Sagaen om Vinland - Revisjonshistorikk

August på 24. mai 2020 kl. 18:14

2020-05-24T18:14:10Z

Carsten på 25. aug. 2017 kl. 13:45

2017-08-25T13:45:37Z

Jesper på 16. nov. 2014 kl. 14:18

2014-11-16T14:18:55Z

Jesper på 9. nov. 2014 kl. 15:03

2014-11-09T15:03:04Z

Jesper på 30. okt. 2014 kl. 20:00

2014-10-30T20:00:36Z

Jesper på 29. okt. 2014 kl. 05:39

2014-10-29T05:39:24Z

Jesper på 28. okt. 2014 kl. 20:30

2014-10-28T20:30:09Z

Jesper på 1. okt. 2014 kl. 11:22

2014-10-01T11:22:18Z

Jesper på 17. feb. 2014 kl. 21:23

2014-02-17T21:23:57Z

Jesper på 17. feb. 2014 kl. 20:14

2014-02-17T20:14:56Z

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eiríks saga rauða]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Vinland]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Torfin Karlsæmnes Saga]] !!  !!
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eiríks saga rauða (Hauksbók)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes saga]] !!  !!

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes saga]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 9. nov. 2014 kl. 15:03
Linje 89:		Linje 89:
	Eirik havde den Hustru, som hed Tjodhild, og med hende to Sønner; den ene hed Torstein, den anden Leiv. De var begge haabefulde Mænd. Torstein var hjemme hos sin Fader, og det var ikke den Mand paa Grønland, som tyktes saa mandelig som han. Leiv havde seilet til Norge og var der hos Kong Olav Trygvesøn. Men da Leiv havde seilet fra Grønland om Sommeren [999], drev hans Skib ud i Uveir til Suderøerne. Derfra fik de sent Bør og dvælede der længe om Sommeren. Leiv lagde Elsk paa en Kvinde, som hed Torgunna, hun var en ætstor Kvinde; det skjønte Leiv, at hun «kunde mere end Smaating.»<ref>D. e. kunde Trolddom.</ref> Men da Leiv seilede bort, krævede Torgunna at fare med ham. Leiv spurgte, om det i nogen Mon var hendes Frænders Vilje; hun svarede, at hun spurgte ikke efter det. Leiv svarede, at han ikke vilde hærtage saa storættet en Kvinde i ukjendt Land, «naar vi har faa Folk». [[Fil:Sagaen om Vinland illustration 2.jpg\|thumb\|400px\|right\|<center>'''Det gik Eirik sent at opgive sin Tro, men Tjodhild var straks villig.'''</center>]]Torgunna sagde: «Ikke er det vist, at det, Du har villet, skal synes Dig saameget bedre.» «Det faar jeg nu friste», sagde Leiv. «Da siger jeg Dig», — sagde Thorgunna — «at jeg ikke er alene, og at jeg er med Barn, og det hævder jeg Du er Skyld i; jeg gjætter ogsaa, at jeg vil føde en Søn, naar Tiden kommer. Men om end Du ikke lægger Vægt. paa det, saa vil jeg føde Gutten op og sende ham til Dig til Grønland, naar han kan fare blandt Mænd. Jeg gjætter, at det vil blive Dig til Nytte at have en Søn i Forhold til, hvordan vor Skilsmisse bliver. Jeg tænker ogsaa at komme til Grønland, førend jeg dør.» Leiv gav hende en Guldring, en grønlandsk Kappe og et Belte af Hvalrostand. Denne Svend<ref> D. e. den Søn, som Torgunna bagefter fødte.</ref> kom til Grønland og kaldte sig ''Torgils;'' Leiv gik ved at være hans Fader, og det er somme Folks Fortælling, at denne Thorgils kom (med sin Moder) til Island Sommeren før Frodaa-undrene<ref>Om «Undrene» (Gjengangerne) paa Frodaa paa Snefellsnes Vinteren 1000-1001, efter Thorgunnas Død der, fortæller Eyrbyggjasaga Kap. 50-55.</ref>. Denne Torgils levede siden paa Grønland, og det tyktes ogsaa der at være meget underligt ved ham, saalænge han levede. Leiv og hans Mænd seilede bort fra Suderøerne og naaede Norge om Høsten [999]. Leiv blev Kong Olaf Trygvesøns Hirdmand, og Kongen hædrede ham meget, og mente at forstaa, at Leiv var en dygtig Mand<ref>Her er glemt at fortælle, at Leiv i Norge blev kristnet.</ref>. En Gang kom Kongen i Tale med Leiv og spørger ham: «Tænker Du at seile til Grønland i Sommer?» Leiv svarer: «Det tænker jeg, hvis det er Eders Vilje.» Kongen svarer: «Jeg mener, at det vil det vel være; Du skal fare med mit Ærinde, at byde Kristendommen paa Grønland.» Leiv bød ham raade, men sagde, at han troede dette Ærinde vilde blive vanskeligt at udføre paa Grønland. Kongen svarede, at han ikke saa den Mand, som var bedre skikket dertil end han: «og Du vil have Lykken med Dig dertil.» «Det vil jeg vist alene da», (sagde Leiv) «naar jeg nyder Godt af Eders Lykke.» Leiv drog til Søs, saasnart han var rede. Han drev længe om ude i Havet og stødte paa Lande, som han tidligere ikke vidste noget om. Der var selvsaaede Hvedeakre, og der voxte Vinranker<ref>Det kan ikke sees, hvorlangt syd i Nordamerika Leiv Eiriksen landede; det har været søndenfor 45°, thi nordligere gror ikke Vinranken.</ref>; der var ogsaa de Træer, som kaldes ''Maser''<ref>''Maser'' er knortet og flammet Træ, som Valbirk.</ref>, og de havde med sig nogle Prøver af alt dette, derimellem Træer saa store, at de blev brugte til Bjælker i Huser. Leiv fandt paa Hjemveien Folk paa et Skibsflak og førte dem hjem med sig og gav dem alle OphoId om Vinteren. Han viste baade Mandighed og Godhed; han førte Kristendommen til Landet, og han bjærgede Mændene; han blev kaldet Leiv den heppne (heldige). Leiv naaede Land i Eiriksfjord og fór hjem til Brattalid; der tog man vel imod ham. Han bød strax Kristendommen og den almindelige Tro over Landet og forklarede for Mændene Kong Olaf Trygvesøns Sendebud og viste, hvor megen Hæder og Herlighed det fulgte denne Tro. Det gik Eirik sent at opgive sin Tro, men Tjodhild var strax villig og lod gjøre en Kirke et Stykke bort fra Husene. Det Hus blev kaldet «Tjodhild-Kirken»; der holdt hun og de Mænd, som tog Kristendommen, sine Bønner, og de var de fleste. Tjodhild vilde ikke bo sammen med Eirik, efterat hun havde taget Troen, og det var ham meget imod.		Eirik havde den Hustru, som hed Tjodhild, og med hende to Sønner; den ene hed Torstein, den anden Leiv. De var begge haabefulde Mænd. Torstein var hjemme hos sin Fader, og det var ikke den Mand paa Grønland, som tyktes saa mandelig som han. Leiv havde seilet til Norge og var der hos Kong Olav Trygvesøn. Men da Leiv havde seilet fra Grønland om Sommeren [999], drev hans Skib ud i Uveir til Suderøerne. Derfra fik de sent Bør og dvælede der længe om Sommeren. Leiv lagde Elsk paa en Kvinde, som hed Torgunna, hun var en ætstor Kvinde; det skjønte Leiv, at hun «kunde mere end Smaating.»<ref>D. e. kunde Trolddom.</ref> Men da Leiv seilede bort, krævede Torgunna at fare med ham. Leiv spurgte, om det i nogen Mon var hendes Frænders Vilje; hun svarede, at hun spurgte ikke efter det. Leiv svarede, at han ikke vilde hærtage saa storættet en Kvinde i ukjendt Land, «naar vi har faa Folk». [[Fil:Sagaen om Vinland illustration 2.jpg\|thumb\|400px\|right\|<center>'''Det gik Eirik sent at opgive sin Tro, men Tjodhild var straks villig.'''</center>]]Torgunna sagde: «Ikke er det vist, at det, Du har villet, skal synes Dig saameget bedre.» «Det faar jeg nu friste», sagde Leiv. «Da siger jeg Dig», — sagde Thorgunna — «at jeg ikke er alene, og at jeg er med Barn, og det hævder jeg Du er Skyld i; jeg gjætter ogsaa, at jeg vil føde en Søn, naar Tiden kommer. Men om end Du ikke lægger Vægt. paa det, saa vil jeg føde Gutten op og sende ham til Dig til Grønland, naar han kan fare blandt Mænd. Jeg gjætter, at det vil blive Dig til Nytte at have en Søn i Forhold til, hvordan vor Skilsmisse bliver. Jeg tænker ogsaa at komme til Grønland, førend jeg dør.» Leiv gav hende en Guldring, en grønlandsk Kappe og et Belte af Hvalrostand. Denne Svend<ref> D. e. den Søn, som Torgunna bagefter fødte.</ref> kom til Grønland og kaldte sig ''Torgils;'' Leiv gik ved at være hans Fader, og det er somme Folks Fortælling, at denne Thorgils kom (med sin Moder) til Island Sommeren før Frodaa-undrene<ref>Om «Undrene» (Gjengangerne) paa Frodaa paa Snefellsnes Vinteren 1000-1001, efter Thorgunnas Død der, fortæller Eyrbyggjasaga Kap. 50-55.</ref>. Denne Torgils levede siden paa Grønland, og det tyktes ogsaa der at være meget underligt ved ham, saalænge han levede. Leiv og hans Mænd seilede bort fra Suderøerne og naaede Norge om Høsten [999]. Leiv blev Kong Olaf Trygvesøns Hirdmand, og Kongen hædrede ham meget, og mente at forstaa, at Leiv var en dygtig Mand<ref>Her er glemt at fortælle, at Leiv i Norge blev kristnet.</ref>. En Gang kom Kongen i Tale med Leiv og spørger ham: «Tænker Du at seile til Grønland i Sommer?» Leiv svarer: «Det tænker jeg, hvis det er Eders Vilje.» Kongen svarer: «Jeg mener, at det vil det vel være; Du skal fare med mit Ærinde, at byde Kristendommen paa Grønland.» Leiv bød ham raade, men sagde, at han troede dette Ærinde vilde blive vanskeligt at udføre paa Grønland. Kongen svarede, at han ikke saa den Mand, som var bedre skikket dertil end han: «og Du vil have Lykken med Dig dertil.» «Det vil jeg vist alene da», (sagde Leiv) «naar jeg nyder Godt af Eders Lykke.» Leiv drog til Søs, saasnart han var rede. Han drev længe om ude i Havet og stødte paa Lande, som han tidligere ikke vidste noget om. Der var selvsaaede Hvedeakre, og der voxte Vinranker<ref>Det kan ikke sees, hvorlangt syd i Nordamerika Leiv Eiriksen landede; det har været søndenfor 45°, thi nordligere gror ikke Vinranken.</ref>; der var ogsaa de Træer, som kaldes ''Maser''<ref>''Maser'' er knortet og flammet Træ, som Valbirk.</ref>, og de havde med sig nogle Prøver af alt dette, derimellem Træer saa store, at de blev brugte til Bjælker i Huser. Leiv fandt paa Hjemveien Folk paa et Skibsflak og førte dem hjem med sig og gav dem alle OphoId om Vinteren. Han viste baade Mandighed og Godhed; han førte Kristendommen til Landet, og han bjærgede Mændene; han blev kaldet Leiv den heppne (heldige). Leiv naaede Land i Eiriksfjord og fór hjem til Brattalid; der tog man vel imod ham. Han bød strax Kristendommen og den almindelige Tro over Landet og forklarede for Mændene Kong Olaf Trygvesøns Sendebud og viste, hvor megen Hæder og Herlighed det fulgte denne Tro. Det gik Eirik sent at opgive sin Tro, men Tjodhild var strax villig og lod gjøre en Kirke et Stykke bort fra Husene. Det Hus blev kaldet «Tjodhild-Kirken»; der holdt hun og de Mænd, som tog Kristendommen, sine Bønner, og de var de fleste. Tjodhild vilde ikke bo sammen med Eirik, efterat hun havde taget Troen, og det var ham meget imod.

