Slaget på Grathe Hede - Revisjonshistorikk

Jesper: Omdirigerer til Knytlingernes saga

2016-02-07T11:07:32Z

Omdirigerer til Knytlingernes saga

Jesper på 14. aug. 2015 kl. 17:21

2015-08-14T17:21:39Z

Jesper på 14. aug. 2015 kl. 17:21

2015-08-14T17:21:06Z

Jesper: Knýtlinga saga kap. 117f

2015-08-14T16:16:34Z

Knýtlinga saga kap. 117f

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Knytlinga saga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knytlinga Saga (C.C.Rafn)]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Slaget på Grathe Hede]] !! !!
|-
|}

<center>[[Kongesagaer]]

'''[[Uddrag af Knytlingernes saga]]'''

<big><big>'''Slaget på Grathe Hede'''</big></big>

''(Knýtlinga saga'', kap. 117, 118 og del af 119)

oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

© 2015</center>

----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Carl af Petersens og Emil Olsons'' [[Knytlinga saga]], ''København 1919-25''</center>
----

[1157]

[[Fil:Grathe_Hede_-_Froelich.jpg|thumb|right|400px|<center>'''Slaget på Grathe Hede'''<br>''(Lorenz Frølich)''</center>]]Efter Mikkelsmesse dette samme efterår kom kong Valdemar med sin hær til det sted, der hedder Grathe Hede; det ligger lidt syd for Viborg. Han vidste da, at kong Svend kunne ventes at komme dertil med en stor hærstyrke, og at de snart skulle mødes i kamp. Begge parter havde en stor og flot styrke. Kong Valdemar valgte stedet for deres kamp og slog sine telte op dér; herefter spiste folkene og hvilede sig, og kong Valdemar lagde sig til at sove, og da han var faldet i søvn, drømte han. Det forekom ham, at han så den hellige Knud Lavard — sin far — og denne talte til ham: »Her ligger du — min søn!« sagde han, »— og bekymrer dig meget om dit udestående med kong Svend, og hvordan udfaldet bliver. Fat kun mod!« sagde han, »— for du har en god sag i jeres mellemværende. Hør nu indgående efter, hvad jeg siger til dig — min søn! — for det er ikke et bedrag, som nu viser sig for dig. Når du vågner, vil du se en ravn komme flyvende, og du skal lægge nøje mærke til, hvor den lander, for dér, hvor ravnen sætter sig, skal du stille din hær i slagorden — så vil Gud give dig sejren.«

Herefter vågner kong Valdemar, og han stod op og tænkte på sin drøm. Han så en ravn komme flyvede således, som det var blevet ham vist. Derpå lod kong Valdemar sine hærmænd lede derhen, og dér opstillede han sin slagorden og gjorde klar til kampen. Da så de kong Svends hær drage frem; han havde også en stor styrke og søgte hen til dem dér på heden, og også han stillede sin hær i slagorden. Ribe-Ulf bar banneret foran kong Svend. Da de var klar til strid, råbte de kampråb på begge sider; derefter stødte hærene sammen, og så begyndte slaget. Det blev en lang og hård kamp, og længe var det ikke til at sige, hvem der skulle sejre. Kong Valdemar var til hest og kæmpede meget djærvt; fulgt af mange mænd red han hen imod kong Svends banner, og dér kom det til den hårdeste kamp, inden Ribe-Ulf faldt og banneret blev hugget ned. Efter dette begyndte kong Svends folk at flygte, men mange faldt dér på kamppladsen. Kong Svend red væk derfra og byttede tøj med en klerk og gav ham hesten og våbnene og bad ham ride væk, så hurtigt han kunne, alt hvad hesten formåede. Kongen blev tilbage, men blev pågrebet mellem nogle buske. Peter Spænd genkendte ham og sagde: »Hvorfor ligger du nu så lavt — herre?« Så sprang Gvenmar Ketilsøn til og dræbte ham, og dér faldt kong Svend den Sviende. I dette slag faldt Yngvar Byld, som havde dræbt Plov den Sorte. Herefter lod kong Valdemar Ditlev Eilersøn pågribe og radbrække. Atle Svenson fortalte, at han overværede denne mands lemlæstelse; han opholdt sig dengang i Danmark.

Efter dette slag blev kong Valdemar enehersker over hele Danevældet; det skete i samråd med alle landshøvdingene. Han var en meget afholdt konge. Der var da gået 9 år efter kong Erik den Vises død<ref>Retteligt 11 år.</ref> og 1 år efter drabet på kong Knud Magnussøn.<ref>Knuds død ved [[Blodgildet i Roskilde]] sker imidlertid i 1157 — samme år som Slaget på Grathe Hede.</ref> — —

----

'''Noter:'''

<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Kongesagaer]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. feb. 2016 kl. 11:07
Linje 1:		Linje 1:
−	~~{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+	#REDIRECT [[Knytlingernes saga]]
−	~~\|- style="background-color:~~#~~e9e9e9"~~
−	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!~~ [[~~Fil:Original.gif\|32px\|link=Knytlinga saga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Knytlinga Saga (C.C.Rafn)]] !! !!~~
−	\|-
−	~~! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Slaget på Grathe Hede]] !! !!~~
−	\|-
−	\|}
−
−
−	~~<center>[[Kongesagaer]]~~
−
−	~~'''[[Uddrag af~~ Knytlingernes saga~~]]'''~~
−
−
−	~~<big><big>'''Slaget på Grathe Hede'''</big></big>~~
−
−	~~''(Knýtlinga saga'', kap. 117, 118 og del af 119)~~
−
−
−	~~oversat af [[Bruker:Jesper\|Jesper Lauridsen]]~~
−
−	~~Heimskringla.no~~
−
−	~~© 2015</center>~~
−
−
−	~~----~~
−	~~<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Carl af Petersens og Emil Olsons'' [[Knytlinga saga]], ''København 1919-25''</center>~~
−	~~----~~
−
−
−	~~[1157]~~
−
−	[[Fil:Grathe_Hede_-_Froelich.jpg\|thumb\|right\|400px\|<center>'''Slaget på Grathe Hede'''<br>''(Lorenz Frølich)''</center>]]Efter Mikkelsmesse dette samme efterår kom kong Valdemar med sin hær til det sted, der hedder Grathe Hede; det ligger lidt syd for Viborg. Han vidste da, at kong Svend kunne ventes at komme dertil med en stor hærstyrke, og at de snart skulle mødes i kamp. Begge parter havde en stor og flot styrke. Kong Valdemar valgte stedet for deres kamp og slog sine telte op dér; herefter spiste folkene og hvilede sig, og kong Valdemar lagde sig til at sove, og da han var faldet i søvn, drømte han. Det forekom ham, at han så den hellige Knud Lavard — sin far — og denne talte til ham: »Her ligger du — min søn!« sagde han, »— og bekymrer dig meget om dit udestående med kong Svend, og hvordan udfaldet bliver. Fat kun mod!« sagde han, »— for du har en god sag i jeres mellemværende. Hør nu indgående efter, hvad jeg siger til dig — min søn! — for det er ikke et bedrag, som nu viser sig for dig. Når du vågner, vil du se en ravn komme flyvende, og du skal lægge nøje mærke til, hvor den lander, for dér, hvor ravnen sætter sig, skal du stille din hær i slagorden — så vil Gud give dig sejren.«
−
−	Herefter vågner kong Valdemar, og han stod op og tænkte på sin drøm. Han så en ravn komme flyvende således, som det var blevet ham vist. Derpå lod kong Valdemar sine hærmænd lede derhen, og dér opstillede han sin slagorden og gjorde klar til kampen. Da så de kong Svends hær drage frem; han havde også en stor styrke og søgte hen til dem dér på heden, og også han stillede sin hær i slagorden. Ribe-Ulf bar banneret foran kong Svend. Da de var klar til strid, råbte de kampråb på begge sider; derefter stødte hærene sammen, og så begyndte slaget. Det blev en lang og hård kamp, og længe var det ikke til at sige, hvem der skulle sejre. Kong Valdemar var til hest og kæmpede meget djærvt; fulgt af mange mænd red han hen imod kong Svends banner, og dér kom det til den hårdeste kamp, inden Ribe-Ulf faldt og banneret blev hugget ned. Efter dette begyndte kong Svends folk at flygte, men mange faldt dér på kamppladsen. Kong Svend red væk derfra og byttede tøj med en klerk og gav ham hesten og våbnene og bad ham ride væk, så hurtigt han kunne, alt hvad hesten formåede. Kongen blev tilbage, men blev pågrebet mellem nogle buske. Peter Spænd genkendte ham og sagde: »Hvorfor ligger du nu så lavt — herre?« Så sprang Gvenmar Ketilsøn til og dræbte ham, og dér faldt kong Svend den Sviende. I dette slag faldt Yngvar Byld, som havde dræbt Plov den Sorte. Herefter lod kong Valdemar Ditlev Eilersøn pågribe og radbrække. Atle Svenson fortalte, at han overværede denne mands lemlæstelse; han opholdt sig dengang i Danmark.
−
−	Efter dette slag blev kong Valdemar enehersker over hele Danevældet; det skete i samråd med alle landshøvdingene. Han var en meget afholdt konge. Der var da gået 9 år efter kong Erik den Vises død<ref>Retteligt 11 år.</ref> og 1 år efter drabet på kong Knud Magnussøn.<ref>Knuds død ved [[Blodgildet i Roskilde]] sker imidlertid i 1157 — samme år som slaget på Grathe Hede.</ref> — —
−
−
−	~~----~~
−
−	~~'''Noter:'''~~
−
−	~~<references />~~
−
−	~~[[Kategori:Alfabetisk indeks]]~~
−	~~[[Kategori:Tekster på dansk]]~~
−	~~[[Kategori:Kongesagaer]]~~
−	~~[[Kategori:Jesper Lauridsen~~]]

