Carsten: Sigurd og Brynhild: Tredie Samtale

2018-07-01T17:57:45Z

Sigurd og Brynhild: Tredie Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigurd og Brynhild: Tredie Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Norners og Asers Kamp |Optrin af Norners og Asers Kamp]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Sigurd og Brynhild'''<br><big><big>'''Tredie Samtale'''</big></big>
</center>

::''Sigurd:''

::Hvor hen mon denne dunkle Sti mig leder?
::Den sælsomt nok sig snor i Bugt og Ring. <ref>[1. Udg.: Den ganger sælsomt over Bjærg og Dal.]</ref>
::Ej har jeg kaaret den; men Fugle flyve,
::Og Grane følger dem, han faar at raade.
::Thi hvor er Brynhild? hvor er Gjukes Borg,
::Som Fuglene i Sangen for mig nævned?
::Jeg véd det ej, og dog saa dybt
::Jeg længes efter, dem at se og finde;
::Thi noget maa der være, noget stort,
::Som skal ved mig udrettes; før min Fødsel
::I dunkle Spaadom det jo er bebudet,
::Og alt jeg i mit nys begyndte Liv
::Har mere underligt i Verden fristet,
::End mangen Kæmpe, naar hans Liv er endt.

::I mig maaske skal Volsungætten ødes;
::Det mig bedrøver, harmer mig des mer,
::Da det min Moder saa maa volde Kvide;
::Men er det mig, som volder det og den?
::Har jeg det ej i Sandhed alt befundet,
::Jeg drives af en høj og mægtig<ref>[1. Udg.: en saare mægtig.]</ref> Haand,
::Saa<ref>[1. Udg.: Og.]</ref> Regin havde Ret: ej var det mig,
::Som slog med Vingen, da sig Stormen rejste
::I dette Bryst; — men heller ikke ham.
::Ej nytter det at prale med sin Styrke;
::Thi Stunden kommer, da den tæres hen,
::Om ej med Blodet alt den er udrunden;
::Vi stande alle under Norners Lov,
::Og Kæmpen ej det sømmer sig at gruble
::Paa det, som dog kan aldrig grundes ud;
::Han frygter ej for Tiderne, som komme,
::Men virker djærvt i hver en Livets Stund.

::Hel brat er Fjældet, tung er Byrden, Grane!
::Og gjærne gik jeg paa min egen Fod;
::Men uden mig du vil jo ej fremgange.
::Et sælsomt Frændskab er imellem os,
::Og, som i Lunde Hesten ofres Aser,
::Saa ofrer selv du villig dig til mig.
::Hvad stander hist? En Skjoldborg sig jo løfter,
::Og straaler vidt af røden Lueild,
::Som trindt den blusser. Did hen løber Stien,
::Og dristig, Grane! stiler du der hen.
::Kan Ild du træde? jeg den gjennemride?
::Sig Luen deler. Ikke fylgjeløs
::Jeg kommer, dog mig selv en Gaade.

::Hvem ligger der? En Kæmpe, klædt i Staal,
::Saa fast, saa stille, som fra Tidens Fødsel
::Han havde ligget der; den Torn, som hist
::Ved Hoved stander, tykkes saare gammel,
::Den skygger bredt og tjælder over ham,
::Og dog er alt omkring saa friskt og nyt,
::Som om han nys sig lagde til at sove.

::Forunderligt! Jeg vil dog Hjælmen løse,
::Og blotte Aasyn skal mig lære mer. —
::Hvordan? Den fagreste af Jordens Kvinder,
::Med Livets blanke Farve paa sin Kind!
::Forunderligt, men herligt! Valhals Gammen
::Er større ej, og ingen Odins Mø
::Er mere væn og prud. O, lad mig snarlig
::Den hvide Krop fra Jærnets trange Baand
::Udløse! Bort, du fule Torn! du under
::Mig ej den Glæde, Møen hel at skue.
::Hun vaagner, se<ref>[1. Udg.: o.]</ref>, hun rører Øjelaaget!

::''Brynhild:''

::O, længe, længe har jeg maattet sove,
::Og Øjet knap kan aabne sig igjen.
::Hvem er du, lyse, bolde, kjære Kæmpe!
::Som vækked mig igjen til Lys og Liv?

::''Sigurd:''

::Mit Navn er Sigurd, Søn af Sigmund,
::Af Volsungætten er jeg runden op,
::Og født jeg er i en lyksalig Time,
::For dig at se, og for at frelse dig
::Fra sælsom Tryllemagt, ej véd jeg, hvilken;
::Men det jeg véd: om med mit<ref>[1. Udg.: at om med.]</ref> Hjærteblod
::Igjen jeg dig fra Trolde skulde frelse,
::Med Gammen jeg den sidste Draabe lod.
::O, rejs dig, fagre! saa jeg ser dig stande;
::Og sig dit Navn! at jeg kan nævne dig.

::''Brynhild:''

::Mit Navn er haardt, men blødere min Læbe.
::Den trykker jeg nu, Ungersvend! paa din,
::Og kaarer dig til min for evig.
::Brynhildes Bejler! huger dig mit Kaar? <ref>[Denne Linje fattes i 1. Udg.]</ref>

::''Sigurd:''

::Til din for evig! Sig mig, hulde Kvinde!
::Hvi gyser det i hvert mit Ledemod,
::Imens saa fast i Favnen jeg dig knuger?
::Er det, fordi min Tanke ej kan naa
::Til Randen af min fulde<ref>[1. Udg.: store.]</ref> Gammen?

