Samiske træguder - Revisjonshistorikk

Carsten på 21. jun. 2024 kl. 05:07

2024-06-21T05:07:56Z

Carsten på 20. jun. 2024 kl. 20:31

2024-06-20T20:31:56Z

Carsten på 20. jun. 2024 kl. 20:22

2024-06-20T20:22:45Z

Carsten på 11. jun. 2024 kl. 10:21

2024-06-11T10:21:59Z

Carsten på 8. des. 2023 kl. 09:36

2023-12-08T09:36:22Z

Jesper: Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

2023-12-06T18:53:20Z

Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten

Jesper på 6. des. 2023 kl. 18:47

2023-12-06T18:47:18Z

Carsten på 6. des. 2023 kl. 13:31

2023-12-06T13:31:19Z

Carsten på 6. des. 2023 kl. 07:22

2023-12-06T07:22:34Z

Carsten på 5. des. 2023 kl. 21:10

2023-12-05T21:10:12Z

@@ Linje 157: / Linje 157: @@
 [[Fil:Hakkijaure.jpeg|thumb|right|200px|<center>'''Falsummet fra Hakkijaure'''  <br><small> Ill. clm, 2024</small></center>]]<FONT COLOR=49727E><big>'''De mundtlige kilder'''</big></FONT COLOR=49727E>
-I 1913 skrev den svenske sprogforsker K. B. Wiklund (1868-1934): "Äfven till lapparnas värld har nutiden kommit. Det fäderneärfda i åskådning, tro och saga svinner bort som snö för solen, och i stället kommer vår åskådning och tro, våra historier och visor, tidningarnas anekdoter och böckernas sånger. Inom kort skall det för alltid vara för sent att utanför böcker och manuskript studera lapparnas gamla värld, sådan den varit och utvecklat sig genom århundradena. Det är då högsta tid att åt forskningen rädda, hvad ännu räddas kan. I lapparnas trakter lefva en mängd personer, som stå i intim beröring med vårt nomadfolk och som hvar i sin stad lätteligen kunna draga sitt strå till stacken. Jag vill vördsamligen uppmana dem och andra till verksamhet." – En af dem, der nærede samme bekymring som Wiklund, var den unge filolog Torsten Kolmodin (1885-1963). Han foretog flere etnografiske rejser blandt samerne i Pite Lappmark. Her indsamlede han mundtligt bevarede sagn og folkeminder om samernes gamle kultur. Dele af dette materiale udgav han i en lille samling med titlen ''»Folktro, seder och sägner från Pite Lappmark«''. I et afsnit om seiter og andre kultgenstande omtales flere kultfigurer i træ. En af Kolmodins meddelere kunne således berette, at han for år tilbage havde set to fyrretræer, hvori der var udskåret et ansigt i hvert. Han vidste også, at der var blevet ofret til disse træguder, og at man gjorde dette for at få god fiskefangst. Kolmodin kalder sådanne træer for "fiskeguder" og indskyder, at disse findes flere steder i området omkring Maskaure. Han fik også fortalt, at den ene af de omtalte træbilleder for 15-20 år siden blev fjernet af en ingeniør, og at den anden blev fældet som tømmertræ. En anden meddeler kunne fortælle, at en sådan træfigur også var at finde nord for Uljajaure, og en lokal svensk kvinde vidste om en, som stod ved vejen til Laisälven, cirka 10 km fra Nurrholmen. En anden svensker – en nybygger – tog Kolmodin med til et sted ved Hakkijaure og viste ham der et fyrretræ, hvori der var udhugget et ansigt. Kolmodin beskriver det som "et 40 cm langt, 22 cm bredt ansigt, klodset indhugget i brysthøjde i en 35 cm tyk fyr." Træet blev siden fældet og figuren sendt til Uppsala. – Et par år efter Kolmodins udgivelse kom det dog frem, at en mand fra det nærtliggende Mullholm havde udhugget figuren "på skämt". Kolmodin blev forlegen over at have skrevet om denne figur, som altså viste sig at være et falsum. Ernst Manker mente dog ikke, at han havde grund til det, for "även om denna bild tillkommit utan något sakralt allvar eller religiöst syfte, så gick den dock tillbaka på en faktisk, levande tradition av magisk innebörd, bestyrkt av en mångfald belägg, framför allt från Pite lappmark." (Manker 1957: 225). – Kolmodins meddelere fortalte ligeledes om en gammel samekone ved navn Guoksa, som dyrkede sådanne træguder. I en alder af 70-80 år var hun faret vild i fjeldet og var ikke set siden. Man vidste dog, at hun ud over sine træguder havde to seiter af mellemstore sten, hvorpå der ligeledes var ansigter. Hun tog dem frem og satte dem i solen, når hun dyrkede dem; hun smurte dem ind i fedt. Men svenskerne kastede dem i søen. . .
