Carsten: Sigurd og Brynhild: Anden Samtale

2018-06-30T19:01:04Z

Sigurd og Brynhild: Anden Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigurd og Brynhild: Anden Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Norners og Asers Kamp |Optrin af Norners og Asers Kamp]]''' af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Sigurd og Brynhild''' <big><big>'''Anden Samtale'''</big></big>
</center>

:Gnyta-Heden.

::''Sigurd:''

::Er end vi ikke nær ved Ormekulen<ref>[1. Udg.: Ormehulen.]</ref>?
::Ej meget véd jeg være mere fælt,
::End saa at vandre paa den nøgne Hede,
::Som er sin egen Grænse, hvor for Græs
::Og fagre Urter ikkun tørre Stilke
::Af Jorden rage frem med hæslig Lød,
::Af sort og rødt en fæl og sælsom Blanding,
::Som om et Hav af edret Ormeblod
::Var rullet over, havde Saften tæret,
::Og bredt sin Farve ud til Lyst for Hel<ref>[1. Udg.: til Aldres Gru.]</ref>;-
::Vil Øjet løfte sig, en skallet Høj,
::Ej mindste Træ, er, hvad det møder.

::''Regin:''

::Hvor du er bleven mod i Hu!
::Ej tænkte jeg, en saadan dygtig Kæmpe
::Saa kunde længes efter hvidt og grønt.
::Det røde er jo dog hans egen Farve;
::Det sorte, som er mænget lidt iblandt,
::Kan lede ham til smukke Alvorstanker
::Og minde ham om Enden paa hans Daad:
::Om sorte Jord, som skal hans Hænder tørre,
::Naar han har tvættet dem i røde Bad.
::Ej sandt? naar Tingen saa med Kløgt udlægges,
::Da kvæges Synet af den brune Lyng.

::''Sigurd:''

::Du onde Jotun! du er bange for,
::At jeg skal glemme, hvor det er, jeg vanker:
::At her jeg ganger mellem Blod og Død,
::For dig at tjene, trods min Moders Kvide.

::''Regin:''

::Saa lød din Tale ej, da første Gang
::Du løfted Gram og haarde Ambolt kløved,
::Ej heller, da din Faders Banemand
::Du skar som Klæde: da dig tyktes,
::Du kjøbte Sværdet ej for dyrt.
::Dog, dig vel tykkes end det samme,
::Undtagen just, naar gamle Kærlingsagn
::I Hug dig rinde; og det mig fortryder,
::At jeg saa halv om halv var Skyld deri,
::Fordi jeg mente med en artig Skjæmt
::Dig lidt at muntre op. — Du klager over,
::At her er intet Træ; men ser du hist
::Det graa, som løfter sig i vide fjærne?
::Det er et Træ, hvis Mage ej du fandt
::I alle Sælands tykke, mørke Skove.
::Ej har det Top, ej Grene og ej Rod,
::Men Bullen gjemmer i sig<ref>[1. Udg.: Bullen er det ogsaa.]</ref> alt tilsammen.
::Vel er den hul, men derfor ikke tom;
::Thi inden for sin Bark hin graa og haarde
::Den gjemmer Frugter, man maa lystes ved
::Naar én af dem man plante vil i Jorden,
::Da voxe Blomster op<ref>[1. Udg.: nok.]</ref>, og stolte Borge,
::Og væne Møer, alt, hvad lifligt er.

::''Sigurd:''

::Det er da Fofners Borg, vi skue?

::''Regin:''

::Saa er det. Hælvden er forbi
::Af store Værk; den anden Hælvde
::Er let: du svinger ikkun Gram,
::Og alle hine skjønne Frugter
::Tilhøre os.

::''Sigurd:''

::Hvis det dig tykkes
::Saa let en Id, jeg dig vil laane Gram,
::Og lystes ved at se din Manddom.

::''Regin:''

::Du skjæmter; men jeg véd for godt,
::Du ikke miste vil den Gammen,
::At ligne Asator: at sende ned
::Til sorte Hel en giftig Jotun.

::''Sigurd:''

::Det kunde jeg endda, hvordan det gik,
::Og I da fulgtes ad som vakre Brødre.

