Skjaldedigtning (FJ 1907) - Revisjonshistorikk

Carsten på 28. mai 2020 kl. 04:24

2020-05-28T04:24:48Z

Carsten på 3. nov. 2019 kl. 11:01

2019-11-03T11:01:51Z

Jesper på 2. nov. 2019 kl. 14:37

2019-11-02T14:37:59Z

Jesper på 27. okt. 2019 kl. 18:39

2019-10-27T18:39:33Z

Carsten: FJ: Den islandske litteraturs historie tilligemed den oldnorske: Skjaldedigtning

2019-10-27T17:57:28Z

FJ: Den islandske litteraturs historie tilligemed den oldnorske: Skjaldedigtning

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. mai 2020 kl. 04:24
Linje 8:		Linje 8:


−	[[Bilde:Finnur Jonsson2.jpg\|thumb\|200px\|<center>Finnur Jónsson</center>]]	+	[[Bilde:Finnur Jonsson2.jpg\|thumb\|200px\|<center>Finnur Jónsson</center>]][[Fil:Reprint Add.jpg\|right\|210px\|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]][[Fil:Litteraturhist. cover.png\|thumb\|200px\|link=https://www.bod.dk/bogshop/den-islandske-litteraturs-historie-finnur-jonsson-9788743011002\| <center>Finnur Jónsson:<br> '''Den islandske litteraturs historie''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]

	<center>'''[[Den islandske litteraturs historie tilligemed den oldnorske\|Den islandske litteraturs historie<br>tilligemed den oldnorske]]'''		<center>'''[[Den islandske litteraturs historie tilligemed den oldnorske\|Den islandske litteraturs historie<br>tilligemed den oldnorske]]'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. nov. 2019 kl. 11:01
Linje 92:		Linje 92:


−	'''Steinn''' eller '''Hallar-Steinn''' forfattede ''Rekstefja'' om kong Olaf Tryggvason. Digtets navn beror på dets ejendommelige, spaltede stev ''(rekstef)''. I metrisk henseende er det for så vidt mærkeligt, som det helt igennem er digtet i en afart af drotkvædet; det ejendommelige derved beslår i, at de tre første stavelser i de ulige linjer er lange og betonede (istf. det normale, at der efter to lange og betonede stavelser i reglen bör følge en kort, betonet); man har syntes, at dette versemål fik noget rystende, stødende ved sig og det kaldtes derfor ''tvískelft'' Digtet består af 35 vers. Efter en ~~opfording~~ til kvinderne om at høre på kvadet — det er første gang dette, så vidt vides, sker —, omtales Olafs krigstog, ankomst til Norge og hans kristning af dette samt af Island osv., og så slaget ved Svolder; derpå følger en fremstilling af Olafs halvjærtegnagtige handlinger. Digtet er meget historisk-objektivt og ikke synderlig livligt. Også her synes den mundtlige tradition at være hovedgrundlaget. Digtet er vistnok yngre end Einars Geisli og mulig forfattet med det som forbillede. — Foruden dette digt findes nogle halvvers af erotisk indhold og et par små brudstykker; her bruger Steinn omskrivningen ''bókarsól'' 'bogsol' for 'sten' (sten = farve til at illuminere med), hvilket viser, at skjalden tilhører det 12. årh.	+	'''Steinn''' eller '''Hallar-Steinn''' forfattede ''Rekstefja'' om kong Olaf Tryggvason. Digtets navn beror på dets ejendommelige, spaltede stev ''(rekstef)''. I metrisk henseende er det for så vidt mærkeligt, som det helt igennem er digtet i en afart af drotkvædet; det ejendommelige derved beslår i, at de tre første stavelser i de ulige linjer er lange og betonede (istf. det normale, at der efter to lange og betonede stavelser i reglen bör følge en kort, betonet); man har syntes, at dette versemål fik noget rystende, stødende ved sig og det kaldtes derfor ''tvískelft'' Digtet består af 35 vers. Efter en opfordring til kvinderne om at høre på kvadet — det er første gang dette, så vidt vides, sker —, omtales Olafs krigstog, ankomst til Norge og hans kristning af dette samt af Island osv., og så slaget ved Svolder; derpå følger en fremstilling af Olafs halvjærtegnagtige handlinger. Digtet er meget historisk-objektivt og ikke synderlig livligt. Også her synes den mundtlige tradition at være hovedgrundlaget. Digtet er vistnok yngre end Einars Geisli og mulig forfattet med det som forbillede. — Foruden dette digt findes nogle halvvers af erotisk indhold og et par små brudstykker; her bruger Steinn omskrivningen ''bókarsól'' 'bogsol' for 'sten' (sten = farve til at illuminere med), hvilket viser, at skjalden tilhører det 12. årh.