−	Derom taltes nu meget, at man burde opsøge det Land, som Leiv havde fundet. Formanden heri var Torstein Eiriksøn, en god og klog og vennesæl Mand. Eirik blev ogsaa opfordret dertil, thi man stolede paa, at hans Held og Forstand var den største. Han havde adskilligt derimod, men sagde dog ikke nei, da hans Venner ivrede derfor. De rustede derefter ud det Skib, som Torbjørn (Vivilsøn) havde havt med ud til Grønland; det blev valgt 20 Mænd dertil, og de havde lidet Gods med, men mere Vaaben og Kost. Den Morgen, da Eirik drog hjemmefra [1001], tog han en liden Kiste, som det var Guld og Sølv i, og gjæmte dette Gods, inden han fór bort; men da han var kommet et Stykke paa Vei, faldt han af Hesten, brød sine Ribben og saarede sin Axel og sagde saa: «Aa ja!» Efter denne Hændelse sendte han Bud hjem til sin Hustru om, at hun skulde tage op det Gods, som han havde gjæmt: «han havde nu (sagde han) faaet Straf for, at han havde gjæmt det.» Siden seilede de ud af Eiriksfjord med Glæde og havde store Forhaabninger om Fremtiden. De dreves længe om ude i Havet og kom ikke i den Retning, de vilde. De kom Island i Syne og saa Fugl fra ~~Island~~; deres Skib tumlede om paa Havet østover. De vendte hjem om Høsten og var da trætte og meget slidne; og de kom senhøstes til Eiriksfjord. Da sagde Eirik: «Gladere var I isommer, da I fór ud af Fjorden, end vi nu er, og dog er det nu god Grund til at være det.» Torstein sagde: «Det vilde være Høvdingefærd at tage sig noget af dem, som nu er uden Hjem, og skafte dem Tilhold.» Eirik svarede: «Dine Ord om dette skal følges.» Alle de, som ikke før havde noget Hjem, fik nu følge med Eirik og Torstein. Siden tog de Land og fór hjem.	+	Derom taltes nu meget, at man burde opsøge det Land, som Leiv havde fundet. Formanden heri var Torstein Eiriksøn, en god og klog og vennesæl Mand. Eirik blev ogsaa opfordret dertil, thi man stolede paa, at hans Held og Forstand var den største. Han havde adskilligt derimod, men sagde dog ikke nei, da hans Venner ivrede derfor. De rustede derefter ud det Skib, som Torbjørn (Vivilsøn) havde havt med ud til Grønland; det blev valgt 20 Mænd dertil, og de havde lidet Gods med, men mere Vaaben og Kost. Den Morgen, da Eirik drog hjemmefra [1001], tog han en liden Kiste, som det var Guld og Sølv i, og gjæmte dette Gods, inden han fór bort; men da han var kommet et Stykke paa Vei, faldt han af Hesten, brød sine Ribben og saarede sin Axel og sagde saa: «Aa ja!» Efter denne Hændelse sendte han Bud hjem til sin Hustru om, at hun skulde tage op det Gods, som han havde gjæmt: «han havde nu (sagde han) faaet Straf for, at han havde gjæmt det.» Siden seilede de ud af Eiriksfjord med Glæde og havde store Forhaabninger om Fremtiden. De dreves længe om ude i Havet og kom ikke i den Retning, de vilde. De kom Island i Syne og saa Fugl fra Irland;<ref>Forlægget har »Island«, men »Irland« må være korrekt. /jl</ref> deres Skib tumlede om paa Havet østover. De vendte hjem om Høsten og var da trætte og meget slidne; og de kom senhøstes til Eiriksfjord. Da sagde Eirik: «Gladere var I isommer, da I fór ud af Fjorden, end vi nu er, og dog er det nu god Grund til at være det.» Torstein sagde: «Det vilde være Høvdingefærd at tage sig noget af dem, som nu er uden Hjem, og skafte dem Tilhold.» Eirik svarede: «Dine Ord om dette skal følges.» Alle de, som ikke før havde noget Hjem, fik nu følge med Eirik og Torstein. Siden tog de Land og fór hjem.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 30. okt. 2014 kl. 20:00
Linje 69:		Linje 69:
	'''Eirik den røde finder Grønland'''</center>		'''Eirik den røde finder Grønland'''</center>

