Stranda syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:25

2014-02-18T17:25:13Z

Jesper på 16. feb. 2014 kl. 13:40

2014-02-16T13:40:01Z

Jesper på 16. feb. 2014 kl. 13:35

2014-02-16T13:35:57Z

Carsten på 16. feb. 2014 kl. 13:32

2014-02-16T13:32:19Z

Carsten på 16. feb. 2014 kl. 13:30

2014-02-16T13:30:02Z

Carsten på 16. feb. 2014 kl. 13:22

2014-02-16T13:22:22Z

Carsten på 16. feb. 2014 kl. 13:18

2014-02-16T13:18:47Z

Carsten på 16. feb. 2014 kl. 13:13

2014-02-16T13:13:19Z

Carsten på 16. feb. 2014 kl. 13:04

2014-02-16T13:04:16Z

Carsten på 16. feb. 2014 kl. 12:19

2014-02-16T12:19:49Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. feb. 2014 kl. 17:25
Linje 101:		Linje 101:
	<br><br>		<br><br>
	<center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>		<center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>
		+
		+
		+	Se '''[[Tillæg og rettelser (K.Kålund)\|Tillæg og rettelser]]'''
		+

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. feb. 2014 kl. 13:40
Linje 74:		Linje 74:


−	[[Fil:WGC.230.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Snartartunga i Bitru''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Bitrufjorden er en køn lille fjord, der ligesom Kollafjorden skærer sig ind i ~~sydyestlig~~ retning — i Bitra havde Gejrmund heljarskind sit sætersted, siger Ldn. — Fra fjordens nordside strækker sig en smal langagtig dal '''Krossådal''' (''Krossárdalr'', Eb.) mod vest ind i landet; gennem den ligger en kort og bekvem vej, næppe mere end en mil lang, mod vest til Klejvar i Gilsfjord. I Krossådal udmunder ligeledes vejen fra Kollafjord over den temlig høje og brede Bitruháls. — På nordsiden af fjorden, men noget længere inde end Krossådalens munding, ligger gården ''Ospaksøre'' (Óspakseyri), i Eb. nævnt '''Øre''' (''Eyrr'') ''i Bitra'', bolig for ransmanden Ospak, som Snorre gode til sidst måtte væbne sig imod. Snorre i forening med Sturla Tjodrekssön fra Stadarhol i Saurbæ (D.) havde en hård kamp at bestå, inden de kunde indtage det virke, hvormed Ospak havde omgivet sin gård; men af dette ses nu intet spor. Neden for gårdbygningerne falder kysten med en grusskrænt brat af mod jorden; vest for disse strækker sig et fladt næs frem, som bærer tunet, og straks oven for gården hæver sig de fra lien udgående holt og holer. I fortsættelse af jordbunden ses en grønlig af en å gennemløbet dalflade; op fra denne strækker sig flere ved lavere fjældstrøg adskilte smådale. Den nederste gård i dalen, nord for åen, er ''Snartartúnga'', Eb.'s '''Tunge''' (''Túnga''), hvor Sturlas ombudsmand Tore, en bestemt modstander af Ospak, af hvem han til sidst dræbes, boede <ref>I følge A. M. ødelagdes i begyndelsen af forrige årh. gården Tunges bygninger og tun af åen Túngná, hvorfor man bestemte i stedet at oprette to ny gårde, den ene Kjóastaðir, hvor en gård af samme navn fordum havde ligget, den anden Hóll, hvor fårehusene havde stået; på dette sted ligger formodenlig den nuværende gård Snartartunga.</ref>. En gang, da Ospak har røvet på sydsiden af fjorden, bemærker man fra gården '''Fjardarhorn''' (''Fjarðarhorn'') deres færd og sender bud til Tunge, hvorfra Tore begiver sig med sine folk ned til fjordbunden; da var Ospak på tilbagevejen nåt ud forbi Fjardarhorn, Tore indhenter ham, og det kommer til kamp. Denne gård Fjardarhorn har formodenlig ligget, hvor man nu længst inde på nordsiden af fjorden, tæt ved fjordbunden, påviser tomterne af en ødehjåleje fra Ospaksøre Fjarðarhorn<ref>Dette er vistnok det ødested i Ospaksøres land, som i A. M. omtales under navnet Efra Horn.</ref>.	+	[[Fil:WGC.230.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Snartartunga i Bitru''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Bitrufjorden er en køn lille fjord, der ligesom Kollafjorden skærer sig ind i sydvestlig retning — i Bitra havde Gejrmund heljarskind sit sætersted, siger Ldn. — Fra fjordens nordside strækker sig en smal langagtig dal '''Krossådal''' (''Krossárdalr'', Eb.) mod vest ind i landet; gennem den ligger en kort og bekvem vej, næppe mere end en mil lang, mod vest til Klejvar i Gilsfjord. I Krossådal udmunder ligeledes vejen fra Kollafjord over den temlig høje og brede Bitruháls. — På nordsiden af fjorden, men noget længere inde end Krossådalens munding, ligger gården ''Ospaksøre'' (Óspakseyri), i Eb. nævnt '''Øre''' (''Eyrr'') ''i Bitra'', bolig for ransmanden Ospak, som Snorre gode til sidst måtte væbne sig imod. Snorre i forening med Sturla Tjodrekssön fra Stadarhol i Saurbæ (D.) havde en hård kamp at bestå, inden de kunde indtage det virke, hvormed Ospak havde omgivet sin gård; men af dette ses nu intet spor. Neden for gårdbygningerne falder kysten med en grusskrænt brat af mod jorden; vest for disse strækker sig et fladt næs frem, som bærer tunet, og straks oven for gården hæver sig de fra lien udgående holt og holer. I fortsættelse af jordbunden ses en grønlig af en å gennemløbet dalflade; op fra denne strækker sig flere ved lavere fjældstrøg adskilte smådale. Den nederste gård i dalen, nord for åen, er ''Snartartúnga'', Eb.'s '''Tunge''' (''Túnga''), hvor Sturlas ombudsmand Tore, en bestemt modstander af Ospak, af hvem han til sidst dræbes, boede <ref>I følge A. M. ødelagdes i begyndelsen af forrige årh. gården Tunges bygninger og tun af åen Túngná, hvorfor man bestemte i stedet at oprette to ny gårde, den ene Kjóastaðir, hvor en gård af samme navn fordum havde ligget, den anden Hóll, hvor fårehusene havde stået; på dette sted ligger formodenlig den nuværende gård Snartartunga.</ref>. En gang, da Ospak har røvet på sydsiden af fjorden, bemærker man fra gården '''Fjardarhorn''' (''Fjarðarhorn'') deres færd og sender bud til Tunge, hvorfra Tore begiver sig med sine folk ned til fjordbunden; da var Ospak på tilbagevejen nåt ud forbi Fjardarhorn, Tore indhenter ham, og det kommer til kamp. Denne gård Fjardarhorn har formodenlig ligget, hvor man nu længst inde på nordsiden af fjorden, tæt ved fjordbunden, påviser tomterne af en ødehjåleje fra Ospaksøre Fjarðarhorn<ref>Dette er vistnok det ødested i Ospaksøres land, som i A. M. omtales under navnet Efra Horn.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. feb. 2014 kl. 13:35
Linje 23:		Linje 23:


−	Syd for Drangafjæld kommer Drángavík med en gård af samme navn; den derpå følgende '''Eyvindarfjord''' ( ''—fjörðr'') er derimod ubebot. Syd for ~~Evvindarfjord~~ ligger den betydelig større '''Ufejgsfjord''' (''Ú-'' eller ''Ó-feigsfjörðr''); øst for denne skærer '''Ingolvsfjord''' (''Íngólfsfjörðr'') sig ind; hver af disse sidste to indeholde et par gårde. Disse tre fjorde bærer navn efter tre brødre, der tog land på Strandene og hver besatte sin af disse fjorde (Ldn., Grt.). Fra Ofejgsfjord ligger en vej mod vest til Isefjordssyssel <ref>Vejen, der skal være temlig betydelig (full þingmannaleið), går fra gården Ofejgsfjord over Ofejgsfjordshede til Hraundal — en lang dal op fra Langadalsstranden med gård af samme navn, næppe afsat på kortet; heden skal være god at passere om somren, når sneen på den er smeltet. Af disse angivelser ses det, at også Drangajøkel på kortet er gjort for stor og navnlig utvivlsomt strækker sig altfor langt mod syd.</ref>.	+	Syd for Drangafjæld kommer Drángavík med en gård af samme navn; den derpå følgende '''Eyvindarfjord''' ( ''—fjörðr'') er derimod ubebot. Syd for Eyvindarfjord ligger den betydelig større '''Ufejgsfjord''' (''Ú-'' eller ''Ó-feigsfjörðr''); øst for denne skærer '''Ingolvsfjord''' (''Íngólfsfjörðr'') sig ind; hver af disse sidste to indeholde et par gårde. Disse tre fjorde bærer navn efter tre brødre, der tog land på Strandene og hver besatte sin af disse fjorde (Ldn., Grt.). Fra Ofejgsfjord ligger en vej mod vest til Isefjordssyssel <ref>Vejen, der skal være temlig betydelig (full þingmannaleið), går fra gården Ofejgsfjord over Ofejgsfjordshede til Hraundal — en lang dal op fra Langadalsstranden med gård af samme navn, næppe afsat på kortet; heden skal være god at passere om somren, når sneen på den er smeltet. Af disse angivelser ses det, at også Drangajøkel på kortet er gjort for stor og navnlig utvivlsomt strækker sig altfor langt mod syd.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. feb. 2014 kl. 13:32
Linje 18:		Linje 18:


−
−	~~<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>~~


Linje 52:		Linje 50:


−	Syd for Kaldbaksvig ligger i række fra nord til syd fire gårde (''Eyjar'' den nordligste), hvorefter ved '''Bjarnarfjorden''' (''Bjarnarfjörðr'') igen en større indskæring af kysten forårsages<ref>Blandt holmene i denne fjord findes en »Dímon«.</ref>. Den herværende landnamsmand Bjørn var i følge Laxd. Höskulds svigerfader; Bjørns søn tar Svan, som boede på '''Hóll''' eller — som gården også efter ham kaldtes — '''Svanshóll''' i Bjarnarfjord. Navnlig i Nj. omtales Svan nærmere; han var Hallgerds morbroder og beskyttede ved trolddom den onde Tjostolv, som Halgerd havde sendt til ham, så at Usviver ikke kunde få ham i sin magt. Svanshóll er navnet på en gård, der ligger noget oven for fjordbunden. Op fra fjorden strækker sig flere dale, deriblandt en Goddal (Goðdalr); til denne knytter sig sagn om, at en gode skulde være højlagt her, og flere andre oldtidsbegravelser vil man påvise her i egnen. I Bjarnarfjord findes flere varme kilder, hvoriblandt den til badning indrettede Klúkulaug er den mærkeligste (se E. O.: Klunkelaug s. 386). — På sydsiden af fjorden ligger kirkestedet ''Kaldrananes'' (ældre: Kallaðarnes); i følge almindeligt sagn (se bægge sognebeskrivelser) skal der tidligere have ligget en gård »á Eyrum« noget nærmere fjordbunden end Kaldrananæs. Er dette rigtigt, da er det formodenlig denne, der tænkes på i den bekendte fortælling om Selkolla (Bsk. s. 604 ffg.), og udgiveren har da næppe ret i at forandre håndskriftets »á Eyrum« til »á Eyjum«.	+	[[Fil:WGC.235.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Udsigt over Hrútafjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Syd for Kaldbaksvig ligger i række fra nord til syd fire gårde (''Eyjar'' den nordligste), hvorefter ved '''Bjarnarfjorden''' (''Bjarnarfjörðr'') igen en større indskæring af kysten forårsages<ref>Blandt holmene i denne fjord findes en »Dímon«.</ref>. Den herværende landnamsmand Bjørn var i følge Laxd. Höskulds svigerfader; Bjørns søn tar Svan, som boede på '''Hóll''' eller — som gården også efter ham kaldtes — '''Svanshóll''' i Bjarnarfjord. Navnlig i Nj. omtales Svan nærmere; han var Hallgerds morbroder og beskyttede ved trolddom den onde Tjostolv, som Halgerd havde sendt til ham, så at Usviver ikke kunde få ham i sin magt. Svanshóll er navnet på en gård, der ligger noget oven for fjordbunden. Op fra fjorden strækker sig flere dale, deriblandt en Goddal (Goðdalr); til denne knytter sig sagn om, at en gode skulde være højlagt her, og flere andre oldtidsbegravelser vil man påvise her i egnen. I Bjarnarfjord findes flere varme kilder, hvoriblandt den til badning indrettede Klúkulaug er den mærkeligste (se E. O.: Klunkelaug s. 386). — På sydsiden af fjorden ligger kirkestedet ''Kaldrananes'' (ældre: Kallaðarnes); i følge almindeligt sagn (se bægge sognebeskrivelser) skal der tidligere have ligget en gård »á Eyrum« noget nærmere fjordbunden end Kaldrananæs. Er dette rigtigt, da er det formodenlig denne, der tænkes på i den bekendte fortælling om Selkolla (Bsk. s. 604 ffg.), og udgiveren har da næppe ret i at forandre håndskriftets »á Eyrum« til »á Eyjum«.