@@ Linje 32: / Linje 32: @@
-Først og fremmest på det historiske. Kort efter 1100 begynder jo den islandske historieskrivning, der dog først efter c. 1150 bliver almindelig og det i den grad, at endogså samtidens historie bogfæstes. Det er da let at se, at skjaldekvadenes betydning som historisk kilde så at sige bliver forsvindende. Kun de, der er digtede i den første halv- eller fjærdedel af århundredet, beholder noget af den gamle betydning som historiske kvad; alligevel er der forbavsende lidt bevaret af disse kvad. Endnu mindre er der bevaret af skjaldene fra den sidste halvdel af det 12. årh. Til kong Inge Haraldsson henfører Skáldatal 4 skjalde, så godt som intet er bevaret af deres kvad; til Magnus Erlingsson 6; ikke ón linje er, så vidt vides, i behold; til Sverre er sst. 13 skjalde knyttede — ikke ón linje bevaret. Dette er talende nok. Når der af det 13. årh.s fyrsteskjalde, Snorre, Olaf og Sturla, så meget er bevaret, skyldes dette ganske særlige forhold, fordi de selv optog deres (og Sturla sin broders) digte i deres egne værker. Af de andre skjalde fra det 13. årh. er der så godt som intet til. Når Sturla i sin saga om Hakon d. gamle optager så meget af sine egne digte, er det ikke som kilder, men som mekanisk sagapryd og -tilbehör.
+Først og fremmest på det historiske. Kort efter 1100 begynder jo den islandske historieskrivning, der dog først efter c. 1150 bliver almindelig og det i den grad, at endogså samtidens historie bogfæstes. Det er da let at se, at skjaldekvadenes betydning som historisk kilde så at sige bliver forsvindende. Kun de, der er digtede i den første halv- eller fjærdedel af århundredet, beholder noget af den gamle betydning som historiske kvad; alligevel er der forbavsende lidt bevaret af disse kvad. Endnu mindre er der bevaret af skjaldene fra den sidste halvdel af det 12. årh. Til kong Inge Haraldsson henfører Skáldatal 4 skjalde, så godt som intet er bevaret af deres kvad; til Magnus Erlingsson 6; ikke én linje er, så vidt vides, i behold; til Sverre er sst. 13 skjalde knyttede — ikke én linje bevaret. Dette er talende nok. Når der af det 13. årh.s fyrsteskjalde, Snorre, Olaf og Sturla, så meget er bevaret, skyldes dette ganske særlige forhold, fordi de selv optog deres (og Sturla sin broders) digte i deres egne værker. Af de andre skjalde fra det 13. årh. er der så godt som intet til. Når Sturla i sin saga om Hakon d. gamle optager så meget af sine egne digte, er det ikke som kilder, men som mekanisk sagapryd og -tilbehör.
-Kun i ón henseende beholder de gamle kvad deres værd til en vis grad, nemlig i sproglig henseende. Ved siden af skrevne bøger og værker i prosa — der naturligvis er af overvejende betydning — beholder skjaldedigtene i denne periode den betydning, at de vejleder ved at konstatere bestemte overgange i udtale og form, og denne bliver så meget större som de islandske håndskrifter fra tiden för omkr. 1250 dog altid er temlig få og fragmentariske.
+Kun i én henseende beholder de gamle kvad deres værd til en vis grad, nemlig i sproglig henseende. Ved siden af skrevne bøger og værker i prosa — der naturligvis er af overvejende betydning — beholder skjaldedigtene i denne periode den betydning, at de vejleder ved at konstatere bestemte overgange i udtale og form, og denne bliver så meget större som de islandske håndskrifter fra tiden för omkr. 1250 dog altid er temlig få og fragmentariske.
@@ Linje 47: / Linje 47: @@
-Til '''Magnus barfod''', af hvem der haves et par — tildels erotiske — vers, er 6 skjalde knyttede. Deraf har ón betydning for langt senere tider og af de andre er der kun to, der har nogen videre betydning. Af de ellers ubekendte '''Þorkell hamarskáld''' og '''Björn krepphendi''' haves nogle få vers af deres ''draper'' om Magnus.
