Helge Asbjørnssöns hustru Droplaug med de hende ledsagende trælle druknede; oven for Ormsvig ligger '''Ormstad''' (''Ormstaðir''), nu afbyggersted fra Hallormstad, tidligere, som det fremgår af Drpl., en selvstændig gård. Gården, hvis navn udtales »Orstaðir«, er nemlig tydelig nok den i sagaen vekselvis ''Odd-, Orms-'' eller ''Auðstaðir'' benævnte gård, hvor Helge Asbjørnssön og Droplaug boede. — Fortsættes vejen nordefter, passeres snart den lille '''Havrså''' (''Hafrsá''); hinsides denne, noget oppe i lien, findes den efter åen benævnte gård; navnet, der forekommer i Drpl., findes her også skrevet ''Hafsá''<ref>For navnets skyld kan det hertil hørende afbyggersted Freysholar mærkes ligesom også to næs øst og vest for Fljotet Torsnæs og Freysnæs.</ref>. Derefter har man for øje et større næs '''Mjovanæs''' (''Mjófanes''), der skyder sig frem i Fljotet; oven for dette ligger gården Mjovanæs, i længere tid bolig for Helge Asbjørnssön efter Droplaugs død. Nordvest for Mjovanæs ligger '''Gunnnlaugstad''' (''Gunnlaug-'', ældre ''Gunnlaugar-, staðir''); her — omtr. tre fjærdingvej fra Hallormstad — regnes halsen, der nu er ganske lav, for at høre op. Antydninger af den når dog endnu en halv mils vej nord efter, og som de sidste spor i denne henseende regnes de såkaldte »halse«, nogle banker (holt), i hvis skråning præstegården Vallanæs ligger.
+[[Fil:AM.136.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Fjeldvejen over Þordalsheiði fra Skriddalen '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Nord for Hallormstad bliver halsen bestandig lavere, og efterhånden taber også skoven sig. Endnu i skovrige omgivelser ligger to småvige, der kort nord før Hallormstad skærer sig ind, adskilte ved en lille pynt, med nogle mindre klippehøjder (kletter) til yderbegrænsning. Det er '''Trællevig''' (''Þrælavík'') og '''Ormsvig''' (''Ormsvík''). Den første kendes fra Drpl. som stedet, hvor Helge Asbjørnssöns hustru Droplaug med de hende ledsagende trælle druknede; oven for Ormsvig ligger '''Ormstad''' (''Ormstaðir''), nu afbyggersted fra Hallormstad, tidligere, som det fremgår af Drpl., en selvstændig gård. Gården, hvis navn udtales »Orstaðir«, er nemlig tydelig nok den i sagaen vekselvis ''Odd-, Orms-'' eller ''Auðstaðir'' benævnte gård, hvor Helge Asbjørnssön og Droplaug boede. — Fortsættes vejen nordefter, passeres snart den lille '''Havrså''' (''Hafrsá''); hinsides denne, noget oppe i lien, findes den efter åen benævnte gård; navnet, der forekommer i Drpl., findes her også skrevet ''Hafsá''<ref>For navnets skyld kan det hertil hørende afbyggersted Freysholar mærkes ligesom også to næs øst og vest for Fljotet Torsnæs og Freysnæs.</ref>. Derefter har man for øje et større næs '''Mjovanæs''' (''Mjófanes''), der skyder sig frem i Fljotet; oven for dette ligger gården Mjovanæs, i længere tid bolig for Helge Asbjørnssön efter Droplaugs død. Nordvest for Mjovanæs ligger '''Gunnnlaugstad''' (''Gunnlaug-'', ældre ''Gunnlaugar-, staðir''); her — omtr. tre fjærdingvej fra Hallormstad — regnes halsen, der nu er ganske lav, for at høre op. Antydninger af den når dog endnu en halv mils vej nord efter, og som de sidste spor i denne henseende regnes de såkaldte »halse«, nogle banker (holt), i hvis skråning præstegården Vallanæs ligger.
