Carsten på 27. aug. 2014 kl. 08:16

2014-08-27T08:16:50Z

Carsten: Ungen Svejdal - Ernst von der Recke

2014-08-26T14:38:52Z

Ungen Svejdal - Ernst von der Recke

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ungen Svejdal(AO)]] !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ungen Sveidal]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ungen Svejdal (ETK)]] !! !!
|-
|}

[[Fil:Ernst von der Recke.jpg|thumb|Ernst von der Recke]]

<center>'''[[Dansk folkedigtning]] [[Ungen Svejdal]]''' <big><big>'''Ungen Sveidal'''</big></big>

 ''[[Ernst von der Recke biografi |Ernst von der Recke]]:'' '''Danmarks Fornviser''', Bind 1, København, 1927
</center>

DENNE høipoetiske Vise, der hører til Fornvisens ypperste Perler, er den eneste Levning af endnu existerende nordiske Oldkvad, der som en Helhed tør siges at være opbevaret hos os. I ældre Behandling forefindes dens Stof i de eddiske Digte '''Grógaldr''' og '''Fjølsvinnsmál''', hvis forhen uforstaaede Samhørighed først ved den er opklaret gjennem Bugges skarpsindige Undersøgelse. Visen, der som saadan hverken kjendes i Vestnordisk eller viser Spor af Oprindelse fra denne Side, — vilde man see et saadant i Hvidbjørnene, kunde man gjerne see et orientalsk i Løven, — er udpræget dansk; den foreligger hos os i fire Haandskrifter fra 16. og 17. Aarhundrede og i en halv Snes Nutidsoptegnelser fra Sjælland og Jylland. Til de første slutter sig en vigtig svensk (Arw. 143) af dansk Afstamning; en nysvensk (Afz. 10), hvori alle Pointer og endog Versemaalet er glemt, kan ikke gjælde som Bevis for en svensk Særform. Strophen er overalt — den sidstnævnte undtagen — en fireliniet, der ingensteds viser tilbage til en ældre toliniet.

Heltens Navn, der overalt er bevaret i nærliggende Former, er oprindelig Svipdag; Jomfruens Navn Menglad, ɔ: „smykkeglad" eller „-skinnende", som andensteds er tabt, er i den gammelsvenske Optegnelse, der trods en Del Molest gjennemgaaende viser ældre Tradition, gjengivet ved Spegelklar.

<blockquote>
::1.
::Det var ungen Sveidal,
::Han skulde Bolden lege;
::Bolden drev i Fruens Bur;
::Det gjorde Kinder blege.
::''Du lad dine Ord vel!''

::2.
::Bolden drev i Fruens Bur,
::Og Svenden efter gik;
::Før han kom af Buret ud,
::Stor Sorg han i Hjertet fik:

::3.
::„Hør du, unge Sveidal,
::Hvad jeg beder dig:
::Du kast din Bold paa din Fæstemø,
::Du kast den intet paa mig.

::4.
::„Kast den paa stolten Jomfru,
::Dig haver kjærer end jeg:
::Der sidder en Mø i fremmed Land;
::Hun lider fast efter dig.

::5.
::„Du skalt aldrig Søvnen sove
::Og aldrig Roen faae,
::Før du faaer løst det sorrigfuld Hjerte,
::Som ligger for dig i Traa!"

::6.
::Bort gik ungen Sveidal,
::Han var bleg om Kind;
::Saa gaaer han i Stuen
::For raske Hovmænd ind:

::7.
::„Her sidder I, gode Hovmænd,
::I drikker Mjød af Skaal,
::Men jeg ganger til Bjerget
::Og giver Døde Maal.

::8.
::„Sidder I Alle, gode Mænd,
::I drikker Mjød og Vin,
::Men jeg ganger til Halden ud
::Og vækker op Moder min."

::9.
::Det var ungen Sveidal,
::Han tog til at kalde;
::Der revned ved de Mure
::Og saa de haarde Halde.

::10.
::„Hvo er det, mig kalder
::Og vækker mig saa mod?
::”Maa jeg ikke med Ro forlide
::Opunder den sorte Jord?"

::11.
::„Det er unge Sveidal,
::Eneste Sønnen din;
::Fuld gjerne vil han have Raad
::Af kjære Moder sin."

::12.
::„Jeg gav dig baade Sølv og Guld,
::Mer end du vilde have;
::Maa jeg ikke med Freden ligge
::Udi min egen Grave?"

::13.
::„Nok gav du mig af Sølv og Guld
::Og Pendinge nok at tære;
::Ikke vil jeg Mer af Moder have
::Og ikke over hende kære:

::14.
::„Saa ilde gjorde mig Stemoder,
::Mig haver lagt i Traa
::Alt for saa stolt en Jomfru,
::Jeg aldrig med Øien saae.

::15.
::„Hun bad mig aldrig Søvnen sove
::Og aldrig Roen bide,
::Før jeg faaer løst den skjønne Mø,
::Som længe haver ligget i Kvide."

::16.
::„Skal jeg mig opreise
::Af Søvn og haarden Leie,
::Fuld vel da skal du fare
::Alle dine Veie.

::17.
::„Jeg skal give dig Folen,
::Han vorder ret aldrig mod,
::Han løber saa vel paa vilden Hav
::Som paa den grønne Jord.

::18.
::”Jeg skal give dig Sværdet,
::Som du skal binde ved Side;
::Hver den Tid, du tænker paa mig,
::Med Freden skal du ride.

::19.
::„Jeg skal give dig Guldring,
::Som glimme skal dig paa Hænde:
::Første du kommer den Jomfru nær,
::Saa gjørlig skal hun dig kjende."

::20.
::Det var ungen Sveidal,
::Han tog sin Hest med Spore;
::Red han over det vilde Hav
::Og gjennem de mørke Skove.

::21.
::Det var ungen Sveidal,
::Han rider paa fremmede Land;
::Møder han der den Hyrde,
::Han driver det Fæ udi Vand.

::22.
::„Vel mødt, goden Hyrde!
::Sandingen siger du mig:
::Hvis er dette meget Fæ,
::Du driver her for dig?"

::23.
::„Her er en Jomfru paa dette Land;
::Hun ligger i stærken Traa
::Efter én Svend, hedder Sveidal,
::Hun aldrig med Øien saae."

::24.
::„Veedstu om den Jomfrus Vist,
::Du dølg den ikke for mig:
::Bliver jeg Konge paa dette Land,
::Til Ridder gjør jeg dig!"

::25.
::„Midt udi den grønne Lund
::Stander min Jomfrus Gaard;
::Huset er af Marmelsten
::Og Porten er lagt med Staal.

::26.
::„Tolv saa ere de hvide Bjørne,
::De ligge der inden fore;
::Der kommer ingen levende Mand
::Uden han Sveidal i Gaarde.

::27.
::„Udenfor min Jomfrus Bur
::Der stander en Løve gram;
::Men est du den rette Sveidal,
::Da maat du frit gaae fram."

::28.
::Bort red ungen Sveidal
::Og ind ad Porten saae:
::Alle de Laase, der hængde,
::De fulde der selver ifraa.

::29.
::Løven og de hvide Bjørne
::De fulde den Herre til Fod;
::Linden med sine Grene
::Hun bugner neder til Rod.

::30.
::Linden hun bugner neder til Jord
::Med sine gyldte Blade;
::Op da vaagned den stolte Jomfru,
::Som længe havde ligget i Dvale.

::31.
::Op da stod den skjønne Mø,"
::Hun hørde de Sporer klinge:
::„Hjelp nu, Gud Fader i Himmerig,
::Jeg maatte blive løst af Tynge!

::32.
::„Stander I op, I Ridder tolv,
::I tager Sveidals Hest!
::Stander I op, I Jomfruer,
::I følger mig selver næst!"

::33.
::Ind kom ungen Sveidal,
::Var baade faur og from;
::Det var den stolte Jomfru,
::Hun fagned saa vel hans Komme:

::34.
::„Velkommen, ungen Sveidal,
::Ædelig Herre min!
::Tak have Gud Fader i Himmerig,
::Os baade haver løst af Pine!"

::35.
::Det var den stolte Jomfru,
::Tog Sveidal i sin Favn:
::„Alt mit Land og Rige
::Skal være os Baade til Gavn!"
::''Du lad dine Ord vel!''
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ernst von der Recke]]

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
 |-
 !  !! !!  !!  !!  [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ungen Svejdal (ETK)]] !!  !!
 |-
 |}

Ungen Sveidal - Revisjonshistorikk

Carsten på 27. aug. 2014 kl. 08:16

Carsten: Ungen Svejdal - Ernst von der Recke