Sagaen om Bose og Herrød - Revisjonshistorikk

Jesper på 14. feb. 2026 kl. 09:45

2026-02-14T09:45:21Z

Jesper på 10. des. 2022 kl. 10:07

2022-12-10T10:07:41Z

Jesper på 24. apr. 2021 kl. 19:23

2021-04-24T19:23:06Z

Carsten på 24. apr. 2021 kl. 17:09

2021-04-24T17:09:36Z

Carsten på 24. apr. 2021 kl. 17:07

2021-04-24T17:07:54Z

Carsten på 24. apr. 2021 kl. 17:06

2021-04-24T17:06:26Z

Jesper: Oversættelse af Bósa saga ok Herrauðs

2021-04-24T13:36:29Z

Oversættelse af Bósa saga ok Herrauðs

Vis endringer

@@ Linje 35: / Linje 35: @@
 '''2. Om Tvare og Brynhild og deres sønner'''
-Der var en mand, der hed Tvare<ref>Norrønt ''Þvari'', som også er betegnelse for en slags spyd.</ref>, som blev kaldt Brynje-Tvare. Han boede ikke langt fra kongesædet. Han havde tidligere i sit liv været en stor viking, og engang han fór på vikingetogt, mødte han en skjoldmø, der hed Brynhild. Hun var datter af kong Agnar fra Noatun. De kæmpede, og Brynhild blev såret så hårdt, at hun blev ukampdygtig. Tvare bragte hende da med sig hjem sammen med et stort bytte. Med hans hjælp helede hendes sår, men hun var siden knortet og krumbøjet, og derfor blev hun kaldt Brynhild Baga<ref>&#596;: ‘den skæve og forkrøblede’ [[Tilnavne:_Legemet|(Finnur Jónsson)]].</ref>. Tvare holdt bryllup med hende, og hun sad på brudebænken med hjelm og brynje på, men de elskede dog hinanden meget. Tvare opgav derpå sine togter og slog sig til ro på gården. De fik to sønner. Den ældste hed Smed. Han var ikke stor af vækst, men en meget smuk mand. Han var duelig i alle idrætter og en meget fingersnild og dygtig håndværker. Deres anden søn hed Bose. Han var stor af vækst og havde mange kræfter. Han var mørk af udseende og ikke videre smuk, og han havde sin mors sindelag og ydre. Han var munter og spøgefuld og ihærdig, når han begyndte på noget, men ikke særlig betænksom i sin omgang med folk. Hans mor elskede ham ham højt, og han blev opkaldt efter hende og kaldt Bagas Bose. Han havde også bedrevet en del i både ord og handling, som gjorde, at tilnavnet var yderst passende.
+Der var en mand, der hed Tvare<ref>Norrønt ''Þvari'', som også er betegnelse for en slags spyd.</ref>, som blev kaldt Brynje-Tvare. Han boede ikke langt fra kongesædet. Han havde tidligere i sit liv været en stor viking, og engang han fór på vikingetogt, mødte han en skjoldmø, der hed Brynhild. Hun var datter af kong Agnar fra Noatun. De kæmpede, og Brynhild blev såret så hårdt, at hun blev ukampdygtig. Tvare bragte hende da med sig hjem sammen med et stort bytte. Med hans hjælp helede hendes sår, men hun var siden knortet og krumbøjet, og derfor blev hun kaldt Brynhild Baga<ref>&#596;: ‘den skæve og forkrøblede’ [[Tilnavne:_Legemet|(Finnur Jónsson)]].</ref>. Tvare holdt bryllup med hende, og hun sad på brudebænken med hjelm og brynje på, men de elskede dog hinanden meget. Tvare opgav derpå sine togter og slog sig til ro på gården. De fik to sønner. Den ældste hed Smed. Han var ikke stor af vækst, men en meget smuk mand. Han var duelig i alle idrætter og en meget fingersnild og dygtig håndværker. Deres anden søn hed Bose. Han var stor af vækst og havde mange kræfter. Han var mørk af udseende og ikke videre smuk, og han havde sin mors sindelag og ydre. Han var munter og spøgefuld og ihærdig, når han begyndte på noget, men ikke særlig betænksom i sin omgang med folk. Hans mor elskede ham højt, og han blev opkaldt efter hende og kaldt Bagas Bose. Han havde også bedrevet en del i både ord og handling, som gjorde, at tilnavnet var yderst passende.
-Der var en kælling, som hed Busla. Hun havde været gamle Tvares frille. Hun opfostrede hans sønner. Hun havde god forstand på trolddom. Smed hørte meget efter, hvad hun sagde, og lærte meget af hende. Hun tilbød Bose at lære ham galder, men Bose sagde, at han ikke ville have, at det blev skrevet i hans saga, at han havde snydt sig til noget, som man ellers burde tilskrive hans mandighed. Den gamles sønner og kongesønnen Herrød var jævnaldrende, og de var gode venner, og Bose opholdt sig ofte i kongsgården, og han og Herrød blev fæller. Pung var misfornøjet med, at Herrød forærede Bose noget af sit tøj, fordi Boses eget altid var i sønderrevet. Man fandt også, at Bose var hårdhændet, når folk mødtes for at more sig med leg og spil, men der var ingen, der vovede at beklage sig til Herrød, for han gav altid Bose ret. Så bad Pung hirdmændene om at skambanke Bose i legen.
+Der var en kælling, som hed Busla. Hun havde været gamle Tvares frille. Hun opfostrede hans sønner. Hun havde god forstand på trolddom. Smed hørte meget efter, hvad hun sagde, og lærte meget af hende. Hun tilbød Bose at lære ham galder, men Bose sagde, at han ikke ville have, at det blev skrevet i hans saga, at han havde snydt sig til noget, som man ellers burde tilskrive hans mandighed. Den gamles sønner og kongesønnen Herrød var jævnaldrende, og de var gode venner, og Bose opholdt sig ofte i kongsgården, og han og Herrød blev fæller. Pung var misfornøjet med, at Herrød forærede Bose noget af sit tøj, fordi Boses eget altid var sønderrevet. Man fandt også, at Bose var hårdhændet, når folk mødtes for at more sig med leg og spil, men der var ingen, der vovede at beklage sig til Herrød, for han gav altid Bose ret. Så bad Pung hirdmændene om at skambanke Bose i legen.
@@ Linje 92: / Linje 92: @@
 ::det uhørte sker —
 ::kong Ring! — hvis ikke
-::du redder Herrød
+::du redder Herrød,
 ::og Bagas Bose
 ::bliver skånet.
@@ Linje 175: / Linje 175: @@
 ::Gætter du ikke,
 ::så jeg gi’r dig ret,
-::skal hunde gnave dig
+::skal hunde gnave dig,
 ::helt til du dør
 ::og din sjæl imens
@@ Linje 236: / Linje 236: @@