-[[Fil:AM.136.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Fjeldvejen over Þordalsheiði fra Skriddalen '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Gunnlaugstad er Skogasvejtens nordligste gård. Bygden er allerede forinden ved at gå over i nabobygden mod nordvest, de såkaldte »Volde« — ''Vellir'' &#596;: sletter —, hvis navn antyder egnens beskaffenhed. De her mødende fladere strækninger, til dels engslette, begrænse på en strækning af omtrent halvanden mil Lagarfljot, indtil hvor Eyvindarå falder ud i dette; mod øst begrænses de af en fra det karakteristiske fjæld »Hat« (Höttr) fremløbende hals; mod syd gå de over i den mellem fjældene indesluttede Skriddal, hvorfra åen Grimså (Grímså), der deler »Voldene« i to dele, kommer. I den sydlige del, mellem Grimså og Fljotet ligger den alt tidligere nævnte præstegård '''Vallanæs''' (''Vallanes'')<ref>I følge Sig. Gunnarssön skal den i Ldn. (s. 244) nævnte ''Öxnalækr'' under benævnelsen ''Uxalækr'' findes som en lille bæk, sydøst for Vallanæs, der falder ud i Grimså.</ref>. - I den ydre del af »Voldene« ligger nordvest for Vallanæs ''Ketilstad'' (Ketilstaðir), tidligere bolig for sysselmanden; uden for (nord for) Ketilstad løber — til Grimså — bækken ''Unulæk'' (Unulækr), der må svare til den i Ldn. (s. 246) nævnte ''Unalækr'', sydgrænsen for Une den danskes landnam, hvis sydligste del dog snart fratoges ham (se Ldn. s. 244). Efter Ketilstad benævnes den før nævnte fra Hat-fjældet udgående hals Ketilstadahals; ofte benævnes den dog kun Aura-hals eller alene »Aurarnir«, et ord, der i denne del af landet oftere synes at anvendes i den noget usædvanlige betydning af vegetationsløs højhede. Ved denne hals skilles »Voldene« fra den af Eyvindarå gennemløbne dal. Nord for Ketilstad følger '''Høvde''' (''Höfði''), der dels med dette navn, dels under benævnelsen '''Öngulså''' (''Öngulsá'') forekommer i Drpl., hvor gården nævnes som bolig for Helge Asbjørnssöns svigersøn Hjarrande. Det sidste navn må den formodenlig have haft efter den forbiflydende å — tilløb til Lagarfljot —, der nu benævnes Høvde-å (Höfðaá)<ref>Drpl. s. 8 siges Hjarrasde at bo »at Öngulsá, fyrir austan vatn, å Völlum út«; stedsnavnet Öngulsá findes imidlertid ikke her, og senere hen i sagaen omtales han som boende på Høvde.</ref>. Ved Høvde højlagdes Hjarrandes i Eyvindardals-kampen faldne broder Kåre. Syd for tunet vil man påvise denne høj (Kárahaugr); det er en lav bakke, hvis øverste parti nu er bortblæst, men de herværende løse sten synes at danne en rundkreds, indenfor hvilken man vil finde spor af en mindre stenlægning. [Den på kortet afsatte Rauðshaugr bør udgå; ifg. antkv. beretn. fra sysselm. 1819 er Rauðshaugr kun en naturlig høj, uden tradition — sml. dog hvad s. 224, anm. er anført om Rauður.]
