Sankt Cecilies saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 13. feb. 2026 kl. 15:36

2026-02-13T15:36:33Z

Jesper på 5. sep. 2023 kl. 20:28

2023-09-05T20:28:04Z

Jesper på 23. aug. 2023 kl. 05:24

2023-08-23T05:24:16Z

Jesper på 13. aug. 2023 kl. 12:19

2023-08-13T12:19:32Z

Jesper på 10. aug. 2023 kl. 05:09

2023-08-10T05:09:06Z

Jesper på 10. aug. 2023 kl. 05:03

2023-08-10T05:03:28Z

Jesper på 10. aug. 2023 kl. 04:54

2023-08-10T04:54:02Z

Jesper på 10. aug. 2023 kl. 04:52

2023-08-10T04:52:01Z

Jesper på 8. aug. 2023 kl. 18:43

2023-08-08T18:43:28Z

Jesper på 5. aug. 2023 kl. 08:05

2023-08-05T08:05:49Z

@@ Linje 35: / Linje 35: @@
 '''Om brylluppet'''
-'''2.''' Og da bryllupsdagen oprandt, og der var stillet an til mange mennesker, var der stor glæde blandt alle folk. Men i sit hjerte sang den hellige Cecilie lovsang til den eneste Gud og sagde: »Måtte mit hjerte og mit legeme forblive ubesmittet, så jeg ikke må skamme mig.« Og da de var blevet ledt til den samme seng, sagde Cecilie således: »Du, den mest elskelige unge mand! Der er noget, som jeg vil fortælle dig, hvis du lover at holde det hemmeligt, så længe jeg ønsker det.« Valerian svor, at han ville holde det hemmeligt og under ingen omstændigheder fortælle noget. Og den hellige Cecilie sagde: »Guds engel er min hjerteven, og han tager med stor skinsyge vare på mit legeme, og hvis han opdager, at du kommer til mig med utugtig kærlighed, så vil han straks blive vred på dig, og så vil du miste din ungdoms pragt, men hvis han ser, at du elsker mig ærbart og bevarer min jomfrudom uspoleret, så vil han elske dig, som han elsker mig, og skænke dig sin barmhjertighed.« Valerian svarede: »Hvis du vil have mig til at tro på det, du siger, så vis mig din hjerteven, og hvis det viser sig at være Guds engel, så vil jeg gøre, som du beder mig om, men hvis du elsker en anden mand, så dræber jeg både dig og ham.« Og den hellige Cecilie svarede: »Hvis du vil rette dig efter mit råd og renses for synd i den evige døbefont og tro på én Gud, som lever i Himlen, så vil du få Guds engel at se.« Valerian spurgte, hvordan han kunne blive renset, så han kunne se Guds engel. Cecilie svarede: »Der er en gammel mand, som kan rense folk, så de er i stand til at se engle.« Valerian spurgte, hvem den gamle mand var. Og den hellige Cecilie svarede og bad ham drage 3 mil bort fra Rom ad den vej, der hedder Via Appia, »— og dér vil du møde fattige mennesker,« sagde hun, »— som jeg har brødfødt, og de kender til denne mand. Dem skal du bringe min hilsen og sige, at Cecilie har sendt dig, og at de skal vise dig hen til biskop Urban<ref>Urban 1., pave 222-230</ref>, fordi du har et ærinde hos ham. Og når du møder ham, så fortæl ham alt, hvad vi har talt om, og når han siden har døbt dig, vil han iklæde dig nye, hvide klæder<ref>&#596;: dåbsklæder, som nydøbte bærer</ref>, og når du træder ind i dette kammer og er klædt sådan, da vil du se min hjerteven, den hellige engel, og han vil skænke dig alt, hvad du beder ham om.«
+'''2.''' Og da bryllupsdagen oprandt, og der var stillet an til mange mennesker, var der stor glæde blandt alle folk. Men i sit hjerte sang den hellige Cecilie lovsang til den eneste Gud og sagde: »Måtte mit hjerte og mit legeme forblive ubesmittet, så jeg ikke må skamme mig.« Og da de var blevet ledt til den samme seng, sagde Cecilie således: »Du, den mest elskelige unge mand! Der er noget, som jeg vil fortælle dig, hvis du lover at holde det hemmeligt, så længe jeg ønsker det.« Valerian svor, at han ville holde det hemmeligt og under ingen omstændigheder fortælle noget. Og den hellige Cecilie sagde: »Guds engel er min hjerteven, og han tager med stor skinsyge vare på mit legeme, og hvis han opdager, at du kommer til mig med utugtig kærlighed, så vil han straks blive vred på dig, og så vil du miste din ungdoms pragt, men hvis han ser, at du elsker mig ærbart og bevarer min jomfrudom uspoleret, så vil han elske dig, som han elsker mig, og skænke dig sin barmhjertighed.« Valerian svarede: »Hvis du vil have mig til at tro på det, du siger, så vis mig din hjerteven, og hvis det viser sig at være Guds engel, så vil jeg gøre, som du beder mig om, men hvis du elsker en anden mand, så dræber jeg både dig og ham.« Og den hellige Cecilie svarede: »Hvis du vil rette dig efter mit råd og renses for synd i den evige døbefont og tro på én Gud, som lever i Himlen, så vil du få Guds engel at se.« Valerian spurgte, hvordan han kunne blive renset, så han kunne se Guds engel. Cecilie svarede: »Der er en gammel mand, som kan rense folk, så de er i stand til at se engle.« Valerian spurgte, hvem den gamle mand var. Og den hellige Cecilie svarede og bad ham drage tre mil bort fra Rom ad den vej, der hedder Via Appia, »— og dér vil du møde fattige mennesker,« sagde hun, »— som jeg har brødfødt, og de kender til denne mand. Dem skal du bringe min hilsen og sige, at Cecilie har sendt dig, og at de skal vise dig hen til biskop Urban<ref>Urban 1., pave 222-230</ref>, fordi du har et ærinde hos ham. Og når du møder ham, så fortæl ham alt, hvad vi har talt om, og når han siden har døbt dig, vil han iklæde dig nye, hvide klæder<ref>&#596;: dåbsklæder, som nydøbte bærer</ref>, og når du træder ind i dette kammer og er klædt sådan, da vil du se min hjerteven, den hellige engel, og han vil skænke dig alt, hvad du beder ham om.«
@@ Linje 45: / Linje 45: @@
 '''Guds engel åbenbarer sig'''
-'''4.''' Og da Valerian kom hjem iført de hvide klæder, fandt han sin fæstekone Cecilie i bøn i kammeret, og Guds engel stod hos hende med lysende ansigt og skinnende, fjerklædte vinger, og i hænderne havde han to pragtfulde kroner<ref>&#596;: blomsterkranse</ref>; han rakte Cecilie den ene og Valerian den anden og sagde: »Disse kroner skal I tage vare på med ubesmittede hjerter og rene legemer, for jeg har dem med til jer fra Guds Paradis; deres blomster vil aldrig visne, og de mister aldrig duften, og kun de, som finder behag i så rent og ærbart et liv, som I gør, er i stand til at se dem. Og siden du — Valerian! — lod dig råde til kyskhed, har Jesus Kristus, Guds levende søn, sendt mig til dig, for at du kan sige, hvad du vil bede ham om.« Valerian bøjede sig for englen og svarede: »Intet menneske har jeg elsket så højt som min bror, og det ville være ilde gjort af mig, at efterlade ham i fortabelse, såfremt jeg kunne føre ham med mig væk derfra. Nu vil jeg bede om det, som ligger mig mest på sinde, nemlig at Gud finder det passende at udfri min bror Tiburtius fra den vildfarne tro, således som han udfriede mig.« Englen så på ham og sagde: »Du har bedt om noget, som Gud er mere villig til at give, end du er til at bede om, og derfor vil han retlede din bror for dig på samme måde, som han retledte dig for sin tjener Cecilie, og I vil begge to komme til Gud med pinselssejr.« Og da englen havde sagt dette, forsvandt han op i himlen.
