Trældom i Norge - Trældommen efter Edda - Revisjonshistorikk

Jesper på 13. apr. 2019 kl. 05:57

2019-04-13T05:57:57Z

Knut: /* Trældom i Norge efter Edda */

2019-04-11T15:36:31Z

Trældom i Norge efter Edda

Knut: /* Trællekvindesysler */

2019-04-11T15:35:46Z

Trællekvindesysler

Knut: /* De vaabenfældede i Valhal */

2019-04-11T15:34:15Z

De vaabenfældede i Valhal

Knut: /* Trældom i Norge efter Edda */

2019-04-11T11:34:26Z

Trældom i Norge efter Edda

Knut: /* Trældom i Norge efter Edda */

2019-04-11T11:26:06Z

Trældom i Norge efter Edda

Knut: /* Trællekvindesysler */

2019-04-11T10:48:13Z

Trællekvindesysler

Knut: /* Trældom i Norge efter Edda */

2019-04-11T10:47:30Z

Trældom i Norge efter Edda

Knut: /* Trældom i Mytherne */

2019-04-11T10:38:04Z

Trældom i Mytherne

Knut: /* Trældom i Norge efter Edda */

2019-04-11T10:36:30Z

Trældom i Norge efter Edda

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Trældommen efter Edda]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Trældom i Norge - Trældommen efter Edda]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 22: / Linje 22: @@
 ==Trældom i Norge efter Edda==
-[[Fil:Rigsthula 1.jpg|thumb|250px|I Edda-diktet Rigstula blir det fortalt om opprinnelsen til de ulike stendene  i det norrøne samfunnet; trellene, bøndene og jarlene. I denne illustrasjonen av W.G. Collingwood (1854–1932) ser vi guden Rig sammen med trellene Åe og Edda. Sønnen som Rig fikk med trellkvinnen Edda ble ifølge Rigstula trellenes stamfar.]] Idet vi lægge den ældre Edda til Grund for vor Fremstilling af Trældommen hos Nordmændene for Christendommens Indførelse, frembyder Edda selv som Udgangspunct Rigsmaals Skildring af de tre norske eller rettere fællesgermaniske Samfundsklasser: Træl, Karl, Jarl med Samfundslivets sidste, smukkeste, for Fremtiden mest forjættelsesrige Spire, Kongen.
+[[Fil:Rigsthula 1.jpg|thumb|350px|I Edda-diktet Rigstula blir det fortalt om opprinnelsen til de ulike stendene  i det norrøne samfunnet; trellene, bøndene og jarlene. I denne illustrasjonen av W.G. Collingwood (1854–1932) ser vi guden Rig sammen med trellene Åe og Edda. Sønnen som Rig fikk med trellkvinnen Edda ble ifølge Rigstula trellenes stamfar.]] Idet vi lægge den ældre Edda til Grund for vor Fremstilling af Trældommen hos Nordmændene for Christendommens Indførelse, frembyder Edda selv som Udgangspunct Rigsmaals Skildring af de tre norske eller rettere fællesgermaniske Samfundsklasser: Træl, Karl, Jarl med Samfundslivets sidste, smukkeste, for Fremtiden mest forjættelsesrige Spire, Kongen.
 Denne Tredeling er ældgammel i den germaniske Verden: allerede Tacitus (Germ. 25) nævner ''servi'' («liberti non multa supra servos sunt«) 	''ingenui'' og ''nobiles'', i de angelsaxiske Love fremtræder den samme Række: ''beov, ceorl, äðeling'', ligesom ogsaa i de tydske Kilder, hvorom udførligt i Grimms Rechtsalterth. p. 22fi ff. - Allerede af denne Inddelingens tidlige Forekommen vil indsees, at man i Rigsmaal ei vel kan vente at finde nogen Oplysning om hine Klassers historiske Opkomst; den ligger bagenfor den germaniske Stammes Splittelse, og Rigsmaals Opgave bliver nærmest at skildre de forefundne allerede fra den fjerneste Fortid bestaænde Forhold. Vel er der forsøgt at give Stænderne et mythisk Udspring, idet Rig — efter den prosaiske Indledning Asguden Heimdall, Verdens og Livskaar-skifteren (?) (Björn Hald.: dallr «vasculum distributorium, mensura liqvidorum«, I. Aasen: dall masc. «et Slags Spand med Laag og med Hank paa Laaget« , jfr Freyjas Navn Mardoll og den mythiske Dellingr, Dagens Fader, Tidens Skifter) — vandrer om og avler de forskjellige Klassers Repræsentanter; men denne Forbindelse med Gudeverdnen er løs og som Forklaring af de forskjellige Livskaars Oprindelse mislykket, idet man allerede i de Huse, hvor Rig træder ind for at blive Fader til de senere Klassers Stammefædre, der allerede forefinder den samme Samfundsinddeling, hvis Oprindelse Digteren vil have tillagt Rig.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. apr. 2019 kl. 15:35
Linje 277:		Linje 277:
	Vi have i det andet Kvæde om Helge Hundingsbane og i Grottesangen seet Trælkvinden ved hendes tungeste Arbeide, Kverndragningen, og det er ogsaa bleven vist, hvorledes Kjærligheden især i de ældre Tider, da Trællene mere erhvervedes paa Hærjetog og i Krig end ved Kjøb, vist ofte har kunnet vende hendes dybeste Fornedrelse til Lykke og stille hende i det væsentlige atter i de fries Kaar. Mellem disse tvende Yderpunkter af den ufrie Kvindes Skjæbne ligge de forskjellige Stillinger hun efter Omstændighederne kunde komme til at indtage ved den huslige Betjening. Af Rigsmaals «arinnefja» have vi sluttet til Trælkvindens Anvendelse i Kjøkkenet, ved Arnen, ogsaa Navnet Herkja , Gudrkv. III, kan maaske være hentet fra Kjøkkentjenesten (jfr ''herkir ignis'' SnE II 569 eller ''harkr'' ibd. 486, dog ere begge Udtryk som Ildbenævnelse kun brugelige i Digtersproget og anvendte om Ilden med Hensyn til dens Knittren, Spragen (''hark'' n. ''strepitus''), saa Herkja efter denne oprindelige Bemærkelse kan ogsaa forklares som foragtelig Trællebenævnelsc, Støie, Larme, analogt med Ysja i Rigsmaal.		Vi have i det andet Kvæde om Helge Hundingsbane og i Grottesangen seet Trælkvinden ved hendes tungeste Arbeide, Kverndragningen, og det er ogsaa bleven vist, hvorledes Kjærligheden især i de ældre Tider, da Trællene mere erhvervedes paa Hærjetog og i Krig end ved Kjøb, vist ofte har kunnet vende hendes dybeste Fornedrelse til Lykke og stille hende i det væsentlige atter i de fries Kaar. Mellem disse tvende Yderpunkter af den ufrie Kvindes Skjæbne ligge de forskjellige Stillinger hun efter Omstændighederne kunde komme til at indtage ved den huslige Betjening. Af Rigsmaals «arinnefja» have vi sluttet til Trælkvindens Anvendelse i Kjøkkenet, ved Arnen, ogsaa Navnet Herkja , Gudrkv. III, kan maaske være hentet fra Kjøkkentjenesten (jfr ''herkir ignis'' SnE II 569 eller ''harkr'' ibd. 486, dog ere begge Udtryk som Ildbenævnelse kun brugelige i Digtersproget og anvendte om Ilden med Hensyn til dens Knittren, Spragen (''hark'' n. ''strepitus''), saa Herkja efter denne oprindelige Bemærkelse kan ogsaa forklares som foragtelig Trællebenævnelsc, Støie, Larme, analogt med Ysja i Rigsmaal.