+Gunnlaugstad er Skogasvejtens nordligste gård. Bygden er allerede forinden ved at gå over i nabobygden mod nordvest, de såkaldte »Volde« — ''Vellir'' &#596;: sletter —, hvis navn antyder egnens beskaffenhed. De her mødende fladere strækninger, til dels engslette, begrænse på en strækning af omtrent halvanden mil Lagarfljot, indtil hvor Eyvindarå falder ud i dette; mod øst begrænses de af en fra det karakteristiske fjæld »Hat« (Höttr) fremløbende hals; mod syd gå de over i den mellem fjældene indesluttede Skriddal, hvorfra åen Grimså (Grímså), der deler »Voldene« i to dele, kommer. I den sydlige del, mellem Grimså og Fljotet ligger den alt tidligere nævnte præstegård '''Vallanæs''' (''Vallanes'')<ref>I følge Sig. Gunnarssön skal den i Ldn. (s. 244) nævnte ''Öxnalækr'' under benævnelsen ''Uxalækr'' findes som en lille bæk, sydøst for Vallanæs, der falder ud i Grimså.</ref>. - I den ydre del af »Voldene« ligger nordvest for Vallanæs ''Ketilstad'' (Ketilstaðir), tidligere bolig for sysselmanden; uden for (nord for) Ketilstad løber — til Grimså — bækken ''Unulæk'' (Unulækr), der må svare til den i Ldn. (s. 246) nævnte ''Unalækr'', sydgrænsen for Une den danskes landnam, hvis sydligste del dog snart fratoges ham (se Ldn. s. 244). Efter Ketilstad benævnes den før nævnte fra Hat-fjældet udgående hals Ketilstadahals; ofte benævnes den dog kun Aura-hals eller alene »Aurarnir«, et ord, der i denne del af landet oftere synes at anvendes i den noget usædvanlige betydning af vegetationsløs højhede. Ved denne hals skilles »Voldene« fra den af Eyvindarå gennemløbne dal. Nord for Ketilstad følger '''Høvde''' (''Höfði''), der dels med dette navn, dels under benævnelsen '''Öngulså''' (''Öngulsá'') forekommer i Drpl., hvor gården nævnes som bolig for Helge Asbjørnssöns svigersøn Hjarrande. Det sidste navn må den formodenlig have haft efter den forbiflydende å — tilløb til Lagarfljot —, der nu benævnes Høvde-å (Höfðaá)<ref>Drpl. s. 8 siges Hjarrasde at bo »at Öngulsá, fyrir austan vatn, å Völlum út«; stedsnavnet Öngulsá findes imidlertid ikke her, og senere hen i sagaen omtales han som boende på Høvde.</ref>. Ved Høvde højlagdes Hjarrandes i Eyvindardals-kampen faldne broder Kåre. Syd for tunet vil man påvise denne høj (Kárahaugr); det er en lav bakke, hvis øverste parti nu er bortblæst, men de herværende løse sten synes at danne en rundkreds, indenfor hvilken man vil finde spor af en mindre stenlægning. [Den på kortet afsatte Rauðshaugr bør udgå; ifg. antkv. beretn. fra sysselm. 1819 er Rauðshaugr kun en naturlig høj, uden tradition — sml. dog hvad s. 224, anm. er anført om Rauður.]
@@ Linje 42: / Linje 42: @@
-Øst for Skriddalså eller — som den snart begynder at kaldes — Grimså når den Skriddal omfattende hrepp noget længere ud efter end vest for åen; grænsen mod Vallasvejten er her en fra en fjælddal kommende å ''Gilså'' (Gilsá), der i Ldn. (s. 244) nævnes som Skriddalens grænse. Blandt de mange snævre dale, der i den østlige del af Skriddalen skærer sig ind mellem fjældene, må mærkes ''Toru-'' eller, som man mener, retter ''Jorudalen'' (Þórudalr, Jórudalr), gennem hvilken vejen ligger op på den korte ''Tordalshede'' (Þórdalsheiði, ældre ''Þórsdalsheiðr''), der afgiver den bekvemmeste forbindelse med den store øst for liggende Reyðarfjord (Rødefjord). Skriddalens øvre del (Syddalen), der ud for Torudal tager sin begyndelse, strækker sig et par mil syd efter, mod vest begrænset af »Mulen«. Oppe i dalen ligger en lille sø Skriðuvatn, nord for hvilken ses et stort fjældskred, der har fyldt hele den østlige dalskråning her med stenbunker og høje. I fjældet oven for ses ganske rigtig en stor kløft, hvorfra skredet formodenlig er kommet. Dette fjældskred har øjensynlig givet søen og da vel også dalen navn. Nærmest ligger det at antage, at