@@ Linje 28: / Linje 28: @@
-Hvad rigdom på drivtømmer og i det hele naturforholdene angår, finder naturligvis også en gennemgående overensstemmelse særlig sted mellem Isefjords-Strandene og den nu beskrevne nordligste strækning af Ånæs sogn. Dog nævner sognebeskrivelsen drivtømmer som en vigtig indtægtskilde for sognet i det hele taget og fremhæver den dygtighed, som disse egnes beboere have i at forfærdige trækar, som afsættes vidt omkring — en kunst, som allerede E. O. roser dem for (s. 500). Også gælder det om sognet i dets helhed, at det fugtige og tågefulde vejr om somren, så snart nordenvinden hersker, er til stor skade for høhøsten; havis er vel en jævnlig gæst her, dog synes den i den senere tid (i følge sognebesk. 1852) både at være kommen sjældnere og i mindre mængde end tidligere; jo senere den kommer, desto senere går den bort — man har således eksempel på, at den først er kommen i slutningen af april og ikke været helt borte før midt i avgust.
+[[Fil:WGC.298.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Drivis i Hunaflói''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Hvad rigdom på drivtømmer og i det hele naturforholdene angår, finder naturligvis også en gennemgående overensstemmelse særlig sted mellem Isefjords-Strandene og den nu beskrevne nordligste strækning af Ånæs sogn. Dog nævner sognebeskrivelsen drivtømmer som en vigtig indtægtskilde for sognet i det hele taget og fremhæver den dygtighed, som disse egnes beboere have i at forfærdige trækar, som afsættes vidt omkring — en kunst, som allerede E. O. roser dem for (s. 500). Også gælder det om sognet i dets helhed, at det fugtige og tågefulde vejr om somren, så snart nordenvinden hersker, er til stor skade for høhøsten; havis er vel en jævnlig gæst her, dog synes den i den senere tid (i følge sognebesk. 1852) både at være kommen sjældnere og i mindre mængde end tidligere; jo senere den kommer, desto senere går den bort — man har således eksempel på, at den først er kommen i slutningen af april og ikke været helt borte før midt i avgust.
-[[Fil:WGC.298.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Drivis i Hunaflói''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Mod øst er Ingolvsfjord adskilt ved hoje fjældstrækninger fra de tre følgende fjorde '''Trekyllisvig''' (''Trékyllisvík''), '''Reykjarfjord''' (''Reykjarfjörðr'') og '''Vejdeleysa''' (''Veiðileysa'', i sagaerne stundum ''Veiðilausa''), der skærer sig ind fra nord til syd. Øst for Ingolvsfjord gør nemlig kysten en bestemt bøjning mod syd, og beskylles tillige nu ikke længere af det fuldstændig åbne hav, men af den såkaldte ''Floe'' (Flói), den store bugt eller fjord, der ligger mellem Stranda syssel og den nordligere del af Hunavatns syssel, og som efter det forskellige strøg benævnes enten '''Strandafloe''' (''—flói'') eller ''Hunafloe'' (Húnaflói). Det er derfor naturligt nok, at, som det synes at fremgå af Grt. (s. 13), denne del af Strandene er bleven benævnt ''Syd-'' eller ''Ind-strandene'' i modsætning til den nordligere kyststrækning. — Ved bunden af den forholdsvis korte og brede Trekyllisvig, der mod nordvest udsender en mindre fjord, står præstegården '''Ånæs''' (''Árnes'') med tilhørende kirke; denne gård afgiver et glædeligt eksempel på, hvorledes omhyggelig behandling af æderfuglevarp i kort tid har kunnet forvandle et uanseligt kald til et af landets betydeligste. I følge Grt. var Ånæs bolig for Erik snare, hvis landnam strakte sig fra Ingolvsfjord til Vejdeleysa (det meste af denne fjord medindbefattet). Medens Eriks søn Flose boede her, skete det, at nogle købmænd led skibbrud i vigen; disse byggede sig af vraget et nyt skib, med hvilket de virkelig også senere stak i søen for at forlade landet; men det var naturligvis kun dårligt, og af dets brede og korte form kaldte man det ''Trékyllir'' (&#596;: træsækken), hvorefter vigen (der også oftere nævnes alene ''Vík'') så fik navn. I den nordlige del af tunet på Ånæs ved bunden af Trekyllisvig viser man endnu tomterne af ''Trékyllisnaust''<ref>Allerede omtalt i E. O. s. 494.</ref>; det har været 12 fv. langt og 3¼ fv. bredt, — her, siger man, er skibet Trekyllir blevet bygget og har haft sin plads. Ånæs ligger nord for Ånæså, der kommer fra den lille Ånæsdal, som i vestlig retning strækker sig op fra Trekyllisvigens bund. Lige over for, på åens sydlige bred, ligger gården Bæ(r), og umiddelbart øst for denne ved vigens kyst '''Finnbogastad''' (''Finnbogastaðir'') — alle tre gårde meget nær ved hverandre, for de to sidstes vedkommende nå tunene endog næsten sammen. Finnbogastad har navn efter Finnboge den ramme, som i følge Finnboges saga (Finnb. s. 75 flg.) tilbragte den sidste del af sit liv her som Trekyllisvigens høvding; hans stadige fjende Jökul fra Vatnsdal (Hv.) sender to gange en snigmorder for at røve hans liv, men Finnboge dræber lykkelig dem bægge. Den anden af disse, i sagaen kaldet Torbjørn Sleggfall eller Sleggja, dræber Finnboge under høhøsten på et stykke land, som den første snigmorder havde omhegnet for ham; dette omhegnede landstykke (gerði), hvor Torbjørn faldt, kaldtes derefter '''Sleggjufall''' (Finnb. s. 82). Sleggjufall er nu navnet på en ikke ubetydelig klett, der står omgivet af mosegrund et stykke vej sydøst for Finnbogastad. — Senere hen kommer Finnboge i en strid med den, i følge sagaen, østfjordske høvding Brand den raske, der med 25 mand hjemsøger ham i Trekyllisvig. Ved den lejlighed beskrives stedforholdene ved Finnboges gård: Der var ikke synderlig langt mellem fjæld og fjære, oppe lige over for gården var der tre afsatser (hjallar), og man kunde kun komme til gården fra én side: da Brand og hans folk er komne til den nederste afsats, kendes de, medens man tidligere har antaget dem for fremmede, der vilde købe tørfisk. Finnboge går nu ud og op til brekkerne, — der var en stor kløft (gil) og en kam for oven, og kun fra én side kunde man angribe; her stiller Finnboge sig med sin ledsager. Brand vender sig mod ham, men snart får Finnboge hjælp, og Brand nødes til at slutte forlig (Finnb. s. 86 ffg,). — Denne beskrivelse skal ikke kunne passe på den af de syd fra kommende nu benyttede vej, der fra bunden af Reykjarfjord fører over fjældet ned i Ånæsdalen, men skal derimod vise, at Brand har benyttet en ældre, nu aflagt vej til Trekyllisvigen, af hvilken sporene endnu på mange steder ses. Denne vej har ligget op fra den øverste del af Selådalen, der i nordvestlig retning strækker sig op fra den sydligere i Stranda syssel liggende Stengrimsfjord. Derfra har den ført bag om Trekyllishede og Reykjarfjord til sydsiden af Ånæsdalen. Ved sydsiden af denne en mils vej lange dal, lidt oven for dalens midte, findes banker eller højdedrag, som efterhånden blive lavere og nede i dalen helt tabe sig. Denne vej må Brand tænkes at have redet med sin flok; medens han var ved at passere ovennævnte banker, har man kunnet iagttage ham fra alle gårde i vigen.
+Mod øst er Ingolvsfjord adskilt ved hoje fjældstrækninger fra de tre følgende fjorde '''Trekyllisvig''' (''Trékyllisvík''), '''Reykjarfjord''' (''Reykjarfjörðr'') og '''Vejdeleysa''' (''Veiðileysa'', i sagaerne stundum ''Veiðilausa''), der skærer sig ind fra nord til syd. Øst for Ingolvsfjord gør nemlig kysten en bestemt bøjning mod syd, og beskylles tillige nu ikke længere af det fuldstændig åbne hav, men af den såkaldte ''Floe'' (Flói), den store bugt eller fjord, der ligger mellem Stranda syssel og den nordligere del af Hunavatns syssel, og som efter det forskellige strøg benævnes enten '''Strandafloe''' (''—flói'') eller ''Hunafloe'' (Húnaflói). Det er derfor naturligt nok, at, som det synes at fremgå af Grt. (s. 13), denne del af Strandene er bleven benævnt ''Syd-'' eller ''Ind-strandene'' i modsætning til den nordligere kyststrækning. — Ved bunden af den forholdsvis korte og brede Trekyllisvig, der mod nordvest udsender en mindre fjord, står præstegården '''Ånæs''' (''Árnes'') med tilhørende kirke; denne gård afgiver et glædeligt eksempel på, hvorledes omhyggelig behandling af æderfuglevarp i kort tid har kunnet forvandle et uanseligt kald til et af landets betydeligste. I følge Grt. var Ånæs bolig for Erik snare, hvis landnam strakte sig fra Ingolvsfjord til Vejdeleysa (det meste af denne fjord medindbefattet). Medens Eriks søn Flose boede her, skete det, at nogle købmænd led skibbrud i vigen; disse byggede sig af vraget et nyt skib, med hvilket de virkelig også senere stak i søen for at forlade landet; men det var naturligvis kun dårligt, og af dets brede og korte form kaldte man det ''Trékyllir'' (&#596;: træsækken), hvorefter vigen (der også oftere nævnes alene ''Vík'') så fik navn. I den nordlige del af tunet på Ånæs ved bunden af Trekyllisvig viser man endnu tomterne af ''Trékyllisnaust''<ref>Allerede omtalt i E. O. s. 494.</ref>; det har været 12 fv. langt og 3¼ fv. bredt, — her, siger man, er skibet Trekyllir blevet bygget og har haft sin plads. Ånæs ligger nord for Ånæså, der kommer fra den lille Ånæsdal, som i vestlig retning strækker sig op fra Trekyllisvigens bund. Lige over for, på åens sydlige bred, ligger gården Bæ(r), og umiddelbart øst for denne ved vigens kyst '''Finnbogastad''' (''Finnbogastaðir'') — alle tre gårde meget nær ved hverandre, for de to sidstes vedkommende nå tunene endog næsten sammen. Finnbogastad har navn efter Finnboge den ramme, som i følge Finnboges saga (Finnb. s. 75 flg.) tilbragte den sidste del af sit liv her som Trekyllisvigens høvding; hans stadige fjende Jökul fra Vatnsdal (Hv.) sender to gange en snigmorder for at røve hans liv, men Finnboge dræber lykkelig dem bægge. Den anden af disse, i sagaen kaldet Torbjørn Sleggfall eller Sleggja, dræber Finnboge under høhøsten på et stykke land, som den første snigmorder havde omhegnet for ham; dette omhegnede landstykke (gerði), hvor Torbjørn faldt, kaldtes derefter '''Sleggjufall''' (Finnb. s. 82). Sleggjufall er nu navnet på en ikke ubetydelig klett, der står omgivet af mosegrund et stykke vej sydøst for Finnbogastad. — Senere hen kommer Finnboge i en strid med den, i følge sagaen, østfjordske høvding Brand den raske, der med 25 mand hjemsøger ham i Trekyllisvig. Ved den lejlighed beskrives stedforholdene ved Finnboges gård: Der var ikke synderlig langt mellem fjæld og fjære, oppe lige over for gården var der tre afsatser (hjallar), og man kunde kun komme til gården fra én side: da Brand og hans folk er komne til den nederste afsats, kendes de, medens man tidligere har antaget dem for fremmede, der vilde købe tørfisk. Finnboge går nu ud og op til brekkerne, — der var en stor kløft (gil) og en kam for oven, og kun fra én side kunde man angribe; her stiller Finnboge sig med sin ledsager. Brand vender sig mod ham, men snart får Finnboge hjælp, og Brand nødes til at slutte forlig (Finnb. s. 86 ffg,). — Denne beskrivelse skal ikke kunne passe på den af de syd fra kommende nu benyttede vej, der fra bunden af Reykjarfjord fører over fjældet ned i Ånæsdalen, men skal derimod vise, at Brand har benyttet en ældre, nu aflagt vej til Trekyllisvigen, af hvilken sporene endnu på mange steder ses. Denne vej har ligget op fra den øverste del af Selådalen, der i nordvestlig retning strækker sig op fra den sydligere i Stranda syssel liggende Stengrimsfjord. Derfra har den ført bag om Trekyllishede og Reykjarfjord til sydsiden af Ånæsdalen. Ved sydsiden af denne en mils vej lange dal, lidt oven for dalens midte, findes banker eller højdedrag, som efterhånden blive lavere og nede i dalen helt tabe sig. Denne vej må Brand tænkes at have redet med sin flok; medens han var ved at passere ovennævnte banker, har man kunnet iagttage ham fra alle gårde i vigen.
-Sagaen fortæller, at Finnboge lod bygge en stor kirke på sin gård, og at han selv tillige med sin kone blev begravet ved denne. Den af Finnboge byggede kirke antages imidlertid at have været på Bæ; i tunet her påvises nemlig endnu kirkegården med mange endnu kendelige grave. Det er vel derfor rimeligst at antage, at Bæ oprindelig ikke har udgjort nogen fra Finnbogasstad forskellig gård. Fra Bæ til Ånæs skal kirken være flyttet på grund af katolsk overtro. I følge E. O. (s. 494) skal Finnboge den rammes høj vises på gården Finnbogastad , hvad der jo vilde forudsætte en fra sagaens fortælling forskellig tradition; nu skal imidlertid ingen i egnen vide noget om Finnboges høj, men alle antage ham for begravet på Bæ. Ligeledes må det fremhæves, at den antkv. indb. (1817), der ellers er overordenlig omhyggelig i opregningen af høje (optæller 10 sådanne), ikke har nogen Finnboge-høj , men derimod beretter, at Finnboge den rammes grav (leiði) ses på Bæ i den der afmærkede kirkegård, så at man måske tør antage, at beretningen om hans høj er opstået ved en forveksling med det oven nævnte »lejde« <ref>De oven anførte oplysninger om de i Finnb. nævnte lokaliteter skyldes stedets præst ''provst Svb. Eyjolvssön.'' — I »Skýrsla um forngripasafn Íslands«, II, s. 114—15 omtales et par udskårne fjæle fra Ånæs kirke.</ref>. — Finnb.'s beretning om Trekyllisvigens daværende blomstrende tilstand må være meget overdreven; denne, hvori der nu ligger 7—9 gårde, skulde den gang have haft 35.
+[[Fil:WGC.233.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Hrútafjörður (Skálholtsvík og Guðlaugsvík)''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Sagaen fortæller, at Finnboge lod bygge en stor kirke på sin gård, og at han selv tillige med sin kone blev begravet ved denne. Den af Finnboge byggede kirke antages imidlertid at have været på Bæ; i tunet her påvises nemlig endnu kirkegården med mange endnu kendelige grave. Det er vel derfor rimeligst at antage, at Bæ oprindelig ikke har udgjort nogen fra Finnbogasstad forskellig gård. Fra Bæ til Ånæs skal kirken være flyttet på grund af katolsk overtro. I følge E. O. (s. 494) skal Finnboge den rammes høj vises på gården Finnbogastad , hvad der jo vilde forudsætte en fra sagaens fortælling forskellig tradition; nu skal imidlertid ingen i egnen vide noget om Finnboges høj, men alle antage ham for begravet på Bæ. Ligeledes må det fremhæves, at den antkv. indb. (1817), der ellers er overordenlig omhyggelig i opregningen af høje (optæller 10 sådanne), ikke har nogen Finnboge-høj , men derimod beretter, at Finnboge den rammes grav (leiði) ses på Bæ i den der afmærkede kirkegård, så at man måske tør antage, at beretningen om hans høj er opstået ved en forveksling med det oven nævnte »lejde« <ref>De oven anførte oplysninger om de i Finnb. nævnte lokaliteter skyldes stedets præst ''provst Svb. Eyjolvssön.'' — I »Skýrsla um forngripasafn Íslands«, II, s. 114—15 omtales et par udskårne fjæle fra Ånæs kirke.</ref>. — Finnb.'s beretning om Trekyllisvigens daværende blomstrende tilstand må være meget overdreven; denne, hvori der nu ligger 7—9 gårde, skulde den gang have haft 35.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. feb. 2014 kl. 13:22
Linje 67:		Linje 67:


−	Langs sydsiden af Stengrimsfjorden ligger vejen videre syd efter, — men som ikke des mindre netop benyttes af alle, der rejser »nord på« ɔ: til Nordlandet, hvortil jo også hører det hovedsagelig sydøst for Stengrimsfjorden liggende Hunavatns syssel. Således ved udtrykkene ''nord, vest, syd, øst'' i forbindelse med et bevægelsesverbum at betegne ikke nøjagtig retningen man rejser i, men fjærdingen man begiver sig ind i eller hen i mod, har allerede fra gammel tid været fast sprogbrug; dog kan mærkes, at man i reglen finder »''nord'' på Strandene«, selv om rejsen udgår fra Nordlandet (sål. Bdm. Vd.).	+	[[Fil:WGC.231.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''"Bitrufjorden er en køn lille fjord..."''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Langs sydsiden af Stengrimsfjorden ligger vejen videre syd efter, — men som ikke des mindre netop benyttes af alle, der rejser »nord på« ɔ: til Nordlandet, hvortil jo også hører det hovedsagelig sydøst for Stengrimsfjorden liggende Hunavatns syssel. Således ved udtrykkene ''nord, vest, syd, øst'' i forbindelse med et bevægelsesverbum at betegne ikke nøjagtig retningen man rejser i, men fjærdingen man begiver sig ind i eller hen i mod, har allerede fra gammel tid været fast sprogbrug; dog kan mærkes, at man i reglen finder »''nord'' på Strandene«, selv om rejsen udgår fra Nordlandet (sål. Bdm. Vd.).

@@ Linje 82: / Linje 82: @@
-Bitrufjordens sydkyst er for den indre dels vedkommende på en strækning høj og brat klippe; noget længere ude åbner sig '''Tambådalen''' (''Þambárdalr'') ud mod fjorden; den i dalen liggende gård kaldes nu Tambåvold (Þambárvellir). I Tambådal boede i følge Eb. Snorres tingmand Alv den lille, der lider megen overlast af Ospak, både ved ran og på anden måde. Blandt Ospaks mange overgreb er også, at han en gang fratager bønderne, navnlig Tore og Alv, en stor del af en hval, som var opdrevet uden for '''Stika''' mellem dette sted og '''Gudlaugshøvde''' (''Guðlaugshöfði''). Gudlaugshøvde er den yderste høvde syd for fjorden; navnet Stika kendes derimod nu ikke, dog ses det af A. M. — hvor drivgodsretten langs sydsiden af Bitrafjorden omtales, at en del uden for Þambá var Stikuþúfa, og længere ude igen var Stikuvík<ref>Interessant nok er det, at kirken i Sælingsdalstunge (D.), hvor Snorre gode boede, har drivgodsret »fra Stikuþúfu að Höfðaleiti á Stikuvík«.</ref>. Mellem vigen og høvden strækker sig en hals Stikuháls. Stika (egl. en kæp) har da sandsynligvis været navnet på en klett ved fjordens sydside.
+[[Fil:WGC.232.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Ved Þambárvalla í Bitru''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Bitrufjordens sydkyst er for den indre dels vedkommende på en strækning høj og brat klippe; noget længere ude åbner sig '''Tambådalen''' (''Þambárdalr'') ud mod fjorden; den i dalen liggende gård kaldes nu Tambåvold (Þambárvellir). I Tambådal boede i følge Eb. Snorres tingmand Alv den lille, der lider megen overlast af Ospak, både ved ran og på anden måde. Blandt Ospaks mange overgreb er også, at han en gang fratager bønderne, navnlig Tore og Alv, en stor del af en hval, som var opdrevet uden for '''Stika''' mellem dette sted og '''Gudlaugshøvde''' (''Guðlaugshöfði''). Gudlaugshøvde er den yderste høvde syd for fjorden; navnet Stika kendes derimod nu ikke, dog ses det af A. M. — hvor drivgodsretten langs sydsiden af Bitrafjorden omtales, at en del uden for Þambá var Stikuþúfa, og længere ude igen var Stikuvík<ref>Interessant nok er det, at kirken i Sælingsdalstunge (D.), hvor Snorre gode boede, har drivgodsret »fra Stikuþúfu að Höfðaleiti á Stikuvík«.</ref>. Mellem vigen og høvden strækker sig en hals Stikuháls. Stika (egl. en kæp) har da sandsynligvis været navnet på en klett ved fjordens sydside.
@@ Linje 88: / Linje 88: @@
-[[Fil:WGC.234.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Udhus ved Hrútafjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Den vel hen ved fire mile lange Hrutafjord har for den ydre halvdels vedkommende en bredde af omtrent en mil, længere inde bliver den derimod så smal, at den lige vej over fjorden næppe er mere end en halv fjærdingvej. Fra gammel tid har den dannet grænsen mellem Vest- og Nordlandet; og dens ringe bredde og den enkelte gårdrække langs hver af fjordbredderne gør det forståeligt, at Grågås for denne fjords vedkommende har gjort en undtagelse fra den regel, at ingen måtte høre til et tinglag udenfor den landsfjærding, hvori han var bosat — kun i Hrutafjorden, når en mand flyttede tværs over fjorden, var det ham tilladt at blive i sit gamle tinglag. — Siden midten af det forrige århundrede (1758) falder grænserne for den verdslige og den gejstlige inddeling ikke fuldstændig sammen her, i det de fire sydligste gårde i Stranda syssel hører til det nærmeste præstekald i Hunavatns syssel.
+Den vel hen ved fire mile lange Hrutafjord har for den ydre halvdels vedkommende en bredde af omtrent en mil, længere inde bliver den derimod så smal, at den lige vej over fjorden næppe er mere end en halv fjærdingvej. Fra gammel tid har den dannet grænsen mellem Vest- og Nordlandet; og dens ringe bredde og den enkelte gårdrække langs hver af fjordbredderne gør det forståeligt, at Grågås for denne fjords vedkommende har gjort en undtagelse fra den regel, at ingen måtte høre til et tinglag udenfor den landsfjærding, hvori han var bosat — kun i Hrutafjorden, når en mand flyttede tværs over fjorden, var det ham tilladt at blive i sit gamle tinglag. — Siden midten af det forrige århundrede (1758) falder grænserne for den verdslige og den gejstlige inddeling ikke fuldstændig sammen her, i det de fire sydligste gårde i Stranda syssel hører til det nærmeste præstekald i Hunavatns syssel.
-Hrutafjordens vestkyst har overalt gode og let fremkommelige veje; omtrent midtvejs ligger på denne side af fjorden præstegården ''Prestbakke'' (—i); det er øjensynlig den gård '''Bakke''' (''Bakki''), som nævnes i Grt. (s. 69), hvor der siges om en mand hinsides fjorden, at han tog land »til lige over for Bakke«<ref>Gården er i en fortegnelse fra 13de årh. (Dipl. isl. I, s. 580) nævnt "Bakki í Hrútafirði". Den antkv. indb. (1817) nævner som sædvanlig «nogle oldtidshøje, og ligeledes to "Grettistök".</ref>. Fjældene oven for kysten her er lave og grønklædte, jævnt skrånende ned fra og gående i ét med heden, hvorover forbindelsen med Dala syssel er hurtig og let; omtrent fra Prestbakke ligger en vej over heden (Hólmavatnshede) til Laksådal i Dala syssel. En anden vej til samme svejt (ad den såkaldte Laksådalshede) ligger op noget sydligere fra gården Laksådal (Laxárdalr), der bærer navn efter den dal i Hrutafjorden, hvori den ligger, som ligeledes benævnes Laksådal. — Syd for Prestbakke begynder jorden at indsnævre sig og når nu hurtig den omtalte ringe bredde. Hele kyststrækningen ind efter vedbliver at vise sig som et lavt, jævnt hvælvet bankestrøg, der umærkelig går over i og fortsættes af det indre ikke meget højere højland. Vejen ligger enten langs søen eller over jævne grusbanker langs denne, forbi mundingen af flere smådale eller sænkninger i heden. En halvanden mil syd for Prestbakke ligger '''Bordøre''' (''Borðeyri'', ældre: ''— eyrr''), hvor der allerede længe hver sommer har fundet en livlig handel sted fra de her liggende handelsskibe, men hvor der først for nylig er blevet opbygget handelshuse og indrettet fast handel hele året rundt af et indenlandsk handelsselskab. Handelshusene ligger på en flad, trekantet lille øre, der neden for nogle grusbanker strækker sig ud i fjorden her; ved husenes anlæggelse skal forskellige bod- og nausttomter være blevne ødelagte. At sådanne bodtomter fra en ældre tid fandtes på Bordøre, bekræfter også sognebeskrivelsen, uden dog nærmere at angive deres antal. At købmandsboder i mængde i oldtiden har været rejst her, er der ingen grund til at betvivle, når man ser, hvor hyppig dette sted i sagaerne omtales som landingssted for købmandsskibe. Indtil handelshusene bleve byggede, stod her en gård ved navn Bordøre; at denne allerede fandtes i oldtiden, ses af Grt.; navnets oprindelse fortælles i Vd. (landnamsmanden Ingemund fandt her en stor nyopdrevet fjæl — borð).
+[[Fil:WGC.234.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Udhus ved Hrútafjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Hrutafjordens vestkyst har overalt gode og let fremkommelige veje; omtrent midtvejs ligger på denne side af fjorden præstegården ''Prestbakke'' (—i); det er øjensynlig den gård '''Bakke''' (''Bakki''), som nævnes i Grt. (s. 69), hvor der siges om en mand hinsides fjorden, at han tog land »til lige over for Bakke«<ref>Gården er i en fortegnelse fra 13de årh. (Dipl. isl. I, s. 580) nævnt "Bakki í Hrútafirði". Den antkv. indb. (1817) nævner som sædvanlig «nogle oldtidshøje, og ligeledes to "Grettistök".</ref>. Fjældene oven for kysten her er lave og grønklædte, jævnt skrånende ned fra og gående i ét med heden, hvorover forbindelsen med Dala syssel er hurtig og let; omtrent fra Prestbakke ligger en vej over heden (Hólmavatnshede) til Laksådal i Dala syssel. En anden vej til samme svejt (ad den såkaldte Laksådalshede) ligger op noget sydligere fra gården Laksådal (Laxárdalr), der bærer navn efter den dal i Hrutafjorden, hvori den ligger, som ligeledes benævnes Laksådal. — Syd for Prestbakke begynder jorden at indsnævre sig og når nu hurtig den omtalte ringe bredde. Hele kyststrækningen ind efter vedbliver at vise sig som et lavt, jævnt hvælvet bankestrøg, der umærkelig går over i og fortsættes af det indre ikke meget højere højland. Vejen ligger enten langs søen eller over jævne grusbanker langs denne, forbi mundingen af flere smådale eller sænkninger i heden. En halvanden mil syd for Prestbakke ligger '''Bordøre''' (''Borðeyri'', ældre: ''— eyrr''), hvor der allerede længe hver sommer har fundet en livlig handel sted fra de her liggende handelsskibe, men hvor der først for nylig er blevet opbygget handelshuse og indrettet fast handel hele året rundt af et indenlandsk handelsselskab. Handelshusene ligger på en flad, trekantet lille øre, der neden for nogle grusbanker strækker sig ud i fjorden her; ved husenes anlæggelse skal forskellige bod- og nausttomter være blevne ødelagte. At sådanne bodtomter fra en ældre tid fandtes på Bordøre, bekræfter også sognebeskrivelsen, uden dog nærmere at angive deres antal. At købmandsboder i mængde i oldtiden har været rejst her, er der ingen grund til at betvivle, når man ser, hvor hyppig dette sted i sagaerne omtales som landingssted for købmandsskibe. Indtil handelshusene bleve byggede, stod her en gård ved navn Bordøre; at denne allerede fandtes i oldtiden, ses af Grt.; navnets oprindelse fortælles i Vd. (landnamsmanden Ingemund fandt her en stor nyopdrevet fjæl — borð).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. feb. 2014 kl. 13:13
Linje 76:		Linje 76:


−	Bitrufjorden er en køn lille fjord, der ligesom Kollafjorden skærer sig ind i sydyestlig retning — i Bitra havde Gejrmund heljarskind sit sætersted, siger Ldn. — Fra fjordens nordside strækker sig en smal langagtig dal '''Krossådal''' (''Krossárdalr'', Eb.) mod vest ind i landet; gennem den ligger en kort og bekvem vej, næppe mere end en mil lang, mod vest til Klejvar i Gilsfjord. I Krossådal udmunder ligeledes vejen fra Kollafjord over den temlig høje og brede Bitruháls. — På nordsiden af fjorden, men noget længere inde end Krossådalens munding, ligger gården ''Ospaksøre'' (Óspakseyri), i Eb. nævnt '''Øre''' (''Eyrr'') ''i Bitra'', bolig for ransmanden Ospak, som Snorre gode til sidst måtte væbne sig imod. Snorre i forening med Sturla Tjodrekssön fra Stadarhol i Saurbæ (D.) havde en hård kamp at bestå, inden de kunde indtage det virke, hvormed Ospak havde omgivet sin gård; men af dette ses nu intet spor. Neden for gårdbygningerne falder kysten med en grusskrænt brat af mod jorden; vest for disse strækker sig et fladt næs frem, som bærer tunet, og straks oven for gården hæver sig de fra lien udgående holt og holer. I fortsættelse af jordbunden ses en grønlig af en å gennemløbet dalflade; op fra denne strækker sig flere ved lavere fjældstrøg adskilte smådale. Den nederste gård i dalen, nord for åen, er ''Snartartúnga'', Eb.'s '''Tunge''' (''Túnga''), hvor Sturlas ombudsmand Tore, en bestemt modstander af Ospak, af hvem han til sidst dræbes, boede <ref>I følge A. M. ødelagdes i begyndelsen af forrige årh. gården Tunges bygninger og tun af åen Túngná, hvorfor man bestemte i stedet at oprette to ny gårde, den ene Kjóastaðir, hvor en gård af samme navn fordum havde ligget, den anden Hóll, hvor fårehusene havde stået; på dette sted ligger formodenlig den nuværende gård Snartartunga.</ref>. En gang, da Ospak har røvet på sydsiden af fjorden, bemærker man fra gården '''Fjardarhorn''' (''Fjarðarhorn'') deres færd og sender bud til Tunge, hvorfra Tore begiver sig med sine folk ned til fjordbunden; da var Ospak på tilbagevejen nåt ud forbi Fjardarhorn, Tore indhenter ham, og det kommer til kamp. Denne gård Fjardarhorn har formodenlig ligget, hvor man nu længst inde på nordsiden af fjorden, tæt ved fjordbunden, påviser tomterne af en ødehjåleje fra Ospaksøre Fjarðarhorn<ref>Dette er vistnok det ødested i Ospaksøres land, som i A. M. omtales under navnet Efra Horn.</ref>.	+	[[Fil:WGC.230.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Snartartunga i Bitru''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Bitrufjorden er en køn lille fjord, der ligesom Kollafjorden skærer sig ind i sydyestlig retning — i Bitra havde Gejrmund heljarskind sit sætersted, siger Ldn. — Fra fjordens nordside strækker sig en smal langagtig dal '''Krossådal''' (''Krossárdalr'', Eb.) mod vest ind i landet; gennem den ligger en kort og bekvem vej, næppe mere end en mil lang, mod vest til Klejvar i Gilsfjord. I Krossådal udmunder ligeledes vejen fra Kollafjord over den temlig høje og brede Bitruháls. — På nordsiden af fjorden, men noget længere inde end Krossådalens munding, ligger gården ''Ospaksøre'' (Óspakseyri), i Eb. nævnt '''Øre''' (''Eyrr'') ''i Bitra'', bolig for ransmanden Ospak, som Snorre gode til sidst måtte væbne sig imod. Snorre i forening med Sturla Tjodrekssön fra Stadarhol i Saurbæ (D.) havde en hård kamp at bestå, inden de kunde indtage det virke, hvormed Ospak havde omgivet sin gård; men af dette ses nu intet spor. Neden for gårdbygningerne falder kysten med en grusskrænt brat af mod jorden; vest for disse strækker sig et fladt næs frem, som bærer tunet, og straks oven for gården hæver sig de fra lien udgående holt og holer. I fortsættelse af jordbunden ses en grønlig af en å gennemløbet dalflade; op fra denne strækker sig flere ved lavere fjældstrøg adskilte smådale. Den nederste gård i dalen, nord for åen, er ''Snartartúnga'', Eb.'s '''Tunge''' (''Túnga''), hvor Sturlas ombudsmand Tore, en bestemt modstander af Ospak, af hvem han til sidst dræbes, boede <ref>I følge A. M. ødelagdes i begyndelsen af forrige årh. gården Tunges bygninger og tun af åen Túngná, hvorfor man bestemte i stedet at oprette to ny gårde, den ene Kjóastaðir, hvor en gård af samme navn fordum havde ligget, den anden Hóll, hvor fårehusene havde stået; på dette sted ligger formodenlig den nuværende gård Snartartunga.</ref>. En gang, da Ospak har røvet på sydsiden af fjorden, bemærker man fra gården '''Fjardarhorn''' (''Fjarðarhorn'') deres færd og sender bud til Tunge, hvorfra Tore begiver sig med sine folk ned til fjordbunden; da var Ospak på tilbagevejen nåt ud forbi Fjardarhorn, Tore indhenter ham, og det kommer til kamp. Denne gård Fjardarhorn har formodenlig ligget, hvor man nu længst inde på nordsiden af fjorden, tæt ved fjordbunden, påviser tomterne af en ødehjåleje fra Ospaksøre Fjarðarhorn<ref>Dette er vistnok det ødested i Ospaksøres land, som i A. M. omtales under navnet Efra Horn.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. feb. 2014 kl. 13:04
Linje 88:		Linje 88:


−	Den vel hen ved fire mile lange Hrutafjord har for den ydre halvdels vedkommende en bredde af omtrent en mil, længere inde bliver den derimod så smal, at den lige vej over fjorden næppe er mere end en halv fjærdingvej. Fra gammel tid har den dannet grænsen mellem Vest- og Nordlandet; og dens ringe bredde og den enkelte gårdrække langs hver af fjordbredderne gør det forståeligt, at Grågås for denne fjords vedkommende har gjort en undtagelse fra den regel, at ingen måtte høre til et tinglag udenfor den landsfjærding, hvori han var bosat — kun i Hrutafjorden, når en mand flyttede tværs over fjorden, var det ham tilladt at blive i sit gamle tinglag. — Siden midten af det forrige århundrede (1758) falder grænserne for den verdslige og den gejstlige inddeling ikke fuldstændig sammen her, i det de fire sydligste gårde i Stranda syssel hører til det nærmeste præstekald i Hunavatns syssel.	+	[[Fil:WGC.234.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Udhus ved Hrútafjörður''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Den vel hen ved fire mile lange Hrutafjord har for den ydre halvdels vedkommende en bredde af omtrent en mil, længere inde bliver den derimod så smal, at den lige vej over fjorden næppe er mere end en halv fjærdingvej. Fra gammel tid har den dannet grænsen mellem Vest- og Nordlandet; og dens ringe bredde og den enkelte gårdrække langs hver af fjordbredderne gør det forståeligt, at Grågås for denne fjords vedkommende har gjort en undtagelse fra den regel, at ingen måtte høre til et tinglag udenfor den landsfjærding, hvori han var bosat — kun i Hrutafjorden, når en mand flyttede tværs over fjorden, var det ham tilladt at blive i sit gamle tinglag. — Siden midten af det forrige århundrede (1758) falder grænserne for den verdslige og den gejstlige inddeling ikke fuldstændig sammen her, i det de fire sydligste gårde i Stranda syssel hører til det nærmeste præstekald i Hunavatns syssel.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. feb. 2014 kl. 12:19
Linje 31:		Linje 31:


−	[[Fil:WGC.~~297~~.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Drivis i Hunaflói''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Mod øst er Ingolvsfjord adskilt ved hoje fjældstrækninger fra de tre følgende fjorde '''Trekyllisvig''' (''Trékyllisvík''), '''Reykjarfjord''' (''Reykjarfjörðr'') og '''Vejdeleysa''' (''Veiðileysa'', i sagaerne stundum ''Veiðilausa''), der skærer sig ind fra nord til syd. Øst for Ingolvsfjord gør nemlig kysten en bestemt bøjning mod syd, og beskylles tillige nu ikke længere af det fuldstændig åbne hav, men af den såkaldte ''Floe'' (Flói), den store bugt eller fjord, der ligger mellem Stranda syssel og den nordligere del af Hunavatns syssel, og som efter det forskellige strøg benævnes enten '''Strandafloe''' (''—flói'') eller ''Hunafloe'' (Húnaflói). Det er derfor naturligt nok, at, som det synes at fremgå af Grt. (s. 13), denne del af Strandene er bleven benævnt ''Syd-'' eller ''Ind-strandene'' i modsætning til den nordligere kyststrækning. — Ved bunden af den forholdsvis korte og brede Trekyllisvig, der mod nordvest udsender en mindre fjord, står præstegården '''Ånæs''' (''Árnes'') med tilhørende kirke; denne gård afgiver et glædeligt eksempel på, hvorledes omhyggelig behandling af æderfuglevarp i kort tid har kunnet forvandle et uanseligt kald til et af landets betydeligste. I følge Grt. var Ånæs bolig for Erik snare, hvis landnam strakte sig fra Ingolvsfjord til Vejdeleysa (det meste af denne fjord medindbefattet). Medens Eriks søn Flose boede her, skete det, at nogle købmænd led skibbrud i vigen; disse byggede sig af vraget et nyt skib, med hvilket de virkelig også senere stak i søen for at forlade landet; men det var naturligvis kun dårligt, og af dets brede og korte form kaldte man det ''Trékyllir'' (ɔ: træsækken), hvorefter vigen (der også oftere nævnes alene ''Vík'') så fik navn. I den nordlige del af tunet på Ånæs ved bunden af Trekyllisvig viser man endnu tomterne af ''Trékyllisnaust''<ref>Allerede omtalt i E. O. s. 494.</ref>; det har været 12 fv. langt og 3¼ fv. bredt, — her, siger man, er skibet Trekyllir blevet bygget og har haft sin plads. Ånæs ligger nord for Ånæså, der kommer fra den lille Ånæsdal, som i vestlig retning strækker sig op fra Trekyllisvigens bund. Lige over for, på åens sydlige bred, ligger gården Bæ(r), og umiddelbart øst for denne ved vigens kyst '''Finnbogastad''' (''Finnbogastaðir'') — alle tre gårde meget nær ved hverandre, for de to sidstes vedkommende nå tunene endog næsten sammen. Finnbogastad har navn efter Finnboge den ramme, som i følge Finnboges saga (Finnb. s. 75 flg.) tilbragte den sidste del af sit liv her som Trekyllisvigens høvding; hans stadige fjende Jökul fra Vatnsdal (Hv.) sender to gange en snigmorder for at røve hans liv, men Finnboge dræber lykkelig dem bægge. Den anden af disse, i sagaen kaldet Torbjørn Sleggfall eller Sleggja, dræber Finnboge under høhøsten på et stykke land, som den første snigmorder havde omhegnet for ham; dette omhegnede landstykke (gerði), hvor Torbjørn faldt, kaldtes derefter '''Sleggjufall''' (Finnb. s. 82). Sleggjufall er nu navnet på en ikke ubetydelig klett, der står omgivet af mosegrund et stykke vej sydøst for Finnbogastad. — Senere hen kommer Finnboge i en strid med den, i følge sagaen, østfjordske høvding Brand den raske, der med 25 mand hjemsøger ham i Trekyllisvig. Ved den lejlighed beskrives stedforholdene ved Finnboges gård: Der var ikke synderlig langt mellem fjæld og fjære, oppe lige over for gården var der tre afsatser (hjallar), og man kunde kun komme til gården fra én side: da Brand og hans folk er komne til den nederste afsats, kendes de, medens man tidligere har antaget dem for fremmede, der vilde købe tørfisk. Finnboge går nu ud og op til brekkerne, — der var en stor kløft (gil) og en kam for oven, og kun fra én side kunde man angribe; her stiller Finnboge sig med sin ledsager. Brand vender sig mod ham, men snart får Finnboge hjælp, og Brand nødes til at slutte forlig (Finnb. s. 86 ffg,). — Denne beskrivelse skal ikke kunne passe på den af de syd fra kommende nu benyttede vej, der fra bunden af Reykjarfjord fører over fjældet ned i Ånæsdalen, men skal derimod vise, at Brand har benyttet en ældre, nu aflagt vej til Trekyllisvigen, af hvilken sporene endnu på mange steder ses. Denne vej har ligget op fra den øverste del af Selådalen, der i nordvestlig retning strækker sig op fra den sydligere i Stranda syssel liggende Stengrimsfjord. Derfra har den ført bag om Trekyllishede og Reykjarfjord til sydsiden af Ånæsdalen. Ved sydsiden af denne en mils vej lange dal, lidt oven for dalens midte, findes banker eller højdedrag, som efterhånden blive lavere og nede i dalen helt tabe sig. Denne vej må Brand tænkes at have redet med sin flok; medens han var ved at passere ovennævnte banker, har man kunnet iagttage ham fra alle gårde i vigen.	+	[[Fil:WGC.298.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Drivis i Hunaflói''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Mod øst er Ingolvsfjord adskilt ved hoje fjældstrækninger fra de tre følgende fjorde '''Trekyllisvig''' (''Trékyllisvík''), '''Reykjarfjord''' (''Reykjarfjörðr'') og '''Vejdeleysa''' (''Veiðileysa'', i sagaerne stundum ''Veiðilausa''), der skærer sig ind fra nord til syd. Øst for Ingolvsfjord gør nemlig kysten en bestemt bøjning mod syd, og beskylles tillige nu ikke længere af det fuldstændig åbne hav, men af den såkaldte ''Floe'' (Flói), den store bugt eller fjord, der ligger mellem Stranda syssel og den nordligere del af Hunavatns syssel, og som efter det forskellige strøg benævnes enten '''Strandafloe''' (''—flói'') eller ''Hunafloe'' (Húnaflói). Det er derfor naturligt nok, at, som det synes at fremgå af Grt. (s. 13), denne del af Strandene er bleven benævnt ''Syd-'' eller ''Ind-strandene'' i modsætning til den nordligere kyststrækning. — Ved bunden af den forholdsvis korte og brede Trekyllisvig, der mod nordvest udsender en mindre fjord, står præstegården '''Ånæs''' (''Árnes'') med tilhørende kirke; denne gård afgiver et glædeligt eksempel på, hvorledes omhyggelig behandling af æderfuglevarp i kort tid har kunnet forvandle et uanseligt kald til et af landets betydeligste. I følge Grt. var Ånæs bolig for Erik snare, hvis landnam strakte sig fra Ingolvsfjord til Vejdeleysa (det meste af denne fjord medindbefattet). Medens Eriks søn Flose boede her, skete det, at nogle købmænd led skibbrud i vigen; disse byggede sig af vraget et nyt skib, med hvilket de virkelig også senere stak i søen for at forlade landet; men det var naturligvis kun dårligt, og af dets brede og korte form kaldte man det ''Trékyllir'' (ɔ: træsækken), hvorefter vigen (der også oftere nævnes alene ''Vík'') så fik navn. I den nordlige del af tunet på Ånæs ved bunden af Trekyllisvig viser man endnu tomterne af ''Trékyllisnaust''<ref>Allerede omtalt i E. O. s. 494.</ref>; det har været 12 fv. langt og 3¼ fv. bredt, — her, siger man, er skibet Trekyllir blevet bygget og har haft sin plads. Ånæs ligger nord for Ånæså, der kommer fra den lille Ånæsdal, som i vestlig retning strækker sig op fra Trekyllisvigens bund. Lige over for, på åens sydlige bred, ligger gården Bæ(r), og umiddelbart øst for denne ved vigens kyst '''Finnbogastad''' (''Finnbogastaðir'') — alle tre gårde meget nær ved hverandre, for de to sidstes vedkommende nå tunene endog næsten sammen. Finnbogastad har navn efter Finnboge den ramme, som i følge Finnboges saga (Finnb. s. 75 flg.) tilbragte den sidste del af sit liv her som Trekyllisvigens høvding; hans stadige fjende Jökul fra Vatnsdal (Hv.) sender to gange en snigmorder for at røve hans liv, men Finnboge dræber lykkelig dem bægge. Den anden af disse, i sagaen kaldet Torbjørn Sleggfall eller Sleggja, dræber Finnboge under høhøsten på et stykke land, som den første snigmorder havde omhegnet for ham; dette omhegnede landstykke (gerði), hvor Torbjørn faldt, kaldtes derefter '''Sleggjufall''' (Finnb. s. 82). Sleggjufall er nu navnet på en ikke ubetydelig klett, der står omgivet af mosegrund et stykke vej sydøst for Finnbogastad. — Senere hen kommer Finnboge i en strid med den, i følge sagaen, østfjordske høvding Brand den raske, der med 25 mand hjemsøger ham i Trekyllisvig. Ved den lejlighed beskrives stedforholdene ved Finnboges gård: Der var ikke synderlig langt mellem fjæld og fjære, oppe lige over for gården var der tre afsatser (hjallar), og man kunde kun komme til gården fra én side: da Brand og hans folk er komne til den nederste afsats, kendes de, medens man tidligere har antaget dem for fremmede, der vilde købe tørfisk. Finnboge går nu ud og op til brekkerne, — der var en stor kløft (gil) og en kam for oven, og kun fra én side kunde man angribe; her stiller Finnboge sig med sin ledsager. Brand vender sig mod ham, men snart får Finnboge hjælp, og Brand nødes til at slutte forlig (Finnb. s. 86 ffg,). — Denne beskrivelse skal ikke kunne passe på den af de syd fra kommende nu benyttede vej, der fra bunden af Reykjarfjord fører over fjældet ned i Ånæsdalen, men skal derimod vise, at Brand har benyttet en ældre, nu aflagt vej til Trekyllisvigen, af hvilken sporene endnu på mange steder ses. Denne vej har ligget op fra den øverste del af Selådalen, der i nordvestlig retning strækker sig op fra den sydligere i Stranda syssel liggende Stengrimsfjord. Derfra har den ført bag om Trekyllishede og Reykjarfjord til sydsiden af Ånæsdalen. Ved sydsiden af denne en mils vej lange dal, lidt oven for dalens midte, findes banker eller højdedrag, som efterhånden blive lavere og nede i dalen helt tabe sig. Denne vej må Brand tænkes at have redet med sin flok; medens han var ved at passere ovennævnte banker, har man kunnet iagttage ham fra alle gårde i vigen.