+'''4.''' Og da Valerian kom hjem iført de hvide klæder, fandt han sin fæstekone Cecilie i bøn i kammeret, og Guds engel stod hos hende med lysende ansigt og skinnende, fjerklædte vinger, og i hænderne havde han to pragtfulde kroner<ref>&#596;: blomsterkranse</ref>; han rakte Cecilie den ene og Valerian den anden og sagde: »Disse kroner skal I tage vare på med ubesmittede hjerter og rene legemer, for jeg har dem med til jer fra Guds Paradis; deres blomster vil aldrig visne, og de mister aldrig duften, og kun de, som finder behag i så rent og ærbart et liv, som I gør, er i stand til at se dem. Og siden du — Valerian! — lod dig råde til kyskhed, har Jesus Kristus, Guds levende søn, sendt mig til dig, for at du kan sige, hvad du vil bede ham om.« Valerian bøjede sig for englen og svarede: »Intet menneske har jeg elsket så højt som min bror, og det ville være ilde gjort af mig at efterlade ham i fortabelse, såfremt jeg kunne føre ham med mig væk derfra. Nu vil jeg bede om det, som ligger mig mest på sinde, nemlig at Gud finder det passende at udfri min bror Tiburtius fra den vildfarne tro, således som han udfriede mig.« Englen så på ham og sagde: »Du har bedt om noget, som Gud er mere villig til at give, end du er til at bede om, og derfor vil han retlede din bror for dig på samme måde, som han retledte dig for sin tjener Cecilie, og I vil begge to komme til Gud med pinselssejr.« Og da englen havde sagt dette, forsvandt han op i himlen.
@@ Linje 87: / Linje 87: @@
 '''Om Cecilie'''
-'''12.''' Siden forhørte Almachius sig om brødrenes formue, og han lod Cecilie pågribe, som med rimelighed måtte formodes at vide noget om deres penge, men hun havde givet fattigfolk alt, hvad de havde efterladt sig. Hun blev da ført til et offersted, fordi hun skulle brænde røgelse for afguderne. Hun sagde da til dem, der førte hende til offerstedet: »I er jeres dommers tjenere, men det forekommer mig, at I ikke ønsker at tage del i hans ondskab, selv om I gør, som han befaler.« Da begyndte grevens riddere og tjenere at begræde, at så smuk og fornem en jomfru ønskede at dø, og de bad hende om ikke at lade så megen skønhed gå tabt ved at dø. Den hellige Cecilie svarede: »Dette er snarere at højne skønheden end at miste den, som at få guld i stedet for kobber, eller kostbare juveler i stedet for sten, eller at afstå en ussel rønne til gengæld for en stor hal prydet med guld og ædelsten, eller at aflevere en ejendel, som snart vil gå til, for at modtage en, som aldrig bliver ubrugelig og ikke går i stykker eller til spilde. Men såfremt der fandtes en sådan købstad, hvor folk kunne få en tilsvarende mængde guld for kobber, hvad ville I da gøre andet end at løbe derhen med glæde og tilkalde jeres frænder og svogre og venner og alle jeres kære? Og hvis nogen skulle kalde jer tilbage med tårer og påpege, at det var utilrådeligt at afstå alt jeres kobber, hvad ville I da gøre andet end at le ad dem som ad tossede og uforstandige mennesker, mens I selv ville skynde jer og glæde jer over, at I kunne få lige så meget guld som kobber, og ikke glemme så meget som en eneste talt eller vejet penning? Men Gud giver ikke lige så meget, som han tager; han giver snarere hundredfold igen for én, og i tilgift skænker han evigt liv. Tro på, at det er, som jeg fortæller jer!« Og de svarede alle som med én stemme: »Vi tror på, at Kristus er Guds søn — ham, der valgte sådan en tjener som dig.« Da sagde den hellige Cecilie til dem: »Gå nu hen og fortæl greven, at jeg vil bøje mig for jer, så han ikke fremskynder mine pinsler, og da vil jeg hente præster herhen, som vil give jer alle del i det evige liv.« Og man gjorde, som hun sagde. Da kom pave Urban og døbte mere end 40 mennesker i Cecilies hus. Og den mest fornemme af dem hed Gordianus, og han overtog Cecilies hus, for at pave Urban kunne opholde sig dér, og kristne mennesker kom dertil i hemmelighed for at overvære hans gudstjenster og prædikener. Og selv om gudstjenesterne blev afholdt i hemmelighed, samlede der sig hver søndag nogle mennesker dér for at give sig under Gud fra Djævelens vælde.
+'''12.''' Siden forhørte Almachius sig om brødrenes formue, og han lod Cecilie pågribe, som med rimelighed måtte formodes at vide noget om deres penge, men hun havde givet fattigfolk alt, hvad de havde efterladt sig. Hun blev da ført til et offersted, fordi hun skulle brænde røgelse for afguderne. Hun sagde da til dem, der førte hende til offerstedet: »I er jeres dommers tjenere, men det forekommer mig, at I ikke ønsker at tage del i hans ondskab, selv om I gør, som han befaler.« Da begyndte grevens riddere og tjenere at begræde, at så smuk og fornem en jomfru ønskede at dø, og de bad hende om ikke at lade så megen skønhed gå tabt ved at dø. Den hellige Cecilie svarede: »Dette er snarere at højne skønheden end at miste den, som at få guld i stedet for kobber, eller kostbare juveler i stedet for sten, eller at afstå en ussel rønne til gengæld for en stor hal prydet med guld og ædelsten, eller at aflevere en ejendel, som snart vil gå til, for at modtage en, som aldrig bliver ubrugelig og ikke går i stykker eller til spilde. Men såfremt der fandtes en sådan købstad, hvor folk kunne få en tilsvarende mængde guld for kobber, hvad ville I da gøre andet end at løbe derhen med glæde og tilkalde jeres frænder og svogre og venner og alle jeres kære? Og hvis nogen skulle kalde jer tilbage med tårer og påpege, at det var utilrådeligt at afstå alt jeres kobber, hvad ville I da gøre andet end at le ad dem som ad tossede og uforstandige mennesker, mens I selv ville skynde jer og glæde jer over, at I kunne få lige så meget guld som kobber, og ikke glemme så meget som en eneste talt eller vejet penning? Men Gud giver ikke lige så meget, som han tager; han giver snarere hundredfold igen for én, og i tilgift skænker han evigt liv. Tro på, at det er, som jeg fortæller jer!« Og de svarede alle som med én stemme: »Vi tror på, at Kristus er Guds søn — ham, der valgte sådan en tjener som dig.« Da sagde den hellige Cecilie til dem: »Gå nu hen og fortæl greven, at jeg vil bøje mig for jer, så han ikke fremskynder mine pinsler, og da vil jeg hente præster herhen, som vil give jer alle del i det evige liv.« Og man gjorde, som hun sagde. Da kom pave Urban og døbte mere end 40 mennesker i Cecilies hus. Og den mest fornemme af dem hed Gordianus, og han overtog Cecilies hus, for at pave Urban kunne opholde sig dér, og kristne mennesker kom dertil i hemmelighed for at overvære hans gudstjenester og prædikener. Og selv om gudstjenesterne blev afholdt i hemmelighed, samlede der sig hver søndag nogle mennesker dér for at give sig under Gud fra Djævelens vælde.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. sep. 2023 kl. 20:28
Linje 60:		Linje 60:


−	'''Tiburtius ~~biver~~ døbt'''	+	'''Tiburtius bliver døbt'''

	'''7.''' Tiburtius kastede sig da til jorden og sagde i tårer: »Hvis jeg nogensinde herefter bekymrer mig om dette liv, da fortjener jeg ikke at opnå det evige liv; lad enfoldige mennesker bekymre sig om forgængelig vinding, men fra nu af vil jeg ikke leve uden formål, skønt jeg hidtil har levet formålsløst, for nu finder jeg enhver ventetid ilde.« Derpå vendte Tiburtius sig mod sin bror og sagde: »Vær barmhjertig — min bror! — og lad det ikke vente, men før mig hen til Guds mand, så han kan rense mig for synder og lade mig få del i det evige liv.« Da ledte Valerian sin bror til møde med pave Urban og fortalte ham alt om deres samtale. Urban takkede Gud og tog med glæde imod Tiburtius og døbte ham og lod ham være hos sig, indtil han havde aflagt de hvide klæder, og han forkyndte til fuldkommenhed lærdommen for ham i den følgende uge og viede ham fuldt ud til Kristi ridder. Og han modtog siden så megen barmhjertighed fra Gud, at han ofte så Guds engle og fik mange bønner opfyldt af Herren. Men det ville tage lang tid at opregne disse mirakler, og derfor må vi haste videre til deres pinselssejr.		'''7.''' Tiburtius kastede sig da til jorden og sagde i tårer: »Hvis jeg nogensinde herefter bekymrer mig om dette liv, da fortjener jeg ikke at opnå det evige liv; lad enfoldige mennesker bekymre sig om forgængelig vinding, men fra nu af vil jeg ikke leve uden formål, skønt jeg hidtil har levet formålsløst, for nu finder jeg enhver ventetid ilde.« Derpå vendte Tiburtius sig mod sin bror og sagde: »Vær barmhjertig — min bror! — og lad det ikke vente, men før mig hen til Guds mand, så han kan rense mig for synder og lade mig få del i det evige liv.« Da ledte Valerian sin bror til møde med pave Urban og fortalte ham alt om deres samtale. Urban takkede Gud og tog med glæde imod Tiburtius og døbte ham og lod ham være hos sig, indtil han havde aflagt de hvide klæder, og han forkyndte til fuldkommenhed lærdommen for ham i den følgende uge og viede ham fuldt ud til Kristi ridder. Og han modtog siden så megen barmhjertighed fra Gud, at han ofte så Guds engle og fik mange bønner opfyldt af Herren. Men det ville tage lang tid at opregne disse mirakler, og derfor må vi haste videre til deres pinselssejr.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. aug. 2023 kl. 05:24
Linje 30:		Linje 30:
	'''Her begynder fortællingen om den hellige jomfru Cecilie'''		'''Her begynder fortællingen om den hellige jomfru Cecilie'''

−	[[Fil:Fem kvindelige helgener.jpg\|thumb\|right\|400 px\|<center>'''Fem kvindelige helgener'''<br>Agathe, Agnes, Cecilie, Lucia og Katharina<br>fra et håndskrift fra ca. 1300</center>]]'''1.''' Den fornemme jomfru Cecilie gemte evangeliernes budskab i sit bryst og var uden ophør dag og nat optaget af gudelige skrifter og hellige bønner. Hun klædte sig inderst i ~~uldtøj~~, men bar guldbroderet klæde udenover til skue. Hun var forlovet med en ung mand, der hed Valerian, og bryllupsdagen var blevet bestemt, men hendes slægtninge og hendes forlovede var så strikse, at hun ikke vovede at afsløre sin sande hjertenskære — for hun elskede Kristus. Hun fastede i både fire og seks dage og gav sig i Guds varetægt, fordi hun frygtede, at hendes ærbarhed ville blive besudlet; hun påkaldte de hellige engle i sine bønner og bad med tårer til apostlene og påkaldte alle Guds helgener, for at de skulle støtte hende med deres bønner, så Gud ville finde behag i hendes jomfruelighed.	+	[[Fil:Fem kvindelige helgener.jpg\|thumb\|right\|400 px\|<center>'''Fem kvindelige helgener'''<br>Agathe, Agnes, Cecilie, Lucia og Katharina<br>fra et håndskrift fra ca. 1300</center>]]'''1.''' Den fornemme jomfru Cecilie gemte evangeliernes budskab i sit bryst og var uden ophør dag og nat optaget af gudelige skrifter og hellige bønner. Hun klædte sig inderst i en hårskjorte<ref>Et groft, kradsende klæde af fx hestehår, der bæres som bodsøvelse</ref>, men bar guldbroderet klæde udenover til skue. Hun var forlovet med en ung mand, der hed Valerian, og bryllupsdagen var blevet bestemt, men hendes slægtninge og hendes forlovede var så strikse, at hun ikke vovede at afsløre sin sande hjertenskære — for hun elskede Kristus. Hun fastede i både fire og seks dage og gav sig i Guds varetægt, fordi hun frygtede, at hendes ærbarhed ville blive besudlet; hun påkaldte de hellige engle i sine bønner og bad med tårer til apostlene og påkaldte alle Guds helgener, for at de skulle støtte hende med deres bønner, så Gud ville finde behag i hendes jomfruelighed.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. aug. 2023 kl. 12:19
Linje 62:		Linje 62:
	'''Tiburtius biver døbt'''		'''Tiburtius biver døbt'''

−	'''7.''' Tiburtius kastede sig da til jorden og sagde i tårer: »Hvis jeg nogensinde herefter bekymrer mig om dette liv, da fortjener jeg ikke at opnå det evige liv; lad enfoldige mennesker bekymre sig om forgængelig vinding, men fra nu af vil jeg ikke leve uden formål, skønt jeg hidtil har levet formålsløst, for nu finder jeg enhver ventetid ilde.« Derpå vendte Tiburtius sig mod sin bror og sagde: »Vær barmhjertig — min bror! — og lad det ikke vente, men før mig hen til Guds mand, så han kan rense mig for synder og lade mig få del i det evige liv.« Da ledte Valerian sin bror til møde med pave Urban og fortalte ham alt om deres samtale. Urban takkede Gud og tog med glæde imod Tiburtius og døbte ham og lod ham være hos sig, indtil han havde aflagt de hvide klæder, og han forkyndte til fuldkommenhed lærdommen for ham i den følgende uge og viede ham ~~fuldtud~~ til Kristi ridder. Og han modtog siden så megen barmhjertighed fra Gud, at han ofte så Guds engle og fik mange bønner opfyldt af Herren. Men det ville tage lang tid at opregne disse mirakler, og derfor må vi haste videre til deres pinselssejr.	+	'''7.''' Tiburtius kastede sig da til jorden og sagde i tårer: »Hvis jeg nogensinde herefter bekymrer mig om dette liv, da fortjener jeg ikke at opnå det evige liv; lad enfoldige mennesker bekymre sig om forgængelig vinding, men fra nu af vil jeg ikke leve uden formål, skønt jeg hidtil har levet formålsløst, for nu finder jeg enhver ventetid ilde.« Derpå vendte Tiburtius sig mod sin bror og sagde: »Vær barmhjertig — min bror! — og lad det ikke vente, men før mig hen til Guds mand, så han kan rense mig for synder og lade mig få del i det evige liv.« Da ledte Valerian sin bror til møde med pave Urban og fortalte ham alt om deres samtale. Urban takkede Gud og tog med glæde imod Tiburtius og døbte ham og lod ham være hos sig, indtil han havde aflagt de hvide klæder, og han forkyndte til fuldkommenhed lærdommen for ham i den følgende uge og viede ham fuldt ud til Kristi ridder. Og han modtog siden så megen barmhjertighed fra Gud, at han ofte så Guds engle og fik mange bønner opfyldt af Herren. Men det ville tage lang tid at opregne disse mirakler, og derfor må vi haste videre til deres pinselssejr.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. aug. 2023 kl. 05:09
Linje 97:		Linje 97:
	'''Cecilies pinsler'''		'''Cecilies pinsler'''

