Trældom i Norge - Love vedrørende trældommen - Revisjonshistorikk

Jesper på 27. apr. 2019 kl. 16:04

2019-04-27T16:04:49Z

Jesper på 27. apr. 2019 kl. 16:01

2019-04-27T16:01:48Z

Jesper på 27. apr. 2019 kl. 15:57

2019-04-27T15:57:22Z

Jesper på 26. apr. 2019 kl. 14:43

2019-04-26T14:43:19Z

Vis endringer

Knut på 26. apr. 2019 kl. 10:58

2019-04-26T10:58:16Z

Knut på 26. apr. 2019 kl. 10:57

2019-04-26T10:57:41Z

Knut på 26. apr. 2019 kl. 08:26

2019-04-26T08:26:39Z

Vis endringer

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2019-04-06T09:43:22Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Love vedrørende trældommen]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Trældom i Norge]]''' 

<big>IV. De gamle norske love vedrørende trældommen</big>

 Af '''Gustav Antonio Gjessing'''

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1862</center>

TXT

----

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Gustav Antonio Gjessing]]

@@ Linje 73: / Linje 73: @@
 Eidsivathings Christenret har en for vort Emne mærkelig Bestemmelse om Langfastebrud, c. 28: «Hvis Mand æder (Kjød) i Langefasten, han kan ei kaldes uvidende om Dagene, han er utlæg, og alt hans Gods, det som i hans Eie er. Hvis Mands Tjener (þjonn) æder Kjød i Langefasten, da er han utlæg og skal det være i Herrens (skapdrottins) Magt som har (ham), om han vil løse ham fri med halvt Thegngilde til Kongen og saaledes kjøbe ham Landsvist, eller det andet, at han farer bort af Landet». Dette er det eneste Sted, saavidt vides, i de gamle norske Love, hvor der gives Adgang til atter at skaffe utlæg Træl Landsvist ved Bod til Kongen. Det halve Thegngilde synes at maatte forklares i Overensstemmelse med de flere ovenfor anførte Tilfælde, hvor Trællens Straf sættes til det halve af den fries. Om saadan Bod til Kongen først er indtraadt, naar Straffen steg til Utlegd, fra hvilken Tid denne Bestemmelse har gjældt, og hvorvidt den ogsaa har gjældt i andre Lagdømmer, er vanskeligt at afgjøre, ligesom ogsaa om denne Anledning til Udløsning ved Bod kun har været en Begunstigelse mod den mere betroede Tjener, som Lovene ellers specielt nævne «þjonn», eller om dette Ord her betegner Tjener i Almindelighed. For den mere indskrænkede Fortolkning kunde maaske tale at Herren her nævnes ''skapdrottinn'', hvad ellers overalt i Lovene betegner Patronen i Forhold til den frigivne, nogle ganske enkelte Steder undtagen, hvor det skjødesløst er sat for drottinn &#596;: Herren overfor Trællen.
-Fælles for alle de enkelte Love er altsaa, at Christendomsbrud af ufrie begaaet efter Herrens Raad alene bødes af denne, og som om han selv havde forbrudt sig; men at det begaaet af ufrie efter eget Raad straffes paa den ufrie selv, dog saaledes, at Herren ved de mindre Forseelser har Adgang til at 1øse den skyldige med Bod. Denne Bods Størrelse er imidlertid forskjellig for de forskjellige Lagdømmer: Efter Frostethings- og Gulethingsloven og efter dem Sverres Christenret, synes Reglen at have været, at ufries Forseelser efter eget Raad bødedes med det halve af Boden for fri Mand, medens derimod Eidsivathings og Borgarthings Christenretter lode Boden ogsaa da Følge Dagens Hellighed (dagriki) eller vel i Almindelighed Brøden paa samme Maade som for den frie (dog jfr ovf. E. 28), altsaa stærkere fremhævede den ufries Ansvarlighed. Heller ikke efter Gulethingets Lov kunde længere det offentlige blot holde sig til Trællens Herre i Tilfælde af de groveste Brud paa Christenretten, som Hestekjødsspisning, der betragtedes som staaende i saa nøie Forbindelse med Hedenskabet, at vedkommende, der forsaa sig heri, neppe længere kunde