−	I Ægisdrekka hørte vi Benævnelsen ''deigja'', men det bruges foragtelig i et Mundhuggeri, saa vi maaske ikke af det enestaænde Udtryk tør slutte til den overordnede Stilling som Husholderske, der senere indtoges af Deigjen. Forresten finde vi Trælkvinderne omgivende, opvartende og virkende for de frie Kvinder: De gives det unge Møbarn i Tandgave, «fóstrman mitt» Sig. Fb. III 67 (jfr Hervar. s. 13. med.); de sidde om den unge høibaarne Mø til Selskab og Opvartning, Gudr. hvot 15: «En um Svanhildi sátu þyjar» jfr salkonur Skv. Fb. III 45, 47. salbjodir Volkv. 21 — de pynte og binde Skoene for Husets Frue ligesom Skosvenden for Herren, Gudrkv. I 9. «Skylda ek skreyta ok skúa binda hersis kván hverjan morgin» — (jfr Lovenes þjönn og seia Gul. L. c. 198) — de væve og virke fint kvindeligt Haandarbeide, f. Ex. de hunske Moer, som Atle tilbyder Gudrun blandt andet Gods som Faderbod: «þær er hlada spjöldum ok göra gull fagrt, svá at þèr gaman þikkir» — de Følge sin Frue paa hendes Reiser, Oddr. gr. 31: «Bað ek ambáttir búnar verða»; Thor, da han drager som Brud til Thrym, ledsages af sin «alsnotra ambótt» Hamh. — Endelig finde vi dem alle samlede om sin Herskerinde, naar hendes sidste Færd forestaar, Sigkv. Fb. III 45 ff., nogle have allerede givet sig selv Døden for at Følge sin Eierinde til Valhal, at hun ei skal komme i «ussel Færd» og mangle den sømmelige Opvartning; andre mindre høisindede vælge heller at tage sin døende Herskerindes Gaver og sørge for en hæderlig Baalfærd; dog synes ogsaa disse efterlevende at have Haab om engang at træffe den døde i Valhal, men rimeligvis kun som besøgende — min at vitja — da de vel i Valhal maatte tjene den, som de sidst tjente her i Livet. Den samme Skik at lade idetmindste en Del af Trællebesætningen følge den døde Herre eller Frue paa Baalet, omtaler ogsaa Ibn Fosslan hos de normanniske Russer, Frahn. p. 13: ''Wenn ein Oberhaupt von ihnen gestorben ist, so fragt seine Familie dessen Mädchen und Knaben: wer euch will mit ihm ~~slerben~~ ? Dann antwortet einer von Urnen: ich''. etc. (cfr Anm. ibd.). I Ynglingasaga c. 8 hedder det: «sagði hann (Oðinn) at með þvílikum auðæfum skyldi hverr koma til Valhallar sem hann hafði á bál.» Stedet i Sigkv. Fb. III lyder:	+	I Ægisdrekka hørte vi Benævnelsen ''deigja'', men det bruges foragtelig i et Mundhuggeri, saa vi maaske ikke af det enestaænde Udtryk tør slutte til den overordnede Stilling som Husholderske, der senere indtoges af Deigjen. Forresten finde vi Trælkvinderne omgivende, opvartende og virkende for de frie Kvinder: De gives det unge Møbarn i Tandgave, «fóstrman mitt» Sig. Fb. III 67 (jfr Hervar. s. 13. med.); de sidde om den unge høibaarne Mø til Selskab og Opvartning, Gudr. hvot 15: «En um Svanhildi sátu þyjar» jfr salkonur Skv. Fb. III 45, 47. salbjodir Volkv. 21 — de pynte og binde Skoene for Husets Frue ligesom Skosvenden for Herren, Gudrkv. I 9. «Skylda ek skreyta ok skúa binda hersis kván hverjan morgin» — (jfr Lovenes þjönn og seia Gul. L. c. 198) — de væve og virke fint kvindeligt Haandarbeide, f. Ex. de hunske Moer, som Atle tilbyder Gudrun blandt andet Gods som Faderbod: «þær er hlada spjöldum ok göra gull fagrt, svá at þèr gaman þikkir» — de Følge sin Frue paa hendes Reiser, Oddr. gr. 31: «Bað ek ambáttir búnar verða»; Thor, da han drager som Brud til Thrym, ledsages af sin «alsnotra ambótt» Hamh. — Endelig finde vi dem alle samlede om sin Herskerinde, naar hendes sidste Færd forestaar, Sigkv. Fb. III 45 ff., nogle have allerede givet sig selv Døden for at Følge sin Eierinde til Valhal, at hun ei skal komme i «ussel Færd» og mangle den sømmelige Opvartning; andre mindre høisindede vælge heller at tage sin døende Herskerindes Gaver og sørge for en hæderlig Baalfærd; dog synes ogsaa disse efterlevende at have Haab om engang at træffe den døde i Valhal, men rimeligvis kun som besøgende — min at vitja — da de vel i Valhal maatte tjene den, som de sidst tjente her i Livet. Den samme Skik at lade idetmindste en Del af Trællebesætningen følge den døde Herre eller Frue paa Baalet, omtaler ogsaa Ibn Fosslan hos de normanniske Russer, Frahn. p. 13: ''Wenn ein Oberhaupt von ihnen gestorben ist, so fragt seine Familie dessen Mädchen und Knaben: wer euch will mit ihm sterben? Dann antwortet einer von Urnen: ich''. etc. (cfr Anm. ibd.). I Ynglingasaga c. 8 hedder det: «sagði hann (Oðinn) at með þvílikum auðæfum skyldi hverr koma til Valhallar sem hann hafði á bál.» Stedet i Sigkv. Fb. III lyder:

@@ Linje 220: / Linje 220: @@
 ==De vaabenfældede i Valhal==
-End ikke den faldte Fjende, synes det, ansaas i den ældste Tid ved Døden løst fra den Eiendomsret, som Seirherren med Sværdet havde vundet over ham; endnu i Valhal, naar Døden kaldte ogsaa hans Overvinder did, kunde denne paalægge ham det laveste Trællearbeide. Da Helge kom til Valhal, bød Odin ham at raade over alt med sig. Helge kvad (Hkv. Hb. II 37): «Du skal, Hunding, for hver Mand Fodbad ordne, Ilden tænde, Hunde binde, Heste vogte, Svin give Sod, før at sove du gaar». Stedet er vistnok ikke fuldt bevisende, da Odin synes i dette enkelte Tilfælde at give Helge en usædvanlig Myndighed fremfor de øvrige Einherjer, heller ikke kan Sværdretten tænkes at have gjældt Udstrækning, hvor Kampen var mellem nærmere i Stammbeslægtede — da gjæstede vistnok de Faldne Odin som frie afledne Helte (jfr Sangene om Hjalmar og Angantyr i Hervararsaga) — idetmindste efter senere Tiders Opfatning; men i og for sig er den Faldnes Trældom i Valhal dels kun en conseqvent Gjennemførelse af Hærtagningsprineipet, dels ogsaa fuldkommen overensstemmende med den (ogsaa mythiske) Skik, at en Del idetmindste af Trælletyendet dræbtes og brændtes med sin døde Herre, for at denne ei skulde komme «i ussel Færd» til Valhal. Endelig bestyrkes ogsaa Antagelsen af at en saadan Opfatning af strækning virkelig har været gjældende hos de ældste Germaner, ved et Sted hos en fra de nordiske Kilder fuldkommen uafhængig Forfatter, Leo Diaconus, der i Anledning af de paa hans Tid forefaldne Begivenheder mellem Grækerne og de normanniske Russer omtrent 970 beretter om disse sidste under det fra ældre historiske Forhold laante Navn Tauroskyther<ref>Leo Disc. IX 7 p. 150 ed. Bonn. s. «Kunik»,  «Die Berufung der schw. Rodsen» II p. 449.</ref>, «at de aldrig, naar de ligge under, overgive sig til Fjenderne, men heller, naar de have tabt alt Haab om Redning, give sig selv Døden: De sige nemlig, at de som i Slagene falde for Fjender, efter Døden og Sjælenes Skilsmisse fra Legemerne i Hades tjene sine Overvindere». Senere synes den Skik at lade Trællen Følge sin døde Herre mere at have været opfattet som en Velgjerning mod Trællen, hvorved denne fik Andel i Valhallivets Goder; saaledes siger Skafnörtung i den eventyrlige Gautreks -Saga, da han med sin Kone og Træl gaa ud for Ætternisstapa og saa ledes fare til Valhal: «má ek eigi þrælnum betr launa sinn trúleika, enn hann fari með mér» — og ovenfor Datteren Snotra: «vill faðir minn eigi tæpiligar launa þrælnum þann godvilja — enn nú njóti hann sælu með honum, þykist hann ok vist vita, at Oðinn mun eigi gánga i mot þrælnum, nema hann se i hans föruneyti». Saaledes er vel ogsaa at forstaa Fortællingen, Landn. II c. 6, hvor Atle Valesons Træl høiIægges med Herren, som han ikke har villet overleve ; denne finder dog snart det Følge besværligt. (Sig. kv. Fb. III danner ligesom en Overgang mellem begge disse Anskuelser).
+End ikke den faldte Fjende, synes det, ansaas i den ældste Tid ved Døden løst fra den Eiendomsret, som Seirherren med Sværdet havde vundet over ham; endnu i Valhal, naar Døden kaldte ogsaa hans Overvinder did, kunde denne paalægge ham det laveste Trællearbeide. Da Helge kom til Valhal, bød Odin ham at raade over alt med sig. Helge kvad (Hkv. Hb. II 37): «Du skal, Hunding, for hver Mand Fodbad ordne, Ilden tænde, Hunde binde, Heste vogte, Svin give Sod, før at sove du gaar». Stedet er vistnok ikke fuldt bevisende, da Odin synes i dette enkelte Tilfælde at give Helge en usædvanlig Myndighed fremfor de øvrige Einherjer, heller ikke kan Sværdretten tænkes at have gjældt Udstrækning, hvor Kampen var mellem nærmere i Stammbeslægtede — da gjæstede vistnok de Faldne Odin som frie afledne Helte (jfr Sangene om Hjalmar og Angantyr i Hervararsaga) — idetmindste efter senere Tiders Opfatning; men i og for sig er den Faldnes Trældom i Valhal dels kun en conseqvent Gjennemførelse af Hærtagningsprineipet, dels ogsaa fuldkommen overensstemmende med den (ogsaa mythiske) Skik, at en Del idetmindste af Trælletyendet dræbtes og brændtes med sin døde Herre, for at denne ei skulde komme «i ussel Færd» til Valhal. Endelig bestyrkes ogsaa Antagelsen af at en saadan Opfatning af strækning virkelig har været gjældende hos de ældste Germaner, ved et Sted hos en fra de nordiske Kilder fuldkommen uafhængig Forfatter, Leo Diaconus, der i Anledning af de paa hans Tid forefaldne Begivenheder mellem Grækerne og de normanniske Russer omtrent 970 beretter om disse sidste under det fra ældre historiske Forhold laante Navn Tauroskyther<ref>Leo Disc. IX 7 p. 150 ed. Bonn. s. «Kunik»,  «Die Berufung der schw. Rodsen» II p. 449.</ref>, «at de aldrig, naar de ligge under, overgive sig til Fjenderne, men heller, naar de have tabt alt Haab om Redning, give sig selv Døden: De sige nemlig, at de som i Slagene falde for Fjender, efter Døden og Sjælenes Skilsmisse fra Legemerne i Hades tjene sine Overvindere». Senere synes den Skik at lade Trællen Følge sin døde Herre mere at have været opfattet som en Velgjerning mod Trællen, hvorved denne fik Andel i Valhallivets Goder; saaledes siger Skafnörtung i den eventyrlige Gautreks -Saga, da han med sin Kone og Træl gaa ud for Ætternisstapa og saa ledes fare til Valhal: «má ek eigi þrælnum betr launa sinn trúleika, enn hann fari með mér» — og ovenfor Datteren Snotra: «vill faðir minn eigi tæpiligar launa þrælnum þann godvilja — enn nú njóti hann sælu með honum, þykist hann ok vist vita, at Oðinn mun eigi gánga i mot þrælnum, nema hann se i hans föruneyti». Saaledes er vel ogsaa at forstaa Fortællingen, Landn. II c. 6, hvor Atle Valesons Træl høilægges med Herren, som han ikke har villet overleve ; denne finder dog snart det Følge besværligt. (Sig. kv. Fb. III danner ligesom en Overgang mellem begge disse Anskuelser).
-Vi vende tilbage til Edda: Da Sigurd Fafnersbane søger sin Morbroder Gripir, træffer han til Samtale udenfor Hallen en Mand, han nævntes Geitir. Navnet er dannet af Geit, Ged og betegner ligefrem Gedevogteren, et passende Navn for Trælle, blandt hvis Beskjæftigelser vi alt oftere have fundet geita, gæta (Rigsm. 12). (I det poetiske Sprog betegner Geitir Søkonge, vel ifølge en digterisk Opfatning af Skibet som en hoppende Ged — SnE I p. 546 jfr Munchs Mskr. 3 1 59-) At Geitir virkelig er Træl maa sluttes af Gripers Ord til ham, efterat han har budet Sigurd velkommen: «en þú, Geitir! tak við Grana sjálfum»; tbi vel sadler den frie selv sin Hest (Otldrgr. 2) eller pynter deres Manc (Hamh. 6, Atlkv. 37), men «hesta gæta», saa vi, var blandt Hundings Trælleforretninger i Valhal.
+Vi vende tilbage til Edda: Da Sigurd Fafnersbane søger sin Morbroder Gripir, træffer han til Samtale udenfor Hallen en Mand, han nævntes Geitir. Navnet er dannet af Geit, Ged og betegner ligefrem Gedevogteren, et passende Navn for Trælle, blandt hvis Beskjæftigelser vi alt oftere have fundet geita, gæta (Rigsm. 12). (I det poetiske Sprog betegner Geitir Søkonge, vel ifølge en digterisk Opfatning af Skibet som en hoppende Ged — SnE I p. 546 jfr Munchs Mskr. 3 1 59-) At Geitir virkelig er Træl maa sluttes af Gripers Ord til ham, efterat han har budet Sigurd velkommen: «en þú, Geitir! tak við Grana sjálfum»; thi vel sadler den frie selv sin Hest (Otldrgr. 2) eller pynter deres Manc (Hamh. 6, Atlkv. 37), men «hesta gæta», saa vi, var blandt Hundings Trælleforretninger i Valhal.
 ==Trællefeighed==

