Til Graagaasen - Revisjonshistorikk

August på 24. apr. 2020 kl. 05:48

2020-04-24T05:48:05Z

August på 7. jul. 2018 kl. 15:09

2018-07-07T15:09:08Z

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 15:38

2013-12-25T15:38:13Z

Jesper: Til Graagaasen

2013-01-13T13:26:33Z

Til Graagaasen

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Til Graagaasen]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Arkiv for nordisk filologi]]'''

ved [[Björn Magnússon Ólsen biografi|Björn Magnus Ólsen]]

Første bind, s. 298-301
 Christiania 1883.

<big>'''Til Graagaasen.'''</big></center>

Grágás, Kb., udgivet af V. Finsen, Khavn 1852, § 47 s. 83, 5-17. jfr. den Arna-Magnæanske udgave I. s. 79-80:

<blockquote>"Nv verða þeir eigi a sáttir þa skal iN meire lutr ráða domandaen ef þeir verða allir iafn margir þa eigo þeir at döma afall. eN þar er veföng ero þa eigo þeir at luta. eN ef þeir ero allir iafn margir i öllom stoðom þeim er domendr hafa vefengt oc hafa huarirtveGio farit rett at vefangi. oc a þeirra domr at rofna er síðr hafa at logom dömt. EN ef aðrir hafa farit rett at vefangi en aðrir rangt. þa á þeirra domr at standaz er rett foro at vefangi þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir ondverðo. EN ef hvarigir hafa farit rétt at vefangi þa á þeirra domr at rofna sem fiR hafa farit þvi at vefangi sem log ero. oc á sa domr at rofna er þeim hefir þótt fiR lögum dömðr".</blockquote>

Saaledes som dette sted er overleveret, indeholder det efter min mening uoverstigelige vanskeligheder for forklaringen. For det første er der en bestemmelse om, at dommens udfald i femterdommen afgjøres ved stemmeflerhed. Derpaa følger bestemmelser om, hvorledes man skal forholde sig, naar stemmerne staar lige, og der skelnes da mellem to tilfælde, nemlig: 1. Naar der ikke foreligger et ''vefang'' (dvs.: hvor femterdommen benyttes som første instans), saa skal der dømmes skyldig. 2. Hvor der foreligger et ''vefang'' i en lavere instans, saa skal dommens udfald afgjøres ved lodkastning. For saa vidt er alt klart. Men saa følger tre bestemmelser, alle indledede ved: "eN ef", som, hvis texten er rigtig, maa antages at indeholde undtagelser fra den under 2. anførte bestemmelse, at sagens udfald, naar stemmerne i femterdommen staar lige paa begge sider og der foreligger vefang, skal afgøres ved lodkastning. Der er da 1° det tilfælde, at begge partier i den lavere instans har anvendt den rette adfærd med hensyn til deres ''vefang'', saa skal - naar stemmerne i femterdommen ere lige med hensyn til alle de punkter, hvori ''vefang'' er fremkommet - udfaldet ikke afgjøres ved lodkastning, men den af de mod hinanden staaende domme hør være ugyldig, som er mindst overensstemmende med loven, d. v. s., der skal dømmes efter sagens realitet. 2° Opstilles det tilfælde, at kun det ene af de to partier ved underdommen har forholdt sig rigtig med deres ''vefang'', saa bør - naar stemmerne staar lige i femterdommen1) - deres dom stande ved magt, som have forholdt sig rigtig med deres ''vefang'', selv om det andet parti oprindelig maatte have rettere i hovedsagen, d. v. s., sagen skal afgøres efter formaliteten, uden at der anvendes lodkastning. 3° Sættes det tilfælde at intet af de to partier har forholdt sig rigtig med hensyn til ''vefang'', saa skal der, naar stemmerne i femterdommen staar lige, i et og alt forholdes som ved det første af de 3 tilfælde, og sagen kan altsaa heller ikke her afgøres ved lodkastning. Men hvor bliver saa lodkastningen at anvende? Et fjerde tilfælde er utænkeligt. De 3 undtagelser udtømmer og ophæver fuldstændig den lovbestemmelse, som de skulde modificere. Vi havner altsaa, naar vi følger texten som den er, i en fuldstændig logisk umulighed. Hertil kommer andre betænkeligheder. Hvem skulde, naar stemmerne i femterdommen stod lige, afgøre, hvilken af de to moddomme var mindre overensstemmende med lov og ret, eller ogsaa om den ene eller begge parter havde forholdt sig rigtig med hensyn til ''vefangi''? Med hensyn til dette spørgsmaal lader vor kilde os fuldstændig i stikken. Maaské lovsigemanden? Det vilde være uden analogi, om lovsigemandens udsagn skulde have samme gyldighed som en dom, ligesom det ogsaa burde have været udtrykkelig bemærket, om dette var meningen; desuden viser udtrykket: er ''þeim'' hefir þótt firr lögum dæmðr", at her ikke kan være tale om lovsigemanden. Det er rimeligvis i følelsen heraf, at Finsen oversætter udtrykket "''síðr at lögum''" ved "mindst stemmende med lovens strænghed", og "''firr lögum''" ved "mest uoverensstemmende med lovens bogstavelige strænge indhold", idet han aabenbart mener, at der for de sager, hvor ''vefang'' forelaa, delvis gjaldt det samme princip som for de sager, hvor samme ikke var til stede. Men dels kan en saadan betydning i og for sig ikke lægges i de islandske ord, dels lader Finsens forklaring sig ikke forlige med ordene: "þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir öndverðo", som aabenbart danner en modsætning til "síðr at lögum" og "fiR lögum" 2). Endelig er den fremhævelse af sagens enkelte punkter, som ligger i udtrykket "i öllom stöðom" i høj grad paafaldende, da ''vefang'' ellers, som det synes, angik sagen i dens helhed.

