Carsten: Vagn Aagesen: Fjerde Samtale

2018-06-16T08:30:12Z

Vagn Aagesen: Fjerde Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vagn Aagesen: Fjerde Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:'''<br><big><big>'''Fjerde Samtale'''</big></big>
</center>

<big>'''Svolder.'''</big>

Vundet var Ormen hin lange og Oluf var sprungen fra Borde. Rede stod Erik at fare til Norrig; men end engang vilde han samtale med Vagn og takke ham for sin Hjelp i Striden.

::Erik.

::Langt anderledes er jeg nu tilmode,
::End da jeg saae dig førstegang, min Vagn!
::Da og jeg havde seiret, men jeg var
::Nedbøiet som den Overvundne.
::Jeg stod for dig og for din djærve Flok,
::Og hørte eder mæle Størkens Ord,
::Jeg saae i eder kun den sidste Levning
::Af Kæmpeætten, af den prude Hird,
::Som Toke sanked til at værge Aser;
::Det skar mig dybt i Hjerte, at et Laug,
::Hvis Stifter var den største Mand i Norden,
::Alt skulde ødes, og at strænge Norner mig
:: Udkaared til at øde, hvad jeg elsked.
::Dertil end kom, at ei jeg vidste ret,
::Om Seieren var min, hvad heller
::De onde Troldes; thi min Faders Færd
::Var underlig og gruelig tillige.
::Nu derimod ved Aser og mig selv,
::Ved dig og mine andre djærve Kæmper
::Jeg vandt en Seier, som kan glæde mig,
::En Seier over Asers svorne Fjende,
::Og var han end, som gamle Haralds Ætmand,
::Til Norges Rige odelsbaaren, var
::Dog Trøndelagen ei hans Odel,
::Og han var Erlands Banemand.

::Men, Vagn! du est jo ikke glad som jeg!
::Saalænge Kampen stod, dit Øie lyste
::Af Gammen, nu det mørkt og koldt
::Paa Jorden hænger. Er der Noget
::I Norges Rige, paa den vide Jord,
::Saalangt min Arm og mine Kæmpers rækker,
::Der fattes dig, da tal! og Livet skal
::Jeg lade, eller og fordrive
::Din Sorg, thi den er tung, og jeg
::Fra førstegang, mit Øie mødte dit,
::Fostbroderlig med dig er sammenbundet.

:: Vagn.

::Hav Tak, du Gæve! men paa Jorderig
::Er Intet længer, som jeg stunder efter.
::Jeg gik i Kamp, ei blot fordi det Liv,
::Du skænked mig, er dit, jeg haabed,
::At finde der en ærlig Kæmpedød;
::Thi ked jeg er af Livet, Tvivl mig ængste,
::Saalænge jeg er her, og Døden kun
::Dem mægter at opløse eller dæmpe.

::Vi vandt en Seier, den er din,
::Du er den værd, men Olaf fældtes!
::Han var en Kæmpe, ikkun Een,
::Kun Toke nævner jeg hans Mage,
::Og overmenneskelig var hans Færd.
::Ei skar det, Erik! dig saa dybt i Hjerte
::I Hjørungvaag, som mig i Svoldersund.
::Ak! naar? hvordan skal Enden vorde
::Paa store Tvist imellem Krist og Odin?
::Sig Kæmpeslægten deler mellem dem,
::Og fældes, ødes under Begges Mærke,
::Men Jetter, Djævle, – nævn dem, hvad du vil! –
::De seire. – Eller, er der intet Saadant!
::Er Himmel, Valhal, Guder, kun en Lyd,
::Og vi, som Skovens Træ'r, en Slægt, der vokser
::Af Jorden op, kun for, at efter os
::En anden skal opgro, og atter fældes!
::Ak! det er tungt at leve, naar Man ei
::Forstaar hvad Livet er, og ikke
::Kan stille Sjelen ved en stadig Tro!

::Erik.