det er dette skred, som Ldn. sigter til, hvor der (s. 245) om Ravnkels frelse fra et fjældskred i Skridudal fortælles det tilsvarende til hvad Hrk. fortæller om Ravnkels fader Hallfred, hvem Ldn. ikke kender. Traditionen ved dog ikke noget herom, men knytter til skredet et sagn om en biskop, der en gang bedede her, men, som advaret af en ravn, hvis røst han forstod, i rette tid flyttede sit tælt hinsides åen. Længst oppe fører fra Skriddal to veje til nabobygderne mod sydøst: mod øst fører en kort hedevej over '''Breddalsheden''' (''Breiðdalsheiði'', ældre: ''-heiðr'') til Breddalens øvre del, mod syd ligger en længere (3 mil) og besværligere vej over højheden Økse (Öxi) til Berufjorden <ref>Ved en unøjagtighed ses ikke tydelig på B. G.s kort Axarvatns afløb til Skriðuvatn.</ref>. Denne sidste vej over '''Øksarhede''' (''Öxarheiðr'', nu sædv. Axarheiði) forekommer Hrk. s. 11; vest for økse strækker sig det tidligere omtalte højland »hraun«, der under navnet '''Öxarhraun''' forekommer i Nj., hvor talen er om Floses rundrejse til de Østfjordske høvdinger; herover lå nemlig en vej fra Fljotsdalen til den syd for Berufjorden liggende Hamarsfjord. Om tingrejserne enten ad denne vej eller over selve Økse minder vel navnet ''Tingmannanup'' (Þíngmannanúpr), der bæres af et fjæld i højlandet sydvest for Økse. Den almindelige anskuelse er, at Øksehraunsvejen nemlig er bleven benyttet af tingmænd, der drog til »Kidjafellsting« i Fljotsdalen, et ting, der nu omfattes med forkærlighed af traditionen, skønt et således benævnt tingsted, hvis beliggenhed endda i følge sagaen er usikker, først nævnes i den yngre (længere) Droplaugarsonasaga <ref>Til den rolle, som Kidjafellsting spiller i den almindelige bevidsthed, bidrager sikkert foruden kendskab til den længere Drpl.-saga den omstændighed, at nyere kort over Island i fristatstiden — således det i Ísl. s. I — have opstillet Kiðjafellsþíng tilligemed Sunnadalsþíng og Skaptafellsþíng som Østfjærdingens regelmæssige vårting.</ref>. Rimeligere er det at antage, at navne som Tingmannanup på Økse-hraun kan skyldes de til '''Mule ting''' (''Múlaþing'') rejsende. Dette ting, der holdtes i Skriddalen under nordenden af fjældryggen Mule, hvor nu gården Tingmule (Þíngmúli), der ved sit navn minder om de ældre forhold, står i næsset mellem de to her sammenløbende åer, var nemlig i ældre tid et af Østfjærdingens regelmæssige ting. Medens ellers i fristatstiden hver fjærding havde tre regelmæssige vårting, synes Østfjærdingen for den længste tids vedkommende kun at have haft to. Først i de efter underkastelsen vedtagne lovbøger Jærnside og Jonsbog forekommer en fuldstændig opregning af vårtingene, der imidlertid her tages i ren territorial betydning; i følge disse omfattede Østlandet kun Mule-ting og Skaftafells-ting, Jonsbog skelner mellem Muleting nord og syd for Økse-hede. Oprindelig havde vel Vopnafjordsbygden, som det ses af Vápnf., sit eget vårting ''Sunnudalsting'', men dette nedlagdes i følge sagaen tidlig (i følge Tímatal år 988), og senere hører man intet om, at det afløses af noget andet, lige så lidt som noget ting i selve fjordene øst og syd for Fljotdalsherredet er kendt. Fra bægge kanter synes man at have søgt til centralbygden omkring Lagarfljot. Om forholdene her få vi så at sige al vor oplysning fra det par små her hjemmehørende sagaer, og kun Droplaugarsonasaga meddeler noget nærmere om tingforholdene; men her møder til gengæld en sådan rigdom af tingstedsnavne, at forståelsen af disse tingsteders indbyrdes forhold har sine vanskeligheder. Allerede i denne saga, hvis hovedbegivenheder henføres til omkring år 1000, nævnes ''Mule-ting'' (Drpl. s. 18); det var et vårting, hvortil også folk fra Østfjordene kom. Måske ogsaa det vårting i Fljotsdalsherred, der besøgtes af