taales i et christent Samfund («þat er hit mesta kristnispell skirðum mönnum at eta hross. Þeim er ödruvís mega lengja líf sitt», FmS 1 c. 70. cfr Sv. s. FmS VIII r. 26). I saadanne Tilfælde fordrede Lovgivningen rimelig over det hele Land Trællen stillet paa samme Trin som den frie med Hensyn til personlig Ansvarlighed. Frostethingsloven forbigaar Hestekjødsspisningen; derimod findes Gulethingslovens Bestemmelse, som vi saa, noget skærpet med Hensyn til Eden og mulig ogsaa til Forbudets Udstrækning i sin hele Strenghed ogsaa udenfor Langefasten i Sverres Christenret c. 77. Det er imidlertid besynderligt, at i den samme Olafs Raadgivning Utburd kun er Tremarkssag, medens Hestekjødsspisning gjøres til Utlegdssag; at den sidste Forseelse strax kan være bleven belagt med saa stor Straf synes neppe rimeligt, naar erindres, hvilken Modstand netop begge disse Forbud fandt paa det islandske Althing (Sn. Ól. Tr. s. e. 229, Flatb. p. 446, jfr Sn. Ól. helg. s. c. 44 og 46. — Skaanske Kirkelov 18: ((þræl ma ækki foregöræ i hælghæbrut num buþ sina»).
+Fælles for alle de enkelte Love er altsaa, at Christendomsbrud af ufrie begaaet efter Herrens Raad alene bødes af denne, og som om han selv havde forbrudt sig; men at det begaaet af ufrie efter eget Raad straffes paa den ufrie selv, dog saaledes, at Herren ved de mindre Forseelser har Adgang til at 1øse den skyldige med Bod. Denne Bods Størrelse er imidlertid forskjellig for de forskjellige Lagdømmer: Efter Frostethings- og Gulethingsloven og efter dem Sverres Christenret, synes Reglen at have været, at ufries Forseelser efter eget Raad bødedes med det halve af Boden for fri Mand, medens derimod Eidsivathings og Borgarthings Christenretter lode Boden ogsaa da Følge Dagens Hellighed (dagriki) eller vel i Almindelighed Brøden paa samme Maade som for den frie (dog jfr ovf. E. 28), altsaa stærkere fremhævede den ufries Ansvarlighed. Heller ikke efter Gulethingets Lov kunde længere det offentlige blot holde sig til Trællens Herre i Tilfælde af de groveste Brud paa Christenretten, som Hestekjødsspisning, der betragtedes som staaende i saa nøie Forbindelse med Hedenskabet, at vedkommende, der forsaa sig heri, neppe længere kunde taales i et christent Samfund («þat er hit mesta kristnispell skirðum mönnum at eta hross. Þeim er ödruvís mega lengja líf sitt», FmS 1 c. 70. cfr Sv. s. FmS VIII r. 26). I saadanne Tilfælde fordrede Lovgivningen rimelig over det hele Land Trællen stillet paa samme Trin som den frie med Hensyn til personlig Ansvarlighed. Frostethingsloven forbigaar Hestekjødsspisningen; derimod findes Gulethingslovens Bestemmelse, som vi saa, noget skærpet med Hensyn til Eden og mulig ogsaa til Forbudets Udstrækning i sin hele Strenghed ogsaa udenfor Langefasten i Sverres Christenret c. 77. Det er imidlertid besynderligt, at i den samme Olafs Raadgivning Utburd kun er Tremarkssag, medens Hestekjødsspisning gjøres til Utlegdssag; at den sidste Forseelse strax kan være bleven belagt med saa stor Straf synes neppe rimeligt, naar erindres, hvilken Modstand netop begge disse Forbud fandt paa det islandske Althing (Sn. Ól. Tr. s. e. 229, Flatb. p. 446, jfr Sn. Ól. helg. s. c. 44 og 46. — Skaanske Kirkelov 18: «þræl ma ækki foregöræ i hælghæbrut num buþ sina»).
 Vi have seet, hvorledes Christenretten fremhævede Trællens Menneskeret først og fremmest ved at værge hans Liv og dernæst ved at drage ham mere ind under Straffelovgivningen, end havde været Tilfælde tidligere, da han vel kunde forstyrre den borgerlige Orden og saaledes blive strafbar, men dog endnu ingen personlig Forpligtelse havde imod Samfundet, den han nu ved Daaben fik.

@@ Linje 47: / Linje 47: @@
 Ligesom allerede ved Vedtagelsen af Forbudet mod Udbæren af Børn, Trællens Stilling ikke lidet sikkredes, idet Herrerne derved af sin Eiendomsret over Trællene opgav den tidligere uindskrænkede Raadighed over deres Liv, saa de ikke længere nu kunde dræbe fuldkommen sagesløs Træl uden at forfalde idetmindste til kirkelig Revselse, om de end kunde frigjøre sig fra al Tiltale efter den borgerlige Lov; saaledes maatte ogsaa Daabspaabudet hæve Trællen i den almindelige Mening først og fremmest naturligvis ved, at ogsaa han agtedes værdig den guddommelige Naade; men desuden ogsaa indirecte derved,
-at ved Siden af, at hans Strafbarhed vistnok allerede practisk var indrømmet af den hedenske Lov, nu hans personlige Ansvarlighed endnu stærkere blev fremhævet ved det forpligtende Forhold, hvori han ved Daaben traadte til Kirken. Denne maatte nemlig fordre Overholdelse af Christen retten ligesaavel af Trællen som af den frie, som en nødvendig Betingelse for, at han skulde kunne forblive i de Cbristnes Samfund, skjønt Straffen for de ufries Vedkommende med Indrømmelse til de bestaænde Forhold sattes efter en anden og lavere Maalestok ved de mindre Overtrædelser.
+at ved Siden af, at hans Strafbarhed vistnok allerede practisk var indrømmet af den hedenske Lov, nu hans personlige Ansvarlighed endnu stærkere blev fremhævet ved det forpligtende Forhold, hvori han ved Daaben traadte til Kirken. Denne maatte nemlig fordre Overholdelse af Christen retten ligesaavel af Trællen som af den frie, som en nødvendig Betingelse for, at han skulde kunne forblive i de Christnes Samfund, skjønt Straffen for de ufries Vedkommende med Indrømmelse til de bestaænde Forhold sattes efter en anden og lavere Maalestok ved de mindre Overtrædelser.
 ==Helgebrud==
-I Overensstemmelse hermed fortsætter Christenretten fremdeles, givende Herren Valget mellem at straffes Trællen eller bøde for ham (G. 1.16): «Bliver nogen funden skyldig i at arbeide paa Søndage, da skal han bøde derfor 6 Ører og gaac til Skrifte og bøde til Christns; men hvis Mænds Træltyende, udenlandske. arbeide uden Herrens Raad, da skal man pidske Huden af dem eller bøde 3 Ører til Biskoppen». Videre (G. 1. 18): hvis Mænd arbeide paa de Dage, foran hvilke der ikke er Nonhelligt eller Faste, da skal man bøde derfor 3 Ører til Biskoppen; men dersom Mænds Træltyende arbeider uden Herrens Raad. da skal man bøde derfor 1 1/2 Øre».
+I Overensstemmelse hermed fortsætter Christenretten fremdeles, givende Herren Valget mellem at straffes Trællen eller bøde for ham (G. 1.16): «Bliver nogen funden skyldig i at arbeide paa Søndage, da skal han bøde derfor 6 Ører og gaae til Skrifte og bøde til Christus; men hvis Mænds Træltyende, udenlandske, arbeide uden Herrens Raad, da skal man pidske Huden af dem eller bøde 3 Ører til Biskoppen». Videre (G. 1. 18): hvis Mænd arbeide paa de Dage, foran hvilke der ikke er Nonhelligt eller Faste, da skal man bøde derfor 3 Ører til Biskoppen; men dersom Mænds Træltyende arbeider uden Herrens Raad. da skal man bøde derfor 1 1/2 Øre».
 Frostetbingsloven byder i lignende Tilfælde (II 28): «Hvis Mand bliver funden paa Arbeide en af de Dage, hvor Nonhelge gaar forud, da bøde han 6 Ører, og saaledes trælbunden Mand, om han arbeider efter Bondens Raad; men hvis han arbeider efter eget Raad, bøde hans Herre 3 Ører, eller Trællen lade sin Hud. — Hvis Mand arbeider paa andre Helligdage, da bøde han 3 Ører».
@@ Linje 87: / Linje 87: @@
 I Frostethingslovens III 19, hvor handles om Veienes Istandsættelse og der paabydes, at alle arbeidsføre Mænd skulle bøde Veiene hver i sit Fylke og at, hvis Bonden ei giver sine Arbeidsfolk (verkmönnum) Stunder dertil, han da skal bøde for begge Parter; men hvis Værkmand ikke vil fare og Bonden giver ham Tilladelse (leyfi) dertil, da svare han selv Sag — der tilføies til Slutning: «Men denne Veibødning kommer i Stedet for den Mandfrelse, som staar i vore Love og som alle Mænd havde lovet Gud til Tak (til guds þakka). Den samme Bestemmelse har altsaa været gjældende i begge Landets nordlige Lagdømmer, medens nogen tilsvarende hverken findes i Borgarthings eller Eidsivathings Christenretter.
-Allerede tidlig blev Trællefrigivelse anbefalet af den romerske Kirke som en passende Tak til Gud for Befrielsen fra den med Trældommen blandt Menneskene sammenlignede aandelige Trældom under Synden; saaledes siger Gregor den store: «Cum redemptor noster totius conditor ereaturae ad hoc propitiatus humanam carnem voluit assumere, ut divinitatis suae gratia dirupto, quo tenebantur captivi, vinculo servitutis pristinae nos restitueret libertati: salubriter agitur, si homines, quos ab initio natura liberos protulit, et jus gentium juge substituit servitutis, in ea natura, qua nati fuerunt, manumittentis beneflcio libertati reddantur.» Men uagtet vi enkeltvis finde saadanne Anskuelser practisk efter fulgte af Geistligheden (f. Ex. inden den engelske Kirke af ovennævnte Wilfridh, ovf. p. 96), saa viser dog den Omstændighed, at Kirken selv endnu længe holdt ufrie i sin Tjeneste, at ikke engang inden Geistligheden Trældommens Utilbørlighed blev almindelig anerkjendt før efter meget lang Tid: hvorfor jeg har ovenfor troet at burde fremhæve, at de saavel her som i den tydske Mission oftere forekommende Løskjøbelser idetmindste ikke med Nødvendighed maa forstaæs som rettede mod Trældommen i Almindelighed som saadan, men vel kunne forklares som føre tagne kun for at frelse christne Sjæle fra at fortabes blandt Hedninger — at det i Regelen ogsaa var og maatte være den tidligere Kirkes Geistlighed langt mere magtpaaliggende at vinde og bevare de vunde Sjæle for Kirken end at virke for denne almindeligere Menneskeret, der krænkedes ved Trællevæsnet. Fremdeles viser Trældommens Bestaaen gjennem saa lange Tider, at Troen paa Trældommens Retmæssighed og Nødvendighed var saa indgroet i Folkenes Bevidsthed, at det vilde have været aldeles frugtesløst strax at forsøge paa ved directe Forbud eller Indskrænkninger at hæve Ondet. Præg af saaledes at være givne med Trældommens endelige Ophævelse til Hensigt have vistnok ikke de ovenfor anførte Steder af de norske Love, ligesom de ogsaa dertil vilde enestaænde have været aldeles utilstrækkelige; alligevel synes de, forsaavidt de skulle henføres til Olaf den helliges Lovgivning, til Christendommens første Tider, at maatte have været lidet stemmende med Tidsaanden, som den da var, og at have lagt en Byrde paa den unge, svagtbefæstede Kirke, som maaske hellere for den første Tid burde have været undgaæt. Jeg har derfor været tilbøielig til at søge Grunden til hine Paabud om aarlig offentlig Trællefrigivelse i en enkelt bestemt tvingende Omstændighed under Christendommens Indførelse og troet, at denne maaske kunde være den nystiftede Kirkes Trang til Lærere. Missionsværket foregik som bekjendt under Olaf den hellige i rivende Fart, der berettes at han reiste Kirker i hvert Fylke; men Sagaerne lade os i Uvished om, hvorfra Præsterne og det øvrige Personale til alle disse Kirker bleve hentede. Allerede af de ovenfor p. 97 citerede Steder af Decretalerne som af Ansgars Oplæren af de kjøbte Drenge ses, at der ei fra Kirkens Side var noget iveien for en saadan Anvendelse af de frigivne Trælle i Kirketjenesten; men Forordningen er dog, saavidt jeg ved, uden Støtte i Sagaerne og Lovene: de særegne Bestemmelser, som Gulethingslovens cap. 15 indeholder om Præsterne, ere blevne forklarede med største Rimelighed om dem som udenlandske, ja kunne vel ikke engang ret fortolkes om frigivne; og den Hentydning til, at Præsterne oprindelig have været af lav, endog ufri, Byrd, som man maaske kunde ville finde i Graagaasens Udtryk (Krist. I. þáttr): «ok heimta hann sem aðra mans-menn» om Præst , der rømmer fra den Kirke , hvortil han er oplært — det Vidnesbyrd, man deri kunde søge modbevises,  kan man sige, af at en saadan Nødhjælp, at tage frigivne til Præster ikke udtrykkelig nævnes i Eyrbyggjasaga c. 49, hvor netop Mangelen paa Præster i Cbristendommens første Tider paa Island omtales.