Alle disse vanskeligheder hæves ved en let forandring af texten. Man behøver blot at sløjfe ''eN'' efter ''luta'' og i stedet for det punktum, som staar efter ''luta'', at sætte komma, samt at tilføje et punktum efter det sidste ''iafn margir'', saa er det hele klart. Ordene fra "''Nv verða''" til det sidste "''iafn margir''" indeholde da bestemmelser angaaende femterdommens forretningsorden, nemlig om den maade, hvorpaa sagen afgøres i femterdommen, baade naar der paa en af siderne er stemmeflerhed og naar stemmerne er lige. At betingelsessætningen "ef þeir verða (ero) iafn margir" gjentages, er fuldstændig i overensstemmelse med Graagaasens sprogbrug, og det falske ''eN'' foran den sidste betingelsessætning er at betragte som en ditto-grafi fra den første sætning, som har bevirket, at hvad der i virkeligheden hørte til det foregaaende med nødvendighed blev trukket til det efterfølgende, hvorved hele forvirringen er opstaaet. Ved ordene "í öllom stoðom þeim er", - som ganske naturlig betyder "overalt, hvor", "i alle de sager, som" 3) - indledes tre af det foregaaende aldeles uafhængige bestemmelser, som ikke særlig sigter paa de tilfælde, hvor stemmerne i femterdommen staar lige, men kun i almindelighed angiver de regler, hvorefter femterdommens medlemmer skal paadømme de sager, hvor ''vefang'' foreligger, idet de i to tilfælde - hvor enten begge eller intet af partierne har gjort sig skyldig i formalitetsfejl - skal dømme efter realiteten, i et derimod - hvor kun det ene af partierne har gjort sig skyldig i formalitetsfejl - skal dømme efter formaliteten. Det er en selvfølge, at der i alle de 3 opstillede tilfælde indtræder lodkastning, naar stemmerne paa begge sider i femterdommen er lige.

'''II.'''

Grágás, Staðarhólsbók, Khavn 1879, § 435 s. 50417-5052, (sl. den Arna-Magn. udg. II. s. 3435-9).

