Carsten på 25. jun. 2018 kl. 20:55

2018-06-25T20:55:15Z

Carsten: N. F. S. Grundtvig: Sigmund Volsung: Første Samtale

2018-06-25T20:16:13Z

N. F. S. Grundtvig: Sigmund Volsung: Første Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigmund Volsung: Første Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Norners og Asers Kamp |Optrin af Norners og Asers Kamp]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Sigmund Volsung:'''<br><big><big>'''Første Samtale'''</big></big>
</center>

{|
|    '''De Talende.'''
|-
|    ''Godmund:  ''
|    Hofgode.
|-
|    ''Torkild:''
|    hans Fostersøn, siden ogsaa Gode.
|-
|    ''Sigmund:''
|    Hunsigovs Konge.
|-
|    ''Borghild:''
|    hans første Dronning.
|-
|    ''Hjordise:''
|    hans anden.
|-
|    ''Sinfjotle:''
|    hans Søn.
|-
|    ''Ejvind:''
|    en Gote.
|-
|    ''Tvende Hirdmænd:''
|    
|-
|    ''En Terne:''
|    .
|-
|}

:'''Første Samtale.'''

:Godmunds bo.

::''Torkild:''

::Hvad svarer<ref>[1. Udg. : svared.]</ref> Hunding? Vil han gjøre Blot
::For Sejer og for Jordens Grøde?

::''Godmund:''

::Den Gudsforagter! han mig svared fræk,
::At vilde Odin smedde ham hans Vaaben,
::Og Tor forære ham sit Bukkespand,
::At pløje med, saa vilde han betænke
::Dem med en gammel Hellemis
::Til Julekost.

::''Torkild:''

::Men sig mig, vise Gubbe!
::Hvi taale dog de høje Guder sligt?

::''Godmund:''

::Skal de vel tage Sol og Regn fra Landet,
::Fordi vankundig slig en ussel Drot
::I Hallen bryster sig?

::''Torkild:''

::Ej saa jeg mente,
::Men, hvi det undes ham paa Jord at leve?

::''Godmund:''

::Ugranskelige ere Norners Raad,
::Det maa jeg selv bekjende: Volsungslægten,
::Saa drabelig og Guderne saa kjær,
::Den sveder Blod<ref>[1. Udg. : Den undergaar].</ref>, og denne fejge Spotter
::Han sidder uanfægtet i sin Hal;
::Men snart er vel hans Time slaaet<ref>[1. Udg. : Men sikkerlig vil Timen én Gang komme.]</ref>.

::''Torkild:''

::Du nævned Volsungslægten; jeg det véd,
::Den hersked ved min Fødsel her i Landet;
::Har hel den maattet friste Undergang?

::''Godmund:''

::Ej véd jeg det; men fulde femten Vintre
::Henrunde, siden gamle Volsung drog
::Til Gøtaland, for dér sin Maag at gjæste;
::Ved Svig han faldt, og det er Folkesagn:
::Hans Sønner blev i Skoven alle bundne,
::En Trold i Elgelignelse dem sled.

::''Torkild:''

::Men agter du for sandt det Folkesagn?

::''Godmund:''

::Det tykkes mig at vide, at ej Hunding
::Saa længe deres Odel havde raadt i Fred,
::Om én af dem end fandtes over Mulde.

::''Torkild:''

::Saa Volsung slagen blev af egen Maag!
::Det var jo grueligt.

::''Godmund:''

::Men underligt dog ej.
::Saa har det altid været med den Æt:
::Af hver en Slægt, den bandt sig til paa Jord,
::Den svegen blev, og hævned Svigen blodig.
::Kun det var underligt, hvis den forgik,
::Og blodig Hævn ej Banemanden rammed.

::''Torkild:''

::Ej grandt forstaar jeg alle dine Ord.
::Men vil du ej mig heller Sagn fortælle
::Om onde Tvist, som ødte høje Slægt?
::Det kan jeg nemme, og det kan jeg mindes.