+Til '''Magnus barfod''', af hvem der haves et par — tildels erotiske — vers, er 6 skjalde knyttede. Deraf har én betydning for langt senere tider og af de andre er der kun to, der har nogen videre betydning. Af de ellers ubekendte '''Þorkell hamarskáld''' og '''Björn krepphendi''' haves nogle få vers af deres ''draper'' om Magnus.
@@ Linje 62: / Linje 62: @@
-Århundredets hovedskjald var præsten '''Einarr Skúlason'''. Hvad der vides om hans liv er meget brudstykkeagtigt. I en præstefortegnelse fra 1143 regnes han til præster på vestlandet, netop i egnen nær ved Borg; der er meget, der taler for, at han har været en efterkommer af Egill. Einar må være født omkring 1090 og han har levet efter 1160. Allerede ved år 1114 træffes han hos Sigurd jorsalfar og atter 1124. Han træffes senere hos Harald gille, Magnus den blinde og Haraldssönnerne, særlig Sigurd (1148). 1153 fremsiger han sit hoveddigt ''Geisli'' for kongerne; kong Eystein gjorde ham til sin staller. Sidste gang, der høres noget om ham, er ved 1159-60; da er han hos hövdingen Gregorius Dagsson. Også i Danmark har han været og ''digtet om Sven grade'', men Riber-Ulv hindrede, at han fik Iön for digtet; i et vers klager han over dennes gnieragtighed. Uagtet der vides så lidt om Einar, savnes der dog ikke midler til at man kan danne sig en forestilling om hans person og ævner. Han minder meget om Sigvatr. Han har været personlig elskværdig og jovial mand, der, ligesom Sigvatr, kunde være med til spøg og gammen. Han har taget sig i vare for at tage parti i den indre norske politik eller optræde effektivt som partimand. Det har ikke ligget for ham. Derfor ser vi ham også færdes hos så mange fyrster og konger, der ofte var eller blev hinandens bitre fjender. At det alt har været beregning og dikteret af vindingslyst, er man ikke berettiget til at antage. Endnu mindre kan man påstå, at han har været falsk. Det var vanskelige tider i Norge i det 12. årh. s første halvdel, og det her påpegede forhold taler i höj grad for Einars intelligens og karakter. Han var snarrådig, mild og overbærende, et sundt religiøst gemyt og alt andet end fanatisk. Da gögleren Jarlmann engang havde forset sig mod kirkens forskrifter om den strænge faste (han spiste en fredag et kid, som han ovenikøbet havde stjålet), og da han skulde piskes til straf derfor, kom Einar pludselig til og udtalte sin forbavselse over den behandling; da sagde kongen, at det skulde komme an på ham, hvor mange piskeslag gögleren fik; såsnart Einar havde digtet et vers, skulde man holde op; efter 5 hug til var Einar færdig med verset. En fanatisk præst vilde næppe have handlet således. Det anførte viser tillige, hvor uhyre let Einar havde ved at digte; også i så henseende minder han stærkt om Sigvatr. Der er flere morsomme eksempler på denne hans ævne. Dertil kom at han havde et glimrende herredömme over sprog og versform; han digter i de allervanskeligste versemål, men alt falder ham lige let. Hans digte er også i henseende til regelrethed, stringent behandling af versemålene, på höjdepunktet. Einar har uden tvivl så at sige studeret sin kunst meget nöje både m. h. t. form og kenninger. Af ham haves ''remsevers'' — måske de ældste der kendes, i sin art; deri opregnes øers navne. At hans kenninger bærer præg af tidsalderens efterklassiske opfattelse, er ikke underligt, men deres væsen har han dog været på det rene med og han er oftest meget korrekt i det til dem knyttede ordvalg. Alt i alt er Einar dog næppe en stor digter med dyb orginalitet; som menneske har han sikkert været större.