<blockquote>"þat er oc rett ef buar coma eigi til sciptinga. eða virþinga. þa er rett at aðrir se istaðeN þeirra er eigi coma. þeir buar er öngvir verðe .ix. neRe aðr en hinir er kvaddir voro."</blockquote>

Meningen er aabenbart den, et man i stedet for de udeblivende nabobønder kan tage andre, dog saaledes, at de ere de nærmeste ved stedet, naar de først udnævnte (udeblivende) bønder undtages. Der bør aabenbart skrives ''aðrir'' (''aðr''7) i stedet for ''aðr'', som ikke giver nogen mening, saaledes som det staar.

BJØRN MAGNUSSON ÓLSEN.

'''Noter:'''

1) Dette fremhæves ikke udtrykkelig, men maa, naar man følger den foreliggende text, paa grund af de tre leds parallelisme nødvendigvis underforstaaes fra det foregaaende.
 2) Finsen, Grágás III. s. 82 20-29. Maurer derimod oversætter rigtig: "minder gesetzlich" (Entstehung des isl. Staats, s. 195, note 2. under texten), ligeledes Sveinbjörnsen (den Arna-Magn. udg. af Grágás I s. 80).
 3) Se f. ex. St. s. 49326-4941, 5042. K. I. s. 1338. Synonymt er det hyppige "hvarvetna þess er": St. 3057. 43615. 44918. 4657. 50415. 50522. 52116. o. fl. st.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Artikler]]
[[Kategori:Arkiv for nordisk filologi]]
[[Kategori:Björn M. Ólsen]]

@@ Linje 17: / Linje 17: @@
 <big>'''Til Graagaasen.'''</big></center>
@@ Linje 39: / Linje 38: @@
 </blockquote>
-Meningen er aabenbart den, et man i stedet for de udeblivende nabobønder kan tage andre, dog saaledes, at de ere de nærmeste ved stedet, naar de først udnævnte (udeblivende) bønder undtages. Der bør aabenbart skrives ''aðrir'' (''aðr''<sup>[[Fil:-ir-er.jpg|7px]]</sup>) i stedet for ''aðr'', som ikke giver nogen mening, saaledes som det staar.
+Meningen er aabenbart den, et man i stedet for de udeblivende nabobønder kan tage andre, dog saaledes, at de ere de nærmeste ved stedet, naar de først udnævnte (udeblivende) bønder undtages. Der bør aabenbart skrives ''aðrir'' (''aðr''<big>&#859;</big>) i stedet for ''aðr'', som ikke giver nogen mening, saaledes som det staar.