::''Godmund:''

::Hel underlig oprandt den onde Tvist,
::Og høje Magter sikkerlig den voldte:
::Fra fjærne Land en alderstegen Drot
::Kom hid, at bejle til den fagre Signe;
::Fremsynet var hun, og hun tyktes se,
::At ondt beredtes ved det Bryllupsgilde;
::Men Volsung dreves af en lønlig Magt,
::Og grædende hun gik til Brudekammer.

::Sig Volsung havde bygt en Sal saa stolt,
::— Du ej den mindes, thi den Hunding brændte,
::Den Sal var bygget under Egetop,
::Og over Tag sig tætte Grene hvælved;
::I Salens Midte rejste sig med Prunk
::Den tykke Stamme som en vældig Sule,
::Og blanke Skjolde hang der<ref>[1. Udg. : hængte.]</ref> trindt omkring.

::Det var hin anden Bryllupsaften, Ilden
::Henstrakte blussende sig langs ad Gulv,
::Mens<ref>[1. Udg.: Men.]</ref> alle Mænd sad trindt om Drikkebordet,
::Da hændtes Ting, som Jærtegn<ref>[1. Udg.: Under.]</ref> vel maa nævnes
::Den store Dør med Raslen sprang til Vægs<ref>[1. Udg.: mod Væg.]</ref>,
::Og ind i Salen tren en mægtig Kæmpe,
::Enøjet, klædt i Lin som hviden Sne;
::Ej hilsed han; men der han kom til Bullen,
::Han drog et Sværd af Balgen, langt og prudt,
::Og stak det ind i Eg til gyldne Hjalte.
::Det tyktes os, som om den stærke Bul.
::Der gjennem hundred Aar sig ej bevæged,
::Dog maatte bugne ved det haarde Stød.
::Og dønned hult det under<ref>[1. Udg.: Saa hult det dønned udi.]</ref> Salens Hvælving,
::Det dønned hulere, da Kæmpen kvad:

:::Griber, Kæmper,
:::Gram om Hjaltet!
:::Hvo det rokker,
:::Raader Sværdet.
:::Til sin Ætmand
:::Odin sender
:::Stolte Vaaben.
:::Stræber, Drotter!
:::Styrken vinder.

::Forsvunden var han med den sidste Lyd.
::Forstummede vi sad en Stund paa Bænken.
::Men da opsprang den gamle Volsung først,
::Og mente snart at raade Odins Gave.
::Dog fast sad Gram for Volsung og hans Maag;
::Forgjæves efter Alder Kongens Sønner
::Med priste Styrke vilde kjøbe Sværd:
::Det lod, som før de kunde Egen løftet
::Med dybe Rod, end rokket det af Sted.
::Nu Raden kom til Volsungs yngste Søn,
::Til Sigmund; rolig han om Hjaltet greb,
::Os tyktes ej, han strammed nogen Sene,
::Hel magelig uddrog af tykke Bul
::Han Sværdet dog; og hver da kunde mærke,
::At det af alle kun var agtet ham.

::Saa meget Guld, som Sværdet kunde veje,
::Ham Siggejr flux for stolte Vaaben bød;
::Men kun med Spot ham Ungersvenden spurgte
::Hvi ikke selv han det gad draget ud,
::Da tidlig han det havde udi Hænde.
::Da skifted Siggejr Lød, og næste Dag
::Han Gildet spildte, for, saa faldt hans Ord,
::Ej sent paa Aar at oversidde Bør.
::Forhaanelsen han dybt i Sindet gjemte,
::Men Volsung skuffed han med fagre Ord,
::Og Kongen lovede, med sine Sønner
::Ad Aare ham at gjæste, saa paa ny
::Det spildte Gilde kunde ærlig holdes.

