Jesper: Sv. Aggesen kap.6

2013-01-15T09:34:14Z

Sv. Aggesen kap.6

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sv. Aggesen kap.6]] !! !!
|-
|}

<center>'''Svend Aagesen (/Aggesen)''' <big><big>'''[[Danmarks krønike (Svend Aggesen)|Danmarks krønike]]'''</big></big></center>

 <center>'''Sjette Kapitel'''</center>
 <center><big>'''Om Odenses Hellig-Knud, Ole Hunger, Erik Eiegod og Niels'''</big></center>

 Saasnart Harald var død, blev han fulgt i Regjeringen af sin Broder Knud, i hvem Odensekirken glæder sig ved at have en kronet Martyr. Grunden til at det kom saa vidt var ingenlunde, som Nogle foregive, at han skulde have været saa grusom og piint Almuen paa det utaaleligste. Nei, Sagens Sammenhæng er følgende.

 Den Tid han var i sin fulde Kraft, gjorde det ham ondt, at see sig skilt ved det Land, hans Faders Morbroder havde behersket; saa samlede han da Mænd og Skibe til et Indfald i England. I Humle, som dengang var en Søhavn, skulde den hele Udrustning samle sig. Men da Kongen havde faaet Samling paa sin Flaade og blot oppebiede en føielig Østenvind, faaer han pludselig Efterretning om, at et Høiforræderi er udbrudt i Slesvig. Uden at spilde et Øieblik, iler han derned det hurtigste han formaaer, for at kvæle Sammenrottelsen i Fødselen; og aldrig saasnart har han faaet Ophavsmændene i Bolt og Jern, før han i en utrolig Fart iler tilbage igjen til sine Folk, som han ventede at finde paa samme Plet, hvor han havde forladt dem. Men da han kom til Samlingsstedet, erfoer han, at de Allesammen havde listet sig hjem. Rasende opbragt, som han var, pønser og grunder han paa, hvorledes han skulde revse en saadan Ulydighed efter Fortjeneste.

 Da han fik sig ret betænkt, saae han jo nok, at man maa slaae noget af paa Strengheden, hvor Mange er med i Spillet; og at en Forbrydelse, hvori saa at sige Alle havde Deel, ikke kunde blive straffet med den Strenghed, som han havde kunnet anvende, naar det havde været Enkeltmands Sag. Kongen befalede imidlertid i sin Strenghed, at hver Styrismand skulde bøde 40 Mark og hver af de simple Søfolk 3 Mark, fordi de havde ødelagt Kongens Hær ved at gaae hver til Sit. Disse Bøder skulde nu inddrives med Lovens hele Strenghed, hvorfor Kongen tog sig paa selv at reise omkring i Provindserne. Begyndelsen gjorde han med Vendelboerne. Men dette haarde og halsstarrige Folkefærd, som tørstede efter den Uskyldiges Blod, byder ham Brodden i Stedet for Bøder; en uhyre Sværm havde de til det Øiemed faaet sammen ved det de ikke tillod en Eneste at forblive hjemme hos sit Eget.

 Da Kongen erfoer, hvad de havde vovet paa, besluttede han at undgaae Alt, hvad der kunde friste dem til det, som ilde var, men Oprørerne, som fulgte den gamle Fjende Satans Indskydelser, rasede mod det kronede Hoved; den væmmelige Pøbel pønsede paa sin Konges Drab. Dertil kom endnu, at der havde udbredt sig onde Rygter om, at Kongen ved sin Strenghed saavelsom ved sine Fornærmelser og Forurettelser havde tirret og opægget hele Nationen imod sig. Derfor hvilede ikke den rasende Pøbel før end den havde faaet ham drevet ud af Jylland, hvorpaa den satte efter ham over Melfart-Sund lige til Odense.

 Her var det, at den berømte, af sit Fædreland høit fortjente, martyrkronede Fyrste overgav sin hellige Sjæl i sin Skabers Hænder.

 Ved hans Død kom hans Broder Ole til at regjere i Danmark. Under ham var det at den voldsomste Hungersnød udbrød i Landet saa at han deraf fik Tilnavnet: Hunger.

 Efter Ole fik hans Broder Erik Eiegod Regjeringen; han lod sig, efter de Dages Skik, mærke med Korsets Tegn og gjorde en Jerusalems-Reise, men døde paa Hjemfarten og ligger begravet paa Cypern.

 Han blev i sin Regjeringstid Fader til et hæderligt Sønnekuld, skjøndt med forskjellige Hustruer. Thi Ringsted-Knud, Fader til Kong Valdemar; Erik, Fader til Kong Svend, og Harald Kesia, Fader til Bjørn-Jernside medsamt hans elleve Brødre — de vare alle Sønner af Erik Eiegod.

 Nu fulgte Broderen Niels, som man gjerne kaldte den Gamle, fordi han i over 30 Aar sad paa Danmarks Throne. Han avlede i lovligt Ægteskab en Søn, som kom til at hedde Magnus (paa Dansk: den Store), og som ogsaa ganske godt svarede til sit Navn; thi der var Ingen enten i Hæren eller i det Hele blandt hans Samtidige saa høi, uden at jo Magnus, ligesom Kong Saul, var sit fulde Hoved høiere.