@@ Linje 22: / Linje 22: @@
 ==Trældom i Norge efter Edda==
-[[Fil:Rigsthula 1.jpg|thumb|250px|I Edda-diktet Rigstula blir det fortalt om opprinnelsen til de ulike stendene  i det norrøne samfunnet; trellene, bøndene og jarlene. I denne illustrasjonen av W.G. Collingwood ser vi guden Rig sammen med trellene Åe og Edda. Sønnen som Rig fikk med trellkvinnen Edda ble ifølge Rigstula trellenes stamfar.]] Idet vi lægge den ældre Edda til Grund for vor Fremstilling af Trældommen hos Nordmændene for Christendommens Indførelse, frembyder Edda selv som Udgangspunct Rigsmaals Skildring af de tre norske eller rettere fællesgermaniske Samfundsklasser: Træl, Karl, Jarl med Samfundslivets sidste, smukkeste, for Fremtiden mest forjættelsesrige Spire, Kongen.
+[[Fil:Rigsthula 1.jpg|thumb|250px|I Edda-diktet Rigstula blir det fortalt om opprinnelsen til de ulike stendene  i det norrøne samfunnet; trellene, bøndene og jarlene. I denne illustrasjonen av W.G. Collingwood (1854–1932) ser vi guden Rig sammen med trellene Åe og Edda. Sønnen som Rig fikk med trellkvinnen Edda ble ifølge Rigstula trellenes stamfar.]] Idet vi lægge den ældre Edda til Grund for vor Fremstilling af Trældommen hos Nordmændene for Christendommens Indførelse, frembyder Edda selv som Udgangspunct Rigsmaals Skildring af de tre norske eller rettere fællesgermaniske Samfundsklasser: Træl, Karl, Jarl med Samfundslivets sidste, smukkeste, for Fremtiden mest forjættelsesrige Spire, Kongen.
 Denne Tredeling er ældgammel i den germaniske Verden: allerede Tacitus (Germ. 25) nævner ''servi'' («liberti non multa supra servos sunt«) 	''ingenui'' og ''nobiles'', i de angelsaxiske Love fremtræder den samme Række: ''beov, ceorl, äðeling'', ligesom ogsaa i de tydske Kilder, hvorom udførligt i Grimms Rechtsalterth. p. 22fi ff. - Allerede af denne Inddelingens tidlige Forekommen vil indsees, at man i Rigsmaal ei vel kan vente at finde nogen Oplysning om hine Klassers historiske Opkomst; den ligger bagenfor den germaniske Stammes Splittelse, og Rigsmaals Opgave bliver nærmest at skildre de forefundne allerede fra den fjerneste Fortid bestaænde Forhold. Vel er der forsøgt at give Stænderne et mythisk Udspring, idet Rig — efter den prosaiske Indledning Asguden Heimdall, Verdens og Livskaar-skifteren (?) (Björn Hald.: dallr «vasculum distributorium, mensura liqvidorum«, I. Aasen: dall masc. «et Slags Spand med Laag og med Hank paa Laaget« , jfr Freyjas Navn Mardoll og den mythiske Dellingr, Dagens Fader, Tidens Skifter) — vandrer om og avler de forskjellige Klassers Repræsentanter; men denne Forbindelse med Gudeverdnen er løs og som Forklaring af de forskjellige Livskaars Oprindelse mislykket, idet man allerede i de Huse, hvor Rig træder ind for at blive Fader til de senere Klassers Stammefædre, der allerede forefinder den samme Samfundsinddeling, hvis Oprindelse Digteren vil have tillagt Rig.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. apr. 2019 kl. 10:48
Linje 278:		Linje 278:

	I Ægisdrekka hørte vi Benævnelsen ''deigja'', men det bruges foragtelig i et Mundhuggeri, saa vi maaske ikke af det enestaænde Udtryk tør slutte til den overordnede Stilling som Husholderske, der senere indtoges af Deigjen. Forresten finde vi Trælkvinderne omgivende, opvartende og virkende for de frie Kvinder: De gives det unge Møbarn i Tandgave, «fóstrman mitt» Sig. Fb. III 67 (jfr Hervar. s. 13. med.); de sidde om den unge høibaarne Mø til Selskab og Opvartning, Gudr. hvot 15: «En um Svanhildi sátu þyjar» jfr salkonur Skv. Fb. III 45, 47. salbjodir Volkv. 21 — de pynte og binde Skoene for Husets Frue ligesom Skosvenden for Herren, Gudrkv. I 9. «Skylda ek skreyta ok skúa binda hersis kván hverjan morgin» — (jfr Lovenes þjönn og seia Gul. L. c. 198) — de væve og virke fint kvindeligt Haandarbeide, f. Ex. de hunske Moer, som Atle tilbyder Gudrun blandt andet Gods som Faderbod: «þær er hlada spjöldum ok göra gull fagrt, svá at þèr gaman þikkir» — de Følge sin Frue paa hendes Reiser, Oddr. gr. 31: «Bað ek ambáttir búnar verða»; Thor, da han drager som Brud til Thrym, ledsages af sin «alsnotra ambótt» Hamh. — Endelig finde vi dem alle samlede om sin Herskerinde, naar hendes sidste Færd forestaar, Sigkv. Fb. III 45 ff., nogle have allerede givet sig selv Døden for at Følge sin Eierinde til Valhal, at hun ei skal komme i «ussel Færd» og mangle den sømmelige Opvartning; andre mindre høisindede vælge heller at tage sin døende Herskerindes Gaver og sørge for en hæderlig Baalfærd; dog synes ogsaa disse efterlevende at have Haab om engang at træffe den døde i Valhal, men rimeligvis kun som besøgende — min at vitja — da de vel i Valhal maatte tjene den, som de sidst tjente her i Livet. Den samme Skik at lade idetmindste en Del af Trællebesætningen følge den døde Herre eller Frue paa Baalet, omtaler ogsaa Ibn Fosslan hos de normanniske Russer, Frahn. p. 13: ''Wenn ein Oberhaupt von ihnen gestorben ist, so fragt seine Familie dessen Mädchen und Knaben: wer euch will mit ihm slerben ? Dann antwortet einer von Urnen: ich''. etc. (cfr Anm. ibd.). I Ynglingasaga c. 8 hedder det: «sagði hann (Oðinn) at með þvílikum auðæfum skyldi hverr koma til Valhallar sem hann hafði á bál.» Stedet i Sigkv. Fb. III lyder:		I Ægisdrekka hørte vi Benævnelsen ''deigja'', men det bruges foragtelig i et Mundhuggeri, saa vi maaske ikke af det enestaænde Udtryk tør slutte til den overordnede Stilling som Husholderske, der senere indtoges af Deigjen. Forresten finde vi Trælkvinderne omgivende, opvartende og virkende for de frie Kvinder: De gives det unge Møbarn i Tandgave, «fóstrman mitt» Sig. Fb. III 67 (jfr Hervar. s. 13. med.); de sidde om den unge høibaarne Mø til Selskab og Opvartning, Gudr. hvot 15: «En um Svanhildi sátu þyjar» jfr salkonur Skv. Fb. III 45, 47. salbjodir Volkv. 21 — de pynte og binde Skoene for Husets Frue ligesom Skosvenden for Herren, Gudrkv. I 9. «Skylda ek skreyta ok skúa binda hersis kván hverjan morgin» — (jfr Lovenes þjönn og seia Gul. L. c. 198) — de væve og virke fint kvindeligt Haandarbeide, f. Ex. de hunske Moer, som Atle tilbyder Gudrun blandt andet Gods som Faderbod: «þær er hlada spjöldum ok göra gull fagrt, svá at þèr gaman þikkir» — de Følge sin Frue paa hendes Reiser, Oddr. gr. 31: «Bað ek ambáttir búnar verða»; Thor, da han drager som Brud til Thrym, ledsages af sin «alsnotra ambótt» Hamh. — Endelig finde vi dem alle samlede om sin Herskerinde, naar hendes sidste Færd forestaar, Sigkv. Fb. III 45 ff., nogle have allerede givet sig selv Døden for at Følge sin Eierinde til Valhal, at hun ei skal komme i «ussel Færd» og mangle den sømmelige Opvartning; andre mindre høisindede vælge heller at tage sin døende Herskerindes Gaver og sørge for en hæderlig Baalfærd; dog synes ogsaa disse efterlevende at have Haab om engang at træffe den døde i Valhal, men rimeligvis kun som besøgende — min at vitja — da de vel i Valhal maatte tjene den, som de sidst tjente her i Livet. Den samme Skik at lade idetmindste en Del af Trællebesætningen følge den døde Herre eller Frue paa Baalet, omtaler ogsaa Ibn Fosslan hos de normanniske Russer, Frahn. p. 13: ''Wenn ein Oberhaupt von ihnen gestorben ist, so fragt seine Familie dessen Mädchen und Knaben: wer euch will mit ihm slerben ? Dann antwortet einer von Urnen: ich''. etc. (cfr Anm. ibd.). I Ynglingasaga c. 8 hedder det: «sagði hann (Oðinn) at með þvílikum auðæfum skyldi hverr koma til Valhallar sem hann hafði á bál.» Stedet i Sigkv. Fb. III lyder:
		+