 Nu tilbage til Herrød og Bose. De kom hjem til Gøtaland en halv måned efter, at Siggeir og hans folk var sejlet derfra. Og de savner straks deres venner og drøfter sagen, og Bose opsøgte sin far for at få gode råd. Tvare sagde, at de ville komme for sent, hvis de skulle samle en stor hær, og derfor — sagde han — skulle de hellere få fat i kongedatteren med kløgtig planlægning og hurtig handling, og det blev nu bestemt, at de skulle udruste et skib med en besætning på 30 mand. Smed skulle tage med dem og lede færden. Den gamle Tvare og Busla gav dem mange gode råd. De sejlede da, så snart de var rede. Når Smed styrede skibet, fik de altid gunstig vind, og deres rejse gik med en sådan fart, at man ikke skulle tro, det var muligt, og de kommer nu tidligere end forventet østpå til Glæsisvoldene, hvor de lagde til ved en ødeskov. Smed dækkede deres skib med et usynlighedsskjold.
-Herrød og Bose gik i land. De kom hen til en lille og uanseelig gård. Dér boede en gammel mand og hans kone. De havde en køn datter, som ikke var uden evner. Bonden tilbød dem at overnatte dér, og det tog de imod. Det var et godt hus, og folkene var gæstfri, og der blev anrettet et bord, og de fik øl at drikke. Bonden var fåmælt og uden spørgelyst. Bondedatteren var mest omgængelig, og hun skænkede for gæsterne. Bose var munter og sendte hende blink med øjet, og hun sendte dem tilbage. Om aftenen blev de fulgt hen for at sove, men så snart lyset blev slukket, gik Bagas Bose hen, hvor bondedatteren lå, og løftede dynen af hende. Hun spurgte, hvem det var, og Bagas Bose sagde, at det var ham. »Hvad vil du her?« sagde hun. »Jeg vil lade mit føl slukke tørsten i din vinkilde,« sagde han. »Hvordan skal det gå, min kære mand?« sagde hun, »— når han ikke er vant til sådan et brøndhus, som jeg har.« »Jeg skal hjælpe ham på vej,« sagde han, »— og dukke ham i dybet, hvis han ikke vil drikke på anden vis.« »Hvor et dit føl, min hjerteven?« sagde hun. »Imellem mine ben, min kære,« sagde han, »— og tag du fat i ham, men vær forsigtig, for han er meget sky.« Hun tog nu om hans stok og strøg den og sagde: »Det er et stærkt føl, og halsen er så rank.« »Hans hoved syner ikke af så meget,« sagde han, »— men manken falder bedre om det, når han har drukket.« »Det må du sørge for,« siger hun. »Spred benene helt,« sagde han, »— men rør dig ikke.« Han lader nu føllet gå helt til bunds i kilden, så han virkelig får slukket sin tørst. Dette begejstrede bondedatteren så meget, at hun dårligt kunne tale. »Er der ikke fare for, at føllet drukner?« sagde hun. »Han skal få alt, hvad han kan tåle,« sagde han, »— for han bliver ofte ustyrlig, hvis han ikke får lov til at drikke, som han vil.« Han gør nu, som han har lyst til, og derpå hviler han sig. Bondedatteren undrer sig nu over, hvor den væde, hun har i skrævet, kommer fra, for sengen er plaskvåd under hende. Hun sagde: »Mon ikke dit føl har drukket mere, end han havde godt af, og så har han brækket sig mere, end han har drukket?« »Ja, noget er der galt med ham,« sagde han, »— for han er slatten som en lunge.« »Han er nok fuldesyg,« sagde hun, »— som andre fyldebøtter.« »Det er rigtigt,« sagde han. De muntrer sig nu, som de har lyst til, og bondedatteren var snart øverst og snart nederst, og hun sagde, at hun aldrig havde redet på et føl med en mere behagelig gang.
+Herrød og Bose gik i land. De kom hen til en lille og uanseelig gård. Dér boede en gammel mand og hans kone. De havde en køn datter, som ikke var uden evner. Bonden tilbød dem at overnatte dér, og det tog de imod. Det var et godt hus, og folkene var gæstfri, og der blev anrettet et bord, og de fik øl at drikke. Bonden var fåmælt og uden spørgelyst. Bondedatteren var mest omgængelig, og hun skænkede for gæsterne. Bose var munter og sendte hende blink med øjet, og hun sendte dem tilbage. Om aftenen blev de fulgt hen for at sove, men så snart lyset blev slukket, gik Bagas Bose hen, hvor bondedatteren lå, og løftede dynen af hende. Hun spurgte, hvem det var, og Bagas Bose sagde, at det var ham. »Hvad vil du her?« sagde hun. »Jeg vil lade mit føl slukke tørsten i din vinkilde,« sagde han. »Hvordan skal det gå, min kære mand?« sagde hun, »— når han ikke er vant til sådan et brøndhus, som jeg har.« »Jeg skal hjælpe ham på vej,« sagde han, »— og dukke ham i dybet, hvis han ikke vil drikke på anden vis.« »Hvor er dit føl, min hjerteven?« sagde hun. »Imellem mine ben, min kære,« sagde han, »— og tag du fat i ham, men vær forsigtig, for han er meget sky.« Hun tog nu om hans stok og strøg den og sagde: »Det er et stærkt føl, og halsen er så rank.« »Hans hoved syner ikke af så meget,« sagde han, »— men manken falder bedre om det, når han har drukket.« »Det må du sørge for,« siger hun. »Spred benene helt,« sagde han, »— men rør dig ikke.« Han lader nu føllet gå helt til bunds i kilden, så han virkelig får slukket sin tørst. Dette begejstrede bondedatteren så meget, at hun dårligt kunne tale. »Er der ikke fare for, at føllet drukner?« sagde hun. »Han skal få alt, hvad han kan tåle,« sagde han, »— for han bliver ofte ustyrlig, hvis han ikke får lov til at drikke, som han vil.« Han gør nu, som han har lyst til, og derpå hviler han sig. Bondedatteren undrer sig nu over, hvor den væde, hun har i skrævet, kommer fra, for sengen er plaskvåd under hende. Hun sagde: »Mon ikke dit føl har drukket mere, end han havde godt af, og så har han brækket sig mere, end han har drukket?« »Ja, noget er der galt med ham,« sagde han, »— for han er slatten som en lunge.« »Han er nok fuldesyg,« sagde hun, »— som andre fyldebøtter.« »Det er rigtigt,« sagde han. De muntrer sig nu, som de har lyst til, og bondedatteren var snart øverst og snart nederst, og hun sagde, at hun aldrig havde redet på et føl med en mere behagelig gang.
