Uddrag af Middelalderens islandske Annaler (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 07:46

2018-08-24T07:46:13Z

Carsten på 10. jan. 2018 kl. 13:41

2018-01-10T13:41:07Z

Carsten på 16. des. 2017 kl. 11:47

2017-12-16T11:47:23Z

Carsten på 16. des. 2017 kl. 11:20

2017-12-16T11:20:09Z

Carsten på 15. des. 2017 kl. 21:46

2017-12-15T21:46:20Z

Vis endringer

Carsten: /* 1309-1358 */

2017-12-15T21:41:33Z

1309-1358

Carsten: /* 1189 - 1209 */

2017-12-15T21:40:21Z

1189 - 1209

Carsten på 15. des. 2017 kl. 21:37

2017-12-15T21:37:14Z

Carsten på 15. des. 2017 kl. 21:26

2017-12-15T21:26:21Z

Knut på 15. des. 2017 kl. 20:35

2017-12-15T20:35:32Z

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. aug. 2018 kl. 07:46
Linje 7:		Linje 7:
	\|}		\|}

		+	[[Fil:GHM 3.jpg\|200px\|thumb]]

−	~~[[Fil:GHM 3.jpg\|200px\|thumb]]~~

−	~~<center>Udvalgte tekster fra~~

−	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''	+	<center>'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. jan. 2018 kl. 13:41
Linje 15:		Linje 15:


−	<big>'''Uddrag af Middelalderens'''</big><big><big><br>'''Islandske Annaler'''</big></big>	+	<big>'''XXVII <br>Uddrag af Middelalderens'''</big><big><big><br>'''Islandske Annaler'''</big></big>

@@ Linje 137: / Linje 137: @@
 *1264, 7. Olaf, Grönlændernes Biskop, seilede bort fra Landet. <ref> See her ovenfor II, 784—785.</ref>
 *1265, 2; 1264, 4. Forgik en Grönlandsfarer med 40 Mand.
-*1266, 5; 1267, 1. En Grönlandsfarer led Skib brud paa Hitarnes. 12 Mænd omkom der. <ref> Björn Jonsen fra Skardsaa beretter i hans Grönlandske Annaler, at der endnu i hans Dage plejede af og til at opdrive af Söen ved Hitarnes (Myresyssel og Vesteramtet) i Island en Deel af de Hvalrostænder, der forhen havde hört til Lasten af et stort grönlandsk Skib, (tilhörende Biskoppen af Garde), som forliste der ved Kysten i Aaret 1266. Præsten Nicolaus Narfesön, som da boede paa Hitarnes (henved eller förend 1604), havde forsikkret Björn Jonsen, at han selv undertiden havde fundet bemeldte Hvalrostænder, forsynede med röde Mærker i de saakaldte Maalruner (''málrúnir)'', hvorved Tændernes (samt mulig ogsaa Narhvalshornenes) forskjellige Störrelse og Beskaffenhed (som Handelsvare) tilkjendegaves. Man undredes mest over Varigheden af den röde Farve, som henved 3 1/4 Aarhundreders Omtumling af Bölgerne ikke havde kunnet udslette. Jfr. Antiqvit. Americ. S. 269–270, hvor det hele hertil hörende Sted af Originalen er indfört. Der bemærkes endvidere at der ved Hitarnes er et Skjær eller Grund, jevnlig underkastet Havets Brænding, kaldet ''Biskupsboði'', fordi den grönlandske Biskops Skib forliste der, samt at en Dam i Nærheden af Stranden da ogsaa kaldtes ''Likatjörn'', Ligdammen, fordi de Druknedes af Söen opdrevne Legemer efter hin Stranding vare blevne vaskede deri. Biskop Th. Thorlacins har i sit uudgivne Skrift om Grönland læst Navnet paa Strandingsstedet feilagtig, nemlig ''Hvitdrnes'' istedenfor ''Hitarnes'' og kalder det ''isthmus orientalis Islandiæ'', en Landtunge i det östlige Island (formodentlig dog ved Udlöbet af den store Elv ''Hvitd'' eller ''Ölvesd'', som almindeligst regnes til Sönderlandet), hvor han siger at de saakaldte Hvaltænder (''dentes balæna''), rettere Hvalrostænder, af og til drive op; – dette kan mulig have passet til ''Hvitárnes'', formedelst et ellers ubekjendt Forliis af en Grönlandsfarer i ældre Tider; det kan og vel være at en fra Spitsbergen og de tilgrændsende Farvande tilbagevendende Hvalfanger i nyere Tider er sjunket eller forlist i Nærheden af denne for Söfarende farlige Kyst. Thorlacius knytter hertil en Beretning om Biskop Arnalds af Traditionen foregivne Stranding her m. m., som mangler al historisk Grund; kun skal her og findes en ''biskupsboði'', men det maa bemærkes derved, at Biskopperne fra Skalholt meget tit indskibede eller udskibede sig paa det her liggende Handelssted Eyrar, senere Eyrarbakki eller Örebak, som den nærmeste og for dem beleiligste Havn, saa at hiint Skjær, ved een eller anden dermed sammenhængende Hændelse, kan have faaet en saadan Benævnelse. Jfr. ''Antiqvit. Americ.'' S. 269–270, hvor det hele hertil hörende Sted af Originalen. </ref>