−	'''14.''' Da blev Almachius vred og lod Cecilie føre hjem til hendes hus og lod ~~dér~~ et stort bål antænde. Men da hun blev omsluttet af denne voldsomme hede, stod hun hele den dag og natten med uden at komme til skade, som var det på et koldt sted, og hun svedte ikke spor. Men da Almachius fik det at vide, sendte han en mand af sted for straks at halshugge hende dér i varmen. Og han gav hende tre hug, men formåede ikke at hugge hovedet af hende, og det var deres lov, at man ikke måtte hugge nogen flere gange end det. Men den salige Cecilie levede med sårene i tre dage, og hun undlod ikke at hjælpe de jomfruer, som hun havde brødfødt, men fordelte alle sine ejendele mellem dem og overlod dem til pave Urban, og hun sagde til ham: »Jeg bad min herre om tre dages frist, for at jeg kunne overlade dig disse jomfruer, og jeg efterlader mit hus til gudstjenester.« Og da den hellige Cecilie døde<ref>Dødsåret sættes traditionelt til omkr. 230. Ceciliemessedag er 22. november.</ref>, begravede pave Urban hendes lig hos sine fæller, de hellige biskopper, på det sted, hvor mange af Guds martyrer og bekendere ligger begravet, og han lod hendes hus gøre til en kirke, og mange mirakler bliver dér i ihukommelsen af den hellige Cecilie bevirket af Vorherre Jesus Kristus, som sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer i al evighed som én Gud i treenighed. Amen.	+	'''14.''' Da blev Almachius vred og lod Cecilie føre hjem til hendes hus, hvor han lod et stort bål antænde. Men da hun blev omsluttet af denne voldsomme hede, stod hun hele den dag og natten med uden at komme til skade, som var det på et koldt sted, og hun svedte ikke spor. Men da Almachius fik det at vide, sendte han en mand af sted for straks at halshugge hende dér i varmen. Og han gav hende tre hug, men formåede ikke at hugge hovedet af hende, og det var deres lov, at man ikke måtte hugge nogen flere gange end det. Men den salige Cecilie levede med sårene i tre dage, og hun undlod ikke at hjælpe de jomfruer, som hun havde brødfødt, men fordelte alle sine ejendele mellem dem og overlod dem til pave Urban, og hun sagde til ham: »Jeg bad min herre om tre dages frist, for at jeg kunne overlade dig disse jomfruer, og jeg efterlader mit hus til gudstjenester.« Og da den hellige Cecilie døde<ref>Dødsåret sættes traditionelt til omkr. 230. Ceciliemessedag er 22. november.</ref>, begravede pave Urban hendes lig hos sine fæller, de hellige biskopper, på det sted, hvor mange af Guds martyrer og bekendere ligger begravet, og han lod hendes hus gøre til en kirke, og mange mirakler bliver dér i ihukommelsen af den hellige Cecilie bevirket af Vorherre Jesus Kristus, som sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer i al evighed som én Gud i treenighed. Amen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. aug. 2023 kl. 05:03
Linje 92:		Linje 92:
	'''Om Cecilie og greven'''		'''Om Cecilie og greven'''

−	'''13.''' Almachius lod derpå Cecilie lede for sin domstol og sagde til hende: »Hvad er du for en?« Cecilie svarede: »Jeg kommer fra en ærværdig og fornem slægt.« Almachius sagde: »Jeg spurgte om din tro snarere end din slægt.« Cecilie sagde: »Du indledte dit forhør tåbeligt, når der kan gives to svar på ét spørgsmål.« Greven sagde: »Hvorfra kommer den dristighed, der får dig til at svare mig — en højtstående mand — på denne måde?« Cecilie svarede: »Fra en god forstand og en tro, der ikke er løgn.« Almachius sagde: »Er du ikke klar over, hvilken magt jeg har?« Cecilie svarede: »Du véd ikke selv, hvilken magt du har, men jeg kunne fortælle dig det, hvis du spurgte mig om din magt.« Almachius sagde: »Fortæl mig det, hvis du mener at vide det.« Den hellige Cecilie svarede: »Al menneskelig magt er som en oppustet blære, som fremstår fyldt og udspilet, men den bliver til ingenting, bare man prikker til den med en nål.« Almachius sagde: »Du var ~~ubillig~~ fra begyndelsen, og du fortsætter med den slags.« Cecilie svarede: »Det er ~~ubilligt~~, hvis man lyver. Find du bevis på, at jeg har løjet, og hold dig selv fra at lyve!« Greven sagde: »Véd du ikke, at vores konger har befalet at pine dem, der vedstår at være kristne, men lade dem slippe, som benægter det?« Den hellige Cecilie svarede: »Dine konger er vildfarne, som du selv er. Og den lov, som er bestemt af dem, du kalder konger, viser, at I er grusomme, mens vi er sagesløse, for hvis dette kristennavn ikke var godt, ville vi fornægte det uden at gøre modstand, og I ville ikke behøve at tvinge os til at bekræfte det med pinsler.« Almachius sagde: »Denne lov har de indført, fordi de er nådige, så I kan leve vel.« Cecilie svarede: »Det er næppe nådigt, men strider mod retfærdigheden at lade dem, som I med sikkerhed véd er skyldige, slippe uskadte, men os, som I véd er sagesløse, anklager I med kristennavn og det navn, som vi med vished véd er helligt, og det kommer under ingen omstændigheder til at ske, at vi fornægter det, for det er bedre at dø lykkelig end at leve usselt. Vi siger sandheden, men I beder os lyve, derfor plager vi jer mere med vrede, mens I udsætter os for pinsler.« Almachius sagde: »Vælg nu mellem to vilkår: Enten siger du, at du ikke er kristen, og da skal du slippe, men i modsat fald undgår du ikke pinslerne.« Da smilede den salige Cecilie og sagde: »Se dér, hvordan dommeren åbenlyst beskæmmes af sin uretfærdighed! Han forlanger, at jeg benægter min uskyld, men truer med pinsler, hvis ikke jeg benægter den. Hvis du vil fordømme mig, hvorfor forlanger du så, at jeg benægter min uskyld? Men hvis du vil lade mig slippe, da vil du erfare sandheden.« Greven sagde: »Der er nu folk her i nærheden, som anklager dig og siger, at du er kristen.« Cecilie svarede: »Deres sladder passer mig udmærket, og de pinsler, du truer mig med, er en sejr for mig. Og du behøver ikke tro, at jeg er dum, men du er snarere selv dum, hvis du tror, at jeg vil fornægte Kristus.« Almachius sagde: »Véd du ikke — din stakkel! — at kongerne har givet mig magt til at skænke liv og død? Og alligevel taler du meget hovmodigt.« Cecilie svarede: »Jeg taler til dig med standhaftighed og ikke hovmod, for jeg afskyr overmod og indbildskhed. Men hvis du ikke skammer dig over at høre sandheden, da vil jeg bevise, således at alle kan se det, at du åbenlyst har løjet.« Greven sagde: »Hvad har jeg løjet om?« Den hellige Cecilie svarede: »Du sagde, at dine konger har givet dig magt til at skænke liv og død, men du har alene fået magt til at dræbe, for du kan tage livet fra de levende, men du kan ikke give liv til de døde. Sig du da hellere, at dine konger har ladet dig være dødens tjener, men du lyver, når du påstår, at du har fået yderligere magt af dem.« Almachius sagde: »Hør straks op med denne dristighed, og bring vores guder et offer!« Cecilie svarede: »Er du blevet blind, siden du kalder det for guder, som jeg og alle mennesker med raske øjne kan se er sten og bly eller kobber?« Almachius sagde: »Jeg finder mig i det, selv om du spotter mig med dine ord, men jeg vil ikke finde mig i, at du spotter guderne.« Cecilie svarede: »Lige siden du åbnede munden, har du ikke sagt noget, som ikke var ledsaget af enten dumhed eller løgn, og nu udstiller du selv dine legemlige øjnes blindhed, når du kalder det for din gud, som vi alle kan se er stok og sten. Nu skal jeg give dig et godt råd, hvis du ønsker det: Prøv at føle dig frem og find ud af, om du kan mærke noget med hænderne, nu hvor du har mistet synet; det er uværdigt, fordi alle folk ler ad dig, men alle véd, at Gud findes i Himlen, mens disse menneskefigurer ville gøre mere gavn, såfremt de blev brændt til kalk, men nu er de ikke til nogen nytte og formår hverken at frelse sig selv eller andre.«	+	'''13.''' Almachius lod derpå Cecilie lede for sin domstol og sagde til hende: »Hvad er du for en?« Cecilie svarede: »Jeg kommer fra en ærværdig og fornem slægt.« Almachius sagde: »Jeg spurgte om din tro snarere end din slægt.« Cecilie sagde: »Du indledte dit forhør tåbeligt, når der kan gives to svar på ét spørgsmål.« Greven sagde: »Hvorfra kommer den dristighed, der får dig til at svare mig — en højtstående mand — på denne måde?« Cecilie svarede: »Fra en god forstand og en tro, der ikke er løgn.« Almachius sagde: »Er du ikke klar over, hvilken magt jeg har?« Cecilie svarede: »Du véd ikke selv, hvilken magt du har, men jeg kunne fortælle dig det, hvis du spurgte mig om din magt.« Almachius sagde: »Fortæl mig det, hvis du mener at vide det.« Den hellige Cecilie svarede: »Al menneskelig magt er som en oppustet blære, som fremstår fyldt og udspilet, men den bliver til ingenting, bare man prikker til den med en nål.« Almachius sagde: »Du var urimelig fra begyndelsen, og du fortsætter med den slags.« Cecilie svarede: »Det er urimeligt, hvis man lyver. Find du bevis på, at jeg har løjet, og hold dig selv fra at lyve!« Greven sagde: »Véd du ikke, at vores konger har befalet at pine dem, der vedstår at være kristne, men lade dem slippe, som benægter det?« Den hellige Cecilie svarede: »Dine konger er vildfarne, som du selv er. Og den lov, som er bestemt af dem, du kalder konger, viser, at I er grusomme, mens vi er sagesløse, for hvis dette kristennavn ikke var godt, ville vi fornægte det uden at gøre modstand, og I ville ikke behøve at tvinge os til at bekræfte det med pinsler.« Almachius sagde: »Denne lov har de indført, fordi de er nådige, så I kan leve vel.« Cecilie svarede: »Det er næppe nådigt, men strider mod retfærdigheden at lade dem, som I med sikkerhed véd er skyldige, slippe uskadte, men os, som I véd er sagesløse, anklager I med kristennavn og det navn, som vi med vished véd er helligt, og det kommer under ingen omstændigheder til at ske, at vi fornægter det, for det er bedre at dø lykkelig end at leve usselt. Vi siger sandheden, men I beder os lyve, derfor plager vi jer mere med vrede, mens I udsætter os for pinsler.« Almachius sagde: »Vælg nu mellem to vilkår: Enten siger du, at du ikke er kristen, og da skal du slippe, men i modsat fald undgår du ikke pinslerne.« Da smilede den salige Cecilie og sagde: »Se dér, hvordan dommeren åbenlyst beskæmmes af sin uretfærdighed! Han forlanger, at jeg benægter min uskyld, men truer med pinsler, hvis ikke jeg benægter den. Hvis du vil fordømme mig, hvorfor forlanger du så, at jeg benægter min uskyld? Men hvis du vil lade mig slippe, da vil du erfare sandheden.« Greven sagde: »Der er nu folk her i nærheden, som anklager dig og siger, at du er kristen.« Cecilie svarede: »Deres sladder passer mig udmærket, og de pinsler, du truer mig med, er en sejr for mig. Og du behøver ikke tro, at jeg er dum, men du er snarere selv dum, hvis du tror, at jeg vil fornægte Kristus.« Almachius sagde: »Véd du ikke — din stakkel! — at kongerne har givet mig magt til at skænke liv og død? Og alligevel taler du meget hovmodigt.« Cecilie svarede: »Jeg taler til dig med standhaftighed og ikke hovmod, for jeg afskyr overmod og indbildskhed. Men hvis du ikke skammer dig over at høre sandheden, da vil jeg bevise, således at alle kan se det, at du åbenlyst har løjet.« Greven sagde: »Hvad har jeg løjet om?« Den hellige Cecilie svarede: »Du sagde, at dine konger har givet dig magt til at skænke liv og død, men du har alene fået magt til at dræbe, for du kan tage livet fra de levende, men du kan ikke give liv til de døde. Sig du da hellere, at dine konger har ladet dig være dødens tjener, men du lyver, når du påstår, at du har fået yderligere magt af dem.« Almachius sagde: »Hør straks op med denne dristighed, og bring vores guder et offer!« Cecilie svarede: »Er du blevet blind, siden du kalder det for guder, som jeg og alle mennesker med raske øjne kan se er sten og bly eller kobber?« Almachius sagde: »Jeg finder mig i det, selv om du spotter mig med dine ord, men jeg vil ikke finde mig i, at du spotter guderne.« Cecilie svarede: »Lige siden du åbnede munden, har du ikke sagt noget, som ikke var ledsaget af enten dumhed eller løgn, og nu udstiller du selv dine legemlige øjnes blindhed, når du kalder det for din gud, som vi alle kan se er stok og sten. Nu skal jeg give dig et godt råd, hvis du ønsker det: Prøv at føle dig frem og find ud af, om du kan mærke noget med hænderne, nu hvor du har mistet synet; det er uværdigt, fordi alle folk ler ad dig, men alle véd, at Gud findes i Himlen, mens disse menneskefigurer ville gøre mere gavn, såfremt de blev brændt til kalk, men nu er de ikke til nogen nytte og formår hverken at frelse sig selv eller andre.«