−	Torvald hed en Mand; han var Søn af Osvald, Søn af Ulv, Søn af Øxne-Tore. Torvalds Søn var Eirik den røde. Torvald og Eirik fór fra Jæderen til Island paa Grund af et Drab og tog Land paa Hornstrandene<ref>Hornstrandene er østen for ''Horn'' (Cap Nord) paa Islands nordvestlige Halvø.</ref> og boede ved Drangar; der døde Torvald<ref>Eirik d. røde var født ved 950 og kom til Island ved 970.</ref>. Eirik ægtede da Tjodhild, Datter af Jorund Atlesøn og Torbjørg Knarre-bringe (d. e. Skibs-bryst), som da var gift med Torbjørn fra Haukadal<ref>Haukadalr er sydøstligst i Dalasysla indenfor Hvamsfjord. Vatshorn, Jorve og Leikskålar er endnu Gaarde i Haukadal, medens Eirikstader og Valtjovstader har været Gaarde der.</ref>. Derfor flyttede Eirik sydover, ryddede Land i Haukadal og boede paa Eirikstader ved Vatshorn. Da fældte Eiriks Træler et Fjeldskred imod Valtjovs Gaard, Valtjovstader. Eyjolv Saur, hans Frænde, dræbte Trælene ved Skeidbrekker ovenfor Vatshorn; af den Grund dræbte Eirik Eyjolv Saur; han fældte ogsaa Holmgange-Ravn ved Leikskaalar. Geirstein og Odd paa Jorve, Eyjolvs Frænder, sagsøgte Eirik. Da blev Eirik dømt bort fra Haukadal [980]. Han tog da Land paa Brokø og Øxnø og boede paa Trader i Suderø<ref>Øer ude i Breidefjorden udenfor Hvamsfjorden.</ref>den første Vinter; da laante han Torgest sine Sædestolper. Siden flyttede Eirik til Øxnø og boede paa Eirikstader [981]. Da krævede han Sædestolperne, men fik dem ikke. Han hentede da Stolperne paa Breidebolstad<ref>Torgests Gaard Breidebolstad er paa Sydsiden af Breidefjorden i ''Skogarstrandene.''</ref>, men Torgest fór efter ham. De kjæmpede kort fra Gaarden ved Draugar; der faldt Torgests to Sønner og nogle andre. Derefter holdt begge store Flokker hjemme hos sig. Eirik fik Hjælp af Styr, Eyjolv fra Svinø<ref>Svíney heder nu ''Purkey'', en stor Ø blandt de mange Øer i Breidefjorden, n. for Øxney.</ref>, Torbjørn Vivilsøn og Torbrandsønnerne fra Alftatjord, men Torgest af Tord Gelles Sønner, af Torgeir fra Hitaardal, Aslak fra Langevatn og hans Søn Illuge. Eirik og hans Mænd dømtes fredløse paa Torsnesting [982]<ref>Torsnesting var Tinget for Islands Vestfjærding, nær Helgafell paa Sydsiden af Breidefjorden.</ref>. Han rustede da sit Skib i Eiriksvaag<ref>Eiriksvaag er paa Øxney.</ref>; men Eyjolv skjulte ham i Dimunarvaag<ref>Dimunarvaag heder nu Eiriksvágr mellem de to «Dimunarflakker» paa en Holme i Vest for Purkey.</ref>, medens Torgest og hans Mænd søgte efter ham rundt paa Øerne. Eirik sagde sine Venner, at han tænkte at lede efter det Land, som Ulv Kraakas Søn Gunnbjørn havde seet, da han dreves vester i Havet og fandt ''Gunnbjørnskjær''<ref>Gunnbjørnskjær er Øer ved Grønlands Østkyst, som Nordmanden Gunnbjørn Ulvsøn havde opdaget omkring Aar 900.</ref>. Eirik sagde, at han vilde søge at komme tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Torbjørn og Styr og Eyjolv fulgte Eirik ud forbi Øerne, og de skiltes derefter fra hverandre med Venskabsløfter. Eirik lovede, at han skulde være dem til al den Trøst, som han kunde yde, hvis de skulde trænge til ham. Eirik seilede ud tilhavs fra ''Snæfellsjøkel''<ref>Et Snefjeld paa Udsiden af Snefellsnes, den midtre af de tre Halvøer paa Vestsiden af Island.</ref> og kom fra Havet ind imod den Jøkel, som hedder ''Blaaserk''<ref>Et Snefjeld, som antages at ligge lige i Vest for Snefellsjøkel, kanske det nu værende Ingolfsfjeld paa Østsiden af Grønland.</ref>. Derfra drog han sydefter (langs Landet) for at forsøge, om Landet der kunde bygges. Han var den første Vinter i Eiriksø nær Midten af ''Østerbygden''<ref>''Østerbygden'', den østligste Bebyggelse i Grønland, paa Sydvestsiden, nu Julianehaab Distrikt; den strakte sig fra Cap Farvel ''(Kvarven'' ved 60°) mod Nordvest til omtr. 61° n. Bredde.</ref>. Vaaren efter [983] fór han til Eiriksfjord<ref>Eiriksfjord, nu Tunnugdliarfik.</ref> og valgte sig der Bosted. Den Sommer drog han til den vestre Ubygd og fæstede Navn paa mange Steder. Den anden Vinter var han i Eiriksholmene ved Pynten af Kvarven; men den tredie Sommer [984] fór han nordover helt til ''Snefjeld''<ref>''Snefjeld'' laa langt mod Nordvest i Grønland, omtrent ved 70° n. B.</ref> og ind i Ravnsfjord. Da mente han at være kommet længer ind i Landet end Bunden af Eiriksfjord. Saa vender han om og var den tredie Vinter i Eiriksø udenfor Mundingen af Eiriksfjord. Den følgende Sommer [985] fór han til Island og landede i Breidefjord. Han var den følgende Vinter hos Ingulv paa Holmlaatr<ref>Holmlátr ligger østenfor Breidabolstad paa Skogarstrandene.</ref>. Om Vaaren [986] kjæmpede de med Torgest, og Eirik led Tab; derefter blev de forligte. Den Sommer fór Eirik at bygge det Land, som han havde fundet, og som han kaldte Grønland, thi — sagde han — «det vilde meget lokke Folk did, naar Landet havde et vakkert Navn». [Eirik byggede Gaard i Brattalid i Eiriksfjord. Saa siger kyndige Mænd, at den Sommer, da Eirik røde fór at bygge Grønland, drog 25 Skibe ud fra Breidefjord og Borgarfjord; men kun 14 kom ud did; nogle dreves tilbage, andre kom bort. Det var 14 Vintre før. end Kristendommen blev lovtagen paa Island].	+	Torvald hed en Mand; han var Søn af Osvald, Søn af Ulv, Søn af Øxne-Tore. Torvalds Søn var Eirik den røde. Torvald og Eirik fór fra Jæderen til Island paa Grund af et Drab og tog Land paa Hornstrandene<ref>Hornstrandene er østen for ''Horn'' (Cap Nord) paa Islands nordvestlige Halvø.</ref> og boede ved Drangar; der døde Torvald<ref>Eirik d. røde var født ved 950 og kom til Island ved 970.</ref>. Eirik ægtede da Tjodhild, Datter af Jorund Atlesøn og Torbjørg Knarre-bringe (d. e. Skibs-bryst), som da var gift med Torbjørn fra Haukadal<ref>Haukadalr er sydøstligst i Dalasysla indenfor Hvamsfjord. Vatshorn, Jorve og Leikskålar er endnu Gaarde i Haukadal, medens Eirikstader og Valtjovstader har været Gaarde der.</ref>. Derfor flyttede Eirik sydover, ryddede Land i Haukadal og boede paa Eirikstader ved Vatshorn. Da fældte Eiriks Træler et Fjeldskred imod Valtjovs Gaard, Valtjovstader. Eyjolv Saur, hans Frænde, dræbte Trælene ved Skeidbrekker ovenfor Vatshorn; af den Grund dræbte Eirik Eyjolv Saur; han fældte ogsaa Holmgange-Ravn ved Leikskaalar. Geirstein og Odd paa Jorve, Eyjolvs Frænder, sagsøgte Eirik. Da blev Eirik dømt bort fra Haukadal [980]. Han tog da Land paa Brokø og Øxnø og boede paa Trader i Suderø<ref>Øer ude i Breidefjorden udenfor Hvamsfjorden.</ref>den første Vinter; da laante han Torgest sine Sædestolper. Siden flyttede Eirik til Øxnø og boede paa Eirikstader [981]. Da krævede han Sædestolperne, men fik dem ikke. Han hentede da Stolperne paa Breidebolstad<ref>Torgests Gaard Breidebolstad er paa Sydsiden af Breidefjorden i ''Skogarstrandene.''</ref>, men Torgest fór efter ham. De kjæmpede kort fra Gaarden ved Draugar; der faldt Torgests to Sønner og nogle andre. Derefter holdt begge store Flokker hjemme hos sig. Eirik fik Hjælp af Styr, Eyjolv fra Svinø<ref>Svíney heder nu ''Purkey'', en stor Ø blandt de mange Øer i Breidefjorden, n. for Øxney.</ref>, Torbjørn Vivilsøn og Torbrandsønnerne fra Alftatjord, men Torgest af Tord Gelles Sønner, af Torgeir fra Hitaardal, Aslak fra Langevatn og hans Søn Illuge. Eirik og hans Mænd dømtes fredløse paa Torsnesting [982]<ref>Torsnesting var Tinget for Islands Vestfjærding, nær Helgafell paa Sydsiden af Breidefjorden.</ref>. Han rustede da sit Skib i Eiriksvaag<ref>Eiriksvaag er paa Øxney.</ref>; men Eyjolv skjulte ham i Dimunarvaag<ref>Dimunarvaag heder nu Eiriksvágr mellem de to «Dimunarflakker» paa en Holme i Vest for Purkey.</ref>, medens Torgest og hans Mænd søgte efter ham rundt paa Øerne. Eirik sagde sine Venner, at han tænkte at lede efter det Land, som Ulv Kraakas Søn Gunnbjørn havde seet, da han dreves vester i Havet og fandt ''Gunnbjørnskjær''<ref>Gunnbjørnskjær er Øer ved Grønlands Østkyst, som Nordmanden Gunnbjørn Ulvsøn havde opdaget omkring Aar 900.</ref>. Eirik sagde, at han vilde søge at komme tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Torbjørn og Styr og Eyjolv fulgte Eirik ud forbi Øerne, og de skiltes derefter fra hverandre med Venskabsløfter. Eirik lovede, at han skulde være dem til al den Trøst, som han kunde yde, hvis de skulde trænge til ham. Eirik seilede ud tilhavs fra ''Snæfellsjøkel''<ref>Et Snefjeld paa Udsiden af Snefellsnes, den midtre af de tre Halvøer paa Vestsiden af Island.</ref> og kom fra Havet ind imod den Jøkel, som hedder ''Blaaserk''<ref>Et Snefjeld, som antages at ligge lige i Vest for Snefellsjøkel, kanske det nu værende Ingolfsfjeld paa Østsiden af Grønland.</ref>. Derfra drog han sydefter (langs Landet) for at forsøge, om Landet der kunde bygges. Han var den første Vinter i Eiriksø nær Midten af ''Østerbygden''<ref>''Østerbygden'', den østligste Bebyggelse i Grønland, paa Sydvestsiden, nu Julianehaab Distrikt; den strakte sig fra Cap Farvel ''(Kvarven'' ved 60°) mod Nordvest til omtr. 61° n. Bredde.</ref>. Vaaren efter [983] fór han til Eiriksfjord<ref>Eiriksfjord, nu Tunnugdliarfik.</ref> og valgte sig der Bosted. Den Sommer drog han til den vestre Ubygd og fæstede Navn paa mange Steder. Den anden Vinter var han i Eiriksholmene ved Pynten af Kvarven; men den tredie Sommer [984] fór han nordover helt til ''Snefjeld''<ref>''Snefjeld'' laa langt mod Nordvest i Grønland, omtrent ved 70° n. B.</ref> og ind i Ravnsfjord. Da mente han at være kommet længer ind i Landet end Bunden af Eiriksfjord. Saa vender han om og var den tredie Vinter i Eiriksø udenfor Mundingen af Eiriksfjord. Den følgende Sommer [985] fór han til Island og landede i Breidefjord. Han var den følgende Vinter hos Ingulv paa Holmlaatr<ref>Holmlátr ligger østenfor Breidabolstad paa Skogarstrandene.</ref>. Om Vaaren [986] kjæmpede de med Torgest, og Eirik led Tab; derefter blev de forligte. Den Sommer fór Eirik at bygge det Land, som han havde fundet, og som han kaldte Grønland, thi — sagde han — «det vilde meget lokke Folk did, naar Landet havde et vakkert Navn». [Eirik byggede Gaard i Brattalid i Eiriksfjord. Saa siger kyndige Mænd, at den Sommer, da Eirik røde fór at bygge Grønland, drog 25 Skibe ud fra Breidefjord og Borgarfjord; men kun 14 kom ud did; nogle dreves tilbage, andre kom bort. Det var 14 Vintre før, end Kristendommen blev lovtagen paa Island].