+*1266, 5; 1267, 1. En Grönlandsfarer led Skibbrud paa Hitarnes. 12 Mænd omkom der. <ref> Björn Jonsen fra Skardsaa beretter i hans Grönlandske Annaler, at der endnu i hans Dage plejede af og til at opdrive af Söen ved Hitarnes (Myresyssel og Vesteramtet) i Island en Deel af de Hvalrostænder, der forhen havde hört til Lasten af et stort grönlandsk Skib, (tilhörende Biskoppen af Garde), som forliste der ved Kysten i Aaret 1266. Præsten Nicolaus Narfesön, som da boede paa Hitarnes (henved eller förend 1604), havde forsikkret Björn Jonsen, at han selv undertiden havde fundet bemeldte Hvalrostænder, forsynede med röde Mærker i de saakaldte Maalruner (''málrúnir)'', hvorved Tændernes (samt mulig ogsaa Narhvalshornenes) forskjellige Störrelse og Beskaffenhed (som Handelsvare) tilkjendegaves. Man undredes mest over Varigheden af den röde Farve, som henved 3 1/4 Aarhundreders Omtumling af Bölgerne ikke havde kunnet udslette. Jfr. Antiqvit. Americ. S. 269–270, hvor det hele hertil hörende Sted af Originalen er indfört. Der bemærkes endvidere at der ved Hitarnes er et Skjær eller Grund, jevnlig underkastet Havets Brænding, kaldet ''Biskupsboði'', fordi den grönlandske Biskops Skib forliste der, samt at en Dam i Nærheden af Stranden da ogsaa kaldtes ''Likatjörn'', Ligdammen, fordi de Druknedes af Söen opdrevne Legemer efter hin Stranding vare blevne vaskede deri. Biskop Th. Thorlacins har i sit uudgivne Skrift om Grönland læst Navnet paa Strandingsstedet feilagtig, nemlig ''Hvitdrnes'' istedenfor ''Hitarnes'' og kalder det ''isthmus orientalis Islandiæ'', en Landtunge i det östlige Island (formodentlig dog ved Udlöbet af den store Elv ''Hvitd'' eller ''Ölvesd'', som almindeligst regnes til Sönderlandet), hvor han siger at de saakaldte Hvaltænder (''dentes balæna''), rettere Hvalrostænder, af og til drive op; – dette kan mulig have passet til ''Hvitárnes'', formedelst et ellers ubekjendt Forliis af en Grönlandsfarer i ældre Tider; det kan og vel være at en fra Spitsbergen og de tilgrændsende Farvande tilbagevendende Hvalfanger i nyere Tider er sjunket eller forlist i Nærheden af denne for Söfarende farlige Kyst. Thorlacius knytter hertil en Beretning om Biskop Arnalds af Traditionen foregivne Stranding her m. m., som mangler al historisk Grund; kun skal her og findes en ''biskupsboði'', men det maa bemærkes derved, at Biskopperne fra Skalholt meget tit indskibede eller udskibede sig paa det her liggende Handelssted Eyrar, senere Eyrarbakki eller Örebak, som den nærmeste og for dem beleiligste Havn, saa at hiint Skjær, ved een eller anden dermed sammenhængende Hændelse, kan have faaet en saadan Benævnelse. Jfr. ''Antiqvit. Americ.'' S. 269–270, hvor det hele hertil hörende Sted af Originalen. </ref>
 *1267, 3. Sira Johannes, Korsbroder af Nidaros (Trondhjem), kom til Erkebiskop Hakon med Pallium, den 12te Dag i Julen. Kong Magnus kom Palmesöndag til Nidaros, men paa Skjærtorsdag lagde Biskopperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger Pallium over Erkebiskop Hakon. Tilstedeværende vare Kong Magnus og Dronning Ingeborg, tilligemed Olaf, Grönlændernes Biskop, og Gaute, Færöboernes Biskop. Biskopperne foretoge denne Handling efter Pave Clemens's Befaling. <ref> Man seer heraf, at Biskop Olaf har rejst til Norge 1267; dersom det nysommeldte store Skib med dets kostbare Ladhing har tilhört ham, er det sandsynligt at Efterretningen om dets Forliis og Bestræbelse for saavidt muligt at formindske den derved foraarsagede Skade, har foranlediget denne hans Reise, paa hvilken han og sees at have opholdt sig hele 4 Aar, formodentlig i Norge.</ref>
 *1271, 5. Biskop Olafr rejste anden Gang til Grönland.

