Samiske fortællinger – Noaidefortællinger - Revisjonshistorikk

Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

2023-10-21T13:13:17Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Jesper på 21. okt. 2023 kl. 13:11

2023-10-21T13:11:15Z

Carsten på 21. okt. 2023 kl. 09:21

2023-10-21T09:21:29Z

Carsten på 20. okt. 2023 kl. 08:16

2023-10-20T08:16:06Z

Carsten på 19. okt. 2023 kl. 07:09

2023-10-19T07:09:12Z

Carsten på 15. okt. 2023 kl. 15:16

2023-10-15T15:16:24Z

Carsten på 20. sep. 2023 kl. 11:13

2023-09-20T11:13:57Z

Carsten på 20. sep. 2023 kl. 10:03

2023-09-20T10:03:19Z

Carsten på 20. sep. 2023 kl. 09:12

2023-09-20T09:12:39Z

Carsten på 20. sep. 2023 kl. 08:44

2023-09-20T08:44:44Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 21. okt. 2023 kl. 13:13
Linje 1:		Linje 1:
		+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link= Samiske fortællinger – Noaidefortællinger]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}
		+

	[[File:Porträtt_av_Johan_Turi_-_SSME031007.jpg\|thumb\|250px\|<center>Johan Turi (1854-1934)</center>]]		[[File:Porträtt_av_Johan_Turi_-_SSME031007.jpg\|thumb\|250px\|<center>Johan Turi (1854-1934)</center>]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 21. okt. 2023 kl. 13:11
Linje 1:		Linje 1:
−	~~{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~
−	~~\|- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link= Samiske fortællinger – Noaidefortællinger]] !! !!~~
−	\|-
−	\|}
−

	[[File:Porträtt_av_Johan_Turi_-_SSME031007.jpg\|thumb\|250px\|<center>Johan Turi (1854-1934)</center>]]		[[File:Porträtt_av_Johan_Turi_-_SSME031007.jpg\|thumb\|250px\|<center>Johan Turi (1854-1934)</center>]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 21. okt. 2023 kl. 09:21
Linje 237:		Linje 237:
	Noaidetrusler udtrykkes også i lignelser. En sådan [lignelse] er, når man truer med at sende birkebarksko<ref> Birkebarksko slides hurtigt, derfor tjener de som et symbol på forgængelighed. "Den truede person bør ikke leve længere end birkebarkskoene varede." (J. T.)</ref>, så symboliserer det hurtig død. Og truslen om at give kalvesuppe betyder, at man kan vente en sygdom, der piner men ikke tager livet af en, før personens naturlige dødstid kommer.		Noaidetrusler udtrykkes også i lignelser. En sådan [lignelse] er, når man truer med at sende birkebarksko<ref> Birkebarksko slides hurtigt, derfor tjener de som et symbol på forgængelighed. "Den truede person bør ikke leve længere end birkebarkskoene varede." (J. T.)</ref>, så symboliserer det hurtig død. Og truslen om at give kalvesuppe betyder, at man kan vente en sygdom, der piner men ikke tager livet af en, før personens naturlige dødstid kommer.

