Carsten: N.F.S.Grundtvig: Sigmund Volsung: Tredie Samtale

2018-06-27T20:08:39Z

N.F.S.Grundtvig: Sigmund Volsung: Tredie Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigmund Volsung: Tredie Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Norners og Asers Kamp |Optrin af Norners og Asers Kamp]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Sigmund Volsung'''<br><big><big>'''Tredie Samtale'''</big></big>
</center>

:'''Tredie Samtale.'''

:Kongehallen.

::''Sigmund:''

::Graahærdede! Jeg dig lod kalde hid,
::For dig min Nød at klage, dig at spørge.
::Om grumme Norner ej vil holde op,
::Vor<ref>[1. Udg.: Min.]</ref> Slægt at øde?

::''Godmund:''

::Strænge, dog ej grumme,
::Er vise Norner. Hvad er hændtes nu?

::''Sigmund:''

::Sinfjotle døde; jeg det maatte volde;
::Og mere gruelig, end selv hans Død,
::Hans Jordefærd imellem Folk skal nævnes.
::Jeg, som i Uvid, over Mark ham bar,
::Og kom til Aaen, hvor den stridig rinder:
::Dér laa en Baad, og i den stod en Mand,
::Men venligt Ord han sig tilbød at flytte
::Mig og min Byrde over striden Aa;
::Jeg Liget rakte; det og han forsvandt,
::Og til en Jotun gav jeg vist min Søn.

::''Godmund:''

::Var han ved Sejd af Aser dig vel given?

::''Sigmund:''

::Ja, du har Ret: det maatte saa vel ske;
::Thi utilbørlig maa hans Fødsel nævnes.
::Men nu min Helge: han som andre Mænd
::Jo avledes; dog ogsaa ham jeg misted.

::''Godmund:''

::Men alle Mænd, som fødes, maa jo dø;
::Og dertil véd du selv, at sære Varsler
::Ved Helges Fødsel og en sælsom Lod
::I Liv og Død ham tyktes at forkynde.

::''Sigmund:''

::Du mener hine Volers underlige Syssel,
::Der de hans Livstraad<ref>[1 - Udg.: Skæbne.]</ref> knytted; jeg forstod
::Dem ej. Men nys mig Tidende er baaret,
::At han af egen Maag er dræbt i Lund;
::Selv Odin maatte Spyd til Værket laane.

::''Godmund:''

::Hans fagre Sigrun var jo og Valkyrje.

::''Sigmund:''

::Det var hun; hun har selv sig dræbt
::Og Helges Sønner med. Som fordum Rerer,
::Jeg stander sønneløs i Alderdom.

::''Godmund:''

::Og har du glemt, at du est Rerers Ætmand?

::''Sigmund:''

::Af Volsungs Æt kun lever jeg alene;
::Men Hjordis er med Barn; og nu jeg vil,
::Du om det Barn<ref>[1. Udg.: At du om det.]</ref> mig Norners Dom forkynder.

::''Godmund:''

::Hvi vil du spørge mer<ref>[1.Udg.: end.]</ref> om Norners Raad?
::Har du ej set det nok at aabenbares!

::''Sigmund:''

::Du ilde spaar; men dog jeg<ref>[1. Udg.: Du spaaer ilde; jeg dog.]</ref> spørger end:
::Hvad Skæbne bier det<ref>[1. Udg.: den.]</ref> ufødte? Mon dog Slægten
::Dermed skal ødes? mon derved forplantes? <ref>[1. Udg.: Ødes Slægten I ham? hvad heller skal han den forplante ?]</ref>

::''Godmund:''

::Naar Solen sættes, du i Norners Lund
::Maa spørge; dér dig sanddru Svar skal undes.

::''En Hirdmand:''

::Nys ere Hundings Sønner komne hid;
::Paa Helges Fader agte de at hævne,
::Hvad Helge brød, da deres Fader faldt.

::''Sigmund:''

::Lad Hornet gjalde over Sletten flux!
::Mig lyster gjærne Sværdelarm at høre.
::Igjennnem Brynjen ej kan Sorgen trænge ind,
::Og Sjælens Styrke under Jærnet voxer.
::Men Hjordis flyttes skal i Hast til Lund;
::Om Skulde<ref>[1. Udg.: Odin.]</ref> os i Dag vil nægte Sejer,
::Ej Vikinger maa finde hende her.