	{\|		{\|

@@ Linje 157: / Linje 157: @@
 :Trælles Ætter.»
 |}
 I dette første Hus, hvor vi med Rig træde ind, staar Døren lukket (''hurð var á gætti'') medens den i de øvrige Klassers rigere Ættehuse aabner sig med større og større Gjæstfrihed for den kommende Vandrer — i Jarlens Fædrehus ligger Døren helt tilbage (''var hurð hnigin'') og vi træde uhindret ind paa det strøede Gulv til det kun let beskjæftigede Ægtepar, Fader og Moder. Her derimod finde vi Oldefader og Oldemoder graae af anstrengende Arbeide (''hár af arni''), Oldemoder med et gammelt, simpelt Hovedtøi (''aldinfalda''); de frembudte Retter er Arbeiderens simple Kost. Eddas Barn ''þræll'' synes os strax af fremmed Æt , han er sortsmudsket (''hörfi svartr''), medens Jarlen fødes med det nationale, yndede blege Haar og de lyse Kinder, med hvasse Øine som paa Ormeungen. Til nogen bestemt Nationalitet for Trællen lader sig dog af dette Udtryk naturligvis ikke slutte, især da Digtets Forfattelsestid er os ukjendt: ved Indvandringen i Landet kunde maaske Finnerne (?) have givet Anledning til en saadan Betegnelse, under Vikingetogene mod Østen kunde den være tillagt de slaviske Trælle, under Togene mod Vesten vistnok med samme Ret de keltiske (''vala mengi'').