@@ Linje 25: / Linje 25: @@
 ==Indledning==
-Blandt Islands historiske Skrifter ere dets i Middelalderen forfattede Annaler, næst efter Sagaerne, hvis Fortsættelse de for en Deel ere, af stor Vigtighed. Vi have her ovenfor (II, 576–579) sögt at udvikle, at Are Frode har skrevet de ældste islandske Annaler, som vi endnu have tilbage. Dog synes han, ved de saaledes af ham optegnede Efterretninger, at have mest taget Hensyn til Islands, især de ham bedst bekjendte eller nærmest liggende Egnes, og tillige hans egne Forfædres eller Slægtninges vigtigste Begivenheder. Om Grönlands ældste Historie (i det 10de og 11te Aarhundrede) indeholde disse Annaler intet, med Undtagelse af den særdeles vigtige Tidsbestemmelse for Begyndelsen til Landets förste Beboelse ved Erik Röde, som stemmer overeens med Ares egen Angivelse i hans Schedæ og maa antages som den rimeligste. Vi have oplyst at Are Frode især har interesseret sig for sine Stamforvandte, efter de gamle Nordmænds og Islænderes Viis; deres Genealogie udgjör en betydelig Deel af den ældste Landnama, og den ommelder blandt andre (i 1ste Bogs 13de Capitel) Erik, Grönlændernes Biskop (''Eiríkr Grænlendinga biskup''). Efter samme Beretning var denne for os mærkelige Mand uden Tvivl en födt Islænder; baade han og Are nedstammede i 10de Led fra Björn Buna, en norsk Herser, Stamfader til adskillige islandske Landnamsmænd og vidtlöftige af dem udsprungne Slægtrækker; denne Kjendsgjerning er nöjagtig oplyst i den 6te Stamtavle til Antiquitates Americanæ. Da Biskop Erik ogsaa var Ares Samtidige, er det let at see, hvorfor han i sine annalistiske Bemærkninger har optegnet Datum (1121) for denne Reise. End meer begribelige ere dog Aarsagerne til hans Antegnelser om Grönlands Biskop Arnold (ved 1124 og 1126), da Præsten Are, som nævner ham i Forening med sine Venner, de islandske Biskopper Thorlak og Ketil, vistnok har gjort hans person lige Bekjendtskab. Den titnævnte Forfatter döde först 21 Aar derefter, men har intet videre meddeelt os vedkommende Grönland i det 12te Aarhundrede.
+Blandt Islands historiske Skrifter ere dets i Middelalderen forfattede Annaler, næst efter Sagaerne, hvis Fortsættelse de for en Deel ere, af stor Vigtighed. Vi have her ovenfor (II, 576–579) sögt at udvikle, at Are Frode har skrevet de ældste islandske Annaler, som vi endnu have tilbage. Dog synes han, ved de saaledes af ham optegnede Efterretninger, at have mest taget Hensyn til Islands, især de ham bedst bekjendte eller nærmest liggende Egnes, og tillige hans egne Forfædres eller Slægtninges vigtigste Begivenheder. Om Grönlands ældste Historie (i det 10de og 11te Aarhundrede) indeholde disse Annaler intet, med Undtagelse af den særdeles vigtige Tidsbestemmelse for Begyndelsen til Landets förste Beboelse ved Erik Röde, som stemmer overeens med Ares egen Angivelse i hans Schedæ og maa antages som den rimeligste. Vi have oplyst at Are Frode især har interesseret sig for sine Stamforvandte, efter de gamle Nordmænds og Islænderes Viis; deres Genealogie udgjör en betydelig Deel af den ældste Landnama, og den ommelder blandt andre (i 1ste Bogs 13de Capitel) Erik, Grönlændernes Biskop (''Eiríkr Grænlendinga biskup''). Efter samme Beretning var denne for os mærkelige Mand uden Tvivl en födt Islænder; baade han og Are nedstammede i 10de Led fra Björn Buna, en norsk Herser, Stamfader til adskillige islandske Landnamsmænd og vidtlöftige af dem udsprungne Slægtrækker; denne Kjendsgjerning er nöjagtig oplyst i den 6te Stamtavle til Antiquitates Americanæ. Da Biskop Erik ogsaa var Ares Samtidige, er det let at see, hvorfor han i sine annalistiske Bemærkninger har optegnet Datum (1121) for denne Reise. End meer begribelige ere dog Aarsagerne til hans Antegnelser om Grönlands Biskop Arnold (ved 1124 og 1126), da Præsten Are, som nævner ham i Forening med sine Venner, de islandske Biskopper Thorlak og Ketil, vistnok har gjort hans personlige Bekjendtskab. Den titnævnte Forfatter döde först 21 Aar derefter, men har intet videre meddeelt os vedkommende Grönland i det 12te Aarhundrede.
 Foruden de Efterretninger, der umiddelbar angaae Grönlands Historie, meddele vi nogle som vedkomme den middelbar, nemlig: Regjeringsforandringerne i og over Norge fra den Tid af at Grönland (hvilket vi her for förste Gang komme til at oplyse) med Rigets övrige saakaldte Skatlande, skiltes fra dette under en særegen Regent 1350;  den grönlandske Biskop Jon Skalles Resignation og længe hindrede Bestræbelser for at tiltræde og beklæde Holums Bispesæde paa Island, hvoraf det foraarsagedes at Grönland ingen Biskop havde i hele 19 Aar, – og endelig om de tvende, foregivne eller virkelige, i al Fald medvirkende Aarsager til den gamle Nordisk-Grönlandske Colonies Undergang: den sorte Död og Bergens förste Udplyndring af tydske Fribyttere, om hvilke mærkværdige Begivenheder vi ellers ikke have nogen samtidige Beretninger.  <ref> I Bergens Beskrivelse ved Sagen og Foss, 1824, forekommer kun Fölgende herom S. 82: «1393 til 1429 kom Rostokske og Vismarske Fribyttere til Bergen, sidste Gang under Anförsel af en Bartholomæus Voet, satte Ild paa Byen og plyndrede og dræbte for Fode. Bergens Borgere geraadede herover i den ynkeligste Forfatning, og formaaede ei længere at fortsætte Handelen paa Island, Færöerne, Örkenöerne og Grönland." Hvidtfeld bemærker ved 1393, at Fetalibrödrene da "brændte og rövede Bergenby udi Norge" – og ved 1429 at Bart. Voet af Wismar med hans Selskab anfaldt Bergens By og Contoir (hvorfra de Engelske flygtede), og at disse "Fribyttere sparede hverken hellige eller  uhellige Steder, men toge til Bytte hvad de fandt”. Hvidtfeldt har endvidere ved 1439 en langt vidtlöftigere Beretning om den samme Bart. Voets Plyndring af Bergen efter et vundet Söslag mod de Norske. Dette Tog har Holberg bemærket, men modsiges af Sagen og Foss (l.e.) paa Grund af Freden mellem Kong Erik og Hansestæderne 1434 ; - vist er det derimod at de Norske (hvoriblandt Biskopperne Olaf af Bergen og Gregorius af Grönland) i Opsigelsesbrevet til Kong Erik 1440 (som vil blive meddeelt paa sit Sted i det Fölgende) beklagede sig over Hansestædernes Overlast; dog er det vel muligt, at en Beretning med feil skrevet Aarstal (MCDXXXIX for XXIX) er faldet Hvidtfeldt i Hænderne, og saaledes er blevet indskudt paa et urigtigt Sted. Suhms temmelig udförlige Beretning om Overfaldet 1393 i Hist af Danmark 14 Deel S. 308 o. f. synes næsten blot at være hentet fra disse Annaler, men trænger i et og andet til Berigtigelse.</ref>.