−	Jeg hørte også to lapper, der troede, at de var noaider, skændes; men begge var rensdyrtyve, og begge kom fra egnen nordøst for Karesuando. Deres navne var Stuora Dommus [dvs. Store Tom] og Riugo Nilas [dvs. Bondekone-Nilas]. Dommus truede med at give Nilas birkebarksko, og da Nilas hørte dette, påstod han pludselig, at han var en noaide og ikke var det mindste bange. Nilas viklede selv birkebark omkring sine sko og gik ind i Dommus' kåte for at gøre grin med [truslerne]. Da Dommus så, at Nilas gjorde nar af ham, blev han endnu mere vred – han behøvede ikke at give Nilas birkebarksko, når han allerede havde dem på [Nilas ville vise, at Dommus' trusler var uden virkning]. De andre lapper spurgte Nilas: "Hvorfor går du rundt på denne måde som et andet spøgelse?" Han svarede, at Stuora Dommus havde villet give ham sådanne sko på, "og derfor har jeg selv taget dem på."	+	Jeg hørte også to lapper, der troede, at de var noaider, skændes; men begge var rensdyrtyve<ref>En noaide må ikke begå nogen form for uærlighed, hvis han ønsker at være sikker på effekten af sin kunst. Når Turi siger, at de skændende noaider begge var rensdyrtyve, skal dette tages som en forklaring på ineffektiviteten af deres trusler.</ref>, og begge kom fra egnen nordøst for Karesuando. Deres navne var Stuora Dommus [dvs. Store Tom] og Riugo Nilas [dvs. Bondekone-Nilas]. Dommus truede med at give Nilas birkebarksko, og da Nilas hørte dette, påstod han pludselig, at han var en noaide og ikke var det mindste bange. Nilas viklede selv birkebark omkring sine sko og gik ind i Dommus' kåte for at gøre grin med [truslerne]. Da Dommus så, at Nilas gjorde nar af ham, blev han endnu mere vred – han behøvede ikke at give Nilas birkebarksko, når han allerede havde dem på [Nilas ville vise, at Dommus' trusler var uden virkning]. De andre lapper spurgte Nilas: "Hvorfor går du rundt på denne måde som et andet spøgelse?" Han svarede, at Stuora Dommus havde villet give ham sådanne sko på, "og derfor har jeg selv taget dem på."
		+
		+
		+	<big>'''LV.'''</big>
		+
		+	<big>'''[Noaidemagt nedarvet].'''</big>
		+
		+	Det fortælles fra gamle dage, at når der er en noaide-familie, forbliver denne arv i familien, i blodet. Hvis du stammer fra en noaide-slægt, forbliver denne arv i dit blod, så hvis du bliver vred og truer nogen, vil det, du siger, ske, også selvom du senere måtte ønske, at det ikke var sket. Det sker [alligevel], som du sagde. Jeg er sikker på at have hørt, at min oldefar var en "træ-rådner,"<ref>En "træ-rådner" er den stærkeste form for noaide. "Den slags noaide kan få et træ til at rådne op ved at kikke på det." (J. T.)</ref> og min bedstefar var også "klog." Og en gang skete der noget med mig, der fik mig til at tænke: Hvorfor sker der ondt for en anden person, når man bliver så vred, at man siger: "Dette skal helt sikkert ske for dig!" – Jeg husker, at en ældre lap engang gjorde nar af en ung mand (og sagde): "Og du er en noaide!" og [han sagde det] mange gange og på mange måder; og til sidst blev den unge mand vred og svarede: "Inden længe bliver du nødt til at søge råd hos. . . !" – han sagde ikke mere [end dette], men det er muligt, at han tænkte: "Du kommer til at søge råd hos noaiderne!" Få dage senere fik manden en sygdom, som brød ud over hele kroppen, og det brændte så slemt, at han ikke kunne finde ro til at sove. Så måtte han opsøge en "klog" (mand). Og da budbringeren kom til den kloge, gik han [noaiden] ud på budbringerens spor og sendte en sådan kraft afsted, at han [den syge] i samme øjeblik faldt i søvn inde i sin kåte, selvom der var langt [for kraften at rejse mellem noaiden og den syge person]. Og da han [noaiden] gik tilbage til sin kåte, sagde han: "Åh, djævel, hvor desperat det er!" – Og da morgenen kom, gik de [budbringeren og noaiden] til den syge person. Da de kom ind i den syge mands kåte, sagde han (den kloge) endnu en gang: "Åh, helvede, hvor desperat du er!" Så sagde den syge mand: "Er det anstændigt for en kristen at sværge?" Den kloge sagde ikke mere, men gav manden den nødvendige behandling. Herefter begyndte denne at få det bedre. Men han [noaiden] sagde til en anden lap, at den syge mand havde spoleret det, da han forbød ham at sværge – de var begge kristne [både noaiden og den syge mand]. Ganske vist blev han helbredt, men ikke helt; den samme sygdom kom over ham mange gange, og han måtte ofte søge dem, der kunne fjerne hans sygdom; men den forlod ham aldrig helt.
		+
		+	Og da han mødte den unge mand igen efter at være blevet helbredt, sagde han: "Det var dig, der lagde den sygdom på mig." Men han vovede ikke at gøre nar af ham mere; den unge mand svarede ham heller ikke noget – og måske var han ikke selv helt sikker på, at hans ord havde forårsaget sygdommen. Han var lige kommet tilbage fra en læringsrejse [dvs. han havde været i Norge i en periode og havde fået oplæring fra noaiderne der]; men han havde endnu ikke afprøvet noget, om han kunne [udøve trolddom] eller ej. Men han var helt overbevist om, at spøgelser, besættelser eller forbandelser ikke kunne ramme ham selv; og desuden var han modig, og alle de kloge kunne lide ham, fordi han havde så stærkt blod [dvs. stærke nerver]. Og han havde formået at tilfredsstille [dvs. indgå venskab med] alle de noaider, han havde mødt; og det skyldes, at han ikke var spor hundagtig [dvs. ikke nogen gnier] overfor folk, og han prøvede heller ikke at lyve. Alle mennesker kan lide en person, der er ærlig.
		+
		+	Også med brændevin kan man skaffe sig venner; man skal dog være omhyggelig med ikke selv at drikke. Man skal hellere få [de andre] til at drikke og så huske på, hvad alle udbasunerer (egentlig blæser ud), derved kan man lære, hvad alle har i sig, og når man ved dette, skal man nok klare sig.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. okt. 2023 kl. 08:16
Linje 229:		Linje 229:

	Så begyndte dampskibet at sejle, som det havde gjort før. Og kaptajnen sagde til alle: "Ingen må bruge groft sprog over for den mand."		Så begyndte dampskibet at sejle, som det havde gjort før. Og kaptajnen sagde til alle: "Ingen må bruge groft sprog over for den mand."
		+
		+
		+	<big>'''LIV.'''</big>
		+
		+	<big>'''[Trusler fra noaiden].'''</big>
		+
		+	Noaidetrusler udtrykkes også i lignelser. En sådan [lignelse] er, når man truer med at sende birkebarksko<ref> Birkebarksko slides hurtigt, derfor tjener de som et symbol på forgængelighed. "Den truede person bør ikke leve længere end birkebarkskoene varede." (J. T.)</ref>, så symboliserer det hurtig død. Og truslen om at give kalvesuppe betyder, at man kan vente en sygdom, der piner men ikke tager livet af en, før personens naturlige dødstid kommer.
		+
		+	Jeg hørte også to lapper, der troede, at de var noaider, skændes; men begge var rensdyrtyve, og begge kom fra egnen nordøst for Karesuando. Deres navne var Stuora Dommus [dvs. Store Tom] og Riugo Nilas [dvs. Bondekone-Nilas]. Dommus truede med at give Nilas birkebarksko, og da Nilas hørte dette, påstod han pludselig, at han var en noaide og ikke var det mindste bange. Nilas viklede selv birkebark omkring sine sko og gik ind i Dommus' kåte for at gøre grin med [truslerne]. Da Dommus så, at Nilas gjorde nar af ham, blev han endnu mere vred – han behøvede ikke at give Nilas birkebarksko, når han allerede havde dem på [Nilas ville vise, at Dommus' trusler var uden virkning]. De andre lapper spurgte Nilas: "Hvorfor går du rundt på denne måde som et andet spøgelse?" Han svarede, at Stuora Dommus havde villet give ham sådanne sko på, "og derfor har jeg selv taget dem på."

@@ Linje 205: / Linje 205: @@
-<big>'''LII.</big>
+<big>'''LII.'''</big>
-<big>'''Om en tyv, der måtte stå en hel nat.</big>
+<big>'''Om en tyv, der måtte stå en hel nat.'''</big>
 Engang først på vinteren var der et marked i en sida eller landsby. Alle slags mennesker var samlede der.
@@ Linje 221: / Linje 221: @@
 Så sagde den tyvagtige mand til de andre, at det bedste er, når man ikke har lyst til at stjæle noget, der tilhører andre. – Og siden har han aldrig turdet stjæle noget igen, fordi hans ledsager havde sagt, at hvis han gjorde noget dårligt efter dette, kunne det muligvis ende endnu værre end denne gang.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. okt. 2023 kl. 15:16
Linje 203:		Linje 203:

	Engang, hvor han sammen med mange andre lapper [hvilede] sig ved et bål i ødemarken, blev han meget syg og fik kramper. Så lagde de sig til at sove. Og det var meget koldt. De havde arbejdet hårdt den dag, de havde delt rener hele dagen [dvs. lapperne havde adskilt deres blandende hjorde] – og de var så overophedede, at sveden løb fra hver eneste hår, og hele kroppen var som vand, og tøjet ligeså. Også T. Skum sov ved bålet; han var meget syg, han kunne ikke sove på anden måde end liggende lige på ryggen. Og da han faldt i søvn, gik en hundehvalp og lagde sig til at sove på ham, lige på maven; og der lå den, indtil hans krop blev meget varm. Men pludselig faldt den ind i ilden, som om den blev kastet derind, og den slap ikke ud af ilden, men brændte ihjel. Men T. Skum kom sig fra sin sygdom.<ref>Skums helbredelse forklares med, at hunden trak sygdommen ud af hans krop, og derefter, da den selv blev besat af sygdommen, brændte den op i ilden.</ref> Og han lever stadig anno 1911.		Engang, hvor han sammen med mange andre lapper [hvilede] sig ved et bål i ødemarken, blev han meget syg og fik kramper. Så lagde de sig til at sove. Og det var meget koldt. De havde arbejdet hårdt den dag, de havde delt rener hele dagen [dvs. lapperne havde adskilt deres blandende hjorde] – og de var så overophedede, at sveden løb fra hver eneste hår, og hele kroppen var som vand, og tøjet ligeså. Også T. Skum sov ved bålet; han var meget syg, han kunne ikke sove på anden måde end liggende lige på ryggen. Og da han faldt i søvn, gik en hundehvalp og lagde sig til at sove på ham, lige på maven; og der lå den, indtil hans krop blev meget varm. Men pludselig faldt den ind i ilden, som om den blev kastet derind, og den slap ikke ud af ilden, men brændte ihjel. Men T. Skum kom sig fra sin sygdom.<ref>Skums helbredelse forklares med, at hunden trak sygdommen ud af hans krop, og derefter, da den selv blev besat af sygdommen, brændte den op i ilden.</ref> Og han lever stadig anno 1911.
		+
		+
		+	<big>'''LII.</big>
		+
		+	<big>'''Om en tyv, der måtte stå en hel nat.</big>
		+
		+	Engang først på vinteren var der et marked i en sida eller landsby. Alle slags mennesker var samlede der.
		+
		+	Der var en mand der, som havde købt alle slags varer i butikkerne. Så trak han sine varer til sit logi med en hest og lod dem stå der indtil om natten. End ikke da han skulle lægge sig til at sove, gik han ud og ordnede sine varer [for at forhindre tyveri] men lod dem stå uafdækkede i gården. Øverst på hans læs var der fire sukkertoppe, bundet sammen to og to som to bundter. Der var desuden en pakke vadmel [groft uldstof] og mange andre småting. Folk bad ham om at sikre sine varer, så tyvene ikke skulle tage dem om natten. Han svarede: "Hvad skulle tyvene ville med det? De bryder sig ikke om mine fattige ting." Andre sagde: "Du skal nok få noget stjålet i nat!" Nå, men han bekymrede sig ikke om det og lod sit læs stå i gården. Derpå lagde han og alle de andre sig til at sove, og hans varer forblev uafdækkede ude i gården.
		+
		+	Da to mænd kom forbi hans varer, sagde den ene: "Lad os tage disse varer." Den anden sagde: "Du må vide, hvad du selv vil; men jeg har ikke lyst til at tage noget her midt om natten." Så sagde den første: "Hvorfor går du, når du ikke har tænkt dig at tage noget, for jeg tager det alligevel; der er ikke én, der ser det." Så gik den anden, og han, der blev tilbage, tog et bundt sukkertoppe på skulderen og tog pakken med vadmel under armen og begyndte at gå. Han tog et par skridt, så stoppede han. Han forsøgte at gå igen, men kunne ikke, hverken fremad, baglæns eller til siden. Sætte sig kunne han heller ikke. Så måtte han stå der hele natten. Og den nat var særlig kold, så han fik forfrysninger i ansigtet og overalt. Ikke desto mindre måtte han blive stående der, hvor han stod, for han formåede ikke at flytte sig.
		+
		+	Han stod der stadig, da folk begyndte at stå op. Folk passerede ham og spurgte: "Hvad står du her for?" Men han svarede ikke noget. Så gik nogle folk hen til ejeren af læsset og sagde: "En mand er ved at tage varer fra din læs." – "Jeg tror ikke, nogen rører mine ting," svarede han. Dem, der havde set det, sagde: "Når du går ud, vil du se, at der står en mand der." Han sagde: "Jeg tror ikke på det, før jeg ser, om der er en mand der eller ej." Han tog da sine sko på og gik ud. Og der ser han, at der faktisk står en mand der. Han gik dog ind igen, spiste og drak kaffe helt roligt. Derefter gik han ud igen. Der havde nu samlet sig en frygtelig masse mennesker der i gården omkring manden, der havde stået der hele natten. Derefter gik ejeren af varerne hen til ham og spurgte: "Hvor har du taget disse ting fra?" Han svarede: "Jeg har taget det fra dette læs." Så sagde han igen: "Hvorfor tog du det?" – "Hvorfor, fordi jeg ville tage det med mig." - "Men hvorfor tog du det så ikke med dig, når du allerede havde taget det?" – "Hvordan skulle jeg kunne tage det med, når jeg ikke kunne flytte mig!" – "Vel, hvis du nu tager og bringer tingene tilbage til det sted, hvor du tog dem, kan du måske slippe afsted."
		+
		+	Så måtte han bringe tingene [tilbage til læsset]. Derefter gik ejeren sin vej. Og tyven løb efter ham og kastede sig om hans hals og sagde: "Vil du ikke tilgive mig denne gerning, kære mand?" Derefter sagde ejeren af varerne: "Du kan være en fri mand nu, hvad mig angår, hvis du herefter ikke rører andre gode folks ejendom." Så aflagde den tyvagtige mand det løfte, at han aldrig mere ville røre noget, som tilhørte andre folk. Derefter kunne han tage afsked med ejeren af varerne.
		+
		+	Så sagde den tyvagtige mand til de andre, at det bedste er, når man ikke har lyst til at stjæle noget, der tilhører andre. – Og siden har han aldrig turdet stjæle noget igen, fordi hans ledsager havde sagt, at hvis han gjorde noget dårligt efter dette, kunne det muligvis ende endnu værre end denne gang.