Vopnafjordens høvdinger umiddelbart før den berømte kamp i Bödvarsdal (år 989) — Vápnf. s. 26 —, har været Mule-ting, det synes i al fald at have ligget øst for Fljotet; øst for Fljotet synes også det Drpl. s. 16 nævnte høstting at have ligget. Men desforuden nævnes i sagaen et ''Krakalækjar-vårting'', der vel tør antages (se s. 206) at have været holdt vest for Fljotet ved ''Tinghøvde'', der i sagaen nævnes som stedet for et høstting; endelig nævnes i Drpl. et ''Lambanæsting'', måske øst for Fljotet, og som det af sammenhængen fremgår et vårting. I sagaen siges intet om, hvorvidt disse tingsteder har svaret til lige så mange tingkredse, eller om egnens vårting til forskellig tid har været holdt på forskelligt sted. Den sidste antagelse er dog måske den sandsynligste. At noget af de ovennævnte ting særlig skulde repræsentere det oprindelig efter Sunnudal benævnte ting, er der ingen grund til at formode; rimeligere er det, at man allerede på Droplaugarsonasagas tid her har benyttet sig af Grågås' tilladelse til at holde to vårting (Sunnudals og Múla) på samme sted — stedet for sidstnævnte. At dette forhold i den følgende tid regelmæssig har fortsat sig, tør måske også sluttes af, at Grågås gentagne gange ved sine bestemmelsers ordlyd antyder, at den nævnte tilladelse til vårtingssammenlægning virkelig var benyttet<ref>Se K. Maurer: Island s. 100—102.</ref>. — Den gængse opfattelse blandt egnens folk er, at Mule-ting er opstået ved, at Sunnudalsting og »Kidjafellsting« flyttedes til det nuværende Tingmule. Hvorledes den længere Droplaugarsona-saga er kommet til navnet Kidjafell om Fljotsdalsherredets vårting, er vanskeligt at sige, og lige så uklart, hvor i egnen dette stednavn oprindelig har hørt hjemme. Men sikkert synes det, at denne sagabearbejdelse — Kidjafellstings eneste hjemmel — ved sin omtale af Kidjafellsting [eller Kidafellsting som det egenlig her kaldes] ikke tænker på noget andet ting end Mule-ting; herpå tyder retningsangivelserne, der ere forståelige i forhold til dette, men ikke lade sig forlige med den almindelig antagne beliggenhed af Kidjafell i Fljotsdalens Syddal <ref>Den samme opfattelse af den længere Drpl.-sagas Kidjafellsting har E. Maurer, se Island, s. 102.</ref>.
+[[Fil:AM.134.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Gården Gilsá i Breddalen. '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Øst for Skriddalså eller — som den snart begynder at kaldes — Grimså når den Skriddal omfattende hrepp noget længere ud efter end vest for åen; grænsen mod Vallasvejten er her en fra en fjælddal kommende å ''Gilså'' (Gilsá), der i Ldn. (s. 244) nævnes som Skriddalens grænse. Blandt de mange snævre dale, der i den østlige del af Skriddalen skærer sig ind mellem fjældene, må mærkes ''Toru-'' eller, som man mener, retter ''Jorudalen'' (Þórudalr, Jórudalr), gennem hvilken vejen ligger op på den korte ''Tordalshede'' (Þórdalsheiði, ældre ''Þórsdalsheiðr''), der afgiver den bekvemmeste forbindelse med den store øst for liggende Reyðarfjord (Rødefjord). Skriddalens øvre del (Syddalen), der ud for Torudal tager sin begyndelse, strækker sig et par mil syd efter, mod vest begrænset af »Mulen«. Oppe i dalen ligger en lille sø Skriðuvatn, nord for hvilken ses et stort fjældskred, der har fyldt hele den østlige dalskråning her med stenbunker og høje. I fjældet oven for ses ganske rigtig en stor kløft, hvorfra skredet formodenlig er kommet. Dette fjældskred har øjensynlig givet søen og da vel også dalen navn. Nærmest ligger det at antage, at det er dette skred, som Ldn. sigter til, hvor der (s. 245) om Ravnkels frelse fra et fjældskred i Skridudal fortælles det tilsvarende til hvad Hrk. fortæller om Ravnkels fader Hallfred, hvem Ldn. ikke kender. Traditionen ved dog ikke noget herom, men knytter til skredet et sagn om en biskop, der en gang bedede her, men, som advaret af en ravn, hvis røst han forstod, i rette tid flyttede sit tælt hinsides åen. Længst oppe fører fra Skriddal to veje til nabobygderne mod sydøst: mod øst fører en kort hedevej over '''Breddalsheden''' (''Breiðdalsheiði'', ældre: ''-heiðr'') til Breddalens øvre del, mod syd ligger en længere (3 mil) og besværligere vej over højheden Økse (Öxi) til Berufjorden <ref>Ved en unøjagtighed ses ikke tydelig på B. G.s kort Axarvatns afløb til Skriðuvatn.