Carsten: N.F.S.Grundtvig: Sigmund Volsung: Anden Samtale

2018-06-27T14:16:30Z

N.F.S.Grundtvig: Sigmund Volsung: Anden Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigmund Volsung: Anden Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Norners og Asers Kamp |Optrin af Norners og Asers Kamp]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Sigmund Volsung'''<br><big><big>'''Anden Samtale'''</big></big>
</center>

:'''Anden Samtale.'''

:Godmunds bo.

::''Torkild:''

::Hilsæl, min gamle Fosterfader!

::''Godmund:''

::Dig lønne Guderne din Gang og Hilsen!
::Men hveden kommer du? Er noget hændt,
::Da sig mig Tidende! thi nu mit Øre
::Maa træde i det dumme Øjes Sted.

::''Torkild:''

::Fra Kongehallen kommer jeg.

::''Godmund:''

::Er Gammen
::Endnu i Sal? Mig bæres altid for,
::At der vil blive onde Tidender at spørge.

::''Torkild:''

::Alt<ref>[1. Udg.: I.]</ref> mange Vintre var dit Ord det samme,
::Og tit mig tyktes, det var grumme sært;
::Hvert Aar, som gik, jeg hørte ny Bedrifter
::Af Sigmunds Sønner, saa', hvordan hans Æt
::Formeredes<ref>[1. Udg.: Forøgedes.]</ref>, og mente vist, at Slægten
::Var nu udfriet fra den haarde Dom,
::Som hidtil syntes over den at hvile. —
::Men atter maa jeg grue.

::''Godmund:''

::Hvad er hændtes?

::''Torkild:''

::Sinfjotle er hjemkommen sejerrig;
::Men han i Tvekamp dræbte Borghilds Broder.
::Hun tog af Sigmund Bod; men grandt jeg saa',
::At Hjærtet pønsed kun paa grusom Hævn.
::Selv Sigmund frygted, bød mig at udspørge
::De høje Aser; halv tvetydigt var
::Mig Guders Varsel, dog jeg tyktes skjønne:
::Sinfjotles Liv laa i hans Faders Haand.
::Ved dette Svar blev Kongen vel til Mode;
::Men alt for sikkert tyktes det mig ej.

::''Godmund:''

::Jo, alt for sikkert mig det tykkes være:
::Af alt for nære Frænder er han født;
::Thi maa de nærmeste ham Bane volde.

::''Torkild:''

::Ja, vist det er, mig<ref>[1. Udg.: jeg.]</ref> aner intet godt.
::I Dag skal drikkes Gravøl efter Gunnar;
::Men sælsom Angest mig af Salen drev,
::Jeg grued for de dybe, tomme Kjedler:
::I hver jeg saa' det underlige Kar,
::Som efter Blod af Volsungætten længes,
::Og vorder aldrig fuldt.

::''Godmund:''

::En Gang, en Gang
::Det fyldes vist; men ve den Søn af Askur,
::Som i det gyder sidste fulde Skaal!
::Med Brag det vælter sig da flux, og skyller
::Ham ned med al sin Slægt til Hel;
::Thi haardt vil Odin sine Ætmænd hævne.

::''Torkild:''

::Dit lukte Øje stirrer længer frem,
::End vort det aabne. Men, du vise Gubbe!
::Ved Sagn, og Lytten<ref>[1. Udg.: Grunden.] </ref> i den stille Nat,
::Jeg voxet er, som Barnet monne voxe
::Ved kraftig Spise og den søde Søvn.
::Nu mener jeg at kunne Kløgten løse
::Af Ordets Fængsel; vil du derfor nu
::Mig aabenbare, hvi paa Nornens Skjold
::Saa blodige de Runer staa for Slægten?

::''Godmund:''

::Og er jeg Norne da, mens du mig byder
::At sige Norners hemmelige Raad! —
::Om vore Guder tør jeg dristig tale,
::Thi de er fødte og forgaa som vi;
::Men for ''Alfader'', som er aldrig bleven,
::Og for hans Raad, som Norner føre ud,
::I Ydmyghed jeg knæler tavs, ærbødig.
::Som Barnet vil I yngre altid spørge:
::''Hvorfor?'' Hovmodige I af os æske Svar,
::Som om det var en dyb, forborgen Kunst,
::I havde fundet: saa os at udfritte<ref>[1. Udg. : udspørge.]</ref>.
::Men, tro mig! i halvfemsindstyve Aar
::Jeg vandred her, og meget har jeg nemmet;
::Men alt som sig forøgede min Kløgt,
::Jeg flere Spørgsmaal fandt, og gjorde færre.
::Vi mægte kun at sige, ''hvad'' vi se<ref>[1. Udg.: véd.]</ref>,
::Og hvad os tykkes; stundum, men kun sjælden,
::''Hvoraf'', og endnu sjældnere ''hvorfor''.

::''Torkild:''

::Ej maa du vredes. Heller sig du mig,
::I Fald du mægter det med Ord at sige:
::''Hvoraf'' du kjender Slægtens haarde Dom!

::''Godmund:''

::I Lunden hisset stod en gammel Eg,
::Det længe var den stolteste i Skoven;
::Men trende Sommere paa<ref>[1. Udg. Somre udi.]</ref> Rad jeg saa',
::At Lynet søgte den, alt mer den sprængtes;
::Da gætted jeg, dens Liv var snart forbi,
::Enddog, ''hvorfor'', jeg ikke kunde vide.
::Saa er det og med Slægters Liv paa Jord:
::Vi se, vi gætte, — høje Norner raade.

::''Torkild:''

::Ej siger jeg imod; men sikkert har
::Du end et Mærke, som dig saa forvisser.

::''Godmund:''

::Et Mærke har jeg paa den samme Eg:
::Jeg elsked den, én Gang jeg slukked<ref>[1. Udg.: og slukked én Gang.]</ref> Ilden,
::Som vilde den fortære; næste Vaar
::Den end var grøn; men atter rammed Lynet,
::Og ikkun Aske laa, hvor Egen stod.

::''Torkild:''

::Du mener, Sigmunds underlige Frelse
::Maa lignes ved den slukte Brand.
::Men mig ej tykkes saa; thi du forvoven
::Dig satte imod Guders klare Raad.

::''Godmund:''

::Nu mærker jeg til visse, du est voxen
::Og véd af Ord at løse Kløgten ud;
::Men tungt det er for mig paa gamle Dage
::At saa beskæmmes af min Fostersøn.
::Du véd saa flux og grandt alt, hvad jeg mener
::Og hvad jeg i saa mange Aar ej saa',
::Det ligger lige for dit skarpe Øje.
::Nu mærker jeg, at altid jeg var blind. —
::Men sig mig dog alt med din store Kløgt,
::Om og min Tanke faldt paa Sigmunds Frelse, <ref>[Saal. 1. Udg. ; 2. Udg. Om og min Tanke laa i Sigmunds Lomme.]</ref>
::Da jeg, mens han i Gøtland var, dig sagde,
::At Slægten vist ej leved mange Led?
::Forkynd mig og, i Fald du det kan mindes:
::Hvordan blev Volsung født?

::''Torkild:''

::Du driver Spot
::Med mig, min Daarskab og min Ungdom.
::Det er forskyldt; men undervis mig nu,
::At ej vankundig jeg skal tro mig kløgtig!

::''Godmund:''

::Den alderstegne Rerer sad paa Højen;
::Han havde selv sin egen Bavtasten
::Oprejst; thi Søn ham ikke Norner undte.
::Han saa' paa Stenen med bedrøvet Hu,
::Og vaandefuld til Guderne han bad;
::Da rørtes Odin af sin Ætmands Kvide,
::Sin Mø nedsendte han med sælsom Frugt,
::Og det var Frø til stor Bedrift paa Jorden. <ref> [1.Udg.: Og Rerer kjendte Odins store Naade.]</ref>
::Da grode Volsung udi Moders Liv<ref>[1. Udg. Moderliv.]</ref>,
::I Vintre fem han grode saa; men aldrig
::Det undtes ham, lig andre Mænd at fødes:
::Udskaaren blev han af sin Moders Liv,
::Og Volsungætten blev; men, som dens Ophav,
::Saa er dens Færd og sørgelig<ref>[1. Udg.: underlig.]</ref> paa Jord,

::''Torkild:''

::Ak, nu forstaar jeg dig. Til Kongehallen
::Jeg iler flux, at skue Norners Dom;
::Thi sikkerlig i Dag den aabenbares.

::___

:Kongesalen.

::''Borghild:''

::Sinfjotle! Du ved Brud og Liv har skilt
::Min Broder; jeg din Undergang har svoret;
::Men Sigmund bød mig tage Bod for Hævn,
::Og Kvinden maa sig efter Manden føje.
::Thi rækker jeg dig dette fulde Horn,
::Udtøm det! og jeg er med dig udsonet<ref>[1. Udg. : forsonet.]</ref>.

::''Sinfjotle:''

::Men drøjt det er at tømme, som jeg ser:
::Hel grumset er den Drik, som du mig byder.

::''Sigmund:''

::Ræk hid, min Søn! jeg tømmer den for dig.

::''Borghild:''

::Kan Sigmunds Søn ej tømme selv et Horn?
::Skal dette og din Fader for dig drikke?

::''Sinfjotle:''

::Stifmoder! Ondt du har i Hornet blandet;
::Jeg taaler ej den stærke Sonedrik.

::''Sigmund:''

::Du tager fejl, min Søn! Den Drik er kraftig,
::Men ikke ond; dog, ræk mig ogsaa den!

::''Borghild:''

::Sinfjotle! end jeg rækker dig et Horn,
::Og sværger højt ved alle Valhals Guder,
::At værre Vædske ej blev øst deri,
::End den, Kong Sigmund uden Men har drukket.
::Est du hans Søn, du drikker og som han;
::Hvis ej, da est du med en Træl vist avlet.

::''Sigmund:''

::Saa vis da, Søn, du est af Volsungs Blod!

::''Sinfjotle:''

::Har jeg i Live ej det vist, da skal
::Jeg vise det i Døden; jeg fornemmer,
::Min Tid er omme, da min Fader selv
::Mig ægger til at tømme Edderdrikken
::Enddog for inden ej som han jeg er.

::''Borghild:''

::Nu, Sigmund! har jeg fanget Bod for Broder.
::Men staa, Sinfjotle fast paa dine Ben!
::Hvi raver du? est du saa tidlig drukken?

::''Torkild:''

::Af alt for nære Frænder var han født;
::De nærmeste ham maatte Bane volde.

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Sigmund Volsung: Anden Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: N.F.S.Grundtvig: Sigmund Volsung: Anden Samtale