Vikingerne - Vikingetidens Kultur - Revisjonshistorikk

Knut på 16. jun. 2021 kl. 17:15

2021-06-16T17:15:47Z

Knut på 16. jun. 2021 kl. 16:55

2021-06-16T16:55:35Z

Knut på 16. jun. 2021 kl. 16:51

2021-06-16T16:51:22Z

Vis endringer

Knut på 15. jun. 2021 kl. 09:00

2021-06-15T09:00:15Z

Knut: Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2021-06-15T08:58:12Z

Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Vikingerne - Vikingetidens Kultur]] !! !! !!
|-
|}

<center>'''[[Vikingerne]]'''</center>

<center>

<big>'''Vikingetidens Kultur</big>

<br>av [[Alexander Bugge biografi|Alexander Bugge]]

Gyldendalske Bokhandel
<br>Kra. 1904
</center>

TEKST UNDER ARBEID

----

'''Fotnoter'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Alexander Bugge]]

@@ Linje 71: / Linje 71: @@
 I Prydkunsten raader ikke længer den saakaldte Folkevandringens Stil. En ny, Vikingetidens Stil udvikler sig, paavirket af fremmede, især vesterlandske Forbilleder. Særlig er det den keltiske Prydkunst med dens rige og vekslende Linjemønstre og Baandmotiver og den under Karl den store og under Paavirkning fra klassisk Kunst gjenfødte Prydkunst i det frankiske Rige, som paavirker Nordboerne. Keltiske Baandslyngninger og karolingiske, i Grækenland oprindelig hjemmehørende Bladmønstre, f. Eks. det fligede Akanthusblad, vinder Hjemstavnsret i Norden og fæstes paa Smykker, paa Vaaben og paa Stenens Flade sammen med Drager og Orme og hjemlige, fra Fædrene arvede Mønstre. Ligesom irske Munke i Irland og Skotland i Billeder paa Stenens Flade til Minde for levende og for kommende Slægter fortalte om Bibelen, om hellige Mænds Liv, om Paradisets Glæder og om Dommens Dag, og ligesom angelsaksiske af irsk Kultur paavirkede Munke i Nord-England efterlignede de keltiske Kors, medens andre Angelsakser baade paa kristne Kors og paa udskaarne Skrin fremstillede sine egne, hjemlige Heltesagn, Sigurd Fafnesbane, Weland Smed osv., saaledes søgte ogsaa Nordboerne at skabe en bildende Kunst, som for kommende Slægter skulde vidne om Æsers og Sagnheltes Liv. Rigest og mangfoldigst udvikler denne Prydkunst sig i Overgangstiden fra Vikingetid til Middelalder i de to Udkanter af Nordboernes Verden, paa Man og paa Gotland. Her ser vi paa reiste Stene i broget Mangfoldighed hele Valhals Gudeverden og alle Fortidens Sagnhelte fremstillet for os i naive Billeder, indrammede af Baandslyngninger og Bladornamenter. Og med Hedenskabet blander paa Stenens Flade Kristendommen sig uløselig sammen. Men helt ind i Middelalderen, lige ned til det 13de Aarhundred, paa Gravstene, paa Døbefonter, paa Kirkedøre, lever baade i Norden og paa de britiske Øer disse hedenske Billeder videre og viser, hvilket mægtigt Greb Asatroen har havt paa Menneskenes Sind og Tanker.
-[[Fil:Georg von Rosen - Oden som vandringsman, 1886 (Odin, the Wanderer).jpg|thumb|Odin som vandringsmann av Georg von Rosen 1886.]]Vikingetiden med dens Kamp og Strid, fuld af Farer, af snar Daad, af sterke Karakterer, Mødet med Kristendommen og med aandelig overlegne Kulturer, satte sit Præg paa Nordboernes Gudstro og gjorde den til en Kampens og Stridens, en Vikingereligion. Hjemme i Bygden, helst langt inde i Landet, fjærnt fra Tidens store Hændelser blev nok Troen den samme som før. Saaledes som vi hører om fra Gøtaland, did Sighvat Skald kom paa sin Færd i 1018 og hvor han har skildret os Bøndernes endnu hedenske Tro, deres Alveblot og deres Frygt for at vække Odins Vrede, om de gav en kristen Mand Husly<ref> Se Sighvats <Austrfararvisur", Heimskringia, Olav den helliges Saga, K. 92. </ref>. Dér troede Folk endnu paa sine gamle Guder, som de gjorde før Vikingetiden begyndte.