@@ Linje 182: / Linje 182: @@
 <big>'''XLIX.'''</big>
-<big>'''[Om en norsk lap].'''</big>
+<big>'''[Om en norsk lap]'''</big>
 Den rigeste rensdyrlap i Norge boede – efter hvad jeg har hørt – i Tromsø amt, og det er ikke særlig længe siden. Hver vinter sendte han sin hjord til Sverige sammen med de svenske lapper, og han havde en hjord på tusind [rensdyr] da han havde flest. Om sommeren passede han dem selv og malkede dem. Han var også overtroisk; når man om foråret bragte hjorden tilbage til hans hus, tog han sine bedste og nyeste klæder på og gik ind blandt hjorden, og undersøgte den, og jeg ved ikke, hvad han ellers foretog sig.
@@ Linje 194: / Linje 194: @@
 En lappesiida opholdt sig i nærheden af Kiruna by, hvorefter den flyttede til et andet sted. Da de gjorde holdt og begyndte at rejse deres telte, gik en af mændene i gang med at fælde et stort grantræ, og det faldt uheldigvis ned over hans kone, der sad og ammede deres barn. Hun døde ikke, men da de fik hende fri, var hun halvdød. En anden kvinde tog sig af hende og passede og plejede hende. Nogle dage derefter skete der en anden hændelse, da et rensdyr fik sin fod i klemme i kirkegårdsgitteret. Men da man fik befriet dyret, ville det ikke forlade stedet ved kirkegården. Konen til den mand, hvis rensdyr det var, sagde: "Noget må man efterlade (ofre til) på dette sted, og måske hele rensdyret." Men manden sagde: "Din (over)tro er unyttig!" Og han efterlod ikke noget på dette sted. Efter nogle dage blev ejeren af det sårede rensdyr syg, og han levede kun en uge. Men hvis han havde gjort, som hans kone sagde, ville han have overlevet. <ref> J. Turi har fortalt om en anden hændelse, der illustrerer den samme idé. Mens et lappisk gruppe var i gang med at flytte lejr, skete det, at et rensdyr, der bar et barn, faldt i en flod. Da faderen fik både rensdyret og barnet op af floden igen, var de begge druknede; han forsøgte dog at genoplive barnet og lykkedes ham. Han ønskede derefter at kaste det druknede rensdyr tilbage i floden; men før han kunne nåede det, kom hans gamle far med sin ''raido'' (rensdyrene var bundet sammen i en lang række – en ''raido''), og forbød ham at gøre det, for det druknede rensdyr tilhørte ikke ham. Drengens far blev derfor forhindret i at ofre det druknede rensdyr til floden og dermed forhindre flodens krav på hans barn. Og senere, da drengen var blevet voksen og begyndte at passe rensdyrene, tog floden ham faktisk tilbage – han faldt igen i floden, på samme sted, og denne gang omkom han.</ref>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. sep. 2023 kl. 10:03
Linje 187:		Linje 187:

	Hans datter giftede sig med en fattig lapdreng. Det første år boede de i Norge, men derefter flyttede de sammen med de svenske lapper over grænsen til den svenske side ligesom de andre nomadelapper og begyndte i det hele taget at leve som lapper. Hun havde den norske overtro, at hun tog en hvid frakke på, når det sneede eller der var snestorm, og når det klarede op igen, tog hun sine almindelige klæder på. – Hun levede ikke længe.<ref>Årsagen til kvindens død kan sandsynligvis findes – ifølge lappisk overbevisning – i hadet fra hendes forsmåede elskere, der uden tvivl har taget hævn ved at sende onde ånder imod hende.</ref> Hun havde haft mange bejlere i Norge, og de bar nag til Gari – pigen, der giftede sig med en svensk [lap]dreng.		Hans datter giftede sig med en fattig lapdreng. Det første år boede de i Norge, men derefter flyttede de sammen med de svenske lapper over grænsen til den svenske side ligesom de andre nomadelapper og begyndte i det hele taget at leve som lapper. Hun havde den norske overtro, at hun tog en hvid frakke på, når det sneede eller der var snestorm, og når det klarede op igen, tog hun sine almindelige klæder på. – Hun levede ikke længe.<ref>Årsagen til kvindens død kan sandsynligvis findes – ifølge lappisk overbevisning – i hadet fra hendes forsmåede elskere, der uden tvivl har taget hævn ved at sende onde ånder imod hende.</ref> Hun havde haft mange bejlere i Norge, og de bar nag til Gari – pigen, der giftede sig med en svensk [lap]dreng.
		+
		+
		+	<big>'''L.'''</big>
		+
		+	<big>'''Ulykker blandt lapperne.'''</big>
		+
		+	En lappesiida opholdt sig i nærheden af Kiruna by, hvorefter den flyttede til et andet sted. Da de gjorde holdt og begyndte at rejse deres telte, gik en af mændene i gang med at fælde et stort grantræ, og det faldt uheldigvis ned over hans kone, der sad og ammede deres barn. Hun døde ikke, men da de fik hende fri, var hun halvdød. En anden kvinde tog sig af hende og passede og plejede hende. Nogle dage derefter skete der en anden hændelse, da et rensdyr fik sin fod i klemme i kirkegårdsgitteret. Men da man fik befriet dyret, ville det ikke forlade stedet ved kirkegården. Konen til den mand, hvis rensdyr det var, sagde: "Noget må man efterlade (ofre til) på dette sted, og måske hele rensdyret." Men manden sagde: "Din (over)tro er unyttig!" Og han efterlod ikke noget på dette sted. Efter nogle dage blev ejeren af det sårede rensdyr syg, og han levede kun en uge. Men hvis han havde gjort, som hans kone sagde, ville han have overlevet. <ref> J. Turi har fortalt om en anden hændelse, der illustrerer den samme idé. Mens et lappisk gruppe var i gang med at flytte lejr, skete det, at et rensdyr, der bar et barn, faldt i en flod. Da faderen fik både rensdyret og barnet op af floden igen, var de begge druknede; han forsøgte dog at genoplive barnet og lykkedes ham. Han ønskede derefter at kaste det druknede rensdyr tilbage i floden; men før han kunne nåede det, kom hans gamle far med sin ''raido'' (rensdyrene var bundet sammen i en lang række – en ''raido''), og forbød ham at gøre det, for det druknede rensdyr tilhørte ikke ham. Drengens far blev derfor forhindret i at ofre det druknede rensdyr til floden og dermed forhindre flodens krav på hans barn. Og senere, da drengen var blevet voksen og begyndte at passe rensdyrene, tog floden ham faktisk tilbage – han faldt igen i floden, på samme sted, og denne gang omkom han.</ref>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. sep. 2023 kl. 09:12
Linje 178:		Linje 178:

	Efter lang tid blev ægtefolkene endelig skilt, og de delte også deres ejendom. Og manden blev rig [dvs. havde rensdyrlykke], og kvinden blev så fattig, at hun måtte tigge. Og den der skriver dette kender disse mennesker. ''J. O. Turi.''		Efter lang tid blev ægtefolkene endelig skilt, og de delte også deres ejendom. Og manden blev rig [dvs. havde rensdyrlykke], og kvinden blev så fattig, at hun måtte tigge. Og den der skriver dette kender disse mennesker. ''J. O. Turi.''
		+
		+
		+	<big>'''XLIX.'''</big>
		+
		+	<big>'''[Om en norsk lap].'''</big>
		+
		+	Den rigeste rensdyrlap i Norge boede – efter hvad jeg har hørt – i Tromsø amt, og det er ikke særlig længe siden. Hver vinter sendte han sin hjord til Sverige sammen med de svenske lapper, og han havde en hjord på tusind [rensdyr] da han havde flest. Om sommeren passede han dem selv og malkede dem. Han var også overtroisk; når man om foråret bragte hjorden tilbage til hans hus, tog han sine bedste og nyeste klæder på og gik ind blandt hjorden, og undersøgte den, og jeg ved ikke, hvad han ellers foretog sig.
		+
		+	Hans datter giftede sig med en fattig lapdreng. Det første år boede de i Norge, men derefter flyttede de sammen med de svenske lapper over grænsen til den svenske side ligesom de andre nomadelapper og begyndte i det hele taget at leve som lapper. Hun havde den norske overtro, at hun tog en hvid frakke på, når det sneede eller der var snestorm, og når det klarede op igen, tog hun sine almindelige klæder på. – Hun levede ikke længe.<ref>Årsagen til kvindens død kan sandsynligvis findes – ifølge lappisk overbevisning – i hadet fra hendes forsmåede elskere, der uden tvivl har taget hævn ved at sende onde ånder imod hende.</ref> Hun havde haft mange bejlere i Norge, og de bar nag til Gari – pigen, der giftede sig med en svensk [lap]dreng.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. sep. 2023 kl. 08:44
Linje 164:		Linje 164:
	Da han var død, gik de for at hente gamle Oula, eller forfatterens far. Og da de begyndte at klæde liget på, fik min far dødslugten<ref>Lapperne mener, at det er ekstremt farligt at indånde lugten af et lig – dette er noget, der ligner besættelse af ånder; det kan slå en person ihjel i løbet af to år og også i meget kortere tid, hvis man har indåndet meget af den lugt. Se også Nr. XX.</ref> i sig og blev syg. Og Dommus blev begravet i den sydlige ende af Lenesjaure på den lange odde, og odden kom til at hedde Dommus-odden, og det navn har den stadig. – Min far døde af den sygdom. Og Inga kom sig, men ikke helt før vinteren.		Da han var død, gik de for at hente gamle Oula, eller forfatterens far. Og da de begyndte at klæde liget på, fik min far dødslugten<ref>Lapperne mener, at det er ekstremt farligt at indånde lugten af et lig – dette er noget, der ligner besættelse af ånder; det kan slå en person ihjel i løbet af to år og også i meget kortere tid, hvis man har indåndet meget af den lugt. Se også Nr. XX.</ref> i sig og blev syg. Og Dommus blev begravet i den sydlige ende af Lenesjaure på den lange odde, og odden kom til at hedde Dommus-odden, og det navn har den stadig. – Min far døde af den sygdom. Og Inga kom sig, men ikke helt før vinteren.