::''Torkild:''

::Hel underligt er Sagnet; mest af alt,
::Hvi Odin gav til Sigmund saadant Vaaben,
::Naar ej han skulde øve<ref>[1. Udg.: virke.]</ref> nogen Daad.

::''Godmund:''

::Saa tykkes fler; det er og<ref>[1. Udg.: og er.]</ref> sagt,
::At han blev frelst paa underlige Maader,
::Der Elgen sled hans Brødre udi Skov.

::''Torkild:''

::Det blev han vist; thi alt for tungt det var,
::Om slig en Æt, saa herlig og saa stolt,
::Saa tidlig skulde undergaa med alle.

::''Godmund:''

::Ja, tungt det var, men ej uventet dog;
::Thi mange Led den ikke kunde leve.

::''Torkild:''

::Den ikke kunde? Det forstaar jeg ej.

::''Godmund:''

::Jeg véd det, Torkild! men jeg halv det glemte,
::Som naar til Barnet, der ej fatter Ord,
::Man stundum taler: glemmer, det maa voxe
::Igjennem Aar ved Spise og ved Søvn,
::Og lære selv at røre kunstig Tungen,
::Før Ordets Løndom det udspejde<ref>[1. Udg.: begribe.]</ref> kan. —

::''Ejvind:''

::Er her ej Godmund, rige Guders Ven?

::''Godmund:''

::Hvad vil du Godmund?

::''Ejvind:''

::Jeg fra Gøtland kommer;
::Mit Skib var hartad brudt paa vilden Hav;
::Da Blot jeg Vaner lovede for Frelse;
::Og her er Guld; thi Blotnød har jeg ej.

::''Godmund:''

::Opfyldt er Løftet, naar med ydmygt Sind
::Du takker Guderne; og da dit Guld
::Til værdigt Blot sig snarlig skal forvandle.

::''Torkild:''

::Fra Gøtland kommer du? Var dér ej noget Til Tidende?

::''Ejvind:''

::Da jeg slog Fæstet løs<ref>[1. Udg.: Den Gang jeg løste Skib.]</ref>,
::Der hørtes Tidende, som vel er Sagnet værd:
::Den sidste Volsung levende i Høj
::Blev gravet ned.

::''Torkild:''

::Den sidste Volsung!
::Var det da Sigmund?

::''Ejvind:''

::Netop ham.
::Vi tænkte, han var død for længe siden,
::Dog somme sagde, han var set i Skov;
::Men nu man Sandingen fik ret at vide :
::I Mørkningen forleden Aften sad
::Vor Konge i sin Hal, hans Sønner leged
::Og trillede en Guldring hen ad Gulvet;
::Den kom i Fremmerset, og Drengen løb
::At hente den, da saa' han tvende Kæmper
::Med side Hjælme stande der i Krog;
::De flux ham dræbte, men dog hørtes Skriget,
::Og Siggejr kom med sine Hirdmænd til.
::Da var det Sigmund selv, og nok en anden,
::Som siges være Kongens egen Søn;
::Men der var ogsaa dem, som hvisked om,
::At Signe, vores Dronning, med en Sejdhex
::Har skiftet Ham, og avlet ham med Sigmund.
::Dog, lige meget, hvem den anden var,
::Saa blev der gjort en Høj med tvende Rum
::Og sat en vældig Sten imellem begge;
::I ét af dem blev Sigmund puttet ned,
::Og i det andet Svenden, som ham fulgte.
::Nu er det dog nok ret forbi med ham.

::''Torkild:''

::Var det ej muligt, end han kunde frelses?

::''Ejvind:''

::Ja, som man siger, har han gode Tænder:
::Han sled med dem jo Elgens Tunge ud,
::Som vilde slidt ham; men de store Stene
::Dem, tænker jeg, dog han la'r staa.

::''Torkild:''

::Saa han blev<ref>[1. Udg.: Saa blev han.]</ref> frelst kun for at sveltes
::Saa jammerlig til Døde! Nej, umuligt! —

::''En Kæmpe:''

::Est du ej Godmund, ypperste blandt Goder?