</ref>. Denne sidste vej over '''Øksarhede''' (''Öxarheiðr'', nu sædv. Axarheiði) forekommer Hrk. s. 11; vest for økse strækker sig det tidligere omtalte højland »hraun«, der under navnet '''Öxarhraun''' forekommer i Nj., hvor talen er om Floses rundrejse til de Østfjordske høvdinger; herover lå nemlig en vej fra Fljotsdalen til den syd for Berufjorden liggende Hamarsfjord. Om tingrejserne enten ad denne vej eller over selve Økse minder vel navnet ''Tingmannanup'' (Þíngmannanúpr), der bæres af et fjæld i højlandet sydvest for Økse. Den almindelige anskuelse er, at Øksehraunsvejen nemlig er bleven benyttet af tingmænd, der drog til »Kidjafellsting« i Fljotsdalen, et ting, der nu omfattes med forkærlighed af traditionen, skønt et således benævnt tingsted, hvis beliggenhed endda i følge sagaen er usikker, først nævnes i den yngre (længere) Droplaugarsonasaga <ref>Til den rolle, som Kidjafellsting spiller i den almindelige bevidsthed, bidrager sikkert foruden kendskab til den længere Drpl.-saga den omstændighed, at nyere kort over Island i fristatstiden — således det i Ísl. s. I — have opstillet Kiðjafellsþíng tilligemed Sunnadalsþíng og Skaptafellsþíng som Østfjærdingens regelmæssige vårting.</ref>. Rimeligere er det at antage, at navne som Tingmannanup på Økse-hraun kan skyldes de til '''Mule ting''' (''Múlaþing'') rejsende. Dette ting, der holdtes i Skriddalen under nordenden af fjældryggen Mule, hvor nu gården Tingmule (Þíngmúli), der ved sit navn minder om de ældre forhold, står i næsset mellem de to her sammenløbende åer, var nemlig i ældre tid et af Østfjærdingens regelmæssige ting. Medens ellers i fristatstiden hver fjærding havde tre regelmæssige vårting, synes Østfjærdingen for den længste tids vedkommende kun at have haft to. Først i de efter underkastelsen vedtagne lovbøger Jærnside og Jonsbog forekommer en fuldstændig opregning af vårtingene, der imidlertid her tages i ren territorial betydning; i følge disse omfattede Østlandet kun Mule-ting og Skaftafells-ting, Jonsbog skelner mellem Muleting nord og syd for Økse-hede. Oprindelig havde vel Vopnafjordsbygden, som det ses af Vápnf., sit eget vårting ''Sunnudalsting'', men dette nedlagdes i følge sagaen tidlig (i følge Tímatal år 988), og senere hører man intet om, at det afløses af noget andet, lige så lidt som noget ting i selve fjordene øst og syd for Fljotdalsherredet er kendt. Fra bægge kanter synes man [[Fil:AM.133.jpg|thumb|500px|left|<center>''' I ildhuset på en gård i Eydalir. '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]at have søgt til centralbygden omkring Lagarfljot. Om forholdene her få vi så at sige al vor oplysning fra det par små her hjemmehørende sagaer, og kun Droplaugarsonasaga meddeler noget nærmere om tingforholdene; men her møder til gengæld en sådan rigdom af tingstedsnavne, at forståelsen af disse tingsteders indbyrdes forhold har sine vanskeligheder. Allerede i denne saga, hvis hovedbegivenheder henføres til omkring år 1000, nævnes ''Mule-ting'' (Drpl. s. 18); det var et vårting, hvortil også folk fra Østfjordene kom. Måske ogsaa det vårting i Fljotsdalsherred, der besøgtes af Vopnafjordens høvdinger umiddelbart før den berømte kamp i Bödvarsdal (år 989) — Vápnf. s. 26 —, har været Mule-ting, det synes i al fald