+Århundredets hovedskjald var præsten '''Einarr Skúlason'''. Hvad der vides om hans liv er meget brudstykkeagtigt. I en præstefortegnelse fra 1143 regnes han til præster på vestlandet, netop i egnen nær ved Borg; der er meget, der taler for, at han har været en efterkommer af Egill. Einar må være født omkring 1090 og han har levet efter 1160. Allerede ved år 1114 træffes han hos Sigurd jorsalfar og atter 1124. Han træffes senere hos Harald gille, Magnus den blinde og Haraldssönnerne, særlig Sigurd (1148). 1153 fremsiger han sit hoveddigt ''Geisli'' for kongerne; kong Eystein gjorde ham til sin staller. Sidste gang, der høres noget om ham, er ved 1159-60; da er han hos hövdingen Gregorius Dagsson. Også i Danmark har han været og ''digtet om Sven grade'', men Riber-Ulv hindrede, at han fik lön for digtet; i et vers klager han over dennes gnieragtighed. Uagtet der vides så lidt om Einar, savnes der dog ikke midler til at man kan danne sig en forestilling om hans person og ævner. Han minder meget om Sigvatr. Han har været personlig elskværdig og jovial mand, der, ligesom Sigvatr, kunde være med til spøg og gammen. Han har taget sig i vare for at tage parti i den indre norske politik eller optræde effektivt som partimand. Det har ikke ligget for ham. Derfor ser vi ham også færdes hos så mange fyrster og konger, der ofte var eller blev hinandens bitre fjender. At det alt har været beregning og dikteret af vindingslyst, er man ikke berettiget til at antage. Endnu mindre kan man påstå, at han har været falsk. Det var vanskelige tider i Norge i det 12. årh. s første halvdel, og det her påpegede forhold taler i höj grad for Einars intelligens og karakter. Han var snarrådig, mild og overbærende, et sundt religiøst gemyt og alt andet end fanatisk. Da gögleren Jarlmann engang havde forset sig mod kirkens forskrifter om den strænge faste (han spiste en fredag et kid, som han ovenikøbet havde stjålet), og da han skulde piskes til straf derfor, kom Einar pludselig til og udtalte sin forbavselse over den behandling; da sagde kongen, at det skulde komme an på ham, hvor mange piskeslag gögleren fik; såsnart Einar havde digtet et vers, skulde man holde op; efter 5 hug til var Einar færdig med verset. En fanatisk præst vilde næppe have handlet således. Det anførte viser tillige, hvor uhyre let Einar havde ved at digte; også i så henseende minder han stærkt om Sigvatr. Der er flere morsomme eksempler på denne hans ævne. Dertil kom at han havde et glimrende herredömme over sprog og versform; han digter i de allervanskeligste versemål, men alt falder ham lige let. Hans digte er også i henseende til regelrethed, stringent behandling af versemålene, på höjdepunktet. Einar har uden tvivl så at sige studeret sin kunst meget nöje både m. h. t. form og kenninger. Af ham haves ''remsevers'' — måske de ældste der kendes, i sin art; deri opregnes øers navne. At hans kenninger bærer præg af tidsalderens efterklassiske opfattelse, er ikke underligt, men deres væsen har han dog været på det rene med og han er oftest meget korrekt i det til dem knyttede ordvalg. Alt i alt er Einar dog næppe en stor digter med dyb originalitet; som menneske har han sikkert været större.
@@ Linje 92: / Linje 92: @@
-'''Steinn''' eller '''Hallar-Steinn''' forfattede ''Rekstefja'' om kong Olaf Tryggvason. Digtets navn beror på dets ejendommelige, spaltede stev ''(rekstef)''. I metrisk henseende er det for så vidt mærkeligt, som det helt igennem er digtet i en afart af drotkvædet; det ejendommelige derved beslår i, at de tre første stavelser i de ulige linjer er lange og betonede (istf. det normale, at der efter to lange og betonede stavelser i reglen bör følge en kort, betonet); man har syntes, at dette versemål fik noget rystende, stødende ved sig og det kaldtes derfor ''tvískelft'' Digtet består af 35 vers. Efter en opfording til kvinderne om at høre på kvadet — det er første gang dette, så vidt vides, sker —, omtales Olafs krigstog, ankomst til Norge og hans kristning af dette samt af Island osv., og så slaget ved Svolder; derpå følger en fremstilling af Olafs halvjærtegnagtige handlinger. Digtet er meget historisk-objektivt og ikke synderlig livligt. Også her synes den mundtlige tradition at være hovedgrundlaget. Digtet er vistnok yngre end Einars Geisli og mulig forfattet med det som forbillede. — Foruden dette digt findes nogle halvvers af erotisk indhold og et par små brudstykker; her bruger Steinn omskrivningen ''bókarsól'' 'bogsol' for 'sten' (sten = farve til at illuminere med), hvilkel viser, at skjalden tilhører det 12. årh.
+'''Steinn''' eller '''Hallar-Steinn''' forfattede ''Rekstefja'' om kong Olaf Tryggvason. Digtets navn beror på dets ejendommelige, spaltede stev ''(rekstef)''. I metrisk henseende er det for så vidt mærkeligt, som det helt igennem er digtet i en afart af drotkvædet; det ejendommelige derved beslår i, at de tre første stavelser i de ulige linjer er lange og betonede (istf. det normale, at der efter to lange og betonede stavelser i reglen bör følge en kort, betonet); man har syntes, at dette versemål fik noget rystende, stødende ved sig og det kaldtes derfor ''tvískelft'' Digtet består af 35 vers. Efter en opfording til kvinderne om at høre på kvadet — det er første gang dette, så vidt vides, sker —, omtales Olafs krigstog, ankomst til Norge og hans kristning af dette samt af Island osv., og så slaget ved Svolder; derpå følger en fremstilling af Olafs halvjærtegnagtige handlinger. Digtet er meget historisk-objektivt og ikke synderlig livligt. Også her synes den mundtlige tradition at være hovedgrundlaget. Digtet er vistnok yngre end Einars Geisli og mulig forfattet med det som forbillede. — Foruden dette digt findes nogle halvvers af erotisk indhold og et par små brudstykker; her bruger Steinn omskrivningen ''bókarsól'' 'bogsol' for 'sten' (sten = farve til at illuminere med), hvilket viser, at skjalden tilhører det 12. årh.
@@ Linje 98: / Linje 98: @@
-Endelig kan et digt omtales i denne forbindelse, uagtet det er forfattet til ære for en samtidig islandsk hövding. Det er '''Nóregs konunga tal''' om ''Jón Loptsson'' (d. 1197). Digtet er en efterligning af Ynglingatal og Háleygjatal og opregner — i lighed med disse — Jons forfædre. Jons moder var Tora, en uægte datter af kong Magnus barfod. Det er Toras forfædre, der opregnes, d. v. s. de norske konger fra og med Halfdan svarte og ned til Magnus Erlingssön og Sverre. Der angives, hvor mange år enhver har hersket, og enhvers begravelsessted nævnes. I poetisk henseende har digtet ingen som helst fortjæneste; det er en knastör fremstilling af det angivne æmne. Digtets betydning for historien er ikke ringe, og det bliver ikke ringere ved, at forfatteren udtrykkelig siger, at kongerækken og tidsregningen ned til Magnus d. gode beror på ''Sæmund frodes'' angivelser (»således som S. fr. sagde«); rimeligvis sigtes der til Sæmunds skrevne hstoriske arbejde. Af indre grunde er det temlig tydeligt, at digtet er forfattet ikke så længe efter Magnus Erlingssöns fald (1184) og næppe senere end 1190. At göre det til et ungdomsdigt af Snorre (E. Mogk), går sikkert ikke an.
+Endelig kan et digt omtales i denne forbindelse, uagtet det er forfattet til ære for en samtidig islandsk hövding. Det er '''Nóregs konunga tal''' om ''Jón Loptsson'' (d. 1197). Digtet er en efterligning af Ynglingatal og Háleygjatal og opregner — i lighed med disse — Jons forfædre. Jons moder var Tora, en uægte datter af kong Magnus barfod. Det er Toras forfædre, der opregnes, d. v. s. de norske konger fra og med Halfdan svarte og ned til Magnus Erlingssön og Sverre. Der angives, hvor mange år enhver har hersket, og enhvers begravelsessted nævnes. I poetisk henseende har digtet ingen som helst fortjæneste; det er en knastör fremstilling af det angivne æmne. Digtets betydning for historien er ikke ringe, og det bliver ikke ringere ved, at forfatteren udtrykkelig siger, at kongerækken og tidsregningen ned til Magnus d. gode beror på ''Sæmund frodes'' angivelser (»således som S. fr. sagde«); rimeligvis sigtes der til Sæmunds skrevne historiske arbejde. Af indre grunde er det temlig tydeligt, at digtet er forfattet ikke så længe efter Magnus Erlingssöns fald (1184) og næppe senere end 1190. At göre det til et ungdomsdigt af Snorre (E. Mogk), går sikkert ikke an.
-Til det foregående slutter sig nærmest skjalden '''Bjarni Kolbeinsson''', biskop over Orknøerne (d. 1222). Bjarne tilhørte den orknøske jarleslægt og var en af sin tids anseteste mænd på øerne, der ofte benyttedes til diplomatiske rejser til Norge; på en sådan døde han i Norge. Der vides i øvrigt meget lidet om ham og hans virksomhed. Han var en god ven af flere fremragende islandske hövdinger. Af ham haves ''Jómsvíkingadrápa'', et digt i frit drotkvædet ''(munnvörp''; halvrim i de lige, intet rim i de ulige linjer) med firlinjet stev, der optager versets 1., 4., 5. og 8. linje. Digtet haves vistnok i dets oprindelige omfang (op imod 50 vers). Digteren omtaler sig selv og sit forehavende; han begynder i en vis nonchalant tone, at han ikke bryder sig om tilhørere og antyder en sorg — åbenbart en elskovssorg —, som han har haft; det er den, der driver ham til at digte; hvad der har bevæget ham til netop at vælge æmnet: Jomsvikinger er let at se, det er den unge heit Vagn Ågesöns kærlighedsløfte vedrørende Ingibjörg Torkelsdatter; det er ham, der stilles i forgrunden, og det nævnte forhold er det, digteren særlig omtaler. Han har deri ligesom villet søge trøst og lise for sin egen strandede elskov. Der går i det hele en vemodig-elegisk tone gennem det. Digtets hovedindhold er Jomsvikingetoget, forberedelserne dertil og kampen selv. Denne er ret livlig skildret og ordvalget er i det hele ret heldigt; nogen synderlig åndsflugt er der dog ikke. Hvad kilde skjalden har haft, må sluttes af hans ord, når han siger, at han har »hørt« det og det. Det er stadig den mundtlige tradition, som ligger til grund; digtet afviger også fra sagaens redaktioner og er således af betydning. Bjarne er, m. h. t. de enkelte hövdinger og helte, meget upartisk (f. eks. overfor Sigvalde jarl). Han har troet på Torgerds troldmagt (hagelbygen) og at Bue blev til en orm på sit guld på havsens bund; i det mindste beretter han dette uden at blinke.
+Til det foregående slutter sig nærmest skjalden '''Bjarni Kolbeinsson''', biskop over Orknøerne (d. 1222). Bjarne tilhørte den orknøske jarleslægt og var en af sin tids anseteste mænd på øerne, der ofte benyttedes til diplomatiske rejser til Norge; på en sådan døde han i Norge. Der vides i øvrigt meget lidet om ham og hans virksomhed. Han var en god ven af flere fremragende islandske hövdinger. Af ham haves ''Jómsvíkingadrápa'', et digt i frit drotkvædet ''(munnvörp''; halvrim i de lige, intet rim i de ulige linjer) med firlinjet stev, der optager versets 1., 4., 5. og 8. linje. Digtet haves vistnok i dets oprindelige omfang (op imod 50 vers). Digteren omtaler sig selv og sit forehavende; han begynder i en vis nonchalant tone, at han ikke bryder sig om tilhørere og antyder en sorg — åbenbart en elskovssorg —, som han har haft; det er den, der driver ham til at digte; hvad der har bevæget ham til netop at vælge æmnet: Jomsvikinger er let at se, det er den unge helt Vagn Ågesöns kærlighedsløfte vedrørende Ingibjörg Torkelsdatter; det er ham, der stilles i forgrunden, og det nævnte forhold er det, digteren særlig omtaler. Han har deri ligesom villet søge trøst og lise for sin egen strandede elskov. Der går i det hele en vemodig-elegisk tone gennem det. Digtets hovedindhold er Jomsvikingetoget, forberedelserne dertil og kampen selv. Denne er ret livlig skildret og ordvalget er i det hele ret heldigt; nogen synderlig åndsflugt er der dog ikke. Hvad kilde skjalden har haft, må sluttes af hans ord, når han siger, at han har »hørt« det og det. Det er stadig den mundtlige tradition, som ligger til grund; digtet afviger også fra sagaens redaktioner og er således af betydning. Bjarne er, m. h. t. de enkelte hövdinger og helte, meget upartisk (f. eks. overfor Sigvalde jarl). Han har troet på Torgerds troldmagt (hagelbygen) og at Bue blev til en orm på sit guld på havsens bund; i det mindste beretter han dette uden at blinke.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. okt. 2019 kl. 18:39
Linje 20:		Linje 20:


−	Som för bemærket fortsættes den egenlige digtning om fyrster hele perioden igennem for så brat at holde op på engang. Den er af selvsamme art og ~~beskafifenhed~~ som tidligere. Til den knytter sig digte — af samme art — om ældre personer og begivenheder, der altså ikke beror på, hvad skjaldene selv har set og oplevet. Indholdet må de da have fået fra den mundtlige tradition eller også læst sig det til i skrevne sagaer. Det er atter et oldtidsstudium. Også den gamle metriske form bliver nu genstand for et indgående studium, og det allerede tidlig, hvad Háttalykill fra för midten af det 12. årh. viser. Ikke mindre gælder dette skjaldesproget, som vi bl. a. overbevises om af navneremserne.	+	Som för bemærket fortsættes den egenlige digtning om fyrster hele perioden igennem for så brat at holde op på engang. Den er af selvsamme art og beskaffenhed som tidligere. Til den knytter sig digte — af samme art — om ældre personer og begivenheder, der altså ikke beror på, hvad skjaldene selv har set og oplevet. Indholdet må de da have fået fra den mundtlige tradition eller også læst sig det til i skrevne sagaer. Det er atter et oldtidsstudium. Også den gamle metriske form bliver nu genstand for et indgående studium, og det allerede tidlig, hvad Háttalykill fra för midten af det 12. årh. viser. Ikke mindre gælder dette skjaldesproget, som vi bl. a. overbevises om af navneremserne.