::Hvor du forfærder mig med denne Tale!
::Hvad i mig selv jeg som en sagte Hvisken
::Kun stundum hørte, og kun halv forstod,
::Det taler høit igennem dig, og piner
::Mig mer end tusend dybe Saar,
::Ei tør jeg glædes ved min Seier længer,
::Forbandet han, som kække Oluf sveg,
::Den lumske Niding!

::Vagn.

::Hvad? er Oluf svegen?
::Er Seiren vundet ved en Nidingsid?
::Hvem er han? tal! hvem sveg den Bolde?

::Erik.

::Det gjorde Sigvald.

:: Vagn.

::Høie Guder!
::Hvi kløvedes han ei af dette Sværd,
::Som efter hans, den Nidings Blod saalænge
::Har tørstet! hvorfor undtes det mig ei
::At vorde ham til Bane, før hin værste
::Af sine Jettehandler han bedrev!
::Hvor er han? tal! at før min Afgang
::Jeg Guderne kan tækkes ved hans Drab,
::Thi han er alle Guders svorne Fjende.

::Erik.

::Jeg følger dig til Død og blodig Hevn,
::Thi ogsaa jeg nu efter Høien længes.

::Vagn.

::Nei, ikke saa min Ven! dig Nornen
::Har kaaret til et mægtigt Riges Drot,
::Did fare du, før høvdingløse Skare
::Oprøres mod sig selv til Tvist paa ny!
::Kan Sigvald fældes, denne Haand vel mægter
::At sende ham, før Sol gaaer ned, til Hel;
::Men er det Norners underlige Raad
::At længer han sit Nidingliv skal friste,
::Da nytter ingen Magt, og falder du,
::Da skuffes Norrig for den Drot, du skylder
::Dit Fædreland i faldne Olufs Sted.
::Thi drag herfra! jeg dig besværger
::Ved alle Guder og ved Norrigs Held!

::Erik.

::Din Aand er Herre over min, jeg drager,
::Men drager bort med sorgbetynget Hug.
::Du byder mig at vorde Norrigs Drot
::I Olafs Sted, men Værket at fuldende,
::Som han begyndte, kristne Landet! nei,
::Det kan, det tør jeg ei, og øde
::Hans Værk! det tør jeg ikke heller.
::Hvad skal jeg gøre? raad mig, om du kan!

::Vagn.

::En mere raadløs Mand er ei paa Jorderig,
::End jeg, og jeg skal give Andre Raad!
::Dog, ei som mit, dit Hjerte sønderslides
::Af Angst og Tvivl; thi er mit Raad:
::At du skal lade høie Norner raade;
::Thi det dumdristigt er at blande
::Sig ind i stærke Guders Tvist.

::Farvel! paa Jord ei mer vi mødes,
::Men mødes vi engang, da er jeg glad,
::Thi da er Tvivlen løst og Mørket svundet.

::Erik.

::O! gid jeg var en Kvinde dennestund!
::Da turde Taarer mæle, nu da jeg
::Maa tie.

:: Vagn.

::Skam dig ei! lad Taaren rinde,
::Og blande sig med min! thi ei med Blod,
::Med Taarer kun nu Kæmperne i Nord
::Maa i Fostbroderlag sig sammensværge.
<br><br>

<big>'''Vagns Gaard i Fyen.'''</big>

Ene sad Ingeborg og kvad saa sørgelig med Graad paa Kind.

::Ingeborg stod paa høien Fjeld,
::Hun stirred saa vidt over Hav,
::Alt efter Hjalmar, den prude Svend,
::Han var hendes Hjerte saa nær.
::Men Nornerne raade vor Skebne.

::Hun syed den Brynje med Silke fin,
::Som han skulde bære i Strid,
::Ak! har kun Angantyrs det skarpe Sværd
::Ei farvet den med hans Blod!
::Men Nornerne raade vor Skebne.

::Hid seiler en Drage saa høi og prud,
::Og Hovedet luer af Guld,
::Den førte ung Hjalmar i Ledingsfærd,
::O! monne den bære ham end?
::Men Nornerne raade vor Skebne.