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. apr. 2019 kl. 10:38
Linje 201:		Linje 201:


−	Thor, Tordenguden, var Naturbetragtningens Skabning i Hjemmet i Østen, mod Østen drager Thor tilbage og kjæmper med de gamle Naturmagter. Odin derimod stormer frem i Spidsen for de kampdjærve Mænd, «þeim er í fólk vaða» og oftest ligger hans Vei mod Vest mod de nye lokkende Lande; Thor: «Ek var austr ok jötna barðask!» Odin: «Var ek í Vallandi ok vigum fylgðak! ». Thor træder efterhaanden i Baggrunden, idetmindste for de vilde Krigeres Sind, han slutter sig til det patriarchalske Bondeliv i Hjemmet, bliver Bondeærlighedens guddommelige Forbillede og spottes som Jacques bonhomme af den vidfarne Kriger. Det er i denne Skikkelse Thor træder os imode i Harbarosljóð, og det er ifølge denne Opfatning, at Harbard spottende titraaber ham (Hblj. 24): «Oðinn á jarla þá er í val falla, en Þorr á þræla kyn». (Det forundrer os at høre om Helge magre paa Island, at han paakaldte Thor, hvor det gjaldt Vikingefærd eller andre Vanskeligheder. Landn. 111 c. 12 ff, FmS I c. 124. cfr ''kjola valdi'' Hymkv. 14. Ikke alene Bøndernes Arbeidsstok, men ogsaa Bønderne selv som Hjemmefødninger betragtedes med Overmod af de bereiste Vikinger, selv af Olaf Tryggvesons Mund høre vi foragtelig: «búanðikarl ok þorpari!» — («þikki mér ok þess ván at vér halim komit ío meiri mannraun en berjast við buandkarla ok þorpara hér í Þrándheimi.» Saaledes de danske Kvinder om Harald haarfagre: «at hann hafi staddr verit litt i mannraunum, þó at hann hefði farit nokkut innanlands at herja á kotkarla» — gjentaget om Harald haardraade) og det er vel egentlig kun som Bondens Følge, at Trællene her tildeles Thor, medens Krigerfælget, Jarlerne, efter Døden gjæste Odin — ja man kunde endog fristes til at tage þræla kyn ligefrem som Skjældsord om de fredelige næringsdrivende Bønder selv.	+	Thor, Tordenguden, var Naturbetragtningens Skabning i Hjemmet i Østen, mod Østen drager Thor tilbage og kjæmper med de gamle Naturmagter. Odin derimod stormer frem i Spidsen for de kampdjærve Mænd, «þeim er í fólk vaða» og oftest ligger hans Vei mod Vest mod de nye lokkende Lande; Thor: «Ek var austr ok jötna barðask!» Odin: «Var ek í Vallandi ok vigum fylgðak! ». Thor træder efterhaanden i Baggrunden, idetmindste for de vilde Krigeres Sind, han slutter sig til det patriarchalske Bondeliv i Hjemmet, bliver Bondeærlighedens guddommelige Forbillede og spottes som Jacques bonhomme af den vidfarne Kriger. Det er i denne Skikkelse Thor træder os imode i Harbarosljóð, og det er ifølge denne Opfatning, at Harbard spottende titraaber ham (Hblj. 24): «Oðinn á jarla þá er í val falla, en Þorr á þræla kyn». (Det forundrer os at høre om Helge magre paa Island, at han paakaldte Thor, hvor det gjaldt Vikingefærd eller andre Vanskeligheder. Landn. 111 c. 12 ff, FmS I c. 124. cfr ''kjola valdi'' Hymkv. 14. Ikke alene Bøndernes Arbeidsstok, men ogsaa Bønderne selv som Hjemmefødninger betragtedes med Overmod af de bereiste Vikinger, selv af Olaf Tryggvesons Mund høre vi foragtelig: «búanðikarl ok þorpari!» — («þikki mér ok þess ván at vér halim komit í meiri mannraun en berjast við buandkarla ok þorpara hér í Þrándheimi.» Saaledes de danske Kvinder om Harald haarfagre: «at hann hafi staddr verit litt i mannraunum, þó at hann hefði farit nokkut innanlands at herja á kotkarla» — gjentaget om Harald haardraade) og det er vel egentlig kun som Bondens Følge, at Trællene her tildeles Thor, medens Krigerfælget, Jarlerne, efter Døden gjæste Odin — ja man kunde endog fristes til at tage þræla kyn ligefrem som Skjældsord om de fredelige næringsdrivende Bønder selv.