at have ligget øst for Fljotet; øst for Fljotet synes også det Drpl. s. 16 nævnte høstting at have ligget. Men desforuden nævnes i sagaen et ''Krakalækjar-vårting'', der vel tør antages (se s. 206) at have været holdt vest for Fljotet ved ''Tinghøvde'', der i sagaen nævnes som stedet for et høstting; endelig nævnes i Drpl. et ''Lambanæsting'', måske øst for Fljotet, og som det af sammenhængen fremgår et vårting. I sagaen siges intet om, hvorvidt disse tingsteder har svaret til lige så mange tingkredse, eller om egnens vårting til forskellig tid har været holdt på forskelligt sted. Den sidste antagelse er dog måske den sandsynligste. At noget af de ovennævnte ting særlig skulde repræsentere det oprindelig efter Sunnudal benævnte ting, er der ingen grund til at formode; rimeligere er det, at man allerede på Droplaugarsonasagas tid her har benyttet sig af Grågås' tilladelse til at holde to vårting (Sunnudals og Múla) på samme sted — stedet for sidstnævnte. At dette forhold i den følgende tid regelmæssig har fortsat sig, tør måske også sluttes af, at Grågås gentagne gange ved sine bestemmelsers ordlyd antyder, at den nævnte tilladelse til vårtingssammenlægning virkelig var benyttet<ref>Se K. Maurer: Island s. 100—102.</ref>. — Den gængse opfattelse blandt egnens folk er, at Mule-ting er opstået ved, at Sunnudalsting og »Kidjafellsting« flyttedes til det nuværende Tingmule. Hvorledes den længere Droplaugarsona-saga er kommet til navnet Kidjafell om Fljotsdalsherredets vårting, er vanskeligt at sige, og lige så uklart, hvor i egnen dette stednavn oprindelig har hørt hjemme. Men sikkert synes det, at denne sagabearbejdelse — Kidjafellstings eneste hjemmel — ved sin omtale af Kidjafellsting [eller Kidafellsting som det egenlig her kaldes] ikke tænker på noget andet ting end Mule-ting; herpå tyder retningsangivelserne, der ere forståelige i forhold til dette, men ikke lade sig forlige med den almindelig antagne beliggenhed af Kidjafell i Fljotsdalens Syddal <ref>Den samme opfattelse af den længere Drpl.-sagas Kidjafellsting har E. Maurer, se Island, s. 102.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. jun. 2015 kl. 16:46
Linje 36:		Linje 36:


−	Gunnlaugstad er Skogasvejtens nordligste gård. Bygden er allerede forinden ved at gå over i nabobygden mod nordvest, de såkaldte »Volde« — ''Vellir'' ɔ: sletter —, hvis navn antyder egnens beskaffenhed. De her mødende fladere strækninger, til dels engslette, begrænse på en strækning af omtrent halvanden mil Lagarfljot, indtil hvor Eyvindarå falder ud i dette; mod øst begrænses de af en fra det karakteristiske fjæld »Hat« (Höttr) fremløbende hals; mod syd gå de over i den mellem fjældene indesluttede Skriddal, hvorfra åen Grimså (Grímså), der deler »Voldene« i to dele, kommer. I den sydlige del, mellem Grimså og Fljotet ligger den alt tidligere nævnte præstegård '''Vallanæs''' (''Vallanes'')<ref>I følge Sig. Gunnarssön skal den i Ldn. (s. 244) nævnte ''Öxnalækr'' under benævnelsen ''Uxalækr'' findes som en lille bæk, sydøst for Vallanæs, der falder ud i Grimså.</ref>. - I den ydre del af »Voldene« ligger nordvest for Vallanæs ''Ketilstad'' (Ketilstaðir), tidligere bolig for sysselmanden; uden for (nord for) Ketilstad løber — til Grimså — bækken ''Unulæk'' (Unulækr), der må svare til den i Ldn. (s. 246) nævnte ''Unalækr'', sydgrænsen for Une den danskes landnam, hvis sydligste del dog snart fratoges ham (se Ldn. s. 244). Efter Ketilstad benævnes den før nævnte fra Hat-fjældet udgående hals Ketilstadahals; ofte benævnes den dog kun Aura-hals eller alene »Aurarnir«, et ord, der i denne del af landet oftere synes at anvendes i den noget usædvanlige betydning af vegetationsløs højhede. Ved denne hals skilles »Voldene« fra den af Eyvindarå gennemløbne dal. Nord for Ketilstad følger '''Høvde''' (''Höfði''), der dels med dette navn, dels under benævnelsen '''Öngulså''' (''Öngulsá'') forekommer i Drpl., hvor gården nævnes som bolig for Helge Asbjørnssöns svigersøn Hjarrande. Det sidste navn må den formodenlig have haft efter den forbiflydende å — tilløb til Lagarfljot —, der nu benævnes Høvde-å (Höfðaá)<ref>Drpl. s. 8 siges Hjarrasde at bo »at Öngulsá, fyrir austan vatn, å Völlum út«; stedsnavnet Öngulsá findes imidlertid ikke her, og senere hen i sagaen omtales han som boende på Høvde.