+Allerede tidlig blev Trællefrigivelse anbefalet af den romerske Kirke som en passende Tak til Gud for Befrielsen fra den med Trældommen blandt Menneskene sammenlignede aandelige Trældom under Synden; saaledes siger Gregor den store: «Cum redemptor noster totius conditor ereaturae ad hoc propitiatus humanam carnem voluit assumere, ut divinitatis suae gratia dirupto, quo tenebantur captivi, vinculo servitutis pristinae nos restitueret libertati: salubriter agitur, si homines, quos ab initio natura liberos protulit, et jus gentium juge substituit servitutis, in ea natura, qua nati fuerunt, manumittentis beneflcio libertati reddantur.» Men uagtet vi enkeltvis finde saadanne Anskuelser practisk efter fulgte af Geistligheden (f. Ex. inden den engelske Kirke af ovennævnte Wilfridh, ovf. p. 96), saa viser dog den Omstændighed, at Kirken selv endnu længe holdt ufrie i sin Tjeneste, at ikke engang inden Geistligheden Trældommens Utilbørlighed blev almindelig anerkjendt før efter meget lang Tid: hvorfor jeg har ovenfor troet at burde fremhæve, at de saavel her som i den tydske Mission oftere forekommende Løskjøbelser idetmindste ikke med Nødvendighed maa forstaæs som rettede mod Trældommen i Almindelighed som saadan, men vel kunne forklares som føre tagne kun for at frelse christne Sjæle fra at fortabes blandt Hedninger — at det i Regelen ogsaa var og maatte være den tidligere Kirkes Geistlighed langt mere magtpaaliggende at vinde og bevare de vunde Sjæle for Kirken end at virke for denne almindeligere Menneskeret, der krænkedes ved Trællevæsnet. Fremdeles viser Trældommens Bestaaen gjennem saa lange Tider, at Troen paa Trældommens Retmæssighed og Nødvendighed var saa indgroet i Folkenes Bevidsthed, at det vilde have været aldeles frugtesløst strax at forsøge paa ved directe Forbud eller Indskrænkninger at hæve Ondet. Præg af saaledes at være givne med Trældommens endelige Ophævelse til Hensigt have vistnok ikke de ovenfor anførte Steder af de norske Love, ligesom de ogsaa dertil vilde enestaænde have været aldeles utilstrækkelige; alligevel synes de, forsaavidt de skulle henføres til Olaf den helliges Lovgivning, til Christendommens første Tider, at maatte have været lidet stemmende med Tidsaanden, som den da var, og at have lagt en Byrde paa den unge, svagtbefæstede Kirke, som maaske hellere for den første Tid burde have været undgaæt. Jeg har derfor været tilbøielig til at søge Grunden til hine Paabud om aarlig offentlig Trællefrigivelse i en enkelt bestemt tvingende Omstændighed under Christendommens Indførelse og troet, at denne maaske kunde være den nystiftede Kirkes Trang til Lærere. Missionsværket foregik som bekjendt under Olaf den hellige i rivende Fart, der berettes at han reiste Kirker i hvert Fylke; men Sagaerne lade os i Uvished om, hvorfra Præsterne og det øvrige Personale til alle disse Kirker bleve hentede. Allerede af de ovenfor p. 97 citerede Steder af Decretalerne som af Ansgars Oplæren af de kjøbte Drenge ses, at der ei fra Kirkens Side var noget iveien for en saadan Anvendelse af de frigivne Trælle i Kirketjenesten; men Forordningen er dog, saavidt jeg ved, uden Støtte i Sagaerne og Lovene: de særegne Bestemmelser, som Gulethingslovens cap. 15 indeholder om Præsterne, ere blevne forklarede med største Rimelighed om dem som udenlandske, ja kunne vel ikke engang ret fortolkes om frigivne; og den Hentydning til, at Præsterne oprindelig have været af lav, endog ufri, Byrd, som man maaske kunde ville finde i Graagaasens Udtryk (Krist. I. þáttr): «ok heimta hann sem aðra mans-menn» om Præst , der rømmer fra den Kirke , hvortil han er oplært — det Vidnesbyrd, man deri kunde søge modbevises,  kan man sige, af at en saadan Nødhjælp, at tage frigivne til Præster ikke udtrykkelig nævnes i Eyrbyggjasaga c. 49, hvor netop Mangelen paa Præster i Christendommens første Tider paa Island omtales.
 Paa den anden Side, naar man kun ikke i hine Paabud ser en Yttring af aaben Agitation, saa at sige, mod Trældommen i Almindelighed fra Geistlighedens Side, hvortil neppe Olaf den helliges Regering kan have været Tiden, og man tillige erindrer sig, hvor hyppige de private Frigivelser vare allerede i Hedendommen, og at selve Udredslen fordelt paa saa mange ei kan have faldet synderlig trykkende: saa vil man maaske ikke længere finde væsentlige Hindringer for, at Forslagene kunne endog i Christendommens første Tid være fremsatte af Geistligheden og af Folket uden synderlig Modstand være antagne. Disse Trællefrigivelser blive da kun en blandt flere Arter af Barmhjertighedsgjerninger Gud til Tak, og Ideen til dem have rimeligvis de første Geistlige alt medbragt fra den engelske Moderkirke. I England var nemlig allerede længere Tid i forveien fra Kong ædelstan (924-940) udgaaet et lignende Paabud til hans Gerefer i Riget, at de skulde understøtte en fattig og udløse en Straffetræl under Bod af 30 Skilling til Deling mellem de fattige. Die Gesetze der Angels. R. Schmid. 2te Aufl. p. 130.
-Aedelstánes dómas II: «lc Aeðelstáne, cyning, eallum minum geréfum binnon mine rice gecyðe mið geþeahte Wulfhelmes mines ærcebisceopes and ealra mina óðra bisceopa and Godes þeówa for mina sinna forgyfenesse, þæt ic wille, þæt ge féðad ealle wæga án earm Engliscmon, gif ge him habbað, oððe oðerne gefindað. § 1 : Fram tvám minra feorma ágyfe mon hine elee mónað áne ambra meles and án sconc spices and án ram weorde IIII peningas, and scruð for twelf mónða æle geár. And þæt ge álysað án wite-þeowne; and þæs ealle sie geðón for Drihtenes mildheortnesse and mine lúfu, under þæs bisceopes gewitnessc, on þæs rice it sle. § 2: And gif se gereáfa þis overheald, gebète xxx scil., and sie þæt feoh gedæleð þæm þearfum, þe on þá tún synd, þe pis ungefremed wunie, on þæs biscopes gewitnesse.»
+Aedelstánes dómas II: «Ic Aeðelstáne, cyning, eallum minum geréfum binnon mine rice gecyðe mið geþeahte Wulfhelmes mines ærcebisceopes and ealra mina óðra bisceopa and Godes þeówa for mina sinna forgyfenesse, þæt ic wille, þæt ge féðad ealle wæga án earm Engliscmon, gif ge him habbað, oððe oðerne gefindað. § 1 : Fram tvám minra feorma ágyfe mon hine elee mónað áne ambra meles and án sconc spices and án ram weorde IIII peningas, and scruð for twelf mónða æle geár. And þæt ge álysað án wite-þeowne; and þæs ealle sie geðón for Drihtenes mildheortnesse and mine lúfu, under þæs bisceopes gewitnessc, on þæs rice it sle. § 2: And gif se gereáfa þis overheald, gebète xxx scil., and sie þæt feoh gedæleð þæm þearfum, þe on þá tún synd, þe pis ungefremed wunie, on þæs biscopes gewitnesse.»
 Der er her kun Tale om Mand, der ved Brøde er kommen i Kongens Gaard; men det laa ogsaa nærmest at udløse en af Landets egne Børn af vanærende Trældom. Forordningen synes endnu ganske privat, kun gjældende Kongens egne Gaarde, og selv om vi her have et Forbillede til den norske Trællefrigivelse paa Thingene, synes dog den Udvidelse Paabudet har faæt i den norske Lovgivning, den Form, det har antaget, af en offentlig, paa Folkets Vegne øvet Barmhjertighedsgjerning, at vise hen mod en Opknytning til ældre Vedtægter, jfr ovf p. 14f.-148 om Blotene.

@@ Linje 63: / Linje 63: @@
 I Sverres Christenret endelig hedder det c. 41 : «Er nogen kjendt skyldig i, at han arbeider paa Søndag, da skal han bøde derfor til Biskoppen 6 Ører og gaa til Skrifte og bøde for Gud. Men hvis Mænds Træltyende, udenlandskt, arbeider uden Herrens Raad, da skal han pidske Huden af dem alle eller bøde 3 Ører til Biskoppen.» C. 43: «Hvis Mænd arbeide paa de Dage (da Nonhelg ei gaar forud), da skulle de derfor bøde Biskoppen 3 Ører; men hvis Mænds Træltyende arbeider uden Herrens Raad, da skal han bøde derfor 1 1/2 Øre.
-Gråg. 9. Laugardag: «Hvis Mænd arbeide paa Økt (efter Kl. 3 1/2 om Lørdag, da blive de skyldige til Tremarksbod og skal man først søge Bonden, hvis han har været paa Arbeide. Hvis Husfolk (gridmenn) og skyldbundne Mænd (skuldarmenn) eller Trælle, da bør man først søge de fribaarne. De blive sagløse, hvis der vidnes, at Grunden, hvorfor de have arbcidet, har været enten, at de ikke kunde se Solen, eller at de havde arbeidet saa lidet, at de ikke torde gaa hjem for Bondens Voldsomhed ; da falder Bonden i Tremarksbod.»
+Gråg. 9. Laugardag: «Hvis Mænd arbeide paa Økt (efter Kl. 3 1/2 om Lørdag, da blive de skyldige til Tremarksbod og skal man først søge Bonden, hvis han har været paa Arbeide. Hvis Husfolk (gridmenn) og skyldbundne Mænd (skuldarmenn) eller Trælle, da bør man først søge de fribaarne. De blive sagløse, hvis der vidnes, at Grunden, hvorfor de have arbeidet, har været enten, at de ikke kunde se Solen, eller at de havde arbeidet saa lidet, at de ikke torde gaa hjem for Bondens Voldsomhed; da falder Bonden i Tremarksbod.»
 Gotl. 1. 6 § 5: «Verþr þræl eþa amhatn manz um hetgan dagh a verki takin þa bytir drotin firi þaim þria oyra (frels Mand 6 Ører). En þaun yrkin þria vintr sen mali ir intir (var : eptir leygu malit ier int).» Det synes altsaa, som om et Aar lagdes til Tjenestetiden for hver Æres Bod.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. apr. 2019 kl. 10:58
Linje 100:		Linje 100:

	Imidlertid, om man end ikke kan sige, at i hine Frigivelsesbud afgjort Misbilligelse af Trældommen i sin Helhed er udtalt, maatte dog deres Overholdelse gjennem længere Tid nødvendig paavirke Opinionen i den Retning, og at Geistligheden idetmindste i senere Tider jævnlig har anbefalet ogsaa private Frigivelser og fremhævet Menneskenes Jævnret for Gud, tør sluttes af Fr. I. X 13 og Yttringer som i Fostbr. s. c 3: «Kristr hefir kristna menn sonu sina gert, en ekki þræla».		Imidlertid, om man end ikke kan sige, at i hine Frigivelsesbud afgjort Misbilligelse af Trældommen i sin Helhed er udtalt, maatte dog deres Overholdelse gjennem længere Tid nødvendig paavirke Opinionen i den Retning, og at Geistligheden idetmindste i senere Tider jævnlig har anbefalet ogsaa private Frigivelser og fremhævet Menneskenes Jævnret for Gud, tør sluttes af Fr. I. X 13 og Yttringer som i Fostbr. s. c 3: «Kristr hefir kristna menn sonu sina gert, en ekki þræla».
−
−

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. apr. 2019 kl. 10:57
Linje 100:		Linje 100:

	Imidlertid, om man end ikke kan sige, at i hine Frigivelsesbud afgjort Misbilligelse af Trældommen i sin Helhed er udtalt, maatte dog deres Overholdelse gjennem længere Tid nødvendig paavirke Opinionen i den Retning, og at Geistligheden idetmindste i senere Tider jævnlig har anbefalet ogsaa private Frigivelser og fremhævet Menneskenes Jævnret for Gud, tør sluttes af Fr. I. X 13 og Yttringer som i Fostbr. s. c 3: «Kristr hefir kristna menn sonu sina gert, en ekki þræla».		Imidlertid, om man end ikke kan sige, at i hine Frigivelsesbud afgjort Misbilligelse af Trældommen i sin Helhed er udtalt, maatte dog deres Overholdelse gjennem længere Tid nødvendig paavirke Opinionen i den Retning, og at Geistligheden idetmindste i senere Tider jævnlig har anbefalet ogsaa private Frigivelser og fremhævet Menneskenes Jævnret for Gud, tør sluttes af Fr. I. X 13 og Yttringer som i Fostbr. s. c 3: «Kristr hefir kristna menn sonu sina gert, en ekki þræla».
		+
		+