	En mere begunstiget Stilling end de simple Trælles indtager Freys «skosveinn» Skirnir, han er nærmest at sammenligne med Lovenes «þjönn», er sin Herres personlige Opvarter og nyder hans Fortrolighed og Kjærlighed, «fordi de have været sammen fra gamle Dage» (maaske givet Frey som Fostertjener fra Vuggen af — jfr «fóstrman mitt, þat er Buðli gaf barni sinu» Sigkv. III 67 — PmS I c. 102 Haakon Jarls Træl Kark); derfor kan han ogsaa betinge sig saa gode Gaver — giv mig den Hest og det Sværd — som vel de færreste Slaver fik være i Besiddelse af, Skf. 8. At han alligevel virkelig var en ufri Tjener, synes at kunne sluttes baade af Benævnelsen «skosveinn»<ref>Om sin Herkomst bekjender Skirner selv: «Jeg stammer ei fra Alfer eller Asers Sønner, ei heller fra vise Vaner». Skf. str. 18.</ref> (Hervör, der var «heftet og hærtagen» har at «skreyta ok skua binda» for sin Herskerinde, Gudrkv. I 9) og af hans Tiltale til Frey: «minn drottinn», hvilket Ord idetmindste overalt i Lovene betegner «Trællens Herre»; skjønt vistnok Ordet oprindelig har betegnet og ofte i Sagærne betegner de frie Krigeres Herre, Krigerfølgets (drott) Fører. Thor kaldes ligeledes «dróttinn Þjálfa ok Rösku» (Skåldskpm. c. 4. SnE I 252). Tilsvarende kvindeligt Tyende blandt Aserne er f. Ex. Fulla, «hon berr eski Friggjar ok gætir skóklæða hennar ok veit launráð med henni» Gylf. c. 35, SnE I 114. Gná, «hana sendir Frigg í ymsa heima at eyrindum sinum» Gylfg. c. 35, SnE 1 116; ligesom ogsaa Skirnir «er nefndr sendimaðr Freys» Gylfg. c. 34, SnE I 108. Dog regnes hine kvinde lige Tyende mellem Asynjerne.		En mere begunstiget Stilling end de simple Trælles indtager Freys «skosveinn» Skirnir, han er nærmest at sammenligne med Lovenes «þjönn», er sin Herres personlige Opvarter og nyder hans Fortrolighed og Kjærlighed, «fordi de have været sammen fra gamle Dage» (maaske givet Frey som Fostertjener fra Vuggen af — jfr «fóstrman mitt, þat er Buðli gaf barni sinu» Sigkv. III 67 — PmS I c. 102 Haakon Jarls Træl Kark); derfor kan han ogsaa betinge sig saa gode Gaver — giv mig den Hest og det Sværd — som vel de færreste Slaver fik være i Besiddelse af, Skf. 8. At han alligevel virkelig var en ufri Tjener, synes at kunne sluttes baade af Benævnelsen «skosveinn»<ref>Om sin Herkomst bekjender Skirner selv: «Jeg stammer ei fra Alfer eller Asers Sønner, ei heller fra vise Vaner». Skf. str. 18.</ref> (Hervör, der var «heftet og hærtagen» har at «skreyta ok skua binda» for sin Herskerinde, Gudrkv. I 9) og af hans Tiltale til Frey: «minn drottinn», hvilket Ord idetmindste overalt i Lovene betegner «Trællens Herre»; skjønt vistnok Ordet oprindelig har betegnet og ofte i Sagærne betegner de frie Krigeres Herre, Krigerfølgets (drott) Fører. Thor kaldes ligeledes «dróttinn Þjálfa ok Rösku» (Skåldskpm. c. 4. SnE I 252). Tilsvarende kvindeligt Tyende blandt Aserne er f. Ex. Fulla, «hon berr eski Friggjar ok gætir skóklæða hennar ok veit launráð med henni» Gylf. c. 35, SnE I 114. Gná, «hana sendir Frigg í ymsa heima at eyrindum sinum» Gylfg. c. 35, SnE 1 116; ligesom ogsaa Skirnir «er nefndr sendimaðr Freys» Gylfg. c. 34, SnE I 108. Dog regnes hine kvinde lige Tyende mellem Asynjerne.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. apr. 2019 kl. 10:36
Linje 162:		Linje 162:
	Beskrivelsen af Trællens saavelsom Trælkvindens Udseende lader os strax ane deres tunge Kaar og foragtede Stilling: Trælkvinden kommer langveisfra, den gangvante, med Ar paa Fødderne og solbrændte Arme, hendes Hjem nævnes ikke, ogsaa hendes Udseende synes os fremmedt, hendes Næse er nedbøiet.		Beskrivelsen af Trællens saavelsom Trælkvindens Udseende lader os strax ane deres tunge Kaar og foragtede Stilling: Trælkvinden kommer langveisfra, den gangvante, med Ar paa Fødderne og solbrændte Arme, hendes Hjem nævnes ikke, ogsaa hendes Udseende synes os fremmedt, hendes Næse er nedbøiet.

−	Nogen særdeles Vægt paa disse Udtryk ''hörfi svartan'' og ''niðrbjúgt nef''' som Betegnelser af den fremmede Nationalitet bør der dog ei lægges, da begge sammen med den øvrige Skildring maaske ligesaa rimeligt kun er at fatte som Modsætning til alt, hvad Nordboen ansaa som skjønt og ædelt, som almindelige Betegnelser af den Hæslighed, der for Tilhøreren skal illustrere den foragtede Slaves lave Sjæl og usle Vilkaar. (Her bør maaske mindes om, hvad der blev kvædet om Sigvalde Jarl med fuldkommen Overensstemmelse i Udtrykket:	+	Nogen særdeles Vægt paa disse Udtryk ''hörfi svartan'' og ''niðrbjúgt nef'' som Betegnelser af den fremmede Nationalitet bør der dog ei lægges, da begge sammen med den øvrige Skildring maaske ligesaa rimeligt kun er at fatte som Modsætning til alt, hvad Nordboen ansaa som skjønt og ædelt, som almindelige Betegnelser af den Hæslighed, der for Tilhøreren skal illustrere den foragtede Slaves lave Sjæl og usle Vilkaar. (Her bør maaske mindes om, hvad der blev kvædet om Sigvalde Jarl med fuldkommen Overensstemmelse i Udtrykket: