Vester-Skaftafells syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten: FINIS!

2015-07-02T13:59:11Z

FINIS!

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:55

2015-07-02T13:55:58Z

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:54

2015-07-02T13:54:20Z

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:49

2015-07-02T13:49:59Z

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:43

2015-07-02T13:43:56Z

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:41

2015-07-02T13:41:12Z

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:38

2015-07-02T13:38:56Z

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:33

2015-07-02T13:33:41Z

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:30

2015-07-02T13:30:41Z

Carsten på 2. jul. 2015 kl. 13:27

2015-07-02T13:27:22Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:59
Linje 19:		Linje 19:


−
−	~~<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>~~


Linje 240:		Linje 238:


−	Jøkelså, der forgrener sig over et bredt leje, men — som alle jøkelåer — med meget vekslende størrelse, er berygtet for sin stride strøm, da dens løb ned til kysten er så kort, omtrent 1 mil, og har ofte krævet sine ofre blandt de vejfarende. Den egenlige jøkel ligger her noget tilbage, men nærmere bygden skyder en af snavset sne bestående »jøkeltå« sig frem fra øst til vest Denne skridjøkel skal bevirke de periodiske løb, hvoraf også denne jøkelelv er bekendt. Den fremskridende gletscher opdæmmer nemlig ofte det gennem m fjældkløft fremrindende jøkelvand, så at tilsidst en hel lille sø dannes i jøklen; endelig sprænger denne det foranliggende gietecherparti, og åens vand stiger da pludselig. Den ejendommelige svovlbrinte-stank, der alt skaffede Fulelæk sit navn, har bevaret sig for Jøkelsås vedkommende, om end ikke altid lige stærk. — Når den nuværende Jøkelså angives som syssel(og tidligere færdings-) grænse, er dog dette ikke ganske nøjagtigt. Den oprindelige grænse mellem Sólheimar og Skógar faldt nemlig lidt vestligere, hvor nu kun et mindre vandløb (Eyjará) søger sig sin vej, men hvor Jøkelsås hovedarm tidligere skal have løbet. Omtrent 1690 angiver Chor. isl. som tiden, da den østre Jøkelså-forgrening, hidtil ganske ubetydelig; voksede til hovedarmen, i det en vandstyrtning her bragende brød frem af jøklen. — Uagtet Jøkelsås munding kun lidet synes at egne sig for en havn, er ved lov fra 1/7 1880 handelssted avtoriseret ved Jøkelså på Solhejmasand.	+	[[Fil:WGC.151.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Hav''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Jøkelså, der forgrener sig over et bredt leje, men — som alle jøkelåer — med meget vekslende størrelse, er berygtet for sin stride strøm, da dens løb ned til kysten er så kort, omtrent 1 mil, og har ofte krævet sine ofre blandt de vejfarende. Den egenlige jøkel ligger her noget tilbage, men nærmere bygden skyder en af snavset sne bestående »jøkeltå« sig frem fra øst til vest Denne skridjøkel skal bevirke de periodiske løb, hvoraf også denne jøkelelv er bekendt. Den fremskridende gletscher opdæmmer nemlig ofte det gennem m fjældkløft fremrindende jøkelvand, så at tilsidst en hel lille sø dannes i jøklen; endelig sprænger denne det foranliggende gietecherparti, og åens vand stiger da pludselig. Den ejendommelige svovlbrinte-stank, der alt skaffede Fulelæk sit navn, har bevaret sig for Jøkelsås vedkommende, om end ikke altid lige stærk. — Når den nuværende Jøkelså angives som syssel(og tidligere færdings-) grænse, er dog dette ikke ganske nøjagtigt. Den oprindelige grænse mellem Sólheimar og Skógar faldt nemlig lidt vestligere, hvor nu kun et mindre vandløb (Eyjará) søger sig sin vej, men hvor Jøkelsås hovedarm tidligere skal have løbet. Omtrent 1690 angiver Chor. isl. som tiden, da den østre Jøkelså-forgrening, hidtil ganske ubetydelig; voksede til hovedarmen, i det en vandstyrtning her bragende brød frem af jøklen. — Uagtet Jøkelsås munding kun lidet synes at egne sig for en havn, er ved lov fra 1/7 1880 handelssted avtoriseret ved Jøkelså på Solhejmasand.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:55
Linje 228:		Linje 228:


−	Dyrholaos er egenlig en ved opdæmning dannet vandsamling, der opstår ved, at flere oppe fra landet kommende åer ikke kan finde tilstrækkeligt afløb til søen. Fra øst strækker sig en lav sandbarre frem, mod vest hæver sig den i stranden fremløbende ''Dyrholaø'' (Dyrhólaey), Islands sydligste punkt; herimellem bugter osmundingen sig frem, men ofte tilstoppes den ved det af havet opkastede sand og må da (mindst en gang årlig) udgraves, for at det omliggende græsland ikke altfor meget skal skades. — Under formen '''Dyrhólmaóss''' nævnes osen i Krstn. Den er øjensynlig benævnt efter den mærkelige Dyrholaø, der oprindelig må have båret navnet '''Dyrhólmar'''. Dette navn forekommer i Krstn. som benævnelse på gården Dyrhólar; efter sædvane er nemlig navnet på bebyggelsesstedets karakteristiske lokalitet gået over på den hosliggende gård. Nu er gården Dyrholar (nordvest for Dyrholaø) som adskillige andre gårde her i egnen udstykket i en mængde små ejendomme. — Dyrholaø eller Portland, som de søfarende efter dens udseende nævne pynten, er et mærkeligt sted. Man ser her på den sandede kyst en langagtig-firkantet, foroven flad klippe hæve sig, hvorfra en mindre, firkantet fjældknude skyder sig frem i søen; gennem denne går på tværs (fra øst til vest) en åbning aldeles som en fæstningsport, og så stor, at selv større rofartøjer i stille vejr vilde kunne passere derigennem. Foran i havet står flere isolerede klipper (dranger), ligesom der også foran det østligere Reynisfjæld i søen hæver sig flere mærkelige klippespidser, den forreste drange aldeles som et slankt gotisk spir, de to indenfor sammenhængende forneden og ikke fuldt så slanke. Fra egnen omkring Dyrholaos drives noget fiskeri, og strækningen vest for »øen«, hvor der sædvanlig landes, kaldes ''havnen''; men rigtignok findes her så godt som ingen beskyttelse mod havet, der i al sin vælde bryder imod kysten. Få steder imponeres man af havets storhed som ved Dyrholaø. Fra hovedklippen strækker sig en lavere klippe frem mod Dyrholaos. Sidder man her på den yderste pynt, omsværmet af de frem- og tilbageflyvende fugle (her er nemlig fuglefjæld for »fíll« og lunde), har man på de tre sider den dumpt brusende og dundrende sø, hvorfra sælerne (der holde til omkring ósmundingen) idelig nysgærrig stikke hovedet op, til højre ses Dyrholaes porthvælving, til venstre Reynis-drangarne, og ellers — det uendelige hav.	+	[[Fil:AM.94.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Eyjarhólar í Mýrdal'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Dyrholaos er egenlig en ved opdæmning dannet vandsamling, der opstår ved, at flere oppe fra landet kommende åer ikke kan finde tilstrækkeligt afløb til søen. Fra øst strækker sig en lav sandbarre frem, mod vest hæver sig den i stranden fremløbende ''Dyrholaø'' (Dyrhólaey), Islands sydligste punkt; herimellem bugter osmundingen sig frem, men ofte tilstoppes den ved det af havet opkastede sand og må da (mindst en gang årlig) udgraves, for at det omliggende græsland ikke altfor meget skal skades. — Under formen '''Dyrhólmaóss''' nævnes osen i Krstn. Den er øjensynlig benævnt efter den mærkelige Dyrholaø, der oprindelig må have båret navnet '''Dyrhólmar'''. Dette navn forekommer i Krstn. som benævnelse på gården Dyrhólar; efter sædvane er nemlig navnet på bebyggelsesstedets karakteristiske lokalitet gået over på den hosliggende gård. Nu er gården Dyrholar (nordvest for Dyrholaø) som adskillige andre gårde her i egnen udstykket i en mængde små ejendomme. — Dyrholaø eller Portland, som de søfarende efter dens udseende nævne pynten, er et mærkeligt sted. Man ser her på den sandede kyst en langagtig-firkantet, foroven flad klippe hæve sig, hvorfra en mindre, firkantet fjældknude skyder sig frem i søen; gennem denne går på tværs (fra øst til vest) en åbning aldeles som en fæstningsport, og så stor, at selv større rofartøjer i stille vejr vilde kunne passere derigennem. Foran i havet står flere isolerede klipper (dranger), ligesom der også foran det østligere Reynisfjæld i søen hæver sig flere mærkelige klippespidser, den forreste drange aldeles som et slankt gotisk spir, de to indenfor sammenhængende forneden og ikke fuldt så slanke. Fra egnen omkring Dyrholaos drives noget fiskeri, og strækningen vest for »øen«, hvor der sædvanlig landes, kaldes ''havnen''; men rigtignok findes her så godt som ingen beskyttelse mod havet, der i al sin vælde bryder imod kysten. Få steder imponeres man af havets storhed som ved Dyrholaø. Fra hovedklippen strækker sig en lavere klippe frem mod Dyrholaos. Sidder man her på den yderste pynt, omsværmet af de frem- og tilbageflyvende fugle (her er nemlig fuglefjæld for »fíll« og lunde), har man på de tre sider den dumpt brusende og dundrende sø, hvorfra sælerne (der holde til omkring ósmundingen) idelig nysgærrig stikke hovedet op, til højre ses Dyrholaes porthvælving, til venstre Reynis-drangarne, og ellers — det uendelige hav.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:54
Linje 204:		Linje 204:


−	Det næste løb, år 1721, synes at have overgået alle andre ved den næsten utrolige jøkelfremstyrtning, der da fandt sted. Foruden de sædvanlige vandstyrtninger gled en så uhyre jøkelmasse ned fra hovedjøklen, at ikke alene hele strækningen mellem Havrsø, Høvdabrekka og Hjørlejvshøvde bedækkedes deraf, men den sammenhængende ismasse gled frem i havet, så langt, at man selv fra de højeste fjælde ikke så åbent vande. Da ismassen endelig begyndte at sønderbrydes, førtes de store ismasser langs hele landets sydkyst, og dog stod endnu et så stort jøkelparti på grund nærmest land, at ismassens yderste del antages at have været tre mil fra kysten og at have stået på grund på 100 favnes dyb. Den uhyre ismasse, der lignes med en strækning af mørke lavaklipper, havde en tilsvarende højde, så at næsten alle de græsklædte skråninger i Høvdabrekkefjældet bortreves. Endog en hel græsklædt ås tog den fremskridende gletscher med sig, så at kun den nøgne klippegrund var tilbage. Foruden adskillige andre ved vandstyrtningen og gletschermassens fremskriden bevirkede forstyrrelser kan fremhæves, at en stor »drang« (spids klippe) i nærheden af Hjørlejvshøvde borttoges. I dette løb ødelagdes gården Hjørlejvshøvde, der allerede 1660 havde lidt adskilligt, men dog hidtil havde bevaret sin gamle plads vest for høvden. Nu flyttedes den derimod, da ejendommen omtrent 30 år senere på ny bebyggedes, op i selve høvden, i dennes sydvestlige del. — Allerede 1755 kom igen et udbrud, ledsaget af vandstyrtninger, der søgte sig vej på bægge sider af Hjørlejvshøvde; dog gjorde ved denne lejlighed det store sand- og askefald, der førtes ud over nabobygderne mod øst, den væsenlige skade.	+	[[Fil:AM.95.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Dyrhólaey'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Det næste løb, år 1721, synes at have overgået alle andre ved den næsten utrolige jøkelfremstyrtning, der da fandt sted. Foruden de sædvanlige vandstyrtninger gled en så uhyre jøkelmasse ned fra hovedjøklen, at ikke alene hele strækningen mellem Havrsø, Høvdabrekka og Hjørlejvshøvde bedækkedes deraf, men den sammenhængende ismasse gled frem i havet, så langt, at man selv fra de højeste fjælde ikke så åbent vande. Da ismassen endelig begyndte at sønderbrydes, førtes de store ismasser langs hele landets sydkyst, og dog stod endnu et så stort jøkelparti på grund nærmest land, at ismassens yderste del antages at have været tre mil fra kysten og at have stået på grund på 100 favnes dyb. Den uhyre ismasse, der lignes med en strækning af mørke lavaklipper, havde en tilsvarende højde, så at næsten alle de græsklædte skråninger i Høvdabrekkefjældet bortreves. Endog en hel græsklædt ås tog den fremskridende gletscher med sig, så at kun den nøgne klippegrund var tilbage. Foruden adskillige andre ved vandstyrtningen og gletschermassens fremskriden bevirkede forstyrrelser kan fremhæves, at en stor »drang« (spids klippe) i nærheden af Hjørlejvshøvde borttoges. I dette løb ødelagdes gården Hjørlejvshøvde, der allerede 1660 havde lidt adskilligt, men dog hidtil havde bevaret sin gamle plads vest for høvden. Nu flyttedes den derimod, da ejendommen omtrent 30 år senere på ny bebyggedes, op i selve høvden, i dennes sydvestlige del. — Allerede 1755 kom igen et udbrud, ledsaget af vandstyrtninger, der søgte sig vej på bægge sider af Hjørlejvshøvde; dog gjorde ved denne lejlighed det store sand- og askefald, der førtes ud over nabobygderne mod øst, den væsenlige skade.


Linje 216:		Linje 216:


−	Endnu højere end Hjørlejvshøvde ligger ''Høvdabrekka'', så at sige oven på fjældet. Lidt nordøstligere, under den største højde (Háfell), findes en fjældafsats ''Kaplagarð(a)r''; vest for gården, under opstigningen fra den af Kerlingardalsåen gennemløbne dal, kommer man forbi en lignende græsklædt fjældskråning ''Búðir''; bægge antages at svare til nogle i Ldn. omtalte lokaliteter. Denne kilde fortæller nemlig, at da indbyggerne fra Molda-Gnups landnam (Alvtaver) måtte flygte på grund af et vulkanudbrud (Katlas første), flygtede de vest på til Høvdabrekke og opslog sig tælte (tjaldbúðir) på en plet, som derefter benævntes ''Tjaldavöllr''. Da Sigmund kleykirs sön Vemund ikke vilde tillade dem at opholde sig her, flyttede de »í Hrossagarð« (måske egenlig intet stedsnavn, men kun: over i hesteindhegningen) og byggede sig der en skåle; her forblev de vinteren over, men ikke uden strid og drab mellem dem og Vemund. »Hrossagarðr«, tror man, svarer til »Kaplagarðr« (''kapall'' betyder en hoppe); »Buðir« menes at være det i Ldn. »Tjaldavöllr« benævnte sted<ref>Arne Magnnssön (i Chor. isl.) sætter navnet Búðir i forbindelse med den her formodede fordums fjord. Jon Stengrimssön antager det derimod for Ldn.’s »Tjaldavold« og taler om, at man der ser bodpladserne og tomtfordybninger. Han beretter ligeledes en tradition angående en forstrandsrettighed ved Alvtaver »Kerlingardalsfjara« , at den oprindelig skal have heddet Dynskógafjara, men ved Katlas første udbrud være afstået til beboerne af Kerlingardal som erstatning for en de flygtende ydet hjælp. Forskellige andre traditioner — men ubestemte og uklare — haves om landafståelser fra Kerlingardal til Høvdabrekka i anledning af vulkanudbrud.</ref>.	+	[[Fil:WGC.153.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Dyrhólaey''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Endnu højere end Hjørlejvshøvde ligger ''Høvdabrekka'', så at sige oven på fjældet. Lidt nordøstligere, under den største højde (Háfell), findes en fjældafsats ''Kaplagarð(a)r''; vest for gården, under opstigningen fra den af Kerlingardalsåen gennemløbne dal, kommer man forbi en lignende græsklædt fjældskråning ''Búðir''; bægge antages at svare til nogle i Ldn. omtalte lokaliteter. Denne kilde fortæller nemlig, at da indbyggerne fra Molda-Gnups landnam (Alvtaver) måtte flygte på grund af et vulkanudbrud (Katlas første), flygtede de vest på til Høvdabrekke og opslog sig tælte (tjaldbúðir) på en plet, som derefter benævntes ''Tjaldavöllr''. Da Sigmund kleykirs sön Vemund ikke vilde tillade dem at opholde sig her, flyttede de »í Hrossagarð« (måske egenlig intet stedsnavn, men kun: over i hesteindhegningen) og byggede sig der en skåle; her forblev de vinteren over, men ikke uden strid og drab mellem dem og Vemund. »Hrossagarðr«, tror man, svarer til »Kaplagarðr« (''kapall'' betyder en hoppe); »Buðir« menes at være det i Ldn. »Tjaldavöllr« benævnte sted<ref>Arne Magnnssön (i Chor. isl.) sætter navnet Búðir i forbindelse med den her formodede fordums fjord. Jon Stengrimssön antager det derimod for Ldn.’s »Tjaldavold« og taler om, at man der ser bodpladserne og tomtfordybninger. Han beretter ligeledes en tradition angående en forstrandsrettighed ved Alvtaver »Kerlingardalsfjara« , at den oprindelig skal have heddet Dynskógafjara, men ved Katlas første udbrud være afstået til beboerne af Kerlingardal som erstatning for en de flygtende ydet hjælp. Forskellige andre traditioner — men ubestemte og uklare — haves om landafståelser fra Kerlingardal til Høvdabrekka i anledning af vulkanudbrud.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:49
Linje 186:		Linje 186:


−	''Lagø'', hvortil Ravn flygtede, siges at have ligget vest for Eyjarå i dens nedre løb, burde altså egenlig først omtales i forbindelse med den følgende bygd. Imidlertid skal Lagø kun have udgjort en del af en lille bygd ''Lagøhverve'' (Lágeyjarhverfi), der menes at have strakt sig på bægge sider af åen og vel altså nærmest har været at regne til Alvtaver. Denne bygd skal være bleven ødelagt ved et løb, der af Jon Stengrimssön gøres til Katlas sjette, men rettere må opfattes som denne jøkelvulkans andet kendte siden landets bebyggelse, og som af ham henføres til år 1311. Det kaldes Sturlahlaup, fortæller Jon Stengrimssön, efter en mand Sturle, som vidunderlig reddedes fra den almindelige undergang, der var en følge af løbets voldsomhed, hvorom flere sagn sammesteds berettes (præstedatteren, der overraskedes af døden, medens hun var ved at rede sig; en pige, der med gårdens hund begravedes i et forrådshus, hvor bægge flere måneder efter fandtes levende). Som ødelagte ved dette løb nævnes præstegården Dýralækir, Lágey og to andre gårde, med angivelse af deres beliggenhed, og løbet antages ved ødelæggelsen af Lagøhverve at have tilintetgjort al bebyggelse på Myrdalssanden. Dog er der også her den vanskelighed, at Lagø (Lágey) endnu nævnes i Tykkebæ-klostermåldagen fra 1340. Også i mange af de følgende Katla-løb hærgedes Alvtavers-egnene stærkt, men da tillige stadig Myrdalen ramtes af disse ødelæggelser, opsættes den nærmere omtale af disse rettest, til en beskrivelse af de nærmest liggende dele af Myrdalsbygden er given.	+	[[Fil:WGC.152.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hjörleifshöfði''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]''Lagø'', hvortil Ravn flygtede, siges at have ligget vest for Eyjarå i dens nedre løb, burde altså egenlig først omtales i forbindelse med den følgende bygd. Imidlertid skal Lagø kun have udgjort en del af en lille bygd ''Lagøhverve'' (Lágeyjarhverfi), der menes at have strakt sig på bægge sider af åen og vel altså nærmest har været at regne til Alvtaver. Denne bygd skal være bleven ødelagt ved et løb, der af Jon Stengrimssön gøres til Katlas sjette, men rettere må opfattes som denne jøkelvulkans andet kendte siden landets bebyggelse, og som af ham henføres til år 1311. Det kaldes Sturlahlaup, fortæller Jon Stengrimssön, efter en mand Sturle, som vidunderlig reddedes fra den almindelige undergang, der var en følge af løbets voldsomhed, hvorom flere sagn sammesteds berettes (præstedatteren, der overraskedes af døden, medens hun var ved at rede sig; en pige, der med gårdens hund begravedes i et forrådshus, hvor bægge flere måneder efter fandtes levende). Som ødelagte ved dette løb nævnes præstegården Dýralækir, Lágey og to andre gårde, med angivelse af deres beliggenhed, og løbet antages ved ødelæggelsen af Lagøhverve at have tilintetgjort al bebyggelse på Myrdalssanden. Dog er der også her den vanskelighed, at Lagø (Lágey) endnu nævnes i Tykkebæ-klostermåldagen fra 1340. Også i mange af de følgende Katla-løb hærgedes Alvtavers-egnene stærkt, men da tillige stadig Myrdalen ramtes af disse ødelæggelser, opsættes den nærmere omtale af disse rettest, til en beskrivelse af de nærmest liggende dele af Myrdalsbygden er given.


Linje 195:		Linje 195:


−	I historisk henseende frembyder denne egn en særlig interesse som skuepladsen for Hjørlejvs død, så vel som for hans forskellige hændelser i den korte tid, denne Ingolvs kække fostbroder nåede at leve som islandsk landnamsmand; men Ldn.’s angivelser om forholdene her i ældre tid er langt fra klare. Først (s. 34) berettes om, hvorledes Hjørlejv landede ved Hjørlejvshøvde, hvor der den gang var en fjord, hvis bund vendte ind mod høvden. Senere hen (s. 272) fortælles, hvorledes, af frygt for landvætterne, ingen havde turdet tage land øst for ''Grimså'' (Grímsá) siden Hjørlejvs drab, fø Ölve tog dette land i besiddelse og opslog sin bolig i ''Høvde'' (Höfði); dette Høvde er tydelig nok Hjørlejvshøvde, og Grimså svarer rimeligvis til den nuværende Mulakvisl. Mellem Grimså og Kerlingarå var et andet landnam, der tilhørte Sigmund kleykir. Om dette virkelig har været et selvstændigt landnam, må dog synes tvivlsomt, da vi andensteds fra i Ldn. (s. 288) erfare, at Sigmund først flyttede hertil efter at være bleven gift med en søster til Ölves fader, landnamsmanden Eysten Torstenssön, til hvis besiddelser denne strækning, som det vil ses af det følgende, formodenlig fra først af har hørt. Denne Eysten led skibbrud på sin landnamsfart til Island, men slap dog selv derfra med livet og bosatte sig så i Fagredal<ref>Se herom og for det følgendes vedkommende Ldn. s. 272-73.</ref>. Uagtet Fagredal ligger vest for Kerlingardalså, kan han dog ikke have ejet meget land ''vest'' for åen, da et andet landnam strakte sig fra Kerlingardalså mod vest. Snarere har han derimod ejet land øst efter. Her kom landet mellem Kerlingardalså og Grimså først ved eller efter landnamstidens slutning i Sigmunds besiddelse, der som født på Island kun uegenlig kan kaldes landnamsmand og sikkert netop på grund af sit giftermål med Eystens søster har fået sig dette afstået af svogeren. I anledning af Eystens skibbrud fortæller Ldn., at en kerling drev i land i ''Kerlingarfjord'' (-fjörðr), — »hvor nu Høvdåsand (Höfðársandr) er«. Denne alt på Ldn.'s tid forsvundne fjord er øjensynlig den samme som den, Hjørlejv ved sin landing traf på. Men hvor den har ligget, er vanskeligere at afgøre, da Ldn.'s fremstilling i det ene tilfælde tilsyneladende henlægger fjorden til Hjørlejvshøvde, i det andet nærmest til strøget om Kerlingarå (ɔ: Kerlingardalså). — At der nogensinde har været en fjord ud for Hjørlejvshøvde, er næsten utænkeligt. Først ved Katlas forskellige udbrud i den historiske tid er havet blevet trængt så langt tilbage, at en flad kyststrimmel neden for høvden har dannet sig; og selv om man vilde gå ud fra tilværelsen af en lignende, nogle tusend fod bred sandstrækning på bebyggelsestiden, vilde en sådan kun dårlig give plads for en fjord, hvis fod vendte mod høvden (se Ldn. s. 34—35). Fjorden måtte da i så fald tænkes som et lón, åbent mod sydvest, med den fra havet afgrænsende sandtange udgående fra Hjørlejvshøvde; men sådanne lón, hvoraf adskillige findes i Øster-Skaftafells syssel, er grunde vandsamlinger, uden betydning for skibsfarten og har i det hele kun lidet til fælles med en fjord. — Snarere kunde man forestille sig en lille op mod Høvdabrekke gående fjord, — ligesom da også traditionen vil , at den nedre del af den trange af Kerlingardalså gennemløbne dal i ældre tid har været fjord. (Dalen har egenlig intet navn; »Kerlingardalr« er indskrænket til en lille sidedal eller »hvamm« mod nordøst, hvori en gård af samme navn ligger.) Antagelserne i Ldn. kunde tænkes grundede på en misforståelse opkommen ved forblanding af benævnelsen »høvde«, der jo både ligger i stedsnavnet Hjørlejvshøvde, ligesom også ''Høvdabrekka'' skylder en »høvde« sit navn. Høvden, som den af Hjørlejv opdagede fjords bund vendte ind imod, er da kun ved en misforståelse i Ldn. gjort til ''Hjørlejvshøvde'' (fortællingen er i det hele ikke her nøjagtig; således kan man ikke, tvært imod hvad Ldn. beretter, fra Hjørlejvshøvde se Vestmanøerne, Reynisfjall skygger for). Høvdåsand, der i følge Ldn. senere begravede jorden, må være fremkaldt ved en jøkelstyrtning fra Katla, der i øvrigt intetsteds omtales; og ved samme lejlighed er da formodenlig den kun fra sammensætningen »Höfðársandr« kendte Høvdå opstået, måske som en langs Høvdabrekkefjældets østside, omtrent i Mulakvisls nuværende leje løbende jøkelåforgrening. — Når Ldn. med hensyn til Sigmund kleykirs landnam angiver, at det strakte sig fra Grimså til Kerlingardalså, »der da faldt vest for Høvde« (hvormed efter sammenhængen menes Hjørlejvshøvde), har man i den tilføjede oplysning vistnok også med et ved forblanding af de to »høvder« opstået unøjagtigt udtryk at gøre. Kerlingardalså kan aldrig have løbet andre steder end vest for Høvdabrekkefjældet.	+	[[Fil:AM.96.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Reynisfjall og Reynisdrangur set fra Vík'''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]I historisk henseende frembyder denne egn en særlig interesse som skuepladsen for Hjørlejvs død, så vel som for hans forskellige hændelser i den korte tid, denne Ingolvs kække fostbroder nåede at leve som islandsk landnamsmand; men Ldn.’s angivelser om forholdene her i ældre tid er langt fra klare. Først (s. 34) berettes om, hvorledes Hjørlejv landede ved Hjørlejvshøvde, hvor der den gang var en fjord, hvis bund vendte ind mod høvden. Senere hen (s. 272) fortælles, hvorledes, af frygt for landvætterne, ingen havde turdet tage land øst for ''Grimså'' (Grímsá) siden Hjørlejvs drab, fø Ölve tog dette land i besiddelse og opslog sin bolig i ''Høvde'' (Höfði); dette Høvde er tydelig nok Hjørlejvshøvde, og Grimså svarer rimeligvis til den nuværende Mulakvisl. Mellem Grimså og Kerlingarå var et andet landnam, der tilhørte Sigmund kleykir. Om dette virkelig har været et selvstændigt landnam, må dog synes tvivlsomt, da vi andensteds fra i Ldn. (s. 288) erfare, at Sigmund først flyttede hertil efter at være bleven gift med en søster til Ölves fader, landnamsmanden Eysten Torstenssön, til hvis besiddelser denne strækning, som det vil ses af det følgende, formodenlig fra først af har hørt. Denne Eysten led skibbrud på sin landnamsfart til Island, men slap dog selv derfra med livet og bosatte sig så i Fagredal<ref>Se herom og for det følgendes vedkommende Ldn. s. 272-73.</ref>. Uagtet Fagredal ligger vest for Kerlingardalså, kan han dog ikke have ejet meget land ''vest'' for åen, da et andet landnam strakte sig fra Kerlingardalså mod vest. Snarere har han derimod ejet land øst efter. Her kom landet mellem Kerlingardalså og Grimså først ved eller efter landnamstidens slutning i Sigmunds besiddelse, der som født på Island kun uegenlig kan kaldes landnamsmand og sikkert netop på grund af sit giftermål med Eystens søster har fået sig dette afstået af svogeren. I anledning af Eystens skibbrud fortæller Ldn., at en kerling drev i land i ''Kerlingarfjord'' (-fjörðr), — »hvor nu Høvdåsand (Höfðársandr) er«. Denne alt på Ldn.'s tid forsvundne fjord er øjensynlig den samme som den, Hjørlejv ved sin landing traf på. Men hvor den har ligget, er vanskeligere at afgøre, da Ldn.'s fremstilling i det ene tilfælde tilsyneladende henlægger fjorden til Hjørlejvshøvde, i det andet nærmest til strøget om Kerlingarå (ɔ: Kerlingardalså). — At der nogensinde har været en fjord ud for Hjørlejvshøvde, er næsten utænkeligt. Først ved Katlas forskellige udbrud i den historiske tid er havet blevet trængt så langt tilbage, at en flad kyststrimmel neden for høvden har dannet sig; og selv om man vilde gå ud fra tilværelsen af en lignende, nogle tusend fod bred sandstrækning på bebyggelsestiden, vilde en sådan kun dårlig give plads for en fjord, hvis fod vendte mod høvden (se Ldn. s. 34—35). Fjorden måtte da i så fald tænkes som et lón, åbent mod sydvest, med den fra havet afgrænsende sandtange udgående fra Hjørlejvshøvde; men sådanne lón, hvoraf adskillige findes i Øster-Skaftafells syssel, er grunde vandsamlinger, uden betydning for skibsfarten og har i det hele kun lidet til fælles med en fjord. — Snarere kunde man forestille sig en lille op mod Høvdabrekke gående fjord, — ligesom da også traditionen vil , at den nedre del af den trange af Kerlingardalså gennemløbne dal i ældre tid har været fjord. (Dalen har egenlig intet navn; »Kerlingardalr« er indskrænket til en lille sidedal eller »hvamm« mod nordøst, hvori en gård af samme navn ligger.) Antagelserne i Ldn. kunde tænkes grundede på en misforståelse opkommen ved forblanding af benævnelsen »høvde«, der jo både ligger i stedsnavnet Hjørlejvshøvde, ligesom også ''Høvdabrekka'' skylder en »høvde« sit navn. Høvden, som den af Hjørlejv opdagede fjords bund vendte ind imod, er da kun ved en misforståelse i Ldn. gjort til ''Hjørlejvshøvde'' (fortællingen er i det hele ikke her nøjagtig; således kan man ikke, tvært imod hvad Ldn. beretter, fra Hjørlejvshøvde se Vestmanøerne, Reynisfjall skygger for). Høvdåsand, der i følge Ldn. senere begravede jorden, må være fremkaldt ved en jøkelstyrtning fra Katla, der i øvrigt intetsteds omtales; og ved samme lejlighed er da formodenlig den kun fra sammensætningen »Höfðársandr« kendte Høvdå opstået, måske som en langs Høvdabrekkefjældets østside, omtrent i Mulakvisls nuværende leje løbende jøkelåforgrening. — Når Ldn. med hensyn til Sigmund kleykirs landnam angiver, at det strakte sig fra Grimså til Kerlingardalså, »der da faldt vest for Høvde« (hvormed efter sammenhængen menes Hjørlejvshøvde), har man i den tilføjede oplysning vistnok også med et ved forblanding af de to »høvder« opstået unøjagtigt udtryk at gøre. Kerlingardalså kan aldrig have løbet andre steder end vest for Høvdabrekkefjældet.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:43
Linje 174:		Linje 174:


−	I Alvtaver er jordbunden fugtig og moradsig; dog træffes her også ældre lavastrækninger, og desuden trænger fra alle sider sandet frem, mere og mere indskrænkende vegetationen. Det er dog ikke så meget flyvesandet, der her har anrettet ødelæggelser, som de uhyre sand- og grusmasser, der følge med vandstyrtningerne (»løbene«) fra jøkelvulkanen ''Katla''. Denne kraterkløft — hvis ødelæggelser, som tidligere anført, også har strakt sig til Skaftåtungen — er beliggende i det sammenhængende jøkelparti, der i en længde af omtrent 10 mil og halv så stor bredde dækker højlandet mellem Vester-Skaftafells og Rangåvolde syssel. Af Svend Povlssön kaldes det i sin helhed Eyjafjalla-jøkel, et navn, der ellers er indskrænket til jøklens vestre del, medens derimod den østlige benævnes ''Myrdalsjøkel'' (Mýdalsjökull) efter den syd for liggende bygd, den vestligste i Staftafells syslerne. Her, i den østlige del af Myrdalsjøklen, som i det hele er temlig lav, findes det nævnte krater, der viser sig som en fra nordvest til sydøst gående rævne, i hvis fortsættelse en sænkning i jøklen ses, så at alle ved vulkanen foranledigede vandstyrtninger tage en sydøstlig retning ned mod Alvtaver eller de nærmest vest for liggende strækninger. Få vulkaner have været virksommere end denne; navnlig havde den i det 17de og 18de årh. voldsomme udbrud, der for en tid gjorde den til den berømteste islandske vulkan efter Hekla. Den har gang efter anden udkastet uhyre sandmasser og samtidig bevirket jøkelsmeltninger, så at umådelige vand- og ismasser fra jøklen styrtede ned over de underliggende egne for sluttelig at udgyde sig i havet — hvad der ganske naturlig måtte skaffe selve udbruddene benævnelsen »løb«. Derimod haves ingen bestemt angivelse om lavastrømme fra Katla (ved navn nævnes overhovedet vulkanen først fra slutningen af 16de årh.); men Ldn. omtaler en Alvtaver hærgende »jordild« ved slutningen af det 9de årh., der næppe kan være kommen anden steds fra end fra Katla. Sv. Povlssön mener at kunne påvise lavastrømmen i et nu af sand næsten helt bedækket hraun, der strækker sig øst på til hen mod Skaftåtungen og mod syd til Alvtaversgårdene, ja endog helt ned til kysten; dog vil han ikke benægte, at dette til dels kan skyldes ældre udbrud, før landets bebyggelse.	+	[[Fil:AM.97.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Víkurklettur í Mýrdal '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]I Alvtaver er jordbunden fugtig og moradsig; dog træffes her også ældre lavastrækninger, og desuden trænger fra alle sider sandet frem, mere og mere indskrænkende vegetationen. Det er dog ikke så meget flyvesandet, der her har anrettet ødelæggelser, som de uhyre sand- og grusmasser, der følge med vandstyrtningerne (»løbene«) fra jøkelvulkanen ''Katla''. Denne kraterkløft — hvis ødelæggelser, som tidligere anført, også har strakt sig til Skaftåtungen — er beliggende i det sammenhængende jøkelparti, der i en længde af omtrent 10 mil og halv så stor bredde dækker højlandet mellem Vester-Skaftafells og Rangåvolde syssel. Af Svend Povlssön kaldes det i sin helhed Eyjafjalla-jøkel, et navn, der ellers er indskrænket til jøklens vestre del, medens derimod den østlige benævnes ''Myrdalsjøkel'' (Mýdalsjökull) efter den syd for liggende bygd, den vestligste i Staftafells syslerne. Her, i den østlige del af Myrdalsjøklen, som i det hele er temlig lav, findes det nævnte krater, der viser sig som en fra nordvest til sydøst gående rævne, i hvis fortsættelse en sænkning i jøklen ses, så at alle ved vulkanen foranledigede vandstyrtninger tage en sydøstlig retning ned mod Alvtaver eller de nærmest vest for liggende strækninger. Få vulkaner have været virksommere end denne; navnlig havde den i det 17de og 18de årh. voldsomme udbrud, der for en tid gjorde den til den berømteste islandske vulkan efter Hekla. Den har gang efter anden udkastet uhyre sandmasser og samtidig bevirket jøkelsmeltninger, så at umådelige vand- og ismasser fra jøklen styrtede ned over de underliggende egne for sluttelig at udgyde sig i havet — hvad der ganske naturlig måtte skaffe selve udbruddene benævnelsen »løb«. Derimod haves ingen bestemt angivelse om lavastrømme fra Katla (ved navn nævnes overhovedet vulkanen først fra slutningen af 16de årh.); men Ldn. omtaler en Alvtaver hærgende »jordild« ved slutningen af det 9de årh., der næppe kan være kommen anden steds fra end fra Katla. Sv. Povlssön mener at kunne påvise lavastrømmen i et nu af sand næsten helt bedækket hraun, der strækker sig øst på til hen mod Skaftåtungen og mod syd til Alvtaversgårdene, ja endog helt ned til kysten; dog vil han ikke benægte, at dette til dels kan skyldes ældre udbrud, før landets bebyggelse.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:41
Linje 153:		Linje 153:


−	Lavastrømmene fra år 1783 omsmeltede den ældre lava, ødelagde vegetationen og tilintetgjorde flere af bygdens gårde, deriblandt den daværende præstegård Hólmasel, der lå omtrent midt i Medalland. Før udbruddet var »Steinsmýrarfljót«, der i sydøstlig retning strømmede til havet, bygdens største elv. Det var dog kun i sit nedre løb, den bar dette navn. Sin kilde havde den temlig højt oppe i bygden under hraunet ved gården Botnar, hvorefter den benævntes Botnafljót. Kort efter sit udspring modtog den et stort tilløb fra Skaftå, benævnt ''Melkvísl'', løb derpå i sydøstlig retning under navnet Hólmafljót, for først efter en følgende gård at modtage sit endelige navn. Da den største del af 1783-lavaen søgte sin vej til Medalland gennem Melkvisl, udtørredes denne aldeles; ligeledes begravedes det nævnte »fljót« i sit øvre løb, og Stejnsmyrarfljot svandt ind til en ubetydelig å, hvorimod efter udbruddet en elv Eldvatn opstod af de mange kilder, der sprang frem fra hraunets sydkant. Ligesom Melkvisl, uagtet en arm af Skaftå, ikke førte navn efter denne, bar den vestlige forgrening, der i sydsydvestlig retning søgte sig vej til Kudafljot mellem Lejdvold og nabogården mod syd, jo sit eget navn ''Landå'' (Landá), — så vidt man kan se dannende grænsen mellem Skaftåtunge og Medalland. Også dette rindende vand forsvandt, som før bemærket, i det lavaen trængte frem gennem åens leje til helt ned mod Lejdvold og senere, mere mod vest, væltede sig frem til Kudafljot.	+	[[Fil:AM.98.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Lavaformationer nær Arnardrangur, Landbrot '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Lavastrømmene fra år 1783 omsmeltede den ældre lava, ødelagde vegetationen og tilintetgjorde flere af bygdens gårde, deriblandt den daværende præstegård Hólmasel, der lå omtrent midt i Medalland. Før udbruddet var »Steinsmýrarfljót«, der i sydøstlig retning strømmede til havet, bygdens største elv. Det var dog kun i sit nedre løb, den bar dette navn. Sin kilde havde den temlig højt oppe i bygden under hraunet ved gården Botnar, hvorefter den benævntes Botnafljót. Kort efter sit udspring modtog den et stort tilløb fra Skaftå, benævnt ''Melkvísl'', løb derpå i sydøstlig retning under navnet Hólmafljót, for først efter en følgende gård at modtage sit endelige navn. Da den største del af 1783-lavaen søgte sin vej til Medalland gennem Melkvisl, udtørredes denne aldeles; ligeledes begravedes det nævnte »fljót« i sit øvre løb, og Stejnsmyrarfljot svandt ind til en ubetydelig å, hvorimod efter udbruddet en elv Eldvatn opstod af de mange kilder, der sprang frem fra hraunets sydkant. Ligesom Melkvisl, uagtet en arm af Skaftå, ikke førte navn efter denne, bar den vestlige forgrening, der i sydsydvestlig retning søgte sig vej til Kudafljot mellem Lejdvold og nabogården mod syd, jo sit eget navn ''Landå'' (Landá), — så vidt man kan se dannende grænsen mellem Skaftåtunge og Medalland. Også dette rindende vand forsvandt, som før bemærket, i det lavaen trængte frem gennem åens leje til helt ned mod Lejdvold og senere, mere mod vest, væltede sig frem til Kudafljot.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:38
Linje 135:		Linje 135:


−	Gårdene i ''Skaftåtunge-bygden'' står ligesom Sidebygdens i eller under frodige hedeskråninger, om end ikke i så regelmæssig en linje som under Side-fjældet, hvorimod den oven for liggende hede er ubebygget; dog fortæller man også her, at heden tidligere har indesluttet en særegen bygd. Mod øst begrænses, som oftere nævnt, bygden af Eldvatn (Skaftå) og den store, mod sydvest gående Eldvatnsforgrening. Langs Eldvatnet i dets nedre løb og Eldvatnsforgreningen står en række gårde, der alle led betydelig ved vulkanudbruddet 1783, da den gennem Skaftåens leje nedflydende lava berøvede dem en stor del af deres land, lagde enkelte gårde øde og gjorde flere for en tid ubeboelige. Mod vest begrænses Skaftåtungen af den anselige, fra Mælefellssand kommende ''Holmså'' (Hólmsá, ofte: Hólsá); dog regnes vel sædvanligere den lidt sydvestligere, mindre Lérå (Leirá) for bygdens grænseskel på denne kant. Midt ned gennem Tungen flyder ''Tungefljot'' (Túngufljót). Mellem disse tre elve — Eldvatn, Holmså, Tungefljot — i deres nedre løb står resten af bygdens gårde på én nær. ''Lejdvold'' (Leiðvöllr), der tilsyneladende ligger helt uden for bygden. Endnu hører nemlig til Skaftåtunge en af lavastrømme fra 1783 opfyldt trekant syd for Eldvatnsforgreningen, og syd for dette hraun, på grænsen af Medalland og nær Kudafljots østlige bred, findes den nævnte gård, Skaftåtungens sydligste.	+	[[Fil:AM.99.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>''' Fårefold ved Arnardrangur, Landbrot '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Gårdene i ''Skaftåtunge-bygden'' står ligesom Sidebygdens i eller under frodige hedeskråninger, om end ikke i så regelmæssig en linje som under Side-fjældet, hvorimod den oven for liggende hede er ubebygget; dog fortæller man også her, at heden tidligere har indesluttet en særegen bygd. Mod øst begrænses, som oftere nævnt, bygden af Eldvatn (Skaftå) og den store, mod sydvest gående Eldvatnsforgrening. Langs Eldvatnet i dets nedre løb og Eldvatnsforgreningen står en række gårde, der alle led betydelig ved vulkanudbruddet 1783, da den gennem Skaftåens leje nedflydende lava berøvede dem en stor del af deres land, lagde enkelte gårde øde og gjorde flere for en tid ubeboelige. Mod vest begrænses Skaftåtungen af den anselige, fra Mælefellssand kommende ''Holmså'' (Hólmsá, ofte: Hólsá); dog regnes vel sædvanligere den lidt sydvestligere, mindre Lérå (Leirá) for bygdens grænseskel på denne kant. Midt ned gennem Tungen flyder ''Tungefljot'' (Túngufljót). Mellem disse tre elve — Eldvatn, Holmså, Tungefljot — i deres nedre løb står resten af bygdens gårde på én nær. ''Lejdvold'' (Leiðvöllr), der tilsyneladende ligger helt uden for bygden. Endnu hører nemlig til Skaftåtunge en af lavastrømme fra 1783 opfyldt trekant syd for Eldvatnsforgreningen, og syd for dette hraun, på grænsen af Medalland og nær Kudafljots østlige bred, findes den nævnte gård, Skaftåtungens sydligste.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:33
Linje 120:		Linje 120:


−	Efter denne fremstilling må det betvivles, at den langs Sidebygden løbende gren af Skaftå har været til på landnams-tiden; muligvis er den netop på denne tid opstået, men har da, som nævnt, ikke straks båret Skaftå-navnet (se s. 318, sml. s. 310—11. Den nuværende »Skaftåos« synes derimod at have været Gejrlandsåens udløb. — Første gang, ''Skaftåos'' (Skaptáróss) nævnes, er i den opdigtede Gunnar Keldugnups-fivls saga (vel fra c. 1400); her tales oven i købet om havn ved Skaftåos og købmandsboder, men herpå kan næppe lægges nogen vægt. På den anden side må det bemærkes, at allerede Nj. (kap. 151) hævner Skaftås østlige forgrening, hvormed sikkert den langs Sidebygden løbende arm menes.	+	[[Fil:AM.101.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>''' Hörgárgljúfur '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Efter denne fremstilling må det betvivles, at den langs Sidebygden løbende gren af Skaftå har været til på landnams-tiden; muligvis er den netop på denne tid opstået, men har da, som nævnt, ikke straks båret Skaftå-navnet (se s. 318, sml. s. 310—11. Den nuværende »Skaftåos« synes derimod at have været Gejrlandsåens udløb. — Første gang, ''Skaftåos'' (Skaptáróss) nævnes, er i den opdigtede Gunnar Keldugnups-fivls saga (vel fra c. 1400); her tales oven i købet om havn ved Skaftåos og købmandsboder, men herpå kan næppe lægges nogen vægt. På den anden side må det bemærkes, at allerede Nj. (kap. 151) hævner Skaftås østlige forgrening, hvormed sikkert den langs Sidebygden løbende arm menes.

@@ Linje 99: / Linje 99: @@
-Fra Gejrlandså strækker sig mod vest til hedens fod en lav kleft »Kálfagróf«, et navn, der virkelig synes at svare til det i Ldn. forekommende »Kálfagrafir«, hvor der (s. 247—48, sml. 268) tales om Hroar Tungegodes morfader Lejdolv kappe (&#596;: kæmpe). Ldn. fortæller om Leidolv, der boede vestligst i Side-bygden (Skogahverve), at da Une første gang søgte ved flugt at unddrage sig følgerne af sit forhold til Lejdolvs datter Torun, forfulgte Lejdolv ham og tvang ham efter en kamp ved »Flángastaðir« til at vende tilbage, da han vilde, at han skulde gifte sig med Torun. Noget senere flygter den utaknemlige Une igen, men forfølges påny af Lejdolv, der indhenter ham ved »Kálfagrafir« og nu i sin vrede dræber ham og alle hans ledsagere her. Da man inde på Side-hede — hvor der tidligere skal have været en ikke ringe bebyggelse — træffer, omtrent i linje med »Kálfagróf«, stedsnavnet »Flángir« (nu brugt om et sumpigt strøg), og da der over heden ligger en vej tæt forbi »Flángir« og ned kort nord for »Kálfagróf« , er det i det mindste fristende i disse stedsnavne at se sporene af Ldn.'s oven anførte benævnelser på stederne, hvor Une indhentedes.
+[[Fil:AM.103.jpg|thumb|350px|right|<center>''' Systrafoss ved Kirkjubæjarklaustur '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Fra Gejrlandså strækker sig mod vest til hedens fod en lav kleft »Kálfagróf«, et navn, der virkelig synes at svare til det i Ldn. forekommende »Kálfagrafir«, hvor der (s. 247—48, sml. 268) tales om Hroar Tungegodes morfader Lejdolv kappe (&#596;: kæmpe). Ldn. fortæller om Leidolv, der boede vestligst i Side-bygden (Skogahverve), at da Une første gang søgte ved flugt at unddrage sig følgerne af sit forhold til Lejdolvs datter Torun, forfulgte Lejdolv ham og tvang ham efter en kamp ved »Flángastaðir« til at vende tilbage, da han vilde, at han skulde gifte sig med Torun. Noget senere flygter den utaknemlige Une igen, men forfølges påny af Lejdolv, der indhenter ham ved »Kálfagrafir« og nu i sin vrede dræber ham og alle hans ledsagere her. Da man inde på Side-hede — hvor der tidligere skal have været en ikke ringe bebyggelse — træffer, omtrent i linje med »Kálfagróf«, stedsnavnet »Flángir« (nu brugt om et sumpigt strøg), og da der over heden ligger en vej tæt forbi »Flángir« og ned kort nord for »Kálfagróf« , er det i det mindste fristende i disse stedsnavne at se sporene af Ldn.'s oven anførte benævnelser på stederne, hvor Une indhentedes.
-[[Fil:AM.103.jpg|thumb|350px|right|<center>''' Systrafoss ved Kirkjubæjarklaustur '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]En halv mils vej syd for Gejrland, hvor heden bøjer mod vest, står gården '''Kirkebæ''' (''Kirkjubær''), almindelig kaldet »Kirkebæ kloster«, nu sæde for egnens sysselmand, indtil reformationen et benediktiner-nonnekloster. Gården ligger under den stejle hede, ved Skaftås nordlige bred, med udsigt mod syd til Landbrotets mange gamle sand- og lavahøje. Til Kirkebæ knyttede sig fra landets første bebyggelse en ejendommelig hellighed. Her bosatte sig den fra Syderøerne kommende, kristne landnamsmand Ketil, hvis efterkommere ligeledes alle bevarede den kristne tro; forud havde her bót »paper«, d. v. s. kristne Irlændere, der ved Nordmændenes ankomst fandtes hist og her i det sydlige Island, men som da straks forlod landet for ikke at have samkvem med hedningerne. Man troede, at på Kirkebæ kunde ingen hedning bo, og det fortaltes, at da efter Ketils død en af egnens folk (Hildir) vilde flytte til Kirkebæ, døde han pludselig, i det han nåede tungærdet, hvorefter han begravedes i ''Hildeshøj'' (Hildishaugr). — År 1186 oprettedes det før omtalte nonnekloster her, men rimeligvis først senere har det fået nogen betydning. Således er klosterets skæbne gennem så godt som hele det 13de årh. aldeles ubekendt; og uagtet Kirkebæ er hovedskuepladsen for et af afsnittene i Sturl, hvis begivenheder må henføres til midten af det 13de årh. (den af Gudbr. Vigfussön som en selvstændig fortælling udskilte »Svínfellinga saga«), hører man dog ikke i denne fortælling med et ord klosterets kvindelige beboere nævne. Ved midten af det 14de årh. blev en nonne i Kirkebæ kloster, for at have forskrevet sig til djævlen m. m., brændt levende. Folkesagnet fortæller om to nonner, hvoraf den ene dømtes uretfærdig til døden, den anden med rette, og påviser deres grave ovenpå » Søsterklippen « (Systrastapi). Søstrestape er en fritstående lille klippe omtrent en fjærdingvej vest for Kirkebæ; klippen skal være flad foroven, og her skal gravene kunne ses, den ene grøn både vinter og sommer, den anden aldrig. Hist. eccl. nævner Søstrestape som omflydt af Skaftå, nu ligger den nord for åen. I øvrigt minde flere navne i nærheden af Kirkebæ om klosterets beboere; på Side-hede findes et »Systravatn« , og i Landbrot hinsides åen viser man en »Sönghóll«, hvorfra munkene i Tykkebæ gav signal, når de vilde besøge nonnerne i Kirkebæ. — Ved reformationen inddroges klosterets ejendomme under kronen og er siden den tid bleven bestyrede af en kgL ombudsmand.
+En halv mils vej syd for Gejrland, hvor heden bøjer mod vest, står gården '''Kirkebæ''' (''Kirkjubær''), almindelig kaldet »Kirkebæ kloster«, nu sæde for egnens sysselmand, indtil reformationen et benediktiner-nonnekloster. Gården ligger under den stejle hede, ved Skaftås nordlige bred, med udsigt mod syd til Landbrotets mange gamle sand- og lavahøje. Til Kirkebæ knyttede sig fra landets første bebyggelse en ejendommelig hellighed. Her bosatte sig den fra Syderøerne kommende, kristne landnamsmand Ketil, hvis efterkommere ligeledes alle bevarede den kristne tro; forud havde her bót »paper«, d. v. s. kristne Irlændere, der ved Nordmændenes ankomst fandtes hist og her i det sydlige Island, men som da straks forlod landet for ikke at have samkvem med hedningerne. Man troede, at på Kirkebæ kunde ingen hedning bo, og det fortaltes, at da efter Ketils død en af egnens folk (Hildir) vilde flytte til Kirkebæ, døde han pludselig, i det han nåede tungærdet, hvorefter han begravedes i ''Hildeshøj'' (Hildishaugr). — År 1186 oprettedes det før omtalte nonnekloster her, men rimeligvis først senere har det fået nogen betydning. Således er klosterets skæbne gennem så godt som hele det 13de årh. aldeles ubekendt; og uagtet Kirkebæ er hovedskuepladsen for et af afsnittene i Sturl, hvis begivenheder må henføres til midten af det 13de årh. (den af Gudbr. Vigfussön som en selvstændig fortælling udskilte »Svínfellinga saga«), hører man dog ikke i denne fortælling med et ord klosterets kvindelige beboere nævne. Ved midten af det 14de årh. blev en nonne i Kirkebæ kloster, for at have forskrevet sig til djævlen m. m., brændt levende. Folkesagnet fortæller om to nonner, hvoraf den ene dømtes uretfærdig til døden, den anden med rette, og påviser deres grave ovenpå » Søsterklippen « (Systrastapi). Søstrestape er en fritstående lille klippe omtrent en fjærdingvej vest for Kirkebæ; klippen skal være flad foroven, og her skal gravene kunne ses, den ene grøn både vinter og sommer, den anden aldrig. Hist. eccl. nævner Søstrestape som omflydt af Skaftå, nu ligger den nord for åen. I øvrigt minde flere navne i nærheden af Kirkebæ om klosterets beboere; på Side-hede findes et »Systravatn« , og i Landbrot hinsides åen viser man en »Sönghóll«, hvorfra munkene i Tykkebæ gav signal, når de vilde besøge nonnerne i Kirkebæ. — Ved reformationen inddroges klosterets ejendomme under kronen og er siden den tid bleven bestyrede af en kgL ombudsmand.
-Kirkebæ-bygninger skal oftere være flyttede. Først stod klosteret en del nordøstligere, hvor nu mørkt, med marhalm sparsomt bevokset flyvesand breder sig; her ses endnu et firkantet stengulv (»kirkegulvet«, som det kaldes, og vel i hvert tilfælde en lævning af det gamle kloster), dannet af regelmæssig-femkantede sten, sammenføjede med cement. Stenene stammer øjensynlig fra en banke i nærheden af Fossnup, hvor man i en lille kløft (Dverghamrar kaldet) finder regelmæssige femkantede basaltsøjler, der er tværdelte ved tæt på hinanden følgende, lige så regelmæssige rævner, så at man uden stort arbejde ved overhugning af sejlerne kan skaffe sig smukke femkantede fliser. Det nævnte gulv omtales også i den antkv. indb.; men den gang (1817) vidste ingen at berette, til hvilken bygning det havde hørt<ref>Dog siges i en samtidig dansk indberetning, at pladsen deromkring kaldtes »Fornigarðr«, og at gulvet derfor vistnok måtte være en lævning af den gamle klosterkirke. Gulvets størrelse opgives sammesteds til 16 &times; 14 al. med retning øst— vest.</ref>. Senere, og lige til ind i dette årh. siges der, stod kloster og kirke noget sydvestligere, omtrent hvor heden bøjer mod nord; her ses endnu tydelige tomter af bægge og rester af tungærdet. Først flyttedes, i begyndelsen af dette årh., klosteret (&#596;: gården) til sin nuværende plads længere mod vest, senere kirken til Prestbakke. Angående en femkantet ligsten med runeskrift, som opgravedes i kirkegården her, kan efterses Antkv. Ann. IV, 353.
+[[Fil:AM.108.jpg|thumb|500px|left|<center>''' Dverghamrar '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Kirkebæ-bygninger skal oftere være flyttede. Først stod klosteret en del nordøstligere, hvor nu mørkt, med marhalm sparsomt bevokset flyvesand breder sig; her ses endnu et firkantet stengulv (»kirkegulvet«, som det kaldes, og vel i hvert tilfælde en lævning af det gamle kloster), dannet af regelmæssig-femkantede sten, sammenføjede med cement. Stenene stammer øjensynlig fra en banke i nærheden af Fossnup, hvor man i en lille kløft (Dverghamrar kaldet) finder regelmæssige femkantede basaltsøjler, der er tværdelte ved tæt på hinanden følgende, lige så regelmæssige rævner, så at man uden stort arbejde ved overhugning af sejlerne kan skaffe sig smukke femkantede fliser. Det nævnte gulv omtales også i den antkv. indb.; men den gang (1817) vidste ingen at berette, til hvilken bygning det havde hørt<ref>Dog siges i en samtidig dansk indberetning, at pladsen deromkring kaldtes »Fornigarðr«, og at gulvet derfor vistnok måtte være en lævning af den gamle klosterkirke. Gulvets størrelse opgives sammesteds til 16 &times; 14 al. med retning øst— vest.</ref>. Senere, og lige til ind i dette årh. siges der, stod kloster og kirke noget sydvestligere, omtrent hvor heden bøjer mod nord; her ses endnu tydelige tomter af bægge og rester af tungærdet. Først flyttedes, i begyndelsen af dette årh., klosteret (&#596;: gården) til sin nuværende plads længere mod vest, senere kirken til Prestbakke. Angående en femkantet ligsten med runeskrift, som opgravedes i kirkegården her, kan efterses Antkv. Ann. IV, 353.
-Ved Kirkebæ vil man påvise Hildes høj, dog, som det synes, nu på et andet sted end det, som den antkv. indb. nævner. (Også et Grettestag har man.) Dog er det egenlig kun for Sturlungetidens vedkommende, at traditionen er levende, og navnlig vil man påvise stedet for »Svinfellingernes« drab, hovedbegivenheden i den før nævnte »Svinfellinga saga«, der handler om en mellem storbonden Ögmund Helgessön på Kirkebæ og hans hustrus brodersønner, de unge høvdinger på Svinafell, udbrudt strid. Disse, Sæmund og Gudmund, sønner af den højt ansete Orm Jonssön, godordsmand »over Siden«, kom på grund af gensidig skinsyge i et spændt forhold til Ögmund. — Efter at Sæmund og Ögmund er bleven uenige i anledning af en forsørgelsessag, bevæger Sæmund sin yngre broder Gudmund til at forlade Ögmund, som hidtil har opfostret ham, hvorefter brødrene gør et mislykket forsøg på at overfalde Ögmund. Senere får Sæmund Ögmund erklæret fredløs på grund af hans fremfærd i forsørgelsesspørgsmålet, og medens Ögmund holder sig skjult, udfører Sæmund konfiskationsdommen ved at lægge beslag på det Ögmund tilhørende gods i Kirkebæ. Den mængde kreaturer, foruden andet gods, som ved denne lejlighed bortførtes, efter at først »stadens« (kirkens, klosterets) ejendom var undtagen og dernæst halvdelen af det tilbageværende var overladt Ögmunds hustru, er forbavsende, og er et af de flere eksempler på landhusholdningernes størrelse på Island i ældre tid, som efter landbrugets nuværende tilstand og gårdenes produktionsævne må synes næsten utrolige <ref>Der bortdreves 30 kør, 36 stykker ungkvæg, 4 plov-okser, 120 malkefår, 50 beder, 70 årsgamle får, 20 heste, 25 svin, 50 gæs, og desuden medtoges 12 skjolde, 12 spyd, 6 stålhuer, 6 brynjer, 10 kister, samt en hestebyrde dyner.</ref>. Svinfellingernes farbroder abbed Brand Jonsson i Tykkebæ mægler noget efter et forlig mellem parterne, men Ögmund, der ikke kan glemme den hårde behandling, han har lidt, overfalder det følgende år (1252) kort efter påske Sæmund og Gudmund, da deres vej, på en rejse til abbed Brand, falder forbi Kirkebæ. Tidlig om morgenen går han med 12 mand ad den fra gården øst efter førende vej og lægger sig med disse i baghold i en lille dalsænkning (hvamm) kort fra vejen, hvor den fører over en vandsamling (síki — formodenlig forgrening af en å). Her bliver bægge brødrene grebne og halshugges på stedet efter at være blevne berettede af »stadens« tre præster, der straks kom til stede for at søge at frelse deres liv. — Siket, mener man, har gået op fra Skaftå, der den gang løb lidt højere oppe, tværs over sandstrækningen mellem de to klostertomter; lidt ovenfor i fjældlien skal så bagholdet have været på et sted, som nu benævnes »Bjarnartættur« — hvilket alt dog ikke ret synes at stemme med sagaens fremstilling.
+[[Fil:AM.107.jpg|thumb|500px|right|<center>''' Dverghamrar '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Ved Kirkebæ vil man påvise Hildes høj, dog, som det synes, nu på et andet sted end det, som den antkv. indb. nævner. (Også et Grettestag har man.) Dog er det egenlig kun for Sturlungetidens vedkommende, at traditionen er levende, og navnlig vil man påvise stedet for »Svinfellingernes« drab, hovedbegivenheden i den før nævnte »Svinfellinga saga«, der handler om en mellem storbonden Ögmund Helgessön på Kirkebæ og hans hustrus brodersønner, de unge høvdinger på Svinafell, udbrudt strid. Disse, Sæmund og Gudmund, sønner af den højt ansete Orm Jonssön, godordsmand »over Siden«, kom på grund af gensidig skinsyge i et spændt forhold til Ögmund. — Efter at Sæmund og Ögmund er bleven uenige i anledning af en forsørgelsessag, bevæger Sæmund sin yngre broder Gudmund til at forlade Ögmund, som hidtil har opfostret ham, hvorefter brødrene gør et mislykket forsøg på at overfalde Ögmund. Senere får Sæmund Ögmund erklæret fredløs på grund af hans fremfærd i forsørgelsesspørgsmålet, og medens Ögmund holder sig skjult, udfører Sæmund konfiskationsdommen ved at lægge beslag på det Ögmund tilhørende gods i Kirkebæ. Den mængde kreaturer, foruden andet gods, som ved denne lejlighed bortførtes, efter at først »stadens« (kirkens, klosterets) ejendom var undtagen og dernæst halvdelen af det tilbageværende var overladt Ögmunds hustru, er forbavsende, og er et af de flere eksempler på landhusholdningernes størrelse på Island i ældre tid, som efter landbrugets nuværende tilstand og gårdenes produktionsævne må synes næsten utrolige <ref>Der bortdreves 30 kør, 36 stykker ungkvæg, 4 plov-okser, 120 malkefår, 50 beder, 70 årsgamle får, 20 heste, 25 svin, 50 gæs, og desuden medtoges 12 skjolde, 12 spyd, 6 stålhuer, 6 brynjer, 10 kister, samt en hestebyrde dyner.</ref>. Svinfellingernes farbroder abbed Brand Jonsson i Tykkebæ mægler noget efter et forlig mellem parterne, men Ögmund, der ikke kan glemme den hårde behandling, han har lidt, overfalder det følgende år (1252) kort efter påske Sæmund og Gudmund, da deres vej, på en rejse til abbed Brand, falder forbi Kirkebæ. Tidlig om morgenen går han med 12 mand ad den fra gården øst efter førende vej og lægger sig med disse i baghold i en lille dalsænkning (hvamm) kort fra vejen, hvor den fører over en vandsamling (síki — formodenlig forgrening af en å). Her bliver bægge brødrene grebne og halshugges på stedet efter at være blevne berettede af »stadens« tre præster, der straks kom til stede for at søge at frelse deres liv. — Siket, mener man, har gået op fra Skaftå, der den gang løb lidt højere oppe, tværs over sandstrækningen mellem de to klostertomter; lidt ovenfor i fjældlien skal så bagholdet have været på et sted, som nu benævnes »Bjarnartættur« — hvilket alt dog ikke ret synes at stemme med sagaens fremstilling.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jul. 2015 kl. 13:27
Linje 102:		Linje 102:


−	En halv mils vej syd for Gejrland, hvor heden bøjer mod vest, står gården '''Kirkebæ''' (''Kirkjubær''), almindelig kaldet »Kirkebæ kloster«, nu sæde for egnens sysselmand, indtil reformationen et benediktiner-nonnekloster. Gården ligger under den stejle hede, ved Skaftås nordlige bred, med udsigt mod syd til Landbrotets mange gamle sand- og lavahøje. Til Kirkebæ knyttede sig fra landets første bebyggelse en ejendommelig hellighed. Her bosatte sig den fra Syderøerne kommende, kristne landnamsmand Ketil, hvis efterkommere ligeledes alle bevarede den kristne tro; forud havde her bót »paper«, d. v. s. kristne Irlændere, der ved Nordmændenes ankomst fandtes hist og her i det sydlige Island, men som da straks forlod landet for ikke at have samkvem med hedningerne. Man troede, at på Kirkebæ kunde ingen hedning bo, og det fortaltes, at da efter Ketils død en af egnens folk (Hildir) vilde flytte til Kirkebæ, døde han pludselig, i det han nåede tungærdet, hvorefter han begravedes i ''Hildeshøj'' (Hildishaugr). — År 1186 oprettedes det før omtalte nonnekloster her, men rimeligvis først senere har det fået nogen betydning. Således er klosterets skæbne gennem så godt som hele det 13de årh. aldeles ubekendt; og uagtet Kirkebæ er hovedskuepladsen for et af afsnittene i Sturl, hvis begivenheder må henføres til midten af det 13de årh. (den af Gudbr. Vigfussön som en selvstændig fortælling udskilte »Svínfellinga saga«), hører man dog ikke i denne fortælling med et ord klosterets kvindelige beboere nævne. Ved midten af det 14de årh. blev en nonne i Kirkebæ kloster, for at have forskrevet sig til djævlen m. m., brændt levende. Folkesagnet fortæller om to nonner, hvoraf den ene dømtes uretfærdig til døden, den anden med rette, og påviser deres grave ovenpå » Søsterklippen « (Systrastapi). Søstrestape er en fritstående lille klippe omtrent en fjærdingvej vest for Kirkebæ; klippen skal være flad foroven, og her skal gravene kunne ses, den ene grøn både vinter og sommer, den anden aldrig. Hist. eccl. nævner Søstrestape som omflydt af Skaftå, nu ligger den nord for åen. I øvrigt minde flere navne i nærheden af Kirkebæ om klosterets beboere; på Side-hede findes et »Systravatn« , og i Landbrot hinsides åen viser man en »Sönghóll«, hvorfra munkene i Tykkebæ gav signal, når de vilde besøge nonnerne i Kirkebæ. — Ved reformationen inddroges klosterets ejendomme under kronen og er siden den tid bleven bestyrede af en kgL ombudsmand.	+	[[Fil:AM.103.jpg\|thumb\|350px\|right\|<center>''' Systrafoss ved Kirkjubæjarklaustur '''<br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]En halv mils vej syd for Gejrland, hvor heden bøjer mod vest, står gården '''Kirkebæ''' (''Kirkjubær''), almindelig kaldet »Kirkebæ kloster«, nu sæde for egnens sysselmand, indtil reformationen et benediktiner-nonnekloster. Gården ligger under den stejle hede, ved Skaftås nordlige bred, med udsigt mod syd til Landbrotets mange gamle sand- og lavahøje. Til Kirkebæ knyttede sig fra landets første bebyggelse en ejendommelig hellighed. Her bosatte sig den fra Syderøerne kommende, kristne landnamsmand Ketil, hvis efterkommere ligeledes alle bevarede den kristne tro; forud havde her bót »paper«, d. v. s. kristne Irlændere, der ved Nordmændenes ankomst fandtes hist og her i det sydlige Island, men som da straks forlod landet for ikke at have samkvem med hedningerne. Man troede, at på Kirkebæ kunde ingen hedning bo, og det fortaltes, at da efter Ketils død en af egnens folk (Hildir) vilde flytte til Kirkebæ, døde han pludselig, i det han nåede tungærdet, hvorefter han begravedes i ''Hildeshøj'' (Hildishaugr). — År 1186 oprettedes det før omtalte nonnekloster her, men rimeligvis først senere har det fået nogen betydning. Således er klosterets skæbne gennem så godt som hele det 13de årh. aldeles ubekendt; og uagtet Kirkebæ er hovedskuepladsen for et af afsnittene i Sturl, hvis begivenheder må henføres til midten af det 13de årh. (den af Gudbr. Vigfussön som en selvstændig fortælling udskilte »Svínfellinga saga«), hører man dog ikke i denne fortælling med et ord klosterets kvindelige beboere nævne. Ved midten af det 14de årh. blev en nonne i Kirkebæ kloster, for at have forskrevet sig til djævlen m. m., brændt levende. Folkesagnet fortæller om to nonner, hvoraf den ene dømtes uretfærdig til døden, den anden med rette, og påviser deres grave ovenpå » Søsterklippen « (Systrastapi). Søstrestape er en fritstående lille klippe omtrent en fjærdingvej vest for Kirkebæ; klippen skal være flad foroven, og her skal gravene kunne ses, den ene grøn både vinter og sommer, den anden aldrig. Hist. eccl. nævner Søstrestape som omflydt af Skaftå, nu ligger den nord for åen. I øvrigt minde flere navne i nærheden af Kirkebæ om klosterets beboere; på Side-hede findes et »Systravatn« , og i Landbrot hinsides åen viser man en »Sönghóll«, hvorfra munkene i Tykkebæ gav signal, når de vilde besøge nonnerne i Kirkebæ. — Ved reformationen inddroges klosterets ejendomme under kronen og er siden den tid bleven bestyrede af en kgL ombudsmand.