</ref>. Ved Høvde højlagdes Hjarrandes i Eyvindardals-kampen faldne broder Kåre. Syd for tunet vil man påvise denne høj (Kárahaugr); det er en lav bakke, hvis øverste parti nu er bortblæst, men de herværende løse sten synes at danne en rundkreds, indenfor hvilken man vil finde spor af en mindre stenlægning. [Den på kortet afsatte Rauðshaugr bør udgå; ifg. antkv. beretn. fra sysselm. 1819 er Rauðshaugr kun en naturlig høj, uden tradition — sml. dog hvad s. 224, anm. er anført om Rauður.]	+	[[Fil:AM.136.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Fjeldvejen over Þordalsheiði fra Skriddalen '''<br>- (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Gunnlaugstad er Skogasvejtens nordligste gård. Bygden er allerede forinden ved at gå over i nabobygden mod nordvest, de såkaldte »Volde« — ''Vellir'' ɔ: sletter —, hvis navn antyder egnens beskaffenhed. De her mødende fladere strækninger, til dels engslette, begrænse på en strækning af omtrent halvanden mil Lagarfljot, indtil hvor Eyvindarå falder ud i dette; mod øst begrænses de af en fra det karakteristiske fjæld »Hat« (Höttr) fremløbende hals; mod syd gå de over i den mellem fjældene indesluttede Skriddal, hvorfra åen Grimså (Grímså), der deler »Voldene« i to dele, kommer. I den sydlige del, mellem Grimså og Fljotet ligger den alt tidligere nævnte præstegård '''Vallanæs''' (''Vallanes'')<ref>I følge Sig. Gunnarssön skal den i Ldn. (s. 244) nævnte ''Öxnalækr'' under benævnelsen ''Uxalækr'' findes som en lille bæk, sydøst for Vallanæs, der falder ud i Grimså.</ref>. - I den ydre del af »Voldene« ligger nordvest for Vallanæs ''Ketilstad'' (Ketilstaðir), tidligere bolig for sysselmanden; uden for (nord for) Ketilstad løber — til Grimså — bækken ''Unulæk'' (Unulækr), der må svare til den i Ldn. (s. 246) nævnte ''Unalækr'', sydgrænsen for Une den danskes landnam, hvis sydligste del dog snart fratoges ham (se Ldn. s. 244). Efter Ketilstad benævnes den før nævnte fra Hat-fjældet udgående hals Ketilstadahals; ofte benævnes den dog kun Aura-hals eller alene »Aurarnir«, et ord, der i denne del af landet oftere synes at anvendes i den noget usædvanlige betydning af vegetationsløs højhede. Ved denne hals skilles »Voldene« fra den af Eyvindarå gennemløbne dal. Nord for Ketilstad følger '''Høvde''' (''Höfði''), der dels med dette navn, dels under benævnelsen '''Öngulså''' (''Öngulsá'') forekommer i Drpl., hvor gården nævnes som bolig for Helge Asbjørnssöns svigersøn Hjarrande. Det sidste navn må den formodenlig have haft efter den forbiflydende å — tilløb til Lagarfljot —, der nu benævnes Høvde-å (Höfðaá)<ref>Drpl. s. 8 siges Hjarrasde at bo »at Öngulsá, fyrir austan vatn, å Völlum út«; stedsnavnet Öngulsá findes imidlertid ikke her, og senere hen i sagaen omtales han som boende på Høvde.</ref>. Ved Høvde højlagdes Hjarrandes i Eyvindardals-kampen faldne broder Kåre. Syd for tunet vil man påvise denne høj (Kárahaugr); det er en lav bakke, hvis øverste parti nu er bortblæst, men de herværende løse sten synes at danne en rundkreds, indenfor hvilken man vil finde spor af en mindre stenlægning. [Den på kortet afsatte Rauðshaugr bør udgå; ifg. antkv. beretn. fra sysselm. 1819 er Rauðshaugr kun en naturlig høj, uden tradition — sml. dog hvad s. 224, anm. er anført om Rauður.]