@@ Linje 157: / Linje 157: @@
 *1315, CEFGL. Fór Árni biskup til Grænlands.
 *1343, ADEGN; 1342, LM. Vigðr Jón biskup skalli (Eyriksson, tilf. DGN) til Grænlands, (ok komst eigi, ''tilf''. DG), AEG, 1342 LM, ok lifði Árni biskup á Grænlandi at óvitanda Páli erkibiskupi.
-*1346, DFGI. Kom knörrinn af Grænlandi meå heilu ok harðla miklu fè.
+*1346, DFGI. Kom knörrinn af Grænlandi með heilu ok harðla miklu fè.
 *1347, ADFGHL Þá kom skip af Grænlandi <ref> D, G tillægge: minna at vexti enn smá Íslandsför, af mindre Störrelse end smaa Islandsfarere.</ref> í Straumfjörð enn ytra <ref> Ell. Straumfjarðarós, Indlöbet til Strömfjorden </ref>,  akkerislaust, þat er [sótt hafði <ref> hafði farit </ref> til Marklands, en siðan orðit híngat hafreka, ok XVIII <ref> XVII, D, G.</ref> menn á.
 *1348, FI. Dæmdr Jón Guttormsson undir konúngs miskun. Utanferð Jóns Gutthormssonar ok Grænlendinga.