::''Godmund:''

::Far vel, Kong Sigmund! Længe har jeg levet;
::Det kan jeg mærke paa, hvad jeg har set.
::Hvis end før jeg til Odins Sal du kommer,
::Da hils din Fader fra hans gamle Ven!

:Valen.

::''Hjordis:''

::Alt Dagen gryr, og<ref>[1. Udg. : Alt gryer Dagen.]</ref> ikkun Ravneskrig
::Nu høres lyde over øde Val;
::Dog, sagte Gispen hører jeg med Gysen,
::Og maa dog gange gjennem Blodet frem,
::De kjære Lig og ''Sværdet'' at oplede.

::''Ternen:''

::Hist runder sig en Ring af faldne Kæmper,
::I deres Midte findes Kongen vist.

::''Hjordis:''

::Ja visselig! det er ham selv: han bader
::Til Valhals Fest sig i en Rosens-Flod<ref>[1. Udg.: den røde Flod.]</ref>;
::Og Liget dér, det er jo og min Faders. —
::Ejlime! Sigmund! gamle, faldne Kæmper!
::Er Tungen stivnet, Aandedraget stemt,
::Saa ej I mægte end et Ord at mæle?

::''Sigmund:''

::Hvem kalder mig?

::''Hjordis:''

::Din ''Hjordis:'' End du lever!
::Kan dine Saar ej læges?

::''Sigmund:''

::Store Saar
::Kan sammengro; men se det brudte Vaaben!
::Og uden det jeg vil ej længer leve.

::''Hjordis:''

::Forunderligt! Hvo mægted ''Gram'' at bryde?

::''Sigmund:''

::Kun han, som gav det. Midt i haarden Strid
::Mig Odin mødte, holdt sit Skjold mod Sværdet,
::Og Sværdet brast; nu ogsaa han forlod
::Sin Slægt, og vil, at den skal ødelægges.

::''Hjordis:''

::Han vil det ej. O, glæd dig, gamle Kæmpe!
::Den Søn, jeg bærer under Hjærte nu<ref>[1. Udg.: Hjærtet end.]</ref>,
::''Ham'' frelste Odin, da han Sværdet brød;
::Thi var det helt, det maatte ham forraade<ref>[1. Udg.: fordærve.]</ref>.
::O! vil du høre høje Norners Dom?

::''Sigmund:''

::Jeg har ej Tid; jeg maa til Valhal ile,
::At takke Odin. Vogt du Gram!
::''Hjordise''<ref>[''Hjor'' = Sværd.]</ref> nævnedes du ej omsonst.

::___

::''Godmund:''

::Er ej endnu<ref>[1. Udg.: endnu ej.]</ref> vi komne nær til Valen?
::Alt som vi gaa, jeg vissere det mærker,
::At snart udrundet er mit Timeglas;
::Men dog mig bæres for, at Livets Lys
::Ej før ved Sigmunds Lig skal rent udslukkes.

::''Torkild:''

::Nu stander du for Sigmunds Helte-Lig, <ref>[1. Udg.: røde Lig.]</ref>
::Og hos dig staar Hjordise vel til Mode.

::''Godmund:''

::Hvorledes? vel til Mode her paa Val?

::''Hjordis:''

::Ja, gamle! Kan jeg give Rum for Sorgen
::I denne Glædesstund, da Odin selv
::Har frelst sin Slægt ved Gram at sønderbryde!

::''Godmund:''

::O, stol dog ej paa disse sære Tegn,
::Der love Held og dobbelt Vanheld avle!
::O, kan da ej selv Volsungætten lære,
::At Odin kun er denne Verdens Gud,
::Og at, saa tit han vove vil at trodse
::Den underlige, hemmelige Magt,
::Som kun forblommet gjennem Norner taler,
::Uvidende han styres i sin Trods
::Til, selv de høje Norners Raad at fremme?
::Stol derfor ej paa dette Sværdets Brud!
::Thi vid, den Haand, som det kan sammenføje,
::Sig rører over Mulde kraftig<ref>[1. Udg.: kraftig over Mulde.]</ref> end !