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. aug. 2023 kl. 04:54
Linje 77:		Linje 77:
	'''Om Maximus'''		'''Om Maximus'''

−	'''10.''' Greven sagde da, at begge brødre skulle føres til Odins tempel og tvinges til at ofre, men hvis de ikke ville ofre, skulle de begge halshugges. Manden, der førte dem til offertemplet, hed Maximus. Og han sagde til dem i tårer: »Hvem har påført jer så grusomt et vanvid, at I ønsker at fortabe jeres ungdom og skønhed og længes efter døden som en sulten mand efter lækkerier?« Tiburtius svarede: »Vi ville aldrig have lyst til at miste dette liv, medmindre vi forud vidste, at der bagefter kommer et andet og evigt liv.« Maximus sagde: »Hvilket andet liv kan der være end dette?« Tiburtius svarede: »På samme måde som legemet iklæder sig tøj, klæder sjælen sig i legemet, og sjælen forlader legemet, som når en mand tager tøjet af, og det legeme, som blev skabt af jord, kommer da i jorden, hvorfra det afventer den kommende genopstandelse, mens sjælen — såfremt den er hellig — bliver ført til sjælenes Paradis og dér afventer sin genopstandelse.« Maximus sagde: »Jeg kunne have lyst til at forkaste denne verden, såfremt jeg var sikker på, at der var et efterliv, sådan som du siger.« Valerian svarede: »Hvis du alene mangler at finde ud af, hvorvidt vi taler sandt eller ej, for at blive fuldstændig troende, så vil Herren åbne dine øjne på den tid, hvor vi brødre i Guds navn opgiver vores jordiske legemer, og du vil da erfare det næste livs herlighed, hvis du lover, at du helhjertet vil angre din vildfarelse.« »Vis mig det, som du lover,« sagde Maximus, »— og måtte jeg da blive ramt af lynet, såfremt jeg ikke bekender mig til den ene Gud, som skænker et andet liv efter dette.« Da sagde begge brødre: »Få du i dag bødlerne til at udsætte vores pinsler, og før os til dit hus, og lad os overnatte dér; vi vil få en mand til at komme derhen, og han vil vaske syndens snavs af dig i nat, og da vil du straks se det, som vi har lovet dig.« Og da Maximus havde ført dem til sit hus, antog han og hele hans husstand den kristne tro efter deres forkyndelse, og alle, der skulle følge dem til templet, forberedte sig på pinslerne. Så kom Cecilie til dem om natten sammen med præster, og alle, der havde antaget troen, blev døbt. Og da det blev morgen, sagde Cecilie: »Hellige Kristi riddere! Kast mørkets gerninger af jer og iklæd jer lyset; I har slidt bravt og fuldført arbejdet godt og taget vare på troen; drag nu til det himmelske liv, som den retfærdige dommer skænker jer og alle dem, der elsker hans komme med god vilje.«	+	'''10.''' Greven sagde da, at begge brødre skulle føres til Odins tempel og tvinges til at ofre, men hvis de ikke ville ofre, skulle de begge halshugges. Manden, der førte dem til offertemplet, hed Maximus. Og han sagde til dem i tårer: »Hvem har påført jer så grusomt et vanvid, at I ønsker at fortabe jeres ungdom og skønhed og længes efter døden som en sulten mand efter lækkerier?« Tiburtius svarede: »Vi ville aldrig have lyst til at miste dette liv, medmindre vi forud vidste, at der bagefter kommer et andet og evigt liv.« Maximus sagde: »Hvilket andet liv kan der være end dette?« Tiburtius svarede: »På samme måde som legemet iklæder sig tøj, klæder sjælen sig i legemet, og sjælen forlader legemet, som når en mand tager tøjet af, og det legeme, som blev skabt af jord, kommer da i jorden, hvorfra det afventer den kommende genopstandelse, mens sjælen — såfremt den er hellig — bliver ført til sjælenes Paradis og dér afventer sin genopstandelse.« Maximus sagde: »Jeg kunne have lyst til at forkaste denne verden, såfremt jeg var sikker på, at der var et efterliv, sådan som du siger.« Valerian svarede: »Hvis du alene mangler at finde ud af, hvorvidt vi taler sandt eller ej, for at blive fuldstændig troende, så vil Herren åbne dine øjne på den tid, hvor vi brødre i Guds navn opgiver vores jordiske legemer, og du vil da erfare det næste livs herlighed, hvis du lover, at du helhjertet vil angre din vildfarelse.« »Vis mig det, som du lover,« sagde Maximus, »— og måtte jeg da blive ramt af lynet, såfremt jeg ikke bekender mig til den ene Gud, som skænker et andet liv efter dette.« Da sagde begge brødre: »Få du i dag bødlerne til at udsætte vores pinsler, og før os til dit hus og lad os overnatte dér; vi vil få en mand til at komme derhen, og han vil vaske syndens snavs af dig i nat, og da vil du straks se det, som vi har lovet dig.« Og da Maximus havde ført dem til sit hus, antog han og hele hans husstand den kristne tro efter deres forkyndelse, og alle, der skulle følge dem til templet, forberedte sig på pinslerne. Så kom Cecilie til dem om natten sammen med præster, og alle, der havde antaget troen, blev døbt. Og da det blev morgen, sagde Cecilie: »Hellige Kristi riddere! Kast mørkets gerninger af jer og iklæd jer lyset; I har slidt bravt og fuldført arbejdet godt og taget vare på troen; drag nu til det himmelske liv, som den retfærdige dommer skænker jer og alle dem, der elsker hans komme med god vilje.«