----

'''Anmærkninger'''

 '''Humle''' (S. 28.), en Havn ved Limfjorden, 3 Miil Øster for Lemvig i Skodborg Herred. Saxo fortæller: „Knud løb med Flaaden ind i Limfjorden, hvorfra man dengang havde et nemt Udløb til Vesterhavet, men nu er det tilstoppet af Sandbanker.” (III. 36).

 '''Oprøret i Slesvig''' (S. 28). Herom faae vi nøiagtigere Besked hos Saxo. Hellig-Knuds Broder Ole var Statholder i Slesvig; Kongen havde aabenbaret denne sin Broder Planen med det forestaaende Tog, og Ole havde givet sit udeelte Bifald tilkjende med det hele Foretagende. Men hemmelig pønser han paa at støde Broderen fra Thronen og indlader sig til den Ende i Sammensværgelse med endeel Fornemme, som Knud havde stødt for Hovedet ved sin Strenghed. Han indfandt sig derfor ei heller med de aftalte Skibe ved Humle, men trak det i Langdrag: alt i den Tanke, at enten skulde Knud seile uden ham, og da kunde han i Kongens Fraværelse have sit frie Spil her hjemme, eller Knud skulde taalmodig bie paa ham, men saa vilde uden Tvivl Hæren tabe Taalmodigheden og gaae hver til Sit. Knud mærkede omsider Uraad, da Ole efter gjentagne Gange at have faaet Bud, slet ikke vilde til at indfinde sig; i største Hast red han derfor med udvalgte Folk ned til Slesvig, kom bag paa Forræderen og lod ham i Lænker skikke til Flandern. Herfra kom han dog løs igjen, da han efter Broderens Død skulde bestige Danmarks Throne. (III. 35—37).

 '''Knuds Endeligt''' (S. 30). Saxo fortæller os, at det egentlig var de to Oppebørselsbetjente, Kongen udsendte, som vare Skyld i Oprøret; den Ene af dem hed Toste med Tilnavnet Snyder og den Anden Hjort; begge bleve de ihjelslagne af Almuen. Men nærmest Skyld i Kongens sørgelige Død var den falske Blakke, en Mand, hvem Kongen troede saa godt som ingen Anden; men som i Stedet for at røgte sit Ærinde og mægle Forlig, tvertimod af al Magt stræbte at kaste Olie i Oprørs-Ilden. Knud begav sig til St. Albans Kirken, hvor han, langt fra at strides med de kirkestormende Oprørere, rolig og stille med udbredte Arme blev liggende foran Høialteret, efter at han havde skriftet sine Synder for Præsten og annammet Tilgivelse for dem. Et Spyd trængte omsider ind gjennm Ruden og gjennemborede Kongen, men Blakke, som den Dag aabenbart havde slaaet sig til Kongemorderne, havde alt fundet sin Løn for Prinds Bents det lynende Sværd. (III. 42—44). Knuds Dødsdag var d. 10. Juli 1086.

(Angaaende Vendelboernes Oprør og Knuds Endeligt, see Knytlinge-Saga i Oldnordiske Sagaers 1ste Bd. 46—59. Kapp. og Grundtvigs Oversættelse heraf i „Dannevirke” (Kbh. 1816) I. 256—87).

 '''Hungersnøden under Ole''' (S. 30). Om den fortæller Saxo, at det omsider gik saa vidt, at Kongens Spiskammer en Juleaften var tomt, saa han ved selv at see efter, opdagede, at der ikke var Brød i Huset. Af Skamfuldhed over saa dyb en Armod holdt han hænderne for Ansigtet, brast i heftig Graad og bad til Gud, om han maatte gaae herfra, saa det ikke længer blev Folket, men ham selv alene, der kom til at bøie sig under den guddommelige Vrede. Herren hørte Hans Bøn og tog ham kort efter ved en pludselig Død bort af denne Verden (III. 50).

 '''Eriks Jerusalems Reise''' (S. 30). Anledningen hertil, fortæller Saxo, gav en Spillemand, der ved sin Kunst saaledes indvirkede paa Kongen, at han blev som rasende, sprang op efter sine Vaaben, og slog et Par af sine Mænd ihjel; han angrede dybt denne sin Forseelse og lovede Herren en Reise til det heilige Land, hvilken han ogsaa, uagtet Folkets Taarer og Bønner, iværksatte (III. 57—59).

 '''Eriks Død''' (S. 30). Saxo fortæller os, at Erik døde af en hidsig Feber paa Cypern, inden han endnu havde naaet det hellige Land (III. 64). Her derimod fortælles, at det var paa Tilbageveien, han lagde sine Been paa Cypern.

 '''Eriks Sønner''' vare: Harald Kesia, Knud Lavard (1) og Erik Emun. Knud var avlet i lovligt Ægtestab, men de to Andre vare uægte fødte, hver af sin Moder.

 '''Magnus Nielsen''' (S. 31). Niels var gift med Margrete, en Datter af den svenske Kong Inge og Dronning Ellen; de fik to Sønner, hvoraf den Ældste, Inge, som Dreng kom til at ride paa en gal Hest, der slog ham af og slæbte ham i Stigbøilerne, saa han ynkelig omkom; den Anden var den berygtede Magnus, om hvem her fortælles (Saxo III, 68. 69).

'''Noter:'''
 1) Lavard ɔ: Lavværge (Lovværge), Beskytter, Herre; det engelske ''Lord.''

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]

Sv. Aggesen kap.6 - Revisjonshistorikk

Jesper: Sv. Aggesen kap.6