		+
		+	<big>'''XLVIII.'''</big>
		+
		+	<big>'''Dette fortælles om en pige, der tog sig en mand ved hjælp af kærlighedshekseri.'''</big><ref>Sammenlign med beretningen om at vække kærlighed, nr. XVI.</ref>
		+
		+	De boede i den nordlige del af Suoma-njarga [dvs. den nordvestlige del af Finland, mellem grænserne til Norge og Sverige]. Hendes navn var Mortens Marit, og hendes mands navn var Nuuka Lassi. Han var en rig mand [dvs. han havde mange rensdyr], og han kom også fra Finland, fra samme egn.
		+
		+	Således gik det for disse to. De skændtes så meget, at de til sidst ikke kunne bo sammen længere. Efter nogen tid gik konen til Norge og rådførte sig med noaiderne. Og hun fandt en noaide ved navn Nakkuls søn. Og da hun vendte tilbage til sin mand, havde hun en hel flok spøgelser med sig.
		+
		+	Nå, men hun mødte sin mand. Og nu, da de skulle rejse [dvs. flytte lejr], så de en ravn – eller måske var det en krage – der fulgte med følget, og den fløj ved siden af og skreg og opførte sig helt ubehageligt og prøvede at nærme sig manden, for hvis skyld den djævelske kvinde havde sendt den ud. Og da de drog videre, opdagede de, at ravnen havde støvler på<ref>Fuglen var et spøgelse i form af en ravn. Det kan til tider være muligt at se noget af menneskeformen i en sådan åbenbaring, og så bliver det tydeligt, at det er et spøgelse. I dette tilfælde var det ikke spøgelset af en lap, men måske af en bonde eller endda en fin herre, da ravnen havde støvler på, ikke lappisk fodtøj.</ref>. Nu begyndte fuglen at komme endnu nærmere hendes mand, til hvem hun nu nærede det dybeste had. Og da de stoppede [dvs. slog lejr], blev han meget syg, og fuglen sad ved siden af kåten, lige over for Nuuka Lassi [dvs. uden for kåten, ved N. L.'s plads]. Derefter skete der det, at en lapkvinde [Baulus Inga] kom til lejren. Jeg ved ikke, om de havde sendt bud efter hende, eller om hun bare var på rejse, men det jeg ved, er, at Baulus Inga fordrev spøgelserne<ref>Baulus Inga var en spøgelsesbekæmper, det vil sige, at hun var i stand til at sende spøgelserne tilbage til deres grave og dermed sætte en stopper for deres aktivitet. Mindre magtfulde noaider kan ikke gøre dette; de kan måske befri en person fra de onde ånder, men disse vil derefter besætte andre mennesker. Spøgelser, der bliver kaldt op fra deres grave, sværmer omkring og ønsker at besætte nogen.</ref>.
		+
		+	Hun så faktisk, at djævlene sad på ham. Og så kom de vidunderlige kræfter over hende, som de altid gjorde, når hun udførte sådanne ting. Hun tog ham i hånden og læste en tekst med ham [dvs. hun læste formler og lod ham gentage dem], og så tog hun hans hånd, indtil flokken [af spøgelser] blev tvunget til at forlade ham – og de forsvandt sådan, at de aldrig kom tilbage.
		+
		+	Efter lang tid blev ægtefolkene endelig skilt, og de delte også deres ejendom. Og manden blev rig [dvs. havde rensdyrlykke], og kvinden blev så fattig, at hun måtte tigge. Og den der skriver dette kender disse mennesker. ''J. O. Turi.''