+[[Fil:Georg von Rosen - Oden som vandringsman, 1886 (Odin, the Wanderer).jpg|thumb|Odin som vandringsmann, av Georg von Rosen (1886).]]Vikingetiden med dens Kamp og Strid, fuld af Farer, af snar Daad, af sterke Karakterer, Mødet med Kristendommen og med aandelig overlegne Kulturer, satte sit Præg paa Nordboernes Gudstro og gjorde den til en Kampens og Stridens, en Vikingereligion. Hjemme i Bygden, helst langt inde i Landet, fjærnt fra Tidens store Hændelser blev nok Troen den samme som før. Saaledes som vi hører om fra Gøtaland, did Sighvat Skald kom paa sin Færd i 1018 og hvor han har skildret os Bøndernes endnu hedenske Tro, deres Alveblot og deres Frygt for at vække Odins Vrede, om de gav en kristen Mand Husly<ref> Se Sighvats <Austrfararvisur", Heimskringia, Olav den helliges Saga, K. 92. </ref>. Dér troede Folk endnu paa sine gamle Guder, som de gjorde før Vikingetiden begyndte.
 Hos Almuen baade i Norge og i Sverige er Thor, Tordenens Gud, fremdeles Hovedguden, hvad han ogsaa synes at ha været i Dublin. Ved Siden af ham er Vaneguderne, Njord og Frøi, Gjenstand for megen Dyrkelse. Kun i Danmark er, synes det, Odin alt paa Folkevandringens Tid blevet Hovedguden. Den ældgamle Krigsgud Ty, hvis Navn er bevaret i Tirsdagens Navn, er derimod overalt i Norden i Vikingetiden sunket ned fra sit tidligere Vælde og har faaet Plads blant de lavere Guder. Men blant Vikingerne og i Vikingenybygderne blev Valhal og Einherjernes Kampliv mere og mere Midtpunktet i Menneskenes Tro. Selve Valhals-forestillingen er dog sikkerlig ældre end Vikingetiden; i svenske Grave alt fra Folkevandringstiden har man fundet ganske smaa Kvindefigurer i Metal, visselig en Slags Amuletter, som vel har forestillet Valkyrjer. Og i svenske Grave fra Vikingetiden er Amuletter i Form af Valkyrjer med Horn i Haanden meget almindelige. — Lidt efter lidt udbreder Odin fra Danmark af sit Vælde over Nordens Folk. Han er ikke længer Vindguden (''Wodan''), hvem alle Germaner havde dyrket. Han vokser nu som den snilde Krigskunstens Gud op til at blive Aasgaards og det guldtækkede Valhals Herre, den øverste blant Guderne, Guders og Menneskers Herre, Alfader (Alf&#491;ðr), som han med ett visselig fra Kristendommen laant Udtryk kaldes<ref>Grimnismåi, Str. 48. </ref>. I ham har ligesom hele Vikingetidens Livsanskuelse faaet Kjød og Blod. I ensom Storhed sidder han i Hlidskjalf og skuer ned paa Guders og Menneskers Færden, selv ligesom hævet over godt og ondt. En underlig, næsten tragisk Skikkelse i al sin Ensomhed vandrer han gammel og enøiet om blant Menneskene, svigefuld som en gammel Vikingehøvding og volder Død og Fordærvelse selv blant sine bedste Venner, for at samle Kjæmper i Valhal til den sidste store Kamp i Ragnarok. Men Menneskene forstaar ikke altid hans Veie og undertiden staar han for deres Øine som ond, grusom og ulykkebringende. Som Dag i det andet Kvæde om Helge Hundingsbane siger til sin Søster Sigrun, da han har dræbt hendes Elskede, Helge  (Str. H):

@@ Linje 293: / Linje 293: @@
-[[Fil:DR 279 Sjörup.jpg|thumb|Sjörupstenen ved Sjörups kirke i Skåne. Indskriften er datert til vikingetiden. Runene er risset på granitt, og lyder i oversettelse: Saxi satte denne sten efter Asbjørn, sin fælle, Tokes søn. Han flygtede ikke ved Uppsala; men kæmpede så længe han havde våben. Foto: O.E. Henriksen, 2007. Commons.]]Forholdet mellem Høvdingen og hans Mænd var ogsaa i denne Tid langt nærmere og inderligere end det blev, efterhvert som Hirden omdannedes til et Hof med talrige Hirdmænd af forskjellige Grader, Runestenene vidner om trofaste Mænd, som kjæmper ved sin Herres Side og følger ham ind i Døden, ja endnu længer, i hans Følge til Odin i Valhal. Fremfor alt de skaanske Runestene, som taler om Toke Gormssøn, der faldt i det navnkundige Slag paa Fyrisvoldene ved Upsala (omkr. 983). Paa den ene af disse Stene heder det: "Sakse satte denne Sten efter Asbjørn, sin Fælle, Tokes Søn.
+[[Fil:DR 279 Sjörup.jpg|thumb|Sjörupstenen ved Sjörups kirke i Skåne. Innskriften er datert til vikingtiden. Runene er risset på granitt, og lyder i oversettelse: Saxi satte denne sten etter Asbjørn, sin felle, Tokes sønn. Han flyktet ikke ved Uppsala; men kjempet så lenge han hadde våpen. Foto: O.E. Henriksen, 2007. Commons.]]Forholdet mellem Høvdingen og hans Mænd var ogsaa i denne Tid langt nærmere og inderligere end det blev, efterhvert som Hirden omdannedes til et Hof med talrige Hirdmænd af forskjellige Grader, Runestenene vidner om trofaste Mænd, som kjæmper ved sin Herres Side og følger ham ind i Døden, ja endnu længer, i hans Følge til Odin i Valhal. Fremfor alt de skaanske Runestene, som taler om Toke Gormssøn, der faldt i det navnkundige Slag paa Fyrisvoldene ved Upsala (omkr. 983). Paa den ene af disse Stene heder det: "Sakse satte denne Sten efter Asbjørn, sin Fælle, Tokes Søn.
@@ Linje 408: / Linje 408: @@
 Saaledes viser da "Rigsthula" for os de forskjellige Stænder i Samfundet, Trællen, Bonden og Høvdingen. De nedstammer alle, siger Digtet, fra Guden Heimdal, Himmelens Vogter. Men i særlig Grad gjælder dette Høvdingens Slægt. Digtet synes her, derom er alle Forskere enige, at skildre en enkelt Høvdingeslægt, som stiger fra Jarlens til Kongens Værdighed. Men denne Høvdingeslægt bærer ogsaa det irske Værdighedsnavn ''ri'' (gen. ''rig'') "Konge". Den har med andre Ord havt baade nordiske og irsktalende Undersaatter. Dens Medlemmer har været mægtige Vikingehøvdinger, som har vundet Herredømme ikke alene over norske, men ogsaa over danske Mænd. Thi Digtet, som ikke er fuldstændig bevaret, ender med en Opfordring til Kon den unge om at øge sin Magt: "Dan (d. e. de Danske) og Danp har dyre Haller, ypperligere Odel end I eier". Ifølge Snorre og Arngrim Jonsson (1597) synes Kon tilsidst at ha ægtet den danske Kong Danps Datter. Hvor har den levet denne Høvdingeslægt, til hvis Ære "Rigsthula" er digtet? Som alt Gudbrand Vigfusson og senere Sophus Bugge og flere Forskere har ment, maa det være paa de britiske Øer, hvor Nordmænd og Kelter levede sammen. Desuden findes der intet Vidnesbyrd om, at Konger i Norge har gjort Landevindinger i Danmark i Vikingetiden. Norske Høvdinger fra Irland gjør derimod i Begyndelsen af det 10de Aarhundred Erobringer i det nordvestlige England og bliver paa fredlig Vis — vel gjennem Ægteskab — Herrer i Northumberland, hvor der før havde været danske Konger<ref>Steenstrup, Normannerne III, S. 16, 32. Den første af disse norske Høvdinger heder Sigfred Jarl. </ref>. Paa Orknøerne kan Rigs Slægt ikke ha levet. Thi dér beholdt Høvdingerne altid Jarlenavnet; blev aldrig Konger. De norske Høvdinger paa Man og Hebriderne var derimod i Begyndelsen Jarler, ikke Konger, saaledes som den Gille Jarl, vi hører om i Njaals Saga Enkelte, som Ketil Flatnev, var i Hjemmet Herser, ligesom ogsaa Jarls Svigerfar kaldes Herse. Men ved Midten af det 10de Aarh. blev Man et Kongerige. En af Øens første Konger var, som vi har hørt, Godfred Haraldssøn, en stor Vikingehøvding, som kraftig udvidede sit Rige. I Sagnet mindes han under Navnet Gorry eller Orry som den første Konge paa Øen. Det fortælles, at da han kom til Øen og Folk spurgte, hvorfra han kom, pegte han op paa Himmelen, paa Melkeveien<ref>Jfr. Kermode, Traces of the Norse Mythology, S. 13. </ref>.
-[[Fil:Kong Orrys grav.jpg|thumb|400px|Kong Orrys grav i Douglas, Isle of Man. Kong Orry, eller kong Godred of Crovan, var konge over Mann på slutten av 1000-talet. Det er diskutabelt om han er neppe gravlagt her. Foto: Knut Rage, 2008. Commons.]]Nu var, ved vi, Guden Heimdal Aasgaards Vogter. Hans Bolig var "Himmelbjerge " og han tænktes siddende ved Foden af Bifrost eller Regnbuen. Men ogsaa med Gjallarbroen, med Melkeveien (''vetrar-braat'') og i det hele med alle Broer mellem Menneskenes og de andre Verdener sattes vistnok Heimdal i For- bindelse<ref>E. H, Meyer (Mythologie der Germanen, S. 408) sætter Heimdal i Forbindelse med Gjallarbroen.</ref>. Kong Gorry sagde med andre Ord, at han var Heimdals Søn. Sagnet har altsaa ført den manske Kongeslægts Oprindelse tilbage til Heimdal. At Heimdal var Menneskenes Stamfader, er en Forestilling, som muligens har havt en videre Udbredelse. I "Vøluspaa" kaldes Menneskene saaledes "Heimdals Sønner". Men vi eier intetsomhelst Vidnesbyrd om, at nogen Kongeslægt udenfor Man førte sin Herkomst tilbage til Heimdal. Og føier vi saa hertil, at en Billedsten paa Øen viser os Heimdals Billede, da maa vi, synes jeg, ha Lov til at slutte, at "Rigsthula" lovpriser Kongeætten paa Man, som havde hævet sig fra Jarlens til Kongens Værdighed, hvis Stamfader havde ægtet en Herses Datter, og som under Brødrene Magnus og Gudrød Haraldssøn gjør Landevindinger i danske Nybygder.
