Linje 68:

Da Kongens Raadgivere om Morgenen kom ind i Sovekammeret, fandt de ham død, men han saa' ud, som om han endnu var i Live, hans Ansigt var ganske som ellers, hverken fortrukket eller stivnet, og hans Kinder var saa røde som et levende Menneskes; varm var han ogsaa endnu over hele Kroppen, saa det var ikke let at afgjøre, om han virkelig var død. Omsider blev han imidlertid bleg, og der var ingen Tvivl længer om, at Døden var indtraadt, og hans Lig blev da lagt paa en Baare og ført til Ringsted for at jordfæstes dér, thi denne By stod i stor Anseelse ikke blot paa Grund af sin Ælde, men ogsaa fordi hans Fader laa begravet der. Kvinderne gik Liget i Møde med udslagne Haar og sagde under Graad og Klage, at nu skulde de igjen til at bære det gamle Trældomsaag, thi nu var han død, som havde udløst Landsens Folk af Fangenskab, friet Landet for Frygt for Sørøverne og gjort dem, der boede ved Havet, lige saa trygge for Overfald af Røvere som dem, der boede inde i Landet. Bønderne forlod ogsaa deres Arbejde, saa snart de fik øje paa Ligtoget, og opfyldte Markerne med Graad og Klage, og det var dem en Glæde at vise deres Konge den sidste Ære ved at tage Ligbaaren paa deres Skuldre, medens de jamrede over, at Fædrelandet vilde gaa til Grunde nu, da Kongen var død, og at de selv kun havde Døden eller det, som var endnu bedrøveligere, i Vente. Da Absalon skulde læse Sjælemesse over ham, kunde han, medens han fremsagde de højtidelige Ord, ikke bekæmpe sin Smerte eller hindre, at hans Taarer randt ned over Alterét, ja han havde knapt saa megen Magt over Haand og Mund, at han kunde fuldføre Gudstjenesten; han blev saa sorrigfuld, at han pludselig blev overfalden af en svar og farlig Sygdom, saa at det var nær ved, at han havde opgivet Aanden samtidig med, at han sluttede Messen. Man skulde have anset det for utroligt, at en Helt som han kunde blive i den Grad betagen af Sorg, naar det ikke havde været vitterligt for alle, hvor stor Kjærlighed han bar til Valdemar. Men skjønt Skæbnen slukkede det ene af Fædrelandets Lys, sparede den dog det andet, for at Danmark ikke skulde savne en Mand, der kunde føre det an til at underlægge sig Venden og vedblive at værge det danske Folk, der under saa store Konger var naaet frem til saa stor Ære og Anseelse. Absalons Taarer, der randt ned over Alteret, medens han bad, var ikke noget ringe Vidnesbyrd om, hvor højt han elskede sin Konge, og jeg tror ogsaa, at Røgelsen, der var vædet af dem, har duftet sødt for Gud.

Da Kongens Raadgivere om Morgenen kom ind i Sovekammeret, fandt de ham død, men han saa' ud, som om han endnu var i Live, hans Ansigt var ganske som ellers, hverken fortrukket eller stivnet, og hans Kinder var saa røde som et levende Menneskes; varm var han ogsaa endnu over hele Kroppen, saa det var ikke let at afgjøre, om han virkelig var død. Omsider blev han imidlertid bleg, og der var ingen Tvivl længer om, at Døden var indtraadt, og hans Lig blev da lagt paa en Baare og ført til Ringsted for at jordfæstes dér, thi denne By stod i stor Anseelse ikke blot paa Grund af sin Ælde, men ogsaa fordi hans Fader laa begravet der. Kvinderne gik Liget i Møde med udslagne Haar og sagde under Graad og Klage, at nu skulde de igjen til at bære det gamle Trældomsaag, thi nu var han død, som havde udløst Landsens Folk af Fangenskab, friet Landet for Frygt for Sørøverne og gjort dem, der boede ved Havet, lige saa trygge for Overfald af Røvere som dem, der boede inde i Landet. Bønderne forlod ogsaa deres Arbejde, saa snart de fik øje paa Ligtoget, og opfyldte Markerne med Graad og Klage, og det var dem en Glæde at vise deres Konge den sidste Ære ved at tage Ligbaaren paa deres Skuldre, medens de jamrede over, at Fædrelandet vilde gaa til Grunde nu, da Kongen var død, og at de selv kun havde Døden eller det, som var endnu bedrøveligere, i Vente. Da Absalon skulde læse Sjælemesse over ham, kunde han, medens han fremsagde de højtidelige Ord, ikke bekæmpe sin Smerte eller hindre, at hans Taarer randt ned over Alterét, ja han havde knapt saa megen Magt over Haand og Mund, at han kunde fuldføre Gudstjenesten; han blev saa sorrigfuld, at han pludselig blev overfalden af en svar og farlig Sygdom, saa at det var nær ved, at han havde opgivet Aanden samtidig med, at han sluttede Messen. Man skulde have anset det for utroligt, at en Helt som han kunde blive i den Grad betagen af Sorg, naar det ikke havde været vitterligt for alle, hvor stor Kjærlighed han bar til Valdemar. Men skjønt Skæbnen slukkede det ene af Fædrelandets Lys, sparede den dog det andet, for at Danmark ikke skulde savne en Mand, der kunde føre det an til at underlægge sig Venden og vedblive at værge det danske Folk, der under saa store Konger var naaet frem til saa stor Ære og Anseelse. Absalons Taarer, der randt ned over Alteret, medens han bad, var ikke noget ringe Vidnesbyrd om, hvor højt han elskede sin Konge, og jeg tror ogsaa, at Røgelsen, der var vædet af dem, har duftet sødt for Gud.

−

<blockquote>Brand og Bjarre,

+

<blockquote>

+

Brand og Bjarre,

<br>Brodd, Hjarrande,

<br>Brodd, Hjarrande,

<br>Tand og Tyrfing,

<br>Tand og Tyrfing,

<br>to Haddinger,

<br>to Haddinger,

<br>Hjørvard, Hjarvard,

<br>Hjørvard, Hjarvard,

−

<br>Hrane, Angantyr.</blockquote>

+

<br>Hrane, Angantyr.

+

</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]

Valdemar den Store (2) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 26. des. 2013 kl. 08:20

JJ.Sandal: Valdemar den Store (2)