::''Regin:''

::Din Skjæmt er hvas; dog, det vil intet sige;
::Jeg selv er stundum og lidt spøgefuld,
::Som du vel alt<ref>[1. Udg.: og.]</ref> har mærket. Men, blandt andet,
::Du loved mig, for<ref>[Saal. 1. Udg.; 2. Udg.: naar.]</ref> jeg dig kjendte Raad,
::At jeg af Fofners Arv alt, hvad mig lysted,
::Og maatte tage frit. Han har et Mon,
::Som mellem alle mest jeg higer efter;
::Og da kanske du selv til det fik Lyst,
::Jeg forud dig vil sige, hvad det er:
::Det er en Ring, just ej saa meget vægtig,
::Men fager dog til Syne; den jeg først
::Og fremmerst mig af Byttet kaarer.

::''Sigurd:''

::Saa? gjør du det? Mig tykkes dog, at den,
::Som Fofner dræber, og maa være nærmest
::Til Ring og andet, som han hos sig bær.

::''Regin:''

::Men derom meldtes fordum ved vor Pagt
::Jo ej et Ord. Den Ring er kunstig;
::Du véd, paa sligt jeg sætter megen Pris.
::Var ikke det, jeg lod dig mer end gjærne
::Den Ring beholde; thi det er just den,
::Som voldte Hrejdmar Bane; vel ej heller
::Den bringer anden Ejer meget Held.

::''Sigurd:''

::Hel listig mener du for mig at dølge
::Det sært forborgne i den fagre Ring.
::Kun én Gang hørte jeg den hidtil nævne
::Af kløgtig Læbe i en bange<ref>[1. Udg.: hellig.]</ref> Stund.
::Dens Vilkaar ej jeg hørte; men mig tykkes,
::Da du, som sikkerlig med dem er kjendt,
::Dog efter Ringen higer: det er vissest,
::Jeg tager den.

::''Regin:''

::Ej er det Ret,
::Men som man det af Asamænd kan vente.
::Dog ét du mindes! dersom denne Ring
::Dig Bane volder, da det var ej<ref>[1. Udg.: var det ikke.]</ref> Regin,
::Som voldte den.

::''Sigurd:''

::Hvor det dig klæder godt,
::At drage saadan Omhu for min Velfærd!
::Men jeg dig siger, trods din Jættekløgt,
::At Ringen jeg vil eje, jeg vil raade<ref>[1. Udg. vil jeg eje, vil jeg raade.]</ref>.
 

:Fofners Borg.

::''Fofner:''

::Med Vaaben sanke Drotter røden Guld
::I Holmgang og paa Vikingstog saa vide;
::Da sidde de i Hallen, drikke Mjød
::Af dybe Horn, og skifte atter Guldet
::Imellem Kæmperne paa lange Bænk,
::Saa atter det maa vidt paa Jord omvanke,
::Før det igjen kan samles, finde hjem<ref>[1.Udg.: samles udi Hal.]</ref>.
::De galne! dem den<ref>[1.Udg.: vist dem.]</ref> stærke Mjød beruser:
::De ej forstaa at skatte ædel<ref>[1.Udg.: dyre.]</ref> Malm,
::Og ej at nyde den; de mene daarlig,
::Den ej er noget i sig selv, men kun
::At tragte efter som en Medekrog,
::Hvormed man fange kan alt, hvad man lyster!
::Den dorske Æt, som ej begribe kan:
::Det være maa det ypperste<ref>[1. Udg.: højeste.]</ref> paa Jorden,
::For hvilket alt paa Jorden er til fals,
::Saa<ref>[1. Udg.: At.]</ref> alskens Lyst er ringere end det,
::Hvorfor den kjøbes! Jeg begriber,
::Hvad Guldet er; og da i Faderbryst
::Jeg Sværdet skjulte, ogsaa ret jeg lærte
::At skjønne paa dets høje Værd.

::Kun Vand jeg drikker, mager er min Kost,
::Og ingen Kvinde mig i Armen sover,
::Jeg føder ingen Sans, paa det at alt
::Opfyldes<ref>[1. Udg.: Beruses.]</ref> kan i Samling af det ene.
::Hvor er den Kvinde vel paa Jord, hvis Kind
::Er fin og glat som disse jævne Plader,
::Hvis Øjne skinne som den blanke Malm,
::Og af hvis Yndighed man aldrig mættes!
::Kun ét jeg ej begriber: hvorfor Mad
::Og Drikke jeg behøver for at leve.
::Vel<ref>[1. Udg.: Saa.]</ref> tit jeg prøved at undvære det; men dog
::Endnu, til Trods for al min Stræben, nødes
::Jeg til at bryde af min Salighed
::Med slig en ussel Idræt; ja, end ikke
::Jeg hindre kan, at Guldet med sin Pragt
::Jo glemmes, naar den tørre, hede Læbe
::Til Kruset haster; selv i denne Stund,
::Skjønt dybt i Guldets Herlighed nedsunket,
::Uvilligt drives Øjet hen mod Skaal.
::Saa skynd dig da, du fule, dumme Tunge!
::Og dyp dig hastig i det lede Vand,
::At Guldets Pris igjen du kan istemme!
::Det er det højeste du kan; og dog
::Du ej udtrykker<ref>[1. Udg.: Kun slet du siger.]</ref>, hvad jeg i mig føler.

::O, kunde ''det'', som i mig tænker, føler,
::Min Krop forlade, selv forene sig
::Med Guldet, da jeg først var ret lyksalig.
::Vel hundred Gange kan om gyldne Dynge
::Jeg vinde mig, og slimet Ormeham
::Sig fast kan klæbe; men i hver en Fure
::Ej kan jeg trænge ind<ref>[1. Udg.: Jeg ej kan trykke mig.]</ref>, ej røre ''alt''.
::O, vidste jeg kun, at jeg kunde være,
::Og være her, skjønt Kroppen raadned hen,
::Da skulde jeg med smeltet Guld mig læske,
::Og give saa min Sjæl et bedre Hus,
::Der kunde staa foruden Mad og Drikke.

::Dog, det er uvist, om jeg kunde være,
::End mere uvist, om jeg ej til Hel
::Nedstødtes, hvor man siger, vi skal sulte<ref>[1. Udg.: komme.]</ref>.
::Og, om jeg blev her end, hvo véd,
::Om ej en dødelig da kunde mægte
::At rane bort min Skat, min Salighed,
::Og lade mig omvanke paa den tomme Hede! —
::Nej, leve vil jeg, altid vil jeg leve,
::Som nu jeg er; thi nu tør ingen vove
::At nærme sig: jeg ejer Ægishjælm,
::Som fylder hvert et Bryst med Rædsel,
::Naar Øjet ser den; jeg kan skabe mig
::I Ormelignelse og Edder hvæse;
::Hvor er vel den, som ejer Mod og Kraft
::Til mig at møde, og som ikke falder!

::Jeg véd, han er; men der er ikkun én,
::Kun ét er Sværdet, mig kan Bane volde,
::Og det er brudt. Hvem gjør det helt?
::Min Broder kan det, — men han er en Jotun,
::Og Sigurd er af Asaæt; naar saa'
::Man slige to at virke Idræt sammen! —
::Ja, Loke, det er sandt, han Odin hjalp,
::Og dræbte Odder, han er og en Jotun, —
::Men skuffed og den lede Asamand.
::Det vil og Regin, men — hvad kan det nytte,
::Naar først jeg myrdet er? — Dog, hvem har sagt,
::At al den Snak er sand? Naar man nyfigen
::Vil Ødet vide, tit man faar en Løgn
::At løbe med; saa er vel ogsaa dette.

::Nu, Tunge! stærkt du raaber om din Drik,
::Og har den slet fortjent; saa drik da! —
::Men fy! det stinker: otte Dage har
::Det ogsaa standet her; jeg maa da vel,
::Saa nødig end jeg vil, min Skat forlade.

::Saa præg da, Øje! fast det gyldne Billed,
::Saa ej det svinder paa den korte, lange Vej!
::Du, fagre Ring! skal mig til Bækken følge,
::Og naar du spejler dig i klare Vand,
::Da skal jeg mene, jeg min Skat forøger. —
::Hvi ryster saa min Finger, som om den
::Var bange for den fagre, røde Lænke?
::Det er den Ring, som jeg af Hrejdmars Haand
::Med Møje drog, den Gang den vilde isne;
::Det er den Ring, om hvilken Odin spaade,
::Den skulde Hrejdmar volde<ref>[1. Udg.: volde Hrejdmar.]</ref> Banesaar.

::Hvi mindes jeg alt dette nu? Hvi tykkes
::Det mig her inde, som jeg halv fortrød
::Den Gjerning, der mig skaffed Guldet?
::Det er, fordi jeg tørster; aldrig sligt
::Jeg ellers mindes. Men — om Ringen
::Nu ogsaa mig til Bane blev som ham!
::Ej den, det véd jeg bedst, bar<ref>[1. Udg.: bær.]</ref> Skylden ene;
::Og skal for den jeg ræddes, maa jeg ræddes jo
::For denne hele Dynge. Nej, det vil jeg ikke.
::Nu læsker jeg min Tørst, og drukner saa
::De fæle Griller, som mig vil forstyrre.

::Jeg først dog maa til alle Kanter se,
::Om noget sig paa nøgne Hede løfter.
::Nej, dér er intet, dér ej heller, dér —
::Ja, dér jeg ser en Hest, som bider Lyngen.
::Hvor kom den fra? hvem ejer den? —
::Det gyser i mig. Hvad om nu min Time
::Er kommen alt: om jeg for sidste Gang
::Mit Øje mætter paa de gyldne Dynger!
::Om evig det skal lukkes nu, ja, lukkes,
::Og aabne sig kanske, hvor der er intet Guld,
::Hvor sorte Hel, min Fader med sin Vunde,
::Og tunge Edderstrøm jeg kun skal se!

::Jeg gaar ej ud, jeg bliver her; — men Tungen,
::Den brænder som en Glød. O, havde jeg
::Dog ej det skidne<ref>[1. Udg.: raadne.]</ref> Vand udkastet!
::O, havde jeg dog over Bækken hist
::Mit Hus opbygget! o! da var jeg sikker.
::Men gange maa jeg nu, om jeg vil leve.
::Det er vist og kun Angsten, som forfærder
::Mig saa. Naar jeg i Ormeham
::Mig skyder sagte gjennem Lyngen,
::Hvem ser mig da? — Far vel, mit Guld!
::Dog nej, kun jeg vil fare vel;
::Men du skal blive her; og naar jeg kommer
::Igjen, da skal jeg anderledes spare,
::Og selv den allersidste, seje Draabe
::Skal læske mig.
 

:Aabakken.

::''Fofner:''

::Hvem est du, lede! mens det undtes dig
::At fæste Vaaben paa min glatte Hud,
::Og ryste af dig skarpe Edderstrømme?

::''Sigurd:''

::Mit hæderlige Navn er ''Fofnersbane'',
::Og med min Fader døde Slægten ud,
::Hvorfra jeg stammer. Kjender du mig nu?

::''Fofner:''

::Gid du var raadnet i din Moders Liv,
::Du Sildefødning! saa var jeg nu fri
::For her mig i mit eget Blod at vælte. —
::Hvad vilde du og her? du Asahund!

::''Sigurd:''

::Mig Nornen drev, som efter Ulv paa Heden
::Den snare Hund af sælsom Drift hendrives.

::''Fofner:''

::Men véd du vel, at meget usambaarne
::Er Norner, og adskillig deres Æt:
::Af dem er somme Dvalins falske<ref>[1. Udg.: onde.]</ref> Døtre,
::De skabe Mænd ej heller bedre Kaar;
::Og dem det var, som drev dig ud paa Heden.
::De fagre Ringe og det røde Guld
::Skal vorde dig til Bane. Vil du frelses,
::Da skynd dig hastelig her fra, og lad
::Min Dravge rolig ruge over Guldet!
::Foragt ej Raadet! bedre er mit Raad,
::End du af mig fortjente.

::''Sigurd:''

::Spar din Møje!
::''Jeg'' raaded ''dig'' at fare brat<ref>[1. Udg.: ned.]</ref> til Hel;
::Mit Raad du lyde maa, dog lidt det huger
::Dig saa at skilles fra din Ormelyst.
::Men raad ej mig! For Guldet ''jeg'' vil raade.
::For Skæbnen raade Norner, som de vil!

::''Fofner:''

::Ja, dø jeg maa, deri du sagde sandt,
::Jeg vrider mig alt i de sidste Bugter;
::Men fagre Ringe og det røde Guld
::Skal vorde dig til Bane, det mig glæder,
::Mig glæder, om<ref>[1. Udg.: som.]</ref> jeg glædes kan; — thi, se!
::Dér stander sorte Hel, med giftig Aande
::Hun kvæler mig, — og dér min Fader staar
::Med nøgne Knokler! Dér, ja, dér jeg stak.
::Men jeg er ogsaa stungen, gamle Jotun!
::Lad vore Knokler rangle mod hinanden,
::Og lad os maale vore Saar!
::Mit er saa dybt — saa dybt — jeg dør.

::''Sigurd:''

::Nu er den Idræt virket da, han døde.
::Vel béd du, hvasse Gram! men Blod
::Af fule Orm skal ikke paa dig ruste;
::I høje Lyng jeg dig skal stryge ren,
::At blank igjen du straale kan i Solen,

::''Regin:''

::Til Lykke, Sigurd! med dit store Værk!
::Nu først du ret kan smage Asagammen,

::''Sigurd:''

::Hvad smagte du i Lyngen, hvor du laa,
::Imens jeg stred? Er Hjærtet ikke hoppet
::Dig ud af Livet end? mig tyktes dog<ref>[1. Udg.: ret.]</ref>,
::Jeg kunde høre, hvor det banked Jorden.

::''Regin:''

::Og er ''det'' Rædsel: at man dølger Øjet
::For Broderblod, at Hjærtet banker,
::Naar Broderens maa holde op at slaa?
::I Asamænd, det véd jeg vel, er stærke,
::Og røres ej ved sligt; vi derimod
::Er nærmere i Slægt med vore Frænder.
::Derfor jeg ogsaa kræver nu til Bod
::For dræbte Broder, efter Jættesæd,
::At du hans Hjærte steger mig til Spise;
::Thi, skiltes end i Livet Brødres Hjærter,
::I Døden dog de sankes maa igjen.

::''Sigurd:''

::Fra denne Stund jeg sikkerlig maa sande,
::At inderlig er Jætte-Kjærlighed;
::Og Arvelysten bliver ej tilbage.
::Aldeles sømmelig er slig en Bod
::For den, der selv sin Broder Døden voldte.
::Men véd du og til visse, om et Hjærte
::Der findes i den døde Jættekrop<ref>[1.Udg.: den døde Krop.]</ref>?

::''Regin:''

::Ja, spot kun du! men gjør, som<ref>[1.Udg.: hvad.]</ref> jeg dig beder
::Og kald det længe nok min Arvepart!
::Da jeg har med en saadan Helt at skifte<ref>[1.Udg. skaffe.]</ref>,
::Den øvrige maaske kun vorder tynd.

::''Sigurd:''

::Maaske! Den Anelse var ikke af de værste;
::Og i det mindste skal du ej umage
::Dig stort med Ringen, som jeg nok kan se,
::Du skotter efter; thi den snart skal sidde,
::Hvor du den lader sidde vist i Fred.
::Den sidder fast, forbandet fast, den Ring! —
::Vær stille, Regin! træk mig ej tilbage!
::Thi, skal jeg vende mig, saa skjælv!

::''Regin:''

::Ja, vend dig kun, og hug kun dygtig til
::Paa ham, der trækker! han kan taale det.

::''Sigurd:''

::Du spotter? Nu, saa mærk! nu falder Gram. —
::Hvordan? her er jo ingen? Arge Jotun
::Har under Jorden nu<ref>[1. Udg.: ej.]</ref> du fjælet dig?

::''Regin:''

::Hvis du vil se mig, faar du vende dig
::Til Siden, hvor jeg er.

::''Sigurd:''

::Hvorledes?
::Du stod da lige for mig, trak mig ej?
::Du kogler, Jotun! men, ved alle Guder
::Og Norner med: den Ring skal være min,
::Om og enhver af disse dyre Stene
::Mig bragte Død og Undergang, om end
::Jeg Fingrene skal kløve tusendfold.
::Dog, bi! nu kommer den, nu er den løs.
::Nu har jeg den. Nu, vil du skaade
::Den fagre Ring, som du skal aldrig faa?

::''Regin:''

::Jeg faar ej Tid til selv at være glad,
::Blot for at se din overvættes Gammen;
::Thi ellers kan du tro, jeg heller ser
::Den fagre Ring paa dig, end paa mig selv.

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Sigurd og Brynhild: Anden Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Sigurd og Brynhild: Anden Samtale