@@ Linje 36: / Linje 36: @@
 [[Fil:Grathe_Hede_-_Froelich.jpg|thumb|right|400px|<center>'''Slaget på Grathe Hede'''<br>''(Lorenz Frølich)''</center>]]Efter Mikkelsmesse dette samme efterår kom kong Valdemar med sin hær til det sted, der hedder Grathe Hede; det ligger lidt syd for Viborg. Han vidste da, at kong Svend kunne ventes at komme dertil med en stor hærstyrke, og at de snart skulle mødes i kamp. Begge parter havde en stor og flot styrke. Kong Valdemar valgte stedet for deres kamp og slog sine telte op dér; herefter spiste folkene og hvilede sig, og kong Valdemar lagde sig til at sove, og da han var faldet i søvn, drømte han. Det forekom ham, at han så den hellige Knud Lavard — sin far — og denne talte til ham: »Her ligger du — min søn!« sagde han, »— og bekymrer dig meget om dit udestående med kong Svend, og hvordan udfaldet bliver. Fat kun mod!« sagde han, »— for du har en god sag i jeres mellemværende. Hør nu indgående efter, hvad jeg siger til dig — min søn! — for det er ikke et bedrag, som nu viser sig for dig. Når du vågner, vil du se en ravn komme flyvende, og du skal lægge nøje mærke til, hvor den lander, for dér, hvor ravnen sætter sig, skal du stille din hær i slagorden — så vil Gud give dig sejren.«
-Herefter vågner kong Valdemar, og han stod op og tænkte på sin drøm. Han så en ravn komme flyvede således, som det var blevet ham vist. Derpå lod kong Valdemar sine hærmænd lede derhen, og dér opstillede han sin slagorden og gjorde klar til kampen. Da så de kong Svends hær drage frem; han havde også en stor styrke og søgte hen til dem dér på heden, og også han stillede sin hær i slagorden. Ribe-Ulf bar banneret foran kong Svend. Da de var klar til strid, råbte de kampråb på begge sider; derefter stødte hærene sammen, og så begyndte slaget. Det blev en lang og hård kamp, og længe var det ikke til at sige, hvem der skulle sejre. Kong Valdemar var til hest og kæmpede meget djærvt; fulgt af mange mænd red han hen imod kong Svends banner, og dér kom det til den hårdeste kamp, inden Ribe-Ulf faldt og banneret blev hugget ned. Efter dette begyndte kong Svends folk at flygte, men mange faldt dér på kamppladsen. Kong Svend red væk derfra og byttede tøj med en klerk og gav ham hesten og våbnene og bad ham ride væk, så hurtigt han kunne, alt hvad hesten formåede. Kongen blev tilbage, men blev pågrebet mellem nogle buske. Peter Spænd genkendte ham og sagde: »Hvorfor ligger du nu så lavt — herre?« Så sprang Gvenmar Ketilsøn til og dræbte ham, og dér faldt kong Svend den Sviende. I dette slag faldt Yngvar Byld, som havde dræbt Plov den Sorte. Herefter lod kong Valdemar Ditlev Eilersøn pågribe og radbrække. Atle Svenson fortalte, at han overværede denne mands lemlæstelse; han opholdt sig dengang i Danmark.
+Herefter vågner kong Valdemar, og han stod op og tænkte på sin drøm. Han så en ravn komme flyvende således, som det var blevet ham vist. Derpå lod kong Valdemar sine hærmænd lede derhen, og dér opstillede han sin slagorden og gjorde klar til kampen. Da så de kong Svends hær drage frem; han havde også en stor styrke og søgte hen til dem dér på heden, og også han stillede sin hær i slagorden. Ribe-Ulf bar banneret foran kong Svend. Da de var klar til strid, råbte de kampråb på begge sider; derefter stødte hærene sammen, og så begyndte slaget. Det blev en lang og hård kamp, og længe var det ikke til at sige, hvem der skulle sejre. Kong Valdemar var til hest og kæmpede meget djærvt; fulgt af mange mænd red han hen imod kong Svends banner, og dér kom det til den hårdeste kamp, inden Ribe-Ulf faldt og banneret blev hugget ned. Efter dette begyndte kong Svends folk at flygte, men mange faldt dér på kamppladsen. Kong Svend red væk derfra og byttede tøj med en klerk og gav ham hesten og våbnene og bad ham ride væk, så hurtigt han kunne, alt hvad hesten formåede. Kongen blev tilbage, men blev pågrebet mellem nogle buske. Peter Spænd genkendte ham og sagde: »Hvorfor ligger du nu så lavt — herre?« Så sprang Gvenmar Ketilsøn til og dræbte ham, og dér faldt kong Svend den Sviende. I dette slag faldt Yngvar Byld, som havde dræbt Plov den Sorte. Herefter lod kong Valdemar Ditlev Eilersøn pågribe og radbrække. Atle Svenson fortalte, at han overværede denne mands lemlæstelse; han opholdt sig dengang i Danmark.
 Efter dette slag blev kong Valdemar enehersker over hele Danevældet; det skete i samråd med alle landshøvdingene. Han var en meget afholdt konge. Der var da gået 9 år efter kong Erik den Vises død<ref>Retteligt 11 år.</ref> og 1 år efter drabet på kong Knud Magnussøn.<ref>Knuds død ved [[Blodgildet i Roskilde]] sker imidlertid i 1157 — samme år som slaget på Grathe Hede.</ref> — —