::Den Snekke stævned mod Landet ind.
::Og Ingeborg stævned fra Fjeld,
::Den naaede Land og hun naaede Sø,
::Ung Orvarod stod udi Stavn.
::Men Nornerne raade vor Skebne.

::O! sig det mig snarlig, du unge Svend!
::Som stander saa høit udi Stavn:
::Mon Snekken end bære min Hjalmar hid,
::Som bar ham ud sønder i Hav?
::Men Nornerne raade vor Skebne.

::Ja visselig bærer den Snekke end
::Din Hjalmar, som bar ham i Hav;
::Dog gange du maa vel omborde til ham,
::Han ganger slet ikke til dig.
::Men Nornerne raade vor Skebne.

::O! vist er han Dødsens, om ei han er død,
::Mens ikke han ganger til mig.
::Hun løfted den Dug, som var bredt over Lig,
::Hel ynkeligt var det at se.
::Men Nornerne raade vor Skebne.

::Hun løfted den Dug med de Fingre saa smaa,
::Som Dugen saa var hendes Kind,
::Og Hjertet, det maatte isønder gaa,
::Halvmere Ynk var der nu,
::Men Nornerne raade vor Skebne.

::Og Upsalakongen lod gøre en Høi,
::Der ligge de dybt under Muld.
::Den Saga fremtaltes saa vide om Land,
::De sørgede Alle, som lyded derpaa.
::Men Nornerne raade vor Skebne

::Odinkar.

::Dig trøste han, som bygger i det Høie!
::Men sig! hvi er saa harmefuldt dit Kvad
::Hvi rinder saa paa blege Kind din Taare?

::Ingeborg.

::Hvem er du?

::Odinkar.

::Vagns og Tokes Frænde.

::Ingeborg.

::Du kender da min Vagn, og veed
::At han er dragen ud i Leding,
::Og spørger dog om Grunden til min Sorg!

::Odinkar.

::Har du da glemt, at Kamp er Kæmpens Liv,
::Og veed du ei, du ægtede en Kæmpe?
::For Saadant græd ei fordum Nordens Kvinder.

::Ingeborg.

::Jeg veed det, fra min Æt jeg er vanslægtet,
::Mit bløde Hjerte for det haarde Staal
::Har altid gruet, dog jeg Kæmpen elsked,
::Men havde du ham set, min Vagn, da sidst
::Han mig forlod, du spotted ei min Vaande.
::En lønlig Sorg har gnavet ham i Hug,
::Saalænge jeg kan mindes, naar og stundum
::Han klapped mig saa kærlig under Kind,
::Var Glæden stakket, mørk han stirred
::Paa mig, ja paa sin liden Toke selv.
::Men fra den Stund, han Hærbud fik fra Jarlen,
::Han var saa glad og dog saa frygtelig,
::Og da han sidst mig trykkede i Favn,
::Og kyssed mig, og sagde mig Farvel,
::Han tyktes glad, og dog nedrandt en Taare,
::Som brændte mig igennem Ben og Kød.
::Han stod som den, der kaldet er til Valhal,
::Hvis Øie alt har fundet Odins Sal,
::Og til sin Elskte klæber sig med Størke,
::Ei for at binde sig til Jord, men for
::At drage hende med til Guders Samfund.
::Du ser mig aldrig mer, det sagde
::Mig hvert hans Blik og hvert hans Favnetag.
::Jeg ser ham aldrig mer, det siger
::Mit Hjerte mig og mine tunge Drømme.
::Jeg saae i Nat, ak! hvor jeg græd og skjalv!
::En Orm, saa fæl og stor som Midgardsormen,
::At vinde sig omkring hans Liv, han stred
::Saa kæmpelig, saa længe, men tilsidst
::Han kvaltes dog af onde Udyrs Edder.
::O! vidste jeg, han hviled alt i Høi,
::Da stilledes min Kval, da skulde
::Jeg snarlig naa ham, men endnu
::Jeg holde maa paa Aanden, som vil flygte,
::Thi kom han hid med mange dybe Saar,
::Og jeg ei var her, kunde ei ham pleie,
::Ei aande Varme i de kolde Læber,
::Og Rødme i den blege Kind,
::Jeg selv i Freias Sal fortvivled.

::O! veed du ei om Striden alt har standet,
::Om han er falden? veed du det
::Da dølg det ei! min Vaande kan ei øges.

::Odinkar.

::I Svoldersund har Kæmper prøvet Størke,
::Men ei i Striden faldt din Vagn,
::Dog bedre Tidende jeg haver ei at bære,
::End at han snart skal lægges udi Høi.

::Ind traadte Svend Buesøn og trende Andre. En Kiste bare de paa Skuldre og satte den til Jord.

::Ingeborg.

::Ei kan jeg gange, leder I mig hen
::Endnu engang at se min Vagn! og siger
::Mig om hans Afgang hvad I veed!

::Svend.

::Med draget Sværd han trængte ind paa Sigvald,
::Fordi han Norrigs Olaf havde sveget
::Og Sigvalds Mænd ham dræbte, ei af os
::Var Nogen nær, og da vi kom til Stedet,
::Var Sigvald flygtet fra vor visse Hevn,
::Men Vagn med Døden droges som en Kæmpe.
::Han bød os flytte hid sit Lig,
::Og bringe dig hans sidste Hilsen;
::Jeg røgtet har mit Ærende, det var
::Mit Livs det tungeste; nu fluks
::Jeg skynder mig et bedre at udrette:
::At rive Sigvald Hjertet ud af Liv,
::Til ringe Bod for dræbte Frænde.

:: Odinkar.

::Dit Hjerte krympes i de sidste Slag,
::Det ser jeg grant, vil du ei lettes
::I Dødens Strid ved Kors og hellig Daab?

::Ingeborg.

::Mig tyktes godt, det Lidet jeg har hørt
::Om hviden Krist, og gerne vilde
::Mit Hjerte vende sig mod ham;
::Men Vagn var ikke Kristen, jeg vil være
::Hos ham. – Min Søn, ak! han er faderløs
::Og moderløs nu bradt, du er hans Frænde,
::Vil du ham træde i Forældres Sted?

::Odinkar.

::Jeg vil.

::Ingeborg.

::Saa dør jeg rolig.

::Liden Toke knælede grædende ved Faders og Moders Lig, for ham stod Odinkar.

::Odinkar.

::Almægtige, Barmhjertigheders Fader!
::Nedsku i Naade til din Tjener her,
::Og til den Spæde, som paa Jord nedknæler!
::Tilgiv for Jesu Skyld den Slægt,
::Som voved sig mod dig at reise!
::Omhugget har du med din Kraftes Arm
::Det stærke Træ som stod igennem Sekler,
::Tilbage er kun dette svage Skud,
::O giv mig Kraft til i det at indpode
::En Kvist, som grønnes kan og bære Frugt,
::Til Velbehag for dig, og Held for Norden!

::Jeg føler det, o! du har hørt min Bøn.
::Fra Toke skal en hellig Mand nedstamme
::Og djærv for dig han løfte skal sit Sværd,
::Som Palnatoke sit for Aser løfted,
::Og Dæmningen, som Toke, fræk og blind,
::Opreiste mod din Søn og mod hans Lære,
::Skal han nedbryde, høit dit Navn forkynde.

::Saa vier jeg dig, liden Toke! her
::Med Korset, til et Tegn, at du
::Og al din Æt skal tro allene
::Paa den Korsfæstede og paa hans Ord.
::Med helligt Vand jeg over disse Døde
::Dig døber i Treenighedens Navn,
::Og Draaberne som falde paa de Døde,
::Skal stille deres Sjeles tunge Tørst,
::Som slukkedes ei her paa Jorden.
::Den Evige dem skal tilgive, thi
::De vidste ikke, hvad de gjorde.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Vagn Aagesen: Fjerde Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Vagn Aagesen: Fjerde Samtale