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. aug. 2023 kl. 04:52
Linje 77:		Linje 77:
	'''Om Maximus'''		'''Om Maximus'''

−	'''10.''' Greven sagde da, at begge brødre skulle føres til Odins tempel og tvinges til at ofre, men hvis de ikke ville ofre, skulle de begge halshugges. Manden, der førte dem til offertemplet, hed Maximus. Og han sagde til dem i tårer: »Hvem har påført jer så grusomt et vanvid, at I ønsker at fortabe jeres ungdom og skønhed og længes efter døden som en sulten mand efter lækkerier?« Tiburtius svarede: »Vi ville aldrig have lyst til at miste dette liv, medmindre vi forud vidste, at der bagefter kommer et andet og evigt liv.« Maximus sagde: »Hvilket andet liv kan der være end dette?« Tiburtius svarede: »På samme måde som legemet iklæder sig tøj, klæder sjælen sig i legemet, og sjælen forlader legemet, som når en mand tager tøjet af, og det legeme, som blev skabt af jord, kommer da i jorden, hvorfra det afventer den kommende genopstandelse, mens sjælen bliver ført til sjælenes Paradis og dér afventer sin genopstandelse.« Maximus sagde: »Jeg kunne have lyst til at forkaste denne verden, såfremt jeg var sikker på, at der var et efterliv, sådan som du siger.« Valerian svarede: »Hvis du alene mangler at finde ud af, hvorvidt vi taler sandt eller ej, for at blive fuldstændig troende, så vil Herren åbne dine øjne på den tid, hvor vi brødre i Guds navn opgiver vores jordiske legemer, og du vil da erfare det næste livs herlighed, hvis du lover, at du helhjertet vil angre din vildfarelse.« »Vis mig det, som du lover,« sagde Maximus, »— og måtte jeg da blive ramt af lynet, såfremt jeg ikke bekender mig til den ene Gud, som skænker et andet liv efter dette.« Da sagde begge brødre: »Få du i dag bødlerne til at udsætte vores pinsler, og før os til dit hus, og lad os overnatte dér; vi vil få en mand til at komme derhen, og han vil vaske syndens snavs af dig i nat, og da vil du straks se det, som vi har lovet dig.« Og da Maximus havde ført dem til sit hus, antog han og hele hans husstand den kristne tro efter deres forkyndelse, og alle, der skulle følge dem til templet, forberedte sig på pinslerne. Så kom Cecilie til dem om natten sammen med præster, og alle, der havde antaget troen, blev døbt. Og da det blev morgen, sagde Cecilie: »Hellige Kristi riddere! Kast mørkets gerninger af jer og iklæd jer lyset; I har slidt bravt og fuldført arbejdet godt og taget vare på troen; drag nu til det himmelske liv, som den retfærdige dommer skænker jer og alle dem, der elsker hans komme med god vilje.«	+	'''10.''' Greven sagde da, at begge brødre skulle føres til Odins tempel og tvinges til at ofre, men hvis de ikke ville ofre, skulle de begge halshugges. Manden, der førte dem til offertemplet, hed Maximus. Og han sagde til dem i tårer: »Hvem har påført jer så grusomt et vanvid, at I ønsker at fortabe jeres ungdom og skønhed og længes efter døden som en sulten mand efter lækkerier?« Tiburtius svarede: »Vi ville aldrig have lyst til at miste dette liv, medmindre vi forud vidste, at der bagefter kommer et andet og evigt liv.« Maximus sagde: »Hvilket andet liv kan der være end dette?« Tiburtius svarede: »På samme måde som legemet iklæder sig tøj, klæder sjælen sig i legemet, og sjælen forlader legemet, som når en mand tager tøjet af, og det legeme, som blev skabt af jord, kommer da i jorden, hvorfra det afventer den kommende genopstandelse, mens sjælen — såfremt den er hellig — bliver ført til sjælenes Paradis og dér afventer sin genopstandelse.« Maximus sagde: »Jeg kunne have lyst til at forkaste denne verden, såfremt jeg var sikker på, at der var et efterliv, sådan som du siger.« Valerian svarede: »Hvis du alene mangler at finde ud af, hvorvidt vi taler sandt eller ej, for at blive fuldstændig troende, så vil Herren åbne dine øjne på den tid, hvor vi brødre i Guds navn opgiver vores jordiske legemer, og du vil da erfare det næste livs herlighed, hvis du lover, at du helhjertet vil angre din vildfarelse.« »Vis mig det, som du lover,« sagde Maximus, »— og måtte jeg da blive ramt af lynet, såfremt jeg ikke bekender mig til den ene Gud, som skænker et andet liv efter dette.« Da sagde begge brødre: »Få du i dag bødlerne til at udsætte vores pinsler, og før os til dit hus, og lad os overnatte dér; vi vil få en mand til at komme derhen, og han vil vaske syndens snavs af dig i nat, og da vil du straks se det, som vi har lovet dig.« Og da Maximus havde ført dem til sit hus, antog han og hele hans husstand den kristne tro efter deres forkyndelse, og alle, der skulle følge dem til templet, forberedte sig på pinslerne. Så kom Cecilie til dem om natten sammen med præster, og alle, der havde antaget troen, blev døbt. Og da det blev morgen, sagde Cecilie: »Hellige Kristi riddere! Kast mørkets gerninger af jer og iklæd jer lyset; I har slidt bravt og fuldført arbejdet godt og taget vare på troen; drag nu til det himmelske liv, som den retfærdige dommer skænker jer og alle dem, der elsker hans komme med god vilje.«

@@ Linje 40: / Linje 40: @@
 '''Om Valerian'''
-'''3.''' Efter dette tog Valerian af sted, og alt var, som det var blevet beskrevet for ham, og han traf biskop Urban, som to gange var blevet pint for at bekende sig til Kristus og nu levede i skjul. Og da Valerian fortalte ham alt, hvad Cecilie havde sagt, faldt den hellige Urban på knæ og rakte hænderne mod himlen og sagde dette i tårer: »Herre Jesus Kristus! Pluk du frugten af den vilje til kyskhed, som du sår i Cecilies bryst. Herre Jesus Kristus, gode hyrde! Din tjener Cecilie tjener dig mildt som et får, for hun sendte sin brudgom til dig så fredelig som et lam — ham, som hun fandt vild som en løve — men han ville ikke komme her, medmindre han troede på dig. Åbn du — Herre! — hans hjertes dør for dine ord, så han forstår, at du er hans skaber, og fornægter Djævelen og al hans pral og hans afguder.« Og da Urban havde sagt dette, åbenbarede en mand sig for dem; han så gammel ud og var klædt i flotte, snehvide klæder, og i hånden havde han en bog, der var skrevet med guldskrift. Valerian blev skræmt, da han så denne mand, og han faldt nærmest sanseløs til jorden. Men den gamle mand hjalp ham op og sagde til ham: »Læs du denne bog, og tro på, at du vil blive renset, så du dermed kan få Guds engel at se, som jomfru Cecilie har lovet dig.« Da begyndte Valerian at læse i bogen, og der stod dette: ‘Der er én Gud, én tro, én dåb, og der er én, som er alles fader, og han er over alle andre og højere end alle andre for evigt og altid.’ Og da Valerian havde læst dette, spurgte den gamle mand: »Tror du, at det er sådan, eller tvivler du stadig?« Valerian svarede: »Hvad kunne være mere sandt under himlen!« Og da han havde sagt dette, forsvandt den gamle mand. Men Urban døbte Valerian og forkyndte alle den rette tros forskrifter for ham og sendte ham derpå hjem til Cecilie.
+'''3.''' Efter dette tog Valerian af sted, og alt var, som det var blevet beskrevet for ham, og han traf biskop Urban, som to gange var blevet pint for at bekende sig til Kristus og nu levede i skjul. Og da Valerian fortalte ham alt, hvad Cecilie havde sagt, faldt den hellige Urban på knæ og rakte hænderne mod himlen og sagde dette i tårer: »Herre Jesus Kristus! Pluk du frugten af den vilje til kyskhed, som du sår i Cecilies bryst. Herre Jesus Kristus, gode hyrde! Din tjener Cecilie tjener dig mildt som et får, for hun sendte sin brudgom til dig så fredelig som et lam — ham, som hun fandt vild som en løve — men han ville ikke komme her, medmindre han troede på dig. Åbn du — herre! — hans hjertes dør for dine ord, så han forstår, at du er hans skaber, og fornægter Djævelen og al hans pral og hans afguder.« Og da Urban havde sagt dette, åbenbarede en mand sig for dem; han så gammel ud og var klædt i flotte, snehvide klæder, og i hånden havde han en bog, der var skrevet med guldskrift. Valerian blev skræmt, da han så denne mand, og han faldt nærmest sanseløs til jorden. Men den gamle mand hjalp ham op og sagde til ham: »Læs du denne bog, og tro på, at du vil blive renset, så du dermed kan få Guds engel at se, som jomfru Cecilie har lovet dig.« Da begyndte Valerian at læse i bogen, og der stod dette: ‘Der er én Gud, én tro, én dåb, og der er én, som er alles fader, og han er over alle andre og højere end alle andre for evigt og altid.’ Og da Valerian havde læst dette, spurgte den gamle mand: »Tror du, at det er sådan, eller tvivler du stadig?« Valerian svarede: »Hvad kunne være mere sandt under himlen!« Og da han havde sagt dette, forsvandt den gamle mand. Men Urban døbte Valerian og forkyndte alle den rette tros forskrifter for ham og sendte ham derpå hjem til Cecilie.
@@ Linje 97: / Linje 97: @@
 '''Cecilies pinsler'''
-'''14.''' Da blev Almachius vred og lod Cecilie føre hjem til hendes hus og lod dér et stort bål antænde. Men da hun blev omsluttet af denne voldsomme hede, stod hun hele den dag og natten med uden at komme til skade, som var det på et koldt sted, og hun svedte ikke spor. Men da Almachius fik det at vide, sendte han en mand af sted for straks at halshugge hende dér i varmen. Og han gav hende tre hug, men formåede ikke at hugge hovedet af hende, og det var deres lov, at man ikke måtte hugge nogen flere gange end det. Men den salige Cecilie levede med sårene i tre dage, og hun undlod ikke at hjælpe de jomfruer, som hun havde brødfødt, men fordelte alle sine ejendele mellem dem og overlod dem til pave Urban, og hun sagde til ham: »Jeg bad min Herre om tre dages frist, for at jeg kunne overlade dig disse jomfruer, og jeg efterlader mit hus til gudstjenester.« Og da den hellige Cecilie døde<ref>Dødsåret sættes traditionelt til omkr. 230. Ceciliemessedag er 22. november.</ref>, begravede pave Urban hendes lig hos sine fæller, de hellige biskopper, på det sted, hvor mange af Guds martyrer og bekendere ligger begravet, og han lod hendes hus gøre til en kirke, og mange mirakler bliver dér i ihukommelsen af den hellige Cecilie bevirket af Vorherre Jesus Kristus, som sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer i al evighed som én Gud i treenighed. Amen.
+'''14.''' Da blev Almachius vred og lod Cecilie føre hjem til hendes hus og lod dér et stort bål antænde. Men da hun blev omsluttet af denne voldsomme hede, stod hun hele den dag og natten med uden at komme til skade, som var det på et koldt sted, og hun svedte ikke spor. Men da Almachius fik det at vide, sendte han en mand af sted for straks at halshugge hende dér i varmen. Og han gav hende tre hug, men formåede ikke at hugge hovedet af hende, og det var deres lov, at man ikke måtte hugge nogen flere gange end det. Men den salige Cecilie levede med sårene i tre dage, og hun undlod ikke at hjælpe de jomfruer, som hun havde brødfødt, men fordelte alle sine ejendele mellem dem og overlod dem til pave Urban, og hun sagde til ham: »Jeg bad min herre om tre dages frist, for at jeg kunne overlade dig disse jomfruer, og jeg efterlader mit hus til gudstjenester.« Og da den hellige Cecilie døde<ref>Dødsåret sættes traditionelt til omkr. 230. Ceciliemessedag er 22. november.</ref>, begravede pave Urban hendes lig hos sine fæller, de hellige biskopper, på det sted, hvor mange af Guds martyrer og bekendere ligger begravet, og han lod hendes hus gøre til en kirke, og mange mirakler bliver dér i ihukommelsen af den hellige Cecilie bevirket af Vorherre Jesus Kristus, som sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer i al evighed som én Gud i treenighed. Amen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. aug. 2023 kl. 08:05
Linje 72:		Linje 72:
	'''Om Almachius og Valerian'''		'''Om Almachius og Valerian'''

−	'''9.''' »Jeg håber, at du siger noget, der giver mening, for din bror forekommer mig at være skør i hovedet.« Valerian sagde: »Din hørelse tager fejl, for den forstår ikke, hvad vi siger.« Almachius sagde: »Der findes ingen i verden så tåbelig som dig; du opsøger med al iver det, som er allerværst ved livet og helbredet, og du foragter gavnlige ting og flygter fra al fornøjelse og bortjager alt det i verden, som giver glæde.« Valerian svarede: »Jeg så et forår letsindige mennesker, der fordrev tiden med leg på marken, og ikke langt fra dem så jeg agerbrugere, der slidsomt bearbejdede jorden; nogle gravede tjørnebuske op og lugede, mens andre plejede vinmarkerne og plantede frugttræer. Da begyndte de legende at le ad arbejderne, og de sagde: ‘Hold op med dette unyttige arbejde — stakler! — og leg hellere med os, og kom hen og drik med os, og slid jer ikke sådan op med arbejde — tåber!’ Og da de havde sagt dette, klappede de i hænderne og lo ad arbejderne. Dette forår blev som alle andre fulgt af sommer, og folkenes afgrøder begyndte at give udbytte, og træerne bar gode frugter, og markerne, som arbejderne dyrkede, fremstår den dag i dag med smukke blomster og dejlige dufte. Da glædede de, som blev kaldt for tåber, sig, mens de andre følte sig dumme, da sygdom og sult plagede dem, og de begyndte at græde og fortrød deres magelighed og sagde til hinanden: ‘Vi bebrejdede disse hellige mennesker ved at nedgøre og fordømme deres anstrengelser og deres liv, og vi kaldte dem dumme og elendige, men de var de kloge, og vi var de dumme og tossede, når vi ikke selv bestilte noget og ikke hjalp de arbejdende, men i stedet lo vi ad dem, der arbejdede, og anså det for galskab, som vi nu kan se stråle af skønhed.’« Almachius sagde: »Det er klogt sagt, men det vedrører ikke det, som jeg spurgte om.« Valerian svarede: »Du klandrede os for at give penge til udvalgte mennesker og tage imod udlændinge og hjælpe forældreløse børn og begrave Guds ærværdige venner; du anser os for at være tåber, siden vi ikke morer os og ler sammen med tankeløse mennesker og ikke viser os for almuens øjne i prægtige klæder. Men den tid vil komme, hvor vi modtager belønningen for vores anstrengelser, og da kan vi glæde os, mens de, som nu hovmodigt glæder sig, må græde. Nu er tiden inde til at sprede frø og tilså marken, og da skal de, som her sår med glæde, også høste med glæde.« Greven sagde: »Siger du, at jeg og kongerne må græde for evigt, mens I vil få evig glæde?« Valerian svarede: »Hvad er du og dine konger andet end ~~sendrægtige~~ mennesker i denne stund og verden? Og I skal dø inden længe, og da skal I stå til regnskab over for Gud for jeres gerninger og for den magt, som han gav jer.« Almachius sagde: »Der er ingen grund til at drøfte dette yderligere. Bring et offer til vores guder, og gå derefter uskadt herfra!« Valerian svarer: »Vi bringer hver dag et offer til den almægtige Gud, men ikke til andre.« Almachius sagde: »Hvem er denne ene gud, som I tjener?« Valerian svarede: »Der er ingen anden Gud end denne ene.« Almachius sagde: »Sig navnet på denne ene gud, som I tilbeder!« Valerian svarede: »Selv om du var i stand til at flyve, ville du ikke nå frem til Guds navn.« Almachius sagde: »Er Odin<ref>Odin svarer ifølge den romerske historiker [[Germania\|Tacitus]] (ca. 55-120) til guden Merkur.</ref> ikke Gud?« Valerian svarede: »Han var en horkarl og drabsmand og forbryder, efter hvad jeres skjalde siger. Og det undrer mig, hvordan du kan kalde ham Gud, for ingen kan kaldes Gud, medmindre han er syndfri og besidder gode egenskaber.« Almachius sagde: »Siger du, at I brødre kender den sande gud, mens hele verden tager fejl?« Valerian svarer: »Utallige folk har antaget kristendommen, men der er kun få af jeres slags, som duer til andet end at kaste i ilden.« Da blev Almachius vred og lod ham slå med stænger, men Valerian sagde fornøjet: »Denne dag bringer mig større glæde end nogen højtid; denne stund har jeg altid ønsket mig.« Bødlerne slog ham og sagde: »Du skal ikke spotte vores guder og gudinder!« Men Valerian råbte til menneskemængden og sagde: »Se til — borgere i Rom! — at disse mine pinsler ikke skræmmer eller lokker jer bort fra sandheden, men rejs jer hellere modigt og afvis de guder, som Almachius tilbeder, for evige kvaler venter dem, som tilbeder dem.« Da sagde grevens rådgiver, som hed Tarqvinus: »Skynd dig at få dem pint, for forbrydelsen er sket, men hvis du tøver dag efter dag, kan de nå at give hele deres formue væk, og så vil du ikke få fat i den.«	+	'''9.''' »Jeg håber, at du siger noget, der giver mening, for din bror forekommer mig at være skør i hovedet.« Valerian sagde: »Din hørelse tager fejl, for den forstår ikke, hvad vi siger.« Almachius sagde: »Der findes ingen i verden så tåbelig som dig; du opsøger med al iver det, som er allerværst ved livet og helbredet, og du foragter gavnlige ting og flygter fra al fornøjelse og bortjager alt det i verden, som giver glæde.« Valerian svarede: »Jeg så et forår letsindige mennesker, der fordrev tiden med leg på marken, og ikke langt fra dem så jeg agerbrugere, der slidsomt bearbejdede jorden; nogle gravede tjørnebuske op og lugede, mens andre plejede vinmarkerne og plantede frugttræer. Da begyndte de legende at le ad arbejderne, og de sagde: ‘Hold op med dette unyttige arbejde — stakler! — og leg hellere med os, og kom hen og drik med os, og slid jer ikke sådan op med arbejde — tåber!’ Og da de havde sagt dette, klappede de i hænderne og lo ad arbejderne. Dette forår blev som alle andre fulgt af sommer, og folkenes afgrøder begyndte at give udbytte, og træerne bar gode frugter, og markerne, som arbejderne dyrkede, fremstår den dag i dag med smukke blomster og dejlige dufte. Da glædede de, som blev kaldt for tåber, sig, mens de andre følte sig dumme, da sygdom og sult plagede dem, og de begyndte at græde og fortrød deres magelighed og sagde til hinanden: ‘Vi bebrejdede disse hellige mennesker ved at nedgøre og fordømme deres anstrengelser og deres liv, og vi kaldte dem dumme og elendige, men de var de kloge, og vi var de dumme og tossede, når vi ikke selv bestilte noget og ikke hjalp de arbejdende, men i stedet lo vi ad dem, der arbejdede, og anså det for galskab, som vi nu kan se stråle af skønhed.’« Almachius sagde: »Det er klogt sagt, men det vedrører ikke det, som jeg spurgte om.« Valerian svarede: »Du klandrede os for at give penge til udvalgte mennesker og tage imod udlændinge og hjælpe forældreløse børn og begrave Guds ærværdige venner; du anser os for at være tåber, siden vi ikke morer os og ler sammen med tankeløse mennesker og ikke viser os for almuens øjne i prægtige klæder. Men den tid vil komme, hvor vi modtager belønningen for vores anstrengelser, og da kan vi glæde os, mens de, som nu hovmodigt glæder sig, må græde. Nu er tiden inde til at sprede frø og tilså marken, og da skal de, som her sår med glæde, også høste med glæde.« Greven sagde: »Siger du, at jeg og kongerne må græde for evigt, mens I vil få evig glæde?« Valerian svarede: »Hvad er du og dine konger andet end uvirksomme mennesker i denne stund og verden? Og I skal dø inden længe, og da skal I stå til regnskab over for Gud for jeres gerninger og for den magt, som han gav jer.« Almachius sagde: »Der er ingen grund til at drøfte dette yderligere. Bring et offer til vores guder, og gå derefter uskadt herfra!« Valerian svarer: »Vi bringer hver dag et offer til den almægtige Gud, men ikke til andre.« Almachius sagde: »Hvem er denne ene gud, som I tjener?« Valerian svarede: »Der er ingen anden Gud end denne ene.« Almachius sagde: »Sig navnet på denne ene gud, som I tilbeder!« Valerian svarede: »Selv om du var i stand til at flyve, ville du ikke nå frem til Guds navn.« Almachius sagde: »Er Odin<ref>Odin svarer ifølge den romerske historiker [[Germania\|Tacitus]] (ca. 55-120) til guden Merkur.</ref> ikke Gud?« Valerian svarede: »Han var en horkarl og drabsmand og forbryder, efter hvad jeres skjalde siger. Og det undrer mig, hvordan du kan kalde ham Gud, for ingen kan kaldes Gud, medmindre han er syndfri og besidder gode egenskaber.« Almachius sagde: »Siger du, at I brødre kender den sande gud, mens hele verden tager fejl?« Valerian svarer: »Utallige folk har antaget kristendommen, men der er kun få af jeres slags, som duer til andet end at kaste i ilden.« Da blev Almachius vred og lod ham slå med stænger, men Valerian sagde fornøjet: »Denne dag bringer mig større glæde end nogen højtid; denne stund har jeg altid ønsket mig.« Bødlerne slog ham og sagde: »Du skal ikke spotte vores guder og gudinder!« Men Valerian råbte til menneskemængden og sagde: »Se til — borgere i Rom! — at disse mine pinsler ikke skræmmer eller lokker jer bort fra sandheden, men rejs jer hellere modigt og afvis de guder, som Almachius tilbeder, for evige kvaler venter dem, som tilbeder dem.« Da sagde grevens rådgiver, som hed Tarqvinus: »Skynd dig at få dem pint, for forbrydelsen er sket, men hvis du tøver dag efter dag, kan de nå at give hele deres formue væk, og så vil du ikke få fat i den.«