Jesper på 14. des. 2017 kl. 18:32

2017-12-14T18:32:40Z

Carsten: Steenstrup: Stednavnenes Bygning og Sammensætning

2015-07-04T20:04:49Z

Steenstrup: Stednavnenes Bygning og Sammensætning

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Stednavnenes Bygning og Sammensætning]] !! !!
|-
|}

<center><big>'''[[De danske stednavne]]'''</big><br>[[Johannes C. H. R. Steenstrup biografi|Johannes Steenstrup]]

<big><big>'''3. Stednavnenes Bygning og Sammensætning'''</big></big>
</center>

Som en Indledning vil vi kortelig betragte, hvordan de danske Stednavne i det hele er byggede.

Man kunde naturligvis godt betegne et Sted ved et eneste usammensat Ord, vi har jo Landsbyer, der hedder Aas, Birk, Bro, Bæk, Eg, Lund, Ris, Torp, Vraa; men de er dog Undtagelser, det sædvanlige er, at Navnet dannes af to Led. Mange Navne, som tilsyneladende bestaar af én Stavelse, vil desuden, naar man eftergaar Navnets ældre Former, vise sig sammentrukne af to Led, saaledes Kvong af Kovang, Mols af Mulnæs, eller ogsaa er Ordets Endelse bleven sløjfet, af Gamsted er bleven Gamst, af Sundssø Sunds, af Tryø Try.

Navnene bestaar altsaa af ''et Forled og et Efterled, og begge Led er Hovedord eller Navneord'' (Substantiver). Der findes jo ganske vist ogsaa Navne, hvis Forled er et Tillægsord (Adjektiv), der paa en eller anden Maade søger at karakterisere Efterledet, saaledes Bred-høj, Brat-bjerg, Grøn-sund, Høj-bjerg, Lang-holm, Rød-kilde, men denne Art Navne er afgjort i Mindretal i Sammenligning med de førstnævnte, og især i ældre Tid var de sjældne; mellem hundrede Navne vilde man da kun finde faa Stykker. Derimod har Stednavnene jo ret ofte et Tillægsord ved deres Side, naar det gælder om at skelne mellem to enslydende Navne, saaledes Magle og Lille, Nørre og Sønder, Øvre og Nedre.

Hvis vi nu først tager Efterledet i Betragtning, vil det ses, at det meget ofte er et Ord, der betegner en Bebyggelse af en eller anden Art, som -by, -bøl, -gaard, -sted, -torp, og til dette knyttes saa et Ord, der oplyser om Stedets Naturforhold (Bjerg-, Skov-, Sø-), eller det er forbundet med en Persons Navn, nemlig Bebyggelsens Grundlægger eller dens oprindelige Ejer.

Imidlertid kan jo Navne, der angiver Bebyggelser, ogsaa have Betegnelsen for et Naturforhold til Efterled. Landsbyer kan jo hedde Stenbjerg, Aakær, Egeris osv., i saa Fald er, hvad der oprindelig var Navnet paa noget i Naturen, ved hvilket man havde sin Bolig, gaaet over til at betegne selve Boligen; efter at man først havde sagt, at Bonden boede »ved Egeris(et)«, »paa Stenbjerg(et)«, gik man over til at angive selve Gaarden og Byen som Egeris og Stenbjerg. Og ofte vil det jo hænde, at Naturforholdene ikke længer svarer til disse Navne. Vi træffer paa Bjergskov uden Skov, paa Lundager uden Lund, paa Østerø, som er landfast, og paa Egeskov (ved Vejle Fjord), som nu kun har lidt Bøgeskov. Men i saa Fald bringer Navnene jo mærkelige Oplysninger om de gamle Tilstande.

Stednavnets Efterled kan angive noget, der udgør en Del af Forledet — saasom Skovs-hoved, Karrebæks-minde (Minde, Munding) — eller som ejes af det, og i saa Fald vil det første Led staa i ''Ejeform''; dette vil saaledes være Tilfældet, hvor en Persons Navn danner første Led og Bebyggelsen angives som hans, Kals-bøl, Ravns-trup. I mange Tilfælde vil det dog ikke være let nu at se Ejeformen, fordi vore Forfædre dannede denne ogsaa paa andre Maader end ved det -s, som vi nu alene anvender, saaledes i det ældste Sprog ogsaa ved -ar, der senere blev til -æ. Hvis vi til Eks. sammenstiller de nye og de gamle Former af Navnene Asminderød Asmundæ-ruth, Asserbo Aswarthe-bothæ, Bjørup Biørnæ-thorp, Ebbeskov Ebbæ-skov, Sirekøping Sygrithe-kiøp, Torup Thortha-thorp, vil man blive vaer, at Navnene oprindelig netop havde den gamle Ejeform af Personnavnene Asmund, Aswarth, Bjørn, Ebbe, Sigrid og Thorth.

En af de ældre Bøjningsformer træder os mærkeligt i Møde i Navnet Sjøring i Thy. Det skrives i Kong Valdemars Jordebog Syorændæ og udtales af Almuen endnu Sjørind, d. e. Søs-Ende; i det gamle Sprog vilde sjór eller sær have Ejeform sjófar eller sæfar, og det er denne, som endnu er tilbage i Ordets Form. I Bynavnet Aarhus, d. e. Aaens Munding, har vi paa samme Maade Ejeform af Aa.

Iøvrigt vil man kunne iagttage, at selv i de ældste Tider kan ved Stednavne, som har et Personnavn til Forled, dette mangle Ejeformsmærket. Naar Bebyggelsesord forbindes med Naturord, eller naar Naturled er knyttede sammen indbyrdes, træffer man som almindelig Regel ikke Ejeform — herom vil man let overbevise sig ved at se de nedenfor anførte Sammensætninger med -by (S. 23) og -løse (S. 24) — medmindre da Efterledet udtrykkelig skal bestemmes som en Del af Forledet, dets Tilbehør eller Eje. Forøvrigt kan et mellem Stednavnets tvende Led forefundet s skyldes et sløjfet Mellemled, som -næs-, -ós-, -sø-.

Det er ejendommeligt for de danske Stednavne, at de som Regel ''ikke har den eftersatte, bestemte Artikel''. Vore Landsbyer og Gaarde hedder ikke Egeskoven, Fiskebækken, Husbyen, Sandbakken, Søvigen osv., og det gaar paa lignende Maade med Navne paa Naturforhold, som ikke er Bebyggelser. I Sverige og Norge er det helt anderledes, dér har man stor Tilbøjelighed til at give Navnene den først nævnte Form. Vi behøver blot at erindre om Navnene paa de svenske Søer, Vänern, Vettern, Mälarn og tusinde andre. Saa stærk er denne Tilbøjelighed fremme, at der findes Egne i Norge og i Sverige, hvor Halvdelen, ja indtil fire Femtedele af samtlige Navne har den eftersatte Artikel. Vi kan belyse denne Forskel mellem Landene ved at erindre om, at Bjørnstjerne Bjørnson skrev »Synnøve Solbakken« og »Daglannet«, medens Herman Bang kalder sin Roman »Ludvigsbakke«. I Aarhus vil Grosserer Smith bo i Nygade, men i Göteborg Groshandlern Smitt i Nygatan.

I Virkeligheden har vi Danske i denne Henseende i langt højere Grad vandret i Fortidens Spor end de to andre nordiske Folk, idet Svenskere og Nordmænd i de sidste tre-fire Aarhundreder dels har tilføjet Artiklen til de ældre Navne, dels dannet nye Navne med Artiklen. I Oldtiden anvendte man nemlig i de nordiske Sprog meget lidt den bestemte Artikel, og man vil ved at læse vore gamle Landslove se, hvor ofte den mangler i Forbindelser, hvor vi nu vilde anse den for nødvendig (»han bøde Bonde tre Mark og saa Konge«). I Kong Valdemars Jordebog vil man derfor næsten heller ikke finde den anvendt, og navnlig ikke ved Navne paa Bebyggelser; i det 14de Aarhundrede træffer vi Artiklen i Skagen og Kullen (dog hedder det Skage Rev), men ellers er den fremdeles saare sjælden, og navnlig findes den saa at sige aldrig i sammensatte, toleddede Navne.

Det er godt at være klar over dette Forhold, thi man vil da undgaa mange urigtige Forsøg paa Tydning. Saaledes vil man da kunne se, at de ældgamle Navne Fyn, Møn, Hven ikke kan tolkes ved en Antagelse om, at der i Ordets Ende findes en Artikel. Man vil da heller ikke søge den bestemte Artikel i Navne som Nøtten, Orten, Ramten, og dette godtgør da ogsaa disse Bynavnes gamle Former Nøtting, Ortum, Ramptun.

Imidlertid bør det nævnes, at vi træffer Artiklen i en Del Stednavne, der kun bestaar af ét Led, og der endvidere som oftest betegner et Naturforhold, ikke en Bebyggelse; det er Navne for Enge, Skovdele, Moser, Strande og lignende. Vi sigter til saadanne Navne som Daasen, Even, Fedet, Høllet, Jernen, Jungen, Lunerne, Osen, Skiveren, Snagen, Sudden, Sylten; en Forklaring af disse Navne vil man finde i Bogens Slutning. Navne, der fremtræder paa denne Maade, fortjener i høj Grad Opmærksomhed og langt mere, end der hidtil er bleven dem til Del. De viser os, at mange gamle Ord, som vi kender fra Oldtidens Skrifter, endnu er i levende Brug, og de lærer os paa en mærkelig tydelig Maade, hvad Almuen forstaar ved det Ord, hvormed den har betegnet disse bestemte stedlige Forhold. De er derfor vel værd at optegne, vi kan derved forøge Ordforraadet i vore Samlinger af Bygdeord og faa et fortrinligt Fortolkningsmiddel til Tydning af uforstaaede Navne.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Johannes C. H. R. Steenstrup]]

@@ Linje 53: / Linje 53: @@
 Imidlertid bør det nævnes, at vi træffer Artiklen i en Del Stednavne, der kun bestaar af ét Led, og der endvidere som oftest betegner et Naturforhold, ikke en Bebyggelse; det er Navne for Enge, Skovdele, Moser, Strande og lignende. Vi sigter til saadanne Navne som Daasen, Even, Fedet, Høllet, Jernen, Jungen, Lunerne, Osen, Skiveren, Snagen, Sudden, Sylten; en Forklaring af disse Navne vil man finde i Bogens Slutning. Navne, der fremtræder paa denne Maade, fortjener i høj Grad Opmærksomhed og langt mere, end der hidtil er bleven dem til Del. De viser os, at mange gamle Ord, som vi kender fra Oldtidens Skrifter, endnu er i levende Brug, og de lærer os paa en mærkelig tydelig Maade, hvad Almuen forstaar ved det Ord, hvormed den har betegnet disse bestemte stedlige Forhold. De er derfor vel værd at optegne, vi kan derved forøge Ordforraadet i vore Samlinger af Bygdeord og faa et fortrinligt Fortolkningsmiddel til Tydning af uforstaaede Navne.
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Johannes C. H. R. Steenstrup]]

Stednavnenes Bygning og Sammensætning - Revisjonshistorikk

Jesper på 14. des. 2017 kl. 18:32

Carsten: Steenstrup: Stednavnenes Bygning og Sammensætning