::''Brynhild:''

::Det er, fordi Valkyrien dig kyste;
::Thi Hildur var det, hvem du tog i Favn.
::Men ræddes ej! Jeg gyldne Kalk dig rækker,
::Og den er fuld af Valhals stærke Mjød;
::Naar den du tømmer, Styrke og du<ref>[1. Udg.: og du Styrke.]</ref> fanger
::Til som Einherie at favne mig.

::''Sigurd:''
::Hav Tak, Brynhildur, for din stærke Drik!
::Nu flyder Blodet let i mine Aarer,
::Og Barmen højt af Mod og Kjærlighed
::Nu svulmer<ref>[1. Udg.: Opsvulmer.]</ref>. Jeg er Asers kaarne Yndling;
::Thi alt paa Jorden undes mig i Favn
::Valkyrien at kryste, drikke Valhals Mjød,
::Hvorefter alle Jordens Kæmper længes.

:::''Brynhild:''
:::Dag! jeg dig hilser
:::Med dine blanke,
:::Straalende Sønner!
:::Nat! jeg dig hilser
:::Med dine blege,
:::Venlige Døttre!
:::Her sidde sammen
:::Sigurd og ''Brynhild:''
:::Skuer med milde
:::Øjne til Sædet!
:::Binder om begge
:::Baand, som ej løses!

::''Sigurd:''

::Men sig mig, Brynhild! hvad jeg dig vil spørge
::Hvi rider du ej mer til Odins Ting?
::Hvi ganger du i Valhal ej for Borde?

::''Brynhild:''

::Det volder Odin. Jeg i Striden gav,
::Som ej jeg maatte, ungen Agnar Sejer;
::Da dømte Odin mig til Dvalesøvn<ref>[1. Udg.: lange Søvn.]</ref>,
::Og til at giftes. Ej jeg mægted
::At staa imod; men jeg ved Norner svor,
::At anden Mand mig aldrig skulde eje,
::End den, som med al Rædsel var ukjendt,
::Og<ref>[1. Udg.: Som.]</ref> red med Fofners Guld igjennem Luen.

::''Sigurd:''

::Det er helt underligt. Kan Odins Mø
::En Kæmpe hjælpe, som ej Odin ynder?

::''Brynhild:''

::Dig er det mørkt, og ikkun faa det vide,
::Og lidet kun det sømmer sig for mig
::At røbe Asers Løndom.

::''Sigurd:''

::Kan du dølge
::Din Sigurd noget? Er han ikke din?
::Den ene Tanke kjender jo den anden,
::Og som min egen Tanke er du min.

::''Brynhild:''

::Velan! jeg vil da sige det. Jeg føler,
::At først, naar alt du véd som jeg,
::Jeg fuldt kan sno mig om dit Liv, og holde
::Dig fast igjennem Ragnaroke selv.
::Saa drives Ordet mig og frem paa Læben
::Af samme Magt, som Spydet i min Haand,
::Da Odins Ven paa Valen jeg nedfældte.

::De høje Norner, som fra Ygdrasil
::I Tidens Fødsel underlig udsprunge,
::De raade over rige Guder selv,
::Og styre Tiden frem til Ragnaroke.
::Paa Valen staar med runedækket Skjold
::Hin yngste Norne, og den Kæmpe falder,
::Hvis Navn hun løfter højt for Odins Mø.

::Ej, siden Strid begyndte, er det hændtes,
::At andet Navn paa Skjoldet stod, end det,
::Som Odin havde lydt i Valhal nævnet;
::Kun denne Gang et sælsomt Spil med mig
::Hun drev, og løfted begge Drotters Navne,
::Som om jeg skulde ét udkaare selv.
::Ej Kaar jeg havde dog; thi hver en Rune
::I Hjalmguns Navn mig tyktes idel Blod.

::''Sigurd:''

::Saa er da Odin ej den ypperste af alle!
::Og Nornen ikkun denne ene Gang
::Ham stred imod? Hvad monne det betyde?

::''Brynhild:''

::Ej véd jeg det. Men da du alt vil kjende,
::Hvad mit kan nævnes, bæres det mig for,
::At Odins Slægter det som Varsel gjælder.

::''Sigurd:''

::Og mellem alle min, og mig i min.
::Det er og<ref>[1. Udg.: Det og er.]</ref> spaaet, at i mig skal ødes
::Hin prude Volsungæt. — Dog ingen Ting
::Mig piner, nu, jeg dig har fundet,
::Og leve kan hos dig evindelig.
::Men — kan du ogsaa elske mig?
::Du nævned det som Del af Odins Straf:
::Du giftes skulde; ser du ej i mig
::Et Straffens Redskab, som du gruer for?

::''Brynhild:''

::Ej Kjærlighed jeg noget kjender til.
::Man har fortalt mig, da som spæd min Moder
::Jeg died, blev jeg tørstig ved at suge,
::Til Blodet kom; og naar min Moder da
::Sig vaanded, lo jeg højt; men ellers aldrig
::Et Smil endog paa Barnekind man saa'.

::Jeg voxed op, og naar de andre Møer
::Ved Rammen sad, udsyde Dyr og Fugle,
::Jeg beded dem, alt som de løb og fløj.
::Naar Møer kvad om Kjærlighedens Gammen,
::Da skar det mig i Øren, flux jeg greb
::Mit Sværd og hamred paa de haarde Skjolde.
::Kun naar min Søster sad for Væverstol,
::Et Kvad mig randt i Hu, jeg ej det lærte,
::Men kvæde maatte jeg, saa Huset skjalv,
::Og alle Møer dirrede af Rædsel.
::End maa jeg kvæde det en Gang:

:::Væver, Væver
:::Spydstagers Væv!
:::Tager til Strænge
:::Menneske-Tarme!
:::Mandehoveder
:::Lege imellem!
:::Bruger til Skede
:::Blodige Spyde!
:::Staal være Spole!
:::Slaar saa med Sværde
:::Spydstagers<ref>[1. Udg.: Blodige.]</ref> Væv!

::Jeg sov en Nat alt over Kæmpehøj,
::Og vaagnede i Valhals høje Sale,
::Indviet blev jeg til Valkyrie,
::Og let igjennem Luft og Hav jeg red til Valen.
::Jeg saa' en Gang min Fader under Hjælm,
::Jeg saa' hans Navn opsat paa Norneskjoldet,
::Og vied ham med eget Spyd til Fald;
::Det var mig Gammen, af hans dybe Vunder
::At se udrinde Blodets varme Strøm.
::Mon end du spørger, om jeg dig kan elske?

::''Sigurd:''

::Ja, end jeg spørger, dog jeg vist maa grue;
::Thi jeg er din, — og er du ikke min,
::Med Fofners Guld jeg vanker mere fattig
::End ussel Tigger med sin Stav i Haand.
::Thi sig mig snarlig: kan du elske mig?
::Det skader ej, om efter Hjærteblodet
::Du higer, naar du føler Hjærtet slaa,
::Naar du saa inderlig derefter ikkun længes,
::Som ej du længes efter Sværdesang,
::Naar som Valkyrie du red til Valen.

::''Brynhild:''

::O, du est bold, du vakre Ungersvend!
::Ej haarde Gøndul vraged slig en Bejler.
::Om jeg dig elsker, véd jeg ej;
::Men ét jeg véd: at aldrig dvæled Øjet
::Med slig en Gammen selv paa Odins Sal,
::Som nu til<ref>[1. Udg.: paa.]</ref> dig det fast sig binder.
::End ét jeg véd: at saa' jeg nogen Mø
::Dig hvile udi Arm, da blev jeg galen,
::Og suged ud din sidste Draabe Blod,
::For dig at eje. — Væn dig til min Tale!
::Den er hel underlig; thi saa er min Natur;
::Og Fingren leger mellem dine Lokker,
::Som blodig den har mellem Spyde leget.
::Men vær kun glad! og lad os Livet friste,
::Og dristig nyde al dets høje Fryd!
::Det spaaet er: med dig din Slægt skal ødes;
::Saa er det, thi til Ragnarokes Nat
::Du skal paa Jorden vandre ved min Side;
::Thi ikkun jeg er din Valkyrie,
::Og ikkun jeg kan dig til Valhal vie.

::''Sigurd:''

::Forunderligt! Saa er da Gaaden løst:
::Den<ref>[1. Udg.: Og.]</ref> strænge Norne, som min Slægt forfulgte,
::Sig har forvandlet til en fager Mø.
::O, Hjordis! kunde hid dit Øje naa,
::Saa gjennem Taarer du mit Held beskued,
::Da Nornerne du vilde højt velsigne,
::Fordi de røbed<ref>[1. Udg.: lærte.]</ref> mig de dulgte Sagn
::Og ledte mig til Sværdet under Mulde.
::O, Brynhild! sad jeg saa med dig paa Bænk
::I Gjukes Borg, fuldkommen var min Lykke.

::''Brynhild:''

::I Gjukes Borg? Hvordan? Hvad vil du dér?

::''Sigurd:''

::Jo, elskte Brynhild! Did endnu jeg stunder;
::Men at du vide maa, hvorfor, saa hør
::Det korte Sagn om min Bedrift paa Heden!

::En Jotun, Fofners Broder, lærte mig
::Min Faders Afgang, bød mig søge Gram,
::Og jeg ham loved Fofner at nedfælde.
::Til Gram mig Norner ledte, Regin mig
::Til Gnytas Hede; Ormen maatte briste.
::Men da til Bod hans Hjærte jeg ved Ild
::Lod krympes, som hans onde Broder vilde,
::Jeg Fingren brændte, stak den flux i Mund,
::For dér at svales, og jeg rørte Tungen;
::Da<ref>[1. Udg.: De.]</ref> Svaler fløj saa tæt om mig i Kreds,
::Og halv forstod jeg deres sære Mæle:
::De vared mig for Regin, og hans Blod
::Udstrømmed brat paa Heden; de mig viste
::Til Hindarfjeld og saa til Gjukes Borg,
::Og denne Borg som Guld i Solen skinner
::End for mit Øje; did jeg færdes maa.
::Da kommer jeg igjen og sidder ved din Side,
::Og lystelig vi friste lange Liv.

::''Brynhild:''

::Ja, kunde Idræt saa sig knuge
::Til Idræt fast, som Ordet sig til Ord,
::Foruden Mellemrum og uden Lænke,
::Kan binde tæt, da trode jeg dig vist<ref>[1. Udg.: da troede jeg dig.]</ref>;
::Men nu jeg ser imellem os at ligge
::Et Rum, langt bredere end det,
::Som Gjukes Borg fra Hindarfjeld adskiller.
::Det er, som om vi laa i Brudeseng
::Med draget Sværd imellem os, og ville
::Vi sankes mer, kun over Sværdets Æg
::En blodig Sti henløber. — Sigurd, Sigurd!
::Jeg frygter, end er ''Brynhild'' ej det Ord,
::Som løser dig dit Livs den mørke Tale.
::Men saa skal vorde. Ej jeg véd,
::Om selv du raader, eller stærke Magter
::Dig drive frem; men ét jeg véd til fulde:
::At enten skal jeg sidde dig paa Skjød,
::Med glatte Haand dig Kinden stryge, eller
::Den knytte fast om haarde Sværdefang
::Og styre Odden ind til Hjærterødder.

::Paa Gjukes Borg en fin og fager Mø,
::I Silke svøbt, alt ud ad Døren kiger;
::Og naar du kommer, vil hun kalde dig
::Med Røst, der klinger som en liflig Sang
::Af Skovens Fugle; og hun har en Moder,
::I Troldevid og Kunster mageløs.
::Er til at staa imod du ogsaa mægtig,
::Og er du villig? Ormekjød du aad,
::Og saare frygter jeg, du mig vil svige.

::''Sigurd:''

::Du mig forfærder ved din Tale, Brynhild!
::Men se mig, om du kan, igjennem Øjet
::I Sjælen ind, og tro min dyre Ed,
::Ved Odin, Freja og de høje Norner:
::At aldrig vil jeg ægte anden Mø,
::Var hun end hvid som Svanerne, der svømme
::I Urdas Brønd, og liflig sang som de!
::Hvi skulde jeg det og? Ved dig alene
::Jo al min Attraa hænger fast og fuld!
::Til Gjukes Borg jeg tvinges at henride;
::Den fagre Mø jeg frygter ej, des mer
::Jeg frygte maa for onde Trolddoms Kunster.
::Thi styrk du mig alt med din store Kraft!
::Og del med mig den høje Kløgt, du ejer!

::''Brynhild:''

::Du maa da ride? Sigurd! kan ej stilles?
::Ulykke kun af Færden kan jeg spaa;
::Dog gjærne vil jeg dig i Styrke klæde,
::Og gjærne dele med dig al min Kløgt.

:::Øl jeg dig bærer,
:::Bolde Kæmpe!
:::Styrkeblandet,
:::Fuldt af Hæder,
:::Viet med Sange
:::Og med Stave,
:::Gode Galdre,
:::Glædes-Runer.

:::Mimers Hoved
:::Højt sig løfted,
:::Ord det mæled
:::Lydt om ramme
:::Runestave. <ref>[For de tre sidste Linjer har 1. Udg. to: Da det sande Stave lærte.]</ref>

:::Ristet er<ref>[1. Udg.: var.]</ref> de
:::Rundt paa Svalin,
:::Aisvins Hov
:::Og Arvaks Øre,
:::Ristet rundt om
:::Hjul, som ruller
:::Under Tors
:::Den prude<ref>[1. Udg.: stærke.]</ref> Kærre,
:::Paa<ref>[''Paa'' fattes i 1. Udg.]</ref> Bifrost Bro
:::Og Brages Tunge,
:::Paa<ref>[''Paa'' fattes i 1. Udg.]</ref> Fenris Baand
:::Og Granes Bringe,
:::Nogle end staa<ref>[1. Udg.: Nogle stod.]</ref>
:::Paa Norners Negle.

:::Norners Runer
:::Nævner<ref>[1. Udg.: Rører.]</ref> ingen,
:::Mjød hin stærke
:::Er hos Aser,
:::Er hos Vaner,
:::Er hos Alfer,
:::Somme Draaber
:::Er hos Mænd;
:::I dem rørtes
:::Alle Runer,
:::Som maa røres.

:::Drukket har jeg
:::Dybt af Hornet,
:::Blandet Vædske
:::Dig til Baade;
:::Runer kan du,
:::Naar du drikker,
:::Vel de due,
:::Dog ej Norners
:::Imodstande.

:::Du Ølruner
:::Ret maa kunne,
:::At ej Hexe
:::Dig skal svige:
:::Rist dem paa Hornet
:::Og paa Haanden,
:::Navd paa Neglen!

:::Du skal vie<ref>[1. Udg.: Vie skal du.]</ref>
:::Drik, som bydes,
:::Kaste Løg
:::I Løndoms<ref>[1. Udg.: fulde.]</ref> Bæger;
:::Da jeg véd,
:::At aldrig vorder
:::Mjøden blandet
:::Dig til Men.

:::Kløgt har jeg talet,
:::Nyd, som du nemmer<ref>[1. Udg.: nemmed.]</ref>!
:::Kløgtig er Grimhild,
:::Strænge er Norner;
:::Afgrunden gaber,
:::Du dig forvoven
:::Tumler paa Randen;
:::Selv maa du kaare.
<br><br>

:Gjukes Borg.

:::''Grimhild:''
:::Rød om Midnat
:::Ilden blusser,
:::Kjedlen syder,
:::Drik beredes,
:::Stærk og liflig.
:::Glæd dig, Odin!
:::Glæder eder,
:::Aser alle!

:::Jeg, af Jætters
:::Rod udsprungen,
:::Vaager, medens
:::Drotter sove,
:::Øl at brygge
:::Til din Ætmand.
:::Glæd dig, Odin!
:::Nyd din Hæder!

:::Ingen Kværne
:::Kornet maled,
:::Dog jeg mægter
:::Øl at brygge;
:::Kjedlen syder
:::Højt og skummer,
:::Nu skal Humle
:::Brat paasættes.

:::Stærke Humle!
:::Ej du grode
:::Langs med Gærde;
:::Beske Urter
:::Styrkefulde
:::Rundt i Skove
:::Har jeg sanket;
:::Vel de due.

:::Øl er lavet,
:::Det skal blandes,
:::Det skal styrkes:
:::Lyngfisk lange!
:::Røde Ildtang
:::Dig skal knibe,
:::Hvæs nu over
:::Kløgtens<ref>[1. Udg.: Fulde.]</ref> Kjedel!

:::Drotter bloted
:::Fromt til Aser,
:::Denne Indvold
:::Dog de glemte:
:::Den skal ofres
:::Odins Ætmand.
:::Glæd dig, Odin!
:::Nyd din Hæder!

:::Øl er brygget<ref>[1. Udg.: lavet.]</ref>,
:::Øl er blandet,
:::Og i Hornet
:::Runer skaarne.
:::Kom nu, Sigurd,
:::Mig at gjæste!
:::Lifligt Gilde
:::Her dig bier.

:::Hornet skal jeg
:::Vist dig række:
:::Drik du fanger,
:::Som kan døve
:::Minder alle. <ref>[1. Udg.: Alle Minder.]</ref>
:::Brynhild raser<ref>[1. Udg. vaager.]</ref>;
:::Asers Æt
:::Paa Jord skal ødes.

::''Gudrun:''

::O, Moder! Moder! jeg maa dig oplede;
::Thi sære Drømme mig i denne Nat
::Har ængstet og mig drevet op af Søvne.

::''Grimhild:''

::Vær rolig, Datter! Ofte drømmer man
::Hel ilde, dog<ref>[1. Udg.: men.]</ref> det volder ikkun Vejret.

::''Gudrun:''

::Ej voldte Vejret denne svare Drøm,
::Den voldte Aser eller onde Jætter,
::Ej véd jeg, hvilke; thi jeg var saa glad,
::Og blev saa sorrigfuld. Det end mig klemmer
::Saa haardelig om Hjærte, og dog ej
::For alt paa Jord jeg Drømmen vilde glemme.

::''Grimhild:''

::Saa sig mig skyndelig, hvad drømte du?

::''Gudrun:''

::Mig tyktes, jeg saa ensom gik i Lunden
::Og havde Skjæmt af lifligt Fuglekvad
::Og af saa mangen fager Blomst i Enge;
::Da kom en Falk og daled paa min Haand,
::Han var saa fager, o, han var saa prud;
::Hans Fjedre skinned ret som Guld i Solen;
::Hans Aasyn var, ej, som det er paa Fugl,
::Men som paa Mand, dog ej paa Mænd jeg skued
::Et saadant Øje med saa yndigt Lys;
::Og Næbbet var ej Fuglenæb, men Læbe,
::Med det han rørte venlig ved min Mund.
::O, hvor jeg elskede min Falk! <ref>[1. Udg.: Fugl.]</ref> Jeg klapped
::De gyldne Fjedre sagtelig med Haand;
::Jeg vidste ej, hvordan jeg skulde bære
::Ham hjem til Huse, saa han ikke fløj;
::Og dog om Hals, om Fod og fagre Vinge
::Ej vovede jeg Fingrene at sno;
::Jeg frygted, at den kjære skulde vredes.
::O, aldrig leved jeg en saadan Stund,
::Saa overfyldt af Gammen og af Angest;
::Jeg skjalv ved hvert et sagte Aandepust<ref>[1. Udg.: Vindepust.]</ref>,
::Jeg frygted flux, at Vingen skulde løftes,
::Og hvælved over Fjedrene min Haand;
::Men mere sød var dog min største Angest
::End al den Glæde, jeg har haft paa Jord.

::''Grimhild:''

::En saadan Drøm er let at lægge ud:
::Du fager est, og voxen udi Alder;
::En Kongesøn har hørt din Skjønheds Ry<ref>[1. Udg.: dit store Ry.]</ref>,
::Og kommer snarlig, for til dig at bejle.
::Men hvorfor est du vel saa sorrigfuld?

::''Gudrun:''

::Hvorfor? Ak, Moder! om jeg brast af Sorg,
::Ej var det underligt; thi Drømmen endtes
::Saa gruelig, saa sørgelig for mig.
::Du kjender Sagnet om den underlige Mø,
::Som sover brynjeklædt paa Hindarfjældet;
::Mig tyktes, hun var vaagnet op af Dvale
::Og mødte mig i Lunden, som jeg gik;
::Saa snart hun Falken saa', med onde Styrke
::Hun rev den af min Haand, og flux
::Med Sværd hun Hovedet afskar, med Latter
::Hun sugede hans varme Blod.
::Jeg stod som Træerne omkring mig, ej
::En Lyd jeg mægted at fremføre.
::En Ulveunge sprang mig op i Favn;
::Enddog mit Hjærte var hos Falken, maatte
::Jeg kysse, kjæle for det lede Dyr;
::Og før jeg vidste det, stod mine Brødre
::Ved Siden, Ulveungen sprang
::Og rev dem Hjærtet ud af Livet.
::O, Moder! Moder! brat jeg da opvaagned,
::Forfærdet sprang jeg nøgen op af Seng,
::At finde dig. O, kunde du mig trøste!
::O, vilde du! Jeg véd, du ejer Kløgt;
::Men og jeg véd, du er mig ikke god.
::O, tænk dog paa, jeg er din egen Datter!

::''Grimhild:''

::Min Datter est du ikke med min Vilje,
::Saa lidt som jeg med den er Gjukes Viv.
::Min Faders Gravøl var mit Bryllupsgilde,
::Hans Bane tog mig med den anden Arv.
::Ej du, ej heller dine store Brødre,
::Kun Guttorm, er i Sind mig lig;
::''I'' ogsaa vel har ''noget'' af mig arvet,
::Og det skal kjendes i den sene Tid;
::Men dog min Slægt I nævne onde Jætter.
::Jeg elsker eder ej.

::''Gudrun:''

::Saa er ej Trøst
::Hos dig at finde! Kan du saa fornægte
::Dit eget Blod? o, det er grueligt!
::Kan ej min Bøn, min Graad dig ikke røre?
::Er Hjærtet nu, hvorunder før jeg laa,
::Saa fremmed blevet, at det ej mig kjender?

::''Grimhild:''

::Velan! jeg ynkes ved din store Vaande,
::Jeg dig vil give Raad, og lyder du,
::Da skal din Falk du fange udi Hænde<ref>[1. Udg.: Hænder.]</ref>.

::''Gudrun:''

::Og aldrig miste ham? ej se ham bløde?

::''Grimhild:''

::Evindeligt er intet her paa Jord;
::Men nys du sagde jo, enddog at Drømmen
::Saa sørgelig en Ende tog til sidst,
::Du vilde ej, den ikke skulde været. —
::En Kongesøn, den ypperste af Æt,
::Den vældigste og prudeste blandt Kæmper,
::Han kommer her i Dag; om ham din Drøm
::Jeg maa udlægge; har du Mod i Brystet,
::Da skal han vorde din.

::''Gudrun:''

::Men Brynhild? Moder!

::''Grimhild:''

::Ja, vaagnet er hun, Sigurd vil hun eje,
::(Saa hedder Falken, du i Drømme saa');
::Men, vil du bære ham den stærke Drik,
::Da skal han vorde din.

::''Gudrun:''

::Men Brynhild!

::''Grimhild:''

::Est du saa ræd, at ej din Haand du tør
::Udrække, byde kjære Falk et Sæde,
::Fordi dig Brynhild vil din Fangst misunde,
::Da er dig Falken ej saa kjær i Sind,
::Som du har sagt, da kan du ikke hjælpes.

::''Gudrun:''

::Ak! det vil tage vist en grusom Ende;
::Men er den Kæmpe kun i<ref>[1. Udg.: udi.]</ref> Verden til,
::Hvis Aasyn jeg i Drømme saa', da vilde
::Alligevel jeg eje ham, om og
::Ikkun saa kort min Gammen skulde vare,
::Som medens Bryn sig over Øjesten
::Opløfter; thi, naar jeg kun véd til visse,
::At Øjet, jeg i Drømme saa', er vaagent
::Og vil beskue mig med Kjærlighed,
::Da vil jeg gjærne dø. O, vilde Brynhild
::Og Ulven slide mig, ej mine Brødre,
::Og ikke ham, den høje, asaprude,
::Da var jeg glad.

::''Grimhild:''

::Slaa dig til Ro!
::Maaske ej Brynhild mægter dig at skade,
::Og megen Gammen du skal<ref>[1. Udg.: skal du.]</ref> nyde først.
::Gak nu i Bure, svøb dig hel i Silke!
::Naar Sigurd kommer, gak da ind i Sal,
::Og hils ham flux med høviske Gebærder,
::Og ræk ham Hornet, som jeg rækker dig!
::Og, mens han drikker, se ham stift i Øjet!
::Det agte du hel vel! thi ellers ej
::Han vorder din.

::''Gudrun:''

::Men, Moder! Moder! er ej denne Drik
::Til Men for Kæmpen, farlig for den bolde?

::''Grimhild:''

::Din Kjærlighed til fule Asaæt
::Mig harme maa, og jeg dig burde pine,
::Og sige dig, du bar en Edderdrik,
::Som knugede hans Hjærte helt i sønder;
::Dog ej jeg vil, og du kan dristig tro,
::At ej den skader ham paa Liv og Lemmer:
::Den driver ham kun Brynhild ud af Sind,
::Og dig der ind; kan du end mer begjære?

::''Gudrun:''

::Begjære kunde jeg, at ingen Mø
::Ham var i Sind, at selv jeg kunde
::Mig i hans Hjærte snige ind,
::Ej komme der ved onde Kunster.
::Hvad saa begynder, kan ej ende vel,
::Det ser jeg grandt; men Kaar mig ikke undes,
::Og eje maa jeg ham, om end han var
::Selv ''Frejas'' Bejler, og Gudindens Taarer
::Ej skulde røre mig; ja, ved hans Arm
::Jeg vilde le, naar hun gik over Hede.

::''Grimhild:''

::Du est min Datter dog, fra denne Stund
::Jeg elsker dig langt mer end nogen Sinde.

::___

::''Herman:''

::Ad Vejen rider mod vor Borg en Drot,
::Hvad heller en af Guderne; storværdig<ref>[1. Udg.: thi storlig.]</ref>
::Og sælsom<ref>[1. Udg.: sjælden.]</ref> nævnes maa den Kæmpes Færd:
::Af Guld han skinner, mer end tvende Alen
::Han tykkes højne sig fra Hesteryg,
::Og Hesten er den vildeste, man skued,
::Den glimrer, som sin Rytter, hel af Guld,
::Og flytter Fod saa skyndelig, at ingen
::Kan fæste Øje paa.

::''Grimhild:''

::Lyksalig Dag,
::Paa hvilken Nords hin bedste Kæmpe stævner
::Hid til vor Borg! thi, skuffer mig ej Hu, <ref>[1. Udg. Sindet.]</ref>
::Da er det Sigurd, Fofners priste Bane.
::Opspringer, Sønner! skyndelig fra Bænk,
::Og ganger ud, at byde ham i Salen,
::Til Drik og Sæde og til venlig Skjæmt!

::Gudrune! gak, og bred i Øndveg Hyndet!
::Og hent saa frem det dybe, prude Horn,
::At du til Velkomst skjænke kan for Kæmpen!
::Du, Gjuke! rejs dig fra dit høje Sæde,
::Og stand paa Gulv, at række Kæmpen Haand!
::Han vel fortjener, vi ham storlig hædre;
::Thi han er vældig; og en saadan Maag
::Med Fofners Guld og egen Styrke kunde
::Dit Rige løfte og din Magt befæste,
::Saa ej du længer stolten Budlung veg.
::Jeg selv vil stande her ved Dør og skue
::Den stærke, før jeg ses af ham; thi stor
::Er Magten, som sig Øjet kan tilegne.

::''Gjuke:''

::Hvi skal jeg staa mig træt paa gamle Ben,
::For denne Ungersvend at hædre?
::Du kalder ham vor Maag; mig tykkes,
::Det bedre sømmed sig, han bejled først;
::Vi skal dog ej vor Datter byde fal?

::''Grimhild:''

::Vi skulde bie, til han dræbte dig
::Og hende røved, for at Datter ikke
::En bedre Lod end Moder skulde nyde?

::Men hist er Kæmpen alt, jeg har ham set;
::Der kommer han, hvor mandelig han ganger!
::Hvor løfter han sig ikke højt fra Jord,
::Og skygger over dine Sønner, Gjuke!
::Hel hvast er øjet, længe ej derpaa
::Jeg stirre kan; det er, som Ild gik ud
::Derfra, hver Jotun at fortære.
::Men det skal lukkes, lukkes haardt i Laas,
::Udslukkes skal den onde Ild i Højen.
::Og dette Øje er Gudrunes Lyst!
::Jeg sprak af Harme vist, om ej jeg mægted
::At hævne mig; men skjul dig, Harme, nu
::I Krogen, som er inderst i mit Hjærte!
::Og spiller paa min Læbe, søde Ord!
::At jeg ham dysse kan og daare.

::Velkommen fra det fjærne, Ungersvend!
::Navnkundig mer end hundredaarig Kæmpe!
::Man ser, at du est groet op i Nord,
::Iblandt de høje, klippestærke Ege;
::Og ingen vist, som er dig lig i Alder.,
::Dig sprang forbi i Styrke og i Væxt;
::Du stander her imellem mine Sønner,
::Som mellem Buske staar den ranke Ask,
::Og skyldigt er det, at de dig bør tjene.
::Men vilde du af Højmod Brodernavn
::Dem skjænke, glæded du en Moders Sind.
::Da turde jeg og nævne mig din Moder,
::Og mens fra hende, den lyksalige, som dig
::Har avlet, vidt adskilt du vanker,
::Du kunde kvæges ved den kjære Lyd,
::Som kaldte frem de svundne Dages Minder.

::''Sigurd:''

::Fra Læben strømme liflig dine Ord;
::Og hvis den Bæk, som flyder, er udsprungen
::Af Hjærterod, jeg er velkommen Gjæst.
::Men ej jeg svare kan, som du mig beder;
::Thi Modernavn er mig en hellig Lyd,
::Og ej med den jeg kan en fremmed hilse.
::Ej har jeg Brødre, men jeg havde to;
::Enddog jeg aldrig saa' dem her i Live,
::Jeg hørte deres Pris, og Brodernavn
::Ej til ukjendte maa jeg derfor give.
::Du tro og ej, at mens jeg vanker vidt
::Om Lande, alt mig fattes, som kan kvæge!
::En Mø jeg har mig, baade prud og væn:
::Brynhilde er som Moder mig og Broder,
::Og mer end det, hun er min Fæstemø.

::''Grimhild:''

::Jeg priser<ref>[1. Udg.: lover.]</ref> det du est en kjærlig Søn,
::En trofast Broder og en trofast Bejler.
::Jeg vilde prøve, om dit store Rygte
::Og havde mælet sandt i alle Maader;
::Det har stadfæstet sig i første Øjeblik,
::Og stolt jeg er af dig at kunne huse.
::Nedlad dig nu paa Bænk, gak ind og ud,
::Som i din egen Borg! og hvad dig lyster,
::Det gjøre<ref>[1. Udg.: virke.]</ref> du!

::''Gjuke:''

::Velkommen, Ungersvend!

::''Sigurd:''

::Ak, stander dér du gamle Drot saa længe,
::At hilse mig! hvi blev du ej paa Hyndet?
::Jeg takker rørt, men og jeg skammer mig,
::At Oldingen har biet paa min Hilsen.

::''Grimhild:''

::Gudrune! gak og skjænk den brune Mjød,
::Saa højt til Velkomst den i Hornet skummer!

::''Gudrun:''

::Jeg, bolde Kæmpe! skulde og dig hilse,
::Og byde dig velkommen i vor Sal;
::Men ung jeg er og ikke snild i Tunge,
::Jeg ej forstaar at stille mine Ord.
::I brune Mjød, jeg hørte, Skjaldskab svømmer;
::Og ét jeg véd: at Skjalden ej med Kløgt
::Kan føje sine Ord til mere liflig Klang,
::End jeg min Hilsen gav, om jeg det mægted.
::Thi rækker jeg det fulde Horn med Bøn,
::At det for mig maa tale. Hvis du tømmer,
::Hvad jeg iskjænker dig af venlig Hu,
::Da, mener jeg, dig tækkedes min Hilsen.

::''Sigurd:''

::Det tomme Horn jeg giver dig i Haand;
::Men ej de Ord, som dine Øjne mælte,
::Jeg giver dig igjen: dem gjemmer jeg
::I Hjærtet dybt; thi de til Hjærtet talte.
::Vil, fagre Mø! du sidde ned paa Bænk
::Og tale Gammensord i Aftenstunden?
::Vil du mig sige skyndelig dit Navn?

::''Gudrun:''

::Vist vil jeg gjærne sidde dig ved Side
::I Aftenstund, og mens jeg drager Aande.
::Mit Navn er Gudrun; kan det tækkes dig?
::Hvis ej, da sig, hvordan du mig vil nævne!

::''Sigurd:''

::Du hedder Gudrun? hvilket fagert Navn!
::Saa prudt og dog saa elskeligt det klinger.
::En Guderune est du, som har Magt
::Til alt paa Jord at kunne undertvinge;
::Men mild er Magten, som dit Navn er mildnet,
::Og brat det virker, som dit korte Navn.

::''Gunnar:''

::Vel tykkes det kun lidet sømmeligt
::At byde Søster til en fremmed Kæmpe;
::Men saa navnkundig, som du est paa Jord,
::Ej bedre Maag os Guderne kan unde.
::Hel gjærne maa du raade Gjukes Arv;
::Vi ville tælles mellem dine Jarler.

::''Sigurd:''

::Hav Tak, du gjæve! for dit store Bud!
::Jeg Gudrun tager, Riget skal I raade,
::Og vi os sværge i Fostbroderlag.
::Kom, Hogne! flux vi vores Blod vil blande
::I dette Horn; da kan ved hver en Drik
::Vi mindes, at vi ere<ref>[Saal. i. Udg.; 2. Udg. har: Vi mindes, vi er.]</ref> svorne Brødre.
::Du, Guttorm! halvopvoxne Svend!
::Du tegner til at vorde dygtig Kæmpe;
::Vil du ej med?

::''Grimhild:''

::Nej, end han er for ung;
::Men naar han voxer, skal han ogsaa blande
::Sit Blod med dit. Ej sandt, min Guttorm!

::''Guttorm:''

::Vist skal jeg, Moder! naar jeg Sværd kan løfte,
::Og dølge Odden dybt i Kæmpebryst.

::''Sigurd:''

::Saa sværge vi ved høje Norners Stol<ref>[1. Udg. ved høje Norner selv.]</ref>,
::At, som vort Blod sig her i<ref>[1. Udg.: sig udi.]</ref> Hornet blander,
::Saa vil vi blande vores Sind og Daad,
::Og staa hinanden bi til sidste Draabe;
::Men vorder en af os med Vaaben dræbt,
::Skal Blodet ej i Aaren finde Ro
::Hos den, som lever, før hans Død er hævnet.

::''Gunnar og Hogne:''

::Det sværge vi ved høje Norners Stol<ref>[1. Udg. ved høje Norner selv.]</ref>!

:::''Grimhild:''

:::Tænder de røde,
:::Lysende Blus!
:::Leder til Kamret
:::Sigurd og Gudrun!
:::Sigurd er vorden
:::Gjukungers Broder,
:::Gjukungers Maag;
:::Stor er vor Gammen.

:::Ud est du gangen,
:::Ætmand af Odin!
:::Gudernes Runer
:::Højlig du priste;
:::Jotuners Runer
:::Mægte og noget.
:::Skjælv, naar du vaagner!
:::Vaagen er Brynhild.

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Sigurd og Brynhild: Tredie Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Sigurd og Brynhild: Tredie Samtale