 Og efter at de har leget længe, spørger hun ham, hvem han egentlig er, og han fortæller hende sandheden. Han spurgte så hende, hvad der skete dér i landet. Hun siger, at det seneste nye er, at brødrene Rørek og Siggeir havde hentet kongens søster Hleid hjem og dræbt kong Ring i Gøtaland, »— og dette har nu gjort dem så berømte, at man mener, at de overgår alle andre her østpå, og kongen har givet sin søster til Siggeir, men det er dog imod hendes vilje, og der skal holdes bryllup inden tre dage. Men de er sådan på vagt, at de har spejdere ude på hver en vej og i alle havne for at undgå overraskelser, for de er slet ikke sikre på, at Herrød og Bose ikke vil komme efter pigen. Kongen har ladet opføre en hal, der er så stor, at den har hundrede døre, og der er lige langt imellem dem alle. Og der er god plads til hundrede mand mellem to døre. Ved hver dør står der to dørvogtere, og ingen, som ikke genkendes af vagterne ved en af dørene, får lov til at komme ind, men den, som ingen genkender, bliver pågrebet og tilbageholdt, indtil man finder ud af, hvem han er. Der står en seng midt på gulvet i hallen, og der fører fem trin op til den. Dér skal bruden og brudgommen ligge, mens hele hirden holder vagt rundt om den, og sådan har de sikret sig mod uventede angreb.« »Hvem er kongens yndling,« siger Bose, »— blandt de folk, han omgiver sig med?« »Han hedder Sigurd,« sagde hun, »— han er kongens rådgiver, og en mester til at spille musik. Man finder ikke hans lige, selv om man leder nok så længe. Han er særligt dygtig til at slå på harpe. Nu er han taget ud til sin frille — det er en bondedatter her i skoven — og dér får han syet klæder og ordner sine musikinstrumenter.« Hermed slutter deres samtale, og de sover nu resten af natten.
@@ Linje 272: / Linje 272: @@
 '''15. Bose bliver konge af Bjarmeland'''
-Siden gjorde Herrød og Bose klar til deres brylluper, og nu manglede man ikke midlerne, som var både gode og store. Festlighederne stod på i en måned, og man bød folk farvel med hædrende gaver. Da erklærede Herrød sig som konge over alle de riger, som hans far havde styret. Kort tid efter samlede de en hær og drog til Bjarmeland, hvor Bose bad om modtagelse, og han rejste da et krav om, at Edda, som nu var blevet hans ægtehustru, skulle have hele landet efter sin far, og han sagde, at han bedst kunne bøde det tab, han havde påført landets befolkning, på den måde, at han blev deres konge og styrkede dem med love og bedre vilkår. Og da de stod uden høvding, så de ingen bedre udvej end at gøre ham til konge, og fra tidligere kendte de Edda og alle hendes gode sæder. Således blev Bose konge af Bjarmeland. Han fik en søn med sin frille — hende, som han hærdede jarlen hos — og han hed Svide den Kampdjærve; han var far til Vilmund den Adspredte. Bose drog østpå til Glæsisvoldene og forligte kong Gudmund og Herrød.
+Siden gjorde Herrød og Bose klar til deres bryllupper, og nu manglede man ikke midlerne, som var både gode og store. Festlighederne stod på i en måned, og man bød folk farvel med hædrende gaver. Da erklærede Herrød sig som konge over alle de riger, som hans far havde styret. Kort tid efter samlede de en hær og drog til Bjarmeland, hvor Bose bad om modtagelse, og han rejste da et krav om, at Edda, som nu var blevet hans ægtehustru, skulle have hele landet efter sin far, og han sagde, at han bedst kunne bøde det tab, han havde påført landets befolkning, på den måde, at han blev deres konge og styrkede dem med love og bedre vilkår. Og da de stod uden høvding, så de ingen bedre udvej end at gøre ham til konge, og fra tidligere kendte de Edda og alle hendes gode sæder. Således blev Bose konge af Bjarmeland. Han fik en søn med sin frille — hende, som han hærdede jarlen hos — og han hed Svide den Kampdjærve; han var far til Vilmund den Adspredte. Bose drog østpå til Glæsisvoldene og forligte kong Gudmund og Herrød.
-Herrød og Hleid elskede hinanden højt. Deres datter var Tora Borghjort, som blev gift med Ragnar Lodbrog. Det fortælles, at man i det griffeæg, som de hentede i Bjarmeland, fandt en lille slange, som var guldfarvet, og denne slange gav Herrød sin datter i tandgave, og hun lod den lægge på et leje af guld, men den voksede så meget, at den lå i en ring rundt om hendes hus, og den var så grum, at ingen vovede at komme den nær bortset fra kongen og den mand, der fodrede den. Slangen krævede en gammel okse til hvert måltid, og man fandt, at den var det største skadedyr. Kong Herrød afgav da et højtideligt løfte om kun at bortgifte sin datter Tora til den mand, som turde at komme til samtale med hende i huset og dræbe slangen. Men det vovede ingen at gøre før Ragnar, som var søn af Sigurd Ring. Denne Ragnar blev siden kaldt Lodbrog, og dette navn fik han efter de klæder, som han fik lavet, da han besejrede slangen.
+Herrød og Hleid elskede hinanden højt. Deres datter var Tora Borghjort, som blev gift med Ragnar Lodbrog. Det fortælles, at man i det griffeæg, som de hentede i Bjarmeland, fandt en lille slange, som var guldfarvet, og denne slange gav Herrød sin datter i tandgave, og hun lod den lægge på et leje af guld, men den voksede så meget, at den lå i en ring rundt om hendes hus, og den var så grum, at ingen vovede at komme den nær bortset fra kongen og den mand, der fodrede den. Slangen krævede en gammel okse til hvert måltid, og man fandt, at den var det største skadedyr. Kong Herrød afgav da et højtideligt løfte om kun at bortgifte sin datter Tora til den mand, som turde komme til samtale med hende i huset og dræbe slangen. Men det vovede ingen at gøre før Ragnar, som var søn af Sigurd Ring. Denne Ragnar blev siden kaldt Lodbrog, og dette navn fik han efter de klæder, som han fik lavet, da han besejrede slangen.
 Og hermed slutter sagaen om Bagas Bose.