+I 1913 skrev den svenske sprogforsker K. B. Wiklund (1868-1934): "Äfven till lapparnas värld har nutiden kommit. Det fäderneärfda i åskådning, tro och saga svinner bort som snö för solen, och i stället kommer vår åskådning och tro, våra historier och visor, tidningarnas anekdoter och böckernas sånger. Inom kort skall det för alltid vara för sent att utanför böcker och manuskript studera lapparnas gamla värld, sådan den varit och utvecklat sig genom århundradena. Det är då högsta tid att åt forskningen rädda, hvad ännu räddas kan. I lapparnas trakter lefva en mängd personer, som stå i intim beröring med vårt nomadfolk och som hvar i sin stad lätteligen kunna draga sitt strå till stacken. Jag vill vördsamligen uppmana dem och andra till verksamhet."<ref>Fra Wiklunds forord til Kolmodins ''Folktro, seder och sägner från Pite Lappmark''.</ref> – En af dem, der nærede samme bekymring som Wiklund, var den unge filolog Torsten Kolmodin (1885-1963). Han foretog flere etnografiske rejser blandt samerne i Pite Lappmark. Her indsamlede han mundtligt bevarede sagn og folkeminder om samernes gamle kultur. Dele af dette materiale udgav han i en lille samling med titlen ''»Folktro, seder och sägner från Pite Lappmark«''. I et afsnit om seiter og andre kultgenstande omtales flere kultfigurer i træ. En af Kolmodins meddelere kunne således berette, at han for år tilbage havde set to fyrretræer, hvori der var udskåret et ansigt i hvert. Han vidste også, at der var blevet ofret til disse træguder, og at man gjorde dette for at få god fiskefangst. Kolmodin kalder sådanne træer for "fiskeguder" og indskyder, at disse findes flere steder i området omkring Maskaure. Han fik også fortalt, at den ene af de omtalte træbilleder for 15-20 år siden blev fjernet af en ingeniør, og at den anden blev fældet som tømmertræ. En anden meddeler kunne fortælle, at en sådan træfigur også var at finde nord for Uljajaure, og en lokal svensk kvinde vidste om en, som stod ved vejen til Laisälven, cirka 10 km fra Nurrholmen. En anden svensker – en nybygger – tog Kolmodin med til et sted ved Hakkijaure og viste ham der et fyrretræ, hvori der var udhugget et ansigt. Kolmodin beskriver det som "et 40 cm langt, 22 cm bredt ansigt, klodset indhugget i brysthøjde i en 35 cm tyk fyr." Træet blev siden fældet og figuren sendt til Uppsala. – Et par år efter Kolmodins udgivelse kom det dog frem, at en mand fra det nærtliggende Mullholm havde udhugget figuren "på skämt". Kolmodin blev forlegen over at have skrevet om denne figur, som altså viste sig at være et falsum. Ernst Manker mente dog ikke, at han havde grund til det, for "även om denna bild tillkommit utan något sakralt allvar eller religiöst syfte, så gick den dock tillbaka på en faktisk, levande tradition av magisk innebörd, bestyrkt av en mångfald belägg, framför allt från Pite lappmark." (Manker 1957: 225). – Kolmodins meddelere fortalte ligeledes om en gammel samekone ved navn Guoksa, som dyrkede sådanne træguder. I en alder af 70-80 år var hun faret vild i fjeldet og var ikke set siden. Man vidste dog, at hun ud over sine træguder havde to seiter af mellemstore sten, hvorpå der ligeledes var ansigter. Hun tog dem frem og satte dem i solen, når hun dyrkede dem; hun smurte dem ind i fedt. Men svenskerne kastede dem i søen. . .
@@ Linje 194: / Linje 194: @@
 Træidolerne har ikke blot haft stor geografisk udbredelse. Også fra et historisk perspektiv er de veldokumenterede fra bronzealder, jernalder, vikingetid og middelalder. Fra dansk område er Broddenbjergmanden fra sen bronzealder et kendt eksempel, der forbindes med en frugtbarhedskult. Et andet eksempel er Rude Eskildstrupmanden fra yngre jernalder, der er blevet tolket som en tidlig Odinskikkelse. Efter kristendommens indførelse fortsatte traditionen i en vis forstand i middelalderkirken gennem små udskårne krucifikser, der vel ikke blev forstået som guder, men dog blev regnet for hellige.
-I 2001 var Silkeborg Museum arrangør for en stort anlagt udstilling af antropomorfe træfigurer under titlen ''Mosens guder – Antropomorfe træfigurer fra Nord- og Nordvesteuropas fortid.'' I alt 52 træfigurer (men desværre ingen samiske) var indlånt fra andre museer fra Norge, Sverige, Danmark, Nordtyskland, Holland, Storbritannien og Irland. Ikke alle disse figurer kunne tolkes som træguder, men nogle kunne. Måske kan det samme siges om de samiske. Et element af tvivl og uvished vil altid være et vilkår, når vi står med levn fra fortiden. Og således har det altid været. I Ragnar Lodbroks saga findes en lille fortælling, hvor nogle vikinger lægger til land på Samsø. Mens madsvendene gik i gang med at forberede maden, benyttede de andre lejligheden til at se sig om på øen. Inde i en skov fik de øje på en stor udskåret træfigur – eller som sagaen siger: "en gammeldags træmand, der var 40 fod høj." Figuren var helt tilgroet med mos, men ellers tydelig nok at se. Mændene undrede sig over denne trægud og snakkede om, hvem der mon havde blotet der. Pludselig talte træmanden til dem og svarede, at det var Ragnar Lodbroks sønner, som havde blotet til ham. Fortællingen slutter uden nogen anden kommentar, end at "mændene syntes, det var en underlig oplevelse, og de fortalte senere derom til andre." (Ragnar Lodbroks saga, kap. 21).
+I 2001 var Silkeborg Museum arrangør af en stort anlagt udstilling af antropomorfe træfigurer under titlen ''Mosens guder – Antropomorfe træfigurer fra Nord- og Nordvesteuropas fortid.'' I alt 52 træfigurer (men desværre ingen samiske) var indlånt fra andre museer fra Norge, Sverige, Danmark, Nordtyskland, Holland, Storbritannien og Irland. Ikke alle disse figurer kunne tolkes som træguder, men nogle kunne. Måske kan det samme siges om de samiske. Et element af tvivl og uvished vil altid være et vilkår, når vi står med levn fra fortiden. Og således har det altid været. I Ragnar Lodbroks saga findes en lille fortælling, hvor nogle vikinger lægger til land på Samsø. Mens madsvendene gik i gang med at forberede maden, benyttede de andre lejligheden til at se sig om på øen. Inde i en skov fik de øje på en stor udskåret træfigur – eller som sagaen siger: "en gammeldags træmand, der var 40 fod høj." Figuren var helt tilgroet med mos, men ellers tydelig nok at se. Mændene undrede sig over denne trægud og snakkede om, hvem der mon havde blotet der. Pludselig talte træmanden til dem og svarede, at det var Ragnar Lodbroks sønner, som havde blotet til ham. Fortællingen slutter uden nogen anden kommentar, end at "mændene syntes, det var en underlig oplevelse, og de fortalte senere derom til andre." (Ragnar Lodbroks saga, kap. 21).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. jun. 2024 kl. 20:31
Linje 157:		Linje 157:
	[[Fil:Hakkijaure.jpeg\|thumb\|right\|200px\|<center>'''Falsummet fra Hakkijaure''' <br><small> Ill. clm, 2024</small></center>]]<FONT COLOR=49727E><big>'''De mundtlige kilder'''</big></FONT COLOR=49727E>		[[Fil:Hakkijaure.jpeg\|thumb\|right\|200px\|<center>'''Falsummet fra Hakkijaure''' <br><small> Ill. clm, 2024</small></center>]]<FONT COLOR=49727E><big>'''De mundtlige kilder'''</big></FONT COLOR=49727E>

−	I 1913 skrev den svenske sprogforsker K. B. Wiklund (1868-1934): "Äfven till lapparnas värld har nutiden kommit. Det fäderneärfda i åskådning, tro och saga svinner bort som snö för solen, och i stället kommer vår åskådning och tro, våra historier och visor, tidningarnas anekdoter och böckernas sånger. Inom kort skall det för alltid vara för sent att utanför böcker och manuskript studera lapparnas gamla värld, sådan den varit och utvecklat sig genom århundradena. Det är då högsta tid att åt forskningen rädda, hvad ännu räddas kan. I lapparnas trakter lefva en mängd personer, som stå i intim beröring med vårt nomadfolk och som hvar i sin stad lätteligen kunna draga sitt strå till stacken. Jag vill vördsamligen uppmana dem och andra till verksamhet." – En af dem, der nærede samme bekymring som Wiklund, var den unge filolog Torsten Kolmodin (1885-1963). Han foretog flere etnografiske rejser blandt samerne i Pite Lappmark. Her indsamlede han mundtligt bevarede sagn og folkeminder om samernes gamle kultur. Dele af dette materiale udgav han i en lille samling med titlen ''»Folktro, seder och sägner från Pite Lappmark«''. I et afsnit om seiter og andre kultgenstande omtales flere kultfigurer i træ. En af Kolmodins meddelere kunne således berette, at han for år tilbage havde set to fyrretræer, hvori der var udskåret et ansigt i hvert. Han vidste også, at der var blevet ofret til disse træguder, og at man gjorde ~~det~~ for at få god fiskefangst. Kolmodin kalder sådanne træer for "fiskeguder" og indskyder, at disse findes flere steder i området omkring Maskaure. Han fik også fortalt, at den ene af de omtalte træbilleder for 15-20 år siden blev fjernet af en ingeniør, og at den anden blev fældet som tømmertræ. En anden meddeler kunne fortælle, at en sådan træfigur også var at finde nord for Uljajaure, og en lokal svensk kvinde vidste om en, som stod ved vejen til Laisälven, cirka 10 km fra Nurrholmen. En ~~af de svenske nybyggere~~ tog Kolmodin med til et sted ved Hakkijaure og viste ham der et fyrretræ, hvori der var udhugget et ansigt. Kolmodin beskriver det som "et 40 cm langt, 22 cm bredt ansigt, klodset indhugget i brysthøjde i en 35 cm tyk fyr." Træet blev siden fældet og figuren sendt til Uppsala. – Et par år efter Kolmodins udgivelse kom det dog frem, at en mand fra det nærtliggende Mullholm havde udhugget figuren "på skämt". Kolmodin blev forlegen over at have skrevet om denne figur, som altså viste sig at være et falsum. Ernst Manker mente dog ikke, at han havde grund til det, for "även om denna bild tillkommit utan något sakralt allvar eller religiöst syfte, så gick den dock tillbaka på en faktisk, levande tradition av magisk innebörd, bestyrkt av en mångfald belägg, framför allt från Pite lappmark." (Manker 1957: 225). – Kolmodins meddelere fortalte ligeledes om en gammel samekone ved navn Guoksa, som dyrkede sådanne træguder. I en alder af 70-80 år var hun faret vild i fjeldet og var ikke set siden. Man vidste dog, at hun ud over sine træguder havde to seiter af mellemstore sten, hvorpå der ligeledes var ansigter. Hun tog dem frem og satte dem i solen, når hun dyrkede dem; hun smurte dem ind i fedt. Men svenskerne kastede dem i søen. . .	+	I 1913 skrev den svenske sprogforsker K. B. Wiklund (1868-1934): "Äfven till lapparnas värld har nutiden kommit. Det fäderneärfda i åskådning, tro och saga svinner bort som snö för solen, och i stället kommer vår åskådning och tro, våra historier och visor, tidningarnas anekdoter och böckernas sånger. Inom kort skall det för alltid vara för sent att utanför böcker och manuskript studera lapparnas gamla värld, sådan den varit och utvecklat sig genom århundradena. Det är då högsta tid att åt forskningen rädda, hvad ännu räddas kan. I lapparnas trakter lefva en mängd personer, som stå i intim beröring med vårt nomadfolk och som hvar i sin stad lätteligen kunna draga sitt strå till stacken. Jag vill vördsamligen uppmana dem och andra till verksamhet." – En af dem, der nærede samme bekymring som Wiklund, var den unge filolog Torsten Kolmodin (1885-1963). Han foretog flere etnografiske rejser blandt samerne i Pite Lappmark. Her indsamlede han mundtligt bevarede sagn og folkeminder om samernes gamle kultur. Dele af dette materiale udgav han i en lille samling med titlen ''»Folktro, seder och sägner från Pite Lappmark«''. I et afsnit om seiter og andre kultgenstande omtales flere kultfigurer i træ. En af Kolmodins meddelere kunne således berette, at han for år tilbage havde set to fyrretræer, hvori der var udskåret et ansigt i hvert. Han vidste også, at der var blevet ofret til disse træguder, og at man gjorde dette for at få god fiskefangst. Kolmodin kalder sådanne træer for "fiskeguder" og indskyder, at disse findes flere steder i området omkring Maskaure. Han fik også fortalt, at den ene af de omtalte træbilleder for 15-20 år siden blev fjernet af en ingeniør, og at den anden blev fældet som tømmertræ. En anden meddeler kunne fortælle, at en sådan træfigur også var at finde nord for Uljajaure, og en lokal svensk kvinde vidste om en, som stod ved vejen til Laisälven, cirka 10 km fra Nurrholmen. En anden svensker – en nybygger – tog Kolmodin med til et sted ved Hakkijaure og viste ham der et fyrretræ, hvori der var udhugget et ansigt. Kolmodin beskriver det som "et 40 cm langt, 22 cm bredt ansigt, klodset indhugget i brysthøjde i en 35 cm tyk fyr." Træet blev siden fældet og figuren sendt til Uppsala. – Et par år efter Kolmodins udgivelse kom det dog frem, at en mand fra det nærtliggende Mullholm havde udhugget figuren "på skämt". Kolmodin blev forlegen over at have skrevet om denne figur, som altså viste sig at være et falsum. Ernst Manker mente dog ikke, at han havde grund til det, for "även om denna bild tillkommit utan något sakralt allvar eller religiöst syfte, så gick den dock tillbaka på en faktisk, levande tradition av magisk innebörd, bestyrkt av en mångfald belägg, framför allt från Pite lappmark." (Manker 1957: 225). – Kolmodins meddelere fortalte ligeledes om en gammel samekone ved navn Guoksa, som dyrkede sådanne træguder. I en alder af 70-80 år var hun faret vild i fjeldet og var ikke set siden. Man vidste dog, at hun ud over sine træguder havde to seiter af mellemstore sten, hvorpå der ligeledes var ansigter. Hun tog dem frem og satte dem i solen, når hun dyrkede dem; hun smurte dem ind i fedt. Men svenskerne kastede dem i søen. . .

@@ Linje 154: / Linje 154: @@
-<FONT COLOR=49727E><big>'''De skriftlige kilder'''</big></FONT COLOR=49727E>[[Fil:Offertræ.jpg|thumb|right|250px|<center>'''Offertræ fra Norrkaitum, Sverige'''  <br><small> Ill. clm, 2023</small></center>]]
 Et gennemgående træk ved de skriftlige kilders mange offerberetninger er, at der indgik et træ i ritualet. Der kunne være tale om et helt almindeligt træ eller et usædvanligt stort træ i skoven. I mange tilfælde var det et opgravet træ, som blev vendt om, så roden var øverst og toppen nederst. I sjældnere tilfælde kunne det være en opgravet eller en rodfast træstub. Også oprejste stolper eller pæle kunne bruges undertiden udhugget til en grov gudefigur.
@@ Linje 160: / Linje 167: @@
 Træet indgik i offerritualet ved, at det blev bestrøget med blod og fedt fra det ofrede dyr og dele af dyret blev hængt op på træet. En af de ældste kilder stammer fra den norske præst og historiker Peder Claussøn Friis (1545-1614), der om samernes tro og religion skriver: "De har deres afguder stående i skoven og i vildmarken og er mange om hver afgud. Nogle har en stor sten, andre et stort grantræ og en del gør sig et stort træbillede og stiller det i en eller anden hule under et fjeld. Disse kalder de deres landguder, sætter deres mærke på dem og ofrer til dem og tjener dem på hedensk vis." (Claussøn Friis 1632: 131) Hans Skanke fortæller, at offertræet kaldes ''værro-muora'' og fortsætter: "''Væro-muora'' dannes af træet på den måde, at hovedet gøres af roden og kroppens øvrige del af stammen. Og således gør man ved alle ofre til ''Sarakka, Saivo, Jamiker'' og deres andre gamle afguder, at hovedet, dvs. træets rod vender opad, men stammen fæstes i jorden." (Skanke 1730: 201). Fra svensk område fortæller Graan, at når man ofrer til Tor, oprejser man lige så mange træbilleder som antallet af de rener, som skal ofres. Træbilledet svarer helt til Skankes beskrivelse, det var en opretstående birkestamme, hvor roden forestillede hovedet og stammen kroppen. Og da billedet var rejst for Tor, fik han en hammer i hånden. (Graan 1672: 62). Den nidkære præst Noræus, som drog omkring for at bese og personligt ødelægge samernes offersteder, beskriver også offertræet som et opgravet træ, der stod med roden i vejret (Noræus 1686: 339).
-Enkelte kilder taler om en offerstub. Tornæus beklager sig over, at samerne dyrker sten og træ som guder. Stenene er ikke andet end almindelige sten, og "de af træ, er enten rodfaste stubbe eller pæle i jorden." (Tornæus 1672: 27). Plantinus beskriver anvendelsen af en sådan stub: "Af træ har de det, de kalder offerstubbe. Med dem går det således til: For det første optages en stub på 2-3 alen med rødder, eller også udvælges en jordfast stub af førnævnte mål. Øverst tildannes den som et hoved med hals. Denne del farves senere med blod. En sådan offerstub anvendes kun én gang, men ødelægges dog aldrig." Også grenene fra et birketræ og dele af et fyrretræ indgår i at danne hoved og hals af stubben. Til sidst føres dyret, som skal ofres, som regel et rensdyr hen til stubben, hvor det bliver slagtet. (Plantinus ca. 1670: 25).
+[[Fil:Offertræ.jpg|thumb|right|250px|<center>'''Offertræ fra Norrkaitum, Sverige'''  <br><small> Ill. clm, 2023</small></center>]]Enkelte kilder taler om en offerstub. Tornæus beklager sig over, at samerne dyrker sten og træ som guder. Stenene er ikke andet end almindelige sten, og "de af træ, er enten rodfaste stubbe eller pæle i jorden." (Tornæus 1672: 27). Plantinus beskriver anvendelsen af en sådan stub: "Af træ har de det, de kalder offerstubbe. Med dem går det således til: For det første optages en stub på 2-3 alen med rødder, eller også udvælges en jordfast stub af førnævnte mål. Øverst tildannes den som et hoved med hals. Denne del farves senere med blod. En sådan offerstub anvendes kun én gang, men ødelægges dog aldrig." Også grenene fra et birketræ og dele af et fyrretræ indgår i at danne hoved og hals af stubben. Til sidst føres dyret, som skal ofres, som regel et rensdyr hen til stubben, hvor det bliver slagtet. (Plantinus ca. 1670: 25).
 Simple stolper og pæle, som blev sat i jorden, indgik på forskellig vis i offerritualet. Om offertræet – ''værro-muora'' – fortæller Skanke: "Hos ''værro-muora'' stiller de gerne to grene af birketræ sammenbøjede i toppen, en på hver side af værro-muora; undtagen når de ofrer til Ruto (for da plejer de gerne at bruge grantoppe)." Disse grene opfattes som offertræets assistenter og også de overstryges med blod. (Skanke 1730: 201). I sin beskrivelse af et offersted ved Porsangerfjord, fortæller Leems anonyme, at "der var oprejst mange kæppe af tørt fyrretræ" tillige med "en udskåren bjælke, sat med sin nederste ende fast i jorden. . ." (Leem 1767: 438). Leems anonyme bruger ligesom Skanke ordet ''liot-muora'', som ifølge Mebius betyder en pæl, som rejses op i jorden (Mebius 1968: 62).
@@ Linje 207: / Linje 214: @@
 :Kjellström, Rolf, 1975: "Träguden från Ottfjället" i ''Fataburen'', 1975, ss. 147-156.
 :Kjellström, Rolf, 1987: "On the Continuity of Old Saami Religion" i Tore Ahlbäck (ed.): ''Saami Religion'', ss. 24-33.
 :Leem, Knud 1767: ''Beskrivelse over Finmarkens Lapper''.
 :Manker, Ernst, 1957: ''Lapparnas heliga ställen – Kultplatser och offerkult i belysning av Nordiska Museets och Landsantikvariernas fältundersökningar''.

@@ Linje 14: / Linje 14: @@
 <blockquote>
-[[Fil:Överstjuktan 1.jpg|thumb|right|250px|<center>'''Træseiten fra Överstjuktan''' <br> <small>Illustration: Carsten Lyngdrup Madsen, 2023</small></center>]]Traditionel samisk religion havde sit udspring i naturen, hvor man levede og færdedes året rundt. Her fandtes hellige bjerge, hellige sten, hellige søer, hellige kilder og lignende. Naturen var ikke blot rammen om samernes liv, men naturen var levende og befolket af guder, ånder og andre magter. Samerne var altid i dialog med disse magter, uanset om de drog på jagt og fiskeri, slog lejr for natten eller søgte græsning til deres rener. Samerne havde en naturlig respekt for magterne, for i sidste ende var det dem, som ejede og rådede over det sted, hvor man ville slå lejr, den sø, hvor man ville fiske eller den skov, hvor man ville jage. Respekten og ærbødigheden havde helt konkrete udtryk. Man ofrede til magterne, man knælede for dem og når man nærmede sig et helligt sted, talte man med dæmpet stemme og undgik larm som barnegråd og hundegøen. Man spurgte stedet om lov, inden man slog lejr eller tændte bål. Man takkede for naturens gaver – for godt jagtbytte, for godt fiskevejr, for ly og læ i uvejr, for ildstedet i vinterkulden, for god bærhøst, for veloverståede fødsler. Man kommunikerede med stedet og dets usynlige beboere, men stedet og magterne kommunikerede også med menneskene. Derfor havde samerne en særlig evne til at lytte til naturen.
+[[Fil:Överstjuktan 1.jpg|thumb|right|230px|<center>'''Træseiten fra Överstjuktan''' <br> <small>Illustration: clm, 2023</small></center>]]Traditionel samisk religion havde sit udspring i naturen, hvor man levede og færdedes året rundt. Her fandtes hellige bjerge, hellige sten, hellige søer, hellige kilder og lignende. Naturen var ikke blot rammen om samernes liv, men naturen var levende og befolket af guder, ånder og andre magter. Samerne var altid i dialog med disse magter, uanset om de drog på jagt og fiskeri, slog lejr for natten eller søgte græsning til deres rener. Samerne havde en naturlig respekt for magterne, for i sidste ende var det dem, som ejede og rådede over det sted, hvor man ville slå lejr, den sø, hvor man ville fiske eller den skov, hvor man ville jage. Respekten og ærbødigheden havde helt konkrete udtryk. Man ofrede til magterne, man knælede for dem og når man nærmede sig et helligt sted, talte man med dæmpet stemme og undgik larm som barnegråd og hundegøen. Man spurgte stedet om lov, inden man slog lejr eller tændte bål. Man takkede for naturens gaver – for godt jagtbytte, for godt fiskevejr, for ly og læ i uvejr, for ildstedet i vinterkulden, for god bærhøst, for veloverståede fødsler. Man kommunikerede med stedet og dets usynlige beboere, men stedet og magterne kommunikerede også med menneskene. Derfor havde samerne en særlig evne til at lytte til naturen.
 Undertiden blev naturens egne helligsteder – et bestemt fjeld, en markant klippe eller lignende – regnet for guder og gjort til genstand for egentlig tilbedelse med ofring og andre kulthandlinger. Men almindeligvis var det en såkaldt ''seite'' (''sieide'') i naturen, som var tilbedelsens genstand. Seiten kunne enten være en udvalgt sten eller en groft tilhugget træfigur. Til denne seite blev der ofret og udført andre rituelle handlinger. Seiten blev vist respekt og ærbødighed, den blev tiltalt og tilbedt.<ref> Den norske arkæolog Marte Spangen skriver således om seiterne: "Det er kanskje mindre kjent at ordet ''sieidi'' også kan brukes om trefigurer som samene i førkristen tid satte opp på offerplasser. Trefigurene hadde også et eget begrep, ''värro muora'', der ''värro'' betyr ofring og ''muorra'' (entall) betyr treverk eller tre. I svenske presters gjengivelser av samisk tro og ritualer fra 16- og 1700-tallet beskrives blant annet hellige trefigurer som stammer som var snudd opp ned, slik at røttene dannet hodet. En annen form var såkalte ''lietmorak'' (staving fra originalkilden), som var lange stenger som ble lent mot offerstedet og smurt med blod fra offerdyret; ''bassem-morak'' som var furupinner med innrisset ornamentikk av kors og streker som ble lent opp mot offersteinen, eller ''kielde-muor'', som var laget av to bjørkegreiner som ble plassert på hver sin side av gudefiguren og bundet sammen over den. ''Maylmen stytto'' var en form for ''axis mundi'', som ble satt opp for å holde verden oppe. Gudefigurer av tre kunne plasseres på en plattform av tre på offerstedet, eller ved og på naturlige formasjoner som steinblokker, i huler og på fjellutspring." (Spangen 2023: 11).</ref>

@@ Linje 46: / Linje 46: @@
 |<FONT COLOR=white><big>OO</big></FONT COLOR=white>
 | valign=top |<FONT COLOR=49727E><big>'''3. Tomholmen'''</big></FONT COLOR=49727E>
-En særlig gruppe af fortællinger beretter om rodfaste træer, hvori der er udhugget et groft ansigt i stammen. Ifølge traditionen skulle disse træer have været genstand for forskellige kultaktiviteter svarende til de ovennævnte træguder. Et af disse træer er særlig interessant, fordi der findes flere fotografier af det, selv om træet i dag er fældet. Billederne er taget af Edvin Brännström (1902-1979), der er forfatter til flere bøger om samernes gamle kultur. Træet har stået på den lille ø Tomholmen i Luleälv omkring fem km. norvest for Luleå. Træet blev af de lokale knyttet til en gedehyrde ved navn Anton, som havde boet på øen. Han skulle have udhugget det og benyttet det som en gudefigur. Da Brännström opsøgte manden, nægtede han dog alt dette. Han mente heller ikke, at hans far havde udhugget figuren, men kunne dog ikke sige det med sikkerhed. Efter forskellige (bort)forklaringer og omtale af flere andre udskårne stammer, skriver Brännström: "Jag fick det intrycket att hans far och han mycket väl kunna ha gjort alla bilderna, fastän han ej ville säga något." Manker besøgte stedet 15 år efter Brännström, men da var træet blevet fældet. (Manker 1957: 187). Hvor stor religionshistorisk værdi en sådan tradition har, er nok begrænset, men den udgør en brik i billedet af flere lignende fortællinger. En af disse har missionæren Thomas von Westen som ophavsmand. I en beretning, som er gengivet i Hammonds missionshistorie, fortæller von Westen om en frafalden skolemester ved navn Niels Lauluk. Han var allerede som dreng blevet oplært i kristendommen, men var nu vendt tilbage til den gamle religion, så han både ofrede og brugte trommen.  "I 1721 runede han på ejermandens tromme over en syg rensdyrkalv, som ikke kunne følge flokken. Saiwo – altså bjerget Tildalshatten – forlangte kalven som offer, hvilket det fik. I efteråret 1722, da det regnede, blæste og tordnede, ofrede han for godt vejr, hvilket straks fulgte efter ofringen." Efter at have omtalt flere hedenske handlinger, fortæller von Westen/Hammond, om Lauluk, at "han udskar en mands ansigt på et voksende træ udenfor sin kåte eller telt og oversmurte det med fuglefedt og kaldte det Jollevakta, . . . således, sagde han, gjorde alle finner i Bedstaden og i de svenske lapmarker." (Hammond 1787/2023: 279f). Det omtalte fjeld Toldalshatten ligger ved Beistad mellem Trondheim og Namsos. – Manker omtaler flere andre træer, hvori der var udskåret et groft ansigt og hvis funktion som kulttræ kunne underbygges med traditionsstof. Nogle af disse har dog vist sig at være tvivlsomme eller direkte falsummer (Manker 1957: 225, 230, 231, 289).
+En særlig gruppe af fortællinger beretter om rodfaste træer, hvori der er udhugget et groft ansigt i stammen. Ifølge traditionen skulle disse træer have været genstand for forskellige kultaktiviteter svarende til de ovennævnte træguder. Et af disse træer er særlig interessant, fordi der findes flere fotografier af det, selv om træet i dag er fældet. Billederne er taget af Edvin Brännström (1902-1979), der er forfatter til flere bøger om samernes gamle kultur. Træet har stået på den lille ø Tomholmen i Luleälv omkring fem kilometer nordvest for Luleå. Træet blev af de lokale knyttet til en gedehyrde ved navn Anton, som havde boet på øen. Han skulle have udhugget det og benyttet det som en gudefigur. Da Brännström opsøgte manden, nægtede han dog alt dette. Han mente heller ikke, at hans far havde udhugget figuren, men kunne dog ikke sige det med sikkerhed. Efter forskellige (bort)forklaringer og omtale af flere andre udskårne stammer, skriver Brännström: "Jag fick det intrycket att hans far och han mycket väl kunna ha gjort alla bilderna, fastän han ej ville säga något." Manker besøgte stedet 15 år efter Brännström, men da var træet blevet fældet. (Manker 1957: 187). Hvor stor religionshistorisk værdi en sådan tradition har, er nok begrænset, men den udgør en brik i billedet af flere lignende fortællinger. En af disse har missionæren Thomas von Westen som ophavsmand. I en beretning, som er gengivet i Hammonds missionshistorie, fortæller von Westen om en frafalden skolemester ved navn Niels Lauluk. Han var allerede som dreng blevet oplært i kristendommen, men var nu vendt tilbage til den gamle religion, så han både ofrede og brugte trommen.  "I 1721 runede han på ejermandens tromme over en syg rensdyrkalv, som ikke kunne følge flokken. Saiwo – altså bjerget Tildalshatten – forlangte kalven som offer, hvilket det fik. I efteråret 1722, da det regnede, blæste og tordnede, ofrede han for godt vejr, hvilket straks fulgte efter ofringen." Efter at have omtalt flere hedenske handlinger, fortæller von Westen/Hammond, om Lauluk, at "han udskar en mands ansigt på et voksende træ udenfor sin kåte eller telt og oversmurte det med fuglefedt og kaldte det Jollevakta, . . . således, sagde han, gjorde alle finner i Bedstaden og i de svenske lapmarker." (Hammond 1787/2023: 279f). Det omtalte fjeld Toldalshatten ligger ved Beistad mellem Trondheim og Namsos. – Manker omtaler flere andre træer, hvori der var udskåret et groft ansigt og hvis funktion som kulttræ kunne underbygges med traditionsstof. Nogle af disse har dog vist sig at være tvivlsomme eller direkte falsummer (Manker 1957: 225, 230, 231, 289).
 | valign=top |[[Fil:Tomholmen.jpeg|thumb|right|250px|<center>'''Tomholmansigtet'''  <br><small>  Ill. clm, 2023</small></center>]]
 |<FONT COLOR=white><big>OO</big></FONT COLOR=white>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. des. 2023 kl. 18:53
Linje 1:		Linje 1:
−	~~[[Fil~~:~~Tomholmen.jpeg~~\|~~thumb\|right\|250px~~\|~~<center>~~'''~~Tomholmansigtet~~''' ~~<br><small>~~ ~~Ill~~. ~~clm, 2023</small></center>~~]]	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Samiske træguder]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. des. 2023 kl. 18:47
Linje 1:		Linje 1:
−	{\| ~~class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+	[[Fil:Tomholmen.jpeg\|thumb\|right\|250px\|<center>'''Tomholmansigtet''' <br><small> Ill. clm, 2023</small></center>]]
−	\|~~- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	~~!align="~~center~~" valign="top" width="40%" \|~~ '''~~Velg språk~~''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !!~~ !! ~~!! [[Fil:Dansk~~.~~gif\|32px\|link=Samiske træguder~~]] ~~!! !!~~
−	\|-
−	\|}

@@ Linje 225: / Linje 225: @@
 :Wiklund, K. B., 1899: ''Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folkliv'', 17,2.
 :Wiklund, K. B., 1900: ''Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folkliv'', 17,3.
-:Wiklund, K. B., 1905a: ''Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folkliv'', 17,4.</blockquote>
+:Wiklund, K. B., 1905: ''Nyare bidrag till kännedom om de svenska landsmålen ock svenskt folkliv'', 17,4.</blockquote>

@@ Linje 9: / Linje 9: @@
 <center>'''[[Samisk religion og mytologi|Temaside: Samisk religion og mytologi]]'''</center><br>
-<center><FONT COLOR=49727E><big><big><big>'''Samiske træguder'''</big></big></big></FONT COLOR=49727E><br><br>[[Bruker:Carsten|Carsten Lyngdrup Madsen]]<br>© 2023
+<center><FONT COLOR=49727E><big><big><big>'''Samiske træguder'''</big></big></big></FONT COLOR=49727E><br><br>[[Bruker:Carsten|Carsten Lyngdrup Madsen]]<br>© 2023</center>
@@ Linje 175: / Linje 173: @@
 Noræus var også involveret i en anden dramatisk hændelse, som er beskrevet i Arjeplogs Tingprotokol. Samen Lars Nilsson fra Norrvästerbyn i Pite Lappmark var blevet taget på fersk gerning i at dyrke de gamle guder og gøre brug af trommen. Forhistorien var, at hans seksårige barnebarn var faldet i en brønd og var druknet. Selv om Lars Nilsson formelt var kristen, greb han i sin fortvivlelse trommen, faldt på knæ og begyndte at tromme ivrigt alt imens han joikede. Hans håb var, at han kunne tromme liv i drengen igen. Men netop mens dette foregik, ankom nogle kristne samer, som var udsendt af Noræus, som havde ham mistænkt for trolddom. Udsendingene begyndte nu at irettesætte ham for den slags djævelskab, men Lars Nilsson ænsede dem ikke og fortsatte med at tromme og synge for at redde drengens liv. Udsendingene tog da trommen fra ham med magt og vendte tilbage for at rapportere til præsten. – Da de efter nogen tid vendte tilbage, fandt de Lars Nilsson liggende på knæ foran tre træguder, som han havde rejst på en offerlave. De kunne se, at han havde ofret to rener, et føl og en ko og havde oversmurt figurerne med blod. Da mændene tog guderne ned fra laven for at tage dem med sig, råbte Lars Nilsson forbandelser efter dem, at guden over lyn og torden måtte ramme dem. – De konfiskerede genstande blev i første omgang overdraget til Noræus, men under retssagen blev de båret ind og anbragt øverst i retssalen. Under afhøringen sagde Lars Nilsson, at disse træguder, som han havde ofret til, havde været ham til stor nytte især de seneste år, for da sygdom plagede renerne, havde han først bedt til den almægtige Gud i himlen, men det havde ikke hjulpet. Derefter havde han vendt sig til de gamle guder, og de havde grebet ind. De virkede til at have større forståelse for renerne. – Da dommen blev afsagt, lød den på dødsstraf. Sagen blev anket til en højere instans, men her blev dommen blot stadfæstet. Mellem jul og nytår 1692 blev Lars Nilsson først halshugget og derefter brændt på bålet. Forinden skulle han dog med egne øjne se, at såvel hans tromme som de udskårne træguder blev brændt. (Sundström 2016: 551).
@@ Linje 183: / Linje 196: @@
 :Boberg, Torsten 1946: ''Ränna på björn och andra fjällskildringar''. Uppsala: Lindblad.
 :Boström, Lars Olof, 1859: ''Ransaknings-handlingar angående en afgudadyrkare och en cannibal uti Lappmarkerne i adertonde århundradet''.
 :Claussøn Friis, Peder, 1632: "Om Finnernis Tro oc Religion" i ''Norriges oc Omliggende Øers sandfaerdige Bescriffuelse'' etc. ss. 131-134.
 :Daunius, Erik, 1926: Om de hedniska lapparnas gudabilder, i ''Västerbotten'', 1926.

@@ Linje 148: / Linje 148: @@
 Ifølge nyere analyser stammer denne figur fra 13-1400-tallet. Nordin beskriver den således: "This anthropomorphic idol is 105 cm long, is made from a pine crotch, and has anthropomorphic features: eyes, mouth, and indications of a nose. This idol was also found at a great depth, indicating great age. Like the Njutånger idol, it was surprisingly dated from the fourteenth to the end of the fifteenth century." (Nordin 2023: 486). Nordin fortæller også, at der sammen med figuren blev fundet hove og skind fra hjort eller rensdyr. Også han forbinder figuren med de samiske træseiter.
-Manker bemærker, at denne figur er fremstillet ligesom de skriftlige kilder beskriver det, at træets rodende er vendt opad og udgør hovedet. (Manker 1957: 440). Blandt mamge eksempler kan nævnes Hans Skanke, der fortæller, at offertræet kaldes værro-muora og fortsætter: "Væro-muora dannes af træet på den må de, at hovedet gøres af roden og kroppens øvrige dele af stammen. Og således gør man ved alle ofre til Sarakka, Saivo, Jamiker og deres andre gamle afguder, at hovedet, dvs. træets rod vender opad, men stammen fæstes i jorden." (Skanke 1730: 201).
+Manker bemærker, at denne figur er fremstillet ligesom de skriftlige kilder beskriver det, at træets rodende er vendt opad og udgør hovedet. (Manker 1957: 440). Blandt mamge eksempler kan nævnes Hans Skanke, der fortæller, at offertræet kaldes ''værro-muora'' og fortsætter: "''Væro-muora'' dannes af træet på den måde, at hovedet gøres af roden og kroppens øvrige dele af stammen. Og således gør man ved alle ofre til Sarakka, Saivo, Jamiker og deres andre gamle afguder, at hovedet, dvs. træets rod vender opad, men stammen fæstes i jorden." (Skanke 1730: 201).
 | valign=top |[[Fil:Sundbornsmossen.jpg|thumb|right|150px|<center>'''Sundbornsmossen'''  <br><small>Ill. clm, 2023</small></center>]]