::''Hjordis:''

::O, hvilken Angst du mig i Blodet jager!
::Ej tør jeg stedes her; jeg vil bortfly
::Og skjule mig i Nordens Vætteværn<ref>[1. Udg.: imellem Nordens Is.]</ref>.

::''Godmund:''

::Ak, arme Dronning! hvor vil du henflygte?
::Véd du det ej, at under Askens Rod
::Vi alle bygge, og at over Roden
::Er Nornernes usynlige Palads! —
::O, sig mig, Torkild! er ej Solen oppe?

::''Torkild:''

::Just nu opstiger den i Østerlide.

::''Godmund:''

::O, vend mig mod den, at dens første Straale
::Kan skinne paa det lukte Øjelaag,
::Og jeg nedknælende i Ydmyghed kan bede
::Til ham, som ved sin Almagt skabte den!

::O, tro mig, Torkild, kjære Fostersøn !
::Ej blind jeg blev, da Øjet sig tillukked,
::Nej, blind jeg var fra Livets første Morgen;
::Kun sent jeg mærked det; og mere sent,
::Da alt det synlige forsvandt for Øjet,
::Et Glimt af Lys sig tændte i min Sjæl.
::Men ak! det er kun som en Aften-Stjærne<ref>[1. Udg.: liden Stjærne.] </ref>:
::Vor Gudehær forsvinder ved dens Skin,
::Og over Valhal ser jeg Mørket ruge.
::Jeg lokkes venlig mod det ubekjendte:
::Mod Gimle, mod de lyse Alfers Bo;
::Men Vejen kan den Stjærne mig ej vise,
::Og tør jeg tro, den gjennem Valhal gaar?
::Ej Stjærnen kan det kolde Hjærte varme, <ref>[1. Udg.: Det kolde Hjærte kan ej Stjærnen varme.]</ref>
::Og ængstelig det klapper mig i Bryst.
::Alt længe har det sukket efter Ro ;
::Og nu, da endelig den store Time kommer,
::Nu ængstes det, nu vælter sig med Il
::Det tunge Blod mod kolde Hjærtekammer,
::Og skjælver for at finde Døren lukt.

::''Torkild:''

::O, gamle Fader! ængstes dog ej saa!
::Hvorledes end det er med det forborgne,
::Som raader over Guderne og os,
::Har du jo dog i Ydmyghed henvandret,
::Med villigt Øje spejdet efter Lys,
::Og fulgt den Sti, du mente did at føre.
::Om du for vild, din Brøde var det ej;
::Og Lyset véd, at du det vilde fulgt,
::Hvis det at se du ikkun havde mægtet.

::Saa vær da rolig i din sidste Stund,
::Som du det var igjennem hele Livet!
::Du kan det uden Frygt; og det for mig
::Var grueligt, i Fald jeg maatte skjælve
::For, Fader! dig at ligne i din Død;
::Da ingen Mand jeg véd paa Jorden til,
::Som heller jeg i Livet vilde ligne.

::''Godmund:''

::O, ti, min Søn! og ros mit Levned ej!
::Til Niddingsid jeg aldrig lokket blev,
::Mit ømme<ref>[1. Udg.: bløde.] </ref> Hjærte skjalv for Morderdolken<ref>[1. Udg.: Mordidrætter.]</ref>,
::Og til at lyve var jeg alt for stolt;
::Men dog velsignede, jeg dem, som røved<ref>[1. Udg. myrded.]</ref>,
::Forkyndte, skjønt det mig i Hjærtet skar,
::At Mennesker man skulde Guder ofre.
::Ved mangen Gjerning og ved mangt et Ord,
::Og fremfor alt ved Lyster og ved Tanker,
::Var noget i mig, som med Tordenrøst
::Mig bød for det usynlige at skjælve.
::Vel stred jeg mod, hvad denne Røst forbød;
::Men ak, saa tit jeg dog blev overvunden,
::Og Mindet avlede et bittert Nag,
::Som piner mig i denne store Time.
::Med dette Minde, dette Nag jeg skal
::Nu stedes frem for det usynlige:
::Hvorledes tør jeg vente Ro og Glæde?

::O, var det sandt, at bag ved Døden end
::Os Kræfter følge, og en Kamp os bier,
::Hvorved forsones kan vor store Skyld, —
::O, var det sandt, at vi i Surturs Lue,
::Naar Jord og Himmel bli'r en Askehob,
::Kan renses, lutres fra al jordisk Smitte
::Og svinge os til Gimles lyse Borg, —
::O, var det saa, da døde jeg nu<ref>[1. Udg.: saa.]</ref> rolig.
::Men ak! hvorpaa er bygt den gamle<ref>[1. Udg.: hele.]</ref> Tro?
::Kun dunkle Sagn, hvis Udspring ej vi kjende,
::Og Gætteværk den løse Grundvold er,
::Der, gyngende som Bifrøst, bristefærdig, <ref>[1. Udg.: Der gyngende i Luften sig bevæger.]</ref>
::Skal bære Valhal, Gimle, Aser<ref>[1. Udg.: Guder.]</ref>, os, —
::Og vejres hen dog ved et Aandepust. <ref>[1. Udg.: Og svinder selv for lette Aandepust.]</ref>

::At noget ''ondt'' er til, vi kan fornemme,
::Om end hvert Sagn om Turser kun er Løgn;
::Det ondes Magt vi maa vel og bekjende.
::Da det saa tit i Liv os overvandt.
::Ak, hvad om nu hvert Sagn, hvorpaa vi stole,
::Udrugedes kun af det ''ondes'' List!

::''Torkild:''

::Forfærdes maa jeg ved din sidste Tale,
::Men vil dog ej fortvivle, kan ej tro, <ref>[1. Udg.: Men kan dog ej fortvivle, eller tro.]</ref>
::At det forborgne, som for alting raader,
::Tillod det onde os at daare saa:
::Tillod, at den, som efter Lyset higer,
::I Mørket altid skulde fare vild,
::At den, som dybt med Suk sin Svaghed føler,
::Ej skulde styrkes, og dog lide Straf.

::''Godmund:''

::O, ti, min Søn! du ængster mig kun mer,
::I det du mener Trøst mig at indgyde.
::Thi vid! det Folk, som bor i Vest bag Rhin,
::Og de, som syd for Alpefjældet bygge,
::Med mange andre, som man har fortalt,
::''De'' har en Tro, som skal stadfæstet være
::Ved mange underlige Tegn.
::Og er det sandt, da kan den Hjærtet trøste;
::Thi den forkynder en almægtig Gud,
::Som over Mennesker sig har forbarmet,
::Sin Søn nedsendt, som ved et Almagts Lyn
::Har sønderknust den fule Troldevrimmel:
::En kjærlig Gud, som vil for Sønnens Skyld
::Tilgive hver, som sine Fejl fortryder,
::Og skjænke ham af Naade Salighed.

::Det har jeg vidst igjennem mange Aar,
::Og dog jeg ej har til det Folk henvandret,
::At høre fuldt og sanddru Vidnesbyrd;
::''Det'' piner mig nu i den sidste Time.
::O, Torkild, Torkild ! du er ung endnu,
::O, skynd dig bort, lad mig kun dø alene!
::Du kan ej hjælpe mig; og om nu brat
::Din sidste Time kom, du laa som jeg
::Af Angst omspændt i Dødens bitre Kvaler.
::O, skynd dig hen til kristent Land og Folk!
::Og undes dig den trøstefulde Lære
::At tro, da bed for mig til Kristi Fader,
::At han forlader mig min store Skyld! —
::Ak, Hjærtet brister, Kristus! Frelser! Ak!
::Ak, tør jeg mig ved din Forsoning trøste?

::''Torkild:''

::Du tør. Forunderlig opgik mig Lys i Sjælen,
::Og straalende en Skikkelse jeg saa',
::Som strakte kjærlig ud mod dig sin Haand.
::O, grib den kun! den skal dig føre
::Igjennem Gravens Nat til lyse Himle.

::''Godmund:''
::Jeg griber den med Tro og dør.

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Sigmund Volsung: Tredie Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: N.F.S.Grundtvig: Sigmund Volsung: Tredie Samtale