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 14. aug. 2015 kl. 17:21
Linje 38:		Linje 38:
	Herefter vågner kong Valdemar, og han stod op og tænkte på sin drøm. Han så en ravn komme flyvede således, som det var blevet ham vist. Derpå lod kong Valdemar sine hærmænd lede derhen, og dér opstillede han sin slagorden og gjorde klar til kampen. Da så de kong Svends hær drage frem; han havde også en stor styrke og søgte hen til dem dér på heden, og også han stillede sin hær i slagorden. Ribe-Ulf bar banneret foran kong Svend. Da de var klar til strid, råbte de kampråb på begge sider; derefter stødte hærene sammen, og så begyndte slaget. Det blev en lang og hård kamp, og længe var det ikke til at sige, hvem der skulle sejre. Kong Valdemar var til hest og kæmpede meget djærvt; fulgt af mange mænd red han hen imod kong Svends banner, og dér kom det til den hårdeste kamp, inden Ribe-Ulf faldt og banneret blev hugget ned. Efter dette begyndte kong Svends folk at flygte, men mange faldt dér på kamppladsen. Kong Svend red væk derfra og byttede tøj med en klerk og gav ham hesten og våbnene og bad ham ride væk, så hurtigt han kunne, alt hvad hesten formåede. Kongen blev tilbage, men blev pågrebet mellem nogle buske. Peter Spænd genkendte ham og sagde: »Hvorfor ligger du nu så lavt — herre?« Så sprang Gvenmar Ketilsøn til og dræbte ham, og dér faldt kong Svend den Sviende. I dette slag faldt Yngvar Byld, som havde dræbt Plov den Sorte. Herefter lod kong Valdemar Ditlev Eilersøn pågribe og radbrække. Atle Svenson fortalte, at han overværede denne mands lemlæstelse; han opholdt sig dengang i Danmark.		Herefter vågner kong Valdemar, og han stod op og tænkte på sin drøm. Han så en ravn komme flyvede således, som det var blevet ham vist. Derpå lod kong Valdemar sine hærmænd lede derhen, og dér opstillede han sin slagorden og gjorde klar til kampen. Da så de kong Svends hær drage frem; han havde også en stor styrke og søgte hen til dem dér på heden, og også han stillede sin hær i slagorden. Ribe-Ulf bar banneret foran kong Svend. Da de var klar til strid, råbte de kampråb på begge sider; derefter stødte hærene sammen, og så begyndte slaget. Det blev en lang og hård kamp, og længe var det ikke til at sige, hvem der skulle sejre. Kong Valdemar var til hest og kæmpede meget djærvt; fulgt af mange mænd red han hen imod kong Svends banner, og dér kom det til den hårdeste kamp, inden Ribe-Ulf faldt og banneret blev hugget ned. Efter dette begyndte kong Svends folk at flygte, men mange faldt dér på kamppladsen. Kong Svend red væk derfra og byttede tøj med en klerk og gav ham hesten og våbnene og bad ham ride væk, så hurtigt han kunne, alt hvad hesten formåede. Kongen blev tilbage, men blev pågrebet mellem nogle buske. Peter Spænd genkendte ham og sagde: »Hvorfor ligger du nu så lavt — herre?« Så sprang Gvenmar Ketilsøn til og dræbte ham, og dér faldt kong Svend den Sviende. I dette slag faldt Yngvar Byld, som havde dræbt Plov den Sorte. Herefter lod kong Valdemar Ditlev Eilersøn pågribe og radbrække. Atle Svenson fortalte, at han overværede denne mands lemlæstelse; han opholdt sig dengang i Danmark.

−	Efter dette slag blev kong Valdemar enehersker over hele Danevældet; det skete i samråd med alle landshøvdingene. Han var en meget afholdt konge. Der var da gået 9 år efter kong Erik den Vises død<ref>Retteligt 11 år.</ref> og 1 år efter drabet på kong Knud Magnussøn.<ref>Knuds død ved [[Blodgildet i Roskilde]] sker imidlertid i 1157 — samme år som ~~Slaget~~ på Grathe Hede.</ref> — —	+	Efter dette slag blev kong Valdemar enehersker over hele Danevældet; det skete i samråd med alle landshøvdingene. Han var en meget afholdt konge. Der var da gået 9 år efter kong Erik den Vises død<ref>Retteligt 11 år.</ref> og 1 år efter drabet på kong Knud Magnussøn.<ref>Knuds død ved [[Blodgildet i Roskilde]] sker imidlertid i 1157 — samme år som slaget på Grathe Hede.</ref> — —