@@ Linje 23: / Linje 23: @@
 <blockquote>
-"Nv verða þeir eigi a sáttir þa skal iN meire lutr ráða domandaen ef þeir verða allir iafn margir þa eigo þeir at döma afall. eN þar er veföng ero þa eigo þeir at luta. eN ef þeir ero allir iafn margir i öllom stoðom þeim er domendr hafa vefengt oc hafa huarirtveGio farit rett at vefangi. oc a þeirra domr at rofna er síðr hafa at logom dömt. EN ef aðrir hafa farit rett at vefangi en aðrir rangt. þa á þeirra domr at standaz er rett foro at vefangi þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir ondverðo. EN ef hvarigir hafa farit rétt at vefangi þa á þeirra domr at rofna sem fiR hafa farit þvi at vefangi sem log ero. oc á sa domr at rofna er þeim hefir þótt fiR lögum dömðr".
+"Nv verða þeir eigi a sáttir þa skal i&#628; meire lutr ráða domandaen ef þeir verða allir iafn margir þa eigo þeir at döma afall. e&#628; þar er veföng ero þa eigo þeir at luta. e&#628; ef þeir ero allir iafn margir i öllom stoðom þeim er domendr hafa vefengt oc hafa huarirtve&#610;io farit rett at vefangi. oc a þeirra domr at rofna er síðr hafa at logom dömt. E&#628; ef aðrir hafa farit rett at vefangi en aðrir rangt. þa á þeirra domr at standaz er rett foro at vefangi þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir ondverðo. E&#628; ef hvarigir hafa farit rétt at vefangi þa á þeirra domr at rofna sem fi&#640; hafa farit þvi at vefangi sem log ero. oc á sa domr at rofna er þeim hefir þótt fi&#640; lögum dömðr".
 </blockquote>
-Saaledes som dette sted er overleveret, indeholder det efter min mening uoverstigelige vanskeligheder for forklaringen. For det første er der en bestemmelse om, at dommens udfald i femterdommen afgjøres ved stemmeflerhed. Derpaa følger bestemmelser om, hvorledes man skal forholde sig, naar stemmerne staar lige, og der skelnes da mellem to tilfælde, nemlig: 1. Naar der ikke foreligger et ''vefang'' (dvs.: hvor femterdommen benyttes som første instans), saa skal der dømmes skyldig. 2. Hvor der foreligger et ''vefang'' i en lavere instans, saa skal dommens udfald afgjøres ved lodkastning. For saa vidt er alt klart. Men saa følger tre bestemmelser, alle indledede ved: "eN ef", som, hvis texten er rigtig, maa antages at indeholde undtagelser fra den under 2. anførte bestemmelse, at sagens udfald, naar stemmerne i femterdommen staar lige paa begge sider og der foreligger vefang, skal afgøres ved lodkastning. Der er da 1° det tilfælde, at begge partier i den lavere instans har anvendt den rette adfærd med hensyn til deres ''vefang'', saa skal - naar stemmerne i femterdommen ere lige med hensyn til alle de punkter, hvori ''vefang'' er fremkommet - udfaldet ikke afgjøres ved lodkastning, men den af de mod hinanden staaende domme hør være ugyldig, som er mindst overensstemmende med loven, d. v. s., der skal dømmes efter sagens realitet. 2° Opstilles det tilfælde, at kun det ene af de to partier ved underdommen har forholdt sig rigtig med deres ''vefang'', saa bør - naar stemmerne staar lige i femterdommen<sup>1)</sup> - deres dom stande ved magt, som have forholdt sig rigtig med deres ''vefang'', selv om det andet parti oprindelig maatte have rettere i hovedsagen, d. v. s., sagen skal afgøres efter formaliteten, uden at der anvendes lodkastning. 