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
-<center>[[Nordiske fornaldersagaer]]
+<center>[[Udvalgte fornaldersagaer]]
-<big><big>'''Sagaen om Bose og Herrød'''</big></big><ref>Den oprindelige saga om Bose og Herrød dateres til anden halvdel af 1300-tallet. Bearbejdede udgaver af sagaen findes overleveret i en række håndskrifter, hvoraf det ældste er fra omkr. 1450-1475. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.</ref>
+<big><big>'''Sagaen om Bose og Herrød'''</big></big> <ref>Den oprindelige saga om Bose og Herrød dateres til anden halvdel af 1300-tallet. Bearbejdede udgaver af sagaen findes overleveret i en række håndskrifter, hvoraf det ældste er fra omkr. 1450-1475. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.</ref>
 ''Bósa saga ok Herrauðs''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. apr. 2021 kl. 19:23
Linje 28:		Linje 28:


−	~~[[Fil:Grif42130.jpg\|thumb\|400px\|right\|<center>'''Grif'''<br>Fra håndskriftet MS 42130<br>''The Luttrell Psalter''<br>fra 1325-40</center>]]~~'''1. Kong Ring og hans sønner'''	+	'''1. Kong Ring og hans sønner'''

−	Der var engang en konge ved navn Ring, som herskede over Østergøtland. Han var søn af kong Gøte, der var søn af Odin, som var konge i Sverige og var kommet til landet ude fra Asien, og fra ham stammer de mest navnkundige kongeslægter her i de nordiske lande. Denne kong Ring var en samfædrene bror til Gøtrik den Gavmilde, og han havde en fornem slægt på sin mors side. Kong Ring var gift med Sylgja, som var datter af jarl Søfarer fra Smålandene; hun var en smuk kvinde med et godt sindelag. Hendes brødre hed Dagfarer og Natfarer, og de var hirdmænd hos kong Harald Hildetand, som dengang herskede over Danmark og størstedelen af Norden. De havde en søn, der hed Herrød. Han var stor af vækst og så godt ud, havde mange kræfter og så gode evner, at ikke mange kunne måle sig med ham. Han var afholdt af alle, men fik ikke megen kærlighed af sin far, og dette skyldtes, at kongen havde en anden og frillebåren søn, som han elskede mere. Denne hed Pung. Kongen havde fået denne søn i sin ungdom, men nu var Pung en fuldvoksen mand. Kongen gav ham et stort len, og han var kongens rådgiver og inddrev dennes skatter og forestod leding og landskyld, og han havde opsyn med indtægter og udgifter, og de fleste fandt ham grådig i opkrævningen, men nøjeregnende med lønninger og udbetalinger. Men han var pligtopfyldende og gjorde alt til kongens bedste, og således gav hans navn anledning til den talemåde, at man kalder den, der særligt passer på og varetager ens tarv, for en pungrøgter. Pung opfandt de punge, som siden blev kaldt pengepunge, for deri at opbevare det sølv, som kongen modtog i skatter og afgifter. Men han havde småpunge til det, som han opkrævede uretmæssigt, og dette kaldte han for vinding, og deraf tog han til udgifterne, mens landets indtægter var i behold. Pung var ikke vellidt blandt folk, men kongen elskede ham højt og lod ham alene afgøre alt.	+	[[Fil:Grif42130.jpg\|thumb\|400px\|right\|<center>'''Grif'''<br>Fra håndskriftet MS 42130<br>''The Luttrell Psalter''<br>fra 1325-40</center>]]Der var engang en konge ved navn Ring, som herskede over Østergøtland. Han var søn af kong Gøte, der var søn af Odin, som var konge i Sverige og var kommet til landet ude fra Asien, og fra ham stammer de mest navnkundige kongeslægter her i de nordiske lande. Denne kong Ring var en samfædrene bror til Gøtrik den Gavmilde, og han havde en fornem slægt på sin mors side. Kong Ring var gift med Sylgja, som var datter af jarl Søfarer fra Smålandene; hun var en smuk kvinde med et godt sindelag. Hendes brødre hed Dagfarer og Natfarer, og de var hirdmænd hos kong Harald Hildetand, som dengang herskede over Danmark og størstedelen af Norden. De havde en søn, der hed Herrød. Han var stor af vækst og så godt ud, havde mange kræfter og så gode evner, at ikke mange kunne måle sig med ham. Han var afholdt af alle, men fik ikke megen kærlighed af sin far, og dette skyldtes, at kongen havde en anden og frillebåren søn, som han elskede mere. Denne hed Pung. Kongen havde fået denne søn i sin ungdom, men nu var Pung en fuldvoksen mand. Kongen gav ham et stort len, og han var kongens rådgiver og inddrev dennes skatter og forestod leding og landskyld, og han havde opsyn med indtægter og udgifter, og de fleste fandt ham grådig i opkrævningen, men nøjeregnende med lønninger og udbetalinger. Men han var pligtopfyldende og gjorde alt til kongens bedste, og således gav hans navn anledning til den talemåde, at man kalder den, der særligt passer på og varetager ens tarv, for en pungrøgter. Pung opfandt de punge, som siden blev kaldt pengepunge, for deri at opbevare det sølv, som kongen modtog i skatter og afgifter. Men han havde småpunge til det, som han opkrævede uretmæssigt, og dette kaldte han for vinding, og deraf tog han til udgifterne, mens landets indtægter var i behold. Pung var ikke vellidt blandt folk, men kongen elskede ham højt og lod ham alene afgøre alt.

@@ Linje 207: / Linje 207: @@
 Men om morgenen gik Bose hen til Herrød og fortalte ham, hvad han havde hørt, og de blev dér i tre dage, og bondedatteren fortalte dem, hvordan de skulle finde hen til hovet, og hun ønskede dem held og lykke, da de skiltes. Nu tager de så af sted.
-Og tidligt en morgen så de en stor mand i en grå kappe. Han trak en kvie efter sig. De forstod, at dette måtte være trællen, og de sneg sig hen imod ham. Bose slog ham så hårdt med en kølle, at det blev hans død. Derpå slog de kvien ihjel og flåede den og udstoppede huden med mos og lyng. Herrød iførte sig trællens kappe og trak kviehuden efter sig, mens Bose kastede sin kappe over trællen og bar ham af sted på ryggen, indtil de fik øje på gudehovet. Så tog Bose sit spyd og stak det op i enden på trællen og hele vejen igennem ham på langs, så spydspidsen kom ud ved skuldrene. Og nu går de hen imod hovet. Herrød gik ind i hovet forklædt som trællen. Hovgydjen lå da og sov. Han fører kvien hen i båsen og slipper tyren fri. Tyren sprang op på kvien, men den mosfyldte bælg gav efter for vægten, og tyren slog hovedet imod muren, så begge dens horn knækkede af. Herrød greb da tyren både i ørerne og mulen og vred hovedet af halsen på den. Så vågnede troldkællingen, og hun sprang op. I det samme kom Bose ind i hovet, og han bar trællen på spyddet over sit hoved. Griffen fik fart på og stormede ned fra reden for at sluge ham, der var kommet ind. Den slugte nu trællen helt ned til bæltestedet. Bose stak da med spydet, så det trængte op gennem griffens hals og traf den i hjertet. Griffen slog da kløerne i endebalderne på trælleskroget og ramte Bose på øret med vingeleddet, så han mistede bevidstheden. Griffen faldt ned over ham i frygtelige dødskramper. Herrød gik imod hovgydjen, og kampen mellem dem blev meget hård. Kællingen havde ikke skåret sine negle, og hun flænsede kødet af ham til knoglerne. De kæmpede nær det sted, hvor Bose lå, og det sejlede i blod dér. Kællingen mistede fodfæstet i griffens blod og faldt på ryggen, og der opstod en voldsom brydekamp mellem dem, hvor de på skift var nederst. Bose kom da til sig selv og greb tyrehovedet og slog troldkællingen over næsen med det. Så rev Herrød armen af hende ved skulderen, hvilket lagde en dæmper på hendes stridsiver, og hendes dødskramper forårsagede et mægtigt jordskælv.
+Og tidligt en morgen så de en stor mand i en grå kappe. Han trak en kvie efter sig. De forstod, at dette måtte være trællen, og de sneg sig hen imod ham. Bose slog ham så hårdt med en kølle, at det blev hans død. Derpå slog de kvien ihjel og flåede den og udstoppede huden med mos og lyng. Herrød iførte sig trællens kappe og trak kviehuden efter sig, mens Bose kastede sin kappe over trællen og bar ham af sted på ryggen, indtil de fik øje på gudehovet. Så tog Bose sit spyd og stak det op i enden på trællen og hele vejen igennem ham på langs, så spydspidsen kom ud ved skuldrene. Og nu går de hen imod hovet. Herrød gik ind i hovet forklædt som trællen. Hovgydjen lå da og sov. Han fører kvien hen i båsen og slipper tyren fri. Tyren sprang op på kvien, men den mosfyldte bælg gav efter for vægten, og tyren slog hovedet imod muren, så begge dens horn knækkede af. Herrød greb da tyren både i ørerne og mulen og vred hovedet af halsen på den. Så vågnede troldkællingen, og hun sprang op. I det samme kom Bose ind i hovet, og han bar trællen på spyddet over sit hoved. Griffen fik fart på og stormede ned fra reden for at sluge ham, der var kommet ind. Den slugte nu trællen helt ned til bæltestedet. Bose stak da med spyddet, så det trængte op gennem griffens hals og traf den i hjertet. Griffen slog da kløerne i endebalderne på trælleskroget og ramte Bose på øret med vingeleddet, så han mistede bevidstheden. Griffen faldt ned over ham i frygtelige dødskramper. Herrød gik imod hovgydjen, og kampen mellem dem blev meget hård. Kællingen havde ikke skåret sine negle, og hun flænsede kødet af ham til knoglerne. De kæmpede nær det sted, hvor Bose lå, og det sejlede i blod dér. Kællingen mistede fodfæstet i griffens blod og faldt på ryggen, og der opstod en voldsom brydekamp mellem dem, hvor de på skift var nederst. Bose kom da til sig selv og greb tyrehovedet og slog troldkællingen over næsen med det. Så rev Herrød armen af hende ved skulderen, hvilket lagde en dæmper på hendes stridsiver, og hendes dødskramper forårsagede et mægtigt jordskælv.
 De gik nu rundt i gudehovet og ransagede det. I griffens rede fandt de ægget, og det var helt dækket af guldskrift. De fandt dér så meget guld, at de havde mere end nok at bære på. De kom hen til den forhøjning, hvor Jomale sad. De tog guldkronen af ham — den var besat med tolv ædelsten — og det halssmykke, som var 300 mark guld værd, og fra hans skød tog de et sølvkar, der var så stort, at fire mand ikke kunne drikke det tomt. Det var fyldt med rødguld. Og det peld, som væggene var beklædt med rundt om Jomale, var mere værd end tre gange lasten på de største dromunder, der sejler omkring i Det Græske Øhav. Alt dette tog de med sig.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. apr. 2021 kl. 17:07
Linje 37:		Linje 37:
	Der var en mand, der hed Tvare<ref>Norrønt ''Þvari'', som også er betegnelse for en slags spyd.</ref>, som blev kaldt Brynje-Tvare. Han boede ikke langt fra kongesædet. Han havde tidligere i sit liv været en stor viking, og engang han fór på vikingetogt, mødte han en skjoldmø, der hed Brynhild. Hun var datter af kong Agnar fra Noatun. De kæmpede, og Brynhild blev såret så hårdt, at hun blev ukampdygtig. Tvare bragte hende da med sig hjem sammen med et stort bytte. Med hans hjælp helede hendes sår, men hun var siden knortet og krumbøjet, og derfor blev hun kaldt Brynhild Baga<ref>ɔ: ‘den skæve og forkrøblede’ [[Tilnavne:_Legemet\|(Finnur Jónsson)]].</ref>. Tvare holdt bryllup med hende, og hun sad på brudebænken med hjelm og brynje på, men de elskede dog hinanden meget. Tvare opgav derpå sine togter og slog sig til ro på gården. De fik to sønner. Den ældste hed Smed. Han var ikke stor af vækst, men en meget smuk mand. Han var duelig i alle idrætter og en meget fingersnild og dygtig håndværker. Deres anden søn hed Bose. Han var stor af vækst og havde mange kræfter. Han var mørk af udseende og ikke videre smuk, og han havde sin mors sindelag og ydre. Han var munter og spøgefuld og ihærdig, når han begyndte på noget, men ikke særlig betænksom i sin omgang med folk. Hans mor elskede ham ham højt, og han blev opkaldt efter hende og kaldt Bagas Bose. Han havde også bedrevet en del i både ord og handling, som gjorde, at tilnavnet var yderst passende.		Der var en mand, der hed Tvare<ref>Norrønt ''Þvari'', som også er betegnelse for en slags spyd.</ref>, som blev kaldt Brynje-Tvare. Han boede ikke langt fra kongesædet. Han havde tidligere i sit liv været en stor viking, og engang han fór på vikingetogt, mødte han en skjoldmø, der hed Brynhild. Hun var datter af kong Agnar fra Noatun. De kæmpede, og Brynhild blev såret så hårdt, at hun blev ukampdygtig. Tvare bragte hende da med sig hjem sammen med et stort bytte. Med hans hjælp helede hendes sår, men hun var siden knortet og krumbøjet, og derfor blev hun kaldt Brynhild Baga<ref>ɔ: ‘den skæve og forkrøblede’ [[Tilnavne:_Legemet\|(Finnur Jónsson)]].</ref>. Tvare holdt bryllup med hende, og hun sad på brudebænken med hjelm og brynje på, men de elskede dog hinanden meget. Tvare opgav derpå sine togter og slog sig til ro på gården. De fik to sønner. Den ældste hed Smed. Han var ikke stor af vækst, men en meget smuk mand. Han var duelig i alle idrætter og en meget fingersnild og dygtig håndværker. Deres anden søn hed Bose. Han var stor af vækst og havde mange kræfter. Han var mørk af udseende og ikke videre smuk, og han havde sin mors sindelag og ydre. Han var munter og spøgefuld og ihærdig, når han begyndte på noget, men ikke særlig betænksom i sin omgang med folk. Hans mor elskede ham ham højt, og han blev opkaldt efter hende og kaldt Bagas Bose. Han havde også bedrevet en del i både ord og handling, som gjorde, at tilnavnet var yderst passende.

−	Der var en kælling, som hed Busla. Hun havde været gamle Tvares frille. Hun opfostrede hans sønner. Hun havde god forstand på trolddom. Smed hørte meget efter, hvad hun sagde, og lærte meget af hende. Hun tilbød Bose at lære ham galder, men Bose sagde, at han ikke ville have, at det blev skrevet i hans saga, at han havde snydt sig til noget, som man ellers burde tilskrive hans mandighed. Den gamles sønner og kongesønnen Herrød var jævnaldrende, og de var gode venner, og Bose opholdt sig ofte i ~~kongsgåden~~, og han og Herrød blev fæller. Pung var misfornøjet med, at Herrød forærede Bose noget af sit tøj, fordi Boses eget altid var i sønderrevet. Man fandt også, at Bose var hårdhændet, når folk mødtes for at more sig med leg og spil, men der var ingen, der vovede at beklage sig til Herrød, for han gav altid Bose ret. Så bad Pung hirdmændene om at skambanke Bose i legen.	+	Der var en kælling, som hed Busla. Hun havde været gamle Tvares frille. Hun opfostrede hans sønner. Hun havde god forstand på trolddom. Smed hørte meget efter, hvad hun sagde, og lærte meget af hende. Hun tilbød Bose at lære ham galder, men Bose sagde, at han ikke ville have, at det blev skrevet i hans saga, at han havde snydt sig til noget, som man ellers burde tilskrive hans mandighed. Den gamles sønner og kongesønnen Herrød var jævnaldrende, og de var gode venner, og Bose opholdt sig ofte i kongsgården, og han og Herrød blev fæller. Pung var misfornøjet med, at Herrød forærede Bose noget af sit tøj, fordi Boses eget altid var i sønderrevet. Man fandt også, at Bose var hårdhændet, når folk mødtes for at more sig med leg og spil, men der var ingen, der vovede at beklage sig til Herrød, for han gav altid Bose ret. Så bad Pung hirdmændene om at skambanke Bose i legen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. apr. 2021 kl. 17:06
Linje 200:		Linje 200:
	En dag kom de frem til husene på en gård. Der stod en gammel mand udenfor og kløvede træ. Han hilser på dem og spørger om deres navne. De fortalte ham sandheden og spurgte, hvad manden hed, og han sagde, at han hed Hoketil. Han sagde, at de kunne overnatte dér, hvis de ville, og det takkede de ja til. Manden følger dem hen til stuen, og der var ikke mange mennesker. Husfruen var gammel. De havde en køn datter, og hun trak klæderne af gæsterne, og de fik tørt tøj på. Derpå blev der fundet vaskefade frem, og man stillede et bord op og gav dem godt øl at drikke, og bondens datter skænkede for dem. Bose sendte hende ofte venlige smil og anbragte sin fod på hendes vrist, og hun var med på legen. Om aftenen blev de fulgt hen for at sove, og der var sørget godt for dem. Bonden lå i et aflukket sengerum, mens bondedatteren lå midt i huset, og fostbrødrene fik plads i en seng ved husgavlen henne ved døren. Da folk var faldet i søvn, rejste Bose sig og gik hen til bondedatterens seng og løftede dynen af hende. Hun spørger, hvem det er, og Bose siger, at det er ham. »Hvorfor kommer du herhen?« sagde hun. »Fordi jeg ikke lå så godt på den plads, jeg havde fået anvist.« Og han sagde, at han ville under dynen til hende. »Hvad skal du foretage dig her?« spurgte hun. »Jeg vil hærde min jarl hos dig,« siger Bagas Bose. »Hvad er det for en jarl?« sagde hun. »Han er ung og endnu uprøvet, men en jarl skal hærdes som ung.« Han gav hende en guldfingerring og sprang op i sengen til hende. Hun spørger nu, hvor jarlen er. Han sagde, at hun skulle mærke efter mellem hans ben, men hun trak hånden til sig og bad Fanden tage hans jarl og spurgte, hvorfor han bar rundt på denne tingest, der var hård som træ. Han sagde, at den ville blive blødere i den mørke hule. Hun bad ham gøre med den, som han ville. Han fører nu jarlen ind mellem hendes lår. Vejen var noget smal dér, men han kom dog fremad. Nu lå de en tid og fornøjede sig, før bondedatteren spørger, om jarlen nu er blevet hærdet. Han spørger, om hun kunne tænke sig at hærde jarlen endnu mere, og det vil hun gerne, hvis Bose mener, at der er behov for det. Det fremgår ikke, hvor mange gange de legede denne leg i nattens løb, men det fortælles, at Bose spørger, om ikke hun vidste noget om, »— hvor man kan finde det griffeæg med guldskrift på, som vi fostbrødre er sendt ud efter?« Hun sagde, at hun ikke ville lønne ham mindre for guldringen og nattens gode fornøjelse end ved at fortælle ham det, som han ønskede at vide, »— men hvem er så vred på dig, at han ønsker dig død og sender dig af sted i dette farlige ærinde?« »Ondskab er ikke årsag til alt, og berømmelse kommer ikke af ingenting,« siger han, »— og der er også mange ting, som ofte ender lykkeligt, selv om begyndelsen var vovelig.«		En dag kom de frem til husene på en gård. Der stod en gammel mand udenfor og kløvede træ. Han hilser på dem og spørger om deres navne. De fortalte ham sandheden og spurgte, hvad manden hed, og han sagde, at han hed Hoketil. Han sagde, at de kunne overnatte dér, hvis de ville, og det takkede de ja til. Manden følger dem hen til stuen, og der var ikke mange mennesker. Husfruen var gammel. De havde en køn datter, og hun trak klæderne af gæsterne, og de fik tørt tøj på. Derpå blev der fundet vaskefade frem, og man stillede et bord op og gav dem godt øl at drikke, og bondens datter skænkede for dem. Bose sendte hende ofte venlige smil og anbragte sin fod på hendes vrist, og hun var med på legen. Om aftenen blev de fulgt hen for at sove, og der var sørget godt for dem. Bonden lå i et aflukket sengerum, mens bondedatteren lå midt i huset, og fostbrødrene fik plads i en seng ved husgavlen henne ved døren. Da folk var faldet i søvn, rejste Bose sig og gik hen til bondedatterens seng og løftede dynen af hende. Hun spørger, hvem det er, og Bose siger, at det er ham. »Hvorfor kommer du herhen?« sagde hun. »Fordi jeg ikke lå så godt på den plads, jeg havde fået anvist.« Og han sagde, at han ville under dynen til hende. »Hvad skal du foretage dig her?« spurgte hun. »Jeg vil hærde min jarl hos dig,« siger Bagas Bose. »Hvad er det for en jarl?« sagde hun. »Han er ung og endnu uprøvet, men en jarl skal hærdes som ung.« Han gav hende en guldfingerring og sprang op i sengen til hende. Hun spørger nu, hvor jarlen er. Han sagde, at hun skulle mærke efter mellem hans ben, men hun trak hånden til sig og bad Fanden tage hans jarl og spurgte, hvorfor han bar rundt på denne tingest, der var hård som træ. Han sagde, at den ville blive blødere i den mørke hule. Hun bad ham gøre med den, som han ville. Han fører nu jarlen ind mellem hendes lår. Vejen var noget smal dér, men han kom dog fremad. Nu lå de en tid og fornøjede sig, før bondedatteren spørger, om jarlen nu er blevet hærdet. Han spørger, om hun kunne tænke sig at hærde jarlen endnu mere, og det vil hun gerne, hvis Bose mener, at der er behov for det. Det fremgår ikke, hvor mange gange de legede denne leg i nattens løb, men det fortælles, at Bose spørger, om ikke hun vidste noget om, »— hvor man kan finde det griffeæg med guldskrift på, som vi fostbrødre er sendt ud efter?« Hun sagde, at hun ikke ville lønne ham mindre for guldringen og nattens gode fornøjelse end ved at fortælle ham det, som han ønskede at vide, »— men hvem er så vred på dig, at han ønsker dig død og sender dig af sted i dette farlige ærinde?« »Ondskab er ikke årsag til alt, og berømmelse kommer ikke af ingenting,« siger han, »— og der er også mange ting, som ofte ender lykkeligt, selv om begyndelsen var vovelig.«

−	Bondedatteren fortalte: »Her i skoven findes et stort gudehov. Det ejes af kong Hårek, som hersker her i Bjarmeland. Dér på stedet tilbeder man den gud, der hedder Jomale. Der findes store mængder guld og kostbarheder dér. Kongens mor, der hedder Kolfrosta, bestyrer dette hov. Ved at ofre til guden har hun opnået en vældig ~~troldomsmagt~~, og intet sker, uden at hun véd det. Hun har ved sine tryllerier erfaret, at hun ikke skal leve denne måned ud, og derfor skiftede hun skikkelse og drog til Glæsisvoldene, hvor hun bortførte kong Gudmunds søster Hleid, og det er hendes plan, at Hleid skal efterfølge hende som hovgydje. Dette er dog den største skade, for Hleid er meget smuk og den mest ærbare mø, så det ville være bedst, hvis det ikke skete.« »Er der noget farligt i gudehovet?« spurgte Bose. »Der er en grif dér,« sagde hun, »— og den er så nederdrægtig og grusom, at den dræber alt med sine uhørte handlinger. Den sidder vendt mod døren og får øje på alt, hvad der kommer ind, og man kan ikke forvente at overleve, hvis man bliver kradset af dens kløer eller udsat for dens gift. Under denne grif findes det æg, som du skal hente. Der er en træl i gudehovet, og han bevogter hovgydjens mad. Hun skal bruge en to år gammel kvie til sit måltid. Der er også en tyr i hovet; han er forhekset og forbandet, og han er bundet med lænker af jern. Han skal parre sig med kvien, og derved blandes giften i hende, og alle, der spiser deraf, bliver forheksede. Denne kvie skal kongens søster Hleid have at spise, og hun bliver derved lige så forhekset, som hovgydjen var hidtil. Det forekommer mig nu usandsynligt, at du kan overvinde disse uhyrer, når der er så megen trolddom på færde.« Bose takker hende nu for oplysningerne, og han gav hende et ordentligt knald i løn for fortællingen, og det nød de begge, og derpå sov de, lige til det blev lyst.	+	Bondedatteren fortalte: »Her i skoven findes et stort gudehov. Det ejes af kong Hårek, som hersker her i Bjarmeland. Dér på stedet tilbeder man den gud, der hedder Jomale. Der findes store mængder guld og kostbarheder dér. Kongens mor, der hedder Kolfrosta, bestyrer dette hov. Ved at ofre til guden har hun opnået en vældig trolddomsmagt, og intet sker, uden at hun véd det. Hun har ved sine tryllerier erfaret, at hun ikke skal leve denne måned ud, og derfor skiftede hun skikkelse og drog til Glæsisvoldene, hvor hun bortførte kong Gudmunds søster Hleid, og det er hendes plan, at Hleid skal efterfølge hende som hovgydje. Dette er dog den største skade, for Hleid er meget smuk og den mest ærbare mø, så det ville være bedst, hvis det ikke skete.« »Er der noget farligt i gudehovet?« spurgte Bose. »Der er en grif dér,« sagde hun, »— og den er så nederdrægtig og grusom, at den dræber alt med sine uhørte handlinger. Den sidder vendt mod døren og får øje på alt, hvad der kommer ind, og man kan ikke forvente at overleve, hvis man bliver kradset af dens kløer eller udsat for dens gift. Under denne grif findes det æg, som du skal hente. Der er en træl i gudehovet, og han bevogter hovgydjens mad. Hun skal bruge en to år gammel kvie til sit måltid. Der er også en tyr i hovet; han er forhekset og forbandet, og han er bundet med lænker af jern. Han skal parre sig med kvien, og derved blandes giften i hende, og alle, der spiser deraf, bliver forheksede. Denne kvie skal kongens søster Hleid have at spise, og hun bliver derved lige så forhekset, som hovgydjen var hidtil. Det forekommer mig nu usandsynligt, at du kan overvinde disse uhyrer, når der er så megen trolddom på færde.« Bose takker hende nu for oplysningerne, og han gav hende et ordentligt knald i løn for fortællingen, og det nød de begge, og derpå sov de, lige til det blev lyst.