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. okt. 2014 kl. 05:39
Linje 69:		Linje 69:
	'''Eirik den røde finder Grønland'''</center>		'''Eirik den røde finder Grønland'''</center>

−	Torvald hed en Mand; han var Søn af Osvald, Søn af Ulv, Søn af Øxne-Tore. Torvalds Søn var Eirik den røde. Torvald og Eirik fór fra Jæderen til Island paa Grund af et Drab og tog Land paa Hornstrandene<ref>Hornstrandene er østen for ''Horn'' (Cap Nord) paa Islands nordvestlige Halvø.</ref> og boede ved ~~Draugar~~; der døde Torvald<ref>Eirik d. røde var født ved 950 og kom til Island ved 970.</ref>. Eirik ægtede da Tjodhild, Datter af Jorund Atlesøn og Torbjørg Knarre-bringe (d. e. Skibs-bryst), som da var gift med Torbjørn fra Haukadal<ref>Haukadalr er sydøstligst i Dalasysla indenfor Hvamsfjord. Vatshorn, Jorve og Leikskålar er endnu Gaarde i Haukadal, medens Eirikstader og Valtjovstader har været Gaarde der.</ref>. Derfor flyttede Eirik sydover, ryddede Land i Haukadal og boede paa Eirikstader ved Vatshorn. Da fældte Eiriks Træler et Fjeldskred imod Valtjovs Gaard, Valtjovstader. Eyjolv Saur, hans Frænde, dræbte Trælene ved Skeidbrekker ovenfor Vatshorn; af den Grund dræbte Eirik Eyjolv Saur; han fældte ogsaa Holmgange-Ravn ved Leikskaalar. Geirstein og Odd paa Jorve, Eyjolvs Frænder, sagsøgte Eirik. Da blev Eirik dømt bort fra Haukadal [980]. Han tog da Land paa Brokø og Øxnø og boede paa Trader i Suderø<ref>Øer ude i Breidefjorden udenfor Hvamsfjorden.</ref>den første Vinter; da laante han Torgest sine Sædestolper. Siden flyttede Eirik til Øxnø og boede paa Eirikstader [981]. Da krævede han Sædestolperne, men fik dem ikke. Han hentede da Stolperne paa Breidebolstad<ref>Torgests Gaard Breidebolstad er paa Sydsiden af Breidefjorden i ''Skogarstrandene.''</ref>, men Torgest fór efter ham. De kjæmpede kort fra Gaarden ved Draugar; der faldt Torgests to Sønner og nogle andre. Derefter holdt begge store Flokker hjemme hos sig. Eirik fik Hjælp af Styr, Eyjolv fra Svinø<ref>Svíney heder nu ''Purkey'', en stor Ø blandt de mange Øer i Breidefjorden, n. for Øxney.</ref>, Torbjørn Vivilsøn og Torbrandsønnerne fra Alftatjord, men Torgest af Tord Gelles Sønner, af Torgeir fra Hitaardal, Aslak fra Langevatn og hans Søn Illuge. Eirik og hans Mænd dømtes fredløse paa Torsnesting [982]<ref>Torsnesting var Tinget for Islands Vestfjærding, nær Helgafell paa Sydsiden af Breidefjorden.</ref>. Han rustede da sit Skib i Eiriksvaag<ref>Eiriksvaag er paa Øxney.</ref>; men Eyjolv skjulte ham i Dimunarvaag<ref>Dimunarvaag heder nu Eiriksvágr mellem de to «Dimunarflakker» paa en Holme i Vest for Purkey.</ref>, medens Torgest og hans Mænd søgte efter ham rundt paa Øerne. Eirik sagde sine Venner, at han tænkte at lede efter det Land, som Ulv Kraakas Søn Gunnbjørn havde seet, da han dreves vester i Havet og fandt ''Gunnbjørnskjær''<ref>Gunnbjørnskjær er Øer ved Grønlands Østkyst, som Nordmanden Gunnbjørn Ulvsøn havde opdaget omkring Aar 900.</ref>. Eirik sagde, at han vilde søge at komme tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Torbjørn og Styr og Eyjolv fulgte Eirik ud forbi Øerne, og de skiltes derefter fra hverandre med Venskabsløfter. Eirik lovede, at han skulde være dem til al den Trøst, som han kunde yde, hvis de skulde trænge til ham. Eirik seilede ud tilhavs fra ''Snæfellsjøkel''<ref>Et Snefjeld paa Udsiden af Snefellsnes, den midtre af de tre Halvøer paa Vestsiden af Island.</ref> og kom fra Havet ind imod den Jøkel, som hedder ''Blaaserk''<ref>Et Snefjeld, som antages at ligge lige i Vest for Snefellsjøkel, kanske det nu værende Ingolfsfjeld paa Østsiden af Grønland.</ref>. Derfra drog han sydefter (langs Landet) for at forsøge, om Landet der kunde bygges. Han var den første Vinter i Eiriksø nær Midten af ''Østerbygden''<ref>''Østerbygden'', den østligste Bebyggelse i Grønland, paa Sydvestsiden, nu Julianehaab Distrikt; den strakte sig fra Cap Farvel ''(Kvarven'' ved 60°) mod Nordvest til omtr. 61° n. Bredde.</ref>. Vaaren efter [983] fór han til Eiriksfjord<ref>Eiriksfjord, nu Tunnugdliarfik.</ref> og valgte sig der Bosted. Den Sommer drog han til den vestre Ubygd og fæstede Navn paa mange Steder. Den anden Vinter var han i Eiriksholmene ved Pynten af Kvarven; men den tredie Sommer [984] fór han nordover helt til ''Snefjeld''<ref>''Snefjeld'' laa langt mod Nordvest i Grønland, omtrent ved 70° n. B.</ref> og ind i Ravnsfjord. Da mente han at være kommet længer ind i Landet end Bunden af Eiriksfjord. Saa vender han om og var den tredie Vinter i Eiriksø udenfor Mundingen af Eiriksfjord. Den følgende Sommer [985] fór han til Island og landede i Breidefjord. Han var den følgende Vinter hos Ingulv paa Holmlaatr<ref>Holmlátr ligger østenfor Breidabolstad paa Skogarstrandene.</ref>. Om Vaaren [986] kjæmpede de med Torgest, og Eirik led Tab; derefter blev de forligte. Den Sommer fór Eirik at bygge det Land, som han havde fundet, og som han kaldte Grønland, thi — sagde han — «det vilde meget lokke Folk did, naar Landet havde et vakkert Navn». [Eirik byggede Gaard i Brattalid i Eiriksfjord. Saa siger kyndige Mænd, at den Sommer, da Eirik røde fór at bygge Grønland, drog 25 Skibe ud fra Breidefjord og Borgarfjord; men kun 14 kom ud did; nogle dreves tilbage, andre kom bort. Det var 14 Vintre før. end Kristendommen blev lovtagen paa Island].	+	Torvald hed en Mand; han var Søn af Osvald, Søn af Ulv, Søn af Øxne-Tore. Torvalds Søn var Eirik den røde. Torvald og Eirik fór fra Jæderen til Island paa Grund af et Drab og tog Land paa Hornstrandene<ref>Hornstrandene er østen for ''Horn'' (Cap Nord) paa Islands nordvestlige Halvø.</ref> og boede ved Drangar; der døde Torvald<ref>Eirik d. røde var født ved 950 og kom til Island ved 970.</ref>. Eirik ægtede da Tjodhild, Datter af Jorund Atlesøn og Torbjørg Knarre-bringe (d. e. Skibs-bryst), som da var gift med Torbjørn fra Haukadal<ref>Haukadalr er sydøstligst i Dalasysla indenfor Hvamsfjord. Vatshorn, Jorve og Leikskålar er endnu Gaarde i Haukadal, medens Eirikstader og Valtjovstader har været Gaarde der.</ref>. Derfor flyttede Eirik sydover, ryddede Land i Haukadal og boede paa Eirikstader ved Vatshorn. Da fældte Eiriks Træler et Fjeldskred imod Valtjovs Gaard, Valtjovstader. Eyjolv Saur, hans Frænde, dræbte Trælene ved Skeidbrekker ovenfor Vatshorn; af den Grund dræbte Eirik Eyjolv Saur; han fældte ogsaa Holmgange-Ravn ved Leikskaalar. Geirstein og Odd paa Jorve, Eyjolvs Frænder, sagsøgte Eirik. Da blev Eirik dømt bort fra Haukadal [980]. Han tog da Land paa Brokø og Øxnø og boede paa Trader i Suderø<ref>Øer ude i Breidefjorden udenfor Hvamsfjorden.</ref>den første Vinter; da laante han Torgest sine Sædestolper. Siden flyttede Eirik til Øxnø og boede paa Eirikstader [981]. Da krævede han Sædestolperne, men fik dem ikke. Han hentede da Stolperne paa Breidebolstad<ref>Torgests Gaard Breidebolstad er paa Sydsiden af Breidefjorden i ''Skogarstrandene.''</ref>, men Torgest fór efter ham. De kjæmpede kort fra Gaarden ved Draugar; der faldt Torgests to Sønner og nogle andre. Derefter holdt begge store Flokker hjemme hos sig. Eirik fik Hjælp af Styr, Eyjolv fra Svinø<ref>Svíney heder nu ''Purkey'', en stor Ø blandt de mange Øer i Breidefjorden, n. for Øxney.</ref>, Torbjørn Vivilsøn og Torbrandsønnerne fra Alftatjord, men Torgest af Tord Gelles Sønner, af Torgeir fra Hitaardal, Aslak fra Langevatn og hans Søn Illuge. Eirik og hans Mænd dømtes fredløse paa Torsnesting [982]<ref>Torsnesting var Tinget for Islands Vestfjærding, nær Helgafell paa Sydsiden af Breidefjorden.</ref>. Han rustede da sit Skib i Eiriksvaag<ref>Eiriksvaag er paa Øxney.</ref>; men Eyjolv skjulte ham i Dimunarvaag<ref>Dimunarvaag heder nu Eiriksvágr mellem de to «Dimunarflakker» paa en Holme i Vest for Purkey.</ref>, medens Torgest og hans Mænd søgte efter ham rundt paa Øerne. Eirik sagde sine Venner, at han tænkte at lede efter det Land, som Ulv Kraakas Søn Gunnbjørn havde seet, da han dreves vester i Havet og fandt ''Gunnbjørnskjær''<ref>Gunnbjørnskjær er Øer ved Grønlands Østkyst, som Nordmanden Gunnbjørn Ulvsøn havde opdaget omkring Aar 900.</ref>. Eirik sagde, at han vilde søge at komme tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Torbjørn og Styr og Eyjolv fulgte Eirik ud forbi Øerne, og de skiltes derefter fra hverandre med Venskabsløfter. Eirik lovede, at han skulde være dem til al den Trøst, som han kunde yde, hvis de skulde trænge til ham. Eirik seilede ud tilhavs fra ''Snæfellsjøkel''<ref>Et Snefjeld paa Udsiden af Snefellsnes, den midtre af de tre Halvøer paa Vestsiden af Island.</ref> og kom fra Havet ind imod den Jøkel, som hedder ''Blaaserk''<ref>Et Snefjeld, som antages at ligge lige i Vest for Snefellsjøkel, kanske det nu værende Ingolfsfjeld paa Østsiden af Grønland.</ref>. Derfra drog han sydefter (langs Landet) for at forsøge, om Landet der kunde bygges. Han var den første Vinter i Eiriksø nær Midten af ''Østerbygden''<ref>''Østerbygden'', den østligste Bebyggelse i Grønland, paa Sydvestsiden, nu Julianehaab Distrikt; den strakte sig fra Cap Farvel ''(Kvarven'' ved 60°) mod Nordvest til omtr. 61° n. Bredde.</ref>. Vaaren efter [983] fór han til Eiriksfjord<ref>Eiriksfjord, nu Tunnugdliarfik.</ref> og valgte sig der Bosted. Den Sommer drog han til den vestre Ubygd og fæstede Navn paa mange Steder. Den anden Vinter var han i Eiriksholmene ved Pynten af Kvarven; men den tredie Sommer [984] fór han nordover helt til ''Snefjeld''<ref>''Snefjeld'' laa langt mod Nordvest i Grønland, omtrent ved 70° n. B.</ref> og ind i Ravnsfjord. Da mente han at være kommet længer ind i Landet end Bunden af Eiriksfjord. Saa vender han om og var den tredie Vinter i Eiriksø udenfor Mundingen af Eiriksfjord. Den følgende Sommer [985] fór han til Island og landede i Breidefjord. Han var den følgende Vinter hos Ingulv paa Holmlaatr<ref>Holmlátr ligger østenfor Breidabolstad paa Skogarstrandene.</ref>. Om Vaaren [986] kjæmpede de med Torgest, og Eirik led Tab; derefter blev de forligte. Den Sommer fór Eirik at bygge det Land, som han havde fundet, og som han kaldte Grønland, thi — sagde han — «det vilde meget lokke Folk did, naar Landet havde et vakkert Navn». [Eirik byggede Gaard i Brattalid i Eiriksfjord. Saa siger kyndige Mænd, at den Sommer, da Eirik røde fór at bygge Grønland, drog 25 Skibe ud fra Breidefjord og Borgarfjord; men kun 14 kom ud did; nogle dreves tilbage, andre kom bort. Det var 14 Vintre før. end Kristendommen blev lovtagen paa Island].