3° Sættes det tilfælde at intet af de to partier har forholdt sig rigtig med hensyn til ''vefang'', saa skal der, naar stemmerne i femterdommen staar lige, i et og alt forholdes som ved det første af de 3 tilfælde, og sagen kan altsaa heller ikke her afgøres ved lodkastning. Men hvor bliver saa lodkastningen at anvende? Et fjerde tilfælde er utænkeligt. De 3 undtagelser udtømmer og ophæver fuldstændig den lovbestemmelse, som de skulde modificere. Vi havner altsaa, naar vi følger texten som den er, i en fuldstændig logisk umulighed. Hertil kommer andre betænkeligheder. Hvem skulde, naar stemmerne i femterdommen stod lige, afgøre, hvilken af de to moddomme var mindre overensstemmende med lov og ret, eller ogsaa om den ene eller begge parter havde forholdt sig rigtig med hensyn til ''vefangi''? Med hensyn til dette spørgsmaal lader vor kilde os fuldstændig i stikken. Maaské lovsigemanden? Det vilde være uden analogi, om lovsigemandens udsagn skulde have samme gyldighed som en dom, ligesom det ogsaa burde have været udtrykkelig bemærket, om dette var meningen; desuden viser udtrykket: er ''þeim'' hefir þótt firr lögum dæmðr", at her ikke kan være tale om lovsigemanden. Det er rimeligvis i følelsen heraf, at Finsen oversætter udtrykket "''síðr at lögum''" ved "mindst stemmende med lovens strænghed", og "''firr lögum''" ved "mest uoverensstemmende med lovens bogstavelige strænge indhold", idet han aabenbart mener, at der for de sager, hvor ''vefang'' forelaa, delvis gjaldt det samme princip som for de sager, hvor samme ikke var til stede. Men dels kan en saadan betydning i og for sig ikke lægges i de islandske ord, dels lader Finsens forklaring sig ikke forlige med ordene: "þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir öndverðo", som aabenbart danner en modsætning til "síðr at lögum" og "fiR lögum" <sup>2)</sup>. Endelig er den fremhævelse af sagens enkelte punkter, som ligger i udtrykket "i öllom stöðom" i høj grad paafaldende, da ''vefang'' ellers, som det synes, angik sagen i dens helhed.
+Saaledes som dette sted er overleveret, indeholder det efter min mening uoverstigelige vanskeligheder for forklaringen. For det første er der en bestemmelse om, at dommens udfald i femterdommen afgjøres ved stemmeflerhed. Derpaa følger bestemmelser om, hvorledes man skal forholde sig, naar stemmerne staar lige, og der skelnes da mellem to tilfælde, nemlig: 1. Naar der ikke foreligger et ''vefang'' (dvs.: hvor femterdommen benyttes som første instans), saa skal der dømmes skyldig. 2. Hvor der foreligger et ''vefang'' i en lavere instans, saa skal dommens udfald afgjøres ved lodkastning. For saa vidt er alt klart. Men saa følger tre bestemmelser, alle indledede ved: "e&#628; ef", som, hvis texten er rigtig, maa antages at indeholde undtagelser fra den under 2. anførte bestemmelse, at sagens udfald, naar stemmerne i femterdommen staar lige paa begge sider og der foreligger vefang, skal afgøres ved lodkastning. Der er da 1° det tilfælde, at begge partier i den lavere instans har anvendt den rette adfærd med hensyn til deres ''vefang'', saa skal - naar stemmerne i femterdommen ere lige med hensyn til alle de punkter, hvori ''vefang'' er fremkommet - udfaldet ikke afgjøres ved lodkastning, men den af de mod hinanden staaende domme hør være ugyldig, som er mindst overensstemmende med loven, d. v. s., der skal dømmes efter sagens realitet. 2° Opstilles det tilfælde, at kun det ene af de to partier ved underdommen har forholdt sig rigtig med deres ''vefang'', saa bør - naar stemmerne staar lige i femterdommen<sup>1)</sup> - deres dom stande ved magt, som have forholdt sig rigtig med deres ''vefang'', selv om det andet parti oprindelig maatte have rettere i hovedsagen, d. v. s., sagen skal afgøres efter formaliteten, uden at der anvendes lodkastning. 3° Sættes det tilfælde at intet af de to partier har forholdt sig rigtig med hensyn til ''vefang'', saa skal der, naar stemmerne i femterdommen staar lige, i et og alt forholdes som ved det første af de 3 tilfælde, og sagen kan altsaa heller ikke her afgøres ved lodkastning. Men hvor bliver saa lodkastningen at anvende? Et fjerde tilfælde er utænkeligt. De 3 undtagelser udtømmer og ophæver fuldstændig den lovbestemmelse, som de skulde modificere. Vi havner altsaa, naar vi følger texten som den er, i en fuldstændig logisk umulighed. Hertil kommer andre betænkeligheder. Hvem skulde, naar stemmerne i femterdommen stod lige, afgøre, hvilken af de to moddomme var mindre overensstemmende med lov og ret, eller ogsaa om den ene eller begge parter havde forholdt sig rigtig med hensyn til ''vefangi''? Med hensyn til dette spørgsmaal lader vor kilde os fuldstændig i stikken. Maaské lovsigemanden? Det vilde være uden analogi, om lovsigemandens udsagn skulde have samme gyldighed som en dom, ligesom det ogsaa burde have været udtrykkelig bemærket, om dette var meningen; desuden viser udtrykket: er ''þeim'' hefir þótt firr lögum dæmðr", at her ikke kan være tale om lovsigemanden. Det er rimeligvis i følelsen heraf, at Finsen oversætter udtrykket "''síðr at lögum''" ved "mindst stemmende med lovens strænghed", og "''firr lögum''" ved "mest uoverensstemmende med lovens bogstavelige strænge indhold", idet han aabenbart mener, at der for de sager, hvor ''vefang'' forelaa, delvis gjaldt det samme princip som for de sager, hvor samme ikke var til stede. Men dels kan en saadan betydning i og for sig ikke lægges i de islandske ord, dels lader Finsens forklaring sig ikke forlige med ordene: "þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir öndverðo", som aabenbart danner en modsætning til "síðr at lögum" og "fi&#640; lögum" <sup>2)</sup>. Endelig er den fremhævelse af sagens enkelte punkter, som ligger i udtrykket "i öllom stöðom" i høj grad paafaldende, da ''vefang'' ellers, som det synes, angik sagen i dens helhed.
-Alle disse vanskeligheder hæves ved en let forandring af texten. Man behøver blot at sløjfe ''eN'' efter ''luta'' og i stedet for det punktum, som staar efter ''luta'', at sætte komma, samt at tilføje et punktum efter det sidste ''iafn margir'', saa er det hele klart. Ordene fra "''Nv verða''" til det sidste "''iafn margir''" indeholde da bestemmelser angaaende femterdommens forretningsorden, nemlig om den maade, hvorpaa sagen afgøres i femterdommen, baade naar der paa en af siderne er stemmeflerhed og naar stemmerne er lige. At betingelsessætningen "ef þeir verða (ero) iafn margir" gjentages, er fuldstændig i overensstemmelse med Graagaasens sprogbrug, og det falske ''eN'' foran den sidste betingelsessætning er at betragte som en ditto-grafi fra den første sætning, som har bevirket, at hvad der i virkeligheden hørte til det foregaaende med nødvendighed blev trukket til det efterfølgende, hvorved hele forvirringen er opstaaet. Ved ordene "í öllom stoðom þeim er", - som ganske naturlig betyder "overalt, hvor", "i alle de sager, som" <sup>3)</sup> - indledes tre af det foregaaende aldeles uafhængige bestemmelser, som ikke særlig sigter paa de tilfælde, hvor stemmerne i femterdommen staar lige, men kun i almindelighed angiver de regler, hvorefter femterdommens medlemmer skal paadømme de sager, hvor ''vefang'' foreligger, idet de i to tilfælde - hvor enten begge eller intet af partierne har gjort sig skyldig i formalitetsfejl - skal dømme efter realiteten, i et derimod - hvor kun det ene af partierne har gjort sig skyldig i formalitetsfejl - skal dømme efter formaliteten. Det er en selvfølge, at der i alle de 3 opstillede tilfælde indtræder lodkastning, naar stemmerne paa begge sider i femterdommen er lige.
+Alle disse vanskeligheder hæves ved en let forandring af texten. Man behøver blot at sløjfe ''e&#628;'' efter ''luta'' og i stedet for det punktum, som staar efter ''luta'', at sætte komma, samt at tilføje et punktum efter det sidste ''iafn margir'', saa er det hele klart. Ordene fra "''Nv verða''" til det sidste "''iafn margir''" indeholde da bestemmelser angaaende femterdommens forretningsorden, nemlig om den maade, hvorpaa sagen afgøres i femterdommen, baade naar der paa en af siderne er stemmeflerhed og naar stemmerne er lige. At betingelsessætningen "ef þeir verða (ero) iafn margir" gjentages, er fuldstændig i overensstemmelse med Graagaasens sprogbrug, og det falske ''e&#628;'' foran den sidste betingelsessætning er at betragte som en ditto-grafi fra den første sætning, som har bevirket, at hvad der i virkeligheden hørte til det foregaaende med nødvendighed blev trukket til det efterfølgende, hvorved hele forvirringen er opstaaet. Ved ordene "í öllom stoðom þeim er", - som ganske naturlig betyder "overalt, hvor", "i alle de sager, som" <sup>3)</sup> - indledes tre af det foregaaende aldeles uafhængige bestemmelser, som ikke særlig sigter paa de tilfælde, hvor stemmerne i femterdommen staar lige, men kun i almindelighed angiver de regler, hvorefter femterdommens medlemmer skal paadømme de sager, hvor ''vefang'' foreligger, idet de i to tilfælde - hvor enten begge eller intet af partierne har gjort sig skyldig i formalitetsfejl - skal dømme efter realiteten, i et derimod - hvor kun det ene af partierne har gjort sig skyldig i formalitetsfejl - skal dømme efter formaliteten. Det er en selvfølge, at der i alle de 3 opstillede tilfælde indtræder lodkastning, naar stemmerne paa begge sider i femterdommen er lige.
@@ Linje 36: / Linje 36: @@
 <blockquote>
-"þat er oc rett ef buar coma eigi til sciptinga. eða virþinga. þa er rett at aðrir se istaðeN þeirra er eigi coma. þeir buar er öngvir verðe .ix. neRe aðr en hinir er kvaddir voro."
+"þat er oc rett ef buar coma eigi til sciptinga. eða virþinga. þa er rett at aðrir se istaðe&#628; þeirra er eigi coma. þeir buar er öngvir verðe .ix. ne&#640;e aðr en hinir er kvaddir voro."
 </blockquote>
-Meningen er aabenbart den, et man i stedet for de udeblivende nabobønder kan tage andre, dog saaledes, at de ere de nærmeste ved stedet, naar de først udnævnte (udeblivende) bønder undtages. Der bør aabenbart skrives ''aðrir'' (''aðr''<sup>7</sup>) i stedet for ''aðr'', som ikke giver nogen mening, saaledes som det staar.
+Meningen er aabenbart den, et man i stedet for de udeblivende nabobønder kan tage andre, dog saaledes, at de ere de nærmeste ved stedet, naar de først udnævnte (udeblivende) bønder undtages. Der bør aabenbart skrives ''aðrir'' (''aðr''<sup>[[Fil:-ir-er.jpg|7px]]</sup>) i stedet for ''aðr'', som ikke giver nogen mening, saaledes som det staar.

@@ Linje 22: / Linje 22: @@
 Grágás, Kb., udgivet af V. Finsen, Khavn 1852, § 47 s. 83, <sup>5-17</sup>. jfr. den Arna-Magnæanske udgave I. s. 79-80:
-<blockquote>"Nv verða þeir eigi a sáttir þa skal iN meire lutr ráða domandaen ef þeir verða allir iafn margir þa eigo þeir at döma afall. eN þar er veföng ero þa eigo þeir at luta. eN ef þeir ero allir iafn margir i öllom stoðom þeim er domendr hafa vefengt oc hafa huarirtveGio farit rett at vefangi. oc a þeirra domr at rofna er síðr hafa at logom dömt. EN ef aðrir hafa farit rett at vefangi en aðrir rangt. þa á þeirra domr at standaz er rett foro at vefangi þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir ondverðo. EN ef hvarigir hafa farit rétt at vefangi þa á þeirra domr at rofna sem fiR hafa farit þvi at vefangi sem log ero. oc á sa domr at rofna er þeim hefir þótt fiR lögum dömðr".</blockquote>
+<blockquote>
 Saaledes som dette sted er overleveret, indeholder det efter min mening uoverstigelige vanskeligheder for forklaringen. For det første er der en bestemmelse om, at dommens udfald i femterdommen afgjøres ved stemmeflerhed. Derpaa følger bestemmelser om, hvorledes man skal forholde sig, naar stemmerne staar lige, og der skelnes da mellem to tilfælde, nemlig: 1. Naar der ikke foreligger et ''vefang'' (dvs.: hvor femterdommen benyttes som første instans), saa skal der dømmes skyldig. 2. Hvor der foreligger et ''vefang'' i en lavere instans, saa skal dommens udfald afgjøres ved lodkastning. For saa vidt er alt klart. Men saa følger tre bestemmelser, alle indledede ved: "eN ef", som, hvis texten er rigtig, maa antages at indeholde undtagelser fra den under 2. anførte bestemmelse, at sagens udfald, naar stemmerne i femterdommen staar lige paa begge sider og der foreligger vefang, skal afgøres ved lodkastning. Der er da 1° det tilfælde, at begge partier i den lavere instans har anvendt den rette adfærd med hensyn til deres ''vefang'', saa skal - naar stemmerne i femterdommen ere lige med hensyn til alle de punkter, hvori ''vefang'' er fremkommet - udfaldet ikke afgjøres ved lodkastning, men den af de mod hinanden staaende domme hør være ugyldig, som er mindst overensstemmende med loven, d. v. s., der skal dømmes efter sagens realitet. 2° Opstilles det tilfælde, at kun det ene af de to partier ved underdommen har forholdt sig rigtig med deres ''vefang'', saa bør - naar stemmerne staar lige i femterdommen<sup>1)</sup> - deres dom stande ved magt, som have forholdt sig rigtig med deres ''vefang'', selv om det andet parti oprindelig maatte have rettere i hovedsagen, d. v. s., sagen skal afgøres efter formaliteten, uden at der anvendes lodkastning. 3° Sættes det tilfælde at intet af de to partier har forholdt sig rigtig med hensyn til ''vefang'', saa skal der, naar stemmerne i femterdommen staar lige, i et og alt forholdes som ved det første af de 3 tilfælde, og sagen kan altsaa heller ikke her afgøres ved lodkastning. Men hvor bliver saa lodkastningen at anvende? Et fjerde tilfælde er utænkeligt. De 3 undtagelser udtømmer og ophæver fuldstændig den lovbestemmelse, som de skulde modificere. Vi havner altsaa, naar vi følger texten som den er, i en fuldstændig logisk umulighed. Hertil kommer andre betænkeligheder. Hvem skulde, naar stemmerne i femterdommen stod lige, afgøre, hvilken af de to moddomme var mindre overensstemmende med lov og ret, eller ogsaa om den ene eller begge parter havde forholdt sig rigtig med hensyn til ''vefangi''? Med hensyn til dette spørgsmaal lader vor kilde os fuldstændig i stikken. Maaské lovsigemanden? Det vilde være uden analogi, om lovsigemandens udsagn skulde have samme gyldighed som en dom, ligesom det ogsaa burde have været udtrykkelig bemærket, om dette var meningen; desuden viser udtrykket: er ''þeim'' hefir þótt firr lögum dæmðr", at her ikke kan være tale om lovsigemanden. Det er rimeligvis i følelsen heraf, at Finsen oversætter udtrykket "''síðr at lögum''" ved "mindst stemmende med lovens strænghed", og "''firr lögum''" ved "mest uoverensstemmende med lovens bogstavelige strænge indhold", idet han aabenbart mener, at der for de sager, hvor ''vefang'' forelaa, delvis gjaldt det samme princip som for de sager, hvor samme ikke var til stede. Men dels kan en saadan betydning i og for sig ikke lægges i de islandske ord, dels lader Finsens forklaring sig ikke forlige med ordene: "þótt aðrir hafe mála efni betri fyrir öndverðo", som aabenbart danner en modsætning til "síðr at lögum" og "fiR lögum" <sup>2)</sup>. Endelig er den fremhævelse af sagens enkelte punkter, som ligger i udtrykket "i öllom stöðom" i høj grad paafaldende, da ''vefang'' ellers, som det synes, angik sagen i dens helhed.
@@ Linje 33: / Linje 35: @@
 Grágás, Staðarhólsbók, Khavn 1879, § 435 s. 504<sup>17</sup>-505<sup>2</sup>, (sl. den Arna-Magn. udg. II. s. 343<sup>5-9</sup>).
-<blockquote>"þat er oc rett ef buar coma eigi til sciptinga. eða virþinga. þa er rett at aðrir se istaðeN þeirra er eigi coma. þeir buar er öngvir verðe .ix. neRe aðr en hinir er kvaddir voro."</blockquote>
+<blockquote>
 Meningen er aabenbart den, et man i stedet for de udeblivende nabobønder kan tage andre, dog saaledes, at de ere de nærmeste ved stedet, naar de først udnævnte (udeblivende) bønder undtages. Der bør aabenbart skrives ''aðrir'' (''aðr''<sup>7</sup>) i stedet for ''aðr'', som ikke giver nogen mening, saaledes som det staar.
@@ Linje 39: / Linje 43: @@
 BJØRN MAGNUSSON ÓLSEN.