@@ Linje 89: / Linje 89: @@
 *1200 ACDFL. Fannst Íngimundr prestr Þorgeirsson <ref> fóstri Guðmundar biskups, Biskop Gudmunds Foster fader, till. L alene. </ref>  ófúinn í óbygðum á Grænlandi.
 *1202 ACDFHIL, 1200 G. Jón Grænlendinga biskup kom [annann tíma <ref> udel. D, H; annat sinn</ref> til Íslands.
-*1203 ACFL. Þå fundust þrir biskupar i Austfjörðum: Páll biskup (af Skálholti, L), Guðmundr b. (af Hólum, L), Jón Grænlendinga biskup. ACDFHIKL; 1204 E. Berjavín fyrst gert  á Íslandi.
+*1203 ACFL. Þá fundust þrir biskupar i Austfjörðum: Páll biskup (af Skálholti, L), Guðmundr b. (af Hólum, L), Jón Grænlendinga biskup. ACDFHIKL; 1204 E. Berjavín fyrst gert  á Íslandi.
-*1209 ACDF. Þå týndist Hörfargrepprinn <ref> Hörfargarprinn, C, F; Hörnargarprinn</ref> ok Þjóttargrepprinn <ref> ell. Þjóttarkeptrinn,  þjóttarkjöptrinn </ref>, en tvö skip önnur rak til Grænlands, skip Jóns rika ok Ketils stama. CDFHI, Andaðist Jón Grænlendinga biskup. <ref>4 urigtig: erkibiskup, Erkebiskop </ref>
+*1209 ACDF. Þá týndist Hörfargrepprinn <ref> Hörfargarprinn, C, F; Hörnargarprinn</ref> ok Þjóttargrepprinn <ref> ell. Þjóttarkeptrinn,  þjóttarkjöptrinn </ref>, en tvö skip önnur rak til Grænlands, skip Jóns rika ok Ketils stama. CDFHI, Andaðist Jón Grænlendinga biskup. <ref>4 urigtig: erkibiskup, Erkebiskop </ref>
 --
 *1189, 4; 1188, 1. (Skibet) Stangfolen forliste. Asmund Kastanraste kom fra Grönland og Korsöerne, 13 Mand i Fölge, paa et Skib, som næsten alene var sammenföiet med Trænagler; det var tillige omviklet (eller fastbundet) med Fiskebeen <ref> Ordet ''seymi'' maa vel her snarest oversættes paa denne Maade, endskjönt Islænderne ved det betegne alskens Syegarn af animalsk Oprindelse overhoved, især dog de större Huusdyrs Sener, som af Almuen bruges til Læders og Skotöis Syning. De nærværende Grönlændere have overhoved intet andet Syegarn end Sener af Hvalfiske eller vilde Dyr, som ogsaa anvendes til deres Fartöiers Skindbeklædning eller Overtræk. Her er dog vel især Talen om Fiskebeen (eller Hvalfiskebarder), som de paa Vestkysten anvende paa fölgende Maade: ”Deres störste Fartöier kaldes Konebaade (undertiden 9 Favne lange), sammensættes af lette Lægter, ''tilbindes med Fiskebeen'' og overdrages med Sælskind; Bjelker, Stolper og Bænke ere ikke gjorte fast med Jernnagler, som let kunne ruste og gnave Huller i Skindet, ''men tildeels med Trænagler og overalt tilbundne med Fiskebeen''". Crantz Beschr. von Grönland, 1 Th. S. 197. Jfr. Anm. 15. En vidtlöftigere, med Afbildninger oplyst Forklaring findes i Graahs Opdagelsesreise, </ref>  (eller Dyresener). Han ankom til Bredefjorden paa Island <ref>Jfr. nærværende Værks II, 754—55, (jfr. 762–63 efter vor Mening findes rigtigst skrevet).</ref>. Han havde ogsaa anlöbet (eller opholdt sig i) Finsboder. <ref> Vi have allerede ovenfor, II, 239, yttret den Mening, af Finsboder (''Finnbúðir eller Finsbuðir'') laa paa Grönlands Östkyst. Saavidt vi vide, fandtes der ingen Skrællinger eller Eskimoer paa Vestkysten i det 12te Aarhundrede; derimod have de vel da, og rimeligvis i större Mængde end i det 11te (see ovenfor II, 100–101, 108—109, 199, 203–207) opholdt sig paa Östkysten. Det bliver derfor sandsynligt at Asmund Kastanraste tildeels har lært sin Skibsbygnings- eller Reparationsmaade af Östkystens Eksimoer eller vilde Indvaanere. Björn Jonsen forandrer, vist nok blot ved en meget uheldig Conjectur, ''Finnsbuðir'' til ''Finnmörk'' eller Finmarken. (Msc. AM. 768, 4to).</ref>. 4, Tre Biskopper (paa een Gang) i Island. <ref> Björn Jonsens nyere Grönlandske Annaler, i egentligste Forstand (d. e. nemlig hans særskilte korte chronologiske Optegnelser), som ere grundede paa de ældre, men neppe indeholde noget, fra ægte Kilde, som ellers er ubekjendt, tillægge her: ''Porldkr, Brandr ok Jón'', Thorlak (af Skalholt) Brand (af Holum) og Jon (af Grönland). Herved menes Biskop Jon den Anden, hvis Fartöi da, paa hans förste Reise fra Norge til Grönland, anlöb Östfjordene i Island, hvor han opholdt sig til Vinterens Udlöb 1190. See Uddraget af Gudmund den Godes Saga her ovenfor II, 760–763. Hertil sigter vistnok de gamle Annalers egen Bemærkning ved Aarstallet 1202. See ellers Anm. 12, 19.</ref>. 1188, 1.

@@ Linje 226: / Linje 226: @@
 *1383, A; 1381, LM; 1382, G. Kom skíp af Grænlandi til Noregs, EG, er þar hafði verit II vetur, ok í nokkurir menn þeir er komust af Þorlákssúðinni, ok sögðu  andlát Álfs biskups af Grænlandi <ref> Görðum, Garde, E, G, L.</ref>, ok hafði hann þá andazt fyrir VI vetrum.
 *1385, AFI; 1383, L; 1384, EG. Þå rak undan IV Íslandsför <ref> skip, Skibe, F, I </ref> til Grænlands; þar voru á Björn Einarsson ok Sigurðr hvítkollr, ok voru þar tvo vetur, med heilu ok höldnu.
-*1387, (1389, FI). Vigðr Henrik biskup til Grænlands. AFI (1385, L; 1386, G)  Fjögur skip komu til Íslands, inn í Hvalfjörð, er verit höföu tvá vetur í Grænlandi. Þar voru á Björn Einarsson ok Sigurðr hvítkollr. FI. 1388, FI (1389, A) Utanferð Bjarnar Einarssonar.
+*1387, (1389, FI). Vigðr Henrik biskup til Grænlands. AFI (1385, L; 1386, G)  Fjögur skip komu til Íslands, inn í Hvalfjörð, er verit höfðu tvá vetur í Grænlandi. Þar voru á Björn Einarsson ok Sigurðr hvítkollr. FI. 1388, FI (1389, A) Utanferð Bjarnar Einarssonar.
 *1388 (A, 1389) tók Margrèt drottníng rikisstjórn i Noregi ok Danmörku.
 *1389, FI; 1388, E G; 1391, A. Tekinn til konúngs yfir allan Noreg, á Eyra þingi, sá maðr er Eiríkr heitir, barn at aldri; gaf honum konúngsnafn Hákon Jónsson. Var þessi maðr sagðr systurson drottníngar Margrètar, en faðir hans væri i þyðversku landi. Fannst öllum Noregsmönnum lítit um þá breytni, ok einkanlega í skattlöndunum.

@@ Linje 178: / Linje 178: @@
 *1357, 2; 1356, 4 (1353, 2). Jon Eriksön Skalle, som var bleven viet til Biskop over Grönland for mange Aar siden <ref> See ovenfor under 1343. I Aaret 1351 havde denne Prælat opholdt sig i Nidaros, hvor han den 23de August var med i at udfærdige et Synodale for hele Erkebispedömmet under Navn af Johannes Espiscopus Gardensis. Herom mere i vort grönlandske Diplomatarium.</ref>, blev valgt til Holum, og drog til Pavens Hof, for at söge om Bispestolen i Holum paa Island, med Erkebiskoppens Raad og Budskab. (1) Da var Innocentius den 6te Pave. For den Gang erholdt han ingen Beviisligheder fra Pavens Curia, men det blev ham lovet at Brevene skulde sendes til Flandern og indlöses der med Penge, hvilket ogsaa siden fuldbyrdedes. Men da han kom til Bergen, tog han en saaledes lydende Afskrift deraf, med tvende Abbeders Segl, og denne Passus stod deri: "Vi overdrage eder, Erkebiskop!” siger Paven, ”at du sætter en saadan Person over Holum Kirke paa dens Bispesæde, som vil, veed og kan styre den samme Kirke med Visdom, og yder ham da Vielsens Gave eller lader ham erholde den ved en anden Biskop, som har Apostlernes Sæders Naade og Bemyndigelse, ved hvilken Handling 2 eller 3 ret christelige Biskopper bör være tilstede, – hvorimod han bör skriftlig afgive sin sædvanlige Ed til os for pligtig Troskab, efter den Form som vi sende indsluttet under vor Bulla.”
 *1358, 3; 1357, 3 (1353, 1). Sira Eyolf Brandsön, Korsbroder (Kannik) af Nidaros, og Broder Eystein Asgrimsön <ref>Forfatter til det berömte Digt Lilja eller Lilien; et Slags Messiade in nuce, udgivet af Finn Johnsen, med to latinske Oversættelser, i hans Hist. eccles. Island. II, 398–464; fordansket af Finn Magnusen, med en Udsigt over Fofatterens Levnetslöb, i Liunges Dana 1818. </ref> ankom til Island. De vare blevne beskikkede af Erkebiskop Olaf til Visitatores over Island. Alle modtoge dem vel, med Undtagelse af Öfjordsboerne. De bragde det Budskab at Biskop Jon var kommen tilbage fra det Pavelige Hof, og at Erkebiskoppen, efter Herre Pavens specielle Befaling, gav og overdrog ham Bispestolen paa Holum, samt at han var confirmeret i Embedet, og at dette var blevet forkyndt i Nidaros Domkirkes Chor.
-*1358, 4 (1359, 3). Biskop Jon, den anden af det Navn, kaldet Skalle, kom udenlandsfra til Holum; det Skib, hvorpaa han var, kaldet Benediktsbaaden, forliste ganske; Folkene bleve reddede, men næsten hele Godset tabtes. Han red hjem til Holum, hvor Thorstein Hallsön fra traadte Officialatet og overgav dets Segl i hans Hænder, uden lærde Mænds (Gejstlighedens) Samtykke. Ingen Bevisligheder bleve krævede af ham for hans Bispedömme; han foreviste heller ingen, og intet sligt blev oplæst i Choret. 1. Alle Mænd, baade læge og lærde, gave sig under hans Lydighed, 1. fordi det blev almindelig sagt, baade i Norge og paa Island, at han var lovlig Biskop til Holum. 3. Alle Nordlænderne toge mod ham paa bedste Maade, og han sang den förste Messe paa Holum paa Allehelgens Fest, da han fik en betydelig Sum til Offer. 2. Kort efter opkom den Mumlen blandt Nordlænderne, at Biskop Jon neppe paa lovlig Maade havde besteget Bispestolen, da man ikke forkyndte dem mindste Bevislighed derfor fra Pavens Side. <ref> Efter den canoniske Ret tilkommer det Paven alene at autorisere eller indsætte Biskopper. Endskjönt Annalerne intet melde derom, er Biskop Jons Modparti uden Tvivl i dette og det næstfölgende Aar blevet foröget og styrket ved Öſjordsmændenes mægtige Anförer, Hövedsmand og Laugmand Thorstein Eyolfsön til Urdum, som allerede fik den förstmeldte Bestilling 1357; see Anm. 47.</ref>.
+*1358, 4 (1359, 3). Biskop Jon, den anden af det Navn, kaldet Skalle, kom udenlandsfra til Holum; det Skib, hvorpaa han var, kaldet Benediktsbaaden, forliste ganske; Folkene bleve reddede, men næsten hele Godset tabtes. Han red hjem til Holum, hvor Thorstein Hallsön fra traadte Officialatet og overgav dets Segl i hans Hænder, uden lærde Mænds (Gejstlighedens) Samtykke. Ingen Bevisligheder bleve krævede af ham for hans Bispedömme; han foreviste heller ingen, og intet sligt blev oplæst i Choret. 1. Alle Mænd, baade læge og lærde, gave sig under hans Lydighed, 1. fordi det blev almindelig sagt, baade i Norge og paa Island, at han var lovlig Biskop til Holum. 3. Alle Nordlænderne toge mod ham paa bedste Maade, og han sang den förste Messe paa Holum paa Allehelgens Fest, da han fik en betydelig Sum til Offer. 2. Kort efter opkom den Mumlen blandt Nordlænderne, at Biskop Jon neppe paa lovlig Maade havde besteget Bispestolen, da man ikke forkyndte dem mindste Bevislighed derfor fra Pavens Side. <ref> Efter den canoniske Ret tilkommer det Paven alene at autorisere eller indsætte Biskopper. Endskjönt Annalerne intet melde derom, er Biskop Jons Modparti uden Tvivl i dette og det næstfölgende Aar blevet foröget og styrket ved Öfjordsmændenes mægtige Anförer, Hövedsmand og Laugmand Thorstein Eyolfsön til Urdum, som allerede fik den förstmeldte Bestilling 1357; see Anm. 47.</ref>.
 <br>