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. okt. 2014 kl. 20:30
Linje 63:		Linje 63:
	'''Dronning Aud og Vivil'''</center>		'''Dronning Aud og Vivil'''</center>

−	Olav hed en Hærkonge, som kaldtes Olav Hvite; han var Søn af Kong Ingjald, Søn af Helge, Søn af Olav, Søn af Gudrød, Søn af Halvdan Hvitbein, Oplændingekonge. Olav herjede i Vesterlandene og vandt Dublin i Irland og Dublinsherred og ~~tik~~ Kongedømme over det<ref>Olav Hvite var norsk Konge i Dublin 853-871.</ref>. Han ægtede Aud den dybsindige, Datter af Ketil Flatnæse, Bjørn Buna’s Søn, en gjæv Mand fra Norge; deres Søn hed Torstein den røde. Olav faldt i en Strid i Irland, men Aud og Torstein fór da til Suderøerne. Der ægtede Torstein Turid, Datter af Eyvind Austmand og Søster af Helge den magre; de fik mange Børn. Torstein blev Hærkonge og gik i Forbund med Sigurd Jarl den mægtige, Eystein Glumras Søn. De vandt Katanes, Sutherland, Ross og Moray og mere end halve Skotland. Over det blev Torstein Konge, indtil Skotterne sveg ham og han faldt i Kamp der<ref>Torstein (eller Eystein) vandt Dele af Skotland 874 og dræbtes 875.</ref>. Aud var paa Katanes, da hun spurgte Torsteins Fald. Hun lod da i Hemmelighed bygge et Havskib; men da det var rede, fór hun ud tilhavs og over til Orknøerne. Der giftede hun bort Torstein Rødes Datter Gro; hun blev Moder til Grelad. som fik Jarlen Torstein Hausakljuv (Skallekløver)<ref>Jarl over Orknøerne omkr. 930.</ref>. Derefter fór Aud tilhavs for at søge Island. Hun havde paa sit Skib 20 fri Mænd. Aud kom til Island og var den første Vinter i Bjarnarhavn<ref>Paa Sydsiden af Breidefjorden i det vestlige Island.</ref> hos sin Broder Bjørn. Siden tog Aud alle Dale-lande mellem Dogurdaraa<ref>En liden Aa paa Vestsiden af Hvamsfjorden.</ref> og Skrámulaups-aa<ref>Nu Skrauma paa Sydsiden af Hvamsfjorden.</ref> og boede i Hvamm<ref>Paa Nordsiden af Hvamsfjorden, den sydøstlige Arm af Breidefjorden.</ref>. Hun havde sit Bønnehold ved Kross-hólar (Kors-haugene); der lod hun reise Kors, thi hun var døbt og en god Kristen. Med hende kom til Island mange gjæve Mænd, som havde været hærtagne i Vesterviking og regnedes for ufrie. En af dem hed Vivil; han var en ætstor Mand, som havde været hærtaget i Vesterlandene og blev regnet for ufri, indtil Aud gav ham Frihed. Og da Aud gav Bosteder til sine Skibsfolk, spurgte Vivil, hvorfor Aud ikke gav Bosted til ham som til andre Mænd. Aud sagde, at det ikke var nødvendigt; han vilde tykkes en gjæv Mand, hvor han end var. Ham gav Aud Vivilsdal<ref>Vifilsdalr er ovenfor Selardalr ved det østre Tilløb til Hördudalsá søndenfor Hvamsfjorden.</ref>, og der byggede han; han var gift, og hans Sønner hed Torgeir og Torbjørn; de var haabefulde Mænd og voxte op hos sin Fader.	+	Olav hed en Hærkonge, som kaldtes Olav Hvite; han var Søn af Kong Ingjald, Søn af Helge, Søn af Olav, Søn af Gudrød, Søn af Halvdan Hvitbein, Oplændingekonge. Olav herjede i Vesterlandene og vandt Dublin i Irland og Dublinsherred og fik Kongedømme over det<ref>Olav Hvite var norsk Konge i Dublin 853-871.</ref>. Han ægtede Aud den dybsindige, Datter af Ketil Flatnæse, Bjørn Buna’s Søn, en gjæv Mand fra Norge; deres Søn hed Torstein den røde. Olav faldt i en Strid i Irland, men Aud og Torstein fór da til Suderøerne. Der ægtede Torstein Turid, Datter af Eyvind Austmand og Søster af Helge den magre; de fik mange Børn. Torstein blev Hærkonge og gik i Forbund med Sigurd Jarl den mægtige, Eystein Glumras Søn. De vandt Katanes, Sutherland, Ross og Moray og mere end halve Skotland. Over det blev Torstein Konge, indtil Skotterne sveg ham og han faldt i Kamp der<ref>Torstein (eller Eystein) vandt Dele af Skotland 874 og dræbtes 875.</ref>. Aud var paa Katanes, da hun spurgte Torsteins Fald. Hun lod da i Hemmelighed bygge et Havskib; men da det var rede, fór hun ud tilhavs og over til Orknøerne. Der giftede hun bort Torstein Rødes Datter Gro; hun blev Moder til Grelad. som fik Jarlen Torstein Hausakljuv (Skallekløver)<ref>Jarl over Orknøerne omkr. 930.</ref>. Derefter fór Aud tilhavs for at søge Island. Hun havde paa sit Skib 20 fri Mænd. Aud kom til Island og var den første Vinter i Bjarnarhavn<ref>Paa Sydsiden af Breidefjorden i det vestlige Island.</ref> hos sin Broder Bjørn. Siden tog Aud alle Dale-lande mellem Dogurdaraa<ref>En liden Aa paa Vestsiden af Hvamsfjorden.</ref> og Skrámulaups-aa<ref>Nu Skrauma paa Sydsiden af Hvamsfjorden.</ref> og boede i Hvamm<ref>Paa Nordsiden af Hvamsfjorden, den sydøstlige Arm af Breidefjorden.</ref>. Hun havde sit Bønnehold ved Kross-hólar (Kors-haugene); der lod hun reise Kors, thi hun var døbt og en god Kristen. Med hende kom til Island mange gjæve Mænd, som havde været hærtagne i Vesterviking og regnedes for ufrie. En af dem hed Vivil; han var en ætstor Mand, som havde været hærtaget i Vesterlandene og blev regnet for ufri, indtil Aud gav ham Frihed. Og da Aud gav Bosteder til sine Skibsfolk, spurgte Vivil, hvorfor Aud ikke gav Bosted til ham som til andre Mænd. Aud sagde, at det ikke var nødvendigt; han vilde tykkes en gjæv Mand, hvor han end var. Ham gav Aud Vivilsdal<ref>Vifilsdalr er ovenfor Selardalr ved det østre Tilløb til Hördudalsá søndenfor Hvamsfjorden.</ref>, og der byggede han; han var gift, og hans Sønner hed Torgeir og Torbjørn; de var haabefulde Mænd og voxte op hos sin Fader.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. okt. 2014 kl. 11:22
Linje 75:		Linje 75:
	'''Torbjørn Vivilsøn og Gudrid farer til Grønland'''</center>		'''Torbjørn Vivilsøn og Gudrid farer til Grønland'''</center>

−	Torgeir Vivilsøn giftede sig med Arnora. Datter af Einar fra Laugarbrekka, Søn af Sigmund, Søn af Ketel Tistel, som havde taget Tistelsfjord<ref>Tistelsfjorden er den østligste Fjord paa Islands Nordland.</ref>. En anden Datter af Einar hed Hallveig; hende fik Torbjørn Vivilsøn og fik med hende Land ved Laugarbrekka paa Hellesvoldene<ref>Laugarbrekka, Hellesvoldene (nu Hellnar), Arnarstape (nu Stapi) og Torgeirefell ligger paa Sydvestsiden af Snefjeldsneshalvøen.</ref>. Did flyttede Torbjørn og blev en anseet Mand; han blev Gode (Høvding) og førte en pragtfuld Husholdning. Gudrid hed Torbjørns Datter; hun var meget vakker og en selvstændig Kvinde i al sin Adfærd. En Mand hed Orm, som boede paa Arnarstape; hans Kone hed Halldis. Orm var en god Bonde og i Venskab med Torbjørn; hos ham fostredes Gudrid lang Tid ad Gangen. En Mand hed Torgeir, som boede paa Torgeirsfell; han var rig paa Gods, men var ikke fribaaren. Han havde en Søn, som hed Einar. [[Fil:Sagaen om Vinland illustration 1.jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>'''Einar spurgte Orm, hvem den fagre Kvinde var.'''</center>]]Det var en vakker og kjæk Mand, som gjorde meget af Stads. Einar drev paa Skibsfart mellem Landene (d. e. mellem Island og Norge) og tjente godt paa det; han var jævnlig den ene Vinter i Norge, den anden paa Island. Nu skal fortælles om, at en Høst, da Einar var her ude [998], drog han med sine Varer vestover langs Snæfellsnes og skulde sælge. Han kom til Arnarstape. Orm bød ham at være der, og det tog Einar imod, thi Orm krævede det som Vidnesbyrd om Venskab. Einars Sager blev baarne op i et ydre Bur. Einar pakker ud sine Varer og viser dem til Orm og hans Folk og byder Orm at vælge deraf det, han vilde. Orm tog imod Tilbudet, idet han sagde, at Einar var en god Farmand og en Mand med gode Udsigter. Men medens de stod ved Varerne, gik en Kvinde forbi Døren til Buret. Einar spurgte Orm, hvem den fagre Kvinde var, som gik forbi; «hende har jeg ikke seet her før.» Orm siger: «Det er Gudrid, min Fosterdatter, hun er Datter til Torbjørn Bonde paa Laugarbrekka.» Einar sagde: «Hun maa være et godt Gifte. Eller har nogen beilet til hende?» Orm svarer: «Friere har hun vist havt, Ven, men hun er ikke let at faa»; han mente, at baade hun og hendes Fader vil stille store Fordringer i Valget at Ægtemand. «Eftersom hun» — siger Einar — «er den Kvinde, som jeg tænker at beile til, saa vilde jeg, at Du skulde tage paa Dig at bringe denne Sag for hendes Fader, og at Du lagde Iver paa at føre den til Ende, thi jeg skal gjengjælde Dig med mit fulde Venskab derfor. Kanske Torbjørn vil overveie, at Svogerskab med mig er vel passende, thi han er en anseet Mand og har en god Gaard, men hans Løsøre siges at være svindende; men jeg og min Fader har baade Land og Løsøre, og derfor vilde det blive Torbjørn til stor Støtte, hvis dette Giftermaal blev af.» Orm svarer: «Vist er jeg Din Ven, men dog har jeg ikke Lyst til at føre denne Sag frem, thi Torbjørn er en storsindet Mand og meget stolt.» Einar sagde, at han ikke havde høiere Ønske, end at Frieriet gik for sig. Orm svarede, at det skulde blive, som han ønskede. Einar fór siden østover, indtil han kom hjem. Lidt senere holdt Torbjørn et Høstgilde, som han var vant til, thi han levede paa Stormands Vis. Did kom Orm fra Arnarstape og mange andre Torbjørns Venner. Orm faar Torbjørn i Tale og siger, at han for nylig havde havt Besøg af Einar fra Torgeirsfell, som var en haabefuld Mand. Han førte nu frem Frieriet paa Einars Vegne og mente, han var et godt Gifte for visse Sagers Skyld: «Kan kan blive Dig, Bonde, til stor Støtte paa Grund af sin Rigdom.» Torbjørn svarer: «Ikke ventede jeg slige Ord af Dig, at jeg skulde gifte min Datter med en Trællesøn; det finder nu I, som giver mig sligt et Raad, at mit Gods minker. Ikke skal hun vende tilbage til Dig, naar Du tykkes hende værd et saa ringe Giftermaal.» Siden fór Orm og de andre indbudne hjem hver til sit; men Gudrid blev tilbage hos sin Fader og var hjemme den følgende Vinter. Men om Vaaren [999] holdt Torbjørn et Vennegilde; der var gjort istand til et godt Gjestebud, og did kom mange Mænd, og Gjestebudet var lystigt. Og under Gildet æskede Torbjørn til Lyd og sagde: «Her har jeg nu boet en lang Tid, jeg har prøvet Folks Godvilje og Venskab mod mig og mener, at vi er kommet godt ud af det sammen. Nu begynder min Formue paa Løsøre at svinde, medens jeg hidtil har været regnet for en velstaaende Mand. Nu vil jeg før hæve min Husholdning end miste min Anseelse, før fare af Landet end skjæmme min Æt. Jeg agter nu at prøve de Ord, som min Ven Eirik den røde talte, da vi skiltes i Breidefjord. Jeg tænker nu at drage til Grønland i sommer, hvis det gaar, som jeg vil.» Denne Plan var mange meget imod, thi Torbjørn havde længe været vennesæl; men det troede man at vide, at Torbjørn havde sat sig dette saa fast for, at det ikke kunde nytte at tale ham fra det. Torbjørn gav Gjesterne Gaver; derefter hørte Gjestebudet op og Folkene fór hver til sit Hjem. Torbjørn sælger sine Jorder og kjøber et Skib, som stod oppe i Hraunhavnoset<ref>En Flodmunding og Havn længer øst end Stape, nu Buda-ós ved Handelspladsen Budir.</ref>. 30 Mænd gjorde sig rede til at fare med ham; der var Orm fra Arnarstape og hans Kone og de af Torbjørns Venner, som ikke vilde skilles fra ham. Siden seilede de tilhavs. Da de kom ud af Havnen, var Veiret godt, men da de kom ud i Havet, hørte den gode Vind op, og de fik stort Uveir, og det gik meget sent med dem om Sommeren. Dernæst kom det Sygdom blandt Mandskabet, og der døde Orm og hans Kone Halldis og Halvdelen af dem. Sjøen voxede, og de tik meget Slid og Ulykke paa mange Maader, men dog naaede de ved Vinterdagstid<ref>D. e. 14. Oktober.</ref> til Herjolvsnes paa Grønland<ref>Herjolvsnes er den sydligste Bygd paa Grønland, nu Igikeit ligeoverfor Friedrichsthal. I kristen Tid var her Kirke og Kirkegaard; af begge er Ruiner fundne igjen i nyere Tid. Kirken har kun været 24 Alen lang, 15 bred. Af Kirkegaarden er den sydlige Del bortskyllet af Havet, saa at Menneskeben og Dele af Ligkister med Klæder og Grav kors er fundne. Paa et Gravkors fandtes en oldnorsk Indskrift fra 13de Aarhundrede: ''her hvilir Hro . . . Kolgrims son'' (Stenen var brudt nedentil, saa man ikke kan se, om Manden hed ''Hroar'' eller ''Hroaldr)''.</ref>. Den Mand boede paa Herjolvsnes, som hed Torkel; han var en Hædersmand og en god Bonde. Han tog imod Torbjørn og alle hans Folk om Vinteren [~~909~~-1000]. Torkel pleiede dem herligt, saa Torbjørn og hans Skibsfolk likte det godt.	+	Torgeir Vivilsøn giftede sig med Arnora. Datter af Einar fra Laugarbrekka, Søn af Sigmund, Søn af Ketel Tistel, som havde taget Tistelsfjord<ref>Tistelsfjorden er den østligste Fjord paa Islands Nordland.</ref>. En anden Datter af Einar hed Hallveig; hende fik Torbjørn Vivilsøn og fik med hende Land ved Laugarbrekka paa Hellesvoldene<ref>Laugarbrekka, Hellesvoldene (nu Hellnar), Arnarstape (nu Stapi) og Torgeirefell ligger paa Sydvestsiden af Snefjeldsneshalvøen.</ref>. Did flyttede Torbjørn og blev en anseet Mand; han blev Gode (Høvding) og førte en pragtfuld Husholdning. Gudrid hed Torbjørns Datter; hun var meget vakker og en selvstændig Kvinde i al sin Adfærd. En Mand hed Orm, som boede paa Arnarstape; hans Kone hed Halldis. Orm var en god Bonde og i Venskab med Torbjørn; hos ham fostredes Gudrid lang Tid ad Gangen. En Mand hed Torgeir, som boede paa Torgeirsfell; han var rig paa Gods, men var ikke fribaaren. Han havde en Søn, som hed Einar. [[Fil:Sagaen om Vinland illustration 1.jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>'''Einar spurgte Orm, hvem den fagre Kvinde var.'''</center>]]Det var en vakker og kjæk Mand, som gjorde meget af Stads. Einar drev paa Skibsfart mellem Landene (d. e. mellem Island og Norge) og tjente godt paa det; han var jævnlig den ene Vinter i Norge, den anden paa Island. Nu skal fortælles om, at en Høst, da Einar var her ude [998], drog han med sine Varer vestover langs Snæfellsnes og skulde sælge. Han kom til Arnarstape. Orm bød ham at være der, og det tog Einar imod, thi Orm krævede det som Vidnesbyrd om Venskab. Einars Sager blev baarne op i et ydre Bur. Einar pakker ud sine Varer og viser dem til Orm og hans Folk og byder Orm at vælge deraf det, han vilde. Orm tog imod Tilbudet, idet han sagde, at Einar var en god Farmand og en Mand med gode Udsigter. Men medens de stod ved Varerne, gik en Kvinde forbi Døren til Buret. Einar spurgte Orm, hvem den fagre Kvinde var, som gik forbi; «hende har jeg ikke seet her før.» Orm siger: «Det er Gudrid, min Fosterdatter, hun er Datter til Torbjørn Bonde paa Laugarbrekka.» Einar sagde: «Hun maa være et godt Gifte. Eller har nogen beilet til hende?» Orm svarer: «Friere har hun vist havt, Ven, men hun er ikke let at faa»; han mente, at baade hun og hendes Fader vil stille store Fordringer i Valget at Ægtemand. «Eftersom hun» — siger Einar — «er den Kvinde, som jeg tænker at beile til, saa vilde jeg, at Du skulde tage paa Dig at bringe denne Sag for hendes Fader, og at Du lagde Iver paa at føre den til Ende, thi jeg skal gjengjælde Dig med mit fulde Venskab derfor. Kanske Torbjørn vil overveie, at Svogerskab med mig er vel passende, thi han er en anseet Mand og har en god Gaard, men hans Løsøre siges at være svindende; men jeg og min Fader har baade Land og Løsøre, og derfor vilde det blive Torbjørn til stor Støtte, hvis dette Giftermaal blev af.» Orm svarer: «Vist er jeg Din Ven, men dog har jeg ikke Lyst til at føre denne Sag frem, thi Torbjørn er en storsindet Mand og meget stolt.» Einar sagde, at han ikke havde høiere Ønske, end at Frieriet gik for sig. Orm svarede, at det skulde blive, som han ønskede. Einar fór siden østover, indtil han kom hjem. Lidt senere holdt Torbjørn et Høstgilde, som han var vant til, thi han levede paa Stormands Vis. Did kom Orm fra Arnarstape og mange andre Torbjørns Venner. Orm faar Torbjørn i Tale og siger, at han for nylig havde havt Besøg af Einar fra Torgeirsfell, som var en haabefuld Mand. Han førte nu frem Frieriet paa Einars Vegne og mente, han var et godt Gifte for visse Sagers Skyld: «Kan kan blive Dig, Bonde, til stor Støtte paa Grund af sin Rigdom.» Torbjørn svarer: «Ikke ventede jeg slige Ord af Dig, at jeg skulde gifte min Datter med en Trællesøn; det finder nu I, som giver mig sligt et Raad, at mit Gods minker. Ikke skal hun vende tilbage til Dig, naar Du tykkes hende værd et saa ringe Giftermaal.» Siden fór Orm og de andre indbudne hjem hver til sit; men Gudrid blev tilbage hos sin Fader og var hjemme den følgende Vinter. Men om Vaaren [999] holdt Torbjørn et Vennegilde; der var gjort istand til et godt Gjestebud, og did kom mange Mænd, og Gjestebudet var lystigt. Og under Gildet æskede Torbjørn til Lyd og sagde: «Her har jeg nu boet en lang Tid, jeg har prøvet Folks Godvilje og Venskab mod mig og mener, at vi er kommet godt ud af det sammen. Nu begynder min Formue paa Løsøre at svinde, medens jeg hidtil har været regnet for en velstaaende Mand. Nu vil jeg før hæve min Husholdning end miste min Anseelse, før fare af Landet end skjæmme min Æt. Jeg agter nu at prøve de Ord, som min Ven Eirik den røde talte, da vi skiltes i Breidefjord. Jeg tænker nu at drage til Grønland i sommer, hvis det gaar, som jeg vil.» Denne Plan var mange meget imod, thi Torbjørn havde længe været vennesæl; men det troede man at vide, at Torbjørn havde sat sig dette saa fast for, at det ikke kunde nytte at tale ham fra det. Torbjørn gav Gjesterne Gaver; derefter hørte Gjestebudet op og Folkene fór hver til sit Hjem. Torbjørn sælger sine Jorder og kjøber et Skib, som stod oppe i Hraunhavnoset<ref>En Flodmunding og Havn længer øst end Stape, nu Buda-ós ved Handelspladsen Budir.</ref>. 30 Mænd gjorde sig rede til at fare med ham; der var Orm fra Arnarstape og hans Kone og de af Torbjørns Venner, som ikke vilde skilles fra ham. Siden seilede de tilhavs. Da de kom ud af Havnen, var Veiret godt, men da de kom ud i Havet, hørte den gode Vind op, og de fik stort Uveir, og det gik meget sent med dem om Sommeren. Dernæst kom det Sygdom blandt Mandskabet, og der døde Orm og hans Kone Halldis og Halvdelen af dem. Sjøen voxede, og de tik meget Slid og Ulykke paa mange Maader, men dog naaede de ved Vinterdagstid<ref>D. e. 14. Oktober.</ref> til Herjolvsnes paa Grønland<ref>Herjolvsnes er den sydligste Bygd paa Grønland, nu Igikeit ligeoverfor Friedrichsthal. I kristen Tid var her Kirke og Kirkegaard; af begge er Ruiner fundne igjen i nyere Tid. Kirken har kun været 24 Alen lang, 15 bred. Af Kirkegaarden er den sydlige Del bortskyllet af Havet, saa at Menneskeben og Dele af Ligkister med Klæder og Grav kors er fundne. Paa et Gravkors fandtes en oldnorsk Indskrift fra 13de Aarhundrede: ''her hvilir Hro . . . Kolgrims son'' (Stenen var brudt nedentil, saa man ikke kan se, om Manden hed ''Hroar'' eller ''Hroaldr)''.</ref>. Den Mand boede paa Herjolvsnes, som hed Torkel; han var en Hædersmand og en god Bonde. Han tog imod Torbjørn og alle hans Folk om Vinteren [999-1000]. Torkel pleiede dem herligt, saa Torbjørn og hans Skibsfolk likte det godt.

@@ Linje 43: / Linje 43: @@
 <center>'''FORORD'''</center>
-Denne lille Saga oversatte jeg nærmest til eget Brug ved Udgivelsen af Eiriks saga rauda (1891, udg. for Samfundet til Udgivelse af gammel nordisk Litteratur), men efter Forlæggernes Opfordring har jeg nu gjort den istand til Trykken. Jeg har troet det rigtigt at ledsage den med endel historiske og geografiske Oplysninger, idet jeg forøvrigt herom tør henvise til min Afhandling om Vinlandsreiserne, Vinlands Geografi og Ethnografi (1887, ogsaa paa Engelsk). Iøvrigt er Sagaen ordret oversat; kun har jeg tillagt Kapiteloverskrifter og Aarstal samt Titelen «Sagaen om Vinland».
+Denne lille Saga oversatte jeg nærmest til eget Brug ved Udgivelsen af Eiríks saga rauda (1891, udg. for Samfundet til Udgivelse af gammel nordisk Litteratur), men efter Forlæggernes Opfordring har jeg nu gjort den istand til Trykken. Jeg har troet det rigtigt at ledsage den med endel historiske og geografiske Oplysninger, idet jeg forøvrigt herom tør henvise til min Afhandling om Vinlandsreiserne, Vinlands Geografi og Ethnografi (1887, ogsaa paa Engelsk). Iøvrigt er Sagaen ordret oversat; kun har jeg tillagt Kapiteloverskrifter og Aarstal samt Titelen «Sagaen om Vinland».
 Sagaens gamle Navn er «Eirik den rødes Saga». Vistnok er Eirik den røde ikke Sagaens Hovedperson helt igjennem, idet han efterhaanden træder i Baggrunden først for sine Sønner og derefter for sin Sønnehustru Gudrids senere Ægtemand Karlsevne. Men det stemmer med andre islandske Slægtsagaer, at Sagaen faar Navn efter Slægtens ''Hovedperson'', selv om denne ikke behersker Fremstillingen helt igjennem. Sagaens Handling er at skildre først Grønlands Opdagelse og Bebyggelse, derefter Vinlands Opdagelse samt Forsøget paa at bebygge dette Land; Hovedpersonen i den første Del er da Eirik den røde, i den anden hans Sønner Leiv og Torstein, i den tredie Karlsevne. Det, som knytter disse sammen, er de to sidstes Hustru ''Gudrid'' med hendes Fader ''Torbjørn Vivilsøn'', og Sagaen er derfor bygget over ''disses'' Slægt. 1ste Kapitel begynder derfor ikke med Eirik den røde, men med Gudrids Farfader Vivil eller rettere dennes Herskerinde, Dronning Aud den dybsindige. Kong Olav den hvites Enke; det skildrer Kong Olavs og hans Søn Torsteins Kampe og Fald samt Enkedronningens Udvandring til Island, hvor hun uddeler Land til sine Mænd, bl. a. til ''Vivil'', hvis Søn er Torbjørn Vivilsøn. Kapitel 2 handler om Eirik den rødes Udvandring til Irland, hans Hændelser her, Opdagelsen af Grønland og Bosættelsen her; tilsyneladende staar dette ikke i Forbindelse med det foregaaende, men Sammenhængen viser sig i, at Torbjørn Vivilsøn optræder blandt Eiriks Hjælpere og at Eirik ved sin Afreise lover at hjælpe sine Venner, om de i Fremtiden trængte til hans Hjælp. I Kap. 3 fortælles nu, hvorledes det gaar tilbage for Torbjørn Vivilsøn, saa han beslutter at drage til sin Ven Eirik røde i Grønland og virkelig naar til Landet. Kap. 4 fortæller om hans Ophold paa Herjolvsnes, Spaadommen om hans Datter Gudrids dobbelte Giftermaal (først i Grønland, siden paa Island) samt Modtagelsen hos Eirik røde. Derved forenes de to Traade i Fortællingen, saa at denne nu kan fortsætte om Eirik røde og hans Sønner; i Kap. 5 om Leiv Eriksens Reiser og Opdagelser, samt hans Broder Torsteins uheldige Forsøg paa at finde de opdagede Lande igjen, og i Kap 6 om Torsteins Ægteskab med Gudrid og Død, hvorefter hun flytter til Eirik den røde. Med Kap. 7 indføres de nye Personer, som fylder Resten af Sagaen ; Hovedpersonen bliver nu Torfinn Karlsevne, som (Kap. 7) kommer til Grønland, vinder Eiriks Yndest og faar Gudrids Haand; han drager derefter (Kap. 8) med sin Hustru, sine Mænd og endel Grønlændere afsted for at finde og kolonisere de af Leiv fundne Lande. Kap. 9 fortæller, hvorledes en af Deltagerne skiller sig fra de andre og omkommer. Kap. 10 det fredelige Ophold i Vinland og Handel med Skrælingerne, Kap. 11 Fredsbruddet og Kampen med Skrælingerne, Kap. 12 Tilbagereisen. Kap. 13 Bjarne Grimolvsøns Forlis i Atlanterhavet, hvorefter Fortællingen afsluttes med Karlsevnes og Gudrids Hjemkomst, senere Skjæbne og Efterkommere.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. feb. 2014 kl. 20:14
Linje 63:		Linje 63:
	'''Dronning Aud og Vivil'''</center>		'''Dronning Aud og Vivil'''</center>

−	Olav hed en Hærkonge, som kaldtes Olav Hvite; han var Søn af Kong Ingjald, Søn af Helge, Søn af Olav, Søn af Gudrød, Søn af Halvdan Hvitbein, Oplændingekonge. Olav herjede i Vesterlandene og vandt Dublin i Irland og Dublinsherred og tik Kongedømme over det<ref>Olav Hvite var norsk Konge i Dublin 853-871.</ref>. Han ægtede Aud den dybsindige, Datter af Ketil Flatnæse, Bjørn Buna’s Søn, en gjæv Mand fra Norge; deres Søn hed Torstein den røde. Olav faldt i en Strid i Irland, men Aud og Torstein fór da til Suderøerne. Der ægtede Torstein Turid, Datter af Eyvind Austmand og Søster af Helge den magre; de fik mange Børn. Torstein blev Hærkonge og gik i Forbund med Sigurd Jarl den mægtige, Eystein Glumras Søn. De vandt Katanes, Sutherland, Ross og Moray og mere end halve Skotland. Over det blev Torstein Konge, indtil Skotterne sveg ham og han faldt i Kamp der <ref>Torstein (eller Eystein) vandt Dele af Skotland 874 og dræbtes 875.</ref>. Aud var paa Katanes, da hun spurgte Torsteins Fald. Hun lod da i Hemmelighed bygge et Havskib; men da det var rede, fór hun ud tilhavs og over til Orknøerne. Der giftede hun bort Torstein Rødes Datter Gro; hun blev Moder til Grelad. som fik Jarlen Torstein Hausakljuv (Skallekløver)<ref>Jarl over Orknøerne omkr. 930.</ref>. Derefter fór Aud tilhavs for at søge Island. Hun havde paa sit Skib 20 fri Mænd. Aud kom til Island og var den første Vinter i Bjarnarhavn<ref>Paa Sydsiden af Breidefjorden i det vestlige Island.</ref> hos sin Broder Bjørn. Siden tog Aud alle Dale-lande mellem Dogurdaraa<ref>En liden Aa paa Vestsiden af Hvamsfjorden.</ref> og Skrámulaups-aa <ref>Nu Skrauma paa Sydsiden af Hvamsfjorden.</ref> og boede i Hvamm<ref>Paa Nordsiden af Hvamsfjorden, den sydøstlige Arm af Breidefjorden.</ref>. Hun havde sit Bønnehold ved Kross-hólar (Kors-haugene); der lod hun reise Kors, thi hun var døbt og en god Kristen. Med hende kom til Island mange gjæve Mænd, som havde været hærtagne i Vesterviking og regnedes for ufrie. En af dem hed Vivil; han var en ætstor Mand, som havde været hærtaget i Vesterlandene og blev regnet for ufri, indtil Aud gav ham Frihed. Og da Aud gav Bosteder til sine Skibsfolk, spurgte Vivil, hvorfor Aud ikke gav Bosted til ham som til andre Mænd. Aud sagde, at det ikke var nødvendigt; han vilde tykkes en gjæv Mand, hvor han end var. Ham gav Aud Vivilsdal<ref>Vifilsdalr er ovenfor Selardalr ved det østre Tilløb til Hördudalsá søndenfor Hvamsfjorden.</ref>, og der byggede han; han var gift, og hans Sønner hed Torgeir og Torbjørn; de var haabefulde Mænd og voxte op hos sin Fader.	+	Olav hed en Hærkonge, som kaldtes Olav Hvite; han var Søn af Kong Ingjald, Søn af Helge, Søn af Olav, Søn af Gudrød, Søn af Halvdan Hvitbein, Oplændingekonge. Olav herjede i Vesterlandene og vandt Dublin i Irland og Dublinsherred og tik Kongedømme over det<ref>Olav Hvite var norsk Konge i Dublin 853-871.</ref>. Han ægtede Aud den dybsindige, Datter af Ketil Flatnæse, Bjørn Buna’s Søn, en gjæv Mand fra Norge; deres Søn hed Torstein den røde. Olav faldt i en Strid i Irland, men Aud og Torstein fór da til Suderøerne. Der ægtede Torstein Turid, Datter af Eyvind Austmand og Søster af Helge den magre; de fik mange Børn. Torstein blev Hærkonge og gik i Forbund med Sigurd Jarl den mægtige, Eystein Glumras Søn. De vandt Katanes, Sutherland, Ross og Moray og mere end halve Skotland. Over det blev Torstein Konge, indtil Skotterne sveg ham og han faldt i Kamp der<ref>Torstein (eller Eystein) vandt Dele af Skotland 874 og dræbtes 875.</ref>. Aud var paa Katanes, da hun spurgte Torsteins Fald. Hun lod da i Hemmelighed bygge et Havskib; men da det var rede, fór hun ud tilhavs og over til Orknøerne. Der giftede hun bort Torstein Rødes Datter Gro; hun blev Moder til Grelad. som fik Jarlen Torstein Hausakljuv (Skallekløver)<ref>Jarl over Orknøerne omkr. 930.</ref>. Derefter fór Aud tilhavs for at søge Island. Hun havde paa sit Skib 20 fri Mænd. Aud kom til Island og var den første Vinter i Bjarnarhavn<ref>Paa Sydsiden af Breidefjorden i det vestlige Island.</ref> hos sin Broder Bjørn. Siden tog Aud alle Dale-lande mellem Dogurdaraa<ref>En liden Aa paa Vestsiden af Hvamsfjorden.</ref> og Skrámulaups-aa<ref>Nu Skrauma paa Sydsiden af Hvamsfjorden.</ref> og boede i Hvamm<ref>Paa Nordsiden af Hvamsfjorden, den sydøstlige Arm af Breidefjorden.</ref>. Hun havde sit Bønnehold ved Kross-hólar (Kors-haugene); der lod hun reise Kors, thi hun var døbt og en god Kristen. Med hende kom til Island mange gjæve Mænd, som havde været hærtagne i Vesterviking og regnedes for ufrie. En af dem hed Vivil; han var en ætstor Mand, som havde været hærtaget i Vesterlandene og blev regnet for ufri, indtil Aud gav ham Frihed. Og da Aud gav Bosteder til sine Skibsfolk, spurgte Vivil, hvorfor Aud ikke gav Bosted til ham som til andre Mænd. Aud sagde, at det ikke var nødvendigt; han vilde tykkes en gjæv Mand, hvor han end var. Ham gav Aud Vivilsdal<ref>Vifilsdalr er ovenfor Selardalr ved det østre Tilløb til Hördudalsá søndenfor Hvamsfjorden.</ref>, og der byggede han; han var gift, og hans Sønner hed Torgeir og Torbjørn; de var haabefulde Mænd og voxte op hos sin Fader.