::''Godmund:''

::Jeg Godmund er.

::''Kæmpen:''

::Mig skikked Sigmund hid,
::At byde dig til Hallen: han vil blote
::Til høje Goder, takke dem, som gav
::Ham Held til Faderhævn og tabte Odeisrige.

::''Godmund:''

::Er det om Sigmund, Volsungs Søn, du taler?

::''Kæmpen:''

::Om hvem vel ellers? Til den tætte Lund
::Ej Vaabengnyet rækker, kan jeg mærke.
::Véd du da ej, at Tyr holdt Ting i Nat,
::Og dømte Hunding til at landsforvises?

::''Godmund:''

::Ej var det underligt, om Valhals Guder
::Saa skifted Sejer. Men er det og vist?
::Er Sigmund ogsaa virkelig i live?

::''Kæmpen:''

::Hvor du kan snakke! Havde du i Nat
::lians Hug fornummet, der han løfted Gram,
::Ej vilde du da ment, det var hans Dravge.

::''Ejvind:''

::Men hvordan er han sluppen ud af Højen?
::
::''Torkild:''

::O, ja! fortæl os det! hvordan?

::''Kæmpen:''

::Hvordan? ja, hvordan slap han løs fra Elgen?
::Jeg tænker, Odin har vel Magt endnu,
::At frelse sine Ætmænd, naar det kniber.
::I véd kanske, — men om I véd det ej,
::Saa véd den gamle det, — at Odin
::Ham gav en Gang et Sværd; det kasted Signe
::Nu ned i Højen til sin Søn;
::Med det de saved Jord og Sten som Klæde,
::Og gjæsted Siggejr uden Hjembud flux.

::''Ejvind:''

::Saa er vel Siggejr dræbt!

::''Kæmpen:''

::Ja, han er Aske.

::''Godmund:''

::Men Signe?

::''Kæmpen:''

::Hun er<ref>[Hun er, fattes i 1. Udg.]</ref> Aske med som han.

::''Godmund:''

::Hvordan! Har Sigmund brændt sin egen Søster?

::''Kæmpen:''

::Nej, Ilden brændte hende, og hun selv
::Det voldte. Hun uskadt kom<ref>[1. Udg. : kom uskadt.]</ref> ud af Huset;
::Men da hun havde kysset Sigmund og sin Søn,
::Hun sagde: Nu er Volsung-Blodet<ref>[1. Udg. : Volsung bleven.]</ref> hævnet,
::Vor<ref>[1. Udg.: Hans.] </ref> Æt er frelst, nu har jeg endt mit Værk,
::Og gjærne vil jeg med den Nidding dø,
::Med hvem jeg ej en Stund gad levet. —
::Det var et Syn for Kæmper, kan du tro:
::Med Smil paa Kind hun vandred ind i Luen. —
::Det for saa underlig igjennem os;
::Men alle skjønned, hun var Volsungs Datter.

::''Godmund:''

::Det skjønner ogsaa jeg; forunderlig
::Den Slægt paa Jorden færdes.

::''Torkild:''

::Men dog herlig.
::O, takket være Guderne, som frelste
::Den bolde Sigmund! — Fosterfader! il
::At takke dem med værdigt Blot i Lunden!

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 25. jun. 2018 kl. 20:55
Linje 14:		Linje 14:


−	'''Sigmund Volsung:'''<br><big><big>'''Første Samtale'''</big></big>	+	'''Sigmund Volsung<ref>[1. Udg.: Sigmund.]</ref>'''<br><big><big>'''Første Samtale'''</big></big>
	</center>		</center>

Sigmund Volsung: Første Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten på 25. jun. 2018 kl. 20:55

Carsten: N. F. S. Grundtvig: Sigmund Volsung: Første Samtale