+[[Fil:Kong Orrys grav.jpg|thumb|400px|Kong Orrys grav i Douglas, Isle of Man. Kong Orry, eller kong Godred of Crovan, var konge over Man på slutten av 1000-talet. Det er diskutabelt om han virkelig er gravlagt her. Foto: Knut Rage, 2008. Commons.]]Nu var, ved vi, Guden Heimdal Aasgaards Vogter. Hans Bolig var "Himmelbjerge " og han tænktes siddende ved Foden af Bifrost eller Regnbuen. Men ogsaa med Gjallarbroen, med Melkeveien (''vetrar-braat'') og i det hele med alle Broer mellem Menneskenes og de andre Verdener sattes vistnok Heimdal i For- bindelse<ref>E. H, Meyer (Mythologie der Germanen, S. 408) sætter Heimdal i Forbindelse med Gjallarbroen.</ref>. Kong Gorry sagde med andre Ord, at han var Heimdals Søn. Sagnet har altsaa ført den manske Kongeslægts Oprindelse tilbage til Heimdal. At Heimdal var Menneskenes Stamfader, er en Forestilling, som muligens har havt en videre Udbredelse. I "Vøluspaa" kaldes Menneskene saaledes "Heimdals Sønner". Men vi eier intetsomhelst Vidnesbyrd om, at nogen Kongeslægt udenfor Man førte sin Herkomst tilbage til Heimdal. Og føier vi saa hertil, at en Billedsten paa Øen viser os Heimdals Billede, da maa vi, synes jeg, ha Lov til at slutte, at "Rigsthula" lovpriser Kongeætten paa Man, som havde hævet sig fra Jarlens til Kongens Værdighed, hvis Stamfader havde ægtet en Herses Datter, og som under Brødrene Magnus og Gudrød Haraldssøn gjør Landevindinger i danske Nybygder.
 Saaledes var Vikingetidens Kultur. Aristokratisk, som al Kultur er det i sin Begyndelse, de faas Eiendom, for siden at sprede sig til de mange. Den foragter de svage og hjælpeløse, det vanføre Barn og den syge og udtjente gamle Træl eller Frigivne, hvem den uden at blues lader fryse eller sulte ihjel; den foragter Trællen med den ludende Ryg, de digre Fingre og det mørke, unordiske Haar, han er god nok til at staa for Øksehug, men faar ikke deltage i den frie Mands Virke, i Krig, paa Jagt og i Sjømandsfærd. Den beundrer den sterke, den kloge, den selvhjulpne, den, som alene stoler paa sin egen Kraft og Styrke. Den beundrer ogsaa den ensomme, den, som lider alene uden at klage for Verden sin Sorg og sin Smerte. Den har ikke mange bløde, ømme Strenge, denne Kultur. Den har intet Syn for den sprættende Birkeli, for Vaarens duftende Blomster eller for Bækken, som risler mellem Græsset. Den forstaar ikke en ung Piges første, drømmende Kjærlighed; den eier intet af det ømme, ridderlige Syn paa Kvinden, som Kristendommen og Middelalderen bragte Menneskene. Den er en Kultur skabt af Mænd og passende for sterke Naturer. Den elsker de sterke Lidenskaber og den elsker ogsaa Naturen, om end ikke paa samme Vis som moderne Mennesker eller som Kelterne elskede den. Den elsker de høie Fjeldtinder, hvor Ørnen og Falken bygger Rede, og den elsker Vidden og de vide Udsyn. Eddakvadene giver os et Glimt deraf i Billeder malende og morgenfriske som de homeriske Digtes. En Ting var det dog især, som de gamle Nordboer elskede og som de tilfulde forstod at skildre, og det var Havet, helst i Storm og i Uveir, naar Vinden tuder og Bølgerne staar over Stavnen og Rans Døtre rækker sine graadige Arme ud efter Mændene. Som i "Reginsmaal", hvor Odin i Skikkelse af en gammel Mand staar paa Pynten og raaber ud til Sigurd og hans Mænd, som i forrygende Storm seiler forbi:

@@ Linje 4: / Linje 4: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Vikingerne - Vikingetidens Kultur]] !!  !!  !!
+!Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Vikingerne - Vikingetidens Kultur]] !!  !!  !!
 |-
 |}