Skagefjords syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 4. des. 2025 kl. 07:41

2025-12-04T07:41:12Z

Carsten på 11. jul. 2015 kl. 11:56

2015-07-11T11:56:41Z

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:26

2014-02-18T17:26:38Z

Carsten på 4. feb. 2014 kl. 22:04

2014-02-04T22:04:32Z

Carsten på 2. aug. 2013 kl. 14:39

2013-08-02T14:39:56Z

Carsten på 2. aug. 2013 kl. 14:38

2013-08-02T14:38:27Z

Carsten på 2. aug. 2013 kl. 13:17

2013-08-02T13:17:49Z

Carsten på 2. aug. 2013 kl. 13:17

2013-08-02T13:17:03Z

Carsten på 2. aug. 2013 kl. 13:13

2013-08-02T13:13:37Z

Carsten på 2. aug. 2013 kl. 13:09

2013-08-02T13:09:58Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. des. 2025 kl. 07:41
Linje 182:		Linje 182:


−	''Stivla'' er en lille, af fjælde tæt omgiven dal, der mod nord adskilles fra Øster-Fljot ved et højdedrag (Stífluhólar), som formodenlig har givet bygden navn, i det disse banker ligesom aflukke dalen; nærmest synes disse højder at være fremkomne ved et forhistorisk fjældskred fra fjældene mod øst. Fra Stivlas sydøstligste forgrening ligger små fjældveje til Olavsfjord og Svarvadardal i Øfjords syssel. Mod syd ender Stivla i to ved et fjæld adskilte smådale ''Mjóafellsdal(r)'' og ''Tungedal'' (Túngudalr). Fra smådalene i sydøst kommer den Stivla gennemstrømmende å (Stífluá), der fra Tungedalen optager ''Tungeå'' (Túnguá) og derefter fortsætter sin vej mod nord gennem en lille sø, hvorefter den baner sig vej gennem Stivlaholerne; den får nu navnet Fljóta-å og løber gennem Miklavatn til søen<ref>Tungeå synes i Ldn. (s. 200—201) at have en mere omfattende betydning end nu, Mjoadalså må vistnok svare til den Mjoafellsdal gennemstrømmende å.</ref>. Blandt gårdene øst for Stivla-å er præstegården '''Knappstad''' (''Knappstaðir''). Gården har navn efter landnamsmanden Tord knapp. Nær ved gården vil man påvise sporene af et gudehus, tilhørende den Torhall knapp, hvis omvendelseshistorie fortælles i Olav Trygvessöns saga (Flatb. I, s. 438—40). Den ret anselige hustomt, som vender omtrent i nord og syd, findes på en lille høj kaldet ''Godahól'' (Goðahóll), som igen synes at have været omgivet af et græstørvsgærde; omkring dette gærde vil man finde talrige spor af kul og kulaske i jorden. Landet, hvor højen står, hører dog nu ikke under Knappstad, men under nabogården mod nord<ref>Sammen med Tord knapp kom landnamsmanden Helge navar; »han tog, som det tydelig ses, som sit landnam den vestre del af Øster Fljot og noget af Vester Fljot, så Ldn.'s »fyrir austan« (s. 201) synes mere passende at kunne ombyttes med »fyrir ~~yestan«~~. Hans gravhøj, dog vistnok en naturlig høj, vil man påvise i nærheden af ''Haganæs''. — På foregivne oldtidabegravelser er her i det hele ingen mangel; under en af de to »Flokestene« i Flokedalen skal Floke således ligge. — I nærheden af Stavå vil man påvise dysser stammende fra en kamp mellem Fljotamænd og Svarvdælinger — sml. Ldn. s. 203 —; en stor sten, Lurkasteinn, som andre kalde et »Grettestag«, skal have fået navn af kampen (den antkv. indb. 1817 henviser til Svarfd.!).	+	''Stivla'' er en lille, af fjælde tæt omgiven dal, der mod nord adskilles fra Øster-Fljot ved et højdedrag (Stífluhólar), som formodenlig har givet bygden navn, i det disse banker ligesom aflukke dalen; nærmest synes disse højder at være fremkomne ved et forhistorisk fjældskred fra fjældene mod øst. Fra Stivlas sydøstligste forgrening ligger små fjældveje til Olavsfjord og Svarvadardal i Øfjords syssel. Mod syd ender Stivla i to ved et fjæld adskilte smådale ''Mjóafellsdal(r)'' og ''Tungedal'' (Túngudalr). Fra smådalene i sydøst kommer den Stivla gennemstrømmende å (Stífluá), der fra Tungedalen optager ''Tungeå'' (Túnguá) og derefter fortsætter sin vej mod nord gennem en lille sø, hvorefter den baner sig vej gennem Stivlaholerne; den får nu navnet Fljóta-å og løber gennem Miklavatn til søen<ref>Tungeå synes i Ldn. (s. 200—201) at have en mere omfattende betydning end nu, Mjoadalså må vistnok svare til den Mjoafellsdal gennemstrømmende å.</ref>. Blandt gårdene øst for Stivla-å er præstegården '''Knappstad''' (''Knappstaðir''). Gården har navn efter landnamsmanden Tord knapp. Nær ved gården vil man påvise sporene af et gudehus, tilhørende den Torhall knapp, hvis omvendelseshistorie fortælles i Olav Trygvessöns saga (Flatb. I, s. 438—40). Den ret anselige hustomt, som vender omtrent i nord og syd, findes på en lille høj kaldet ''Godahól'' (Goðahóll), som igen synes at have været omgivet af et græstørvsgærde; omkring dette gærde vil man finde talrige spor af kul og kulaske i jorden. Landet, hvor højen står, hører dog nu ikke under Knappstad, men under nabogården mod nord<ref>Sammen med Tord knapp kom landnamsmanden Helge navar; »han tog, som det tydelig ses, som sit landnam den vestre del af Øster Fljot og noget af Vester Fljot, så Ldn.'s »fyrir austan« (s. 201) synes mere passende at kunne ombyttes med »fyrir vestan«. Hans gravhøj, dog vistnok en naturlig høj, vil man påvise i nærheden af ''Haganæs''. — På foregivne oldtidabegravelser er her i det hele ingen mangel; under en af de to »Flokestene« i Flokedalen skal Floke således ligge. — I nærheden af Stavå vil man påvise dysser stammende fra en kamp mellem Fljotamænd og Svarvdælinger — sml. Ldn. s. 203 —; en stor sten, Lurkasteinn, som andre kalde et »Grettestag«, skal have fået navn af kampen (den antkv. indb. 1817 henviser til Svarfd.!).

	Også i Fljot, navnlig i den nordligste del, har der tidligere været en del skov. Sognebeskrivelsen hidleder skovenes ødelæggelse her fra vulkanåret 1783, hvorefter de begyndte stærkt at visne ned. </ref>.		Også i Fljot, navnlig i den nordligste del, har der tidligere været en del skov. Sognebeskrivelsen hidleder skovenes ødelæggelse her fra vulkanåret 1783, hvorefter de begyndte stærkt at visne ned. </ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. jul. 2015 kl. 11:56
Linje 84:		Linje 84:


−	Fra Norderådalen ~~Cerer~~ to hedeveje til Øfjords syssel: til Hörgådalen (Hörgárdalr) og Öksnadalen (Öxnadalr), af hvilke den sidste er den mest benyttede og også den i den ældre literatur oftest omtalte. »Hederne« udgå som de øverste forgreninger fra selve dalen; den omtrent 3 mile lange Öksnadalshede viser sig således kun som en smal dal — undertiden næsten kun en kløft mellem fjældene —, der forbinder Norderådalen med den nordøstligere Öksnadal. Den af de mange rivende fjældbække ilde medhandlede Norderådal har en række gårde til hver side. Aller øverst i dalen hvor Hörgådalsheden som en sidedal går mod nordøst (Öksnadalshedevejen går mere lige i øst), ligger gården '''Halvdanartuge''' (''Hálfdanartunga'', nu Hálfdánartúngur). Denne omtales i Ljósv. (s. 58—59) på en sådan måde, at retningen fra Halvdanartunge til steder i Øfjords og Tingø syssel angives, men på det første sted står i udgaven fejlagtig »austan« for »vestan« <ref>»Austan« har den til grundlag for udgaven liggende klasse papirshåndskrifter, men i pergamentsbrudstykket AM. 561, 4to C findes ganske rigtig »vestan«.</ref>. Gården omtales i A. M. som en, der fra gammel tid har ligget øde. — I Ldn. nævnes en del steder i Norderådal, hvis navne dog alle nu er glemte, deriblandt ''Torbrandsstad'' (Þorbrandsstaðir), hvis første beboer udmærkede sig ved sin storartede gæstfrihed over for alle rejsende; Torbrandsstad gætter man på har været det nuværende ''Ydre Kot'' (Ytri Kot), da alfarvejen netop fører umiddelbart forbi denne gård<ref>Ldn.'s ''Hökustaðir'' er formodenlig Fremri Kot.</ref>. Noget neden for Ydre Kot findes et mindre næs ''Gvendarnes'', som antages at være det i Ljósv. (s. 91) omtalte '''Svínanes''', da intet andet næs dannes af Norderå. — Skrås over for ses syd for åen, temlig højt oppe i lien, gården '''Egilså''' (''Egilsá''). Tord hredes saga fortæller, hvorledes Tord en gang, da han kommer fra Øfjorden over Hörgådalshede og agter sig til Flatatunge, i nærheden af Egilså bliver overfalden af en overlegen fjendtlig styrke. Beskrivelsen passer meget godt. Ud for Egilså rider man netop over åens udstrakte sten-»ører«; vest for gården, hinsides åen Egilså, vil man under lien vise en høj (hóll), hvor Tords kamp skal have stået.	+	Fra Norderådalen fører to hedeveje til Øfjords syssel: til Hörgådalen (Hörgárdalr) og Öksnadalen (Öxnadalr), af hvilke den sidste er den mest benyttede og også den i den ældre literatur oftest omtalte. »Hederne« udgå som de øverste forgreninger fra selve dalen; den omtrent 3 mile lange Öksnadalshede viser sig således kun som en smal dal — undertiden næsten kun en kløft mellem fjældene —, der forbinder Norderådalen med den nordøstligere Öksnadal. Den af de mange rivende fjældbække ilde medhandlede Norderådal har en række gårde til hver side. Aller øverst i dalen hvor Hörgådalsheden som en sidedal går mod nordøst (Öksnadalshedevejen går mere lige i øst), ligger gården '''Halvdanartuge''' (''Hálfdanartunga'', nu Hálfdánartúngur). Denne omtales i Ljósv. (s. 58—59) på en sådan måde, at retningen fra Halvdanartunge til steder i Øfjords og Tingø syssel angives, men på det første sted står i udgaven fejlagtig »austan« for »vestan« <ref>»Austan« har den til grundlag for udgaven liggende klasse papirshåndskrifter, men i pergamentsbrudstykket AM. 561, 4to C findes ganske rigtig »vestan«.</ref>. Gården omtales i A. M. som en, der fra gammel tid har ligget øde. — I Ldn. nævnes en del steder i Norderådal, hvis navne dog alle nu er glemte, deriblandt ''Torbrandsstad'' (Þorbrandsstaðir), hvis første beboer udmærkede sig ved sin storartede gæstfrihed over for alle rejsende; Torbrandsstad gætter man på har været det nuværende ''Ydre Kot'' (Ytri Kot), da alfarvejen netop fører umiddelbart forbi denne gård<ref>Ldn.'s ''Hökustaðir'' er formodenlig Fremri Kot.</ref>. Noget neden for Ydre Kot findes et mindre næs ''Gvendarnes'', som antages at være det i Ljósv. (s. 91) omtalte '''Svínanes''', da intet andet næs dannes af Norderå. — Skrås over for ses syd for åen, temlig højt oppe i lien, gården '''Egilså''' (''Egilsá''). Tord hredes saga fortæller, hvorledes Tord en gang, da han kommer fra Øfjorden over Hörgådalshede og agter sig til Flatatunge, i nærheden af Egilså bliver overfalden af en overlegen fjendtlig styrke. Beskrivelsen passer meget godt. Ud for Egilså rider man netop over åens udstrakte sten-»ører«; vest for gården, hinsides åen Egilså, vil man under lien vise en høj (hóll), hvor Tords kamp skal have stået.

@@ Linje 196: / Linje 196: @@
 <br><br>
 <center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>
 ----

@@ Linje 31: / Linje 31: @@
-[[Fil:WGC.300.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Drangey i Skagafjord''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Sagaens beskrivelse af øen er i det hele nøjagtig, kun synes antallet af får, som øen kan fede, sat temlig højt; ligeledes foregår bestigningen af øen nu ikke ganske således, som den i sagaen beskrives.
+[[Fil:WGC.300.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Drangey i Skagafjord''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Sagaens beskrivelse af øen er i det hele nøjagtig, kun synes antallet af får, som øen kan fede, sat temlig højt; ligeledes foregår bestigningen af øen nu ikke ganske således, som den i sagaen beskrives.
-Når man nærmer sig Drangø, ser man, at øen ikke — hvad dens udseende på frastand lader formode — består af hvidgrå klippe, men af en rødbrun, blød og temlig løs sandsten; men fugleskarnet, der i lange striber flyder ned fra enhver lille afsats, giver klippen det omtalte hvidlige udseende. Kort syd for øen hæver sig en fritstående, slank, spidsttilløbende klippe kaldet ''Kerling''; denne »drange« har formodenlig givet øen navn. Nord for øen findes en lignende, men lavere og sværere klippeblok, benævnt ''Karl'' (der dog måske tidligere kan have været den betydeligste af de to). — Drangø hæver sig som sagt aldeles lodret op af søen, øens højde angives til 100 fv.; kun på to steder er der under de stejle klippevægge en smule underland eller fjære. Dens længde er c. 200 fv., og hvor den er bredest, mod nord, er den vel omtrent 50 fv., men på de fleste steder meget smallere, bestandig aftagende mod syd. Randen af overfladen ud mod søen hæver sig i mange høvder med småsænkninger imellem. Den mod syd vendende høvde — øens sydspids — er højest og stejlest af dem alle og går aldeles lodret ned mod søen; dette er '''Hæringsløb''' (''Hæringshlaup''), hvor i følge Grettes saga (s. 172) den mod Grette udsendte Hæring i rædsel styrtede sig ned. På vestsiden af øen, hvor der i klippeskrænten etsteds findes en smal, skrånende terrasse, mener man, at bestigningen i ældre tid er gået for sig. — Fra søen op til terrassen — underland findes her ikke — må da en stige af betydelig længde have ført. Derefter kan man have gået et stykke vej langs terrassen, hvorefter man så må have benyttet sig af en øvre stige. Nu skilles imidlertid terrassen ved en så godt som ufarbar kløft fra øens øverste del. Denne kløft antager man derfor må i en senere tid have fået sin nuværende skikkelse. Nordvestlig i øen åbner sig en lille vig mellem klipperne; herfra forgår nu altid opstigningen, ad en vej, som man antager først i en senere tid har dannet sig ved fjældskred. Efter først at have passeret en besværlig »fjære« af klippeblokke klatrer man en tid i forskellig retning (først i øst, så i syd) opad i skriderne (de stejle skråninger af løse sten). Derpå kommer, omtrent midtvejs, det farligste sted, hvor det gælder om at passere nogle favne ad en smal sti omkring et klippehjørne, med aldeles lodret klippe for oven og for neden. Hinsides dette sted er under en fremludende klippe en jævn flade kaldet »Gudmunds-alter« (Guðmundar altari), her holder enhver, der bestiger øen, sin bøn<ref>»Gudmunds-alter« er naturligvis benævnt efter biskop Gudmund, der indviede hele øen med undtagelse af den nordøstligste del (Heiðnabjarg og Heiðnavik), hvor der heller ingen fnglefangst finder sted.</ref>. Derpå møder man igen »skrider«, indtil man når en dog ikke synderlig høj klipperand, hvorover man kun kan komme ved at hale sig op ved hjælp af en nedhængende tovende, der med en stor jærnnagle er fastslået i klipperandens overflade. Kort her oven for begynder græsgrot skråning, og snart har man nåt øens overflade. Overfladen er jævn bølgeformig, begrot med yppigt græs, hist og her mellem høvderne sænker den sig i småhvammer eller lavninger ned ad som en li, men kun en kort strækning. Syd til i øen, adskilt fra Hæringsløb ved en sådan dalsænkning, er på vestsiden af øen en høvde, hvor tomterne af Grettes bolig (Grettisskáli) påvises; der ses resterne af en lille bygning, nu dog til dels ødelagt af en her opført kredsrund fårefold. Stedet, hvor øen i ældre tid antages at være bestegen, er netop her ud for. Desuden findes på øen et par andre tomter, der skrive sig fra fuglefangerne, der hvert forår gæste øen. Østen til i øen findes på et enkelt sted vand, dog kun lidet, og således at det ikke kan nås af kreaturer. Man må for at komme til stedet stige noget ned ad skrænten, klavre ned over et par klipperande, og man finder da her en ved en fremludende klippe dannet ikke dyb, men temlig høj grotte; inderst i denne pibler gennem den løse sandsten på 3-4 steder vanddråber frem, der samles i en lille neden under værende fordybning. Det hvert døgn tilkommende vand skal beløbe sig til 2-3 potter. De 30 får, der hver vinter gå på øen, trives uden vand og blive tilmed overordenlig fede. Udsigten fra Drangø, ind over hele Skagefjordsherredet, skal være storartet og glimrende; er man imidlertid uheldig og overraskes under besøget på øen af nordentåge, kan det hænde sig, at man fra øen næppe ser søen under sine fødder. — Medens Drangø den største del af året ligger aldeles ubesøgt af mennesker, rører der sig hvert forår i en seks ugers tid (fra først i maj til slutningen af juni) det største liv og travlhed omkring øen. I denne tid ruger overalt i afsatserne på øens lodrette klippevægge eller i huler under øens overflade svartfugle (langvier, alker, lunder), og desuden er søen trindtom bedækket med disse fugle. Dels lader øens ejer de rugende fugle og deres æg indsamle på sædvanlig vis, dels — og dette efter en langt større målestok — finder her omkring øen en ganske ejendommelig fuglefangst sted, hvori folk fra [[Fil:WGC.301.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Drangey''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]alle Skagefjordens bygdelag deltage. Man fortøjer nemlig i søen rækker af små flåder eller firkantede brætter, tæt besatte med hestehårssnarer. På hvert tredje eller femte bræt (og flere forbindes i almindelighed ikke) fastbindes en levende fugl for at lokke de i havet omkring svømmende til at sætte sig på brætterne. Her indvikles de i snarerne, og på denne måde kan der daglig gøres en rig høst af fangne fugle. Brætterne røgtes jævnlig af fuglefangerne, der sædvanlig under fangsttiden bygge sig små hytter på fjæren under Drangø, og som tillige benytte lejligheden til at drive fiskeri i fjorden. De fødemidler, der ad denne vej erhværves, har tit i trange år været af stor betydning; indtræffer havis ud på foråret, er imidlertid så vel dette erhverv som kystfiskeri, tangbrug o. s. v. forhindret.
+Når man nærmer sig Drangø, ser man, at øen ikke — hvad dens udseende på frastand lader formode — består af hvidgrå klippe, men af en rødbrun, blød og temlig løs sandsten; men fugleskarnet, der i lange striber flyder ned fra enhver lille afsats, giver klippen det omtalte hvidlige udseende. Kort syd for øen hæver sig en fritstående, slank, spidsttilløbende klippe kaldet ''Kerling''; denne »drange« har formodenlig givet øen navn. Nord for øen findes en lignende, men lavere og sværere klippeblok, benævnt ''Karl'' (der dog måske tidligere kan have været den betydeligste af de to). — Drangø hæver sig som sagt aldeles lodret op af søen, øens højde angives til 100 fv.; kun på to steder er der under de stejle klippevægge en smule underland eller fjære. Dens længde er c. 200 fv., og hvor den er bredest, mod nord, er den vel omtrent 50 fv., men på de fleste steder meget smallere, bestandig aftagende mod syd. Randen af overfladen ud mod søen hæver sig i mange høvder med småsænkninger imellem. Den mod syd vendende høvde — øens sydspids — er højest og stejlest af dem alle og går aldeles lodret ned mod søen; dette er '''Hæringsløb''' (''Hæringshlaup''), hvor i følge Grettes saga (s. 172) den mod Grette udsendte Hæring i rædsel styrtede sig ned. På vestsiden af øen, hvor der i klippeskrænten etsteds findes en smal, skrånende terrasse, mener man, at bestigningen i ældre tid er gået for sig. — Fra søen op til terrassen — underland findes her ikke — må da en stige af betydelig længde have ført. Derefter kan man have gået et stykke vej langs terrassen, hvorefter man så må have benyttet sig af en øvre stige. Nu skilles imidlertid terrassen ved en så godt som ufarbar kløft fra øens øverste del. Denne kløft antager man derfor må i en senere tid have fået sin nuværende skikkelse. Nordvestlig i øen åbner sig en lille vig mellem klipperne; herfra forgår nu altid opstigningen, ad en vej, som man antager først i en senere tid har dannet sig ved fjældskred. Efter først at have passeret en besværlig »fjære« af klippeblokke klatrer man en tid i forskellig retning (først i øst, så i syd) opad i skriderne (de stejle skråninger af løse sten). Derpå kommer, omtrent midtvejs, det farligste sted, hvor det gælder om at passere nogle favne ad en smal sti omkring et klippehjørne, med aldeles lodret klippe for oven og for neden. Hinsides dette sted er under en fremludende klippe en jævn flade kaldet »Gudmunds-alter« (Guðmundar altari), her holder enhver, der bestiger øen, sin bøn<ref>»Gudmunds-alter« er naturligvis benævnt efter biskop Gudmund, der indviede hele øen med undtagelse af den nordøstligste del (Heiðnabjarg og Heiðnavik), hvor der heller ingen fnglefangst finder sted.</ref>. Derpå møder man igen »skrider«, indtil man når en dog ikke synderlig høj klipperand, hvorover man kun kan komme ved at hale sig op ved hjælp af en nedhængende tovende, der med en stor jærnnagle er fastslået i klipperandens overflade. Kort her oven for begynder græsgrot skråning, og snart har man nåt øens overflade. Overfladen er jævn bølgeformig, begrot med yppigt græs, hist og her mellem høvderne sænker den sig i småhvammer eller lavninger ned ad som en li, men kun en kort strækning. Syd til i øen, adskilt fra Hæringsløb ved en sådan dalsænkning, er på vestsiden af øen en høvde, hvor tomterne af Grettes bolig (Grettisskáli) påvises; der ses resterne af en lille bygning, nu dog til dels ødelagt af en her opført kredsrund fårefold. Stedet, hvor øen i ældre tid antages at være bestegen, er netop her ud for. Desuden findes på øen et par andre tomter, der skrive sig fra fuglefangerne, der hvert forår gæste øen. Østen til i øen findes på et enkelt sted vand, dog kun lidet, og således at det ikke kan nås af kreaturer. Man må for at komme til stedet stige noget ned ad skrænten, klavre ned over et par klipperande, og man finder da her en ved en fremludende klippe dannet ikke dyb, men temlig høj grotte; inderst i denne pibler gennem den løse sandsten på 3-4 steder vanddråber frem, der samles i en lille neden under værende fordybning. Det hvert døgn tilkommende vand skal beløbe sig til 2-3 potter. De 30 får, der hver vinter gå på øen, trives uden vand og blive tilmed overordenlig fede. Udsigten fra Drangø, ind over hele Skagefjordsherredet, skal være storartet og glimrende; er man imidlertid uheldig og overraskes under besøget på øen af nordentåge, kan det hænde sig, at man fra øen næppe ser søen under sine fødder. — Medens Drangø den største del af året ligger aldeles ubesøgt af mennesker, rører der sig hvert forår i en seks ugers tid (fra først i maj til slutningen af juni) det største liv og travlhed omkring øen. I denne tid ruger overalt i afsatserne på øens lodrette klippevægge eller i huler under øens overflade svartfugle (langvier, alker, lunder), og desuden er søen trindtom bedækket med disse fugle. Dels lader øens ejer de rugende fugle og deres æg indsamle på sædvanlig vis, dels — og dette efter en langt større målestok — finder her omkring øen en ganske ejendommelig fuglefangst sted, hvori folk fra [[Fil:WGC.301.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Drangey''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]alle Skagefjordens bygdelag deltage. Man fortøjer nemlig i søen rækker af små flåder eller firkantede brætter, tæt besatte med hestehårssnarer. På hvert tredje eller femte bræt (og flere forbindes i almindelighed ikke) fastbindes en levende fugl for at lokke de i havet omkring svømmende til at sætte sig på brætterne. Her indvikles de i snarerne, og på denne måde kan der daglig gøres en rig høst af fangne fugle. Brætterne røgtes jævnlig af fuglefangerne, der sædvanlig under fangsttiden bygge sig små hytter på fjæren under Drangø, og som tillige benytte lejligheden til at drive fiskeri i fjorden. De fødemidler, der ad denne vej erhværves, har tit i trange år været af stor betydning; indtræffer havis ud på foråret, er imidlertid så vel dette erhverv som kystfiskeri, tangbrug o. s. v. forhindret.
@@ Linje 158: / Linje 158: @@
-[[Fil:WGC.302.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Þórðarhöfði''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Hvor Oslandshliden ender, skærer sig ind mod øst, adskilte ved et smalt fjæld, to parallele dale '''Dejldardal''' (''Deildardalr'') og '''Unadal(r)'''. Bægge dale er beboede; navnlig den smalle Unadal er berygtet for de voldsomme vestenstorme, den hjemsøges af. Oven for dalene ligger den lille Unadals- eller Dejldardalsjøkel, over hvilken der ligger vej til Svarvadardal i Øfjords syssel. I Svarfd. (s. 136), hvor første gang islandske forhold omtales — umiddelbart efter en stor lakune, som har indeholdt beretningens hoveddel —, fortælles om en kamp i Dejldardal ved ''Stavsholt'' (Stafsholt) mellem to partier af Svarvadardalens beboere; af mangel på andre våben kæmpede man med knipler. Stedsnavnet Stavsholt svarer utvivlsomt til Ldn.'s '''Stavshol''' (''Stafshóll'', s. 200—1) og til den nuværende gård Stavshol (nu også Stafnshóll, men f. eks. i 16de årh., Timarit I, s. 39, Stafshóll). Gården ligger ved fjældhjørnet mellem Oslandshliden og det Dejldardalen mod syd begrænsende fjæld; i fjældet her oven for findes endnu lidt kratskov, og Svarvadardalsmændene har vel da været beskæftiget med skovhugst her, da striden imellem dem brød ud. — I Unadal boede den i Vd. (og Ldn.) omtalte Une, hvis søn Hrollejv dræber.
+[[Fil:WGC.302.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Þórðarhöfði''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Hvor Oslandshliden ender, skærer sig ind mod øst, adskilte ved et smalt fjæld, to parallele dale '''Dejldardal''' (''Deildardalr'') og '''Unadal(r)'''. Bægge dale er beboede; navnlig den smalle Unadal er berygtet for de voldsomme vestenstorme, den hjemsøges af. Oven for dalene ligger den lille Unadals- eller Dejldardalsjøkel, over hvilken der ligger vej til Svarvadardal i Øfjords syssel. I Svarfd. (s. 136), hvor første gang islandske forhold omtales — umiddelbart efter en stor lakune, som har indeholdt beretningens hoveddel —, fortælles om en kamp i Dejldardal ved ''Stavsholt'' (Stafsholt) mellem to partier af Svarvadardalens beboere; af mangel på andre våben kæmpede man med knipler. Stedsnavnet Stavsholt svarer utvivlsomt til Ldn.'s '''Stavshol''' (''Stafshóll'', s. 200—1) og til den nuværende gård Stavshol (nu også Stafnshóll, men f. eks. i 16de årh., Timarit I, s. 39, Stafshóll). Gården ligger ved fjældhjørnet mellem Oslandshliden og det Dejldardalen mod syd begrænsende fjæld; i fjældet her oven for findes endnu lidt kratskov, og Svarvadardalsmændene har vel da været beskæftiget med skovhugst her, da striden imellem dem brød ud. — I Unadal boede den i Vd. (og Ldn.) omtalte Une, hvis søn Hrollejv dræber.
@@ Linje 179: / Linje 179: @@
-[[Fil:WGC.298.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Drivis i Hunaflói''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]] Nord for Miklavatn står nu — til hvor sysselgrænsen falder, en halv mil eller mere nord på — kun en gård. Fra denne syslets nordligste del ligger en kort fjældvej til Siglufjord i Øfjords syssel. — Langs bægge sider af Miklavatn ligger en række gårde og desuden oven for (&#596;: syd for) søen adskillige, tæt ved hinanden stående gårde« indtil Stivla-bygden begynder. Blandt disse er ''Holt'', hvor der i tunet findes en ''Tinghól'' (Þínghóll). Om tingforhold i Fljot vides ellers kun, at der i Sturl. omtales et folkerigt, vel beliggende ''Fljotamannagodord'' (Fljótamannagoðorð). På Holts kirkegård skal findes en, dog på grund af slid ulæselig runeligsten.
+[[Fil:WGC.298.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Drivis i Hunaflói''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]] Nord for Miklavatn står nu — til hvor sysselgrænsen falder, en halv mil eller mere nord på — kun en gård. Fra denne syslets nordligste del ligger en kort fjældvej til Siglufjord i Øfjords syssel. — Langs bægge sider af Miklavatn ligger en række gårde og desuden oven for (&#596;: syd for) søen adskillige, tæt ved hinanden stående gårde« indtil Stivla-bygden begynder. Blandt disse er ''Holt'', hvor der i tunet findes en ''Tinghól'' (Þínghóll). Om tingforhold i Fljot vides ellers kun, at der i Sturl. omtales et folkerigt, vel beliggende ''Fljotamannagodord'' (Fljótamannagoðorð). På Holts kirkegård skal findes en, dog på grund af slid ulæselig runeligsten.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. aug. 2013 kl. 14:39
Linje 102:		Linje 102:


−	[[File:BishopGudmundurArason.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Guðmundur Arason''' - (Illustration fra håndskr. ~~fra~~ ''Prestssaga Guðmundar góða'')</center>]] Landet nord for Tværå regnes endnu til Blönduhliden; dog betragtes største delen af den øst for Hegranæs liggende strækning, hvor de mod øst begrænsende fjælde gå over i lavere højdedrag, som udgørende en egen lille bygd, der mod nord ved udløbet af Herredsvandenes østerarm går over i Vidvigsvejten. Også her findes sidedale mod øst, af hvilke den af ''Gljuvrå'' (Gljufrá) gennemstrømmede Gljuvrådal er den nordligste. Mellem Gljuvrå og Tværå ligger gården ''Hovstad'' (Hofstaðir). Ldn. (s. 195) fortæller, at landnamsmanden mellem disse to åer boede på ''Kollsvensstad'' (Kollsveinsstaðir), men holdt ofring (hafði blót) på Hovstad. Vest for den nuværende gård Hovstad viser man en gammel græstørvsindhegning, omtrent af størrelse som et fårehus-tun; her antager man, at hovet har stået — hertil strækker sig nemlig en gammel ophøjet vej (göngugarðr), der ligger tværs over moseskråningen udgående fra den et par »bæjarlede« sydligere ødegård Kollsvensstad, og som i følge tradition skal være bygget og brugt som vej til hovet <ref>Ødegården Kollsvensstad har ligget øst for Sydre Brekka, der ligger ved Herredsvandenes østre arm, nordøst for gården Framnes, nordvest for Tværå gård.	+	[[File:BishopGudmundurArason.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Guðmundur Arason''' - (Illustration fra håndskr. af ''Prestssaga Guðmundar góða'')</center>]] Landet nord for Tværå regnes endnu til Blönduhliden; dog betragtes største delen af den øst for Hegranæs liggende strækning, hvor de mod øst begrænsende fjælde gå over i lavere højdedrag, som udgørende en egen lille bygd, der mod nord ved udløbet af Herredsvandenes østerarm går over i Vidvigsvejten. Også her findes sidedale mod øst, af hvilke den af ''Gljuvrå'' (Gljufrá) gennemstrømmede Gljuvrådal er den nordligste. Mellem Gljuvrå og Tværå ligger gården ''Hovstad'' (Hofstaðir). Ldn. (s. 195) fortæller, at landnamsmanden mellem disse to åer boede på ''Kollsvensstad'' (Kollsveinsstaðir), men holdt ofring (hafði blót) på Hovstad. Vest for den nuværende gård Hovstad viser man en gammel græstørvsindhegning, omtrent af størrelse som et fårehus-tun; her antager man, at hovet har stået — hertil strækker sig nemlig en gammel ophøjet vej (göngugarðr), der ligger tværs over moseskråningen udgående fra den et par »bæjarlede« sydligere ødegård Kollsvensstad, og som i følge tradition skal være bygget og brugt som vej til hovet <ref>Ødegården Kollsvensstad har ligget øst for Sydre Brekka, der ligger ved Herredsvandenes østre arm, nordøst for gården Framnes, nordvest for Tværå gård.
	Det er rimeligvis om denne gård Hovstad, at Sig. Gudmundssön i sin beskrivelse af altingsstedet (s. 32, sml. s. 56) anfører, at der på H. findes et fårehus benævnt Valhöll.</ref>. - Mellem Hovstad og den noget sydligere gård Svadastad (Svaðastaðir) findes i lien nogle banker, '''Urdskrideholar''' (''Urðskriduhólar''). Navnet er kendt fra Laxd. (s. 340), hvor der fortælles, at da høvdingen Torvald på Hov i Hjaltadal rider fra sin gård til et møde på Tværå, løb den af ham beskyttede drabsmand Torolv ned fra lien og sluttede sig til ham, da han med sin flok kom forbi Urdskrideholer.		Det er rimeligvis om denne gård Hovstad, at Sig. Gudmundssön i sin beskrivelse af altingsstedet (s. 32, sml. s. 56) anfører, at der på H. findes et fårehus benævnt Valhöll.</ref>. - Mellem Hovstad og den noget sydligere gård Svadastad (Svaðastaðir) findes i lien nogle banker, '''Urdskrideholar''' (''Urðskriduhólar''). Navnet er kendt fra Laxd. (s. 340), hvor der fortælles, at da høvdingen Torvald på Hov i Hjaltadal rider fra sin gård til et møde på Tværå, løb den af ham beskyttede drabsmand Torolv ned fra lien og sluttede sig til ham, da han med sin flok kom forbi Urdskrideholer.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. aug. 2013 kl. 14:38
Linje 102:		Linje 102:


−	Landet nord for Tværå regnes endnu til Blönduhliden; dog betragtes største delen af den øst for Hegranæs liggende strækning, hvor de mod øst begrænsende fjælde gå over i lavere højdedrag, som udgørende en egen lille bygd, der mod nord ved udløbet af Herredsvandenes østerarm går over i Vidvigsvejten. Også her findes sidedale mod øst, af hvilke den af ''Gljuvrå'' (Gljufrá) gennemstrømmede Gljuvrådal er den nordligste. Mellem Gljuvrå og Tværå ligger gården ''Hovstad'' (Hofstaðir). Ldn. (s. 195) fortæller, at landnamsmanden mellem disse to åer boede på ''Kollsvensstad'' (Kollsveinsstaðir), men holdt ofring (hafði blót) på Hovstad. Vest for den nuværende gård Hovstad viser man en gammel græstørvsindhegning, omtrent af størrelse som et fårehus-tun; her antager man, at hovet har stået — hertil strækker sig nemlig en gammel ophøjet vej (göngugarðr), der ligger tværs over moseskråningen udgående fra den et par »bæjarlede« sydligere ødegård Kollsvensstad, og som i følge tradition skal være bygget og brugt som vej til hovet <ref>Ødegården Kollsvensstad har ligget øst for Sydre Brekka, der ligger ved Herredsvandenes østre arm, nordøst for gården Framnes, nordvest for Tværå gård.	+	[[File:BishopGudmundurArason.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Guðmundur Arason''' - (Illustration fra håndskr. fra ''Prestssaga Guðmundar góða'')</center>]] Landet nord for Tværå regnes endnu til Blönduhliden; dog betragtes største delen af den øst for Hegranæs liggende strækning, hvor de mod øst begrænsende fjælde gå over i lavere højdedrag, som udgørende en egen lille bygd, der mod nord ved udløbet af Herredsvandenes østerarm går over i Vidvigsvejten. Også her findes sidedale mod øst, af hvilke den af ''Gljuvrå'' (Gljufrá) gennemstrømmede Gljuvrådal er den nordligste. Mellem Gljuvrå og Tværå ligger gården ''Hovstad'' (Hofstaðir). Ldn. (s. 195) fortæller, at landnamsmanden mellem disse to åer boede på ''Kollsvensstad'' (Kollsveinsstaðir), men holdt ofring (hafði blót) på Hovstad. Vest for den nuværende gård Hovstad viser man en gammel græstørvsindhegning, omtrent af størrelse som et fårehus-tun; her antager man, at hovet har stået — hertil strækker sig nemlig en gammel ophøjet vej (göngugarðr), der ligger tværs over moseskråningen udgående fra den et par »bæjarlede« sydligere ødegård Kollsvensstad, og som i følge tradition skal være bygget og brugt som vej til hovet <ref>Ødegården Kollsvensstad har ligget øst for Sydre Brekka, der ligger ved Herredsvandenes østre arm, nordøst for gården Framnes, nordvest for Tværå gård.
	Det er rimeligvis om denne gård Hovstad, at Sig. Gudmundssön i sin beskrivelse af altingsstedet (s. 32, sml. s. 56) anfører, at der på H. findes et fårehus benævnt Valhöll.</ref>. - Mellem Hovstad og den noget sydligere gård Svadastad (Svaðastaðir) findes i lien nogle banker, '''Urdskrideholar''' (''Urðskriduhólar''). Navnet er kendt fra Laxd. (s. 340), hvor der fortælles, at da høvdingen Torvald på Hov i Hjaltadal rider fra sin gård til et møde på Tværå, løb den af ham beskyttede drabsmand Torolv ned fra lien og sluttede sig til ham, da han med sin flok kom forbi Urdskrideholer.		Det er rimeligvis om denne gård Hovstad, at Sig. Gudmundssön i sin beskrivelse af altingsstedet (s. 32, sml. s. 56) anfører, at der på H. findes et fårehus benævnt Valhöll.</ref>. - Mellem Hovstad og den noget sydligere gård Svadastad (Svaðastaðir) findes i lien nogle banker, '''Urdskrideholar''' (''Urðskriduhólar''). Navnet er kendt fra Laxd. (s. 340), hvor der fortælles, at da høvdingen Torvald på Hov i Hjaltadal rider fra sin gård til et møde på Tværå, løb den af ham beskyttede drabsmand Torolv ned fra lien og sluttede sig til ham, da han med sin flok kom forbi Urdskrideholer.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. aug. 2013 kl. 13:17
Linje 19:		Linje 19:


−
−	~~<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>~~

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. aug. 2013 kl. 13:17
Linje 133:		Linje 133:


−	Øst for åen er '''Hólar''' ubetinget den mærkeligste gård. Hvor Hjaltadalen gør sin bøjning mod syd, hæver sig et anseligt, rødligt fjæld (Hólabyrða), der ligesom afslutter dalen mod øst: under dette står gården på lave græsgroede banker, der har givet gården navn. Kort syd for Holar ses gården '''Hov''' (''Hof'') ved mundingen af en lille sidedal. Hov er en husmandsplads (hjáleiga) under Holar; her antages dog hovedgården oprindelig at have stået og først senere at være flyttet til Holar. På Hov i Hjaltadal boede i følge Ldn. landnamsmanden Hjalte Tordssön og efter ham hans sønner Torvald og Tord, der holdt det berømte arvegilde efter deres fader, hvortil c. 1500 mennesker var indbudte. Hvor tidlig bebyggelsen her er ophørt, er ikke godt at vide; ved begyndelsen af det 12te årh. nævnes en anset præst Illuge som ejer af Holar. A. M. (1709) angiver, at Hola-gårdens stekk og fårehus hedder »Hovet«: der skal gården i følge traditionen oprindelig have stået, og man ser tydelige spor af bebyggelse; men siden Holar grundedes, ved ingen, at der har været gård på »Hovet«. Hov bebyggedes påny i begyndelsen af dette århundrede; da påviste man (i følge sognebeskr.) endnu lævninger af ''gudehovet'', man så også tomter af Hjaltesønnernes ''drikkeskåle'' og kendte stedsnavnene ''Blótsteinn'' og ''Goðalág''. Af hovtomterne, som også Jon Olavssön fra Grunnavig (se lexicon: Hof) kender, ser man nu intet; derimod vises skåletomten — dog ikke så forfærdelig stor — , og en »gudedal« (goðadæld), hvor guderne vaskedes. Så vidt man kan forstå, mener Jon Olavssön, at indretningen her omtrent har været den samme som i gudehovet i Midfjord (Hv.).	+	[[Fil:AM.160.jpg\|thumb\|400px\|right\|<center>'''I Holar kirke''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Øst for åen er '''Hólar''' ubetinget den mærkeligste gård. Hvor Hjaltadalen gør sin bøjning mod syd, hæver sig et anseligt, rødligt fjæld (Hólabyrða), der ligesom afslutter dalen mod øst: under dette står gården på lave græsgroede banker, der har givet gården navn. Kort syd for Holar ses gården '''Hov''' (''Hof'') ved mundingen af en lille sidedal. Hov er en husmandsplads (hjáleiga) under Holar; her antages dog hovedgården oprindelig at have stået og først senere at være flyttet til Holar. På Hov i Hjaltadal boede i følge Ldn. landnamsmanden Hjalte Tordssön og efter ham hans sønner Torvald og Tord, der holdt det berømte arvegilde efter deres fader, hvortil c. 1500 mennesker var indbudte. Hvor tidlig bebyggelsen her er ophørt, er ikke godt at vide; ved begyndelsen af det 12te årh. nævnes en anset præst Illuge som ejer af Holar. A. M. (1709) angiver, at Hola-gårdens stekk og fårehus hedder »Hovet«: der skal gården i følge traditionen oprindelig have stået, og man ser tydelige spor af bebyggelse; men siden Holar grundedes, ved ingen, at der har været gård på »Hovet«. Hov bebyggedes påny i begyndelsen af dette århundrede; da påviste man (i følge sognebeskr.) endnu lævninger af ''gudehovet'', man så også tomter af Hjaltesønnernes ''drikkeskåle'' og kendte stedsnavnene ''Blótsteinn'' og ''Goðalág''. Af hovtomterne, som også Jon Olavssön fra Grunnavig (se lexicon: Hof) kender, ser man nu intet; derimod vises skåletomten — dog ikke så forfærdelig stor — , og en »gudedal« (goðadæld), hvor guderne vaskedes. Så vidt man kan forstå, mener Jon Olavssön, at indretningen her omtrent har været den samme som i gudehovet i Midfjord (Hv.).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. aug. 2013 kl. 13:13
Linje 160:		Linje 160:


−	Hvor Oslandshliden ender, skærer sig ind mod øst, adskilte ved et smalt fjæld, to parallele dale '''Dejldardal''' (''Deildardalr'') og '''Unadal(r)'''. Bægge dale er beboede; navnlig den smalle Unadal er berygtet for de voldsomme vestenstorme, den hjemsøges af. Oven for dalene ligger den lille Unadals- eller Dejldardalsjøkel, over hvilken der ligger vej til Svarvadardal i Øfjords syssel. I Svarfd. (s. 136), hvor første gang islandske forhold omtales — umiddelbart efter en stor lakune, som har indeholdt beretningens hoveddel —, fortælles om en kamp i Dejldardal ved ''Stavsholt'' (Stafsholt) mellem to partier af Svarvadardalens beboere; af mangel på andre våben kæmpede man med knipler. Stedsnavnet Stavsholt svarer utvivlsomt til Ldn.'s '''Stavshol''' (''Stafshóll'', s. 200—1) og til den nuværende gård Stavshol (nu også Stafnshóll, men f. eks. i 16de årh., Timarit I, s. 39, Stafshóll). Gården ligger ved fjældhjørnet mellem Oslandshliden og det Dejldardalen mod syd begrænsende fjæld; i fjældet her oven for findes endnu lidt kratskov, og Svarvadardalsmændene har vel da været beskæftiget med skovhugst her, da striden imellem dem brød ud. — I Unadal boede den i Vd. (og Ldn.) omtalte Une, hvis søn Hrollejv dræber.	+	[[Fil:WGC.302.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Þórðarhöfði''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]]Hvor Oslandshliden ender, skærer sig ind mod øst, adskilte ved et smalt fjæld, to parallele dale '''Dejldardal''' (''Deildardalr'') og '''Unadal(r)'''. Bægge dale er beboede; navnlig den smalle Unadal er berygtet for de voldsomme vestenstorme, den hjemsøges af. Oven for dalene ligger den lille Unadals- eller Dejldardalsjøkel, over hvilken der ligger vej til Svarvadardal i Øfjords syssel. I Svarfd. (s. 136), hvor første gang islandske forhold omtales — umiddelbart efter en stor lakune, som har indeholdt beretningens hoveddel —, fortælles om en kamp i Dejldardal ved ''Stavsholt'' (Stafsholt) mellem to partier af Svarvadardalens beboere; af mangel på andre våben kæmpede man med knipler. Stedsnavnet Stavsholt svarer utvivlsomt til Ldn.'s '''Stavshol''' (''Stafshóll'', s. 200—1) og til den nuværende gård Stavshol (nu også Stafnshóll, men f. eks. i 16de årh., Timarit I, s. 39, Stafshóll). Gården ligger ved fjældhjørnet mellem Oslandshliden og det Dejldardalen mod syd begrænsende fjæld; i fjældet her oven for findes endnu lidt kratskov, og Svarvadardalsmændene har vel da været beskæftiget med skovhugst her, da striden imellem dem brød ud. — I Unadal boede den i Vd. (og Ldn.) omtalte Une, hvis søn Hrollejv dræber.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. aug. 2013 kl. 13:09
Linje 181:		Linje 181:


−	Nord for Miklavatn står nu — til hvor sysselgrænsen falder, en halv mil eller mere nord på — kun en gård. Fra denne syslets nordligste del ligger en kort fjældvej til Siglufjord i Øfjords syssel. — Langs bægge sider af Miklavatn ligger en række gårde og desuden oven for (ɔ: syd for) søen adskillige, tæt ved hinanden stående gårde« indtil Stivla-bygden begynder. Blandt disse er ''Holt'', hvor der i tunet findes en ''Tinghól'' (Þínghóll). Om tingforhold i Fljot vides ellers kun, at der i Sturl. omtales et folkerigt, vel beliggende ''Fljotamannagodord'' (Fljótamannagoðorð). På Holts kirkegård skal findes en, dog på grund af slid ulæselig runeligsten.	+	[[Fil:WGC.298.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Drivis i Hunaflói''' - (''W.G. Collingwood,'' 1896)</center>]] Nord for Miklavatn står nu — til hvor sysselgrænsen falder, en halv mil eller mere nord på — kun en gård. Fra denne syslets nordligste del ligger en kort fjældvej til Siglufjord i Øfjords syssel. — Langs bægge sider af Miklavatn ligger en række gårde og desuden oven for (ɔ: syd for) søen adskillige, tæt ved hinanden stående gårde« indtil Stivla-bygden begynder. Blandt disse er ''Holt'', hvor der i tunet findes en ''Tinghól'' (Þínghóll). Om tingforhold i Fljot vides ellers kun, at der i Sturl. omtales et folkerigt, vel beliggende ''Fljotamannagodord'' (Fljótamannagoðorð). På Holts kirkegård skal findes en, dog på grund af slid ulæselig runeligsten.